BEIDAIHE, HAPPY ISLAND og BEIJING, ØST KINA: Rapporter fra to rejser 27.4 – 19.5 1997 og 27.4-17.5 2008 med bemærkninger om forekomst, feltbestemmelse og taksonomi Klaus Malling Olsen Hebei-provinsen i det østlige Kina er verdenskendt som det bedste sted at se en række meget eftertragtede østasiatiske fuglearter – ikke mindst de, der om efteråret dukker op som strejfgæster i Vesteuropa. Det store træk ved Beidaihe har været kendt siden 1920´erne, beskrevet meget grundigt af danskeren Axel Hemmingsen midt i 1940´erne. Siden blev det næsten glemt, og først midt i 1980´erne blev området for alvor besøgt af nysgerrige og velmotiverede feltornitologer med hang til kendetegn og træk. For danske Jesper Hornskov blev området en så stor besættelse, at han siden med stor succes har været turarrangør for fuglefolk verden over. Det er nu om dage let at rejse i Østkina, ligesom infrastrukturen nu er af høj standard, ikke mindst provokeret af Beijings værtskab for de olympiske sommerlege (incl. de para-olympiske) i 2008. Man bør dog booke landarrangementet hjemmefra. En rejse til Hebei og Beijing med focus på fuglene må nødvendigvis koncentrere sig om det meget store træk, og mange østasiatiske fuglearter, der optræder som meget sjældne gæster i Europa. Trækfugle fra det meste af Østasien passerer området på vej fra og til vinterkvarterene i Sydøstasien. Trækket samles ved kystlinien i Hebei, da det ”presses” ud mod kysten af det enorme bjerg- og ørkenområde, der udgør egnene vest for Beijing – og søges undgået. Hvis vindene er gunstige – især fra den vestlige sektor – koncentreres trækket yderligere til kystlinien, idet passage over åbent hav undgås. På visse dage ses et enormt antal rastende småfugle og mange vadefugle, tidligt på foråret og sent på efteråret desuden mange traner og rovfugle. De lavereliggende områder domineres af metropolen Beijing og er stort set opdyrkede. Selve Beidaihe er dog en ferieby med indslag af parker og smålunde. De frodige områder er nærmest magneter for trækfuglene, netop fordi så stor del af det omkringliggende landskab er en ”økologisk ørken”: hele kystlandskabet mellem Beidaihe og Happy Island/Beijing er agerland med få muligheder for længere rast for fuglene. I højlandet er det fortsat muligt at finde større områder med sammenhængende skove, der rummer et repræsentativt udvalg af stedlige ynglefugle, heriblandt et par endemiske arter. Beidaihe Beidaihe ligger ved Bohai-bugten. Det er en turistby med adskillige hoteller, der i sommerperioden tiltrækker et stort antal turister; oprindeligt mest partibosser og pampere, men i de senere år også så mange russere, at vejskiltene nu er stavet på tre sprog: mandarin, ”engelsk” og kurillisk. De fleste fuglefolk bor på turisthotellet Jin Shan Hotel, der ligger strategisk perfekt, da de bedste træksteder ved kysten samt flere gode rastepladser for småfugle ligger indenfor gangafstand. Sidst i april og først i maj er det meste af det berømte træk af rovfugle, traner og Stortrapper overstået, og afløst af spredt fægtning hos rovfuglene. Derimod stiger antallet af de asiatiske småfugle, der har en så stor plads i feltbissernes hjerter. I 1997 foretog vi daglige ture på lejede cykler af vekslende kvalitet, og i 2008 via lejet bus fra ved 9-tiden. De vigtigste lokaliteter er

- Jin Shan Hotel. Selve hotelkomplekset er godt for rastende småfugle, da der mellem bygningerne er en del plæner, trægrupper, en tennisbane og en dårligt vedligeholdt swimming-pool umiddelbart ved hovedindgangen. Indenfor det ret store hotelkompleks er de bedste områder for rastende småfugle omkring tennisbanen og swimming-poolen, men også lavere trægrupper i hotellets vestlige kant. Mod øst grænser Hotelkomplekset lige ud til kystlinien.

- Jin Shan Fields. Umiddelbart ved ”bagindgangen” ligger en stor, åben grund – Jin Shan Field – der i 1997 var bevokset med lave urter og meget givende rent fuglemæssigt. I 2008 var den noget mere friseret, men fortsat en god lokalitet. Der er fra toppen af området en fin udsigt mod trækket, ligesom der er en tendens til, at mange småfugle – især pibere, smådrosler og værlinger, undertiden bekkasiner -går ned for at raste på området. Det er fejlagtigt angivet at stedet er ødelagt (Dernjatin 2001). Området har arkæologisk interesse, og må formodes at blive bevaret.

- Lighthouse Point er en lille halvø tæt på Jin Shan Hotel. En indhegnet stor have ligger på stedets ene side, den anden udgøres af kystlinien. Man når selve Lighthouse Point ad en sti langs hegnet – man passerer da en jordhøj med småkrat kaldet ”Lancy Hill” – check denne for kratluskende småfugle! Gå siden så langt det er muligt til selve Lighthouse Point, hvorfra der er en fin udsigt ud over havbugten, hvorfor stedet er velegnet til morgenobs. I østlige vinde ses undertiden et større træk af søfugle,og om morgenen tit indtrækkende landfugle og falke.

- Legation Gully er en velbevokset slugt, der strækker sig fra havet og ca. en halv kilometer ind mod vest. Stedet ligger ca. 500-800 meter øst for Jin Shan Hotel, og nåes ad strandvejen. Overfor en træbygning (en art platform) leder en sti gennem spredt bevoksning af mindre løvtræer nordpå. En lang mur er blevet byttet, og stedet er nu i privat eje. Man kan dog spørge høfligt om adgang til ”Gully´en” ved huset ved indgangen. Siden går man ad en sti gennem tætte buskadser og småskov på fugtig bund. Steder er fejlagtigt angivet som ødelagt (Dernjatin 2005), men ekstisterede i bedste velgående i 2008.

- Friendship Hotel ligger ca. 10 minutters gang længere inde mod byen fra Jin Shan Hotel. Tag Jin Shan Hotels bagindgang og gå ad vejen mod venstre, indtil man ser indgangen til hotellet. Dette hotelkompleks er større end Jin Shan med frodigere partier af spredt skov og småkrat, der er meget givende for rastende småfugle, f.eks. partierne foran selve hotellet mellem dette og en tennisbane. Også de fjernere områder er meget fine. Friendship Hotel blev favoritten i 2008, men er først blevet kendt eller tilgængeligt de senere år.

- Eagle Rock. En klippe med godt udsyn over havet og Sandflats. God observationsplads for efterårstræk. I den tilhørende park kan der raste en del småfugle, men stedet virker dog mere overrendt nu end tidligere.

- Sandflats ligger et par km. nordvest for Jin Shan Hotel. Området nås ved at følge kystvejen forbi Lighthouse Point til et stort kryds, hvor man holder til højde langs kysten. Der er nu en flerspores hovedvej langs kysten, der dog ikke forstyrrer området, der består af sandflader med rastende måger og vadefugle. Området nås lettest hvis man ca. ½ km. nord for vejkrydset stopper ved en mindre løvlund mod kysten. Herfra kan man følge et mindre åudløb med rørskov og buske, der ofte er godt for småfugle, og fortsætte ud på sandfladerne. –

- Reservoiret (Henghe Reservoir)er et større område, der starter på ovennævnte vejs venstre side (fra Beidaihe). Fra vejen kan man overskue dammene, der også kan nås til fods. Nord for disse leder en jordvej forbi et nybygget hotel og ca. 1 km. ind i landet. For enden af vejen findes en jordvold. Fra denne leder småstier ud mod små vandflader med kantbevoksning af vandplanter. Stien går rundt om en mur, og herefter ser man en mindre sump på vejens højre side. Denne var god for småfugle i 2008. Man kan ad en bro fortsætte og nå et mindre skovområde, der strækker sig tilbage mod selve dammene. Området er afvekslende med flere rismarker, der kan være gode for f.eks. vipstjerter. Selve reservoiret er nu indhegnet, men adgang kan opnås, hvis man spørger om lov til at komme ind – og bærer kikkert! Fra forår 2009 drives ringmærkning af småfugle.

- Radar Station Hill. En bakke med en lund af ret tæt bevoksning beliggende umiddelbart sydvest for Sandflats (ses let fra denne). I forbindelse med bakken findes en gravplads med spredte kranier! Kun besøgt sporadisk i 1997, hvor et større småfuglefald blev bevidnet.

Omkring dagsrytmen kan bemærkes, at tilgangen af fugle ofte var moderat om morgenen, men jævnt tiltagende i løbet af eftermiddagen. Det synes som om småfuglene bevæger sig ret hurtigt gennem landskabet – fra buskads til buskads, og tit samtes i eftermiddagstimerne på velegnede fourageringslokaliteter. Dette var særligt tydeligt 3.5 1997, hvor eftermiddagen bød på store mængder rastende småfugle efter en ret stille morgen.

- Lotus Hills ligger nogle km. sydvest for Jin Shan Hotel, og et et større område med nåletræsbevoksede småbakker. På det højeste sted findes et udsigtstårn, der er et skattet observationssted for dagtrækket af større fugle. Dette sted kræver en vis tid til opstigning af ret stejle stier.

- Flodmundingen Yang He ligger ca. 10 km. syd for Beidaihe. En nybygget vej krydser floden, ligesom en del nybyggeri formentligt vil påvirke områdets potentiale som vadefugle-rasteplads negativt. Vi så især måger her i 2008. Man kan fortsætte ca. 1 km. længere ad vejen og ser da på venstre side en mindre løvlund – Yang He Woods, der nås ad en sandet sti. Lunden virker som en sand magnet på småfuglene, og var blandt de bedste steder vi besøgte i 2008. 1 km. længere fremme ad vejen ligger på højde side flere rismarker og damme, der er et besøg værd for mere ”åbentlands-rastende” småfugle. Området er således godt for Pechorapiber.

Det legendariske Happy Island nåes nu om dage efter mindre end to timers kørsel fra Beidaihe (hovedsageligt ad en helt ny highway” – Yanhai Expressway). Tæt på Happy Island ligger flere gode lokaliteter, nær Laoting. Totalt set nås området ved at køre ad expressway mellem Yanhai og Beidaihe, og dreje af ved afkørslen markeret med ”south of Laoting entrance”. Herefter fortsættes 13 km. til man ser en stor fabrik med 3 skorstene. -”Magic Marsh” er et område med damme og småsumpe, der nu er under kraftig bebyggelse. Bedre er oversvømninger langs vejen mod havnebyen Beijan (Lao Yu Jian), hvorfra man sejler til Happy Island. Området kendes af alle turarrangører – de mere eventyrlystne sigter efter tre store skorstene, i hvis nærhed alle egnede vådområder bør checkes. Umiddelbart ved de 3 skorstene ligger nogle mindre damme med en del bredbevoksning – det egentlige ”Magic Marsh”. Området var dog under opdyrkning i 2008. Men langs vejen mod havnen bør man checke alle oversvømmelser og ansamlinger med vand – det er her, fuglene findes!

Rismarkerne mellem ”de 3 skorstene” og Beijan er fuglerige, og rummer tit store flokke af rastende vadere og Hvidvinget Terne. Der ses årligt rastende flokke af Dværgspove. - ”Magic Wood” et et isoleret buskads med småskov, der ligger mellem Magic Marsh og Beijan, ca. 5-7 km. syd for De Tre Skorstene. Faldene af småfugle kan være dramatiske, og er undertiden helt i klasse med Happy Island (som det til og med kan overgå – således er set enorme småfuglefald på dage, hvor tilgangen af fugle til Happy Island var mere moderat!). Selve skoven er kun på størrelse med et par fodboldbaner. - ”Large Magic Wood” er en mindre lund, der bl.a. huser en koloni af Nathejre. Området ligger tæt på motorvejene, men er fortsat nogenlunde intakt.

Happy Island (Kwaile Dao) Denne i fuglekredse legendariske ø ligger strategisk placeret udfør Hebei-kystens sydøsthjørne i det sydkinesiske Hav ved Bohai-bugten, ca. 80 km. syd for Beidaihe. Den blev opdaget som fuglelokalitet så sent som i 1992 af Martin Williams. Øen cirkulerer under flere navne: Puti Dao og Shijiutuo/Shiji Tuo er andre navne for øen på mandarin. Happy Island er ca. 5 km. lang og ca. 1.5 km. bred – et område, der svarer til Ottenby syd for Karl X´s mur. Det er en flad ø, hvor ret høje krat dominerer, men på øens sydlige del findes mere åbne og fugtige partier. Øen er en magnet på nattrækkende fugle efter den lange rejse over det Gule Hav. Øen husede i nær fortid en kinesisk militærbase, og i 1997 boede man fortsat i de primitive blå barakbygninger. Vi kunne i 1997 prale af at være det første hold, der tilbragte en længere periode her; vores krav til sanitære forhold var ikke de største, og forholdene begrænsede sig da også til en vandhane og et ualmindeligt ulækkert kinesisk toilet. Ved flerdagesbesøg arrangeredes et kokkehold, der på strategiske tidspunkter serverede kinesisk mad som delikatessen pommes frites med sukker. Indkvarteringsforholdene har siden ændret sig meget, og var i 2008 rimelige med 2-4-sengs hytter med eget bad og toilet. Forholdene var dog lidt trange, sengene hårde, toiletterne virkede ikke altid, men stemningen var unik! I 2009 var disse hytter dog revet ned, og gæstende fuglefolk indkvarteres nu på øens nordlige del findes i nogle mere komfortable sommerhuse, hvis bagdel er, at de ligger længere fra de bedste fugleområder. Dette burde dog ikke være et noget større problem, hvis man er rimeligt mobil. Der er fra 2009 opført en del større villaer med tilhørende haver og plæner på øens nordlige del. Kun fremtiden vil vise om dette område vil være tilgængeligt: tilstedeværelsen af mere åbne områder er næppe en bagdel for fugleobservationer. Planer om at udlægge Happy Island som et ferieparadis for den meget folkerige stat blev først skrinlagt, da besigtigelsespersonalet den sommer, der kunne have blevet skæbnesvanger, reagerede over den usædvanlige mængde af fluer, og Happy Island er fortsat et fugleparadis – trækfugle lader sig ikke gå på at byggerier, så længe der er buskadser og lunde. Øens nordlige halvdel er dog under ”udvikling” med flere nyopførte ferieboliger og villaer, samt en vej til tempelskoven på øens centrale del. Efter 2000 er en del af øens centrale del udgravet til kanaler og golde bassiner, der primært er tiltænkt vandcykelturisme, ligesom der er opført en høj bakke med et tempel på toppen. Transporten mellem havnen og feriekomplekset foregår i små elbusser, ala et miniaturetog i en forlystelsespark. Der er opført en større restaurantbygning, der fungerer som samlingspunkt under de tre daglige måltider. Rygtesvist er denne under afvikling, men fungerede fortsat i 2009. En ”lido” er under opførelse langs øens østkyst, og må formodes at forstyrre øens ubeboede stemning drastisk – men igen: det vil næppe genere trækfuglene radikalt. Det ”centrale fugleområde” er en mindre løvlund med lave løvtræer, ala Södra Lunden ved Ottenby. Her findes flere vandløb og små vandhuller med buskvegetation, og denne biotop er særligt god for sangere og drosler. I 1997 fandtes en tempelruin. Templet er restaureret de senere år, og er nu beboes af et par buddhistmunke. Det skaber en herlig, rolig stemning som overalt, hvor buddhismen hersker. Det er formentligt denne stemning og fornæmmelse af ”natur”, Happy Island skal sælges på i fremtiden; for at give kineserne en fornæmmelse af natur er der udsat en del harer, kaniner og fasaner, der på næsten naiv vis morer de med dyreliv som andet end mad uvante storbykinøjsere. Fuglefolkene fandt især fasanerne grænseløst irriterende. Øens sydlige halvdel – syd for templet – er fortsat ret uberørt. Happy Island omgives af tidevandsflader, der kan være et paradis for vadefugle. En del inddigninger på øens nordvestlige del rummer undertiden mange rastende vandfugle. Her er nok at gøre flere dage i træk. Om morgenen er der altid nyankomne fugle, der typisk bevæger sig fra buskads til buskads fra syd til nord. Det kan være en god idé at stille sig ved en af de rækker af buske og krat, der udgør en ”ledelinie” mod nord og iagttage, hvad der flyver forbi, eller langs den åbne kant af tempelmuren, der byder på fint overblik mod syd. Mange fugle raster senere i længere tid i lundene midt på øen. Ofte aftager antallet i løbet af morgenen, men under gunstige forhold ses nye bølge af fugle dagen igennem. Happy Island er for A-mennesker. Allerede før kl.5 lysner det, og det er tid til aktivitet før morgenbufeet´en venter kl. 9. Her er igen servering kl. 13 og 19 – lige efter solnedgang. Aktiviteten er således perfekt tilpasset den ornitologiske aktivitet – man starter morgenen med et par timers strejfen omkring for at udveksle informationer med de mange gæstende ornitologer ved morgenmaden – og igen efter dagens øvrige aktiviteter. Efter middagsmaden er klaret kl. 19 er det stort set tid til at gå til ro.

I 1997 så Happy Island så ikke specielt lovende ud, da vi i gråvejr og under et truende sort skydække entrede en næsten fugletom ø. Den følgende dag var vi da også indeburet under et heftigt uvejr (med tidvise promenader i lundene, hvilket forårsagede regntøj til tørre i barakken, der bragte mindelser til regnfulde primitive dage i ungdommens Lapland) – men så tog tingene fart, og resten er historie: i perioden registreredes de største kendte ”fuglefald” på øen. Forholdene var ideelle med en koldfront, der bremser trækket, efterfulgt af sydvestlige vinde og stigende temperaturer. I 1997 afløste det ene kæmpefald det andet! Sæsonen 1997 siden har været målestokken som uge 42 i 1996 på Öland. Dog var faldet i maj 2005 ifølge Jens Søgaard Hansen i næsten samme klasse. I 2008 var vejret ligeledes afvekslende, men fugletilgangen ikke den samme, selvom der var masser af fugle at se på dagligt. Dette skyldes muligvis dårligt vejr længere sydpå i Kina. Dog var krattene, der fortsat var til at obse i i 1997, nu vokset til lavstammede, uigennemtrængelige vildnis, der ikke gjorde observationer lettere. Desuden var adgangen til mudderfladerne ikke længere mulig, da der langs kysten er opført et flere meter højt dige og en bred kanal adskiller diget fra fladerne. Den store, nyopførte bakke, er fin til trækobservationer, der i øvrigt mest udføres langs tempelmurens sydlige del. Det er lidt usikkert om hvordan Happy Island vil udvikle sig. Det ser dog ud til, at man primært vil skabe et feriested på øens nordlige del, og ”frede” tempellunden og templet til turistbesøg. Der er tilsyneladende respekt omkring de mange fuglebesøgende, der udenfor den almindelige turistsæson skaber arbejde til en del yngre mennesker, hvorfor Happy Island nok i fremtiden også vil være et oplagt valg til en fuglerejse. Den stedlige turistbrochure taler om ”Puutisland Fairyland”. Billedmaterialet koncentrerer sig om natur, indkvartering, templet – og fuglene. Øens sydlige del, der præsenteres som det bedste sted for ”de vilde fugle” er markeret med et foto af et par australske Rainbow Lorikeet Trichoglossus haematodus, hvilket man nok ikke skal lægge mere i, end at det er ”nogle farvestrålende fugle”, der formentligt imponererer storbykineseren. Der er i forbindelse med den øgede turisme udarbejdet en hjemmeside: www.putidao.cn – men undlad at anvende den kinesiske sprogpakke, der kan forstyrre pc´eren! Sommer og efterår er øen et myggehelvede! Medbring da beskyttelse mod de irriterende små insekter. Om foråret er det intet problem. Sydøst for Happy Island ligger en anden ø som en ”beskyttende halvmåne”. Denne var i 1997 nærmest en ubeboet sandrevle, men i 2008 bebygget med mængder af små enpersoners feriehytter samt en del plantager. Det er givet, at den i 2008 i højerede grad end i 1997 fungerede som en barriere, der tager sin del af de nattrækkende småfugle. Da trækuroen ofte er stor, formodes det dog, at en del fugle forlader denne ø i dagens løb for at begive sig mod det mere ødselt bevoksede Happy Island. Som det ses på ”Google Maps” er Happy Island det klart mest bevoksede indenfor området. Vejr og fugle Som på alle andre træksteder spiller vejret en afgørende betydning for, hvor stort udbyttet bliver. Det er erfaringen, at vejret kan veksle en del i Østkina om foråret,og det er ikke dumt. Langvarige perioder med højtryk og høj himmel giver normalt et ret svagt ”sivetræk” = ret få koncentrationer af rastende småfugle, afvekslende vejr mere. Herudover er det forskelligt vejr, der giver i hver sin sæson. Parallelen til det hjemlige fugletræk er således slående. Forår Østkina rammes om tidligt og midt på foråret tit af omfannede lavtrykpassager med kolde, nordøstenvinde og lange perioder med regn – typisk længere perioder, end vi er vant til ved ”vestenvindslavtryk” i Danmark, der gerne tager 6-7 timer om at passere. En kinesisk lavtrykspassage var typisk mindst det dobbelte, kan strække sig over 2 døgn og er typisk ledsaget af kraftig vind af op til kulingstyrke samt hastigt faldende temperaturer. Dette bremser trækket effektivt, men så snart regnen og vinden aftager indledes trækket hurtigt; den første store dag i et fald af småfugle indtræffer oftest på den første dag med kun let regn samt aftagende vind – som det var tilfældet 14.5 1997 på Happy Island. Det enorme fald blev begyndelsen på flere meget store fald; Ved Beidaihe kan trækket være 1 døgn forsinket i forhold til Happy Island. Det store fald 14.5 1997 blev således 15.5 1997 efterfulgt af et af de største fald ved Beidaihe, hvor der bl.a. blev set 100 Storpiber, 300 Gul Vipstjert, 70 Blådrossel, 100 Blåhals, 50 Schwarz Løvsanger, 200 Brun Løvsanger, over 1000 Brun Tornskade, 300 Dværgværling og 100 Black-faced Bunting (Wincup 1997). Undertiden er der en forsinkelse på ca. 1 døgn fra bedring i vejret til trækket for alvor kan mærkes på Happy Island. Der er fundet en sammenhæng mellem faldende lufttryk og stor forekomst af rastende småfugle ved Happy Island (Olsen 2005), især ved ustabilt vejr med flere på hinanden følgende lavtrykspassager. Vinden har ret stor betydning. Østlige vinde presser trækket mere spredt ind over Østkina, og giver generelt ikke det helt store fald (men er bedre for træk af søfugle ved Beidaihe). Dog kan nordøstlige vinde give fugletræk, der ”kæmper mod vinden” og derfor synes mere tilbøjelige til at passere i lave højder, eller gå til rast. Det aktive træk foregår i modvinden langsommere, og ses således bedre og lettere. Dette gælder også i vinde fra NW og N. Har vejret dog været dårligt en periode følger ofte en periode med mange fugle. Vestlige – og især sydvestlige vinde giver altid det største antal fugle. Trækket koncentreres til den kinesiske østkyst, og hvis vinden ledsages af varme sydfra kan antallene blive

meget store – som det sås i 1997. Der var i 2008 tendens til en lignende vejrsituation, men dette gav ikke nært så mange fugle som i 1997, formentligt grundet lavtrykpassager med regn og blæst i centrale og sydlige Kina (J. Hornskov pers. comm). Det er altså i lige så høj grad et spørgsmål om vejret fra de områder, fuglene kommer fra, som ideelt vejr på selve stedet. På Happy Island ses de største antal desuden på dage med nedsat sigt. Er vejret klart om aftenen og først på natten, og følges af regn eller byger (gerne ledsaget af torden) fra midt på natten, kan ”faldene” blive meget store. Men er trækket i gang kan store mængder rastende småfugle ses i alle vejrforhold, inklusive stille og klart vejr. Dog giver lange perioder med højtryk typisk ”sivetræk” med nye fugle dagligt, men ikke de helt store mængder. Denne situation er ret typisk for trækkets sidste del sidst i maj og først i juni. Forårstrækket kan have noget ”forhastet” over sig hos småfuglene. På Happy Island ser man således tydelige bevægelser dagen igennem af fugle, der følger krat og hegn i trækretningen (”Gilbjerghoved-effekt”). Selvom de bedste områder for rastende småfugle kan være ret fugletomme om morgenen, kan det myldre med liv om eftermiddagen. Ved Beidaihe er bemærket, at antallet af rastende småfugle undertiden er lavt om morgenen, men stiger dagen igennem. Vinde mellem syd og øst kan give sjældenheder på forlænget træk, eller afdrift fra bestande, der normalt ville trække længere mod øst. Det er i østlige vinde antallet af strejfgæster fra f.eks. Korea og Japan har været størst, ligesom sydlige til sydvestlige vinde gerne giver arter på forlænget træk fra egnene længere mod sydvest i Kina. Fænomenet kan være lige så udpræget som ved f.eks. Öland og Skagen, men i reglen forsvinder fuglene hurtigt igen. Her er altså sjældent tale om ”langtidsstationære hits”. Efterår Ved Beidaihe ses de største træk i forbindelse med regnfulde koldfrontspassager fra nord, efterfulgt af vinde fra den nordlige sektor. Flest rovfugle ses i NW-V-vinde, der presser trækket fra hoved-trækruten ved bjergene vest for området ud mod kysten, samt i højtryksvejr med god sigt, høj himmel og faldende temperaturer (Williams 2000). Derimod ses flest traner ved kulde og nordlig-nordøstlig vind (hvor tranetrækket sætter i gang af frost på rastepladserne i Kina nord for området). Tranetrækket passerer tit lige over byen; trækket er størst sidst på dagen. Stortrappe, storke og rovfugle ses bedst fra Lotus Hills. Det største dagtræk af småfugle ses langs kystlinien mellem Sandflats og langs kysten sydvest for Beidaihe. Trækket er størst når lavtryk, især når koldfronter nærmer sig fra Ø og NØ. Rastende småfugle er sværere at iagttage om efteråret, idet vegetationen er tættere end om foråret indtil midten af oktober. Dette kompenseres der dog for, da man kan se fuglene i de dragter, der er mest aktuelle med hensyn til feltbestemmelse af strejfgæster til Vesteuropa. Regnfrontpassager kan give stort træk af vade- og svømmefugle. Happy Island fungerer om efteråret som en ”slut-station”. Man kan da tale om en ”Ottenby-eller Falsterbo-effekt”, hvor fuglene efter at have fulgt ledelinien NNØ/SSW langs den kinesiske østkyst når øen og trækker ud fra denne over havet, eller tilbage mod fastlandet. Stort dagtræk af små- og rovfugle kan ses, især i vestlige vinde. Flere arter forekommer i større antal om efteråret, men ud fra de tilgængelige rapporter ser antallet af småfugle generelt ud til at være lavere. Dette kan skyldes, at vegetationen fortsat er ganske tæt hen i oktober. Vadefugle I træktiderne raster store mængder vadefugle i hele området omkring Bohai bugten (kystlinien langs Det Gule Hav i C C Kina og nordpå, samt langs Koreas vestlige kystlinie (Barten 2003)). Området, der består af tidevandskyster, kan derfor benævnes ”det østasiatiske vadehav”. Det er af essentiel vigtighed for vadefugle, der yngler i NØ Asien, og overvintrer mellem Ø og SØ Asien og Australien. Om foråret fungerer Bohai-bugten som rasteplads for op til 2 millioner vadefugle, for flere arters vedkommende som den sidste rast før fuglene i ét stræk i et par dage trækker direkte til ynglepladserne, eller om efteråret direkte til vinterkvartererne ved Stillehavet. Dette synes især at gælde for Småspove, Lille Kobbersneppe, Strandhjejle og Kæmperyle. Dette vigtige område er truet af inddigning, ”development”, forurening og overfiskning af især skaldyr. Det essentielle 40.100 hektar store vadehav, Saemangeum i Sydkorea blev ødelagt af inddigning 2006, hvilket bl.a. har ført til en 20% nedgang i verdensbestanden af Kæmperyle, og formentligt medvirker til 40-53% tilbagegange i den nordaustralske vinterbestand af Terekklire, Lille Kobbersneppe og Far Eastern Curlew (Moores 2008, Rogers 2009). Uheldigvis er yderligere store inddigningsprojekter planlagt i især Sydkorea – områdets store miljøsynder (Moores 2009) Nærliggende lokaliteter: De almindelige stationære arter ses i bjergene, f.eks. ved den Kinesiske Mur (the Great Wall). Shanghaiguan (Jianshan) ligger ca. 30 km. fra Beidaihe i 516 meters højde ved Muren. God lokalitet for lokale ynglefugle som Pere-Davids Laughing-Thrush, Chinese Hill Warbler, Alpekrage, Godlewski´s Bunting. Desuden en fin observationsplads for trækkende rovfugle.

Lao Ling (Old Peak) skovklædt bjerg, beliggende ca. 100 km. nordvest for Beidaihe. Koklass Pheasant er ynglefugl, der dog mest høres – og typisk tidligt om morgenen. Desuden god bestand af alle gøge, Østlig Kronsanger, Humes Sanger, Blyth´s og Chinese Leaf Warbler samt Blunt-winged Warbler. Wulingshan. Et skovbevokset bjerg på 2118 m., ca. 180 km. NØ for Beijing. Den bedste lokalitet for skovfugle nær Beidaihe. Alle arter fra Lao Ling findes, men i større antal, og desuden White-bellied Redstart, Elisa´s Flycatcher samt en større bestand af Fea´s Thrush. Droslen og White-bellied Redstart findes umiddelbart ved hotelkomplekset Lianhua Chi (”Lotus Flower Pond”), hvorfra nogle dårligt skiltede stier går ind i skoven. Fra Beijing nåes Wulingshan ad vej til Mujin. Kort efter Mujin dreves mod Xinglong. Herfra fortsættes til parkens kontor. Området nås bedst fra den sydlige tilkørselsvej, der passeren gennem store partier af oprindelig skov. Fra hotelkomplekset kan man køre til selve toppen, der tit er indhyllet af tåge (”Wulingshan” betyder tågebjerget!).

Kysten mellem Beidaihe og Happy Island. Det meste af kystlinier en voldsomt opdyrket, men lokalt findes flodmundinger med en del rastende vadefugle. Luan He Kou ligger ca. 45 km. syd for Beidaihe, og består af en flodmunding med tilgrænsennde opdæmninger, incl. reservoirer og marker. En god lokalitet for vadefugle, om efteråret undertiden traner og stortrapper. Daquinhe er flodmundingen umiddelbart ved Happy Island. Desuden er for nyligt opdaget flete meget fine lokaliteter for rastende vadefugle langs kysten af den lille delstat Tianjin. Beijing og omegn. Beijing er en enorm metropol med ca. 15 millioner indbyggere (overvejende kinesere), der ligger på en flad slette. Ikke det mest oplagte fuglested – især da byen ikke – som mange andre storbyer – ligger ved en flod. Byens mest påfaldende fugl er nok Blåskade, der findes i de fleste parker og lunde. Flere parker er dog gode for rastende småfugle under trækket, samt for vandfugle. Som det er bemærket: på trækket kan alt dukke op hvor som helst. Beijing er lettere at finde rundt i end mange andre storbyer. Vejskiltene er på engelsk og mandarin, og hele trafiksystemet er opbygget omkring 6 enorme ringveje udenom byen. Vejsystemet er yderligere opdateret op til OL i sommeren 2008. Udviklingen går meget hurtigt, og f.eks. var hele området mellem Beijing International Airport og byens centrum i 1997 nærmest et Klondyke – med lave huse mellem marker (og lokale klynger af højhuse), i 2008 en topmoderne metropol med enorme højhuskomplekser og checkede 8-sporede motorveje. Det massive byggeri forekom dog ikke så ”beton-agtigt” og kaotisk som i mange andre asiatiske storbyer, da de enkelte komplekser ofte var forsynet med arkitektoniske spidsfindigheder, og der mellem de fleste boligblokke var brede områder med beplantninger. Særdeles imponerende er Beijings nye internationale lufthavn – tegnet af ”elefanthus-arkitekten” Norman Forster: en enorm bygning på flere kilometers længde med bløde former opført i beton og glas, og indvendigt opbyttet omkring en aske med en dobbeltsporet mini-metro, der behændigt bringer de mange rejsende rundt. Indvendigt føles den meget effektive lufthavn næsten intim, og udvendigt byder den på eksklusiv plain-spotting med fly fra det meste af kloden, på afrejsedagen i 2008 således med rariteten Koroy Airways (fra Nordkorea!) ældgamle Ilushin 62. Den letteste måde at komme rundt på er med taxa, alternativt den moderne metro. De bedste steder er Beihai Hill lige vest for Den Forbudte By. Området domineres af en ret stor sø med en skovklædt ø – Jade Island – i midten. Øen kan nås ad en gangbro. Man bør tage vejen op til White Dagoba Buddhist Shrine, hvor man i øjenhøjde kan se en del småfugle. Ellers er bedste sted for fugle søens nordlige del. da den sydlige del er center for omfattende turisme. Ved søbredderne kan ses Vinuos-throated Parrotbill samt rastende sangere, drosler m.v. Lokale ynglefugle er f.eks. Eastern Crowned Warbler, Yellow-rumped Flycatcher og Chinese Grosbeak. Sommerpaladset er en obligatorisk tursitattraktion, men også en god fuglelokalitet. Ved det ”nye” sommerpalads findes søen Kunming Lake, der huser en koloni af Nathejrer, og her ses undertiden vandfugle (f.eks. Yellow Bittern) og Crested Kingfisher. Før tilfrysning er søen en gog lokalitet for ænder, og bl.a. er den sjældne Baer´s Pochard set. Bedste steder er det dn uforstyrrede fjerne del, hvorimod søbredden ned mod Longevity hill er heftigt besejlet af vandcykler. På det skovbevoksede Longevity hill ses spætter, Blåskade og undertiden trækkende rovfugle samt rastende småfugle. I områdets yderkanter yngler f.eks. Engværling, Vinous-throated Parrotbill og Chinese Penduline Tit. Fragrant Hills (Xiang Shan) og den botaniske have ligger ca. 4 km. vest for sommerpaladset. Området var tidligere kejserlige jagtområder, og henligger som ret uforstyrret skov, i de øverste dele især blandskov. Man kan promonere de 500 op til toppen af højen, men alternativt tage en svævebane og siden promonere ned. Dette er en god taktisk for at få set de stedlige småfugle. Af ynglefugle findes bl.a. spætter, Chinese Nuthatch, Pere David´s Laughing Thrush, Chinese Hill Warbler, Vinous-throated Parrotbill og Engværling. Om vinteren ses bl.a. drosler og undertiden Sibirisk Jernspurv og Pallas´s Rosefinch. I træktiden kan stort set alt dukke op. Den himmelske Freds Plads (Helvedes Slagmark) er verdens største plads,og domineres af mousolæerne for Mao og hans slæng (”skomageren”). Et ”must-see” – ikke mindst med tanke på de begivenheder, man ikke taler højt om i det officielle Kina….. At Beijing overflyves af trækfugle, der kan raste stort set overalt, hvor der er et træ eller tre, blev

bevist under vort besøg 28.4 2008, hvor Hvidbrynet Løvsanger og Fuglekongesanger sås ved pladsens fjernere del, og aldeles fjerne opmærksomheden fra stedets egentlige attraktioner. ”Bai He” er betegnelsen for lokaliteten for Ibisbill, men ”Bai He” er egentligt betegnelsen for hele floden. Området, der ligger ca. 2.5 timers kørsel fra centrale Beijing, nåes ad vej 111 mellem Huairou og Fengning. Fra Huairou går turen gennem et ret afvekslende landskab med småbjerge, der delvis er intensivt opdyrket, og bl.a. med flere større byggerier i 2008 – hvilket kan tænkes at forstyrre mulighederne i fremtiden. Efter at have passeret et mindre pas nær man til km. 99. Floden er nu ganske tæt på vejen, og man kan fra km. 99 (der ikke var skiltet i 2008) gå ned til den størremde del af floden – overfor at grusværk. Dette er stedet! Mere uforstyrret er det at fortsætte til km. 102, passere en mindre bro og fortsætte ad en mindre vej tilbage på modsatte side af floden. Vejen skiltes med et træskilt, der bl.a. rummer teksten ”Tang River Wetlands”. Man kan nu overskue floden, men bedst er det at fortsætte til områder med strømmende vand og rigeligt med grå sten – biotopen for Ibisbill. Bedste sted synes at være ved grusværket, hvor man ud over Ibisbill finder Long-billed Plover og Crested Kingfisher. De buskbevoksede småbjerge på vejens modate side er gode for Engværling og Godlewski´s Bunting. Man kan fortsætte ca 1. km. videre frem efter grusværket, hvor en mindre, kratbevokset wadi med spredte træer går ind i landet. Slugten er fin for rovfugle og værlinger, ligesom Stor Hornugle er set. Kangxi Grasslands (Wild Duck Lake/Guanting Reservoir). En indæmmet sø, omgivet af græs- og urtebevoksede sletter nær byen Yanquin. Området er nok den bedste fuglelokalitet nær Beijing, og ligger ca. 2 timers kørsel fra det centrale Beijing. Området nås efter ca. 2 timers kørsel fra centrale Beijing. Tag ”Badaling Expressway” forbi Badaling, til byen Yanquin, hvor der er flere hoteller. Herfra er der ca. 50 minutters kørsel. Kør siden af ved ”afkørsel 20” mod Kangxi Grasslands. Ved et t-kryds drejes til venstre nogle kilometer mod besøgscentret. Umiddelbart ved indfarten ligger det store, nye besøgscenter med en udstiling af udstoppede fugle m.m. Her parkerer man, og fortsætter siden gennem en åben lund mod bredden af den opdæmmede sø. En god sti leder hele vejen omkring søen – en gåtur på ca. 6-7 km. Her overskues søen fint, ligesom man kan kigge ud over de flade stepper. Mange andefugle ses i træktiderne, under besøget i 2008 bl.a. eksklusiviteten Sibirisk Krikand, der blev scopet i flokkene af Krikænder. Desuden Svanegæs, Sangsvane og Grågæs. Ynglefugle er bl.a. Amurfalk, Rørdrum, Eastern Marsh Harrier, Daurian Partridge og Asistisk Braksvale Langs stien er der flere steder småbuskadser, og i den fjerne ende en allé, der er en god rasteplads for småfugle, bl.a. sangere og værlinger. På de fladere områder ses f.eks. pibere og kærhøge, i træktiderne desuden Upland Buzzard, Musvåge, Stor Skrigeørn og undertiden Slagfalk, samt Sibirisk Allike –i marts-april og oktober-november undertiden flokke af Stortrappe. Går man med uret kan det betale sig at kigge efter ynglende Amurfalk i den lille lund umiddelbart efter at man har zig-zagget sig over en helt ny og fancy gangbro. Husk teleskop og forfriskninger samt mad. Great Wall: Den kinesiske mur. Med en længde på 5500 kilometer (!) er Den Store Mur verdens største bygningsværk. Gennem hele sin længde bugter muren sig op og ned gennem bjergene fra kysten nord for Beidaihe til langt mod vest. Nær Beijing er det mest besøgte sted Badaling. Her kan man med svævebane eller tid fods nå muren, og siden promomere på denne – samt overskue det lave skovområde, muren skærer igennem. Badaling er let at nå fra Beijing – men også noget overrendt, hvorfor fugleobservationerne godt kan blive noget forstyrrede. Fra selve muren kan man ad glughuller bese det omkringliggende landskab. Bedre erdet at besøge Friendship Forest nedenfor murens nordlige side, hvor der f.eks ses Fasan, Pere David´s Laughing thrush, Songar Tit, Vinous-throated Parrotbill, Engværling, Chinese Hill Warbler og Godlewski´s Bunting. I træktidene en del rastende småfugle. Om vinteren bl.a. Sibirisk Jernspurv og Pallas´s Rosefinch, udover de stationære arter. Lidt mere uberørt ligger Mutianyu, der huser de samme arter som Badaling, samt Chinese Nuthacth i den lille fyrrelund ved sesøgscentret. Xiaolongmen er et bjerg et par timers kørsel vest for Beijing. Tag vej 109 vestpå til KM 114-116. Her findes et nyåbnet hotel. Parkér her og gå siden ad slugten umiddelbart ved hotellet via et åbent campingområde med en fold, og videre ind gennem den åbne løvskov. Dette område er det bedste for den endemiske specialitet Brown Eared Pheasant. Skoven har desuden en god bestand af sangfugle, bl.a. gøge, Dark-sided Thrush, sangere, Elisa´s flycatcher, Blue-and-white flycatcher og Yellow-bellied Tit. I partier domineret af fyrretræer ses Chinese Nuthatch og Spætmejse. Førstnævnte er desuden truffet ca. 1 km. længere fremme ad vejen, hvor en sti leder ind gennem en slugt ved et ret højstammet og åbent parti skov. Songshan Forest Park Songshan bjergene nordvest for Beijing er områdets højeste. Området er sjældent besøgt af fugleturister, nok mest grundet sin ret afsides beliggenhed, men det tager kun 2-3 timer at køre dertil fra Beijing.

Songshan Forest Park er områder med lokalt ret tæt skov. En sti leder fra hotelkomplekset i ca. 700 meters højde op til over 2000 m. Bedste tid at besøge stedet er det tidlige forår. Af ynglefugle bl.a. Koklass Pheasant, Hill Pigeon, gøge, spætter, Dark-sided Thrush, Pere David´s Laughing Thrush, Chinese Hill Warbler, Long-tailed Minivet, Elisa´s og Blue-and-white Flycatcher, Chinese Nuthatch, Nøddekrige, Sprangled Drongo, Godlewski´s Bunting og Engværling. Donglingshan Bjergområde ca.100 km. nordvest for Beijing. Fuglefaunaen ligner Sonshan, men desuden er Sibirisk Allike og Nonnestenpikker iagttaget sent i maj, hvilket antyder mulig ynglen. Hvor skal trækfuglene hen – og hvad med om efteråret: tanker om de asiatiske artes optræden i Vesteuropa Vinterklimaet i mellemste Kina kendetegnes af varme somre og kolde vintre. Derfor er en større antal fugle end i Vesteuropa trækfugle, og de fleste arter langtrækkere, der overvintrer i SØ og Ø Asien, og om foråret skal til det meste af Ø og NØ Asien. Trækket fra SØ Asien forceres ud mod kysten nær og nord for Beijing, hvor de mongolske bjerge ligger som en barriere mod vest, der yder dårligere forhold for de rastende trækfugle end de frodigere områder langs kysten. Herfra trækker mange af de nordligt ynglende arter vest om bjergene og de enorme ørkenområder i Mongoliet, for siden hen at bøje vestpå til ynglepladserne i Sibirien. For flere af arterne strækker yngleområdet sig over mod Jenisei og Ural. Om efteråret trækker fuglene retur ad samme rute, for de sibiriske ynglefugles vedkommende først mod øst for siden at bøje mod syd, idet de undgår de allermest barske ørken- og bjergområder. Om efteråret er det påfaldende, at en del arter med østlig udbredelse årligt gæster Vesteuropa. Det er endnu ikke fuldt udredt, hvorfor de dukker op, og der er flere teorier, der søges simplificeret nedenfor:

1) Omvendt træk. Dette indebærer, at fuglene om efteråret flyver 180 grader forkert og ender i Vesteuropa frem for i Sydøstasien (Rabøl 1976, 1988, Thorup 1998, thorup 2004). Det er især arter, der yngler i områderne fra Baikal og vestpå, der ligger til grund for teorien. Teorien blev dog tidligt kritiseret (Alerstam 1982, Ullman 2008), idet det påpeges, at arternes optræden mere afspejler placeringen af fuglestationer i Vesteuropa end af reel optræden, samt at teorien for de fleste strejfgæsters vedkommende ikke bevises af fuglenes reelle forekomstmønster.

Ser man på arter som Fuglekongesanger og Hvidbrynet Løvsanger kunne teorien passe delvist: ad en storcirkel navigeres i ”omvendt” retning og fuglene ender netop i Nordvesteuropa. Der er dog et stigende antal observationer af asiatiske gæster -især Hvidbrynet Løvsanger - fra det meste af Europa på samme tid som fuglene mest ses i Nordeuropa, ligesom der ud fra mediandatoer og informationer om fuglenes bevægelser kan ses et helt normalt træk mod syd og sydvest efteråret igennem i Europa (se de enkelte arter). Dette vil næppe kunne ses ved reelt omvendt træk, der nærmere skulle give sig udslag i optræden jo længere mod nord, efteråret skrider frem, eller ved en tidsmæssigt mere ensartet optræden i Europa om efteråret! Afprøves teorien på en række andre regelmæssigt optrædende arter passer den mildt sagt dårligt. Humes Sanger yngler i Himalaya-egnene og overvintrer i nordlige del af Indien. Alligevel er arten en regelmæssig gæst i Europa. Isabellatornskade og Nonnestenpikker yngler i Centralasien og overvintrer især i NØ Afrika, men begge er årlige gæster i Vesteuropa. Heller ikke her passer teorien om omvendt træk. 2) Vindafdrift. Det er konstateret, at højtryk over Centralasien/Ø Europa med ledsagende østlige vinde om

efteråret blæser fugle af asiatisk herkomst til Vesteuropa; eventuelt trækker de nord om lavtryk og i vestlig retning (Baker 1977, Howey & Bell 1985). Her er altså tale om en vindafdrift, der blæser fuglene ud af kurs. Forklaringen er rimelig for en række arter, men passer ikke lige så godt for korttrækkende centralasiatiske arter, der overvintrer mellem Indien og NØ Afrika – i hverfald indtil en bedre dækning af Syd- og Sydøsteuropa etableres om efteråret.

3) Spredningstræk. Efter yngletiden spredes fuglebestandene i flere forskellige retninger. Det formodes, at fuglene ”sender pionerer ud” fra årets generation af utrænede årsunger for at afprøve nye gunstige vinterkvarterer. Dette indebærer et stort antal arter i Vesteuropa om efteråret fra mange forskellige udklækningspladser. Dette er en plausibel forklaring på, hvorfor arter fra et stort område gæster Vesteuropa om efteråret. Teorien afviser ikke påvirkning fra punkterne 1 og 3. Det skal bemærkes, at arter med en meget østlig udbredelse – øst for Bajkal om efteråret foretager et mere sydrettet træk, og derfor i langt mindre grad registreres i Vesteuropa, selvom der er fund i Europa er gjort flere af arter med ekstrem østlig udbredelse. Et sådan spredningstræks succes måles naturligvis i, hvor mange fugle der gennemfører og overlever trækket og den påfølgende vinter. Spredningstrækket kaldes undertden for fejl-træk, men denne betegnelse bør nok undgås ved langtrækkere, der – når de om efteråret dukker op i Europa – allerede har vist deres trækduelighed ved at gennemgøre et langt træk, og som i det milde, atlantiske klima – samt i Afrika – vil have gode chancer for at overleve den efterfølgende vinter. Et spredningstræk, hvor en del fugle flyver imod decideret ugæstfrie områder som ørkener og bjerge, vil indebære, at de fleste individer hurtigt går til.

4) Reelt træk mod sydvestlige vinterkvarterer. Dette indebærer et helt normalt træk til vinterkvarterer imod vest, og siden mod sydvest mod gunstige, men dårligt kendte vinterkvarterer. Hos de sibiriske arter er dette bedst dokumenteret for Storpiber, der overvintrer regelmæssigt på den Iberiske Halvø og i Nordvestafrika. Storpiber er den af de asiatiske arter, hvor optræden om efteråret tidligst blev kendt, med al sandsynlighed fordi den er den letteste at finde. Siden ”feltornitologien” for alvor slog igennem har man fundet et stigende antal fjernøstlige og centralasiatiske arter på vinterkvarter i Europa, hvor overvintring er forsøgt. Jeg hævder, at langt flere ”strejfgæster” end hidtil antaget helt bevidst trækker mod vest. Ser man på yngleudbredelsen for en del af disse arter går dette så langt mod vest, at trækket – hvad enten det går mod øst eller vest -vil indebære en lige lang rejse. Det kan også bemærkes, at der for en række arters vedkommende er fin overensstemmelse mellem efterårstrækkets kulmination i Hebei og arternes optræden i Vesteuropa! Ser man på mediandato for en række af de hyppigste trækgæster fra Østasien ses en forskydning på 10-14 dage fra Skandinavien til områder længere mod vest og syd, der antyder et reelt træk frem for omvendt træk. Indfangne Fuglekongesangere på Christiansø orienterede sig mod SV-VSV (Thorup 1997), hvilket underbygger teorien om reelt, retningsbestemt efterårstræk.

5) Træk, der følger gunstige fourageringsområder. De europæiske trækfugle, der om overvinter i Afrika syd for Sahara, kommer i kontakt med det særdeles ugæstfrie Sahara. Trækket er derfor størkt i kantområderne, som langs den afrikanske vestkyst og gennem den frodige Nil-dal. For de østasiatiske fugles vedkommende kan det ligeledes antages, at fysiske forhold under trækket begunstiger et vestrettet frem for sydrettet træk. Træk gennem det frodige tajgabælte leder fuglene vest- eller øst om de enorme, ugæstfrie ørken- steppe og bjergområder, der dominerer hele Centralasien. Den østlige hovedtrækrute fra Sibirien og østover undgår i store træk de mongolske ørkener og bjerge, og søges om efteråret først mod øst for siden at bøje mod syd, som det ses i Østasien. Dette er velkendt. For den eventuelt vestlige trækrute er forholdene dog fortsat dårligt undersøgt.

Vestpå mødes fuglene af gunstige fourageringsforhold i hele Nordvest- og Vesteuropa, samt et sent på efteråret ret mildt klima med gode muligheder for fødesøgning. I milde vintre vil overvintring kunne gennemføres, selv for insektlevende arter så langt nordpå som Sydskandinavien (f.eks set hos Fuglekongesanger i Skåne vinteren 2007-08, der overlevede vinteren og blev til april, hvor trækket nordpå formentligt blev indledt (Andell 2008), samt for flere asiatiske arter i Storbrittanien og Vest- til Sydeuropa (Cottridge & Vinicombe 1996, Hoijemans 1993 for Tajgapiber). Indtil videre er den mest legendariske den Gulbrynede Værling, der i jan. 2009 glædede tusinder af tilrejsende i Stockholm, Sverige. Et stigende antal milde vintre i Vesteuropa – i forbindelse med den globale opvarming - kan indebære, at flere og flere asiatiske fugle overlever, og derfor ”bringer erfaringerne med” til yngleområderne, hvorved et mere regelmæssigt træk efterhånden bliver dannet. Det er sandsynligt at de fleste småfugle om efteråret efter ankomsten til Vesteuropa foretager træk mod syd og sydvest sammen med andre trækfugle. De fleste vil derfor ende i områder længere mod sydvest, hvor de er langt sværere at finde end i Vesteuropa om vinteren. Blandt de asiatiske strejfgæster, der er truffet overvintrende i Nordeuropa er et relativt større antal, der trækker kortere distancer end arter, der trækker meget langt, ligesom den relative andel af Centralasiatiske arter er større end af østasiatiske. Her kan det spille ind, at flere af disse arter er ørkenfugle, der optræder mere åbent end skovfugle, og derfor lettere opdages. Note: Hvorfor ses så mange flere fugle om efteråret end om foråret i Vesteuropa – og hvorfor næsten kun ungfugle? Ungfugle er mere uerfarne end voksne fugle, og deres overlevelse igennem det første leveår er lav, for småfugles vedkommende formentligt over 90%. Antallet af østasiatiske gæster om efteråret er langt højere end om foråret, og næsten alle er ungfugle. En del af de aktuelle arter kan dog kun aldersbestemmes i hånden, og selv her kan nøjagtig aldersbestemmelse være svær. Blandt tornskader, og i nogen grad stenpikkere og drosler, der er blandt de mere hårdføre arter, er dog en større andel ældre fugle iagttaget. Der foreligger ikke mange undersøgelser over småfuglenes livslængde, men muligvis har de større arter som stenpikkere og tornskader længere liv end sangere. For vadefuglenes vedkommende er det påfaldende, at de fleste strejfgæster fra Ø Asien til Europa er adulte fugle. Dette skyldes givetvis, at vadefugle lever betydeligt længere end småfugle. Optræden flere år i træk af asiatiske strejfgæster er konstateret, bl.a. hos flere vadefugle, der er dukket på samme sted år efter år, samt hos Østlig Turteldue. Derimod er fænomenet meget sjældent hos småfugle, formentligt grundet deres kortere livslængde, men det er kendt hos f.eks. Sortstrubet Drossel i Danmark, der gennem tre år dukkede op på samme sted (Nivå). Hos overvintrende fugle er det dog ukendt, hvor de har tilbragt sommeren. Hvis man antager at der af art X om efteråret i gennemsnit iagttages 10 ex – og at overlevelsen i første vinter er 10% - indebærer det, at én fugl i gennemsnit iagttages hvert forår. Antallet om foråret er dog lavere end dette, men til gengæld er indsatsen langt mindre målrettet i kontrast til den intense indsats, der lægges for dagen i efterårsperioden. Desuden har forårstrækkende fugle tendens til hurtigere at trække igennem end om efteråret, ligesom det kan tænkes, at østasiatiske fugle om foråret følger en mere østlig rute end om efteråret, og derfor har en ringere chance for at blive opdaget, f.eks. i det centrale Europa og i Vestrusland, hvor antallet af aktive

feltornitologer samt ringmærkningsstationer er langt mindre end i Nord-og Vesteuropa. Ser man på Hvidbrynet Løvsanger og Fuglekongesanger – de hyppigste trækgæster østfra om efteråret – findes der dog nu en del forårsfund fra Sydskandinavien, næsten alle først i maj – en træktop, der passer fint med f.eks. Løvsanger. Dette antyder, at de har overvintret ret langt sydpå i Afrika, eventuelt i områder, hvor arter som Løvsanger også tilbringer vinteren. Dette gælder formentligt i højere grad for Hvidbrynet Løvsanger end for Fuglekongesanger, da førstnævnte i SØ Asien overvintrer længere mod syd end Fuglekongesangeren. Hos denne ses da også en tendens til relativt flere vinterfund fra Europa. Fænomenet med østlige gæster i Europa kunne se ud til at være af ret ny dato, med førstefund af de almindeligste arter fra 1960´erne og siden af de mere fåtallige arter. Den moderne feltornitologi blev dog først udviklet og feltkendetegn forstået ret sent, hvilket hurtigt ledte til øget focus mod de asiatiske strejfgæster. Om efteråret går et stort antal feltornitologer nu målrettet efter de sjældne arter, og med godt resultat. På arrangementer som Felttræf udgør f.eks. Hvidbrynet Løvsanger og Fuglekongesanger helt regelmæssige indslag, gerne i flere exemplarer. At asiatiske strejfgæster dog er kendt fra tidligere vises bl.a. af flere fund fra 1800-tallet (f.eks. Østlig Kronsanger fra Helgoland 1843 og Mongolsk Piber fra Storbritannien okt. 1882), samt af hele 80 Hvidbrynet Løvsanger 1846-1886 på Helgoland (i samme periode kun 2 Fuglekongesanger). Desuden er gjort et stort antal fund af østasiatiske drosler i forbinelse med snarefangst af drosler (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988), antallet her tangerer antallet af feltobservationer fra de senere år. Det tidligste fund af en ”dokumenteret sjældenhed” er fra 1601, og er et kobberstik af en Sortstrubet Drossel fra Heidelberg i Tyskland, dateret 21.9 det nævnte år! (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988)

Taksomiske tendenser

De taksonomiske tankegange ændres konstant. Indenfor de senere årtier er foretaget en del splits. Dette drejer sig f.eks. om former, der tidligere blev regnes som racer af én og samme art, men hvor nyere forskning har kortlagt konstante forskelle i dragt, stemmer, DNA og udbredelse – samt kun begrænset hybridisering. Lille Fluesnapper og Tajgafluesnapper er et godt eksempel. De to arter er udbredt gennem Palearktis´ nordlige del – Lille fluesnapper generelt vest for, Tajgafluesnapper generelt øst for Ural, men først for nyligt er forskellene i udseende, stemmer og udbredelse blevet kendt. Andre nyere eksempler på fugle, der er blevet opdelt i to arter efter at have været regnet for én er Kohejre og Østlig Kohejre, Rørhøg og Østlig Rørhøg samt Rustdrossel/Brundrossel og Sortstrubet/Rødstrubet Drossel. En nyere tendens indenfor taksonomien er opdeling i flere after af fugle med en østlig udbredelse, hvor nordlige former er trækfugle, sydlige standfugle. For nyligt er Blåstjert foreslået opdelt i to arter, hvoraf den nordlige sibiriske form er trækfugl, den sydlige er standfugl i Himalaya. Slår denne tendens an må imødeses en lang række splits, der f.eks. kan berøre komplekterne omkring Østlig Turteldue, Orientsejler og Tajgapiber. Blandt mere stationære østasatiske grupper som sangerfamilierne phylloscopus og seicercus er i de senere år foretaget en række splits. Også her må ny forskning formodes at legalisere artsstatus for en række fortsat dårligt kendte former. Sjældenheder

I dette værk er nævnt en række meget sjældne gæster. Da der ikke eksisterer et sjældenhedsudvalg i Kina, kan en del af de refererede fund være fejlagtige. Jeg har dog valgt at nævne alle arter, der har kunnet opspores i den refererede litteratur. Fakta om de to rejser til Østkina 1997: Rejsedeltagere Mogens ”Fed” Henriksen, Brian Rasmussen, Per Ekberg Pedersen, Henrik Thorhauge Rask, Svend Dybkjær, Jan Rasmussen, KMO, på Happy Island desuden Pauli Dernjatin. 28.4. Afrejse København-Helsinki, siden Helsinki-Beijing med Finnair. 29.4-11.5 Beidaihe I Beidaihe de fleste dage let vind, vekslende skydække og +18-19 grader om dagen, betydeligt køligere om natten. På den bedste dag, 3.5 1997 var vejret S 5-7 m./sek., 0/8 morgen, tiltagende til 8/8 i løbet af dagen. Max. +21 grader. Den sidste del af perioden var domineret af gråvejr og moderate temperaturer. På Happy Island 11.5: overskyet med frisk vestlig vind, god sigt og +12-14 grader. Fra 18.00 regn 12.5: NØ 15-20 m/. sek-). 8/8 og regn hele dagen. Max. +8-12 grader. 13.5 : Nat og morgen NØ 10-13 m./sek. 8/8 og regn til morgen. Efter 10.00 SØ 2 m./sek. God sigt. Max. + 15 grader. 14.5: W/SW 2-3 m./sek . Op af formiddagen SØ 5-6 m./sek. Morgen 8/8 og byger; +15 grader. Moderat sigt (5-6 km.). Efter 09.00 opklarende til 0/8, og fra 1000 hurtigt temperaturstigning til +27-28 grader (!!!). 15.5: SW 2-3 m./sek., 2/8, moderat sigt (5-6 km.).Eftermiddag tiltagende vind til NØ 14-15 m./sek., og 1/8. Max. +25 grader.

16.5: NØ 1-2 m./sek., tiltagende til 12-13 m./sek. Eftermiddag. 0-1/8, god sigt, max. +24 grader. 17.5: Morgen NØ 7-9 m./sek. efter næsten vindstille nat. Eftermiddag NØ 12-15 m./sek. 2/8,god sigt. Max. +26 grader. 18.5. Først på natten tordenbyger. Mellem 0000 og 0300 regn og torden samt NØ 14-15 m./sek. Morgen NØ 10 m./sek. 7/8, god sigt. Max. + 16 grader. 19.5 Afrejse Beijing-Helsinki, siden Helsinki-København med Finnair. 2008 : Rejse for ”Kipling Travels”, ledet af KMO, deltagere: Søren Harding Ipsen, Jens Toftelund Madsen, Troels M. Krogh, Arne Volf, Lene Smith, Bent Koluda, Kurt Kaach Hansen. 26.4.Afrejse København-Stockholm, siden Stockholm – Beijing med SAS. 29.4. Beijing, indkvartering Hotel Ping An Fu. Eftermidag slappen af/sightseeing. 28.4 sightseeing Beijing (Den fredelige himmelplads m.m. samt Sommerpaladset).Eftermiddag mod nord til byen Yanquin, indkvartering Hotel Shenshuyuan. 29.4. Wild Duck Lake – kaldet Kangxi Grasslands, en halv times kørsel fra byen Yanquin. Eftermiddag Den Kinesiske Mur ved turiststedet Badaling. Herefter til Huaorou for overnatning hotel GreenLake. 30.4 1.5 times kørsel fra Huairou, ad vej 111 mod Fengning, besøgtes floden Bai He – verdens lavest liggende og lettest tilgængelige yngleplads for Ibisnæb. Efter flere timers givende besøg videre mod Xianlongmen, hvor indkvartering Hotel Xian Long Men Ling Shang (i øvrigt som de første udenlandske gæster på det stedlige hotel). 1.5. morgen til kl. 12.10 gåture Xianlongmen. Herefter kørsel mod Beijing. Overnatning Hotel Ping An Fu. 2.5. Kørsel ad den nye motorvej Beijing-Beidaihe (0810-1245).Indkvartering Hotel Jin Shan. Eftermiddag reservoiret, Beidaihe. 3.5. Beidaihe. Morgen Jin Shan hotel/Jin Shan Fields, Lighthouse Point. Formiddag Friendship hotel. Efter lunchbreak til Yang He, hvor besøg Yang He Estuary samt Yang He wood og området lige syd for. Til sidst kort besøg Study Gully. 4.5 Beidaihe. Morten Jin Shan fields og Lighthouse Point. Sandflats og reservoiret 0920-1220 samt sidst på eftermiddagen. Lotus hills 1305-1530. 5.5: Beidaihe. Morgen (til 0800) Jin Shan og Lighthouse Point. Friendship hotel (0905-1225). Eftermiddag Yang He Estuary og Yang He Woods. Legation Gully (1705-1740). 6.5. Beidaihe. Morgen Jin Shan og Lighthouse Point, formiddag Sandflats. Efter frokost med bl.a. havlus og søpølse lusken ved Dongshan Hotel samt reservoiret. 7.5: Morgen Jin Shan og Lighthouse Point. 0930 afrejse fra Beidaihe. Obs. Laoting (Magic Marsh) 1100-1315 og Magic Wood, Laoting (1320-1425). Sejlads til Happy Island 1555-1625. Indkvartering Puti Shanghuang, og smålusk Happy Island. 8.5 Happy Island. Dagsaktivitet de fleste dage 0440-1830. Den midterste del, samt formiddag gåtur til nordspidsen og retur. 9.5: Happy Island. Centrale dele af øen, samt Mudflats og sydspidsen. 10.5- 15.5: Happy Island. 16.5: Morgen Happy Island. Afrejse ved 10-tiden; forsinket bådrejse da motoren gik i stå midt ude i Kina-bugten. Magic Wood og Laoting før kørsel ca.4.5 time til Beijing. Indkvartering Hotel Ping An Fu. 17.5. Formiddag afgang til Beijing International Airport. Fly Beijing Wien og Wien-København med Austrian Airlines. Vejr: 28.4: let vind, overskyet (nok mest smog), max.+25 grader. 29.4 let skyet, let vind, god sigt og max. +24 grader. 30.4: let vind, 4/8, god sigt, max.+26 grader. 1.5: Morgen 0/8, god sigt og let vind. Gradvis mere ”overskyet” (smog!) da vi nærmede os Beijing. Max. +28 grader, men om morgenen køligt i bjergene. 2.5. 8/8 og tidvis let regn. Svag skiftende vind, dog overvejende fra SW. 3.5. let vind fra NØ (5-6 m./sek), 8/8 (formiddag tidvis 7/8), moderat sigt (max. 5 km.). Max. +15 grader. Fra 20.00 og natten ud regn, tidvis med torden. 4.5 regn til tidlig morgen (ca 0400), herefter SØ 2 m./sek. Morgen 4-6/8. Aften SW 5 m./sek, tiltagende til 7-8 nat. Enkelte byger aften. Max. +20 grader. 5.5: SW 4-5 m./sek, 0/8. Morgen moderat sigt, men fra 1200 god sigt. Fra 1600 Sw 6-8m./sek og 4/8. Morgen +20 grader, i løbet af dagen max.+28 grader. 6.5: S 3-4 m./sek. 8skiftende mellem SØ og SW), 6/8 – 4/8. moderat sigt (ca. 8 km.). Max. +14-17 grader. 7.5: Ø 1-2m./sek. Regn en stor del af dagen. Moderat sigt (max. 5 km.). Eftermiddag NØ 3-4 m./sek. Max. +15-17 grader. 8.5: NØ/SØ 3 m./sek – 6-7eftermiddag. 2/8,god sigt, max. +22 grader. Aften vindstille og 0/8. 9.5: SØ 4-6m./sek., 8/8. eftermiddag 4/8 (konstant højtliggende slørskydække), moderat sigt (5-6 km.). +18-25 grader. Aften skiftende vind, mest fra W, efterhånden op til 16 m./sek.

10.5: Morgen 0-1/8, siden 4-7/8 (højtliggende sløret skydække). Formiddag SSØ 3-4 m./sek., efter 1200 Sw 5-6 m./sek., senere drejende NW, og fra 1800 NØ op til 18 m./sek. Efter 2100 svagere skiftende vind, max.8 m./sek, senere næsten vindstille. Max.+18 grader. 11.5: Morgen NW 12-13 m./sek, fra sidst på morgenen NØ op til 15-17 m./sek. 8/8 og regn det meste af dagen. Max. +9-10 grader (!). Aften 8/8, N 5-6 m./sek.og let regn. 12.5: NØ 9-12 m./sek.,8/8 og regn til 0700, resten af dagen byger. Efter 0900 N 8-9 m./sek. Moderat sigt (ca 5 km.), fra 1600 7/8 og opklarende. Max. +14 grader. 13.5: morgen vindstille. 3/8. Senere moderat siiftende vind (gennem hele spektret, max. 6-7 m./sek), god sigt, max.+19 grader. Aften enkelte byger. 14.5: Sw 5-6 m./sek., 4/8 (konstant højtliggende slørskydække). Moderat sigt (5 km.), max.+ 20 grader. 15.5: SØ 2-3 m./sek., 4/8,moderat sigt (max.5 km.), max.+21 grader. 16.5. Meget svag skiftende vind. 6/8, god sigt, max. +22 grader. 17.5. ikke noteret. Tak for givende diskussioner, interessante detaljer, essentielle tips og udlån af vigtig litteratur til Michael Westerbjerg Andersen, Björn Andersson, Per Alström, Aurelien Audevard, belgierne i 1997 (incl.den ”store”), Geoff J. Carey, Jochen Dierschke, diverse finner, Frode Falkenberg, Alex Sand Frich, Lars Gundersen, Jens Søgaard Hansen, Per Schiermacher-Hansen, de hollandske fuglefangere i 2008, Paul Holt, Jesper Hornskov, Stig Jensen, Kjetil Johannessen, Henrik Kisbye, Linus Hedh, Harry J. Lehto, Henry Lehto, Stig Toft Madsen, Henrik Haaning Nielsen, Kent Olsen, Silas Olofson, Bo Pettersson, Michael Schwalbe, Johan Stedt, Lars Svensson, Iben Hove Sørensen, Uffe Gjøl Sørensen og Torbjörn Vik & his team foruden til rejsedeltagerne og lokale ledere for behageligt selskab! Omkring antal. Dagsmax. for flere småfugle er i de fleste tilfælde ektremt høje. For at få en fornæmmelse af en ”almindelig god dag” bør dagsmax. for mange småfugles vedkommende divideres med 10. I Danmark er fundet, at dagsmax. kan divideres med 4 for at få et begreb om en ”almindelig god dag”. Artsliste Indeholder arter set i 1997 og 2008, med yderligere informationer om alle arter, der er set i Hebei, Beijing og Tianjin. Der er taget særligt hensyn til de arter, der har optrådt som strejfgæster i WP, hvor status søges opdateret. 1. Stillehavslom Gavia pacifica Pacific Diver 1997: 5.5 1 ad. i sommerdragt trk. Lighthouse Point, Beidaihe. Tilfældig trækgæst, formentligt er dette 1. fund i Hebei; denne art og Sortstrubet Lom Gavia arctica (Black-throated Diver) er meget sjælden i Ø Kina. Et fund af Stillehavslom/Sortstrubet Lom er gjort 4.11 1989 Beidaihe (Williams 1990). Yngler i nordøstligste Sibirien samt i vestlige Nordamerika til Hudson Bay. Overvinter sydpå til Japan og Sydkorea (hvor normalt den hyppigste lom), mere tilfældigt længere mod syd og vest. Desuden almindeligt langs den nordamerikanske Stillehavskyst mod syd til Baya California. Strejfgæst til det meste af øvrige Nordamerika, incl. Massachusetts, samt til Grønland og Storbritannien (3 fund vinter 2007, samtidig med influx af Islom G. immer (Garner 2008), desuden 2 vinter 2008-2009 og 2 nov.2009). Ca. 10% mindre end Sortstrubet Lom, med et touch af Rødstrubet Lom - i flugten således kortere end Sortstrubet Lom med smallere udstikkende fødder og knapt så ”ranglet” fremtoning. Den kortere krop er også påfaldende på liggende fugle. Næbbet er slankere med mere lige overnæb, og hovedet rundere end Sortstrubet Loms, især med afrundet – næsten oppumpet – nakke. Dragten ligner Sortstrubet Loms, men mangler dennes tydelige hvide lårplet da flankerne er ensartet mørke, højst med spredte lyse fjer bagtil. I adult sommerdragt er nakken generelt lysere grå, hos nogle næsten hvidlig, især i slidt dragt. Desuden er den sorte strubeplet purpurskinnende, ikke grønskinnende, og øjet dækkes ofte af sort. De hvide striber på halssiden er smallere og de sorte striber kan have indslag af gråt. De sorte striber flyder nederst halsen sammen til en mørk halsring. Den hvide plet på halsens midte er mindre end hos Sortstrubet Lom (Corell 2007). I vinterdragt er den mørke hætte lidt bredere, tydeligst bag øjet, hvor mange Sortstrubede Lommer har mere udbredt hvidt, nakken lysere og typisk ses en smal, mørk hagerem over struben (egne obs. Californien jan. 2000 og Sydkorea feb. 2007). På hvilende fugle er grænsen mellem mørk bagissse/baghals og hvid forhals blødere afrundet end hos Sortstrubet Lom, hvor grænsen normalt danner en 90 graders vinkel (Garner 2008). Mangler desuden Sortstrubet Loms typiske ”tankskibsbulb” på brystet. Oversiden generelt mørkere og mere gråtonet end hos Sortstrubet Lom. Juvenil adskilles på de samme karakterer, desuden er oversidens lyse fjerrande generelt bredere end hos Sortstrubet Lom. Note: Rødstrubet Lom Gavia stellata (Red-throated Diver). Fåtallig træk- og vintergæst (nov.-marts), dagsmax. 17 5.11 1989 (Williams 2000).

Yngler gennem nordlige Holarktis, i Østasien mod syd og øst til Lake Baikal, Sakhalin, Kamtjatka og Kurilerne. Den østasiatiske bestand forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer langs Østasiens kyster, flest mellem Koreas vestkyst, Japan, Kurilerne og Kamtjatka, færre langs det Gule Havs kyster og sydpå til Kinmen og Matsu, SØ Kina. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Taiwan og Nepal. Den mindste lom. Liggende fugle er kortere og højere bagtil end andre lommer, svømmer med løftet næb. I flugten skrutrygget (ala Dronning Ingrid i de seneste leveår) med fremskudt hage – hvilket forstærker det opadpegende, ret smalle og spidse næb og ret kort bagparti med fødderne holdt bagud som spids (sjældnere danner fødderne en lille klump, som hos Stillehavslom). Flugten er hurtigere end hos de større lommer, undertiden ederfugleagtig. 2. Lille Lappedykker Tachybaptus ruficollis poggei Little Grebe 1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 34 Reservoiret – 29.4 2 Wet Boot Marsh. 2008: 29.10 10 Kangxi Grasslands – 30.4 2 Bai He – 1.5 3 Changping-Beijing – 2-4.5 dagligt max. 10 Reservioret, Beidaihe – 3.5 6 Yang He Estuary – 3.5 1 Yang He Woods – 16.5 2 Magic Wood, Laoting. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult.marts-ult.maj/aug-nov.) i passende biotoper, som ved Reservoiret, Beidaihe, hvor der regelmæssigt ses op til 80, samt ved Beijing. Ankommer midt i marts, og optræden i stigende antal til kulminationen ult.april-pri. maj, hvor op til 500 ses Shahe Reservoir, Beijing og max. 90 Reservoiret, Beidaihe. Om efteråret er de største antal 360 eks. 6.10 2004 Beidagang, Tianjin, desuden er talt max. 35 Happy Island og 50 Shahe Reservoir, Beijing. Trækker med stor sandsynlighed bort om vinteren (Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2005). Yngler gennem Holarktis. I Kina ses de største ansamlinger i landets sydlige del, som i Shandong, Anhui, Hunan, Hubei og Jiangxi, hvor der i dec.-feb. max. talt 1595 Daguan Hu, 1000 Yellow River Delta,1409 East Dongting Lake, 732 Chang Hu og 352 Poyang Lake (China Ornithological Society 2004-2007). I Ø Kina repræsenteret af formen poggei (yngler i det meste af Kina mod sydøst til Burma), der ligner europæiske fugle, men har smal, hvid bagkant på armen og lysegule øjne. 3. Sorthalset Lappedykker Podiceps nigricollis Black-necked Grebe 1997: 29.4 5 Lighthouse Point, Beidaihe. Ret almindelig trækgæst (med. sept.-nov. og marts-pri. (ult.) maj), raster især på havet udfor Sandflats og Lighthouse Point, Beidaihe. Hyppigst om foråret, hvor trækket kulminerer ult.marts-med. april. Dagsmax. 350 eks. 31.3 1995 Beidaihe og 125 eks. 9.4 1994 Beidaihe (Thalund et al. 1994), i maj 40 eks. 8.5 2008 udfor Sandflats, Beidaihe. Desuden 35 eks. 15.4 2006 Hangu. Om sommeren er største antal 30 eks. 1.7 2006 Saihanba, Beijing. Om efteråret kun spredte observationer, ved kysten er dagsmax. 10 eks. 19.9 2004 Tanggu, Tianjin og 6 eks. 16.10 2006 Beidaihe. Lidt hyppigere omkring Beijing, hvor største antal er 20 eks. 11.11 2006 Yeya Lake, i øvrigt jævnligt småflokke på op til 10 eks. ved f.eks. sommerpaladset, Kangxi Grasslands, Huairou, Shahe Reservoir, Baihe Valley og Guangting Reservoir. Yngler gennem Holarktis, samt i Afrika, Nord-og Sydamerika. En mindre bestand yngler i NØ-Kina og overvintrer langs kystområder mellem Japan, Korea og S Kina, samt mod syd til N Burma og Nordvietnam. I Ø Kina ses om vinteren kun småflokke på op til 50 Zhejiang og Shandong, men i V Kina er talt op til 6100 ved Bole i Xinjiang i sept. (China Ornithological Society 2008). Strejfgæst til Taiwan og Thailand. Note: Gråstrubet Lappedykker Podiceps grisegena holboellii (Red-necked Grebe). Sjælden trækgæst (okt-nov.), i nyere tid blot 30.10-1.11 1986 Sandflats, Beidaihe – 14.10 1987 Beidaihe – 16.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu (Williams 1990, China Ornithological Society 2006). Formentligt hyppigere i indlandet, hvor bl.a. set 22.10 2003 Baihepu Reservoir og 16.11 2003 Tuanbowa, Jinghai (China Ornithological Society 2004). Yngler i store dele af Holarktis, i Kina ynglefugl i NØ Kina. Den østlige bestand langs Stillehavets kyster mod syd til Japan (hvor almindelig) og Korea, fåtalligt i Ø og SØ Kina, mere almindeligt i Japan. I Ø Asien og Nordamerika repræsenteret af formen holboellii, der er større end nominatformen med relativt større næb samt gult undernæb. Denne form er stjrejfgæst til Island og Norge. - Nordisk Lappedykker Podiceps auritus (Slavonian Grebe). Sjælden trækgæst ((sept.(-okt.-nov.). Ses sjældent før ult okt., og normalt ikke i dagsantal over 2. Spredte observationer fra kysten og Beijing, dagsmax. 3 eks. 27.4 2005 Beitan, Tianjin (China Ornithological Society 2006). Yngler gennem Holarktis, i Kina sjældent i W Tienshan. Overvintrer ved Kurilerne, Japan (især mod nord), Korea og sjældent i SØ Kina og S Changjiang samt mod syd til N Burma. Strejfgæst til Taiwan. 4. Toppet Lappedykker Podiceps cristatus Great Crested Grebe 2008: 7.5 2 Lighthouse Point, Beidaihe. Ret almindelig træk- og vintergæst (ult.aug-ult.nov./marts-maj) og fåtallig ynglefugl samt sommergæst. Ved Beidaihe ses flest på havet udfor Sandflats og Lighthouse Point. Om foråret er antallet størst ult-marts-med. april; dagsmax. 230 eks. 19.4 1994 og 217 eks. 26.3 1994 Beidaihe, i maj 46 8.5 2008 udfor Sandflats. Om efteråret er antallet er størst ult.

okt.-pri. nov.; dagsmax. 216 eks. 15.10 2005 Beitang Reservoir, Tianjin, 177 eks. 6.10 2004 Beidagang, Tianjin, 50 eks. 17.10 2004 Shahe Reservoir, Beijing og 40 eks. 18.11 1986 Beidaihe. Yngler lokalt ved Beijing, f.eks. ved Shahe Reservoir. Yngler gennem Palearktis (incl. nordlige Kina med spredte ynglefund mod syd til Jiangxi) sydpå til C Asien og østpå til Australien og New Zealand. Den østlige bestand forlader ynglepladserne i okt., og overvintrer i C og S Japan, Sydkorea, Ø og S Kina og vestpå til nordlige del af det Indiske Subkontinent. I Ø Kina ansamlinger på nogle hundrede i de sydlige provinser, flest i Anhui og Jiangxu, hvor flokke op til 1000 Shitang Hu, 650 Daguan Hu og 600 Poyang Hu. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst mod syd til N Thailand. 5. Japanese (Temminck´s) Cormorant Phalacrocorax capillatus 1997: 18.5 2 Beigan. 2008: 7.5 3 Lighthouse Point, Beidaihe – derudover en ubestemt Skarv/Japanese Cormorant 7.5 1 Beigan-Happy Island. Fåtallig træk- og vintergæst (med. sept-pri maj), flest sent efterår - tidligt forår (Williams 1992,2000). Desuden lokal ynglefugl nordlige del af Hebei (Brazil 2009). Yngler i NØ-Asien mellem N Hebei, det nordvestlige Sydkorea og nordlige halvdel af Japan (heraf 1900 par Hokkaido), samt på Kurilerne og Sakhalin. Den russiske bestand er på ca. 8000 par. Overvintrer langs klippekyster i S Japan, Sydkorea og Ø Kina sydpå til Taiwan. Bl.a. er talt 1199 Japan (flest N og C Japan) og 825 i Sydkorea. Strejfgæst til S Kina (Hoyo et al. 1992, Lethaby & Moores 1999, MacKinnon & Phillipps 2000). Japanese Cormorant ligner Skarv, men virker i flugten tungere, med kortere bagparti og relativt større hoved med mere kantet nakke. Har bredere hvid indramning af struben og større partier af gul, nøgen hud omkring øjnene (især bagtil), der spidser til mod næbbasis; struben er hvidlig. Skarv har højst nøgen hud til midt bag øjet, men bredere partier under næbbet. Flyver med længere perioder af aktiv flugt end Skarv, der typisk veksler med korte intervaller af glideflugt. Flugten bliver da mere stabilt gåse-agtig end Skarvens (Williams 2000). Adult sommerdragt (ult.feb./marts-ult. juli) er sort med grøn metalglans (bronzebrun hos Skarv). Har i forhold til Skarv bredere og renere hvid strube og halssider, der lyser hvidt imod smallere sort maske og nakke, mindre orangegul nøgen hud, begrænset til bag og lige under øjet; spidser til bag mundvigen. Har ofte tykkere ”filoplumer” end Skarv, og kan da have sort grænse mellem hovedets hvide partier. Skarv med maximalt hvidt har desuden hvidt til issen (mørk hos Japanese). Hvid lårplet som hos Skarv, men ofte lidt mere oval eller trekantet i formen. Næb ensartet mørkt; Skarv har lysere undernæb. Adult vinterdragt er sort med bredere hvide partier i ansigtet end Skarv, bagtil ofte mørkplettet ulig hos Skarv, og dækkende hele struben. Brystet er hvidplettet. Næbbet er tofarvet med lysere undernæb. Juvenil/1. vinter. Brystet og bugen er hvide, bredest på forbrystet; hvidt kan nå struben. Skarv af formen hanedae har mindre hvidt, oftest begrænset til bugen, men nogle sinensis har bredere hvide partier, dog sjældent bredest over brystet som hos Japanese. Næb gult med smal mørk kant på overnæbbet; Skarv har gråt undernæb. 2. vinter ligner juvenil/1. vinter, men har mere begrænset hvidt på undersiden, dog fortsat bredest på brystet; set nedefra kan lyse fjerpartier opfattes som Y-formet (Lethaby & Moores 1999). Dette er exceptionelt hos Skarv. Note: Af andre årefodede samt havfugle er truffet: - Skarv Phalacrocoras carbo (Great Cormorant). Ret almindelig træk- og vintergæst (med. aug.-pri.nov./ult.marts-pri.maj). Flest ses om efteråret (ult. sept.-med okt.), hvor dagsmax. er 1520 eks. 12.10 2006 Happy Island, i øvrigt jævnligt op til 1000 her pri.-med. okt. Ved Beidaihe er dagsmax. 135 eks. 15.10 1989. Ved Beijing er højeste antal 540 eks. 17.10 2007 Miyun Reservoir. Yngler over store dele af kloden. Skarv forekommer med racen sinensis (Mellemskarv); formen hanedae (Japan) er evt. vintergæst. Yngler i Europa og Asien, incl. det meste af Kina, samt i Ø Canada. Det meste af den kinesiske bestand overvintrer i sydlige Kina og sydpå til C Thailand. I S Kina er bl.a. talt 6540 Yellow River Delta, Shandung, 4000 Xiamen, Fujian, 4000 Futian Mangrove, Guangdong, 1478 East Dongting Lake, Hunan og 1353 Poyang Lake, Jiangxi, samt nogle tusinder Hubei og Zhejiang. I Sydkorea op til 2-3000 Nakdong Estuary. I Japan 13-14.000 overvintrende (Hoyo et al. 1992, Moores 2001,China Ornithological Society 2004-2008). - Pelagic Cormorant Phalacrocorax pelagicus. Sjælden træk- og vintergæst (okt.- pri. maj), bl.a. 89 eks. 25.3-6.5 1989. En sen observation er 18.5 1992 Beidaihe (Alström 1992, Williams 2000). Yngler i nordlige Stillehav mellem Alaska, Ø Sibirien, Okhotsk og N Japan; lokalt i Liaoning, NØ Kina. Overvintrer langs vestlige Nordamerika sydpå til Californien, samt i Ø Asien sydpå til sydlige Japan, fåtalligt i Sydkorea og Østkina. Strejfgæst til Taiwan og Hong Kong. Mindre og slankere end Skarv med smallere næb og rødlig ansigtshud. Ligner i form og jizz Topskarv P. onocrocatus. Adult er sort, ungfugle ensartet mørkebrune. - Krøltoppet Pelikan Pelecanus crispus (Dalmatian Pelican). Tilfældig gæst. Var tidligere hyppigere, og ynglede frem til ca. 1900 ved Beijing (Seys & Licent 1933-34), i 1930´erne flere spredte fund. I nyere tid blot enkelte fund Kangxi Grasslands, Beijing: jan. 2004/2005, 3 eks. 24.4 2005, 22.10 2005, 8 eks. 8.11 2005 og 1 eks. 25.11 2005. Desuden 3 eks. marts 2004 Beidagang Reservoir, Tianjin (China Ornithological Society 2005-2006, Yu & Zhihong 2008) .

Yngler mellem SØ Europa og Mongoliet. Den østligste bestand overvintrer i S Kina, flest i Fujian (max. 30 jan-marts), desuden max. 14 Zhejiang og 13 Guangdong. Mere tilfældigt max. 15 Yellow River Delta, Shandong. I Hong Kong ca 20 eks.tidligt i 1990´erne, 0-16 siden 2000, færrest i milde vintre; tidligere max. 70. På trækket sjælden i Yangtze-dalen, Xinjiang, formentligt fra centralasiatiske bestande, der i øvrigt overvejende overvintrer i N Indien/Pakistan, hvor 1293 taltes feb. 1990. Strejfgæst til Taiwan, Korea og Japan. Verdensbestand 10.400-13.900 fugle, heraf nu blot 30-50 i Østasien (del Hoyo et al. 1992, China Ornithological Society 2004, Yu & Zhihong 2008). - Great Frigatebird Fregata minor. Tilfældig gæst: 2 fund, 11-12.6 1924 Beidaihe - 6.6 1994 Beidaihe. Desuden andenhåndsobservationer fra Beidaihe 5.10 1915 og juni 1925 (Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994). Yngler på øer i Indiske Ocean og Stillehavet, i Kina udfor S Kina, incl. Hainan. Strejfgæster er iagttaget nordpå til Hebei, Japan og NØ Rusland samt sydpå til Malayiske Halvø, Vietnam, Laos og New Zealand. Karakteristisk, som en enorm, slankvinget og langhalet glente med sort dragt! Hannen er sort med rød strubepose. Hunnen har hvidt forbryst. Adulte har rødlige ben. Ungfugle har lysebrunt hoved, hvidt bagbryst til forbug og lyse felter over armens overside. Ses typisk i glideflugt; vingeslagene er meget dybe og elastiske – som slow-motion glentes. - Lesser Frigatebird Fregata ariel. Tilfældig gæst: 14.4 2007 Shahe Reservoir, Beijing (China Ornithological Society 2008). Yngler xxx. Strejfgæst til Ø Kina. - Mallemuk Fulmarus glacialis rodgersii (Northern (Pacific) Fulmar) er tilfældig gæst i Hebei. Yngler i Stillehavet og Nordatlanten. I området repræsenteret af formen rogersi, der yngler i nordlige Stillehav udfor Ø Sibirien og på Kurilerne. Overvintrer i Stillehavet sydpå til Japan og Baja California. Sjælden mod vest til Koreas vestkyst, og meget sjælden i Kina. Rogersi optræder oftest i mørk fase (80% i Ø Asien, incl. S Beringsstræde men <50% ved N Beringsstræde). Mørk fase er mørkt gråbrun, på oversiden ret ensartet med afstikkende mørkere hale mod lysere overhaledækfjer. Den hvide form ligner den almindelige form fra Nordatlanten (formen glacialis), men de lyseste er endnu lysere end den almindelig hvide form i Nordatlanten (glacialis) med hvidlige felter på ryg og overvingedækfjer, men ofte mørk hale. Næbbet er lidt slankere end hos glacialis, og ret ensartet gult til orangegul,incl. næserørene (Garner 2008). - Stor Stormsvale Ocenodroma leucorhoa (Leach´s Storm Petrel). Tilfældig gæst: 23.7 1942 mellem Beidaihe og P’u-ho. Yngler i N Atlanten og N Stillehav. Bestanden fra Stillehavet overvintrer i Stillehavs mellemste dele vestpå til udfor Japan (Harrison 1983). Strejfgæst til Heilongjiang, NØ Kina. Strejfgæster til Sharjah og Kenya er muligvis af østlig herkomst (Cramp & Simmons 1977). 6. Nathejre Nycticorax nycticorax Black-crowned Night Heron 2008: 28.4 1 Sommerpaladset, Beijing – 29.4 4 Badaling-Huairou – 30.4 1 Huairou – 1.5 2 Changping-Beijing -2.5 1 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 2.5 5 Reservoiret – 6.5 4 Lighthouse Point – 6.5 3 trk. Friendship Hotel. 7.5 1 Beidaihe-Laoting – 7.5 2 Magic Marsh, Laoting – 7.5 1 ved rede og 16.5 1 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 8.5 12 – 12.5 1 trk. – 13.5 2 trk. – 15.5 1 – 16.5 12. 16.5 1 Laoting-Beijing. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (april-pri. juni/ult.aug.-med. okt.). Yngler i småkolonier i lunde nær søer og floder. En større koloni findes ved ”Big Wood” nær Magic Wood, hvor max. 400 er set i maj (bestand dog truet af byggeri, men fortsat 200+ her maj 2008), i smålunde nord for Beidaihe samt ved Sommerpaladset, Beijing, hvor op til 200 ses i maj og 50 i aug.-sept. antal på op til 250 er set Wenyu River og op til 40 ved Cuiho Lake ult.april-aug. På trækket ses om foråret flest med-ult. maj; dagsmax. 100 eks. 3.5 2006 Happy Island. Om efteråret flest sidste halvdel af sept.-pri.okt. største antal er 304 eks. 5.9 2006 Dagang, på Happy Island er dagsmax. 220 eks. 2.10 2007, 200 eks. 26.9 2007 og 176 trk. 26.9 2003 (Rellmar 2003, Hornskov 2007). Tiltaget voldsomt i området efter 2000; kun enkelte fund i 1940´erne, og ikke nævnt fra Beidaihe 1986-1990 (Williams 2000). 9 eks. 15.4-1.6 1994 og 2 1K 12.9 1994 Beidaihe (Thalund et al. 1994, Dierschke & Heintzenberg 1994). Yngler gennem S Europa, Asien og Nordamerika, i Østasien mod nord til N Kina, Ussurien og N Japan. Bestande fra NØ Asien (i Kina mod syd til Shanghai) er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept. I sensommeren (juni-sept.) er op til 1500 talt Donggang, Liaoning. Overvintrer i S og SØ Kina og mod syd til SØ Asien og Phillippinerne. De største antal i Kina er 16.400 eks. 24.2 2005 og 10.000 eks.6.2 2004 Shang Hu, Jiangsu, i øvrigt antal på flere hundrede om vinteren Shanghai, Jiangxi, Hunan, Zhejiang og Guangdong. Max. 2200 overvintrer ved Deep Bay i Hong Kong. Ynglebestande i SØ Asien syd for Shanghai/C Japan er stand- eller strejffugle. Bestandsfremgang i Thailand og Malaysia siden 1970´erne, formentligt grundet øget beskyttelse af kolonierne. Ankommer til ynglepladserne i april (Carey et al. 1994, Wells 1999, China Ornithological Society 2005). En kompakt, ”tøndeformet” hejre med ret brede vinger og korte ben. Adult grå med sort ryg og isse. Juvenil gråbrun med hvide pletter. Flyver hurtigere end Fiskehejre, ofte i tætte formationer ved tusmørke. I flugten ret bred fortil, forstærket af vane med at flyve med næbbet nedadrettet. Artens gutturale kald: kwak har givet den navn på flere sprog – på hollandsk således Kwak! Note: Japanese Night Heron Gorsachius goisaga. Tilfældig gæst: ét fund i maj Happy Island.

Sjælden ynglefugl i bjergskove i S og C Japan. Forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer i SØ Kina, på Phillippinerne og Sulawesi, enkelte Ryuksu, S Japan; overvintrer muligvis på Taiwan. I Kina sjælden gæst mod nord til Hebei. Ankommer til ynglepladserne med. april. Strejfgæst til Ø Kina, Sydkorea og Ussurien (Brazil 2009). Mindre med kortere,tykkere næb end Nathejre, men med lignende kompakt form. Varmt brun med smal mørk isse ogmørkebrune vinger. I flugten ses sortbrune svingfjer samt brede rødbrune bånd gennem store dækfjer og på vingebagkanten. Har bred lyseblå tøjle og øjenring; tøjlen bliver gul udenfor yngletiden. Halssiderne har sorte striber, og bukserne er fint tværbåndede. Sangen er et dyby bou-bou,der høres om natten. 7. Rørdrum Botaurus stellaris Eurasian Bittern 2008: 29.4 1 Kangxi Grasslands, Beijing. Fåtallig yngletrækfugl (marts-nov.) og meget sjælden vintergæst. Findes i vidstrakte rørskove, og derfor meget lokal p.g.a. mangel på biotoper som følge af intensiv opdyrkning. Ved kysten sjælden trækgæst om foråret (med. marts-pri.maj), hvor kun set enkeltvis, bortset fra 24 eks. 2.4 2006 Nandagang, 3 trk. 16.3 1994 Beidaihe og 2 eks. 15.4 2006 Hangu. Ret almindelig om efteråret (sept.-ult. nov);, hvor den ofte ses i smågrupper. Flest ult.sept.-ult. okt., dagsmax. 49 trk. 27.9 2001 Happy Island og 15 trk. Beidaihe 27.10 1986, desuden op til 10 rastende Happy Island og Cangzhou, op til 4 Kangxi Grasslands, Beijing og enkelte ved kysten af Hebei og Tianjin (Thalund et al. 1994, Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2007-2008). Et ynglepar ved Beijing 1915 blev skudt, da man tog sangen som et dårligt varsel, og siden udstillet for offentligheden! (Seys & Licent 1933-34). Om vinteren 2 eks. 11.2 2005 Tangshan. Yngler i NØ Kina og gennem Nordasien vestpå til Europa, samt i N Afrika. Isoleret bestand på Taiwan. Den østlige bestand overvintrer i C og Sydkina syd for Changjian, fåtalligt i sydlige Japan og Sydkorea samt i SØ Asien mod syd til C Thailand og mod øst til Phillippinerne. Strejfgæst okt-marts. til S Thailand, Malaysia, Singapore, Palawan og Brunei (Wells 1999). Foruden den karakteristiske sang er fra trækkende fugfle hørt et ravneagtigt kald (Hemmingsen & Guildal 1968). 8. Yellow Bittern Ixobrychus sinensis 1997: 17.5 2 Mudflats, Happy Island – 18.5 2 Tang Shan-Beijing. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst ((med. april) med.maj-med. juni/med.aug-med. sept (okt)). Ses om foråret norlat ikke før ca. 15.5. Om foråret flest ult.maj-pri.juni, flest ved Reservoiret, Beidaihe, hvor dagsmax. er 29 eks. 3.6 1994, 15 eks. 27.5 2003 og 14 eks. 23.5 2007 (Thalund et al. 1994,Grundsten 2003, Bisschop 2005). Yngler omkring Beijing, hvor max. 20 eks. 27.6 2004 Bahe Wetlands og 10 eks. 29.5 2005 Shahe, desuden i mindre antal ved f.eks. Sommerpaladset og Shangzuang Reservoir. Største antal om sommeren er 22 eks. 27.7 2006 Beidagang, muligvis tidlige rækgæster. Om efteråret flest med-ult.aug; ved Beidaihe dagsmax. 21 Reservoiret 31.8 1986; ved Beidaihe kun få efter 1.9, men på Happy Island enkelte til ult. sept. Desuden er nævnt 6-10 20.9 og 6.10 2007 Happy Island (Hornskov 2007), men kun hørte fugle. Fra Beijing er max. 25 eks. 25.7 2003 Cuihi og 15 eks. 19.8 2005 Shangzuang Reservoir.. Yngler fra Nordindien og gennem Ø Asien (incl. Kina og Hong Kong) mod nord til Sakhalin, mod syd til Borneo og Bali, og mod øst til Japan, Philippinerne, Micronesien og Sumatra, desuden vestpå til Indus-dalen i Pakistan. De nordlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i aug., På trækket er op til 50 set ved Shanghai. Overvintrer i S og SØ Asien mellem N Indien, langs kystområderne i S Indien og Sri Lanka og gennem SØ Asien til Indonesien og New Guinea. I Kina overvintrer arten i landets sydlige del, således ret almindelig i Hong Kong, hvortil ankomst med. aug. I Thailand og Malaysia ankomst fra pri. okt, men flest i november; det meste af borttrækket sker i april., men fortsat tocifrede antal Hong Kong til med. –ult. maj. Sjælden til fåtallig vintergæst i Oman, og meget sjælden, men formentligt regelmæssig vintergæst Socotra. Ankommer til ynglepladserne med-maj-pri. juni. Har overvintret mod nord til S Japan. Strejfgæst til Australien. Et østasiatisk modstykke til Dværghejre Ixobrychus minutus. Findes i lignende biotoper: langs tilgroede søbredder, floder og vandløb. Lyst gulbrun med smal mørkebrun isse. Har i flugten store, lyse vingefelter som Dværghejre, men lysere brun ryg, og gør et lysebrunt helhedsindtryk i flugten (egne obs., Kina, Sri Lanka, Thailand). Hannens sang er et blødt skurrende crrew crrew. Opskræmte fugle udstøder et staccato kak-kak-kak, undertiden som enkelttone. Note: Cinnamon Bittern Ixobrychus cinnamomeus. Meget sjælden yngletrækfugl (maj-aug.) omkring Beijing. Ved kysten tilfældig gæst: efterår 1992 Beidaihe – 3.6 1994 Radar Station Marsh, Beidaihe – 14.5 2005 Beidaihe. Yngler fra Indus-dalen i Pakistan, nordlige Indien, langs kystområder i S Indien og Sri Lanka og østpå fra Burma gennem Ø Asien (incl. C Kina, bl.a. Beijing og Hebei) til Japan, og i SØ Asien til Sulawesi/Sunda. I det meste af yngleområdet standfugl, men bestande fra nordlige del af udbredelsesområdet(incl. det meste af Kina) er trækfugle, der overvintrer i S Kina samt i S og SØ Asien. Ankommer til vinterkvarteret på den Malayiske Halvø ult.sept.-pri.dec., og trækker mod nord ult. febr.- pri. maj. Strejfgæst til Korea (11 fund), Ussurien og Molukkerne (Wells 1999, Brazil 2009, Robson 2009, Moores 2009).

Ligner Yellow Bittern, men mørkere og varmere rustbrun. Hannen er ret ensartet kastaniebrun. Hunner og ungfugle lidt lysere brune med mørk isse og striber på halsens sider. Adfærd og biotop som Yellow Bittern, ses ofte sammen med denne. 9. Schrenk´s (von Schrenk´s ) Bittern Ixobrychus eurythymus 1997: 18.5 1 Happy Island. Sjælden til fåtallig trækgæst (med) ult. maj – pri. juni og med.aug-med. (ult.) okt)), altid i små antal, flest ult.maj-pri. juni ved Reservoiret, Beidaihe, hvor dagsmax. 7 eks. 3.6 1994 og 4 eks. 27.5 2003.Om efteråret er dagsmax. 3 eks. 27.7 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin og 3 eks. 25.8 1986 Beidaihe. Truffet i ult-maj- juni ved Beijing, f.eks. ved Sommerpaladset, Beijing University, Bahe Wetlands, Hanshi Qiao og Weigou. Enkelte ses om efteråret. Yngler i Amur, Ussurien og Sakhalin samt sydpå til N Kina til Manchuriet og Guangdong, sjældent i Korea og østpå til C Japan. Yngler længere mod nord end andre Ixobrychus-arter. Forlader ynglepladserne i aug, og overvintrer mellem SØ Kina, Philippinerne, Borneo, Indonesien og Celebes. I Hong Kong kun spredte efterårsfund 23.9-9.10. Ankommer til vinterkvarterene i Thailand og Malaysia okt.-nov, og trækker nordpå pri.marts-ult. april. Sjælden trækgæst Taiwan og Hong Kong i maj, flest 27 21-22.5 2008 Po Toi, Hong Kong. Ankommer til ynglepladserne ult. maj. Strejfgæst til Mikronesien (Palau) og Burma. Desuden tilfældig gæst i Europa: Piemonte, Italien 11.12 1912, muligvis til Tyskland (Mecklenburg/Brandenburg sidst i det 19. århundrede) og Sinai (Cramp & Simmons 1977, Alström et al. 1992, Carey et al. 1994, Shirihai 1996, Wells 1999). Adfærd og biotop som Yellow Bittern. På størrelse med denne, men har mørkere rødbrun isse, halssider og ryg, hvid forhals med sort smalt slips. Undervinge ret ensartet mørk. Kombination af rødbrune kropspartier og gulbrune ovaler på armens overside er artstypiske. Alle dragter ligner hinanden; hannen er varmest og renest tegnet med rødbrun overside, hvidlig strube til bryst, smalt bælte af brune pletter over bagbrystet og beigetonet bug, hunnen er mørkere brun med mørkplettede halssider, lysplettede overvingedækfjer og mørkebrun slipsestribe. Juvenile fælder til adultlignende dragt om efteråret, og alderbestemmes herefter på hvidspidsede hånddækfjer. Sangen er et dybt gup-gup-gup (Alström et al. 1992). 10. Black Bittern Dupetor flavicollis 1997: 13.5 1 Happy Island. 2008: 7.5 1 Yang He – 15.5 1? Happy Island. Tilfældig gæst (maj), førstefund 11.5 1994 Lotus Hills, Beidaihe (Thalund et al. 1994). Yngler mellem Nordindien og kystområder i det sydlige Indien og Sri Lanka, SØ Asien incl. S og Ø Kina nordpå til Shanghai og Anhui, samt mod sydøst til Australien, men formentligt ikke i C Thailand og Malaysia. Kun spredte fund i Hong Kong. De nordlige bestande overvintrer i tropisk S og SØ Asien. Strejfgæst til Nepal (muligvis sjælden ynglefugl), Maldiverne, W Mikronesien, Christmas Islands, Molukkerne, Guam, Taiwan, Sydkorea og Japan (Inskipp & Inskipp 1985, Wells 1999, Moores 2001, Rasmussen & Anderthon 2005). Større og mørkere end Mangrovehejre med næsten ensartet sort overside, lys tøjle og tydelige lange rødbrune striber på det lysere bryst. Flyver langsomt, ala Rørdrum. I flugten bredvinget med sorte vingerog benene tydeligt ud bag halen. Findes i tilgroede, fugtige områder som i rørskove og sumpe. Overvejende nataktiv, som Rørdrum, men ses oftere åbent. Kan raste i træer som Nathejre. 11. Mangrovehejre Butorides striatus amurensis Striated Heron 1997: Ved Beidaihe 2.5 1 Jin Shan Hotel - 6.5 1 Lighthouse Point. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 3. 2008: På Happy Island 8.5 2 – 9.5 1 – 12.5 2 – 15.5 2 – 16.5 1. Fåtallig yngletrækfugl (april-okt). Ses normalt kun enketevis; dagsmax. 4 eks. 20.5 2006 Beidaihe. Yngler i Afrika, Madagascar og gennem sydlige Asien østpå til New Guinea og Australien, og nordpå til Japan og NØ Rusland. Findes i fugtige, tilgroede områder med åbne vandflader og partier af rør og småkrat. I området repræsenteret af formen amurensis (yngler NØ Kina, NØ Rusland og Japan, overvintrer i Ø og N-Kina samt i Ø Asien til Phillippinerne og Sundas; strejfgæst til Mongoliet). Andre former findes i C og S Kina; af disse er formen actophilus mulig gæst (yngler mellem Ø Kina, Nordvietnam og N Burma). Amurensis er lidt større end andre former, men fortsat en meget lille og mørk hejre. Adult er mørkt stålgrå med sort isse og smalle mørkere striber på forbrystet. Næbbet er mørkt. Har lys tøjle og lang sort mundvig. Benene er varmt gule. Juvenil mattere og mørkere brun med lang, men smal hvid skægstribe og tydelige mørke striber på halssider og flankerne. Benene er grønlige. I flugten mørk og kompakt, kun fødderne stikker ud bag halen. Flyver hurtigt og lavt. 12. Vinhejre Ardeola bacchus Chinese Pond Heron 1997: 28.4 2 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 14 Reservoiret, i øvrigt 1-3 Sandflats, 1 Radar Station Hill og Radar Station Marsh. 5.5 1 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 15.5 1 trk. + 2 rst (mudflats), 17.5 2 og 18.5 1 ad. – 19.5 2 Huilonngguan Hotel, Beijing.

2008: 29.4 2 Badaling–Huairou – 2-6.5 dagligt max. 2 Reservoiret, Beidaihe – 3.5 3 og 5.5 3 Yang He Woods – 4.5 1 Sandflats – 6.5 1 Jin Shan Hotel – 6.5 2 Lighthouse Point – 6.5 2 Sandflats. På Happy Island 9.5 2 og 13.5 2. 16.5 2 Laoting. Almindelig yngletrækfugl (ult. april/med. okt.). Om foråret flest i maj-juni; regelmæssigt max. 40 Reservoiret, Beidaihe og max. 30 Yang He. Dagsmax. 126 eks. 4.6 1994 Reservatet, Beidaihe, hvor der i 1994 ynglede ca. 60 par (Thalund et al. 1994), og 80 eks. 7.5 2006 Baiwang Shan, Beijing. Om efteråret flest ult. aug-med. sept, ved Beidaihe dagsmax. 96 eks. 30.8 1987 og 70 eks. 16.9 1987, flest Reservoiret (Williams 2000), desuden op til 30 i aug. Sommerpaladset, Beijing. Kun få ses efter ult. sept. Findes i rismarker og andre lavvandede områder. Yngler i småkolonier med andre hejrer. Har udbredt yngleområdet mod nord de sidste 100 år. Yngler i Ø og N Kina, extreme SØ Rusland og vestpå til NØ Indien (Assam), Bangladesh, Burma samt på Andamanerne. Meget store kolonier i dele af S Kina, således er talt 8120 Zhangdu Lake, Hubei i juni. Mod S og SØ går yngleområdet til Tibet og Vietnam. De kinesiske bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne sept.-okt, og overvintrer i SØ Asien, generelt syd for yngleområdet mod syd til N Borneo og Sumatra. Om vinteren er talt max. 500 i Hong Kong, i øvrigt jævnligt 100-200 Jiangxi, Anhui, Guangdong, Zhejiang og Guangxi. Sjældent overvintrende mellem Sydkorea og S Japan samt på Taiwan. Strejfgæst til C Sibirien, Alaska (St. Paul aug. 1996) og Europa (4 fund; Norge, Finland, Ungarn og Storbritannien juli-nov.) (Escedi et al. 2000, Gantlett 2004). De europæiske fund regnes som undslupne fra fangenskab. Afløses mod vest af den lignende Rishejre Ardeola grayii (yngler i Indien, Burma og S Thailand. Overvintrer indenfor yngleområdet, samt fåtalligt i UAE og Oman). I sommerdragt karakteristisk med mørkt mahognibrunt hoved og forhals samt skiffersort ryg. Næbbet er gult med sort spids, tøjlen grønnere og området omkring næseboret turkisblåt. Hannen har mørkt blåtonet forbryst (Wells 1999). I flugten hvidvinget med påfaldende mørkt forparti og ryg. Rishejre i sommerdragt har lysere gulbrunt hoved/hals og rødbrun til brungrå ryg. Ligner i andre dragter Tophejre Ardeola ralloides og Rishejre: hoved og hals lyse med kraftige længdestriber, ryg mørk og vinger hvide; ungfugle kendes på mørkspidsede hånddækfjer (vinger renhvide hos adulte). Bestemmelse af de tre arter udenfor yngletiden er dårligt kendt, men Vinhejre er lidt større. Tophejre er lysere brun med svagere bryststriber og mere åbent ansigt, da tøjlen er lys. Rishejre generelt koldere gråbrun med længere og kraftigere bryststriber samt mørk tøjlestribe og lidt mindre næb. Vinhejre ligner Rishejre, men er generelt svagere stribet med svagere mørk tøjlestribe, der sammen med bredere lyst felt omkring øjet giver et mere åbent ansigtsudtryk. Næbbet er lidt kraftigere med tendens til mere udbredt gult på undernæbbet (Rasmussen & Anderthon 2005). 13. Østlig Kohejre Bubulcus coromandus Eastern Cattle Egret 1997: 4.5 2 ad. Radar Station Marsh, Beidaihe. 2008: 7.5 6 Magic Marsh, Laoting – 14.5 1 trk. Happy Island – 16.5 1 Laoting. Fåtallig trækgæst (maj og pri. sept.-med. okt.), evt. ynglefugl. Findes i rismarker og fugtige områder, ofte sammen med Vinhejre. Om foråret er max. 50 eks. 3.5 2006 Baiwang Shan, Beijing og 19 eks. 9.5 2008 Dapuhe Estuary. Om efteråret er max. 42 eks. 19.9 2007 Happy Island og 21 eks. 28.9 2006 Luanhe. Ved Beidaihe kun få, men hyppigere i fugtige områder nær Happy Island, f.eks. Laoting. Ved Beijing er største antal 60 eks. 16.5 2004 Shangzuang Reservoir (China Ornithological Society 2005, Hornskov 2007). Yngler over det meste af Kina, mest sammenhængende i Ø og S Kina fra Shanghai/Shaanxi og sydpå. I Liaoning max. 2000 eks. 4.7 2005 Shiqiaoyuoko. Yngler desuden vestpå gennem S Asien til Baluchistan, i Taiwan, Sydkorea og S Japan, samt mod sydøst til Australien og New Zealand. Almindelig ynglefugl i Indien; 16.277 par i 1990. Overvintrer i S og Ø Asien omkring ækvator, fåtalligt østpå til sydligste Japan, hvor i tilbagegang de sidste 100 år. Strejfgæst til Oman, N Japan og Sakhalin (Hoyo et al. 1992, Wells 1999, Eriksen et al. 2001, China Ornithological Society 2006, Brazil 2009). For nyligt splittet fra Kohejre (formen ibis; Amerika, S Europa, Afrika og W Asien mod øst til Kaspiske Hav; tidligere uregelmæssig ynglefugl i Kasakhstan, nu blot strejfgæst) på baggrund af mål, forskelle i yngledragt samt stemme. De to arter er geografisk vel adskilt fra hinanden (Rasmussen & Anderthon 2005). I forhold til Kohejre lidt større med relativt kraftigere næb og længere ben. Har i sommerdragt rustbrunt på hoved, forhals og forryg af noget varierende udstrækning. Næbbets inderdel (undertiden det meste af næbbet) er i sommedragt rosatonet. Fugle med rent rustbrunt ”forparti” og udbredt rustbrunt på ryggen kan i flugten forveksles med Vinhejre, der har mørkebrun, ikke rødbrun ryg. Kohejre har i sommerdragt langt svagere rustbrunt begrænset til sart anstrøg på isse, bryst og undertiden forryg. Næbbet er orange. Vinterdragten er hos begge former hvid; næbbet er gult. Nogle Østlig Kohejre kan bevare let rustbrunt anstrøg på isse, understiden til forryg, nakke og brystsider til november (og muligvis resten af vinteren) (egne obs. Goa, november). Fælder til sommerdragt i marts-april.

14. Silkehejre Egretta garzetta Little Egret 1997: 29.4-10.5 dagligt max. 7 Reservoiret, Beidaihe. Desuden 2.5 4 Sandflats. 2008: 28.4 1 Beijing – Yanquin -30.4 5 Beijing–Xianlongmen. Ved Beidaihe dagligt max. 10 Reservoiret - 3.5 1 trk. Jin Shan Fields – 3.5 1 Lighthouse Point -3.5 8 Beidaihe-Yang He – 3.5 3 og 5.5 3 Yang He Woods – 4.5 15 og 6.5 18 Sandflats –4.5 1 trk. Lotus Hills – 5.5 1 Lighthouse Point - 5.5 1 Jin Shan Fields – 6.5 1 Lighthouse Point. 7.5 3 Beidaihe-Laoting – 7.5 6 Magic Marsh, Laoting – 7.5 2 Beigan. På Happy Island 8-16.5 dagligt max. 10. 16.5 10 Laoting. Ret almindelig trækgæst og fåtallig yngletrækfugl (med. april-pri. juni og pri.aug.-pri. okt.). Om foråret er dagsmax. 105 23.6 2007 Sandflats, Beidaihe, men i maj max. 50. Om efteråret hyppigst ult.aug.-pri.sept., hvor op til 100 jævnligt ses Sandflats, Beidaihe. Desuden 132 eks. 25.9 2004 Beidagang, Tianjin. På Happy Island er dagsmax. 72 eks. 8.10 2000 (Lehto 2000, China Ornithological Society 2005). Tiltaget kraftigt ved kysten. Ved Beidaihe kun 2 fund før 1943; forår 1985 kun 2 ex.; ingen efterår 1986-89, men flere fund fra 1990, hvor dagsmax. 5 27.8 (Williams 2000). Siden hurtig fremgang, i 1994 således max. 49 Yang He med.-ult. sept, samt 2-3 par ynglepar Reservoiret, Beidaihe, fra 2000 koloni nord for Beidaihe (Thalund et al. 1994, Dierschke & Heintzenberg 1994). Yngler desuden omkring Beijing. I Kina angives kun pletvise yngleområder nord for Shanghai (MacKinnon & Phillipps 2000), men har bredt sig mod nord de senere årtier,og ses bl.a. almindelig mod nord til Liaoning. Fejlagtigt ikke angivet som ynglefugl i Hebei/Beijing (Brazil 2009).Årsager til fremgang ukendte, men muligvis påvirkes arten positivt af stigende områder med dyrkning af ris. Yngler i Sydeuropa, Afrika, Asien østpå til S og C Japan samt mod sydøst til Australien. Meget almindelig ynglefugl i S Kina, hvor bl.a. 5360 Zhangduhu Lake, Hubei i juni. Den østlige bestand er almindelig i vinterkvarteret, således max. 2120 Deep Bay, Hong Kong, og antal på op til 1000 pr.lokalitet i S Kina. I det nordlige Kina er max. 2000 talt Shiquiao, Liaoning juni-aug. Vintergæst til New Zealand. Kun halvt så stor som Sølvhejre. Har blandt de hvide hejrer det relativt tyndeste og mørkeste næb. Benene er gule og fødderne gule. Se Chinese Egret. 15. Chinese Egret Egretta eulophetes 1997: 9.5 1 Beidaihe. 2008: På Happy Island 8.5 1 - 9.5 1 mudflats – 12.5 1 nordøstkysten (formentligt samme fugl). Meget sjælden, men årlig gæst i området (med. april-pri. juni og aug.-med. okt) , også set Yang He og Qhilhi. Ses normalt kun enkeltvis om foråret, ved Beidaihe dog 8 eks. 1.7 1944, 4 eks.4.5 2005, 3 eks. 6.6 1994, 3 eks. 19.5 1999 og 3 eks. 8.5 2004. Ved Yang He 3 maj 2004. Om efteråret hyppigere med dagsmax. 9 eks. 22.9 og 27.9 2003 Happy Island (Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994, Rellmar 2003, Stenlund 2003). Yngler enkelte steder i Nord-og Sydkorea (500 par Nordkorea, 429 par Sydkorea; heraf en del Ganghwa Island nær Seoul, hvor max. 80 kan ses pri. maj-ult. sept.), meget lokalt i Ø Kina, bl.a. Jiangxu (60 par), Shandong (100 par Hailu Dao), Zhejiang (50 eks. 29.7 2004 ved Xiangshan antyder lokal ynglebestand), Fujian (20 par 2005; 110 ad. + 149 juv. 16-17.6 2005 og 304 eks. (120 ad. + 174 juv.) Ningde), Xing-Ren Tou udfor Liaoning (op til 180 eks.set juni 2005 Zhuanhewan). Desuden Furugel Island, SØ Rusland nær Japan. Uregelmæssig ynglefugl i Hong Kong 1956-1985. Stor tilbagegang i Østasien som følge af nedskydning, da prydfjer blev indsamlet og forhandlet (Lansdown 1990, Wells 1999, Chang-quin et al. 2000, Moores et al. 2000, China Ornithological Society 2005, Woodward 2006). Overvintrer mellem sydlige del af Philippinerne (især Sulawesi, Palawan og Sarawak) og sydligste del af Malayiske Halvø, samt på Philippinerne og Borneo. Optræder i vinterkvarteret okt.-marts. I Malaysia vinterbestand på 900-1500 ex. (Li 2006), i april 1991 i alt 635 Bohol, Philippinerne; enkelte overvintrer i Hong Kong, Vietnam (8 i april 1991) samt vestpå til mellemste Thailand (max. 75 Krabi, ult. jan 2008) og østpå til sydlige Japan. I Ø Kina undertiden småflokke på 10-15 i træktiderne ved f.eks. Shanghai og Fujian. Fåtallig trækgæst på Taiwan, og strejfgæst til Hokkaido og Sakhalin. En af verdens sjældneste vandfugle, med en verdensbestand på ca. 1000 par (=1800-2500 ex.) (Lansdown 1990, Wells 1999, Chang-quin et al. 2000, Moores et al. 2000, China Ornithological Society 2005, Woodward 2006, Robson 2008). Findes ved tidevandskyster, hvor den udgør et nordligt, økologisk modstykke til Revhejrerne E. gularis og E. sacra. Fouragerer aktivt over ret store flader, men kan undertiden hvile helt åbent gennem længere tid. Søger ved højvande til klipper. Lidt større end Silkehejre. Har lidt kraftigere og i spidsen let buet næb, der i sommerdragt er gult; om vinteren sortgråt, med varierende svagt grågult ved undernæbbets basis. Mundvigen er generelt lidt tydeligere bagtil, hvor den flugter med øjets midte (hos Silkehejre til øjets forkant, sjældnere øjets midte). Benene er lidt længere og lysere end Silkehejres, og de gule ”sokker” går lidt længere op på bagtarsen. Har et bundt af strittende nakkefjer (Silkehejre har kun enkelte lange ”tråde”). I yngledragt har tøjlen blåt anstrøg. Jizzet ligner Revhejres Egretta gularis. Note: Eastern Reef Heron Egretta sacra. Tilfældig gæst: 29.8 1994 Beidaihe (Dierschke & Heintzenberg 1994). Yngler i S Asien vestpå til Burma ved Bengalske Havbugt, på Andamanerne og Nikobarerne, i SØ Asien og østpå til

New Guinea, Australien og New Zealand., samt i sydlige Japan og på Jeju Island syd for Sydkorea. I Kina uregelmæssig ynglefugl ved Sydkinesiske Havs kyster mod nord til Taiwan og Changjian, og strejfgæst nordpå til Hebei. Findes langs klippekyster og på klippeøer. Regnes som standfugl, men lokale trækbevægelser er iagttaget i Thailand og Malaysia. Strejfgæst til Nordkorea (Hoyo et al. 1992, Wells 1999). En særegent bygget hejre, mindre og mere kompakt end Silkehejre og Chinese Egret med uforholdsmæssigt korte ben. Næbbet er tofarvet med buet overnæb og lige undernæb. Overnæbbet er mørkt, undernæbbet gult. Øjet er anbragt længere fortil (”lige bag næbbet”) og hovedet er fyldigere. Benene er meget korte, tykke og grøngule. Har i sommerdragt strittende nakkefjer. Findes i en mørk og en hvid fase. Mørk fase er grå til gråsort, og har ofte ret mørkt næb (Poole et al. 1999). Dominerer helt på små klippeøer; den eneste af faserne, der forekommer i Sydkorea (Wells 1999, Moores 2001). Hvid fase dominerer i områder med mangrover. Ungfugle (af mørk fase?) er lysegrå med hvidlig forhals til bug og hvidlige dækfjer. Fouragerer systematisk og uroligt afsøgende. I flugten påfaldende bredvinget med meget kort bagparti; kun føddernes spidser går bag halen. 16. Mellemhejre Mesophoyx intermedia Intermediate Egret 1997. 29.4 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe. 2008: 7.5 1 Magic Wood, Laoting. Sjælden til fåtallig sommergæst (ult. april/ult. sept.-med.okt.), flest om foråret, hvor dagsmax. 50 eks. 30.4 2006 Baiwang Shan, 14 eks. 5.6 1994 Reservoiret, Beidaihe og 8 eks. 13.5 2007 Da Pu He (Thalund et al. 1994, Marr & Andrews 2007), men i øvrigt mest enkeltvis. Om efteråret er dagsmax. 6 eks. 12-14.9 2003 Beidaihe og 4 eks. 3.10 2000 Happy Island. Ses ved Beijing normalt enkeltvis (Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2004-2005). Yngler i Afrika og i S og SØ Asien vestpå til Sind, Pakistan og mod sydøst til Australien, i Kina over det meste af landet, med de største bestande i Liaoning, hvor max. 700 eks. 4.7 2005 Shiqiao Youku, samt i de centrale og sydlige provinser syd for Henan og Sichuan, Jiangsu og vestpå) Yngler desuden fåtalligt i Sydkorea og S/C Japan. Stor tilbagegang i den japanske bestand; tidligere den almindeligste hvide hejre her. De østasiatiske bestande er trækfugle, der passerer Japan sept.-okt., og overvintrer i ækvatoriale dele af SØ Asien nordpå til Taiwan (Wells 1999, Mackinnon & Phillipps 2000), fåtalligt nordpå til Hong Kong og vestpå til V Indien. Ses på trækket i Kina i små antal. Største antal er 40 eks. 6.4 2004 Futian, Guangdong. Strejfgæst til N Japan (Hokkaido), New Zealand, Marion Island, Centralasien, Oman, UAE (1), Jordan (1) og Egypten (2 Sinai). I Europa 1 fund:Rom, Italien 30.1 2001; formentlig af afrikansk herkomst. En hvid hejre, i størrelse og form mellem Silkehejre og Sølvhejre. Det gule næb er kraftigere, bredere og tit kortere end hos f.eks. Chinese Egret, hvilket – sammen med ”tykt hoved” med rigelig befjering ved næbbet, større øjne og kort mundvig (der slutter før eller under øjet) gør, at fuglen kan ligne en stor Kohejre (=forhold Sølvhejre:Gulnæbbet Hejre = Sangsvane:Pibesvane!). Har gullig tøjle. Næbbet kan have varierende sort spids. Hovedet er rundt uden Silkehejres og Chinese Egrets forlængede nakkefjer. Ben og fødder sorte. Benene er tydeligt kortere end Sølvhejres, især i flugten, hvor fuglen virker mere velnæret og lettere end den næsten fiskehejrestore, anorektisk udseende Sølvhejre. Stående fugle er kortnæbbede og tykhalsede sammenlignet med Sølvhejre, med blødere, ej så kantede former og længere mørke tæer. Har i yngledragt forlængede prydfjer på skuldre og bryst samt mørkt – undertiden rent sort – næb. 17. Sølvhejre Casmerodius albus Great White Egret 1997: Ved Beidaihe set enkeltvis Reservoiret. Trækkende 4.5 1 og 5.5 1 Lighthouse Point. 2008: 2.5 3 og 6.5 1 Reservoiret, Beidaihe. 3.5 1 Yang He Woods – 7.5 2 Beidaihe-Laoting. På Happy Island 8.5 1. Fåtallig i området det meste af året (april-nov.), flest ult.maj-pri.juni; dagsmax.16 6.6 1994 Reservoiret, Beidaihe og 10 20.5 1999 Radar Station Marsh, Beidaihe (Thalund et al. 1994). En mindre koloni yngler sammen med Silke- og Nathejre i lundene nord for Beidaihe.Om efteråret er største antal 64 eks. 29.9 2005 ved Beidaihe. Var tidligere talrigere, bl.a. 60 eks. 20.4 1943 Sommerpaladset, Beijing, men blev efterstræbt på grund af prydfjerene, og er først i nyere tid gået frem i antal, hvor små antal ses på de fleste egnede lokaliteter. Vidt udbredt på de fleste kontinenter. Yngler i det meste af Kina, de kinesiske ynglefugle overvintrer i Sydkina og S Japan, således op til 600 Hong Kong, max. 1240 Caizi Hu, Anhui og op til 1000 Shenzhen, Guangdong og East Dongting Lake, Hunan. Desuden op til 500 på egnede lokaliteter i S Kina.. Repræsenteret af formerne albus og modestus. Albus (Europa til NØ Asien, incl N Kina og S /CJapan. I det øvrige Kina vintergæst okt.-pri. april); overvintrer i øvrigt mellem S Japan og Korea) er mindst Fiskehejrestor, og har i yngletiden sort næb (med gul/lyserød basis), gråblå til turkis tøjle og lyserød til gul tibia; tarsen er sort. I vinterdragt (fra juuli) er næbbet og benene gule. Næbbet har ofte sort spids. Modestus (Ø og SØ Asien til Australien og New Zealand; yngler i Kina fra Hebei og sydpå, samt i Korea og S Japan. I området sommergæst; overvintrer i S Kina, Taiwan og i SØ Asien) lidt mindre end alba og har i yngletiden blå tøjle, og undertiden let rødstik ved næbrod og på benene. I yngletiden er tibia rosa til lyserød og tarsen sort. I vinterdragt er

næbbet gult og benene sorte. Dragterne de to former imellem er identiske udenfor yngletiden. De to former er for nyligt foreslået artsstatus (Christides & Boles 2008) Fiskehejrestor, hvid og ranglet, med ekstremt lange ben og tydeligt halsknæk ala Purpurhejre (som havde den slugt en vinkel!). Næbbet er gult med varierende sort spids. Mundvigen slutter under eller bag øjet. I flugten nsten udsultet med meget lange ben og indsuget, anorektisk bug. 18. Fiskehejre Ardea cinerea Grey Heron 1997: Ved Beidaihe fåtallig, flest 4.5 7 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 16.5 1 trk. og 17.5 1 trk. 18.5 1 Beigan-Tang Shan. 2008: 30.4 3 Bai He – 4.5 1 trk. Lighthouse Point, Beidaihe – 6.5 6 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 12.5 2 – 13.5 1 – 14.5 2 trk. Almindelig trækgæst og yngletrækfugl (med. marts-pri.juni/med. juli-ult. nov.) og fåtallig vintergæst. Om foråret flest ult. marts, dagsmax. 103 trk. 26.3 1994 Beidaihe. Hyppigere om efteråret med kulmination ult. sept.-med. okt, hvor dagstræk på flere hundrede kan ses ved kuldefremstød fra nord, dagsmax. 1417 trk. Beidaihe 15.10 1989 (Williams 1992). Yngler omkring Beijing, flest ved Heilongtan, Miyun Reservoir, hvor max. 180 eks. 17.3 2005. Desuden hyppig i småflokke forår og efterår. Yngler gennem Europa, Afrika og Asien østpå til Phillippinerne og Sunda, i nord til Sakhalin og N Japan. I Kina vidt udbredt, men pletvis ynglefugl. De østlige bestande trækker sept.-pri. nov gennem Ø Kina, hvor største antal under trækket udover de oven nævnte angivelser er 1225 eks. 6-7.10 2004 Xinyang Gang, Jiangsu. Overvintrer i C og S Kina samt i Japan, således op til 1700 Hong Kong, 1365 Poyang Hu, Jiangxi, 1190 Caizi Hu, Anhui, 1055 Cheng Hu, Hubei samt hundreder på andre vinterlokaliteter i S Kina. Meget sjælden vintergæst i N Australien. I Østasien strejfgæst mod nord til Kamtjatka. Repræsenteret af nominatformen og formen jouyi (NØ Kina, NØ Rusland og Japan). Jouyi ligner nominatformen, men lidt mindre og i yngletiden med rødligt næb og ben. Note: Selvom arterne ikke er i slægt er en bemærkning om det store træk af traner og trapper m.m. ved Beidaihe på sin plads (se også Oriental Stork under Sort Stork). Trækket er dog ovre i maj, og ingen af de nævne arter er set på rejserne 1997 og 2008. Tranerne (alle arter) ved Beidaihe om efteråret trækker i reglen ret sent på eftermiddagen, og flest ses i forbindelse med kuldefremstød fra nordøst, der presser tranerne mod syd i nattefrosten. Parallellen til efterårets store træk i Sydsverige/Bornholm er altså slående. Om foråret flest ved varmefremstød fra sydvest. Følgende arter er truffet i området (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1990, Dernjatin 2001): - Munketrane (Hooted Crane) Grus monacha. Fåtallig trækgæst og meget sjælden vintergæst (med.okt.-med. nov./ult.marts-med. april). Flest er iagttaget ved Beidaihe, hvor op til 500-600 passerer pr. efterår, flest pri. nov.; dagsmax. 436 trk. 5.11 1986, 343 trk. 1.11 2006 og 328 trk. 9.11 1989. Om foråret max. 400 pr. sæson ved Beidaihe, flest ult. marts-pri. april, dagsmax. 257 trk. 2.4 1985 (Williams 2000, China Ornithological Society 2007). Mindre flokke raster undertiden omkring Beijing, således enkeltvis Kangxi Grasslands i marts.. Et vinterfund: 18.2 2006 Huangjinhai´an, Changli i Hebei. Formentligt tidligere strejfgæst til NØ Indien; fund fra Kasakhstan anerkendes ikke længere (Wassink & Oreel 2008). Yngler i I NØ Rusland mod vest til Baikal samt i NØ Kina. Forlader ynglepladserne i okt., og træffes på vinterkvarterer i C og Ø Kina (Hunan, Henan, Jiangxi, Anhui, Shanghai) nov.-feb., hvor max. 900-1000 Yangtze River, 382 Poyang Lake, 269 Shenjin Hu, 126 Chongming Dao, Shanghai og 333 Caizi Hu. De fleste overvintrer i S Japan (max. 9000 Arasaki, Kyushu, enkelte S Honshu)), max. nogle hundrede i sydligste Sydkorea, hvor det meste af den overvintrende bestand fra Japan raster på trækket, især ved Nakdong (Rank 2000, China Birdwatching Sociely 2004, Pitches 2004). Strejfgæst til Taiwan og NØ Indien. Truet, totalbestand 9000-11.000 eks (del Hoyo et al. 1996). En ret lille mørk trane med hvidt hoved og hals, sort aisigt og rød isse. Ungfugle har svagere og brunere hovedtegninger. -White-naped Crane Grus vipio. Sjælden trækgæst (okt.-nov og marts). Ved Beidaihe efterårstotaler 1986-90 på 46-152 med.okt-med. nov., dagsmax.53 eks. 20.10 1987og 32 eks. 3.11 1990. På Happy Island mere ustadig, dagsmax. 38 13.10 2007, desuden 95 trk. 18.10 1989 Luan He. Fra Beijing bl.a. 2 eks. 21.10 2007 Kangxi Grasslands og 28 eks. 18.10 2007 Miyun Reservoir. Om foråret uregelmæssig, fra nyere tid 7 trk. 21.3 1994 Beidaihe - 4 eks. 3.4 og 1 eks. 10.4 2005 Kangxi Grasslands, Beijing – 12 trk. 26-27.3 2005 Duhuangbao, Tianjin – 86 eks. 17.3 2006 og 29 eks.18.3 20006 Beidagaang Reservoir, Tianjin – 13 eks. 24.3 2007 Huairou reservoir – 4 eks. 25.3 og 7 eks. 29.4 2007 Kangxi Grasslands (Williams 1992, China Ornithological Society 2006-2008, Hornskov 2007). Yngler ved Amur, Ø Mongoliet og NØ Kina. Overvintrer i C Kina (ca. 3000; 2716 eks. jan-feb. 2004 Yangtze River, heraf max. 2549 Poyang Hu), i grænselandet mellem Nord- og Sydkorea (nogle hundrede) og i sydlige Japan (max. 3000 Arasaki, nogle hundrede S Honshu). På trækket raster nogle tusinde i Sydkorea, og op til 500 Shandong. Sårbar,

med verdensbestand 5500-6500 (del Hoyo et al. 1996). Strejfgæst til Baikal, Hokkaido (bl.a. nylige yngleforsøg), SØ Kina, Taiwan og Sakhalin. Et fund fra Spanien (jan. 2009) er formentlig undsluppen fangenskabsfugl. Lysegrå trane med bred sort brille omkring røde øjenomgivelser. hvid nakke til hals samt sølvgrå tertiærer. Ungfuglen mattere med brunere nakke. Kaldene er kraftigere end andre traners. - Snetrane Grus leucogeranus (Siberian White Crane). Sjælden trækgæst ((pri-med.) ult.okt.-med nov. og marts-pri. april). Om efteråret flest pri.nov., ved Beidaihe 143-557 pr. sæson 1986-1990, dagsmax. 380 trk. 2.11 1990 og 301 trk. 5.11 2000, siden 24 trk. 22.10-15.11 2005 Lotus Hills, 172 trk. 25.10-1.11 2006, heraf 90 eks. 1.11 og 140 30.10-4.11 2007, flest 100 eks 3-4.11 2007.. På forårstræk ved Beidaihe f.eks. 580-680 eks. 25-29.3 1945 og 652 ult.marts-pri. april 1985, langt de fleste ult. marts. Dagsmax. 5-600 trk. 28.3 1945, 122 trk. 21.3 1985 og 100 trk. 26.3 1994. Fomentligt gået kraftig tilbage. 6.4 1916 stort træk i flokke op til 300 Beidaihe. Fra de senere år blot 13 trk. 2-3.4 2005 Beidaihe, 4 eks. 26.3 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin, . Yngler i tre isolerede bestande i Nordasien. Truet, verdensbestand 3200-3500 eks. (del Hoyo et al. 1996. Collar et al. 2001, Collar & Synes 2009), langt flest af den østlige population. Den østlige bestand yngler i N Rusland mellem Lena og Yakutien, passerer Ø Kina på trækket og overvintrer ved Poyang, Jianxi i SC Kina, hvor max. 4004 vinteren 2002/03. I jan-feb. 2004-2005 max. 2784 Poyang Hu, Jiangxi, i 2007 ca. 2000. Stedet er truet af ændringer i vandstanden som følge af stort dæmningsanlæg. Desuden i småflokke i Hunan, Shanghai og Shandong. Enkelte overvintrer muligvis ved Kyushu, Japan (1 ex. feb 2001). På trækket er ved Momoge-reservatet i Manchuriet set >3000 ult.april 2009 (Rune Bisp Christensen in sms). Strejfgæst til Baikal, S Japan og Korea. Mindre, isoleret bestand fra Ob i Sibirien er nu formentligt på 8-10 par. Disse trækker til egnene omkring Kaspiske Hav, hvor tidligere max. 300 marts-april Volga deltaet, men fra nyere tid max. 13 (vinter 1996); samt 7-11 overvintrende Iran. Meget sjælden trækgæst Kasakhstan med.april-pri. maj og ult.aug-med.okt. Strejfgæst til Jordan (flok på 3 febr. 2001), evt. tidligere til Tyrkiet og SØ Europa (Wassink & Oreel 2007, Kirwan et al. 2008). En bestand overvintrede tidligere ved Bharatpur i Indien (f.eks. 30 jan 1979, 22 vinter 1988/89; senest 2 eks. 2001/02 (eds. 1989, egne obs), men er nu forsvundet, formentligt primært grundet bortskydning på rastepladser i Afghanistan.; rapporter fra de seneste år synes at gælde Painted Stork Mycteria leucocephala (G. Archibald i e-mail, mailgruppen delhibirds). Hvid med sort vingespids, mørkt nedadbøjet næb og nøgen rød ansigtshud. De typiske kald er høje, klare og trumpet-agtige; klarere og højere end Tranes, og tit udstødt som dobbeltkald. - Japanese Crane (Red-crowned Crane) Grus japonensis. Sjælden trækgæst (med-ult.marts (maj)og ult.okt-med. nov.). Årstotaler om efteråret ved Beidaihe 1986-1990 281-553 og 316 eks. 17.10-20.11 2005; dagsmax. 180 trk. 7.11 1986, 135 trk. 9.11 1989, 130 trk. 29.10 2000 og 120 trk. 20.11 2005. Ses undertiden Happy Island, flest. 30 eks. 13.10 2007 (Hornskov 2007) rastende på mudderfladerne - som arten har for vane (egne obs. Sydkorea feb 2007). Om foråret bl.a. 244 sidste halvdel af marts 1985 og 248 15-29.3 1994 Beidaihe, dagsmax. 208 trk. 15.3 1994 og 128 trk. 21.3 1985. Exceptionelt sent er 2 trk. 12.5 2000 Beidaihe og 1 7.5 1999 Happy Island. Yngler i NØ-Kina, Amur, Ussurien og på Hokkaido. Den kontinentale bestand overvintrer især østlige Kina (Changjiang, Yangcheng (max.600)), et mindre antal i nordvestlige Sydkorea nær Seoul (max. 300, heraf 20-30 Gangwa Island). Ynglebestand på ca. 1000 fugle Hokkaido, Japan er standfugle, hvoraf 150 overvintrer nær Kushiro. Bestanden på Hokkaido var næsten uddød først i 1900-tallet, men har efter beskyttelse været i fremgang og under ekspansion. Sårbar og sjælden, verdensbestand 2650 eks. (Collar et al. 2001, Moores 2001). Strejfgæst til Mongoliet, S Kina og Taiwan. Den største og smukkeste trane: Hvid med sorte armsvingfjer, rød kalot og sort ansigt til forhals, unfuglene har lysebrunt hoved og hals, samt bruntonede ryg- og dækfjer. Dens skønhed og adfærd har i Korea og Japan gjort den til et symbol på lykke og langt liv. Trane Grus grus lilfordi (Common Crane). Ret almindelig trækgæst og vintergæst (med. sept.) med. okt-pri.dec./pri. marts-pri. maj)). Ses om efteråret overvejende ved Beidaihe, men efter store trækdage undertiden småflokke rastende rundt om, bl.a. ved Beijing. Ved Beidaihe flest i nov., dagsmax. 3800 trk. 3.11 1945, 2728 trk. 10.11 1990 og 2578 trk. 14.11 1988, siden hen 331 trk. 1.11 2006. Årstotaler på 3059-8404 ved Beidaihe 1943-1945, 3963-4188 eks. 1986-90 antyder tilbagegang. 336 ”bird-days” 28.10-2.11 2006 Beidaihe. Ved Beijing undertiden i store flokke om efteråret, således regelmæssigt ved Kangxicaoyuan ult.okt-med. nov, med max. 500 eks. 13.11 2005. Desuden 600 eks. 26.11 2005 og 500 eks. 10.11 2007 Miyun Reservoir, Beijing og max. 400 Kangxi Grasslands. Fåtallig til ret almindelig om vinteren, flest 600 eks. 22.12 2005 Changli, Tianjin, 270 eks. 4.3 2006 og 220 eks. 2.12 2006 Kangxi Grasslands og 127 eks. 13.12 2004 Huangbizhuang Reservoir, Pingshan (Hemmingsen & Guildal 1968, williams 1992, China Ornithological Society 2006). Om foråret er ved Beidaihe talt 426-2796 1943-1945, 4409 trk. 15.3-7.5 1985 (flest 21.3-15.4) og 834 trk. 15-29.3 1994, dagsmax. 1424 trk. 31.3 1985, 631 trk. 21.3 1985 og 385 trk. 15.3 1994 (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams et al. 1986, Thalund et al. 1994, Williams 2000, Hornskov 2009). På trækket raster flkke på nogle hundrede ved Kangxi Grasslands, Beijing, tidligst 95 eks. 3.3 2005, flest 200 eks. 25.3 2007 og 139 eks. 19.3 2005 (China Ornithological Society 2005-2008)

Yngler gennem Palearktis, incl. nordligste Kina. Formen lilfordi yngler øst for Ural. Den østlige bestand overvintrer hovedsageligt i C og S Kina, hvor flokke på op til 400 ved Jiangxi og Hunan, desuden i mindre antal resten af S Kina, i NØ Indien og nogle få i Sydkorea samt Arasaki, S Japan. Strejfgæst til N Thailand. Formen lilfordi ligner grus (Europa vest for Ural), men er lysere og har generelt smallere rød isseplet. Hybrid Trane X Munketrane set to gange Beidaihe: 12.11 1987 og 23.10 1989(Williams 1992). Hybrider er ikke helt sjældne, og ses årligt i f.eks. Arasaki, sydlige Japan. Fugle i Japan og Sydkorea lignede Hooted Crane, men havde lys overside og underkrop som Trane (egne obs., foto www.netfugl.dk). - Jomfrutrane Anthropoides virgo (Demoiselle Crane). Uregelmæssig og meget sjælden trækgæst, ved Beidaihe 1986-90 kun set i 1986, hvor 14 trk 7.11, 12 trk. 14.11 og 1 trk. 15.11; desuden en trane kun halvt så stor som Trane 8.11 1989, formentligt Jomfrutrane (Williams 1992). Seneste obs. er fra maj 2002 Happy Island - 1.11 2006 Beidaihe – 7 eks. 19.5 2007 Kangxi Grasslands, Beijing. Yngler mellem Tyrkiet (tidligere max. 20 par, men ingen efter 2004) og østpå gennem Centralasien til Mongoliet og NØ Kina (mod øst til Nei Mongol og Heilingjuang). Ynglede frem til midt i 1990érne i NV Afrika, og frem til 1880´erne i SØ Europa mod vest til Rumænien og Ukraine. Den østlige bestand samles i flokke i sept., hvor max. 170 er set Nei Mongol og 167 Jilin. Stort gennemtræk Quinhai Hu, Xining ult.sept.med. okt, dagsmax. 7575 eks. 6.10 2008 og 1350 eks. 23.9 2005 (China Birdwatching Society 2004, 2006, Robson 2009). Den centralasiatiske bestand forlader ynglepladserne ult. juli-aug, og overvintrer mellem Pakistan og Bangladesh, hvortil ankomst fra ult. aug.(Glutz von Blotzheim et al. 1973). Langt de fleste overvintrer i Indien, hvor vinterbestanden er estimeret til 100.000. Flest optræder i N Indien, således min. 70.000 Gujarat (heraf er talt 27.120 Kaj Lake) og 15.000 Keechan, Rajasthan, flest i januar (Islam & Rahmani 2004, Banerjee 2009), desuden flokke på op til 1000 Maharasthra ult.nov-pri.april (Prasad 2006). Som følge af tørke i Gujarat/Rajahstan 1987-88 overvintrede 3000 Manjira, Andhra Pradesh og 7000 Manhav, Madhya Pradesh (Islam & Rahmani 2004). I Nepal almindelig trækgæst april-maj og okt.-nov., især om efteråret, bl.a. 63.000 24.9-5.10 1978 Kali Gandaki, C Nepal (formentligt denne art) (Inskipp & Inskipp 1985). Ankommer til ynglepladserne med. april-pri. maj. Mod syd og øst strejfgæst til Japan, Korea, Taiwan, Burma, Bhutan og Cambodia. Den vestlige del af bestanden overvintrer i NØ Afrika (især i Sudan og Chad; ved Khartoum i sudan flokke på op til 10.000-20.000), sjældent mod syd til Erithrea. Regelmæssig trækgæst på Cypern (ult.marts-med. april og med. aug.-pri.sept.), men kun meget sjældent bemærket på trækket gennem Tyrkiet, hvilket indikerer at trækket går for sig i lange etaper; større antal ved Jeddah i Saudi Arabien går mod nord til nordøst om foråret, og ankommer fra samme retning om efteråret, hvor flest ult.aug.-ult. sept. (Glutz von Blotzheim et al. 1973, Cramp & Simmons 1980). Verdensbestand 200.000-240.000 fugle (del Hoyo et al. 1996). Strejfgæst til Europa i nord til Skandinavien (exceptionelt nordligt fund i Varanger, men ellers flest i

sydskandinavien), men en del udsluppet fra fangenskab. Tydeligt mindre end Trane med sort isse og ”halstørklæde” til midt på brystet, samt hvide halssider (danner på afstand hvinande- eller bøffelande-ansigt). Ungfugle ligner i 1. vinter adulte, men kan have lidt mindre kontrasterende hovedtegninger. I flugten med bredere arm og kortere agterparti end andre traner. Hovedet er lille imod den lange hals; flyver med hurtigere vingeslag end andre traner. Stemmen er guturralt gurglende, dybere og grovere end Tranens. - Prærietrane Grus canadensis (Sandhill Crane) Meget sjælden efterårstrækgæst, kun 6 fund i Kina, senest 29.10 2006 Beidaihe - 13.10 2007 Happy Island. Yngler i Nordamerika og NØ Rusland. Overvintrer i S USA og Mellemamerika. Østsibiriske bestande krydser Beringsstrædet, og overvintrer i vstlige Nordamerika, enkelte i Ø Asien, således enkelte næsten årligt ved Arasaki, Japan (max. 7 i jan. 2009). Strejfgæst til Ø og SØ Kina samt Korea. Tilfældig gæst i Europa (Færøerne okt. 1980), Storbritannien (Shetland april 1981 og sept. 1991, Irland sept. 1905, Orkney sept. 2009) og Holland (sept.1991 – regnes som identisk med fugl fra Shetland), og Feankrig (okt. 2009 – formentligt samme som Shetland sept. 2009). Desuden fund fra Grønland juli/aug. 1985 (Alström et al. 1992, Berg & Bosman 1999). Kun lidt mindre end Trane. Adult er lysegrå med rød isse, hvidere kind/strube og mørkegråt næb. I flugten ret ensartet grå, blot med svagt mørkere vingespids. Kaldet er et rullende qraaw (Cramp & Simmons 1980). - Stortrappe Otis tarda dybowskii (Great Bustard). Fåtallig trækgæst (med.okt-med. nov og med. marts-med..april (pri. maj) og sjælden vintergæst. Var langt hyppigere tidligere. Flest er set ved Beidaihe, om foråret 132 trk. 17.3-23.4 1985 og 21 trk. 23.3-14.4 1994 (Thalund et al. 1994, Williams 2000), tidligere dagsmax. 210 eks. 12.4 1944 Great Sands, Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968). Om efteråret flest pri.-med. nov, ved Beidaihe, således 62-452 trk. efterår 1986-90, dagsmax. 71 trk. 10.11 1986, 67 trk. 16.11 1987 og 66 trk. 4.11 1989 Beidaihe, men kun meget små antal efter 2000, således 12 eks. 17-18.11 2007 Beidaihe. Raster undertiden ved flade områder syd for Beidaihe, men flokke over 5 er nu sjældne, i 1940´erne flokke på op til 60-70, dagsmax. 400-500 eks. 5.11 1945, 377 eks. 6.11 1943 og 324 eks.16.11 1944. Blev da voldsomt efterstræbt, og i nyere tid er langt færre set. Raster på trækket i okt.-nov. og marts-april desuden i små antal omkring Beijing, således ved Kangxi Grasslands, hvor største antal i de senere år om foråret er 19 eks. 3.4 2005, og om efteråret 21 eks. 25.11 2005. Desuden regelmæssig ved

Miyun Reservoir ult.okt.-ult.dec., flest 11 eks. 17.12 2006 og 6 eks. 25.11 2007. Desuden 7 eks. 26.12 2004 Gangnan Reservoir, Pingshan. Sås tidligere i langt større flokke (Andersson 2005, China Ornithological Society 2005-2008).

Yngler mellem SV Europa og NØ Kina. I området repræsenteret af formen dybowskii, der yngler i C Asien mellem Altai og Mongoliet og NØ Kina (Nei Mongol, Heilongjiang; kinesisk bestand 400-1000 fugle). Forlader ynglepladserne i sept.-okt., og overvintrer i N Kina mellem Gansu og Shangdong, heraf max. 240 sydlige Shaanxi og 100 Henan. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst mod syd til Burma og østpå til Korea og Japan (Rank 2000, Brazil 2009).

Dybowskii er lidt mindre og lysere end tarda (Europa, Nordafrika og Lilleasien) med mere distinkte mørke tværbånd på rygfjerene. Hanner har mere ensartet fordelte skægfjer (Glutz von Blotheim et al. 1973). 19. Purpurhejre Ardea purpurea manilensis Purple Heron 1997: Ved Beidaihe 29.4 3 trk NØ Legation Gully -29.4 1 Reservoiret – 30.4 4 trk. Jin Shan Hotel. På Happy Island 13.5 4 trk. 14.5 1 trk, 15.5 4 trk, 16.5 9 trk., 17.5 1 trk. og 18.5 5 trk. 2008: 29.4 3 Kangxi Grasslands – 30.4 1 Huairou – 30.4 1 Bai He – 2.5 3 Reservoiret, Beidaihe – 11.5 2 Happy Island - 16.5 1 Magic Wood, Laoting. Almindelig trækgæst (ult. marts-pri.juni og med.juli-pri. nov). Om foråret er dagsmax. ved Beidaihe 25 trk. 16.4 1994, 23 eks. 9.5 2005 og 15 eks. 30.5 1994 Reservoiret. I Tianjin er højeste antal 16 eks. 27.7 2006. Hyppigere om efteråret, hvor flere hundrede pr. dag ses trækkende i forbindelse med kuldefremstød; Ved Beidaihe er dagsmax. 200 trk. 6.10 1911, 186 trk. 10.10 1986 og 135 trk. 9.10 1987 (Thalund et al. 1994, Williams 2000). På Happy Island er dagsmax. 66 eks. 25.9 2007. Mindre antal ses på de fleste egnede lokaliteter i området. Yngler i S Europa, Afrika og Asien østpå til S Japan, Phillippinerne og Sunda, incl. det meste af Kina, hvor almindelig ynglefugl, bl.a. 5000 par Zhalong. I Øst-og Nordkina trækfugl, der overvintrer i C og S Kina (incl. Taiwan) og sydpå til Malaysia. Fåtallig trækgæst i Korea og påøerne syd for Japan. Strejfgæst til C og N Japan. Repræsenteret af formen malinensis (S Kina, S Japan (Nansei Shoto) og Ø Rusland), der ligner purpurea, men har lysere og mere gråtonet ryg, svagere mørke tegninger på forhalsen, men har generelt mere sort på undersiden (Cramp & Simmons 1977). Purpurhejre og Fiskehejre volder sjældent de store bestemmelsesproblemer. Purpurhejre virker i forhold til fiskehejre ”udsultet” med skarp halsvinkel mod indsuget bug , tyndt og slankt hoved/hals, smalt og spids næb og meget lange ben af længde som Sølvhejre; flyver ofte med spredte tæer ulig Fiskehejre. Flyver med hurtigere og mere elastiske vingeslag end Fiskehejre. Har tydelige gulbrune til mørkt rødbrune dragtindslag; ungfugle er dog lysere sandbrune. Fiskehejre er større, kraftigere og mere velproportioneret med bredere og rundere hald, kraftigere hoved/hals med bredere næb og korre udstikkende ben. Fiskehejre er grålig med ditinkte grå felter på overvingedækfjerene. Afvigende, mørke Fiskehejrer kan forvirre (Delin & Haavisto 1999, Ullman 1999). Disse er mørkere grå med mørk isse samt koldt brune dragtindslag, og bestemmes lettest på proportionerne. 20. Skestork Platalea leucorodia Eurasian Spoonbill 2008: 8.5 4 Happy Island. Fåtallig trækgæst og yngletrækfugl (ult. marts.-med maj/aug-pri. nov). Ved Beidaihe kun spredte observationer (f.eks. 67 ”bird-days” 2-15.10 2006), men flere på Happy Island, hvor max. 65 er talt Happy Island ult.sept-med. okt., desuden hyppigt trækkende småflokke dagsmax. 64 trk. 2.10 2007 Happy Island. Småflokke ses under trækket indlands ved f.eks. Kangxi Grasslands, Beijing, samt i Tianjin. Yngler gennem Europa, Afrika og Asien, bl.a. meget lokalt i NØ-Kina incl. Hebei. I NØ Kina er største antal 156 eks. 5.10 2005 Xianghai, Jilin. Den østlige bestand overvintrer i C og SØ Kina, flest ved Poyang Lake, Jiangxi, hvor max. 7060, desuden max. 1522 Caizi Hu, Anhui og 1500 East Dongting Lake, Hunan, 1000 Hubei samt nogle hundrede i Jiangsu og Fujian. Desuden overvintrer ca. 100 i Sydkorea. Regelmæssig vintergæst i S Japan. Strejfgæst sydpå til Taiwan, N Thailand, Cambodia og Vietnam. Note: Black-faced Spoonbill Platalea minor. Tilfældig gæst: 5.5 1924 Beidaihe og 17.5 2005 Quihli. Yngler i Sydkorea, samt lokalt i Nordkorea (1 lokalitet) og ved Changshan øerne Liaoning, NØ Kina (145 par). I Rusland første ynglefund i 2006 i S Primorye. I 2009 2 par Song Do Island, Incheon, Sydkorea som første ynglefund på Sydkoreas fastland. Verdensbestand ca. 850 par = 2065 eks. i 2008. I fremgang. Forlader ynglepladserne i aug.-sept., og overvintrer mellem Sydkorea, Japan, S Kina og Vietnam. Ankommer til vinterkvarteret okt. nov. I Sydkorea max. 50 Yeju Island. I S Japan 224 overvintrende 2006. I SØ Kina max. 114 Futian i Guangdong (flest ult.dec.-jan.), max. 155 Hainan (heraf 75 Beili Bay og 68 eks. Sibi Wan) max. 47 Minjiang, Fujian og 38 Yangcheng. På Macao max. 46 Taipa-Coloane. Desuden er småflokke på max. 10 iagttaget enkelte andre steder i SØ Kina. I Hong Kong max. 252 nov. 2000. På Taiwan overvintrer min. 650, og ved den Røde flods delta i N Vietnam max. 63 januar 2009. Flokke på op til 55 ved Chongming Island, Shanghai i marts-april er formentligt trækgæster. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst mod nord til Jilin, østpå til C Japan og sydpå til Cambodia og C/S

Thailand (f.eks. 2-5 Petchaburi nov.-feb.) (Chang-quin et al. 2000, Moores 2001, Ueta et al. 2001, China Birdwatching Society 2004-2007, Lin et al. 2006, BirdLife International 2008, Brazil 2009, Moores 2009). Mindre end Skestork med sort ansigtshud og ensartet sort næb. Adult er i øvrigt hvid med smal orange ”halvmåne” foran øjet, ungfugle har sorte vingespidser og gråligt næb. - Black-headed Ibis (Oriental White Ibis) Threskiornis melanocephalus. Meget sjælden gæst (april-maj og okt.-nov), nok hyppigere tidligere. Følgende fund : 5.10 1913 Beidaihe – 18.4 1921 1 Tientsin – sommer 1935 Beijing - 3 trk. 19.11 1943 Beidaihe – 1 trk. 30.10 1987 Beidaihe – 1 trk. 15.10 1989 Beidaihe – 21.5 1990 Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968, Alström 1990, Williams 2000). Yngler fra Pakistan gennem Indien, Sri Lanka og SØ Asien (Vietnam, Indonesien, Sumatra, Java og Greater Sundas). Overvintrer i S og SØ Asien mod syd til S Thailand og S Vietnam. Forsvundet fra store dele af Ø og SØ Asien, incl. S og Ø Kina samt Thailand. I Kina nu blot sjælden gæst langs syd- og østkysten, hvor tidligere ynglefugl; nævnt som mulig ynglefugl i Heilongjiang (MacKinnon & Phillipps 2000), men dette ikke omtalt siden hen (Brazil 2009). Tidligere regelmæssig vintergæst mod syd til Singapore, men nu blot strejfgæst på den Malayiske Halvø. I V Indien muligvis i fremgang. Strejfgæst til Baikal, Japan, Korea, Taiwan, Philippinerne, Borneo og Sulawesi (Wells 1999, Robson 2005, Prasad 2006, Mlikovsky 2009). Hvid med sort hoved og forhals,, krumt sort næb og sorte ben. - Crested Ibis (Japanese White Ibis) Nipponia nippon. Tilfældig gæst: januar før 1867 Hebei – to indsamlet Beijing vinter 1867 (BirdLife International 2008). Tidligere almindeligt udbredt SØ Sibirien, NØ Kina, Korea og Japan, hvor den ynglede i høje træer i byer nær vådområder. Overvintrede i SØ Kina og Hainan, tilfældigt til Taiwan. Blev stort set udryddet p.g.a. jagt, kultivering og brug af pesticider, og i 1920´erne var bestanden nede på 20-50 par. Blev regnet som udryddet, da 2 par i 1981 blev fundet i Qinling ved Yang Xian, Shaanxi-provinsen i C Kina, hvor bestanden og dens biotoper siden blev beskyttet, og i 1989 var vokset til 46 fugle ved Yangxian og Hanzhong.. Siden fremgang til 140 fritflyvende fugle (og 130 fangenskabsfugle) i 2002, 250-500 fugle i 2006 og 600 fritflyvende (og 500 fangenskabsfugle) i 2009. Bedste observationssteder er nær Huayuan Monitoring station, Yangxian; ses desuden langs hovedvejen mellem Yangxian og Foping. Udsætningsforsøg i Shaanxi-provinsen siden 2007 (del Hoyo et al. 1992, China Ornithological Society 2004, BirdLife International 2008, Xiao-Ping et al. 2009). Meget karakteristisk hvid ibis med lang nakketop, rød nøget ansigtshud, buet rødt næb og korte røde ben. Får i yngletiden gråt hoved og forhals. 21. Sort Stork Ciconia nigra Black Stork 2008: 28.4 1 mellem Pin A Fu Hotel og Sommerpaladset, Beijing – 30.4 1 Bai He – 1.5 1 Xianlongmen-Changping. Fåtalllig yngletrækfugl og trækgæst (med. marts-pri.maj/med.aug-ult. nov) samt vintergæst (dec.-feb.). Ses ofte i småflokke, særligt om efteråret (især med. okt.-pri. nov), hvor dagsmax. ved Beidaihe er 37 trk. 20.10 1986. Desuden raster arten regelmæssigt i småflokke omkring Beijing, især ved 30 eks. 1.10 2004 Miyun Reservoir, hvor dagsmax. 30 eks. 1.10 2004, desrden 22 eks. 14.11 2004 Hutou He, Pingshan. Formentligt hyppigere længere inde i landet, da hovedtrækruten går længere vestpå end andre storke og rovfugles. Småflokke ses tit raste ved f.eks. Kangxi Grasslands, Beijing. Fåtallig vintergæst nær Beijing, f.eks. max. 15 Juma He og Miyun Reservoir, ,12 Fangshan, 9 Guishuihe og 14 Huiarou dec.-feb. (China Ornithological Society 2004-2008). På forårstrækket er største antal 24 eks. 11.3 2006 Gangnan Reservoir, Beijing Yngler i Palearktis mellem Ø Europa og nordlige halvdel af Kina incl. Beijing og Hebei, samt i NØ Rusland mod øst til Sakhalin; meget lokalt i Sydkorea. Den østlige bestand forlader ynglepladserne i sept.-okt., og overvintrer i S Kina og nordlige del af SØ Asien, i S Kina flokke på op til 20 Jiangxi, Anhui, Hubei og Hunan. Ankommer til ynglepladserne i april. I Ø Asien strejfgæst til Taiwan og Japan. Virker på afstand sort med hvid bug. Kredser ofte i lang tid som rovfugle med let kuplede vinger; på trækket tit sammen med rovfugle. Kan set forfra tages som Fiskeørn, hvis hals og ben ikke ses. Note: Oriental Stork (Oriental White Stork) Ciconia boycyani. Fåtallig trækgæst og sjælden vintergæst (pri.okt.-ult. nov./pri.-ult.marts (april-maj)). Ved Beidaihe efterårsmax. 1113-2729 eks. 1986-1990og 1175 eks. 22.10-11.11 2005, dagsmax. 1104 trk.13.11 1988, 742 trk. 6.11 1986 og 500 trk. 8.11 2005, desuden 522 trk. 26-28.10 2008. Trækker i store flokke. Var formentligt hyppigere tidligere, ved Beidaihe 1000-1500 eks. 12-13.11 1942 og max. 4000 eks. 12.11 1945. Sjældnere på Happy Island, bl.a. 23 eks. 17.10 2007. Desuden 43 eks. 18.11 2006 Cangzhou. Om foråret sjælden og ustadig; ved Beidaihe bl.a. 50 eks. 18.3 1940 og 12 trk. ult. marts 1985, desuden 11 eks. 2.4 2006 Nandagang. Meget sene fugle er set enkeltvis i maj 2002 Happy Island og 5.5 2008 trk. Bai He, Beijing. I Tianjin småflokke på trækket, flest 11 eks. 2.4 2006 Nandagang, 9 trk. 26.3 2003 Qilihai, 2 eks. 12.4 2003 og 1 eks. 2.5 2005 Beidagang Reservoir er ret sen observation. En vinterobservation: 8.1 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin (Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2007, Hornskov 2007) Yngler i NØ Kina mod syd til Jiangxi, samt i Amur, heraf ca. 500 par Rusland. Forlader ynglepladserne i aug; på trækket er max.187 eks. set 8.10 2005 Momoge, Jilin. Overvintrer i Changjiang Valley ved Yangtze River, Hunan og

Jiangxi. I jan. 2003-2004 max. 1409 Poyang Hu, Jiangxi,, 1697 eks. jan-feb. 2004 Changjian Valley, desuden max. 147 East Dongting Lake, Hunan, 142 Caizi Hu, Anhui og småflokke Shandong og Shanghai. Ses på trækket ved Yellow river Delta, Shandng, hvor max. 249 i nov. Overvintrer mere uregelmæssigt i Hong Kong (max. 121 pr. vinter, men de fleste år max. 11). Desuden sjælden vintergæst i sydvestlige Sydkorea (20-25 pr. år) og på Taiwan. Ynglede tidligere almindeligt i Japan (sidste gang 1959), siden sjælden vintergæst med.okt.-marts. Genudsætningsprojekter pågår i NV Japan. Ynglede tidligere i Nordkorea. Strejfgæst til C Sibirien (Baikal) og Tibet, evt. NØ Indien og Bangladesh. Globalt truet, bestand ca. 2500 eks. Yngler i sumpe med åben skov samt langs floder og på græsstepper. Overvintrer i fugtige områder; generelt mere bundet til vand end Hvid Stork. Ligner Hvid Stork C. ciconia, men lidt større. Kendes bedst på kraftigere sort næb, der tit virker let opadbøjet, hvide øjne omgivet af rødlig nøgen hud og hvide inderfaner på svingfjerene. Store dækfjer og tertiærer sorte. Visse har svag rødlig basis af undernæbbet. Benene er generelt mørkere røde end hos Hvid Stork. Juvenile har gulligt næb, der får mørkere spids i 1. vinter, og mørke øjne. Virker i flugten lysere end Hvid Stork grundet svingfjerenes lysere tegning. 22. Sangsvane Cygnus cygnus Whooper Swan 2008: 29.4 6 ad. Kangxi Grasslands. Ret almindelig træk- og vintergæst (ult. okt.-med. april), flest omkring Beijing, hvor max. et par hundrede raster på trækket ved Kangxi Grasslands Beijing (max. 243 eks. 19.4 2005), Miyun Reservour (max. 220 eks. 25.11 2007 og 205 eks. 17.3 2005) og Huairou Reservoir (max. 63 eks. 29.2 2004), desuden af større antal 37 eks. 18.3 2006 Tanggu, 40 eks. 7.3 2004 Qilihai, Tianjin, 37 eks. 18.3 2006 Tanggu og 28 eks. Linxi ved Tangshan, Hebei (Willliams 2000, China Ornithological Society 2004-2008). Yngler gennem nordlige dele af Palearktis østpå til Kamtjatka, Chukotka og det nordligste Kina. De østlige bestande overvintrer i N og C Japan (tusinder), Korea (min. 500) og Ø Kina mod syd til Shandong (hvor max. 1269 Yellow River Delta, Shandong og 800 Shanzhou, Henan) samt i Turkmenistan; vinterudbredelse afhænger af isdække. Strejfgæst til Taiwan. Note: Knopsvane Cygnus olor (Mute Swan) Sjælden vintergæst (nov.-pri.maj), flest ved Beijing, men altid i små antal. Ved kysten sjælden og uregelmæssig, flest 16 eks. 18-19.12 2004 Beidagang Reservoir, Tianjin og 5 eks. 14.3 1944 Beidaihe. Yngler gennem store dele af Palearktis. I Østasien sjælden og meget lokal med enkelte, pletvise bestande i Ussurien og Nei Mongol, NØ Kina. Den østlige bestand overvintrer i C og Ø Kina og Sydkorea. Indført flere steder, i Kina formentligt lokalt i Shangdong, hvor max. 400 eks. 26.2 2004 Swan Lake, i Østasien i Japan, desuden i Australien og New Zealand. - Pibesvane Columba columbianus jankowskii (Bewick´s Swan). Fåtallig træk- og vintergæst (nov.- pri. maj), flest ult. marts, hvor dagsmax. 400 eks. 25.3 2007 Kangxi Grasslands, 88 trk.18.3 1994 Beidaihe, 85 eks. 27.3 2007 Shahe Reservoir og 60 eks. 18.3 2007 Beidagang Reservoir. Et sent fund er 2 eks. 1.5 2007 Beidagang Reservoir. Desuden er nævnt flokke på op 100 trækkende Sang- eller Pibesvane ved Beidaihe om foråret. Om efteråret betydeligt færre, dagsmax. 24 eks. 20.10 2007 Miyun Reservoir, Beijing. Fra om vinteren bl.a. 8 eks. 16.1 2005 Huairou Reservoir, Beijing (Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994, Hofland 2005, China Ornithological Society 2007). Jankowskii har usikker racestatus. Yngler i NØ Asien østpå til Lena, fåtalligt østpå til Kolyma og sydpå til Nordkorea. Forlader ynglepladserne i sept., og trækker via Sakhalin og Hokkaido til vinterkvarterer mellem S Japan, Korea (uregelmæssigt og fåtalligt) og NØ/Ø Kina mod syd til Kwangtung. Langt de fleste overvintrer i C Kina, hvor der bl.a. er talt 14.599 Poyang Hu og 10.000 Nanjishan, Jiangxi, >13.000 Anhui (største antal 5429 Shengjin Hu, 3980 Wuchang Hu, 8760 Baigang Hu, 2305 Daguanhu, 987 FengshanHu og 600 Wuchang Hu), 2516 Yangxin og 1100 Shandong. Sjælden vintergæst Taiwan og S Kina; strejfgæst til Indien og Nepal. Formens totalbestand er på mindst 20-30.000 fugle (del Hoyo et al. 1992, Bale 2002, China Ornithological Society 2004-2006). Lidt større med længere, kraftigere næb end vestlige fugle; generelt med mere sort på næbbet (Madge & Burn 1988). 23. Swan Goose Anser cygnoides 2008: 29.4 2 Kangxi Grasslands. Sjælden træk-og vintergæst (pri.sept.- pri. nov./ult. marts-april). Hyppigst omkring Beijing, flest ved Kangxi Grasslands, hvor de største antal er 400 eks. 25.3 2007, 200 eks. 30.3 2003 og 150 eks. 2.12 2006, desuden op til 60 Shahe Reservoir ult.marts. Ved kysten fåtallig om foråret, bl.a. 51 ult. marts 1985 og 22 ult.marts 1994 ved Beidaihe. Kun spredte fund om efteråret ved kysten, således 41 eks. 7-10.10 2007 og 4 eks. 9.10 2006 Beidaigang, Tianjin, 2 eks. 8.10 2006 Dagang og 1-2 pr. sæson ved Beidaihe (Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2007). Yngler ved steppe-og bjergsøer med rørskove i NØ Rusland, Mongoliet og NØ Kina nord for området. Forlader yngleområderne i sept. I Liaoning er op til 100 eks. set ult. okt. Huanzidong Reservoir. Efterårstrækket passerer det vestlige Sydkorea på grænsen til Nordkorea, f.eks. ved mundingen af Han River, hvor op til 1500 er talt i okt. og >1000

dec. Op til nogle hundrede overvintrer her. Hovedparten af bestanden overvintrer i sydlige C og SØ Kina, flest langs Yangtze River i Jiangxi og Anhui (Changjiang Valley og Lake Poyang), hvor 60.886 talt jan./feb. 2004. De største vinterkoncentrationer er 24.403 Poyang Hu, 24.211 Shengjin Hu, 10.950 Fengshahu, 7002 Caiza Hu, 3000 Nanjishan, 1250 Hengling Lake, Hunan, 1260 Wang Hu, Hubei og 1200 Min Jiang, Fujian. Desuden 500 Burqin, Xinjiang. Forlader vinterkvarteret i marts-april, og ankommer til ynglepladserne i april (China Ornithologial Society 2005-2007). Tidligere mere udbredt, ynglede da vestpå til Kasakhstan samt vej baikal, og var da hyppigere vintergæst i Korea og Japan; i Japan nogle hundrede overvintrende. Strejfgæst til Baikal, Kasakhstan, Uzbekistan, N Thailand, Laos, Taiwan og Japan (Madge & Burn 1986, Wassink 2009). Sjælden, verdensbestand på 60-80.000 fugle. Stamform til kinesiske tamgæs. På størrelse med Grågås med mørkebrun hætte og nakkestribe, skarpt afsat mod beige forhals og bug. Har ofte hvid rang langs det sorte næb. Overside og vinger ligner Sædgåsens, men undervingedækfjerene er lyse (”halvt så lyse som grågåsens”). Benene er orange. 24. Grågås Anser anser rubrirostris Greylag Goose 2008: 29.4 65 Kangxi Grasslands. Ret almindelig trækgæst (marts-ult. maj og ult.sept./med. nov) i indlandet, bl.a. nogle tusinde rastende Kangxi Grasslands på trækket. Ved kysten sjælden og uregelmæssig med spredte fund, flest marts-med.april samt okt.-nov. Yngler gennem Palearktis, incl. Nordkina. Den østlige bestand overvinter i C og S Kina; sjældent mod syd til N Vietnam og Burma. Den sydøstasiatiske vinterbestand er opgjort til ca. 15.000 fugle; hvoraf hovedparten i S Kina, hvor max. 2350 Yanchang Marshes, 3000 Nanjishan og 10.000 Dongting. Desuden i N Indien, hvor max. 3000 Sibsagar Tank, Andhra Pradesh og 700 Dudhwa (China Ornithological Society 2004,Islam & Rahmani 2004, China Ornithological Society 2005). Strejfgæst til N Thailand, Laos, Taiwan, Korea og Japan (okt.-april). Repræsenteret af formen rubrirostris, der er lysere end vestlige populationer, og har lyserødt næb. Note: af andre gæs er truffet: Sædgås Anser fabalis (Bean Goose). Ret almindelig trækgæst (ult. febr.-med. april og ult. aug.-nov). Om foråret kulminerer trækket i sidste halvdel af marts. Ved Beidaihe 2607 trk.15-31.3 1985, dagsmax. 1016 21.3, samt 556 trk. 15-31.3 1994. Om efteråret ret almindelig, flest ult.. sept.-okt. Ved Beidaihe 1986-1990 178-3588 med dagsmax. 2150 trk.29.10 1987. Tidligere langt mere almindelig; i 1942-1945 taltes mellem 3196 og 10.044 pr. sæson ved Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968). Større flokke raster ved Miyun Reservoir (max. 1000 eks. 26.11 2004 og 605 eks. 11.12 2007) samt ved Kangxi Grasslands (max. 900 eks. 25.3 2007), desuden 86 eks. 26.12 2004 Huairou Reservoir, Beijing. I tianjin 307 eks. 10.10 2007 Dagang (Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornitological Society 2005-2007). Yngler gennem nordlige dele af Palearktis i flere former. I området repræsenteret af formen serrirostris (yngler i NØ Sibirien mellem Lena og Anadyr, ved Ø Chukotka og V Kamtjatka). Ligner Tundrasædgås med dennes ret korte, trekantede næb og orange plet næb næbspidsen. Muligvis forekommer formen middendorffii (yngler gennem Østasiens tajga øst for Yenisei og mod øst til Kamtjatka), der har længere og kraftigere næb end andre former af Sædgæs, ala Sangsvane. Næbbet er mørkt med lille orange plet bag spidsen. Kald lavere og hæsere end andre Anser-gæs; kald fra serrirostris kan dog nærme sig Blisgås i tonehøjde; middendorfii kalder dybere og mere båthorns-agtigt. Begge former overvintrer i Lower Changjiang Valley samt i Kinas sydøstlige kystområder, i sydlige Japan, Korea, Hainan og Taiwan. Optræder i vinterkvarteret ult.sept.-med. april. I Kina er de største vinteransamlinger 30.700 Huanghu/Shenjin Hu, Anjui, 26.175 Wuchang Hu, 17.840 East Dongting Lake, Hunan, 15000 Poyang Hu, Jiangxi og 10.061 Cheng Hu, Hubei desuden nogle tusinde i på øvrige lokaliteter i Jiangxi, Anhui, Hubei,Henan og Shandong. I Sydkorea er serrirostris almindelig vintergæst (ca. 10.000), middendorffii betydeligt mere fåtalligt, og især i grænseområderne til Nordkorea, hvor op til 6000 af begge former pr. vinter. I Japan tidligere max. 18.000 af begge former, nu ca. 6000 med ligelig fordeling mellem formerne (Hoyo et al. 1992, Moores 2001, China Ornithological Society 2004-2006). Strejfgæst mod syd til N Indien, Burma og Hong Kong. - Blisgås Anser albifrons frontalis (White-fronted Goose). Uregelmæssig træk- og vintergæst gæst (okt.-med. nov./marts-med. april). Ved Beidaihe således om foråret 314 trk. 23.3-9.4 1985, og 70-100 trk. 27.4 1945. Om efteråret bl.a. 155 trk. 29.10 1987, formentligt denne art (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000), 31 eks. 1.10 2004 Miyun Reservoir, Beijing og 19 eks. 8.10 2006 Hangu, Tianjin (China Ornithological Society 2005,2007). Småflokke iagttages på Happy Island og langs kysten, særligt om efteråret. Yngler cirkumpolært i flere former. I området repræsenteret af formen frontalis, der yngler i NØ Asien øst for Kolyma, samt på tundraen i arktisk Canada. De asiatiske bestande regnes undertiden som egen form: albicans, med en totalbestand på ca. 135.000 eks. omkring 2000, ca. 80.000 eks. 1990. Trækket passerer Hokkaido i sept. og april/maj. Overvintrer i sydlige Japan, Korea, C Kina (Changjiang Valley, Hubei, Hunan) og Taiwan, flest i Sydkorea, hvor lokalt flokke på op til 20.000 langs vestkysten, i Kina (40.000+) og i Japan (max.19.000). I Kina flest i Hunan (max. 11.350 East Dongting Lake) og Jiangxi (max. 10.099 Poyang Hu). Optræder i vinterkvarteret ult.sept.-pri. april. På

forårstrækket raster op til 2000 med maj.iI Heilongjiang. Strejfgæst til Burma, Nepal, N Indien, Bhutan, S Kina (Sichuan) og Hong Kong. Frontalis (albicans) ligner nominatformen, men lidt større og brunere, med længere, ofte orangetonet næb, samt mørkere brun hale (Garner 2008). Ansigtet er lidt mørkere, og adulte har generelt smallere mørke tegninger på undersiden, oftest begrænset til bugen (egne obs. Sydkorea Feb. 2007). - Dværggås Anser erythropus (Lesser White-fronted Goose). Meget sjælden trækgæst (okt. og ult.marts-pri.maj) , bl.a. 40 trk. 29.10 1987 (sandsynligvis denne art), men i øvrigt kun spredte fund, bl.a. skudt 14.4 1911 Beidaihe – 31.3 1994 1 trk. Lotus Hills, Beidaihe -2.4 1994 2 trk. Sandflats, Beidaihe – 2.4 2005 Beidaihe - 3.4 2005 Kangxi Grasslands, Beijing – 7-11.5 2005 Beidaihe/Yang He -6 eks. 8.4 2006 Beitang, Tianjin – 5 eks. 8.10 2006 Hangu (Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2007). Yngler i nordligste dele af Palearktis, mod øst til Chukotka, muligvis i NØ Kina. De østlige bestande overvintrer i C og S Kina, især langs Yangtze River, hvor max. 16.937 er talt jan.-feb. 2004, heraf 11.490 East Dongting Lake. Dette udgør hovedparten af den nuværende verdensbestand. I Sydkorea 10-50 årligt. Nu sjælden i Japan, men tidligere almindelig. Optræder i vinterkvarteret ult.sept.-pri. april. I Ø Asien strejfgæst til Taiwan, Burma og N/NV Indien mod syd til Pune (Madge & Burn 1988, MacKinnon & Phillipps 2000, Pitches 2004, Robson 2005, Prasad 2006, Brazil 2009). - Snegås Anser caerulescens caerulescens ((Lesser) Snow Goose). Tilfældig vintergæst i Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000). Yngler i Nordamerika, meget fåtalligt på Wrangel Island og Chukotka, NØ Rusland. Overvintrer i Nordamerika, nogle få i Japan, Sydkorea og sjældnere i Ø Kina (okt.-marts). Strejfgæst til Adserbaijan, Ø Asien og Hawaii. Var tidligere mere almindelig i NØ Asien, men stor nedgang i den østlige bestand de seneste 100 år. På Wrangel Island 140.000 efterår 1987 før træk mod vestlige Nordamerika. I Nordamerika stor fremgang: 424.600 i 1969 og 1.358.000 i 1988 (Hoyo et al. 1992). - Sortbuget Knortegås Branta (bernicla) nigricans (Black-bellied Brant). Uregelmæssig træk-og vintergæst (okt.-maj). Flest observationer i maj, hvor dagsmax. 70 18.5 1998 Moai Island, i øvrigt i småflokke på max. 15. 750 trk. 16.5 1994 Beidaihe formentligt denne art (Pettersson & Ullman 1994). Nigricans yngler i NØ Asien fra Taimyr og østpå, samt i Alaska og Canada. Overvintrer i vestlige Nordamerika (især Californien), færre i S Japan (5000) og vestlige Korea (nogle hundrede), sjældnere langs det Gule Havs kyster sydpå til C Kina. Strejfgæst til Taiwan. Årlig gæst i Europa okt.-maj, hovedsaligt i flokke af Mørkbuget Knortegås, således årligt enkelte i Sverige og Danmark samt mod syd til Holland, enkelte til resten af Vesteuropa. Ligner Mørkbuget Knortegås B.(bernicla) bernicla, men en anelse kraftigere med lidt højere næb. Dragten er mere kontrastrig: sort forhals går diffust over i gråsort til sort bug, der når til gattet. Flankerne er hvide med svage mørke tværbånd, og ryggen mørkere med brunt anstrøg. Desuden er den hvide ”runeristning på halssiden” bredere, og når ofte tydeligt rundt om forhalsen. I flugten sortere med tydeligere hvide flanker end Mørkbuget Knortegås. Undersidens kontrast kan minde om Rødhalset Gås B. ruficollis. - Canadagås Branta canadensis (Greater Canada Goose). En udsat bestand findes i Beijing-området (Mackinnon & Phillipps 2000). Yngler i Nordamerika; udsat i N Europa, Kina og Japan (hvor under spredning). 25. Gravand Tadorna tadorna Common Shelduck 1997: På Happy Island 14.5 2 og 15.5 21. 2008: Ved Beidaihe 4.5 8 Jin Shan Fields og 6.5 2 Sandflats. På Happy Island 8.5 2- 9.5 36 Mudflats -12.5 2 – 13.5 39 mudflats – 15.5 1. Ret almindelig træk-og vintergæst (med.juli/nov./marts-ult. maj). Om foråret bl.a. 735 trk. Beidaihe 21.3-19.5 1985, flest pri-med april (Williams 2000), samt max. 150 eks. 10.5 2002 Happy Island. Hyppigst om efteråret, hvor regelmæssigt 1000-2000 Happy Island pri.-med.okt., dagsmax. 4000 eks. 7.10 2000. Desuden max. 2000 Luan He, 1000 Hangu og max. 400 flere steder langs kysten af Tianjin. Ved Beidaihe betydeligt færre; dagsmax. 243 eks. 26-27.10 2004. Om vinteren er bl.a. talt 120 eks. 1.12 2002 Qilihai og 84 eks. 14.1 2005 Beidaihe (Forsyth & Moffatt 2001, Hornskov & Kiel 2002, Johannessen 2002, China Ornithological Society 2005-2006). Yngler gennem Palearktis, incl. N Asien mellem S Sibirien og det nordligste Kina (Nei Mongol). Den østlige bestand overvintrer i C og S Kina nordpå til Shanghai (hvor max. nogle tusinde), i milde vintre mod nord til Hebei. Op til 7000 overvintrer i Hong Kong, men betydeligt færre siden midt i 1990´erne. I Kina er vinterbestanden opgjort til 12.241 eks., flest i Hunan og Shanghai. Desuden almindelig vintergæst i Sydkorea (max. 40.000) og Japan, fåtalligt på Taiwan. Forårstrækket i NØ Kina er størst med.april hvor max. 2375 eks. 15.4 2006 Yalu Liang. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst til østligste Rusland, N og C Thailand, Burma, Laos og N Vietnam (Hoyo et al. 1992, Leven & Carey 1993, Moores 2001, Brazil 2009).

Note: Rustand Tadorna ferruginea (Ruddy Shelduck). Ret almindelig træk- og vintergæst (med. okt.-ult.nov./med.feb.-pri. april (maj) og sjælden sommergæst (juli). Ved Beidaihe efterårsmax. på 498, flest ult. okt.-pri. nov; dagsmax. 92 eks. 27.10 1986. Raster i store flokke langs kysten, ved Luan He syd for Beidaihe op til 2000 ult.okt.-nov. Almindelig vintergæst nov-marts, ved Beidaihe i flokke op til 300. Ret store flokke ses ved Beijing, flest ved Miyun Reservoir (max. 1000 ult.nov.-dec.) og ved Kangxi Grasslands (max. 760 eks. 20.11 2004), desuden 300 eks. 30.10 2004 Baihe Canyon. Om foråret er største antal 500 eks. 19.3 2006 Guishui Hu, i øvrigt mere fåtallig end om efteråret, med max. 60 eks. 6.3 2004 Kangxi Grasslands. Enkelte er iagttaget i maj ved Beidaihe. Sjælden sommergæst, flest 8 eks. 18.7 2004 Yudaokou, Hebei (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler fra SØ Europa gennem Centralasien til nordlige dele af Kina. Op til 1000 Erdos, Nei Mongol i juni. Den østlige bestand forlader ynglepladsernr aug.-sept. På efterårstrækket raster nogle tusinde i Xinjiang, hvor største antal er 1120 eks. 30.10 2006 Ebinur Hu. Overvintrer i S og SØ Kina og i SØ Asien sydpå til C Thailand, Burma, N Laos og Nordvietnam. I Kina flest Jiangxi, Henan og Hunan, max. 3000 Yellow River Wetlands, 917 Poyang Hu og 978 East Dongting Lake. Ret almindelig vintergæst i nordvestlige Sydkorea med. okt.- april. Sjælden vintergæst i Japan og på Taiwan. Almindelig vintergæst okt.-pri. april på det Indiske subkontinent, især i nordlige halvdel, bl.a. 5000 Kosi, Ø Nepal og 2000 Asan Barrage, Uttaranchal. I november set i flokke på over 1000 Brahmaputra nær Guwahati, Assam,og i Tibet max. 5019 Rikaze (Islam & Rahmani 2004, China Ornithological Society 2006) Årlig gæst i Europa, men mange formentligt undsluppet fra fangenskab. Optræder dog undertiden i invasioner, flest i 1892-93, hvor fund i Nordvesteuropa mod nordvest til Norge, Island og Grønland, og flokke andetsteds, bl.a. i Danmark, hvor 10 eks. 26.6 1983 Vordingborg, samt i 10-20 i Storbritannien (flest med.juni- med. sept. 1892). Mindre invasion juni-juli 1990, hvor smågrupper på op til 3 i Danmark, samt juli-aug. 1994 (Bauer & Glutz von Blotzheim 1968, Malling Olsen 1992, Islam & Rahmani 1995, China Birdwatching Society 2004). - Crested Shelduck Tadorna cristata. Muligvis tilfældig gæst; ubekræftede fund fra Hebei (BirdLife International 2008). Regnes som uddød; sidste kendte observationer fra 1964 ved Vladivostok. Ynglede tidligere i Ussurien, Korea og NØ Kina; strejfgæst til Hokkaido. Der er ubekræftede fund fra 1970´erne i NØ Kina, incl Hebei, fra Nordkorea og fra 1990´erne i S Kina (Brazil 2009). Lidt mindre end Rustand. Hannen har sort maske og nakke imod beige hover- og halssider, sort brust og grånrun krop. Undergumpen er gulbrun, afgrænset fra bugen af bredt sort bånd. Svingfjerene er rustbrune. Næbbet er rødt. Hunnen er brunspættet med lignende undergump og svingfjer som hannen; hovedet er hvidt med sort ”brille” omkring øjet og sort baghals. Forhalsen har gulligt anstrøg. . - Cotton Pygmy Teal Nettapus coromandelianus. Meget sjælden gæst, ved kysten 8 eks. 29.4 1994 Yang He (Thalund et. al 1994). Ved Beijing 11 og 16.7 1925 2 par Sommerpaladset – 1.6 1933 vestlige Beijing - 11.6 1943 Chung-hai – 20.6 1943 1 og 5.7 1943 2 Sommerpaladset (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler mellem Nepal, Indien, Sri Lanka, Andamanerne og SØ Asien (nordpå til S Kina, sydpå til Malaysia og Indokina) samt østover til New Guinea og N Australien (Wells 1999). Op til 19.000 overvintrer i Indien, heraf 3600 Chiliki Lake, Orissa og 3000 på et par lokaliteter i Gujarat. I Thailand flest (max. 2000) ved Sanambin. Årlig vintergæst i Oman (ult.okt.-ult.maj). Strejfgæster er truffet nordpå til Taiwan, Ø Kina (Hebei) og Japan, samt vestpå til Tyrkiet og flere lande i Mellemøsten (Bahrain, Iran, Iraq, Jordan, UAE, Yemen incl. Socotra) (Richardson 1990, Hoyo et al. 1992, Eriksen et al. 2001, Kirwan et al. 2008, Brazil 2009, Redman et al. 2009). Den mindste andefugl, endnu mindre end Krikand. Hannen er hvid med sort kalot og brystbånd, samt mørkebrun, grønglinsende overside. Øjnene er røde. Hunnen I flugten lille og kompakt med brede hvide vingebånd, på begge vingesider i kontrast til mørke dækfjer. Hunnerne er gråbrune med brunlig kalot og øjenstribe, lyst gråbrun kind og ret ensartet mørke vinger. 26. Pibeand Anas penelope Eurasian Wigeon 2008: 29.4 1 han Kangxi Grasslands. Ret almindelig trækgæst (marts-ult. april (ult. maj) og sept.-nov.) og sjælden vintergæst. Om foråret flest med.april-pri. maj, dagsmax. 32 eks. 7.4 1994. Om efteråret flest ved Beijing, dagsmax. 1000 eks. 6.11 2005 Kangxi Grasslands. Ved kysten fåtallig, med dagsmax. 50 eks. 22.9 2001 Happy Island, 50 eks. 16.10 2004 Shahe Reservoir, Beijing, 30-40 eks. 6.11 1943 Heng-Ho og 25 eks. 27.10 1986 Beidaihe. Mindre antal overvintrer. Yngler gennem nordlige dele af Palearktis østpå til Stillehavet, incl. det nordligste Kina. Den østlige bestand , der tæller ca. 250.000 fugle er trækfugle, der forlader ynglepladserne i aug. De overvintrer i Indien og østpå til S og C Kina nordpå til Hebei, i Kina således op til 10.000 Poyang Hu, max. 10.000 Cihao, S Kina og nogle tusinde Hunan, Jiangxi, Zhejiang, Shandong og Guangdong. I Hong Kong max. 4000 overvintrende. Desuden almindelig i Korea, Japan (ca. 40.000) og i SØ Asien, flest Mekong-deltaet, S Vietnam og Luzon. I Indien langt flest i landets østlige og nordøstlige del, flest 40.000 Chilika Lake, Orissa; også 10.000 Bahour Lake, Pondicherry. Fåtallig mod syd til Philippinerne og Borneo, og sjælden vintergæst i vestlige Nordamerika. Ankommer til de nordligste ynglepladser med. maj. Strejfgæst til Malayiske Halvø og Cambodia.

Hybrider mellem Pibeand og Amerikansk Pibeand A. americana er truffet flere gange i Japan og Hong Kong (Wells 1999, Robson 2005). 27. Segland Anas falcata Falcated Teal 2008: 14.5 1 trk. Happy Island. Sjælden til fåtallig trækgæst (marts-ult. maj og ult. aug.-ult. okt) og sjælden vintergæst. Forårstrækket kulminerer ult.marts-pri. april. Ved Beidaihe 355 ”bird-days” 21.3-31.5 1985, dagsmax. 66 trk. 9.4. Ult.marts-ult.maj 1994 202 Beidaihe, dagsmax. 19 eks. 30.3 Eagle Rock. Regelmæssig trækgæst ved Beijing, flest 103 eks. 3.4 2004 Gangnan Reservoir, Pingshan og 30 ult. april 2006 Kangxi Grasslands. Hyppigere om efteråret, hvor største antal er 150 eks. 22.9 2001 Laumiguo. På Happy Island max. 75 eks. 22.9 2007 og 68 eks. 26.9 2006. Ved Beidaihe er dagsmax. 45 eks. 29.9 1990 Reservoiret. Af større antal desuden 36 eks. 12.9 2004 Miyun Reservoir, Beijing og 20 eks. 29.9 2005 Bihaiyunchang, Hebei. Tidligere nævnt som ”extremely abundant mid. March-beg. May; latter half of Sept., remaning till Oct., occasionally 13.11 (4) (La Touche 1925), men kun spredte observationer i 1940´erne (La Touche 1925, Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994, Williams 2000, Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2005-2007, Jännes 2006, Hornskov 2007). Yngler i NØ Asien mellem SØ Sibirien (Yakutien, Irkutsk) og Hokkaido, Japan, incl. nordligste Kina, Kamtjatka og Kurilerne. Ynglede tidligere ved Baikal, hvor nu kun sjælden gæst. Forlader ynglepladserne i sept., og ankommer til vinterkvarterene fra med. sept. Overvintrer i Ø Kina mod nord til Hebei, i Korea, S Japan, på Taiwan og sydpå til Vietnam og N/NØ Indien/Ø Nepal (hvor kun meget sjælden). I Kina flest i Hunan, Jiangsu, Jinagxi, Anhui og Zhejiang dec.-feb., hvor max. 10.000 Shenjin Hu, 9420 Hengling Hu, 3500 Wanzi Hu, 8867 East Dongting Lake, 5000 Poyang Hu, 2500 Yancheng, 2500 Dongxi Hu, 2000 Shang Hu, 1500 Anle Hu, 1500 Sizaopu Reservoir, 1300 Dongxi Hu og 1200 Taibai Hu. Desuden max.1500 Xinken, Guangdong, 1500 Yellow River Delta, Shandong og max. 1000 Nanjishan, Caihou og Quizhuo; flokke på op til 53 iagttaget mod nord til Han Bridge, Shaanxi i feb. I Sydkorea max.1000 overvintrende, og S Japan max. 5200. I Ø og SØ Asien sjælden til meget sjælden vintergæst i Thailand, Burma, Laos, N Vietnam, Tibet, NV Indien og V Sibirien. Aftaget som vintergæst i SØ Kina, i Hong Kong således max. 400 først i 1980´erne til kun 2 sidst i 1990´erne. I Nepal max. 80 overvintrende Kosi Barrage. Forlader vinterkvarterene i marts-pri. april. På trækket er max. 9000 talt ved Xianghai, NØ Kina. Ankommer til ynglepladserne i april-maj. Den samlede bestand er måske blot 35.000 fugle (Inskipp & Inskipp 1985, del Hoyo et al. 1992, China Ornithological Society 2004, China Ornithological Society 2005, Rasmussen & Anderthon 2005, Robson 2005, BirdLife International 2006, Woodward 2006, Berlijn 2007). Sjælden gæst i Europa (ca. 75 fund, mest okt.-juni), ret jævnt spredt over Europa mod syd til Bulgarien og Malta, dog uden kategori A-fund fra Norden. De fleste regnes som undslupne fra fangenskab; i Holland regnes 9 fund t.o.m. 2006 som spontane (men inkluderer formentligt en del undslupne fangenskabsfugle, da arten holdes ret almindeligt i hollandske fuglehold). Spredningsmønsteret i Europa er dog ret typisk for strejfgæster med relativt flere fund mod nord og øst om foråret end om efteråret, samt efterårsfund gjort ret sent. I Sydvesteuropa (Frankrig, Iberiske Halvø) er alle 12 fund gjort nov.-maj; ikke alle europæiske fund er fund behandlet af et sjældenhedsudvalg. Strejfgæster er i øvrigt truffet i Tyrkiet (1), Iran, Iraq (2), Jordan (1), Oman, Kasakhstan (3) og Pakistan (5). Af disse er flere fra 1968/69, hvor arten optrådte i større antal i NV Indien grundet tørke. Også strejfgæst til Nordamerika, flest fund Pribilofs og Aleuterne (Cramp & Simmons 1977, Alström et al. 1992, Berg & Bosman 1999, Berljin 2006, Juano 2006, Wassink & Oreel 2007, Kirwan et al. 2008). Segland ligger i størrelse tæt på Knar- og Pibeand. Formen er karakteristisk med langt, fladt hoved, skrånende nakke og ret langt mørkt næb, Hannens grønne og brune hoved, lysegrå krop (især de seglformede hvidgrå tertiærer), hvide strube og halsbånd samt den gule undergump er påfaldende på afstand, men arten synes altid ret ”utegnet”,lidt ala Knarand. Hunner på afstand således meget anonyme, og- bortset fra sort næb – er formen og den ret mørke dragt det mest påfaldende. Brystet er dog tit lidt afstikkende rødbrunt (egne obs. Japan og Sydkorea, febr.), og benene mørke. I flugten ret kraftig, tung og storhovedet, hannen lysegrå med grønt vingespejl(sortagtigt i dårligt lys), lysegrå hånd og smalt hvidt bånd gennem armen. I flugten ses hvide undervinger. 28. Gråand Anas platyrhynchos Mallard 1997: 29.4-10.5 dagligt max. 4 Reservoiret, Beidaihe. 2008: 29.4 260 Kangxi Grasslands – 30.4 2 hanner Bai He - 30.4 Beijing-Xianlongmen – 1.5 2 hanner Changping-Beijing – 2.5 2 og 4.5 1 han Reservoiret, Beidaihe – 3.5 2 hanner Yang He Woods – 6.5 1 han Sandflats – 13.5 5 hanner Happy Island - 17.5 1 han Beijing. Almindelig træk- og vintergæst (pri.sept.-ult.nov./ult. feb.-maj) og fåtallig sommergæst. Om foråret flest ult.marts-pri.april, flest ved Beijing, hvor max. 2000 9.4 2006 Shahe Reservoir. Ved Beidaihe dagsmax. 139 eks. 2.4 1994 Eagle Rock. Talrigere om efteråret, flest med.okt-pri. nov, fra Happy Island således dagsmax. 2850 eks. 13.10 2007, og ved Beijing 3732 eks. 30-31.10 2004 Shahe Reservoir, 1388 Kangxi Grasslands 27.10 2007, samt lokalt flokke på 500-1000. Ved Beidaihe fåtallig efterår og vinter, dagsmax. 71 eks. 4.11 1989. Flokke på nogle hundrede langs kysterne af

Tianjin. Ved Beijing almindelig om vinteren før tilfrysning, dagsmax. 2-3000 eks. 9.1 1944 Sommerpaladset, 2000 eks. 8.3 2005 Shahe Reservoir, 1900 eks. 18.1 2003 Niukouyu og 1252 eks. 26.3 2005 Huairou Reservoir (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2008, Hornskov 2007). Yngler gennem Holarktis, incl. N og C Kina. Den østlige bestand overvintrer mellem Japan, Sydkorea, Kina og sydpå til N Thailand. I Kina talrigst i landet nordvestlige del, flest i Xinjiang, hvor max. 18.000 eks. Qinggedi, Changji 19.11 2004, i syd max. 8094 Poyang Hu, Jiangxi, >4000 Yellow River Delta, og lokalt antal på op til 3-4000 Hunan, Anhui, og Shanghai. I Sydkorea op til 50.000 overvintrende Seosan Lakes. I Japan er op til 158.085 talt om vinteren (Hoyo et al. 1992, China Ornithological Society 2006-2007). Strejfgæst mod sydøst til Vietnam og Malayiske Halvø. Indført i S Australien og New Zealand. Stamform til den – formentligt – velsmagende Pekingand. Note: Knarand Anas strepera (Gadwall). Fåtallig træk- og vintergæst (med.sept.-pri. nov./med.marts-ult. maj). Om foråret flest ult.marts-med. april; dagsmax. 66 eks. 2.4 1994 Eagle Rock, Beidaihe (Thalund et al. 1994). Om efteråret flest i okt., hvor dagsmax. er 1000 eks. 30.10 2005 Kangxi Grasslands, Beijing, 222 eks. 27.10 1986 Sandflats, Beidaihe, 100 eks. 31.10 2004 Shahe Reservoir, Changping og 100 eks. 9.10 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Overvintrer fåtallig, især ved Beijing. Yngler over store dele af Europa og Asien, i Kina i landets nordlige del. Den østlige bestand er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept.-okt. I Xinjiang flokke på op til 2350 pri. nov. Overvintrer mellem Nepal, Indien, Ø Kina, Sydkorea og sydlige Japan, fåtalligt sydpå til V Burma og N Thailand. I S og C Kina lokalt op til 3000 Jiangxi og Hunan, således 2420 eks. 19.1 2004 Lashi Hai, Yunnan. Flest overvintrer i NØ Indien, hvor max. 100.000 Chikala Lake, Orissa. Ankommer til ynglepladserne april-maj. Strejfgæst mod syd til Sri Lanka, Taiwan og Singapore. 29. Chinese Spot-billed Duck Anas zonoryncha . 1997: 29.4-10.5 dagligt max. 11 Reservoiret, Beidaihe – 11.5-18.5 dagligt max. 80 Happy Island. 2008: 29.4 9 Kangxi Grasslands – 3.5 20 Yang He Woods. Ved Beidaihe 4-7.5 dagligt max. 6 Reservoiret - 5.5 1 Yang He Estuary – 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – 7.5 1 Beigan – 7.5 3 Beigan-Happy Island. 7-16.5 dagligt max. 100 Happy Island. 16.5 1 Happy Island-Beigan – 16.5 1 Laoting. Den mest udbredte svømmeand i området. Almindelig yngletrækfugl (med. marts-nov), fåtallig vintergæst og fåtallig sommergæst. Om foråret flest pri-med. april, dagsmax. 377 trk. 9.4 1985 Beidaihe, og jævnligt nogle hundrede rastende langs kysten, flest 300 eks. 13.3 2004 Huanggang Reservoir, Tianjin. På Happy Island ses arten almindeligt, ofte flyvende over øen i par, dagsmax. 200 eks. 4.5 2004. Mere almindelig om efteråret, hvor dagsmax på Happy Island er 850 eks. 7.10 2000, 760 eks. 14.10 2007 og 630 eks. 25.9 2004. Ved Beidaihe 112 eks. 26-27.10 2004. Omkring Beijing almindelig, flest 300 eks.2.10 2004 Hanshiqiao og 279 eks. 30.10 2004 Baihe Main Dam, i øvrigt jævnligt i flokke på på til 200 på egnede biotoper. Yngler i østlige halvdel af Kina mod syd til Guangdong, Sichuan og N Yunnan, samt i Nordkorea, sydlige Sakhalin og Japan. Overvintrer i Japan, Sydkorea (almindelig), C og S Kina (max. 14.753 Poyang Hu, flokke på op til 3000 i Shanghai, 2000 i Henan, Anhui og Zhejiang og flokke på nogle hundrede Jiangxi, Jiangsu, Hunan, Hubei, Fujian og Yunnan) samt i SØ-og Ø Asien vestpå til det nordøstligste Indien, formentligt regelmæssigt til Assam og Manipur (Rasmussen & Anderthon 2005), og sydpå til N Thailand. Strejfgæst til øvrige SØ Asien incl. Taiwan, samt i NØ Rusland, incl Baikal. Større og kraftigere end Gråand med renere hvid undervinge. Virker ret langhalset, men gumpetung i flugten. For nyligt splittet fra Indian Spot-billed Duck A. poeciloryncha, der yngler i S Asien, bl.a. i hele Indien, incl. Assam, og er vintergæst mod øst til Hong Kong (hvor kun 7-10% af antal af Chinese Spot-billed Duck (Carey et al. 1994, Rasmussen & Anderthon 2005). Mangler dennes røde næbplet, og har mørk stribe fra næbbasis gennem kinden. Desuden gerenelt brunere med mere finskællet dragt, blåt spejl (grønt med purpur anstrøg hos Indian), hvide spidser på store overvingedækfjer samt bred hvid kant på tertiærerne (Madge & Burn 1988). Større og kraftigere end Gråand med renere hvid undervinge. I flugten ret langhalset men gumpetung – helhedsindtryk mere som Sortbrun And A. rubriceps end Gråand. Det er bemærket, hvordan det lyse hoved/halsparti kan forsvinde mod lys baggrund, hvorved fuglenens silhuet får en skuffende lighed med en en meget stor, tung stor falks! (Frich et al. 2007). 30. Krikand Anas crecca Common Teal 1997: 29.4-11.5 dagligt 1-2 Reservoiret, Beidaihe. På Happy Island 12.5 1 hun. 2008: 29.4 550 Kangxi Grasslands – 2.5 2 hanner+1 hun Reservoiret, Beidaihe. Almindelig trækgæst (marts-med. maj og sept.-nov.) og sjælden vintergæst (dec.-feb.). Hyppigst om efteråret (især ult. sept-ult. okt.); dagsmax. 3200 eks. 7-10.10 2007 Beidagang og 2140 trk. 27.10 1986 Beidaihe, desuden max. 1000 Happy Island ult. sept.-pri. okt. Almindelig ved Beijing, hvor der ult.sept.-med. nov max. er talt 1200 Miyun Reservoir, 1002 Guangting Reservoir, 600 Kangxi Grasslands og 500 Shahe Reservoir. Sjælden vintergæst. Om foråret færre,

flest ult.marts-ult. april, flest omkring Beijing, hvor max. 600 Kangxi Grasslands pri. april. Ved kysten er dagsmax. 300 eks. 13.3 2004 Huanggang Reservoir, Tianjin og 140 eks. 21.3 1994 Eagle Rock, Beidaihe. Yngler gennem Palearktis, incl. NØ Kina. Den østlige bestand er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept. Trækket passerer Ø Kina okt.-pri. dec, max. 6000 Yellow River Delta, Shandong er talt ult. okt.. Overvintrer mellem Japan, Korea, C og S Kina, i Vietnam og vestpå til Burma, Indien og Nepal, fåtalligt sydpå til N Thailand og Luzon. I Kina flest i Hunan og Jaingxi, max. 19.000 Poyang Hu, 10.161 Wuchang Hu, Anhui og 8288 East Dongting Hu, Hunan jan.-feb., i øvrigt antal på nogle tusinde i de fleste provinser med isfrit om vinteren. I Japan 110.000 overvintrende, på Taiwan 11.780 (del Hoyo et al. 1992, China Ornithological Society 2004-2006). Strejfgæst til den Malayiske Halvø. Note: Amerikansk Krikand Anas carolinensis (Nordamerika) (Green-winged Teal). Tilfældig gæst: 1.4 1989 Beidaihe (Williams 1992). Yngler i Nordamerika, og overvintrer mellem N Canada og Caraibien. I Østasien meget sjælden gæst i NØ Sibirien og Japan. I Amerika strejfgæst sydpå til Colombia. Ses udenfor yngletiden mest i flokke af Krikand. Sjælden, men årlig gæst i Europa. Efterår og vinter flest fund i Storbritannien og SV Europa, om foråret flest i NV Europa, således årlig ult.marts- med. maj i Sydskandinavien; f.eks. årligt 5-10 Sverige og 3-9 Danmark og Norge (hvor hhv. 84 og 79 fund t.o.m. 2007, heraf langt de fleste siden 2000). Dette mønster genfindes hos andre nearktiske andefugle. En fugl ringmærket aug. 1970 i New Brunswich, Canada blev genmeldt jan. 1971 Scilly, Storbritannien (Cramp & Simmons 1977, Flood 2007, Lange & Christensen 2008). Ligner Krikand, men hannen har lodret hvid stribe på brystsiden og generelt mørkere hoved, da gulbrun kant omkring den grønne masker mangler (eller er begrænset til maskens underdel). Hunnen næsten identisk med Krikand, men med mørkt næb og generelt grovere mørktegnet dragt. Det lyse bånd midt gennem armen er brunere end hos Krikand (hvor det har gulbrun indel, med gradvis ”hvidner” mod armen). 31. Sibirisk Krikand Anas formosa Baikal Teal 2008: 29.4 13 hanner + 3 hunner Kangxi Grasslands, Beijing. Sjælden trækgæst (ult. feb.-med. april (pri. maj) og med. sept.-pri. nov), hyppigst om efteråret, hvor muligvis i tiltagen. På Happy Island kun enkelte fund før 2006,men i 2006 max.120 eks. 11.10 og efterår 2007 småflokke, flest 175 eks. 30.9 og 185 eks. 13.10. Ved kysten er de største antal set ved Beidagang, Tianjin, hvor max. 1650 eks. 10.10 2007 og 1550 eks. 7.10 2007. Ved Beidaihe max. 20 eks. 5.11 2008. Desuden 12 eks. 22.9 2004 Laoting. På efterårstrækket desuden regelmæssig ved Beijing, hvor max. 600 eks. 10.11 2007 Shahe Reservoir, 539 ult. okt. Kangxi Grasslands, Beijing og 100 eks. 30.9 2004 Miyun Reservoir. Kun spredte fund ved kysten om foråret i nyere tid. I 1920´erne ”extremely abundant on passage; passes abt. 10.III-end March; beg. Sept.-end Oct. (La Touche 1925). Fra 1940´erne nævnes flokke på 1-2000 ved Beidaihe om foråret. Ved Beijing regelmæssig trækgæst Kangxi Grasslands, Beijing, på forårstrækket max. 44 eks. 3.3.2009, men kun uregelmæssig efter med. april.; frem til pri. maj 2008 dog max. 40 (La Touche 1925, Hemmingsen & Guildal 1968, China Ornithological Society 2005-2006, Hornskov 2006, Rellmar6 Müller 2007, Hornskov 2007,2009). Yngler i NØ Sibirien mellem Yenisei og Okhotsk samt Ø Chukotka og N Kamtjatka. I tilbagegang i Yakutien og Irkutsk. Forlader ynglepladserne i sept. På efterårstrækket er max. 12.500 eks. 8.10 2005 Melmeg, Jilin, desuden flokke på max. 2000 Yancheng og 700 Liaoning okt.-nov. Over 95% af bestanden overvintrer i et par gigantiske flokke i Sydkorea; vinterbestand min. 658.000 i 2004; op til 600.000 i flok er truffet ved Kochonnam Lake, Seosan, og nogle 100.000 ved Geum-flodens udløb. Vinterbestanden i Sydkorea er formentligt at ny dato: 5000 blev opdaget i 1984, stigende til 100.000 1998/99, siden max. 700.000 eks. De enorme flokke flyver ved solnedgang til fouragering på nærliggende rismarker – et surrealistisk syn, der får Sort Sol til at blegne! Desuden sjælden vintergæst i sydlige halvdel af Japan. Var i SV Japan meget almindelig i 1940´erne, således 50.000 indfanget af kun tre personer tidlig vinter 1947 i SV Japan - heraf 10.000 på én dag! Desuden max. 100.000 Osaka, men siden midt i 1980érne max. 2000. Har således skiftet vinterkvarterer gennem de senere årtier, muligvis en følge af opdyrkning af de hidtidige vinterkvarterer i Kina og Japan (Magde & Burn 1988, Moores et al. 2000, Moores 2002, China Ornithological Society 2006). I Kina kun få vinterlokaliteter. 50.000 eks. 25-26.12 2006 Yancheng, Jiangsu og 10.000 Chongming Dongtan Nature Bird Reserve ved Shanghai 25-27.1 2006 er det største vintertal fra landet siden 1970´erne. Desuden max. 1000 Shengjin Hu, Anjui, 150 Poyang Hu, Jiangxi, 117 Yanjiang Wetland, Jiangsu og småflokke på op til 10-15 i de fleste provinser i Ø og S Kina, enkelte til Hong Kong og N Thailand. På forårstrækket flokke op nogle hundrede i NØ Kina, flest 800 eks. 31.3 2005 Heling, Liaoning og 451 eks. 25.3 2006 Helong Reservoir, Liaoning. Ankommer til ynglepladserne i maj (China Ornithological Society 2006-2008, Keija & Qiang 2007). Strejfgæst til C Sibirien, Kasakhstan (3), Afghanistan, Pakistan, Nordindien, Nepal, Burma, Tibet, Thailand, SØ Asien, N Australien og vestlige Nordamerika (især Alaska) (Small 2001); for WP, se nedenfor. Arten trækker langt mellem ynglepladser og vinterkvarterer. Den er truffet flere gange i Europa, flest nov.-marts; i de fleste lande regnes den som undsluppet fra fangenskab. Arten blev 1843-1912 indført i stort antal til fugleparker i Europa. I Holland regnes 9 fund fra 1909-1962 som spontane (Berg & Bosman 1999, Edelaar 2009), ligesom isotop-analyser af en dansk 1K- fugl fra Borreby Mose i nov. 2005 beviste, at fuglen stammede fra yngleområdet (Fox et al.

2006). Den tidsmæssige optræden med flest fund sent på efteråret og om vinteren antyder ligeledes, at en del er spontant optrædende. I Storbritannien ca. 20 fund, Belgien 15, Italien 10, Spanien 1, Frankrig 5 (alle fra Saone Valley, Frankrig i 1836 fra før arten blev indført), Israel 1 (nov. 2009). Ynglede ikke i succesfuldt i fangenskab indtil 1981; fra midt i 1990érne er de fleste fangenskabsfugle forsynet med ring. Det hollandske sjældenhedsudvalg har besluttet sig for at godkende fugle uden ringe og vingeskader, med normal adfærd og uden hybridkendetegn som spontane (Vliet et al. 2007). Navnet ”teal” antyder fejlagtigt, at arten blot er på størrelse med Krikand. Den er dog tydeligt større og kraftigere med større, mere kantet hoved, hvis højeste punkt ligger bag øjet. Desuden er panden stejlere og nakken fyldigere: Hovedform ligner Lille Bjergands – eller hybrid aythya´er! Har længere krop og hale end Krikand, og liugger ofte højt på vandet. I medlys og på tæt hold er bestemmelsen af den meget særegne han let; da den første fugl blev opdaget på afstand var det mest påfaldende dog det afstikkende rosatonede bryst og den hvide lodrette stribe på brystsiden (som hos Amerikansk Krikand) - de lodrette gule felter i ansigtet sås dog ret tydeligt som brede, afvigende tegninger selv i sidelys. Tættere på ses de påfaldende gule, grønne og sorte tegninger i hovedet særdeles tydeligt. De brune hunner varierer. Mange har antydere ”hantegninger”, og altid lys plet bag næbbet samt antydninger til lodrette ”tårespor” under øjet. Har desuden mørk isse og smalt, lyst øjenbryn bag øje. De svagest tegnede – formentligt unge hunner - har næsten ensartet brunt hoved. Ryggen er ret ensartet brun uden flere andre arter tydelige striber og pletter. Næbbet er mørkt. Set forfra – samt nedefra i flugten - er næbspidsen påfaldende bred, hos visse let skeformet (egne obs. Sydkorea feb. 2007). I flugten tungere, mere dykandeagtig end Krikand med ret stort hoved. Undervingens tegninger påfaldende: små dækfjer er næsten sorte, bredest nær kroppen, hvor de runder forsiden af armhulernes hvide oval, der går over i en smal, kantet ”skelet-arm” gennem den mørke undervinge. Tegning og kontrast er langt større end hos Krikand. Overvingen er brun med bred, hvid bagkant på armen, men kun svagt brunt bånd midt gennem armen, foran det grønne vingespejl. Krikand har bredt hvidt bånd gennem armen, men smallere hvid vingebagkant (Garner 2008, egne obs. Kina og Sydkorea). 32. Atlingand Anas querquedula Garganey 1997: 29.4-10.5 dagligt max. 11 Reservoiret, Beidaihe. Desuden 2.5 9 Sandflats og 5.5 1 han Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 3. 2008: 29.4 1 han+1 hun Kangxi Grasslands – 4.5 1 han Reservoiret, Beidaihe. Fåtallig til ret almindelig trækgæst (ult. marts-pri.juni og med. juli-med. okt); Om foråret ved Beidaihe 2096 ”bird-days” 23.3-1.5 1985 og 2218 eks. med.marts-ult. maj 1994 . Trækket kulminerer pri. april, senere end hos Krikand; ved Beidaihe er dagsmax. 527 trk. 9.4 1985 og 279 eks. 2.4 1994 (102 Eagle Rock + 171 Reservoiret). Et sent, stort antal er 112 eks. 24.4 1994 Reservoiret, Beidaihe. Om efteråret flest ult.aug- med. sept., dagsmax. 211 eks. 29.8 2006 Hangu, 42 eks. 1.9 1986 Beidaihe og 36 eks. 30.7 2005 Tanggu. Småflokke på op til 40 omkring Beijing i træktiden (Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2006). Yngler gennem tempererede dele af Palearktis, incl. NØ Kina, N Japan og S Kamtjatka. De østlige bestande forlader ynglepladserne i aug. Trækker gennem Ø Kina, Korea, Japan og Taiwan sept.-okt. I Xinjiang kulminerer efterårstrækket pri.-med.aug., med flokke på op til 1150. I Hong Kong og Shanghai kulminerer efterårstrækket ult.sept.-med. okt, med dagsmax. på over 500, og i Fujian pri.med. nov med op til 1340. Overvintrer fåtalligt mellem C Kina og Hainan samt på Taiwan. I S Kina vinterflokke på max 300 Guangdong og 100 Shangha, Zhejiang og Hainan, 10-20 overvintrer i Hong Kong. Langt større antal overvintrer i mellemste Thailand, således 6-7000 Bung Boraphet jan. 2008 (men stor tilbagegang det seneste årti). 250.000 overvintrer på det Indiske Subkontinent, langt de fleste mod syd, således 100.000 Point Calimere, Tamil Nadu, 30.000 Vembanoor, Tamil Nadu, 16.900 Kanthar-Kallur, Karnataka, 10.000 Kolleru, Andhra Pradesh og max. 8000 overvintrende Goa, samt lokalt flokke på nogle tusinde i S Indien. På Sri Lanka den almindeligste overvintrende svømmeand, op til 129.000 er talt om vinteren, især på øens nordlige del. Langt færre i nordlige halvdel af Indien, flest ved Patan, Uttar Predesh, hvor max. 1700 talt. Optræder fåtalligt mod sydøst til til Timor Leste og Nog Ø Australien. Forlader vinterkvarterene ult. febr.- marts, og forekommer på returtrækket i Ø Asien marts-maj (Wells 1999, MacKinnon & Phillipps 2000, Islam & Rahmani 2004, Lainer 2004, Robson 2008, Robson 2009). 33. Skeand Anas clypeata Northern Shoveler 1997: I Beidaihe 1.5 1 han Reservoiret – 2.5 1 han Sandflats. Fåtallig trækgæst (pri. marts-med. maj og ult aug.-med. nov) og sjælden vintergæst. Om foråret flest i marts, hvor max. 300 13.3 2004 Huanggang Reservoir, Tianjin og 50 eks. 29.4 2007 Kangxi Grasslands, Beijing. Ved Beidaihe færre, flest med.-ult. april, dagsmax. på 30. Om efteråret flest ult.sept.-ult. okt; dagsmax. 90 eks. 27.10 1986 Beidaihe samt 50 Happy Island. Yngler gennem Holarktis, incl. hele nordlige del af Østasien mod syd til N Kina. De østlige bestande forlader ynglepladserne i aug., og ankommer til vinterkvarterene sept.- okt. Overvintrer mellem Japan og S/C Kina nordpå til Bohai-bugten, mere almindeligt fra Shanghai/Changjiang Valley og sydpå til Taiwan og Hong Kong, f.eks. op til 6500

Hong Kong. I alt er talt 18.641 overvintrende i Kina, heraf 5000 Poyang Hu, 4600 Futian Mangrove, Guangdong og 3300 East Dongting Lakes, Hunan, desuden 5000-6000 i Xinjiang før tilfrysning. I Japan op til 30.000 overvintrende i landets centrale til sydlige del. Overvintrer desuden i Indien, Burma og Vietnam, fåtalligt til N Thailand, mere tilfældigt sydpå til Singapore. I Indien meget almindelig; 142.407, flest i V og S, f.eks. 13.000 Wild Ass Sanctuary, Gujarat og 11.000 Sulekere Lake, Karnataka. Desuden max. 8000 Okhla, Delhi og 4200 Patna Bird Sanctuary, Uttar Pradesh. Over 100.000 overvintrer Chasma Barrage, Pakistan. Forlader vinterkvarterene ult. febr.-marts, og ankommer til ynglepladserne i april-pri.maj. Strejfgæst til New Guinea, Australien, New Zealand og Oceanien. Fugle fra Oceanien kan være af nearktisk herkomst, da visse nordamerikanske fugle – i lighed med Spidsand - trækker over Stillehavet til Hawaii (Cramp & simmons 1977, Slater et al. 1986, Wells 1999, Urfi 2003, Islam & Rahmani 2004). 34. Spidsand Anas acuta Northern Pintail 2008. 10.5 1 han Happy Island. Fåtallig til ret almindelig trækgæst (pri. marts-med.maj og ult. aug.-med. nov). Om foråret flest ult. marts; få efter med. april. Dagsmax.forår er 300 trk. 23.3 1994 og 288 trk. 21.3 1994 Beidaihe (Thalund et al. 1994). Ved Kangxi Grasslands max. 200 eks. 1.3 2003. Om efteråret flest i okt., dagsmax. 133 eks. 29.10 1987 Beidaihe, 135 eks. 10.10 2000 Happy Island og 90 eks. 23.9 2004 Happy Island. Omkring Beijing småflokke på op til 50. Tidligere den nævnt som hyppigste svømmeand ved Beidaihe ult.febr.-med. april, med.sept.-ult. okt (La Touche 1925), men aftaget voldsomt sidenhen. Yngler gennem Palearktis, incl. N. Kina. Den østlige bestand er trækfugle, der forlader ynglepladserne i aug.-sept., og overvintrer i C og S Kina fra Shanghai og sydpå, i S Kina op til 12000 Poyang Hu, Jiangxi og 4760 Shengjin Hu, Anjui. Desuden østpå til Japan (hvor almindelig; vinterbestand 50-55.000). I Hong Kong max. 6000. Desuden sydpå til N Thailand, Laos og N Thailand. Forlader vinterkvarterene fra marts, og ankommer til de nordligste ynglepladser ult. maj. Strejfgæster er truffet mod sydøst til Java og New Guinea (Wells 1999). Desuden meget almindelig vintergæst i Indien og Nepal, hvor lokalt den talrigste svømmeand. I Indien vinterbestand på 171.300, bl.a. max. 52.000 Patna B.S., Uttar Pradesh, 20.000 Mandovi, Goa, 70.000 Divar/Chorao/Carambolim, Goa, 25.000 Pong Dam, Himachal Pradesh, 15.000 Hokarsar, Kashmir, 15.000 Krishnarajasagar, Karnataka. I Orissa den talrigste overvintrende svømmeand, bl.a. 80.000 Nalabani. Op til 10.000 Saman, Uttar Pradesh, ved Okhla, Delhi max. 3800. I Nepal max. 5000 Kosi Barrage. På Sri Lanka 76.000 overvintrende. Forlader vinterkvarterene fra marts, og ankommer til ynglepladserne i maj. (Hoyo et al. 1992, Urfi 2003, Islam & Rahmani 2004, Lainer 2004). 35. Mandarinand Aix galericulata Mandarine Duck 1997: 5.5 1 hun Reservoiret, Beidaihe. Fåtallig trækgæst og sommergæst (pri. april-pri. juni/pri.sept.-ult. okt) samt meget sjælden ynglefugl og vintergæst. Er hyppigst omkring Beijing, hvor arten om foråret set flere steder. Den bedste lokalitet er Huaisha He, Huairou, hvor dagsmax. er 179 eks. 19.10 2007, fra om foråret 33 eks. 6.4 2006. Ved Sommerpaladset er flokke på op til 15 set. Ved Bai He (Ibis-bill stedet) max.10 eks. 27.3 2004. Desuden i små antal Chung-hai, Niukouyu Reservoir, Mentouguo, Yanquin, Huairou og Haidian. Ved Beidaihe er om foråret bl.a. talt 23 eks.9.4-3.5 1985; dagsmax. 14 trk. 9.4 1985 - 5 1.5 2005 Reservoiret, Beidaihe de senere år er flere fund af 1-2 gjort i maj, dog 5 eks. 1.5 2005. På Happy Island 2 fund: maj 1999 og 13.5 2002. Om efteråret hyppigere, især omkring Beijing, hvor max. 60 eks. Huaishahe ved Huairou i okt., 26 eks. 24.10 2004 Huairou Reservoir, 28 eks. 1.10 2004 Miyan Reservoir, 16 eks. 28.9 2003 Yuyuangtang Park og 15 eks. 7.8 2005 Miyun Reservoir. Fåtallig, men regelmæssig ved Beidaihe, dagsmax. 18 eks. 8.10 1990, 17 eks. 11.10 1944 og 16 eks. 17.10 1990. Om vinteren bl.a. 3 eks. 15.1 2005 Pearl Lake. Om sommeren fundet 16.7 2004 Yudaokou, Hebei, samt ynglende (par med 3 pull.) Yuanmingyuang ved Beijing i 2006 (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1992, China Ornithological Society 2004-2008, Hornskov 2004, Hofland 2005, Pettersson 2006). Yngler mellem Amur og Ussurien, NØ Kina, Korea og Japan. Ynglebestand i Rusland ca. 600 par, i NØ Kina ca. 1000 par og i Japan ca. 5000 par, flest på Hokkaido. Forlader ynglepladserne ult.aug.- nov. Overvintrer ved søer og langs floder i sydlige halvdel af Japan, Sydkorea (max. 10.000, heraf 5000 Jeju Island), og i Ø og SØ Kina mellem Zhejiang og N Guangdong (2000-2500, heraf max. 718 eks. 8.2 2004 Mandarin Duck Lake, Wuyuan, Jiangxi og 70 Xi Hu, Zhejiang ), lokalt nordpå til Hebei og Nei Mongol, bl.a. 40-50 Changbai Shan. Ankommer til ynglepladserne marts-pri. maj. Strejfgæst til Taiwan, Ryukuo Islands, Yunnan, N Thailand, NØ Indien, Nepal, Bangladesh, Burma, Laos, N Vietnam og Mongoliet. Fund fra Hong Kong regnes nu som undslupne fangenskabsfugle. Ret almindelig i fangenskab, i Storbritannien således 7000 eks omkring år 2000; fremgang fra 500 eks. i 1951. Udsatte bestande har foretaget længere træk, f.eks. 2 fugle fra Oslo i Norge 8.11 1962 skudt følgende dag Northumberland, 900 km. fra Oslo. En fugl fra London er genmeldt efter ca. 9 måneder i Ungarn. På kontinentet første udsættelser i 1958 (Schweiz), siden flere udsatte bestande. I Holland ca. 90 par, og op til 100 i flok i 1990´erne, i Frankrig (max. 83 Erdre jan. 1997) og i små antal i Tyskland, Schweiz, Østrig og Polen (Bauer & Glutz von Blotzheim 1968, Cramp & Simmons 1977, Madge & Burn 1988, Hoyo et al. 1992, Leven & Carey 1993, Moores 2002, Rodebrand 2002, Ullman 2008).

Hannen er meget karakteristisk. Hunnen mere anonym med kort, rødtonet mørkt næb og gråt hoved med sort øje, omgivet af hvid øjenring og brillestang. Bryst til flanker groft mørkspættede og ryggen brun. I flugten ses mørke overvinger, grå undervinger og hvid bug. 36. Østlig Fløjlsand Melanitta stejnegeri Stejneger´s Scoter 1997: 6.5 885 trk. på 2 eftermiddagstimer Lighthouse Point. 2008: Ved Lighthouse Point, Beidaihe 4.5 10.000 (rastende i enorme flokke til havs!) – 5.5 2 trk.– 7.5 2. Almindelig træk- og vintergæst (ult. aug-nov./april-med. maj). Om foråret flest pri.-med maj, men forekomst uregelmæssig. Dagsmax. 10.000 4.5 2008 Lighthouse Point, Beidaihe, andre store antal er 4000 9.5 2001 Lighthouse Point, Beidaihe og 16.5 1994 1000 trk. Beidaihe (formentligt denne art). Om efteråret flest med.-ult. okt., dagsmax. 124 eks. 17.10 1989 Beidaihe og 60 eks. 1.11 2006 Beidaihe. Op til 50 er set om vinteren ved Beidaihe. Sjælden gæst ved Beijing: 7.5 2004 2 eks. Sommerpaladset - 16.10 2004 2 eks. Huairou Reservoir – 2 eks. 30.9 2005 Guihe – 2 eks. 30.10 2005 Sanjiadin Reservoir (Thalund et al. 1994, Williams 2000, Small 2001, China Ornithological Society 2005-2007) Yngler i N Rusland fra øst for Lena og østover, samt sydpå til Kamtjatka og Okhotske Hav. Overvintrer sjældent langs kysterne af Østkina mod syd til Taiwan, lokalt indlands, og hyppigere langs Koreas østkyst og nordpå til Japan, hvor almindelig om vinteren på Hokkaido (egne obs.), Kurilerne og Okhotske Hav. I Ø-Asien strejfgæst vestpå til Tomsk, Vestsibirien. I WP strejfgæst til Frankrig (dec. 1886) Finland (maj-juni 1996), Polen (marts 2007), Island (april-maj 2003) og Danmark (okt. 2009). Desuden strejfgæst til Alaska (maj-juni), hvor muligvis regelmæssig (Garner 2008). Ligner Fløjlsand, men hannen har længere, fladere pande, påfaldende firkantet næbknop, rød næbbasis og næbspids samt smalle, gule næbflige (”slik”). Har bredt hvidt ”nike-logo” omkring øjet, der på liggende fugle ofte ser er tydeligere end det hvide vingespejl (Garner 1999, Garner et. al. 2004; egne obs. Japan feb. 2001). I forhold til hos Fløjlsand sidder ”næbbet længere fremme og øjet længere bagude og opad i hovedet” (p.g.a. det hvide ”nike-logos” placering), og hos hanner ser man igennem næseborene. Den meget særegne profil kan give mindelser til elefant med for kort snabel, eller jizz ala den afdøde skovl-elefant, Platybelodonten. Har som Fløjlsand sorte flanker (brune hos han Amerikansk Fløjlsand M. deglanti). Ung han er mattere sorte, ofte uden hvidt logo, med mindre næbknop og mattere rød/gul næbtegning (kan mangle rødt til febr.). Hun ligner Fløjlsand, men har mere trekantet hovedprofil, ala Ederfugl, med let udbulet overnæb ”boksernæse”. Næbbets befjering går ved næbroden ud i en spids trekant. Dykker som Fløjlsand med let udbredte vinger. Vingerne udstøder i flugten en hvinende lyd. For yderligere detaljer om bestemmelse fra Fløjlsand M. fusca og Amerikansk Fløjlsand, incl. hunner, se f.eks. Garner et al. 2004, Garner 2008. Note: Af andre dykænder er truffet: - Troldand Aythya fuligula (Tufted Duck). Fåtallig træk- og vintergæst (ult.sept.-ult.april). Om efteråret nævnt som ”common in October” (La Touche 1925), men få observationer fra senere år., dagsmax. 6 trk. 8.11 1990 Beidaihe. Om foråret er dagsmax. 745 eks. 19.3 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin, 200 eks. 24.4 2005 Kangxi Grasslands, Beijing og 100 eks. 7.3 2004 Qilihai, Tianjin. Omkring Beijing i småflokke op til 45 f.eks. Miyun Reservoir, Wenyu He og Huairou Reservoir okt.-pri. april. Yngler gennem nordlige dele af Palearktis, incl. NØ Kina. De østlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept.-okt. Overvintrer i Japan (max. 40.000), Sydkorea, S og C Kina (især i Changjiang Valley, hvor 10.000+, nogle tusinde i Hubei og Hunan samt nogle hundrede i Shanghai, Zhejiang og Guangdong) og Taiwan samt i Nepal, NØ Indien (bl.a. 100.000 Mangaljodi, Orissa og 70.000 Farakka Barrage, Vest Bengalen) og Burma, mere fåtalligt sydpå til Luzon og W Mikronesien. Forårstrækker indledes ult. febr., og de første ankommer til ynglepladserne med. maj. Strejfgæst til Bhutan, Thailand, Cambodia, Vietnam, Malayiske Halvø, SV Indien og Sri Lanka. - Bjergand Aythua marila (Greater Scaup). Meget sjælden træk- og vintergæst (okt.-nov./marts- med. april). Dagsmax. 6 eks. 2.10 2007 Happy Island, 2 eks. 23.12 2005 Dagang, Tianjin og 2 eks. 21.1 2007 Shahe Reservoir, Beijing. Yngler gennem Holarktis. I området repræsenteret af formen mariloide, der yngler i Ø Asien mod øst til Lena og mod syd til Kamtjatka, samt i Nordamerika. Forlader ynglepladserne med. aug.-pri.sept. Overvintrer mellem Kurilerne, Japan og C/S Kina, i Japan over 100.000, heraf 50.000+ Tokyo Bay og 31.100 Lake Hamani, Honshu. Betydeligt færre overvintrer i Korea, Ø Kina (max.40 Shanghai), Taiwan og sydpå til N Vietnam, sjældnere mod vest til N Indien. Ankommer til ynglepladserne sidst i maj. Strejfgæst til Hong Kong, N Burma, n Thailand, Cambodia, S Vietnam og Philippinerne. Den asiatiske bestand regnes undersiden som egen form: nearctica. Mariloides er lidt mindre end nominatformen. Hannen har sortere og tættere mørk tværbånding på ryggen (Madge & Brun 1986). Hunnen generelt mørkere end hos marila med mørkere, mere ensartet hoved (svagere lys øreplet) og varmere rødbunt bryst (egne obs. Japan og Californien, feb.). - Baer´s Pochard Aythya baeri. Sjælden trækgæst (pri.marts-pri.april (pri. maj) og ult.aug.-med. okt). Er gået voldsomt tilbage. Meget almindelig om efteråret i 1920´erne (La Touche 1925), siden voldsom tilbagegang, og i 1940´erne kun ét fund: 30.4 1943 Beidaihe (Hemmingsen 1951). Efter 1985 bl.a. 23 eks. 9.4-3.5 1985 Beidaihe - 1-4 pr. sæson efterår 1986-1990 Beidaihe - 84 eks. Beidaihe 18.3-8.4 1994 (flest 33 eks. 20.3 1994 Yang He og 22 eks. 28.3 1994 Lighthouse Point) - 16 eks. 24.9 1994 Reservoiret, Beidaihe Efter 2000 færre, senest 5.10 2000 Happy Island - 12.5

2002 Happy Island - 2 eks. 30.9 2004 Miyun Reservoir – 3 eks. 22.10 2004 Gui He, Beijing – 2 eks. 12.11 2005 Shahe Reservoir, Beijing - 10.5 2006 1 Kangxi Grasslands, Beijing – 28-30.9 2006 Beidaihe. Overvintrede tidligere regelmæssigt ved Sommerpaladset, Beijing, hvor max. 116 i marts 1988, siden kun spredte observationer, bl.a. 2 eks. 27.9 1994 (Dierschke & Heintsenberg 1994, Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2006). Enkelte fund Tianjin. Sjælden, og i stor tilbagegang. Afløser Hvidøjet And i NØ Asien, hvor arten yngler i Amur og Ussurien, NØ Kina og muligvis i Nordkorea. Overvintrer mellem C Kina syd for Changjiang Valley, på Taiwan og mellem SØ Asien og NØ Indien. I C Kina (Changjiang Valley, Cahou og Yanchei i Hunan og Jiangxi) max. 750 jan. 1988, nogle hundrede midt i 1990erne, men kun 8-10 i 2003. max. 600 ult. jan 2004, men siden 2005 kun ganske få – således i Kina 3 i 2006, 5 jan.2007 (Yazi He, Sichuan) og 2 i 2009. I Bangladesh max. 700 og 1700 i 1992/93 ved henholdsvis Hakaluki Haor og Tangua Haor, men ingen i 2003 og senere. Ved Deepa Beel, Assam 1018 vinter 1988-89, 250 vinter 1989-90, 3 vinter 1990-91, 135 vinter 1992-93 og ingen siden. 55 talt jan. 1990 Chakrashila, Assam. I N og C Thailand sydpå til Bangkok max. 426 midt i 1980´erne, men kun 5-10 efter 2000; fra de senere år 20 eks. 20.1 2005 Nong Lahan, sidenhen max. 3 feb. 2008 og 2009 I Ø Nepal uregelmæssigt op til 20 Kosi Barrage. Op til 90 overvintrer i Burma. Enkelte overvintrer uregelmæssigt i Hong Kong, Luzon, Malaysia, Sydkorea og Japan. Strejfgæst til N Pakistan, N Indien (Gujarat, Delhi, Orissa), Laos og Kamtjatka (Inskipp & Inskipp 1985, Islam & Rahmani 2004, Pitches 2005, Duckworth 2009). På størrelse med Troldand, men med rundt hoved og bred hvid undergump. Hannerne har grønt hoved (med mørkere ansigt), rødbrunt bryst og gråbrun ryg. Øjnene er hvide. Næbbet er lyst blågråt med smal sort negl. Hunnen har mat mørkebrunt hoved, varmt brunt bryst, gråbrun ryg og mørke øjne. I flugten ses meget brede hvide vingebånd og hvide undervinger som hos Hvidøjet And. - Hvidøjet And Aythya nyroca (Ferruginous Duck). Sjælden træk- og vintergæst (sept.-nov./med.marts-med.maj). Ses regelmæssigt ved Beijing, hvor største antal er 8 eks. 17.4 2005 Shahe Reservoir, Beijing, 8 eks. 19.3 2005 Kangxi Grasslands, 5 eks. 21.10 2007 Kangxi Grasslands, 4 eks. 30.4 1943 Beijing og 3 eks. 10.5 2006 Kangxi Grasslands. Desuden flere observationer af par fra Sommerpaladset (bl.a. 1942-45) samt enkeltfund i de ovennævnte områder. Ved kysten sjælden gæst: 5.10 1986 Beidaihe – 27.10 1986 Beidaihe – 21-28.10 1987 Reservoiret, Beidaihe – 20.9 1994 Reservoiret, Beidaihe – 2.4 2005 Beidaihe – 2.4 2005 Tuanbowa Reservoir, Tianjin – 4 eks. 16.4 2006 Beidagang Reservoir. Nævnt som ”extremely abundant during the latter half of Sept. And beg. Oct., remaining till end. Oct. (La Touche 1925, China Ornithological Society 2006). Yngler mellem S Europa og NW Kina, bl.a. almindeligt i Mongoliet og Tibet. De østlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne sept.-okt, og overvintrer i nordlige Indien, Nepal, Bangladesh, S Kina og N Thailand. I Kina fåtallig nov-marts, største antal er 785 Lashi Hai, Yunnan, 230 Caihou, Qiuzhuo, 140 Yazi He, Sichuan og 109 Liangzi Hu, Hubei. De største bestande forekommer i Bangladesh og N Indien. Op til 70.000 angives at overvintre i NØ Bangladesh; flokke på op til 4-5000 iagttaget Hail Hoor midt i 1980´erne, men senere status ukendt. I Indien er om vinteren talt 1035 Loktak Lake, Manipir, 1000 Hokarsar, Kashmir, 1000 Chakrasila, Assam , 628 4.1 1991 Deepa Beel, Assam, desuden 670 Gujarat og 630 Rajasthan, samt et par hundrede langs Yamuna River, Delhi,og 140 Naya Bandh, Vest Bengalen. Tidligere ret almindelig vintergæst i Maharasthra, V Indien, men nu kun sjælden gæst. I Nepal fåtallig vintergæst i lavlandet, især ved Koshi, hvor max. 150 febr.-marts (Inskipp & Inskipp 1985, del Hoyo et al. 1992, Urfi 2003, Islam & Rahmani 2004, Baral & Inskipp 2005, Prasad 2006, Choudhury 2009). Forlader vinterkvarteret i marts-april, og ankommer til ynglepladserne i NW Kina med. maj. Strejfgæst til Ø Kina, Japan, Sydkorea, Taiwan, Bhutan, C Thailand og Vietnam sept.-maj. Ligner en lille, varmt brun Troldand, men har lille, rundt hoved og påfaldende langt næb, der giver en trekantet hovedprofil (som ”tyndnæbbet Ederfugl”). Rødbrun med bred, hvid undergump, der er bredere og mere firkantet end hos Troldænder med lyst i undergumpen, hvor lys undergump er rundere, mere diffust afsat og ofte mørkplettet. Hannen er kastaniebrun med hvide øjne, hunner og ungfugle mattere brune med mørke øjne. I flugten mørk med meget brede hvide vingebånd, der matcher Rødhovedet Ands. - Taffeland Aythya ferina (Common Pochard). Ret almindelig træk- og vintergæst (ult. sept.-ult. nov/marts-ult. april) og fåtallig sommergæst. Største antal 1420 eks. 25.3 2007 Kangxi Grasslands, 1200 eks. 13.3 2004 Huanggang Reservoir, Tianjin og 500 eks. 19.3 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin. Ved Beidaihe ses om foråret flest ult. marts, dagsmax. 178 trk. 30.3 1994 Beidaihe. Om efteråret flest i okt.-nov., største antal er 1200 eks. 15.10 2005 Beidagang Reservoir, Tianjin. Ved Beidaihe er dagsmax.15 eks. 21.11 1987 og 10 trk. 25.10 1989. Regelmæssig trækgæst ved Beijing. Om sommeren er største antal 70 eks. 1.7 2006 Saihanba, Hebei. Yngler gennem Palearktis mod øst til Transbaikal, meget lokalt på Hokkaido, N Japan. De østlige bestande forlader ynglepladserne sept.-okt. Trækket gennem Ø Kina er størst i okt., hvor max. 1800 Xianghai, Jilin. Overvintrer mellem Japan (100.000), Korea og Ø Kina. I Kina flest i Shandong, hvor flokke på max.5000, i Hubei, hvor flokke på max. 1800 og i Henan, hvor max. 1286 Shanzhou. Desuden fåtalligt til S Kina, Taiwan, Burma, N Thailand og Vietnam. I NØ Indien max.12.000 Farakka Barrage, Vest Bengalen. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til C Thailand, Philippinerne og Guam.

- Rødhovedet And Netta rufina (Red-crested Pochard). Meget sjælden gæst. 19.4 1989 Beidaihe – 31.3 2003 Kangxi Grasslands, Beijing – 11.11 2007 Shahe Reservoir, Beijing (Williams 1990, China Ornithological Society 2004, 2008). Yngler gennem Palearktis mod øst til Baikal. De østlige bestande overvintrer fåtalligt i C og S Kina (bl.a. 2000 Erhai Lake, Yunnan), og optræder desuden som sommergæst, muligvis fældende fugle, max. 5200 eks. (98% hanner) 6.8 2006 Koko Nor, Qinghai og 1105 eks. 19.8 2005 Dazhihaizi Reservoir, Xinjiang. Om efteråret op til 3000 Xinjiang, 1500 Koko Nor, 800 Nei Mongol og 500 Xinjiang. Om vinteren ret almindelig i Yunnan, flest 720 eks. 19.1 2004 Lashi Hai. Forekommer som vintergæst desuden i SØ Asien med enkelte fund sydpå til N og C Thailand samt Vietnam, mere udbredt fra Bangladesh og vestpå gennem N og C Indien mod syd til Chennai, således op til 20.000 Mangaljodi, Orissa og 3000 Harike, Punjab. I Østasien strejfgæst til Sydkorea, Japan, Jiangsu og N Australien. - Havlit Clangula hyemalis (Long-tailed Duck). Meget sjælden træk- og vintergæst (med.-med. april), dagsmax. 4 eks. 13.11 1943 Heng-Ho, Beidaihe; i nyere tid 2 eks. 15.11 1987 Beidaihe -2 eks. 17.1 2006 Beidaihe og 2 eks. 15.10 2006 Beidaihe. Det seneste forårsfund er 8.5 2005 Beidaihe. Ved Beijing tilfældig gæst: 27.3 2004 Sommerpaladset - 26.11 2005 Huairou Reservoir – 25.4 2006 Wenye He (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler cirkumpolært gennem arktiske egne. De østlige bestande overvintrer langs Stillehavets kyster sydpå til N Japan, mere fåtalligt til kysterne af vestlige Korea og endnu sjældnere i Ø Kina. I Ø og SØ Asien strejfgæst til S Kina, Thailand, Assam og Nepal. - Strømand Histrionicus histrionicus (Harlequin Duck). Meget sjælden gæst ved Beidaihe: 3 fund før 1985, siden 9.5 1994, 4.11 1989 - 10-15.5 1992 hun Lighthouse Point – 2 hanner 13-17.1 2006 (Alström 1992, China Ornithological Society 2007). Yngler langs klippekyster i nordligste Asien sydpå til Ussurien og N Japan, muligvis til Nordkorea; desuden i indre Sibirien (frem til 1950´erne mod vest til Baikal, hvor nu kun strejfgæst) ), i nordlige Nordamerika og i Island. Den østlige bestand, der bl.a.tæller 1 million par på Aleuterne, forlader ynglepladserne ult. sept.-med. okt, og overvintrer langs Stillehavets kyster sydpå til Japan (især på Hokkaido, hvor almindelig; lille ynglebestand), i NØ Kina og i vestlige Korea. Ankommer til ynglepladserne med.- ult. maj. Fra den østasiatiske bestand strejfgæst til C Sibirien, Mongoliet og S Japan. Der er en del fund i 1800-tallet og først i 1900-tallet i C og Ø Europa (Polen, Tyskland, Østrig, Schweiz, Tjekkoslovakiet, Italien), flest nov- april. Desuden 2 fund Sverige 1868-1893, heraf par i Blekinge i april (samt to fund yderligere uden detaljer 1879-1916). Tidlige meldinger fra Danmark (Christiansø i 1700-tallet, og snogebæk, Bornholm i 1914, den sidstnævnte angiveligt en nedlagt, lille and, som smagte godt og lignede illustrationen i Lehn Schiölers Danmarks fugle (Seier 1932) – har aldrig fundet vej til den senere litteratur, men er formenligt autentiske, med tanke på artens tidligere forekomst i Østersø-området, der viser, at arten tidligere må have været mere udbredt i NØ Asien. Siden 1960´erne kun er ganske få fund i området, senest i Finland nov. 2000 (Bauer & Glutz von Blotzheim 1969, Luoto et al. 2002). Fugle fra Island/Nordvestatlanten har strejfet til NV Europa, således næsten årlig gæst Færøerne. - Hvinand Bucephula clangula (Common Goldeneye). Almindelig træk- og vintergæst (okt./med.-pri. maj). Om efteråret ses de tidligste pri. okt, og flest i nov., dagsmax. 325 trk. 22.11 1987 Beidaihe, 212 trk. 8.11 1986 Beidaihe og 180 eks. 12.11 1986 Beidaihe. Flokke på nogle hundrede ses i Tianjin (max. 440 eks. 20.11 2004 Tanggu) og ved Beijing, hvor flest ved Kangxi Grasslands; dagsmax. om efteråret 298 eks. 13.11 2004. Nogle tusinde overvintrer langs kysterne, hvor største antal er 1425 eks. 23.12 2005 Dagang, Tianjin og 600 eks. 6.1 2005 Beidaihe, desuden flokke på nogle hundrede omkring Beijing, flest ved Miyun Reservoir (dagsmax. 207 eks. 11.12 2007), desuden 168 eks. 28.3 2004 Huairou Reservoir, 150 eks. 10.4 2005 Kangxi Grasslands, 100 eks. 7.1 2007 Shisanling Reservoir og 100 eks. 17.3 2007 Shahe Reservoir. Et sent større antal er 50 eks. 17.4 2005 Shahe Reservoir. Ved Beidaihe flest med.marts-pri. april, dagsmax. 200 eks. 2.4 2004 og 186 trk. 26.3 1994. I Tianjin max. 300 eks. 13.3 2004 Huanggang Reservoir, 234 eks. 19.3 2006 Hangu og 200 eks. 18.3 2006 Beidagang. Seneste fund er fra 6.5 2006 Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler gennem Holarktis, incl. NØ Kina. De østasiatiske bestande overvintrer mellem Kamtjatka, Kurilerne, Japan, Korea og S samt Ø Kina, fåtalligt i N og C Burma. I Kina flokke på op til 600 Shaanxi, op til 500 Yansheng, Jianxu og op til nogle hundrede Hunan. Strejfgæst til Hong Kong, Taiwan, Nepal, N Indien og Burma. - Stellersand Polysticta stelleri (Steller´s Eider). Tilfældig gæst: 16.4 1985 Beidaihe (Williams 1986). Yngler på arktisk tundra i Østsibirien og Alaska. Den østlige bestand talte først i 1970´erne talte 100.000 fugle. Efter yngletiden (juli-sept.) samles de på fældepladser i Alaska, således max.200.000 Izembek Bay 1957-62, men blot 10.000 i 1963/64, hvor senere ankomst (pri. nov.) viser, at fældningen havde foregået andetsteds, formentligt ved Anadyr. Overvintrer i NØ Asien i S Beringsstrædet mellem NØ Rusland, Kurilerne/Commander Islands og N Alaska, hvor de optræder nov.-dec./marts; sjældent til Sakhalin og Hokkaido, N Japan, hvor max. 40 pr.vinter. Returtræk april-maj. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-med. juni. I Østasien strejfgæst til S Japan og Ø Kina (Bauer & Glutz von Blotzheim 1969, Cramp & Simmons 1977, Brazil 2009). Nogle tusinde trækker vestpå, og overvintrer ved Varanger i Nordnorge, hvor de ses indtil ult. maj; nogle hundrede oversomrer. Desuden trækker en mindre del til Østersøen, og overvinter ved Sörve i Estland (max. 5760) og Lågskär i Finland (max. 400). Strejfgæst til øvrige N og V Europa;

tidligere hyppigere, og siden 2000 kun enkelte i Sydsverige/Danmark, hvor årlig fra midt i 1970´erne til 2000. Desuden strejfgæst vestpå til Storbritannien/Island. En blot troldandestor ”ederfugl” med påfaldende firkantet hoved, påsat mørkt næb og ofte løftet hale. Hannen i sommerdragt er meget karakteristisk; hunner er brune med to hvide vingebånd omkring blåt spejl; ungfugle ligner hunner, men har mattere sortagtigt spejl samt smallere, tilspidsede tertiærer. Ses ofte i tætte flokke, der dykker synkroniseret. I flugten udstøder vingerne en hvinende lyd. - (Ederfugl/Kongeederfugl Somateria mollissima/spectabalis. Tilfældig gæst: 5.4 1985 4 hunner Beidaihe (Williams 1986). Begge arter yngler i N Stillehav til Kamtjatka.) 37. Toppet Skallesluger Mergus serrator Red-breasted Merganser 1997: 5.5 2 Lighthouse Point, Beidaihe. 2008: 5.5 2 og 7.5 2 Lighthouse Point, Beidaihe. Ret almindelig træk- og vintergæst (ult.aug-med.maj). Om foråret flest med.marts-pri.april, 372 bird-dys 16.3-13.5 1985. Dagsmax. 53 eks. 9.4 1994 udfor Lighthouse Point, Beidaihe. Om efteråret flest ult.okt.-pri.nov., dagsmax. 129 eks. Cangchou 19.11 2006, ved Beidaihe 48 eks. 6.11 1987, 48 eks. 31.10 1990 og 47 eks. 27.10 1986 (Williams 1990). Enkelte omkring Beijing. Yngler i Holarktis, incl. nordligste Kina, muligvis i Nordkorea. De østlige bestande overvintrer langs kysterne af Østkina mod nord til Liaoning, og længere østpå til Korea og Japan. Strejfgæst mod syd til C Kina, Nepal, Taiwan og Vietnam. Note: Andre skalleslugere truffet i området er: - Scaly-sided Merganser (Chinese Merganser) Mergus squamatus. Iagttaget Hebei, men uden detaljer; ingen nyere rapporter (BirdLife International 2007). ”Might occur” (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler i SØ Rusland, Nordkorea (Mayang Chosuji) og NØ Kina (Heilongjiang, Jilin, Nei Mongol). Flest yngler i Rusland, hvor 1000 par Primorskii Krai, 482 par Lake Bikin og 100 par Khabarovsk. Stor tilbagegang i Rusland. Det meste af bestanden overvintrer i C og S Kina, bl.a. op 100 ved Hetambu (Xinjiaang) River nær Poyang Hu, Jiangxi (flest ved grusgrave ½ times kørsel SV for Yiyang). Herudover er 76 Heilongjiang sept. 1997 den størst kendte koncentration (Rank 2000). Fåtallig og lokal vintergæst i Korea, i Sydkorea 30-50 overvintrende på en håndfuld lokaliteter, bl.a. Cholwon/Gang-wong-do nær grænsen til Nordkorea, samt langs Han-floden SØ for Jeuju; muligvis mere udbredt i Nordkorea. Meget sjælden, men årlig C og S Japan. Desuden strejfgæst i S Kina (bl.a. 25 eks. 31.12 2007 Baipenzhu Reservoir, Guangdong), Taiwan, N Burma, N Thailand og Nordvietnam. Findes om vinteren ved floder, gerne i flok med Stor Skallesluger. Meget sjælden, totalbestand 3600-4500 eks., muligvis blot 1000-2500. I Korea er den overvitrende bestand truet af planer om etablering af store kanaler gennem viterkvarterene (BirdLife International 2007, Moores 2008). Ligner Stor Skallesluger, men mindre og slankere med smallere næb, der har hvid spids. Hannen har mørkegrønt hoved med påfaldende lang ,hængende nakketop. Bryst hvidt, men flanker mørkskællede- giver på afstand tofarvet underkrop; lys fortil, mørk bagtil. Overside ligner Toppet Skalleslugers. Hun har mørkskællede brystsider til flanker og grå ryg. Hovedet er lysebrunt med sort tøjle; toppen er kortere end hannens, og ligner Toppet Skallesluger hans. I flugten slankere end Stor Skallesluger, af form mere som Toppet Skallesluger med lignende ”dobbelte hvide vingefelter” over armen, fortil bredere end hos Toppet Skallesluger. - Stor Skallesluger Mergus merganser (Goosander). Ret almindelig træk- og vintergæst (okt.-med april). Om efteråret flest i nov., dagsmax. ved Beidaihe 431 trk. 13.11 1989, 401 trk. 10.11 1989 og 187 trk. 15.11 1986. Desuden 60 eks. 18-19.10 2003 Kangxi Grasslands, Beijing og 77 eks. 21.10 2006 Dahuangbao, Tianjin. Ret store flokke overvintrer omkring Beijing, flest ved Huairou Reservoir, hvor dagsmax. 615 11.12 2007, desuden 238 eks. 2.1 2007 Shisanling Reservoir, 130 eks. 25.1 2006 Ming-gravene, 110 eks. 25.11 2007 Miyun Reservoir og 100 eks. 25.3 2007 Kangxi Grasslands.. Om foråret ret almindelig ved kysten, flest ult. marts. Dagsmax. 1260 eks. 20.3 2006 Beidagang Reservoir, 150 eks. 13.3 2004 Huanggang, Tianjin, 50 eks. Beidahang Reservoir, Tianjin og 21 eks. 23.3 1994 Beidaihe (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler gennem nordlige dele af Holarktis. I området repræsenteret af nominatformen (yngler Palearktis mod øst til Stillehavet, nord for orientalis) og formen orientalis (yngler i NØ Rusland, Sakhalin, Hokkaido og NØ Kina). De østlige bestande overvintrer mellem Kurilerne, Japan, Korea og Kina ( lokalt i flokke på op til 2-300 mellem Liaoning og Jiangsu) samt i Burma, desuden vestpå gennem nordlige dele af Indiske Subkontinent. Op til 3000 ved Han River nær Seoul, Sydkorea. Strejfgæst til Taiwan og V Indien. Lille Skallesluger Mergellus albellus (Smew). Ret almindelig træk-og vintergæst (ult.sept.-med. nov./marts-med. april). Om foråret flest ult. marts-april. Regelmæssig ved Beijing, flest ved Kangxi Grasslands, hvor max. 1000 eks. 25.3 2007, 300 eks. 2.4 2005 og 220 eks. 3.3 2009. Seneste større antal er 50 eks. 17.4 2005. Omkring Beijing er øvrige højeste antal 162 eks. 28.3 2004 Huairou Reservoir og 102 eks. 11.12 2007 Miyun Reservoir. I Tianjin max. 228 Huanggang Reservoir nov.-marts og 100 eks. 7.3 2004 Qilihai Ved Beidaihe 208 eks. med.marts-pri.april 1994, flest 67 trk. 21.3 og 65 trk. 22.3 1994 Beidaihe. Om efteråret er tidligste obs. 29.9,men ikke regelmæssig før ult. okt. Største

antal ses ult.okt.-med. nov., dagsmax. er 125 eks. 30.10 2004 Guangting Reservoir, Beijing og 136 eks. 13.11 2004 Kangxi Grasslands. Ved Beidaihe ses flest i nov., hvor dagmax. 17 eks. 6.11 1989 Yang He og 15 trk. 5.11 1989 Beidaihe (Williams 2000, China Ornithological Society 2005, Hornskov 2005, Hornskov 2009). Yngler gennem Nordasien fra N Skandinavien og østpå til NØ Rusland. De østlige bestande overvintrer mellem Japan, Korea og Ø Kina, hvor en del følger floderne indlands. Flokke på op til nogle hundrede i Sydkorea om vinteren. Desuden er talt 1405 overvintrende i C Kina, heraf de fleste Shandong, Hunan og Tianjin, bl.a. max. 1340 Yellow Sea Delta, Shandong og 510 East Dongting Hu, Hunan. Strejfgæst til Taiwan, Tibet samt V og N Burma. 38. Tophvepsevåge Pernis (ptilorhynchos) orientalis Crested (Oriental) Honey Buzzard 1997: 28.4 2 Beijing-Beidaihe. På Happy Island 14.5 3 ad. trk., 15.5 1 trk. og 17.5 2 ad. trk. 2008: 5.5 3 ad. trk. Lighthouse Point/Jin Shan Fields, Beidaihe. Ret almindelig trækgæst (med. april-med. juni og ult. aug.-pri.nov). Store træk er lejlighedsvist set Beidaihe forår, flest pri-med. maj. Dagsmax. 1000 trk. 17.5 1997 Beidaihe, 1000 trk. 18.5 1997 Beidaihe, 200 trk. 17.5 1997 Beidaihe, 105 trk. 7.5 2007 Baiwang Shan og 100 trk. 6.5 1994 Yang He (Thalund et al. 1994, Wincup 1997). Langt færre ses på Happy Island. Efternølere er set til 12.6. Om efteråret flest med-ult. sept., dagsmax. 571 trk. 20.9 2004 Haibin Yuchang, Tianjin (70% ad., 30% 1K), 202 trk. 25.9 1987 Beidaihe, 170 trk. 12.9 1986 Beidaihe, 140 trk. 17.9 2005 Baiwangshan, Beijing og 150 trk. 10.9 1994 Happy Island; desuden 70 trk. 9.9 2006 Baiwang Shan (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler i NØ Asien fra S Sibirien (Yenisei) og østpå til Japan, og sydpå til Korea og NØ Kina; desuden på det Indiske Subkontinent, incl. Sri Lanka og østpå gennem S Kina til Greater Sundas og Phillippinerne. Forlader ynglepladserne aug-pri.okt. I Shandong er max. 500 pr. dag talt pri. okt. Store træk er talt sept.-okt. sydlige Honshu, Japan (dagsmax 1500). Et lidt vestligere træk berører Socheong Island, Sydkorea, hvor bl.a. 1240 trk. 22.9-4.10 2005. Langt større træk passerer SØ Asien med.sept.-pri.dec. Ved Selangor, Malaysia 121.000 trk. efterår 1963, i Chumpong, S Thailand 19.972 trk. 10.9-9.11 2003, dagsmax. 3021 1.10.Ved Prachuap Khiri Kan 9.925 trk. 21.9-4.11 2007. Overvintrer mellem Indien og SØ Asien mod øst til Java. Forårstrækket i Thailand/ Malaysia er størst med. marts pri.april. I N Malaysia er 24.000-32.000 talt pr. sæson ved Tamjung Tian, flest med-ult. marts. Minre antal ved Chumphong antal på 2500-3500 pr. sæson, flest ult. marts antyder, at trækket fra N Malaysia flyver vest for Chumphong, formentligt med kurs mod Burma. Trækket aftager siden hurtigt, og er stort set ovre med. april. Kun spredte observationer Hong Kong. Vestpå berører trækket Kasakhstan (ult.aug.-med.okt; flest 135 efterår pri sept. 1993 Chokpak, samt ult.april-pri.juni), østlige Arabien (30+ fund UAE, flere fund Oman og Saudi Arabien) og Israel (regelmæssig forår, flest pri. maj; max. 98 eks i 2002; overvintrende 2007-2008 og jan. 2009); desuden strejfgæst til Ø Tyrkiet (2 ult.sept.), Egypten og Jordan (Leven & Carey 1994, Wells 1999, Decandido et al. 2004, Naoroji 2005, Wassink & Oreel 2007, Decandido et al. 2008, Kirwan et al. 2008, DeCandido & Nualsri 2009, Olof Jönsson i e-mail). Iområdet repræsenteret af formen orientalis, der er den eneste trækkende form. Andre former findes i SØ Asien. Større og mere bredvinget end Hvepsevåge P. apivorus med lidt kortere hale. Den tydeligt bredere hånd er påfaldende, og giver – sammen med størrelsen og de langsommere, mere gennemførte og stive vingeslag arten et touch af Høgeørn, allertydeligst i den langsomme kredsflugt, der som hos Hvepsevåge foregår på plane vinger og med halen anvendt som ror. Siddende fugle virker ofte gumpetunge og smalhovede med lang, kroget næbspids. Dragten varierer som hos Hvepsevåge, følgende dragtkendetegn bør checkes:

1) Mangler mørke knopletter. Hvepsevåge har ovale mørke knopletter, omgivet af ét smalt, mørkt bånd. 2) Adulte hanner har mørke øjne (rødbrune til mørkebrune; gule hos Hvepsevåge). Hunner er ofte guløjede, som

Hvepsevåge, men generelt varmere gult, og undertiden mørkt. Adult han har desuden lysegråt hoved, hvorved øjet står særligt tydeligt ud. Juvenile har gule øjne (mørke hos Hvepsevåge).

3) Adult han har ét lyst, bredt bånd midt gennem den sorte hale. Adult hun har haletegning, der ligner adult han Hvepsevåge: ét bredt endebånd og to smallere bånd nær gumpen, hvor det mellemste generelt er mørkere og bredere end hos Hvepsevåge. Desuden har hunner tydeligere smalle grålige ekstrabånd på halen.

4) Adult har tydeligere tværbånd på håndfladen; hos hannen når båndet kroppen som 1-2 ”ekstra bånd” gennem armen; adult hun har smalle tværbånd gennem de ret lyse armsvingfjer. Adult han Hvepsevåge har lyse baser af armsvingfjerene i tydelig kontrast til sort bagkant, hunnen har mørkere armsvingfjer, der ofte danner afstikkende mørkt panel, der kan ligne ungfuglenes.

5) Den lyse strube er afgrænset af mørke kanter, hvilket kan være tydeligt. Hvepsevåge mangler mørke kanter (er kun set som svag antydning hos enkelte adulte af flere tusinde checkede)

6) Adult har svag top (der dog kun ses på siddende fugle). 7) Overvingedækfjer hos adulte generelt mere urent tegnede end hos Hvepsevåge, hos hanner generelt mere

bruntonet end hvepsevågens tydeligere grå.

8) Juvenile ligner i dragten Hvepsevåge; kendes bedst på størrelse, form og lys strube (som hos adult; gælder dog ikke mørke ungfugle). Mangler desuden Hvepsevåges lyse bånd midt gennem armen til håndfladen, idet dækfjerene er mere ensartet tegnede, samt Hvepsevågens mørke knopletter. Armsvingfjerene er ofte lysere med smallere tværbånd end hos Hvepsevåge. Tæt på ses mere kroget næb og mindre næbknop samt lysere øjne. Lyse fugle har smallere sort stribe gennem øjet, ikke bred sort banditmaske som hos Hvepsevåge. Mørke fugle er meget ensartet mørke på undervingedækfjerene (kontrasten på armen mellem mørke dækfjer og lysere svingfjer kan på afstand give mindelser til Stor Skrigeørn). Lyse ungfugle er langt hyppigere end hos Hvepsevåge. De er oftest af en sandbrun type af grundfarve som ung Høgeørn, der er ukendt hos Hvepsevåge, men få% er hvide ala de lyseste unge Hvepsevåger.

Lidt mindre, stationære former findes Indien og Sri Lanka (formen ruficollis) og SØ Asien. Ruficollis er mindre med kortere vinger end orientalis, men med lige så bred hånd, og generelt lysere og varmere bruntonet dragt. Former fra Thailand til Java har ret lang top (max. 10 cm hos nominatformen fra Java; adult han torquatus (Malaysia) har gule øjne (Ferguson-Lees & Christie 2000, Clark 2003). Note: Black Baza Aviceda leuphotes syama. Meget sjælden trækgæst i maj. Følgende fund: 19.5 1999 Happy Island – 16.5 2001 Happy Island -15.5 2004 trk. Beidaihe - 17.5 2004 trk. Beidaihe (Marr & Andrews 2004). Yngler i C og S Kina samt i S og Ø Asien mellem C Nepal, V Thailand og Kina vest for Anhui og Guangdong; også Hainan og muligvis i Bhutan. Bestande fra nordlige del af udbredelsesområdet, incl. Kina er trækfugle, der overvintrer i SØ Asien mellem Malaysia og Sumatra. Trækket berører kun Kina i ret ringe grad. Flest ses i Guangdong, hvor største antal er 216 trk. 15.10 2003 Longdong, om foråret 70 eks. 23.4 2005 Zhuliao. Længere mod syd ses store mængder. I C og V Thailand således den talrigste trækkende rovfugl, med meget store træk såvel forår som efterår. Om efteråret kulminerer trækket ult. okt-med. nov., ved Chumpong 68.219 trk. i 2003 med dagsmax. 42.046 trk. 23.10; desuden 49.000 trk. 23-25.10 2004 og 58.757 trk. 21.9-4.11 2007, flest 32.790 trk. 20.10 Prachuab Kir Khan. Om foråret træk i Thailand fra med.feb. (f.eks. 234 trk. 12.2 2008 Khao Sok (egne obs.). Ved Chumphong 14.000-23.000 pr. forår, flest ult. marts; få ses efter med. april. Forårstotaler ved Chumphon på 22.000. Sjælden ynglefugl langs Himalayas sydlige kant. Sjælden vintergæst i V og S Indien samt Sri Lanka. Strejfgæst til Andamanerne, Taiwan og Sydkorea (Wells 1999, China Birdwatching Society 2004-2006, de Candido et al. 2004, Rasmussen & Anderthon 2005, Choudhury 2008, DeCandido et al. 2008, Brazil 2009, DeCandido & Nualsri 2009). En karakteristisk lille rovfugl, af størrelse mellem Musvåge og Spurvehøg. Hoved, hals og overside er sort, nakken har lang top. Bugen er hvid med brede rødbrune tværbånd og sort bugplet. Undervingen er trefarvet med sorte dækfjer, grå armsvingfjer og bred hvid flade på den brede hånd. Trækker i store, tætte flokke ala Hvepsevåge eller Balkanhøg. I flugten bredvinget, især med bred hånd. Kredser på plane vinger, der da er karakteristisk ovale med udbudet bagtalt og bred hånd, men smalt fæste. Den aktive flugt er hurtig og behændig med serier af dybe, næsten ellekrageagtige vingeslag. Repræsenteret af formen syama, der yngler fra Nepal og østpå til S Kina. Har generelt bredere rustbrune trærbånd på flankerne, men mindre hvidt og rustbrunt på oversiden end formen leuphotes (SV Indien, evt. S Burma og V Thailand) (Ferguson-Lees & Christie 2001). - Crested Serpent Eagle Spilornis cheela. Tilfældig gæst: 19.5 2005 Reservoiret, Beidaihe (Marr & Andrews 2005), desuden Spilornis sp. set 17.9 1994 ved Beidaihe (Dierschke & Heintzenberg 1994). Observationer af 85 trk. Mountain Hawk Eagle S. nipalensis forår 1985 (Williams 1985) er senere trukket tilbage af observatøren som Tophvepsevåge (Williams 1990). Yngler i skove mellem Indien og S Kina til syd for Shanghai, på øerne syd for Japan samt i SØ og S Asien, mod nord til Changjiang Valley, C Kina. I S og SØ Asien lokalt almindelig. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i SØ Asien. Fugle i flokke med trækkende Tophvepsevåger er iagttaget i Malaysia. På forårstrækket 15-23 pr. sæson Chumphon, Thailand. Strejfgæst I N og C Kina mod nord til Shaanxi og Hebei, samt til Korea (China Birdwatching Sociely 2004, Wells 2007, Li et al. 2008) En gråbrun ørn, der er lidt større, men langt kraftigere end Tophvepsevåge: hovedet er bredere, vingerne bredere og halen meget kortere med lige afskårne hjørner. Kredser desuden på let løftede, fremadskudte vinger. Siddende fugle er kraftige; adulte har mørkebrunt hoved med bred gul vokshud, tøjle og øjenring, samt hvide pletter på den mellembrune underside. Har i flugten påfaldende lyse, gennemskinnelige baser af svingfjerene imod bred sort vingebagkant. Halen er sort med bredt lysegråt midterbånd. Ungfugle er lyse med mørkere øredækfjer, lysspættet overside, smalle mørke bånd på svingfjerene og 2 brede hvidgrå tværbånd på halen. 39. Sort Glente Milvus (migrans) lineatus Black-eared (Black) Kite 2008: 1.5 1 Xiaolongmen. Fåtallig trækgæst og yngletrækfugl (pri. marts-ult. april/ult aug.-pri nov). Ved Beidaihe 67 trk. 18.3-17.5 1985 og 21 trk. 15.3-6.5 1994. Om efteråret flest med-ult. sept., dagsmax. 26 22.9 1942 Ch´ü-chi-shan NNV for Beidaihe, 18 trk. 26.9 1987 Beidaihe og 12 12.9 1987 Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000), på Happy Island 13 trk. 1.10 2003. Tidligere almindelig, også som ynglefugl i Beidaihe. Nævnes som den almindeligste rovfugl ved Beidaihe

frem til 1920´erne (Mollendorf 1877, La Touche 1925), hvor den beskrevne adfærd (i store flokke til overnatning efter fouragering på affald) udelukker andre arter. Dette antyder en stor tilbagegang, formentligt primært grundet affaldshåndtering; der var dog i 1997 tilstrækkeligt med skidt og møj til at legalisere en regelmæssig forekomst. Repræsenteret af formen lineatus, der yngler fra vestlige Sibirien nordpå til Sakhalin, og østpå til Japan (incl. Kina), mod syd og vest til NV Pakistan og gennem Himalaya. Meget almindelig i Japan, men fåtallig og lokal i Sydkorea (max. 205 ved kollektivt natkvarter ved Busan; tidligere almindelig ynglefugl, men først for nyligt atter ynglende. Tilbagegang desuden komstateret i N Kina (Duckworth & Moores 2008, Brazil 2009). Overvintrer i S og SØ Asien (incl. nordlige halvdel af Indien, sjældnere mod syd (Naoroji 2005); bestande i Japan er standfugle). Store træk er set Jammu, Kashmir, f.eks. 5000 31.3 1995 og 13.000 1.4 1995 (Nordenswan 1995), samt 2000 24.9 2001 Öskeman, Ø Kasakhstan (Scherbakov 2007). I Himalaya (Nepal/Bhutan/NØ Indien, Tibet) og Yunnan er dagscifte på nogle hundrede talt. Strejfgæst vestpå, evt. til Israel, hvor status usikker (Forsman 2003), og én gang Storbritannien (nov. 2006-april 2007). Lineatus regnes tit som egen art: Black-eared Kite, der afløser Sort Glente fra Nordindien og østover, med en bred overgangszone i Centralasien (f.eks. Kasakhstan), hvor mellemformer findes. Fugle fra Nepal, incl. ynglefugle i Kathmandu har dog været typiske, og adskilt sig klart fra de mere typiske Sorte Glenter i f.eks. New Delhi, Bombay, Goa (Indien) og Karachi (Pakistan), hvor Sort Glente er et meget almindeligt indslag - i Karachi således konstant tusinder indenfor synsvinkel overalt, som et surrealistisk rovfugletræk i Mellemøsten (egne obs). I den vestlige del af udbredelsesområdet (Centralasien) findes arten i en bred overgangszone med lineatus; de fleste fugle i Kasakhstan nævnes at være hybrider de to former imellem (Wassink & Oreel 2008). Lineatus kendes fra Sort Glente på (Forsman 2003, egne obs. Nepal, Indien, Japan): 1) Lineatus har i forhold til Sort Glente bredere, mere ørneagtig hånd med længere fingre. Begge arter har 6 fingre, men de er længere hos lineatus (især den inderste finger, der kun er kort hos Sort Glente); 2) Dragten er generelt koldere gråbrun uden mange sorte Glenters varmere brune farver; adultes krop har gulbrune striber, der ”lysner” underkroppen i forhold til indervingen; hos sort Glente er undersiden mørkere med sortere striber, af nuance som indervingen. Unge lineatus har ofte lysere bagbug end nogen Sort Glente, og kan have afstikkende bruntonet stribe/ansigt. 3): Tydelig hvid ”klamme” omkring knoen, samt mere distinkte tværbånd inderst på hånden; danner en mere Rød Glente- eller Musvågeagtig håndflade end hos Sort Glente, hvor evt. lys klamme er smallere og inderste håndsvingfjers bånd svagere) 4) Hovedet er brunt med tydelig mørk maske omkring øjnene (Sort Glente sjældent så tydelig; adult sort Glente har gråt hoved). 5) Vokshud og ben gråtonede, varmere gul hos Sort Glente. 6) Øje brunt i alle aldre; hos Sort Glente får ældre fugle gule øjne. Note: Blå Glente Elanus caeruleus (Black-shouldered Kite). Sjælden gæst (ult. feb.-maj og sept.-okt): Følgende fund 15.5 1998 Happy Island – 15.5 1999 Happy Island – marts-maj 2000 max. 2 Reservoiret, Beidaihe – 30.9-2.10 2000 max. 2 Happy Island – 16-19.5 2001 Happy Island – 25.5 2001 Happy Island - 29.4 2003 Happy Island – 20.2 2004 Yihe, Tianjin - 15.5 2004 Lotus Hills, Beidaihe - 16.5 2004 Happy Island – 1.3 2006 Beidagang (Forsyth & Moffatt 2001, Meltofte & Hornskov 2004, China Ornithological Society 2005,2007). Yngler i SV Europa samt over store dele af Afrika og Asien, incl. S Kina (Zhejiang-Yunnan og sydpå, men formentligt forsvundet fra østlige del af området; i fremgang i SØ Kina og Malaysia (samt i S Europa og NØ Afrika). Standfugl, men ungfugle strejfer undertiden udenfor udbredelsesområdet (Wells 1999). Strejfgæst til Ø Kina mod nord til Hebei samt til Japan (Wells 1999, Woodward 2006, Brazil 2009). I Europa strejfgæst mod nord til Holland (4 marts-maj), Danmark (3 marts-maj, Skagen) og Sydsverige (1 april). En lille, karakteristisk rovfugl: hvid med sorte vingespidser, kort og let kløftet hale og sort banditmaske. Oversiden er lys med sorte skuldre. Ungfugle har lysskællet ryg, brunt anstrøg på brystsiderne, mørkere hånd og ofte mørke armsvingfjer undertil. Ses tit muse som stor og haleløs, lys Tårnfalk. Kredser og glider på hævede vinger med knæk mellem arm og hånd. Kan på afstand tages som ”haleløs” Steppehøg han. 40. Fiskeørn Pandion haliaetus Osprey 2008: 4.5 1 Lighthouse Point, Beidaihe – 12.5 1 Happy Island. Fåtallig trækgæst (pri. april-med. maj og ult. aug.-pri. nov.) og sjælden sommergæst (juni-juli). Kun set enkeltvis ved kysten, men omkring Beijing undertiden flere eks., især under trækkets top sidst i april. Største antal er 4 eks. 24.4 2005 Kangxi Grasslands og 4 eks. 16-20.10 2007 Miyun Reservoir. Yngler over store dele af kloden, incl. N Kina nord for området samt i Japan. Den østlige bestand overvintrer i SØ Asien mod nord til Sydkorea og SØ Kina, og mod syd til Andamanerne, Greater Sundas, Bali, Philippinerne og Sulawesi; enkelte i C Kina. 41. Eastern Marsh Harrier Circus spinolotus

1997: Ved Beidaihe 29.4 1 ad. hun Reservoiret – 30.4 1 hunf. trk. Lighthouse Point -1.5 1 brun Reservoiret – 4.5 1 hun trk. Lighthouse Point – 5.5 1 hunf. Reservoiret – 9.5 1 hunf. trk. Legation Gully. På Happy Island 12.5 1 ad. hun – 13.5 1 hunf. – 14.5 1 hunf. trk. + 3 hunf. rst. -15.5 1 hunf. trk. + 2 2k rst. – 16.5 1 hunf. – 17.5 2 hunf.- 18.5 1 hunf. 2008: 29.4 6 Kangxi Grasslands (heraf 2 ad. hanner + 1 ad. hun + 1 2k han + 1 2k hun) – 4.5 2 hunfarvede trk. Reservoiret, Beidaihe – På Happy Island 7-16.5 dagligt 1 ad.han+1 ad.hun (ofte set i display), desuden 8.5 1 hunf. trk. – 12.5 1 ad. hun – 14.5 1 2k+ han trk. – 15.5 1 2k+ han trk. + 1 ad. han rst. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult. marts-ult. maj og ult. aug.-pri. nov.). Findes i lignende biotoper som Rørhøg, yngler bl.a. Kangxi Grasslands, og i 2008 på Happy Island (rede med 6 æg; første yngleforsøg 2007). På forårstrækket ved Beidaihe er bl.a. talt 258 trk. 5.4-20.5 1985 og 124 trk. 29.4-4.6 1994 Beidaihe, flest med.april-pri. maj; dagsmax. 47 trk. 6.5 1994, fra de senere år dagsmax. 20 eks. 8.5 2005 Happy Island og 10 eks. 12.5 2007 Happy Island (Thalund et al. 1994, Williams 2000, Frich et al. 2007). Om efteråret flest trækkende med.-ult.sept, således 531 trk. Lotus Hills, Beidaihe efterår 1986, dagsmax. 60 eks. 21.9 1990, 58 eks. 20.9 1986 og 52 eks.. 17.9 1990. Lignende antal Happy Island; dagsmax. 60 trk. 13.9 1994, 40 trk. 4.9 1994 og 40 trk.22.9 2004 (Dierschke & Heintzenberg 1994, J. Hornskov pers. comm). Ret almindelig omkring Beijing, hvor f.eks. regelmæssig Kangxi Grasslands. Yngler i Østasien øst for Rørhøg Circus aeruginosus, incl. N Kina, mod syd til NØ Kina og østpå til Sakhalin og N Japan. I et smalt overlapningsområde i Sibirien (V Baikal), V Mongoliet og muligvis Sinkiang er hybridisering med Rørhøg kendt; hybrider er fertile. Overvintrer i SØ Asien mod nord til C Kina, Sydkorea (enkelte) og Japan, og mod syd til Singapore. Ved overnatningsplads Chiang Saen, N Thailand op til 200 i dec.. Strejfgæst vestpå til Kasakhstan (min 1), og mod sydøst til Australien, samt i NØ Indien. Desuden er fugl med visse karakterer som arten set Falsterbo, Sverige 8.9 2998 (Wells 1999, Ferguson-Lees & Christie 2001, Wassink & Oreel 2007, www.club300.se). Rørhøgens østasiatiske modstykke. Form og flugt ligner dennes, men nævnes at være lidt større og tungere (Naoroji 2005), hvilket dog ikke er påfaldende i felten. Adult han ligner Rørhøg, men hovedet er mørkt (ofte sortagtigt) og bugen hvid; har i overgangen mellem hoved og krop varierende, tit tydelige og distinkte mørke striber. Undervingen ligner Rørhøg hans, men armen har normalt tydeligere mørk bagkant, ligesom en del svingfjer har smalle, mørke tværbånd (mangler hos Rørhøg). Oversiden ligner Rørhøgens, men brune partier er koldere sortbrune med tydeligere og mere distinkte lyse ”skæl” samt et mørkt bånd på spidserne af de store dækfjer. Sjældne adulte hanner af Rørhøg med lignende lys bug og mørkt hoved (set aug. 2006, Foteviken, Sverige – se www.netfugl.dk) har mere bruntonet hoved med grovere pletter på brystet (ikke striber) og anderledes overside. Adult hun har træk fra såvel Rørhøg C. aeruginosus som Australasian Harrier C. approximans. Gråbrun med længdestribet krop, lysere hoved og brunplettede undervingedækfjer (ala adulthun Hedehøg). Svingfjerenes underside er tydeligt tværbåndet; håndflade lysere end armsvingfjer Har ret bred mørk vingebagkant. Oversiden er varmt brun til gråbrun med lidt lysere grå håndflade, ofte lysere vingeforkant og undertiden hvid, tværbåndet overgump. Halen er gråbrun med smalle, mørke tværbånd. Juvenil ligner adult hun Rørhøg; har i forhold til juvenil Rørhøg lysere hoved uden Rørhøgens mørke øjenstribe,lyst strubebånd, der kan overgå i lyse små undervingedækfjer og nakkebånd. Det lyse strubebånd kan mangler hos 5% (Moores 2006). Undervingen ligner juvenil Rørhøgs, med de lyse felter ved håndsvingfjerenes baser er bredere, og danner derfor et større lyst felt udenfor knoen. Overside generelt lysere brun end hos juvenil Rørhøg med bredere lyse spidser på store dækfjer. Overgumpen varierer, men mange har hvid overgump som de mindre kærhøge. Dette har formentligt ført til en del fejlbestemmelser til Pied Harrier gennem tiden ved Beidaihe. 2k hun forår ligner juvenil, men er generelt lysere med smallere lyse spidser på store dækfjer, og ofte nye mellemste halefjer, der er grå med mørke tværbånd imod juvenile ensartet gråbrune. Hannens territorieflugt og kald minder om Rørhøgens. 42. Pied Harrier Circus melanoleucos 1997: Ved Beidaihe 29.4 2 ad. hunner trk. NØ Legation Gully – 29.4 1 ad. han trk. NØ Reservoiret – 30.4 1 hunf. trk. Lighthouse Point – 1.5 1 brun Reservoiret – 9.5 1 ad. han trk. Legation Gully. På Happy Island 14.5 2 hunf. trk. -15.5 1 hunf. trk. – 16.5 1 2K trk. 2008: 28.4 1 ad.han trk. N Longevity Hills ved Sommerpaladset, Beijing - 29.4 1 ad. han Kangxi Grasslands, Beijing. Udbyttet i 2008 må betegnes som skuffende lavt; et godt argument for at inkludere ult. april i rejseplanen! Almindelig trækgæst (ult-marts-ult.maj og med.aug.-ult.okt). Om foråret ret almindelig, flest med-april-pri.maj. Ved Beidaihe 504 trækkende 1.4-25.5 1985 og 444 trk. 30.3-29.5 1994. Dagsmax. 212 trk. + 75 rst. 5.5 1994 og 230 trk. 6.5 1994. De 75 rastende 5.5 1994 sås om aftenen ved Reservoiret; formentligt trak ca. 1000 Beidaihe 5-6 5 1994. På Happy Island er dagsmax. 48 trk. 19.5 1990 (2 ad.hanner, i øvrigt hunfarvede). Desuden gennemtrækkende på en bred front, og i træktiden kan adskillige ses raste ved f.eks. Kangxi Grasslands. Et exceptionelt tidligt fund gjordes 1.3 2003 ved Kangxi Grasslands, Beijing (Alström 1990, Thalund et al. 1994, China Birdwatching Society 2004). Meget almindelig trækgæst om efteråret, flest ult.aug.-med. sept. Ved Beidaihe flest pr. sæson 14.534 trk. 20.8-7.10 1986, med kulmination med. sept; dagsmax. 2874 trk. 10.9 og 2978 trk. 12.9. Kun nogle hundrede efter 20.9. Færre i

andre sæsoner 1986-90, dagsmax. 2033 12.9 1988. Det meste af trækket foregår tidligt om dagen (Williams 1992). Det er uklart, hvor mange Eastern Marsh Harrier der har ”sneget sig ind”. Fra de senere år 142 ”bird-days” 8.9-4.10 2006, dagsmax. 132 eks. 9.9 2007 (China Ornithological Society 2007. Denne nedgang er formentligt forårsaget af langt mindre sysmetatiske tællinger end i 1980´erne. På Happy Island dagsmax. 350 trk. 14.9 1994, 320 trk. 10.9 1994 og 250 trk. 4.9 1994 (Dierschke & Heintzenberg 1994). Yngler i NØ Asien (Rusland, Ø Mongoliet, NØ Kina (Heilongjiang) mod syd til N Kina, og Nordkorea. Lille, formentligt geografisk isoleret ynglebestand findes i Assam, NØ Indien og Burma. Overvintrer i Ø og SØ-Asien mod nord til omkring Shanghai, sydpå til Malaysia samt Philippinerne og N Borneo; vestpå til Bangla Desh, NØ Indien og Nepals terai (især mod øst), flest mellem S Kina og N Thailand, således max. 280 ved overnatningsplads Chiang Saen, N Thailand i dec, og fortsat >100 med. februar (egne obs.). Meget sjælden vintergæst i C og S Indien mod nordvest til Corbett National Park, Uttaranchand, normalt kun enkeltvis, men 20 iagttaget ved kollektiv overnatningsplads Sohagi-Barwa, Uttar Pradesh marts 2000. Desuden sjælden, men årlig vintergæst i syd til Sri Lanka. Strejfgæst til Pakistan, Singapore og Japan (Wells 1999, Ferguson-Lees & Christie 2000, Naoroji 2005, Robson 2008, Brazil 2009). Tydeligt mindre end Eastern Marsh Harrier, af størrelse som Blå Kærhøg (Eastern Marsh Harrier er på størrelse med Rørhøg). I forhold til Blå Kærhøg er armen og inderste del af hånden lidt smallere, hvorfor formen undertiden bliver som en meget lille og kortvinget Rørhøg, alternativt en bredhåndet og kortvinget Hedehøg C. pygargus.Har som Blå Kærhøg og rørhøgene 5 tydelige fingre. Hoved mindre og kroppen slankere end hos Blå Kærhøg. Flyver elegant med gennemførte, spændstige vingeslag, ala Rørhøg/Eastern Marsh Harrier. Adult han er den mest kontrastrige kærhøg med sit knaldsorte hoved skarpt afsat fra hvid underside (uden Eastern Marsh´s striber i overgangen). Oversiden er sølvgrå med sort ryg, mellemste dækfjer og vingespids samt hvid vingeforkant. Har hvid undervinge med bred sort spids. En åbenbaring i karnevalsdragt! Hunner og ungfugle ligner undertil ”udvandede” gråtonede Blå Kærhøge; hvid overgump lidt smallere end hos Blå Kærhøg. Adult hun har mørkt, stribet hoved og forbryst samt lysere bug; mangler andre mindre kærhøges lyse halvkrave, men kan have brede lyse buer over og under øjet. Undervingen er lys med smalle mørke tegninger, red brede grå spidser på de yderste håndsvingfjer og mørke tværbånd på håndfladen (især inderste del – baser og yderdel ofte ret ensartet lys. De inderste håndsvingjfjer har ret lyse spidser ala Steppehøg hun og ungfugl. Armsvingfjererene har bredt lyst felt, ala adult hun Hedehøg, samt smalle mørke baser. Armhulerne er brune med lyse pletter. Oversiden brungrå med mørkere brun ryg og indre dækfjer, grå svingfjer med tydelige, men smalle mørke tværbånd, sort bagkant på armen og smal hvid overgump. Nogle har lysere vingeforkant, og ligner ”spøgelsesversion” af hannen – sådanne er populært sagt ”Rørhøg han på oversiden, Blå Kærhøg hun på undersiden” (egne obs. Assam, Indien marts 2009). Juvenil har varmt mørkebrun underkrop og undervingedækfjer med svage lyse pletter. Hovedet er svagt tegnet uden halskrave, men med lysere nakkeplet, smal mørk stribe gennem øjet og ret brede hvide felter omkring øjnene ala Hedehøg. Har lys, næsten utegnet eller svagt tværbåndet håndflade mod smalle, mørke spidser på især de yderste håndsvingfjer, samt mørkegrå armsvingfjer med smalle mørke tværbånd. Oversiden er ret ensartet mørkebrun med smal, men tydelig hvid overgump. Note: Blå Kærhøg Circus cyaneus (Hen Harrier). Ret almindelig træk- og vintergæst (ult.aug.-pri.okt./marts-med. maj.), og sjælden sommergæst. Om foråret flest ult. marts. 53 trk. 20.3-28.4 1985 og 19 trk. 15.3-4.4 1994 Beidaihe, dagsmax. 7 trk. 27.3. Seneste forårsfund er 2 eks. 12.5 2007 Magic Wood, Laoting. Et sommerfund: 18.7 2004 Yudaokou, Beijing. Om efteråret ses de første omkring 25.8, og flest med. okt.- pri. nov., dagsmax. 40 trk. 21.10 1986 Beidaihe. Undertiden i tociftede antal omkring Beijing, således max. 17 eks. ved natkvarter 16-20.10 2007 Miyun Reservoir og 12 eks. 30.10 2004 samt 22.10 2005 Kangxi Grasslands. Om vinteren ses flest ved kysten, især i Tianjin, hvor op til 5 ses Beidagang ult.okt-med.marts, desuden 4 eks. 29.12 2003 Tuanbowa (Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2008). Yngler over store dele af nordlige Palearktis mod øst til Okhotsk, incl. N Kina, evt. mod syd til N Hebei. Den østlige bestand overvintrer i Japan, Korea (f,eks. 42 ved natkvarter feb. 2007 Kochonnam Lake (egne obs.), Kina samt i S og SØ Asien mod sydøst til Borneo, men kun sjældent syd for N Thailand. Strejfgæst til Taiwan og Laos. Mere kompakt og bredvinget end Pied Harrier med større hoved og kraftigere krop, af form som langvinget Spurvehøg med lignende bred hånd. Hannen er blågrå med sort vingespids og vingebagkant samt bred, hvid overgump. Hunner og ungfugle har bredere hvid overgump og tydeligere mørke tegninger på undersiden end Pied Harrier. Har således tydeligere tvårbånd på svingfjerene, distinkte sorte spidser på håndsvingfjerene og ofte antydet lys halskrave. - Steppehøg Circus macrourus (Pallid Harrier) nævnes som strejfgæst til Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000, Brazil 2009), formentligt på baggrund af referance til fund før 1877 (David & Oustalet 1877). Yngler mellem Ø Europa og østpå til Baikal og V Kina (Sinkiang), bl.a. almindeligt på stepper i Centralasien. Overvintrer i Afrika syd for Sahara , i Mellemøsten og i S Asien mod syd til Sri Lanka, Andamanerne og Nikobarerne, og mod øst til Burma, men kun fåtalligt i yderområderne og mod nord. I Asien overvintrer flest i Indien, især i nordvestlige og vestlige del, i nov.-febr. Således op til 3000 ved kollektive overnatningspladser ved Velavadar, Gujarat (flest jan.) og 2000 Rollapadu, Andhra Pradesh af denne art og Hedehøg C. pygargus, med overvægt af sidstnævnte. I

Goa ret almindelig, tilsyneladende med overvægt af adulte hanner om vinteren. Overvintrer mere tilfældigt længere mod øst. I Ø Asien strejfgæst til Ø Kina, Thailand, N Vietnam, Bangladesh og Malayiske Halvø. Årlig gæst i Nordeuropa, i Sydskandinavien flest ult-april-med. maj og sept. Op til over 20 er set enkelte år i Danmark, med generel fremgang fra 1-4 årligt frem til sidst i 1990´erne, til 10-15 pr. år i gennemsnit siden hen, langt de fleste forårsfund gøres ved trækstederne efter vinde mellem S og Ø. I april hovedsageligt adulte, i maj stigende antal 2k. Sene efterårsfund er gjort til nov., overvintringsforsøg i Skåne 1999-2000 ved Falsterbo. Har ynglet på Öland og Gotland i 1952 (Glutz von Blotzheim et al. 1971), samt et par gange i Finland siden 1990. I yderområderne undertiden i hybridpar med Hedehøg og Blå Kærhøg. En elegant, spidsvinget kærhøg. Ligner i formen Blå Kærhøg, men lettere med tilspidset ”falkehånd”. Hannen er påfaldende hvid med small sort kile i hånden og tværbåndet overgump. Hunnen ligner en spidsvinget Blå Kærhøg, men har mørkere armsvingfjer og mørkere hovedtegninger med ”vredt”, hvidt øjenbryn og smal, lys halskrave. Juvenile er orange med distinkt lys halskrave imod mørke halssider og hoved. Håndfladen er grå, blot med svagt mørkere grå spidser på håndsvingfjerene. Håndfladen har mørke tværbånd, der typisk er mørkere end håndsvingfjerenes spidser. Armsvingfjerene er mørke. Flyver adræt med gennemførte, ret mekaniske og stive vingeslag. 43. Chinese Sparrowhawk (Chinese Goshawk) Accipiter soloensis 1997: På Happy Island 13.5 4 trk. (heraf 3 ad. hanner) + 1 ad. rst.- 14.5 2 trk. og 15.5 1 trk. 2008: 2.5 og 6.5 1 ad. han Reservoiret, Beidaihe – 7.5 1 Magic Wood, Laoting. Sjælden trækgæst og yngletrækfugl (ult. marts-med. maj/med.okt-med. okt.). Ses på trækket uregelmæssigt og kun i små antal. Dagsmax. 6 trk. 17.5 2004 Happy Island. Yngler i bjergene omkring Beijing, bl.a. ved Xiaolongmen og Huairou. Yngler i Ø og NØ Kina (incl. Hebei) og Ussurien samt i Korea. Tilbagegang på 50-75% i ynglebestanden i korea gennem de sidste 30 år. Trækfugl, der forlader ynglepladserne aug.-sept. Trækket passerer Ø Asien (mod øst til S Japan) sept.-okt.og den Malayiske Halvø okt.-nov. Kun en mindre del af efterårstrækket berører Nordkorea og Ø Kina, da de fleste passerer Japan og Taiwan. Trækker i store, tætte flokke som Balkanhøg; op til 6000 i flok er kendt. Ved Nagasaki, Japan 439.276 efterår 1999, og ved Kenting National Park, S Taiwan max. 409.000 pr. sæson, flest med. sept., dagsmax. 60.000. En del af dette træk er registreret udelukkende ved radarobservationer. Desuden er 84.000 trækkende over Bali formentligt denne art. Videre mod syd passerer et stort antal Thailand: ved Chumphon 57.667 trk. 27.9-9.11 2003, dagsmax. 10.389 11.10. Ved Prachuap Khiri Kan i alt 10.234 trk. 21.9-4.11 2007. På Sangihe, N Sulawesi Indonesien >225.000 trk. 20.9-30.11 2007, men over 380.000 pr. efterår er nævnt. Trækket fortsætter siden mod Wallacea. Overvintrer i SØ Asien mellem SØ Kina (Hainan), Philippinerne, Borneo og Wallacea, lokalt i SV til Nikobarerne (og evt. Andamanerne) og mod SØ til New Guinea. Kun spredte vinterfund den Malayiske Halvø. Vinterbestanden synes at nomadisere, og opsøge insektsværme. Stort træk om foråret på Sangihe, N Sulawesi ult.feb-med.april, således 87.395 eks. 3.3-16.4 2007. Ved Chumpong, C Thailand stort gennemtræk ult.jan-marts, 6500-9800 pr. forår, flest ult.marts-pri. april. Ankommer til ynglepladserne med.april-med. maj (Wells 1999, Chong 2000, Ferguson-Lees & Christie 2000, Decandido et al. 2004, Lin 2004, Decandido et al. 2008, Choi & Nam 2008, Germi et al. 2009). En lille, lys accipiter. Har spidsere hånd end andre af områdets Accipiter-høge, samt mørk vingespids. Hannen har lyst blågråt hoved og overside – tydeligt lysere end Japanese Sparrowhawk – og næsten renhvid undervinge med bred sort spids på de yderste 3-4 håndsvingfjer og smalle grå bånd på svingfjerene. Underkroppen er lyst orangebrun-tonet, øjnene generelt mørkere røde and hos andre arter. Hunnen har smalle mørke tegninger på undervingen, mørk isse, brede rustbrune tværbånd på brystet og bugen, svag mørk ”slipsestribe” på struben og gule øjne. Ungfuglen har brun overside, mørkebrun isse og brede brune striber til dråbepletter på undersiden, ofte som distinkte tværbånd på flankerne, i kontrast til ret ensartet hvide til lysebrune undervingedækfjer, tydeligt lysere end kroppen; svingfjerene har ret smalle grålige tværbånd, men bredere mørkegrå spidser, incl. vingespids.Øjnene er gule. Mangler unge Spurvehøges hvide øjenbryn. På siddende fugle ses tydeligt ”opsvulmet” vokshud ved næbroden samt længere hånd end hos andre Accipiter- høge (Rasmussen & Anderthon 2005). Helhedsindtrykket og dragt ligner mere Balkanhøg og Shikra end Spurvehøg – et godt totalkendetegn! 44. Japanese Sparrowhawk Accipiter gularis 1997: Ved Beidaihe 3.5 1 Lighthouse Point – 3.5 1 han Radar Station Hill – 3.5 1 trk. Jin Shan Hotel – 4.5 1 trk. Lighthouse Point – 5.5 1 trk. Lighthouse Point – 10.5 1 Radar station Marsh. På Happy Island 14.5 2 trk. – 15.5 6 trk., 16.5 16 trk., 17.5 5 trk. og 18.5 2 trk. 2008: 5.5 1 trk. Jin Shan Fields, Beidaihe – 7.5 1 han+1 hun Magic Wood, Laoting. På Happy Island 7.5 8 – 8.5 4 trk. + 1 han rst. – 9.5 1 han trk. + 2 hanner (heraf 13k indfanget) rst. – 10.5 1 han – 11.5 2 trk. + 2 hanner rst. – 12.55 trk. + 1 rst. – 13.53 trk. – 14.5 1 han trk. + 1 han rst. – 16.5 2.

Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (med. april-pri. juni/ult. aug-ult.okt). Om foråret flest i maj, men kun i små antal; dagsmax. 30 eks. 8.5 2005 Happy Island. Ved Baiwang Shan, Beijing dagsmax. 15 eks. 11.5 2006 og 12 eks. 7.5 2007. Om efteråret dagsmax.på nogle hundrede med. sept.- pri okt. Ved Beidaihe er dagsmax. 224 trk. 20.9 1988 og 152 trk. 12.9 1986. 100 trk. Happy Island 9.9 1994 formentligt overvejende denne art. Yngler spredt i området, bl.a. ved Beijing. Yngler i Ø Kina (incl. Hebei) og NØ Rusland fra Stillehavet og vestpå gennem smalt bælte til Ob og Tomsk, S Sibirien, samt i Korea og Japan. Overvintrer fåtalligt i S Japan, Sydkorea og S Kina, hyppigere mellem Burma og SØ Asien til Sumatra, Java, Bali og Lesser Sundas, i små antal syd-og østpå til Philippinerne, Borneo og sydlige Sulawesi. Store træk passerer C Thailand og Malaysia, Bali og Indonesien fra sept., med kulmination ult.okt.-med. nov. Ved Chumpong, Thailand 5811 trk. 14.10-9.11 2003, dagsmax. 606 eks. 23.10. Desuden stort træk mod Sumatra ved Cape Rachado, Malaysia. Tidligere store træk Selangor, Malaysia (max.59.000 pr. sæson), men stor nedgang de senere årtier, evt. grundet skovning, og ændring af trækruter. Et mindre træk på nogle hundrede pr. sæson passerer Sangihe, V Sulawesi. Ved Bali Barak, Indonesien 7835 trk. okt.-nov. 1989. Det mindre koncentrerede returtræk topper i Malaysia feb.-ult. april, med enkelte til med. maj. Ved Chumpong, C Thailand blot 365 i gennemsnit marts-april 2007 og 2008; trækket her topper dog i feb., hvilket formentligt forklarer det lave antal. Strejfgæst til Bangladesh, Burma og Mikronesien (Wells 1999, Ferguson-Lees & Christie 2000, Decandido et al. 2004, Decandido et al. 2008, Germi et al. 2009). Ligner Spurvehøg, men mindre med lidt kraftigere krop, lidt spidsere hånd og tydeligt kortere hale. Hanner er særligt små, med mørkere blågrå overside end Spurvehøg, mørkere isse og mere udvandet ferskenfarvede markeringer på undersiden. Adulte har rubinrøde øjne, yngre hanner orangerøde. Hunnerne har mattere bruntonet overside og undersidebånding, mørkt hoved, lys strube med mørk slipsestribe og gule øjne (Leader & Carey 1994). Juvenil ligner adult hun, men har mørkebrun overside og bredere brune tværbånd og pletter på undersiden. Ligner i dragten Spurvehøg, men har mere ensartet mørkt hoved uden tydeligt lyst øjenbryn, og har mørk kalot. I området repræsenteret af formen gularis. Nordlige bestande regnes undertiden som egen race: sibiricus. 45. Spurvehøg Accipiter nisus nisosimilis Eurasian Sparrowhawk 1997: 29.4 1 Legation Gully, Beidaihe og 29.4 1 trk. N Reservoiret, Beidaihe. På Happy Island 13.5 1, 14.5 1 trk., 16.5 2 trk. + 1 rst., 17.5 1 2k hun trk. og 18.5 1 trk. 2008: 27.4 1 Beijing – 28.4 4 trk. Longevity Hills ved Sommerpaladset, Beijing – 29.4 2 Kangxi Grasslands – 30.4 4 Bai He - 30.4 2 Beijing-Xianlongmen – 1.5 2 Xianlongmen-Changping – 6.5 1 trk. Dongshan Hotel, Beidaihe. På Happy Island 8.5 2 – 11.5 1 – 12.5 2 trk. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (med. marts-ult. maj/ult. aug.-nov) og fåtallig vintergæst. Om foråret regelmæssigt trækkende langs kysten, ved Beidaihe bl.a. 140 trk. 16.3-20.5 1985 og 121 trk. 12.3-6.6 1994. Om efteråret flest ult.sept.-ult. okt, største antal 72 trk. 18.9 2004 Donglingshan, Beijing. Ved Beidaihe dagsmax. 52 trk. 16.10 1989, 42 trk. 25.9 1987 og 40 28.10 1986; på Happy Island dagsmax. på 55 trk. 10.9 1994, i oktober 60 (Williams 1990, Dierschke & Heintzenberg 1994). Af denne art eller Japanese Sparrowhawk er dagsmax. 551 trk. 14.9 1986 Beidaihe, formentligt overvejende Japanese Sparrowhawk. Yngler gennem Palearktis. I området repræsenteret af formen nisosimilis, der yngler i Ø Asien fra Yenisei og østpå til Kamtjatka og Japan. Overvintrer mellem S Japan, Korea, Ø og S Kina og i SØ Asien mod syd til Burma, N Thailand og Vietnam, samt vestpå til C Asien, Indien og Nepal. Ret almindelig vintergæst mod syd til Maharasthra, men kun spredte fund længere mod syd (Prasad 2006). Blandt de små accipiter-arter fra Østkina den mest langhalede og rundvingede– velkendt fra Sydskandinavien. På trækket er den let bueformede flugt – stiger under serier af vingslag, daler under glid – typisk. Områdets øvrige Accipiter-arter har mere lige flugtbane. Nisosimilis er generelt lidt større end nisus med lysere overside og smallere båndet underside (Ferguson-Lees & Christie 2001). Forskelene er normalt så små, at de ikke kan erkendes i felten, kun visse ungfugle afviger med at have smallere tværbånd på undersiden samt lyse felter på overvingedækfjerene. Note: Duehøg Accipiter gentilis (Northern Goshawk) er fåtallig træk- og vintergæst (pri. sept-pri.nov./marts.-med. maj). Ved Beidaihe er foråret er flest i 1985, hvor 168 trk. 16.3-18.5. Dagsmax. er 24 trk 6.5 1994 Lotus Hills, Beidaihe og 10 trk. 10.5 2006 Baiwang Shan, Beijing. Om efteråret er max. 368 talt på en sæson, flest pri. okt.-pri. nov, dagsmax. 97 trk. 14.10 1987 - 56 trk. 10.10 1986 – 52 trk. 16.10 1989. Overvintrer ret hyppigt omkring Beijing. Største antal er 20 eks. 20.11 2005 Juma He, desuden op til 5 Fragrant Hills og Kangxi Grasslands (Williams 2000, China Ornithological Society 2006). Holarktisk, yngler gennem store dele af Europa og Asien østpå til Stillehavet, incl. N Kina, samt i Nordamerika. Yngler muligvis i Korea. De østlige bestande overvintrer dels i yngleområdet, dels sydpå til N Thailand og Nordvietnam. Repræsenteret af formen schredowi (yngler asiatiske steppeområder mellem S Ural og østpå til Stillehavet, og overvintrer sydpå til S Kina), muligvis fåtalligt af formerne albidus (yngler NØ Sibirien mellem Lena og Kamtjatka,

overvintrer overvejende nord for området) og fujiyamae (yngler N og C Japan, overvintrer mod syd til Korea og Ø Kina samt på Taiwan). Schredowi er generelt mindre og lettere end Duehøge fra Nordeuropa med kortere vinger, mørkere grå overside og hoved og kraftigere brunlig tværbånding på undersiden. Fujiyamae ligner schredowi, men er mindre med mørkere overside og kraftigere tegnet underside. Albidus er betydeligt større og lysere, med næsten hvid underside med meget smalle tværbånd og lyst hvidgrå hoved og overside. Nogle er næsten rent hvide (Christie & Ferguson-Lees 2001, Brazil 2009). 46. Stor Skrigeørn Aquila clanga Greater Spotted Eagle 2008: 4.5 1 trk. Reservoiret, Beidaihe. Fåtallig træk- og vintergæst (pri. sept.-med. nov./april-ult. maj), og sjælden yngletrækfugl (kun n Hebei). Ved Beidaihe flest om efteråret, flest okt.-nov., hvor dagsmax. 5 trk. 10.10 1986. Overvintrer og raster på trækket omkring Beijing, især ved Kangxi Grasslands, hvor dagsmax. er 6-8 eks. 10.5 2006 Kangxi Grasslands. Desuden 3 eks. 4.5 2005 Baiwangshan og jævnligt enkelte Fragrant Hill (Pettersson 2006, China Ornithological Society 2008). Enkelte raster ved Beidaihe om foråret. Yngler gennem Asien fra Finland til Russisk Fjernøsten, incl. N Kina mod syd til nordlige Hebei. De østlige bestande forlader ynglepladserne i sept.-okt, og overvintrer i S og SØ Kina, mellemste Thailand og gennem nordlige halvdel af det Indiske Subkontinent sydpå til Goa; mod sydøst til Sumatra; enkelte på Taiwan. Længere mod vest til Pakistan, Mellemøsten og NØ Afrika. Ankommer til ynglepladserne i april. For Europa, se nedenfor. Knyttet til fugtige områder. Generelt fåtallig i vinterkvarteret, men op til 14 overvintrer Petchaburi, C Thailand og 10-15 Selangor, Malaysia. Mere udbredt i nordlige halvdel af Indien, hvor vintergæster forekommer okt.-marts. Max. 30 overvintrer ved Bharatpur, Rajasthan (hvor flest er set i dec.) og max. 10-15 ved Kaziranga, Assam (Naoroji 2005, egne obs). Strejfgæst østpå til Korea og Japan. I Europa ynglende med enkelte par i Finland og Baltikum mod vest til Ø Polen, sjældent mod syd til Ungarn (Glutz von Blotzheim et al. 1971). Har desuden ynglet i Norrbotten i Sverige 1973-1974, dog uden succes i sidstnævnte år. I øvrigt sjælden, men årlig gæst i Nord-og Vesteuropa med fund mod vest til Storbritannien, hyppigere i Østeuropa og på Balkan. I Sverige ca. 280 fund, bl.a. regelmæssig i Skåne, hvor max. 3 overvintrende. De fleste fund er fra om efteråret, med flest okt.-nov. I Danmark i alt 60 fund; årligt 1-4. Flest fund er fra april-med. maj og med.okt.-med. nov. De skandinaviske fugle er formentligt overvejende af finsk herkomst, bevist ved 2 fund af ungfugle fra Skåne/Danmark ringmærket som redeunger i Finland . I øvrige Vest- og Sydeuropa regelmæssig vintergæst La Camarque, Frankrig og Evros Delta, Grækenland; 15 fund i Spanien antyder regelmæssig forekomst. Desuden fåtallig vintergæst i Tyrkiet. Ørnen i 2008 sås ret kortvarigt, men demonstrerede her sin udprægede ”hejre-kuplede” vingeholdning, da den i hård mod- og side vind forsvandt nordpå. Hånden blev nærmest holdt som en skovl, dybt nedfældet, og håndens form virkede således særdeles bred og kantet – ofte en rigtig god karakter for arten (Malling Olsen & Tofte 2007). Mindre og mere kompakt end f.eks. Steppeørn med kortere vinger, hoved og hale samt mere kantet hånd. Vingefanget er kun lidt større end Sort Glentes, men vingerne langt bredere. Gør normalt et mørk indtryk, hos yngre fugle med tydelige hvide bånd midt gennem overvingen. Ældre fugle har ofte mellembrune dækfjer. Har højst svage lyse, udflydende håndrodspletter, der er svagere end den overgumpens hvide U (sammenlign Steppeørn). Undervingen er tofarvet med sortagtige dækfjer og lysere svingfjer, samt hvidt komma omkring knoen. Mange immature har lysere bug og dækfjer af en karakteristisk koldt brungrå farve. Desuden har de indre håndsvingfjer ret lys yderdel, der danner lys ”halvkile” inderst i hånden, ret skarpt afsat fra mørkere armsvingfjer. Kredser tit med nedadkuplet, let fremskudt hånd; sjældent på plane eller ganske svagt løftede vinger. Siddende fugle har ret lille hoved med lange, strittende nakkefjer og bred gul næbrod samt ret kort, mod næbbet bred mundvig, der slutter under øjet. Den ret brede, gule næbrod mod ret lille næb kan give mindelser til mørk juv. Hvepsevåge/Tophvepsevåge. Den lyse form fulvescens er truffet ved Beidaihe 26.10 1943 (indfanget), 22.10 1944 og 24.10 1944 (Hemmingsen & Guildal 1968). Har lyst gulbrune hoved, krop og dækfjer. Note: af andre ørne og gribbe er truffet: - Steppeørn Aquila nipalensis (Steppe Eagle). Sjælden trækgæst (ult.okt-med. nov.) , ca. 10 fund ved Beidaihe, dagsmax. 6 trk. 6.10 1990. Yngler muligvis i det nordligste Hebei. Ved Beijing sjælden: 22.10 2005 Kangxi Grasslands. Yngler mellem Centralasien (mod vest til nord for Kaukasus, evt. vestpå til det østligste Ukraine), SØ Sibirien, Mongoliet og N Kina. Trækfugl, der forlader ynglepladserne i aug.-sept, og overvintrer gennem tropisk Afrika, Sydarabien og Indiske Subkontinent (incl. Nepal) til Ø Asien. De østlige bestande overvintrer mellem SØ Kina og nordøstlige del af det indiske subkontinent, formentligt fåtallig mod syd til den Malayiske halvø. Stort træk fra C Asien til Indien går delvis gennem Himalayas dale, hvor den almindeligste trækkende ørn, således 7872 trk. 20.10-7.11 1985 på træk fra øst mod vest nær Annapurna-massivet i Nepal (Roder 1989). Almindelig vintergæst i Nepal og nordlige Indien, bl.a. med ansamlinger på nogle hundrede Rajasthan og Maharasthra, flest jan-med. marts. I Rajasthan er langt de fleste yngre fugle. I S Arabien lokalt almindelig, bl.a. er talt ca. 1500 nær Riyadh, Saudi Arabien. Ankommer til de nordligste ynglepladser i april-maj. I Ø Asien kun strejfgæst, med fund østpå til Sydkorea og Japan.

I Vestasien regelmæssig trækgæst vestpå til C Tyrkiet, og meget almindelig trækgæst i Mellemøsten. Om efteråret max. 24.246 pr. efterår ved Eilat, dagsmax. 7.295 23.10 1980, samt stort træk via Sydarabien til Djibouti. Forårstrækket følger generelt Nildalen mod Suez og S Israel; ved Eilat max. 75.053 på et forår, dagsmax. 14.164 6.3 1985 (Shirihai 1996). Desuden strejfgæst til Europa, især Danmark, Sverige, Finland og SØ Europa, mere tilfældigt i Vesteuropa mod syd til Spanien. En stor, langvinget ørn med ret kort hale og stort ørnenæb. Har længere fingre end skrigeørne, men kredser som disse med let sænket hånd. Yngre fugle har bredt hvidt bånd midt gennem vingen, tydeligst på undervingen, samt oventil lyse håndrodspletter, der er så kraftige som den hvide overgump; har derfor tre ensartet lyse pletter på oversiden (sammenlign Stor Skrigeørn). Næbbet er kraftigt og mundvigen lang – som smørret smil. Mundvigen slutter midt under eller lidt bag øjet, der er anbragt længere tilbage i ansigtet end hos f.eks. Stor Skrigeørn, og ligger dybt i kraniet; øjet kan derfor i visse belysninger ligne en mørk maske. Mangler Stor Skrigeørns strittende nakkefjer. - Kejserørn Aquila heliaca (Imperial Eagle). Sjælden trækgæst (med.sept.-med.nov), 3-10 pr. efterår, dagsmax. 6 1K trk. 28.10 1986 (Williams 2000). Yngler fra Ø Europa (mod nordvest til Tjekkiet og Ungarn) gennem Asien til Mongoliet, V og C Kina. De østlige bestande overvintrer formentligt til Ø og S Kina, hvor sjælden vintergæst, men regelmæssig i Hong Kong, hvor op til 10-20 fugle ult.okt-ult. marts. Desuden 10-15 i Sydkorea, og enkelte i Thailand, Laos, Vietnam, Malaysia og Singapore, muligvis SØ Sumatra; 10+ fund i Japan (Wells 1999, Moores 2001). Desuden strejfgæst til Nord-og Vesteuropa, flest maj-sept., men enkelte har overvintret mod nord til Sydsverige. Visse individer er set flere år i træk, således 1986-1992 i Skåne/Danmark i sept. (trækkende fugl – den legendariske ”Kaizer Franz”) og 2005-2007 Skåne, Halland og Danmark. På størrelse med Steppeørn. Har i forhold til denne længere hoved og hale, men lidt kortere vinger. Kredser på plane vinger. Ungfugle er lyst sandfarvede med mørkere armsvingfjer, lyse indre og mørke yderste håndsvingfjer. Krop og dækfjer mørkstribede. Har bredt lyst felt på overgump og bagryg. - Kongeørn Aquila chrysaetos (Golden Eagle) Fåtallig ynglestandfugl i bjergene. Sjælden træk- og vintergæst ved kysten (ult.okt-med. nov/feb.). Om vinteren mindre bestand ved Beijing, således regelmæssig ved Bai He Valley, Miyun, hvor max. 4 eks.23.12 2006. Desuden 3 eks. 23.2 2003 Honglou Temple, Huairou. Ses i øvrigt enkelt- eller parvis, sensommer og efterår ofte par med unger. Yngler gennem Holarktis. Formentligt repræsenteret af formen daphanea, der yngler fra Ø Iran gennem Himalaya til NØ Kina (Manchuriet, Hebei og Beijing). Daphanea er større og mørkere end nordeuropæiske fugle. Af størrelse og form som våge i dobbelt størrelse. Kredser som våger på tydeligt løftede vinger. Har mørkt gylden kongekrone. Adult er mørkebrun med lysere svingfjer og mørk vingebagkant, Har lyse ovaler midt på overarmen. Halen er grå med mørke tværbånd og sort endebånd. Ungfugle har varierende hvide felter i hånden (bredest på undersiden, hvor felterne kan nå armen) og hvid hale med sort endebånd. - Høgeørn Aquila fasciata (Bonelli´s Eagle). Angives som strejfgæst om sommeren i Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000), men ingen nyere fund. Yngler gennem Sydeuropa og C Asien til SØ Kina mod nord til Fujian og Zhehiang, i nordlige Burma og Nordvietnam, samt i Indonesien. Normalt standfugl, men yngre fugle kan sprejfe noget omkring, og er i Europa truffet mod nord til Danmark (4 fund i Nordjylland, heraf 3 ved Skagen). I Ø Asien sjælden vintergæst i N Thailand, og strejfgæst i Kina mod nord til Hebei. Næsten så stor som Slangeørn, men med kortere vinger og længere hale. Ligner i formen en bredhovedet og bredhalet Tophvepsevåge. Adulte har hvidgrå underkrop og forvinge imod bredt sort bånd gennem store dækfjer og mørkegrå svingfjer. Oversiden er mørk med varierende hvid plet på forryggen. Ungfugle er sandfarvede og ret ensartede med smalt, men varierende bånd gennem store dækfjer. Oversiden er ret ensartet varmt brun, ofte med lysere overgump, sjældnere forryg. Immature er en blandiing mellem adult og juvenil. - Dværgørn Aquila pennata (Booted Eagle). Meget sjælden gæst: 4.10 2005 Xiangyundao – 18.4 2007 mørk fase Baiwang Shan – 22.4 2007 Huairou Reservoir – 16.5 2007 lys fase Baiwang Shan (China Ornithological Society 2006,2008). Yngler mellem S Europa og S Kina. Den østlige bestand overvintrer formentligt i SØ Asien sydpå til Burma og N Thailand. 75 trækkende 28-29.9 2008 Xining; enkelte ses årligt på Malayiske Halvø (men formentligt overset). Strejfgæst til NØ, Ø og S Kina, Sydkorea, Cambodia og Bali. En lille,kompakt ørn, blot på størrelse med Musvåge, men med rektangulær ”ørnevinger” og ret lige afskåret hale. Kredser på plane vinger, ofte med let sænket hånd. Har lyse ovaler og hvid overgump samt hvide ”positionslys” nær vingefæstet. Mørk fase er sortbrun på undersiden med svage, lyse kiler inderst i hånden. Lys fase har hvidlig krop og undervingedækfjer; svingfjer som mørk fase. Lys fase dominerer mod vest (70-75% i Sydvesteuropa), men mørk fase bliver gradvis mere almindelig mod øst; i Tyrkiet og Mellemøsten ca. 40% lys fase, i Indien 10-15% lys fase (egne obs.), i Thailand og Malaysia 1 lys på 15 mørke. Modstridende angivelser fra Goa, hvor forskellige kilder angiver stor overvægt af lyse fugle (op til 80%), andre lignende overvægt af mørke fugle (op til 90%) – og forfatteren selv ca. halvt

af hver (Lainer 2004)! Uoverensstemmelserne skyldes formentligt at lyse fugle er lettere at bestemme end mørke (Wells 1999, Malling Olsen & Tofte 2007, egne obs.). - Slangeørn Circaetus gallicus (Short-toed Eagle). Sjælden trækgæst (okt.). Ved Beidaihe 5 fund t.o.m. 1991 (Willliams 2000); desuden ét forårsfund: 26.5 1994 Beidaihe (Alström 1994). Fra Beijing enkelte fund, senest 6.10 2005 Huairou Reservoir, 21.10 2006 Kangxi Grasslands, 14.10 2007 Kangxi Grasslands (China Ornithological Society 2006-2007). Fund af 4 eks. 1.10 2004 og 3 eks. 16-20.10 2007 Miyan Reservoir, Beijing (China Ornithological Society 2004,2008) er muligvis fejlbestemte våger. Yngler mellem S Europa og S Kina, mod nord til Mongoliet, samt gennem Centralasien og nordlige del af indiske subkontinent. I Ø og SØ Asien strejfgæst mod sydøst strejfgæst til Malayiske Halvø. En stor og lys, særdeles velproportioneret ørn, der typisk virker hvid med mørkt hoved. Kredser på plane vinger og flyver med langsomme, gummiagtige vingeslag – næsten i slow-motion. - Havørn Haliaetus albicilla (White-tailed Eagle) Sjælden træk- og vintergæst (ult. okt.-med. marts). En mindre bestand overvintrer omkring Beijing, især omkring Miyun , ved Yuma He, Kangxi Grasslands og Huairou Reservoir. De største antal er 7 eks. 31.12 2006 Miyun Reservour og 5 eks. 4.2 2007 Baiyun Valley, Miyun. Desuden overvintrer enkelte langs kysterne af Hebei og Tianjin. Ved Beidaihe enkelte trækkende, dagsmax. 3 trk. 19.11 1986 Beidaihe. En dødfunden fugl på Happy Island 15.5 2007 havde været død længe (Frich et al. 2007, China Ornithological Society 2007). Yngler gennem nordlige del af Palearktis samt på Grønland. Fåtallig ynglefugl i NØ Kina, meget sjælden i Korea, men mere udbredt længere mod nordøst. Almindelig vintergæst i Japan, hvor hundredevis på Hokkaido, desuden sjælden vintergæst i Ø Asien mod syd til Taiwan. Strejfgæst til C Thailand. Større end andre ørne med længere hoved og vinger (især fyldigere yderdel af vingen) og lysere, ofte kileformet hale. Yngre fugle er mørke med lyse armhuler. Mangler Aquila-arternes lyse felter på håndens overside og overgump. Flyver værdigt og tungt med vedvarende serier af langsomme vingeslag - næsten som stor kragefugl i overstørrelse. Kredser på plane vinger – en flyvende dør! Korrigerer da tit for vinden med den ene vinge. - Stellers Havørn Haliaetus pelagicus (Steller´s Sea Eagle) angives som sjælden gæst i Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000), men ingen nyere fund. Yngler langs kysterne af det Okhotske Hav samt på Kamtjatka. Overvintrer mod syd til N Japan og Korea,flest på Hokkaido (>1000) og Kurilerne. Enkelte overvintrer i Korea, hvor max.10-15 i kolde vintre i Sydkorea, især langs Han-floden og ved Seoul. Strejfgæst til C og S Japan, NØ Kina og Taiwan. En adult fra Europa (flere baltiske stater samt Sverige, maj 1993) regnes som undsluppen fra fangenskab. Verdensbestand ca. 5000 fugle. En meget stor ørn med relativt større hoved og næb, længere hals og længere, tydeligere kileformet hale end Havørn. Vingerne er generelt mindre med tydeligere udbuget bagkant. Adult er sort med hvid vingeforkant, bagbug og hale , stort orangegult næb og hvide øjne samt hvid pandeplet. Ungfugle er sortbrune med gult næb, hvid kileformet hale med sorte spidser, hvide armhuler og bånd gennem undervingen samt lyse kiler over inderste håndsvingfjer. Flyver over lange distancer med serier af ret hurtige vingeslag vekslende med glid; flugten veksler mere mellem serier af vingeslag og glid end hos Havørn, og vingeslagene er relativt hurtigere (egne obs. Japan). - Pallas Havørn Haliaetus leucoryphus (Pallas´s Sea-Eagle). Tilfældig gæst. Ingen nyere fund, men ældre, uspecificerede fund fra Hebei og Beijing (Tso-hsin 1987). Yngler i C, S og Ø Asien vestpå til Uzbekistan og østpå til Nei Mongol og Heilongjiang, samt gennem nordlige del af det Indiske Subkontinent vestpå til Pakistan, og østpå til Bhutan og Burma. Den østlige bestand er trækfugle, der forlader ynglepladserne i oktober, og overvintrer mod øst til C og S Kina mod syd til Jiangxu. Ankommer til ynglepladserne i marts (Ferguson-Lees & Christie 2001, Brazil 2009). I tilbagegang i Indien, hvor fortsat ret god ynglebestand i reservater som Corbett i Uttaranchan og Kaziranga i Assam. Dele af den indiske ynglebestand strejfer efter yngletiden mod nord til Tibet. I Nepal sjælden gædt, flest fund i vinterhalvåret. Tidligere mere udbredt, og ynglede på Krim indtil midten af 1800-tallet, ved Volga frem til 1947, i Kasakhstan frem til 1950érne, samt formentligt i Iraq (hvor tiligere regelmæssig vintergæst). Sjælden gæst vestpå til Iran, Arabien og Afghanistan; årlig gæst i Kasakhstan. Strejfgæst til V Indien, Oman, UAE og Israel; ældre, udokumenterede fund fra Tyrkiet. Tidligere tilfældig gæst i Europa med enkeltfund i Norge (juli 1949), Finland (ca. 1910 og juni 1926), Polen (juni 1943) og Ukraine (efterår 1938). Fund fra Holland og Danmark regnes som undslupne fangenskabsfugle. Verdensbestand 2500-10.000 eks., formentligt i den lavere ende (Glutz von Blotzheim at al. 1971, Alström et al. 1992, Porter et al. 1996, Kirwan et al. 2008, Wassink 2009). Lidt mindre, men tydeligt slankere end Havørn, med relativt slankere hoved og længere hale. Flugten er som hos Havørn stabil med lange serier af aktive vingeslag, men lettere. Adult er mørkebrun med lysegråt hoved og hvid hale med bredt sort endebånd. Juvenil har kontrastrig underside: mørke med brede hvide kiler inderst i hånden, bredt lyst bånd gennem store dækfjer og sandfarvet krop. Hoved og hals mørkt med bred lys tøjle og øjenring, ala Havørn, men undersiden lysere med veldefineret mørk ansigtsmaske. Oversiden ligner yngre Steppeørns: ryg og dækfjer rustbrune, lyst bånd gennem store dækfjer, hvidt felt på overgumpen samt mørk hale, men hånden er mørkere, uden lyse

håndrodspletter. Nogle er lysere er mere gråtonede oventil. Immature ligner ungfugle, men har gråt tværbånd på den mørke hale. - Munkegrib Aegypius monachus (Cinereous Vulture). Fåtallig ynglestand- og strejffugl i bjergene i N og NW Hebei og i vestlige Beijing. De største antal er 16 ult.nov 1987 Shanhaiguan, 15 eks. 12.12 2007 Shidu, Fangshan og 10 eks. 22.12 2003 Juma He, Fangshan. Desuden enkelte overvintrende ved Kangxi Grasslands. Ved Beidaihe sjælden trækgæst (nov), om efteråret årligt 5-10; dagsmax. 7 trk. 12.11 1987, 6 trk. Lotus Hills 9.11 1990 og 4 eks. 17.11 2007 Beidaihe (Williams 1990, China Ornithological Society 2004, 2008). Yngler i bjerge fra S Europa og østpå gennem Asien, i syd til Himalaya og i nord til Mongoliet og NØ Kina. Stand- eller strejffugl med mindre overvintrende bestand i N Kina, samt i Korea, hvor op til 500, især i grænseegnene mellem Nord- og Sydkorea. Ringmærkning har vist, at de koreanske fugle kommer fra Mongoliet (Moores 2001). Dele af den asiatiske bestand strejfer om vinteren til lavlandet, f.eks. til det centralasiatiske lavland. Ret almindeligt til Corbett, Uttaranchand, fra yngleområder i Himalaya. I Ø og SØ Asien strejfgæst til Taiwan, Cambodia, Thailand og Japan.. En enorm, næsten ensartet brunsort grib med lysere hovedtegninger. Kan på afstand minde om en enorm ørn, men har endnu mere dominerende vinger; kredser med let sænket hånd. 47. Upland Buzzard Buteo hemilasius 2008: 30.4 1 ad. Bai He - 30.4 1 Beijing-Xiaolongmen. Fåtallig træk- og vintergæst (ult. sept.-ult. nov/med. marts-pri.maj); ved Beidaihe flest ult.okt-med. nov, dagsmax. 190 trk. 9.11 1989 og 102 trk. 28.10 1986. Tidligste efterårsfund er fra 30.8. Raster og overvintrer omkring Beijing, bl.a. regelmæssigt Fragrant Hills (max. 6 sept.-okt.), Kangxi Grasslands, Juma He, Baiwang Shan, Shisanling, Miyun Reservoir og Huairou. Desuden overvintrer enkelte langs kysterne af Hebei og Tianjin. Om foråret fåtallig, flest ult marts (Williams 1992, Andersson 2005, China Birdwatching Society 2005-2008). Yngler ved bjergstepper i 1000-4500 meters højde i Centralasien fra S Kasakhstan og østpå gennem det tibetanske plateau nordpå til Mongoliet og C Kina til Hebei (Ferguson-Lees & Christie 2001), eventuelt i Nordkorea og NØ Kina (Brazil 2009). De tætteste bestande findes i Qinghai og Tibet. Overvintrer sydpå til nordlige dele af det Indiske Subkontinent, i sydlige Kina mod nord til Beijing/Hebei og fåtalligt i Sydkorea. Strejfgæst til SØ Iran, S Kina, Taiwan og Japan. Ngives at hybridisere med Ørnevåge i overlapningsområderne i Centralasien (Pfander & Schmigalew 2001). Et fund fra Rumænien (nov. 1968) udgøres formentligt af afvigende Ørnevåge B. rufinis (Cramp & Simmons 1980), og anerkendes generelt ikke. Størrelse og jizz er som Ørne-og Fjeldvåge: tydeligt større med bredere vinger end Musvåge, især hånd. I kreds- og glideflugt holdes armen let løftet, hånden mere plant, som hos Fjeld- og Ørnevåge. Bestemmes fra Ørnevåge på mere kompakt silhuet med bredere vinger og kortere hale; mest udpræget hos adult. Yderligere karakterer er (Naoroji & Forsman 2002, Naoroji 2006, egne obs. Centralasien, Nepal, af Ørnevåge Europa, Tyrkiet, Israel, Uzbekistan og Indien):

1) Fjerklædte tarser til mindst 2/3 nede af benet, undertiden hele tarsen. Befjeringen er typisk mørkere end flankerne. Ørnevåge har lange, nøgne tarser (max. befjeret på øverste 30%), der legaliserer navnet ”Long-legged buzzard”.

2) Strube og forhals er kraftigt mørkplettet, i kontrast til lysere forbryst. Har derfor tendens til tydelig lys ”borgmesterkæde” som hos Musvåge buteo. Ørnevåge har utegnet eller kun svagt stribet hoved til forbryst.

3) Flanker mørke; forbindes gennem bugen af et varierende mørkt bånd, der danner et mørkt U bagtil på underkroppen. Ørnevåge har mere ensartet brun, ubåndet bug, der danner et mørkt bugskjold som hos Fjeldvåge og Musvåge japonicus.

4) Undervingedækfjer musvågeagtige: små dækfjer mørke, ofte i kontrast til lysere mellemste dækfjer. Hos Ørnevåge er undervingedækfjerene mere ensartede. Dækfjerenes grundfarve varierer fra gråbrune til rødbrun som hos Ørnevåge, men generelt mattere. Fugle med mere ensartet lyse undervingedækfjer findes.

5) Mørke knopletter store og massive, som hos Ørnevåge. 6) Overvingedækfjer gråbrune, hos Ørnevåge lysere orange- til rødbrune. 7) Brede, hvide baser af håndsvingfjer på oversiden tydeligere. Adult har smalle mørke tværbånd og sorte spidser

på håndsvingfjerene, juvenile større, utegnede hvide felter. De lyse felter er endnu større og tydeligere end hos Ørnevåge, der normalt har felterne let tværbåndede. I modlys virker håndfladerne set fra undersidne selvlysende.

8) Armsvingfjerene har tydeligere mørke tværbånd end Ørnevåge,og adulte generelt bredere sort vingebagkant. 9) Overhale lyst gråbrun med tydeligere tværbånd og oftest lysere midterfjer og basis; spidsrne lysere grå til

orangebrune. Mange adulte har bredt sort endebånd på halen. Haletegning ligner Musvåges B. buteo. Adult Ørnevåge har lysere hale med hvidere rod i let overgang til rødbrun/orange yderdel. Nogle Upland har lignende hale, men altid koldt gråtonet, og med enkelte mørke tværbånd på især de yderste halefjer. Ubåndet hale, som ses almindeligt hos Ørnevåge, ses ikke hos Upland. Unge Ørnevåger har mere ensartet brun,

tværbåndet hale, der fortsat synes lys, i kontrast til ryggen. Enkelte unge Ørnevåger har tydeligere tværbåndet hale, men ikke afstikkende lysere midterdel.

10) Hoved ret lyst med mørkt ”liggende skæg”. Bagfra ses lys nakkeplet – som bred, lys oval. 11) Øjne hos ungfugle gulbrune, mørkere end hos unge Ørnevåge, hvor øjnene er lyse. Adulte af begge arter har

mørke øjne. 12) På siddende adulte flugter vinge-og halespids; hos Ørnevåge går halen ofte tydeligt ud bag vingerne.

Mørke faser kendes bedst fra Ørnevåge på fjerklædte tarser samt bredere mørke tværband og bagkant på vinger og hale. Note: Fjeldvåge Buteo lagopus (Rough-legged Buzzard). Sjælden til fåtallig træk- og vintergæst (med.okt-ult.nov/april), dagsmax. 13 trk. 31.10 1989 Beidaihe. Mindre antal overvintrer omkring Beijing og langs kysten. Om foråret er største antal 4 eks. 17-18.3 2003 Qilihai, Tianjin og 3 trk. 7.4 2006 Baiwang Shan (China Ornithological Society 2004-2008). Yngler gennem Nordasien og Nordamerika. Repræsenteret af formerne menzbieri og kamtschatschensis. Menzbieri yngler NØ Sibirien og overvintrer sydpå til N Japan, Korea og Ø Kina. Strejfgæst til Taiwan. Generelt større og lysere end europæiske fugle med smallere halebånd, og hos adulte gule øjne. Formen kamtschatschensis (yngler Kamtjatka og Kurilerne, overvintrer i østlige Centralasien samt NØ Kina) er generelt større og mørkere end menzbieri, nævnes genenelt at have mørkere strube og forbryst, lysere flanker, mindre lyst panel på overvingen og tydeligt lysplettet overside end menzbieri (Brazil 2009); nævnes som stort set identisk med kamtschatschensis (Ferguson-Lees & Christie 2001. I NØ Kina nævnes de fleste overvintrende at være af formen kamtschatchensis; men uklarhed om raceforekomst; den givne omtale (Brazil 2009) passer bedst på adult hanner af arten som helhed. 48. Musvåge Buteo (buteo) japonicus (Common) Eastern Buzzard 2008: 29.4 1 Kangxi Grasslands – 30.4 1 Beijing-Xianlongmen – 1 Xianlongmen. Ret almindelig trækgæst (med. sept.-ult nov./med. marts-pri. maj) og fåtallig vintergæst. Fåtallig om foråret; f.eks. 85 trk. 16.3-10.5 1985 og 129 trk. Om efteråret almindelig ved Beidaihe, flest med.okt- pri. nov. Dagsmax. 1100 trk. 11.10 1988 og 1048 trk. 6.10 1990. Store træk kan ses lidt længere vestpå, således min. 2000 trk. 1.10 2003 mellem Happy Island og Beijing. Langt færre på Happy Island, hvor dagsmax. 163 trk. 4.10 2000. Ved Beijing ofte større antal rastende fugle på trækket,således 48 eks. 1.10 2004 Kangxi Grasslands. Kuldetræk kan ses i dec. Ret almindelig vintergæst (Williams 1992, Forsyth & Moffatt 2001, Rellmar 2003, China Ornithological Society 2005). Repræsenteret af formen japonicus, der yngler i Ø Asien mellem Ø Sibirien (fra Lena og østpå), NØ Kina og Japan. I Japan overvejende standfugl, men overvintrer i øvrigt mellem Korea, C og S Kina og sydpå til NØ Indien, SØ Asien og Philippinerne. Strejfgæst vestpå til Kasakhstan, hvor muligvis regelmæssig trækgæst med-sept.-med.okt; enkelte fund april og dec. (Ferguson-Lees & Christie 2001, Wassink & Oreel 2007). Japonicus regnes tit som egen art: Eastern Buzzard, på baggrund af store genetiske forskelle, også fra den anden øst-og sydasiatiske form reflectus (Kruchenhauser et al. 2002, Collar 2005). Japonicus er i forhold til buteo (hjemlige fugle) lettere med slankere hånd og tit lidt længere hale. Ligner i dragten Upland Buzzard, men tydeligt mindre med slankere vinger, relativt slankere hale og relativt mindre næb. Kredser på hævede, helt plane vinger, Upland Buzzard kredser med tydeligere løftet arm, og flyver med langsommere, mere majestætiske vingeslag som hos Fjeldvåge. Store fugle kan dog være forbavsende lig Upland Buzzard. Dragtvariationen er langt mindre end hos vestlige fugle. De fleste ligner på undersiden Fjeldvåge. Har lys underside med mørke knopletter og mere eller mindre komplet mørkt bugskjold, der undertiden er bredest på flankerne (som hos Upland Buzzard). Ofte er bugskjoldet mere massivt som hos Fjeldvåge. Brystet er lyst, og de små/mellemste undervingedækfjer er mørktegnede (stribede hos juvenile, mere plettede hos adulte). Hovedet er lyst med mørk hage og skægstribe; hovedet virker ofte falkeagtigt på siddende fugle. Dragttegningen ligner Upland Buzzard, men generelt er armsvingfjerene kraftigere tværbåndet i mørkt. Også oversiden kan ”snyde”, da japonicus har gråbrun overvinge med store, lyse baser af håndsvingfjerene, som hos ung Fjeldvåge og Upland Buzzard. Halen er generelt mørkere gråbrun med tydeligere mørke tværbånd end hos Upland Buzzard, og således helt forskellig fra Fjeldvågens tofarvede. Hovedet er lyst, hos mange med tydelige mørk øjen- og skægstriber, og hovedet kan således minde om Slagfalk Falco cherrug. Kun hos enkelte Upland Buzzard ses så tydeligt mørkt falkeskæg, men de har da smallere mørk øjenstribe. Desuden har de fleste mørk strube. Ung japonicus har lysegule øjne, ung Upland Buzzard har generelt mørkere gulbrune øjne. Hos adulte har hos begge mørke øjne (Naoroji 2006, egne obs. Japan, Sydkorea, Kina). Siddende japonicus har kortere befjering på tarsen end Upland Buzzard. Sjældne lyse fugle har næsten hvid underside med meget smalle mørke knofelter; som pletter og/eller smalle kommaer som hos lyse Musvåger, men kommategninger generelt smallere. 49. Grey-faced Buzzard Butastur indicus 2008: 30.4 3 (heraf 1 i territorieflugt) Bai He – 1.5 4 Xiaolongmen - 4.5 1 trk. Lotus Hills, Beidaihe – 12.5 2 trk. Happy Island.

Fåtallig trækgæst og yngletrækfugl (ult. april-ult.maj og ult. sept.-med okt.). Ved Beidaihe flest ult.april-pri. maj, således 19 trk. 30.4-19.5 1985 og 8 trk. 5-6.5 1994 Beidaihe. Ved Baiwang Shan 16 trk. 18.4 2007 og 10 trk. 1.5 2006. Om efteråret passerer trækket længere inde i landet. Dagsmax. er 150 trk. 2.10 2005 Baiwangshan. Ved kysten sjælden om efteråret med 1-4 ved Beidaihe de fleste sæsoner. Ret almindelig ynglefugl i bjergene omkring Beijing. Yngler i bjergskove op til 1500 m. i Ussurien, Manchuriet, NØ Kina sydpå til Hebei og Hubei, samt i Nordkorea og sydligste halvdel af Japan. Forlader ynglepladserne i sept. Efterårstrækket er hurtigt, og foregår i store flokke, Store træk passerer Kyushu, Japan - ved Kagoshima 31.784 med.sept.-pri.nov. 1999 (flest pri.-med okt.) - og trækker mod Korea og S Kina. Ved Kenting National Park, S Taiwan gennemsnitligt 13.000 pr. sæson, flest 5-15.10. En del fortsætter mod Thailand, ved Chumphon i C Thailand 14.962 trk. 14.10-9.11 2003, dagsmax. 9985 23.10. Et mindre antal passerer Sangihe, V Sulawesi, hvor max. 4710 pr. efterår. Overvintrer mellem S Kina, Taiwan og SØ Asien mellem Burma, N Malaysia, Philippinerne og Sulawesi. Forårstrækket på Sangihe, V sulawesi er mindre end om efteråret; 1294 trk. 3.3-16.4 2007. Et stort træk passerer om foråret C Thailand, ved Chumphong 17.000-18.200 pr. forår, flest med. marts-pri. april. På centrale Taiwan gennemsnitligt 22.000 trk. pr. forår Bagua Mountains, flest 15-25.3, hvilket er flere end om efteråret. Trækket passerer S Kina med.marts-med.juni; det er her langstrakt og langt mere spredt end efterårstrækket. Bl.a. er talt 160 trk. 29.3 2007 Qi Shan, Fujian. Ankommer til ynglepladserne i april-maj. I tilbagegang i Russisk Fjernøsten og i Japan. Strejfgæst til Singapore (Ferguson-Lees & Christie 2001, DeCandido et al. 2004, Lin 2004, DeCandido et al. 2008, Duckworth & Moores 2008, DeCandido & Nualsri 2009, Germi et al. 2009). En særegen rovfugl, der ligner en blanding mellem Musvåge og Duehøg. Mindre end Musvåge med kortere, slankere vinger og længere hale med 3 tydelige tværbånd. Adulte har lys underside mod hvid strube og sort ”slips”, rustbrunt vatret bryst, svagt båndede, undertiden rusttonede undervingedækfjer,smalle grå tværbånd på svingfjerene samt mørkebrun til grå overside. Findes sjældent i en ensartet sortbrun form. Ungfugle har lysspættet overside, hvidt øjenbryn mod sortbrun kind, brune dråbepletter på hvidlig underkrop samt grovere brune pletter på undervingedækfjerene end adulte. Kredser på plane vinger med tydeligt fremskudt hoved foran lige forkant på armen.Vingeslag er hurtigere, dybere og kvikkere end Buteo-vågernes; veksler med hyppigre perioder af glideflugt på vinklede vinger og samlet hale, og virker da særligt høgeagtig. 50. Tårnfalk Falco tinnunculus perpallidus Common Kestrel 1997: 28.4 1 Beijing-Beidaihe – 19.5 1 Huilongguan Hotel, Beijing. 2008: 27.4 1 Beijing – 29.4 1 Yanquin-Kanxhi Grasslands – 29.4 1 Kangxi Grasslands – 1.5 1 Xianlongmen – 1.5 1 Xianlongmen-Changping – 3.5 1 Yang He Woods – 7.5 2 (ved rede) Beigan. Ret almindelig året rundt, incl.som ynglefugl. Trækker med.marts-pri. maj og ult. aug-med. nov, i små antal. Om foråret er ved Beidaihe talt 52 trk. 16.3-6.5 1985 og 79 med.marts-pri. juni. Om efteråret flest med. sept.-med. okt. Største antal er 40 trk. 18.9 2004 Donglingshan, Beijing. Ved Beidaihe er dagsmax. 21 eks. 20.9 1988 og 19 eks. 21.9 1986, på Happy Island 17 eks. 25.9 2000 og 15 eks. 5.10 2000. Yngler i det meste af Europa, Afrika og Asien. De nordøstlige bestande overvintrer i Japan, Korea, S Kina og SØ Asien mod syd og sydøst til N Sumatra, N Borneo og Phillippinerne. Ynglefugle er af formen perpallidus (NØ Asien mod syd til Korea og N Kina). Ligner tinnunculus (Europa til NØ Asien; formentligt trækgæst i området), men generelt varmere farvet med tættere mørk mønstring. Feltbestemmelse er normalt ikke mulig, men visse unge hunner – de mørkereste og kraftigst farvede – er påfaldende mørke. Note: Lille Tårnfalk Falco naumanni (Lesser Kestrel). Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (pri.-april-maj og med. aug-ult. nov.). Om foråret kun meget spredte observationer. Om efteråret hyppigere, flest ult. sept. Dagsmax. 23 22.9 1986 Beidaihe. Sjælden ved Beijing, kun spredte observationer, flest 3 eks. 19.9 2004 Kangxi Grasslands (Williams 2000, China Ornithological Society 2005) Yngler mellem Sydeuropa og Mongoliet/NØ Kina, incl. Hebei, i småkolonier i åbent, kuperet terræn. Trækfugl, der forlader ynglepladserne ult.aug.-sept. I Kina raster ret store antal i Xinjiang på efterårstrækket, i med. sept., således flokke på op til 100. Den østlige bestand overvintrer mellem Burma, S Kina og N Laos, evt. vestpå til NØ Indien og Nepal. Ankommer til ynglepladserne i april. I Ø Asien strejfgæst til Singapore, Korea og Japan. Lidt mindre og lettere end Tårnfalk med tydeligere mørk spids på undervingen samt lysere svingfjer, der ofte kontrastrer til mørktegnede dækfjer (tydeligst hos hunner og ungfugle). Hanner ligner Tårnfalk, men har ensartet teglrød ryg og overvingedækfjer og lysegråt bånd gennem armen. Hovedet er lyst blågråt hoved uden mørk stribe bag øjet, men med bredere orangegul øjenring end hos Tårnfalk. Bryst til bug lyst rødbrune i kontrast til næsten hvide undervinger med bred sort spids. Hunner og ungfugle ligner Tårnfalk, men har lysere kind og mangler mørk stribe bag øjet. Desuden er svingfjerene lysere, og i kontrast til mørkplettede undervingedækfjer. Har som hannen mørkere spidser på de ret lyse håndsvingfjer undertil. Færdes ofte i flokke, undertiden sammen med Amurfalk. Muser som Tårnfalk, men typisk kortere og lavere, og fanger med samme behændighed som Amurfalk og Lærkefalk insekter i luften. 51. Amurfalk Falco amurensis Eastern Red-footed Falcon

1997: Ved Beidaihe 29.4 1 ad. han Reservoiret – 4.5 1 ad. hun trk. Lighthouse Point – 4.5 1 2k han Radar Station Marsh – 6.5 1 han trk. Lighthouse Point. På Happy Island 14.5 7 trk. (heraf 2 ad. hanner + 1 hun), 15.5 1 ad. han+ 1 ad. hun trk., 16.5 3 trk. (1 2k han + 2 ad. hunner), 17.5 3 trk. (heraf 2 hanner) og 18.5 1 han trk. 2008: 28.4 1 ad. han trk. NØ Longevity Hills ved Sommerpaladset, Beijing – 29.4 1 ad. han + 1 ad.hun (par ved rede) Kangxi Grasslands - 30.4 1 ad. han Bai He. Ved Beidaihe 2-4.5 dagligt 1 ad. han+1 ad. hun (par ved rede) Reservoiret, Beidaihe, desuden 1 ad. han 2.5. – 3.5 1 trk. Yang He Woods – 5.5 1 ad. han trk. Lighthouse Point – 5.5 1 ad. han trk. Jin Shan Fields – 5.5 4 ad. hanner trk. Friendship Hotel. 7.5 1 ad.han Magic Wood, Laoting. På Happy Island 8.5 1 2k han trk. – 9.5 2 ad. hanner trk. – 12.5 2 ad. hanner trk. – 14.5 1 ad. han rst. Ret almindelig yngletrækfugl og almindelig trækgæst (ult.april-ult.maj/ult.aug-ult.okt). Forårstrækket kulminerer ult. april-pri.maj, men antal ret små; ved Beidaihe 34 trk. 22.4-20.5 1985 og 119 trk. 30.4-17.5 1994; dagsmax. 46 trk. 6.5 1994, 41 trk. 5.5 1994 og 30 trk. 8.5 2004. På Happy Island er dagsmax. 21 eks. 7.5 2008. Ved Beijing ofte småflokke på max. 30-40 rastende ved Kangxi Grasslands; største antal i øvrigt er 40 eks. 22.5 2005 Huaishahe, Huairou og 20 trk. 5.5 2006 Baiwang Shan (Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2007). Hyppigere om efteråret, flest med. sept.-pri okt. Det største træk ses langs kysten, hvor de største antal er fra Tianjin. I oktober 2007 taltes ved Beidagang 300 eks. 3.10, 480 eks. 7.10, 885 eks. 8.10 og 1350 eks. 10.10. I øvrigt er dagsmax. fra Tianjin 131 eks. 25.9 2004 Beidagang og 114 eks. 25.9 2004 Beidagang. Dagsmax. på Happy Island er 357 trk. 1.10 2003, 282 trk. 13.9 2007, 202 trk. 8.10 2004 og 185 trk. 4.10 2006. Ved Beidaihe er dagsmax. 243 3.10 1987, og sæsoncifte 1986-90 på 95-982 (efterår 1987 982 ult.aug.-ult.okt.). 1.9-22.10 2006 316 ”bird-days” ved Beidaihe. Ved Tianjin taltes ved Beidagang okt. 2007 300 eks. 3.10, 480 eks. 7.10, 885 eks. 8.10 og 1350 eks. 10.10. I øvrigt er dagsmax. fra Tianjin 131 eks. 25.9 2004 Beidagang og 114 eks. 25.9 2004 Beidagang. Raster på trækket i småflokke ved f.eks. Kangxi Grasslands, Beijing på trækket, hvor max. 100 eks. 18-19.9 2004. I Tianjin 40 eks. 14.9 2003 Beidagang Reservoir. Muligvis almindeligere i 1940´erne, med flokke på max.30 Beidaihe ult.sept. De seneste fugle er set 28.10 (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1992, Stenlund 2003, China Ornithological Society 2004-2005, Hornskov 2007). Yngler i Østasien mellem Transbaikal, Amur, Ussurien, Mongoliet, NØ Kina og Nordkorea; enkelte ynglefund er gjort i Bhutan og NØ Indien. Trækfugl, der forlader ynglepladserne ult. aug-sept., og overvintrer på savannerne i det sydlige Afrika – strækningen mellem ynglekvarter og vinterkvarter er mindst 11.000 km!! Ankommer til ynglepladserne ult. april-maj. Om efteråret trækker fuglene mod sydvest, gerne i store flokke, i Kina ses flokke med.sept.-pri.okt, udover i Beijing/Hebei er bl.a. talt 450 eks. 6.10 2004 Melmeg, Jilin og 320 trk. pr. dag 5-7.10 2005 Xianghai, Jilin. På Socheong Island, Sydkorea 300 16.10 2005. I øvrigt fåtallig i Sydkorea og S Japan. Ved Hoang Lien, Nord Vietnam taltes i okt. 1997 over 1000, flest 349 eks. 14.10, 720 eks. 15.10 og 280 eks. 19.10. Ult. okt. er flokke på op til 80 observeret i N Thailand. Det meste af bestanden trækker siden mod N Burma og Brahmaputra-dalen i Assam, hvor min. 18.000 på ét efterår i Morigaon, flest ult. sep.-pri. nov. med dagsmax. 5000 eks. 30.10 og 17.893 eks. 1.11 2001, og op til 5000 pr. dag i N Assam i øvrigt (Habang, Bordoloni-Sampora). Nogle hundrede C Nepal okt.-nov.; fåtallig i Bhutan. Trækket fortsætter siden langs Himalayas sydlige kant for at sigte mod vestkysten af Indien. Ved Corbett, Uttarandcand er flokke på max. 300 set i nov. I Goa spredte observationer ult.okt.-pri. dec., samt ”nogle tusinder” i flok 140 km. øst for Goas kyst ult. nov. , og flere spredte flokke langs sydlige Goas kyster nov-dec. Fra Indien fortsætter trækket formentligt direkte mod Afrika syd for Ækvator – en ubrudt hav-passage på over 6000 km! Flok på 12 iagttaget Seychellerne nov. 2008. Ses i vekslende antal, undertiden i store flokke Socotra og S Erithrea nov.-dec. Trækket passerer S Kenya og Tanzania nov-dec. Enkelte overvintrer i Ø Afrika syd for ækvator, men langt de fleste i det sydlige Afrika, mellem Malawi og Transwaal, Sydafrika, hvor talrigst nov-feb. Herudover sjælden om efteråret i Oman. Enkelte overvintrer på Maldiverne, samt i S og SØ Asien. I Kina således 7 eks. 27.1 2005 Hekou, Yunnan. Over 500 syd for Mysore, Sydindien 12-14.1 2001 antyder overvintring, i lighed med enkelte fund i Maharasthra, enkelte i Nepal og Sri Lanka samt 4 fund nov.-jan. på den Malayiske Halvø (Inskipp & Inskipp 1985, Tordoff 1997, Choudhury 2000, Ferguson-Lees & Christie 2000, Eriksen et al. 2001, Stevenson & Fanshawe 2002, Phukan & Nagar 2003, Lainer 2004, China Ornithological Society 2006, Naoroji 2006, Moores 2007, Wells 2007, Feijen & Feijen 2008, Brazil 2009, Redman et al. 2009). Forårstrækket passerer Kenya marts-pri. maj, men er i øvrigt dårligt kendt; bemærket som bredfrontstrækker marts-

april på det afrikanske horn. Trækket går formentligt af lignende rute som om foråret, og i meget lange etaber. Der er bl.a. observationer af 2 rastende på skib 18-21.4 1973, efter at være landet 600 km. vest for Ratnagiri, Sydindien. Passerer Nordindien/N Burma april-pri.maj, småflokke desuden iagttaget i N Thailand ult. april og 112 30.3 2002 Van Ban, N. Vietnam. Observationer længere vestpå end Indien er få, men småflokke er f.eks. set Sokotra udfor Sydyemen, S Oman (med.marts-ult.maj) og UAE i april . ankommer til ynglepladserne ult. april-maj (Brace 1994, Tordoff 1997, Ferguson-Lees & Christie 2000, Eriksen et al. 2001, Stevenson & Fanshawe 2005, Prasad 2006). Strejfgæst til N Japan, Hong Kong, Taiwan, S Vietnam, Malayiske Halvø, Singapore, N Oman, Saudi Arabien, Tyrkiet

(maj), Sicilien i Italien (3+ fund maj), desuden enkeltfund juli-okt. Frankrig, Belgien (19.8 2009), Storbritannien (2; heraf 2k han sept.-okt.2008), Ungarn, Letland og Sverige (ad. han. Kalmar 1-2.7 2005) (Corso & Catley 2002, Grantham 2005, Cheong 2008).

Amurfalk ligner i form og flugt Aftenfalk F. vespertinus -dens vestlige modstykke - men måske lidt mere langhalet. De fleste dragter er forskellige fra Aftenfalk. Adult han ligner Aftenfalk, men har distinkte hvide undervingedækfjer, og generelt lidt lysere kind. Adult hun har sort/hvide hovedtegninger, der er mere udbredte end Aftenfalkens; ligner Lærkefalkens, men panden er lys. Underside og undervingedækfjer hvide, på kroppen med mørke (tvær)pletter, på undervingen med smalle mørke tværbånd. Svingfjerene har smalle mørke tværbånd og brede sorte spidser (formentligt bredere end Aftenfalkens). Oversiden er ret ensartet mørkegrå. Juvenil ligner adult hun, men har mattere gråbrune hovedtegninger, smalt hvide øjenbryn, lysere brun overside og tættere stribet underkrop, ofte på brunlig baggrund. Hovedet er ret ensartet mørkt; hos Aftenfalk lyst med mørk banditmaske, og undersidens tegning bredere til længere ned på bugen end hos Aftenfalk. Undervingen ligner Aftenfalkens, med lignende bred sort bagkant, men mørk bånding på undervingedækfjerene er generelt smallere, med tendens til mere pilespids-formede frem for runde (og diffuse) tegninger som hos Aftenfalk. Hvid bundfarve undertiden påfaldende tydelig. Sort vingebagkant generelt bredere end hos Aftenfalk, især inderst på hånden – alle håndsvingfjer har ret ensartet sort spids; hos Aftenfalk er der normalt mere sort på de yderste i forhold til de inderste håndsvingfjer. Desuden har Amurfalk 6-7 smalle halebånd, Aftenfalk 7-8, generelt bredere (egne obs. Tyrkiet, Kina, fotos).. I de fleste dragter forskellig fra Aftenfalk. Dog kan 2k han om foråret formeligt ikke med sikkerhed bestemmes udenfor udbredelsesområdet; se dog ovenfor for forskelle på i den juvenile undervinge og hale, der bevares til sidst på foråret. Desuden har Amurfalk undertiden enkelte mørke pletter på bugen (rester fra juvenil dragt), hvilket er sjældnere hos Aftenfalk, hvis juvenile normalt er utegnede på bugen. Yngler i grupper af træer nær egnede jagtområder. Ruger i grenrede, evt. i gamle kragefuglereder. Der var fuld gang i yngleaktiviteten ult. april. Kaldet ved reden ligner Tårnfalkens, og er også blevet sammenlignet med Vendehalsens (Hemmingsen & Guildal 1968). 52. Lærkefalk Falco subbuteo Eurasian Hobby 1997: Ved Beidaihe dagligt enkelte trækkende, flest 4.5 13 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 1 trk., 14.5 11 trk. + 2 rst., 15.5 8 trk., 16.5 9 trk., 17.5 11 trk. og 18.5 3 trk. 2008: 30.4 1 Bai He – 2.5 1 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 3.5 1 Friendship Hotel – 4.5 1 trk. Lighthouse Point – 4.5 1 trk. Sandflats – 4.5 1 Reservoiret – 4.5 1 trk. Lotus Hills – 5.5 1 trk. Lighthouse Point – 5.5 8 trk. Jin Shan Fields (0635-0720!) – 7.5 1 trk. Lighthouse Point. 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – 7.5 1 trk. Beigan. På Happy Island 7.5 1 – 8.5 2 trk. – 10.5 1 trk. – 11.5 1 trk. + 1 rst. – 12.5 4 trk. – 13.5 12 trk. + 1 rst. Almindelig trækgæst og yngletrækfugl (ult. april-pri.juni/ult. aug-med. okt. (med. nov.)). Om foråret er bl.a. talt 150 26.4-28.5 1985 og 140 trk. 30.4-ult. maj; flest pri. maj med dagsmax. 26 trk. 6.5 1994 og 24 trk. 5.5 1994 Beidaihe (Thalund et al. 1994). Kan formentligt ses i trecifrede dags-antal ved Beidaihe først i maj, baseret på regelmæssige observationer om morgenen ved Lighthouse Point (se ovenfor). Yngler bl.a. Lotus Hills, Beidaihe, samt bjergene og omkring Beijing. Om efteråret færre, flest i sept; ved Beidaihe dagsmax. 14 trk. 21.9 1987 13 trk. 6.9 1986, samt max. 15 rastende ved reservoiret. På Happy Island er dagsmax. 12 eks. 10.9 1994, ult.sept.-med.okt. flere dage med 10. Ret store ansamlinger raster ved Fragrant Hill, Beijing ult.sept.-pri.okt., dagsmax. 50 eks. 30.9 2007 og 30 eks. 22.9 2007. Desuden er op til 15 talt Kangxi Grasslands under efterårstrækket. Et meget sent fund er 11.11 2006 Beidagang, Tianjin. Kun få artsbestemte fugle nævnes i den tidlige litteratur (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler i det meste af Europa og Asien mod øst til Kamtjatka og Hokkaido. De østlige bestande overvintrer i Ø Asien mod nord til sydlige Japan, og mod syd til N Thailand og Burma, fåtalligt mod sydøst til den Malayiske halvø. Strejfgæst til Taiwan, Java, Timor-Leste og Lesser Sundas. Kakakteristisk falk med kortere hale og længere vinger end Amurfalk. Har mørk overside, mørkstribet underside og ”vandrefalkehoved” med mørk isse og skægstribe mod hvid kind. Adulte har røde busker. Regnes som monotypisk; de nordøstlige bestande, der passerer området, omtales undertiden som egen form: ”jakutensis” (Glutz von Blotzheim et al. 1971). Den er generelt mørkere på oversiden med bredere sorte striber på undersiden end europæiske fugle, men overgangene er glidende og ukonstante, og formen er ikke opretholdt i den senere litteratur, på grund af meget glidende overgange mellem mørke nordlige og lidt lysere, mere kontrastløse sydlige bestande indefor nominatformen(Cramp & Simmons 1980, Freguson-Lees & Christie 2001). 53. Dværgfalk Falco columbarius insignis/pacificus Merlin 1997: 2.5 1 Reservoiret, Beidaihe. Fåtallig træk- og vintergæst (ult.sept.-pri.nov./marts-pri.maj), ses normalt kun enkeltvis; dagsmax. 4 eks. 31.10 1987 Beidaihe, op til 3 pr. dag pri-med.okt. 2000 Happy Island, og 3 eks. 16-20.10 2007 Miyun Reservoir. Enkelte raster indlands på trækket, således ved Kangxi Grasslands, Baiwang Shan og Jume He, Beijing. Yngler i N Asien, formen insignus syd for tundraen mellem Yenisei og Kolyma. Overvintrer mod syd til Sakhalin, Ø Kina, Sydkorea og Japan. Formen pacificus yngler Russisk Fjernøsten, Anadyr og Koryakia, Okhotsk og Sakhalin, og overvintrer i Kina og N Japan. Andre nordasiatiske former overvintrer arten i SØ Asien mod syd til Vietnam, gennem

nordlige dele af Indiske Subkontinent og pletvis vestpå til Iran og Iraq. Strejfgæst til N Thailand, N Laos og Vietnam (Ferguson-Lees & Christie 2001, Robson 2005). To former findes i området. Insignis ligner nordeuropæiske ynglefugle, men generelt lysere med lysere pande og smallere mørke tegninger på undersiden. Hannens overside er ofte kraftigere blåtonet. Pacificus er større og mørkere end insignis. Ligner europæiske fugle, men generelt mere kontastrige (Glutz von Blotzheim et al. 1971, Ferguson-Lees & Christie 2000). Note: Vandrefalk Falco peregrinus (Peregrine Falcon). Fåtallig træk- og vintergæst (pri. aug-ult.okt./pri.april-pri. maj). Ses normalt enkeltvis, men 8.5 1944 3 hanner+1-2 hunner Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968). Fra nyere tid er dagsmax.på trækket 3 eks. 8.10 2000 Happy Island, 3 eks. 11.10 2000 Happy Island og 3 eks. 26.10 2004 Lianfengshan, Beidaihe (Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2005). En del optræder som gennemtrækkere og overvintrende omkring Beijing sept.-marts, således max. 3 Fragrant Hills, 3 Shisanling Reservoir, 3 Miyun Reservoir og 2 Kangxi Grasslands. Yngler over store dele af kloden i flere former. Raceforhold er ikke nærmere undersøgt, men både formerne calidus og japonicus er mulige. Calidus yngler tundra i N Asien mellem Nordnorge og Anadyr/Nysibiriske Øer; langtrækker, der overvintrer mellem tropisk Afrika og SØ Asien mod sydøst til New Guinea; enkelte i Mellemøsten og Middelhavsområdet, og ganske få nordpå til N Europa). Generelt større og lysere end andre former. Adult har lysegrå overside, tydeligst på bagryg/overgump og arm, mørkegrå isse og ofte smallere mørk skægstribe end andre former. Unsiden er hos de lyseste hvidlig med smalle sorte pletter på kroppen og undervingedækfjerene; kan synes lysree på dæk- end på svingfjer. Ungfugle varierer; nogle er mørke som hos sydligere bestande, men en del har lys isse, smal sort maske og skæg (samles omkring øjnene), smallere mørke striber på hvidere underside og lysere gråtonet overside, samt rustbrunt anstrøg på oversiden og overgumpen/overhalen (Malling Olsen & Tofte 2007). Formen japonicus yngler NØ Sibirien til Japan, Korea og Ø Kina, og overvintrer mellem Kinas kystegne, Japan og sydpå til Philippinerne og Borneo. Har generelt mørkere overside og tydeligere rustbrunt anstrøg på undersiden end calidus. Ungfugle generelt mørkere, formentligt identiske med mørkeste calidus (Ferguson-Lees & Christie 2000). - Slagfalk Falco cherrug milvipes (Saker Falcon). Fåtallig træk- og vintergæst (ult.aug.-ult. nov./marts-med.maj), muligvis meget sjælden ynglefugl. Optræder ret spredt gennem området, langt de fleste i det sene efterår. Ved Beidaihe 10-20 pr. efterår, flest ult. okt-pri. nov, dagsmax. 5 trk. 4.11 2000 og 2 trk. 29.9 2006, om foråret enkeltvis. Ses undertiden ved Kangxi Grasslands og Miyun Reservour, Beijing, hvor max, på hhv, 2 og 3 eks. ult.okt.-med. nov. Et fund af en juvenil 26.7 2006 ved Hangu antyder lokal herkomst Yngler fra Ø Europa og østpå gennem Asien. I området repræsenteret af formen milvipes, der yngler C Sibirien til Mongoliet og NØ Kina nord for området, og sydpå til mellem NV Afghanistan og Tibet. Stand- eller strejffugl, enkelte overvintrer i C og Ø Kina; strejfgæst til Hong Kong og Sydkorea. Områdets største falk. Større med kortere, bredere hånd end Vandrefalk og generelt længere hale. Adult har oversiden båndet i rustbrunt og sort (ala Tårnfalk); flankerne er tydeligt tværbåndede og issen rusttonet, især bagtil. Hånden er mørkere end resten af oversiden. Undervingen ret lys med mørkt bånd gennem store dækfjer. Hovedet er lyst med udflydende grå skæg- og øjenstribe, og ofte stirrende øje (dog i mindre grad end hos europæiske fugle). Ungfuglen har mørkere brun overside, undervingedækfjer og kropsstriber, mørke, lysplettede flanker, hvidere øjenbryn og bredere mørk skæg- og øjenstriber. I flugten ses god kontrast mellem mørke dækfjer og lyse svingfjer – især håndflade. - Laggar Falcon Falco jugger. Tilfældig gæst: 10.5 2006 trk. Jian Shao, Great Wall, Beijing (Marr & Andrews 2006), udokumenteret. Fundet fra Beijing hidrører formentligt fra undsluppen fangenskabsfugl, eller extremt mørk falk af anden art, f.eks. Slagfalk. Yngler mellem Afghanistan, Turkmenistan og Uzbekistan østpå til det meste af Indien; muligvis Nepal og Burma. Fåtallig, men den tætteste bestand i ørkenområder og åbent, tørt landskab i NV Indien. Stand- eller strejffugl. Fra Kina også rapporteret 5.1 2002 Huodian Shin, Yunnan (Bale 2003). Lidt mindre og mørkere end Slagfalk. Adult har hvid underside og vingeforkant i tydelig kontrast til sorte mellemste og store dækfjer, bukser og armhuler. Svingfjerene har smalle mørke tværbånd. Har tydelig sort skæg- og øjenstribe imod hvid kind, hvidt øjenbryn og rusttonet isse. Oversiden er ret ensartet brungrå oghalefjerene kun svagt båndede, mest i yderdelen. Ungfuglene er meget mørke, på undersiden og undervingedækfjerene næsten ensartet sortbrune, i stor kontrast til lysere svingfjer med brede mørke spidser og smallere mørke tværbånd. Hovedet er mørkt med hvid kind (kan være mørkplettet), oversiden sortbrun. 54. Japanese Quail Coturnix japonica 1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 10 Reservoiret/Sandflats og 2 Lighthouse Point, 4.5 1 indtrk. Lighthouse Point. 11-18.5 dagligt max.15 Happy Island. 2008: 8-16.5 dagligt max. 7 Happy Island. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst samt sjælden vintergæst (pri. sept-pri.nov./ult. marts-ult. maj) og meget sjælden vinergæst (dec.). Om foråret flest med.-ult. maj; dagsmax. 40 eks. 12.5 2002 Happy Island og 30 eks. 14-15.5 1994 Happy Island; et tidligt stort antal er 15 eks. 1.5 2002 Happy Island. Efterårstrækket kulminerer pri-med. okt; dagsmax.

45 eks. 10.10 2000 Happy Island, 42 eks. 9.9 1994 Happy Island, 30 eks. 18.10 1989 Yang He, 30 eks. 11.10 2000 Happy Island og 21 eks. 3.10 2001 Happy Island, 14 eks. 10.10 1989 Reservoiret, Beidaihe (Thalund et al. 1994, Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, Lehto 2000, Forsyth & Moffatt 2001, Boogaard 2002, Schiermacher-Hansen 2002). Nogle af antallene inkluderer formentligt lokale ynglefugle. Om vinteren iagttaget 10.12 2004 Kangxi Grasslands (China Ornithological Society 2005). Tidligere langt hyppigere. I 1920érne talrig omkring Beidaihe, især om efteråret (La Touche 1925). Yngler i NØ Asien (incl. NØ Kina) og N Japan, muligvis i N Burma og Nordvietnam. Forlader ynglepladserne aug.-sept, og overvintrer i S Japan, Korea (almindelig), C og S Kina, på Taiwan og Hainan samt i Burma, NV Thailand og Laos. Ankommer til ynglepladserne april-maj. Strejfgæst til NØ og Ø Indien samt Vietnam. Størrelse og adfærd som Vagtel. Ligner Vagtel, men hannen har rustbrun ansigt og strube og generelt mere kraftigt tværbåndede flanker. Hun næsten identisk med Vagtel, men generelt varmere tegnet med bredere mørke tegninger på undersiden. Sangen er et højt, eksplosivt Schurj-chur´r´r´r eller schur-CHUR-CHURK, der kan minde om et svagt kald fra Fasan. Også et dobbelt shur-CHRINK… i korte serier, undertiden i serier sammensat af flere toner; transkriberet som f.eks.kextsu, kera keh, gwa-kuro, guwangguwaaa (Rasmussen & Anderthon 2005, Brazil 2009). 55. Daurian Partridge Perdix dauurica suschkini 2008: 30.4 1 Bai He. Sjælden ynglestandfugl på græsstepper og i småbjerge omkring Beijing, bl.a. ved Kangxi Grasslands , Yanquing og Donglingshan (Andersson 2003a, Andersson 2005). Den største bestand findes formentligt ved Guishuihe, Yanquing, hvor dagsmax. er 15 eks. 11.11 2006. Tidligere fandtes en mindre bestand ved Beidaihe, men fra nyere tid kun spredte observationer: 27.9 og 2.11 1987 Beidaihe – 14.4 2003 2 eks. Yang He – 2 eks. 2.5 2007 Beidaihe (Williams 2000, China Ornithological Society 2004, 2006,2008). Yngler mellem Kinesisk Turkestan og Ø Rusland østpå til Stillehavet. Har forsøgsvist været udsat i Italien, Ukraine og V rusland, men uden større held. Ligner Agerhøne, men hannen har rustbrunt ansigt, gråskællet forhals og lysebrunt bryst til forbug. Bugpletten er sortbrun. Hunnen er svagere tegnet end hannen, og har lysebrunt ansigt, lysegrå strube og kun smal, mørkebrun bugplet. Findes i tørre områder som på stepper og på stenede skråninger i småbjerge. Kaldene er hæse og metalliske; også en accelererende serie af korte rex rex rex-rex- rexrex, ikke ulig ”Engsnarre der går amok”. Note: Chukarhøne Alectoris chukar pubescens (Chukar). Fåtallig ynglefugl i bjergene og omkring Beijing. Ved Beijing er største antal 30 eks. 8.2 2004 Juma River, Fangshan, 11 eks. 7.12 2007 Shidu og 5 eks. 21.10 2003 Luopiling Reservoir, Mentogou.. Fandtes tidligere ved Beidaihe, men ingen fund efter 1986 (Williams 2000, China Ornithological Society 2005, 2008). Yngler mellem S Europa og NØ Kina. Findes på græsstepper og i småbjerge. Repræsenteret af formen pubescens, der i forhold til fugle fra Europa har hvidere bug og smal hvid linie bag halssidens sorte felt (Brazil 2009). - Hjerpe Tetrates bonasia amurensis (Hazel Hen). Meget lokal ynglestandfugl i bjergene i NØ Hebei, muligvis til Beijing, hvor iagttaget i 1875. Enkelte nyere iagttagelser fra bjergskove i området, bl.a. Shanghaiguan 21.10 1989 (Wilder & Hubbard 1938, Williams 2000). Yngler i tæt skov gennem nordlige dele af Palearktis mod syd til skovgrænsen, mod syd og øst til Sakhalin, NØ Kina og N Japan, og mod vest til Sydsverige og Østeuropa. - Steppehøne Syrrhaptes paradoxus (Pallas´s Sandgrouse) Tilfældig gæst, men tidligere langt hyppigere, og optrådte da i uregelmæssige invasioner, således i sent efterår 1905, vinteren 1912/13 og 7.11-12.3 1944/45, hvor flokke på op til nogle hundrede ved Beidaihe pri.nov.-med.marts, langt de fleste i nov., hvor bl.a. flokke set trække mod syd over havet. Mindre returtræk set i marts (Hemmingsen 1959, Hemmingsen & Guildal 1968). Desuden to flokke pri, maj 1923. I nyere tid observeret ved Beidaihe i 1989: 2.11 1 eks. Sandflats og 8.11 16 trk. Lotus Hills (formentligt denne art) (Williams 2000). Desuden optræder småflokke undertiden omkring Beijing, senest 2 eks. 3.4 2005 Kangxi Grasslands, Beijing og 6 eks. Guishui He 9.4 2006 (China Ornithological Society 2007). Yngler mellem Kasakhstan, Uzbekistan og Gobi-ørkenen samt Mongoliet og N Kina (Gansu, S Qinghai, Heilongjiang, Xinjiang, Nei Mongol). Foretog tidligere uregelmæssige, men omfattende invasioner mod øst og vest. I Ø Kina invasioner 1860, 1912/13 (se ovenfor), 1922-23 (Manchuriet) og 1944-45, i mindre omfang i Amur og Ussurien desuden 1904, 1907, 1933, 1959 og 1961. I 1966 større invasion i Ø Rusland med flokke på op til 300. Til Europa foretog Steppehøne tidligere uregelmæssige invasioner, der som regel blev indledt i maj. De tidligste invasioner er i 1859 (bl.a. enkelte i Danmark, Lithauen, Storbritannien og Italien), og ult. maj 1863-feb. 1864 i Danmark, Sverige og Storbritannien, hvor bl.a. flokke på 30-50 Holland og op til 120 Storbritannien, samt ynglefund i Holland, Tyskland og muligvis i Østrig. Meget stor invasion 1888/89 indledtes i europæiske dele af Rusland i marts 1888, og nåede Rumænien og Vesteuropa april 1888. Mange ynglede og forblev til 1889(90). Under denne invasion 10.000´er Danmark, flest i Nordjylland, hvor flokke på op til 1000, og lignende antal i Tyskland (bl.a. 1500-2000 trækkkende mod nordvest Tyske Bugt og Helgoland), samt ynglefund flere steder i Jylland. Ca 5000 Østrig og Tjekkoslovakiet. Invasionen blev også bemærket i

Sverige, men i langt mindre antal, og kun maj-dec. I Storbritannien ca. 5100 eks maj 1888-feb. 1889, heraf max. 2000 Skotland, 1200 Norfolk, 970 Yorkshire, 500 Suffolk, og hundredevis i andre distrikter. Desuden enkelte ynglefund. I Holland flokke op til 100, og i Polen flokke på max. 400. 51 fugle blev nedlagt i Italien. På den Iberiske halvø blot ét fund (6 eks. Albufera 9.6 1888). Ynglende under invasionen 1888/89 desuden Sverige, Tyskland, Holland og Belgien. Mindre invasioner i 1848, 1872, 1876, 1906 og 1908-09. Observationer i 1887 og 1981 har muligvis forbindelse med den store invasion 1888-90. Sidste større invasion til Europa i 1908 (den største kendte invasion i C Sibirien (Minussinsk og Baraba-sletten), og op til 27.000 ult. april-pri. maj Oblast Tambow i Rusland, og ynglefund mod vest til Moskva. Også småflokke i Sydøsteuropa, men betydeligt færre i Vesteuropa, således under 100 eks. Storbritannien med.april 1908-maj 1909. Siden kun mindre antal, flest i 1944, hvor småflokke Kalinin Oblast, Rusland, og i 1969 hvor fund fra Storbritannien (3), Finland (4), Holland (2) og enkeltfund Sverige og Danmark. En skudt ud af en flok på 30 nedlagt i Belgien 2.2 1956, og i 1960 5-6eks. Frankrig. I øvrigt kun tilfældige fund i Europa, ingen efter 2000. I Ø Asien strejfgæst til C og S Kina, Korea og Japan (Hemmingsen 1959, Hemmingsen 6 Guildal 1968, Glutz von Blotzheim et al. 1977, Cramp & Perrins 1985, Dymond et al. 1989, Alström et al. 1992, Malling Olsen 1992, Hoyo et al. 1997, Berg & Bosman 1999, Breife et al. 2003, Flood et al. 2007, Slack 2009). Parallellen til artens optræden i Vesteuropa er slående, med regelmæssige invasioner tidligere, siden kun få fund. Tidsmæssigt falder invasionerne dog helt forskelligt ud. Tilbagegangen kan skyldes generelt mildere vintre i udbredelsesområdet, da tidligere store invasioner synes udløst af ekstrem snedække i udbredelsesområde, især i forbindelse med invasioner i Ø Asien, men formentligt desuden, at artens yngleområder kultiveres i stor hast. 56. Fasan Phasianus colchicus karpowi Common Pheasant 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 Lighthouse Point og 5.5 1 Reservoiret. 2008: 29.4 20 Kanxhi Grasslands – 29.4 3 Great Wall, Badaling – 30.4 3 Bai He – 1.5 4 Xianlongmen. Ved Beidaihe 2-6.5 dagligt max. 3 Reservoiret, Beidaihe – 3.-7.5 dagligt max.2 Lighthouse Point – 3.5 2 Yang He Woods – 6.5 1 Dongshan Hotel. 7.5 1og 16.5 1 Magic Wood, Laoting. På Happy Island dagligt max. 35 7-16.5. Almindelig ynglestandfugl; bestanden ved kysten er formentligt grundlagt af udsatte fugle. For nyligt indført til Happy Island; grunden hertil er formentligt, at man gennem turen til templet skal møde “den ægte vilde fauna” i skoven, hvorfor at ublu antal Fasaner, Kaniner og Harer er blevet udsat. Vi fandt dem rigeligt irriterende. Almindelig ved Beijing, således jævntligt op til 30 Kangxi Grasslands. Yngler i store dele af C og Ø Asien, incl. Taiwan. I Hebei repræsenteret af formen karpowi, hvor hannen har hvid halsring. Udsat i jagtøjemed på store dele af kloden, bl.a. i Japan. Formen karpowi har hvid halsring. Ligner fugle fra Europa. Har i visse kredse øgenavn af ”Henrikshane”, da den er indført, mest ses på adelige legepladser og er et yndet mål for bøssen. 57. Brown Eared Pheasant Crossoptilon mantchuricum 2008: 1.5 3 Xiaolongmen. Sjælden og meget lokal ynglestandfugl i bjergskovene vest for Beijing. Bjerget Xianlongmen er en god lokalitet (Andersson 2004), hvor arten dog tidligere synes at have været lettere at se, undertiden fra hovedvejen gennem området (Jesper Hornskov pers. comm). Desuden findes en god bestand ved Donglingshan, hvor max. 25 eks. 26.1 2004 Donglingshan. Yngler endemisk i Beijing, NV Hebei, Shaanxi (Wulushan) og Shaanxi (Leisizhuang). Findes i forkrøblet nåle- og blandskov med tætte krat mellem 1100 og 2600 meters højde. Global sårbar, totalbestand 5000-17.000 fugle (Collar et al. 1994, Zhanggwang 1999, MacKinnon & Phillipps 2000, Madge & McGowan 2002, China Ornithological Society 2004, China Ornithological Society 2005). En stor, mørkebrun fasan med bred, hvid overgump og halerod og lange, sorttegnede halefjer. Har nøgent rødt ansigt og hvide øretoppe. Færdes skjult, og høres mere end den ses. Kønnene er ens, man hanner er størst. Stemmen er et typisk hønsefuglekald: de spillende hanner udstøder et dybt, guturralt gu-gu gu-gu og gu-ji gu—ji. Under fouragering et vidtlydende tretonet trip chrrr ah. Note: Koklass Pheasant Pucrasia macrolopha xanthospila. Fåtallig og lokal ynglestandfugl i åben bjergskov i 600-1500 meters højde, især i fyrreskov. I Hebei og Beijing bl.a. ved Wulingshan, Laoling, Donglingshan, Labagoumen, Qinhuangdao, Mentougou, Baicaopan, Xialongmen og Shonshan Forest Park. Desuden iagttaget Bai He. Største antal er 20 eks. 14.8 2005 Xianlongmen (China Ornithological Society 2006). Arten yngler desuden i resten af Kina mod sydvest til Himalaya, hvor den tillige yngler i V Nepal og vestpå til N Indien mod vest til Uttaranchand. En stor, korthalet hønsefugl med hvid plet øverst på halssiderne. Hannen har sort ansigt, hvid plet på halssiden, lang mørkegrøn og brun issetop, gulbrun nakke, rustbrunt forbryst og gråbrun bug. Oversiden og vingerne er plettet i gråbrunt og lyst. Hunnen er mere anonymt brun med kortere top og med hannens hovedtegning antydet, dog med beige øjenbryn og gennemgående hvid strubeplet. Høres mere end de ses, og er mest aktiv tidligt om morgenen. Kaldene er

høje og vidtlydende, et melodisk ko-kras og en hæs, klukkende serie: khwa-kha-kaak eller kok-kok-kok…., eller gur-gzee gze-gzer (Mackinnon & Phillipps 2000, Brazil 2009). 58. Yellow-legged Buttonquail Turnix tanki blanfordii 1997: På Happy Island 13.5 1 og 15.5 1. 2008: På Happy Island 9.5 1 – 12.5 1. Sjælden yngletrækfugl og trækgæst (ult.april-pri. juni/med. aug.- ult. okt.). Om foråret flest med.-ult.maj, dagsmax. 5 28.5 1994 Beidaihe og 4 eks. 10.5 2006 Beidaihe. Om efteråret flest pri.-med. okt., dagsmax. 7 eks. 13.10 1989 Beidaihe, 6 eks. 5.10 2000 Happy Island og 3 eks. 1.10 2001 Happy Island. Tidligere hyppigere. I 1920´erne meget almindelig, i 1940´erne kun almindelig forår, sjælden efterår (La Touche 1925, Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler på græsstepper samt i agerland (især ris- og hvedemarker). Yngler mellem Indien og Ø Rusland, incl. i det meste af Kina, gennem nordlige dele af Indiske subkontinent (mod vest til N Pakistan) samt i SØ Asien til Vietnam og Malayiske Halvø. De nordøstlige bestande er trækfugle, der overvintrer i S Kina og SØ Asien mod syd til Vietnam og S Indien. Sjælden trækgæst i Korea. Færdes skjult i åbne områder med græs og urter, og skræmmes som regel op på kort hold som vagtel eller næbløs bekkasin. Ligner Japanese Quail, men mindre og lysere med stirrende lyse øjne, sortplettede og brystsider (incl. forflanker), sortvatret isse, rustbrun nakketil bryst samt gulbrune overvingedækfjer (giver i flugten tofarvet overvinge). Har gult næb og gule ben. Sangen en klagende række af hu-hu-hu toner i nedadgående følge. 59. Watercock Gallicrex cinerea 1997: 10.5 1 hun Radar station Marsh, Beidaihe. Sjælden yngletrækfugl og trækgæst (med.maj-pri. juni/med. aug.-ult. okt). Findes i fugtige områder. Blev hyppigst iagttaget ved det nu udtørrede Radar Station Marsh , hvor dagsmax. 5 pri. juni 1994. Er regelmæssig ved Reservoiret, Beidaihe, max. 3 eks. 14-19.5 1994, om efteråret er dagsmax. 3 eks. 24 og 28.9 1990. I 2006 desuden set 23.5 Happy Island. Yngler formentligt omkring Beijing, således sommerfund fra Sommerpaladset, Bahe Wetlands og Huaorou (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2006, Pettersson 2006). Yngler fra N Pakistan gennem nordlige dele af Indiske Subkontinent, samt i Sydindien, Sri Lanka, Andamanerne, Nikobarerne, Indokina, i det meste af Kina samt i Korea (nu sjælden) og østpå til S Japan. Desuden i SØ Asien til Greater Sundas, Bali og Philippinerne. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer sydpå til SØ Asien og sydlige Indien, muligvis uregelmæssigt mod nord til Ø Kina (Liaoning). Regelmæssig træk– og vintergæst i S Japan. Strejfgæst mod nord til N Japan og Kamtjatka, og mod SØ til Christmas Islands og Palau. En stor sumphøne, tydeligt større end Grønbenet Rørhøne. Findes ved sumpe og fugtige partier i agerland, som i rismarker. Færdes ret skjult, men er nysgerrig: stikker undertiden hovedet op over vegetationen som en hønsefugl. Hannerne er karakteristiske: sortblå med gult næb og rødt pandeskjold samt røde ben; bliver udenfor yngletiden mattere. Hunner og ungfugle ligner en pudsig blanding af vandhøne og juvenil Brushane: lyst gråbrun med tydeligt lysskællet overside og svagt lyst øjenbrun samt gulgrå næb og ben. I flugten tung med lange, bagudhængende ben. Den blågrå vingeforkant er her påfaldende. Sangen, der høres om natten, er et dybt gurglende ku-wak kuwak…. , der efterfølges af strengeagtige ka pong - som slag på slap cellostreng og slutter med en næsten ektatisk tonerække kok-kow-kow… Kaldet er et to-tonet kree-AA. Undertiden udstødes kun enkelte dele af sangen. 60. Blishøne Fulica atra Common Coot 2008: 29.4 10 Kanxhi Grasslands. Ret almindelig ynglefugl og træk-vintergæst, flest omkring Beijing, hvor dagsmax. 165 eks. 1.10 2004 Miyun Reservoir, Beijing. Ved kysten blot fåtallig, om foråret hyppigst ved Reservoiret, Beidaihe. Om efteråret størst antal i Tianjin, hvor max. 4500 eks. 1-2.11 2006 Tuanbowa Reservoir og 742eks 21.10 2007 Beigadagg Reservoir. Omkring Beijing i mindre antal, flest 181 eks. 19.11 2006 Yangcheng Reservoir, Haixing, 50 eks. 29.10 1987 Beidaihe og 35 eks. 10.10 2005 Miyun Reservoir. Var meget almindelig i 1920´erne, men ikke observeret i 1940 (Hemmingsen & Guildal 1968, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler i store dele af Europa og Asien, incl. det nordlige Kina. Den østlige bestand overvintrer i C og S Kina, Japan, Korea og gennem Ø og SØ Asien til C Thailand, Sabah, Philippinerne og Mikronesien incl. New Zealand og Australien. I Kina er største vinterantal 10.000 Caohai, 8000 Lashi Hai, Yunnan, 5315 Hongze Hu, Jiangxi, 3790 Longgan Hu, Hubei, 2300 Dongjing, Shandong og 2000 Ningde, Fujian og 1000 Anhui og Yunnan. Fåtallig vintergæst i Japan. I Indien max. 25.000 Jaisamand, Rajasthan. I Ø og SØ Asien strejfgæst til den Malayiske Halvø og Maryana Islands. 61. Grønbenet Rørhøne Gallinula chloropus Common Moorhen 1997: Ved Beidaihe dagligt max. 8 Reservoiret og 2 Radar Station Marsh. Desuden 14.5 1 Happy Island. 2008: 2-5.5 dagligt max. 3 Reservoiret, Beidaihe – 3.5 1 Yang He Woods.

Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (med.april-med.nov.). Om foråret flest gennemtrækkende sidste halvdel af maj, ved Beijing optræder de største antal ved Shahe Reservoir, hvor max. 400 eks. 29.5 2005 og 300 eks. 28.5 2006. Ved Reservoiret, Beidaihe dagsmax. 105 eks. 22.5 2007, 104 eks. 22.5 1994, 60 eks. 23.5 2007 og 50 eks. 1-5.5 2005 samt 20.5 2006; 5-10 ynglepar i 1994 Reservoiret, Beidaihe (Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2006-2007, Frich et al. 2007). Om efteråret flest ult.aug.-med. sept, dagsmax. ved Reservoiret, Beidaihe 40 eks. 29.8 1986 og 40 eks. 19.9 1994. Formentligt gået frem; ikke nævnt fra 1940´erne ved Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler over store dele af kloden,, incl.det meste af Kina. De nordøstlige bestande er trækfugle, der overvintrer mellem S Kina, S Japan og SØ Asien. I Kina således almindelig vintergæst i Hubei, hvor max. 860 Hong Hu, 791 Longgan og 314 Liangzi Hu, desuden max. 442 Dongting, shanghai og lokalt op til 300 Anhui, Yunnan og Fujian (China Ornithological Society 2006-2007). 62. Swinhoe´s Yellow Rail Coturnicopes exquisitus 1997: 14.5 2 Happy Island. Meget sjælden og uregelmæssig trækgæst (maj – pri.juni og med. sept.-med. okt). Ses normalt kun enkeltvis, flest med.maj. Sjælden og lokal ynglefugl i NØ Kina og Khanka, Ø Rusland. Overvintrer (okt.-april) i sydlige Japan, Korea og SØ Kina, de fleste i Yangtze-dalen. På Chongming Island, Dongtang er op til 3 set i november. Strejfgæst til Hunan (Taylor & van Perlo 1998, China Ornithological Society 2006, Brazil 2009). En pudsig lille, brun sumphøne, der kun er sangerstor! Gråbrun med mørkstribet overside og bred hvid bagkant på armen – næsten som vingespejlet hos Fløjlsand Melanitta fusca, eller bag-armen hos Rødben, Terekklire og Hvidvinget Lærke. Færdes skjult, og ses normalt kun når den skræmmes op på tæt hold. Ud over vingetegningen er lange og dinglende gule ben stærkt iøjnefaldende. Sangen består af gryntende og kaglende kald; desuden et hårdt, blåhalsegatigt kald, der lyder som når to sten slåes sammen, og en hurtig serie: kyu kyoro ru….. 63. Dværgrørvagtel Porzana pusilla pusilla Baillon´s Crake 2008. 3.5 1 Yang He Woods (”sydlige sump”), Beidaihe. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst ((marts-april) maj-pri. juni og pri. aug-med. okt.). Flest ses ved Beidaihe (Reservoiret, tidligere ved det nu afvandede Radar Station Marsh) i maj.; dagsmax. 26 eks. 15.5 1992 Beidaihe, 12 eks. 4.5 1994 Radar Station Marsh/Wet Boot Marsh/Reservoiret, Beidaihe, 10 eks. 17.5 1990 Reservoiret, Beidaihe; efter 2000 9 15.5 2000 Reservoiret, Beidaihe. Enkelte fund i marts og april (Hemmingsen & Guildal 1968). Om efteråret er dagsmax. 6 eks. 4.10 1989 Yang He og 3 eks. 9.9 1994 Happy Island. Hyppigere tidligere; i 1920´erne nævnt som ”extremely abundant in autumn” (La Touche 1925). Ses ved Beijing især ved Sommerpaladset og Kangxi Grasslands. Yngler i SØ Europa, S og Ø Afrika, Madagascar samt gennem tempererede dele af Asien til Ø Kina og Ø Rusland. Repræsenteret af formen pusilla (Ø Palearktis øst for Ural mod syd til Afghanistan og N Iran, og østpå til Amur, Sakhalin, N Kina, Nordkorea og S Japan; mod syd til Iran og Nordindien). De østasiatiske bestande overvintrer mellem Indien og SØ Asien mod syd til Greater Sundas og Philippinerne. Strejfgæst til Japan, Taiwan, Macquire Islands og Wallacea. Andre former yngler i SØ Asien mod sydøst til New Guinea, i Australien og New Zealand. En meget lille rørvagtel, der kan tages som en ”kylling” af Plettet Rørvagtel. Adult: Bagisse, ryg og vinger er olivenbrune, vinger og dækfjer med sort/hvide tegninger. Hoved og bryst er grå og flanker til undergump sort/hvidbåndede. Næbbet og benene er olivengrønne. Juvenil brun med sorte, hvidplettede skulderfjer og ryg samt sort/hvid pletning til bånding på undergumpen. Færdes skjult langs søbredder og i tæt sumpbevoksning, men kan undertiden ses mere åbent, fouragende på mudderflader i rørkanter, især i tusmørke. “Sangen”, som hørtes ved Yang He, var en kort snerren, der lyder lidt som en meget dæmpet Engsnarre Crex crex. Desuden en tone af kou kou kou toner, der er bedre adskilt. Den snerrende sang sammenlignes undertiden med kaldet fra han Atlingand Anas querquedula, men har alligevel en umiskendelig ”sumphøneagtig” klang – som det også hørtes på Møen, Danmark i juli 2007. Formen pusilla ligner intermedia (N Afrika, Europa og Lilleasien), men har koldere olivenbrun overside (rødbrun hos intermedia), og lysere grå, let bruntonet underside (mørkere og renere grå hos intermedia) (Glutz von Blotzheim et al. 1973). Note: Eastern Water Rail Rallus indicus ((Eastern) Water Rail)). Fåtallig til sjælden yngletrækfugl og trækgæst (maj/aug.-nov.). Ses hyppigst ved Reservoiret, Beidaihe, men også på Happy Island, ved Beijing, f. eks. ved Sommerpaladset, Zizhuyuan Park og Shahe Reservoir samt i Shanhaiguan, Hebei. Yngler i Ø Rusland øst for Yenisei, i N Mongoliet, Sakhalin, S Yakutien, NØ Kina, S Kurilerne og N Japan. Overvintrer i S Kina, fåtalligt vestpå til S Japan, mod syd til mellemste dele af Thailand, vestlige Indonesien og mod vest til Bengalen og Assam, NØ Indien. Strejfgæst i Nepal. Biotop og adfærd som Vandrikse. Indicus regnes nu som egen art, adskilt fra Vandrikse R. aquaticus. Ligner Vandrikse, men lysere med mere kontrastrige hovedtegninger med lysere øjenbryn og strube samt brun øjenstribe. Har desuden brunere bryst og flanker samt sort/hvide tværbånd til undergumpen (Vandrikse har kun tværbåndede flanker og ensartet hvid undergump).

Vingetegningerne er generelt kraftigere. Sangen er en knirkende, metallisk række af ensartede SKrinK der gentages i hurtigt følge i serier på op til 10 toner. Kaldet er et skarpt og metallisk, nedadgående og afklippet KYuk,der tit udstødes i serier; afviger fra Vandrikses korte ”hammerslag”. Høres året rundt (Rasmussen & Anderthon 2005, Brazil 2009). - Slaty-breasted Rail Galirallus striatus. Tilfældig gæst: 21.5-3.6 1994 Radar Station Marsh, Beidaihe (Thalund et al. 1994). Yngler i S Asien (SV og V Indien mod nord til Maharasthra samt på Sri Lanka og Nikobarerne) og mellem NØ Indien, Burma, SØ Kina, Hainan, Taiwan, Macao og SØ-Asien. Overvintrer i ynglekvarterets sydlige del samt på Sulawesi og Lesser Sundas, hyppigst N Phillippinerne, S Thailand og Malaysia. Strejfgæst til NW Indien,Vietnam, Bali, Suwa og Timor (Hoyo et al. 1006, Wells 1999, Rasmussen & Anderthon 2005). Ligner en mørk Vandrikse, men mørkere med rustbrun isse til baghals, gråsort overside med hvide tværpletter, mørkegråt ansigt til bug samt sorte flanker til undergump med smalle hvide tværbånd. Det rødgrå næb er kortere og mere lige, benene olivengrå. Ungfuglen har brunbåndet overside og lysere beige ansigt til underside. Adfærd som Vandrikse. Kaldet er et gentaget, metallisk kech eller shtik! der kan gentages over lange perioder for gradvis at aftage. Også en skarp fløjtetone, et gennemtrængende ka-ka-ka og en dyb grynten (Rasmussen & Anderthon 2005, Brazil 2009). I området sandsynligvis repræsenteret af formen albiventer (yngler mellem Indiske Subkontinent , SV Yunnan og Thailand). Eventuelt forekommer formen jouyi (SØ Kina, Hainan). - Ruddy Crake (Ruddy-breasted Crake) Porzana fusca erythrotorax. Fåtallig trækgæst og yngletrækfugl (med. maj - pri. juni og sept. - okt.). Om foråret ankomst efter 15.5, og flest ult.maj-pri.juni. Dagsmax. 14 eks. 4.6 1994 14 eks 5.6 1994 og 11 eks. 30.5 1994 Reservoiret/Radar Station Marsh; siden afvanding af Radar station Marsh er ved Reservoiret max. set 10 eks. 19.5 2005 og 9 eks. 22.5 1999 (Thalund et al. 1994, Meltofte & Hornskov 2004). Ses undertiden i par ved Sommerpaladset, Bahe Wetlands, Guishu He og Weigou, Beijing i juni. Kun spredte observationer om efteråret. Yngler mellem nordlige dele af Indiske Subkontinent og østpå til Japan. Repræsenteret af formen erythhrocorax, der yngler mellem Indokina, S og C Kina til Korea og Japan, i Kina overvejende syd for Liaoning-Sichuan. Bestande nord for Shanghai er trækfugle, der overvintrer mellem S Indien og Indokina. Strejfgæst til Andamanerne og Christmas Island. Andre former findes i SØ Asien til Lesser Sundas og Sulawesi. Yngler desuden på Sri Lanka. Ligner en ret ensartet mørkt rødbrun Plettet Rørvagtel P. porzana med mørkebrun ryg og vinger, sort/hvidbåndet undergump, mørkegråt næb og røde ben. Adfærd som Dværgrørvagtel: færdes skjult i sumpvegetation, men ses undertiden mere åbent ved tilgroede bredder, særligt i tusmørke. I flugten mørk med lange, dinglende ben. Sangen er et skarpt og gennemtrængende chep, der ligner kald fra visse frøer; ofte i accellererende serie, der lyder som når nogle ivrigt banker på en dør (Brazil 2009). - Band-bellied Crake Porzana paykullii. Meget sjælden gæst i maj ved Beidaihe og på Happy Island, dagsmax. 2 eks. 2.5 2006 Xinkai He Reservoir, Beidaihe. Angives som ynglefugl i Hebei (Williams 1990, Hoyo et al. 1996, China Ornithological Society 2006). Yngler i Amur, Ussurien og NØ Kina til Hebei og Henan, tidligere i Nordkorea. Forlader ynglepladserne i aug., og trækker via Ø Kina (Nei Mongol, Shandong) til overvintring i det sydligste SØ Asien (Singapore) og Greater Sundas, flest på Borneo og Jav; enkelte mod nod til C Thailand. Strejfgæst til Sakhalin, Sydkorea, Japan og Sulawesi. På størrelse med Grønbenet Rørhøne. Mørkebrun med lysere rustbrun underside, lysere strube og sort- og hvidbåndet flanker og undergump; hvide bånd generelt bredere end sorte. Benene er orangerøde. Ungfuglen har grålig overside til isse og lyst gulbrunt ansigt og underside samt mattere gråbrune ben. Kaldet er en hæs, trommeagtig kvækken: tototototo….., der kan ledsages af et trillende urrrrrr. 64. White-breasted Waterhen Amaurornis phoenicopterus 2008. 6.5 1 Sandflats, Beidaihe. Sjælden yngletrækfugl (ult.april-sept.) Ved Beidaihe er det tilgroede område ved åudløbet lige øst for den lille lund ved Sandflats den bedste lokalitet for arten, der første gang blev set her 18.5 1995 (Zetterström 1995), siden regelmæssigt. Også set Lotus Hills, Beidaihe 29.5 1994 og Bai He 7.5 2007, samt på Happy Island 19.5 1998, 15.10 2007 og 4-6.5 2008. Flere ynglefund ved Beijing, hvor regelmæssig ved Sommerpaladset, Weigou, Yunju Temple, Shahe Reservoir, Bahe Wetlands (max. 3 ), Kangxi Grasslands, Shangzhuang Reservoir, Bai He og Guihe. Yngler fra Pakistan (Indus-dalen) gennem Indiske subkontinent til S og Ø Kina nordpå til Zhejiang og Beijing, formentligt også i Hebei. Desuden i S Japan (hvor under indvandring; før 1970 kun tilfældig gæst), samt i SØ Asien mod syd og øst til Bali, Philippinerne og Wallacea. Overvintrer indenfor yngleområdet, samt på Sumatra. Sjælden vintergæst i S Oman ult.okt.-med. juni; strejfgæst mod vest til UAE og Yemen, og mod nord og øst til Korea og Ussurien. En karakteristisk, ret stor sumphøne. På størrelse med Grønbenet Rørhøne, men slankere med hvidt ansigt og underside, mørkebrun overside og rustbrun undergump. I det hvide ansigt stør det mørke øje tydeligt frem. Næbbet er gult med rød plet på basis af overnæbbet. Benene er lange og gulgrønne. Ungfuglen er mattere med gråtonet underside. Findes ved

flere typer vådområder end andre vandhøns, og ses tit frit fremme i sumpe og langs søbredder, samt på oversvømmede områder, ofte nær menneskelig aktivitet. I store dele af udbredelsesområdet almindelig og påfaldende. Ret larmende. Sangen er gennemtrængende og uskøn: et hæst, raspende kyap der overgår i en sammenhængende serie: kyurr kyurr kyurr kukaru-UK WUK WUK WUK - især vedvarende og intensiv under territoriekamp. Kaldet er et opadgående, nasalt wuk, der ofte gentages i korte serier: u-wuk u-wuk u-uwuk . 65. Strandskade Ostralegus ostralegus osculans Common Oystercatcher 1997: 14.5 2 Happy Island – 18.5 1 Happy Island-Beigan. 2008: På Happy Island 13.5 1 – 14.5 1 Mudflats – 15.5 2. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (marts-pri.juni/aug-okt.). Største antal er 258 eks. 16-17.4 2006 Yalu Liang, og 35 eks. 3-5.10 2005 Jingtanggang, Laoting. I øvrigt ikke set i antal på over 20 eks. Yngler gennem nordlige del af Palearktis. I området repræsenteret af formen osculans, der yngler mellem Kamtjatka og NØ Kina (incl. Hebei) samt i Nordkorea, og overvintrer mellem Sydkorea og Ø Kina mod syd til Guangdong, flest i sydvestlige Sydkorea, hvor min. 10.000, flest Geum Estuary. I Kina fåtallig; største antal er flokke på max. 200 eks. i dec.-jan. i Jiangsu og 150 eks. i aug. Min Jiang Estuary, Fujian. Var tidligere mere udbredt, og var således almindelig i Japan, hvor den nu kun er en sjælden gæst. Strejfgæst til S Kina, Taiwan, Burma, Nepal, Vietnam, Malaysia og W Mikronesien. Osculans har i forhold til ostralegus (hjemlige fugle) længere næb, kortere hvidt vingebånd på hånden (yderste 5 håndsvingfjer helt sorte; med hvide skafter og felter på inderfanerne hos ostralegus), men generelt mere hvidt inderst på armen. Mangler andre formers tydelige hvide halvmåne på forhalsen i vinterdragt; nogle ungfugle har dog enkelte hvide fjer på forhalsen (Hayman et al. 1986, Chandler 2009). 66. Klyde Avosetta recurvirostra Common Avocet 1997: 15.5 2 Happy Island. 2008: 2.5 12 og 6.5 11 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 9.5 1 Mudflats og 15.5 60 rejedammene. Ret almindelig trækgæst (ult.marts-ult-maj og juli-ult.okt.). Om foråret kulminerer trækket pri. april. Meget store flokke raster langs kysterne af Tianjin, hvor de største antal er 5000 eks. 3.4 2005 Hanggu, 2500 eks. 9-10.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu, 1000 eks. Huanggang Reservoir 11.4 2005 og 1000 eks. Beitang 8.4 2006. Ved Beidaihe er dagsmax. 1300 eks. 2-3.4 2005. Om efteråret kulimnerer trækket ult.aug.-pri.okt. Flest optræder i Tianjin, hvor de største antal er 2780 eks. 29.8 2006 mellem Hangu og Tanggu, 1045 eks. 2.10 2007 Tianjin coast og 743 eks. 18.9 2004 Tanggu. På Happy Island er >1000 talt ult.sept-pri.okt. på Happy Island, og op til 525 ved Qilihai. Ved optræder Beidaihe betydeligt færre, mest iagttaget trækkende, således dagsmax. 80 eks. 6.9 1986 og 62 eks. 30.8 1987 (Williams 2000, China Ornithological Society 2006-08). Yngler gennem Palearktis mod øst til NØ Kina og N Sibirien. Den østlige bestand overvintrer langs kyster i C og S Kina, i Hong Kong således max. 1000 ult.okt.-pri. april, exceptionelt 15.900 med. jan. 2008. Lokalt i store flokke indlands dec-marts. De største ansamlinger i SØ Kina, hvor største antal er 15.344 Poyang Hu, Jiangxi, 10.000 Linhongkou, Jiangsu, 9174 Caizihi Hu, Anhui, 5297 East Dongting Lake, Hunan, 2180 Caisang Hu, Hunan, 2173 Futian NR,Guangdong og 1942 Baidang Hu, Anhui. Desuden flokke på nogle hundrede i Hubei og Guangdong. Sjælden træk- og vintergæst i Korea og Japan. Strejfgæst til Taiwan, SØ Asien (Phillippinerne, Indokina) og Nepal. 67. Stylteløber Himantopus himantopus Black-necked Stilt 1997: Ved Beidaihe 29.4 -10.5 dagligt max. 21. Desuden 10.5 1 Radar Station Marsh. 2008: Ved Beidaihe 2-4.5 dagligt max. 19 Reservoiret – 3.5 22 Yang He Woods – 6.5 4 Sandflats. 7.5 10 Magic Marsh, Laoting – 7.5 1 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 9.5 2 – 10.5 3 – 11.5 14 – 12.5 17 – 15.5 80. Fåtallig til ret almindelig trækgæst (ult. marts-pri.juni og ult. juli-med.okt). Forårstrækket kulminerer gennem april, og et størst i Tianjin, hvor største antal er 1500 eks. Huanggang Reservoir 11.4 2005, 1300 eks. Hangu Reservour 15-16.4 2006 og 1025 mellem Shanggulin og Hangu 9-10.4 2005. Fra Hapy Island er største antal 200 eks. 29.4 2002,og fra Beidaihe 96 eks. 27.4 1994 Yang He og 60 eks. 4-8.5 2005. Desuden optræder flokke omkring Beijing, hvor flest ved Kangxi Grasslands, hvor største antal er 200 eks. 29.4 2007 og 100 eks. 24.4 2005. Om efteråret kulminerer trækket pri. aug-med. sept. Flest optræder i Tianjin, hvor dagsmax. er 2965 eks.29.8 2006 Hangu, 850 eks. 6.8 2007 Tianjin Port og 760 eks.5.8 2007 Caihong Qiao. Ved Tanggu er største antal 739 eks. 29.7 2005 og 200 eks. 22.8 2004. Ved Beidaihe er dagsmax. 414 (heraf 403 trk.) 30.8 1986, 378 trk. 30.8 1987 og 121 eks. 9.9 1988. På Happy Island er dagsmax. 180 eks. 3.9 1994 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2008). Yngler gennem mellemste og sydlige dele af Holarktis, bl.a. i C og S Kina, Taiwan og mod nordøst til SØ Rusland. De østlige bestandes træk passerer Ø Kina, Korea og Japan, med enkelte mod nord til Sakhalin og Kamtjatka. Den østlige

bestand overvintrer gennem S og SØ Asien mod nord til Taiwan (1000+) og S Kina; på Sri Lanka flokke på hundreder. Strejfgæst mod nord til Aleuterne. En karakteristisk sort- og hvid vadefugl med extremt lange lyserøde ben. Har varierende mørke hovedtegninger, men ingen checkede i området har haft komplet sort nakke, som det undertiden ses på fugle i SØ-Asien (f.eks. set Sri Lanka jan. 2006). Kaldet er et gummiagtigt kek-kek. 68. Ibisbill Ibidorhyncha struthersii 2008: 30.4 2 (par) Bai He. Sjælden og lokal ynglestandfugl ved stenede flodbredder i områderne nord for Beijing samt i Hebei. Ældre fund fra Beidaihe. Især iagttaget langs Bai He (se nedenfor), hvor flere par yngler; desuden 9 eks. 9.1 2005. Ved Huaoroi Reservoir undertiden i smågrupper, således 6 eks. 26-27.11 2005. Desuden 12 eks. 2.9 2007 Tanghekou, Huairou samt smågrupper på op til 4 flere steder i Beijings nordvestlige udkant, f.eks. ved Yehe, Juma He, Miyun, Hutou Hu og Labaguomen ved Huairou (China Ornithological Society 2005-2008, Hofland 2005, Brazil 2009)). Yngler i bjergegne langs strømmende floder med rigelige partier af grå sten i bjerge mellem Gilgit, N Kashmir, Ø Kasakhstan og gennem Himalaya og tibet, mod øst til Nei Mongol, Beijing og C Kina.Yngler normalt i 1700-4500 meters højde, men i Kasakhstan ned til 880 m. og i Hebei ned til 245 m. Søger om vinteren til lavere højder, og kan da ses på lignende biotoper, lokalt ned til 100-500 metsrs højde. De fleste findes indenfor yngleområdet, men dele af bestanden søger lidt længere sydpå om vinteren, således til Himalayas fodbjerge (okt-marts). I de lavere dele af Himalaya er en sikker lokalitet Hetauda i Nepal, hvor op til 15 optræder i et par flokke, desuden bl.a. regelmæssig i N Assam, Arunachal Pradesh og Uttarkhand i N Indien. Strejfgæst til V Burma (Hoyo et al. 1996, MacKinnon & Phillipps 2000, Rasmussen & Anderthon 2005, Wassink & Oreel 2007). Bai He-lokaliteten ligger ved ca. km. 99 ad vejen mellem Huairou og Fengning (vej 111)– ca. 2 timers kørsel fra det centrale Beijing. Det er måske verdens lettest tilgængelige yngleplads for denne eksklusive art – og i hvert fald den lavest liggende med sine 245 m.o.h. Vi fandt arten langs floden, hvor der var et strømmende gennemløb med rigelige mængder grå sten, en biotop, der også kendetegner f.eks. vinterkvarterene i Nepal, Nordindien og Sikkim, samt ynglepladsen ved højbanen nær Almaty i Kasakhstan, hvor jeg tidligere har set arten. De rigelige partier af grå sten sikrer arten perfekt camouflage, og er formentligt en forudsætning for artens optræden. Lokaliteten langs Bai He er først beskrevet de senere år (Hofland 2005). I maj 2008 sås op til 3 par på en lidt længere strækning end den vi gennemsøgte (iflg. Hollandske fuglefolk), og det må formodes at dette lidet besøgte område rummer en større bestand af arten. Den bør derfor også eftersøges i lignende biotoper omkring Beijing, da den er iagttaget på flere andre steder nord for Beijing (Andersson 2006). Det ”aktuelle sted”, der ofte refereres som km. 99, er muligvis under nogen trussel, da et større vejbyggeri synes at kunne berøre området, der dog langt fra er uforstyrret; overfor det sted, vi så parret, ligger et grusværk. Fuglene var dog fortsat tilstede i 2009 (Rune Bisp Christensen pers. comm.) Ibisbill er en meget karakteristisk grå, hvid og sort vadefugl med nedadbuet rødt næb og røde ben. Stående kompakt. I flugten kort bagtil med brede vinger og hvide vingefelter. Flyver lavt med stødende vingeslag og løftet hoved. Stemmen er som forstærket Mudderklire, ved uro et hvidklireagtigt klew klew (Chandler 2009). 69. Grey-headed Lapwing Vanellus cinereus 1997: 4.5 3 Radar Station Marsh, Beidaihe. 2008: 7.5 1 Magic Marsh, Laoting. Ret almindelig trækgæst (ult.marts-ult. maj og ult aug.-ult. okt). Raster ved rismarker og fugtige enge; bl.a Kangxi Grasslands, ved sommerpaladset i Beijing og ved vådområderne omkring Laoting. Om foråret fåtallig; ved Beidaihe 118 ”bird-days” 22.3-30.5 1985 og 88 eks. 26.3-pri.juni 1994. Ved Qilihai, Tianjin er dagsmax. 101 eks. 26.3 2003, ved Beijing småflokke, f.eks. 20 eks. 6.5 2007 Shahe Reservoir og 10 eks. 27.3 2004 Baihe Gorge. Om efteråret hyppigere. Trækket kulminerer ult. sept., ved Beidahe dagsmax. 3504 trk. 23.9 1986, 2360 trk. 22.9 1990 og 1345 trk. 24.9 1990, desuden 2058 rst. 21.9 2004 Yang He og småflokke på op til 50 rastende Sandflats. På Happy Island dagsmax. 1750 ult sept 1998 - 630 trk. 13.9 1994, 340 eks. 20.9 2007 og 250 eks. 28.9 2003. Ved Tanggu max. 87 eks. 6.9 2004 og 91 eks. 19.9 2004 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, Stenlund 2003, China Ornithological Society 2004, China Ornithological Society 2005, Rellmar & Müller 2007, Hornskov 2007). Nævnes som ”extremely abundant (large flocks) from mid. Aug. throughout Sept.” i 1920´erne (La Touche 1925). Siden muligvis tilbagegang. Yngler i NØ Kina (Manchuriet, Nei Mongol) samt i C og S Japan (hvor det meste af bestanden er standfugle). De kinesiske ynglefugle forlader ynglepladserne ult.juli-med. sept, og overvintrer mellem NØ Indien/Nepal og Ø Asien sydpå til C Thailand og østpå til Vietnam og Taiwan, flest i Yunnan, Hunan og Guangdong, S Kina, bl.a. 478 East Dongting Lake, Hunan dec. 2003.; desuden op til 400 Manyaljodi, Orissa i NØ Indien. Fåtallig vintergæst N Thailand og NØ Indien sept.- marts. Enkelte overvintrer vestpå til resten af nordlige Indien samt sydpå til Malaysia. Strejfgæst

vestpå til Kasakhstan og Baikal, sydpå til C og S Indien, Sri Lanka og Andamanerne, og østpå til Transbaikal, Russisk Fjernøsten, Sulawesi, Indonesien og Australien. En karakteristisk, stor vibe, der i flugten ligner Sabinemåge Larus sabini med sine gråbrune, hvide og sorte trekanter på oversiden – tegninger, der deles af flere ”eksotiske” vibearter, som Steppevibe. Adult har i øvrigt gråt hoved og hals samt sort halsbånd i grænsen til den hvide bug. Næbbet er gult med sort spids. Benene er lange og gule. Vinterdragten ligner sommerdragten, men brystbåndet er bruntonet. Ungfugle ligner adulte, men har mere ukarakteristisk gråbrunt hoved og forhals samt fint skællet overside. Stemmen er et klagende chee-it, og et tretonet ”did all eat?”, samt et knirkende, braksvaleagtigt (”gummi-agtigt”) kald (Chandler 2009, egne obs. N Thailand). Note: Steppevibe Vanellus gregarius (Sociable Lapwing). Tilfældig gæst: ult. sept.1998 Happy Island i flok med 1750 Grey-headed Lapwing. Yngler i Centralasien (sydlige C Rusland mod vest til nord for Kaspiske Hav, samt nordlige halvdel af Kasakhstan), tidligere mod vest til Ukraine og Krim. Forlader ynglepladserne aug.-sept., og trækker siden mod syd og sydvest. På trækket er max. talt 3200 ult.okt. i Ceylanpinar i SØ Tyrkiet og N Syrien i okt. Overvintrer i NØ Afrika, langt de fleste i Sudan. I Arabien er flokke på op til 30 set Oman. Mere fåtallig og uregelmæssig i resten af Mellemøsten, således max. 54 pr.vinter Negev, Israel i 1980´erne, men færre siden. Ankommer til ynglepladserne med-april-med. maj. Desuden mere fåtalligt (men tidligere langt hyppigere) i Pakistan, Nog NV Indien. Den indiske vinterbestand er formentligt ikke større end 1000 eks., flest i Rajasthan, Haryani og Uttar Pradesh. I Great Rann of Kutch, Gujarat flok på 39 i 1998 efter 50 års fravær, og igen 30 i nov. 2008. I Maharasthra tidligere flokke på op til 40-50, men nu blot sjælden gæst. I Bharatpur, Rajasthan max. 10 i nogle år. Ankommer til vinterkvarterene her i sept.-okt. Strejfgæst til S og Ø Indien, Sri Lanka (2), Maldiverne, Erithrea, Ethiopien (hvor tidligere regelmæssig okt-marts) og Somalia. Truet af biotopstap. Verdensbestand 11.200 eks+ 2008 (Collar & Sykes 2009). Meget sjælden, men årlig gæst i V Europa, flest 40+ Storbritannien, 44 Holland t.o.m. 2007 (årsmax. 5, men nedgang og kun få fund siden 2000), 55 Tyskland, 23 Spanien, 34 Frankrig og 50 Italien (bl.a. flok på 12 sept. 1990 (Shirihai 1996, Mitchell & Young 1997, Vliet et al. 2002, Ovaa et al. 2008), flest april/maj og sept./okt. Desuden fund fra de fleste europæiske lande, bl.a. 8 Sverige, 6 Finland, 3 Danmark, 5 Belgien, 5 Grækenland, 6 Portugal samt i Marokko (1) (Juano 2006). De fleste fugle er set i flokke af Vibe. Flest fund i Storbritannien sept-nov., i Holland april-maj og juni-aug., hvilket antyder, at fugle i Storbritannien ankommer med overvintrende bestande af Vibe, mens fund fra øvrige Europa mest er gennemtrækkende (Berg & Bosman 1999). En ret stor vibe, der i flugten har påfaldende gråbrun, hvid og sort overside ala ung Sabinemåge. Har langt hvidt øjenbryn, der mødes i nakken hvor det bagfra fremstår som et hvidt V imod mørk isse, samt lange, sorte ben. I adult sommerdragt er issen og tøjlen sort, brystet gråt og og bugen mørkebrun. Iøvrig dragter er hovedtegninger svagere, brystet gråbrunt og bugen hvid. Ungfugle har let mørkskællet bryst og smalle, lyse rande på dækfjerene. 70. Vibe Vanellus vanellus Northern Lapwing 2008: 29.4 2 Kangxi Grasslands. Almindelig trækgæst og fåtallig vintergæst ((ult. aug) ult.sept.-med.nov./marts-ult.april (pri. maj)). Forårstrækket er størst ult. marts, således 4000 trk. i 1985 ved Beidaihe. På samme tid undertiden større flokke rastende omkring Beijing, således 500 eks.19.3 2006 Kangxi Grasslands og 230 eks. 25.3 2007 mellem Miyun Reservoir og Bulaotun. Ved kysten er de største antal rastende er 183 eks. 26-27.3 2005 Dahungbao, Tianjin og 108 eks. 17-18.3 2003 Qilihai, Tianjin. Kun få i maj. Om efteråret er trækket størst ult.okt., dagsmax. 10.500 trk. 29.10 1987 Beidaihe, i øvrigt 2100 trk. 26.10 1988 Beidaihe. På Happy Island flest ult.sept.-med. okt., dagsmax. 1475 eks. 12.10 2000, 450 eks. 9.10 2000 og 400 eks. 12.10 2000, i øvrigt regelmæssigt op til 100 rst. Ved Beijing raster i træktiderne flokke ved især Kangxi Grasslands, hvor max. 390 eks. 30.10 2004, dsuden flokke på op til 150 Miyun Reservoir og Guishui He (Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2008). Yngler mellem Europa og Ø Asien (incl. C og N Kina mod syd til Hebei, tilfældigt til Korea). De østlige bestande overvintrer især i C og S Kina, flest i Hunan og Hubei, hvor max.i dec.-feb. er 6832 East Dongting Lake og 2190 Hong Lake, desuden flokke på op til 2000 i Jiangxu. Overvintrer fåtalligt østpå til Japan, på Taiwan og sydpå til Hong Kong, Burma, Thailand, Laos og Vietnam (China Ornithological Society 2004-2005). 71. Sibirisk Tundrahjejle Pluvialis fulva Pacific Golden Plover 1997: Ved Beidaihe 2.5 6 ad. Sandflats- 2.5 1 ad. Reservoiret – 3.5 4 ad. Sandflats - 4.5 1 trk. Sandflats – 5.5 2 ad. hanner Sandflats. På Happy Island 14.5 11 trk. – 15.5 2 ad. Mudflats – 16.5 28 ad. trk. 2008: 7.5 15 trk. Magic Marsh, Laoting – 7.5 9 trk. Magic Wood, Laoting. På Happy Island 8.5 3 trk. – 11.5 15 trk. – 13.5 100 trk. – 14.5 26 trk. 16.5 6 Laoting. Ret almindelig til fåtallig trækgæst (ult. marts- pri .juni og med. aug- pri. nov), ofte i tætte, højtflyvende flokke. Om foråret flest pri-med. maj; dagsmax. ved Beidaihe 667 trk. 9.5 1992, 320 trk. 18.5 1990, 256 trk. 17.5 1990 og 184 trk. 6.5 1994, desuden 900 trk. 5-9.5 1985. På Happy Island er dagsmax. 530 eks. 14.5 1993 og 231 eks. 10.5 2001. Ved

Yang He max. 200 rst. med.maj. Desuden 100 eks. 10.5 2004 Dapu Estuary. Ved Beijing undertiden i småflokke, max.300 eks. 19.5 2007 Kangxi Grasslands og 60 eks. 16.5 2004 Shangzuang Reservoir (Alström 1993, Williams 2000, China Ornithological Society 2005,2008). Om efteråret flest med.sept.-pri. okt, dagsmax. 300 trk. 25.9 2003 Happy Island. Ved Beidaihe regelmæssigt rastende, støste antal er 100 eks.28.9 2005 Beidaihe, 65 eks. 30.9 2005 Beidaihe og 59 24.9 1986 Beidaihe. Et fund fra december: 7.12 1942 Yang He er en forsinket trækgæst (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler på tundraen i Nordasien fra Yamal og østpå til NW Alaska. Forlader ynglepladserne ult. juli- aug. (adulte først), og trækker siden langs Ø Asiens Stillehavskyst, nogle følger de store sibiriske floder mod syd. Overvintrer mellem S og SØ Asien vestpå til Arabien, nordpå til C Kina og Japan, samt i Australien, enkelte på New Zealand og på øer i Stillehavets mellemste dele. På trækket almindelig i det meste af Kina og i Japan aug.-okt., færre i Korea. På den Malayiske Halvø almindelig sept.-april, flest okt. –nov., hvor flokke på op til 5000 er talt i SØ Malaysia og Singapore, men betydeligt færre fra pri. dec., hvor videre borttræk mod sydøst; ses atter i større antal febr.-ult. marts. Vnterbestanden i Ø og SØ Asien samt Australien er på ca. 100.000 fugle. Den australske vinterbestand er på ca. 9000 eks., på New Zealand ca. 500 eks. Desuden overvintrer flere tusinde i Polynesien. Indleder forårstrækket fra de sydligste vinterkvarterer ult. febr.- marts. Forårstrækket i Hong Kong kulminerer ult-marts-med. april, hvor op til 900 er talt; kun få i maj. Almindelig i Nepal i april, således op til 1000 Kosi Barrage, i Ø Kina, Korea og Japan ult. april- med. maj. De fleste forlader Hawaii ult. april-pri. maj. Trækker generelt i lange etaber på op til 5-7000 km.; en fugl fra Wake Island , Hawaii havde skønnet fedtreserver nok til at trække 10.000 km. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri.juni (Cramp & Simmons 1983, Inskipp & Inskipp 1985, Higgins & Davies 1993, del Hoyo et al. 1996, Bjyrkedal & Thompson 1998, Wells 1999, Brazil 2009). Den vestlige del af bestanden trækker mod syd og sydvest til vinterkvarterer i Indien og Arabien, således ret almindelig på trækket i Kasakhstan (max. 100 okt. Zaysan Lake) og i Persiske Golf, hvor flokke over 100 ses i november i f.eks. UAE. I Goa flokke på op til 400 dec.-jan., på Sri Lanka flokke på op til 200 jan-feb. Fåtallig overvintrende i NV Indien, UAE og Oman. En del fortsætter til NØ Afrika, således ret almindelig vintergæst langs Erithrea og Somalias kyster, færre mod syd til Tanzania; i Østafrika flest ved Tana-flodens delta i Kenya. Desuden er småflokke truffet om vinteren i Gabon i Vestafrika (Bjyrkedal & Thompson 1998). Forårstrækket ved den Persiske Golf er størst marts – pri.april, i Kasakhstan med.-ult.maj. Bestanden fra Alaska trækker delvis mod syd og sydøst langs den amerikanske vestkyst til vinterkvarterer langs den amerikanske Stillehavskyst, således ca. 100 Nordamerika, og videre træk til Sydamerika, nogle til øerne i Stillehavet. I Europa årlig strejfgæst, flest (adulte) ult. juni-aug, færre ungfugle i sept -.nov. Flest fund Storbritannien (58 t.o.m. 2004), Holland (30+), Sverige (59 t.o.m. 2006), Danmark (27 t.o.m. 2008), Norge (33 t.o.m. 2006), Finland 100 (heraf 50 med.sept-med.okt. 1996), Tyskland 11, Frankrig 14, Spanien 7, Malta 4+, Italien 15 (Lindroos 1997, Vliet et al. 2002, Rogers & the Rarities Committee 2004, Kristensen et al. 2007, Olsen & Mjølnes 2007, SOF 2007, Olsen et al. 2008), desuden 1-5 fund i de fleste europæiske lande mod vest til Azorerne. Amerikansk Tundrahjejle er relativt hyppigere i Storbritannien (ca. 270 fund) og i SV Europa. I Norge er forholdet ca. 50:50, mens Sibirisk Tundrahjejle i resten af Europa dominerer, især mod øst. %-antal af Sibirisk Tundrahjejle i forhold tilAmerikansk Tundrahjejle er i en række europæiske lande: Storbritannien 14, Frankrig 6, Spanien 20, Holland 79, Tyskland 82, Norge 50, Sverige/Finland 85 og Italien 100 (Juano 2006). I øvrigt strejfgæst til Mellemøsten (Tyrkiet (1), Iraq, Israel (35+, flest med. sept.-med. nov.), Tunesien, Algeriet, Jordan (2), Seychellerne, Burundi, Vestafrika, Sydafrika, østlige USA, Grønland og Chile. I forhold til andre hjejler mindre og slankere med længere, tyndere ben. Stående fugle har lille hoved, der virker afslebet i nakken, lange og tynde ”stankelben” og ret kort bagparti, der kan virke afklippet, og ofte med ”hængerøv”. Typisk er benlængden = længde fra benfæste til halespids (benlængde kortere hos andre hjejler). Ret kort vingespids - forstærket af lange, lysmønstrede tertiærer - flugter med eller går lidt ud bag halen. 2-3 håndsvingfjer er synlige bag tertiærerne. Jizzet kan ligne klire eller Brushanes Philomachus pugnax. Skyder ved uro brystet frem og strækker hals ala Brushane. De fleste adulte er i sommerdragt fra med. maj (Hemmingsen & Guildal 1968, egne obs.). Har hvid, lidt kantet afgrænsning til sort ansigt og underside. Hvide sider på brystet spidser lidt til mod flankerne, hvor hvidt tit ses som enkelte hvide pletter eller en smal, hvid flankelinie. Bug til undergump sort, tit med hvide klatter spredt anbragt på undergumpen. Oversiden groft plettet i sort, gult og hvidt – tegningen kan ses på næsten så lang afstand som Strandhjejlens. Fugle i skiftedragt er fortsat hyppige med. maj., og kan være 2K. De kraftigst sort-farvede fugle – hanner – kan have næsten rensort underside (egne obs. Sibirien, Sverige, Danmark, Kina) fra brystet og bagud. De kendes fra Amerikansk Tundrahjejle på de hvide brystsiders kantede grænse (som rund BH hos Amerikansk; meget sjældent har Sibirisk ”BH” som hos Amerikansk) samt kortere bagparti, da Amerikansk har lang sort spids på hånden, der går tydeligere ud bag halen. Den lange hånd forstærkes af Amerikansk kortere tertiærer; Amerikansk har 4-5 håndsvingfjer synlige bag tertiærerne. Hjejle har altid bredere hvide flanker. Den sorte bugplet slutter tit omkring benene, og set fra siden er gumpens sider hvide; set bagfra ses hos 15-20% en smal sort stribe midt gennem undergumpen, men aldrig tundrahjejlernes breder

sorte partier. Hjejle er større med rundere hoved, slankere næb og mere finmønstret overside, der på enhver afstand bare anse som et gulligt flimmer. Tundrahjejlernes grovere tegning med større kontraster kan være dét, man bliver opmærksom på! (egne obs. Öland juli 2007). En del Sibirisk Tundrahjejle i overgangsdragt/svagt udviklet sommerdragt er set i maj. Disse har spredte sorte partier jævnt fordelt fra brystet til undergumpen. I svagt udviklede dragter/vinterdragt er varmt brungult anstrøg oftest tydeligt. Derved minder dragten om Hjejlens, men nogle ungfugle er lysere sand-gule end Hjejle, og hovedtegningerne er tydeligere med tydeligt gultonet øjenbryn, hvidt ”pandelys”, mørk isse og mørk øreplet som hovedets mest påfaldende karakterer. Nakken tit afstikkende grå mod mørk isse og ryg. Ryggens pletter er tydeligere end hos Hjejle. Mange har mørkere bryst i kontrast til lys bug. Meget gråtonede fugle har hvidere øjenbryn, men normalt ses en del gult i ansigtet – hos nogle så afstikkende så man kommer til at tænke på en hjejle-version af hun Citronvipstjert! Grå fugle udgør <1% om vinteren (egne obs. Singapore, Sri Lanka, Thailand). Fælder gradvis på efterårstrækket, først hoved, bryst og muligvis dele af undergumpen. De fleste adulte er i overgangsdragt med.aug.-pri. nov; i ult nov. overvejende i vinterdragt. I flugten slank med lange vinger og tilspidset bagparti, dannet af smal hale og udstikkende fødder. Et mindretal har kun tåneglene ud bag halen, men ”fod-projektionen” mangler aldrig helt. Undervingerne er røggrå, armhulerne undertiden lidt mørkere. Over- og undervinger er af samme nuance. Ligner Amerikansk Tundrahjejle, der generelt er mere langhalet, med kortere udstikkende fødder, men ofte stikker fødderne ikke ud bag halen. Hjejle er rundere og mere kompakt med bredere arm – det bedste kendetegn er de hvide undervinger, der på skift glimter med den mørkere overside; hos de to tundrahjejler er over-og undervinge af nogenlunde samme nuance. Hjejlens hale virker bred og lige afskåret, da benene ikke går ud bag halen. Kaldet er tydeligt opadgående, og tit omtalt som sortklireagtigt, men har en umiskendelig vemodig hjejleklang. Det hyppigste kald bogstaveres som tjeeeiiit eller kleeveeei, men ikke sjældent høres mere to-tonet, sammensat kald klee vii, der kan minde om Strandskades (egne obs. Thailand). Det sidstnævnt kald er næsten identisk med Amerikansk Tundrahjejles. Hjejlens almindelige kald er et melankolsk, dæmpet og nedadgående tjyyyyu, der undertiden bliver mere entonet, og sjældnere lyder let opadgående – dog aldrig i klasse med tundrahjejlernes kald (egne obs. Skandinavien). Note: Hjejle Pluvialis apricaria (European Golden Plover). Tilfældig gæst: 28.9 2006 Dapuhe, Hebei (China Ornithological Society 2007). Yngler mellem Island og mellemste dele af Rusland til noget øst for Baikal, vest for Sibirisk Tundrahjejle. Overvintrer i Europa og N Afrika, fåtalligt i Levanten og langs Kaspiske Havs sydkyst. I øvrige Asien strejfgæst til UAE, Oman, Iraq, Kuwait, Pakistan, N Indien (bl.a. flok på 5 Dhirang, Assam), Baikal samt til Nordamerika (Alaska og Canada). Kraftigere og ”federe” end Sibirisk Tundrahjejle med kortere, tykkere ben, større og rundere hoved samt kortere, smallere næb. Har hvide undervinger. Sommerdragt ligner Sibirisk Tundrahjejles, men oversidens gule mønster er finere og ses derfor på afstand som et gult flimmer, hvor Sibirisk Tundrahjejle har tydeligere gulplettet mønster, da pletningen er grovere. Har desuden smallere sort brystmidte, hvide flanker og hvid undergump – dog tit med sort i undergumpens mellemste dele til omkring gattet. I vinter- og ungfugledragt mere ensartet gultonet, ofte mørkere gulbrun med stirrende sort øje i ret utegnet ansigt, incl pande. Grå fugle er langt sjældnere end hos Sibirisk Tundrahjejle. 72. Strandhjejle Pluvialis squatarola Grey Plover 1997: 29.4-10.5 dagligt max. 20 Sandflats, Beidaihe – 2.5 5 trk. Legation Gully. På Happy Island 11.5 1 2k – 12.5 1 – 13.5 855 – 14.5 220 – 15.5 930 (heraf 850 Mudflats) – 16.5 135 – 17.5 360 (heraf 345 Mudflats) – 18.5 30. 18.5 3 Happy Island-Beigan. 2008: 3.5 1 Yang He Estuary. På Happy Island 7.5 1 – 8.5 20 -9.5 30 – 10.5 30 - 11.5 70 – 12.5 60 – 13.5 10; på Mudflats, Happy Island 9.5 1280- 13.5 400 – 14.5 80 – 15.5 50. 16.5 2 Happy Island-Beigan – 16.5 1 Laoting. Almindelig trækgæst (med. marts-pri. juni og ult. juli-nov) og ret almindelig vintergæst. Om foråret flest ult.april-ult. maj, jævnligt 1-2000 Happy Island, i tianjin mellem Tanggu og Hanggu er max. 800 i marts, 1505 eks. 30.4 2007 og 1800 eks. 4.5 2004. Ved Beidaihe færre, dagsmax. 249 eks. 25.5 1994 Yang He. Desuden 280 eks. 16.5 2007 Laoting. Om efteråret flest ult. aug-ult. sept., På Happy Island er dagsmax. 1800 eks. 14.8 og 6.9 1994 og 1030 eks. 13.9 1994, i oktober 400 eks. 11.10 2000. Ved Beidaihe er dagsmax. 105 eks.24.9 1988. I Tianjin er dagsmax. 1630 eks. 3.10 2007 Jingqi, fra de adultes træk 284 eks. 29.7 2005 Tanggu. Om vinteren er største antal 348 eks. 21.12 2005 Haibinyuchang, Tianjin (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2006-2008). Yngler næsten cirkumpolært på den arktiske tundra, incl. NØ Rusland. Trækfugl, der forlader ynglepladserne mellem med.- juli og pri. sept. (adulte først). De østasiatiske bestande trækker via Ø Asiens kyster,og raster især i Japan. Nogle krydser Manchuriet med kurs mod Ø Kina. Gennemtrækket i Ø Kina topper ult.aug.-pri. okt, på den Malayiske Halvø i okt. Den østasiatiske vinterbestand er på 25.000-100.000 eks., der overvintrer langs temperede og tropiske kyster mellem Ø og SØ Asien mod nord til Jiangu og Taiwan, Sydkorea og SØ Japan, lokalt indlands, i jan.-feb. således max. 3233 East Dongting Lake, Hunan, 978 Dong Dongting Hu, 735 Caizi Lake og 570 Baiding Hu, Anhui. Ret almindelig i

S Kina, bl.a. op til 750 Hong Kong, samt ret almindeligt i Sydkorea, desuden mod sydøst til Malayiske Halvø og mod sydøst til Australien 812.000 overvintrende), hvor hyppigst mod vest og syd. Desuden fåtalligt på New Zealand. Gennemtrækket på den Malayiske Halvø topper med. april, men mange overvintrer. Forlader vinterkvarterene marts-april. Gennemtrækket topper på den Malayiske Halvø med. april, i Korea og Ø Kina i maj, i NØ Kina max. 4600 20-27.4 2004 Yalu River Estuary, Liaoning. Ca. 110.000 (>90% af den østlige bestand) fugle anvender Det Gule Hav som rasteplads på trækket. En mindre del af bestanden trækker fra den Bengalske Havbugt direkte over Asien mod ynglepladserne i Arktis. Strejfgæst i Nepal (Bjyrkedal & Thompson 1998, Wells 1999, Barter 2003, China Ornithological Society 2004, China Ornithological Society 2005). 73. Long-billed Plover Charadrius placidus 2008: 30.4 1 Bai He. Fåtallig yngle(stand)fugl i bjergene, og meget sjælden trækgæst ved kysten (marts-sept.). Findes ved strømmende floder med ansamlinger af sten, især ved Baihe, Juma River og Huairou, såldes ved ”Ibisbill-stedet”. Størst antal er set om vinteren og tidligt om foråret. De største antal er 20 eks. 25.12 2005 Juma He, 7-20 eks. 1.1 2006 Shidu, Fangshan. Ved Tounzhou He regelmæssigt småflokke i vinterhalvåret, således 11-18 eks. okt.-marts dec. 2004, max. 21 marts 2005 og 12-24 okt.-feb. 2007. Desuden 8 eks. Shiguzhuang 19.8 2007, 6 eks. 29.2 2004 Huairou Reservoir og 5 eks. 13.6 2004 Huaisha He, Huairou. I lavlandet 2 eks. 29.3 2003 Kangxi Grasslands. Ved kysten fundet ynglende Jian Xu Gou i maj 2006. Nævnt som ynglefugl ved Beidaihe i 1920´erne, men i øvrigt sjælden gæst ved Beidaihe med følgende fund: 27.10 1897 - 6.4 1916- 16-25.3 1940 – 27.8-1.9 1986 - 8 eks. 30.8 1987 - 7.5 2000 Reservoiret – 6 eks. 7.7 2006. På Happy Island 1 eks. 25.9 2000 (Lehto 2000, China Ornithological Society 2004, China Ornithological Society 2005-2006, Hofland 2005). Yngler i Ø Asien mod nord til Amur, i Ø og NØ Kina sydpå til Jiangxi og Sichuan, i Nordkorea og i Japan; en lille isoleret bestand ved Dhirang i nordlige Arunachal Pradesh, Indien, hvor min. 2 par 2008-2009 (egne obs.). Bestanden i Japan er formentligt overvejende standfugle. Overvintrer i øvrigt mellem S Japan , Korea, S Kina og Vietnam, enkelte til N Thailand samt vestpå til Bengalen og Nepal; bestande fra C og S Japan er standfugle. Østasiatisk vinterbestand er på ca.10.000 fugle. Strejfgæst til N Indien, Bangladesh, Burma, Sri Lanka, Andamanerne, Hong Kong, Taiwan, C og S Thailand, Malaysia, Singapore, NV Borneo og Bali (Carey 1995, del Hoyo et al. 1996, Hornskov 2000, Pettersson 2006, Wells 2007, Wilkinson et al. 2008, Brazil 2009, Eaton & Rheindt 2009). Ligner Lille Præstekrave, men er 30-40% større, og er i jizzet tættere på Ørkenpræstekrave med længere vinger, mere langstrakt bagparti med længere hale, længere ben (især tibia) samt længere næb. Næbbet er relativt smallere med længere, svagere buet spids, og er blevet sammenlignet med Ørkenpræstekraves (Carey 1995). Undernæbbets basis er tit gul. Oversiden er generelt lysere og mere sandfarvet end Lille Præstekraves, men hånden er lidt mørkere, hvilken kan være tydeligt i flugten. Halen er længere end hos Lille Præstekrave. Har svage, hvide vingebånd – som blanding mellem Stor og Lille Præstekrave. Lille Præstekrave har mere ensartet lysebrune overvinger; et smalt hvidt vingebånd kan ses hos ungfugle, men er aldrig påfaldende i felten, da det kun omfatter selve spidsen af de store dækfjer, og undertiden hånddækfjerene (på ét ex. ret tydeligt, Danmark juli 2008 (egne obs.). Hovedtegningerne er mere bruntonede og udvandede med bredere gråsort til mørkebrunt felt over forissen (normalt den mørkeste del af ansigtet), lidt fyldigere mørke øredækfjer (sortere og mere indsugede nedadtil hos Lille Præstekrave) og svagere, gråtonet hvidt diadem på issen og over masken. Brystbåndets sider er tofarvet med sort overdel og grå underdel nær knoen. Hos nogle fortsætter gråt over hele brystet (Lethaby 2006). Gul øjenring smallere end hos Lille Præstekrave i sommerdragt, og oftest svag. Alle dragter er ret ens året rundt; hanner er –som hos andre præstekraver – de renest og mørkest tegnede, men aldrig så sort/hvide som hos de fleste Lille Præstekrave. Juvenile fælder hurtigt til en adultlignende dragt, i modsætning til hos Lille og Stor Præstekrave. For yderligere detaljer, samt bestemmelse af ungfugle, se Lethaby 2006. 74. Lille Præstekrave Charadrius dubius curonicus Little Ringed Plover 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 trk. N Lighthouse Point – 29.4 1 Mudflats – 1.5 3 Reservoiret – 2.5 10 Reservoiret – 3.5 2 Radar Station Hill - 5.5 2 Reservoiret. 2008:29.4 2 Kangxi Grasslands. Ved Beidaihe 2-6.5 dagligt max. 6 Reservoiret, Beidaihe – 4.5 og 6.5 2 Sandflats. 7.5 6 Magic Marsh, Laoting. Almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult.marts-med. maj/ult.juli – ult. okt). Et tidligt stort antal er 13 eks. 23.4 2007 Sommerpaladset, Beijing. Om foråret flest med.-ult. april. De største antal er talt i Tianjin, hvor max. 1000 eks. 16.4 2006, 887 eks. 22.4 2003 Qilihai og 100 eks. 16-17.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu. Ved Beidaihe er dagsmax. 62 eks. 20.4 1994 Reservoiret. Ses undertiden i større antal omkring Beijing, således 200 eks. 22.4 2005 Kangxi Grasslands og 50 eks. 17.4 2005 Bahe Wetlands. Om efteråret flest ult. aug-pri. okt., dagsmax. 300 eks. 18.9 2004 Tanggu, 134 eks. 7.10 2007 Dagang, 120 eks. 17.9 2005 Hangu, 100 eks. 18.8 Caihong Ciao, 100 eks. 15.9 2007 Hangu, 50 eks. 22.8 2004 Hangu og 39 20.8 1986 Beidaihe. (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2007).

Yngler mellem Vesteuropa og Østasien, incl. Ø Kina; i nord til Otkotske Hav og mod øst til Korea og Japan (Glutz von Blotzheim et al. 1975, Cramp & Simmons 1983), andre former mellem Indiske Subkontinent, S Kina og østpå til Philippinerne og New Guinea. De østlige bestande forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer mellem S Asien (incl. S Kina og Taiwan) og New Guinea, bl.a. ca. 300 Hong Kong; enkelte nordpå til sydlige Japan og mod sydøst til Australien. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst til Aleuterne og Alaska. Fugle fra Kina ligner hjemlige fugle, udover ”velkendte karakterer” er lyserød basis af undernæbbet og gultonede ben formentligt hyppigere end hos europæiske fugle. Dette felt er gult hos formen jerdoni (Indien og SØ-Asien), der året rundt er ret ens, hvor nordlige populationer anlægger vinterdragt, hvor hovedtegninger og brystbånd bliver svagere (Lethaby 2006, Chandler 2009). Øjenringen var påfaldende bred, men dette er tit tifældet hos fugle først i yngletiden (egne obs. Skandinavien). 75. Stor Præstekrave Charadrius hiaticula tundrae Ringed Plover 1997: 4.5 1 Sandflats, Beidaihe. Sjælden trækgæst (april-maj og juli-sept.), kun enkeltfund. Yngler gennem Palearktis. I områder repræsenteret ved formen tundrae, der yngler på arktiske tundra fra Nordskandinavien og østpå gennem N Asien østpå til Chukotka. Det er dog angivet, at bestande mellem Nordskandinavien og Novaja Zemlia er overgangsformer mellem hiaticula og tundrae (Glutz von Blotzheim et al. 1975). Forlader ynglepladserne ult. juli-aug., og overvintrer i Afrika mod nord til N Afrika/de Kanariske Øer, de fleste formentligt i tropisk Afrika, samt i Arabien. Mere fåtalligt østpå langs kysterne af Pakistan, NV Indien og Sri Lanka, uregelmæssigt østpå til Hong Kong, Malaysia og Singapore. Sjælden træk-og vintergæst med.aug.-med.maj i Japan og Ø Kina. Ankommer til ynglepladserne i Ø Asien i sidste halvdel af maj. Strejfgæst til Maldiverne, Mauritius, NØ Kina, Korea, Taiwan, Vietnam, New Guinea, Australien, New Zealand og Aleuterne. I forhold til skandinaviske ynglefugle (nominatformen) er tundrae lidt mindre med rundere hoved, slankere bagparti, mørkere overside og smallere hvid oval bag øjet. Næbbet er kortere og slankere med varmere rødorange næbrod. Ben generelt kraftigere gulorange. Anlægger vinterdragt; nominatformen er året rundt ret ens (Chandler 2009). 76. Hvidbrystet Præstekrave Charadrius alexandrinus nihonensis Kentish Plover 1997:29.4-10.5 dagligt max. 80 Sandflats, Beidaihe. 11-18.5 dagligt max. 40 Happy Island. 2008: 2.5 30, 4.5 110 og 6.5 45 Sandflats, Beidaihe – 3.5 20 og 5.5 2 Yang He Estuary. På Happy Island 7-16.5 dagligt max. 55. - 16.5 2 Laoting. Almindelig yngletrækfugl og trækgæst (med. marts-maj/juli – pri. nov.), Trækperioden er langstrakt. Om foråret flest i ult.marts-pri. maj. Talrigst i Tianjin, hvor største antal er 1000 eks. 5.5 2007, 800 eks. 9-10.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu, samt 500 eks. 28.3 2003 Qilihai. Ved Beidaihe er dagsmax.130 eks. 14.4 2003 og 100 eks. 2-3.5 2007, men antal på op til 100 er regelmæssige. Ved Yang He jævnligt op til 200, på Happy Island noget færre. Om efteråret langstrakt trækforløb. De største antal ses ult. aug-pri. okt, flest ved kysterne af Tianjin, hvor dagsmax. ved Tangu er 7000 eks. 18.9 2004, 6500 eks.7.10 2006, 6000 eks. 28.7 2005, 5000 eks. 29.7 2005, 4550 eks. 30.8 2006 og 4500 eks. 7.10 2004. Ved Tianjin Coast desuden 6100 eks. 2.10 2007, heraf 2600 Tianjin Port, 1500 Haibin Yuchang og 2000 Jingqi, desuden 1339 eks. 15.10 2005 Hangu. På Happy Island er dagsmax. 5500 eks. 30.8 1994, 2000 eks. 26.9 2001 og 1500 eks. 13.9 1994, i oktober 725 eks. 11.10 2000 og 650 eks. 16.10 2007. Færre ved Beidaihe, hvor dagsmax.1000 eks.22.8 1986 og 1000 eks. 27.8 2096 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Lehto 2000, Williams 2000, Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2004-2008).Yngler spredt langs kysten, incl. Happy Island. Yngler over store dele af kloden. I området repræsenteret af formen nihonensis, der yngler mod nord til Kurilerne og Sakhalin og sydpå til Liaoning og N Japan. Forlader ynglepladsrne ult.juli-aug., og overvintrer i Ø og SØ Asien, hvor almindelig okt.-marts; fåtalligt mod nord til Sydkorea. De største ansamlinger i Kina findes i Hunan, hvor max. 6601 er talt East Dongting Lake i jan, flokke på max. 3300 Fujian, 3000 Jiangsu, og flokke på 1000-2000 i Shandong, Shanghai, Jiangsu, Hunan, Hubei, Anhui og Fujian. Ca. 4000 overvintrer Hong Kong., flest nov.-ult febr. Forårstrækket indledes ult. feb. 90.000 fugle (>90% af bestanden af nihonensis) anvender Det Gule Hav som rasteplads under trækket (Barter 2003). Ankommer til ynglepladserne ult marts-april. Nihonensis ligner alexandrinus, men har generelt længere og kraftigere næb, mørkere overside og længere ben. I sommerdragt har hanner generelt kraftigere rødbrun isse. Har sjældent et smalt, men komplet mørkt brystbånd (meget sjældent i mere vestlige populationer (Chandler & Shirihai 1995, Leader & Carey 2006)). Kan i vinterdragt ligne Mongolsk Præstekrave, men lidt mindre og generelt lysere med smallere mørke pletter på brystsiden, kortere ben og slankere næb. Bemærk, at østasiatiske fugle tidligere gik under racebetegnelsen dealbatus - et navn, der nu anbefales for ”White-faced Plover” (Kennerley et al. 2008). Muligvis forekommer formen alexandrinus (yngler mellem Europa og Nei Mongol, NØ Kina) i området. I Manchuriet, Korea og S Ussurien angiveligt overgangsformer mellem nihoensis og alexandrinus (Cramp & Simmons 1983).

Note: ”White-faced Plover” Charadrius (alexandrinus) dealbatus – en meget sjælden præstekraveform, er iagttaget nogle få gange midt i 1990´erne samt 2000-2009 i SØ Asien (S Kina (Hainan, Guangxi), Vietnam, Singapore, Penang, Malaysia, Thailand, Sumatra). Fugle med lignende udseende indsamlet i S Asien mod nord til Fujian, S Kina (Kennerley et al. 2008, Kenneyley & Bakewell 2008). Fugle med udseende som ”White-faced Plover” er beskrevet i 1800-tallet fra S Kina (Swinhoe 1870, Sharpe 1896). Formodes af være af en hidtil ubeskrevet art med meget lille udbredelsesområde, da alle iagttagne exemplarer har været ret ens (se diskussion i Bakewell & Kennerley 2007, 2008, Kennerley et al. 2008). ”White-faced Plover” ligner Hvidbrystet Præstekrave, men større med længere og kraftigere næb, større hoved, dybere bryst og fladere ryglinie. Har desuden længere, mere gråtonede ben og lysere kanelbrun overside med afstikkende mørk alula. Hanner har hvidt ansigt incl. tøjle, bredt øjenbryn og øjen-omgivelser, og øjet ligger derfor helt frit, omgivet af hvidt, blot med svag grå skygning i tøjlens bageste del samt øjenstribe. Har sort diadem, der er lidt bredere end hos Hvidbrystet Præstekrave, orange-kanel isse og bredt hvidt nakkebånd. De sorte pletter på halssiderne er smallere end hos Hvidbrystet Præstekrave. Hunnerne har orange-kanel isse uden diadem. Næbbet er sort med smal lys basis af undernæbbet. Dragten er året rundt ret ens, som hos andre præstekraver, der yngler i SØ Asien. Ungfugle ligner formentligt hunner, men kan have gulbrune rande på ryg- og skulderfjerene. Stemmen ligner Hvidbrystet Præstekraves. Har et karakteristisk, aggressivt løb under fouragering, der nærmest minder om extremt speedet kap-gang, og udføres i skrutrygget stilling ala Ørkenpræstekrave. Har i flugten bredere hvide vingebånd end Hvidbrystet Præstekrave, især på hånden. Benene flugter da med halen (Bakewell & R. Kennerley 2007, 2008, egne obs. Thailand feb. 2008). Optrådte ret aggressivt overfor stedlige præstekraver i Thailand feb. 2008, hvilket antyder, at yngleområdet skal findes i SØ-Asien. Findes på sandstrande, gerne med odder nær mudderbanker. Den er omtalt og beskrevet i herværende værk, da det ikke er umuligt, at den kan træffes i Østkina, idet den formentligt yngler nordpå til S Kina (se ovenfor). Malaysian Plover C. peronii (ynglefugl i SØ Asien syd for Kina) er mindre end ”White-faced Plover” med mørkere fjercentre og lysere fjerrande på ryg- og skulderfjer, antydet mørk tegning i tøjlen, generelt bredere mørkere hovedtegninger, bredere mørke pletter på brystsiden (der hos hannerne mødes gennem et smalt bånd gennem forryggen) og lidt længere, kødfarvede ben, der i flugten går tydeligt ud bag halen. Den lyst rustbrune isse har gråtonet midterdel. Overvingens tegning ligner ”White-faced Plovers”, men hånddækfjerene er normalt mørkere. Nogle af oversidens fjer kan have rustbrune kanter, ligesom antydning af smalt, men komplet mørkt brystbånd er kendt hos hanner (Jørgensen 1949). Illustration af hun i Wells et al. (1999) ligner i forbavsende grad ”White-faced Plover”! Hun Malaysian Plover har gråbrun isse, men lyst rustbrun nakke og bredere rustbrune pletter på halssiden. ”White-faced Plover” mere ensartet rustbrun isse/nakke, smallere brune sider på brystsiden og ensartet sandfarvet overside (D. Bakewell in litt, Bakewell & Kennerley 2008). Stemmen er mere trillende end hos Hvidbrystet Præstekrave og ”White-faced Plover”. 77. Mongolsk Præstekrave Charadrius mongolus stegmanni/mongolus Lesser Sand Plover 1997: Ved Sandflats, Beidaihe 29.4 1 ad. – 3.5 1 hun - 4.5 1 hun. På Happy Island 13.5 5, 14.5 1 -15.5 8 (heraf 6 Mudflats) og 17.5 28 Mudflats. 2008: Ved Sandflats, Beidaihe 2.5 13, 4.5 6 og 6.5 1. På Happy Island 8.5 11 – 9.5 42 (heraf 41 Mudflats) – 11.5 8 – 14.5 4 – 15.5 10. Almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og pri.juli-pri.nov.). Om foråret flest pri.-med. maj; På Happy Island er dagsmax. 150 eks. 14.5 1990 Happy Island, 105 eks. 17.5 2000 og 100 eks. 7.5 1998, desuden 105 eks. 13.5 2007 Laoyujian Harbour, Laoting, 100 eks. 14.5 2004 mudderfladerne mellem Happy Island og fastlandet samt 100 eks. 12.5 2004 Yiangyun Dao. Om efteråret flest ult. aug-ult. sept., dagsmax.på 50 eks. ult. sept. Happy Island og 22 eks. 30.8 1987 Sandflats, Beidaihe. I området ca. 10 gange så hyppig som Ørkenpræstekrave med senere optræden om efteråret. Yngler i C og NØ Asien i to hovedgrupper. Østlige gruppe (formerne mongolus/stegmanni) yngler i NØ Asien; mongolus Transbaikal til Amur, stegmanni Stillehavsregionen i nordøstligste Asien. Totalbestanden er: på 25.000-100.000 eks. (del Hoyo et al. 1996). Forlader ynglepladserne i juli-aug., På trækket ex flokke på >1000 talt Shangfhai pri. okt. Overvintrer i Ø og SØ Asien mod nord til S Kina og S Japan, og mod sydøst til Australien. Nogle hundrede overvintrer i Hong Kong og enkelte mod nord til C Kina og Taiwan (især stegmanni). På den Malayiske Halvø almindelig vintergæst, med op til 5000 langs vestkysten. På trækket flest ult.aug.-okt. og marts-pri. maj. Ca. 20.000 overvintrer i Australien. Meget sjælden vintergæst New Zealand. 32.000 (65% af bestanden) anvender det Gule Hav som rasteplads under trækket. Strejfgæst til Nordamerika; for WP se nedenfor. De to formers totalbestand er 25.000-100.000 eks. (Higgins & Davies 1993, Leven & Carey 1993, del Hoyo et al. 1996, Wells 1999, Barter 2003). Mongolsk Præstekrave (incl. vestlig gruppe, se nedenfor) er strejfgæst mod vest til Europa (20+ fund, heraf 7 Sverige, 5 Storbritannien, 2 Danmark, desuden 1-3 Norge, Finland, Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Polen, Østrig og Jugoslavien), flest juni-aug. af ”østlige gruppe” enkelte af ”vestlige gruppe”; overvintringsforsøg i Polen nov.-dec. 2005. Desuden strejfgæst til Nordamerika (”østlig gruppe”). Fund fra Cypern og Tyrkiet anerkendes ikke, da forveksling med Ørkenpræstekrave ikke kan udelukkes (Kirwan et al. 2008). De østasiatiske former er ret små. Ligner i formen Stor Præstekrave med for lange, mørkegrå (undertiden sortagtige)

ben, som hos Stor Præstekrave anbragt ret langt bagtil på kroppen og med tydeligt kortere tibia end tarse. Næbbet kort

og tykt med tydeligt buet spids; neglen er kortere end afstanden fra næbbasis-neglens inderdel (længere hos Ørkenpræstekrave). Har ofte tydeligt mørkt ”komma” på vingeundersiden (Hirschfeld et al. 2000). I flugten flugter tæerne med halespidsen, eller går højst lidt ud bag denne. Halen har mørk midterdel og kun smalle, hvide sider. Stegmanni har kortest næb og ben samt mørkere overside end mongolus. I sommerdragt har de to former murstensrødt, bredt brystbånd af farve som undersiden hos sommerdragt Krumnæbbet Ryle, der når flankerne hos 60-70% – bagtil tit som grove rød- til gråbrune pletter (Garner et al. 2003), og smal sort grænse mellem brystbånd og strube. Set forfra gør fugle i sommerdragt et meget ”rødt” indtryk, omend selve bugen er hvid. Panden har hvide pletter, hos mongolus ofte bredere og sammenflydende, som monokel; sjældent er pletterne reduceret til enkelte hvide fjer, og hos ca. 10% (især stegmanni) er panden mørk som hos vestlige gruppe. Oversiden er ret mørkt gråbrun. Kønnene er ret ens, men hannen renest tegnet med de sorteste hovedtegninger. Fælder til vinterdragt i august. I vinterdragt (aug.-marts/april) er oversiden mørkt gråbrun (uden lyst nakkebånd, men undertiden lidt lysere grå nakke), og flankerne oftest mørkplettede (hos 60%, især midt på; hvide hos vestlige gruppe og Ørkenpræstekrave (Garner et al. 2005)). Juvenil ligner adult vinterdragt, men har smalle rustbrune rande på oversiden; nævnes at have bredere hvide rande på dækfjerene end hos vestlige gruppe (Garner 2003); dette ses dog også hos vestlige gruppe (egne obs. Sri Lanka, Indien, Thailand). Kaldet er et hårdt kiriip der er mindre rullende end Ørkenpræstekraves, og kan minde om kald fra Sandløber og Stenvender. Vestlig gruppe (altifrons, schaeferi, pamirensis) yngler i Centralasien, bl.a. i SV Kina. Overvintrer mellem Indiske Ocean (pamirensis vestpå til kysterne af NØ og Ø Afrika) og SØ-Asien. Altifrons yngler N Sikkim til S Tibet. Totalbestand 100.000 eks., pamirensis (totalbestand 30.000) vest for altifrons og schaeferi(totalbestand 25.000-100.000 eks.) øst for altifrons). Forlader ynglepladserne ult.juli-aug., og overvintrer NØ og Ø Afrika og almindeligt i østlige Mellemøsten, således totalt 28.000 i S Arabien, flokke på op til 1000 UAE. I Oman almindelig; ses her i større antal end Ørkenpræstekrave. Tusinder overvintrer i Kenya. Desuden almindelig langs det Indiske subkontinents kyster (især atrifrons), f.eks. op til 2000 Chapora, Goa (flest i januar) og tusinder sydlige Sri Lanka; er især på Sri Lanka langt hyppigere end Ørkenpræstekrave. Desuden almindelig vintergæst langs kysterne af Thailand (formentligt begge grupper). Enkelte overvintrer Seychellerne, S Kina, Taiwan, Sydkorea og Japan, samt i Afrika sydpå til Sydafrika. Ankommer til ynglepladserne i april-maj. Strejfgæst til Uganda, Zaire og Zambia (Cramp & Simmons 1983, Richardson 1990, Hirschfeld et al. 2000, Eriksen et al. 2001, egne obs.). Ligner i formen østlige gruppe, men generelt lidt større med længere næb, svagere buet næbnegl og længere ben end hos østlige gruppe. Altifrons er mindst med kortest næb, den mørkeste overside og det mørkest rødbrune brystbånd, schaeferi størst og lysest med det længste næb og den blødeste bue på næbneglen (del Hoyo et al. 1996, Kapanen 1996, Hirschfeld et al. 2000). I adult sommerdragt er panden og masken sort (panden undertiden med enkelte hvide fjer, især hos pamirensis). Brystbåndet er smallere og lysere orangetonet (især pamirensis) end hos østlige gruppe, uden sort grænse mellem bryst og strube. Flankerne er hvide uden mørke pletter. Overside generelt lysere sandgrå med bredere lyse fjerrande end hos østlige gruppe, hos hunner undertiden med smalle rustbrune fjerrande (som hos Ørkenpræstekrave). (Garner et al. 2003) I vinterdragt som østlig gruppe, men lidt lysere sandgrå på oversiden, ofte med lyst nakkebånd, men med utegnede hvide flanker. Juvenil generelt varmere tonet end østlige gruppe, især i ansigt og brystpletter. Hævdes at have varmere sandfarvede rande på overvingedækfjerene end hos østlige gruppe (Garner et al. 2003), men de blegner formentligt i løber af vinteren, og bliver hvidlige også hos vestlige gruppe (egne obs. ) Halen har bredere hvide sider end hos østlige gruppe – ala Temminckryle, især midt på halen (hvor visse kan gøre et ”hvidgumpet” indtryk (egne obs. Goa, Indien). 78. Ørkenpræstekrave Charadrius leschenaultii leschenaultii Greater Sand Plover 1997: Ved Sandflats, Beidaihe 29.4 1 ad. – 4.5 4 hanner+3 hunner. På Happy Island 14.5 1 og 17.5 2. 2008: Ved Sandflats, Beidaihe 2.5 1 og 4.5 2. – 15.3 3 Happy Island. Fåtallig trækgæst (april-maj og pri.juli-pri.nov.). Om foråret flest ult. april, dagsmax. 200 eks. 5.5 2007 Beidagang, tianjin, 50 eks. 17.4 2004 Hangu, Tianjin, 20 eks. 3.5 2004 Beidaihe, 12 eks. 16-17.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu, Tianjin, 12 eks. Beidaihe 15.5 2006 og 10 eks. 26.4 1994 Beidaihe. På Happy Island er dagsmax.10 eks. 8.5 2001 Mudflats, Happy Island. Om efteråret mest enkeltvis, dog 44 eks. 27.7 2006 Yuren Mutou, Tanggu og 31 eks. mellem Qingtuozi og Changtougu., ved Beidaihe og Happy Island kun dagsantal på op til 5. Yngler fra centrale Tyrkiet østpå gennem Centralasien til S Rusland og Mongoliet. I området repræsenteret af formen leschenaultii, der yngler mellem Ø Kasakhstan og SV Kina. Forlader ynglepladserne ult. juli-aug, ungfugle til sept. I Ø Asien er efterårstrækket generelt tidligere end hos Mongolsk Præstekrave; fra ult. juli i Japan, hvor de sidste fugle ses i nov. i Fujian er op til 2000 talt så tidligt som med. juli. Overvintrer i subtroperne og troperne mellem NØ og Ø Afrika, gennem Arabien, S og SØ Asien og til Australien. Kun få overvintrer i S Kina (dog op til 250 i Fujian), Hong Kong, på Taiwan, i Korea og Japan, men på den Malayiske Halvø lokalt den talrigste overvintrende vadefugl, således op til 4000 overvintrende Tengah Island, Selangor. Ca.74.000 overvintrer i Australien, hvortil ankomst fra aug. Meget sjælden vintergæst til New Zealand. Almindelig langs kysterne af Indien, hvor 25.000-100.000 overvintrer. i Goa er antal på op

til 400 iagttaget, flest i jan., men på Sri Lanka blot i småflokke på max. 10-15. Forårstrækket indledes ult febr.I Fujian flokke på max.500 i april. I Hong Kong kulminerer forårstrækket pri.-med. april, dagsmax.2000 eks. 9-10.4 1992; er begge steder langt hyppigere end Mongolsk Præstekrave (Leven & Carey 1993). Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj. Bestande fra SØ og Ø Asien er som strejfgæster truffet i Nepal, Ussurien og Transbaikal. Desuden 2 fund i Nordamerika (Californien, Florida). To yderligere former findes, se nedenfor. Ørkenpræstekrave er sjælden gæst i V og N Europa april-dec. Ca. 40 fund, flest maj-juli, men ulig Mongolsk Præstekrave også enkelte 1K juli-aug (formentligt fugle fra de vestligste bestande). Ca. halvdelen af fugle i sommerdragt er af østlig herkomst. Bl.a. er iagttaget 14 Storbritannien, 12 Holland, 11 Sverige, 3 Norge, 3 Danmark, 3 Finland, 6 Malta, 15 Grækenland, desuden 1-5 fra Tyskland, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien, Polen, Estland, Østrig, Ungarn, Bulgarien og Ukraine (Glutz von Blotzheim et al. 1975, Mitchell & Young 1997, Juano 2006). Leschenaultii er en ret stor form med moderat langt næb. Større end Mongolsk Præstekrave med længere næb, der er mere splint-formet med længere, mindre buet spids på overnæbbet, større og mere centralt anbragt øje og mere firkantet hovedform. Jizzet ligner ofte mere Strandhjejles end Stor og Mongolsk Præstekrave. Ben generelt lysere (oftest oliven- eller gultonede; sjældent mørkegrå, men aldrig sorte), anbragt mere centralt på kroppen og med længere synlig tibia, da kan udgøre op til 50% af benlængden. Flyver langsommere end Mongolsk Præstekrave (mere som lille Strandhjejle) og har tydeligt udstikkende tæer bag halen, der har tydeligere mørk bagkant end hos Mongolsk. Det hvide vingebånd er ofte mere udflydende på hånden end hos Mongolsk Præstekrave. Kaldet ligner Mongolsk Præstekraves, men er dybere, længere og blødere med en skurrende undertone; kan minde om kald fra Krumnæbbet Ryle. Har i sommerdragt ret smalt, men distinkt orangerødt brystbånd, der når forflankerne (Message & Taylor 2005), hvide pandepletter og sort-agtig maske. I sommerdragt april-aug. I vinterdragt er de to arter meget ens, og kendes bedst på jizz og størrelse. Desuden har Mongolsk Præstekrave tendens til tydeligere lyst øjenbryn, ”tykkere” mørke kinder og kun sjældent komplet mørkt brystbånd (Kapanen 1996). Ørkenpræstekrave findes i yderligere to former: Vestlige form (columbinus) (yngler i Mellemøsten fra C-Tyrkiet til Syrien, Iran og Kaspiske Havs sydside; overvintrer ved Rødehavet og nordlige del af det Indiske Ocean, enkelte mod nord til yngleområdets sydlige del; totalbestand 10.000 eks) er mindst med det korteste næb; små fugle kan i størrelse nærme sig Mongolsk Præstekrave, men næbbet er smallere med svagere buet og længere negl, og jizzet fortsat ”strandhjejle-ranglet”. Har i sommerdragt brede hvide pandepletter, bruntonet sort maske og, orangerødt bryst og flanker af farve og udbredelse som Mongolsk Præstekrave altifrons, men hos nogle med bredere og rødere bryst og flanker, som hos østlige Mongolsk Præstekrave. Har ulig Mongolsk Præstekrave spredte rustbrune fjerrande på oversiden. Den sorte maske har normalt brunt anstrøg. I sommerdragt feb./marts-juli (aug); sammenlign Mongolsk Præstekrave. Formen crassirostris yngler C Asien mellem Kaspiske Hav og Balkash Søen. Forlader ynglepladserne i juli-aug., og overvintrer ved Rødehavet og langs østkysten af det Indiske Ocean mod syd til Sydafrika og mod øst til Socotra; enkelte i Erithrea; totalbestand 65.000, hvoraf max. 25.000 overvintrer Sudan, 5000 Kenya og 5.000-10.000 mellem Persiske Golf og Baluchistan. Ankommer til ynglepladserne i maj. Den mest karakteristiske form: størst med længst næb, der hos nogle kan virke overdimensioneret. Har i sommerdragt sortere hovedtegninger end columbinus samt smallere og mørkere rødbrunt brystbånd; anlægger sommerdragt 1-2 måneder senere end columbinus. Vinterdragt er ret lig hos alle former. I vinterdragt er oversiden lyst gråbrun og hovedtegningerne svage med gråbrun mørk maske og hvidlig underside, ofte med mørke pletter på halssiden. Dragten er næsten identisk med Mongolsk Præstekrave, og bestemmelsen baseres bedst på forskelle i størrelse og jizz. Note: Oriental Plover Charadrius veredus. Meget sjælden trækgæst (ult.marts-ult.maj), formentligt hyppigst omkring Beijing. Observationer i nyere tid: 12.5 1995 Beidaihe – 24 eks. 27.3 2003 Qilihai, Tianjin – 2 eks. 27.3 2005 Miyun Reservoir, Beijing – 9 eks. 3.4 2005 Kangxi Grasslands, Beijing – 10 eks. 29.4 2007 Kangxi Grasslands, Beijing. Var tidligere hyppigere: 14.4 1911 flok Beidaihe, 4 skind (heraf 3 fra Sien-hien) april-maj 1915; ved T’ung-shien fund i 6 af 28 år i 1920´erne-1930´erne; 2.5 1934 ”countless numbers” (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler på stepper og i halvørken i Transbaikal, Mongoliet og N/NØ Kina (Manchuriet, Nei Mongol). Forlader ynglepladserne ult.juli-aug. Meget sjælden, men årlig på trækket i Japan og Sydkorea i aug.-sept. Sjælden og ustadig trækgæst i Ø Kina (især omkring Shanghai), Taiwan, Hong Kong, Vietnam, Thailand og på den Malayiske Halvø, men hyppigere længere østpå, hvor efterårstrækket topper med.okt.-nov., bl.a. 54 eks. 11.10 2008 Tanimbar. Overvintrer mellem Philippinerne og New Zealand, langt de fleste i N/C Australien, hvor vinterbestand på 40.000; op til 29.900 Port Hedland Saltworks, 18.400 Eight Mile Beach og 8700 Roebuch Beach, men kan i øvrigt optræde nomadisk. Desuden fåtallig vintergæst i Indonesien, og sjælden vintergæst i S Australien og New Zealand. Forårstrækket passerer Ø Asien marts-pri. maj, mellem Japan og Ø Kina flest ult. april.-pri. maj. Strejfgæst vestpå til Sichuan, Hainan, Tibet, Sri Lanka, Andamanerne, Seychellerne, Uzbekistan og Finland (25.5 2003 – eneste WP fund); exceptionelt på Grønland.

En stor og slank, hjejleagtig præstekrave på størrelse med Ørkenpræstekrave. Benene er lange og gule. Han i sommerdragt har hvidt ansigt, rustbrunt bryst med sort bånd nederst samt gråbrun overside. Nogle hanner har renhvidt hoved, andre mørkere isse til baghals. Hun i sommerdragt har gråbrunt hoved med beige pande og øjenbry samt rustbrunt anstrøg over brystet. I vinter- og ungfugledragt ret lys med varierende lyst øjenbryn (undertiden distinkt og hvidt), brun øreplet og brede gråbrune felter på halssiderne. I flugten slank med brungrå undervinger: i flugten er vingerne ret ensartede grå, ala Sibirisk Tundrahjejle, da lyst vingebånd mangler eller er svagt (egne obs. Australien). Kaldet er et kort, højt hweet eller chip-chip-chip…. 79. Stenvender Arenaria interpres Ruddy Turnstone 1997: 4.5 2 ad. Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 15.5 40 Mudflats. 2008: 6.5 1 Sandflats, Beidaihe. Fåtallig trækgæst (april-maj og med. juli-pri. nov.). Ingen større antal. Om foråret flest pri.-med. maj, største antal 44 eks. 13-14.5 2006 Zuidong og 40 eks. 15.5 1997 Happy Island, om efteråret 25 eks. 10.9 1988 Sandflats, Beidaihe og 20 eks. 2.9 1994 Happy Island. Antal på op til 100 nævnt fra før 1920´erne (Wilder & Hubbard 1938). Yngler cirkumpolært langs arktiske kyster. Trækfugl. De østlige bestande samt bestande fra Alaska forlader ynglepladserne i juli-aug.; op til 10.000 raster i aug. på Pribiloff Islands. Mange trækker muligvis direkte mod S til Australien/New Zealand, eventuelt trækker en del mod sydvest til vinterkvarterer i Nordamerika. På trækket almindelig Japan ult.aug.-sept. og Hong Kong ult.aug.-pri.okt. Overvintrer i Ø og SØ Asien mod nord til S Japan, SØ Kina og Taiwan, samt mod sydøst til Australien og New Zealand. De tidligste ses i Nordaustralien pri. aug., men de fleste ankommer sept.-okt. Samlet vinterbestand i området 25.000-100.000 fugle. I Australien ca. 14.000 overvintrende, i Oceanien nogle tusinde. Australske vintergæster indleder trækket mod nord feb.-marts/april. I S Kina (Hong Kong) flest ult.april. 4500 (20% af den østlige bestand) anvender Det Gule Hav som rasteplads under trækket, men de fleste trækker formentligt længere mod øst; almindelig i Japan på trækket ult.april-pri. juni. Strejfgæst til Nepal (Glutz von Blotzheim et al. 1977, Higgins & Davies 1996, del Hoyo et al. 1996, Barter 2003). 80. Rødhalset Ryle Calidris ruficollis Red-necked Stint 1997: Ved Sandflats, Beidaihe 29.4 5 - 2.5 3 – 4.5 20 ad. På Happy Island 13.5 13, 14.5 6 trk., 15.5 145 Mudflats, 16.5 1 ad. og 17.5 435 Mudflats. 2008: Ved Sandflats, Beidaihe 2.5 1, 4.5 9 og 6.5 36. På Happy Island 9.5 5 mudflats – 14.5 12. Ret almindelig trækgæst (april-ult. maj og pri.juli-med. okt.(pri.nov.)). Om foråret flest med.-ult maj. Det størte antal er 1004 eks. 13-14.5 2006 mellem Qingtuozi og Chengtuogo. Ved Beidaihe 629 ”bird-days” 13.4-28.5 1985 (Williams 2000), og dagsmax. 135 eks. 22.5 2003 Sandflats samt 100 eks. 20.5 2005. På Happy Island er dagsmax. 435 eks. 17.5 1997 Sandflats, 250 eks.11.5 1998 og 150 eks. 11.5 1993 Happy Island (Alström 1993, Bertilsson et al. 1998, Grundsten et al. 2003, China Ornithological Society 2007). Om efteråret talrigere, flest ult.juli-med. sept. Største antal ses ved kysterne af Tianjin, hvor dagsmax. 5950 eks. 30.7 2005, 4500 eks. 7.9 2004, 4000 eks. 25.7 2006, 2500 eks. 19.9 2004 og 1725 eks. 6.8 2007. Ved Beidaihe ofte flere hundrede rastende Sandflats, ,samt trækkende: dagsmax 700 rst. 25.8 1987,men i dette år særligt talrig ult-aug-sept., formentligt grundet stor ynglesucces på den arktiske tundra; fra andre år er dagsmax. 202 eks. 12.9 1988, 200 eks. 12-14.8 2005 og 141 eks. 27.8 1986. Adulte trækker til ca. 1.9, juvenile ses fra med. aug., og er altdominerende fra ult.aug. Kun få efter ult.sept. (Potzoll 1999, Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler på tundra i arktisk NØ Asien mellem Ø Taimyr og Chukotka/Koryakia, fåtalligt i NV Alaska. Forlader ynglepladserne med. juli-med. aug (adulte først), og trækker siden over en bred front gennem Ø Asien, i indre Ø Rusland juli-sept. På efterårstrækket almindelig i Ø Asien østpå til Japan, hvor flest aug.-med. okt., S Kina flest aug.-okt., bl.a. 3000 eks.10.8 2006 Binhai, Shanghai, 400 eks. 7-8.8 2004 Min Jiang, Fujian og 300 Zhenbeitu, Zhejiang ult. okt. Kun få fund i Xinjiang, hvor Dværgryle er den klart dominerende af de to arter. I N Thailand kulminerer adulte i aug., juvenile i nov. På Philippinerne kulminerer trækket i sept., på den Malayiske Halvø okt.-nov. Nogle trækker over Stillehavet og raster undervejs på øer. Overvintrer fra NØ Indien gennem Ø og SØ Asien (incl. SØ Kina; østpå til S Japan) til Australien og New Zealand, sjældent på Sri Lanka. Vinterbestanden i området er på 471.000 fugle. Op til 5000 overvintrer i Thailand og Malaysia, incl. Singapore, men generelt er antallet her størst under trækket. Flest overvintrer i Australien, hvor estimeret 353.000. Er her den talrigste palearktiske vintergæst, ankommer fra aug., men først i større antal fra pri. sept. Største antal er 63.800 Coorong, South Australia, 60.000 Eight Mile Beach, West Australia og 35.100 Gulf of Carpentaria, Queensland. Nogle hundrede overvintrer i New Zealand, hvortil ankomst okt.-nov. Forlader Australien pri.marts-med. april. Forårstrækket i New Guinea kulminerer marts-april, på den Malayiske Halvø i marts; senere kulmination i Singapore (ult.april-pri. maj) sammenlignet med resten af den Malayiske Halvø antyder, at stedet anvendes som rasteplads af nordligere bestande. I Hong Kong kulminerer forårstrækket pri. april-med. maj, med max. 1000 med. april. 87.000 (35% af verdensbestanden) anvender Det Gule Hav som rasteplads april-maj. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri.juni. (Glutz von Blotzheim et al. 1975,Cramp & Simmons 1983, del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996, Wells 1999, Barter 2003, china Ornithological Society 2007).

Strejfgæst til Europa, med ca. 30 fund maj-aug (sept.), flest juli-pri. aug. Fordelt på lande: 11 Sverige, 9 Storbritannien t.o.m. 2008 (heraf 3 Irland), 9 Holland, 3+ Finland, 1 Danmark, 3 Norge, 2 Tyskland, 1 Belgien, 2 Frankrig, 2 Spanien, 2 Østrig, 1 Italien. Langs de fleste er adulte; kun én juv. Fra europa: dødfundet 31.8 1994 Fair Isle, Storbritannnien. Meget sjælden trækgæst i Kasakhstan (10-15 eks. aug-sept, 2 maj-juni) (Wassing & Oreel, Wassink 2009,eget foto Kasakhstan juni 1989). Desuden strejfgæst til Mellemøsten (1 Israel, 2 UAE), S Rusland (Volga deltaet), Iran, V Indien (bl.a. 5 fund Goa), Somalia, Seychellerne, Østafrika, Sydafrika samt Nordamerika vestpå til østlige USA (bl.a. 10-12 fund Østlige USA), Aleuterne og Bermuda. Dværgrylens østlige modstykke. På størrelse med denne, men lidt større – de største hunner ca. 30%. Stående mere langstrakt bagtil, men kortere fortil –en effekt skabt af kortere, relativt tykkere næb samt længere bagparti - ofte med udposet gump, men slanke og lange vinger. Har i hånden generelt bredere vingebånd end Dværgryle (Schwalbe 2002). Virker under fødesøgning mere rolig. I sommerdragt er oversiden mere ensartet end Dværgryles, uden eller højst med svage lyse ryglinier. Forhalsen, brystet og brystsiderne er teglrøde; typisk er brystets midterdel varmest og mest intenst farvet. Partierne omkring næbbet er hvide, og kan være påfaldende hos kraftigt rødfarvede fugle. Har sorte pletter på de rødlige halssider (undertiden over brystet). Desuden er nakken i varierende grad grålig. Vingedækfjerene er overvejende grå, om foråret tit tydeligt lysere end ryggen. Tertiærerne er gråbrune med lysere hvidgrå kanter. Gør i sommerdragt typisk et rødt, gråt og hvidt indtryk, der mere minder om kraftigt farvede Sandløbere end om Dværgryle. Mange har dog svagere farver, og nogle er ret blege, kun med svagt orangebrunt anstrøg, ala Dværgryle. I så fald er brystet kraftigst farvet –ikke brystsiderne som hos Dværgryle. Benene er sorte. I slidt sommerdragt bliver oversiden mørkere og i bedre kontrast til slidte, gråtonede dækfjer,og den røde forhals ofte mattere. I vinterdragt lysere og mere ”anonym” end Dværgryle med grå isse til ryg, vinger, tertiærer og halssider. Fugle med den lyseste ryg kan have kontrast til mørkere dækfjer. Oversidens fjer har smallere mørke skaftestriber. Har ofte bred hvid plet over tøjlens forreste del, men kun smalt hvidt øjenbryn bag øjer; over øjet er øjenbrynet tit brudt (Jonsson 1984, egne obs. Thailand, feb. 2008). Juvenil er ret svagt tegnet, og ligner adult vinterdragt. Hovedet er ret kontrastløst med sort tøjleplet som tydeligste karakter. Brystet er jævnt gråt med brunrosa anstrøg i hele dets bredde. Skulderfjerene er grå med smalle sorte skaftestriber samt ankre eller ”ruderpletter” og hvide spidser (trekanter), i kontrast til mørkere ryg; mangler tydelige hvide ryglinier. Tertiærerne er ret ensartet grå. Brystsiderne er beige til grå. Kaldet er et lyst prrit,der lyder tørt knirkende (som knirkende sadel-læder (Hemmingsen & Guildal 1968)). Dværgryle er mere kompakt med kortere, fyldigere bagparti, længere ben og lidt længere – og i spidsen smallere – næb. I adult sommerdragt mere ensartet og farmere brun på hoved- og overside end rødhalset Ryle. Har i sommerdragt har varierende orangebrunt på hoved- og brystsider, aldrig så rødt farvet som Rødhalset Ryle, ligesom den varme farve altid er kraftigst på brystets sider; midterdelen er hvidlig (men kan ved slid være svagt plettet eller stribet – dette ses dog kun i sensommeren). Har desuden mørkplettet overside og vinger, da de enkelte fjer er sorte med gul- til rustbrune kanter – skulderfjerene står tit ud som liggende sort perlerække, samt tydelige hvide linier på ryggen. Tertiærer sortbrune med rust- til gulbrune rande. I vinterdragt tydeligt mørkskællet, med lysrandede, mørke ryg-, skulder- og dækfjer samt tertiærer, og ofte komplet gråt brystbånd (Jonsson 1984). Juvenil Dværgryle er langt kraftigere tegnet end Rødhalset Ryle – som kraftigt tegnet (om efteråret helt frisk) adult, men med mørkere isse og tydeligere hvid pande samt ”delt” hvidt øjenbryn. Halssiderne er varmt gulbrune med mørke pletter, men brystets midte er hvid. Skulderfjerene er sorte med brede lyse rande; virker i felten som sort ”perlerække” mod tydelig hvide ryglinier (set bagfra som V). Kaldet er lidt kraftigere end Rødhalset Ryles, og ofte dobbelt: kik-kik. Se desuden Sandløber. Note: Dværgryle Calidris minutus (Little Stint). Sjælden trækgæst, flest pri.-med. maj. Største antal er 22 eks. 1.5 2007 Dagang, 5 eks. 13-14.5 2006 mellem Quintuozi og Chantougu, 3 eks. 4.5 2004 Tanggu, 3 eks. 10-12.5 2004 Magic Pool, Laoting, 3 eks. 7.5 2007 Beidaihe Beach, 2 eks. 1.8 2006 Beidaihe, 2 eks. 6-7.8 2007 Hangu og 2 eks. 15.5 2008 Sandflats, Beidaihe. Desuden følgende enkeltfund: 10.4 1915 Beidaihe - 28.4-2.5 1989 Beidaihe - 5.5 1994 Sandflats, Beidaihe – 15.5 1994 Sandflats, Beidaihe - 25.8 1999 Sandflats, Beidaihe - 12.5 2003 Yang He – 23.9 2004 Tanggu, Tianjin – 14.5 2005 Beidaihe – 21.7 2005 Tanggu, Tianjin - 12.9 2005 Beidaihe – 25.7 2006 Hangu – 26.7 2006 Hangu – 26.5 2007 Mudflats, Beidaihe. Yngler på den arktiske tundra i Palearktis mod vest til Nordnorge og mod øst til Yakutien. Forlader ynglepladserne juli-aug, og overvintrer i troperne mellem S Europa, Afrika og Bangladesh (incl. Pakistans og Indiens kyster, Sri Lanka og Andamanerne), hvor lokalt flokke på hundreder til tusinder, sjældent mod øst til Philippinerne. Ca. 200.000 overvintrer på det Indiske Subkontinent, flest i Sydindien; i Tamil Nadu max. 10.000 Point Calimere og 5000 Kaliveli. Af den østlige bestand er på trækket talt max. 10.000 Mahal, Maharasthra i Indien, og tusinder nær Karachi, Pakistan, ligesom arten er talrig langs sydlige del af det Kaspiske Hav og i Kasakhstan, hvor flokke på max. 20.000 forår (flest ult.maj-pri. juni) og 8000 efterår. Fra 1986 årlig trækgæst i Hong Kong, og desuden Nei Mongol og Qinghai, hvor max. 7 eks. 26.7 2004 Koko Nor.Hyppigere i Xinjiang, hvor flokke på op til 135 ses på efterårstrækket. Sjælden vintergæst på Philippinerne. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri. juni. Strejfgæst til Manchuriet, Sakhalin, Japan, Korea, Ø

Kina, Maldiverne, SØ Asien og østpå til New Guinea, Australien (årlig sept.-marts, op til 22 Weribee,Victoria), New Zealand og Oceanien. Desuden Nordamerika, Mexico, Aleuterne, Hawaii og Barbados (Higgins & Davies 1996, Robertson & Heather 1999, Islam & Rahmani 2006, China Ornithological Society 2008, Chandler 2009). Se ovenfor for bestemmelse fra Rødhalset Ryle. - Alaskaryle Calidris mauri (Western Sandpiper). Tilfældig gæst ved Beidaihe. Angivet som sjælden trækgæst midt på foråret (Williams 2000). Yngler mellem Chukotski og NW Alaska. De russiske ynglefugle forlader ynglepladserne i juli-aug., og trækker først mod vest for sammen med de nordamerikanske fugle at samles i British Columbia, hvor op til 2.4 million raster Copper River Delta. Trækker ult.juli-nov. gennem Nordamerika, fåtallig mod øst til den nordamerikanske østkyst, hvor flest ses ult. juli-pri. okt. Overvintrer mellem sydlige USA og nordlige Sydamerika i syd til Surinam, Guyana, Peru og Equador. Ankommer til ynglepladserne ult maj. Formentligt regelmæssig trækgæst i Japan (især aug.-okt.). Strejfgæst til Baikal, Ø Kina, Taiwan, Korea, Australien, New Zealand og på øer i Stillehavet til Galapagos. Desuden strejfgæst til Europa (15+ fund (maj) aug.-okt, heraf 7 Storbritannien og 1-2 Sverige, Frankrig, Spanien, Azorerne og Madeira. Kraftigere end andre dværgryler med relativt længere, i spidsen let nedadbøjet næb. Langnæbbede fugle (hunner) ligner i formen små Almindelig Ryle med dennes ret korte vinger og bagparti. I sommerdragt grålig med varierende rustbrunt på isse, kind og især skulderfjer samt mørk pletter på bryst og forflanker. Ligner i vinterdragt Rødhalset Ryle og kendes bedst på afvigende form. Juvenil ret kontrastløse med lyst hoved, sort stirrende øje og let rusttonet isse. Skulderfjer (især forreste) og tertiærer har sandfarvede til rustbrune rande. Dækfjerene har smalle sorte ankerpletter eller pilespidser. Fælder ryggen til vinterdragt sept.-okt, tidligere end andre af områdets småryler. Kaldet er et lyst, opadgående tjiip, der ligner Almindelig Ryles, men er lysere. Nogle kald ligner Hvidrygget Ryles. - Skenæbbet Ryle Eurynorhynchus pygmeus (Spoon-billed Sandpiper). Meget sjælden, men formentligt årlig gæst (maj og sept.-okt). Følgende fund: 17.5 1994, sands. 2K Happy Island - maj 1996 Happy Island – 20.5 1997 Happy Island - 2.5 2002 2 eks. Happy Island – 11-13.5 2002 2 eks. Happy Island – 15.5 2002 Happy Island – 7.9 2004 Tanggu, Tianjin – 5.10 2004 Tanggu, Tianjin - 7.5 1 2007 Behaie Beach Saltworks – 19-20.5 2008 3 eks. Happy Island. Alle fund på Happy Island er gjort på Mudflats (Pettersson & Ullman 1994, Bogaard 2002, Frich et al. 2007, M. Schwalbe pers. comm). Chancen for at løbe på denne højst eftertragtede og stærkt truede art, hvis verdensbestand måske er så lav som et par hundrede individer – er altså ikke helt lille, ca. som at finde en Stribet Ryle eller lignende på Öland sidst i juli. Yngler på kystnær arktisk tundra ved Chukotka og Anadyr i NØ-Sibirien. Forlader ynglepladserne i juli-aug. (juvenile til okt.), og samles først ved Sakhalin og V Kamtjatka, for siden at trække gennem Ø Asien til vinterkvarterer ved mudderflader og saliner i S Asien (okt.-marts). Enkelte ses på efterårstrækket i Japan, Sydkorea og Ø Kina. De fleste overvintrer formentligt i Bangladesh og Burma; max. fra vinterkvartererne er 257 Noakhali District, Bangladesh vinter 1988/89, 50 Maulivan Chor, Bangladesh, 83 Burma feb. 2008 og 48 Orissa, Indien i 1992. Iagttaget sydpå langs Indiens østkyst (Orissa, Tamil Nadu, Kerala, Sunderbans) samt på Sri Lanka. Regelmæssig vintergæst i Thailand (med. nov.-med.febr.), flest ved Ban Phak Thale, Petchaburi syd for Bangkok, hvor max. 17 er set pri febr (2008); synes at forsvinde med. febr. Desuden enkelte Khok Kham nær Bangkok, samt i Vietnam. På den Malayiske Halvø sjælden, men op til 13 set okt.-nov. Ø Malaysia og Singapore. Sjælden vintergæst i Fujian, Guangdong og Hong Kong. Sjælden trækgæst SØ Kina ult.marts-ult. april, bl.a. enkelte årligt i Hong Kong - især første uger af april (dog generelt senere efter 2000; synes at være aftaget de senere år (Woodward 2006), desuden enkelte ved Røde flodens udløb i Vietnam i april og i Japan april-maj. Nogle flere er iagttaget ved mudderflader i det sydvestlige Sydkorea (max. forår 180 ved Mankyung/Tonjin og 200 Saemangeum; efter sidstnævnte lokalitet blev ødelagt ved inddigning dog betydeligt færre). Strejfgæst til Aleuterne og Nordamerika (den nordvestamerikanske stillehavskyst, British Columbia og indre Alberta) (del Hoyo et al. 1996, Moores et al. 2000, 2003, Berg & Haas 2008, Robson 2008, Chandler 2009). I voldsom tilbagegang, og samlet bestand overstiger næppe 2000 par; de seneste estimater angiver 300-380 par og totalpopulation på 1000-2500 fugle; muligvis er bestanden så lav som 100 par; omkring 2008 blev verdensbestanden estimeret til 450-1000 eks. (Collar et al. 2001, Khan 2006, Hirschfeld 2008, Collar & Sykes 2009). Skenæbbet Ryle har påfaldende skeformet næbspids, der er sælsomt forhistorisk set forfra; hele næbbet er dog kraftigere og bredere end hos de små ryler; næbroden er således påfaldende bred, selv på afstand, i forhold til smårylernes. Set fra siden buer ”spaden” let opad, hvorved næbbet kan virke næsten skadet! Skenæbbet Ryle er lidt større, men langt kraftigere end Rødhalset Ryle, næsten Sandløberagtigt storhovedet med stejl pande, ”vommet” og kort bagtil; størrelsen ligger mellem Rødhalset Ryle/Dværgryle og Sandløber. Fouragering afslører ofte arten, da den bevæger næbbet fra side til side som en miniature Skestork – ofte med spidsen under vandet. Den kan også plukke føde fra overfladen ala Dværgryle, men i så fald ses ”spaden” tydeligt. Hugger dog også et dybt med 60 graders bevægelser ned i mudderet, hvor der snarerer er der også ved basis bredere næb, der afslører arten. I vinterdragt er hovedtegningerne sandløberagtige med bred hvid pande og ret tydelig mørk maske omkring øjet (næsten svømmesneppeagtig). Overside generelt lysere end Rødhalset Ryles (egne obs. Thailand feb. 2008). I sommerdragt ret lig Sandløber af ”rødhovedet” type; rødt på hoved og forbryst generelt mørkere end hos Sandløber og Rødhalset Ryle, men større indslag af uregelmæssige mørke pletter, der kan give bagbrystet et uldent udseende. I flugten ses brede hvide halesider ala Temmincksryle. Kaldet er et skarpt wheet eller et svagt preep (Chandler 2009.

81. Langtået Ryle Calidris subminuta Long-toed Stint 1997: Ved Reservoiret, Beidaihe 1.5 2 og 2.5 9 ad. 2008: Ved Reservoiret, Beidaihe 4.5 2 ad. og 6.5 3 ad. 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – på Happy Island 11.5 2 – 15.5 3 rejedammene. Fåtallig trækgæst (med. april-ult.maj og med. juli-med.sept.). Dagsmax. 50 eks. 12.4 2003 Qilihai, Tianggu. Ved Beidaihe ses om foråret flest pri.maj., dagsmax. 13 eks. 5.5 1997, 9 eks. 3.5 1994 og 9 eks. 2.5 1997 Reservoiret, Beidaihe. Om efteråret kulminerer trækket pri-ult. aug., men ses mest enkeltvis, ved Tanggu, Tianjin dog i småflokke; dagsmax. 36 eks. 30.7 2005 og 7 eks. 18.9 2004. Fra 1940´erne angiver småflokke på 10-20 frem til ult. aug., herefter få; ses kun enkeltvis i sept. (Hemmingsen & Guildal 1968). Optræder hyppigst ved vandhuller og reservoirer, langs søbredder o. lign, hvor den søger føde på mudderbanker. Bedste lokalitet er Reservoiret, Beidaihe, mens Happy Island er langt mindre pålidelig. Yngler i pletvis i nordlige dele af Rusland (pletvis fra Ob til Beringsstrædet og Kurilerne, og mod syd til Baikal og Kamtjatka). Forlader ynglepladserne juli-aug (adulte først), og trækker på en bred front gennem Ø Asien (vestpå til Kasakhstan), uden større koncentrationer undervejs. I Japan kulminerer trækket ult.aug.-med. sept., i S Kina ult.aug.-med. sept., hvor største antal er 216 eks. 10.8 2006 Binhai, Shanghai. Trækket i Hong Kong kulminerer pri.sept.-med.okt., med dagsmax. på 50. Overvintrer i Ø Indien/Sri Lanka og østpå gennem SØ Asien (i nord til S Kina, f.eks. op til 50 Hong Kong og 65 Hainan, samt på Taiwan) til Indonesien og Celebes, fåtalligt til Sulawesi, W Mikronesien og W Australien (op til 300; op til 96 er talt på flere lokaliteter), færre i S Australien. Flest formentligt på Philippinerne. Småflokke på op til 100 i C Thailand. Forårstrækket indledes ult.feb-marts. Op til 500 Bali med-marts-pri. april., og op til 65 Hong Hong og Hainan april-pri.maj. Forårstrækket i Japan kulminerer i maj, men arten er her sjældnere end i Ø Kina. Ankommer til ynglepladserne ult. maj-pri. juni. Totalbestand 25.000-100.000 fugle. Strejfgæst til Nepal, Tasmanien, Oceanien, Aleuterne, Alaska og den nordamerikanske Stillehavskyst. En mindre del af bestanden trækker mod syd og sydvest, da arten er en sjælden træk- og vintergæst i Saudi Arabien, Oman (med.aug-pri. juni), UAE (max. 6 i flok), Yemen, Goa, Maldiverne, Andamanerne, Seychellerne, og strejfgæst til Israel (1), Bahrain, Iran, Erithrea, Djibouti, Socotra, Ethiopien, Ø og S Afrika. Tilfældig gæst i Europa; 3 Storbritannien (ad. juni og 2 1k aug.-sept.), 1 Sverige (1K okt.-dec. 1977 Öland), 1 Finland (ad. 26-28.6 2007), 1 Holland (Zwolle 23-28.10 2009) og 1 Grækenland (28.3 1991). Denne lille ryleart har en karakteristisk form: har stort hoved med flad pande, er ret tung fortil og kort bagtil med gule ben og påfaldende lange tæer; den midterste tå er tit endnu længere end næbbet og tarsen. Dette ses bedst, når arten fouragerer i en karakteristisk foroverbøjet holdning med bøjede ben ala en sumphøne! – med benene anbragt langt bagtil på kroppen. Kan da ligne en miniature Tinksmed eller Spidshalet Ryle. Strækker ved uro hals som Brushane Philomachus pugnax (Dix 1990). Næbbet er ret tyndt med lysere basis af indernæbbet. Adult sommerdragt ligner Dværgryle, med dennes lyse V på ryggen og mørkcentrede skulder- og dækfjer, men panden til issen er mørkere (som kalot til næbroden), tøjlen lys og brystet komplet stribet. Arten kan derved minde om en miniature Stribet Ryle.Oversiden varierer: de varmest farvede har rigelige rødbrune indslag på brystet, issen, kinderne og på dækfjer samt tertiærer. Især de brede orangebrune tertiærkanter kan give indtryk af en næsten rent rødbrun tegnet fjergruppe; de svagest tegnede er mere anonyme i grå og mørke farver. I vinterdragt mørkere end andre småryler. Oversiden er mørk med lyse fjerrande, og kan virke skællet; ved slid meget mørk. Har desuden bredt gråbrunt-plettet brystbånd (smalt midt på brystet) samt mørk isse med tydelige lyse længdestriber. Juvenil er kontrastrig. Ligner frisk adult sommerdragt med meget store –bekkasinagtige – kontraster mellem mørk isse, hvidt øjenbryn, tydeligt rust-mønstrede dækfjer, hvidt V på ryggen og komplet gulbrunt, let stribet brystbånd. Dækfjerene er mørkegrå med smalle hvidlige, kommaformede pletter. Kan ligne minuatureversion af Spidshalet Ryle. I flugten stikker de lange tæer meget tydeligt ud bag halen, ala Tinksmed! Har desuden mere mørkt på undervingen samt svagere hvide vingebånd end Rødhalset Ryle. Halesiderne er grå. Flugten er klippende, ala Temmincksryle. Kaldet er et skurrende prrp, der er lavere og langsommere end Temminckryles, og et kort, klart djyyt. Raster hyppigst ved reservoirer og damme, ofte sammen med Temmincksryle; kun udtagelsesvis på sandflader som Rødhalset Ryle. 82 Temmincksryle Calidris temminckii Temminck´s Stint 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 Sandflats og 2.5 8 Reservoiret. På Happy Island 13.5 1 trk. 2008: Ved Beidaihe 4.5 2 Sandflats – 4.5 4 Reservoiret. 7.5 2 Magic Marsh, Laoting. Fåtallig trækgæst (med. april-ult. maj og ult. juli-pri.okt.). Om foråret flest ult.april- pri.maj, største antal ses i Tianjin, hvor dagsmax. er 183 eks. 1.5 2007 Beidagang og 115 eks. 15-16.4 2006 Beidagang. , Tianjin. Ved Beidaihe er dagsmax. 28 eks. 28.4 1994 Beidaihe og 10-12 eks. 4.5 1943; ved Laoting 15 eks. 13.5 2004. Ved Beijing småflokke, flest, 30 eks. 29.4 2006 Shahe Reservoir, 15 eks. 8.5 2005 Hanshiqiao og 10 eks. 14.4 2005 Kangxi Grasslands.

Om efteråret flest ult.aug.-pri. okt. De største antal er fra Tianjin, hvor dagsmax. er 780 eks. 7.10 2007 Tianjin Coast, 753 eks.4.10 2006 mellem Hangu og Tanggu samt 580 eks. 7.10 2007 Dagang. Ved Tangu ofte i størreflokke, flest 453 eks. 18.9 2004, 234 eks. 31.7 2005 og 222 eks. 30.7 2005. Øvrige max.tal er 47 eks. 6.9 1986 Beidaihe og 10 eks. 22.9 2001 Laomiguo (Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994, Williams 2000, Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler fra de skandinaviske fjelde og østpå gennem N Asien til Stillehavet. Den østlige bestand udgøres af ca. 100.000 fugle. Forlader ynglepladserne i juli-aug., og overvintrer i S og SØ-Asien (incl. S Kina) østpå til S Japan, Borneo og W Philippinerne, formentligt overvejende i Indien, hvor største antal er 20.000 Krishnarajagasar, Karnataka, herudover bl.a. flokke på op til 200 Goa i jan. I Hong Kong 50-100 overvintrende. Angivet som ret almindelig i flokke på op til 50 N Thailand (Deignan 1931) og i Nepal. På trækket max. 2000 i flok Kasakhstan. Ankommer til ynglepladserne i maj – pri. juni. I regionen strejfgæst til Mikronesien, Aleuterne, Alaska og N Canada. En lille, næsten anonym ryle med korte lyse ben og langstrakt bagparti, der smalner tydeligt ind bag gumpen. Halespidsen kan være synlig bag vingerne. Jizzmæssigt tættere på Rødhalset Ryle end Langtået Ryle og Dværgryle. Har brungråt hoved og bryst mod hvid bug, smal hvid kile foran knoen som hos Mudderklire samt smalle striber over brystet. Hovedtegninger svage med smal, hvid øjenring, mørkere tøjle og antydet hvidt øjenbryn, oftest bredest foran øjet. Oversiden i sommerdragt grå med varierende indslag af brunsorte fjer med smalle, lyse pletter ved spidserne. Fugle med maximalt indslag af sommerfjer får ”uventet” mørk overside sensommer til efterår, hvor lyse pletter næsten kan være afslidte, og brystet fremstå som brunligt med mørke striber. Tertiærerne er gråbrune med mørkere subterminalpletter og lyse rande. Halen er hvid med sort midte. De hvide sider varierer dog noget, og en del har blot 2 yderste par halefjer hvide, resten grålige. I vinterdragt er brystet og oversiden grå. Juvenil ligner vinterdragt men er brunere; skulderfjerene har smalle, gulbrune rande og smalle mørke ankerpletter. Flyver tit højt i zig-zag flugt når den skræmmes (Rødhalset Ryle i lavere, mere retlinet flugt), mens den løfter sig på klippende vingeslag, udstødende sit korte, cikadeagtige kald: trrt. I flugten ses brede hvide halesider. Findes især ved reservoirer og i laguner, hvor den bryder omkring langs bredvegetationen eller på tangbanker som en lille mus. 83. Spidshalet Ryle Calidris acuminata Sharp-tailed Sandpiper 1997: Ved Beidaihe 2.5 1 ad. Sandflats – 2.5 1 ad. Reservoiret. På Happy Island 15.5 1 ad. Mudflats. 2008: 2.5 1 Sandflats, Beidaihe. Fåtallig trækgæst (ult.april-ult.maj og pri. juli-ult. sept). Om foråret flest ult.april-med. maj. De største antal er 200 eks.28-29.4 2006 Beitang, Tianjin, ved Behaie Beach Saltworks 72 eks. 6.5 2007, 65 eks. 7.5 2007 og 50 eks. 9.5 2004 Behaie Beach Saltworks. Desuden 48 eks. 13.5 2004 Baliqiao, Laoting, 40 eks. 13.5 2007 Blue Sea Beach River, 40 eks. 20.5 2001 Happy Island, 40 eks. 5-7.5 2007 Laoting og 39 eks. 13-14.5 2006 Beibao; ved Reservoiret, Beidaihe 17 eks. 8.5 2000 og 19 eks. 19.5 2000. Om efteråret flest ult.aug-pri.sept. Langt de største antal ses i Tianjin, hvor dagsmax. er 958 eks. 31.8 2006 Hangu, 585 eks. 6.8 2007 Caihong Qiao, 555 eks. 30.7 2005 Tanggu, 512 eks. 5.8 2007 Caihong Qiao, 150 eks. 22.8 2004 Hangu og 106 eks. 5.9 2004 Tanggu. I øvrigt fåtallig, ved Happy Island er største antal 16 eks 1.9 1994. Ved Beidaihe kun få, flest 8 trk. 26.8 1987, 6 eks. 19.7 1944 og 6 eks. 30.8 1986 Sandflats. Ses undertiden indlands, om efteråret flest 15 eks. 27.8 2005 Kangxi Grasslands, Beijing (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2008). Foretrækker reservoirer nær kysten, men ses undertiden på sandflader. Behaie Beach Saltworks og til dels Beidaihe er de sikreste lokaliteter for arten, mere ustadig Happy Island. Yngler på højarktisk tundra i NØ Asien mellem Taimyr og Chaun Golfen. Forlader ynglepladserne juli-aug. (juvenile sidst). Trækker på en bred front gennem Ø Asien mellem Mongoliet og Japan, hvor efterårstrækket kulminerer aug.-sept., således almindelig i Japan og Korea, hvor hyppigere end om foråret. Sjælden trækgæst aug.-nov. på Aleuterne, i Alaska og langs den amerikanske vestkyst, flest ungfugle sept.-okt. Flokke på nogle hundrede raster i Japan, S Kina og Hong Kong med.aug.-ult. okt før formentligt ret direkte træk mod Australien; i SØ Asien fåtallig vintergæst, på den Malayiske Halvø blot strejfgæst, men hyppigere New Guinea. Hovedparten af bestanden overvintrer i New Guinea og Australien, hvor arten er almindelig ult.aug-april. 25.000 ankom på en enkelt nat med. sept. til rastepladser i n Australien. 166.000 overvintrer Australien, heraf 55.700 Coorong, South Australia og 55.700 Eight Mile Beach, West Australia. Forlader sydlige Australien jan.-febr., det meste af bestanden samles herefter i N Australien. Et par hundrede overvintrer New Zealand og Norfolk Island. Enkelte overvintrer i Ø Asien mod nord til Taiwan samt på øer i Oceanien (f.eks. Tonga og Hawaii). Forlader vinterkvarteret i april. De fleste trækker mod Bali og Kina; fåtallig vest for Philippinerne. Forårstrækket i Hong Kong kulminerer ult.april-pri. maj (dagsmax.147 eks. 29.4 1994), i Ø Kina pri.-med maj (max. 300 Binhai, Shanghai) og i Japan i maj; enkelte til med. juni. 17.000 (10% af bestanden) anvender Det Gule Hav som rasteplads april-maj. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri.juni. Strejfgæst til Kasakhstan (3 i juli), S Sibirien, Indien, Sri Lanka, Burma, Vietnam, Fiji samt Nordamerika (udover regelmæssig optræden langs den amerikanske vestkyst er der fund fra de fleste stater) og Tristan de Cunha (Glutz von Blotzheim et al. 1975, Higgins & Davies 1996, Sibley 2000, Barter 2003, Wassink & Oreel 2007).

Næsten årlig strejfgæst i Vesteuropa, heraf 26 Storbrittanien (t.o.m. 2004, flest mod øst), 7 Sverige, 8 Norge, desuden 1-3 fund i flere europæiske lande (incl. Danmark) sydpå til Italien, langt overvejende adulte med.juli-sept. Exceptionelt influx af 13 i Holland efterår 2007. Herudover strejfgæst til Oman (1) og Yemen. Lidt større end Almindelig Ryle, samt kraftigere med bredere bryst, kortere næb, stejlere pande, mere afsleben nakke og længere, lyst grøngule ben. I sommerdragt på afstand mørk med mørkspættet bryst og flanker (ala juvenil Almindelig Ryle eller sommerdragt Hvidrygget Ryle, men pletter på brystsider og især flanker tit pilespidsformede) og mørk overside. Tættere på ses tydeligt hvidt øjenbryn, rødbrun isse og bred, hvid øjenring samt lysere ryglinier og lysskællede dækfjer. I flugten ret langvinget med svage, lyse vingebånd. Form, størrelse og øjenbryn kan flygtigt lige Tinksmeds, der er slankere- især med tyndere hals, har lysplettet - ikke skællet – overside og mangler varmt gul- til rustbrune indslag i dragten. I vinterdragt er oversiden gråbrun med smalle, mørke skarfestriber og smalle lyse fjerrande, brystet renere orange med færre pletter, og flankerne tit hvide. Har normalt smalle striber på flankerne (især bagtil) og undergumpen. Juvenile om efteråret renere farvet med kraftigere rødbrun isse og lysebrunt bryst, hvor stribning kan være begrænset til siderne. På afstand er brystet ret skarpt afsat fra den hvide bug (egne obs. Australien og New Zealand sept.-nov.), og kan således give indtryk af Stribet Ryle, der dog altid har tætstribet bryst. Kaldet er et lyst, kvidrende vip, der ikke er ulig Landsvalens. Note: Stribet Ryle Calidris melanotus (Pectoral Sandpiber). Meget sjælden gæst: .17-21.5 1993 Beidaihe - 17.5 1997 Beidaihe – 29.4 2006 Hangu. Med en totalbestand på angiveligt 1 million fugle blandt de talrigste arktiske vadefugle. Yngler på den arktiske tundra mellem Yamal/Taimyr og mellemste Canada mod vest til Hudson Bay. Forlader ynglepladserne ult.juni -aug. (ad. han først, juvenil senest), og trækker om efteråret først mod øst og sydøst til rastepladser i nordøstlige Nordamerika- især New England - hvor trækket pågår ult. juli-sept. Trækker herefter i lange etaper; ret få raster langs den amerikanske østkyst om efteråret, men undertiden ses større ”fald”, f.eks. på Bermuda Øerne og i Caraibien, især på Antillerne. Overvintrer i sydlige dele af Sydamerika mellem Peru, S Bolivia, S Paraguay, Uruguay og Argentina; den sydamerikanske vinterbestand er 25.000-100.000 fugle, der ankommer fra ult. aug.. For visse fugles vedkommende er afstanden mellem yngle- og vinterkvarter op til 17.000 km! En mindre andel trækker mod sydvest, og passerer Ø Asien (Ussurien, Korea og Japan) for senere at trække mod vinterkvarterer i det sydlige Australien (mindre antal, især mod Ø og SØ, flokke på max.12) og på New Zealand, hvor ca. 20 overvintrer årligt. Enkelte overvintrer på øer i Oceanien. Sjælden, men regelmæssig vintergæst i den sydlige Afrika; formentligt fugle, der er blæst over Atlanten fra Nordamerika på efterårstrækket. Forlader vinterkvarterene fra ult. febr., de fleste i marts. Trækker om foråret generelt af en mere vestlig rute end om efteråret, gennem Mellemamerika og Mexico til vestlige Nordamerika. Ankommer til ynglepladserne med. maj-pri.juni, senest til ynglepladserne i Sibirien. I Ø Asien strejfgæst til Ø Kina og Taiwan (Glutz von Blotzheim et al. 1975, del Hoyo et al. 1996); se i øvrigt nedenfor. I forbindelse med lavtrykspassager i Nordatlanten kan en del indfanges og blæses mod Europa af kraftige vestlige vinde Fåtallig, årlig gæst til Grønland og Europa. Arten er her den hyppigste nearktiske trækgæst, i V og SV Europa er flest iagttaget langs Atlanterhavets kyster. I Storbritannien (>2000 fund 1968-2002) og SV Europa stor dominans af 1K sept.- med. okt. Årligt max. 130 Storbritannien, dog 260 i 2003 (heraf 75+ pri.-med. sept.), i SV Europa bl.a. 200+ Spanien (flest i Galicien; 75% 1K, Influx i 2008: 25 1.7-14.9 2008), 342 Frankrig, 16 Portugal, 28 Azorerne og 2 Madeira. Forekomsten svinger noget fra år til år. Flest ses efter lavtrykspassager fra Nordatlanten, der indfanger fugle på trækket udfor New England, og blæser dem mod Europa. Mest iagttaget enkeltvis, men undertiden i småflokke – dog i langt minde grad end hos den mere flokbundne Hvidrygget Ryle (se nedenfor). Dette svarer til forekomstmønstret på efterårstrækket i det nordøstlige og østlige Nordamerika (egne obs. Massachusetts og New Jersey, sept.-okt.). I Skandinavien årlig: Sverige 250 t.o.m. 2006 (heraf ca. 70 Öland) SOF 2007), Norge 167 t.o.m. 2006, Danmark 78 t.o.m. 2007 og Finland 98. I øvrige Europa bl.a. Tyskland 105, Holland 115+, Østrig 15, Italien 15+, Ungarn 20+. I Norden lille dominans af 1K sept.-okt., men også regelmæssig forekomst af adulte maj, især i Norge, samt i med.juli-pri. aug. (således årlig på Öland). Andelen adulte er i Sydskandinavien langt større end i Sydvesteuropa, og antyder, at en del fugle i Nordeuropa er af sibirisk herkomst - især da forekomsten gerne falder sammen med nedtrækket af de nordøstlige arktiske ryler. Ret stor stigning i antallet af fund fra Norden siden midt i 1990´erne i forhold til i Storbritannien antyder ekspansion hos den asiatiske bestand. Østlig herkomst for en del af fundene underbygges af fund af 1K i Europa allerede fra 4.8, samt mindre influx til Ungarn (8 efterår 2003, 7 efterår 2008) samt Italien (5 i 2003). Har formentligt ynglet Skotland i 2004 og Svalbard i 2005; flere spillende fugle er iagttaget i Norge. Strejfgæster er desuden truffet i række asiatiske lande, f.eks. Israel (9), Tyrkiet (2+), Oman (5), Indien, Malaysia og Singapore, samt i flere lande i Afrika i nordvest til Marokko; i Østafrika fund fra Ethiopien (min 10 okt.-maj) og Kenya (Glutz von Blotzheim et al. 1975, Breife et al. 2003, Juano 2006, Christensen & Lange 2007, Olsen & Mjølnes 2007, SOF 2007, Lange & Christensen 2008, Redman et al. 2009). I størrelse mellem Almindelig Ryle og Rødben; hannerne er størst, visse hunner er mindre end Almindelig Ryle. Ligner Spidshalet Ryle, men har relativt længere næb, slankere bagparti, mere lige ryglinie, kortere ben samt gulbrunt bryst med distinkte sorte striber, skarpt afsat fra den renhvide bug. Kontrasten forstærket af, at brystets striber i grænsen til

bugen ofte er bredest. Set forfra er brystets tegning påfaldende; mange har rundet ”slipseknude” midt på brystet. Hanner har ofte mere ”uldent” mørkspættet bryst. Oversiden er gråbrun med lyse fjerrande, issen stribet (undertiden let rusttonet) og øjenbrynet lyst, men ikke så tydeligt som hos Spidshalet Ryle. Mange adulte er påfaldende lyse i forhold til andre ryler, men i øvrigt er alle dragter ret ens. Ungfugle ligner adulte, men mere kontrastrige med hvide ryglinier, mørkere centre på dækfjerene og ofte ekstra ”delt” hvid øjenbryn; kan bagfra ligne juvenil Dværgryle i overstørrelse. I flugten langvinget med hvide felter på halens sider og meget tydeligt afstikkende mørkt bryst. På stående fugle kan tertiærerne hvirvle op i vinden, ala Brushane (og Krumnæbbet Ryle). Kaldet er et groft tryyp, der ligner såvel Krumnæbbet Ryles som Bysvales. -Hvidrygget Ryle Calidris fuscicollis (White-rumped Sandpiper). Tilfældig gæst: 30.8 1995 Beidaihe. Det eneste fund fra Kina . Yngler i arktisk Nordamerika mellem NØ Alaska, gennem Canada og til Southampton og Baffin Islands. En gedigen langtrækker, der forlader ynglepladserne i juli-aug. En del af bestanden trækker først mod sydøst mod østlige Nordamerika, f.eks. i sept.-okt. hundreder New England (dominans af adulte til med. sept.; ungfugle generelt i okt.), færre langs den nordamerikanske østkyst. De fleste trækker siden ca. 4000 km. direkte til rastepladser i nordøstlige Sydamerika, således almindelig Surinam med.-aug.-pri. nov, og herfra mod syd direkte til vinterkvarterer i Sydamerika syd for Ækvator og øst for Andes; især sydlige dele af Brasilien, Paraguay og Argentina sydpå til Ildlandet, hvor hyppigste nordamerikanske vadefugl. Desuden fåtalligt langs kysterne af Peru og Chile samt på Falklandsøerne. Regelmæssig gæst på Tristan de Cunha. Ankommer til Brasilien ult. aug. Den sydamerikanske vinterbestand er på 25.000-100.000 fugle. Forlader vinterkvarterene i marts-april. Om foråret mere vestrettet træk, der hovedsageligt går via Venezuela (hvor 5 gange så almindelig om foråret; flest marts-med. maj) og vestlige Caraibien og Texas (maj) til rastepladser i centrale Nordamerika, således op til 30-40.000 Alabama og Cheyenne, Kansas. Langs den amerikanske østkyst sjælden om foråret. Ankommer til ynglepladserne ult. maj--pri. juni. Årlig gæst i Grønland. I Ø Asien strejfgæst til Chukotka, Baikal, Ussurien, Ø Kina og Japan, desuden strejfgæst til mange lande, bl.a. Vestafrika, Sydafrika, Australien, New Zealand og Sydgeorgien okt.-febr.; den hyppigste nearktiske vadefugl ved Antarktis, men kun enkelte fund (Glutz von Blotzheim et al. 1975, Cramp & Simmons 1983, Fjeldså & Krabbe 1989, del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996). Den tredjehyppigste amerikanske vadefugl i Europa, med årlige fund; i V- og SV Europa flest ungfugle sept.-okt., i Skandinavien flest adulte maj-aug. – et mønster, der genspejles i fænologien blandt andre amerikanske vadefugle, tidligere dog med relativt færre forårsfund (2,3% af fundene i Europa angives at være fra marts-juni (Cramp & Simmons 1983), men andelen synes at være højere gennem de senere år, muligvis da forårsvadefugle nu i højere grad end tidligere checkes. Nogle af sensommerfundene kan dog udgøres af fugle, der er trukket mod sydvest fra ynglepladserne, f.eks. fugle fra Østskandinavien. I Europa bl.a. 386 Storbritannien t.o.m. 2004, 25 Sverige, 19 Danmark, 25 Norge, 20 Tyskland, 33 Holland, 10 Frankrig, 26 Spanien (heraf 12 Kanariske Øer og 8 Galicien). Flest er truffet ved Atlanterhavskysten, således flokke på op til 48 Azorerne (28.8 1998), desuden 6 i flok Orkney, Storbritannien ult. aug. og max, 6 Reykjanes, Island ult. sept. Enkelte vinterfund i Sydvesteuropa, og sommerfund fra Svalbard og franz Joself Land i juni-juli. Længere mod øst bl.a. 6 Finland, 8 Østrig og 4 Schweiz. 1 fund Tyrkiet (maj 1996) er eneste fund fra Mellemøsten (Cramp & Simmons 1983, Mitchell & Young 1997, Rogers et al. 2005, Deutsche Seltenheitskommittee 2006, Juano 2006, Kirwan et al. 2008). I størrelse mellem Almindelig Ryle og Dværgryle. Lavbenet med påfaldende langstrakt bagparti (med lang hånd bag halen) imod ”pukkelryg”, rundt hoved og ret kort, let nedadbuet næb. Alle dragter er ret anonyme: oversiden er gråbrun, øjenbrynet hvidt, tøjlen mørk og undersiden hvid med sorte striber langs flankerne, der på afstand kan give indtryk af mørke flanker ala Spidshalet Ryle. Juvenil ligner adult, men er om efteråret frisk med tydeligere lyse fjerrande på oversiden, mørkere ryg end dækfjer og ofte hvidt V på ryggen. Næbbet er mørkt med lysere basis af undernæbbet. I flugten påfaldende langvinget med smal hvid overgump. Kaldet er et elektronisk tzeeh, der kan minde om kald fra visse flagermus. - Rock Sandpiper Calidris ptilocnemis. Tilfældig gæst: 6.5 1989 Beidaihe (Williams 2000). Yngler i Alaska samt i det extremt nordøstlige Rusland, på Kommandør øerne, på S Kamtjatka og på øerne syd for Kamtjatka. Overvintrer i yngleområdet, samt langs den amerikanske Stillehavskyst sydpå til Californien, sjældent mod syd til N Japan (mod syd til Tokyo) med. okt.-ult. april (formen tschuktschoram). Strejfgæst til S Japan og Ø Kina. Et modstykke til Sortgrå Ryle C. maritima. Færdes som denne langs klippekyster. Vinterdragten ligner Sortgrå Ryles. Sommerdragt en blanding af Almindelig og Sortgrå Ryle: rustbrun isse, ryg og tertiærkanter, mørkplettet bryst og flanker, men med massiv mørk plet på bagbrystet. Benene er gule. Næbbet er gult med bred sort spids. 84. Almindelig Ryle Calidris alpina sakhalina Dunlin 1997: På Happy Island 14.5 18 trk. + 60 rst., 15.5 4.200 Mudflats og 17.5 2.100 Mudflats 2008: 2.5 10 og 6.5 10 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 9.5 3000 Mudflats – 12.5 500 – 13.5 800 Mudflats – 15.5 1500 Mudflats.

Almindelig trækgæst, ret almindelig vintergæst og fåtallig sommergæst (april-pri. juni/med. juli-nov.), desuden ret almindelig vintergæst (dec.-marts). Om foråret dagsmax. 4000 eks. 11.5 1998 Happy Island. I Tianjin er største antal 1800 eks. 30.4 2007 Tianjin Coast og 1200 eks. 4.5 2004 Hangu; ved Beidaihe betydeligt færre. Om efteråret flest ult.aug.-med.okt. På Happy Island er dagsmax. 2000 eks. 28.9 2001, 800 eks. 30.8 1994 og 790 eks. 13.9 1994. Ved Tianjins kyst er største antal 4200 eks. 7.10 2006 Hangu, 3500 eks. 2.10 2007, 2500 eks. 23.9 2004 og 1300 eks. 7.9 2004. Ved Beidaihe er dagsmax. 243 eks. 3.9 1987 og 200 eks. 16-17.10 2006. Enkelte, sandsynligvis 2K, oversomrer. Overvintrer især i Tianjin, hvor max. antal ved Dagang er 2466 eks. 18-19.2 2006 og 2165 eks. 23.12 2005; desuden 647 eks. 26.1 2004 Hangu (Bertilsson et al. 1998, Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2007). Yngler i nordlige dele af Holarktis. I området repræsenteret af tre former: sakhalina (yngler ved Chukotka, NØ Sibirien;), actites (yngler nordlige Sakhalin) og kitchinskii (Kamtjatka). Forlader ynglepladserne ult.juni-sept.( først adult hun, sidst juvenile), og er på trækket talrig i Korea aug-sept., i SØ Kina okt.-nov. Overvintrer i Ø Asien nordpå til C Kinas kyster, Taiwan, Sydkorea og sydlige Japan, de fleste i Ø og SØ Kina, hvor max. i jan.-feb. 16.117 East Dongting Lake, Hunan, 15.200 Poyang Hu, Jiangxi, 9750 Jiaxing Hu, Hunan, 6330 Hengling Lake, Hunan, 6072 Wuchang Hu, Anhui, 10.709 Caizi Lake, Hubei, 6900 Chen Hu, Hubei, 5100 Bohu, Anhui, 5000 Yongqiang, Zhejiang, 3800 Baidang Hu, Anhui, 3630 Xinghua Bay, Fujian, 2600 Chen Hu, Hubei, 2649 Dongtan, Shanghai, 2000 Jiojiang, Zhejiang, 2000 Bei Hu, Shanghai, 1822 Ghunfeng Hu, Hunan, 1500 Fengsha Hu, Anhui, 1200 Yuanshui, Hunan og 1000 Shanyutan, Fujian. I Sydkorea den almindeligste overvintrende vadefugl med 13.000-21.000 pr.vinter. I Hong Kong almindelig ult.okt.-pri.marts., flest nov-marts, hvor op til 4500 er talt. I vest når enkelte den Bengalske Havbugt. Sjælden i resten af SØ Asien. 660.000 (70% af den østlige verdensbestand) raster ved Det Gule Hav aug.sept.- og april-maj. I Nø Kina flest 35.500 eks. 20-26.4 2004 Yalu Liang Estuary, Liaoning. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst mod syd til Australien og New Zealand; fugle med karakterer som sakhalina er meldt fra Norge, Holland og Storbritannien (Cramp & Simmons 1983, Higgins & Davies 1996, Moores 2001, Barter 2003, China Ornithological Society 2004, China Ornithological Society 2005). De tre former ligner hinanden. Sakhalina af af form som alpina (Nordlig Ryle, meget almindelig trækgæst i Danmark), men er lidt større, generelt med længere næb. Adult sommerdragt har renere rødorange overside (kun med smalle, mørke tegninger på ryg- og skulderfjer; de nederste skulderfjer næsten utegnede), lysere dækfjer og lysere ansigt/forhals med smallere mørke striber/prikker. Actites er mindre med det korteste næb, i sommerdragt med lysere rustbrun overside, mørkere plettet hoved og ret kraftige mørke striber/pletter over brystet. Kitchinskii ligner sakhalina, men har gullige rande på rødbrune rygfjer og generelt kraftigere stribet hoved samt bryst (Chandler 2009). Forskellene mellem de tre racer er dog små, og næppe anvendelige i felten. Muligvis forekommer formen arcticola (Alaska, overvintrer langs Stillehavets kyster mod syd til Korea og SØ Kina), der generelt er endnu kraftigere rødbrun overside end sakhalina, men er i øvrigt denne ganske lig. De forskellige former er opdelt på baggrund af små forskelle i udseende og fældning; sakhalina fælder tidligere til såvel sommer-som vinterdragt end andre former. Glidende overgange forekommer formentligt, hvorfor den her refererede inddeling i former kan diskuteres. 85. Krumnæbbet Ryle Calidris ferruginea Curlew Sandpiper 1997: Ved Beidaihe 29.4-11.5 set enkeltvis Sandflats og Reservoiret. På Happy Island 13.5 9 trk, 14.5 11 trk., 15.5 20 Mudflats, 16.5 9 trk. + 3 rst. og 17.5 9 ad. Mudflats. 2008: 3.5 1 Yang He Estuary – 4.5 2 og 6.5 2 Sandflats, Beidaihe – 7.5 7 Magic Marsh, Laoting – 7.5 3 trk. Magic Wood, Laoting. På Happy Island 9.5 2 Mudflats – 11.5 4 – 12.5 100 – 13.5 30 Mudflats – 15.5 30 Mudflats. 16.5 7 Laoting. Ret almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og med.juli-pri.okt.). Om foråret flest med.- ult. maj. Største antal er 5267 eks. 13-14.5 2006 Beibao, Tangshan, på Happy Island dagsmax. 2000 eks. 14.5 1995, 1000 eks. 24.5 1990 og 500 eks. 11.5 1998 (Alström 1990, Bertilsson et al. 1998, Dernjatin 2001, Meltofte & Hornskov 2004, Zetterström 1995), i Tianjin er største antal 5000 eks. 5.5 2007 Beidagang og 306 eks. 13-14.5 2006 mellem Qingtuozi og Changtougu. Ved Laoting er dagsmax. 100 eks. 5.5 2007. Ved Beidaihe ses langt færre, dagsmax. 33 eks. 9.5 1994 Yang He. Det meste af trækket er overstået ult. maj. Enkelte ses indlands. Om efteråret flest med.aug-pri.sept. De største antal ses i Tianjin og Happy Island, hvor dagsmax. er 412 eks. 26.7 2006 mellem Hangu og Tanggu og 120 eks. 14.8 1994 Happy Island; ved Beidaihe 27 trk. 27.8 1986 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler på den arktiske tundra i N Sibirien mellem Yenisei og Kolyma, fåtalligt i NW Alaska. Forlader ynglepladserne fra pri. juli (adult han); juvenile i aug., og overvintrer i troperne vestpå til Afrika. Den østlige bestand trækker – delvis over land - til vinterkvarterer mellem Indien og New Zealand, nordpå til S Kina og Taiwan. I Ø Kina passerer hovedtrækket aug.-sept; ret få optræder længere mod øst om efteråret. Raster i N Thailand aug. (adult) -okt.nov. (juvenile). På den Malayiske Halvø overvejende trækgæst, i Singapore således adulte ult.juli-aug. og juvenile ult.aug.-sept, men også som overvintrende, således max. 9000 i jan. ved Malacca-strædet. Mange adulte trækker formentligt i ét

stræk fra SØ Asien til Australien, mens juvenile trækker i kortere etaper, dog er adulte ret almindelige Java og Bali aug-sept. Trækket passerer Borneo aug-pri.nov. Vinterbestand i SØ Asien 60.000 eks. Langs de fleste overvintrer i Australien, hvor vinterbestanden er estimeret til 188.000, heraf 60.000 Eight Mile Beach, Western Australia, 40.000 Coorong, South Australia og 40.000 Pord Hedland, West Australia. Desuden nogle hundrede New Zealand, især på nordlige del. Ankommer til Australien fra med.aug., juvenile fra ult. sept., og indleder returtrækket i marts. Forårstrækket passerere generelt længere mod øst end om efteråret. Passerer Philippinerne og Malayiske Halvø marts-april; i Hong Kong ankommer de første ult. feb., fra ult. marts hurtigt tiltagende antal til kulmination pri.april-pri. maj; op til 6000 er talt. Desuden overvintrer 100.000 på det Indiske Subkontinent, langt de fleste i SØ Indien og på Sri Lanka. Efter pri.maj hurtig nedgang i antallet af rastende fugle i Ø Asien. I Kasakhstan raster op til 6600 med.maj-pri. juni. På trækket anvender 18.000 (<10% af bestanden) Det Gule Hav som rasteplads. Fåtallig i maj i Japan. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri. juni (Higgins & Davies 1996, Barter 2003). 86. Islandsk Ryle Calidris canutus rogersi Red Knot 1997: 4.5 2 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 13.5 68 trk., 14.5 5 trk. + 45 rst., 15.5 950 (heraf 850 Mudflats), 16.5 5 og 17.5 75 Mudflats. 2008: 6.5 1 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 8.5 45 – 9.5 10 Mudflats – 13.5 4 – 15.5 20 Mudflats. Almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og med. aug.-okt.), flest med. maj, hvor max. 8000 eks. 9.5 1994 Happy Island og 3500 eks. Daquinhe (Pettersson & Ullman 1994), desuden 1670 eks. 30.4-1.5 2007 Tianjin coast, 1158 eks. 13-14.5 2006 Zuidong og 645 eks. Jingqu 13-14.5 2006. Kun små antal ved Beidaihe. Om efteråret langt færre, flest ult. aug., hvor dagsmax. 580 eks. 1.9 2006 Tanggu, ved Beidaihe dagsmax. 22 eks. 23.8 1990 Sandflats (Williams 2000, China Ornithological Society 2007). Yngler lokalt på højartisk tundra og langs gennem Holarktis. I området repræsenteret af formen rogersi, der yngler NØ Chukotka, og piersmai, der yngler på Nysibiriske Øer. Formernes verdensbestand er ca. 255.000 eks. Almindelig trækgæst i Ø Asien aug-okt. og april-maj, men i vekslende antal, flest under lavtrykspassager. Overvintrer især langs Australiens kyster, samt på New Zealand. I SØ Asien fåtallig mod nordvest til S Kina, men ingen større antal, og i Sydkorea kun tilfældige vinterfund. På den Malayiske Halvø således kun nogle hundrede, flest Singapore. Formentligt trækker det meste af bestanden i gunstigt trækvejr direkte fra ynglepladserne til Australien/New Zealand om efteråret, baseret på bl.a. radarstudier! I Australien og New Zealand ankomst fra ult.aug., i New Zealand fra ult. sept. Ca. 153.000 overvintrer i Australien, heraf langt de fleste mod nord, f.eks. op til 80.000 Eight Mile Beach, West Australia og Gulf of Carpentaria, Queensland. I New Zealand ca. 88.000. Ankommer til vinterkvartererne ult.aug-ult. sept., og forlader det ult.marts.-pri. april. I forhold til andre vadefugle forbliver en større del – formentligt overvejende ungfugle - i vinterkvarteret, således 7-44% i Australien og 11% i New Zealand. Raster i store flokke Irian Jaya april-maj, og i Japan med.april.-med. juni. 67.000 (40% af den østlige bestand) anvender Det Gule Hav som rasteplads på forårstrækket, men kun op til 300 i Sydkorea. Herefter går trækket formentligt direkte til ynglepladserne. Strejfgæst til Oceanien (del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996, Barter 2003). Rogersi er i sommerdragt generelt mindre med svagere og begrænset rødbrunt på undersiden, hvidere bug, bredere lyse fjerrande på oversiden og kortere næb end canutus (Vestsibirien, overvintrer i SV Afrika). Nogle ungfugle har bredere mørke markeringer på ryg og dækfjer end canutus. Piersmai ligner canutus (V Sibirien), og bør muligvis føres til denne. 87. Kæmperyle Calidris tenuirostris Great Knot 1997: Ved Sandflats, Beidaihe 1.5 5 – 4.5 9 ad. På Happy Island 13.5 20, 15.5 630 Mudflats og 17.5 400 Mudflats. 2008: På Mudflats, Happy Island 9.5 280 – 13.5 110 – 15.5 80. Almindelig trækgæst (ult.marts-ult. maj og med. juli-ult. okt). Om foråret regelmæssigt >1000 rastende Happy Island og op til 1500 Daquinhe, flest med. maj; dagsmax. på Happy Island 5000 eks. 14.5 1990, 4000 eks. 15.5 1994 og 3000 eks. 11.5 1998, efter 2000 færre, flest 2500 eks. 15.5 2002 og 2500 eks. 11.5 2005 (Alström 1992, Williams 1995, Bertilsson et al. 1998, Pettersson 2000, Johannessen 2002, China Ornithological Society 2006). Ved Tianjin max. 585 eks. 30.4 2007 Halbin Yuchang, og 300 eks. 4.5 2004 Hangu. Ved Beidaihe og Yang He i småflokke. Om efteråret flest med.aug – pri. okt., dagsmax. 500 eks. 27.7 2006 Tanggu, 435 eks. 10.10 2007 Tanggu og 370 eks. 7.10 2007 Jingqui. På Happy Island er de største antal 420 eks. 14.8 1994, 250 eks. 25.9 2007 Happy Island og 124 eks. 5.8 1994., i okt. max. 20 eks. 3.10 2000. Ved Beidaihe flest ult.aug-med. sept., dagsmax. 57 eks. 8.9 1987, 31 eks. 30.8 1987 og 20 eks. 23.8 1990. Seneste fund er gjort ult okt. Yngler lokalt på stenet tundra i NØ Sibirien (Yakutien, Chukotka og Koryakien). Forlader ynglepladserne juli-aug. (hunnerne først; ungfugle til sept.), og trækker hovedsageligt mod SØ. På trækket almindelig i Ø Kina og Japan, flest aug-sept. I øvrigt ret sporadisk og fåtallig i SØ Asien på efterårstrækket, men større antal raster Irian Jaya sep.-nov. Overvintrer mellem S og SØ-Asien (mod nord til S Kina og Taiwan), mod vest til kysterne af NØ Indien og UAE, samt østpå til Australien, hvor max. 270.000 overvintrer, langt de fleste mod nord (se nedenfor). Ankommer hertil ult.aug.-

pri.sept, men i øvrigt ankomst til nov. (ungfugle). Enkelte overvintrer på New Zealand. Vinterbestand i SØ Asien ca. 50.000 eks. På den Malayiske Halvø nogle tusinde mellem Krabi og Selangor, flest okt. og feb-pri. marts, desuden max. 1600 Petchaburi, C Thailand i dec.-jan. Forlader Australien marts-april, og trækker herfra formentligt ret direkte til rastepladser i Ø Kina; en ringmærket fugl fra NV Australien blev genmeldt 7 dage senere ved Shanghai; synes at kunne trække op til 7000 km. i ét stræk! I Hong Kong undertiden hundreder ult.marts-med. april, færrre til pri. juni, dagsmax. 463 eks. 27.3 1994. Ved Shanghai kulminerer forårstrækket med. april, hvor max. 200 Dongtan, og i Liaoning med. maj. Hvor op til 1700 Yalu Liang (Carey 1995, China Ornithological Society 2006-2007). Max. 290.000 (>90% af verdensbestanden) anvender Det Gule Hav som rasteplads på trækket, således dagsmax. på 80.000 Saemangeum, 86.000 Mankyung/Tonjin , 20.000 Geum-flodens udløb, Sydkorea, 3300 Yalu Jiang Estuary, Lioanong og 1500 Chongming Island, Shanghai, se desuden ovenfor for Hebei (Moores 2000, Barter 2003, China Ornithological Society 2005). Efter inddigning af Saemangeum i 2006 dog forsvundet herfra. I N Australien faldt vinterbestanden fra 90.000 i 2006 til 70.000 i 2008; i 1970´erne 270.000 (Higgins & Davies 1996, Berg & Haas 2008). Op til 20.000 raster Kamtjatka i maj. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri. juni. Den vestligste del af bestanden overvintrer i UAE (max. 600 i flok), Oman, Pakistan, NV Indien (Gujarat, Maharasthra, Goa), og lokalt mod syd til S Indien og Sri Lanka. I NV Indien flest aug-dec. Den vestlige vinterbestand er <10.000 fugle, I Arabien er talt 1193 (del Hoyo et al. 1996). Strejfgæst til Europa, NW Afrika og Mellemøsten med 6 fund i Storbritannien, og enkeltfund i Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Polen, Spanien, Marokko og Israel, de fleste adulte i juli-nov. (Batty 2004) – se ovenfor for status i Arabien, desuden strejfgæst til NØ Indien, Cambodia, Bahrain, Djibouti, Sydafrika og Alaska. Arten lever fint op til sit navn, da den næsten er så stor som Lille Kobbersneppe, og dermed meget tydeligt større end selv Islandsk Ryle. En kraftig, men ret småhovedet vadefugl, der stående næsten er kasseformet. I adult sommerdragt er den på afstand temmelig anonym med mørk overside, varierende rustbrune skuldre og sortplettet bryst samt forflanker. I flugten ses ret svage lyse vingebånd med bred hvid overgump. Tættere på ses ret langt og tyndt næb (ofte med let buet spids), varierende rustbrunt på skulderfjerene og ret lyst hoved med udstående sort øje. De kraftigst rød- og sorttonede kan give mindelser som Stenvender i sommerdragt. I slidt sommerdragt (juli-okt.) meget mørk på bryst og overside med lysere, ret ensartet hoved samt spredte lyse pletter på oversiden. Har i vinterdragt lysegråt hoved, mørkere ryg, lysere grå vinger samt mørkspættet bryst og flanker. Benene er mørkegrå til grågrønne, generelt mørkere end Islandsk Ryles. Juvenil ligner vinterdragt, men er mørkere og brunere. Brystet har grove, mørke striber, der danner brystbånd, samt mørkstribede flanker. Oversidens skællede mønster ligner Islandsk Ryles, men er tydeligere, og ryggen mørkere. Ben ofte lysere og grønnere end adultes. Kaldet er et lavt nyyut-nyut, hvor første tone er højere og længere end den sidste. Ved uro et stigende kald, der ligner Sibirisk Tundrahjejles. 88. Sandløber Calidris alba Sanderling 1997: 4.5 1 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 13.5 2, 15.5 8 Mudflats, 16.5 2 og 17.5 7. 2008: 6.5 14 Sandflats, Beidaihe – 11.5 3 Happy Island. Fåtallig trækgæst (pri.april-ult.maj og pri.juli-med. nov.). Om foråret flest pri.-med. maj; dagsmax. 50 eks. 18.5 2009 og 35 eks. 11.5 1998 Happy Island.. Om efteråret fåtallig, flest ult.aug-ult.sept., ingen antal >10. Var hyppigere i ældre tider; nævnt som en af de hyppigste vadere ved Sandflats i 1940´erne, med flokke på op til 30-100, endnu tidligere ”several dates up to 100 birds ” (Wilder & Hubbard 1926, Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler på den nordligste arktiske tundra i N Asien, N Amerika og Grønland. Den østlige bestand – formentligt fra de Nysibiriske Øer - forlader ynglepladserne med.juli-pri.sept. (adulte først). Bestanden er opgjort til 25.000 fugle, der overvintrer ret spredt langs kyster mellem S Asien, incl. S og SØ Kina (hvor max. 1000 Fujian), og Australien (8000), fåtalligt i Japan og sjældent på New Zealand. Forlader Australien pri. april. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri. juni. Strejfgæst til Nepal. Sommerdragten varierer. Fugle med varmt rustbrunt bryst og fjerrande på oversiden kan ligne Rødhalset Ryle, men er tydeligt større (på størrelse med Almindelig Ryle) med tykkere næb og mere kompakt kropsform; vinger tydeligt kortere. Oversidens mønster afviger, da de enkelte fjer er mørkcentrede med lyse pletter langs kanter og fjerbaser, ikke mørke med lyse skæltegninger som hos Rødhalset Ryle. De farvede brystsider har grove, mørke pletter; Rødhalset Ryle har utegnede brystsider; begge har mørke pletter nedenfor brystet. I flugten ses langt tydeligere hvide vingebånd. Foretrækker at raste på de yderste sandflader; Rødhalset Ryle generelt længere inde på fladerne. Kaldet er et kort whit. Den østlige bestande regnes undertiden som egen form: rubida (Brazil 2009). 89. Kærløber Limicola falcinellis sibirica Broad-billed Sandpiper 1997: På Mudflats, Happy Island 15.5 6 og 17.5 2. Fåtallig til ret almindelig trækgæst (pri.april-ult.maj og ult.juli-ult. sept), om foråret dagsmax. på 40-50 Happy Island. Om efteråret flest ult.aug.-med.sept., dagsmax. 135 eks. 18.9 2004 Tanggu, 93 eks. 4.9 2006 mellem Hangu og Tanggu; ved Beidaihe 54 eks. 24.8 1987 (heraf 17 trk.) og 53 eks. 25.8 1999 Sandflats, Beidaihe og 75 eks. 3.9 2004 Tanggu. På

Happy Island er dagsmax. 26 eks. 14.8 1994. og i Tanggu, Tianjin 28 eks. 28.7 2005. –desuden 35 eks. 29.9 2005 Bihaiyuchang. I Beijing blot strejfgæst: 22.9 2003 Kangxi Grasslands. Yngler i højmoser mellem Nordskandinavien og Anadyr. I området repræsenteret af formen sibirica, der yngler i NØ Asien mellem Taimyr og Kolymas delta. Forlader ynglepladserne juli-aug., og passerer på en bred front gennem Ø Asien fra Baikal i vest til Japan i øst aug.-okt. I Ø Kina flest aug-pri. okt., i Hong Kong flest i sept. På trækket kan ses flokke på op til et par hundrede i Ø Kina. I Thailand, Vietnam, Malaysia og Singapore flokke på op til 300, især okt.-nov, men undertiden nogle hundrede om vinteren, f.eks. op til 400 Samut Sakhon og flokke på op til 100 Ban Phak Thale, C Thailand. Overvintrer i øvrigt i S og SØ Asien mellem den Bengalske Bugt og SØ Asien (incl. S Kina (hvor max.300 eks. 28.12 2003 Zhenhai, Zhejiang), Taiwan og Hong Kong) til New Guinea og N Australien. Ca 8000 overvintrer i Australien, hvortil ankomst med.aug-sept., heraf 6000 Port Hedland. Fåtallig vintergæst i New Zealand. Returtrækket fra overvintringsområdets sydøstlige del indledes i jan., størst antal i N Australien marts-april. En del af bestanden trækker non-stop til rastepladser ved Det Gule Hav, hvor op til 5100 (35% af bestanden) raster april-maj, i Sydkorea således dagsmax. på 500 Mankyung/Tonjin; uregelmæssigt op til 1000 Borneo, desuden flokke på max.250 Hong Kong med.marts-pri. juni, flest med-ult. april. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri.juni. Totalbestand 16.000 fugle (Higgins & Davies 1996, Hoyo et al. 1996, Wells 1999, Moores et al. 2000, Barter 2003, China Birdwatching Society 2004, egne obs. C Thailand). Falcinellus (Skandinavien til V Sibirien, overvintrer mellem Østafrika og Indien, formentligt flest i Persiske Golf, hvor max. 4050 20.10 1986; få østpå til Thailand. I størrelse mellem Almindelig Ryle og dværgrylerne. Har i forhold til Almindelig Ryle bredere, i spidsen let dryppende næb (som sad der en vanddråbe på næbspidsen) og lidt længere bagparti. Har påfaldende sort/hvide hovedtegninger emed sort isse og hvidt øjenbryn samt ekstra øjenbryn, der giver hovedet et bekkasin-agtigt udseende. Om foråret er oversiden på afstand lyst rustgrå, da de mørke ryg- og dækfjer har brede lyse rande,samt smalle mørke bryststriber. Slides radikalt sommeren igennem, og har ult. juli-aug. næsten sortagtig ryg og bryst før de fælder til en lysere vinterdragt (ofte under returtrækket). Juvenil ligner frisk adult, men har varmere rustbrune fjerrande på oversidem, tydeligere lyse ryglinier og gulbrunt anstrøg over brystet (undertiden til flanker og bug). Fouragerer med kortere, men hurtigere bevægelser end Almindelig Ryle. Kaldet er et elektronisk, bysvaleagtigt bryyp. Sibirica ligner falcinellus,men har i adult sommerdragt generelt svagere hovedtegninger, varmere bruntonet bryst og overside, og bredere lyst rustbrune fjerrande på oversiden. Bliver ved slid sjældent så mørkt sortbrun på oversiden og brystet som falcinellus. Ungfugle og vinterdragter identiske, en del sibiricus har dog rustbrune fjerrande på oversidens fjer (hvide hos andre samt hos falcinellus). . 90. Asiatisk Sneppeklire Limnodromus semipalmatus Asiatic Dowitcher 1997: På Happy Island 13.5 2 ad. og 15.5 170 ad. Mudflats. 2008: På Mudflats, Happy Island 9.5 29 – 12.5 10. Ret almindelig trækgæst (med.april-maj og ult. juli- med sept.), flest pri.-med. maj på Happy Island, hvor dagsmax. er 1200 eks. 12.5 1995 og 1100 eks. 12.5 1994. Desuden er iagttaget max. 500 eks. 1.5 2005 Caihongquao, Tianjin, 351 eks. 13-14.5 2006 mellem Qingtuozi og Chentuogo og 100 eks. Daquinhe (Alström 1994, Pettersson & Ullman 1994, Williams 1995, Hornskov 2000, China Ornithological Society 2006). Om efteråret flest ult.juli-pri.sept., ved tianjin er største antal 813 eks.28.7 2006 Hangu, 523 eks. 29.8 2006 Hangu og 317 eks. 6.8 2007 Jingqui. På Happy Island er dagsmax. 495 eks. 14.8 1994, 230 eks. 7.8 1994 og 100 eks. 1.9 1994. Langt færre ved Beidaihe; efterår kun enkelte ult aug – pri. sept. (Dierschke & Heintzenberg 1994, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler pletvis i C, N og Ø Rusland mod vest til Baikal, samt i NV Mongoliet og NØ Kina; evt. mindre bestand i Ø Kasakhstan. I forbindelse med tørke sidst i 1970´erne ynglede 6000 par ved Selengas delta ved Lake Baikal, og siden regnes stedet som artens vigtigste yngleområde. Forlader ynglepladserne i juli-aug (ungfugle til sept.), og trækker gennem Ø Asien mod vest til Uzbekistan, og mod øst til Kina. Efterårstrækket i Hong Kong passserer ult. juli-ult.sept., flest i aug., men antallene er små; på Borneo uregelmæssig trækgæst, men flokke på op til et par hundrede er set. Overvintrer pletvis i SØ Asien mellem Bangladesh og Australien, især på Sumatra (20.000, heraf 13.000 Banyuasin delta, SØ Sumatra). Mindre antal overvintrer i Thailand, Hong Kong og på den Malayiske Halvø, men flest ses her på trækket i ult.sept-okt. og april, hvor max. 500 raster i Bangkok-bugten, og op til 75 Libong Island. Sjælden vintergæst ved nordlige del af Bengalske Havbugt (bl.a. 10-15 årligt Orissa) og på Sri Lanka. Ankommer til N Australien ult.aug-pri.sept., og trækker nordpå i april. Flest overvintrer i V Australien, hvor flokke på max. 145 er set. Sjælden vintergæst i New Zealand. Forårstrækket indledes i april., og kulminerer i S Kina ult. april, hvor der undertiden ses flokke på op til et par hundrede i Hong Kong, hvor dagsmax. 428 Mai Po 27.4 2008. Undertiden større flokke i Thailand. 9300 (50% af verdensbestanden) anvender Det Gule Hav som rasteplads under trækket, flest ses Sheyang Saltworks, Jiangxu. Ankommer til ynglepladserne i maj. En mindre del af bestanden trækker mod sydvest til Persiske Golf og Arabien. Strejfgæst til Tibet, Burma, Borneo, Indonesien, New Guinea, New Zealand og Japan, samt til Oman, S Yemen og Kenya (del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996, Wells 1999, Barter 2003, Wassink & Oreel 2007, Tebb et al. 2008, Mlikovsky 2009).

Ligner Lille Kobbersneppe, men mindre (af størrelse som Kæmperyle) med mere kompakt, afklippet bekkasinagtig form. Har tykkere, helt lige sort næb, mindre hoved, kortere vinger og relativt længere, tykkere ben. Næbbet er ensartet bredt og ender typisk let afrundet. Holder typisk næbbet lavere end Lille Kobbersneppe, der typisk har let opadbøjet næb, der er bredest ved basis (hvor det oftest er lyst) og slankere, mere tilspidset i spidsen. I sommerdragt har Asiatisk Sneppeklire dybt rødbrunt hoved og underside, generelt endnu rødere og mere ”strålende” i forhold til Lille Kobbersneppe, og med hvid bagbug. Oversiden er mønstret i sort og rødbrunt, og vingedækfjerene grålige. I vinterdragt gråbrun med lysere bug, bred hvid øjenbrynstribe, især foran øjet – giver bekkasinagtigt ansigtsudtryk, samt tværbåndede flanker. Juvenile ligner vinterdragt, men har brunere bryst og bredere lyse rande på ryg- og dækfjer (giver let stribet udseende, ala Lille kobbersneppe juvenil, men uden dennes savtakkede mønster på tertiærer og nederste skulderfjer). I flugten ses kraftigt afstikkende renhvide undervinger (tværbåndede – og dermed mere ”nussede” – hos Lille Kobbersneppe), lysere arm end hånd, tværbåndet overgump og tydeligt udstikkende fødder bag halen. Raster på mudderbanker i tætte flokke, der fouragerer med en nasal, gryntende lyd. Flokkene gør her et kompakt,ensartet indtryk – som en tæt rød flok. Lille Kobbersneppe fouragerer mere afskilt fra hinanden, og normalt ses tydeligt forskelle mellem de kobberrøde hanner og de lysere, blege hunner. Rene han-flokke af Lille Kobbersneppe har dog forvoldt problemer på Happy Island. Note: Langnæbbet Sneppeklire Limnodromus scolopaceus (Long-billed Dowitcher). Meget sjælden gæst: 2 eks. 5.10 1998 Qilihai, Tanggu – 5.5 2007 Hangu (Robson 1999, China Ornithological Society 2008). Yngler på tundra i NØ Rusland (mellem Lena og Chukotka), V Alaska og NV Canada, muligvis i N Yukon. Forlader ynglepladserne juli-aug., nogle hunner allerede fra ult. juni. Trækker juli-okt. lags den nordamerikanske vestkyst, adult fra juli, ungfugle fra sept. Overvintrer i det vestlige Nordamerika mod syd til Guatemala, enkelte mod syd til El Salvador, Panama og Fransk Guyana. En mindre del af bestanden trækker først fra Alaska mod øst til New England, herefter mod syd langs den nordamerikanske østkyst, hvor adulte forekommer fra med. aug., ungfugle fra sept.; flest med. sept.-ult. okt. I østlige Nordamerika udgør arten dog kun 1% af samtlige sneppeklirer, resten er Kortnæbbet Sneppeklire L. griseus. Overvintrer i New Mexico og østpå langs den Mexikanske havbugt til Florida. Meget sjælden træk- og vintergæst i SØ Asien, således næsten årlig sept.-med. maj i Japan og Taiwan. Ankommer til ynglepladserne ult. maj-pri. juni. I Østasien strejfgæst til Baikal, Tibet, S og Ø Kina, Korea samt SØ og S Asien vestpå til Indien (2 Bharatpur, Rajasthan) og Oman (6), og østpå til Japan, incl. flere fund af denne art eller Kortnæbbet Sneppeklire L. griseus. Sammenlagt den hyppigste ”nearktiske” vadefugle-strejfgæst i Ø og SØ Asien. Desuden strejfgæst i Oceanien, Hawaii og Argentina. Årlig gæst i Europa, hvor bl.a. 159 Storbritannien, 30+ Frankrig, 15 Holland, 10 Spanien, 14 Sverige, 11 Danmark, 7 Norge, 7 Finland. Desuden 1-3 fund i de fleste lande i Europa og Mellemøsten. Af Kortnæbbet Sneppeklire, der generelt overvintrer syd for Langnæbbet Sneppeklire, foreligger ca. 15 fund fra Europa. Bekkasinstor med langt næb (1.6-2 gange hovedets længde) og ret korte lyse ben. Stående fugle ligner bekkasiner – især når benene ikke ses, men færdes mere åbent og er i hvile tydeligt pukkelryggede. Vingerne slutter ofte før halespidsen. Adult i sommerdragt har rødbrun underside (ala Krumnæbbet Ryle og Lille kobbersneppe) med ”uldent” spættet mønster på brystsiderne, hvidt øjenbryn og mørk overside; ryg og dækfjerene har rustbrune centre og hvide fjerrande, der på afstand kan opfattes som hvide prikker. Fælder til vinterdragt fra juli; på efterårstrækket bevares normalt en del rustbrune fjer på undersiden til ult. aug. I vinterdragt grålig med hvidere bug; brystet ofte tydeligt mørkere og ret skarpt afsat fra bugen, som hos Stribet Ryle. Hovedtegninger ofte svage, kun med svagt lyst øjenbryn, og derfor ofte tydelig hvid øjenring. Juvenil ligner adult vinterdragt, men har varmere anstrøg på brystet og mørkere overside med sorte fjercentre og mørkt rødbrune rande. Tertiærerne er mørke med lyse rande. Fælder til vinterdragt ult.-aug.-okt. Halen har sort/hvide tværbånd; sorte bånd generelt bredere end hvide, og de mellemste halefjer kan være utegnede. I flugten bekkasinagtig med lys rygkile og smal, hvidgrå vingebagkant, der normalt virker lysere end halen. Kan i flugten minde om Sortklire, der flyver med indtrukne ben, men disse har mere ensartet mørk overvinge og benene stikker da ikke ud bag halen. Kald et højt, skarpt kek, ala Strandskade, kan ved uro udstødes i en kort, leende serie. (Kortnæbbet Sneppeklire Limnodromus griseus (Sort-billed Dowitcher) yngler i Nordamerika, overvintrer imellem sydlige USA og Sydamerika. Ikke truffet i området, men strejfgæst til Japan, samt 15+ fund i Europa. Ligner meget Langnæbbet Sneppeklire, og mange kan ikke bestemmes med sikkerhed, hvis ikke stemmen høres. Næbbet er dog generelt kortere (1.5-1.7 gange hovedest længde; fugle med forholdsvis næblængde som Rødben/Sortklire ses ikke hos Langnæbbet), kropsformen er slankere med mere lige ryglinie, og vingerne går ofte ud bag halen (slutter før halespidsen hos Langnæbbet). Desuden er de hvide halebånd generelt bredere og mere gennemgående. Arten yngler i Nordamerika i 3 former. Griseus (yngler i Canada øst for Hudson Bay) har det korteste næb, og i sommerdragt den grovest mønstrede og mindst røde underside. Caurinus (yngler i Alaska) har i sommerdragt rødlig underside med en del mørke pletter, og hendersoni (yngler C Canada og Alaska) har den renest tegnede orange underside (af farve som Islandsk Ryle i sommerdragt), og de bredeste hvide halebånd. I sommerdragt kendes arten fra Langnæbbet Sneppeklire på sortprikkede, ikke tværbåndede tegninger på brystsiderne.

I vinterdragt er de to arter meget ens, og de fleste kan ikke bestemmes på dragten alene. Generelt har Kortnæbbet Sneppeklire mørkere isse og tydelgere hvidt øjenbryn, mindre gråt på brystet, ofte begrænset til brustsiderne, hvor en del Langnæbbet snekkeplire har mørkere grot bryst, bedre adskilt fra hvid bug (på afstand med kontrast ala Stribet Ryle). Juvenile er generelt mere kontrastrige end Langnæbbet Sneppeklire med mørkere isse, tydeligere hvidt øjenbryn, orange anstrøg på brystet, bredere lyse fjerrande på oversiden, og tværbølget tegning på tertiærerne og de inderste store dækfjer, ala Brushane i sommerdragt. Juvenile kan i tegningerne derfor minde om ung Brushane. Fælder til vinterdragt frem til sept., men bevarer gerne nogle – artstypiske – tertiærer til i det mindste oktober. Kaldet er et 3-5 tonet tju-du-du, der ligner dæmpet kald fra Hvidklire. 91 Sortklire Tringa erythropus Spotted Redshank 1997: 28.4 2 Beijing-Beidaihe. 29.4 1 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 13.5 1 og 15.5 3 trk. 2008: 15.5 20 rejedammene, Happy Island. Ret almindelig trækgæst (april-maj og ult. juni-med. nov.). Optræder kun i ret små antal om foråret, flest 169 eks. 13-14.5 2005 mellem Qingtuozi og Chengtougo. Om efteråret hyppigere, flest ult.sept.-pri. okt., hvor arten forekommer ret spredt med store antal såvel langs kysten som i indlandet. Dagsmax. er 470 eks. 7-10.10 2007 Beidagang, 375 eks. 19.11 2006 Qingxianwangzi, 314 eks. 25.9 2004 Tanggu, 310 eks. 8.10 2006 Caihongqiao, 152 eks. 15.10 2005 Hanggu og 127 eks. 15.10 2005 Tangu På Happy Island flere dagsmax. på 100 eks. ult. sept. Ved Beidaihe er største antal 64 eks. 8.9 1986 Beidaihe. Ved Beijing 300 eks. 30.9 2005 Kangxi Grasslands og 100 eks. 21.10 2006 Guishu He (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler gennem det nordligste Palearktis mellem Nordskandinavien og NØ Rusland. Den østlige bestand, der er på max. 25.000 fugle, forlader ynglepladserne ult.juni-juli, juvenile senere. Overvintrer i S og SØ Asien, flest i S Kina, Vietnam og i N og C Thailand, mere fåtalligt mod nord til Taiwan og mod syd til Malayiske Halvø, N Borneo og på Sumatra. Ankommer til Hong Kong fra med. juli, men først i større antal ult.okt-pri. nov. Op til 1000 overvintrer Hong Kong.Ved Poyang Hu, Jiangxi meget almindelig vintergæst nov-feb., således over 10.000 Nan Shen. I Hunan max. 6832 East Dongting Lake pri. jan og tusinder øvrige lokaliteter, i Anhui ca. 10.000, max. 4238 eks. 5-8.2 2004 Bo Hu, desuden hundreder Shanghai og Guangdong. Almindelig i N og C Thailand ult. nov-jan/feb., bl.a. max.1000 Pechaburi. Trækket i Hong Kong tiltager gennem marts, og kulminerer ult. marts-pri. april, hvor op til 1700 er talt. De sidste ses i maj. Forårstrækket passerer Korea og Japan marts-pri. juni. 20.000 (60% af den østlige bestand) anvender Det Gule Hav som rastepladser under trækket. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst mod SØ til Australien samt til Nordamerika og Caraibien (Glutz von Blotzheim et al. 1977, Higgins & Davies 1996, Barter 2003, China Birdwatching Society 2004). 92. Rødben Tringa totanus Common Redshank 1997: Ved Beidaihe 29.4-11.5 set enkeltvis, flest 5.5 2 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 90. 18.5 1 Tang Shan-Beijing. 2008: 2-6.5 dagligt max. 5 Reservoiret, Beidaihe - 3.5 7 og 5.5 1 Yang He Estuary – 3.5 1 Yang He Woods – 6.5 1 Sandflats, Beidaihe – 7.5 1 Magic Marsh, Laoting. På Happy Island 9.5 1 – 9.5 10 Mudflats -14.5 3. 16.5 2 Laoting. Ret almindelig yngtetrækfugl og trækgæst (marts-maj/ult. juni-pri.nov.). Om foråret flest ult. april-pri. maj. Om efteråret flest pri. aug.-pri.sept., dagsmax. på Happy Island 450 eks. 7.8 1994 og 200 eks. 30.8 1994, ved Beidaihe 193 eks. 27.8 1986 og 110 eks. 1.9 1990 Beidaihe. I Tianjin max. 50 eks. 5.9 2004 Hangu. Ynglefugl på Happy Island, men kun i små antal efter development” af flade, fuglerige områder. Yngler gennem nordlige dele af Palearktis. Den østasiatiske bestand er på ca. 100.000 fugle. I området repræsenteret af formerne ussuriensis (yngler NØ Asien mellem Ural og N Manchuriet, overvintrer mellem Arabien og SØ Asien, incl. S Kina; fåtallig mod nord til Taiwan og mod sydøst til Timor og Australien) og terrignotae (S Manchuriet og Ø Kina, overvintrer i SØ Asien mod syd til Malayiske Halvø). Forlader ynglepladserne juli-pri.sept. Almindelig trækgæst i Ø og SØ Asien. Tusinder ses på trækket i Malaysia og Singapore, flest i sept. Almindelig Hong Kong ult.aug-ult.sept. (max. 2470 pri. aug.) og Chihli, S Kina med.okt.-nov. Almindelig sept.-marts i N Thailand, nogle hundreder overvintrer i Hong Kong. Returtræk fra feb. På den Malayiske Halvø tusinder pri.marts-maj; det meste af forårstrækket passerer Kina; almindelig Hong Kong ult-marts-ult. maj (op til 2000 med. april) og Chihli, S Kina ult.marts-april, mere fåtallig Korea og Japan. Strejfgæst til øer i Stillehavet (Chalmers 1986, Higgins & Davies 1996, Hoyo et al. 1996, Wells 1999). Østasiatiske fugle i sommerdragt er lidt større end fugle fra Europa med lysere overside, hvidlig strube og svagere plettet bryst samt flanker og undergump (Jørgensen 1949). Ussuriensis er i forhold til europæiske fugle lysere og varmere rødbruntonet med mere spredt mørk tegning på brystet i sommerdragt. Nævnes generelt at have lysere, mere gultonede ben (Brazil 2009), men dette kan ikke understøttes af observationer fra området (egne obs.). Terrignotae generelt lysere end ussuriensis med bredere kanelbrune fjerrande på oversiden og kraftigere mørkplettet underside. Forskelle er dog små, og kan næppe erkendes i felten; overgangsformer er hyppige, og ofte inkluderes de ovenfor nævnte former i totanus (Higgins & Davies 1996, Chandler 2009).

93. Damklire Tringa stagnatilis Marsh Sandpiper 1997: 28.4 14 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 29.4 14 trk. N Lighthouse Point – 29.4 1 Mudflats – 2.5 2 Reservoiret – 4.5 4 trk. Lighthouse Point – 4.5 1 Radar Station Marsh. På Happy Island 13.5 1. 2008: 2-6.5 dagligt max. 6 Reservoiret, Beidaihe – 3.5 1 Beidaihe-Yang He – 3.5 6 og 5.5 1 Yang He Estuary – 3.5 2 Yang He Woods – 7.5 4 Magic Wood, Laoting. Meget almindelig trækgæst (april-pri. juni og pri. juli-okt.), den talrigste klire på trækket, med det længste trækforløb. Om foråret flest ult.april-pri. maj. De største antal ses i Tianjin, hvor max. 12.000 eks. 11.4 2005 Huanggang Reservoir, 3673 eks. 13-14.5 2006 Beibao, og 2082 eks. 22.4 2003. Ved Beidaihe i betydeligt lavere antal; dagsmax. 71 eks. 27.4 1994 Yang He, men i 1920´erne flokke på op til 100 eks. (Shaw 1936, China Ornithological Society 2004-2007). Om efteråret flest ult.juli- pri. sept, hvor tusinder på Happy Island samt i kystområderne ved Laoting og i Tianjin, dagsmax. 7150 26.7 2006 mellem Hangu og Tanggu, 5200 eks. 7.9 2004 Tanggu, 4300 eks. 23.9 2004 Tanggu, 3500 eks. 30.8 1994 Happy Island, 3550 eks. 8.8 2007 Hangu og 3000 29.8 1994 Happy Island. Desuden 800 eks. 21.8 2003 Zuidong Fishing Village, Hebei. I ult.sept. er max. 800 eks. 21.9 2000 Happy Island, i oktober undertiden igen fstigende antal, således 2300 eks. 4.10 2006 Tanggu og 1250 eks. 6.10 2007 Tanggu. Ved Beidaihe langt færre om efteråret. Småflokke ses på trækket i indlandet, f.eks. ved Kangxi Grasslands, hvor max.60 eks. 6.10 2004 og 50 eks. 30.9 2005 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Holt 2005, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler i Nordasiens skovsteppezone (tilfældigt vestpå til Finland (3 par 2007) og Baltikum; tidligere i C Europa) østpå til Heilongjuang, NØ Kina med isoleret bestand i Ussurien. Forlader ynglepladserne pri. juli-pri.sept. (ungfugle senest). Overvintrer i troperne mellem Afrika og SØ Asien, og østpå til Australien og New Zealand (samt i tropiske egne af Afrika og S og SØ Asien). Den østlige bestand, der er på ca. 90.000 fugle, forlader ynglepladserne i juli-aug., og trækker gennem Ø Asien til overvintring i især SØ Asien østpå til W Mikronesien og Australien, især den nordlige del. Trækker passerer Kina, Korea og Japan i aug.-okt., Hong Kong ult.aug-ult. nov., flest ult.okt-pri. nov. Fåtallig vintergæst i SV Japan, Sydkorea og Taiwan, mere almindelig vintergæst længere mod S, således talrig i N Thailand, og op til 6-700 Hong Kong. På den Malayiske Halvø flest nov-marts, bl.a. op til 4000 Selangor, Malaysia. Ankommer til Australien i sept. Ca 9000 overvintrer i Australien, flest mod nord. Sjælden, men regelmæssig vintergæst i New Zealand. Forlader vinterkvarteret marts-april; flest raster Hong Kong ult.marts-ult. april., hvor max. 1700 ult. marts-med. april, hvor op til 1470 er talt. 39.000 (40% af den østlige bestand) anvender Det gule Hav som rasteplads under trækket. Ankommer til ynglepladserne med. april-med. maj. Fugle fra den østlige bestand er strejfgæst til Tasmanien, øerne i det sydlige Stillehav, Alaska, Aleuterne og Maldiverne (Higgins & Davies 1996, Hoyo et al. 1996, Barter 2003, Chandler 2009). Strejfgæst til det meste af Vesteuropa, flest april-maj og juli-aug. I Finland max. 50 årligt, i Sverige 15-20 årligt, i Danmark 5-10 årligt, desuden årlig vestpå til Storbritannien (hvor arten fortsat er betydeligt sjældnere end i Vesteuropa) (Kapanen & Lindroos 1996). Enkelte spillende fugle er set om sommeren i Sydskandinavien. Mere udbredt i Ø og SØ Europa. Let at kende; tegnet som Hvidklire, men mindre (størrelse mellem Tinksmed og Hvisklire) med meget lange, tyndegrågrønne til grågule ben. Har rundt hoved og nåletyndt sort næb, der er ”påsat” den hvide pande. Sommerdragten er mørkplettet, vinterdragt meget lys med udstående sort øje, svag mørk streg bag øjet og mørk isse (især ungfugle, hvis hovedtegninger på afstand kan minde om svømmesneppers i vinterdragt). I flugten som en kort, sammenpresset Hvidklire med meget langt udstikende fødder og en bid af tarsen bag halen. Ofte i tætte småflokke, og gerne tæt på Stylteløber, hvor de to arter er almindelige (egne obs. Sri Lanka, Thailand, Indien). 94. Hvidklire Tringa nebularia Common Greenshank 1997: Ved Beidaihe 29.4-11.5 enkelte, flest 5.5 4 (heraf 3 Sandflats). På Happy Island 15.5 310 trk. + 105 rst. (heraf 85 Mudflats), 16.5 5 trk. + 19 rst., 17.5 16 og 18.5 10, 18.5 1 Beigan-Tang Shan. 2008: 3.5 10 og 5.5 3 Yang He Estuary – 3.5 10 og 5.5 1 Yang He Woods – 6.5 25 Sandflats, Beidaihe – 6.5 4 Reservoiret, Beidaihe – 7.5 1 Magic Marsh, Laoting -7.5 1 og 16.5 1 Magic Wood, Laoting – 7.5 1 Beigan. På Happy Island 8.5 10 – 9.5 10 – 10.5 1 -11.5 1 – 12.5 13 trk. – 13.5 2 – 14.5 55 trk. – 15.5 25 trk. + 20 rst. Almindelig trækgæst (pri. april-pri. juni og pri. juli- med. nov.) og sjælden sommergæst. Om foråret flest med. maj, største antal 455 eks. 15.5 1997 Happy Island (heraf 310 trk.), 290 eks. 30.4 2007 Tanggu, 207 eks. 13-14.5 2007 mellem Qingtuozi og Chentuogo og 200 eks. 11.5 1994 Beidaihe. Om efteråret er trækket ret langstrakt; kulminerer ult.aug.-med. okt, hvor store antal langs kysten, især i Tianjin, hvor største antal er 1650 eks. 2.10 2009 Tianjin Coast, 1425 eks. 6.8 2007 Tianjin coast, 1250 eks. 8.9 2006 Jingqu, 1250 eks. 7.10 2006 Jingqu, 1120 eks. 3.10 2007 Yuren Matou og 655 eks. 26.10 2004 Qilihau. På Happy Island er største antal 300 eks. 29.8 1994 Happy Island. Ved Beidaihe betydeligt færre. Ved Beijing er største antal 150 eks. 30.9 2005 Kangxi Grasslands (China Ornithological Society 2004-2007). Yngler gennem Palearktis fra Storbritannien til Chukotka, Sakhalin og Kamtjatka. De østlige bestande forlader ynglepladserne juli-sept., Efterårstrækket i Japan indledes ult. juli, Hong Kong pri.aug. Almindelig trækgæst i Ø Asien,

hvis efterårstræk kulminerer i Japan og Kong Kong i sept.,i S Kina med-ult.okt. og på den Malayiske Halvø okt-nov. Størst gennemtræk New Guinea aug.-dec. Overvintrer mellem S Kina, hvor lokalt nogle hundrede Shanghai, Zhejiang, JiangxiAnhui, Hunan, Fujian og Guangdong), i S Japan (fåtallig), på Taiwan, i Hong Kong (op til 3-400) og mod sydøst til New Guinea og Australien, fåtalligt på New Zealand. Den øst- og sydøstasiatiske vinterbestand er på ca. 20.000 eks. 20.000 overvintrer i Australien, hvortil de første ankommer i aug. Forlader Australien marts-april. Forårstrækket topper på den Malayiske Halvø i marts-pri.april, i Hong Kong med. april, og Sydkorea/Japan ult.april-ult.maj. 15.000 (35% af bestanden) anvender Det Gule Hav som rasteplads under trækket. Mod øst strejfgæst til Aleuterne, Ø Canada og øer i Stillehavet (Higgins & Davies 1996, Wells 1999, Barter 2003). Denne store klire har en pudsig fourageringsadfærd, hvor den plasker rundt med overdrevne benbevægelser, og nikkende hovedbevægelser, ledsaget af gallophestagtige løb efter føde. Den forekommer da deciderel lalleglad og landsbytosse-agtig (ala Christian Arhoff i rollen som Klinke-Hans i ”Vagabonderne på Bakkegården” med en let indavlet aura ala prins Ingolf) – især når den i iver foretager samme løb med hovedet under vand, for at fange vandinsekter og hundestejler, som set i aug. 2008 nær Odense, Fyn, Danmark. 95. Nordmann´s Greenshank (Spotted Greenshank) Tringa guttifer 1997: 15.5 1 Mudflats, Happy Island. Meget sjælden trækgæst på Happy Island (maj og med.aug.-pri.okt.), ses ikke årligt. Af observationer kan nævnes 8 14.8 1994, 3 eks. 13-14.5 2006 Zuidong og 2 eks. 11-16.5 1998. Enkeltfugle er observeret Happy Island maj 1993 – 14.8 1994 – 7.5 1997- 15.5 1997 – 24.9 2000 - 28.9 2001 - 7.10 2006 - 21.9 2007 – 28.9 2007 (Drijvers 1997, Bertilsson et al. 1998, Lehto 2000, Schiermacher-Hansen 2002, Jännes 2006, Rellmar & Müller 2007, China Ornithological Society 2007-2008). Yngler på Sakhalin og i Okhotsk, muligvis V Kamtjatka. Forlader ynglepladserne ult.juli- med. sept. Adulte forlader nglepladserne ult. juli-med. aug., juvenile ult. aug.-med. sept. På efterårstrækket er dagsmax. på 20 Suncheon Bay og 61 Deamankeum i Sydkores talt sept.-okt., og 27 Sheyang Saltworks, Jiangxu i aug-sept. 1991. Overvintrer nov.-med. april ved Bengalske Havbugt, især i Bangladesh, hvor(max. 300 Meghna Estuary vinter 1983/84, desuden ved Nijham Dweep og Manlavip Chor), i Malaysia (90-120 overvintrende, især Penang), i C og S Thailand (f.eks. max. 25 Krabi med. feb. 2008, max.38 Khok Kham og max. 36 Petchaburi), i Ø Sumatra (max. 21), Kantaka i S Indien (max. 25); sjældent Hainan, SØ Sumatra, Borneo og N Philippinerne. Fåtallig forårstrækgæst i Hong Kong, adulte med flest pri.-med. april (op til 20), 1-års fugle med mindre top med.maj. I Liaoning max. 39 eks. 13-14.5 2006 Yalu Liang og eks. 16.4 2004 Yalu Jiang Estuary, i øvrigt kun meget små antal på forårstrækket i Kina, således max. 5 i april Chongming Island, Shanghai, 3 Fujian og enkelte Guangdong. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Sri Lanka, NØ og SØ Indien, Japan, Singapore, Guam og NV Australien. Truet, især af inddigning af rastelokaliteter under trækket. Verdensbestand 500-1000 eks. (Hoyo et al. 1996, Leven & Carey 1992, Wells 1999, Moores et al. 2000, China Ornithological Society 2007, Cheong 2009). Selvom dragten ligner Hvidklires, er arten let at bestemme, da den har tydeligt kortere og gulere ben samt relativt

længere, let opadbøjet næb med bredere spids og lysere basis. Minder i formen mere om Terekklire, med lignende kortere ben end næb. I sommerdragt kraftigt mørkplettet på bryst og flanker (ala Kæmperyle i sommerdragt). Har i frisk dragt lysere gråt hoved end Hvidklire (Jørgensen 1949); ved slid bliver hovedet mørkere. I vinterdragt lysere end Hvidklire. Hoved meget lyst og svagt tegnet, især med lysere pande/tøjle end Hvidklire; oversiden er lysere grå uden Hvidklirens smalle mørke tegninger på dækfjerene, og halen endnu hvidere, blot med svage grå tegninger. Har svømmehud mellem 3 tæer (Hvidklire kun mellem 2). I flugten mere kompakt end Hvidklire, kun med tåspidserne stikkende ud bag halen, samt renere hvide undervinger.

Kaldet ligner Stor Kobbersneppes, og er dybere og grovere end Hvidklires: gwaak. Anvender stemmen mindre end Hvidklire (Wells 1999, Chandler 2009). 96. Svaleklire Tringa ochropus Green Sandpiper 1997: 28.4 1 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe dagligt 1-4 Reservoiret og Radar Station Marsh, samt 4.5 1 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 3, 14.5 4 trk., 15.5 6 trk. + 2 rst., 17.5 2 og 18.5 4 trk. 2008: 30.4 1 Bai He – 30.4 1 Bai He-Huairou – 2.5 1 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 2-5.5 dagligt max. 3 Reservoiret – 3.5 1 Lighthouse Point - 5.5 1 Lighthouse Point – 6.5 1 Sandflats. Desuden 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – 13.5 1 Happy Island. Ret almindelig træk- og vintergæst (ult. juni-okt./ult.marts-ult. maj). Om foråret flest ult.april-pri. maj, men sjældent mere end 10-15 pr dag; dagsmax. 56 eks.9.5 2007 Happy Island og 52 eks. 8.5 Hanshiqiao, Beijing. I øvrigt ret spredt gennemtræk gennem området, men ikke over 15 pr. lokalitet. Om efteråret flest med.-ult. aug, dagsmax.50 eks. 26.9 2004 Xianzhong He, Beijing og 45 eks. 18.8 1986 Beidaihe. Overvintrer ved Beijing, max. 43 i dec., 34 eks. i jan. og 46 i feb. Tonghui He, desuden 10 eks. 1.1 2006 Shida og 7 eks. 13.1 2007 Huairou Reservoir (China Ornithological Society 2004-2008, Frich et al. 2007).

Yngler gennem Palearktis, incl. NØ Asien nord for området. Den østlige bestand forlader ynglepladserne juni-aug., og overvintrer i S og SØ Asien mod nord til C Kina, Sydkorea og Japan, og mod SØ til Philippinerne; bl.a. almindelig S Kina, N og C Thailand samt nordlige halvdel af Indien, men blot fåtallig S Thailand og kun enkelte til Malayiske Halvø. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst til Aleuterne, New Guinea og N Australien. 97. Tinksmed Tringa glareola Wood Sandpiper 1997: Ved Beidaihe 29.4-10 5 dagligt Reservoiret, flest 1.5 210 og 2.5 140, desuden daglig Radar Station Marsh, flest 10.5 30. Desuden 3.5 3 trk. Jin Shan Hotel - 3.5 10 Radar Station Hill - 4.5 4 Sandflats. På Happy Island 13.5 15, 14.5 7, 15.5 56 trk. + 1 mudflats, 16.5 1 og 17.5 10 trk. - 18.5 1 Tang Shan-Beijing. 2008: 29.4 5 Kangxi Grasslands – 30.4 2 Bai He – 2-5.5 dagligt max. 60 Reservoiret, Beidaihe – 3.5 15 og 5.5 1 Yang He Woods- 4.5 1 og 6.5 10 Sandflats, Beidaihe - 7.5 200 Magic Marsh, Laoting – 7.5 10 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 9.5 8 trk. – 10.5 2 – 12.5 2 trk. – 13.5 2 – 15.5 2 trk. Almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og ult. juni-pri. okt.). Om foråret flest ult.april-med.maj, hvor arten forekommer regelmæssigt i antal på op til 100 på egnede lokaliteter. Dagsmax. 2000 eks. 5.5 2007 Beidagang, 500 trk. 17.5 2005 Beidaihe, 485 trk. 6.5 1999 Happy Island, 366 eks. 28.4 1994 Yang He og 300 eks. 19.5 2007 Kangxi Grasslands, Beijing (Thalund et al. 1994, Hornskov 1999, China Ornithological Society 2006-2008). Om efteråret flest ult. juli-med. sept., dagsmax. 350 eks. 25.7 2006 Hangu og 125 eks. 14.9 1994 Happy Island. Nævnt som vintergæst ved Beijing (Wilder & Hubbard 1936), men muligvis Svaleklire (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler gennem Palearktis fra Skandinavien til Stillehavet og Kamtjatka, incl. N Kina nord for området. Den østlige bestand forlader ynglepladserne aug-pri.sept., passerer siden gennem Ø Asien østpå til Japan. Overvintrer mellem Indien, Ø og S Kina, SØ Asien og Australien, enkelte mod nord til S Japan og Taiwan. Vinterbestand mellem S og Ø Asien på flere hundrede tusinde. Lokalt talrig på trækket og i vinterkvartererne, især i Indien (f.eks. max. 2000 pr. lokalitet Goa) og SØ Asien; meget almindelig C og S Thailand sept.-maj, dagstotaler på max.10.000 Kalimantan ult. okt., men betydeligt færre i N Thailand, S Kina og NØ Indien. Ca. 6000 overvintrer i Australien. Forlader vinterkvartererne fra marts-april (tidligst Australien). Forårstrækket på den Malayiske Halvø og Hong Kong topper ult-marts-ult. april, i Korea og Japan april-maj. Ankommer til ynglepladserne i maj (Jørgensen 1949, Chalmers 1986, Wells 1999). 98. Mudderklire Actitis hypoleuca Common Sandpiper 1997: Ved Beidaihe 30.4 4 Lighthouse Point – 4.5 1 Sandflats. På Happy Island 15.5 1 og 17.5 3. 18.5 1 Beigan-Tang Shan. 2008: 29.4 3 Kangxi Grasslands – 30.4 4 Bai He – 30.4 1 Bai He-Huairou. Ved Beidaihe 3.5 2 Yang He Estuary – 3.5 1 Yang He Woods – 6.5 1 Lighthouse Point - 6.5 2 Reservoiret – 7.5 1 trk. Jin Shan Hotel. 7.5 3 Magic Marsh, Laoting - 7.5 1 Beigan. På Happy Island 8.5 5 – 12.5 17. 16.5 1 Laoting. Almindelig yngletrækfugl og trækgæst ((med. marts) med. april-ult. maj/ult. juni-okt.). Forårstrækket kulminerer med. maj, dagsmax. 65 eks. 19.5 1994 Lighthouse Point, Beidaihe og 65 eks. 19.5 2007 Happy Island (Frich et al. 2007). Om efteråret flest med-aug-pri.sept., dagsmax. 49 eks. 14.8 1994 Happy Island (Dierschke & Heintzenberg 1994). Yngler gennem det meste af Palearktis (incl. Ø Kina) mod øst til Stillehavet og Japan. Den østlige bestand forlader ynglepladserne med. juli-pri. sept. I S Kina (incl. Hong Kong) og på den Malayiske Halvø kulminerer efterårstrækket pri.sept.-med.okt. Overvintrer i Ø, S og SØ-Asien mod nord til Ø Kina syd for Yangtzekiang og Japan, samt mod sydøst til Australien, hvor ca. 3000 overvintrer, langt de fleste mod nord; borttrækket finder generelt sted i marts-april. Almindelig vintergæst aug.-april Thailand og den Malayiske Halvø. Ved Hong Kong og på den Malayiske Halvø kulminerer forårstrækket med.marts-ult. april. Ankommer til ynglepladserne maj-pri. juni. Mod øst strejfgæst til Aleuterne, Alaska, Oceanien og New Zealand (Higgins & Davies 1996, Wells 1999, Chandler 2009). 99. Terekklire Xenus cinereus Terek Sandpiper 1997: 4.5 9 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 14.5 40, 15.5 135 Mudflats, 16.5 7 og 17.5 11. 2008: 2.5 4 og 6.5 1 Sandflats, Beidaihe – 3.5 1 Yang He Estuary. På Happy Island 8.5 1 – 9.5 6 Mudflats – 15.5 7. Ret almindelig trækgæst (med. april- pri.juni og med. juli-sept.). Om foråret flest med. maj. Dagsmax. fra Happy Island er 700 eks. 12.5 1995, 400 eks. 14.5 1995, 300 eks. 12.5 2001 og 150 eks. 14.5 1990. I øvrigt 60 eks. 7.5 2007 Behaie Beach Saltworks (Alström 1990, Zetterström 1995, Bertilsson et al. 1998, Hornskov 1999, Pettersson 2001, Frich et al. 2007). Om efteråret flest med.aug.-pri. sept., dagsmax. 230 eks. 14.8 1994 Happy Island, 150 eks. 1.9 1994 Happy Island og 101 eks. 6.8 2007 Dagang (Dierschke & Heintzenberg 1994, China Ornithological Sociery 2008). I tilbagegang, se nedenfor. Yngler mellem N Rusland og Chukotka/N Kamtjatka (med meget lille, isoleret bestand NW Rusland og Finland, tidligere nær Tjernobyl i Ukraine). Forlader ynglepladserne juli-aug (adulte først, ungfuglene frem til med.sept.), og trækker gennem Ø Asien. I Japan er trækket størst med.aug-sept., i Hong Kong ult.aug-med. sept., i S og Ø Kina ult. juli-okt. Op til 300 pr. lokalitet raster i Ø og SØ Kina (Shanghai, Fujian) på efterårstrækket. Max. 5000 raster ult.aug.-

okt. langs Malacca-kysten, Malayiske Halvø. Overvintrer langs tropiske kyster, , i S-Ø Asien ca.100.000, flest Malaysias vestkyst og Banyasin Delta, SØ Sumatra, desuden langs Indiens kyster og videre mod øst til SØ Asien (fåtalligt nord for S Thailand, men regelmæssigt mod nord til Taiwan) og Australien. Ca. 18.000 overvintrer i Australien, flest i nord, hvor 40% nedgang i vinterbestanden 1998/2001 til 2009 (Moores et al. 2009). Sjælden til fåtallig vintergæst New Zealand. Overvintrer desuden mod mod vest til S og Ø Afrika kyster, hvor almindelig mellem Erithrea og Kenya. Ved den Persiske Golf flest på trækket juli-okt; bl.a. hundreder UAE. Forårstrækket indledes ult.marts-med. maj. Fugle fra N Australien synes at flyve ret direkte til rastepladser i Taiwan og Philippinerne. Ved Malacca-kysten på den Malayiske Halvø meget almindelig, med lignende antal som om efteråret med-ult. april. I Hong Kong flest ult. april, hvor op til 477 er talt.; ofte med mindre top med. maj. Ca. 14.000 (35% af bestanden) anvender Det Gule Hav som rasteplads under trækket, således max. 1000 Hampyong Bay og Muan-Gun, Sydkorea, såvel forår som efterår. Trækket berører Japan i øst, hvor en del raster april-maj. Ankommer til ynglepladserne maj-pri.juni. Desuden strejfgæst til Nepal, Aleuterne, St. Lawrence, Alaska, N Canada og øer i Stillehavet, bl.a. Fiji (Richardson 1990, Higgins & Davies 1996, Moores 2002, Barter 2003, Rogers et al. 2009). Sjælden, men årlig gæst i Vesteuropa, flest i maj-pri. juni og juli-aug, med overvægt af fund med.maj-pri. juni i Sverige og Storbritannien, hvor årligt enkelte fund. Overvintring konstateret mod nord til SV Europa og Holland. Desuden bl.a. Norge 23, Danmark 42, Tyskland 46, Holland 40, Frankrig 60+, Polen 40+, Spanien 45+(halvdelen i Catalonien), Italien 50+. 1-10 fund i stort set alle øvrige nord-og vesteuropæiske lande. Mere regelmæssig i Ø Europa, således på trækket gennem Grækenland, Bulgarien og Rumænien. I Tyrkiet sjælden trækgæst, med flokke på max.16 i maj og 15 i juli i landets østlige del. Lidt mindre end Rødben. På afstand påfaldende lys og plump med korte gule ben. Tættere på meget typisk med kantet hoved, meget stejl pande og øjnene placeret højt oppe og langt tilbage i ansigtet. Næbbet er påfaldende opadbøjet – næsten skadet (som var fuglen fløjet ind i en mur!). Fouragerer i sammenkrøbet positur, ofte med klydeagtig ”skummen” fra side til side. I flugten kompakt og oval med meget påfaldende næb og pande samt bred hvid vingebagkant. Virker da kort bagtil, uden bagudstikkende ben. Flyver hurtigt og adræt. Kaldet et højt ty-ty og et mere sammensat wick-a-wick-a-wick-a. Note: - Sibirisk Gråklire Heteroscelus brevipes (Grey-tailed Tattler). Fåtallig trækgæst (ult. april-pri.juni og med. juli-med. okt). Regelmæssig ved Sandflat, Beidaihe, ved Yang He, Zuidong, Hangu og Dagang og nær Happy Island; inddigninger ved Yang He synes at have gjort denne tidligere så sikre lokalitet datid fra 2008, men enkelte set maj 2009. På forårstrækket kun enkelte før ca. 7.5, og ult. maj, dagsmax. 25 eks. 25.5 1994 Beidaihe. Om efteråret flest ult. aug-pri. sept., dagsmax. 189 eks. 22.8 1986 Sandflats, Beidaihe. Yngler langs klippekyster i NØ Rusland mellem Taimyr og Chukotka, samt sydpå til Kamtjatka, også på V Aleuterne. Forlader ynglepladserne i aug., og trækker gennem Ø Asien, generelt øst for Ø Kina med hovedtræk Korea og Japan, hvor ret almindelig aug.-okt., således 90 eks. 13.8 2006 Yalu Liang, Liaoning. I Hong Kong flest med.aug-med.sept., herefter få. Almindelig New Guinea med.aug.-dec. Overvintrer mellem S Kina, Taiwan, Indokina og Malaysia (sjælden) sydpå til Sumatra, og østpå til New Guinea og Australien, samt fåtalligt i New Zealand, SV Japan og Taiwan. Nogle hundrede overvintrer på Philippinerne. 36.000 overvintrer i Australien, heraf 22.052 Moreta Bay, Queensland. Forlader Australien pri.-med.april; trækker formentligt ret direkte mod rastepladser på Philippinerne og i S Kina; en ringmærket fugl trak fra NVAustralien til Taiwan på 23 dage. I Hong Kong træk fra med. april, og kulmination med. maj, hvor max. 442 eks. 17.5 1994.Ult. april-ult.maj desuden op til 320 Fujian. Ret almindelig i Japan april-juni. Sjælden, men regelmæssig i Alaska. Strejfgæst til Bangladesh, Indien (Goa), Oceanien og vestlige Nordamerika. Derdensbestand på 100.000 fugle. Tilfældig gæst i WP: 5 fund, senest Storbritannien okt.-nov 1981 og nov.-dec. 1994, Öland, Sverige ult. juli 2003 og Tyskland aug. 2007 (Alström et al. 1992, Higgins & Davies 1996, Mitchell & Young 1997). En grå klire med hvidt øjenbryn, gråskællet bryst og flanker, hvid bug og korte, gule ben. Vipper ofte med halen ala Mudder- og Svaleklire. På stående fugle går vingespidsen lidt ud bag halen; 4 håndsvingfjer ses bag tertiærerne. I flugten langvinget med kort, bred hale, der er lidt lysere end ryggen. Undervingerne grå, og bugen derfor tydeligt afstikkende hvid. Kaldet er et melodisk pyu-wii, der kan minde om Sibirisk Tundrahjejles eller Strandhjejles, og et to-tonet chee-weet, der kan ende i en sammensat trille. 100. Stor Kobbersneppe Limosa( limosa) melanuroides (Eastern) Black-tailed Godwit 1997: På Happy Island 13.5 62 trk. (i 3 flokke) + 3 rst. og 15.5 1 Mudflats. 2008: 7.5 1 Beigan. Ret almindelig trækgæst (ult. marts-ult. maj og med. juli-med.-ult. okt.), om foråret flest pri.april-med maj. Langs de fleste ses i Tianjin, hvor max. 18.000 eks. 11.4 2005 Huanggang Reservoir. 10.000 eks. 16.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu, 624 eks. 16.3 2003 Qilihai ,g 600 eks. 4.5 2004 Tangguoh og 595 eks. 1.5 2007 Beidagang. På Happy Island er dagsmax. om foråret 150 eks. 7.5 1998 og ved Beidaihe 80 eks. 8.5 2005. Ved Beijing max.200 eks. 24.4 2005 Kangxi Grasslands. Om efteråret flest ult aug-pri. sept, dagsmax. 2250 eks. 29.8 2006 Caihongqiao, Hangu og 1300 eks.

30.8 1994 Happy Island, hvor jævnligt nogle hundrede i sept., i oktober max. 125 eks. 5.10 2000 og 155 eks. 13.10 2000., desuden 341 eks. Beigagang 7-10.10 2007. Færre ved Beidaihe, men sen observation er 50 eks. 26.10 2004. I indlandet undertiden småflokke Kangxi Grasslands, Beijing, hvor max. 300 eks. 30.9 2005 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Lehto 2000, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2004-2006). Yngler fra Island og Europa gennem Asien i flere former. I området repræsenteret af formen melanoroides, der yngler i NØ Asien mellem Baikal, NØ Kina nord for området Sakhalin, Kamtjatka og Chukotka. Forlader ynglekvarteret med.-ult. aug, passerer Mongoliet, Ussurien, Ø Kina, Korea og Japan ult.juli-med. okt. Overvintrer i S og SØ Asien vestpå til Bengalske Havbugt, nordpå til Taiwan og S Kina og østpå til Australien, flest i SØ Sumatra og N Java, sydlige New Guinea og Australien. Ved Poyang Hu, Hunan max. 2000 dec.-feb. I Guangdong, S Kina op til 600 ult. okt-med. marts ved Futian NR. Max. 4000 raster frem til ult. dec. ved Malacca-strædet, Malaysia, hvor den er blandt de hyppigste overvintrende vadefugle, samt max. 2000 Bang Poo, Bangkok. Op til 1000 Bhitarkanika Lake, Orissa i Indien. Over halvdelen af vinternestanden overvintrer i Australien; hvor vinterbestand på 81.000, især N Australien, heraf ca. 49.000 Gulf of Carpentaria, Queensland. Meget sjælden vintergæst New Zealand og Mikronesien. Forlader vinterkvarterene i marts-april, og passerer Kina (incl Hong Kong, hvor talrigere end om efteråret) marts-maj. Trækket i Ø Kina og Hong Kong kulminerer pri.-med. april, i Hong Kong 2000 Deep Bay og ved Shanghai max. 500. Ved det Gule Hav raster op til 48.000 (30% af bestanden) om foråret. Passerer Ø Kina og Japan april-med. maj, og ankommer til ynglepladserne sidst i maj. Strejfgæst til Yunnan, Aleuterne og Pribiloff Islands (Carey et al. 1994, Higgins & Davies 1996, Wells 1999, Barter 2003, China Birdwatching Society 2004-2006, Brazil 2009, Chandler 2009). Melanuroides er mindre og mørkere end limosa med smallere hvide vingebånd og kortere næb. I sommerdragt generelt mattere og svagere orangetonet på brystet (oftere er varm farve begrænset til nakken), men med kraftigere, mere udbredt tværbånding på bryst, flanker og undergump, der virker ”uldne”. Ryg-og skulderfjerene er mørkebrune med gyldne, hvidplettede fjerrande, i nogen kontrast til grå dækfjer. Har desuden svagere orange inderdel af næbbet. Har i forhold til limosa fra Sydskandinavien større andel ”sommerdragtsfjer” på oversiden i yngledragt; hos hanner det meste af ryggen og de inderste tertiærer; færre partier hos hunner (Higgins & Davies 1996). Fældningen er dog ikke så komplet som hos Islandsk Kobbersneppe L. (l.) islandica. Vinterdragten ligner limosa, men oversiden generelt mørkere bruntonet. Stemmen afviger fra limosa: et højt, glammende kek kek kek, ikke så komplekts jamrende som hos limosa (Brazil 2009). Melanuroides regnes undertiden som egen art (Höglund et al. 2009, Brazil 2009). 101. Lille Kobbersneppe Limosa lapponica Bar-tailed Godwit 1997: Ved Beidaihe 29.4 40 Sandflats – 4.5 3 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 11.5 1, 12.5 50 – 13.5 50 – 14.5 110 – 15.5 950 (heraf 600 mudflats) – 16.5 290 – 17.5 85 trk. + 165 rst.- 18.5 5. 18.5 10 Happy Island-Beigan. 2008: 6.5 1 hun Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 8.5 10 – 9.5 1 –11.5 2 – 12.5 17 – 15.5 70. På Mudflats, Happy Island 9.5 140 – 13.5 400 – 14.5 200. 16.5 20 Happy Island-Beigan. Almindelig trækgæst (pri. april-pri. juni og ult. juli-ult.okt). Om foråret flest ult-april-med maj på Happy Island, dagsmax. 2000 eks. 14.5 1990, l1.5 1998 og 12.5 1994, men siden færre, max. 1000 eks. 15.5 2004 Happy Island og 400 eks.16.5 2007 Happy Island. Op til 1000 raster desuden ved flodmundingen Daquinhe, ved Laoting med. maj, samt i Tainjin, hvor største antal er 685 eks. 30.4 2006 mellem Hangu og Tanggu. Færre ses ved Beidaihe, hvor max. 350 eks. 17.5 2005. Om efteråret flest ult.aug.- sept. På Happy Island er dagsmax. 3000 eks. 14.8 1994 og 400 eks. 1.9 1994. Ved Beidaihe dagsmax. 94 eks. 10.9 1987, 75 eks. 7.9 1987 og 64 eks. 15.9 1986. Juvenile dominerer fra sept. (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 1995, Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2007). Yngler på arktisk tundra og kyster mellem N Norge og Alaska. I Ø Asien repræsenteret af formerne baueri (yngler mellem Kolyma og Alaska; den østasiatiske bestand regnes undertiden som egen form: anadyrensis) og menzbieri (yngler mellem Kolyma og Khatanga, N Sibirien), hvis totalbestand ligger på ca. 300.000 fugle. Forlader ynglepladserne i juli-aug., majoriteten trækker siden ret hurtigt og i store etaber mod S og SØ; således almindelig V Kamtjatka,Ussurien, Sakhalin, Japan og Korea aug.-okt. En del af bestande overvintrer i SØ-Asien nordpå til SØ Kina, Hainan og Taiwan samt vestpå til Thailand. På den Malayiske halvø ret lokal, med flokke op til 1200 frem til nytår. Den S og SØ asiatiske vinterbestand er på 125.000 eks. Størstedelen af bestanden overvintrer i Australien (165.000, flest langs vestkysten, hvor max. 65.000 Roebuck Bay og 34.000 Eight Mile Beach), samt i New Zealand (102..000, flest på North Island). I perioden 1998/2001 til 2008 faldt vinterbestanden i NV Australien med 53% (Rogers et al. 2009). Enkelte overvintrer Polynesien, Mikronesien, Fiji og Hawaii. Forlader Australien og New Zealand febr.-april., og trækker formentligt non-stop til rastepladser i Ø Asien. Ringmærkede fugle fra NV Australien genmeldt 10-12 dage efter mærkning i Ø Kina; overvintrende fugle fra New Zealand trækker formentligt overvejende via Japan. 230.000 fugle (>90% af den østlige bestand) anvender Det Gule Hav som rasteplads under forårstrækket, i Kina er max. 66.000 20-26.4 2004 Yalu Liang Estuary, Liaoning. Desuden raster flokke i Japan april-maj. Trækket går efter rast ved Det Gule Hav direkte mod ynglepladserne. Strejfgæst til Aleuterne og den nordamerikanske stillehavskyst (del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996, Barter 2003)

Baueri er større end lapponica (og Stor Kobbersneppe melanuroides). Dragten ligner lapponica, men undervingen er mørkere med bredere, mørke tværbånd, og den hvide rygkile dækkes af mørke tværbånd, og kan mangle. Hunner, og nogle hanner, har tydeligere mørkbåndede flanker, især i vinterdragt. Vingedækfjerene er mørkere og brunere, hos ungfugle med smallere mørke tegninger. Menzbieri er en mellemting mellem lapponica og baueri, med hvid rygkile. Hybridisering mellem formerne synes at være begrænset (Higgins & Davies 1996). Muligvis forekommer også formen lapponica (yngler mellem N Norge og Taimyr; overvintrer mellem S Europa, Afrika og V Indien) i Ø Kina, der har lysere, svagere tværbåndet undervinge og smallere mørke halebånd. 102.. Storspove Numenius arquata orientalis Eurasian Curlew 1997: Ved Beidaihe 29.4 26 trk NØ Legation Gully – 1.5 182 trk. Lighthouse Point – 2.5 40 Sandflats – 4.5 8 Sandflats – 5.5 1 Sandflats. På Happy Island 11.5 3, 12.5 15 – 13.5 400 – 14.5 180 – 15.5 350 (heraf 235 Mudflats) – 16.5 110 – 17.5 50 – 18.5 10. 2008: Ved Beidaihe 2.5 70 Sandflats – 3.5 25 Yang He Estuary – 3.5 2 Yang He Woods – 7.5 80 Beigan-Happy Island. På Happy Island 8.5 80 – 9.5 15- 10.5 45 – 11.5 40 -12.5 60 – 14.5 75 – 15.5 200. På Mudflats, Happy Island 9.5 800 – 12.5 550. 16.5 80 Happy Island-Beigan. Almindelig træk- og vintergæst (med. juni.-nov./pri. marts-ult.maj) og fåtallig vintergæst. Raster i store antal ved Hubei-bugten. Forårstrækket kulminerer marts-med. maj; dagsmax. 950 eks. 30.4 2007 Tanggu, 850 eks. 9.5 2007 Happy Island, 563 eks. 6.3 2005 Caihongquia, Tianjin og 508 eks. 15-16.4 2006 Luannan. Ved Beidaihe er dagsmax. 182 trk. 1.5 1997. Om efteråret flest med.aug.-med. okt, flest på Happy Island, hvor dagsmax. 15.000 eks. 14.8 1994, 4000 eks. 29.8 1994 og 3200 eks. 4.9 1994, ult. sept. –pri. okt max. 3000 eks. 22.9 2000 og 2100 eks. 1.10 2001; efter 10.10 max. 600 eks. 13.10 2007. Desuden raster større flokke i Tianjin, hvor de største antal er 2790 eks. 3.10 2007 Tanggu, 2775 eks. 6.8 2007 Tanggu og max. 1720 eks. Jingqu, Største tal fra november er 500 eks. 19.11 2006. Ved Beidaihe betydeligt færre. Om vinteren er største antal fra Tianjin: 5957 eks. 18-19.2 2006 Jingqu, 750 eks. 23.12 2005 Dagang og 100 eks. 2.1 2004 Tanggu.. Småflokke ses ved Beijing (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler gennem Palearktis. I Ø Asien repræsenteret af formen orientalis, der yngler i NØ Asien fra Ural og østpå til N Kina. Den østlige bestand, der er på ca. 50.000 fugle, forlader ynglepladserne i juli-aug., og overvintrer i S, SØ Asien og Ø Asien, i mindre antal til Borneo, Java, Bali og Philippinerne. På den Malayiske Halvø nogle tusinde ult.aug-dec. (max. 1900 Kapar 3.9 2000), og marts (max. 1063 Kapar 7.3 1993). Nogle tusinde overvintrer i Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og sydlige Japan, og nogle tusinde i Anhui, Shandong og Fujian, S Kina. Almindelig trækgæst i Ø Asien. Max. 32.000 anvender Det Gule Hav som rasteplads under trækket (Barter 2003), I Kina er udover store antal i Hebei og Tianjin bl.a. talt 13.000 eks. 20-26.4 2004 Yalu Jiang Estuary, Liaoning og 5000 eks. 17-18.3 2006 Yellow River Delta, Shandong. Ankommer til ynglepladserne i april-maj. Strejfgæst til Timor-Leste, Wallacea, W Mikronesien og NV Australien (Higgins & Davies 1996, China Ornithological Society 2005). Orientalis har i forhold til vesteuropæiske fugle længere næb – hos hunner grotesk langt! Undervingerne er renhvide (generelt mere variabel hos hjemlige fugle, hvor en del har smalle mørke tværbånd på undervingen, men mange – især ungfugle – er hvide). Desuden er oversiden lysere gråbrun, undersiden hvidere med mere dsitinkte mørke pletter og den hvide rygkile tydeligere (Jørgensen 1949, Chandler 2009). 103. Far Eastern Curlew (Eastern Curlew) Numenius madagascariensis 1997: Ved Sandflats, Beidaihe 29.4 1 og 4.5 1. På Happy Island 12.5 1 – 13.5 60 – 14.5 25 – 15.5 44 (heraf 40 Mudflats)- 16.5 16 – 17.5 11. 2008: På Happy Island 8.5 10 – 9.5 8 – 10.5 12 – 12.5 6 – 13.5 70 – 14.5 10 – 15.5 25. På Mudflats, Happy Island 9.5 55. Ret almindelig trækgæst (ult. marts-pri. juni og med.juni-pri. nov), men som regel er antallet kun 10-15% af Storspove. Om foråret flest april-med. maj, hvor største antal på Happy Island er 300 eks.3-5.5 2006 og 230 eks. 9.5 2001, i øvrigt jævnligt op til 150. Ved Beidaihe er dagsmax. 200 eks. 2-3.4 2005 og 54 eks. 19.4 1985 Yang He, desuden 100 eks. 5.5 2007 Qilihai. Ved Tianjin 70 eks. 9.4 2005 og 50 eks. Tanggu 17.4 2004. Om efteråret ses de første generelt tidligere end Storspove, ligesom trækket kulminerer tidligere, ult.juli.-pri. okt. Flest er set på Happy Island, hvor dagsmax. 480 eks. 14.8 1994, 170 eks.13.9 1994, 120 eks. 7.10 2000 og 110 eks. 25.9 2004. Dagsmax. ved Tianjin er 500 eks. 15.9 2007, på øvrige lokaliteter betydeligt færre. Ved Beidaihe er dagsmax. 30 eks. 3.10 1986, ved Laoyujian 62 eks. 17-18.9 2005 og ved Tanggu 81 eks. 29.7 2005 og 55 eks. 4.9 2004 (Dierschke & Heintzenberg 1994, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler i NØ Asien mellem Baikal og Kamtjatka, nord og øst for Storspove. Forlader ynglepladserne med. juni-aug.. almindelig mellem Kurilerne, Ø Kina, Korea og Japan aug.-okt., i Ø Kina max. 2000 pr.lokalitet. Et tidligt antal er 849 eks. 10.6 2004 Yalu Jiang Estuary, Liaoning. Fåtallig i Japan og S Kina ult.juli-pri. nov. Nogle hundrede raster okt.-nov.på den Malayiske Halvø, flere Wallacea og Timor.

Overvintrer især i Australien, færre mellem SØ Asien og New Guinea (f.eks nogle hundrede i C Thailand og på Sumatra, 457 Philippinerne, 350 Sumatra, <10 den Malayiske Halvø, 64 i S Kina 1992); enkelte i Japan, Sydkorea og Taiwan. Ca 19.000 overvintrer i Australien (især mod SØ), og op til 50 New Zealand. Den nordvestaustralske bestand gik 40% tilbage i perioden 1998/2001 til 2008. Forlader vinterkvartererne ult.feb.-ult. marts. I marts raster nogle hundrede på den Malayiske Halvø. 32.000 fugle (90% af bestanden) anvender nordlige del af det Gule Hav som rastepladser for-og efterår, flest i Liaoning, hvor max. 4000 eks. 20-26.4 2004 Yalu Jiang Estuary, og Sydkorea med max. 2000 pr.lokalitet (f.eks. Gangwa Island). Raster almindeligt i Japan april-maj. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til N Thailand, W Samoa, øer i Oceanien, Aleuterne, Pribiloff Islands og vestlige Nordamerika samt vestpå til Iran og Oman (1) (Higgins & Davies 1996, Hoyo et al. 1996, Wells 1999, Moores et al. 2000, Eriksen et al. 2001,Barter 2003, China Ornithological Society 2005, Rogers et al. 2009). Verdensbestand 35-40.000 fugle. Lidt større end Storspove, med endnu længere næb (matches dog af hunner af Storspove orientalis), samt varmere kanelbrun-tonet dragt. Virker på afstand ret ensartet. Lettest at kende i flugten, da undervingen er tæt mørkbåndet (overvejende hvid hos Storspove af den østlige race orientalis), og oversiden mere ensartet mørk, uden Storspoves hvide rygkile. Gør i flugten et ensartet indtryk med over- og undervinger af nogenlunde samme nuance. Kaldet er dybere og mere klagende end Storspoves, med bedre adskilte toner: cu-riii, eller cur-liii, sidste tone er tydeligt højere end første. Ofte høres kun en enkelt klagende tone 104. Dværgspove Numenius minutus Little Curlew 1997: Ved Beidaihe 29.4 3 trk. Lighthouse Point – 2.5 2 Sandflats – 4.5 12 trk. Lighthouse Point. 2008: Ved Beidaihe 3.5 5 trk. Jin Shan Fields, Beidaihe og 3.5 2 trk. Lighthouse Point. Fåtallig trækgæst (med. april-med. maj og ult. juli-pri. okt. (pri. nov.)). Om foråret flest ult. april-pri. maj, dagsmax. 800 eks. 1.5 2004 Beidaihe – 500 eks. 2.5 2005 Jingtanggang - 146 trk. Beidaihe og 346 rst. Yang He 1.5 1994 - 276 trk. og 30 rst. Yang He 6.5 1985 og 300 eks. 6.5 2005; desuden rastende ult.april-med. maj ved Yiangyun, Laoting, hvor max. >100 eks. pri. maj 2005, 73 eks. 30.4 2002 og 57 eks. 1.5 2006 (Bogaard 2002, China Birdwatching Society 2005-2006, Hornskov 2005, Sahlin 2006) – se desuden nedenfor. Fra Happy Island er dagsmax. 75 trk. 10.5 2002 Happy Island i flok med Sibirisk Tundrahjejle. En ret sen observation er 11 eks. 21.5 2007 Beidaihe. Om efteråret fåtallig, flest ult aug., dagsmax. 57 eks. 21.8 1944 og 41 eks. 17.8 1944 Beidaihe, men nu uregelmæssig, og dagsmax. fra senere år 10 eks. 27.8 1986 Beidaihe. Aftaget stærkt, og tidligere meget almindelig ult. sept. (La Touche 1925). Ved Beijing strejfgæst: 11.5 2004 Huairou Reservoir – 10.10 2007 Miyun Reservoir (China Ornithological Society 2005-2008) Yngler pletvis i NØ Sibirien mellem Yenisei og vestlige Chukotka. Forlader ynglepladserne fra ult.juli. Trækker herfra mod sydøst gennem Mongoliet og Ø Kina, sjældnere Korea og Japan. I Hong Kong ses flest ult.sept.-ult.okt. Trækker formentligt fra Kina i ét stræk på ca. 5000 km. til vinterkvarterer mellem S New Guinea og Australien, flest i nordlige dele af Australien, nogle få til S Australien, Tasmanien og New Zealand (okt.-april). Ankommer til N Australien med-ult. sept. I Nordaustralien ses tææte flokke på mange tusinde, bl.a. er estimeret 250.000 Humpty Doo ult.okt. 1966 (men antal formentligt for højt), 180.000 Alligator River, 40.000 Kakadu, Northern Territories og 50.000 Anna Plains, Western Australia. Årligt antal fluktuerer dog, og mange forlader dele af Northern Territories efter kraftige regnfald nov-med. dec. Undertiden overvintrende i S Kina (max. 324 i 1992), men dokumentation svag. Returtrækket fra Australien indledes pri.-med. april. Flyver formentligt non-stop til Kina og Korea. Sjælden og uregelmæssig trækgæst Hong Kong med. april-pri. juni (formentligt hyppigere tidligere) samt i Japan. >17.000 (>10% af bestanden) raster om foråret ved Det Gule Hav. I Kina er de største antal max. 1200 talt 20-26.4 2004 Yalu Liang Estuary, Liaoning, ved Shanghai 200 eks. 17.4 2005 Dongtan og 85 eks. 13.4 2007 Sanjia Gang, Pudong. Ankommer til ynglepladserne ult.maj. Strejfgæst til Seychellerne, N og C Thailand, Xinjiang, Singapore, Philippinerne, Mikronesien, Cocos Islands og Nordamerikas Stillehavskyst mod syd til Californien (Cramp & Simmons 1983, Higgins & Davies 1996, Barter 2003, China Ornithological Society 2005-2008, Wells 2007, Chandler 2009). For status længere mod vest, se nedenfor. Tilfældig gæst i Europa (Storbritannien aug-sept. 1982 og 1985, Norge (Varanger juli 1969), Sverige (Öland 12.9-3.11 2005) og Finland (Åland okt. 1996) samt i Kuwait og Kasakhstan (5 juli-sept.) (Schols 2005, Wassink & Oreel 2007). En eftertragtet fugl i Østkina. Tidligere var områderne ved Yang He fast rasteplads først i maj med max. 50 eks., men området er under kraftig ”udvikling”, og der var i 2008 ingen rapporter herfra. Derimod rastede op til 28 frem til med. maj på rismarker nær Laoting, nær Beijan (fiskerbyen med transport til Happy Island) (Michael Schwalbe & Torbjörn Vik pers. comm., Rismarkerne, der rummer indslag af fugtige og delvis oversvømmede marker, ligger mellem ”Magic Wood” og ”de 3 skorstene”. Fuglene ses lidt her og der i området, og det er værd at checke alle egnede områder, især rismarker med meget lav vækst, hvor fuglene ses i småflokke, f.eks. med Sibirisk Tundrahjejle. Dværgspove er kun på størrelse med Rødben, og har kortere næb og mindre hoved end andre spover. Kan overses som klirer med ”forkert næb”! (f.eks.set Öland i sept.-okt. 2005). Har tydeligt hvidt øjenbryn og mørke issesider ala Småspove, men tøjlen er lys, og øjet stirrer derfor tydeligt i ansigtet. De mørke issesider ses bagfra som tydeligt mørkt V. Strækker ved uro ofte hals, og bliver da særligt småhovedet! I flugten langstrakt bagtil med tydelige lyse felter midt

over armen ala Sibirisk Bekkasin, mørk overgump, mørkbåndede undervinger og lys bug. Fødderne går i flugten ud bag halen. Formen kan i flugten minde om ung Lille Kjoves Stercorarius longicaudus! (egne obs. Australien Okt. 1988). Flyver hurtigt med meget hurtige, næsten klire- eller hjejleagtige vingeslag, trækker i hastigt ilende formationer, ofte sammen med andre mellemstore vadefugle. Kald højere end Småspoves, og er sammenlignet med Hvidklires: te-te-te, men er dybere, mere metallisk og ofte hurtigere. Kaldet kan være 4-tonet, og er opfattet som nedadgående scala (do-mi-sol-do) (Hemmingsen & Guildal 1968). Ved uro et mere ivrigt og hæst chay-chay-chay. Dobbeltbekkasinagtigt kald er bemærket (MacKinnon & Phillipps 2000, Schols 2005, Hornskov 2006). Et glimrende alternativt navn er ”Siberian Baby Curlew” (Higgins & Davies 1996). 105. Småspove Numenius phaeopus variegatus Whimbrel 1997: Ved Beidaihe 29.4 90 Sandflats – 30.4 5 trk. Lighthouse Point - 2.5 80 Sandflats – 4.5 26 trk. Lighthouse Point – 4.5 10 Sandflats – 5.5 10 trk. Lighthouse Point – 5.5 15 Sandflats. På Happy Island 11.5 4, 12.5 15, 13.5 8 trk., 14.5 30, 15.5 170 (heraf 135 mudflats), 16.5 16, 17.5 28 og 18.5 25. 18.5 1 Beigan-Tang Shan. 2008: Ved Beidaihe 3.5 80 og 5.5 30 Yang He Estuary - 3.5 2 Yang He Woods – 4.5 30 og 6.5 40 Sandflats – 7.5 11 trk. Lighthouse Point. 7.5 4 Beidaihe-Laoting – 7.5 35 Magic Marsh, Laoting – 7.5 10 og 16.5 2 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 9.5 5 – 12.5 4 trk. – 13.5 3 – 14.5 1. På Mudflats, Happy Island 9.5 50. Ret almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og med. juli-sept.), der forekommer ret spredt langs kysterne. Forårstrækket kulminerer med.-ult. maj De største antal ses ved Happy Island , hvor der er dagsmax. på 500 såvel forår som efterår. Ved Beidaihe er dagsmax. 177 eks. 17.5 2007 og 153 eks. 30.5 1994. Ved Qilihai 100 eks. 8.5 2005 og ved Laoyuian 100 eks.10.5 2005. I Tianjin er største antal 263 eks. 13-14.5 2006 Jingqu og 150 eks. 4.5 2004 Tanggu. Om efteråret flest ult.aug-pri. sept; ved Sandflats, Beidaihe er dagsmax. 105 eks. 22.8 1986 – 62 eks. 18.8 1987 – 58 eks. 26.8 1990 og 55 eks. 27.8 1999. I Tianjin er dagsmax. 150 eks. 4.9 2004 Tanggu. Yngler gennem nordlige del af Palearktis. I områder repræsenteret af formen variegatus, der yngler i NØ Sibirien øst for nominatformen. Totalbestand af formen ca. 50.000 eks. Forlader ynglepladserne i juli, passerer Ø Kina juli-sept, Japan ult.juli-pri. nov og Hong Kong/N Thailand ult.aug-ult. okt., i Thailand til med. dec. Overvintrer ved Bengalske Havbugt, i SØ Asien nordpå til Taiwan og Guangdong, og mod sydøst til Australien og New Zealand; enkelte i S Japan og Sydkorea. På den Malayiske Halvø raster op til 10.000 okt.-nov, heraf 5000 Tengah. De fleste forsvinder i løbet af dec., men større antal ses igen i marts-pri.maj. Ca. 10.000 overvintrer i Australien, flest mod N; 100-200 i New Zealand. Ankommer til N Australien aug.-okt., og indleder returtrækket ult.marts-med. april. 33.000 (70% af verdensbestanden) anvender det Gule Hav som rasteplads på trækket, flest om foråret. Ved Shanghai max. 600 ult.april. Raster Japan april-maj. Strejfgæst til vestlige Nordamerika og Oceanien (Chalmers 1986, Higgins & Davies 1996, Wells 1999, Barter 2003, Brazil 2009, Chandler 2009). Den vestlige form phaeopus (yngler Europa og V Sibiren) overvintrer mellem Afrika og W Thailand. Nævnt som strejfgæst forår 1985 Beidaihe; i øvrigt tilfældig gæst i Hong Kong og Xining, Kina. Variegatus ligner phaeopus, men har generelt bredere mørke tværbånd på undervingen, grovere plettet krop og flanker ofte lysere inderdel af undernæbbet, og generelt bredere tværbånd på undergumpen. Desuden har mange smallere hvid rygkile, der undertiden bliver en langstrakt oval (ala Sortklire) eller en smal lys trekant imod tætbåndet hale og overgump. Nogle – især østlige fugle – har hvid rygkile reduceret til en smal, hvid streg, der endog kan være dækket af mørke tværbånd (egne obs. Kina; Singapore nov. 2002). Dette gælder især de østligste ynglebestande; vestlige variegatus kan have overgumpen identisk med phaeopus. Variegatus er (vist) ikke officielt truffet i Vesteuropa. Der er en dokumenteret fugl fra Færøerne juni 2008 (www.Netfugl.com ). Det er fortsat uklart, om ekstremt mørktegnede phaeopus kan se sådan ud. Phaeopus har normalt bredere hvid rygkile og kun smalle tværbånd på overgumpen, generelt mørkere næb samt smallere mørke tværbånd på undervingen og langs flankerne. Undergumpen er hvid, højst med smalle mørke pletter. 106. Dobbeltbekkasin Gallinago gallinago Common Snipe 1997: Ved Beidaihe dagligt max. 65 Radar Station Marsh, i øvrigt enkelte Reservoiret og Sandflats. På Happy Island 14.5 10, 15.5 3, 16.5 6 og 17.5 1. 2008: 29.4 2 Kangxi Grasslands – 7.5 10 Magic Marsh, Laoting. På Happy Island 8.5 6 – 12.5 3 trk. – 13.5 1. Ret almindelig trækgæst (ult. marts-ult.maj og med. aug.-nov.) og sjælden sommergæst. Om foråret flest april- med. maj, hvor dagsmax. 100 eks. 2.4 2006 og 50 eks. 13.5 2007 Shahe Reservoir, Beijing, og op til 70 Reservoiret/Radar Station Marsh, Beidaihe med. maj. På Happy Island 500 eks. 17-18.5 2005 og ved Beijing 100 eks. 24.4 2005 Kangxi Grasslands. Om efteråret flest i sept.-okt, dagsmax. 102 trk. 18.9 1988 Beidaihe. Ved Beijing max.36 eks.26.9 2004 Xiaozhung River. Yngler i store dele af Palearktis, i Kina nord for området. De østlige bestande overvintrer i Ø og SØ Asien nordpå til C og S Kina (syd for Chiangjiang), og østpå til Japan og Philippinerne. I Kina op til 100 pr.lokalitet om vinteren i Zhejiang, Shanghai og Hunan. Overvintrer generelt længere mod nord end Sibirisk Bekkasin, i Hong Kong således

ca.90% af bestemte Dobbeltbekkasin/Sibirisk Bekkasin okt-april, og i Nepal altdominerende. Mere ligelige antal C og N Thailand, dog med lille dominans af Sibirisk Bekkasin. På den Malayiske Halvø langt mere fåtallig end Sibirisk Bekkasin; se Sibirisk Bekkasin. På trækket den almindeligste bekkasin i Japan, hvor den eneste bekkasin, der overvintrer. Dobbeltbekkasin er altid truffet i fugtige områder - som det kendes fra Danmark. Af de tre mellemstore bekkasiner i området er Dobbeltbekkasinen den mest langnæbbede, og den lettest bestemmelige, i hvert fald i flugten, hvor Dobbeltbekkasinen letter ret lang tid før den trampes op, og forsvinder i en urolig, zig-zaggende flugt. Overvingen er den mørkeste, men har tydelig hvid bagkant (øvrige arter har lyst panel over armen, og mangler hvid vingebagkant), og undervingen har tydeligt lyst midterparti (mere ensartet ”grå” hos de andre arter, der har jævnt tværbåndet undervinge og armhulefjer). Benene går ikke tydeligt ud bag halen - blot det yderste af tåneglene ses undertiden. Kaldet er et hæst kræætsch, der lyder ”vacum-agtigt” - som når en støvle trækkes op af en vandhul – eller noget andet trækkes ud af noget fugtigt. Stående fugle kendes på ret bred mørk tøjlestribe, af bredde som det lyse øjenbryn. De lyse ryglinier er tydelige, og virker ubrudte. Skulderfjerene har mørke centre og brede lyse yderfaner, der danner et stribet mønster. Flankerne har ret tydelige tværbånd, men bugens midterdel er hvid. Halen går normalt tydeligt ud bag vingerne. Note: Enkeltbekkasin Lymnocryptes minimus. Sjælden trækgæst sept.-okt. Dagsmax. 2 eks. 12.9 2003 Qinhuangdao, Beidaihe og 2 eks.21.8 2005 Kangxi Grasslands, Beijing (China Birdwatching Society 2004,2006), ellers kun set enkeltvis. Yngler gennem nordlige Palearktis fra Skandinavien og østpå til NØ Rusland. Den østlige bestand overvintrer i Indien, og østpå pletvis til N Vietnam. Sjælden gennemtrækker i Ø Kina, men formentligt overset. Strejfgæst syd-og østpå til Korea, Japan, Taiwan, C Thailand og S Vietnam. 107. Sibirisk Bekkasin Gallinago stenura Pintail Snipe 1997: Ved Beidaihe 3.5 1 Sandflats – 4.5 1 Radar Station Marsh – 10.5 23 Radar Station Marsh. På Happy Island 13.5 1 – 14.5 16, 15.5 17 og 17.5 2. 2008: 3.5 2 og 5.5 1 Yang He Woods - 4.5 1 Lighthouse Point, Beidaihe – 4.5 3 Jin Shan Fields – 5.5 1 Jin Shan Fields. På Happy Island 14.5 2 – 15.5 6. Ret almindelig trækgæst (ult. april-ult. maj og pri.aug-med. okt.). Om foråret generelt senere end Dobbeltbekkasin, flest pri.-med. maj., bl.a. op til 25 Beidaihe og Happy Island; dagsmax. 30 eks. 2.5 1997 Beidaihe, desuden 100 af denne eller Dobbeltbekkasin 17-18.5 2005 Happy Island. Om efteråret generelt tidligere end Dobbeltbekkasin, flest med. aug.- pri. sept., dagsmax. 69 eks. 7.9 2006 Hangu, tianjin, 24 eks. 18.8 1994 Happy Island, 20 eks. 31.8 1994 Happy Island og 17 eks. 30.7 2005 Tianjin. Ved Beidaihe fåtallig, dagsmax. 9 eks. 24.8 1987 (+41 ubestemte Sibirisk/Tajgabekkasin) Beidaihe. Desuden i mindre antal i Beijings vådområder (Dierschke & Heintzenberg 1994, Drijvers 1997, Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2007). Yngler i N og Ø Asien vestpå til Ural omkring WP´s nordøstgrænse, østpå til Chukotsky og Okhotsk, NØ Rusland og sydpå til Mongoliet (evt.N Kina nord for området). Forlader ynglepladserne ult.juli-sept., og trækker på bred front gennem S og Ø Asien, fåtalligt østpå til Korea og Japan (aug.-sept.). I Hong Kong størst gennemtræk i sept., dagsmax. 80 sidst på måneden. Overvintrer i S og SØ-Asien, især sydlige og sydøstlige halvdel af Indiske Subkontinent (incl. Goa, Sri Lanka, Maldiverne og Andamanerne) og herfra østpå til S Kina og Taiwan, nordpå til S Japan og mod syd i store dele af SØ Asien. Indenfor trekanten Indien-Indokina-Sumatra den almindeligste overvintrende bekkasin, fåtalligt mod sydøst til Philippinerne og sjældent til N Australien. I Goa ankomst (sept.) okt., og størst antal nov.-dec. De fleste har forladt Goa med. marts. Er i Goa nogenlunde lige så almindelig som Dobbeltbekkasin, men længere mod syd dominerende (Lainer 2004, Prasad 2006). På den Malayiske halvø ankommer de fleste ult. aug.; har normalt forladt området sidst i april. Er her langt mere almindelig end andre bekkasiner; med >95% af nedlagte bekkasiner. Ankommer til Borneo sept.-okt. Borttrækket i SØ Asien finder sted febr.-pri. april. Ved Yangtze, C Kina kulmination i april. Fåtallig Korea april-maj, men kun sjælden Japan. Desuden fåtalllig træk- og vintergæst mod vest (pri.aug.-pri. juni) til Ø Iran, Pakistan, NV Indien, Arabien (UAE, Persiske Golf, Oman, Saudi Arabien, Oman og Yemen) og Maldiverne. Ankommer til ynglepladserne mej-pri. juni. Strejfgæst til Hawaii, Attu, Cocos-Keeling Islands, Socotra, Somalia, Østafrika, Benin og Gabon. I WP 3 fund, men formentligt overset: 3 Israel (nov. 1984, nov. 1998, sept. 2003), 1 Egypten (okt. 2009) og 1 dødfundet Sicilien, Italien 27.12 1996 (Granit et al. 1999, Wells 1999, Corso 2000). På størrelse med (eller lidt større end) Dobbeltbekkasin. Hovedet er større med stejlere pande, næbbet kortere, vingerne lidt rundere og i flugten går fødderne tydeligt ud bag den kortere, mere ”pjuskede” hale. Når fuglen skræmmes, letter den lidt tungere og flyver først lidt mere direkte end Dobbeltbekkasin; grundet de brede vinger kan ”kortbenede” fugle ligne Svaleklire i formen, store fugle Tredækker. Under længere flugt er flugten mere adræt og kastvis, næsten som Dobbeltbekkasins. Bestemmelse er lettest i flugten, hvor man ser overvingens karakteristiske tegning: ingen hvid bagkant som hos Dobbeltbekkasin (højst let gråtonet og diffus), men derimod tydeligt lyst felt midt på armen – generelt endnu mere end

hos Tajgabekkasin. Dobbeltbekkasin har mørkere og mere ensartede mørke overvinger, med vel afsat hvid bagkant på armen. Desuden har Sibirisk Bekkasin tydeligere hvide spidser på hånddækfjerene. Undervingen er ret ensartet mørkbåndet; hos Dobbeltbekkasin er midterdelen tydeligt lysere end resten af undervingen. Halen har varierende hvidt endebånd; fra ret tydeligt til smalt, som hos Tajgabekkasin, og 24-28 fjer, hvoraf de yderste 7 par er nåletynde; dette kan under exceptionelle gode forhold ses når fuglen under landing spreder halen (Dobbeltbekkasin har 12-18 halefjer, Tajgabekkasin 18-20 (26) (Corso 2000, Leader & Carey 2003). I flugten holder Sibirisk Bekkasin næbbet lidt mere ”op mod vandret” end Dobbeltbekkasinens tydeligere ”hængende”. Stående fugle er sværere at kende fra Dobbeltbekkasin, men ansigtsudtrykket er mere ”åbent”, da øjenbrynet foran øjet er bredere og mere afrundet, den mørke tøjlestribe smallere og panden stejlere. Den lyse issestribe når tit næbroden, hvor den hos Dobbeltbekkasin normalt slutter før den mørke pande. Næbbet er kortere og generelt smallere med rundere spids and Dobbeltbekkasinens (Jørgensen 1949). Har smallere, mere brudte lyse ryglinier end Dobbeltbekkasin. Skulderfjerene har brede lyse rande og brede brune centre, hvilket giver et spættet eller skællet udseende (Olsson 1987). De mørkere flankebånd er generelt bredere, især omkring benene. Den korte hale går kun svagt ud bag tertiærerne. Stående fugle kan give et ”afklippet” indtryk bagtil, ulig Dobbeltbekkasin og Tajgabekkasin. Benene er tykkere end hos Dobbeltbekkasin. Kaldet lyder som et forkølet snøft, mindre gennemtrængende end kaldet fra Dobbeltbekkasin, og ofte lavere. Er blevet sammenlignet med en ands rappen (Carey 1993), eller som forkølet kald fra Storpiber (egne obs., Singapore, nov. 2002 og Goa, Indien nov. 2004). Undertiden et kort og klart jip, der ikke høres hos andre bekkasiner (Brazil 2009). Biotop som hos Dobbeltbekkasin, men med tydeligere tendens til, at arten også raster på mere tørre områder; flere blev skræmt op fra åbne, ret tørre områder, eller fra jordmarker med lav beplantning på Happy Island, hvor Dobbeltbekkasin færdes i mere fugtige partier. Dette mønster er også konstateret i SØ Asien (Wells 1999). Danner tit tættere flokke end Dobbeltbekkasin (egne obs. Kina, Indien; Henrik Kisbye pers. comm). Se Taigabekkasin nedenfor. 108. Tajgabekkasin (Altaibekkasin) Gallinago megala Swinhoe´s Snipe 1997: Ved Reservoiret, Beidaihe 29.4 1 og 1.5 1. På Happy Island 15.5 2 og 17.5 1. 2008: 14.5 1 syddiget, Happy Island. Sjælden trækgæst (maj og aug-okt.). Kun enkelte ses pr. dag. Angives som almindelig Beijing aug-sept. og maj (La Touche 1925), men formentligt hyppigere tidligere, hvor yngleudbredelsen var større. Yngler i centrale Sibirien (vestpå til Kulunda og sydpå til Altai), Ø Kasakhstan og N Mongoliet, tidligere Ø Sibirien, Sakhalin og S Ussurien. Forlader ynglepladserne i aug.-pri. sept, og trækker mod SØ gennem Ø Kina, sjældnere Korea (aug-okt.), mere uregelmæssigt i Japan (aug.-sept.); hovedtrækruten ligger generelt øst for Sibirisk Bekkasins. Passerer S Kina og Hong Kong med.aug.-nov., flest i sept. Overvintrer i S og SØ Asien vestpå til S og SØ Indien samt Sri Lanka (hvor meget sjælden), og herfra nordpå til S Kina (146 talt i 1992) og Taiwan, sjældent i Sydkorea og Japan. Fåtallig vintergæst på den Malayiske Halvø (okt.-april), hvor forhold Taigabekkasin:Sibirisk Bekkasin 1:250. De fleste overvintrer øst for Sibirisk –bekkasins vinterkvarter, flest på Philippinerne (hvor undertiden talrig), Greater Sundas og Wallacea med ankomst i nov. Færre overvintrer i S Indien, Sri Lanka, Indokina, Sumatra, Borneo, New Guinea og NV Australien (nov.-feb. (pri. april)). Forårstrækket går fra Philippinerne direkte mod nord til Ø Kina, og herfra vestpå til til ynglepladserne. Trækket passerer Hong Kong ult.marts-pri. maj, og S Kina ult.marts-ult. maj. Relativt hyppigere ved Shanghai end i Hebei. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Pakistan, V Indien (Bombay), Maldiverne og N Thailand (hvor formentligt overset). 2 fund fra WP: Juni 2002 Rusland og juni 2008 Tohmajärvi, Finland – begge spillende fugle. Tidligere fund fra Rusland og Kaukasus anerkendes ikke længere (Cramp & Simmons 1983, del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996, Berg & Haas 2008, Dernjatin et. al. 2008). Den største af trioen; 5-10(20%) større end Dobbeltbekkasin og Sibirisk Bekkasin. Jizzet ligner Tredækkers. Generelt den mørkeste og koldest farvede blandt trioen Dobbeltbekkasin, Sibirisk Bekkasin og Tajgabekkasin, med relativt kortere næb, større og mere kantet hoved, fyldigere nakke samt øjnene anbragt længere bagtil og højere oppe i hovedet. Dragten er stort set identisk med Sibirisk Bekkasin; farvetonen er dog generelt koldere, og de lyse ovaler over armen generelt svagere. Det lyse øjenbryn foran øjet er oftest bredere, mørk tøjlestribe smallere, brystet og struben generelt kraftigere meleret og flankernes tværbånd generelt mere pilespids-formede; overgang mellem bryst og flanker mere diffus end hos Sibirisk Bekkasin. Halen går længere ud bag tertiærerne end hos Sibirisk Bekkasin (Message & Taylor 2005). Benene er tykkere og gulere end hos de to andre arter. Alle karakterer overlapper dog med Sibirisk Bekkasin, og der er fortsat uklarhed om de fleste karakteres anvendelighed i felten (Kennerley & Carey 2003). Færdes ofte på mere tørre områder end især Dobbeltbekkasin, som i partier med højt græs eller i tørre rismarker. Letter tungere end Dobbeltbekkasin og Sibirisk Bekkasin, ala Tredækker eller Skovsneppe, og forsvinder lavt i retlinet, tredækkeragtig flugt med ret langsomme vingeslag. Halen virker kort. Fødderne stikker let ud bag halen, men generelt mindre end hos Sibirisk Bekkasin. Halen har et smalt, hvide endebånd (som hos Sibirisk Bekkasin med det smalleste hvide endebånd) og (18) 20 (max. 26) fjer. Kaldet er kortere, svagere og mere åbent end hos de to øvrige arter: charp,

squack eller tjææu. Letter ofte tavst, og kalder altid kun én gang (Carey 1993, Kennerley & Carey 2003, Chandler 2009, egne obs. Kina). Note: Latham´s Snipe (Japanese Snipe) Gallinago hardwickii. Meget sjælden trækgæst (april-maj og sept.-okt), senest iagttaget 4-5.5 1994 Radar Station Marsh, Beidaihe (Thalund et al. 1994). Yngler i nordlige 2/3 af Japan, SØ Sakhalin, S Kurilerne og N Ussurien. Trækfugl, der forlader ynglepladserne juli.-nov. (flest før ult. sept.; trækket passerer C Japan med.juli-med. aug) og overvintrer i Ø og SØ Australien, især Victoria og Tasmanien, sjældent til New Zealand, især North Island. Trækker formentligt ret direkte mellem Japan og Australien, men sjælden, regelmæssig trækgæst i Sydkorea (flest ult. april), Taiwan og New Guinea (ult. juli-okt. og april-pri.maj). Vinterbestand i Australien ca. 15.000 eks. De fleste ankommer til Australien i aug.-sept., men i S Australien først kulmination dec.-jan. Forlader S Australien feb-marts, og ankommer til ynglepladserne med. april.- maj. Strejfgæst til Ø Kina, N Kurilerne, Sakhalin, øer i Oceanien, New Zealand og muligvis Philippinerne. Total bestand ca. 37.000 eks., heraf 27.400 Hokkaido; 500 par Sakhalin (del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996, Moores 2007, Brazil 2009). Den største af områdets bekkasiner. Stor, lys og langvinget med gulbrunt, let tværbåndet bryst, bredt hvidt øjenbryn og hage samt smal, men distinkt sort tøjlestribe. Bugen er hvid, har kun smalle brune markeringer på flankerne. Vingetegninger ligner Tajgabekkasinens, men de lyse ovaler på armens overside samt vingebånd er tydeligere. Den lange hale er rustbrun med brede hvide sider, ala Tredækker) og går på stående fugle tydeligt ud bag vingen. Virker stående langstrakt end andre bekkasiner. På stående fugle ses lyst ansigt, mørkcentrede skulderfjer med smalle rustbrune baser (bredere hos andre bekkasiner) og hvide spidser, brede hvide ryglinier og lysebrune dækfjer, kun med 2-3 meget smalle mørke tværbånd. Har 16-18 halefjer; halen er gråbrun plettet med smalt rustbrust endebånd. Findes i fugtige områder, som Dobbeltbekkasin, og ofte i flokke (op til 200 Australien). I flugten stor som Taigabekkasin, men med længere vinger og hale samt hvidere bug. Benene går ikke ud bag halen. Den yderste håndsvingfjerene har lyst skaft (mørkt hos andre bekkasiner). Flyver tungt og direkte, men ved uro i zig-zag-flugt ala Dobbeltbekkasin. Udstøder i flugten hyppigt et hæst, afsnupppet krek, undertiden som dobbeltkald. - Solitary Snipe Gallinago solitaria japonica. Sjælden vintergæst, især set omkring Beijing, hvor den overvintrer ved bjergstrømme, undertiden på fugtige lavtliggende områder (La Touche 1925). Af mere nøjagtige angivelser: 2 eks. 2.1 1946 Jade Fountain, Beijing. Desuden 20.12 1914 Ch’ing-huang-tao (Hemmingsen & Guildal 1968), og af nyere fund: 25.12 2005 Juma He, Beijing – 1.1 2006 Shidu, Fangshan (China Ornithological Society 2006-2007). Yngler pletvis i højtliggende sumpe i Østasien mellem 1500 og 5000 m, i NØ Kina mellem 1800 og 4000 meter. I området repræsenteret af formen japonica, der yngler i Sakhalin og NØ Kina (Heilongjiang), muligvis på Kamtjatka. Arten overvintrer nær yngleområdet og mod syd lokalt til Korea, Japan (ca. 10.000), C og S Kina (Changjiang Valley og mod sydøst; til yunnan, i 1992 taltes 82 i Kina), Burma, N Indien (i Assam talten 74 i 1992) og Nepal, samt i Himalaya vestpå til Ø Kasakhstan og muligvis NØ Iran. Strejfgæst til S Iran, Saudi Arabien og V Kasakhstan. Findes om vinteren langs vandløb med stenede bredder og spredt kratbevoksning, gerne i småflokke. Færdes stilfærdigt, og skræmmes op på kort afstand, hvor den letter tungt og tavst, ala lille Skovsneppe. En af de få kendte overvintringspladser er Gwangneung Arboretum ved Seoul i Sydkorea, hvor op til 10 træffes om vinteren langs vandløb med stenede bredder omgivet af skov. Flere lignende biotoper findes omkring Beijing, hvor arten skal findes på steder, der er biotop for Ibisbill. Sammen med Latham´s Snipe den største af Østasiens bekkasiner, tydeligt større og kraftigere end Dobbeltbekkasin og Sibirisk Bekkasin. En mørk bekkasin med ”uldent” rødbrunt bryst, kraftigt mørkvatrede flanker, hvide ryglinier og bred mørk tøjlestribe omkring hvidlig hage og øjenbryn. Ansigtet kan virke ret lyst. Øjnene er anbragt ret langt tilbage, og kan virke mindre end andre bekkasiners. Halen er rustbrun med smalt sort tværbånd og bred hvid spids, og går på stående fugle tydeligt ud bag vingen. Har 20 (op til 24) halefjer.Vipper ofte med halen ala Mudderklire. Letter i zig-zag flugt, men sløvere end Dobbeltbekkasin, og virker da mørk med lysere vingebånd gennem overvingen samt mørkbåndede undervinger. Næbbet holdes næsten horisontalt, og benene går ikke ud bag halen. Flyver normalt korte afstande, men kan ved uro forsvinde mod skove. Kaldet er dybere og hæsere end Dobbeltbekkasinens (Inskipp & Inskipp 1985, Brazil 2009, egne obs. Sydkorea feb. 2007). 109. Asiatisk Braksvale Glareola maldivarum Oriental Pratincole 1997: 15.5 12 Happy Island. 2008: 12.5 2 Happy Island. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (med. april-pri.juni/pri.juli-ult. okt.). Yngler ved Kangxi Grasslands (Andersson 2004), bl.a. iagttaget 15 ex. 16.4 2006, i maj max. 100 eks. 14.5 2005. Ses ofte i småflokke på op til ca. 20 på forårstrækket, ved Beidaihe 1618 ”bird days” 9.4-31.5 1985. I Tianjin er dagsmax 480 eks. 22.4 2003 Qilihai, 300 eks. 16-17.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu samt 50 eks. 12.4 2003 Beidigang Reservoir (China Birdwatching Society 2004, 2006, Hornskov 2006). Om efteråret hyppigere, flest ult.aug-med.sept (visse år til med. okt.)., ofte i store trækkende flokke. Om foråret færre, største antal er 903 eks. 15-16.4 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin. Ved Beidaihe max. “bird-days” pr. efterår 4789

21.8-29.10 1986 og 2700 bird days 9.9-16.10 1988. Dagsmax. ved Beidaihe 916 trk. 12.9 1986, 879 (heraf 815 trk.) 30.8 1986 og 820 trk. 14.9 1988. Om efteråret max. 300 eks. 3.10 2007 Beidagang, 200 eks. 18.9 1994 Yang He, 200 Happy Island ult. sept. 2007, 119 eks. 6.9 2006 Beidagang Reservour, 105 eks. 26.9 2004 Tanggu og 100 eks. 12.9 2004 Hangu (Williams 1992, Dierschke & Heintzenberg 1994, China Ornithological Society 2005-2008, Rellmar & Müller 2007). Yngler i S, Ø og SØ Asien mellem Pakistan (Sind), N Indien (mod syd til Maharasthra; enkelte ynglefund mod syd til Kerala), Sri Lanka, Thailand, Vietnam og C og N Kina (incl. Hebei), og mod nord til Mongoliet. Desuden Taiwan, S og V Japan og Philippinerne; eventuelt lokalt i Sydkorea. Forlader ynglepladserne i aug. Trækket passerer SØ Asien (Hong Kong til Singapore og Borneo) okt.-nov. Fåtallig i Japan aug.-sept. (årsmax. 306 i 1984). I Hong Kong er dagsmax. 530 5.10 1994. Overvintrer i S Asien mod vest til Indien, i SØ og mod sydøst mellem Singapore og NW Australien. Vinterbestand i Australien ca. 2.5 millioner okt.-april, langt de fleste i N Australien (Chandler 2009). Sjælden vintergæst New Guinea okt.-marts. Indleder returtrækket fra Australien pri. april, men langt tidligere i SØ Asien, hvor ankomst Thailand febr. På den Malayiske Halvø flest med.feb-med. april, hvor op til 1500 er talt Selangor, dog færre de senere årtier. I Hong Kong returtræk pri.marts-med.juni, flest ult-marts-april; dagsmax. 330 23.3 1988. Ankommer til ynglepladserne med. april-maj, men i Thailand allerede fra feb. (æg i ynglekolonier fra med. marts (Jørgensen 1949); i udbredelsesområdets nordligste del først pri. juni. Den store indiske bestand, der tæller max. 1 million fugle, er stand- eller strejffugle. Strejfgæst til Korea, New Zealand, Mikronesien, Seychellerne, Mauritius og Nordamerika, samt i Mellemøsten og Europa (for WP, se nedenfor). Tilfældig gæst: Sverige (juli-okt. 2001 Falsterbo, Skåne), Norge (23.8 2009, Trondheim), Holland (aug. 1997), Storbritannien (4 maj-sept ), Israel (okt. 1999), Kuwait (2 fund, heraf flok på 5 april 2009), UAE (7 jan.-april) og muligvis Egypten og Cypern. Flere af fuglene har været langtidsstationære (Chalmers 1986, Higgins & Davies 1996, Driessens & Svensson 2005) . Et østligt modstykke til Rødvinget Braksvale G. pratincola. Ligner Rødvinget Braksvale, men mere kompakt med oval kropsform, længere ben og meget kort hale, der på stående fugle flugter med vingerne eller slutter før vingespidsen. Halen kun let kløftet (ala Bysvale). Oversiden ret ensartet mørk med helt mørke håndsvingfjer og højst meget smal (men distinkt) hvid vingebagkant. Undervinge som Rødvinget Braksvale: tofarvet med rødbrune dækfjer og sorte svingfjer; virker dog mod blå himmel og i dårligt lys ret ensartet mørk. I sommerdragt er næbbet sort, blot med meget smal rød basis af undernæbbet, ovalt (ægformet) næsebor og ret mørkt ansigt med diffus sort tøjlestrube, Brystet er ofte orangebrunt og struben varmt cremegul. Anlægger vinterdragt juli-aug. Oversiden får da gulbrune fjerrande, og hovedtegningerne bliver diffuse med mørkplettet strubebånd og udstående mørke øjne. For yderligere karakterer i forhold til Rødvinget Braksvale se f.eks. Jørgensen 1949, Malling Olsen 2002, Driessens & Svensson 2005. Note: af andre vadefugle er bl.a. truffet (udover de, der er nævnt efter de enkelte arter): -Pheasant-tailed Jacana Hydrophasianus chirurgus. Sjælden gæst. Første fund juni 1916 Beijing. I 1940´erne formentligt ynglefugl Beijing og S Hebei. 8 eks. 11.6-7.7 1943 Chung-hai, Beijing, hvor set til ult.sept.-pri.okt.,desuden iagttaget Sommerpaladset, Beijing i 1940´erne (Hemmingsen & Guildal 1968). Ved kysten tilfældig gæst: 27.9 2007 Happy Island (Hornskov 2007). Yngler i S og SØ Asien fra Pakistan og Indien mod syd til C Thailand og nordpå til S Kina og Taiwan. I Kina er max. 200 eks. i okt. ved Zhaoqing, Guangdong og op til 110 eks. i juni Zhangdu Lake, Hubei. Den eneste jacana, der er trækfugl. De nordøstlige bestande overvintrer i SØ Asien (okt.-juni), men fåtallig syd for Thailand. I Goa, V Indien flest i tørtiden, således max.1000 sept.-okt. 1989 og 600 Carabolim Lake, Goa i januar. Mod vest fåtallig vintergæst S Oman og Yemen; strejfgæst til Sokotra. I Ø og SØ Asien strejfgæst til Ussurien, N og Ø Kina, Sydkorea, S Japan, Laos og Singapore, desuden mod sydøst til V Australien. Karakteristisk, slank og lys vandhønelignende fugl med extremt lange tæer og hvide vinger med smal sort spids. Adult i sommerdragt har meget lange, sorte og forlængede halefjer ala Fasan. Har desuden hvidt ansigt og bryst, sort bug, sort nakke og gulbrune halssider og baghals. I vinterdragt er halefjerene langt kortere, oversiden lysere gråbrun og undersiden hvid. Issen er brun. Har en smal sort maske fra øjet og bagud. Panden og struben er hvid. Ungfugle ligner adult vinterdragt men har lysspættede vingedækfjer. Flyver lavt og besværet med lange dinglende ben og tæer. – de hvide vinger er da meget karakteristiske. Ret tavs. Sangen er et klokkeagtigt ringende ku-wuuul. Kaldet er et skurrende hrrrrii og et hæsere chou chou. - Broget Riksesneppe Rostratula benghalensis (Greater Painted Snipe) Sjælden trækgæst (ult.april-maj og sept.), evt. yngletrækfugl. Flest er set om foråret; iagttaget hyppigere før afvandingen af Radar Station Marsh, Beidaihe, hvor op til 2-3 ult.maj tidligere. Desuden flere observationer af 2-3 fra Reservoiret, Beidaihe. Øvrige observationer: 8.9 1994 Happy Island – 2 eks. 8.5 1994 Sandflats, Beidaihe – 8-9.5 2004 Yang He - 2 eks. 26.5 2005 Bahe Wetland, Beijing - 16.5 2008 1 Sandflats, Beidaihe (Thalund et al. 1994, Marr & Andrews 2004, Pettersson 2008). Der kendes en del ældre fund fra Beijing ult.april-maj og med. sept., i nyere tid enkelte ved Sommerpaladset, samt 2 eks. 27.6 2004 Bahe Wetlands (China Ornithological Society 2005). Yngler pletvis i store dele af Afrika samt S og SØ Asien (nordpå til Changjiang, evt. Hebei og Liaoning, på Taiwan og østpå til Japan; muligvis i Korea, hvor sjælden gæst). De nordligste asiatiske bestande (Kina, Japan) foretager korte

træk. Nogle trækker dog længere, således blev en indisk fugl fra Bharatpur, Rajasthan genmeldt i Bihar, 900 km. mod øst (Cramp & Simmons 1983). Ses normalt kun i smågrupper; 12 opskræmte på kort strækning i område med mængder af gode biotoper i Guwahati, Assam i Indien 4.4 2009 antyder dog en større koncentration (egne obs.). Asiatiske fugle er strejfgæst til Afghanistan, Oman, Tibet, Ussurien, N Japan og Tasmanien. Færdes skjult, men ses undertiden i smågrupper i tæt sumpvegetation – som blanding mellem bekkasin og rørvagtel. Færdes ofte parvis. Camoufleres fint i bredvegetation, hvor man ofte først bliver opmærksom på det store, sorte øje, der er indrammet af hvid øjenring og brillestang. Flyver tungt ala større bekkasin, men med lange, dinglende ben, og mere kontrastrig dragt. Vingen er afrundet, oventil med lysere sving-end dækfjer; bug og undervingedækfjer er afstikkende hvide. Adult hun er renest og kraftigst tegnet, og har kastaniebrunt bryst samt mørkt hoved og vinge. Hannen er svagere tegnet med lysmeleret hoved og vinge; mangler kastaniebrunt bryst. Ungfugle ligner adult han, men er endnu svagere tegnet.. Hunnens sang er et rørdrumagtigt kook, der også kan høres i en lav, skovsneppeagtig teritorieflugt. Desuden flere lave, gryntende kald. – Skovsneppe Scolopax rusticola (Eurasian Woodcock) fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (marts-med maj og sept./okt.). Yngler i bjergskove i Hebei og Beijing. På trækket fåtalllig, om efteråret flest ult.sept.-pri.okt., ved Beidaihe dagsmax. 6 pri. okt, på Happy Island 4 eks. 30.9 2005 ogved Tiantan Park 3 eks, 15.9 2007. Om foråret mest enkeltvis, men exceptionelt flok på 7 eks. 14.5 2000 Magic Marsh, Laoting. Yngler i Europa og N Asien sydpå til Himalaya og videre østpå til Stillehavet; i Ø Asien i NØ Rusland, NØ Kina og N/C Japan. De østlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept.-okt, og overvintrer i Ø og SØ Asien nordpå til sydlige Japan, Korea, Ø Kina og Taiwan, samt sydpå til mellemste dele af Thailand, Vietnam, NW Borneo og Luzon nov.-april. Ankommer til ynglepladserne sidst i april og i maj. Strejfgæst til S Thailand og den Malayiske Halvø. Var tidligere almindelig i S Indien, men nu sjælden, fomentligt grundet efterstræbelse (Islam & Rahmani 2004). En duestor, brun vadefugl. Skræmmes typisk op i skov, for at forsvinde hurtigt i ret lige flugt; ved uro kastvis. Om foråret foretager hannerne en karakteristisk territorieflugt ad faste ruter over territoriet i tusmørke med påfaldende langsomme, næsten mekaniske og dybe vingeslag, udstøende et skarpt pist¸tæt på høret et dybt, gryntende knort knort umiddelbart før pist-tonen. - Brushane Philomachus pugnax (Ruff) Sjælden gæst. De største antal er set i Tianjin, hvor max. 38 eks. 16-17.4 2005 og 17 eks. 9-10.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu. Her ud over kun spredte fund: 31.8 1990 Sandflats, Beidaihe – 30.4 2002 Happy Island – 5.5 2002 Sommerpaladset, Beijing – 8.5 2002 2 eks. mellem Beidaihe og Happy Island - 4.5 2004 2 eks. Happy Island - 27.8 2005 Kangxi Grasslands, Beijing - 6 eks. 15-16.4 2006 Hanggu - 13-14.5 2006 Zuidong, Tangshan – 2.5 2007 Tanggu – 5.8 2007 Caihong Qiao – 6.10 2007 Tiantin Port Pools (Johannessen 2002, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler gennem Palearktis mod øst til Stillehavet, og overvintrer overvejende i troperne. De østlige bestande overvintrer i S Asien mod øst til Bangladesh og Burma, i Indien titusinder i Gujarat (bl.a. 4400 Veri Lake) og 20-30.000 Dihaila Jheel, Madhya Pradesh, samt flokke på op til 2000 Rajasthan. I Xinhiang flokke på op til 200 på trækket. Overvintrer mere fåtalligt og spredt mellem S Kina, Taiwan og Malaysia, flest 50 eks. 21.3 2008 Laem Pak Bia, C Thailand. Nogle få når mod øst til Ø New Guinea og Australien (max. 8 på én sæson). Regelmæssig trækgæst i Japan (april-pri.juni og aug.-okt.), men kun spredte fund i det meste af Ø og SØ Asien, Wallacea og New Zealand, i Kina bl.a 13 eks. 25-26.3 2006 Dongtan, Shanghai . - Odinshane Phalaropus lobatus (Red-necked Phalarope). Sjælden trækgæst (ult. aug-sept.): 27.8 1986 Sandflats, Beidaihe - 31.8 1987 Sandflats, Beidaihe -19.6 2004 Sommerpaladset, Beijing – 7.9 2004 Tanggu, Tianjin – 2 eks. 6.8 2007 Caihong Qiao Pool, Hangu – 2 eks. 8-9.9 2007 Beitang, Tianjin (Williams 2000, China Ornithological Society 2005,2008). Yngler cirkumpolært i arktiske egne. Den østlige bestand forlader ynglepladserne fra ult. juni (hunner), og trækker gennem Ø Asien østpå til Japan aug.-okt., i Hong Kong og Ø Kina flest ult.sept., største antal 378 eks. 14.9 2006 Binhai, Shanghai. Overvintrer hovedsageligt i havområderne mellem Philippinerne og New Guinea, hvor lokalt talrig okt.-april, især langs New Guineas nordkyst, mere spredt mod nord til det Japanske Hav. Sjælden, men årlig vintergæst Australien aug.-april, og ganske få i C Thailand (flokke på max.5 C Thailand jan-feb.) samt på Sri Lanka. Forlader vinterkvarteret fra marts. Flest raster Hong Kong ult. april, hvor flokke på op til 100 er set. På Taiwan kulminerer trækket i maj. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri. juni. Bestande længere vestfra krydser Centralasien på vej mod vinterkvarterene ved Oman-golfen, hvor op til 100.000 er set i jan., og tusinder i Hormuz-strædet. Raster på trækket i enorme flokke undervejs, i Kazakhstan flest ult-maj-pri.juni, således op til 600.000 Tengiz (normalt dog ikke over 300.000) og 75.000 om efteråret. Strejfgæst til Nepal, Australien, New Zealand og Oceanien. - Thorshane Phalaropus fulicarius (Grey (Red) Phalarope). Tilfældig gæst: 12.10 1993 Beidaihe, desuden et ældre fund (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler næsten circumpolært på højarktisk tundra, i Ø Asien ved Ishavskysten østpå til Anadyr. Den østlige bestand trækker om efteråret formentligt direkte mod øst, for siden at trækker mod SØ over Stillehavet til vinterkvarterer udfor vestlige Sydamerika, især ved Chile. Sjælden vintergæst langs kysterne af Hong Kong, Taiwan og Ø Kina (Shanghai),

men i øvrigt er den østlige bestands vinterkvarterer dårligt kendte. Strejfgæster er truffet en del steder i S-Ø Asien østpå til Japan, i Australien, New Zealand og Antarktis (Cramp & Simmons 1983, Higgins & Davies 1996, MacKinnon & Phillipps 2000). 110. Hættemåge Croicephalus ridibundus sibiricus Black-headed Gull 1997: 28.4 130 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe ret almindelig, flest 4.5 200 trk. (heraf 65 ad. + 15 2K) Lighthouse Point – 11.5 100 Beigan-Happy Island . På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 155 rst. Desuden 13.5 115 trk. og 18.5 23 trk. 18.5 15 ad. + 1 2K Beigan-Tang Shan. 2008: 28.4 40 Sommerpaladset, Beijing. Ved Beidaihe 2-6.5 dagligt max. 75 Reservoiret, Beidaihe – 2-4.5 dagligt max. 50 Sandflats. – 3.5 770, 5.5 1600 og 7.5 3000 Yang He Estuary – 4.5 30 trk. + 500 rst. Lighthouse Point – 4.5 100 Jin Shan Hotel (aften)- 5.5 35 trk. + 500 rst. Lighthouse Point – 6.5 100 Lighthouse Point – 6.5 150 Sandflats – 7.5 200 trk. + 100 rst. Lighthouse Point. 7.5 500 Beidaihe-Laoting – 7.5 1 2K Beigan – 7.5 3 ad. Beigan-Happy Island. På Happy Island 9.5 15 Mudflats – 12.5 10 -13.5 60. Almindelig træk- og vintergæst (pri. juli-med. nov/marts-ult.maj), hyppigst langs kysterne. Om foråret kulminerer trækket ult.marts-pri.maj; de største antal er 20.000 eks. 2-3.4 2005 Beidaihe og 8000 eks. 21.3 2006 Sandflats, Beidaihe. Om efteråret stort træk ult.aug-pri. nov, generelt flest med. sept-pri. okt., men visse år med senere top, ult.okt.-pri. nov. Største antal er ved Tanggu er 10.000 eks. 6.10 2004 og 3000 8.10 2006. Om efteråret er dagsmax. ved Beidaihe 1500-2000 eks. 14.10 1987, 1500 trk. 31.8 1990, 1039 eks. 25.9 1986 og 1000 eks.19.9 2006. På Happy Island max. 2000 sept.-okt. Ingen antal >1000 efter 1.11. På efterårstrækket ses flokke på op til 1000 eks. ved Beijing, således 1000 eks.17.10 2007 Miyun Reservoir. Yngler gennem Palearktis. I Østasien repræsenteret af formen sibiricus, der yngler mellem NØ Sibirien og Kamtjatka, og overvintrer langs Ø og SØ Asiens kyster mellem Japan, Kina, Vietnam og C Thailand, i flokke på op til et par tusinde. Således overvintrer ,ax 20.000 Hubei, 15-20.000 i Hong Kong og flokke på over 5000 ved kyster, søer og floder i Ø og SØ Kina, Sydkorea og C samt S Japan, i Kina max. 14.521 Zhangdu Hu, Hubei, 8000 Futian, Guangdong og 3700 Liezikou, Jiangsu. Optræder syd for C Thailand dog kun i smågrupper. Strejfgæst østpå til Sumatra, Sulawesi, Wallacea, New Guinea og NV Australien. Sibiricus ligner vesteuropæiske fugle, men er lidt større med generelt lysere overside , bredere sort bagkant på hånden og lidt længere hånd med smallere hvide fjerspidser. Næb og ben generelt mørkere og mattere røde end hos ridibundus. Anlægger sommerdragt senere end vesteuropæiske fugle, mange adulte er fortsat i vinterdragt til midt i maj, og i sommerdragt til med-ult.aug.;en del har hætte til med. sept. Vesteuropæiske ynglefugle får normalt sommerhætte først i marts og vinterhoved ult. juli-pri. aug (Hemmingsen & Guildal 1968, Malling Olsen & Larsson 2004). Note: af mindre ”hættede måger” er desuden truffet: Note: Dværgmåge Hydrocoloeus minutus (Little Gull). Meget sjælden trækgæst maj og aug.-okt.. 8-9.10 1K 1943 Beidaihe - pri. aug 1994 ad. Daihe Estuary – 18.9 2004 Tanggu – 7.10 2004 Tanggu - 16.5 2006 ad. Sandflats, Beidaihe – 19.5 2006 ad. Beidaihe – 2 eks. 1 ca. Year 1.9 2006 Tanggu- 11.5 2008 2K Lighthouse Point, Beidaihe (Dierschke & Heintzenberg 1994, China Ornithological Society 2005, Marr & Andrews 2006, China Ornithological Society 2007, Boland 2008). Yngler gennem Nordfra N Skandinavien og østpå C Sibirien, med en geografisk isoleret population mellem Baikal og Nei Mongol, N Kina. Den østlige bestand overvintrer formentligt til havs mellem Okhotske Hav, Japan og Ø og SØ Kina, muligvis i NV Kina, men kun sjælden gæst i Ø og SØ Asien, incl østlige Kina. Yngler desuden sjældent i Nordamerika. - Præriemåge Leucophaeus pipixcan (Franklin´s Gull). Meget sjælden gæst: 18.9 2004 adult Tanggu, Tianjin – 18.9 2005 adult Sandflats, Beidaihe (Holt 2005, China Ornithological Society 2006). Yngler i søer i Canada og nordlige centrale Nordamerika. Forlader ynglepladserne ult.juli-aug. Efteårstrækket passerer hovedsageligt gennem mellemste USA, i oktober således max. 300.000-400.000 Kansas og 30-35.000 Saskatchewan i oktober. Trækker siden mod Mexikanske Golf (hvor en mindre del overvintrer) og herfra til overvintringspladser i nordlige Sydamerika, flest langs kysterne i Peru og N Chile, samt i centrale Argentina, desuden fåtalligt på Galapagos øerne. Optræder i vinterkvarteret (sept.) okt-marts. Forårstrækket indledes i marts, og følger Stillehavskysten til sydlige Mellemamerika, hvor f.eks. i store flokke i Costa Rica april-med. maj. Nogle krydser fomentligt Andes på forårstrækket. Trækket gennem mellemste del af Nordamerika er størst med. april-med. maj., hvor max.400.000 Kansas. Ankommer til ynglepladserne ult. maj. Totalbestand ca. 350.000 par., i tilbagegang. Strejfgæst til mange lande. I Europa årlig gæst, flest okt-maj. Om efteråret ses flest okt.-nov. i Sydvesteuropa, om foråret tendens til flest sene fund samt sommerfund i N Europa. Bl.a. 50+ Storbritannien, 15 Frankrig, Spanien 8, 7 Sverige og 1-4 fund i de fleste lande i Europa. Desuden strejfgæst til bl.a. Israel, Grønland, Japan, Taiwan, Ø Kina, Australien (12), Prince Edward Islands, Oceanien, Hawaii, Patagonien, Vest- og Sydafrika. 111. Brown-headed Gull Chroicocephalus brunnicephalus 1997: 15.5 1 2k Mudflats, Happy Island.

Sjælden gæst. Første fund ca. 15 eks. 18.1. 1923 (heraf 1 skudt) og 1 eks. 21.4 1923 Beidaihe. Nævnt som regelmæssig træk- og sommergæst Hebei april-okt. (Shaw 1936). I nyere tid er første fund 22.10 1990 adult Sandflats, Beidaihe; efter midt i 1990érne regelmæssigt i meget små antal, flest i i april-maj. Ét af fundene hidrører fra adult fugl, resten af ungfugle: 20.4 1994 Sandflats, Beidaihe – 27.5 1994 ad. Yang He - 15.5 1997 Mudflats, Happy Island – 9.9 2005 Beidaihe – 13.9 2005 Beidaihe - 21.4 2006 Sandflats, Beidaihe – 1.5 2007 Beidagang, Tianjin. Tilfældig gæst i Beijing: 8.9 2007 1K Kangxi Grasslands (Hornskov 1999, Hornskov 2006, China Ornithological Society 2008). Yngler mellem Aral og vestlige C Kina, flest på det tibetanske plateau i højder mellem 3000 og 4500 m. Forlader ynglepladserne i sept.-okt, og overvintrer langs kyster og floder i Indien og Ø-Asien østpå til Taiwan og sydpå til C Thailand, færre på den Malayiske Halvø, hvor antal over 100 er exceptionelle. I Goa, Indien ses de tidligste med. sept.-med. okt. Stort tiltræk ult.okt-med. nov., med 3.200 Morjim Beach 11.11 2004 som største antal, siden store antal gennem vinteren, max. 7000 13.1 2000 Chapora. Herudover almindelig vintergæst langs Sydindiens kyster, lokalt med koncentrationer på op til 1500 langs vestkysten. Max. 20.000 Chilika Lake, Orissa (Lainer 2004, Islam & Rahmani 2004, egne obs.). Overvintrer mere fåtalligt langs kysterne af Maharasthra og Gujarat, samt indlands nordpå til Rajasthan, Delhi og østpå til Nepal. Fåtallig vintergæst på Sri Lankas nordlige del, enkelte mod syd. Op til 900 i flok iagttaget nær Phnom Peng, Cambodia. Enkelte overvintrer i Tibet,Yunnan og Hong Kong. Borttræk generelt i marts. På forårstrækket talrig i N Thailand, således op til 2000 ult.marts Samut Sakhon nær Bangkok. Ankommer til ynglepladserne med. maj. Immature oversomrer regelmæsigt vestpå til Uzbekistan (Malling Olsen & Larsson 2004). Strejfgæst til Taiwan og Japan, og mod vest til Iran, UAE, Oman (1) og evt. Israel. Større og kraftigere end Hættemåge med større hoved, kraftigere næb og længere ben. I flugten tungere med bredere krop, der giver et touch af større måge, forstærket af langsommere vingeslag. Har i alle dragter bredere sort vingespids end Hættemåge, da de yderste 5 håndsvingfjer er sorte; adult har sort vingespids med hvide pletter ala Stormmåge, lyse øjne og i sommerdragt brun hætte. Næb og ben generelt mattere røde end Hættemåge. 1-års fugle fælder mere avanceret til vinterdragt end Hættemåge, mellemste halefjer og dækfjer fra nov. I maj er det meste af halen, overvingedækfjerne og dele af armsvingfjer udskiftet til adult type (Malling Olsen & Larsson 2004). 112. Tyndnæbbet Måge Croicocephalus genei Slender-billed Gull 1997: 6.5 1 ad. trk. Lighthouse Point, Beidaihe. På Happy Island 15.5 1 ad. trk. og 16.5 1 2k rst. Meget sjælden trækgæst (ult. april-maj). Førstefund 24.4 1994 Yang He (Thalund et al. 1994), men har siden optrådt i meget små antal i Hebei, gerne i flokke af Hættemåge. Ét fund fra Tianjin: 5.9 2006 Dagang (China Ornothological Society 2007) Yngler pletvis gennem Centralasien mod vest til S Europa og Vestafrika. De østlige bestande overvintrer langs kyster vestpå til det vestlige Indien (flokke på max.350 i januar i Goa, og hundeder i Gujarat), længere mod øst pletvis til C Thailand. I Ø Asien strejfgæst mod nord til Baikal og øst- og sydpå til Nepal, Sri Lanka, Hong Kong, Sydkorea og Japan (Lainer 2004, Malling Olsen & Larsson 2004, Brazil 2009, Mlikovsky 2009). Større og slankere end Hættemåge, i alle dragter med hvidt hoved (højst med svag grå øreplet hos ungfugle). Hovedet er slankere, næbbet og benene er længere ned Hættemågens. Formen kan ligne Kaspisk Måge L. cachinnans cachinnans. Flyver langsommere end Hættemåge, ofte med mere stødende vingeslag; i flugten er hovedet slankt, men brystet dybt uden Hættemågens jævnt ovale kropsform. Virker undertiden hulbrystet, ala Sandterne. Adult har hvidt hoved, og generelt mere rosatonet underside end Hættemåge (hos 10% så kraftigt rosa som Rosenmåge rhodostethia rosea), hvide øjne og i sommerdragt mørkere næb og ben. Ungfugle ligner Hættemåge, men næbbet er lysere orange med smallere mørk spids, benene lysere orange og dragten generelt blegere og mere slidt. 113. Relict Gull Ichthyaeus relictus 1997: Ved Beidaihe 30.4 1 2K trk. Lighthouse Point – 4.5 1 2K trk. Lighthouse Point. På Happy Island 15.5 6 2k Mudflats og 16.5 2 2K. 2008: 5.5 1 2K Yang He Estuary – 6.5 6 2K Sandflats. Fåtallig til ret almindelig træk- og vintergæst ((ult.juli) ult.aug.-nov./med.- ult. maj) ved kysten. Om foråret flest ses Mudflats, Happy Island, hvor dagsmax. 56 9.5 2001, 53 eks. 13.5 2008 og 48 eks. 11.5 2005. Regelmæssig i små antal (<10) Beidaihe og Yang He april-med.maj. Sidst på foråret er 2K altdominerende. Tilfældig gæst ved Beijing: 18.9 2005 Kangxi Grasslands – 25.9 2006 Shahe Reservoir. Om efteråret langt hyppigere. Første flokke ses pri. aug, og flest pri.-med. sept. Kun få ses ved Beidaihe, hvor dagsmax. ult.aug.-med. sept. er 15, senere 7 eks. 25.9 1986. Langt hyppigere på Happy Island, hvor dagsmax. 865 eks. 12.9 1994, 735 eks. 13.9 1994, 669 eks. 8.9 1994 og 666 eks. 4.9 1994, langt overvejende adulte. Efter med. sept. hurtig nedgang i antal; 150 21.9 2000 er største antal ult.sept, 120 i oktober. De største antal ses ved kysterne af Tianjin i Bohai-bugten, hvor tidligste store antal om efteråret er 559 eks. 5.9 2001 og 1880 eks. 8.9 2006. Hovedparten ankommer pri. okt., hvor største antal er 2975 eks. 8.10 2007, 2830 eks. 10.10 2007 og 2590 eks. 7.10 2006. Området er det vigtigste overvintringsområde for arten. Det er om vinteren isfrit,og rummer formentligt mindst halvdelen af artens verdensbestand. Det største antal er 7880 eks. 23.12 2005 Dagang, Tianjin og 3396 eks.2- 3.1 2004 på 7 kilometers

kysttrækning 18 km. S for Tanggu, Tianjin (heraf 1789 adult + 303 2K). I marts ar største antal 7200 eks. 18.3 2006 mellem Hangu og Tanggu, 4950 eks. 17.3 2006 mellem Haihin YUchang og Jingqu, og 1645 eks. 30.3 2003 (99% adulte) mellem Hangu og Tanggu på grænsen mellem Hebei og Tianjin vest for Happy Island. Fortsat jævnligt antaal på max.3000 til med.april., herefter er max.antal 500 eks. 500 eks.28-29.5 2006 Beitang. Genfund ved Bohai-bugten af ringmærkede fugle fra ynglepladserne ved Ordos Plateau, Lake Akalol, Nei Mongol og Kasakhstan (Heintzenberg & Dierschke 1996, Lehto 2000, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornothological Society 2004-2007, Yang 2006, Hornskov 2007, Wassink & Oreel 2007). En af verdens sjældneste måger med verdensbestand på 2000-10.000 (12.000) fugle = 2000-4000 par. Yngler pletvis ved søer på højplateauer i Centralasien mellem østlige Kasakhstan, Indre Mongoliet, Nei Mongol og Hulun Nor, Ø Kina, muligvis i Xinjiang. Flest i Mongoliet og Nei Mongol (2096 fugle talt på ynglepladserne ved Ordos, Maowusu, Taolimiao-Alashan Nur, Anbai Nur); i Balkhash og Alakol, Ø Kasakhstan max. 1200 par, men formentligt uregelmæssig.. Forlader ynglepladserne juli-aug., og overvintrer ved Det Gule Hav, især i Bohai Bugten (se ovenfor), sjældnere østpå til Sydkorea (max. 65 Nakdong) og sydpå til Shandong (max. 56 eks.). Strejfgæst mod vest til Baikal og mod øst til SØ Kina, Hong Kong, Vietnam og Japan (Leven & Carey 1993, Yang et al. 2003, Malling Olsen & Larsson 2004, Brazil 2009). I WP strejfgæst: flok på 14 ad. 7.5 2000 Malyy Uzen River, NW Kasakhstan (Wassink & Oreel 2007). Rapporter om strejfgæster til Ukraine, Bulgarien og Tyrkiet savner dokumentation (Kirwan et al. 2008); 2 af disse er angiveligt ringmærket på ynglepladser i Kasakhstan. 20% større og tydeligt kraftigere end Hættemåge med bredt bryst og ret lille, rundt hoved. Adult sommerdragt har brunsort hætte og brede hvide øjenlåg; i vinterdragt hvidhovedet med spredte mørke markeringer. Overvingen er lysegrå med smal, sort vingespids og hvid spids på de yderste to håndsvingfjer. 2K kendes fra Hættemåge på mørk vingespids , incl. hånddækfjer (undertiden med lille hvid plet nær spidsen af yderste håndsvingfjer) samt lyst, kontrastløst hoved med spredte mørke pletter, mest i issen og nakken; kan give effekt af nakkebånd. Armsvingfjerenes mørke centre danner en smal mørk perlerække langs armens bagkant – der afviger fra Hættemåges (og Sorthovedet Måge L. melanocephalus) tydelige sorte vingebagkant. Har desuden svagere mørke tegninger på dækfjerene. Det sorte halebånd er generelt smallere. Undervingen er hvid. Næbbet varierer fra mørkebrunt (sortagtigt på afstand) til mørkerødt med mørkere spids. De lange, mørkt rødbrune ben er påfaldende – især når når arten på sin typiske vis trippende søger føde. Flyver langsommere end Hættemåge med dybe, stødende vingeslag. Kaldet er et dybt, sandterneagtigt gæ-gæ-gæ. Formentligt fældes en del af de juvenile dækfjer tidligere end hos Hættemåge, da fremskreden fældning sås hos flere. 114. Saunder´s Gull Saundersilarus saundersi 1997: 4.5 1 2K Sandflats, Beidaihe. 11.5 1 ad. Beigan-Happy Island. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 80 (heraf 60 ad. + 2 3k + 10 2K). Desuden 18.5 1 2k Happy Island-Beigan. 2008: På Happy Island 8.5 3 2K – 8.5 4 2K+ (heraf 1 2K mudflats) – 10.5 1 2K – 11.5 3 (heraf 2 ad.) – 12.5 1 2K – 13.5 20 Mudflats (heraf 4 ad. + 7 2K) – 14.5 1 ad.+5 2K. Sjælden yngletrækfugl, trækgæst og vintergæst (med.sept.-pri. nov./april-ult. maj). Yngler med en lille bestand på 25 par Luan He nær Happy Island. Med. maj er op til 100 set Happy Island (1998), men færre efter år 2000. Ved Beidaihe sjældnere; 10-19 eks. 2.4-22.5 1985 og ca. 10 21.3-26.4 1994. Om efteråret er dagsmax.på Happy Island 68 eks. 14.8 1994, 51 eks. 18.9 1994 og 41 eks. 12.9 1994. Ved Tanggu er dagsmax. 36 eks. 20.11 2004 og 30 eks. 18.12 2004. Ved Beidaihe kun enkelte ult.sept.-pri.nov. (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2005). De største antal optræder i Tianjin, hvor dagsmax. om efteråret er 1317 eks. 15.10 2007 Yu Quia, om vinteren 941 eks. Jingqi 18-19.2 2006 Dagang og 864 eks. 23.12 2005 Dagang (China Ornithological Society 2006). Yngler ved tidevandskyster, i floddeltaer og i marskland i Ø Kina (Liaoning, Hebei, Shandong, Jiangsu) og Sydkorea (Teibu Do/Shihwa Lake). Samtlige kendte kolonier er stærkt truet af landvinding. Første ynglefund gjordes så sent som i 1984; formentligt verdens mest truede måge, med en verdensbestand på 3000-4500 (6000) fugle, heraf 700 par Liaoning, 25 par Hebei, 200 par Shandong, 300-750 par Jiangsu og 130 par Sydkorea. Vinterbestand på 7100-9600 fugle. Forlader ynglepladserne aug.-sept., og overvintrer mellem Taiwan, SØ Kina, Sydkorea og SW Japan, bl.a. ca. 4000 Kina (incl. max. 2000 Yansheng, Jiangsu, 525 Fuijan, 569 Shandong, 2500 Zhejiang 8heraf 2000 Yongqiang) 1100 Shanghai , 200 Yellow River Delta), desuden max.170 Hong Kong, 500-1000 Taiwan, 3000-3500 Sydkorea (max. 700 Geum flodens udløb og 2000 Suncheon Bay) og max. 1100 SV Japan (især Kyushu og Saga), desuden nogle hundrede i N Vietnam (max. 200 Song-koi nær Hanoi), og uregelmæssigt i Ø Kina. Forlader vinterkvarterene ult. feb.-marts. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst til Macao, Ø Rusland, Sakhalin og Hokkaido, Japan (del Hoyo et al. 1996, Moores et al. 2000, Moores 1998,2003, Malling Olsen & Larsson 2004, Brazil 2009). På Happy Island sås i 1997 regelmæssigt adulte krydse øen og fouragere rundt om denne. I 2008 sås langt flere 2K, men færre adulte. Formentligt er nogle af de tidligere ynglepladser opgivet grundet landvinding og skabelse af rejedamme. En lille, adræt måge af størrelse mellem Hætte- og Dværgmåge med kort, tykt næb og lange vinger; har et touch af Rosenmåge Rhodostethia rosea. Vingerne er lange og spidse. Flyver med gennemførte, magtfulde vingeslag, og foretager hyppigt ”slag” ned mod overfladen under fouragering, ala Sandterne, på jagt efter krebsdyr.

Adult sommerdragt har sort hætte med brede, hvide øjenlåg og kort sortagtigt næb. I vinterdragt er hovedet hvidt med svag, mørk øreplet. Benene er mørkerøde. Oversiden er lysegrå (lysere end Hættemåge), på oversiden med smal hvid forkant på hånden og smalle sorte spidser på de yderste 4-5 håndsvingfjer. Vingespidsen virker afrundet mod mørk baggrund. Undervingens tegning ligner Hættemåges med samme mørke indre håndsvingfjer, men det mørke felt underst i hånden er mere ovalt. 1-års fugle har grå overvinge med smal sort bagkant, der næsten ”forsvinder” som små pletter midt på armen, mørke kommaer på hånddækfjerene (meget tydelige set forfra!) samt smalt mørkt endebånd på halen. Hovedtegning varierer fra vinterdragtens til komplet sort hætte; sommerhætte er hyppigere end hidtil antaget (Malling Olsen & Larsson 2004). 2-års fugle ligner adulte, men med smalle, mørke markeringer på hånddækfjerene. Stemmen er et kraftigt, terneagtigt kip. 115. Vega Gull Larus vegae 1997: Ved Beidaihe 1.5 1 ad. Legation Gully – 4.5 2 ad. trk. Lighthouse Point (5 store måger sp.) – 4.5 1 3K Sandflats – 5.5 1 2K Lighthouse Point – 6.5 12 ad.1 4K+6 2-3 K trk. Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 16 ad.+ 1 2k trk., 15.5 2 2k mudflats og 17.5 1 2k mudflats. 2008: 3.5 1 Yang He. Ved Beidaihe 4.5 8 Lighthouse Point – 5.5 1 Lighthouse Point – 6.5 1 Lighthouse Point - 6.5 10 Sandflats. Ret almindelig træk- og vintergæst (aug-juni) langs kysterne, kun enkelte indlands. Om efteråret ankommer flest fra ult.sept., ved Beidaihe er største anial 382 eks. 30.9 1987, 2000 eks. 30-31.10 2007 og 140 eks. 19.9 2004. På Happy Island er dagsmax. 180 eks. 100 6.9 1994, og ved Tanggu 670 eks. 6.10 2004 og 400 eks. 24.9 2004. Om vinteren flokke på nogle hundrede, flest 371 eks. 6.3 2005 Caihongqiau, Tianjin og 209 17.12 2006 Beidaihe. De fleste forlader området i april, et stort antal er 389 eks.15-16.4 2009 Luannan. Formen ”birulae” er talrigst. Småflokke ses uregelmæssigt omkring Beijing, men i de fleste tilfælde er der ikke sepereret mellem denne art of Mongolian Gull. Yngler langs kyster i N Asien vestpå til vestlige Taimyr og østpå til Chukotka (”birulae” længst mod vest: mellem NW Taimyr og Nysibiriske Øer). Overvintrer langs Ø Asiens kyster, incl. Japan (vegae almindelig), sydpå til Hong Kong og Taiwan. I Sydkorea den almindeligste overvintrende store måge. Fra Hebei og sydpå flest ”birulae”, f.eks. i marts 1-2% vegae ved Beidaihe, resten ”birulae” (Kennerley et al. 1995, Moores 2001, China Ornithological Society 2006, Hornskov 2006). Det østlige modstykke til Sølvmåge Larus argentatus, som den ligner i alle dragter. En kraftig ”stor-måge” med afrundet hoved, kraftigt ”sølvmågenæb” med tydelig gonys-vinkel, ret korte, brede vinger og ret korte ben. Adulte har mellemgrå overside, mørkplettet hoved (i vinterdragt) og varierende øjenfarve. Kan være lyse som hos Sølvmåge, men er ofte mørke. De østlige bestande (vegae) har mellemgrå overside, i vinterdragt kraftigt mørkplettet hoved og brystsider, samt lyserøde til rosa ben. Øjnene er lyse. De vestlige (”birulae” (yngler mellem NW Taimyr og Nysibiriske Øer; regnes ofte som hybridform/sværm mellem Vega Gull og Sibirisk Måge, men er formentligt selvstændig form) er generelt større med lysere overside, lysere kødfarvede (undertiden gultonede) ben og i vinterdragt svagere mørke hovedtegninger, ofte begrænset til nakke og brystsider. Øjnene varierer fra lyse til mørke (Yesou & Filchagov 1993). Ungfugle af begge former ligner Sølvmåge. Har samme lysere inderste håndsvingfjer, der ”isolerer” mørk vingespids fra mørk vingebagkant og bredt mørkt halebånd; dækker sjældent hele halen. I vinterdragt er hoved og underside grovplettet som hos Sølvmåge, og næbbet er tofarvet med lysere inderdel. Ryg, skulderfjer og dækfjer er tværbåndede, og tertiærerne brune med bølgede lyse kanter. Har mørkt halebånd (varierer, og hos nogle dækker båndet næsten hele halen) og mørkplettet gump. Undervingen er mørkmønstret; set nedefra ret ensartet gråbrun med lysere inderste håndsvingfjer. Om foråret har mange fugle afblegede overvingedækfjer. 116. Mongolian Gull Larus (cachinnans) mongolicus 1997: 2.5 2 imm. Jin Shan Hotel, Beidaihe. På Happy Island 13.5 6 ad. trk. og 18.5 3 ad. trk. Ret almindelig træk- og vintergæst (ult.juli.-med. maj) både langs kysten og indlands. Få rapporter skelner mellem denne art og Vega Gull. De største antal er 1000 eks. 26-27.3 2005 Dahunangbao, Tianjin og 239 eks. 5-8.3 2003 Qilihai. Ankommer til vinterkvarteret ult. juli, ofte i ret store flokke, således 100 eks. 25.7 2003 og 100 eks. 25.7 2004 Beidaihe. Senere på efteråret er højeste antal 627 eks. 15.10 2005 Hangu og Tanggu, Tianjin samt 156 eks. 6.10 2006 Beidaihe. Overvintrer både langs kysten og indlands, således tit i småflokke i vinterhalvåret ved Beijing, flest 80 eks. 24.3 2007 Hanshiqiao og 42 eks. 4.4 10006 Baiwang Shan. Om vinteren er største antal 207 eks. 14.2 2004 Tanggu, Tianjin (China Ornithological Society 2004-2008). Yngler i C Asien fra sydlige Altai til NØ Mongoliet og Hulan Nor, Kina, samt med isoleret bestand i Sydkorea; evt i Ussurien. Bestand 19.000-22.000 par, heraf 750-1200 par V Mongoliet, 7200 par Lake Baikal og 7500-10.000 par Hulan Nor. Overvintrer langs Ø Asiens kyster mellem Vladivostok, Japan (især sydlige), Korea og Taiwan (almindelig) og i Ø Kina mellem Bohai-bugten og Hong Kong (hvor fåtallig), samt langs Yangze floden mod vest til Po Yang Lake; indlands i flokke op over 4000 Dongtan Hu, og over 700 Shanghai, Jiangxi og Hunan (Kennerley et al. 1995, Malling

Olsen & Larsson 2004, China Ornithological Society 2005). Ses ofte indlands, som langs floder og i reservoirer, hvor Vega og Sibirisk Måge er langs sjældnere, i Sydkorea f.eks. tusinder ved Han River, Seoul. Bestand 29.000-22.000 par. (Moores 2003, egne obs. Sydkorea). Strejfgæst til Nepal, C Thailand og N Vietnam. Behandlet som form af Kaspisk Måge Larus cachinnans (Malling Olsen & Larsson 2004), men geografisk isoleret fra denne med afvigende udseende, der er tættere på Vega Gull. Bør regnes som egen art, alternativt form af Vega Gull Yesou 2002). Ligner Vega Gull, men generelt kraftigere med større hoved (fladere isse og bredere nakke), langt næb uden tydelig gonys-vinkel, bredere bryst og slankere bagparti med længere vinger. I flugten ”lang- og storhovedet” og langvinget – især med bred arm. Stemmen er dybere og grovere end Vega Gull´s mere sølvmågeagtige. Adult har lysegrå overside (generelt lysere end Vega Gull), tydeligere hvide ”faner” ind i håndens sorte spids, og ofte renhvid spids på p10 (sjældnere hos Vega Gull; mange har dog kun lille, hvid plet på p10). Øjne generelt mørke, men variable. Benene varierer fra lyserøde til lysegule. Næbbet kan have mørke markeringer. I vinterdragt er hovedet hvidt, højst med meget smalle mørke striber i nakken, og næbbet har generelt tydeligere mørke tegninger end hos Vega og Gull og Sibirisk Måge. Benfarve varierer fra gul til kødfarvet; de fleste fugle har udenfor yngletiden lyserøde ben (Yesou & Filchagov 1993, Moores 2003). Ungfugle er lysere og koldere farvet end Vega Gull; kan virke ”frostgrå” med smallere mørke markeringer på oversiden, hvidere hoved, underkrop og undervinge samt tydeligere lyse inderste håndsvingfjer. Har fine mørke pletter i nakken og på brystsiderne. Tertiærerne er mørke med smalle hvide rande. Gumpen og haleroden er hvid, kun med smalle mørke pletter, og det mørke halebånd er smallere end hos Vega Gull; aldrig bredere end halens hvide. Næbbet er fra om efteråret lyserødt med mørk spids (Malling Olsen & Larsson 2004). En lille, ret mørkrygget type (”Yellow Sea Gull”) med kun lille, hvid plet på p10 samt tydeligere mørke nakkestriber og gultonede ben ses om vinteren i Sydkorea (Moores 2003). Formen barabensis (C-Asien, overvintrer mellem Arabien og vestlige dele af Indien) er nævnt som strejfgæst: 4.3 2006 2K Sandflats, Beidaihe (Hornskov 2006). Ligner meget Sibirisk Måge, men i adult dragt er oversiden lysere, ala Middelhavssølvmåge L. michahellis og Armensk måge L. armenicus. Der er fortsat uklarhed om bestemmelse fra Sibirisk Måge i yngre dragter – og det vil der formentligt altid være. 117. Sibirisk Måge Larus heuglini taimyrensis Heuglin´s Gull 1997: Ved Beidaihe 4.5 1 2k trk. Lighthouse Point – 5.5 1 ad. trk. Lighthouse Point – 6.5 3 ad.+1 2K trk. + 1 2K rst. Lighthouse Point. 2008: 7.5 6 trk. Jin Shan Hotel (heraf 4 ad. + 1 2k) – 7.5 3 Lighthouse Point. På Happy Island 9.5 2 imm.(1 Mudflats) – 12.5 95 trk. Fåtallig trækgæst (ult. april-pri. juni og ult.aug-ult.okt.), om foråret flest med.-ult. maj; dagsmax. 95 trk. 12.5 2008 Happy Island. Ved Beidaihe er største antal 54 eks. 9.5 2007, desuden 71 eks. 18.4-23.5 1985 (Williams 1985, China Ornithological Society 2008). Om efteråret ret få, flest med. sept.- med. okt., hvor max. 15 eks. 2004 Beidaihe og 40 eks. 26-30.10 2006 Beidaihe. Rapporteret om vinteren (f.eks. ca. 25-30 eks. 1.12 2002). Yngler på tundra i Nordasien. Repræsenteret af formen taimyrensis, der yngler i langs kysterne af Nordrusland mellem Taimyr og Yenisei´s udløb to SØ Yamal, samt i Kara-havet. Forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer i Ø Asien mellem S Japan, Sydkorea og i Kina mellem Hebei og Hong Kong, incl. Taiwan, fujian og Hainan. I Hong Kong den almindeligste store måge om vinteren, med op til 750 pr. lokalitet (dog inklusive en stor andel lysere fugle, formentligt hybrider Sibirisk Måge x Vega Gull). Overvintrer desuden fåtalligt mod syd til mellemste Thailand, og formentligt i Nepal. Nogle af de vestligste populationer overvintrer formentligt i Indiske Ocean mod syd til Ø Afrika, hvor store, lyse fugle svarende til denne form er regelmæssige. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst mod SØ til Singapore. Fugle med karakterer som heuglini er muligvis meget sjælden gæst i Østasien, f.eks. enkelte bestemt i Sydkorea (Moores 2003), men visse karakterer antyder mørke taimyrensis, f.eks. mindre størrelse end taimyrensis, der med hensyn til mål generelt er den største (Kennerley et al. 1995, Moores 2003, Malling Olsen & Larsson 2004). De trækkende fugle 12.5 2008 trak i to flokke ret tæt på hinanden - ala traneflokke - og i stor højde, hvilket antyder at trækket går for sig i lange etaber. Flokke bestod overvejende af adulte fugle, der havde tydelig kontrast mellem mørkegrå overside og sort hånd. De lignede lyse udgaver af Kattegat-sildemåger L. fuscus intermedius, eller de såkaldte ”Dutch intergrades” (Malling Olsen & Larsson 2004). De virkede en del lysere end Sibiriske Måger fra f.eks. Arabien, Nordvestindien og den vestlige del af Indiske Ocean (heuglini), og passede på formen taimyrensis, der ofte regnes som en hybrid-sværm mellem heuglini og Vega Gull. Sibirisk Måge ligner Sildemåge L. fuscus (intermedius/graellsii), og regnes tit som race af denne. Mindre og slankere end Vega Gull med længere, spidsere vinger, slankere næb med svagere gonys-vinkel og kortere ben. Adult har mørkegrå overside i kontrast til sorte vingespids med lille hvid plet på p10 (p9). Øjnene er lyse. Benene er gule. Har i vinterdragt hvidt hoved med mørke nakkestriber, og undertiden fine striber på issen. Østlige populationer (taimyrensis) generelt størst og lysest.

Ungfugle er generelt mere kontrastfuld end Vega Gull med mørkere overside, sortere svingfjer (uden Vega Gulls lysere indre håndsvingfjer), mørkere tertiærer og store dækfjer (kun med smalle og ensartet lyse rande) og mørkere undervinge. Ofte i ret frisk juvenil dragt (mørke ryg- og skulderfjer med smalle lyse rande) indtil nov.-dec., hvor Vega Gull normalt har skiftet dele af ryg og skulderfjer, der da er grå med mørke tværbånd, i noge kontrast til dækfjerene. Næb mørkt til alder af 1 år. Hoved og underside generelt svagere tegnet; bryst til bug ofte hvidlige, især ved slid om foråret. Bredt sort halebånd er i god kontrast til hvid, kun svagt plettet overgump. Vestlige populationer (formen heuglini; yngler i Nordrusland vest for taimyrensis) er generelt mindre og mørkere, og ligner meget Sildemåge greallsi/intermedius. Taimyrensis regnes undertiden som hybridsværm mellem heuglini og Vega Gull; fugle med dragtkarakterer fra begge arter er hyppige i Østasien (Moores 2003). På baggrund af DNA regnes arten officlelt som race af Sildemåge. Der er dog ret store forskelle med hensyn til ynglebiologi, træk og visse dragtkarakterer mellem de vestlige og østlige former (heriblandt Sibirisk Måge og Baltisk Sildemåge L. fuscus fuscus), hvorfor det må formodes, at Sibirisk Måge i fremtiden atter bliver opdelt i egen art. Note: Slaty-backed Gull Larus schistisagus. Fåtallig træk- og vintergæst (med.okt.-med. april) i antal under 10 pr. vinter. Yngler i Ø Asien langs Stillehavets kyster mellem Ø Rusland, NØ Kina, Sakhalin og N Japan. Totalbestand 100.000 par, heraf mindst 47.000 par Kamtjatka. Overvintrer i yngleområdet og sydpå til Japan (især Hokkaido, hvor arten er den almindeligste måge om vinteren med flokke på max. 15.000), Korea og Ø Kina til Bohai-bugten, sjældent sydpå til Taiwan og Hong Kong. Strejfgæst til C Thailand, samt til Nordamerika, især mod nordvest, men med fund vest- og sydpå til New Foundland, Quebec, Texas og Hawaii (Malling Olsen & Larsson 2004); i WP 1 fund Klaipeda, Lithauen med.-ult.nov 2008 samt Estland april 2009; formentligt samme fugl. Hybrid Sølvmåge X Svartbag (Larus argentatus x marinus) kan muligvis ikke udelukkes. En stor, kraftig måge – på størrelse med Sølvmåge eller større. Adult har blygrå overside, hvid ”perlerække” i grænsen til sort vingespids (med hvide pletter; ca. 10% har hvid spids på p10), bred hvid vingebagkant og lyserøde til rosa ben. Har i vinterdragt mørke striber til pletter i hovedet, især omkring de lyse øjne – som mørk øjenstribe, der giver ”skævt øje”, samt i nakken. Hovedet generelt mindre tegnet end hos Vega Gull, kun <1% har massiv mørk pletning til forbrystet. Ungfugle ligner ”udvandede” Vega Gull, men er generelt mere gråtonede med bredere lyst felt inderst i hånden, bredere bruntonet halebånd, der kan dække det meste af halen, smalle mørke tværbånd på den hvide overgump samt hvidlig bagbug. Benene er som hos adulte ofte kraftigt rosa. Immatur generelt lysere og svagere tegnet end Vega Gull med mørkere grå ”sadel” (Malling Olsen & Larsson 2004). - Stor Sorthovedet Måge Ichthyaetus ichthyaetus (Pallas´s Gull). Sjælden trækgæst (ult.aug-pri. nov) ved kysten, tilfældig gæst om foråret. Første fund 7.10 1986 Yang He, siden årligt om efteråret i meget små antal, flest i 1990, hvor 8 eks. Beidaihe 29.8-1.10, og i 2005, hvor 5 eks. 9-29.10 Beidaihe/Dapuhe. Majoriteten er ungfugle, blot én adult: 21.9 1994 Sandflats, Beidaihe (Dierschke & Heintzenberg 1994). Om foråret blot ét fund: 14-15.5 2005 Beidaihe. Ved Beijing ét fund: 19.10 2007 1K Miyun Reservoir (China Ornithological Society 2006, 2008). Yngler pletvis mellem Sortehavet og Mongoliet/nordlige C Kina. De østlige bestande forlader ynglepladserne aug.-sept. Om efteråret er antal op til over 2000 i Xinjiang og 1000 Koko Nor ult.juli-pri. nov. Overvintrer langs kysterne af det Indiske Subkontinent, hvor antal på op til 250 er set Goa og Bangladesh, samt mere fåtalligt østover til Nepal, Tibet, Hong Kong (sjælden; flest i marts; max. 8 pr.vinter) og N/C Thailand. Bestande fra Qinghai, Kina trækker via NØ Indien til overvintringspladser i Bangladesh (Muzzafar et al. 2008). Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst østpå til Japan, hvor årlig i sydvest, til indre SØ Kina og sydpå til Malayiske Halvø. Længere mod vest ret almindelig vintergæst langs østlige Middelhavskysten (flest i Israel; max. pr. vinter 2200, hvoraf de fleste Ma´agan Micha´el nord for Haifa), Tyrkiet (nogle hundrede) og Mellemøsten, således årligt op til 1000 UAE, færre sydpå til NØ og Ø Afrika. Den eneste regelmæssige vinterkvarter i Europa er Lentini på Sicilien, hvor 4-5 årligt overvintrer. Strejfgæst til N og V Europa, mere regelmæssig i C Europa, således årlig i Ungarn, Polen (max.9 årligt) og Tyskland (1-8 årligt). I Norden 3 fund Danmark, 3 fund Norge og 1 Sverige. Desuden 1-5 fund i de fleste vesteuropæiske lande mod vest til Storbritannien (1) og mod syd til Frankrig, samt i Marokko. (Malling Olsen & Larsson 2004, Ullman 2008). Større end andre lignede arter med fladere pande, kraftigere næb og længere, tyndere ben. Adult har smalle sorte tegninger i vingespidser imod hvidt; i modlys fremstår sorte tegninger tydeligt, og mod lys hummel forsvinder hvid vingespids. Den hvidlige hånd imod lysegrå ryg giver mindelser til enorm Ride. Fløjlssort hætte og hvide øjenlåg gør sommerdragten umiskendelig. Ungfugle ligner Vega Gull, men har sort maske omkring øjnene, brede, hvide øjenlåg, kraftigere næb og renhvide undervinger, bug og gump/halerod. Har skarpt afskåret sort endebånd på halen. Overvingen mere kontrastrig og renere tegnet, ala Stormmåge. 118. Gråmåge Larus hyperboreus pallidissimus Glaucous Gull 1997: 13.5 1 ad. trk. Happy Island. Sjælden vintergæst ((pri.okt)nov.- april (maj)). Tidligste fund om efteråret er 5-7.10 2005 Beidaihe, men ses normalt ikke før nov. Om vinteren enkelte ved Beidaihe, især i marts, f.eks. 2 med. marts 2006, 5 eks. 14.3-22.4 1994 Sandflats

og 3 2nd cal. Year jan-feb. 2006. Kun få i maj, udover den nævnte obs. Set 1.5 2004 Beidaihe (Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2005-07). Formen pallidissimus yngler langs arktiske kyster i N Asien melem Ø Sibirien og Berigsstrædet. Overvintrer langs Stillehavets kyster sydpå til Japan (f.eks. tusinder på Hokkaido) og Sydkorea, sjældnere i N Kina. Strejfgæst til Ø Kina og Hong Kong. Pallidissimus er den største og lyseste form af Gråmåge, med det kraftigste næb. Adult har svagere afsat hvid bagkant på vingen (incl. håndsvingfjerene) end andre bestande. Ungfuglene generelt lysere med svagere mørk tegning på oversiden, og ofte kraftigere rosatonet næbbasis end andre former (Malling Olsen & Larsson 2004). Den mindre form barrovianus (Alaska, V Canada) angives også som vintergæst fra Ø Kina (Brazil 2009). Mindre end andre former, med rundere hoved og længere hånd. De mindste eksemplarer kan forveksles med Hvidvinget Måge L. glaucoides, men har kraftigere næb med mere udpræget ”hugtand” på undernæbbet, mindre øjne og knapt så lang hånd. 119. Black-tailed Gull Larus crassirostris 1997: Ved Beidaihe 30.4 2 ad. + 2 imm. trk. Lighthouse Point – 4.5 8 trk. Lighthouse Point (1 ad. + 1 3k + 6 2k) – 5.5 2 ad.+13 2K trk. Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 2 imm., 15.5 1 2k mudflats, 16.5 6 2K og 7.5 4 2K. 2008: 3.5 4 2K og 5.5 8 2K Yang He Estuary – 6.5 3 Lighthouse Point – 6.5 1 3K + 8 2K Sandflats – 7.5 5 Lighthpuse Point. Ret almindelig træk- og vintergæst (ult. juli/ult. nov./pri. april-ult. maj), evt. ynglefugl. Om foråret dagsmax. 240 eks. 25.5 1994 Happy Island, 114 eks. 23.5 2007 (kun 1 ad.) Sandflats, Beidaihe og 100 eks. 20.5 2005 Beidaihe. Småflokke ses ved Tianjin og Yang He. Om efteråret hyppig fra ult.juli. De største koncentrationer ses i Tianjin, hvor største antal er 1572 eks.26.7 2006 mellem Tanggu og Hangu, 1000 eks. 29.7 2005 mellem Tanggu og Haibin Yuchang, 1500 eks. 5.9 2004 og 900 eks. 7.10 2004 Tanggu. Mindre antal ses på Happy Island, hvor dagsmax. er 420 eks. 4.8 1994, 340 eks. 26.8 1994 og 250 eks. 8.9 1994. Ved Beidaihe er dagsmax. 450 eks. 28.9 2005 (incl. kysten mod syd til Laomingou), 250 eks. 29.9 2005, 200 eks. 30-31.10 2007 og 150 eks. 30.9 2005. I indlandet kun i spredte smågrupper, flest 10 eks. 5.10 2005 Shahe reservoir, Beijing (Dierschke & Heintzenberg 1994, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler langs kyster mellem Kurilerne, Sakhalin, Japan, nordlige Korea og Ø Kina (incl. Hebei, og sydpå til Shandong og Fujian), heraf 100.000 par Rusland (96% Peter the Great Bay, hvoraf 80.000 Furugelma Islands), og 150.000 par Japan. Overvintrer mellem Japan og Hong Kong, flest mellem S Japan og Sydkorea, i Ø Kina lokalt i antal på op til 1000 pr. lokalitet i Fujian, Shangong og Zhejiang, desuden fåtalligt nordpå til C Kina og sydpå til N Thailand. På forårstrækket er max. 6000 eks. 29.5 2004 Dalian, Liaoning. Samlet bestand <350.000 par. Strejfgæst til Kamtjatka og Aleuterne, og i SØ Asien mod sydøst til Philippinerne, Bougainvilla og Australien. Desuden strejfgæst til Nordamerika, hvor 20+ fund, flest langs vestkysten, men enkelte mod øst til New England (del Hoyo et al. 1996, Malling Olsen & Larsson 2004) En ret slank og elegant, spidsvinget måge, af form som lille, slank Sibirisk Måge. Adult har mørkegrå overside og sort vingespids (overvinge mørkere end Sibirisk Måge, uder hvide spidser på håndsvingfjerene, meget sjældent med lille hvid plet på yderste håndsvingfjer) samt sort halebånd. Næbbet er gult med sort ring omkring spidsen og rød spids. Øjnene er lysegule og benene gule. I vinterdragt er hovedet – især nakken - mørkstribet. 1-års fugle er gråbrune med hvidt ansigt, gråbrun bagisse/nakke og brystsider, lysere ryg mod mørkere vinger, mørktegnede undervinger og sort hale imod bred hvid overgump. Bugen er hvid.Næbbet er lyserødt med sort spids. Flugten er lettere end hos Vega Gull og Sibirisk Måge, og virker i hårdt vejr adræt, ala Audouinsmåge L. audouini (Malling Olsen & Larsson 2004, egne obs. Japan, Kina og New England). 120. Stormmåge Larus canus heinei Common Gull 1997: Ved Beidaihe 5.5 2 2K trk. Lighthouse Point – 6.5 2 2K trk. Lighthouse Point. 2008:Ved Beidaihe 6.5 1 ad. Lighthouse Point – 6.5 1 2K Sandflats. Ret almindelig træk- og vintergæst (med. sept-med. maj), incl. Kamtschatka Gull (se nedenfor). Om foråret ret almindelig i marts-pri. april, flest i marts, hvor dagsmax. er 710 eks. 17.3 2006 Beidaihe, 437 eks. 14.3 2004 Tanggu. 345 eks. 26.3 1994 2006 Sandflats, Beidaihe og 300 eks. 18.3 2006 Tanggu Coast. Om efteråret fåtallig til med. okt, derefter hurtigt stigende antal for kulmination pri.-med. nov., dagsmax. ved Beidaihe 760 eks. 17.11 1988 og 385 eks. 8.11 1987 Beidaihe. Om vinteren er største antal 950 eks. 18-19.2 2006 Dagang, 600, samt op til nogle hundrede ved Beidaihe (Williams 2000, China Ornithological Society 2005). Yngler gennem nordlige dele af Palearktis. I området repræsenteret af formen heinei, der yngler mellem Rusland vestpå til omkring Moskva og østpå til Lena. De østlige bestande populationer overvintrer mellem N Kina og Taiwan, sjældent i N Burma og Hong Kong. Strejfgæst til Nepal, N Indien, Bhutan, C Thailand og Vietnam. Ligner Stormmåge canus, men generelt større med længere vinger. Adult næsten identisk med canus, men generelt mørkere grå med kraftigere mørke hoved- bryst- og flankepletter. 1-års fugle ligner canus, men generelt mere

kontrastrig med mørkere grå ”sadel”, mørkere små/mellemste dækfjer, lysere store dækfjer (ofte med let ”bølget” mønster) og generelt hvidere undervinge (Malling Olsen & Larsson 2004). 121. Kamtschatka Gull Larus (canus) kamtschatschensis 1997: Ved Beidaihe 30.4 45 trk. Lighthouse Point – 4.5 8 ad. + 1 2K trk. Lighthouse Point – 6.5 6 2K trk. Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 1 2K. Fåtallig træk- og vintergæst (med. okt.-nov./marts-med. maj). Synes om efteråret at optræde lidt senere i forhold til Stormmåge. Yngler i Ø Asien mellem NØ Sibirien, Okhotsh og Kamtjatka, i den vestlige del af udbredelsesområdet i glidende overgange til Stormmåge. Overvintrer mellem Sakhalin, Ussurien, Japan, Korea og N/Ø Kina, incl Hebei., og sydpå til Hong Kong; strejfgæst til Tibet og Alaska (Malling Olsen & Larsson 2004). Større og kraftigere end Stormmåge med længere næb; kan i formen minde om en lille, slank Black-tailed Gull. Adult har generelt mørkere grå overside end Stormmåge med tydeligere hvide partier mellem grå overside og sort vingespids; har som Stormmåge store hvide pletter på de 2 yderste håndsvingfjer, men hyppigere hvid plet på 3-yderste håndsvingfjer. Har i vinterdragt ofte mere grovmønstret og udvandede hovedtegninger end Stormmåge,men varmere gult næb med svagere mørk tegning nær næbspidsen. Adult har lyse øjne. Ungfugle mørkere og kraftigere tegnet end Stormmåge med mere ”ulden” gråbrun underside (ala ung Amerikansk Sølvmåge L. smithsonianus), tættere mørkmønstret undervinge og bredere mørkt endebånd på halen (Malling Olsen & Larsson 2004, Alfey & Ahmad 2007). Såvel Kamtchattka Gull og Stormmåge heinei har om foråret tit stærkt afblegede overvingedækfjer imod mørkegrå ”sadel”. Overgangsformer mellem Kamtschatka Gull og Stormmåge er kendt. Note: Ride Rissa tridactyla pollicaris Meget sjælden træk- og vintergæst (nov-april). I nyere tid 8.11 1989 immature Lighthouse Point, Beidaihe – 29.4 1994 Yang He - 31.10 1990 1K Sandflats, Beidaihe – 8-9.1 2005 Tanggu, Tianjin (Thalund et al. 1994,Williams 2000, China Ornithological Society 2006). Yngler holarktisk i nordlige farvande. I Stillehavet repræsenteret af formen pollicaris, der yngler i nordlige dele af Stillehavet81.6 mill par Kamtjatka, 1.250.000 Alaska, men i 1990´erne 650.000 efter supertankeren Exxons forlis. Overvintrer i nordlige dele af Stillehavet mod syd til Japan og Sydkorea, hvor almindelig okt.-nov, flest 5900 3.11 2004 udfor Incheon nær Seoul, men mere regelmæssig langs vestkysten (Moores 2007). Desuden almindelig vintergæst langs den nordamerikanske vestkyst mod syd til Californien. Strejfgæst mod syd til Taiwan, C og Ø Kina, Hong Kong og C Thailand, desuden til Hawaii, Mexikanske Havbugt og Peru (Malling Olsen & Larsson 2004). Ligner formen tridactyla (Atlanterhavet), men større og kraftigere. Adulte har bredere sort vingespids og lidt mørkere grå overside. Har i vinter- og ungfugledragt bredere sort nakkebånd and tridactyla. 122. Hvidvinget Terne Chlidonias leucopterus White-winged Black Tern 1997: Ved Beidaihe 5.5 3 ad. trk. Lighthouse Point. 11.5 80 ad. Beidaihe-Beigan. På Happy Island 12.5 1 ad., 14.5 19 ad. trk., 15.5 667 ad. + 1 2K trk., 16.5 114 ad. + 1 2K trk. og 17.5 7 ad. trk. 18.5 60 ad. Beigan-Tang Shan. 2008: På Happy Island 12.5 3 ad. trk. – 14.5 3 ad. trk. 16.5 1 Laoting. Almindelig trækgæst (med.maj/pri. juni – ult. juni-pri.okt.). Optræder i vekslende antal, flest i forbindelse med frontpassager. De største antal ses ved Magic Marsh, Laoting, således 3000 eks. 15.5 2005, 2000 eks. 17.5 2005 og max. 1700 eks. 12-13.5 2004. Andre store antal er 668 trk. 15.5 1997 Happy Island, 600 eks. 17.5 2005 Yang He og 500 eks. 14-15.5 2005 Beidaihe. . Om efteråret almindelig, især ult.juli-med. sept., fåtallig i okt. Ved Beidaihe er dagsmax 920 trk. 18.8 1987 og 900 trk. 30.8 1986 (Williams 1992); undertiden meget store antal i juli, f.eks. 1000 eks. 10.7 1944 Sandflats, Beidaihe, 11.7 1944 ”hundredevis, måske tusinder” i flere flokke på op til 200 Beidaihe og 825 eks. 27.7 2006 Tianjin (Hemmingsen 1951, Hemmingsen & Guildal 1968, China Ornithological Society 2007).Gennemtrækket er størst i september. På Happy Island er dagsmax. 2000 eks. 6.9 1994; i ult.sept. 630 eks. 22.9 2001 og 575 eks. 23.9 2001 mange kan ses på aftentræk mod øst. I Tianjin er dagsmax. 1500 eks. 19.9 2004 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2005). Yngler mellem Østeuropa og NV Mongoliet/NØ Kina. De østlige bestande forlader ynglepladserne i aug, og trækker gennem SØ Asien aug.-nov. På den Malayiske Halvø starter trækket ult. aug., og kulminerer sept.-pri. nov. I Hong Kong flest sept.-okt. Sjælden og uregelmæssig i Japan maj-juni og med.aug-med.okt. Overvintrer mellem SØ Asien og Australien, hvor mex. 15.000 Port Hedland, West Australia marts-april 1982, desuden flokke på nogle tusinde regelmæssigt, især i landets nordlige del. Sjælden vintergæst New Zealand. Overvintrer desuden fåtalligt mellem Malayiske Halvø og Bengalske havbugt, samt i S Indien og Sri Lanka; sjældent langs Indiens vestkyst. Forårstrækket indledes i marts. På den Malayiske Halvø kulminerer trækket ult-marts-med. april, bl.a. op til 2200 Selangor i april, undertiden større antal til med. maj. I Hong Kong flest ult.april-med.maj, hvor op til 1000. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri. juni. Sjælden trækgæst til Korea og Japan (Leven & Carey 1993, Higgins & Davies 1996,Wells 1999, Brazil 2009).

Alle iagttagne adulte i maj 1997 og 2008 har været i fuld sommerdragt, der er kontrastrig med fløjlssort hoved, krop, ryg og undervingedækfjer, hvidlig vingeforkant og lysegrå vinger. Overgumpen er hvid imod lysegrå, hvidkantet hale. Fælder til vinterdragt fra pri. juli, først ansigtet. Ult.aug. overvejende i vinterdragt, men ofte er undervingedækfjerene endnu sorte. Anlægger sommerdragt i marts-april. I vinterdragt meget lys med hvidt hoved, mørk øreplet og isse samt smal mørk ”hestehale” i nakken. 2K forår ligner vinterdragt, men svingfjerene er relativt mere slidte. Ungfugle har sortbrun ryg, men ligner i øvrigt adult vinterdragt. 123. Hvidskægget Terne Chlidonias hybridas Whiskered Tern 1997: Ved Beidaihe 29.4 4 ad. Reservoiret – 5.5 64 ad. trk. Lighthouse Point -5.5 4 ad. Reservoiret. 11.5 25 ad. Beidaihe-Beigan og 30 ad. Beign-Happy Island. På Happy Island 12.5 18 trk., 14.5 14 ad. trk., 15.4 130 ad. trk., 16.5 90 ad. trk. og 17.5 46 ad. trk. – 18.5 12 ad. trk. Happy Island-Beigan – 18.5 1 ad. Beigan-Tang Shan. 2008: 7.5 12 ad. Magic Marsh, Laoting – 12.5 10 trk. Happy Island – 16.5 6 Laoting. Almindelig trækgæst (med.april-pri.juni og med. juli-med. okt). Om foråret flest med maj; dagsmax. 6500 eks. 4.5 2004 Tanggu, 500 eks. 30.8 1916 Beidaihe, 170 eks. 18.5 1994 Reservoiret, Beidaihe, 150 eks. 13.5 2005 Laoting og 135 trk. 16.5 2003 Happy Island. Om efteråret flest ult.juli-pri. sept., dagsmax. 500 eks. 30.8 1916 Beidaihe, 280 eks. 27.7 2006 Beidagang, 150 eks. 1.9 1999 Beidaihe, 125 eks. 19.9 2004 Tanggu og 120 eks. 3.9 1994 Happy Island (Wilder & Hubbard 1936, Dierschke & Heintzenberg 1994, Potzoll 1999, China Ornithological Society 2004). Yngler gennem Palearktis, samt i sydlige Afrika og Australien. Repræsenteret af formen hybrida, der yngler i det meste af udbredelsesområdet; visse kilder sepererer bestande fra Transbaikal, Ø Kina og Taiwan i egen form: swinhoei (del Hoyo et al. 1996). De østasiatiske fugle yngler i Ussurien og NØ Kina. Forlader ynglepladserne i aug. og optræder på trækket i flokke på max. 1000 i Ø Kina aug.-nov. Trækker siden mod syd og sydvest til vinterkvarterer mellem Cambodia og S/Ø Indien, hvor lokalt talrig, således flokke på max. 10.000 ult. nov Siem Reap i Cambodia ,10.000 Kole, Kerala, og max. 2500 flere lokaliteter i Karnataka. På Sri Lanka flokke på max. 800. Dele af den sydasiatiske vinterbestand stammer formentligt fra Centralasien.Overvintrer desuden i SØ Asien mod sydøst til Philippinerne, evt. New Guinea. Forårstrækket indledes ult. febr., og kulminerer i SØ Kina i marts, f.eks. flokke på til 1000 i Hainan i månedens begyndelse. Sjælden trækgæst i Korea og Japan maj-pri.juni og med.aug.-okt, og sjælden vintergæst i Taiwan. Ankommer til ynglepladserne i maj. Overvintrende fugle fra New Guinea og New Zealand stammer fra den australske ynglebestand (formen albostriata). Ankommer til ynglepladserne i maj. Ligner en lille blanding mellem Fjordterne og de øvrige Chlidonias- terner. Kort og kompakt med kort, lige afskåret og grå hale. Har i sommerdragt sort hætte og mørkegrå underside; ofte sortest på bugen. Oversiden er ret ensartet sølvgrå, incl. overgump og overhale. Har i vinterdragt mørk halvmaske mellem øjet og bagom i nakken. Ungfugle ligner adult i vinterdragt, men har brun, gulspættet ryg, der allerede i juli-aug. fældes til vinterdragt. Note: Sortterne Chlidonias niger (Black Tern). Tilfældig gæst: 4.10 1989 Beidaihe (Williams 2000). Yngler gennem Europa og Asien, sjældent i Kina med lille bestand mellem Irkutsk og Nei Mongol. Forlader ynglepladserne i juli, og trækker mod sydvest; ses juli-sept. Således i små antal i Xinjiang. Overvintrer hovedsageligt i V Afrika, en mindre del ved Kaspiske Hav. Strejfgæst til Korea, Japan (flest juli-okt.), Ø Kina, Taiwan, Singapore, Indien og Australien. 124. Sandterne Gelochelidon nilotica affinis Gull-billed Tern 1997: Ved Beidaihe 4.5 1 ad. trk. Lighthouse Point – 4.5 4 ad. Sandflats – 5.5 2 ad. trk. Lighthouse Point. 11.5 3 ad. Beigan-Happy Island. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 25., dog 15.5 55 Mudflats. 2008: Ved Beidaihe 4.5 1 og 6.5 12 Sandflats – 7.5 10 Magic Marsh, Laoting – 7.5 2 Beigan – 7.5 2 Beigan-Happy Island. På Happy Island 7-16.5 dagligt max.30, dog 13.5 55 Mudflats. Almindelig trækgæst (pri.april-pri.maj og med.juni-pri.okt.), formentligt ynglefugl ved Happy Island. Ses især på Happy Island, flest pri.-med. maj; dagsmax. 525 eks. 10.5 2005, 300 eks. 9.5 2007 og 251 eks. 12.5 2005. Desuden 194 eks. 30.4 2007 Jingqu, Tianjin (China Ornithological Society 2006-2008, Frich et al. 2007). Om efteråret flest med.aug.-pri.sept., dagsmax. på Happy Island 220 eks. 12.8 1994 og 70 eks. 8.9 1994, senere 30 eks. 21.9 2000, 40 eks.28.9 2007 Happy Island og 70 eks. 7.10 2006 Tanggu. Ved Tianjin og Beidaihe færre, største antal er 58 eks. 5.8 2007 Caihong Qiau, 50 eks. 15.9 2007 Hangu, 36 eks. 26.7 2005 Tanggu og 15 eks. 20.8 1987 Beidaihe. Ved Beijing er største antal 33 eks. 2.5 2007 Shahe Reservoir (China Ornithological Society 2008). Yngler i store dele af Europa, Nord-og Sydamerika og Asien. Fuglene fra området stammer fra en geografisk isoleret bestand i Nei Mongol, NØ Kina. Overvintrer i tropiske områder, i Asien mellem Persiske havbugt, gennem Ø Asien til SØ Asien og østpå til Australien. I Hong Kong størst gennemtræk sept. og pri.april-med.maj, hvor op til nogle hundrede; dagsmax. 279 eks. 12.5 1992 (Leven & Carey 1993). Strejfgæst til Korea, Japan og New Zealand. Europæiske fugle overvintrer i W Afrika. Repræsenteret af formen affinis, der er lidt mindre kortere, højere næb og lysere overside end nilotica (Europa og østpå til Indien); ulig hos denne er overhalen undertiden hvid. Forskellene er dog små, hvorfor de to former formentligt bør

regnes som én og samme form. Formen anerkendes ikke af del hoyo et al (1996), der til gengæld omtaler bestande fra Transbaikal, Manchuriet og mellem Fuzhou og Hainan som egen form: addenda. Fuglens gækkende kald: ge-wick - hørtes ofte som et påfaldende kraftigt indslag, når fuglene fløj over os. At fuglen skulle væreret tavs (Malling Olsen & Larsson 1994) kunne altså ikke bekræftes her! Note:Chinese Crested Tern Thalasseus bernsteini Tilfældig gæst: 3 eks. 10.6 1978 Beidaihe – 5.9 2008 Bohai Wan ved Tanggu, Tianjin (Williams 2000, Berg & Haas 2008). Meget sjælden ynglefugl på Taiwan og i Fujian. Totalbestanden overstiger næppe 50 eks. Ved Matsu, Taiwan udfor kysten af Fuijan genopdaget 2000 (efter sidste fund fra 1937, hvor 21 eks. indsamlet Tsingtao og Shandong); siden mindre bestand, i 2008 således 20 ad. + 3 1K. Kolonien er truet af ægindsamling og fiskeri (Chieh-teh et a. 2000, Liang et al. 2000, Keija et al. 2004, Candido 2006). Desuden ynglende udfor kysten af Zhejiang i 2004, bl.a.10 eks. 29.7 2004 Jiushan Liedao, Xiangshan. I Fujian regelmæssige observationer Minjiang River Mouth, Fujian 4.6-22.7 2005 og Shanyutan 11.5-17.8,max. 8 eks. 14.6. I alt 9 eks. (heraf tre par) set 21.5 2009 ved Fuzhuo, Fujian (ca. 30 minutters kørsel fra Fuzhuo´s lufthavn). Nyere strejffund er desuden gjort Xiamen, Shanghai og Chongming, SØ Kina (del Hoyo et al. 1996, Keija et al. 2004, China Ornithological Society 2005-2008, Woodward 2006, Berg & Haas 2009, Collar & Sykes 2009). Vinterkvarteret er dårligt kendt. Vinterfund er gjort Halmahera, Wallacea, Bali, Philippinerne og Thailand (2 nedlagt 23.11 1923; skind på Zoologisk Museum, København; yderligere 3 skind fra 22.11 1923 fra Nakhon Si Thammarat, Thailand på British Museum, Tring (Wells 1999) er formentligt fra samme serie nedlagte fugle. Desuden 10 ex. Juli 1980 Libong, S Thailand (del Hoyo et al. 1996). En ret stor ”toppet” terne, der er lidt større end Splitterne T. sandvicensis. Ligner Splitterne, men det bredere næb er varmt gult med sort spids (undertiden som ring omkring spidsen), oversiden lysere grå og halekløften dybere (skind Zoologisk museum, København). De yderste håndsvingfjer er om foråret næsten sorte. Om foråret ligner fuglen en Dværgterne i giga-format! Får i yngletiden hvid pande, og har i vinterdragt bred, sort maske, der dækker øjnene. Har bred hvid øjenring. Juvenile er svagere tegnet end Splitterne med ret ensartet lys overvinge, grålig vingebagkant og store dækfjer og smalle mørke tegninger på ryg- og skulderfjer. Næbbet ligner adultes (Candido 2006, Brazil 2009). 125. Rovterne Hydroprogne caspia Caspian Tern 1997: Ved Beidaihe 4.5 3 ad. trk. Lighthouse Point – 4.5 2 ad. Sandflats – 5.5 2 ad. trk. Lighthouse Point. 2008: Ved Beidaihe 6.5 3 Lighthouse Point - 6.5 2 Sandflats. Fåtallig trækgæst (pri. april-med. maj og ult. juli-pri.nov.), evt. lokal ynglefugl. Nævnt ynglende i 1920´erne Hsieh Chia Ying Marshes 15 miles SV for Beidaihe (Wilder 1925). Ses om foråret kun i små antal, største antal 28 eks. 14-15.4 2007 Hangu. Hyppigere om efteråret, flest med.sept.-med. okt.; dagsmax. 229 eks.8.10 2006 Tanggu, 201 eks. 2.10 2007 Haibin yuchang, 135 eks. 24.9 2004 Tanggu, 60 eks. 12.9 1994 Happy Island, 46 eks. 9.10 1986 Yang He, 44 eks. mellem Tanggu og Haibinyuchang 29.7 2005 og 36 eks.16.10 2003 Happy Island. Ved Beidaihe regelmæssigt max. 15 og ved Laoting regelmæssigt ca. 30 sept.-okt. Ved Beiing små antal i træktiderne (Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2008). Yngler over store dele af kloden. Den ”aktuelle bestand” yngler i NW Mongoliet og Ø Kina, og overvintrer formentligt i S Kina og sydpå til C Thailand. I januar op til 109 i Fujuan. På forårstrækket op til 150 Hong Kong pri.-med. april. Sjælden gæst i Japan. 126. Fjordterne Sterna hirundo longipennis Common Tern 1997: Ved Beidaihe 4.5 28 trk. Lighthouse Point og 5.5 1 ad. trk. Lighthouse Point. På Happy Island 12.5 21 ad. trk., 14.5 4 trk., 15.5 70 (heraf 65 ad. Mudflats), 16.5 11 ad., 17.5 3 ad. Mudflats og 18.5 2 ad. 18.5 5 ad. Beigan. 2008: 29.4 3 Kangxi Grasslands – 6.5 1 Sandflats, Beidaihe – 7.5 15 Magic Marsh, Laoting – 7.5 2 Beigan - 7.5 1 Beigan-Happy Island. På Happy Island 12.5 3 – 14.5 10 – 15.5 4. 16.5 2 Laoting. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult.april-ult.maj/ult.juli-pri.nov.). Yngler ved søer, kyster og sumpe. Om foråret flest pri. maj. Dagsmax. 550 eks. 4.5 2004 Tanggu og 200 eks. 18.5 1997 Lighthouse Point, Beidaihe. Om efteråret kulminerer trækket ult.juli-med.sept. Ved Beidaihe dagsmax. 450 eks. 8-9.9 1987 og 208 eks. 3.9 1990; undertiden senere top, f.eks. 180 eks. 2.10 1990. Ved Tianjin er største antal 258 eks. 29.7 2005 Tanggu og 200 eks. 8-9.9 2007 Beitang. På Happy Island er dagsmax. 160 eks. 8.10 2000 og 80 eks. 12.8 1994. Få efter 15.10. Optræder ved Beijing i småflokke, således 30 eks. 29.4 2005 og 24 eks. 29.4 2006 Shahe Reservoir. Yngler gennem Holarktis. I området repræsenteret af formen longipennis, der yngler i Ø Asien syd for polarcirklen fra Baikal og østpå ( incl. C Heilongjiang, Nei Mongol og Shaanxi, Kina), mod syd til Koryakien, muligvis i vestligste Alaska. Forlader ynglepladserne juli-aug., og trækker gennem Ø Asien, således talrig Korea og almindelig Japan med.juli.-sept. I Shandong max. 1050 Yellow River Delta med-ult. juli. I Hong Kong kulminerer trækket ult.aug.-ult.sept.; enkelte ses til nov. Overvintrer mellem Sri Lanka, den Malayiske Halvø og New Guinea, bl.a. talrigt på den Malayiske Halvø, hvor flokke op til 1000 er set om vinteren. Færre når Australien, hvor der dog lejlighedsvist er

rapporteret store antal, således 2250 ult.okt. 1976 Woolongong, New South Wales, og op til 1000 NV Australien ult. april før returtræk. Sjælden vintergæst i New Zealand. Returtrækket passerer Ø Asien april-maj, ved Osaka, Japan således flest ult-april-med.maj. Træk frem til juni er bemærket i store dele af Ø Asien, hvilket antyder, at mange ankommer meget sent til ynglepladserne, mellem maj og med. juni (Chalmers 1986, Higgins & Davies 1996,Wells 1999). Strejfgæst til Pakistan og Nepal. Longipennis har i adult sommerdragt sort næb og større udbredelse af gråt på undersiden end hirundo (Malling Olsen & Larsson 1994). Gråt kan nå forbrystet, hvorved den hvide kind fremstår som en hvid skægstribe, ala Hvidskægget Terne i sommerdragt. Desuden er armsvingfjerene generelt mørkere i frisk dragt, hvorved de kontrasterer tydeligere mod den hvide arm end hos hirundo om foråret, især undertil; forskellene fra sensommeren er dog mindre udprægede, da hirundo slider armsvingfjerene noget mørkere. Overgumpen og overhalen er hvid. Benene er sorte, hos nogle varmt rødbrune. Tibetana (yngler mellem Himalaya, N og Østkina, overvintrer mellem Ø Indien og Malaysia, enkelte mod vest til Natal) har kortere næb med rød næbbasis. Indsamlet i området i 1940´erne. 127. Dværgterne Sternula albifrons sinensis Little Tern 1997: 5.5 1 ad. trk. Lighthouse Point, Beidaihe - 11.5 19 Beidaihe-Beigan. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 170. 18.5 10 Happy Island-Beigan – 18.5 10 Beigan – 18.5 10 Beigan-Tang Shan. – 18.5 1 Tang Shan-Beijing. 2008: 6.5 3 Sandflats, Beidaihe - 7.5 5 Magic Marsh, Laoting – 7.5 2 Beigan – 7-16.5 dagligt max. 70 Happy Island. Almindelig yngletrækfugl (pri. april-okt.) ved sandrevler, inddigninger og saliner. Der ses regelmæssigt op til 200 pr. dag Happy Island og 100 ved Laoting og Tanggu om foråret, flest i maj. Ved Beidaihe flest ult. maj, dagsmax. 25 eks. 23.5 1994 Sandflats, men over 60 nævnt om sommeren (Hemmingsen & Guildal 1968). Optræder sensommer og efterår i betydeligt større antal, med en tidlig top ult.juli-pri. aug., hvor dagxmax.750 eks. Tanggu og 189 eks. 5.8 2007 Caihong Qiao ,men med en større top ult.aug-pri.sept., hvor dagsmax. 1040 eks. 1.9 2006 Tanggu, 270 eks. 7.9 1994 Happy Island, 202 eks. mellem Tanggu og Haibinyuchang 29.7 2005 - 162 eks. 22.8 1986 Beidaihe og 120 eks.18.9 2004 Tanggu. Normalt kun få efter med.sept. (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler over det meste af Europa, Afrika og Asien. I Kina repræsenteret af formen sinensis, der yngler i SØ Rusland, Kina, Korea og Japan samt sydpå til SØ Asien og New Guinea, fåtalligt i N Australien. For nyligt formentligt indvandret til øer i Oceanien, bl.a. Hawaii. Den nordlige del af bestanden er trækfugle, der forlader ynglepladserne aug.-sept. I SØ Kina og Hong Kong kulminerer efterårstrækket med.aug-ult. okt. Trækket passerer Bali sept.-okt. Overvintrer i Ø og SØ Asien, især mellem Malaysia og Philippinerne, fåtalligt sydpå til Australien og sjældent til New Zealand (okt.-marts). Forårstrækket passerer Bali marts-april, Hong Kong med.april-pri.maj og Sydkorea ult. april-med. maj. Sinensis overvintrer desuden muligvis langs Ø Indiens kyster. Strejfgæst til Hokkaido og Sakhalin samt Ghana (! – fugl ringmærket på Java marts 1949 genmeldt Denu, Ghana dec. 1952) (Cramp & Perrins 1985, del Hoyo et al. 1996, Higgins & Davies 1996, Rasmussen & Anderthon 2005, Brazil 2009). Sinensis er større og kraftigere end albifrons (Europa), med hvide skafter på håndsvingfjerene (sorte hos andre former) og længere yderhalefjer. Kaldene er hæsere, et kryik eller kreek, som lys, nasal Splitterne S. sandvicensis (Malling Olsen & Larsson 1994. egne obs. Kina, maj). Nærmere undersøgelser vil formentligt afsløre, at sinensis er egen art. Note: Almindelig Kjove Stercorarius parasiticus (Arctic Skua). Tilfældig gæst: 3.10 1990 Beidaihe – 24.9 2001 Beidaihe - 28.9 2006 Qinghai Hu, Beidaihe (Williams 2000). Yngler cirkumpolært langs arktiske kyster, overvintrer i sydlige verdenshave, den østlige bestand formentligt overvejende udfor New Guinea, Australien og New Zealand. Fålallig trækgæst i Ø Asien, f.eks. i Japan hvor arten er mere fåtallig end Mellemkjove S. pomarinus, der overvintrer længere mod nord, til farvandene udfor Japan og Sydkorea. I SØ Asien strejfgæst til Xinjiang, Hong Kong, Borneo, Bali og N Sulawesi (Malling Olsen & Larsson 1997, China Ornithological Society 2008). - Marbled Murrelet Brachyramphus marmoratus. Tilfældig gæst: 6 ex. 9.4 1985 (Williams 2000). En lille, kompakt alkefugl med brungrå hætte og overside, hvid tøjle samt underside og hvide skulderfelter. Formen perdix yngler langs Stillehavskysten i NØ Asien mod syd til Kurilerne, Sakhalin og nordligste Hokkaido. Forlader ynglepladserne i sept.-okt., og overvintrer i Okhotske Hav mod syd til Nordkorea og nordlige Japan, især ved Hokkaido og Honshu, Japan; enkelte sydpå til Fuijan, Sydkorea og Taiwan. Desuden strejfgæst i Nordamerika, 36 fund t.o.m. 2000 og exceptionelt til Europa: 1 fund Schweiz 15-18. 12 1997 (Knaus & Balzari 1999, Maumary & Knaus 2000). Formentligt hidrører fund fra Hebei af denne form, der nu regnes som egen art: Long-billed Murrelet. Har ret langt næb og komplet mørk hætte incl. tøjle. I nordvestlige Nordamerika (Aleuterne til nordlige Californien) yngler formen marmoratus, der har kortere næb, hvidlig tøjle og antydet hvidt halsbånd, ala Hvidhalset Fluesnapper. 128. Østlig Turteldue Streptopelia orientalis orientalis Rufous Turtle Dove 1997: 28.4 2 Beijing-Beidaihe – ved Beidaihe 28.4-10.5 dagligt max. 3 Jin Tian Hotel, 4 Lighthouse Point, 10 Legation Gully og 8 Reservoiret. Desuden 3.5 2 Radar Station Hill – 4.5 3 trk. Lighthouse Point – 4.5 1 Radar Station Marsh –

5.5 1 trk. Lighthouse Point. – 11.5 5 Beidaihe-Beigan. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 8 rst, desuden 13.5 4 trk., 15.5 3 trk., 16.5 2 trk. og 17.5 4 trk. 18.5 25 Tang Shan-Beijing – 19.5 1 Huilongguan hotel, Beijing. 2008: 27.4 5 Beijing – 29.4 1 Badaling-Huairou – 1.5 5 Xianlongmen –2.5 1 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 2-6.5 dagligt max. 6 Reservoiret - 3-7.5 dagligt max. 4 Jin Shan Hotel – 3.5 5 trk. Jin Shan Fields – 3-6.5 dagligt 1 Lighthouse Point – 3-6.5 dagligt max. 15 Friendship Hotel – 3.5 1 Study Gully – 4.5 3 Lotus Hills – 5.5 1 Yang He Woods – 5.5 4 Legation Gully -6.5 3 Jin Shan Fields. 7.5 3 Beidaihe –Laoting – 7.5 1 Magic wood, Laoting. På Happy Island 8.5 4 – 9.5 2 – 10.5 1 -12.5 6 – 13.5 5 – 14.5 2. Almindelig yngletrækfugl og trækgæst (marts-pri. juni/sept.-nov) samt fåtallig vintergæst. Om foråret flest april, men fortsat dagsmax. på 50 pri. maj Happy Island, bl.a. 35 2.5 2006 og 50 18.5 1998. Om efteråret flest med.sept.-pri.okt. Dagsmax 85 30.9 1986 og 84 10.9 1990 Beidaihe; på Happy Island 94 1.10 2000, 64 10.10 2000 og 60 28.9 2001. Et stort, sent antal er 55 3.11 1989 Beidaihe, hvilket antyder en anden, sen træktop af nordlige, muligvis overvintrende fugle. Yngler i skove og parker. En del af bestanden er formentligt standfugle. I Kina repræsenteret af formen orientalis (yngler i Ø Asien mod vest til S Ural og C Sibirien, sydpå til SØ Himalaya, N Vietnam og C Kina, og mod øst til Korea og Japan. Overvintrer i Ø og SØ Asien mellem C Kina, N Thailand og Indokina nordpå til Korea og Japan (hvor lokalt standfugl) og sydpå til NØ Indien. I Hong Kong almindelig vintergæst, der ankommer fra okt., men i større antal fra pri. nov. Om vinteren i flokke på op til 550 i Jiangsu og 50-100 i Henan og Hunan. Borttrækket indledes i marts. I Assam i flokke på op til 100, de sidste i maj. Orientalis er strejfgæst i Nepal (Inskipp & Inskipp 1985). Strejfgæst til Europa (orientalis og meena; meena især okt.-nov, orientalis okt-april). Flest optræder okt-marts med flere overvintrende, lokalt i flere år i træk. Flest er truffet i Norden: 16 Sverige, 14 Finland, 10 Danmark (9 okt.-jan., 1 marts), 5 Norge og 1 Færøerne. Desuden 9 Storbritannien, 5 Frankrig, 3 Spanien, 9 Grækenland og spredte fund i en række lande mod syd til Spanien, Italien og Grækenland (5). Sjælden til fåtallig trækgæst Ø Iran, Kuwait og Oman, strejfgæst i resten af Mellemøsten, bl.a. UAE (2 okt.-nov) og Israel (7). 2 fund fra Tyrkiet hidrøer muligvis fra undslupne fangenskabsfugle (Kirwan et al. 2008, Slack 2009). Ligner Turteldue, men større og kraftigere med blågrå plet på halssiden, bruntonet nakke, smallere brune rande på ryg og dækfjer, tolyse vingebånd og grå overgump. Øjet virker desuden mindre, forstærket af smallere rød vokshud, der ikke spidser til mod næbroden. Orientalis er den største, mest ”typiske” form. Tydeligt større og især kraftigere end Tyrkerdue - ligner i formen en lille, korthalet Ringdue Columbus palumbus med sit tydelige brede og dybe bryst. Hovedet er brungråt med lysere grå pande og ret lille øje, omgivet af smal rød øjenring. Undersiden er grålig. Har smalle, men ret mørke rustbrune kanter på ryg- og skulderfjer, brungrå isse og nakke samt bruntonet underside til undergump. Den gråblå halsplet har 4-5(6) sorte tværbånd. Vingedækfjerene er mørke med gråblå rande, der danner to tydelige lyse vingebånd. Halespidserne er lysegrå, men intensiteteten varierer, og grå farve er tilstrækkelig lys til at kunne tages som hvidlig i visse belysninger; er sjældnere hvid. Farven er næsten altid lysere grå end vist i Svensson et al. 1999 (Leader 2004, egne obs. Kina, Japan og Sydkorea). Juvenil har lysere øjne og mangler rød øjenring. Er desuden mattere og lysere med smallere og blegere lyse fjerrande på ryg og dækfjer end adult. Fælder normalt til adult dragt i løbet af 1. efterår; bevarer dog tit enkelte skulder- og dækfjer, der er kontrasterende lyse og slidte imod friske adulte rødskællet mørke; da adulte fælder lignende bør kun fugle med ekstremt slidte juvenile dækfjer aldersbestemmes. I flugten ret mørk og kontrastløs med mørke undervinger. Flugten ligner Ringdues, men vingeslagene er hurtigere og halen kortere. Sangen ligner Ringdues, men er firtonet: koo-kru-kru-koo. Meena yngler mellem SV Sibirien (vest for WP´s grænse) og Centralasien, østpå til Altai og mod syd til Turkesten, Irkan og Himalalaya østpå til V Nepal. Yngler syd for orientalis; men overlapper med denne i et smalt bælte mellem Ob og Yenisei samt i russiske del af Altai. Overvintrer i S Asien mellem N Pakistan, C Indien og Nepal, sjældent mod vest til Kuwait og Oman, og mod syd til Sri Lanka. Meena er mindre og slankere end orientalis - på størrelse med Tyrkerdue, men med relativt mindre hoved og bredere krop; ligner i formen Turteldue S. turtur. Har i forhold til orientalis mere ensartet skællet ryg og vingedækfjer, med bredere og lysere rustbrune rande på ryg- og skulderfjer, mere gråt hoved (dog med mere bruntonet isse), gråbrun-tonet bryst i kontrast til hvidlig til gråhvid bug til undergump, samt renhvide spidser og kanter på halefjerene; hvide felter er generelt smallere, og altid hvidere end hos orientalis. Halsfeltet kan have indslag af hvidt. Vingedækfjerene er lysere og mere blåtonede end hos orientalis, ved knoen med dominans af gråt, som hos Turteldue. Forryggen er ret ensartet jordbrun; mere gråtonet med afstikkende sortere fjercentre hos orientalis (L. Svensson in e-mail til Brevduvan). Har generelt bredere rød øjenring end orientalis, især foran øjet. Sangen er et femtonet: ho-huu ho-ho hu. Strejfgæst til V Europa (færre end af orientalis); inklusive angivelige overgangsformer mellem orientalis og meena. I Himalaya yngler formen agricola, der ligner meena, men har brunere hoved og underside. Sangen ligner sangen fra orientalis, men er mere stødende med mere komprimeret midterdel: et firtonet koo ko-ko kuh, hvor sidste tone er lavest (egne obs. Arunachal Pradesh, Indien april 2009). Yderligere et par former findes i Taiwan og på øer udfor S Japan (Brazil 2009). Muligvis bør meena og agricola regnes som egen art/egne arter.

Turteldue er mindre og slankere end Østlig Turteldue – især i forhold til den i Ø Kina forekommende form orientalis. Hovedet er lysere gråt med større øje, placeret længere fremme i ansigtet. Øjets størrelse forstærkes af bredere rød øjenring, der spidser til såvel foran som bag øjet. Halspletten er hvid med sorte tværstriber, og bugen hvidere. Oversidens er lysere orangebrun med bredere lyse fjerrande; de store dækfjer og tertiærerne har smallere mørke centre, og ofte mørkt langs skaftestriben ulig Østlig Turteldue. Halen har bred hvid kant. Flyver lettere, og har i flgten sortere undervinger, der flygtigt kan give association til Svaleklire. For yderligere bestemmelse, se f.eks. Hirschfeld & Svensson 1996, Hirschfeld 1992, Jännes 1995, Beaman et al. 1998, Svensson et al. 1999). 129. Spotted Dove Streptopelia chinensis chinensis 2008: 27.4 2 Beijing – 28.5 5 Sommerpaladset, Beijing – 1.5 2 Beijing. Ved Beidaihe 5.5 2 Friendship Hotel - 5.5 1 Legation Gully - 6.5 2 Dongshan Hotel. 7.5 1 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 12.5 2 og 14.5 1. Ret almindelig ynglestandfugl i parker og ved lunde nær menneskelig aktivitet, f.eks. i Beijing, hvor største antal er 80 eks. 4-6.10 2004 Hanshiqiao, Shunyi. Formentligt indvandret til Beijing og Hebei i 1920´erne; i Beijing ret almindelig i 1940´erne. I kystområderne først indvandret efter 1990; ikke nævnt fra før 1990 (Williams 2000, China Ornithological Society 2005). Yngler fra nordlige Pakistan og Indien østpå til S og C Kina mod nord til Beijing og Hebei, samt i SØ Asien mod SØ til Bali, Philippinerne og Lesser Sundas. Indført til Sulawesi, Australien (chinensis og tigrina), New Zealand (tigrina), Oceanien og Californien. Strejfgæst til Sydkorea. I området repræsenteret af formen chinensis. På størrelse med Tyrkerdue, men mørkere med gråligt hoved, rosagrå underside, bred sort, hvidprkket halsplet og gråbrun overside. Halen har hvide spidser, de midterste halefjer er ensartet mørke. Sangen er et hæst kuk-KRRRUU kur.. der ligner sangen fra Palmedue S. senegalensis. Bestanden i Indien (formen suratensis) og Sri Lanka (formen ceylonensis) har 5-6 tonet sang: (kuh) kuh-kuh-kRROOO-kRROO-krroo-koo. Er desuden mindre og mørkere med smalle rustbrune rande på oversidens fjer (Rasmussen & Anderthon 2005). Bestande i NØ Indien, S Kina, SØ Asien og Wallacea (formen tigrina) har sang som chinensis; kan dog mangle den sidste tone; i Nordthailand bogstaveret som krok-krrouuw (egne obs. Feb. 2009). 130. Tyrkerdue Streptopelia decaocta xanthocycla Collared Dove 1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 3 Legation Gully og 3.5 1 Mudflats. 18.5 1 Tang Shan-Beijing. 2008: 28.4 5 Beijing-Yanquin – 29.4 3 Yanquin-Kangxi Grasslands. Ved Beidaihe 2.5 1 Reservoiret- 3.5 og 5.5 1 Friendship Hotel. Ret almindelig ynglestandfugl i flere typer åbne biotoper, samt i parker og lunde. Hyppigst omkring Beijing, hvor almindelig i byens udkanter og på landet, hvor største antal er 78 eks. Kangxi Grasslands 27.10 2007, i øvrigt i småflokke på op til 30 ved bl.a. Guishui He. Ved kysten fåtallig. Formentligt i indvandret i 1920´erne. Meget almindelig i 1940´erne (Hemmingsen & Guildal 1968), men gået tilbage de senere årtier; kun små antal (grupper op til 3) nævnes 1986-1990. Siden max. 5 eks. 4-5.9 2004 Beidaihe og 4 eks. 26-27.10 2004 Beidaihe (Williams 2000, China Ornithological Society 2005). På Happy Island uregelmæssig gæst. Vidt udbredt gennem Europa og Asien østpå til Burma, NV Kina og S Japan. En større, isoleret bestand i C og Ø Kina samt i Korea tilhører muglivis formen xanthocycla (Brazil 2009), der yngler NV Burma, og muligvis SØ Asien, men er alternativt nævnt som (udsatte?) fugle af nominatformen (Cramp & Brooks 1985). Xanthocychla er i forhold til nominatformen større og mørkere (især overgump) med mørkere grå underside, blågrå isse og tydelig gul øjenring (Cramp & Brooks 1985). 131. Red Collared Dove Streptopelia tranquebarica humilis 2008: 27.4 2 Den forbudte By, Beijing. Fåtallig yngletrækfugl (april-okt.), flest omkring Beijing, hvortil den formentligt indvandrede i 1920´erne. Hyppigst i områderne vest for Beijing. Ved kysten ret ustabil i sin optræden. Første fund ved Beidaihe 26.5 1985, siden er flest set om efteråret, visse år således regelmæssig ult.aug-med. okt; dagsmax. 11 eks. 25.8 1986 Yang He,men siden hen færre. Nyere fund ved kysten ved Beidaihe 19.5 1993 og24.5 2003 Radar Station Marsh. På Happy Island 19.5 1990 – 7-8.9 1994 - 15.9 1994 – 28-29.9 2001 (Alström 1990, Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, Schiermacher-Hansen 2002, Hornskov 2003). Arten yngler i det meste af S og Ø Asien vestpå til Pakistan, nordpå til Hebei, sydpå til C Thailand og østpå til C Philippinerne (indført på Sulawesi). Bestande fra N og Ø Kina tilhører formen humilis. Bestande nord for Shanghai er trækfugle, der overvintrer mellem S Kina og SØ Asien. Strejfgæst til Iran, Oman, Ø Rusland, Korea og S Japan. Lokalt almindelig i bymæssig bebyggelse, men hyppigst i åbne, tørre områder; optræder tit sammen med Tyrkerdue, og kan regnes som et østligt modstykke til denne. En lille, korthalet due med gråt hoved, sort halsring, rødbrun overside og rosa underside. Førsteindtrykket er af en ”tårnfalkefarvet” Tyrkerdue. Sangen er et tretonet kurrende croodle-oo-croo.

132. Tamdue Columba livia Domestic Pigeon 1997: Almindelig ved byer. 2008: Almindelig ved byer. Fugle med karakterer som ”vilde Klippeduer” er set lejlighedsvist ved Beidaihe, f.eks. 41 trk. 28-11-17.11 1986 Lotus Hills, Beidaihe (Williams 2000). Ynglende duer ved Eagle Rock i 1945 havde blandkarakterer mellem vilde Klippeduer og tamduer (Hemmingsen & Guildal 1968). Klippedue af formen nigricans angives som ynglefugl i Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000). Vilde Klippeduer yngler fra Færøerne og gennem bjergegne mellem Europa, Nordafrika og C og Ø Asien mod øst til N Kina. Tamduer er almindelige overalt i Ø Asien. Lokalt findes bestande, der helt matcher vilde Klippeduer, således i NØ Indien (egne obs. marts-april 2009). Note: Hill Pigeon Columbus rupestris. Fåtallig ynglestandfugl i bjergene omkring Beijing, hvor største antal i dec.-feb. er 65 Bai He, 50 Miyun Reservoir, 50 Shidi, 50 Juma River, 30 Sizuolou, Pinggu, 20 Bai He og 15 Longquin Canyon, desuden iagttaget Badaling, Bai He, Donglingshan og Xianlongmen. Iagttaget ved Sommerpaladset, Beijing i 1940´erne. Ved kysten tilfældig gæst: 23.7 1942 mindre flok mellem P’u-ho og Yang-He; muligvis domesticerede, da de holdt til omkring fiskerhytter (Hemmingsen & Guildal 1968, China Birdwatching Society 2004). Yngler ved kuperet terræn og i bjerge med klipper og huler i Ø Asien mod vest til NØ Afghanistan og gennem Himalayas nordkant til C og NØ Kina, desuden lokalt i Korea. Ligner Klippedue, men har lysere bug og ryg, samt hvidt tværbånd på den sortere hale. Stemmen ligner menneskelig hikken : gnúg gnúk gnúk …. Toneleje højere, og rytme mere stødende end hos Tamdue (Hemmingsen & Guildal 1968, MacKinnon & Phillipps 2000, Brazil 2009). - Huldue Columba oenas (Stock Dove). Tilfældig gæst. Iagttaget okt. 1990 Beidaihe, hvor max. 5 26.10 Lotus Hills (Williams 2000), samt Happy Island 12.10 2001 (Schiermacher-Hansen 2002). Yngler i det meste af Europa østpå til C Asien, incl det vestligste Kina samt Tibet. Strejfgæst mod øst til Korea og S Japan. I Kina repræsenteret af formen yarkandensis (yngler mellem Uzbekistan og Sinkinang og Lop Nor), der er lysere grå end oenas med en anelse længere vinger; muligvis findes også oenas (Cramp & Brooks 1985). - White-bellied Green Pigeon Treron sieboldii. Tilfældig gæst i sydlige Hebei.. En ret kraftig due, på størrelse med Tyrkerdue, men betydeligt kraftigere med kortere, bredere vinger. Hoved og bryst er lyst olivengrøn, ryggen og halen er mørkegrøn og de forreste vingedækfjer rødbrune. Store dækhar lysere grønne spidser, der danner et diffust lyst vingebånd. Bugen er hvidlig og bagflankerne mørkvatrede. Yngler i Japan, SØ Kina mod nord til Shaanxi og Vietnam. Bestande fra N og C Japan er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer indenfor sydlige bestandes udbredelsesområde. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Sakhalin, Kurilerne, Ø Kina og Sydkorea. 133. Gøg Cuculus canorus subtelephonus Common Cuckoo 1997: Ved Beidaihe 3.5 1 Radar Station Hill og 5.5 1 Reservoiret. På Happy Island 12.5 1, 13.5 15, 14.5 25, 15.5 25, 16.5 20, 17.5 12 trk. + 30 rst. og 18.5 35. 18.5 2 Beigan-Tang Shan. 2008: 7.5 1 Beidaihe-Laoting. På Happy Island 11.5 6 – 12.5 1 – 13.5 4 – 14.5 6 – 15.5 4. 16.5 1 Magic Wood, Laoting. Almindelig yngletrækfugl og trækgæst (pri.maj-med.juni/ult.juli-pri. okt.). Om foråret få før 10.5, herefter almindelig, med dagsmax. på op til 100 af denne og Skovgøg ult. maj Beidaihe og Happy Island. Tidligste koncentration om efteråret er 10 eks. 25.7 2004 Beidaihe. Artsbestemmelse af tavse fugle fra Skovgøg er notorisk svær, men begge trækker gennem området. Om efteråret er ved Beidaihe talt 264 cuculus-gøge 17.8-28.9 1994, flest pri. –med. sept. Gøg dominerer muligvis i oktober, men bestemmelse af Gøg og Skovgøg er notorisk vanskelig, og endnu ikke fuldt afklaret. Ynglefuglene ved Beijing parasiterer på bl.a, Oriental Reed Warbler (Hemmingsen & Guildal 1968), østasiatiske fugle i øvrigt på Acrocephalus-sangere, jernspurve og pibere (Brazil 2009). Yngler gennem Palearktis, incl. det meste af Ø Asien østpå til Stillehavet, undgår blot høje bjerge og ørkener. I området repræsenteret af formen subtelephonus, der yngler fra Iran og østpå gennem Centralasien til N og C Kina og Japan. Forlader ynglepladserne aug-ult. sept, og overvintrer i S og SØ Asien. Ankommer til ynglepladserne i maj-pri.juni. Muligvis forekommer formen canorus, der yngler fra Europa og østpå til Transbaikal og Amur. Ret bredt overgangsområde mellem de to former mellem Ø Rusland og Japan skaber dog en vis forvirring; Brazil (2009) nævner alle bestande i Ø Asien som hørende til canorus. Subtelephonus ligner canorus, men er mindre med smallere sorte tværbånd på undersiden, (0.7) 1-1.6mm. brede (Cramp & Brooks 1985). For bestemmelse fra Skovgøg, se nedenfor. 134. Skovgøg Cuculus optatus Oriental Cuckoo 1997: På Happy Island 13.5 3, 14.5 2, 15.5 2, 16.5 2, 17.5 5 og 18.5 5. 2008: På Happy Island 11.5 2 – 12.5 2 – 13.5 2 – 14.5 1 -15.5 1 – 16.5 1 I 1997 desuden et større antal ubestemte Gøg/Skovgøg, flest 17.5 30 og 18.5 40. Betydeligt færre i 2008.

Almindelig yngletrækfugl og trækgæst (maj-pri.juni/aug.-pri.okt). Om foråret flest med.-ult. maj, om efteråret er dagsmax. 8 eks. 4.9 1994 Happy Island. Yngler i bjergskove, f.eks. ved Donglingshan, Baicaopan, Xiaolongmen, Laoling, Wulingshan og Huairou. Om efteråret flest ult. aug-med.sept., men kun i små antal. Yngler i løvskove fra V Ural og østpå til Japan, NØ Rusland, Kamtjatka, Yakutien, N og Ø Kina og Korea. Forlader ynglepladserne i aug., og trækker siden mod sydøst nord om de store asiatiske ørken- og bjergområder. Trækket passerer Østasien aug-nov. Overvintrer mellem SØ Asien og Australien, flest formentligt New Guinea og N og Ø Australien, hvor de optræder sept.-april. Optræder i Indonesien ult.aug.-pri. juni. Enkelte overvintrer på Philippinerne. Returtrækket passerer Hong Kong april-med. maj. Ankommer til ynglepladserne med. maj-pri. juni. Strejfgæst til Turkmenistan. Uzbekistan, Tadzikistan, S Kasakhstan, New Zealand, øer i Beringhavet og i V Alaska, muligvis i Israel; status i V Europa og Mellemøsten usikker, da fugle fra Finland og Israel har vist blandkarakterer mellem Gøg og Skovgøg, incl. sang (Vasamies 1998). Parasiterer især på Phylloscopus-sangere. Sangen er det bedste kendetegn fra Gøg: et hærfugleagtigt hoop-hoop hoop, der normalt udføres i 2 -4 (5)-tonet forløb, og tit indledes med kort ekstratone: huk, der kun høres tæt på. Tonerne kan forekomme hæse, men har tydelig klang af Gøg. Har ensartet betoning på de enkelte toner; tonerne er dybere og klarere end hos formen horsfieldi (Lindholm & Lindén 2007). De to former er splittet af King (2005). Skovgøg ligner meget Gøg, og tavse fugle er næsten umulige at bestemme. Skovgøg har generelt bredere sorte tværbånd på undersiden (hos nogle artstypisk bredere end lyse bånd; 2-2.5 mm. brede og ret ensartede gennem hele underkroppen; hos østasiatiske Gøg 1-1.6 mm., hvor de bliver smallere på bugen), mørkere grå ryg og vinger i kontrast til lysere hoved, mørkere gule øjne samt gulbrun, ofte ensartet sandfarvet bagbug til undergump. Undervingedækfjerene kan have sandfarvet anstrøg (Blom 1989, Svensson et al. 1999,Bengtsson 2002b). Gøg har generelt smallere mørke tværbånd på undersiden og hvidere, tydeligere mørkplettet undergump (undertiden sandfarvet, men da begrænset til undergumpen). Undervinge hos Skovgøg mørk med tydeligt hvidt bånd gennem armen til baserne af de inderste håndsvingfjer, i kontrast til gulbrune, kun svagt tegnede små/mellemste dækfjer samt svagt båndede svingfjer. Hos Gøg er undervingen hvidere med svagere kontraster, da det lyse midterparti flyder sammen med tydeligere hvidlige bånd på håndsvingfjerene og de inderste armsvingfjer (Kennerley & Leader 1991, Beaman et al. 1998). Herved kan tegningen minde om Aftenfalk hun og ungfugls. Desuden har Gøg tydeligere tværbåndede små og mellemste dækfjer (hvide eller svagt båndede hos Skovgøg). Forskellene er nok overbetonede i ovennævnte kilder, da de ikke helt understøttes af ledsagende billedserier. Ungfuglen og brune fugle ligner Gøg, men har generelt bredere mørke tværbånd på undersiden og halen (Robson 2002). Halebånd bredere, sortere og mere komplette end hos Gøg, og fremstår derfor som tydeligere tværbånd. Brune Gøge har haletegning mere som pletter, bredest omkring skaftet på de enkelte fjer, der danner et mere diffust plettet mønster. Desuden er oversidens tværbånd tydeligere og mere gennemgående til overgumpen (svagere, især bagtil hos Gøg, der normlt har utegnet overgump) (Cramp & Brooks 1985, Rasmussen & Anderthon 2005). I Himalaya mellem Pakistan og S Kina, på Taiwan samt sydpå til Thailand forekommer Himalayan Cuckoo C. saturatus, der for nyligt er splittet fra Skovgøg (King 2005, Brazil 2009). Overvintrer Andamanerne, Nikobarerne og i SØ Asien mod sydøst til New Guinea, de fleste formentligt i Indonesien, Sumatra og Java. De to arter imellem er procentandelen af Skovgøg 17% på Sumatra, 46% i Java, 92% Celebes/Lesser Sundas, 88% på N Molukkerne og 100% S Molukkerne og New Guinea. På trækket ligelig andel de to arter imellem på Borneo (Cramp & Brooks 1985). Strejfgæst til V Indien (Maharasthra), Hong Kong og Sydkorea. Næsten identisk med Skovgøg, men med lidt mørkere grå isse og overside samt gule øjne (orangetonede hos Skovgøg). Sangen ligner meget Skovgøg, men oftest i fire-tonet forløb: huk hoop-hoop-hoop. Play-back forsøg har dog udløst sang fra såvel den ene som den anden art (egne obs. Arunachal Pradesh, NØ Indien). 135. Indian Hawk Cuckoo (Indian Cuckoo) Cuculus (Hierococcyx) micropterus 2008: 7.5 1 Magic Wood, Laoting – 14.5 1 Happy Island. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (pri.-med. maj/sept.-pri.okt.). Yngler i skove i kuperet landskab op til 1000 m., således ret udbredt omkring Beijing, hvor bl.a. hyppig ved Sommerpaladset, Peking University og Haidian, samt ved Laoting. Ved Beidaihe og Happy Island regelmæssig i små antal; ved Beidaihe noteret dagligt efter 17.5 i 2003 (Grundsten et al. 2003). Ynglefuglene ved Beijing parasiterer især på Red-billed Blue Magpie (Hemmingsen & Guildal 1968), men i øvrigt er Ashy Drongo en skattet vært for gøgene. Yngler fra Himalaya samt C og S Indien til S og Ø Asien mod nord til Amur, NØ Rusland og mod syd til N Thailand og Greater Sundas. Den nordlige del af bestanden er trækfugle, der forlader ynglepladserne aug-sept, og overvintrer i S Indien, SØ Asien og på Philippinerne.I maj almindelig trækgæst i Hong Kong. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til NØ Pakistan, Taiwan, Japan (april-maj) og Wallacea. Ligner Gøg/Skovgøg, men har mørke øjne, bredere sorte tværbånd på undersiden, rustbrunt anstrøg over forbrystet, bruntonede vinger og gråbrun hale med sort endebånd; og smalle, lyse tværbånd langs halens sider. Bagbug og undergump ensartet gulhvid. Vinge kortere end Skovgøg og Gøg. Ungfuglen er spraglet i hvidt og brunt med bredere hvide fjerrande på isse og vinger end andre unge gøge. Sangen ligner Large Hawk Cuckoo´s, men er svagere og hæsere;

som regel firtonet: one-more-bottle eller et højt whi-whi-whi-wu, hvor tredje tone lyder højest. Hunnerne udstøder en høj, gøgeagtig boblen. 136. Large Hawk Cuckoo Cuculus (Hierococcyx) sparveroides 1997: På Happy Island 14.5 1 og 15.5 1. 2008: 12.5 1 Happy Island. Fåtallig yngletrækfugl (pri.-med. maj/sept.) Yngler i bjergskove op til 1600 meter, bl.a. ved Beijing (Sanjiadian Reservoir), Huairou, Donglingshan (hvor max. 10 syngende ult. maj), Badaling, Shanghaiguan, Yunfengshan, Laoling og Wulingshan. Ved kysten sjælden, men årlig gæst. Ses normalt kun enkeltvis fra ca. 6.5 og fremefter, dagsmax. 4 eks. 17.5 1997 Beidaihe. Ved Beidaihe desuden enkelte fund juni og sept., i senere år 12-16.9 1986 juv. og 9.5 2005 Yang He. Yngler fra Pakistan og østpå gennnem Himalaya og C/S Kina, samt i Sog SØ Asien til Sumatra og Borneo. Lokalt almindelig, især i østlige dele af NØ Indien. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer mellem S Indien og SØ Asien nordpå til Hong Kong (hvor kun spredte vinterfund) og sydpå til Greater Sundas og Philippinerne, de fleste kinesiske fugle på Philippinerne. Strejfgæst til Singapore, Sulawesi, Sydkorea og Japan. En stor, høgelignende gøg med mørkt gråbrun overside, tværbåndet hale (ala Spurvehøg), gråt hoved (med mørkere fjæs), orange øjne og bred gul øjenring. Har smal, sort hageplet. Brystet er varmt gulbrunt, undersiden i øvrigt hvid med mørke tværbånd (adult) eller pletter/korte striber (juvenil). Sangen er meget karakteristisk: en høj, næsten hysterisk accelerende trille, der af engelske malariaramte imperialister i Indien blev transkriberet som brain-brain-brain - brain-fever og gav arten øgenavnet Brainfever Bird. Man skal have ligget syg med feber i en sydasiatisk nat for virkeligt at sætte sig ind i dette; hvor arten er almindelig høres sangen fra adskillige individer næsten døgnet rundt (som oplevet under et voldsomt maveonde på terai´en i Nepal, marts 2002). Sidder forbavsende skjult under sangen, hvor den er frustrerende svær at få øje på! 137. Hodgson´s (Northern) Hawk Cuckoo Hierococcyx (fugax) hyperythus 2008. 11.5 1 lunden, Happy Island. Sjælden yngletrækfugl og trækgæst (maj-juni/sept.-okt.). Yngler i skove med frodige slugter, i området bl.a. ved Wulingshan og Laoting. På Happy Island næsten årlige fund i maj, især pri.-med. maj., dagsmax. 2 eks. 18.5 2005. I 2008 sås yderligere én 9.5. Ved kysten desuden fundet 19.6 1919 Beidaihe - 11-14.10 1989 Beidaihe -2 eks. 20.9 2007 Happy Island – 27.9 2007 Happy Island – 29.9 2007 Happy Island – 1.10 2007 Happy Island. Yngler i Ø Asien mod nord til NØ Rusland, NØ Kina, Korea og Japan; i Kina syd og øst for linie Heilongjiang-Sichuan. Andre former findes i SØ Asien samt vestpå til Tibet og Nepal. De nordlige bestand er trækfugle, der forlader ynglepladserne sept.-pri. okt, og overvintrer i SØ Asien østpå til Sundas, især på sumatra, Java og Borneo. Ankommer til ynglepladserne med.maj-pri. juni. Strejfgæst til Nepal, Hong Kong, Taiwan, Wallacea og V Mikronesien (Carey 1995, Wells 1999, Duckworth & Moores 2008). Ligner en kraftig, kortnæbbet og ”farveglad” Gøg. Lidt større end Gøg med rundere hoved, kortere næb, mørkere stålgrå overside (lysest bagtil), mørkegrå svingfjer med meget smalle hvide pletter nær baserne, lyst rødbrunt bryst, sort ”slips” og mørkerøde øjne,omgivet af gul øjenring. Har hvid rand på den inderste tertiær. Bugen er hvid. Halen ligner Tårnfalk huns: rusttonet grå med 3-4 tydelige mørke tværbånd og bredere sort endebånd. Ungfugle er gråbrune med mørk hætte (der fremhæver gul øjenring), smal hvid ”nymåne” foran øjet, hvid underside med korter brune længdestriber, samt hvidlige undervingedækfjer. Synger som andre gøge fra skjul. Sangen er et tretonet, stødende ju-ichi, ju-ichi... der accelererer og stiger i tonehøjden mod slutningen. Parasiterer især på fluesnappere. Muligvis forekommer formen nisicolor (Whistling Hawk Cuckoo), der yngler i Kina S for 32 grader N, i øvrigt Østlige Himalaya til nordlige SØ Asien; overvintrer Malaysia og V Indonesien)), Ligner hyperythus, men har mørkere gråbrun overside med smalle rustbrune tværbånd på svingfjerene samt hvide striber i det lysere rustbrune bryst. Sangen afviger: en serie af høje, opadgående staccato-toner ge-wizz eller fe-ver, gentaget ca. 20 gange. Yderligere stemmeforskelle blandt stationære former i SØ Asien antyder et komplekt med flere potentielle arter (se Wells 1999, Rasmussen & Anderthon 2005). Nominatformen fugax (SØ Asien) har svagere gulbrynt bryst med tydeligere mørke striber. - Lesser Cuckoo Cuculus poliocephalus. Sjælden yngletrækfugl og trækgæst (med. maj-ult.aug/med. sept). Yngler bl.a. ved Donglingshan nordvest for Beijing, ved Wulingshan, hvor op til 5 er hørt ult.maj, og ved Laoling. Dagsmax. om efteråret er 3 eks. 6.9 1987 Beidaihe(Williams 2000). Yngler i løvskove mellem 1300 og 1600 m. mellem Himalaya, NØ Kina mod nord til Hebei, Liaoning og sydligste Heilongjian, samt Korea og Japan. Forlader ynglepladserne aug.-pri.okt, og overvintrer i Sri Lanka, SØ Asien og Philippinerne, samt i S og Ø Afrika. Sjælden træk- og vintergæst i Vog SV Indien (Rasmussen & Anderthon 2005, Prasad 2006). Ankommer til ynglepladserne med.-ult.maj. Parasiterer især på Cettia-sangere (Brazil 2009). Strejfgæst til Somalia Ligner Gøg og Skovgøg, men mindre og mere kompakt med med mørkere gråt hoved, bryst og overside, bedre adskilte mørke bånd på hvid til gulbrun underside, lysere linie gennem undervingen og mørke øjne. Bestemmes lettest på

sangen: en hysterisk, latter: that´s your CHOKY pebber choky pebber (Mackinnon & Phillipps 2000). Synger mest aktivt i tusmørke, undertiden om natten, og sjældent i lav sangflugt over skoven. - Chestnut-winged Cuckoo Clamator coromandus. Tilfældig gæst: 12.5 2003 Happy Island - 14.10 2007 Happy Island. Yngler fra Himalaya fra C Nepal og østpå til C og Ø Kina syd for linie Sichuan –Gansu-Jiangsu, på Hainan samt i SØ Asien. De nordlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i okt., og overvintrer mellem S Indien, Sri Lanka, Burma, Thailand og SØ Asien mod sydøst til Sulawesi. Vintergæst i S Thailand og på den Malayiske Halvø. Sjælden trækgæst Taiwan (marts-april). Ankommer til ynglepladserne imellem Kina og Nepal i maj. Strejfgæst til Mikronesien, Hong Kong, Sydkorea og Japan. En karakteristisk skadegøgelignende fugl med sort, toppet hoved, sort overside, hvidlig nakke og rustbrunt bryst og vinger. Undersiden er hvid. Den lange, sorte hale har hvide pletter. Parasiterer i yngletiden især på laughing-thrushes. Sangen er en serie metalliske te-TSEE-te-TSEE… der lyder maskinelt. - Greater Coucal Centropus sinensis sinensis. Tilfældig gæst: 6-8.8 1994 Beidaihe – 2 eks. 9-11.8 1994 Beidaihe (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000). Yngler i S Kina nordpå til Shanghai og vestpå gennem nordlige del af det Indiske Subkontinent, samt i SØ Asien mod øst til V Philippinerne. Standfugl i åben, savanneagtig skov og i mangrover. En stor, klodset sort fugl med lang hale og rustbrune vinger og ryg. De sorte dele af dragten har blålig-purpur metalglans. Ungfugle ligner adulte, men har lysplettet hoved og underkrop, sorte tværbånd på ryg og overvingedækfjer og smalle lyse tværbånd på halen. Sangen er særegen og meget karakteristisk serie af vidtlydende og dybe klukkende lyde – som når vand hældes fra magnumflaske; vidtlydende, og udføres tit af par i duet. Bestande i C og S Indien samt Sri Lanka (formen parrotii) har brunlig pande og grønlig metalglans. Ungfugle mørkere uden tværbånding. Sangen afviger fra sinensis: første tone er svagereog bedre adskilt, og følges af en dyb, aftagende serie OOIT OOIT ooit ooit….. Formentligt egen art, men nærmere undersøgelser er påkrævet (Rasmussen & Anderthon 2005). -Lesser Coucal Centropus bengalensis lignator. Meget sjælden gæst: 23.5 2000 Reservoiret, Beidaihe – 22.5 2001 Happy Island – 23.5 2003 Radar Staion Marsh, Beidaihe - 23.6 2007 Reservoiret, Beidaihe - 30.9 2007 Happy Island. Yngler i S Kina nordpå til nord for Shanghai, samt i S og SØ Asien mellem Himalaya og Philippinerne. Desuden geografisk isoleret bestand Western Ghats, Indien. Standfugl i samme biotoper som Greater Coucal, men mere bundet til åbne områder som sumpe og områder med høj bevoksning. Strejfgæst til Korea. Ligner Greater Coucal, men mindre (75-80% af størrelse) med mørkere, let lysstribet bruntonet ryg, samt smalle brune skaftestriber på undersiden. Ungfugle er rustbrune med tværbåndede vinger og overgump. Sangen er en særegen boblende, vidtlydende trille – som når man hælder vand fra en literflaske – accellerer mod slutningen (egne obs. Thailand Feb. 2008). Sangen fra Greater Coucal er langsommere og dybere. - Asian Koel (Common Koel) Eudynamys scolopaceus chinensis. Meget sjælden gæst: 14.5 2004 Yuanshibuluo, Huaorio, Beijing – 2 eks. 22.5 2005 Huaishahe, Huaorou - 19.5 2007 Reservoiret, Beidaihe – 12.5 2009 Happy Island (China Ornithological Society 2005-2006, Marr & Andrews 2007, Rune Bisp Christensen pers. comm.). Yngler fra Pakistan gennem Indiske subkontinent til SØ Asien, incl. Kina syd for linie Sichuan-Gansu-Shaanxi, samt østpå til Australien, hvor almindelig vintergæst sept.-april. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i SØ Asien. Sjælden trækgæst på Taiwan, og sjælden vintergæst i Iran og UAE. Strejfgæst til Kuwait (marts 2009, eneste WP-fund), Oman, Socotra (3 feb. 2004), Sydkorea og Japan. En kragestor, langhalet gøg. Hannen er sort med bredt grønt næb og røde øjne. Hunner og ungfugle er rustbrune med lyse prikker. Færdes skjult, og afsløres typisk på sangen: et vidtlydende, klagende ko-eeel, der gentages i det uendelige, også et accelererende wreep-wreep-wreep.wreep-wreepwreepwreep. Synger meget aktivt og vedvarende om foråret. skjult. 138. Natugle Strix aluco ma Tawny Owl 2008: 29.4 1 Huairou - 2.5 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe. Fåtallig ynglestandfugl i parker og lunde, omgivet af åbent land. Yngler gennem Palearktis, incl. S og C Kina mod nord til Hebei, i nordligste del af udbredelsesområdet repræsenteret af formen ma, der desuden yngler i Korea. Formen ma regnes undertiden som race af Chinese Tawny Owl S. nivicola (Brazil 2009). Ma er grålig med hvidt X i ansigtet og smallere mørke markeringer på undersiden end andre former. Note: Af andre ugler er truffet: - Kirkeugle Athene noctua plumipes (Little Owl). Ret almindelig ynglestandfugl, f.eks. ved Beidaihe, Yang He og Tanggu, dog ret få observationer efter midt i 1990´erne. Ynglede til og med 2004 på Happy Island. Formentligt mere udbredt i indlandet, hvor ret almindelig i og omkring Beijing, flest 10 eks. 17.4 2004 Bahe Wetlands (China Ornithological Society 2006)

Yngler over store dele af Europa, nordlige Afrika og Asien i flere former. I området repræsenteret af formen plumipes, der yngler mellem Altai, Mongoliet, NØ Kina og Korea. - Eastern Grass Owl Tyto longimembris chinensis. Meget sjælden gæst på Happy Island: 2 fund før 2001, siden 10.5 2001 – 22.5 2006 – 16.9 2006 – 24.9-1.10 2007 – 14.5 2008, desuden 2.5 2006 Xianghu, Laoting og 11-13.5 2006 2 eks. Magic Wood, Laoting. Desuden 1 fund af ubestemt Slørugle/Grass Owl: 27.9 2000 Happy Island (Lehto 2000). Yngler mellem Himalaya, S og Ø Kina mod nord til Hebei, Burma og Vietnam. For nyligt (2006-2007) fundet ynglende Chiang Saen, N Thailand og i Kina mod øst til Shanghai (Kasorndorkbua et al. 2008). Strejfgæst til V Indien, Taiwan, Korea og Japan. Andre former yngler i Ø og S Indien, I SØ Asien (med nylig spredning til Sabah) samt Australien. Blev tidligere regnes som samme art som den afrikanske T. capensis, men nu splittet fra denne (Hamid et al. 2008, König & Weick 2008). Ligner SlørugleTyto alba, men har gulbrunt slør, sortbrun isse og rustbrun, sortplettet overside. Undersiden er hvid. Halen er gulbrun med sorte tværbånd, ala Mosehornugle. Har i flugten tydelig kontrast mellem mørkebrune overvingedækfjer og lyse svingfjer med smalle, mørke tværbånd og bredere mørk vingespids. Undervingen er ret ensartet hvid med svage grå tvårbånd på svingfjerene; mangler hornuglernes sorte komma ved knoen. I flugten hænger benene ud bag halen. Findes i åbne områder med højt græs. - Skovhornugle Asio otus (Long-eared Owl). Fåtallig træk-og vintergæst (med.sept./pri.maj). Raster kollektivt, således max. 25 i nov. 1986 Diplomatic Guest House, Beidaihe. I nov.-feb. Ses smågrupper ved Beijing, således årligt 9-21 eks. Tiantan Park, desuden 12 eks. Milu Park og 11 eks. Kongmiao.. På forårstrækket flest ult.marts, dagsmax. 22 eks. 23.3 1994 Lighthouse Point, Beidaihe indtrækkende fra havet. Siden midt i 1990´erne kun spredte observationer ved kysten, sidst 1-4.10 2003 Beidaihe og 8.10 2007 indtrk. Haibin Yuchang, Tianjin. Var langt hyppigere tidligere ved kysten; nævnes som ”very common migrant, passing last ten days of March-last week April; thorough Oct. And Nov.”, men i 1940´erne kun to observationer (La Touche 1925, Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000, China Birdwatching Society 2004-2008). Yngler gennem store dele af Holarktis. Yngler i Østasien nord for området, og overvintrer mellem Japan, Korea og nordlige halvdel af Kina. Strejfgæst til Nepal, Bhutan, S Kina, Burma, Laos og Kurilerne. Østasiatiske fugle er generelt større og lysere med smallere mørk mønstring end fugle fra WP, men forskellene er så små, og overgangene så glidende, at hele bestanden regnes som tilhørende nominatformen (Cramp & Brooks 1985). - Mosehornugle Asio flammeus (Short-eared Owl). Fåtallig træk- og vintergæst (med.sept.-pri.nov/med.april-ult.maj), flest om efteråret hvor dagsmax. er 8 eks. 10.10 1986 Beidaihe, 7 eks. 28.10 2007 Shahe Reservoir, Beijing og 4 eks. 11.10 2000 Happy Island. Småflokke overvintrer i området, bl.a. omkring Beijing og i Tianjin. Enkelte sommerfund (La Touche 1925). Yngler gennem store dele af kloden. I området repræsenteret af nominatformen, der yngler gennem Europa og Nordasien, incl. Nordkina. De nordøstasiatiske bestande er trækfugle, der overvintrer i Kina nordpå til Hebei og sjældnere i Korea og Japan. Desuden vintergæst i N Indien, Burma, Thailand, Laos og Vietnam; sjældent i Nepal, V og SV Indien. Strejfgæst til den Malayiske Halvø. - Stor Hornugle Bubo bubo ussuriensis (Eagle Owl). Fåtallig ynglestandfugl i bjergene, f.eks. ved Bai He og Yeya Hu. Ses undertiden ved Kangxi Grasslands og ved Beijing, f.eks. ved air-condition-anlæg ved Tongzhou 14.11 2006 (China Ornithological Society 2007). Ynglede frem til ca. 1990 ved Lotus Hills, Beidaihe, men ingen observationer siden 1990. Yngler gennem Palearktis i flere former. I området repræsenteret af formerne ussuriensis (yngler østpå til NØ Kina og Magadan, muligvis Chukotka) og muligvis formen kiautschensis (Korea, Ø og SØ Kina). - Sneugle Nyctea scandiaca (Snowy Owl). Tilfældig gæst: 16.12 1916 Beidaihe (Williams 2000). Yngler cirkumpolært på den arktiske tundra. Nomade, hvis optræden styres af adgangen til Lemminger. I Østasien strejfgæst sydpå til Korea, Hokkaido og NØ Kina. Desuden strejfgæst – gerne invasionsagtigt - til langt syd for yngleområderne, f.eks. til de fleste europæiske lande, i Danmark flest 13 eks. vinter 1961/62 og 6 eks. jan-marts 1990. Strejfgæster har nået Azorerne samt C Asien i syd til NV Pakistan. Ynglefund Shetland i 1967 (Cramp & Brooks 1985, Malling Olsen 1992, Rasmussen & Anderthon 2005). En meget stor, lys ugle med gule katteøjne. Hannen er på størrelse med Fjeldvåge, og har rundt hoved og ret slank hale. Hunnen er ørnestor med større, mere kantet hoved og bredere hale. Adult han næsten renhvid, adult hun samt unge hanner er hvide med mørke pletter på issen, smalle sorte ”Ib Schönberg-øjenbryn” og smalle mørke tværbånd på overside, vinger og underside. Halen har 2-4 mørke tværbånd. Unge hanner er stort set identiske med adulte hunner, men har om foråret generelt mere bruntonede tegninger og undertiden mere diffust afsatte mørke bånd på tertiærerne. Bestemmes dog bedst på størrelse og jizz. Ung hun har kraftigere mørk tegning på issen, bredere og grovede mørke tværbånd i dragten, mørke tertiærer med udvandede og smalle lyse tværtegninger og normalt 4-5 mørke halebånd. Kan på afstand virke mørk med udstående hvidt ansigt. Flyver værdigt og tungt; hvide undervinger kontrasterer til mørktegnet krop, tydeligst hos unge hunner. Findes i åbne områder, om vinteren undertiden nær bebyggelse, hvis gnavere optræder.

- Spurveugle Glaucidium passerinum orientale (Pygmy Owl). Tilfældig gæst: før 1940, 2 fund Eastern Tombs, Beijing - 24.10 1944 Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler gennem nordlige dele af Palearktis fra C og N Europa og østpå til Amur. I Ø Asien repræsenteret af formen orientale, der i forhold til passerinum (WP) har lysere og mere gråtonet overside med bedre afsatte hvide pletter samt kraftigere brunbåndet underkrop. Forskellene er dog små, og kan formentligt forklares ved en større andel grå fugle i østlige end i vestlige populationer (Cramp & Brooks 1985), hvorfor adskillelse i flere former nok ikke bør opretholdes. - Slagugle Strix uralensis nikolski (Ural Owl). Sjælden ynglestandfugl ved Beijing og NV Hebei, men få detaljerede oplysninger. Senest observeret 15.3 2003 Sommerpalaldset, Beijing, 31.5-1.6 2003 Donglingshan og 2.5 2007 Songshan, Beijing (China Birdwatching Society 2004, 2008). Yngler gennem Palearktis fra Nord- og Østeuropa og østpå til Amur, Okhotsk og Japan, samt i NØ Kina sydpå til Hebei. Repræsenteret af formen nikolski, der er mindre og mørkere end fugle fra Europa. 139. Oriental Scops Owl Otus sunia stictonotus 1997: På Happy Island 14.5 3 og 18.5 1. 2008. 2.5 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe - 7.5 2 Magic Marsh, Laoting. På Happy Island 13.5 2 – 14.5 1 – 16.5 1. Ret almindelig yngletrækfugl (maj-sept./pri.okt). Forårstrækket kulminerer med. maj. Flest er set Lotus Hills, Beidaihe, hvor dagsmax. er 8 eks. 12.5 1990 og 5 eks. 11-12.5 2005, på Happy Island er dagsmax. 6 eks. 11.5 2002, 4 eks. 14-16.5 1997 og 4 eks. 12.5 2000. Om efteråret er dagsmax. 6 eks. 23.9 2001 Happy Island og 3 eks. 23.9 2006 Tanggu, Tianjin. Yngler ret almindeligt i området, udover ved Beidaihe f.eks. Beijing, hvor 1-4 eks. er talt Peking University, Sommer Paladset, Fragrant Hill, Tiantan Park, Baiwang Shan, desuden ved Baihuashan, Shahe Reservoir, Huaorou, Miyun Reservoir, Donglingshan, Laoling, Wulingshan og Quihiangdou (max. 4 hørt). Findes i lignende biotoper som Dværghornugle: i byparker og lunde omgivet af åbent land. Yngler i S og Ø Asien vestpå til Himalaya, nordpå til NØ Rusland og Japan, og sydpå til Indien og Philippinerne. I området repræsenteret af formen sticnonotus, der yngler i Manchuriet, Amur og N Kina (sydpå til Shanghai), og overvintrer mellem S Kina og Taiwan, sjældnere til T Thailand og Cambodia; evt. til N Sumatra, okt-marts (Wells 1999, König & Weick 2008). En lille, gråbrun ugle, på størrelse med eller lidt mindre end Dværghornugle Otus otus. Ligner denne: gule øjne, kort top og gråbrun dragt med hvide skulderfjer, men undersiden er mørkere og mere ”ulden” med udflydende mørke pletter eller striber, især over brystet. Findes i grå og rødbrun form, hvoraf den grå dominerer i området. På trækket undertiden i åbne områder, hvor den skræmmes op som en Skovsneppe. Sangen er et monotont, tretonet buk-kyok-koo, hvor første tone er blødere og mindre vidtlydende. Synger gennem natten, men undertidne om dagen, især på forårstrækket (Brazil 2009). Mindre og mørkere former findes i andre dele af S og SØ Asien. Sangen fra sydligere former er guturralt toik toiktoik trrtoink med betoning på sidste stavelse; første dele af sangen lyder som sang fra Barbet (Skægfugl). 140. Collared Scops Owl Otus lettia lempiji 2008: 29.4 1 Huairou – 2-6.5 dagligt 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe. Sjælden yngletrækfugl (maj-okt.) i indlandet, formentligt flest i områdets nordlige del (Huairou, Donglinshan), men desuden konstateret Wulingshan. Ved kysten mere tilfældigt observeret, udover ovennævnte bl.a. 14.5 2000 Magic Wood, 18-31.8 1994 Happy Island og 18.10 2000 Happy Island. Yngler op til 1600 m. i områder med åben småskov, omgivet af åbent land, i alléer, forstæder og byparker. Udbredt i store dele af S, SØ og Ø Asien, incl. Ø og NØ Kina, samt nordpå til Ussurien, østpå til Japan og sydpå til Phillippinerne og Great Sundas. Bestande fra NØ og C Kina er trækfugle. Bestande mellem NØ Kina og Xaanghi tilhører formen ussuriensis. Større og kraftigere end Oriental Scops Owl med bred lys halskrave, sort indramning af lyst slør, mørke øjne. Næbbet er ensartet lyst. Har plettede øretoppe. Issen er sort med hvide pletter. Oversiden er brun med gulbrune skulderfjer. Undersiden er lys med distinkte sorte pletter, korte striber eller tværbånd. Hannens sang er et nedadgående pu-UP, der udstødes med ca. op til 10-15 sekunds mellemrum; undertiden mere groft gryntende. Hunnen svarer tit med et højt, skælvende og nedadgående wheoo eller powk. Collared Scops Owl er for nyligt splittet fra Indian Scops Owl O. bakkemoena ( Indiske Subkontinent), der ligner Collared Scops Owl, men har sorte kanter på øretoppene, sort isse, mørkstribet underside og lyst sandfarvede skulderfjer. Sangen er et spørgende, lidt opadgående WHuk?, der gentages med nogle sekunders mellemrum (Rasmussen & Anderthon 2005, König & Weick 2008). (Note: Japanese Scops Owl Otus semitorques yngler mellem NØ Kina og Japan; ikke truffet i området, men mulig strejfgæst. Ligner Collared Scops Owl, men er lysere og koldere gråtonet med rødorange øjne; kan have varmt rødbrunt bryst. Sangen er et dybt, sørgmodigt whoop, der kan minde om hundegøen, samt en katteagtig mjaven (Brazil 2009). Taksonomisk status uklar, regnes ofte som race af Collared Scops Owl).

141. Northern Boobok (Brown Hawk Owl) Ninox japonica/florensis 1997: På Happy Island 13.5 1, 14.5 1 og 15.5 1 indtrk. Mudflats. 2008. På Happy Island 12.5 1 og 13.5 1. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (med-ult maj og sept./pri. okt.). Næsten daglig på Happy Island i maj, flest med. maj, hvor dagsmax. 3 eks. 12.5 2005. Yngler omkring Beijing. Yngler i dele af Ø Asien nordpå til Ø Rusland og Japan, incl. Hebei, og sydpå til S Kina. Forlader ynglepladserne i okt., og overvintrer i SØ Asien. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til NV Australien, men muligvis af en af de ikke aktuelle former. Repræsenteret af formen florensis, der yngler SØ Sibirien, N og NØ Kina mod syd til Emei Shan og Shanghai, og overvintrer på Philippinerne og Wallacea. Karakteristisk mellemstor, slank og langhalet ugle med lille, rundt og hoved med gule, stikkende øjne. Ansigtet ligner en mørk kats, ellers en bøddels!. Undersiden er hvidlig med brede og udflydende brune striber, oversiden er lyst chokoladebrun med hvide pletter. Halen er mørk med ca. 4 lyse tværbånd. Muligvis forekommer formen japonica (yngler Sydkorea, Japan, Taiwan og Lanya, overvintrer i S Kina og SØ Asien), der er mindre og mørkere end florensis, med sortbrunt hoved, overside og undersidetegning (König & Weick 2008). I flugten langhalet og rundvinget, ala Høgeugle, men mørkere og slankere. Mere dagaktiv end de mindre ugler, f.eks. set indtrækkende Happy Island, hvor den ofte ses flyve (evt. da alle gerne vil se den!). Sangen består af bløde whoop whoop whoop, der udstødes med 2-3 toner i sekundet. Synger mest aktivt i skumringen. Kaldet er et blødt, stigende pung-ok, der gentages med 1-2 sekunders mellemrum. Tidligere blev alle bestande regnet under samme art: Brown Hawl Owl. Disse er for nyligt splittet i tre arter, hvoraf Northern Boobok findes i området. De sydlige populationer er opdelt i to yderligere arter: Brown Hawk Owl N. scutulata (Indien til S Kina) og N.s. burmanica, der er mørkere med næsten sortbrunt hoved og overside. Sangen afviger: et dybere, lidt stigende whuu-up eller whoop, der gentages ca. 1 gang i sekundet (Robson 2002, egne obs. NØ Indien). Synger aktivt i mørke, men undertiden om dagen. De sydlige populationer er for nyligt foreslået splittet på grund af forskelle i dragt og sang (King 2002). 142. Grey Nightjar Caprimulgus ( indicus) jotaka 1997: På Happy Island 14.5 1 – 15.5 3 – 17.5 1 – 18.5 3. 2008: På Happy Island 13.5 1 – 14.5 1 lunden -15.5 1 hun (fanget og forevist af hollænderne). Sjælden yngletrækfugl og trækgæst (ult. april- pri. juni/ult aug.-pri.okt). Tidligste obersvation er fra 28.4 ved Beijing. På trækket ses flest på Happy Island, hvor arten ses næsten dagligt fra ca. 6.5 og måneden ud. Syngende fugle er bl.a. konstaterete ved Xiaolongmen (4 syngende 31.5 2003). Om efteråret flest med.sept., ved Beidaihe dagsmax. 4 10.9 1987 og 4 17.9 1990. Kun få efter ult. sept (Williams 2000, China Birdwatching Society 2004). Repræsenteret af formen jotaka, der yngler i Japan, det meste af Kina og S Sibirien. Forlader ynglepladserne sept.-nov, og overvintrer mellem S Kina, Indonesien og Philippinerne. Ankommer til ynglepladserne marts-maj. Strejfgæst til Moluccerne, NV New Guinea og Aleuterne (Cleere & Nurney 1998). En ret stor, mørkt gråbrun natravn med tætmønstret dragt. Hovedtegningerne er svagere end Natravn, med smallere, ofte brudt hvid skægstribe (kan mangle) og mindre hvide pletter på halssiderne. Har bredere mørke striber på oversiden, bredere hvide til sandfarvede skulderfelter og mere uldent mørkvatret underside end Natravn. Halen har brede og distinkte sorte tværbånd. Sangen er en hurtig serie tjok eller nak, med ca. 11 slag pr. sekund. Sangen kan vare i op til 10 sekunder (Hemmingsen & Guildal 1968). For geografisk variation i sangen, se nedenfor. Længere mod vest og syd findes formen indicus (Jungle Nightjar; yngler mellem Indien og N Thailand). De to former regnes ofte som egne arter grundet forskelle i dragt (især juvenildragt), sang og æggenes tegning. Mindre, lysere med mere gråtonet bryst end jokota (Rasmussen & Anderthon 2005). Sangen er langsommere serie af dobbelttoner i metronon-rytme FWik./m-/FWik….; ca. 2 slag i sekundet; tonen er træagtig. Sangen fra sydøstasiatiske fugle (formen bazarae) er et hurtigt tuctuctuctuc….. med 3-4 slag pr.sekund, i serier op til 16 toner (Wells 1999, Robson 2005). Fra fugle i Nepal et rytmisk gentaget serie af SCHurk toner, der lyder som piskeslag eller slag på tromme, med 4-5 slag pr.sekund i serier op til 23 sekunder (Rasmussen & Anderthon 2005). 143. Natravn Caprimulgus europaeus plumipes/dementievi Eurasian Nightjar 2008: 5.5 1 Friendship Hotel, Beidaihe. Muligvis førstefund i området. Fuglen forekom meget lille, havde tydelig hvid skægstribe og halssideplet samt brede hvidlige pletter på vingedækfjerene. Halen havde kun smalle mørke tværbånd. Yngler gennem Palearktis i flere former, der alle overvintrer i Afrika. I N Kina repræsenteret af formen plumipes (yngler N Kina mellem Xinjiang/Nei Mongol og østlige Tien Shan, samt i S og NV Mongoliet) og dementievi (NØ Mongoliet til S Transbaikal). Begge er lysere og mere gråtonede end europaeus (Europa til S Sibirien) med smallere, med mere velmarkerede mørke striber på oversiden, varmere sandbrun underside og manglende mørke tværbånd på de

mellemste halefjer samt bredere hvide halehjørner og større hvide vingepletter. Plumipes er generelt brunere end dementievi (Cramp & Brooks 1985, Cleere & Nurney 1998, Brazil 2009). 144. Tornhalesejler Hirundapus caudacutus caudacutus Needle-tailed Swift/White-throated Needletail 1997: 4.5 3 trk. Lighthouse Point, Beidaihe. På Happy Island 16.5 4 trk., 17.5 1 trk. og 18.5 1 trk. 2008: 5.5 1 trk. Lighthouse Point, Beidaihe – 12.5 4 trk. Happy Island. Fåtallig til ret almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og med. aug.-pri. okt.). Om foråret er de tidligste fugle 5 eks. 10.4 2004 Yunmengshan, Huairoi, Beijing. Trækket er størst pri.-med. maj, dagsmax. 35 trk. 9.5 1995 Happy Island, 20 eks. 13.5 og 28.5 2006 Biwan Shan, Beijing, 17 trk. 17.5 2005 Yang He, 15 trk. 21.5 2006 Happy Island og 13eks. 16.5 2007 Happy Island. Om efteråret flest ult aug-med. sept., dagsmax. 1160 trk. 6.9 1987 Beidaihe, 353 trk. 21.9 1986 Beidaihe og 225 trk. 29.8 1986 Beidaihe. Yngler i NØ Asien mod vest til Tomsk, Ø Sibirien og østpå til NØ Kina (incl. NØ Hebei), Nordkorea, Sakhalin, Kurilerne, nordlige halvdel af Japan og Taiwan. Forlader ynglepladserne ult. aug-sept./okt., og trækker mod sydøst gennem Japan og S Kina aug.-nov. Overvintrer fra New Guinea og sydpå, de fleste i Australien, især i sydøstlige del (incl. Tasmanien); ankommer til Australien fra sept., men først til Tasmanien ult.jan-feb. Meget store flokke ses lokalt, flest i Queensland og Victoria, hvor største antal er flok på 50.000-100.000 i Victoria, desuden flokke på max. 15-20.000 iagttaget flere gange i Victoria og Queensland. Enkelte overvintrer på New Zealand nov.- marts, og desuden er der enkelte vinterfund på den Malayiske Halvø. Forlader vinterkvarteret (med.feb.) marts-april; i Hong Kong gennemtræk 17.3-18.5, men højst i smågrupper. Ankommer til de nordlige ynglepladser i maj. Strejfgæst mod nord til Aleuterne, mod syd til Seychellerne samt på Fiji og Macquire Island (Cramp & Brooks 1985, Higgins & Davies 1999, Wells 1999). Strejfgæst til Europa: Storbritannien 11, Sverige 2, Finland 4, Norge 2, Færøerne 1, Atlanten udfor Island 1, Holland 1, Malta 1, Spanien 1. Fundene fra N og V Europa er gjort ult.april-pri.juni, flest i maj. Fund fra Sydeuropa er overvejende gjort okt.-nov (Juana 2006). Desuden strejfgæst i Kasakhstan, hvor formentligt regelmæssig. Større end Mursejler (næsten så stor som Alpesejler apus melba) med meget længere, slanke ”sabelvinger” og kort, afklippet bagparti. Ligner en flyvende cigarstump! I skarpt sollys skinner dele af dragten grønsort ala skarnbasse. Har lysere sølvgrå ryg, bred hvid bagbug og hvid strube, der ses tydeligst mod mørk baggrund. Panden er hvid. Flyver ekstremt hurtigt og imponerende sikkert med dybe, men hurtige og kraftfulde vingeslag med imponerende svirp i hånden – hørbare selv på nogen afstand. Glider med sænkede, let kuplede vinger. Ses på trækket mest i forbindelse med lavtrykspassager med regn og blæst, der presser fuglene ned i observerbar højde. Hér gælder det om at være på stikkerne – fuglen flyver generelt dobbelt så hurtigt som Mursejler, og tit sker det, at man kun når at opfatte en susen som fra dødens le og når at stille sig selv spørgsmålet ”hvad var det” før det er for sent og fuglen bogstaveligt er fløjet. I Ø Asien yngler desuden formen nudipes, der er standfugl mellem Yunnan, Kina og gennem Himalaya til N Pakistan. Ligner caudacutus, men har lidt kortere vinger, sort ansigt (incl. isse), svagere sølvgråt anstrøg på oversiden og bruntonet underside (Cramp & Brooks 1985). 145. Mursejler Apus apus pekingensis Common Swift 1997: 28.4 25 Beijing. Ved Beidaihe 29.4 3 trk. Lighthouse Point – 4.5 2 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 15.5 2 trk., 16.5 4 trk.og 17.5 4 trk. 19.5 30 Beijing International Airport. 2008: 27.4 25 Beijing – 28.4 20 Beijing – 28.4 200 Sommerpaladset, Beijing – 28.10 10 Den Himmelske Freds Plads, Beijing – 1.5 10 Changping-Beijing – 1.5 10 Beijing – 2.5 15 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe- 3.5 3 trk. + 1 rst. Jin Shan Fields – 4.5 7 trk. Lotus Hills – 4.5 300 rst. aften Jin Shan Hotel – 5.5 18 trk. Lighthouse Point – 5.5 10 Jin Shan Fields – 6.5 20 Lighthouse Point. 16.5 20 Laoting-Beijing – 17.5 10 Beijing. Almindelig yngletrækfugl og fåtallig trækgæst (med.april-pri.juni og ult.juli-med.okt.). Talrig ynglefugl i byer inde i landet, f.eks. i Beijing, hvor ankomst fra ca. 15.4. Betydeligt mere fåtallig ved kysten. Op til nogle hundrede trækker hvert forår Beidaihe og efterår; 142 trk. 10.4-30.5 1985; exceptiont stort antal er 500 trk. 21.5 2005 Beidaihe (samme dag 300 trk. Orientsejler (Marr & Andrews 2005). Forlader Beijing omkring 8.8 (Hemmingsen & Guildal 2008, i kommentar til Wilder´s upublicerede noter) Yngler gennem Europa, N Afrika og Asien mod syd til Pakistan/Afghanistan og østpå. Repræsenteret af formen pekingensis (yngler i C og Ø Asien fra Ø Tyrkiet/Iran og østover til Transbaikal og Ø Kina). Alle bestande overvintrer i Ø og S Afrika, pekingensis især Namibia og Botzwana. Ankommer til ynglepladserne i Mellemøsten fra febr., men først ult. april til Ø Kina. Pekingensis er strejfgæst til Chad, Gujarat, Andamanerne, Korea og Japan. Pekingensis er en lys form med træk fra Gråsejler A. pallidus. I forhold til apus (Europa til Tyrkiet) er oversiden brunere og generelt tydeligere lysskællet, især bagtil. Set ovenfra er kontrasten mellem mørk ryg/dækfjer og lysere armsvingfjer langs tydeligere (nævnt som ”en karrikatur af, hvordan Gråsejler formodes at se ud ”(Lewington 1999)). Undersiden er lysere bruntonet end hos apus. Armsvingfjerene gennemskinnes lidt tydeligere end hos Mursejler, hvilket i visse positioner kan medvirke til en smallere arm (som hos Gråsejler A. pallidus, hvis arm dog reelt er bredere end hos

Mursejler). Har desuden bredere hvid strubefelt og lysere pande. Kaldet er muligvis en anelse lysere end hos apus - ”som var guitarstrengen spændt en anelse for hårdt” (Jent T. Madsen pers. comm.) 146. Orientsejler Apus pacificus pacificus Fork-tailed Swift 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 trk. NW Lighthouse Point – 30.4 17 trk. N Fishhook/Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 1 trk. -14.5 27 trk.– 15.5 300 trk. – 16.5 96 trk. – 17.5 456 trk. – 18.5 110 trk. 2008: 5.5 3 trk. Lighthouse Point, Beidaihe. På Happy Island 8.5 3 trk. -13.5 9 trk. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult.marts - med. juni/med aug.-ult. okt.). Om foråret er de første truffet de sidste dage af marts, og flest pri-med. maj, om foråret, hvor dagscifte på flere hundrede er regelmæssige, især umiddelbart efter lavtrykspassager. Dagsmax. 15.000 trk. Beidaihe 8.5 2001, efterfulgt af 3000 trk. 10.5 og 2000 trk. 11.5. Øvrige store antal er 3000 trk. 10.5 2000 Beidaihe, 1000 trk. 18.5 2001 Happy Island og 1000 trk. 21.5 2008 Happy Island. 4071 ”bird days” 28.3-1.6 1985 Beidaihe. Lejlighedsvist større antal i juli kan være nordlige bestande på vejrtræk, som det kendes fra Mursejler i Nordeuropa, da mange i juli angives at komme fra Ø og NØ (La Touche 1925). ”The occurence all summer suggests breeding in the mountains” (Hemmingsen & Guildal 1968). Om efteråret almindelig med. aug.-pri. sept, ved Beidaihe dagsmax.>9000 trk. 20.8 1986 – 7800 trk. 28.8 1987 – 5190 trk. 30.8 1986 Beidaihe, desuden ”tusinder” 20.8 1945, bl.a. i en kontrast strøm de sidste eftermiddagstimer. På Happy Island er dagsmax. 3000 28.8 1994. Kun enkelte efter med. sept. (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1992, Hornskov 2000, Forsyth & Moffatt 2001, Pettersson 2008). Yngler i C og Ø Asien fra Ural og Altai og østpå til Kamtjatka og Japan (formen pacificus). Trækfugl, der forlader ynglepladserne i aug.-pri.sept. Trækker gennem SØ Asien, på den Malayiske halvø flest ult.okt.-med. nov. Overvintrer mellem SØ Asien, New Guinea og Australien, sjældnere på New Zealand (okt.-feb.), på Seychellerne og i SV Indien. Ankommer til Australien okt.-nov, og ses lokalt i flokke på flere tusinde vinteren igennem. Forlader Australien i april, men i Hong Kong allerede træk fra med. jan, og største antal i marts, f.eks. 1000 9.3 1992, og sidste trækgæster ult. april. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst i N og V Europa: 5 Storbritannien og 3 Sverige maj-sept. De britiske fund er gjort ult.maj-med. juli, de svenske i juli-aug. Større med længere vinger og længere, tydeligere kløftet hale end Mursejler; Mursejler er i formen som en mini Lærkefalk, mens Orientsejler i formen ligner Eleonorafalk Falco eleonorae! Smal hvid ”hestesko” på overgumpen se tydeligt fra oversiden; det skal dog bemærkes, at afvigende Mursejlere kan have et lignende hvidt felt, der dog ofte er ”ulden” i kanterne eller af afvigende udbredelse i forhold til Orientsejlers. Et mere usikkert kendetegn er den i forhold til europæiske Mursejlere tydeligere lysskællede kropsunderside – især bug, samt bredere lys strubeplet, da Mursejler af formen pekingensis (se ovenfor) optræder i Kina. Har undertiden tydelig mørk ansigtsmaske. Flyver roligere end Mursejler med spændstigere vingeslag og mere bagudrettet hånd – især i hård modvind, hvor flugten kan virke mere flagrende – især grundet de længere vinger. Kredser på plane vinger, hvor armen lit bøjer lidt nedad mod udfladet hånd (tydeligere end hos Mursejler). Når halen samles bliver den en tynd spids, påsat bredere undergump. Andre, stationære eller korttrækkende former med korte vinger, generelt smallere hvid overgump samt svagere halekløft findes i SØ Asien (kanoi (S Kina), leuconyx (Himalaya) og cooki (SØ-Asien). Jizzet og flugten hos disse former er tættere på Mursejler, og hvidt på overgumpen kan være begrænset til smalt felt midt på overgumpen, eller delvist dækket af mørke striber. Fugle fra Nordthailand har generelt tydeligere hvidskællet underside, der hos de kraftigst tegnede kan give mindelser om ”Alpesejler A. melba i skygge”. Disse kan forveksles med Dark-rumped Swift A. acuticauda, der er meget lokal ynglefugl i NØ Indien i områder med ekstrem høj årsnedbør; vinterkvarter ukendt, men formentligt tæt på yngleområderne; strejfgæst – eventuelt regelmæssig vintergæst – i N Thailand). Dark-rumped Swift mangler hvidt U på overgumpen, og har mørkere strube og smallere yderste halefjer, der giver tendens til ”ørentvistehale”. Har desuden smal, hvid vingebagkant (kun synlig tæt på og mod mørk baggrund), lidt større hoved, smallere vinger og lidt kortere hale. Flugten er ofte kastvis med serie af glid på hængende vinger (egne obs. Thailand og Meghalaya, Indien feb. 2008 og marts 2009). De mindre sydøstasiatiske formers taksonomi er uklar; grundet forskelle i form, tegning og yngletid kandiderer disse til artsstatus. Note: - Himalayan Swiftlet Collocalia (Aerodramus) brevirostris. Tilfældig gæst: 13.5 2006 Happy Island (Pettersson 2006). Desuden 2 fund af Swiftlet sp: 26 og 29.4 1985 Beidaihe - 22.5 2008 Beidaihe (Williams 1986). Yngler C og W Kina nordpå til YangtzeValley, samt i nordlige SØ Asien (formen brevirostris) og mellem Ø Kina og Himachal Pradesh i Himalaya (formen innominata). Overvintrer mellem Bengalen og den Malayiske Halvø/Sumatra. Trækket på den Malayiske Halvø er størst med.-okt-med. nov, samt sidst i marts. Strejfgæst til Hong Kong, Taiwan, Cambodia, Sydkorea (bl.a flok på 5) og Japan (Hale & Kennerley 1995, Wells 1999, Moores 2002). Blot svalestor. En lille, kompakt og mørk sejler med kort, let kløftet hale og ret korte, åreformede vinger. Sort til sortbrun med svagt lysere overgump og lysere underkrop. Tæt på ses smalt hvidt halsbånd, der kan isolere hovedet fra

kroppen. Undervinger er gråbrun med mørkere dækfjer, ala Klippesvale. Flugten er flagermusagtigt flagrende med stive, mekaniske vingeslag. Glider med vingerne sænket under det horisontale plan. Fuglen fra 1985 er nævnt som ”Beidaihe Swift”. Beskrevet som mørkebrun på oversiden med lysere bruntonet overgump og lysere brun underside – især strube. Beskrivelsen nævnes ikke at passer på nogen kendt art (Williams 1986), men stemmer overens med udseende på en del fugle, iagttaget i marts-april i NØ Indien (egne obs.). 147. Dollarbird Eurystomus orientalis calonyx 1997. På Happy Island 12.5 1, 13.5 5 trk. + 2 rst og 14.5 12 trk. + 1 rst. 2008: På Happy Island 12.5 2 – 13.5 1 – 15.5 1. Fåtalllig yngletrækfugl og trækgæst (med. maj-pri.juni/aug-pri.okt.). Forårstrækket kulminerer i sidste halvdel af maj, dagsmax. 75 trk. 17.5 2005 og 50 17.5 2006 Happy Island. Om efteråret flest ult. aug-med. sept., dagsmax. 8 9.9 1986 Beidaihe (Williams 2000, Bisschop 2005, Sahlin 2006). Yngler i skove og plantager, gerne nær åbne og fugtige områder. Fundet ynglende ved Reservoiret, Beidaihe. Yngler fra Himalayas fodbjerge østpå gennem Ø og SØ Asien vestpå til N Indien og Nepal, nordpå til Amur og Japan, østpå til New Guinea. Desuden lille bestand Western Ghats, SV Indien, Sri Lanka og Andamanerne; uregelmæssig ynglefugl på Taiwan. Bestande fra N og NØ Kina er trækfugle, der forlader ynglepladserne ult.aug-sept., og overvintrer mellem S Kina og Java samt i Australien, hvor almindelig vintergæst N og Ø Australien sept.-april. Trækket passerer den Malayiske Halvø med.okt-ult. nov og med.marts-med.april, og Hong Kong april-pri. maj, flest ult. april. Ankommer til ynglepladserne i maj-pri. juni. Sjælden gæst i Goa og New Zealand (Fry et. at 1992, Wells 1999, Lainer 2004). Repræsenteret af formen calonyx, der yngler i N Kina og Manchuriet østpå til Amur og Japan. Yderligere 11 former er beskrevet (Fry et al. 1992). En mørk, korthalet ellekrage med sort hoved, blågrøn dragt og store lyseblå vingefelter (”dollars”). Flyver behændigt med dybe, gennemførte og stødende vingeslag, og kan da tages for en mindre, korthalet rovfugl. 148. Isfugl Alcedo atthis bengalensis Common Kingfisher 1997: 29.4-10.5 dagligt max. 5 Reservoiret, Beidaihe (heraf 1 par ved rede). 2008: 29.4 4 Kangxi Grasslands – 30.4 5 Bai He – 30.4 2 Beijing-Xianlongmen – 1.5 2 Changping-Beijing – 2.5 1 Beijing-Beidaihe – 4.5 2 Reservoiret, Beidaihe – 5.5 1 ved redehul Yang He Woods – 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – 14.5 1 Happy Island. Ret almindelig yngletrækfugl, trækgæst og vintergæst (ult.marts-pri juni/aug-okt.). Bedste lokalitet er Reservoiret, Beidaihe, hvor der regelmæssigt er set op til 10-15 med.maj-med.sept. Desuden dagsmax.på 10 Happy Island i samme periode. Om vinteren spredte forekomster, flest 5 eks. 24.12 2004 Juma He Beijing (China Ornithological Society 2005). Vidt udbredt gennem Europa, Nordafrika og Asien. Repræsenteret af formen bengalensis, der yngler i Indien, samt Ø og SØ Asien nordpå til Baikal, Kina, Sakhalin og Japan, og overvintrer i SØ Asien fra Sydkorea og S Kina, og mod sydøst til Halmahera og Phillippinerne. Bestande fra Nordasien er trækfugle, der overvintrer fra Ø Kina og sydpå (Fry et al. 1992, Moores 2001, Brazil 2009). Mindre og klarere farvet end former fra Europa og Afrika med bedre afsat hvid strubeplet.Ungfugle har lysere underside, ofte med brunt begrænset til bryst (Cramp & Brooks 1985). 149. Crested Kingfisker Megaceryle lugubris gutullata 2008: 30.4 1 Bai He – 30.4 1 Bai He-Huairoi – 30.4 1 Beijing – Xianlongmen. Fåtallig ynglestandfugl ved floder og søer nær Beijing. Ses bl.a. regelmæssigt ved Sommerpaladsets fjernere dele samt ved floderne nord for byen, hvor lokalt ikke ualmindelig. Yngler i bjergegne mellem 250 og 2000 (3000) meters højde langs strømmede flodermed rigelige indslag af store sten, lokalt i mindre vandløb i ældre skov (Nordindien). Yngler mellem Afghanistan, østpå gennem Himalaya til Japan, incl. C og Ø Kina, sydpå til Vietnam, Laos og N Thailand. Ynglede tidligere i Sydkorea, men nu uddød (Moores 2002). Hårdfør, og som regel standfugl. Den største af områdets isfugle. Kragestor med langt, sort næb, stort hoved med påfaldende fyldig sort- og hvidspraglet dobbelt top, hvid underside og tæt sort-hvidbåndet overside. Flyver ret lavt og flagrende, og er i flugten lys med mørk hætte mod hvide issesider samt rustbrune undervingedækfjer. Hannen har orangebrunt brystbånd. Hunnen mangler brystbånd og har rustbrunt anstrøg på undergumpen. Troner tit åbent højt i træ, eller sidder på større klippeblokke ved floden. I Ø Kina (samt Vietnam og vestpå til NØ Afghanistan) repræsenteret ved formen gutullata, der har mørkere overside og dybere rustbrunt brystbånd (han) end andre former (Fry et al.1992). Muligvis forekommer formen lugubris (Japan). Note Gråfisker Ceryle rudis (Pied Kingfisher): Tilfældig gæst: 2.8 2003 Lushandao, Tianjin - 29.10 2005 Shahe Reservoir, Beijing – 5.2 2006 Wenye He, Beijing (China Ornithological Society 2004, 2006-2007). Yngler i C og S Kina samt gennem SØ og S Asien mod vest til Mellemøsten. I Kina strejfgæst mod nord til Beijing..

150. Black-capped Kingfisher Halcyon pileata 1997: På Happy Island 15.5 1, 16.5 1, 17.5 2 og 18.5 2. 2008: 6.5 1 Sandflats, Beidaihe. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (pri.maj-pri.juni/ult.aug-ult. okt.). Om efteråret ses flest i sept., dagsmax. 7 eks. 11.9 1986 Beidaihe. Muligvis gået frem. I 1940´ene kun ét fund 17.5 1944 Beidaihe.Yngler ved lunde og plantager omgivet af åbent land med søer, langs floder og ved strømme i Behei og Beijing. I yngletiden er største antal 9 eks. 11.7 2005 Yongdinghe Valley, Beijing (Hemmingsen & guildal 1968, Williams 2000, China Ornithological Society 2006). Yngler i Ø Kina (incl. Hebei) og Manchuriet, samt i Sydkorea og i S og SØ Asien mellem Indien og SØ Asien. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i S Kina (Fry et. Al 1992). Sjælden trækgæst i SØ Rusland og Japan, og sjælden træk. og vintergæst Taiwan. Strejfgæst til Nepal. En karakteristisk, allikestor isfugl med sort kalot, langt rødt næb, hvid halskrave og bryst, rustbrun bug og koboltblå overside. I den flagrende flugt blå med store, hvide vingefelter. Note: Ruddy Kingfisher Halcyon coromanda er mulig gæst: 14.5 2000 Happy Island (Hornskov 2000), men kun hørt. Nævnt som ynglefugl i Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000), men ikke angivet senere (Brazil 2009). Yngler pletvis Ø til SØ Asien vestpå til Nepal, samt i Ø Asien. I NØ Asien repræsenteret af formen major, der yngler Japan, Sydkorea og NØ Kina (Hebei, Shantung og Liaoning) og overvintrer mellem S Kina og Borneo. Strejfgæst til Ø Kina og Sakhalin. En stor, rødbrun isfugl med langt, rødt næb og lillatonede vinger og hale. Overgumpen er sølvblå og struben lys. Andre former er mørkere med kraftigere lilla anstrøg, lysere underside og bredere hvidlig overgump (Fry et al. 1992). Færdes et skjult i fugtige skove, og afsløres tit på kaldet: en høj, rullende og næsten hysterisk trille: pyorrrr. 151. Hærfugl Upupa epops saturata Hoopoe 1997: Ved Beidaihe 29.4 – 10.5 dagligt max. 5 Legation Gully og 3 Jin Shan Hotel - 29.4 1 Wet Boot Marsh – 30.4 1 Lighthouse Point – 5.5 1 trk. + 1 rst. Lighthouse Point. På Happy Island 14.5 1, 16.5 1, 17.5 1 og 18.5 1. 2008: 29.4 1 Great Wall, Badaling. Ved Beidaihe 2.5 1 Reservoiret – 3.5 1 Jin Shan Fields – 3-6.5 dagligt 1 Lighthouse Point – 3-6.5 dagligt max. 4 Friendship Hotel – 7.5 12 Jin Shan Fields. 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – 7-16.5 dagligt max.10 Happy Island (heraf min. 3 par ved reder). Ret almindelig yngletrækfugl (evt. ynglestandfugl) og vintergæst (med.marts-ult.maj/aug-med. (ult.) nov.). Yngler i huller i mure og i grusgrave m.m., f.eks. min 3 par Happy Island i 2008. Forårstrækket kulminerer ult.marts-pri april, hvor dagsantal på op til 20 er bemørket i 1940´erne, men siden hen færre. Om efteråret flest med.sept.-med. okt, undertiden pri. nov. Ved Beidaihe dagsmax.10 eks. 24.10 1986, 10 eks. 6.11 1989 og 9 eks.25.9 1986. Almindelig om vinteren, undertiden i småflokke, f.eks. 19 eks. 23.12 2005 Beidagang Reservoir, Tianjin. (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000, China Ornithological Society 2006) Yngler gennem det meste af Palearktis. I området repræsenteret af formen saturata, der yngler i Østasien (øst for epops) mod syd til Tibet og S Kina. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i S Kina og SØ Asien, sjældent sydpå til Malaysia. Epops yngler fra Europa og østpå til Ob og Sinkiang, Kina. Ret bred overgangsområde mellem epops og saturata. Strejfgæst til Japan (flest marts-med. april: enkelte ynglefund) og Taiwan. Saturata ligner epops, men generelt mere gråtonet med svagere rosatonet anstrøg i brystet og nakken, men varmt rust-gulbrune issefjer (Cramp & Brooks 1985, egne obs.). 152. Vendehals Jynx torquilla chinensis Wryneck 1997: 30.4 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe – 15.5 1 Happy Island. 2008: 7.5 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe – 11.5 2 Happy Island. Fåtallig trækgæst (pri.april-med. maj og med. aug.-pri.okt), om foråret flest ult.april-pri. maj. Dagsmax. 7 eks. 30.4 2002 Happy Island, 6 eks. 2.5 2002 Happy Island, 6 eks. 21.4 2007 Jingtang Gang, Laoling samt 5 eks. 1.5 1994 Beidaihe og 6.5 1999 Happy Island. Med. maj dagsmax. på 3. Om efteråret flest ult.aug-pri.sept., dagsmax. 16 eks. 8.9 1994 Happy Island (Thalund et al. 1994, Dierschke & Heintzenberg 1994, Drijvers 1997, Hornskov 1999, China Ornithological Society 2008). Yngler gennem Palearktis. I området repræsenteret af formen chinensis, der yngler i NØ Asien (incl. NØ Kina) mod nord til NØ Rusland og mod øst til N Kamtjatka og Japan. Forlader ynglepladserne ult.juli-pri.sept., og overvintrer i SØ Asien i nord til S Japan, S Kina og Taiwan (hvor sjælden). Ankommer til ynglepladserne pri. maj. Strejfgæst til Vietnam. Chinensis ligner torquilla (Europa), men er mørkere brun på oversiden med skarpere afsat sort mønster på såvel over-som underside (Glutz von Blotzheim & Bauer 1980). 153. Sortspætte Dryocopus martius khamensis Black Woodpecker 2008. 4.5 1 Lotus Hills, Beidaihe. Fåtallig ynglestandfugl i gammel skov, især nåleskov.

Yngler gennem Palearktis, i Østasien mellem Tibet, W Kina og NØ Kina, incl. Beijing og Hebei, samt østpå til Hokkaido og Kamtjatka. 154. Gråspætte Picus canus jessoensis Grey-headed Woodpecker 1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 2 Legation Gully – 29.4 3 Reservoiret (heraf 1 par med rede) – 18.5 1 Huillonguan Hotel, Beijing. 2008: 30.4 1 Huairou – 30.4 1 Bai He – 1.5 1 Xianlongmen. Ved Beidaihe 2-5.5 dagligt max. 3 Reservoiret – 2-6.5 dagligt max. 4 Friendship Hotel- 3.5 1 Study Gully – 4.5 2 Lotus Hills – 5-7.5 1 Jin Shan Hotel – 5.5 1 Legation Gully – 6.5 1 Dongshan Hotel. Almindelig ynglestandfugl, evt. trækgæst (ult. okt-med. nov). Findes i parker og skove. Indvandrede formentligt i 1920´erne som ynglefugl til kystområderne, da træerne da havde nået en passende højde til spætter (Wilder 1925). Flest ved Beidaihe er set ult. okt-pri.nov, bl.a. 19 eks. 13 og 23.10 1986, samt 8 eks. 5.11 1989 Reservoiret, Beidaihe, hvilket antyder trækgæster (Wiliams 2000). Yngler i flere former gennem Palearktis samt mellem N Indien og mellemste SØ Asien. Repræsenretet af formen jessoensis (yngler mellem Østsibirien og N Kina samt på Hokkaido). Ligner canus (Europa østtil til Østsibirien), men er større og mere gråtonet med lysere gråt hoved. En stor grønlig spætte med gyldengrøn overgump og gråt hoved med sort tøjle samt skæg. Hannen har rød pandeplet, hunnen ensartet grå isse. Arten afsløres tit gennem sine stemmer, især et nedadgående kjøk-kjøk-kjøk….. Andre stemmer er rammende beskrevet som om fuglen talte med sig selv (Hemmingsen & Guildal 1968). Trommer hyppigere end vestlige bestande. Sydlige former (Himalaya til Ø og SØ Asien) afviger ved at have lysere gråt ansigt (incl. tøjle), sort nakke, bredere sort skæg og mørkere olivengrøn over- og underside. Stemmerne er hæsere og dybere end hos nordlige gruppe (Cramp & Brooks 1985, Ramussen & Anderthon 2005). De sydlige former potentielt egen art, men overgår i nordlige former gennem mellemtyper som sordidior og kogi (Tibet), der er næsten så lys som jessoensis med spredte sorte pletter i nakken. 155. Stor Flagspætte Dendrocopus major brevirostris Greater Spotted Woodpecker 1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 2 Legation Gully – 29.4 1 Reservoiret – 5.5 2 Lighthouse Point. 2008: 27.4 2 Den forbudte By, Beijing – 28.4 1 Sommerpaladset, Beijing – 30.4 1 Huairou – 30.4 1 Huairou- Bai He – 2.5 2 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 2-5.5 dagligt max. 2 Reservoiret – 3-7.5 dagligt max. 2 Lighthouse Point - 3-6.5 dagligt max. 2 Friendship Hotel – 3.5 1 og 5.5 1 Yang He Woods – 4.5 1 Lotus Hills. Ret almindelig ynglestandfugl i skove og parker. Største antal er 20 eks. 9.4 2005 Beijing University og 12 eks. 1.9 2007 Tiantin Park, Beijing. Yngler gennem Palearktis, incl. det meste af Kina samt sydpå til Burma, Laos, Nordvietnam og nordøstligste Indien. I området repræsenteret af formen brevirostris, der yngler mellem NØ Kina og Okhotske Hav (Brazil 2009). Note: Hvidrygget Spætte Dendrocopus leucotos sinicus (White-backed Woodpecker) yngler i bjergskovene, f.eks. ved Wulingshan, samt i skove omkring Beijing, bl.a. set Beijing Zoo samt 31.3 2003 Kangxi Grasslands (China Ornithological Society 2004). Ved kysten kun tilfældige observationer. 2 eks. observeret syd for Beidaihe 7.5 2005. Yngler gennem nordlige dele af Palearktis. I området repræsenteret af formen sinicus, der yngler i NØ Kina, sydpå til Hebei og Beijing, samt i østlige NØ Rusland. Ligner leucotos (N Europa), men har generelt mere distinkte mørke striber på halssiderne samt på undersiden (Glutz von Blotzheim & Bauer 1980, Cramp & Brooks 1985). 156. Rufous-bellied Woodpecker Dendrocopus hyperythrus subrufinus 1997: Ved Beidaihe 1.5 2 Lighthouse Point og 5.5 1 Legation Gully. På Happy Island 16.5 2 og 17.5 1. 2008: 3.5 2 Friendship Hotel, Beidaihe – 3.5 1 Yang He Woods – 7.5 2 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 8.5 2 – 9.5 2- 10.5 2 -11.5 2 – 13.5 1- 14.5 3. Fåtallig trækgæst (maj og ult aug.-med. okt). Om foråret flest pri. maj, dagsmax. 7 eks. 9.5 2005 Happy Island og 7 eks. 9.5 2006 Happy Island. Om efteråret flest pri.-med. sept. med op til 7-8 Beidaihe og 6 Happy Island. Yngler mellem N Indien (Himalaya) og SØ Asien. I området repræsenteret af den geografisk isolerede form subrufinus, der yngler Heilongjiang, NØ Kina samt det østligste Rusland. Den er trækfugl, der forlader ynglepladserne aug.-sept, og overvintrer S Kina, Vietnam og N Thailand. Ankommer til ynglepladserne i maj. Andre former findes mellem N Indien og SØ Asien. På størrelse med Stor Flagspætte, men kraftigere og mere kompakt. En smuk rustbrun spætte med sort- og hvidbåndet overside, lyst ansigt og rød undergump. Hannen har rød kalot, hunnen lysplettet sort. 157. Grey-capped Pygmy Woodpecker Dendrocopus canicapillus shintilliceps 2008: 1.5 1 Changping-Beijing. Ved Beidaihe 6.5 1 Jin Shan Hotel – 6.5 1 Dongshan Hotel – 7.5 3 Lighthouse Point.

Fåtallig ynglestandfugl i skove op til 2000 meter. Hyppig omkring Beijing, hvor største antal er 1o eks. 2.6 2007 Baiwang Shan og 7 eks. 22.10 2005 Kangxi Grasslands. Yngler mellem N Indien (Himalaya), Tibet, NØ, Ø og S Kina og sydover til Thailand og Malaysia. I området repræsenteret af formen shintilliceps, der yngler i NØ Kina og Sydkorea (Brazil 2009). Former fra Himalaya afviger på flere punkter, og kandiderer til artsstatus (Rasmussen & Anderthon 2005). På størrelse med Lille Flagspætte, men slankere med utegnet sort forryg og skulderfjer, mørke øredækfjer, grå isse, gråtonede kindsider, samt orangebrunt anstrøg på den stribede underside. Bagryggen er sort/hvidbåndet. Hannen har lille rød plet bagerst i issen. Note: Af andre lignede spætter er truffet: - Lille Flagspætte Dendrocopus minor amurensis. Fåtallig ynglestandfugl i bjergskove omkring Beijing. Yngler gennem nordlige dele af Palearktis i flere former. I området repræsenteret af formen amurensis (NØ Kina, Nordkorea, Ø Rusland og Hokkaido), der i forhold til Nordskandinaviske fugle har mere udflydende sort/hvid bånding på ryggen samt mere bruntonet grå underside. - Japanese Pygmy Woodpecker Dendrocopus kizuki. Sjælden ynglefugl i Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000, Brazil 2009), af specificerede fund kun 11.6 2005 Wulingshan (China Ornithological Society 2006). Yngler mellem NØ Kina (Jilin, Heilongjiang), i Korea og Japan. Findes i skove op til 2100 meters højde. Ligner Grey-capped Pygmy Woodpecker, men har tydelige hvide tværbånd på ryggen (ala Lille Flagspætte), bredere mørk kind, smal hvid oval bag øjet og meget smalle røde pletter på nakkens sider. Brystet har brune striber, men flankerne kun meget smalle mørke ”tuschstriber”. I området formentligt repræsenteret af formen nippon. 158. Østlig (Mongolsk) Dværglærke Calandrella cheelensis Eastern Lesser Short-toed Lark 1997: 11-18.5 dagligt max. 10 Happy Island. 2008: 6.5 1 Sandflats, Beidaihe – 10.5 1 Happy Island. Fåtallig ynglestandfugl, evt. trækgæst (ult.sept.-nov). Var i 1997 ynglefugl på Happy Island, men i tilbagegang, og muligvis forsvundet efter ”development” efter 2000, lignende tilbagegang konstateret ved Beidaihe (Williams 2000). Om foråret er største antal 40 syd for Beidaihe 9.5 2004. Om efteråret flest ult. sept.-pri nov. Ved kysten er dagsmax. 108 trk. Beidaihe 4.10 1986, 67 trk. 22.9 1986 Beidaihe, 50 eks. 16.11 1990 Yang He, 50 eks. 18.9 1994 Yang He og 30 eks. 1.3 2006 Beidagang Reservoir. Et exceptionelt stort antal er 1000 eks. 25.11 Kangxi Grasslands, Beijing (China Ornithological Society 2006), der formentligt er fejlbestemte Korttået Lærke. Yngler mellem Centralasien og NØ Kina mod syd til Shanding (Schwalbe & Göller 2005, Brazil 2009). I området repræsenteret af formen cheelensis (N og NØ Kina). Østlige bestande er strejfgæst til Burma, N Vietnam, Korea og Japan. En lille, lys lærke med kort, finkeagtigt næb, ret svage hovedtegninger og lyst gråbrun, let stribet overside. Undersiden er hvid med ret tydelige mørke striber over brystet. Har tydelig håndsvingfjerprojektion bag tertiærerne. Kaldet er et dobbelt drrr drrr, eller deerli, der ligner Digesvales kald. Indflettes tit i den varierede sang, der er rig på imitationer, og lyder som en hakkende Sanglærkes. 159. Korttået Lærke Calandrella brachydactyla Short-toed Lark 2008: 29.4 1 Kangxi Grasslands. Ret almindelig-almindelig træk-og vintergæst (okt.-pri.nov/marts-april), der lejlighedsvist optræder i store flokke, f.eks. 1775 eks. 17.4 2006 Kangxi Grasslands, Beijing og 1000 eks.18.10 1989 Luan He (Williams 2000, Hornskov 2006). Uregelmæssig i maj. Yngler fra Europa og NV Afrika gennem N og C Asien østpå til C Kina i flere former. I området repræsenteret af formerne longipennis (yngler i Centralasien fra nord for Kaukasus og østpå til N Mongoloet og NØ Kina) og muligvis dukhunensis (yngler W og C Kina nordpå til Nei Mongol). Flokke på op til flere tusinde ses på trækket, f.eks. i Nepal. Overvintrer mellem Indien, Burma og C/S Kina. Sjælden vintergæst østpå til Korea og Japan. Longipennis ligner vestlige fugle, men har generelt mindre næb og lysere gråtonet overside med smallere mørke striber; østlige bestande er dog mørkere, og meget lig dukhunensis (Cramp & Brooks 1988). Dukhunensis ligner vestlige fugle, men generelt større med kraftigere næb. Oversiden er generelt mørkere og koldere gråtonet med smallere striber på ryggen, issen gråbrun (uden rusttonet anstrøg), øjenstribe mørkere og hvidt øjenbryn tydeligere. Større end Østlig Dværglærke med mørke felter på halssiden, tydeligere hvidt øjenbryn, mørkere overside og længere tertiærer, der stort set dækker håndsvingfjerene. Ses undertiden i større flokke ulig Østlig Dværglærke. Note: Sanglærke Alauda arvensis (Skylark). Almindelig træk-og vintergæst (med.aug-med. nov/marts- med. april), om foråret flest i marts. Kun enkelte observationer efter 20.4. Talrig om efteråret, flest pri.-med.okt; dagsmax. ved Beidaihe 6000 trk. 7.10 1987 og 5500 trk. 3.10 1987. Dagsmax. på Happy Island 10.000 eks. 8.10 2000 og 8000 eks. 14.10 2000. Flokke på flere hundrede kan ses omkring Beijing, f.eks. ved Kangxi Grasslands.Om vinterenn er dagsmax. 200 eks. Shisangling Reservoir, Beijing (Williams 2000, Lehto 2000, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2008).

Yngler gennem Palearktis mod øst til Stillehavet, og mod syd til N Kina nord for området. Indført til S Australien. Strejfgæst mod syd til Hong Kong og mod vest til Nepal. I området repræsenteret af formerne intermedia og kiborti (yngler i henholdsvis bjerge og på fugtige stepper mellem Ø Sibirien og NØ Kina) samt formerne lonnbergi og pekinensis (yngler Sibirien til Kamtjatka), der er vintergæster i Ø og S Kina. Intermedia synes at være den hyppigste form ved kysten (Hemmingsen & Guildal 1968). Kiborti er generelt mørkere gråtonet og kraftigere stribet end fugle fra Europa. Intermedia har kortere vinge end andre former, og bredere sorte striber på oversiden. Pekingensis er stor med rustbrunt anstrøg på oversiden. Overgangsformer mellem de østlige Sanglærker er dog glidende (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985).. -Toplærke Galerida cristatus (Crested Lark). Fåtallig ynglestandfugl og træk- samt vintergæst (ult. sept.-med.nov/marts-april). Ses mest om efteråret, flest med.okt-pri. nov. Dagsmax. ved kysten er 22 eks. 4.10 1986 Beidaihe. Om vinteren ofte i småflokke, undertiden med andre lærker (Hemmingsen & Guildal 1968). Hyppigere som ynglefugl i småbjergene omkring Beijing, hvor bl.a. 20 eks. 26.1 2004 Shisanling Reservoir, Beijing. Formentligt i tilbagegang. Yngler gennem Europa, N Afrika og Asien i flere former. Visse bestande i N og C Asien er trækfugle, der i træktiden kan ses i store flokke (egne obs. Uzbekistan okt. 2007). I området repræsenteret af formen leautungensis (Ø Kina nordpå til Liaoning), som vintergæst evt. af formen magna (yngler mellem Kasakhstan og Sinkiang, Kina). De østlige steppelevende former er lysere, mere ensartet sandfarvede og svagere stribet på såvel over-som underside i forhold til fugle fra Europa, men former fra kystegnene mørkere med kraftigere striber, f.eks. formen coorensis fra Korea (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985, Cramp & Brooks 1988). - Mongolian Lark Melanocorypha mongolicus. Uregelmæssig træk-og vintergæst (med.sept.) med.okt-pri.maj). Optræder i invasioner. Var formentligt hyppigere tidligere, 14-15.11 1914 således flokke på hundreder, også invasionsagtig optræden i den hårde vinter 1944/45, således ”mange” 20.12 og 17 eks. 29.1 1945, store flokke trækkende vest med. nov 1914 Ching-Huan-Tao, samt flokke på tusinder Hebei i hårde vintre (Hemmingsen & Guildal 1968). I nyere tid invasion 1989/90, flest 250 eks.16.11 Yang He og 120 eks. 18.10 Luan He. I 1999/2000 op til 60 efterår-vinter. I forår efter invasioner som regel enkelte fund Beidaihe og Happy Island, dagsmax. på 5 eks. 6.5 2005 Happy Island og 3 eks. 13.5 2006 Jingtanggang, Laoting (Bisschop 2005). Småflokke ses ved Beijing om vinteren, bl.a. ved Kangxi Grasslands (max. 10 eks. 19.1 2006), også max. 8 Shisanling Reservoir i marts 2006. Mange forårsfugle er meget slidte, og muligvis undsluppet fra fangenskab, da arten grundet sin fine sang er en yndet burfugl i Kina. Yngler i S Sibirien, Mongoliet samt N og C Kina mod øst til nordlige Hebei/Beijing. Findes på græsstepper og tørre, klippeklædte skråninger. Strejfgæst til Hokkaido, N Japan (Brazil 2009). En stor lærke med bred, hvid vingebagkant, rustbrun kalot, lyst ansigt og sorte pletter på halssiden. Sangen er drosselagtig. - Bjerglærke Eremophila alpestris (Shore Lark). Sjælden træk- og vintergæst (nov.-dec.). Kun få nyere observationer, dagsmax. 2 eks. 15.1 2006 Shisanling Reservoir, Beijing. Yngler gennem Holartis. I området repræsenteret af formerne brandti (yngler mellem Centralasien mod øst til Nei Mongol) og flava (yngler mellem Europa og S Sibirien). Brandti har hvidt ansigt og lyst sandfarvet overside, flava gult ansigt og mørkere overside med lyslilla anstrøg i issen og på forryggen. De østlige bestande overvintrer i N Kina, sjældent i Korea og Japan.Strejfgæst til Alaska (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985). 160. Digesvale Riparia riparia ijimae/taczanowskii Sand Martin 1997: 4.5 3 trk. Lighthouse Point, Beidaihe. På Happy Island 14.5 7 trk., 15.5 28 trk., 16.5 41 trk., 17.5 8 trk. og 18.5 9 trk. 2008: Ved Beidaihe 4.5 2 Jin Shan Hotel – 4.5 1 Jin Shan Fields. På Happy Island 12.5 22 trk. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (april-maj og pri.aug-med okt). Om foråret flest pri.-med maj; dagsmax. 200 eks. 8.5 2005 Shahe Reservoir, Beijing. Ved Beidaihe ret almindelig trækgæst, dagsmax. 100 trk. 12.5 2007; 30.3-29.5 1985 i alt 2097 trk. Beidaihe. Om efteråret flest ult.aug-med.sept, hvor talrigst langs kysten. Dagsmax. 10.000 trk. 11.9 2004 Tianjin, 3200 eks. 6.9 2006 Beidagang Reservoir, 1300 eks. 30.8 2005 Chentougu, Tianjin og 1200 eks. 29.8 1994 Happy Island. Ved Beidaihe 500 trk. 18.9 1989 og 430 trk. 28.8 1987. Efter med. sept. ret få (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). ”Passes in great numbers from about 10 August to early mid October “ (La Touche 1925). Udbredt over hele den nordlige halvkugle. I NØ Kina repræsenteret af formerne ijimae (yngler mellem SØ Sibirien, Sakhalin og N Japan) og taczanowskii (yngler i Russisk Fjernøsten mod øst til Kamtjatka). Forlader ynglepladserne aug-med.sept., og overvintrer mellem Burma, N Thailand og Indokina nordpå til Guangdong, syd- og østpå til Singapore og Borneo, sjældnere i Indien. Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj. Strejfgæst til New Guinea, Aleuterne, Probiloffs, Kommandør øerne og Alaska (Glutz von Blotzheim et al. 1985, Turner & Rose 1989, Wells 2007). Ijimae er mørkere end riparia (yngler Europa til vest for ijimae) med bredere, mere drinkt afsat brystbånd og bredere lyse kanter på sving- og halefjerene. Grænserne mellem riparia og ijimae er uklare, med bredt overgangsområde i C og

S Sibirien; muligvis forekommer også riparia i området. Taczanowskii er lysere end ijimae, og henregnes ofte under nominatformen (Glutz von Blotzheim et al. 1985). Note: Pale Sand Martin (Eastern Sand Martin) Riparia diluta er sjælden gæst, bl.a. 3 eks. 10.5 2004 Beidaihe. Yngler mellem Kirgisien og S Kina. Overvintrer i S Asien i nord til S Kina, og vestpå til Pakistan, sjældent til NV Indien i syd til Maharasthra. Desuden strejfgæst vestpå til Egypten og Syrien, i N Vietnam og østpå til nordlige Nordamerika og Bermuda (Turner & Rose 1989). Regnes ofte som race af Digesvale (Turner & Rose 1989). Ligner Digesvale, men lidt mindre og lysere med mere ukomplet brystbånd, lysere kind (mørk maske hos Digesvale, som solbriller), lysere undervinge og svagere halekløft. Blev tidligere regnet som race af Digesvale, men yngler allopatrisk med denne i et større område, hvor hybridisering ikke synes at forekomme. - Klippesvale Ptyonoprocne rupestris (Crag Martin) Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (okt.-nov.) samt meget sjælden vintergæst. Findes i bjergnene i Beijing og Hebei, bl.a. ved Juma He, Beijing, Huaisha He, Wulingshan og Donglingshan. På trækket flest i aug.-okt., største antal er 150 eks. 29-31.8 2006 Xiaowutaishan, 25 eks. 30.10 2004 Juma He, 25 eks. 11.6 2005 Yongding River, Beijing og 20 eks. 19.5 2005 mellem Qinhuangdo og Laoling. Ét vinterfund: 8.2 2004 Juma He. Meget sjælden ved kysten. Yngler i store dele af Sydeuropa og sydlige Asien østpå til C og N Kina, incl. Hebei. De østlige bestande overvintrer mellem S Kina (Yunnan) og Indien. I Ø Asien strejfgæst til Sydkorea. En ret stor, bredvinget og korthalet gråbrun svale med sortbrune undervingedækfjer og hvid halepletter, der dog kun ses, når halen spredes. 161. Landsvale Hirundo rustica Barn Swallow 1997: Almindelig, ved Beidaihe flest 4.5 310 trk. + 100 rst. Lighthouse Point og 4.5 700 Sandflats. 11.5 800 Beidaihe-Beigan. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 225 rst. Desuden 13.5 300 trk., 14.5 300 trk., 15.5 695 trk., 16.5 685 trk., 17.5 455 trk. og 18.5 2.235 trk. 2008: Almindelig, flest 29.4 20 Kangxi Grasslands – 30.4 10 Bai He – 1.5 10 Changping-Beijing. Ved Beidaihe flest 3.5 10 Lighthouse Point – 4.5 25 Jin Shan Fields/Hotel – 5.5 24 trk. Jin Shan Hotel/Lighthouse Point – 5.5.15 Friendship hotel – 5.5 20 Beidaihe-Yang He – 5.5 10 Yang He Estuary – 5.5 15 Legation gully. 7.5 25 Beidaihe-Laoting – 7.5 50 Magic Marsh, Laoting – 7.5 15 Beigan. På Happy Island 7-16.5 dagligt max. 110 rastende, desuden 8.5 230 trk. – 9.5 120 trk. – 10.5 80 trk. – 12.5 500 trk. – 13.5 160 trk. – 14.5 150 trk. – 15.5 325 trk. Talrig yngletrækfugl og trækgæst (ult.marts-pri.juni/aug-pri.nov.) og meget sjælden vintergæst. Om foråret flest i maj. Trækket er talt ved Beidaihe, hvor 7222 trk.1.4-1.6 1985, dagsmax. fra Beidaihe 2385 trk. 6.5 1994, 1420 trk. 5.5 1994. Om efteråret talrig, flest med.sept.-pri.okt. Største antal er 120.000 eks. 9.10 2006 Dagang, Tianjin. Ved Beidaihe er talt 65.532 i efteråret 1987, dagsmax. 13.000 trk. 18.9 1989, 13.000 trk. 2.10 1987 og 10.000 trk. 3.10 1987. På Happy Island er dagsmax. 100.000 trk. 27.9 2000, 10.000 trk. 29.8 1994, 8600 trk. 2.10 2001 og 7000 trk. 28.9 2006. Desuden 20.700 eks. 3.10 2005 ved Jingtanggang, Laoting. Om vinteren max. 3 eks. 18-19.12 2004 Tongzhou He, muligvis forsinkede trækgæster (Williams 1990, Dierschke & Heintzenberg 1994, Lehto 2000, Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2005, Jännes 2006). Yngler over næsten hele kloden. I området repræsenteret af formerne saturata (ynglefugl i Hebei og nordpå til Russisk Fjernøsten, Kamtjatka og Commander Islands) og fåtalligt af formen tytleri (yngler nord for gutturalis; i Sibirien og østpå til Takutsk samt gennem S Mongoliet). Muligvis forekommer formen gutturalis (yngler i Ø Asien mellem Himalaya, Burma og Japan). Alle former forlader ynglepladserne ult.juli-sept., og overvintrer mellem S Kina, Indien og og SØ Asien, gutturalis mod øst til NW Australien (Turner & Rose 1989); enkelte nordpå til sydlige Japan. Tytleri overvejende i SØ Asien; færre vestpå til NØ Indien og Sri Lanka med strejfgæster til Ø og S Afrika. Det meste af bestanden overvintrer formentligt mellem Thailand og Singapore, hvor meget store antal undertiden ses ved kollektive overnatningspladser. Således er talt over 1 million i Bangkok, og formentligt 2 millioner i Malaysia; 896.000 talt ved 27 natkvarterer i byer, siden fundet i flere lignende koncentrationer mod syd til Singapore. Ankommer til Malayiske Halvø fra juli, flest med.-ult. okt. I Kina er højeste antal om vinteren 3600 mellem Luxi og Thenchong, Shanghai. Det meste af borttrækket fra den Malayiske Halvø foregår i april. Ankommer til ynglepladserne april-maj (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985, China Birdwatching Society 2004, Wells 2007). Gutturalis er strejfgæst til Nepal. I området er gutturalis langt den hyppigste; kun få tytleri ses. Begge er mindre end vestlige former. Gutturalis og saturata har hvid til lysebrun underside incl. undervingedækfjer. Tytleri har varmt rødbrun underside, bredere sort strubebånd, samt generelt længere haleforlængelse. 162. Rødrygget Svale Cecropis daurica japonica Red-rumped Swallow 1997: I Beidaihe dagligt max. 600, flest 29.4 300 Reservoiret – 29.4 80 Wet Boot Marsh – 30.4-10.5 dagligt max. 200 Jin Shan Hotel – 2.5 600 (trk.?) Legation Gully – 4.5 300 trk. + 200 rst. Legation Gully. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 200 rast, desuden 14.5 200 trk. – 15.5 200 trk. – 16.5 45 trk. – 17.5 2 trk.

2008: 30.4 5 Bai He – 30.4 10 Beijing-Xianlongmen – 1.5 6 Changping-Beijing – 2.5 1 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 3-7.5 dagligt max. 130 Jin Shan Hotel/Fields – 3.5 15 Lighthouse Point – 3.5 20 Friendship Hotel – 4.5 25 Lotus Hills – 5.5 25 Legation Gully – 6.5 40 Dongshan Hotel. 7.5 50 og 16.5 25 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 10.5 10 – 12.5 25 trk. – 13.5 20 trk. Meget almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult. marts-pri.juni/pri. aug-ult. okt). Om foråret flest pri. maj, ved Beidaihe taltes 1468 trk. 2.4-1.6 1985. Dagsmax fra eidaihe er dagsmax. 649 trk. 6.5 1994. Om efteråret er ved Beidaihe flest talt i 1987, hvor 65.069 trak. Trækket kulminerer ult.sept-med. okt, generelt en uge senere end Landsvale. Dagsmax. ved Beidaihe 30.000 trk. 3.10 1987, 18.500 trk. 25.9 1987 og 5000 trk. 27.9 1989 (Williams 2000). Langt færre passerer Happy Island, hvor dagsmax. 800 eks. 29.8 1994. Sammenlign Landsvale! Yngler mellem S Europa og Ø Asien. I området repræsenteret af formen japonica, der yngler i Ø Asien sydpå til S Kina og østpå til Japan. Forlader ynglepladserne aug-sept., og overvintrer i S Kina og SØ Asien mod vest til NØ Indien og muligvis Sri Lanka. På den Malayiske Halvø størst tiltræk i okt; returtræk i marts-april. Ankommer til ynglepladserne i april-ult.maj. Strejfgæst til Australien og Nepal. Japonica er mindre end europæiske fugle med kraftigere stribet, lysorange underside, mere brudt lyst nakkebånd og let stribet overgump (Turner & Rose 1989). Muligvis forekommer formen daurica (yngler mellem SØ Sibirien, Mongoliet, Nei Mongol og V Amur, mod syd til C Kina; overvintrer i S og SØ Asien), der er større med hvidlig, kun svagt stribet underside samt dybere halekløft. 163. Bysvale Delichon urbica lagopodum House Martin 1997: 10.5 2 Radar Station Marsh, Beidaihe. På Happy Island 13.5 2 trk. – 14.5 2 trk. – 17.5 3 trk. 2008: 7.5 1 Beidaihe-Laoting. Fåtallig trækgæst (med. april-ult. maj/pri. aug-med. nov.). Ses kun i små antal, flest om efteråret, hvor dagsmax. er 54 trk. 17.9 1987 Beidaihe og 50 eks. 9.9 2006 Baiwang Shan. Synes tidligere at have været mere almindelig: nævnt som almindelig ynglefugl i Beijing og Beidaihe og på efterårstrækket i store flokke (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler Europa og i store dele af Asien nord for Kina. I området repræsenteret af formen lagopodum, der yngler i NØ Asien fra Yenisei til Okhotske Hav og Anadyr, og overvintrer i Afrika og SØ Asien mod nord til SØ Kina (fåtalligt) og sydpå til Assam, N Burma, Thailand, Laos og N Vietnam. Optræden længere mod syd uklar; nævnes ikke at forekomme på den Malayiske Halvø (Wells 2007). Strejfgæst til Nepal, Sydkorea og Japan. Bysvale er en flyvende spækhugger med sort overside og renhvid underside (samt undervingedækfjer) og påfaldende hvid overgump. Formen lagopodum ligner urbica (Europa), men har svagere halekløft og generelt bredere hvid overgump. Note: Asian House Martin Delichon dasyptus er fåtallig yngletrækfugl (pri. april-ult.maj/sept.- med. nov). Yngler i Hebei bl.a. ved Wulingshan; 30-40 set 20.5 2004. Ved kysten meget sjælden gæst På Happy Island set 12.5 2006 – 12.5 2008 – 23.5 2008, ved Beidaihe iagttaget 20.11 1987 -9.11 1988 – 6.5 2005 - 18.5 2007 – 4 eks. 17.5 2008 (Boland 2008, Pettersson 2008). Trækgæster er af formen dasyptus, i C Kina yngler formentligt formen chasmiriensis. Yngler fra N Pakistan og Himalaya, samt fra Ø Sibirien østpå gennem Kina til Japan og Kurilerne. I Sibirien udbredt mod vest til Baikal, hvor den yngler side om side med Bysvale uden at hybridisere. Lpkalt almindelig i S Kina, i juli således antal på max. 4000 Fijian. De nordlige bestande overvintrer nordlige dele af Indiske Subkontinent (lokalt i Ø Indien), i S Kina og i SØ Asien sydpå til Malaysia, Borneo og Philippinerne, sjælden i Indonesien og S Japan. Ses normalt i små antal, men i N Thailand max. 400 Chiang Saen ult, nov 2008 og 100 16.2 2009 Doi Lang. I Kina antal på op til 300-500 i Zhejiang, Jiangxi, Sichuan og Yunnan. Desuden op til 1000 i Tibet. I Hong Kong størst gennemtræk gennem marts og i nov., hvor undertiden op til et par hundrede. Sjælden trækgæst i Sydkorea. Mulig strejfgæst til Israel. Ligner Bysvale, men lidt mindre og mere kompakt (mere af form som Digesvale) med bredere arm, kortere halekløft (halen virker lige afskåret ud når den spredes), smallere rektangulær hvid overgump (undertiden med smalle mørke striber), mørkt gråbrune undervingedækfjer og gråtonet strube og bryst der kan synes let stribet. Den sorte hætte er bredere, og når næbbets basis, og oversiden er mattere sort (Turner & Rose 1989, Brazil 2009). Bysvale har lysere undervinger (ses bedst mod mørk baggrund, sværere at erkende mod himmel); ungfugle har antydning af mørkt brystbånd og undertiden lidt mere ”nusset” gråhvid underside, men altid bred hvid overgump, som kvadrat eller bredere. 164. Fairy Pitta Pitta nymphea 1997: 13.5 1 Happy Island. Tilfældig gæst: 5.6 1957 Beidaihe - 19.5 1995 Happy Island – 13.5 1997 Happy Island. Sjælden ynglefugl i tæt skov med rigelig underbevoksning i SØ-Kina, C Kina nordpå til Henan Hubei, Taiwan, sydlige Japan og muligvis sydlige del af Sydkorea, incl. på øer udfor Sydkoreas østkyst (især nord for landsbyen Hakdong, Kojé Do). Det meste af bestanden overvintrer på Borneo; dele af den kinesiske bestand muligvis nær yngleområdet, således angivet som overvintrende nordpå til Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000, men ikke markeret af Brazil 2009). Bestande fra udbredelsesområdets nordlige del f.eks. Sydkina og Japan, trækker om efteråret mod sydvest til Sydkina

og Taiwan (hvor dagsmax.på 200 er nævnt), og derfra direkte sydpå til Borneo. Forårstrækket synes at gå mod Taiwan og derfra mod yngleområdet. Der er spredte fund fra Hong Kong, Østkina og Korea i træktiden, flest maj og sept. (Lambert & Woodcock 1996), men fundene fra området er de nordligste i Kina; fundet fra 1957 nævnes som mulig undsluppet fra fangenskab (Williams), men er formentligt spontan. Fundet i 1997 indtraf i forbindelse med et varmefremstød fra syd – en klassisk situation for en ”sydlig sjældenhed”, og sammenligneligt med f. eks. syd- og sydøsteuropæiske fugles forekomst i Nordeuropa sent om foråret. En påfaldende ”juvel” med grøn ryg, rød undergump til midterbryst og gult bryst til flanker. Halen er blå med sort endebånd, Har bred sort maske og bredt gult øjenbryn samt røde issesider og sort midterstribe i issen. I flugten kompakt og mangefarvet med hvide vingefelter, dannet af håndsvingfjerenes lyse baser. Færdes skjult, og hopper rundt i skovbunden som et styret, langbenet farveorgie. 165. Forest Wagtail Dendronanthus indicus 1997: På Happy Island 13.5 1, 14.5 1,15.5 3, 16.5 2, 17.5 2 og 18.5 2. 2008: På Happy Island 8.5 1 templet – 9.5 1 templet – 15.5 1 lunden. Fåtallig trækgæst og yngletrækfugl (april-pri. juni/aug.-okt). Yngler ret udbredt i området i åben skov i kuperet terræn, gerne nær vand. På trækket flest pri.-med. maj. Dagsmax. 26 eks. 6.6 1994 Beidaihe (heraf 2-3 Lotus Hills, formentligt lokale ynglefugle), 15 eks. 16.5 2000 Beidaihe, 8 eks. 18.5 2006 Magic Wood, Laoting og 6 eks. 11.5 2000 Happy Island. Yngler spredt i området. Om efteråret ses de første ved kysten ult. juli. Efterårstrækket kulminerer ult aug., dagsmax. 22 eks. 28.8 1987 og 21 eks. 25.8 1987 Beidaihe samt 20 eks. 31.8 1994 Happy Island (Dierschke & Heintzenberg 1994, Thalund et al. 1994, Hornskov 1999, Williams 2000, Meltofte & Hornskov 2004, China Ornithological Society 2008). Yngler i Transbaikal, Ussurien, Sakhalin, Ø Kina (mod syd til Sichuan, N Guangxi og Fujian) og Korea; enkelte i SV Japan (hvor første ynglefund i 1970´erne). Trækfugl, der forlader ynglepladserne aug.-pri.sept. Trækket passerer S Kina og NØ Indien ult.sept.-med. nov. Overvintrer i sydvestlige og sydlige Indien, i Sri Lanka, ved den Bengalske Havbugt samt i SØ Asien (incl. S Kina, Hainan og Taiwan) mod syd og sydøst til Sumatra, Borneo, Java og N og V Philippinerne. Ankommer til Malayiske Halvø fra juli-aug., men først regelmæssigt fra med. sept; trækket kulminerer ult.sept.-med. okt. I Goa fåtallig, ankomst i oktober, hovedparten i nov. Om vinteren oftest alene, men ved kollektive natkvarterer hundreder. Forlader vinterkvartererne marts-med. april, og ankommer til ynglepladserne i maj. Sjælden vintergæst i UAE og Oman (okt.-marts), strejfgæst til Kuwait (1), samt til Pakistan, Nepal og østpå til Mongoliet, Ø Philippinerne, Taiwan og N Japan. Denne karakteristiske vipstjert har oliven overside, lys underside og ”tre hvide vingebånd” (incl. baserne af svingfjerene). Undersiden er hvid med bredt sort brystbånd og sorte felter på bagbrystet. Benene er lyserøde. Adfærden ligner mere skovpibernes end vipstjerternes, og i vinterkvarteret og på trækket ses den i ret åben skov, gerne gående på skovstier og i lysninger (egne obs. NØ Indien, Sri Lanka, Thailand, Kina). Morsom er den særegne vane med at svinge kroppen og halen fra side til side - som dansede den rumba! Dette oplivede, og fik deltagerne i 2008 til at udnævne arten til turens morsomste! Sangen ligner Musvittens (europæiske fugle (Hemmingsen & Guildal 1968). Kaldet et et metallisk, bogfinkeagtigt pick, der gerne udstødes som dobbeltkald, med højere første end sidste tone. 166. Gul Vipstjert Motacila flava Gul Vipstjert 1997: Ved Beidaihe dagligt i mindre antal, flest 29.4 20 Reservoiret (heraf 2 hanner macronyx og 2 hanner taivana) – 1.5 11 Sandflats (heraf 6 hanner (4 plexa og 1 taivana)) – 2.5 40 Reservoiret (heraf 10 hanner macronyx + 1 han simillima + 1 han taivana) – 3.5 51 Sandflats (heraf 1 han taivana + 5 hanner macronyx) – 4.5 10 (heraf 5 hanner macronyx) Radar Station Marsh – 5.5 15 Reservoiret (heraf 5 hanner macronyx) – 10.5 60 Radar station Marsh (heraf flere hanner taivana). På Happy Island 13.5 12 trk. – 14.5 381 trk. + 20 rst. – 15.5 19 trk. + 3 hanner plexa rst. – 16.5 8 trk.+ 1 rst. – 17.5 10 trk. – 18.5 5 trk. 2008: 29.4 3 Kangxi Grasslands – 30.4 1 Huairou – 30.4 2 Bai He – 1.5 1 han simillima Changping-Beijing . Ved Beidaihe 2.5 10 Reservoiret (heraf 1 taivana, 1 plexa og 5 macronyx) - 3.5 2 Yang He Woods – 5.5 2 trk. Lighthouse Point -5.5 32 trk. Jin Shan Fields – 6.5 4 trk. Sandflats – 6.5 20 (flere hanner taivana og plexa) Reservoiret – 7.5 14 trk. Jin Shan Hotel – 7.5 5 trk. Lighthouse Point. 7.5 14 Magic Marsh, Laoting – 7.5 3 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 9.5 17 trk – 10.5 7 trk. – 11.5 20 – 12.5 15 trk. – 13.5 3 trk. + 1 rst. – 14.5 3 trk. -15.5 3 trk. Almindelig trækgæst (pri. april-pri.juni og pri. aug.-pri. okt). Om foråret flest ult. april-med. maj, dagsmax. 500 trk. 9.5 2005 Yang He og 150 eks. (macronyx) 7.5 2005 Beidaihe. Hyppigst om efteråret, hvor trækket er størst ult-aug-pri okt. Dagsmax.på 2-3000 ses ult. aug-pri. sept., bl.a. 2500 trk. 29.8 1994 Happy Island og 910 trk. 30.8 1986 Beidaihe. Yngler i gennem Holarktis og i Alaska i flere former. De aktuelle former overvintrer fra SØ Kina og Indokina mod SØ til Malayiske Halvø, Indonesien, Philippinerne og V New Guinea, fåtalligt i Mikronesien og NV Australien. Plexa og simillima desuden fåtalligt eller som strejfgæst vestpå til Nepal og NØ Indien.

Jizzmæssigt er alle Gule Vipstjerter ens. Kaldet hos de østlige former er mere rullende og skarpt end hos Vesteuropæiske fugle, omend man en sjælden gang hører et blødt, behageligt tsieep, som fra vestlige bestande. De rullende kald er kun sjældent så kraftigt som Citronvipstjerts tsiiirrp. Gul vipstjert har grønlig ryg, gul underside og to hvide vingebånd, vingebåndene er dog generelt bredere end hos vesteuropæiske former. Desuden ses ofte hunner og ungfugle med gråtonet overside, hvidgrå underside samt brede hvide vingebånd. Se Citronvipstjert. Grå ungfugle med afvigende kald – en kombination, der antyder herkomst i Østasien, ses årligt i Vesteuropa, gerne sent på ”Gul Vipstjertsæsonen”, i sydskandinavien således mest okt-pri. nov. Følgende former ses i området. Hanner kan bestemmes i felten; hunner ligner hinanden, men tit er de ”spøgelsesversioner” af den involverede form. Hanner bestemmes på: 1) Macronyx (Manchurian Yellow Wagtail): Isse grå og øredækfjer sortgrå. Stort set identisk med thunbergi, men panden lys som issen (går ofte trinløst over i sortgrå øredækfjer hos thunbergi). Har smal hvid hage og strube. Yngler i Østrusland, Mongoliet og NØ-Kina. I Beijing/Hebei ses om foråret flest pri. maj, bl.a. 150 eks. 7.5 2005 Beidaihe og 30 eks. 6.5 2006 Shahe Reservoir, Beijing. 2 ) Plexa (Western Yellow Wagtail): Ligner macronyx, men har ofte antydet hvidt og kort øjenbryn. Yngler i N Rusland mellem Taimyr og Kolyma. 1 og 2 er de hyppigste former på trækket, 3 udgør 20% af fuglene i maj (Hemmingsen & Guildal 1968, egne obs). Største antal er 40 eks. 6.5 2006 Shahe Reservoir, Beijing. 3) Simillima (Kamchatka Wagtail): Isse og øredækfjer grå. Ligner plexa, men har længere og tydeligere hvidt øjenbryn. Ligner flava, men øredækfjerene er mere ensartet mørkt blågrå, uden flava´s lysere midte. Har ulig flava ofte en række mørke pletter over brystet, og generelt grønnere overside. Yngler C og S Kamtjatka, på Kommandør-øerne og Kurilerne. Bestande fra N Kamtjatka og vestpå til NV Alaska og Mackenzie er stort set identiske, men muligvis med mørkere blågrå isse samt tydelige antydning afhvid strube og slægstribe. Disse bestande nævnes undertiden under betegnelsen Alaska Wagtail M.t. tschtschensis, fugle fra simillima´s udbredelsesområde som M. tchutschensis tchutschensis form simillima (Brazil 2009). Mange er overgangsformer mellem 2 og 3, der lumpes under formen tschutschensis (Alström & Mild 2003). Tschutschensis yngler C og S Kamtjatka, på øer i Stillehavet og i NV Alaska til nordvestligste MacKenzie. Fugle med langt hvidt øjenbryn (”simillima” ) ses på ynglepladser i Alaska (Heindel 1999). 2 og 3 er de almindeligste former på den Malayiske Halvø; 3 er om foråret den seneste gennemtrækker i Hong Kong (ult. april-med. maj; 1 og 4 overvejende i april), men om efteråret den tidligste (sept.). Enkelte fugle med karakterer svarende til simillima når NØ Indien. Nylige DNA-studier antyder, at tschutschensis bør have artsstatus (Ödeen & Björklund 2003, Wells 2007). Brazil (2009) angiver plexa som form af thunbergi, og placerer disse under ”Western Yellow Wagtail” M. flava. Eftersom alle nordlige, tundralevende bestande synes at være ret ens i udseende virker en opdeling i thunbergi/plexa som egen art: Nordlig Vipstjert, mere rimelig, omend forskelle i DNA de to former imellem legaliserer split i to arter 4: Taivana. Isse grøn, øjenbryn langt og gult, øredækfjer sorte til grøngrå (men altid mørkeste del af hoved). Undersiden kraftigt gul, oversiden mere mættet gulgrøn end hos andre former. De hvide vingebånd er brede, ala Citronvipstjert. Den mest afvigende form. Yngler mellem SØ Sibirien og Stillehavet incl. Amur, Sakhalin og N Hokkaido, generelt nord for macronyx. I området den tidligst forekommende og mest fåtallige gennemtrækker, kun få efter med. maj. På den Malayiske Halvø den mest fåtallige af formerne, men i Hong Kong og SØ Kina flokke på op til 50-100 okt.-april; er her den almindeligste form som vintergæst, og generelt den tidligste gennemtrækker om foråret, med flest i marts; om efteråret topper trækket i Hong Kong okt.-nov., generelt tidligere end 1. Enkelte overvintrer mod nord til Jiangsu. Strejfgæst vestpå til Nepal (Inskipp & Inskipp 1985, Leven & Carey 1993, Carey 1994, Wells 2007). Regnes undertiden som egen art, sammen med Gulhovedet Vipstjert flavissima og lutea (se Alström & Mild 2003 for grundig diskussion). Det forekommer urimeligt at behandle denne form sammen med de gulhovede flavissima og lutea. Begge er gulhovede med svagere grønne hovedtegninger end taiwana, og findes i geografisk vel adskilte bestande, flavissima i Vesteuropa, lutea i Centralasien. Rimeligvis bør de tre nærmere behandles som egne arter. Med andre ord: komplekset Gul Vipstjert er så stort et kaos, så det er sammenligneligt med de store mågers, evigt omskiftelige systematik! Hvor flere former mødes er hybridisering hyppis, men kun i ret smalle overgangsområder. 167. Citronvipstjert Motacilla citreola Citrine Wagtail 1997: 2.5 1 ad. han Reservoiret, Beidaihe. 2008: 29.4 2 Kangxi Grasslands – 30.4 2 hanner Bai He – 2.5 2 hanner Reservoiret, Beidaihe – 6.5 1 hun Reservoiret, Beidaihe.

Fåtallig trækgæst og sjælden sommergæst (med. april-ult. maj/ult. aug.-pri.okt). Ses normalt kun i små antal, flest omkring Beijing, især ved Kangxi Grasslands, hvor største antal er 20 eks. 24.4 2005 og 15 eks. 24.4 2003. Desuden 15 eks. 10.5 2003 Songshan, 10 eks. 29.4 2007 Shahe Reservoir og ofte enkelte langs floderne nær Beijing. Ved kysten betydeligt færre, dagsmax. 3 eks. 31.8 1994 Happy Island og 3 eks. 15.4 2006 Hangu Beach, Tianjin. Optræder næsten altid ved vand, gerne i selskab med andre vipstjerter. En observation af 4 eks. 1.7 2006 Saihanba, Hebei, antyder ynglen. Yngler i N og C Asien (formen citreola yngler N Rusland fra omkring Moskva til Taimyr, østpå til NØ Kina (incl. Hebei) og sydpå til S Sibirien; formen werae Ø Europa nordpå til Polen, Tyrkiet og østpå til N Kasakhstan, Mongoliet og N Kina vest for linie Liaoning/Gansu/Yunnan). Den sortryggede form calcatara yngler i Centralasien syd for øvrige former. Forlader ynglepladserne aug.-sept. Alle former overvintrer især det Indiske Subkontinent og østpå til N Thailand og SØ Kina, hvor ankomst sept.-okt. Bestande fra Manchuriet overvintrer især i S Kina, således flokke på op til 5000 i Yunnan jan-feb. Lokalt meget almindelig nordlige halvdel af Indien, f.eks. hundreder ved fugtige områder i hele landets nordlige del, som i Gujarat, Goa, Delhi og Assam, f.eks. aftentræk på op til 700 Gujarat i jan, flokke på max.500 i Goa, og 100 Chiang Saen, N Thailand feb. 2009. Overvintrer mere fåtalligt i sydlige halvdel af Indien, på Sri Lanka og vestpå til det Kaspiske Havs sydkyst, Arabien, Socotra og Mellemøsten (især werae), østpå til C og S Kina og sydpå til Laos, C Thailand og Vietnam. Forlader vinterkvarterene i marts-april. Stort gennemtræk set pri. april 2009 Guwahati, Assam. Ankommer til ynglepladserne april-ult. maj. Strejfgæst til Sydkorea, Japan, Taiwan, Hong Kong, Cambodia, den Malayiska Halvø og Australien. Desuden regelmæssig træk- og vintergæst i N Egypten, og strejfgæst til øvrige Afrika (min 15 fund), hvor fund fra Djibouti, Ethiopien, Marokko, Cameroon og Sydafrika (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985, del Hoyo et al. 2004, China Ornithological Society 2006). Årlig trækgæst i Vest- og Nordeuropa, flest i Sverige (301 t.o.m. 2007), Finland (200+). Storbritannien (213 t.o.m. 2007, heraf 96 Shetland; 18 i Irland) og Norge (92 t.o.m. 2006). I Danmark 32 t.o.m. 2006, Tyskland 77 t.o.m. 2000, Holland 19, Belgien 8, Spanien 28 (heraf 13+ Catalonien), Island 11, desuden 1-10 fund i de fleste lande mod nordvest til Færøerne (4 sept.-okt) og mod sydvest til Azorerne (1 fund sept.), Kanariske Øer (2) og Kap Verde Øerne (2 okt.og marts). Langt de fleste efterårsfund i Nordvesteuropa er fra sept., enkelte fra august (fra med. aug. i Sydsverige, ult. aug. i Storbritannien). I Skandinavien og kontinentale Vesteuropa ret jævn fordeling for- og efterår, men i Storbritannien dominans af 1K sept.-okt. og kun 11% om foråret. De fleste forårsfund er af formen werae, men efterårsfund formentligt mest citreola, men de senere år formentligt mange werae. Enkelte vinterfund mod nord til Skåne, Sverige. General stigning i antallet i Nord-og Vesteuropa efter sidst i 1980´erne, især i tidlig forekomst om efteråret (aug.-sept.), hvilket kan hænge sammen med stigning i de bestande, der yngler tættest på Vesteuropa. Blandpar og hybrider med Gul Vipstjert er bemærket flere gange i Norge, Sverige, Finland, Estland samt i Kasakhstan (Alström et al. 1992, Ludvigsen 1995, Breife et al. 2003, Rogers et al. 2005, Slack 2009, Wassink 2009). Spredning mod vest er konstateret hos werae i Tyrkiet, hvor førstefund 1964, nu lokal almindelig ynglefugl og fåtallig trækgæst i landets østlige del, med enkelte vinterfund (Kirwan et al. 2008). Lignende ekspansion og etablering er konstateret i Østeuropa. Ved Moskva første ynglefund 1956. I Ukraine første ynglefund 1976, nu 8300-13.800 par. I Hviderusland første ynglefund 1982, nu 1000-2500 par. I Lithauen første ynglefund 1986,10-12 par 1994, nu 50-100 par. I Letland første ynglefund i 1993, nu 5-20 par. I Polen første ynglefund 1994 (3 par), nu 25-50 par. Første ynglefund desuden gjort Tjekkiet 1977, Tyskland 1996 og 2007, Schweiz 1997 og Østrig 2007. Desuden uregelmæssig ynglefugl i Finland (første ynglefund i 1991), og flere yngleforsøg (gerne i par med Gul Vipstjert) i Sverige. Regelmæssig gæst i øvrige Øst- og Sydøsteuropa. Tiltaget som træk- og vintergæst i Israel, hvor gennemsnitligt 50 pr. efterår og 100 pr. forår ses Eilat. Sjælden træk- og vintergæst i Egypten, se ovenfor for status i øvrige dele af Afrika (Shirihai 1996, Mitchell & Young 1997, Juano 2006). Ligner Gul Vipstjert, men lidt kraftigere med længere hale, i formen en mellemting mellem Hvid og Gul Vipstjert. I flugten tykkere med tydeligere påsat hale end Gul Vipstjert, flyver i dybere buer, ala Hvid Vipstjert. Har to tydelige hvide vingebånd, der ofte er tydelige selv i flugten. Hovedet er lyst (se forskellige aldre). Kaldet er et rullende sirrrp, der ligner kaldet fra mange østlige Gule Vipstjerter, men er endnu skarpere og mere rullende. I området repræsenteret af formen citreola. Han i sommerdragt er meget smuk: hoved og underside er intenst koldt limegule, og undergumpen hvid. Kan have lidt mørkt ”smuds” i isse og nakke. Ryg grå med skarpt afsat sort bånd på forryggen (ala ung Ride Rissa tridactyla!). De to hvide vingebånd er meget tydelige, og står tydeligt frem mod grå ryg og flanker. De kan flyde sammen til hvidt felt, hyppigst hos østlige populationer: blandt fugle i Sibirien og på skind fra Rusland er dette ikke set så udpræget som hos de fleste fugle fra Kina og NØ Indien (ca. 100 skind, egne obs.). Anlægger hunlignende vinterdragt om efteråret, generelt ult.aug.-pri.okt; enkelte med rester af sommerdragt er set til pri. nov. Anlægger sommerdragt fra med.-ult febr.og gennem marts; pri april er de fleste i ren sommerdragt (egne obs. Indien). Hun/han i vinterdragt ligner ”Gul Vipstjert fortil, Hvid Vipstjert bagtil”. Ansigtet og brystet er gult, men oversiden grå og undersiden gråhvid og vingebåndene hvide. Ansigtsudtrykket er karakteristisk åbent med lys tøjle og bredt gult

øjenbrun, der fortsætter som halvmåne bag de mørkplettede øredækfjer, der ofte er lyse mdt på – givet hulkindet udseende. Ryggen er grå, og overhaledækfjerene gråsorte. Ungfugle ligner hunner, men har kraftigere mørktegnet kind (især kanterne) og ofte beige anstrøg på brystet. Kendes fra Gul vipstjert på åbent ansigtsudtryk (ala Schwarz Løvsanger), og gennemgående lys halskrave samt sortgrå overgump. Gul Vipstjert har mørk tøjle og kortere øjenbryn, der giver et vredt ansigtsudtryk ala Brun Løvsanger. Øjenbrynet slutter bag øjet, uden Citronvipstjertens lyse fortsættelse som halskrave. De fleste Gul Vipstjert har grønnere bruntonet overside, smallere lyse vingebånd og gul undergump. Meget gråtonede fugle med hvidlig undergump er dog hyppige i Østasien. De har grå overside (incl. overgump), hvidgrå underside og ret brede hvide vingebånd; ligner Citronvipstjert, og kendes bedst på hovedtegninger (se ovenfor) og lidt slankere fremtoning. Kaldet ligner Citronvipstjertens, men er generelt lidt kortere og svagere; det kræver dog stor øvelse sikkert at adskille fuglene på kaldet. Formen werae er lidt mindre end citreola, med kortere hale, men længere ben. Hannerne er lidt mattere gule, ofte med et let brunstik, oversiden ofte let oliventonet grå. Det sorte bånd over forryggen genetelt smallere og svagere; der er dog stor variation. Flanker lyse som bugen, ikke afstikkende grå – en konstant karakter (egne obs. Kasakhstan, Kirgisien, Tyrkiet, kontra Alström & Mild 2003; se også Malling Olsen 2007b). Muligvis eksisterer en overgangszone mellem de to former i det nordlige Centralasien, men i de besøgte områder har forskellene været ret slående. Kald fra werae (samt calcarata) ofte mindre rullende og svagere end hos citreola. Fugle fra N Xinjiang regnes undertiden som egen form: zianicus (her synonym for werae), fugle fra S Altai som formen quassitrix (her synonym for citreola) og fugle fra N Sichuan som formen weigoldi (her synonym for formen calcatara) (Hoyo et al. 2004). Ingen af de nævnet former adskiller sig fra typiske exemplarer af de former, der her regnes under. 168. Bjergvipstjert Motacilla cinerea Grey Wagtail 1997: Ved Beidaihe 1-2 dagligt på flere lokaliteter. På Happy Island 12.5 2 – 14.5 12 trk.+ 2 rst., 15.5 1 trk., 16.5 2, 17.5 2 og 18.5 4 trk. 2008: 30.4 10 Bai He – 30.4 4 Bai He-Huairou – 30.4 1 Beijing-Xiaolongmen – 1.5 4 Changping-Beijing. Ved Beidaihe 3.5 1 Lighthouse Point – 7.5 1 Jin Shan Hotel - 7.5 1 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 9.5 1 -12.5 1 -14.5 1. Ret almindelig yngletrækfugl (marts/ult. aug.-med. okt). Yngler spredt i området. Om foråret er dagsmax. 30 eks. 13.5 2007 Yongdinghe Valley, Hebei, 16 eks. 17.5 2005 Beidaihe, 16 eks. 4.5 2007 Shahe Reservoir, Beijing og 12 eks. 1.5 2006 Nankou, Beijing. Om efteråret flest ult. aug-med. sept, dagsmax. 14 trk. 7.9 1986 og 14 trk. 30.8 1987 Beidaihe; på Happy Island 12 eks. 3.9 og 6.9 1994. Yngler gennem Palearktis, incl. det meste af Kina, og østpå til Kamtjatka og Japan. Den østlige population overvintrer syd for yngleområdet mellem S Kina og SØ Asien til Bali, Philippinerne og New Guinea. Strejfgæst til V Mikronesien og N Australien. I Kina repræsenteret af formen ”robusta”, der ligner cinerea (meste af udbredelsesområdet, incl. Europa) men har lidt kortere hale og generelt varmere gul underside. Forskellene er dog meget små, og næppe anvendelige ved bestemmelse i felten (Alström & Mild 2003, egne obs.). 169. Hvid Vipstjert Motacilla alba White Wagtail 1997: Ved Beidaihe 1-5 dagligt. Hanner af ssp. ocularis bestemt. 2008: 28.4 1 Yanquin – 29.4 3 Kangxi Grasslands – 30.4 3 Huairou – Bai He – 30.4 2 hanner (alboides) Bai He – 30.4 3 Beijing-Xianlongmen - 1.5 Xiaolongmen-Changping – 1.5 5 Changping-Beijing (heraf 1 han leucopsis Changping) – 2.5 2 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 2.5 25 Reservoiret – 3.5 1 Jin Shan Fields – 3.5 9 Yang He Woods – 5.5 1 Jin Shan Fields – 5.5 1 Yang He Woods – 6.5 2 Sandflats – 6.5 4 Reservoiret. På Happy Island 12.5 2 - Almindelig trækgæst og yngletrækfugl (ult.marts-ult maj/aug.-med. nov) og fåtallig vintergæst (baicalensis), se nedenfor). Om efteråret flest med-ult.sept og pri okt., ved Beidaihe dagsmax. 334 trk. 26.9 1987, 320 trk. 25.9 1987 og 314 trk. 28.9 1987, fra andre år 247 trk. 12.9 1988. Desuden 125 trk. 3.10 2007 Hangu, Tianjin (heraf 25 ocularis) (Williams 2000). Yngler gennem Palearktis i flere former. Findes i mange typer åbent land, f.eks. agerland og ved fugtige områder. Yngler gerne i huse. 4 racer forekommer. Hanner beskrevet nedenfor: 1): Ocularis (”Swinhoe´s/East Siberian Wagtail). Ryggen er grå. Ligner alba, men har varierende smal sort øjen- og tøjlestribe; denne er ofte ukomplet, og mangler sjældent. De hvide vingebånd er generelt bredere, og kan være så brede, at de danner et massivt hvidt vingepanel. Den almindeligste form i området fra april samt i maj, f.eks. 24 ud af 25 2.5 Reservoiret, Beidaihe. I Beidaihe er 180 talt 3.4-27.5 1994; dagsmax. her er 50 eks. 8.5 2005. Dominerer den tidlige del af efterårstrækket, hvor max. 50 eks. 19.9 2004 Tanggu, 40 eks. 30.9 2005 Kangxi Grasslands, Beijing og 25 eks. 3.10 2007 Hanggu, Tianjin (Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2005-2008).

Yngler i N og C Østsibirien (mellem Yenisey i vest og Kamtjatka/Chukotka i øst) samt i Alaska. Overvintrer i S og SØ Asien (C og S Kina samt sydpå til Thailand, fåtalligt vestpå til Nepal (hvor hovedsageligt trækgæst) og i NØ Indien (sjældent til Rajasthan); sjælden trækgæst i Japan og strejfgæst til Kasakhstan, V Kina, Australien, vestlige Nordamerika og Mexico (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985, Wassink & Oreel 2007, 2008). Formerne 2, 3 og 4 er eksorbitante, sort/hvide vipstjerter. Ryggen er sort hos adulte, men kan være grå hos yngre fugle op til alder af 2k sommer. 2): Alboides (Himalayan Wagtail) har smal hvid maske og bred sort strube/halssider/bryst. Underside, incl. flanker er hvide. Kan have hvidt vingepanel, dannet af hvide små og mellemste dækfjer, der i flugten danner et bredt hvidt felt over armen. Enkelte omkring Beijing, samt 1 ex. Reservoiret, Beidaihe 2.5 2008. Yngler i Himalaya og centrale Kina vest for leucopsis (synes ikke at hybridisere med denne i overgangsområdet, Alström & Mild 2003), desuden vestpå gennem Himalaya til Kashmir og NØ Pakistan, syd-og østpå til Burma, Laos og N Vietnam. Meget almindelig i SV Kina og Tibet. En korttrækkende form, der ofte overvintrer i yngleområdet, og normalt blot søger til lavere højder om vinteren, til lavere dele af Himalaya mellem Nepal, Assam og SV Kina mod nord og øst til Guizhuo og Guangdong, og i SØ Asien mod syd til Thailand. Mellem NØ Indien og C Kina den hyppigste overvintrende form, således almindelig vintergæst Quizhao og Yangtzekiang Valley samt hundreder Guizhuo og Yunnan. Stejfgæst til Kasakhstan. 3): Leucopsis (”Amur Wagtail”) har bredt hvidt ansigt og halssider imod isoleret sort hagesmæk. Har bredt hvidt panel midt over vingen, dannet af hvide mellemste og store dækfjer, og renhvide flanker. Ligner i flugten alboides. Kald skarpere end hos formen alba, med klang af Bjergvipstjert (egne obs. N Thailand feb. 2009). Alström & Mild (2003) angiver kun ocularis i området, og nævner, at leucopcis der yngler syd for området, ekspanderer i Korea og Japan. Nævnes dog som vidt udbredt i store dele af Ø Kina (China Ornithological Society 2007). Hyppig trækgæst, der trækker tidligt igennem området. De tidigste forårsfund er fra ult. feb. Ved Beidaihe 190 eks. 14.3-30.4 1994. Største antal er 67 eks. 25.3 2006 Yuanmingyuan, Beijing og 50 eks. 29.4 2006 Baihe Reservoir, Beijing. Trækket fortsætter til først i maj, således 30 eks. 1.5 2003 Juma River, Beijing. Om efteråret enkelte observationer i oktober ved Beidaihe (14.10 1986, okt. 1989 4 eks.), men ret almindelig Happy Island ult.sept.med.okt. 2001, dagsmax. 205 eks. 22.9 2001 (Schiermacher-Hansen 2002). ”Not often seen” (La Touche 1925, Thalund et al 1994, Pettersson & Ullman 1994, Williams 2000, Schiermacher-Hansen 2002, China Birdwatching Society 2004). Yngler i SØ Rusland (Amur), Mongoliet, N,Ø og Ø Kina (vestpå til sydlige Gansu og SØ Qinghai, sydpå til Anhui), Korea, sydlige del af Japan og på Taiwan Ekspanderer i Japan, Korea og i Ø Kina. Langttrækkende form, der forlader ynglepladserne i aug. Trækket passerer Ø Kina sept.-okt, i Hong Kong er talt max. 3000 i okt. Overvintrer i C og S Kina (især Zhejiang, Hunan, Jiangsu, Yunnan, Guangdong og Fujian) og S Asien vestpå til NØ Indien og Nepal, hvor almindelig vintergæst. Om vinteren den dominerende form i Nordthailand. Overvintrer desuden sjældent til Rajasthan og østpå til Sydkorea og Japan. På forårstrækket ret store antal i Liaoning, flest 300 eks. 31.3 2005 Helong Reservoir. Strejfgæst til Australien, samt 2 gange til WP:5-6.4 2005 Seaham, Durham, Irland og 1-2.11 2008 Norge (Addinall 2005, Slack 2009). Leucopsis regnes undertiden som egen art, sammen med formen lugens (Clements 2000). 4) Lugens (Black-backed Wagtail). Sjælden gæst: 11 eks. 11.5 1990 – 2 eks. 7.4 2007 Shahe Reservoir, Beijing (Williams 2000, China Ornithological Society 2008). Yngler østligste Kamchatka og øerne mellem Kamchatka og Japan, samt nordlige Japan og nordøstlige Korea; i Østasien sydpå til sydlige Ussurien. Overvintrer Japan, Sydkorea og C samt SØ Kina syd for Yangtze dalen; strejfgæster er truffet i vestlige Nordamerika mod syd til Californien, i North Carolina og i Australien. Lugens ligner leucopsis, men har sort øjen- og tøjlestribe. Adult har hvide vinger, hos hanner med smal sort spids, hos hun med sort spids og bagkant. Vingetegning i flugten er påfaldende lig Snespurv Plectrophenax nivalis og Snefinke Montifringilla nivalis. 5): Baicalensis.(Baikal Wagtail). Fåtallig vintergæst (ult.okt.-med.marts), bl.a. 10 29.10 1990 Reservoiret, Beidaihe, senest 15.3 1994 Beidaihe (Thalund et al. 1994, Hornskov & Kiel 2002). Yngler fra Baikal i C Sibirien, gennem N Mongoliet til Amur. Overvintrer mellem Iran, østpå gennem N Indien og Nepal til Ø Kina og SØ Asien. Ligner alba (Europa), men har generelt bredere hvide vingebånd, hvidere strube og hvidere flanker. Note: Japanese Wagtail Motacilla grandis Tilfældig gæst i Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000). Yngler i Japan og muligvis i Sydkorea. Overvejende standfugl, men enkelte trækker mod vest. Ret almindelig vintergæst i sydøstlige Sydkorea, desuden strejfgæst til Ø Kina, Taiwan, Sakhalin og Ussurien.. Synes at være mere bundet til fugtige områder end Hvid Vipstjert, i Japan således mest langs floder.

Større end Hvid Vipstjert. En stor sort og hvid vipstjert med sort overside, pande og strube samt hvidt øjenbryn og underside. Vingerne er hvide med sorte spidser. Kaldet er et skarpt jiji. 170. Storpiber Anthus richardi Richard´s Pipit 1997: Ved Beidaihe enkelte, flest 4.5 4 trk. Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 2, 14.5 176 trk. + 85 rst., 15.5 67 trk. + 65 rst., 16.5 8 trk. + 10 rst., 17.5 5 trk. + 23 rst. og 18.5 8. 19.5 10 Huillonguan hotel, Beijing. 2008: 29.4 3 Kangxi Grasslands. Ved Beidaihe 3.5 1 Jin Shan Fields – 5.5 1 trk. Lighthouse Point – 6.5 2 Jin Shan Fields. På Happy Island 9.5 1 trk. – 10.5 1 trk. – 13.5 2 – 14.5 3 trk. + 1 rst. – 15.5 1 trk. Almindelig trækgæst og fåtallig yngletrækfugl (ult. marts-pri. juni/(pri.) med. aug-ult. nov.). Om foråret flest pri.-med. maj. Antal på >100 ses hyppigt på Happy Island i maj, f.eks. 176 trk. + 85 rst. 14.5 1997, generelt færre ved Beidaihe, hvor dagsmax. er 100 15.5 1997 (Wincup 1997). 950 ”bird-days” Beidaihe 6.4 -1.6 1985. Om efteråret hyppigere, med trækkulmination ult.aug.-ult. sept. Ved Beidaihe er dagsmax. 920 trk. 21.9 1990 – 901 trk. 10.9 1987 – 785 trk. 16.9 1988, på Happy Island op til 1000 pr. dag; af exakte store antal 120 trk. + 450 rst. 31.8 1994, 500 trk. dagligt 25 og 26.9 2003 (Stenlund 2003), færre i okt.-nov, hvor største antal er 30 eks. 13.11 2005 Kangxi Grasslands, Beijing. Raster på græsstepper og i agerland med lav urtebevoksning, ofte i løse flokke. Større flokke er desuden bl.a. set nær Beijing, f.eks. Kangxi Grasslands. Yngler fra Balkash, Sibirien gennem S Sibirien/Ø Kasakhstan til Ø Kina (incl. Hebei) og Okhotsk; tilfældigt i Kirgisien. Forlader ynglepladserne ult.aug-okt., gennemtræk i S Sibirien og NØ Kasakhstan indledes med. sept. De østlige bestande trækker gennem C og Ø Kina, hvor almindelig, Korea (ret almindelig) og fåtalligt østpå til Japan. I Hong Kong ses de tidligste ult. sept., og flest ult. okt. Arten overvintrer mellem Melllemøsten, Pakistan og Indokina, incl. Indien, Sri Lanka (fåtallig), S Kina, N Thailand, Hainan og Taiwan. I Indien ret almindelig i Goa med.okt.-med. marts, flest dec.-jan.; færre okt-april Maharasthra, men formentligt overset. I Thailand ses de største antal mod nord. Overvintrer desuden fåtalligt vestpå til Iberiske Halvø og NW Afrika mod syd til Chad, hvor den ses sept./okt.-april. Forårstrækket indledes ult feb. I Hong Kong er forårstrækket størst med.marts-med. april; enkelte til maj. Ankommer til ynglepladserne marts-med. maj, de østligste ynglepladser generelt senest. I SØ Asien strejfgæst til Singapore og NV Borneo, samt N Australien. I Afrika strejfgæst sydpå til Mali (Glutz von Blotzheim & Bauer 1982, Cramp & Brooks 1988, Hoyo et al. 2004). I Europa en af de hyppigste asiatiske trækgæster, langt de fleste om efteråret (ult. aug.-nov, langt de fleste ult.sept.-med. okt.). En mindre bestand overvintrer i SV Europa og Nordafrika, således småflokke på op til 29 Spanien, 15 S Frankrig og Marokko, samt 21 i flok 1.3 2003 Sardinien; enkelte vinterfund mod nord til Sydskandinavien og mod vest til Storbritannien. Sjælden på forårstrækket, i NV Europa især ult. april-med. maj, således udgør forårsfundene 6% af samtlige de hollandske fund, 5% fra Helgoland/Danmark og 3% fra Sverige. I de fleste europæiske lande 10-100 fund årligt, bl.a. Storbritannien 3211 fund 1958-2002 (max. 150 på et år), Sverige 892 fund af 987 fugle t.o.m. 2006, Danmark 638 fund t.o.m. 2007 (Lange & Christensen 2007, SOF 2007); Norge bl.a. 1-22 årligt på Utsira, flest pri. okt. 165 Helgoland 1992-2005 (heraf 94 i 1994; efterårsfund 3.9-26.11, mediandato 1.10). I Holland 1063 t.o.m. 1998, Frankrig 428 t.o.m. 2003, Spanien 160 eks. (60 fund), Italien 52 1999-2004. Sjælden, men årlig gæst på Malta ult. sept.-ult. febr. Truffet årligt i de fleste europæiske lande med nogenlunde høj aktivitet af feltornitologer. I flere år mellem 1839 og 1876 blev arten truffet årligt på Helgoland, incl. dagsantal på 20-50 sept.-med. okt. I f.eks. Danmark og Sverige er tyngdepunktet af observationer påfaldende vestligt for en asiatisk trækgæst, hvilket antyder et reelt træk mod sydvest – understøttet af enkelte fund af adulte, samt at Skåne står for de fleste observationer i Sverige; dagsmax. 3 trk. + 7 rst. (i flok!) Falsterbo 23.9 2001. I S Skandinavien flest ult.sept.-med. okt., på Scilly i okt. I Spanien flest fund nov-febr. Tendens til lille tilbagegang siden 1970´erne og 1980´erne i NV og V Europa, bl.a. bemærket på Scilly, Helgoland og i Danmark (hvor bedste år 1988 50 og 1994 65 eks, siden 10-25 pr. år), men som andre asiatiske arter er årlig optræden svingende. I flere år mellem 1839 og 1876 blev arten truffet årligt på Helgoland, incl. dagsantal på 20-50 sept.-med. okt. En ringmærket fugl fra NØ Tyskland blev genmeldt fra Landes, SV Frankrig samme efterår (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985, Cramp & Brooks 1988, OAG 1993-2005, Biljsma et al. 2001, Breife et al. 2003, Fraser & Rodgers 2003, Tveit et al. 2004, Juano 2006, Flood 2007). I Mellemøsten sjælden gæst i Tyrkiet (30 fund, flest marts-maj; 5 fund med. sept.- med. nov, og enkelte vinterfund; største forekomster 15 Göksu Delta 21-22.4 2004) (Kirwan et al. 2008). I Israel fåtallig træk- og vintergæst, flest ved Eilat, hvor gennemsnitligt 170 efterår 1980-1987, dog 420 10.9-17.11 1984, dagsmax. 65 28.10. Om vinteren undertiden i småflokke. Om foråret dagsmax. 10 ved Eilat. I Jordan sjælden trækgæst med.-ult. april. Hyppigere længere mod øst, således ret ret almindelig Iran, UAE og Oman med. sept.-pri.maj (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985, Richardson 1990, Andrews 1995, Shirihai 1996). Den største piber i området. Sanglærkestor med ret lille hoved imod bred, tyk krop og lang, påsat hale. Næbbet er næsten drosselagtigt med buet overnæb og fortykket, let buet undernæb (ala Islom Gavia immer), og øjet står tydeligt frem mod lys tøjle og hvidt øjenbryn, der er bredt og buet foran øjet, og ret langt bagtil. Issen er mørkere (ofte som mørk kalot) og ryggen brun med ret udflydende mørke striber. Halssiderne har tydelige mørke striber, der oftest overgår

i en mørk trekant på halssiden samt i brede mørke striber over det gulbrune bryst. Flankerne er gul- til rødbrune, i kontrast til hvid bug. Kan have enkelte mørke flankestriber. Benene er lange med tydelig tibia. Mod lys baggrund ses den lange, ret lige bagklo – som”ski”, og ofte længere end bagtåen. De mellemste dækfjer har hos adulte (og alle fugle om foråret) mørke, trekantede centre og beige rande: danner et stribet felt midt på vingen. Ungfugle om efteråret har overvejende juvenile mellemste dækfjer med bredere sorte centre og hvide kanter - som Mongolsk Piber, men ofte med den trekantede centerform antydet. Har en udpræget ”maskulin aura” over sig; står ved uro næsten militant opret, ala Misteldrossel med ”skeptisk løftet hoved”. Flyver i dybe buer som vipstjert. I flugten tykmavet med påsat hale, og tit let løftet hoved. Udstøder da et kraftigt tsceerp eller weeep,der lyder som man river et klæde itu, eller som forstærket kald fra Skovpiber i ”halv tonehøjde”. Flugtkaldet er typisk og ret vidtlydende, men mere anonyme kald, der minder om kald fra Mongolsk Piber og Markpiber A. campestris høres fra fødesøgende fugle. Sang udføres i bueformet sangflugt, og består af serier af 3-5 (12) grove tzwee (egne obs. Sibirien jun 1989). Der er uenighed om raceforholdene. Alström & Mild (2003) regner alle fugle fra Kina som richardi, hvilket virker rimeligt, den individuelle variation taget i betragtning. Muligvis er nordøstlige fugle større, mere gråtonede med svagere stribning end fugle fra vest, regnes undertiden som egen form, ”centralasiae”. Små og kraftigst stribede fugle med meget lang bagklo kan dog betegnes som ”ussuriensis” (yngler fra SØ Rusland gennem Ø Kina til Korea). Bestande fra S Kina (”sinensis”; delvis standfugl) er ret små og slanke med svagere striber, men kraftigere rustbrunt anstrøg på bryst og flanker end klassiske richardi (Cramp & Brooks 1988, Alström & Mild 2003; skind Zoologisk Museum, København). 171. Mongolsk Piber Anthus godlewski Blyth´s Pipit 1997: Ved Beidaihe 29.4 2 Lighthouse Point - 5.5 1 Jin Shan Hotel. På Happy Island 13.5 1, 14.5 10 trk.+ 2 rst., 15.5 1 trk. og 17.5 2. 2008: 6.5 1 Jin Shan Fields, Beidaihe – 9.5 1 trk. Happy Island. Fåtallig trækgæst (ult. april-ult. maj og ult.juli-ult.sept. (med. nov.). Om foråret flest pri.-med. maj. Dagsmax. 45 eks. 15.5 1994, 30-40 med. maj 2000 og 30 eks. 13.5 1993 Happy Island. Ved Beidaihe 11 eks. 7 og 10.5 2000 Reservoiret, og omkring Beijing 10 eks. 14.5 2005 Kangxi Grasslands samt 8 eks. 20.5 2006 Baicaopan. Om efteråret kun spredte observationer, tidligste fugle er set 30.7, og flest flest med.aug.- ult. sept.; dagsmax. 5 eks. 25.9 2005 Sandflats, Beidaihe, 3 eks. 15.8 1994 Happy Island og 3 eks. 29.9 2009 Beidaihe; deusden ”four singles” 31.8 og 5.9 2006 Tianjin. Et meget sent fund er 17.11 2007 Beidaihe (Alström 1990, Alström 1993, Pettersson & Ullman 1994, Hornskov 2000, Dernjatin & Vattulainen 2001, China Ornithological Society 2006-2008). Raster i åbne områder som på græsstepper og i agerland med urtebevoksning, ofte i småflokke, gerne sammen med Storpiber, men med tendens til at optræde i endnu mere tørre områder med kortere græs. Yngler S Transbaikal, N Mongoliet og østpå til NØ Kina, samt i Tibet. Forlader ynglepladserne juli/aug-pri.okt., og trækker ret spredt gennem Ø Asien østpå til Japan, hvor sjælden ult.aug.-med. okt. I Quinhai flest med aug.-pri. sept, flest 40 eks. 28.8 2004 Maduo. Trækker gennem Himalaya, hvor bemærket op til 6000 m nord for Mount Everest i Nepal, samt i Ø Himalaya mod øst til Bhutan. Synes at være mere hårdfør end Storpiber; undgår således ikke bjerge, og ret almindelig trækgæst gennem østlige Tibet sept.-okt. Ankommer til vinterkvarteret fra pri. sept. Overvintrer Indiske Subkontinent (især sydlige halvdel) og Bangladesh, fåtalligt østpå til Burma og Vietnam. I Goa og Maharasthra fåtallig vintergæst ult.okt.-med. feb. Forlader vinterkvarteret ult. feb.- pri. maj. Sjælden trækgæst i Japan med.april-med. maj. Gennemtrækkende fugle er i Arunachal Pradesh, Indien bemærket i bjergene ult. marts (egne obs.), og i Mongoliet og Transbaikal ult. april-pri. juni (Glutz von Blotzheim & Bauer 1985, China Ornithological Society 2005). Desuden fåtallig træk-og vintergæst mod vest til UAE og Oman okt.-april. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til NØ Thailand, Israel (4). For Europa, se nedenfor. Meget sjælden, men årlig gæst i Vesteuropa, tidligst ult.sept. Flest er truffet okt-nov. I Europa og nærmeste omegn: 21 Storbritannien, 20 Finland, 13 Sverige, 7 Norge, 3 Danmark, 6 Tyskland, 8 Holland, 5 Belgien, 5 Frankrig, 2 Belgien, 1 Spanien, 2 Italien, 1 Cypern, 2 Tyrkiet. Optræden i Europa generelt senere end hos Storpiber, med mediandato i Finland 25.10 og i Storbritannien 19.10, ligesom der er tendens til at flere fugle forbliver i længere tid på en given lokalitet – formentligt da fuglene sent på efteråret efterhånden mister trækdriften, og leder efter passende vinterkvarter. Overvintring registreret flere gange i Europa mod nordøst til Halland, Sverige (jan. 2008) (Breife et al. 2002, Slack 2009). Mindre end Storpiber med relativt større hoved og kortere hale. Næbbet er mindre, mere trekantet med lige undernæb, og benene kortere med kort, mere krummet bagklo, der er kortere end bagtåen. I kombination giver alle dissse karakterer et touch af stor version af Engpiber A. pratensis. Rejser ved uro halsen, men ikke så udpræget som Storpiber; ligner da i formen Skovpiber. I flugten mere som en mindre piber med kort, bred hale i jævnere overgang til smallere bug end hos Storpiber; kan minde om korthalet Markpiber. Flugten er mere retlinet, ala mindre piber, ikke i store buer som Storpiber. Flugtkaldet er svagere end Storpibers – chep, eller tje(r)p - ikke rullende, men mere som Markpibers

kald, men ofte let nedadgående. Indledes tit med korte chip chip, ala Engpiber. Den sammensatte version af kaldet er artstypisk. Dragten ligner Storpibers, men adskiller sig på:

1) Smallere mørk stribe på halssider, der ikke danner trekant, og smallere, bedre adskilte – men tit mere distinkte – sorte striber på brystet. Flanker altid utegnede.

2) Smallere mørke striber på oversiden, mere distinkt afsat på isse og ryg. 3) Mere ensartet orangebrun underside; bug af farve som flanker. Nogle har lysere bug, men aldrig så afstikkende

hvid som hos Storpiber. 4) Svagere lyst øjenbryn, der ofte er bruntonet og svagt bag øjet, og smallere foran øjet, hvor den mørke isse går

mere ned i øjenbrynet end hos Storpiber; skaber et let vredladent ansigtsudtryk. 5) De mellemste dækfjer har rundere centre og smallere, ofte lysere rande end hos Storpiber, danner sort

perlerække på langs af forvingen (juvenile mellemste dækfjer mere ens hos de to arter, men dette er ikke aktuelt om foråret; hos de fleste er den afrundede form dog antydet også hos juvenile (kontra Alström & Mild 2003). Om efteråret ses hos 1K normalt enkelte adulte store dækfjer.

6) Næstyderste halefjer med hvid spids og inderste 60-70% mørkegrå; afgrænset fra hvid spids via 35-45 graders vinkel. Hos Storpiber fortsætter hvidt på yderfanen generelt længere ing på fjeren, og er afsat i 20-30 grader vinkel. Begge arter har hvid yderste halefjer med smalt mørkt skaft.

7) Generelt bredere og hvidere vingebånd end hos Storpiber (se 5). Sjældne afvigende storpibere er set, f.eks. Sibirien juni 1989. Denne havde underside som Mongolsk Piber og mindre næb end normalt. Bestemtes på lang bagklo samt tydeligere hvidt øjenbryn end Mongolsk, og optrådte i øvrigt langt fra Mongolsk Pibers udbredelsesområde. Visse Mongolske Pibere er ret blege på hoved og overside med smallere mørke striber end nogen Storpiber. Selvom størrelse og jizz er væsentlige karakterer ses undertiden ret små Storpibere med mindre næb og undertiden kortere hale i Vesteuropa. Disse har dog aldrig givet fornæmmelse af Mongolsk Pibers ”små-piberagtige” jizz. Omvendt har rastende Mongolsk Piber ved flere tilfælde kunnet overses som ”stor Engpiber”, hvilket f.eks. var tilfældet ved Falsterbo okt.2002 og Halland jan. 2008 (egne obs.). 172. Tajgapiber Anthus hodgsoni yunnanensis Olive-backed Pipit 1997: Ved Beidaihe almindelig, flest 29.4 37 (heraf 29.4 20 trk. Lighthouse Point og 8 Reservoiret), 30.4 34 (29 trk. + 5 rst. Fishhook/Lighthouse Point), 30.4 58 (1 trk. + 57 rst. Jin Shan hotel) og 3.5 62 (heraf 3.5 15 Sandflats og 3.5 35 Radar Station Hill). Desuden jævnligt 10-30 pr. dag. På Happy Island 12.5 1, 13.5 70, 14.5 580 trk. + 75 rst., 15.5 13 trk.+ 13 rst., 16.5 3 trk. + 30 rst., 17.5 6 og 18.5 11. 2008: 28.4 12 trk. + 4 rst. Sommerpaladset, Beijing – 29.4 3 Kangxi Grasslands – 30.4 10 Bai He – 1.5 2 Xianlongmen – 1.5 2 Xiaolongmen-Changping – 1.5 5 Changping-Beijing. Ved Beidaihe 2.5 8 Reservoiret – 3.5 3 trk. Jin Shan Fields – 3.5 2 trk. + 1 rst. Lighthouse Point – 3.5 1 Yang He Woods – 4.5 13 Jin Shan Fields – 4.5 3 Reservoiret, Beidaihe – 5.5 1 trk. + 2 rst. Lighthouse Point – 5.5 6 trk. Jin Shan Fields – 5.5 3 Friendship Hotel – 5.5 4 Yang He Woods – 5.5 1 Legation Gully – 6.5 5 trk. + 5 rst. Friendship hotel – 6.5 1 trk. Sandflats – 6.5 2 Dongshan Hotel – 7.5 49 trk. + 1 rst. Jin Shan Fields. 7.5 6 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 7.5 30 – 8.5 15 trk. + 10 rst. – 9.5 8 trk. + 3 rst. – 10.5 12 trk. + 10 rst. -11.5 17 trk. + 5 rst. – 12.5 15 trk. + 20 rst. – 13.5 6 trk. + 35 rst. – 14.5 15 – 15.56 trk. + 5 rst. – 16.5 1. Almindelig trækgæst (pri. april-pri. juni og ult. aug.-ult. okt (nov) samt fåtallig vintergæst; evt.fåtallig ynglefugl i bjergene. De tidligste fugle ses de første dage i april. Forårstrækket kulminerer ult. april-med. maj, med dagsmax. 14.5 580 trk. og 75 rst. Happy Island, 203 trk. 6.5 1994 Beidaihe og 200 eks. 29.4 2006 Shahe Reservoir, Beijing. Om efteråret flest ult.sept-pri. okt. Ved Beidaihe er dagsmax. 508 trk. 19.9 1988, 327 trk. 18.9 1987 og 293 trk. 15.9 1990. På Happy Island er dagsmax. 180 eks. 30.9 2000, 156 eks. 25.9 2001, 100 eks. 2.10 2000 og 75 trk. 2.10 2007. Ved Tianjin flest 50 eks. 19.9 2004 Tanggu (Thalund et al. 1994, Williams 2000, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2005-2007, Hornskov 2007). Repræsenteret af formen yunnanensis, der yngler i N og Ø Asien mellem Ural og Stillehavet, og sydpå til Altai, Mongoliet og N Kina (incl. Hebei), Hokkaido, C Japan samt i Nordkorea (ssp. her uklar). Forlader ynglepladserne ult.aug-okt. Almindelig trækgæst i Sydkorea, således dagsmax.på 1000 Gageo Island. Overvintrer i Indien og Ø/SØ Asien nordpå til Sydkorea, C Kina og S Japan og sydpå til N Borneo og Philippinerne, men fåtalligt syd for N Thailand. Optræder i Thailand og Malaysia okt.-ult. april. Foretrækker om vinteren skove i bakket landskab samt småbjerge. Ret almindelig S og C Kinas småbjerge om vinteren. I vestlige Indien (Maharasthra, Goa) sjælden ved kysten, men hyppig i bjergskovene (se Skovpiber). På forårstrækket meget almindelig i Sydkorea, i maj dagsmax. på 3000 Eochong Island og 1000 Huksan Do. Ankommer til de nordligste ynglepladser med-ult.maj. På Aleuterne årlig, men sjælden trækgæst (maj/juni samt ult. sept.). Se nedenfor for status i WP. Yunnanensis er årlig gæst i Europa (ult. sept.-nov; flest i okt., enkelte vinter-og forårsfund). Arten træffes i stigende antal, formentligt grundet øget viden om feltbestemmelse, og er blandt de hyppigste østasiatiske gæster. Flest er truffet i Storbritannien, hvor 318 fund er gjort til og med 2007, med årsmax. 42 i 1990. Flest fund fra nordvestlige del af

Britiske Øer, således er knapt halvdelen af fundene gjort på Shetlandsøerne, men også 40 fund fra Scilly. Flest ses med. okt. Desuden 60 Norge (halvdelen på Utsira), 55 Finland, i øvrigt 10-25 fund fra Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig; i Danmark 5 (1 april, 4 eks. 24.9-16.11), Færøerne 4, Spanien 7, Malta 5, Italien 3 og Cypern 4 fund. Desuden 1-5 fund i de fleste europæiske lande mod vest til Island og de Kanariske Øer. Et exceptionelt fund af flok på 14 eks. 21.9 1984 Hel Peninsula, Polen (Alström et al. 1992) må - i lighed med andre usædvanligt høje forekomster i landet - regnes som tvivlsomt, og er da heller ikke refereret senere (Slack 2009). I Mellemøsten sjælden træk og vintergæst i Israel, hvor 3-15 pr. efterår Eilat, flest pri. nov, og enkelte overvintrende. Op til 10 pr. år UAE og Oman nov-dec, herudover enkelte fund jan.-april. Sjælden vintergæst i Kuwait. Strejfgæst Tyrkiet, Iran, Iraq og Qatar, flest jan.-april. Desuden strejfgæst til nordvestlige og vestlige Nordamerika (i syd til Nevada) samt i Mexico (Cramp & Brooks 1988, Porter et al. 1996, Shirihai 1996, Alström & Mild 2003, Rogers & the Rarities Committee 2004, Tveit et al. 2004, Flood et al. 2007, Kirwan et al. 2008, Slack 2009). En smuk og karakteristisk tegnet piber, der er ret let at kende fra Skovpiber (kontra Alström & Mild 2003), Har i forhold til Skovpiber rundere hoved og kortere, slankere næb, og får således et venligt udseende, forskelligt fra Skovpibers mere maskuline, fladpandede og stornæbbede. Tajgapiber har ofte lige overnæb, men let buet undernæb, hvorved 90% får et frækt udseende, som en Dværgværling med for langt næb! Skovpiber har generelt tydeligere buet overnæb, og sammenlagt en næbform, der undertiden bliver næsten drosselagtig ala Storpiber. Denne karakter er ofte tydelig, men naturligvis af mindre værdi hos små-næbbede Skovpibere. Hovedtegningerne er påfaldende: øjenbryn og tøjlen er buff-tonet, øjenbrynet bag øjet hvid, og ofte så distinkt som hos Blåhals hun – forstærket af mørke issesider. Kun <1% har svagere, mere skovpiberagtige hovedtegninger: i så fald afsløres arten på ”stort” øje, forstærket af mørkt foran og bag øjet (tøjle-og øjenstriber samles ved øjet), samt på de sort/hvide tegninger på øredækfjerenes bagkant, hvor Taigapibers hvide ”hovedtelefoner” står ud mod sorte tegninger. Disse er langt svagere hos Skovpiber, der ikke sjældent har en lignende ”hovedtelefon”, der kan være tydelig, da øredækfjerenes mørke felter er svagere, og aldrig sorte. Virker desuden tit hulkindet, da øredækfjerenes centre normalt er lysere end Skovpiberens. Desuden har Tajgapiber oliventonet, højst svagt stribet overside, der ved slid vinter og forår kan blive let grå-tonet. Hos Skovpiber har oversiden tydelige striber, og er tit mere bruntonet. Undersidens tegning ligner Skovpibers, men der er generelt tydeligere gulbrunt anstrøg i brystets sider, ikke over midten som hos Skovpiber. Flankerne tenderes hos Tajgapiber være tydeligere stribet end hos Skovpiber, hvor flankestriberne typisk er smalle, som tuschstriber. Desuden slutter mørke tegninger på halssiderne typisk før tøjlen, hvor mange Skovpibere har mørk skægstribe til næbbasis. Tajgapiber har desuden tydeligere lyse rande på tertiærerne end hos Skovpiberens svage (Svensson et al. 1999). Hos Skovpiber er det hvide forreste vingebånd oftest den tydeligste tegning på hoved og overside, hos Tajgapiber er øjenbrynet altid mindst så tydeligt som det forreste vingebånd (der tenderer være mere gulbrun-tonet, især i frisk dragt, end hos Skovpiber). I flugten mere korthalet end Skovpiber. Under talrige observationer har dette været påfaldende. Dét er også de siddende fugles vane med konstant at pumpe ihærdigt med halen, dybere og mere huggende end hos Skovpiber. Hos Skovpiber er halevippene svagere, som indledning til en sexuel akt, hvor de hos Tajgapiber nærmere ligger nær klimakset. Fugle i ro vipper dog ikkke voldsomt med halen. Adfærd som Skovpiber. Kan sidde ret åbent, f.eks. i tæer eller på tråde, men ses på jorden tit i sammenkrøbet, skrutrygget stilling med korte nik med hovedet. Kaldet er grundlæggende skovpiberagtigt – et summende bzzt. Det virker dog højere, mindre gennemtrængende og går typisk lidt nedad mod slutningen; lyder som en Skovpiber, der trænger til at få ladet batteriet,og mere ”lukket” og summende end Skovpiberens tydeligt stemte. Fra opskræmte fugle en mere ”lukket” og nedadgående udgave af kaldet, samt et mere kort og ”rent”kald, der er sammenlignet med kaldet fra Rødstrubet Piber. Ved erfaring holdet dette dog ikke, da Rødstrubet Pibers skarpe, skærende kald er helt ustemt – som en cykel,der bliver piftet. Sangen ligner Skovpibers, men er hurtigere, mere konstant og i højere toneleje; accelerer ikke mod slutningen som Skovpiber. Sangens klang kan minde om Gærdesmuttes eller Jernspurvs. Synger som Skovpiber i sangflugt, der ender med en ”faldskærmsagtig” dalen med spredt hale. Note: Formen hodgsoni (yngler mellem S Japan og Himalaya, overvintrer i lavlandet tæt på ynglepladerne ) har i forhold til yunnanensis kraftigere stribet overside og generelt bredere sorte bryst- og flankestriber, der midt på brystet næsten kan flyde sammen. Har generelt svagere lyse og mørke ørepletter end yunnanensis (Dernjatin et al. 2008, egne obs. Japan og Nepal), hvilket ikke er af større værdi ved feltbestemmelsen. Bestande fra S Japan har overside som mellemting mellem yunnanensis og hodgsoni, samt tydelige håndsvingfprojektion end andre bestande (Brazil 2009). Sangen ligner yunnanensis, men muligvis mere ensartet, ala Jernspurv, og udføres formentligt mindre hyppigt i sangflugt. Resumeet baserer sig på årelange studier, der først er sammenfattet i Malling Olsen 1990, Beaman et al. 1998 og Malling Olsen 1999, og siden efterprøvet i Skandinavien, Nepal, Indien, Japan, Thailand og Kina. Note: Skovpiber Anthus trivialis (Tree Pipit). Tilfældig gæst i maj.

Yngler mellem Europa og mellemste Rusland mod øst til Baikal, samt i vestlige Kina. De østlige bestande overvintrer i Indien, hvor den i højere grad end Tajgapiber optræder i lavland langs vestkysten. Således ret almindelig i Goas og Maharasthras kystområder, hvor Tajgapiber er ret sjælden og normalt begrænset til Western Ghats højereliggende skovområder (Lainer 2004, Prasad 2006, egne obs.). Desuden vintergæst i Bangladesh. Strejfgæst mod syd til Maldiverne, Seychellerne, Aldabar og Burma og mod øst til Ø Kina, Sydkorea, Japan samt Alaska. 173. Rødstrubet Piber Anthus cervinus Red-throated Pipit 1997: Ved Beidaihe dagligt max. 6 reservoiret og max.10 Radar station Marsh. Desuden 29.4 3 trk. N Lighthouse Point – 29.4 6 Reservoiret – 30.4 1 Lighthouse Point – 1.5 2 2K Sandflats. På Happy Island 14.5 1 trk. 2008: Ved Beidaihe 3.5 1 trk. Jin Shan Fields – 7.5 1 trk. Lighthouse Point. 7.5 2 Magic Marsh, Laoting. På Happy Island 10.5 1 trk. – 12.5 1 trk. Fåtallig til ret almindelig trækgæst (ult. april-ult. maj og ult. aug-med. okt), om foråret flest ult. april-pri. maj. Dagsmax. 60 eks. 7.5 2008 Beidaihe, 22 eks. 26.4 1994 Beidaihe, 10 eks. 7.5 2000 Reservoiret, Beidaihe og 10 eks. 10.5 2006 Baiwang Shan. Om efteråret flest i sidste halvdel af sept., ved Beidaihe dagsmax. 92 trk. 24.9 1986, 58 trk. 21.9 1990 og 53 trk. 18.9 1987. På Happy Island er dagsmax. 40 eks. 13.9 1994, 35 eks. 4.10 2007 og 30 eks. 25.9 2000, og ved Yang He 50 eks. 18.9 1994. Desuden 61 trk. 3.10 2007 Hangu og 34 eks. 19.9 2004 Tanggu. 437 ”bird-days” 9.9-21.10 2006 Beidaihe. Ses i småflokke omkring Beijing (Williams 1990, Dierschke & Heintzenberg 1994, Lehto 2000, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler i den lavere tundrazone gennem nordlige Palearktis mellem N Skandinavien og Kamtjatka, samt i Alaska. De østlige bestande forlader ynglepladserne ult. aug.- pri. okt., og overvintrer i SØ Asien nordpå til mellemste SØ Kina og Nepal, i Kina flest i Yunnan og Hainan. Fåtallig vintergæst i Indien, der dog er regelmæssig sydpå til Andamanerne og Nikobarerne. Overvintrer desuden gennem den Malayiske Halvø til Borneo og Philippinerne. Flest er talt ved Chiang Rai, N Thailand, hvor op til 1500 i dec., men generelt fåtallig syd for N Thailand, dog er flokke på op til 100 iagttaget i Singapore. Optræder i Hong Kong ult.sept.-pri. maj. Desuden fåtallig træk- og vintergæst i Japan og sjælden langs den nordamerikanske vestkyst, hvor flest med.sept-med. nov.. Forlader vinterkvarteret i april-pri. maj. I Hong Kong størst gennemtræk med. april, og i Shanghai ult. april, hvor op til nogle hundrede. Ankommer til ynglepladserne ult. maj-pri. juni. Strejfgæst til N Sulawesi, Christmas Islands, V Mikronesien, N Australien, Hawaii og Mexico (Cramp & Brooks 1988, Wells 2007). Ligner i formen Engpiber (se Pechorapiber). 2K fugle mangler rødt bryst og har kraftigt stribet bryst og flanker. Der er min erfaring, at de fleste fælder til adultlignende sommerdragt marts-april (egne obs. Israel). De østasiatiske fugle har i adult dragt muligvis lysere orange ansigt og bryst end vestligere bestande (Dernjatin et al. 2008). Kaldet er et skarpt, ustemt og lidt nedadgående psiieee, der lyder som når en cykel piftes. Desuden mere ukarakteristiske, grødede kald. 174. Pechorapiber Anthus gustavi Pechora Pipit 1997: På Happy Island 12.5 1, 13.5 2 og 14.5 2. 2008: 3.5 1 Yang He Woods (sydlige sump”), Beidaihe – 13.5 1 sydspidsen, Happy Island. Fåtallig trækgæst og evt. yngletrækfugl (ult. april-pri. juni/(ult. juli) med. aug.-med. okt), Om foråret flest i sidste halvdel af maj, hvor max. 7-8 pr. dag jævnligt er set Beidaihe og Happy Island; dagsmax. 10 eks. 25.5 1990 Beidaihe; et tidligt stort antal er 6 eks. 9.5 2007 Beidaihe/Yang He (Alström 1990, Marr & Andrews 2007). Om efteråret er de tidligste fugle rapporteret omkring 30.7. Flest ses sidste halvdel af sept., dagsmax. 20 eks. 18.9 1987 Beidaihe og 15 eks. 2.9 1994 Happy Island. 18 ”bird-days” 3.9.3.10 2006 Beidaihe. De fugtige områder ved reservoirerne ved Yang He, syd for Yang He Woods er en god lokalitet for arten. Yngler i et smalt bælte i skovtundra i N og Ø Asien fra Pechora-floden og østpå gennem N Rusland til Kommandør Øerne, Stillehavet. Yngler generelt syd for Rødstrubet Piber, men nord for Taigapiber og Skovpiber. Isoleret bestand Lake Khanka, Ø Rusland (formen menzbieri). Forlader ynglepladserne pri.-med. sept., passerer Ussurien med. sept., og overvintrer Philippinerne, Indonesien, Borneo, Wallacea og Sunda øerne. Ankommer til vinterkvarteret fra ult. sept.,og forlader dem i april. I Ø Kina kulminerer trækket ult. april, hvor max. 30 er set ved Shanghai. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-med. juni. Strejfgæst til Japan, N Australien, Aleuterne og St. Laurence Island. Strejfgæst til Europa (ult.aug.-med. nov, flest ult.sept.-pri. okt.; enkelte nov. og april-maj). Flest Storbritannien (ca. 95, heraf over 80% på Fair Isle/Shetland, hvor max. 5 eks. 2-3.10 2009 og 3 eks. 6.10 2009), i Norge 20+ (7.9-13.10, over halvdelen i landets nordlige halvdel (heraf 8+ fund Røst) og blot 3 fund fra Utsira. Desuden 1 maj Finnmark), Sverige 1 (5-20.9 1991 Stora Fjäderegg, Västerbotten), 4 Færøerne (alle 10-15.10 2009!), 1 Island, 2 Finland, 1 Tyskland (4-5.10 2008 Helgoland), 4 Frankrig, 1 Spanien (april), 2 Polen og 1 Lithauen. Desuden strejfgæst til UAE (nov.) og Uzbekistan. Optræden om efteråret i Nordeuropa ligner Taigapibers og Pallas´s Græshoppesangers med nordvestligt tyndgepunkt ult.sept.-pri.okt. Fundene falder ofte sammen med især fund af Pallas´s Græshoppesanger. Færdes meget skjult, og forsvinder tit krybende i vegetationen lig en locustella. Kan når den optræder mere åbent pumpe med halen., men normalt en reel skulker, der synes at gøre alt for at undlade at afsløre sine karakterer. Dragten ligner Rødstrubet Pibers, men hovedtegningerne er svagere med kortere sort tøjleplet, og ofte med varmere rustbrunt

anstrøg, og ryggens sort/hvide linier endnu tydeligere – indtrykket er af en brunhovedet fugl med påfaldende sort/hvide rygstriber. Også de to brede, hvide vingebånd står tydeligere frem mod sorte centre af dæk-og svingfjer. Undersiden er hvid med meget brede og tydelige sorte striber over brystet og langs flankerne, hvilket kan give mindelser til Sort-Hvid Sanger Mtiotitla varia! Ses tæt på og under gode forhold (svært!) ses tydelig håndsvingfjersprojektion medmindst 3 håndsvingfjer synlige bag tertiærerne. Håndsvingfjersprojektion mangler eller er meget svag hos andre pibere. Har desuden gulbrunt anstrøg på bukser og undergump samt længere, relativt tyndere næb end andre små pibere. Undernæbbet har lyserød basis (sjældent gultonet som hos Rødstrubet Piber). I flugten er langt næb og kort hale tit påfaldende. Kaldet, der sjældent høres, kan sammenlignes med Bjergvipstjerten: kort og metallisk er det blevet sammenlignet med enkelttone i sang fra Cistussanger Cisticola juncidis (Stenlund 2003). Udstødes ofte i korte serier på 2-3 kald i hurtigt følge. Hos de mindre pibere er et lignende kald kun hørt hos Amerikansk Hedepiber A. (rubescens) rubescens (egne obs. Californien, Feb. 2000). Også et lavt, hortulanagtigt pwit. Begge kald kan udstødes i korte serier. Sangen, der udføres i en lærkeagtig sangflugt, indeholder lange triller efterfuldt af en gurglende pludren. To former er mulige i området. Gustavi (NØ-Asien) omtalt ovenfor. Formen menzbieri (NØ Kina og SØ Rusland syd for gustavi, men nord for Hebei/Beijing) er mindre med mere grøngrå-tonet overside, bredere striber på isse og overside samt tydeligere gulbrun underside, incl. undergump. Sangen er en lav, snurrende serie (Alström & Mild 2003, Brazil 2009). Menzbieri regnes undertiden som egen art: Menzbier´s Pipit. Begge former overvintrer i SØ Asien. 175. Rosy Pipit Anthus roseus 1997: 8.5 1 Reservoiret, Beidaihe. 2008: 30.4 2 Bai He. Sjælden yngletrækfugl og trækgæst (april-okt.) i indlandet, således ynglefugl nær toppen af Wulingshan. Ved kysten kun få fund, bl.a. 8.5 1997 Reservoiret, Beidaihe, 12.5 2004 Happy Island og 8.5 2008 Beidaihe (China Ornithological Society 2004-2008, Boland 2008). Yngler på sætere i bjerge mellem Himalaya og centrale Ø Kina mod øst til Hebei. Findes over trægrænsen, gerne nær floder med grusede breder, søger tit føde på jordmarker nær floder; i Nepal fra 2600 meter og til >4000 m. Søger om vinteren til lavere højder, og optræder da på lignende biotoper som Hedepiber, undertiden i mere tørt steppeagtigt landskab eller ved græsenge og i agerland, gerne nær vand. Overvintrer mod syd til N Indien, N Burma, N Thailand og N Vietnam; vestpå til NØ Afghanistan. Strejfgæst til C Thailand, S Vietnam og Sydkorea. Kraftigere end Hedepiber, som en ”maskulin Bjergpiber”. Ligner i sommerdragt Hedepiber, men tydelig sort tøjlestribe og stribe nederst på kinden, renere blågrå isse, renere rosa underside, højst med enkelte smalle og mørke striber/pletter på brystsider og bredere flankestriber, samt tydelige mørke striber på ryggen denne kan have et oliven anstrøg. Hat to brede, gråhvide vingebånd og brede hvidlige kanter på tertiærerne. Benene er mørke (kan være lyse, men er bemærket som sorte), og næbbet overvejende sort, blot med smal lys basis af undernæbbet. I vinterdragt er undersiden hvid med meget tydelige sorte striber over brystet og flankerne (kan dog mangle bagtil). Oversiden er gråbrun til olivenbrun med tydelige sorte striber. Har tydeligt hvidt øjenbryn mod sort tøjle og stribe nererst på den ret lyse kind (virker hulkindet). Øjenbrynet kan bagtil gå nedad i vinkel mod halssiden; andre gange er afgrænsningen bagtil brugt af mørkt, hvorved nederste del af vinklen kan opfattes som en lys øreplet. Svingfjerenes og tertiærernes kanter er oliventonede. Kaldet er et bjergpiberagtigt, lidt hæst swiip, der er skarpere end Hedepibers, og hæsere end Engpiber; som Engpiber med accent af Skovpiber. Desuden et lidt nedadgående siiet, der lyder som Tajgapibers, men lidt renere og lidt ala Rødstrubet Piber, samt et enkeltkald, der lyder meget som Asiatiske Hedepiber og engpiber. Sangen et en hurtig remse af swi-swi…. toner, ca. 8-10 toner i rad og ca. 2 toner i sekundet (Alström & Mild 2003, egne obs. Nepal (Solu Khumbu april 2001, Pohkara marts 2002 og Nordindien (Uttarakhand, Assam og Arunachal Pradesh, nov. 2004 og marts-april 2009 ). 176. Hedepiber (Sibirisk Hedepiber) Anthus ( rubescens) japonicus Buff-bellied Pipit 1997: 4.5 1 Radar Station Marsh, Beidaihe. 2008: 29.4 45 Kangxi Grasslands, Beijing. Ret almindelig trækgæst samt sjælden vintergæst (ult.aug.-med. nov./ult. marts-med.maj). Om foråret flest med-ult. april, men kun få i maj. Flest ses omkring Beijing, hvor max. antal er 100 eks. 24.4 2005 Kangxi Grasslands. Ved Beidaihe 224 eks. 30.3-11.5 1994. Ved kysten er dagsmax. om foråret 50 eks. 9.4 2005 mellem Shanggulin og Hangu og 45 eks. 19.4 1994 Beidaihe. Om efteråret hyppigere, og ses da gerne i småflokke. Trækket kulminerer ult.sept – ult. okt, hvor dagsmax. er 7200 trk. 17.10 2007 Miyun Reservoir, Beijing; på denne lokalitet jævnligt op til 150 med.-ult. okt. I 1986-90 max. 3888 pr. sæson Beidaihe, dagsmax. 1000+ trk. 28.10 2008, 633 trk. 13.10 1989, 450 trk. 22.10 1987 og 440 trk. 14.10 1987. På Happy Island er dagsmax. 190 eks. 15.9 2007, 159 eks. 5.10 2000, 150 eks. 9.10 2000 og 140 eks. 15.10 2000. Ved Beijing er højeste antal om efteråret 150 eks. 1.10 2004 Miyun Reservoir. Om vinteren er højeste antal 20 eks. 23.12

2005 Beidagang Reservoit, Tianjin (Williams 1990, Lehto 2000, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2005-2008, Hornskov 2006,2007). Yngler mellem NØ Asien mellem Taimyr og Chukotka, og sydpå til Transbaikal, Sakhalin og Kurilerne med pletvise yngleområder i NØ Kina og Hokkaido. Forlader ynglepladserne i aug.-sept., og overvintrer (okt.-marts) i S Japan, Korea og C/S Kina, bl.a. ret almindeligt Quizhao og Chang Jiang Valley, C Kina, hvor flokke op til 100 i jan., samt i Shanghai, Jiangxi og Yunnan, mere fåtalligt vestpå til Himalaya, N Indien, Pakistan og NØ Afghanistan samt vestpå til Levanten. Formentligt regelmæssig i Kasakhstan; alle 11 fund (april og okt.) er af fangne fugle (Wassink & Oreel 2007). Sjælden vintergæst i Hong Kong. Strejfgæst til V Burma, NØ Thailand og Vietnam. Fåtallig vintergæst i Israel, hvortil ankomst ult.okt-nov.; max. 60 vinter 1985/86 Eilat (Shirihai 1996). Ankommer til ynglepladserne ult.april- maj. Strejfgæst Egypten (formentligt regelmæssig Sinai), Tyrkiet og UAE. Strejfgæst til Europa: Sverige (Halland jan. 1997), Norge (jan 2008) og i Italien (nov. 1951). Desuden tilfældig gæst i Nordamerika, f.eks 10 fund i Californien, samt spredte fund sydpå til Arizona (Alström & Mild 2001). På størrelse med Engpiber, med lignende jizz: rundhovedet og smånæbbet. Lys tøjle og (hos rubescens) gulbrun underside kan give associationer til ”dværg Mongolsk Piber). Har i sommerdragt lysegråt hoved, lys tøjle (og derfor stirrende sort øje), bred hvid øjenring, tydeligt hvidt øjenbryn, lyst hudfarvet underside med ret svage striber og to tydelige, hvide vingebånd i god kontrast til sortagtige centre på dækfjerene. Har i vinterdragt tøjle og tydeligt hvidt til gråhvidt øjenbryn, der bag øjet smelter sammen med hvid øjenring og i kontrast til mørk kalot. Ansigtsudtrykket er blidt, forstærket af rund hovedform, lille næb, lys tøjle og stort, mørkt øje. Ryggen er gråbrun til mellembryn med svage mørkegrå striber. Undersiden er beige- til gråhvid med meget tydelige mørke trekanter på halssiden (kan dog varierere, og hos nogle kun svag), brede sorte bryststriber og lidt smallere, men tydelige striber på flankerne. De svagest tegnede har smallere striber på bryst og flanker, mens de kraftigst tegnede har lange sorte flankestriber,så brede som brystets striber. Næbbet er gult med sort overkant og spids. Benene er mellembrune til lyse. Adfærd ligner Eng- og Bjergpibers. Vipper ofte tydeligt med halen, ulig Engpiber, og kraftigere end hos Bjergpiber. Færdes i løse flokke i åbent landskab, gerne nær vand som ved oversvømmlse, i rismarker eller langs søbredder. Kaldet ligner Engpibers seet, men ofte let ”rustent” (stemt) og mindre vidtlydende; udstødes tit i korte serier. Andre kald er bemærket: et skarpt ziiit (Japan, feb. 2001) samt et blødere kald, som mellemting mellem Engpiber og Rørspurv (Sydkorea feb. 2007). (Amerikansk Hedepiber A.( rubescens) rubescens yngler i Nordamerika) afviger i vinterdragt fra japonicus ved smallere mørke striber over mere beige- til gulbruntonet bryst og flanker; kun få har kraftige striber som hos japonicus, men brunere og mere udvandede (som mellemting mellem Eng- og Skærpiber). Mørke trekanter på halssider er altid svagere end hos typiske japonicus, da de er brunere og ofte har lyse indslag. Områderne i panden og tøjlen er endnu lysere end hos japonicus. Ryg og isse generelt lysere gråbrun med endnu svagere mørke striber, ofte som ”uldne pletter”. De to lyse vingebånd er svagere, og mere gråtonede, og står mindre frem mod brunere centre af dækfjerene. Benene er generelt mørkere brune til mørkegrå, men hos nogle mellembrune som hos de mørkeste japonicus. Helhedsindtrykket ofte lidt kraftigere med lidt kraftigere næb, mere ala Bjergpiber. Kald. Flere noteret. I Massachusetts og Californien et metallisk ziip, der i tonen minder om Bjergvipstjerts; gentages ofte i korte serier. Dette kald er det hyppigste, og ligner meget Pechorapibers, der dog kun er hørt udstøde ét kald ad gangen. Andre kald noberet i Californien: et engpiberagtigt kald, men hæsere og skarpere, ikke ulig kaldet fra japonicus. Sjældnere et blåmejseagtigt sit-sit-sit-sit (også hørt som eneste kald fra fouragerende fugl i Sverige) og et entonet sheep, der ligner Bjergpibers. Også et dæmpet, nasalt tje, der kan sammenlignes med Grå Fluesnappers Muscicapa striata). Ovenstående sammenfatning er baseret på feltnoter og fotos (Halland i Sverige jan. 1997 og nov. 2008, Massachusetts USA sept. 1997, Californien USA feb. 2000, Israel marts 2000, Japan feb 2001, Sydkorea feb. 2007, Kina 2008). Se også Alström & Mild 2001. Note: Bjergpiber Anthus spinoletta blakistoni (Water Pipit). Fåtallig træk-og vintergæst ((aug.) sept.-med. nov./marts-med. april (pri.maj)). Om foråret flest pri. april, hvor flest i småflokke ved Kangxi Grasslands, Beijing, hvor max. 20 eks. 24.4 2005 og 8 eks. 17.4 2006. Ved kysten er dagsmax. 7 eks. 3.4 1994 Reservoiret, Beidaihe og 6 eks. 17.3 2003 Qilihai. Seneste observation er 8.5 2004 Yongding He, Beijing. Om efteråret flest ult-okt-med. nov. Om vinteren er største antal 100 eks. 19.2 2006 Shidu, Fangshan, 40 eks. 2.1 2007 Shidu, Fangshan og 20 eks. 20.11 2005 Juma He (Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2004-2008). Yngler i flere former mellem C Europa og Ø Asien. Repræsenteret af formen blakistoni, der yngler mellem Tajikistan og C Kina (Xinjiang og Qinghai), og overvintrer mellem Pakistan, N Indien, Nepal, S og Ø Kina. Strejfgæst til Taiwan, Sydkorea og S Japan. Ligner Hedepiber, men har længere og kraftigere næb, svag mørk tøjleplet og sorte ben. I sommerdragt er undersiden lysere, især på bugen. I vinterdragt lysere og mindre kontrastrig med lysere beige underside og kun svage mørke striber på brystsiderne, svagere lyse vingebånd og ofte afstikkende grå nakke. Oversiden generelt tydeligere mørkstribet. Kald lavere, skarpere og mere metallisk.

177. Ashy Minivet Pericrocotus divaricatus 1997: På Happy Island 13.5 3 og 14.5 3. 2008: På Happy Island 9.5 2 – 14.5 1 lunden – 15.5 1. Fåtallig trækgæst (ult.april-pri.juni/aug.-med. okt.).Om foråret fåtallig, flest pri.-med maj. Dagsmax. 12 eks. 13.5 2005 Happy Island og 11 eks. 7.5 1994 Beidaihe. 8-22.5 2007 18 ”bird-days” Beidaihe. Om efteråret langs hyppigere, flest med.-ult. sept. Ved Beidaihe dagsmax. 104 eks. 14.9 1990,73 eks. 18.9 1987 og 62 eks. 17.9 1990. På Happy Island dagsmax. 200 trk. 27.9 2007 og 80 eks. 3.10 2007 (Williams 2000, Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2006-2008). Yngler i Amur, Ussurien, NØ Kina (Nei Mongol, Jilin) og østpå til Nordkorea og Japan. Forlader ynglepladserne aug.-sept., og overvintrer i S og SØ Asien vestpå til Bangladesh, østpå til Philippinerne og nordpå til Taiwan (hvor fåtallig). På den Malayiske Halvø almindelig okt-med. april. Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj. Strejfgæst nord for yngleområdet nordpå til Sakhalin, samt i S Indien, Andamanerne og Sulawesi. Ligner en meget stor, tykmavet vipstjert. Hannen har sort ansigt med hvid pandeplet, hvid underside og lysegrå overside med et hvidt vingebånd. Hunnen er lysere med sort tøjle, smallere hvid pandeplet og grå isse. Undersiden er let beigetonet. Kaldet ligner Silkehales, men er kraftigere, mere metallisk (med cikadeagtig klang) og med let nedadgående afslutning. Adfærden er fluesnapperagtig. 178. Grey-chinned Minivet Pericrocotus solaris griseogularis 1997: 5.5 2 hunner Legation Gully, Beidaihe. Sjælden gæst, andre observationer bl.a. 22.5 1994 Beidaihe – 10.5 1996 hun Beidaihe - 17.5 2005 Happy Island. Desuden to fund af denne art eller Long-tailed Minivet: 16.5 1999 Happy Island og 14.10 2000 Happy Island (Lehto 2000). Yngler mellem Ø Himalaya, S Kina og Taiwan, samt i SØ Asien til C Thailand og Greater Sundas. Findes i bjergskove mellem 1000 og 1800 meters højde, i Himalaya i højder mellem 1500 og 3000 meter. Overvintrer indenfor yngleområdet, men generelt i lavere højder. Fluesnapperagtig, men langhalet med påfaldende gule/orangerøde dragtindslag, i flugten ses således tydelige lysende vingefelter og halesider. Færdes som andre minivetter tit i larmende småflokke, der færdes ret højt og åbent i træerne. Hannen er orangerød med lysorange strube, hvide halssider og sortgråt hoved til forryg. Halen har sort midte. Hos hunnen afløser gult hannens orangerøde; hoved og overside lysere, og hele struben er hvidlig. Hovedet, incl.pande og tøjle er mørkegrå. Kaldet er et totonet, ret langtrukket twee-seet og et mere snurrende swiirrriirit. 179. Long-tailed Minivet Pericrocotus ethologus 2008: 5.5 3 hunner Friendship Hotel, Beidaihe. Fåtallig ynglefugl i bjergene og omkring Beijing. Flest ved Xiaolongmen, hvor max. 20 eks. 31.5 2006 og Wulingshan, hvor max. 16 er talt ult.maj-med. juni, men ses også i små antal Beijing, Laoling, Quinhuandao og Donglingshan (Andersson 2003a, China Ornithological Society 2004, Marr & Andrews 2004). Ved kysten uregelmæssig: bl.a. set 9.5 2004 Lighthouse Point, Beidaihe, 8.5 2005 Happy Island og 3 eks. 5.5 2008 Friendship Hotel, Beidaihe. Yngler i C og SW Kina nordpå til Hebei og Beijing, i øvrigt mellem Afghanistan og SØ Asien mod syd til N Thailand. Findes i bjergskove, i området mest i lave højder, men i Himalaya mellem 1800 og 3300 m. De nordlige og højtlevende bestande er korttrækkere, der forlader ynglepladserne i sept.-okt., og overvintrer i lavere højder op til 2100 m. mellem Afghanistan, C Indien og østpå til SØ Asien, mod syd til sydlige Thailand og mod øst til Vietnam. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst til Taiwan. På størrelse med Grey-chinned Minivet. Hannen er karakteristisk, med sort hoved til forryg, dybrød underside, overgump, vingefelter og halesider. Hunnen ligner Grey-chinned Minivet, men har gul pande/tøjle og overgump. Kaldet er et blødt rullende prr´wi prrrí-wi, og et tyndt, vibrerende swii-swii-swii… Note: Black-winged Cuckoo Shrike Coracina melastichtos intermedia. Sjælden, men næsten årlig gæst Happy Island med.-ult. maj. Ca. 15 fund t.o.m. 2007. Et mindre influx 19-20.5 2000, hvor 2 Happy Island og yderligere ét ex. Beidaihe og Xiangjun Dao. Ellers set enkeltvis, mest 15-25.5. Yngler i C og S Kina, evt. nordpå til Beijing, samt i Himalaya og SØ Asien sydpå til centrale Thailand og Vietnam. Findes i åben bjergskov op til 2000 meter. En del af bestanden er trækfugle, der overvintrer indenfor yngleområdets grænser, samt på nordlige del af det Indiske Subkontinent og i SØ Asien, i Indien sjældent sydpå til Goa. Strejfgæst til Korea og Japan. En grå, stærestor fugl med røde øjne og sortagtige vinger og hale. Halefjerene har hvide spidser. Hannen er renest tegnet, og har sort tøjle og utegnet underside. Hunnen er lysere grå med mørkegrå tøjle og let tværbåndet, hvid underside. Hunnen kan ved første øjekast ligne en lille, korthalet gøg. Sangen er en karakteristisk tretonet tonerække af høje fløjt, transkriberet som twiih jeeoow jeeoow (”three blind mice”)

180. Vinous-throated Parrotbill Paradoxornis webbianus 2008: 29.4 4 Kangxi Grasslands – 30.4 20 Bai He – 1.5 10 Xianlongmen – 1.5 1 Changping-Beijing. Almindelig ynglestandfugl i indlandet. Findes i åbne områder med partier af græs og tæt, lav vegetation, gerne nær vand. Ses typisk i småflokke. Omkring Beijing almindelig, største antal er 200 eks. 11.6 2004 Bulaotun og 150 eks. 15.1 2005 Beijing Bothanical Garden. Ved kysten mere uregelmæssig, og formentligt mest træk- og vintergæst (pri. okt./ult. april) med de største antal ult.okt.-pri. nov. Flest er set Reservoiret, Beidaihe, hvor dagsmax. 40 eks. 24.10 1989 og 28 eks. 2.10 1987 ynglen konstateret 1998-2000. Desuden småflokke andre steder, flest 40 eks. Lighthouse Point 24.10 1989. Største dagstotal 105 eks. 1.11 1989, heraf 35 Reservoiret, 20 Lighthouse Pont, 30 Lotus Hills og 25 Eagle Rock Gully. Hyppigere indlands, hvor max. 200 eks. 11.6 2004 Bulaotun, Beijing og 150 eks. 15.1 2005 Beijing Bothanical Garden. Findes i åbne områder med partier af græs og tæt, lav vegetation, gerne nær vand. Ses typisk i småflokke. Formentligt gået frem som følge af milde vintre; ikke iagttaget ved kysten i 1920´erne og 1940´erne. Flokke på op til 20-30 nævnes fra 1940´erne ved Beijing (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000). Yngler i Ø Kina (sydpå til Hong Kong), Korea, Taiwan og N Vietnam i flere former. I området repræsenteret af formen fulvicauda. I dele af sydlige Kina samt i Sydkorea blandt de hyppigste småfugle om vinteren, med flokke på op til nogle hundrede (Moores 2001, China Ornithological Society 2006). En pudsig lille fugl, der ligner en mørkebrun, korthalet Skægmejse. Ret ensartet med rustbrun isse og vinger samt kort mørkt næb. Struben er let stribet. Færdes lavt i tætte småflokke, konstant udstødende et kvidrende, spurveagtigt chirp, ofte i korte remser. Af andre stemmer er bemærket et kort wit, der hyppigt gentages i flugten, et hurtigt, højt og jernspurveagtigt didididi og en toplærkeagtig fløjten (Hemmingsen & Guildal 1968). Ret almindelig i græsland og bakket terræn nær vand, ofte i flokke på op til 50. Note: Reed Parrotbill Paradoxornis heudei. Sjælden gæst, muligvis ynglestandfugl i Hebei. Følgende fund: 5 eks. sept. 2001 Nandagang – 7 eks. 30-31.8 2003 Hengshui Lake, Hebei - 20.9 2004 Tianjin (China Ornithological Society 2004-2005). Yngler i Ø Kina (Liaoning, Shangdong, Jiangsu, Zhejiang, Shanghai), I Jiangsu især set Liuhe (max. 100 eks. 26.11 2006) og Yancheng, bl.a. nær kompleksets restaurant (Bale 2003). Desuden flokke på op til 50 Bei Hu og Dongtan, Shanghai. Yngler muligvis i Hebei. Strejfgæst til Henan. Ligner en stor, grotesk Skægmejse, men har gult, kroget næb, mørk øjenstribe, sorte tertiærer og halesider, gråbrun, mørkstribet ryg og rustbrun bug. Adfærd som Skægmejse, findes i rørskove. - Skægmejse Panurus biarmicus (Bearded Reedling/Bearded Parrotbill). Sjælden træk- og vintergæst (ult.sept.-okt./april). Hyppigst observeret nær Beijing, hvor bl.a. småflokke ved Kangxi Grasslands. Ved kysten uregelmæssig: bl.a. 2 eks. 15.10 1987 Reservoiret, Beidaihe -18.3 1994 2 eks.Reservoiret, Beidaihe – 2 eks. 21.10 2006 Beidaihe. Muligvis hyppigere Happy Island, hvor dagsmax. 25 eks. 18.10 2000 Happy Island. Mindre antal når Bohai-bugten om vinteren Yngler gennem Palearktis mod øst til NØ Kina nord for området. I området repræsenteret af formen russicus, der yngler fra Centraleuropa og østpå til Kina. Strejfgæst til Korea og Japan. Findes i rørskove, gerne i småflokke, der afsløres ved sit metalliske kald. Russicus er smaverer farvet end biarmicus (W, C og S Europa). 181. Pere David´s Laughing-Thrush (Plain Laughing-Thrush) Garrulax davidi 1997: 30.4 1 Fishhook Point, Beidaihe. Ret almindelig ynglestandfugl i bakket terræn med småskove omkring Beijing, hvor den bl.a. ses ved Beijing Bothanical Garden, Badaling, Bai He, Huairou samt i Hebei. Den nordligste forekommende af alle larmdrosler – en familie, der er yppigt repræsenteret i Sydkina og i Himalaya. Fund fra Beidaihe er muligvis undslupne fangenskabsfugle, udover ovennævnte f.eks. 2 12.10 1986 – 19-20.11 1986 – 5.10 1987 og 2003-2005 Jin Shan Fields. Yngler i C og N Kina mod nord til V Heilongjiang i krat og tæt småskov i bjerge mellem 400 og 1600 m. En ret ensartet gråbrun larmdrossel med lysere øjenbryn, smal sort felt omkring næbbet og buet, gult næb. Håndsvingfjerene har lyst gråblå kanter. Note: Flere arter larmdrosler er truffet tilfældigt, men formentligt er alle undsluppet fra fangenskab, da arterne er standfugle. Flere arter har dog en relativt nordlig udbredelse for familien: - Black-faced Laughing-Thrush Garrulax affinis. 4 17.5 2005 Friendship hotel, Beidaihe. Yngler i S og Ø Kina nordpå til S Shaanxi. Strejfgæst til Shandong. Findes i parker, skove og tætte tykninger af især bambus. Ses som andre larmdrosler ofte i larmende familiegrupper. En mørk langhalet larmdrossel med sort ansigt, mørkegrå ryg , hoved og bryst, mørkebrun hale, mørkebrune vinger og gråbrun bug. Undergumpen er mat rustbrun. - Masked Laughing-Thrush Garrulax perspicillatus 3.3 2006 3 Lotus Hills, Beidaihe – 11.3 2006 Jin Shan Hotel, Beidaihe - 12.5 2006 Friendship hotel, Beidaihe.

Yngler i S og C Kina i høje bjerge. En stor og langhalet, gråbrun larmdrossel med sort pande og maske og rustbrun undergump. - Greater Neck-laced Laughing-Thrush Garrulax pectoralis 12.5 2007 Lotus Hills, Beidaihe. Set udenfor voliererne ved den stedlige fuglepark, og hyppig i fangenskab. Yngler S og C Kina mod nord til Fujian og Shaanxi og vestpå til Ø Himalaya. I Singapore og Selangor er en mindre bestand udsat (Wells 2007).

En stor og karakteristisk larmdrossel med sort- og hvidstribet hoved, gråbrun overside, rødbrun forryg, sorte felter på halssiden, hvid underside og rustbrune flanker og undergump. Den kileformede hale har hvide spidser, hvorved arten set flygtigt i flugten kan ligne en meget stor Trænattergal. - Lesser Neck-laced Laughing-Thrush Garrulax monileger. 4 eks. 10.5 2009 Lotus Hills, Beidaihe (Blake & Ashby 2009). Set udenfor voliererne i den stedlige fuglepark; sammenlign Greater Neck-laced Laughing-Thrush! Yngler i SØ Kina og vestpå til Ø Himalaya. Ligner Greater Neck-laced Laughing-Thrush, men lidt mindremed tydeligere hvidt øjenbryn, renere hvid kind og komplet sort brystbånd. - Hwamei Garrulax canorus. 1-2 27.10-25.11 1987 Beidaihe. Yngler i C og S Kina. Hyppig i fangenskab; undslupne fugle har etableret bestande i C og S Japan, Singapore og Kuala Lumpur (Wells 2007, Brazil 2009). En ret lille, gulbrun larmdrossel med gult næb og lyseblåt felt omkring øjet, der bagtil overgår i smal stribe. Øjet er mørkt. - Red-billed Leiotrix Leiotrix lutea. Truffet 25.5 2008 Beijing og 2 eks. 16.5 2009 Beidaihe. En lille mangefarvet sangeragtig fugl med hvid maske, rødt næb, olivengrøn overside, gul vingestribe og underside samt orange bryst. Yngler i S og C Kina samt udbredt i S og Ø Asien. Meget almindelig i fangenskab, hvorfor fundene må regnes som sikkert undslupne fangenskabsfugle. 182. Chinese Bulbul (Light-vented Bulbul) Pycnonotus sinensis 1997: 28.4 2 Beijing-Beidaihe – Ret almindelig Beidaihe, flest 30.4 4 Fishhook Point. 11-8.5 dagligt max. 12 Happy Island. 2008: 27.4 1 nær Pin An Fu hotel, Beijing - 29-30.4 dagligt max. 4 Huairou . Ved Beidaihe 2-6.5 dagligt max. 20 Jin Shan Hotel - 3-7.5 dagligt max. 2 Jin Shan Fields – 4-6.5 dagligt max.10 Lighthouse Point – 5.5 3 Friendship Hotel – 5.5 1 Legation Gully – 7-16.5 dagligt max. 40 Happy Island. Almindelig ynglefugl og trækgæst i haver og parker i hele området. Lokalt almindeligt ved Beijing, hvor antal på op til 40-50 ved f.eks. Peking University, Beihai Park, Beijing Bothanical Garden og Huairou Reservoir. Desuden almindelig i Hebei. På Happy Island er dagsmax. på 150 ult.sept.-pri.okt. Happy Island, og ved Beidaihe 60 eks. 26.10 2004 Beidaihe. Om foråret er største antal 50 eks. 13.5 2006 Happy Island og 40 eks. 23.5 2005 Tuanbowa Reservoir, Tianjin. Indvandret til kystområderne i 1930´erne. Første fund er 6.5 1935 Tanggu, siden få fund indtil 1989, hvor 84 ”bird-days” efterår Beidaihe, flest 10 eks. 7.11, siden hen 60 eks. 26.10 2004 Beidaihe (Williams 1990, China Ornithological Society 2005, 2008). Formentligt indvandret grundet mildere vinterklima. Yngler i Kina mod nord til Liaoning. Har gennem de senere år spredt sig mod nord; fejlagtigt ikke vist fra Beijing og Hebei, og blot nævnt som regelmæssig gæst (Brazil 2008). Yngler i S og C Kina, Burma og nordlige Indokina samt på øer udfor sydlige Japan. Under ekspansion mod nord, således truffet fra 2004 i Liaoning. Strejfgæst til N Thailand og Sydkorea. En livlig, drosselagtig fugl. Olivenbrun med sort ansigt, bred, hvid ”trekant” i nakken og hvid strube. Undersiden er hvidgrå og brystsiderne gulbrune. De klukkende kald liver op i dens hjemegn, og er ofte et livgivende, vokalt indslag ved solopgang – som andre bulbulers stemmer over store dele af Asien og Afrika. Note: Brown-eared Bulbul Hyptipetes amaurotis. Sjælden gæst; muligvis undsluppet fra fangenskab, f.eks. nov 1986 2-4 Lotus Hills, Beidaihe - 5.5 2005 Banbidian, Beijing -25.12 2005 og 9.2 2006 Beijing Bothanical Garden – 11-12.1 2006 Beidaihe - 10.3 2006 2 Study Gully, Beidaihe. Yngler i NØ og Ø Kina (nord og syd for området), Japan, Sydkorea, Taiwan og Phillippinerne. Her bredt sig i Korea siden 1940´erne, og er nu almindelig, f.eks. ved større byer (Duckworth & Moores 2008). I Kina strejfgæst til Shanghai. En ret stor, gråbrun bulbul med toppet isse, rustbrune øredækfjersamt hvidplettet underside. - Red-whiskered Bulbul Pycnotonus jocusus. Fund fra Beijing: 8 eks. 10.12 2005 Beijing Bothanical Garden – 2 eks. 30.3 2006 Zizhuyuan Park -27.5 2006 Beijing International Airport, Beijing – er med stor sandsynlighed undslupne fangenskabsfugle, da artens nærmeste ynglepladser ligger i S Kina, og arten er almindelig fangenskabsfugl. - Yngler i store dele af S og SØ Asien, incl. S Kina. Indført mange steder, f.eks. til C Japan. - Collared Finchbill Spizixos semitorques. For nyligt mindre bestand i Beijings botaniske haver, bl.a.op til 5 eks. Beijing Bothanical Garden om vinteren. Bestanden stammer formentligt fra undslupne fangenskabsfugle, eller fra udsatte fugle, om end arten yngler i proninserne syd for Beijing/Hebei. Standfugl i C og S Kina mod nord til Shaanxi, samt på Taiwan. En grønlig, ret mørk bulbul med bredt, lyst finkeagtigt næb og kort top. Har hvid strube, pandeblis og hvide striber på den sorte kind).

- Brown Dipper Cinclus pallasi Fåtallig ynglestandfugl langs strømmende floder i bjergene omkring Beijing. Iagttages hyppigst ved Juma He, hvor max.8 eks. 30.10 2004. Ses mere uregelmæssigt ved Lotus Hills, Beidaihe og Laoling. Yngler langs strømmende floder og strømme i bjerge op til 3000 meter gennem S og Ø Asien fra Himalaya og østpå til Kamtjatka, Japan, Korea, sydøstlige halvdel af Kina samt N Thailand og Nordvietnam. Trækgæst til N Kina. En ensartet mørkebrun vandstær; ungfugle er lysskællede med brede hvide fjerrande på hoved og krop samt på sving-og halefjer. Stemmen og adfærden ligner Vandstærens Cinclus cinclus. -Gærdesmutte Troglodytes troglodytes (Northern Wren/Winter Wren). Fåtallig ynglefugl, træk-og vintergæst (ult. sept.-nov/marts-med. april). Yngler bl.a. ved Wulingshan. På trækket ses om foråret flest i marts, om efteråret flest ult.okt-pri. nov. Yngler gennem Holarktis, incl. det meste af Kinas østlige del. I Hebei repræsenteret af formen idius (yngler N Kina), evt. af formen dauuricus (yngler mellem Ø Sibirien og Korea). Begge er lysere og mere gråtonede end europæiske fugle. 6 andre former træffes i Kina (MacKinnon & Phillipps 2000, Brewer 2001). 183. Japanese Robin Erithacus akahige 1997: 14.5 1 hun Happy Island. Meget sjælden trækgæst: 14.5 1997 hun Happy Island – 17.5 2000 Beidaihe - 16.5 2004 Happy Island – 14.5 2007 Magic Wood, Laoting (Meltofte & Hornskov 2004, Marr & Andrews 2007). Yngler på Sakhalin, S Kurilerne og Japan. Angives som ynglefugl i Ø Kina til omkring Beijing (MacKinnon & Phillipps 2000), men formentligt kun sjælden trækgæst. Forlader ynglepladserne i sept.-pri.okt, og overvintrer i på Ryukyo øerne og i SØ Kina (Fujian, Guangdong), sjældent sydpå til N Thailand, N Laos og N Vietnam, samt på Taiwan. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Korea, Vietnam, Hong Kong (10, flest med.dec.-ult. marts) og C Thailand (Robson 2005, Duckworth 2009). Lidt større og kraftigere end Rødhals E. rubecula, med kortere, rødbrun hale og længere, lyse ben. Oversiden er lysere brun, halen og overgumpen er rustbrun, og den røde hagesmæk dækker ansigt og nakkesider. Øjet ligger således frit, omgivet af bredt rødt på alle sider. Hos hannen afgrænses hagesmækken nedadtil af smalt sort brystbånd mod hvidgråt bagbryst og flanker. Hunnen svagere tegnet uden hannens sorte brystbånd, og med let skællet brungråt bryst og flanker. Kaldet er et metallisk tsip, der er svagere end Rødhalsens. Sangen er en vidtlydende trille, indledt af en høj, klar tone: piiiin karakararararara…. (Brazil 2009). - Rødhals Erithacus rubecola. Tilfældig gæst: 16.12 2007 Peking University (China Ornithological Society 2008). Yngler gennem Palearktis mod øst til xxx. Strejfgæst til NØ Kina 184. Rubinnattergal Luscinia calliope Siberian Rubythroat 1997: Ved Beidaihe 1.5 1 hun Legation Gully – 3.5 1 hun Jin Shan Hotel – 5.5 1 han Legation Gully . På Happy Island 13.5 4 hunner – 14.5 1 han+6 hunner – 15.5 4 hunner – 17.5 6 (3 hanner+3 hunner) – 18.5 10 (heraf 2 hanner+ 4 hunner). 2008: Ved Beidaihe 3.5 1 han Yang He Woods – 5.5 1 han Friendship Hotel. På Happy Island 9.5 1 hun – 14.5 4 (heraf 1 han+1 hun) – 15.5 3 – 16.5 1 han. Fåtallig til ret almindelig trækgæst (ult. april-ult maj og pri. aug.-pri.nov.). Om foråret kulminerer trækket medio maj. Dagsmax. 250 eks. 14.5 2000 Magic/Big Magic Wood, 150 eks. 12.5 2001 Magic Wood, Laoting, 100 eks. 16.5 2006 Beidaihe, 75 eks. 14.5 2000 Happy Island og 50 eks. 14.5 1998 Happy Island . Ved Beidaihe 77 “bird-days” 8-21.5 2007 (Pettersson 2000, Small 2001, Symens et al. 2006, China Ornithological Society 2008). Om efteråret flest med. sept.-pri.okt, dagsmax.41eks. 13.9 1994 Happy Island, 25 eks. 7.10 1987 Beidaihe, 24 eks. 8.10 1987 og 24 eks. 25.9 1987 Beidaihe, i Tianjin 12 eks. 17.9 2007 Beitang. Muligvis mere almindelig tidligere: bemærket som ”very abundant in autumn, passing from abt. 10.IX to end Sept.” (La Touche 1925). Yngler i den nordlige taigazone i NØ Asien fra Ob/Ural, østpå til Kamtjatka og Okhotsk, og sydpå til Ø Kasakhstan, N Mongoliet, NØ Kina (Heilongjiang), Nordkorea, nordlige Sydkorea og Hokkaido. Forlader ynglepladserne aug.-sept., og trækker gennem Ø Asien sept.-nov. Trækket i Mongoliet og Ussurien kulminerer med.-ult. sept., og i C Kina ult. sept.-pri. okt. Overvintrer mellem Nepal og N Indokina til S Kina (Hunan, Yunnan, Guangdong), Hong Kong, Taiwan, SV Thailand og Philippinerne, sjældnere i nordlige halvdel og vestlige Indien (årlig ved Bharatpur, Rajahstan), i Andhra Pradesh og i Bangladesh. Vintergæster optræder i Himalaya sept.-april (gennemtræk med.sept.-ult. nov.) og i SØ Asien okt.-april. Indleder returtrækket pri. april. Ved Hondo gennemtræk ult.april-pri. maj. Fåtallig trækgæst i Korea. Ankommer til ynglepladserne i ult. april.-pri. juni. Strejfgæst til V Indien, den Malayiske Halvø, Sabah, Mikronesien, New Guinea og Ontario. Strejfgæst i Europa, langt de fleste okt.-nov., bl.a. 7 NV Storbritannien (alle i okt.), 2 Danmark (ult. okt.), 2 Norge (okt-nov.), 3 Finland (okt.), 1 Færøerne, 1 Island (nov.), 1 Tyskland (nov.), 1 Estland (maj), 1 Frankrig, 7 Italien 7 (okt.-marts). Fund fra januar på Malta. Ét forårsfund fra 12.5 2005 udfor Skotland er ikke medtaget af Slack (2009). Strejfgæst til Israel og Kaukasus (Alström et al. 1992, Porter et al. 1996, Slack 2009).

En ret stor, blåhalseagtig smådrossel. Hannens glødende rubin af en strubeplet og de påfaldende karaktergivende sort/hvide hovedtegninger er uforglemmelige, men kan være svære at få se, da fuglen normalt holder sit skjult i tæt vegetation. Tålmodighed belønnes i reglen, da fuglen før eller siden vil hoppe omkring på typisk Luscinia-manér mere åbent. Hunnen er mere anonym; ligner Blåhals, men har tydeligere sort tøjle- og skægstribe samt mørkere hale end ryg (kan være tydeligt når fuglen ses bagfra). Struben er hvid, men hos nogle let rosatonet. Ungfugle ligner fra om efteråret adulte, men har smalle, lysebrune spidser på store dækfjer (ensartet mørke hos adult); nogle hanner får i 1. efterår rubinrød strube, der dog normalt er mattere end adultes og dækket af bredere lyse fjerspidser. Undernæbbet er lyst (mørkt hos adult). Træffes i tæt vegetation af f. eks. græsser, klynger af løvtræer og buske nær vand, samt i rørskove. Hopper omkring ret skjult, men undertiden mere åbent i kanter af bevoksning. Knikser med halen som Blåhals. Sangen er en varieret serie af korte drosselagtige toner iblandet hæse toner. Sangen kan minde om en klangfuld Broget Fluesnapper eller Munk; imiterer tit andre arter; de bedste imitatorer minder om Kærsanger (egne obs. Sibirien juni 1989). Har flere kald: et højt IT-i, ved uro også en lav, sjaggeragtig klukken eller gurglen: quee-a med tryk på første stavelse, desuden et blødt, blødt tchuckk, der i sin hårdeste version kan minde om Blåhalsens kald (egne obs. Østnepal). Også et rødstjerteagtigt huit tak-tak. 185. Blånattergal Luscinia cyane Siberian Blue Robin 1997: Ved Beidaihe 5.5 1 han Jin Shan Hotel – 6.5 1 han Legation Gully. På Happy Island 13.5 11 (heraf 3 hanner + 6 hunner) – 14.5 10 – 15.5 10 (heraf 6 hanner+1 hun) – 17.5 10 (heraf 2 2k hanner + 3 hunner) – 18.5 40 (heraf 10 2k hanner + 15 hunner). 2008. 7.5 2 hanner og 16.5 1 Magic Wood, Laoting – 7.5 1 han Beigan. På Happy Island 9.5 5 hanner - 10.5 4 hanner – 11.5 1 han – 12.5 4 hanner – 14.5 5 – 15.5 25 (heraf 10 hanner + 6 hunner) - 16.5 3 hanner+1 hun Almindelig trækgæst og fåtallig yngletrækfugl (ult. april-pri. juni/med.aug.-pri. okt), om foråret flest med.-ult.maj, hvor antal på op til flere hundrede hyppigt rapporteres fra Happy Island, dagsmax. 500-1000 17.5 2005, herudover bl.a. 15-16.5 2000 dagligt over 100 og 100 eks. 19.5 2005 (Pettersson 2000, Ortvad & Hansen 2005), samt 250 eks. 14.5 2001 Magic/Big Magic Wood. Hannerne trækker før hunnerne; adulte først. Yngler fåtalligt ved Beijing (f.eks. Baicaopan, Baihuashan og Xiaolongmen (hvor 10 eks. 31.5 2006) samt Wulingshan. Om efteråret flest ult.aug-pri.sept. Dagsmax. 250 eks. 3.9 1994 Happy Island, ved Beidaihe 32 eks. 6.9 1986 Reservoiret, 27 eks. 28.8 1986 Reservoiret og 20 eks. 2.9 1987 (Williams 2000). Formentligt gået kraftigt tilbage. Nævnt som ”very abundant” 10-30.5 og 23.8-28.9 (La Touche 1925), ”tusinder” 10.-19.9 1924 efter regnområde fra nordøst (Wilder 1924), ”numereous in the gullies” ved Lotus Hills 5.9 1983 (Williams 2000). Yngler i S Sibirien mellem Altai og Ussurien, i N Kina (Nei Mongol, Heilongjiang), Korea og nordpå til Sakhalin og Magadan samt i Japan. I området formentligt repræsenteret af såvel formen bochaiensis, der yngler mellem Amur og Sakhalin, mod syd til Ussurien og Japan, som af formen cyane der yngler mellem Altai og Othotsk; formstatus for bestande fra Ø Mongoliet, N Kina og Korea er dog uklar. Forlader ynglepladserne i aug., og trækker øst om Himalaya gennem Ø Asien. Overvinter <1500 m. i SØ Asien mellem SØ Kina, Burma,, Thailand og Phillippinerne, Borneo og Sumatra samt Greater Sundas. Sjælden vintergæst i Hong Kong (ot-marts). På den Malayiske Halvø ses de første med. sept., og trækket kulminerer pri.-med. okt., om foråret i april. Stort træk gennem Khanka-regionen i Ussurien i sidste halvdel af maj. Ankommer til ynglepladserne ult maj-pri. juni. Strejfgæst til Kasakhstan, NØ Indien, Nepal, Taiwan samt mod sydøst til V Java. Tilfældig gæst vestpå til Britiske Øer (okt. 2000 og 2001), Kanaløerne (28.10 1975) og Spanien (Ebro, 18.10 2000) (Cramp & Brooks 1988, Juano 2006, Wells 2007, I.H. Sørensen pers. medd.). En lille, ret korthalet drosselfugl med lange, lyse ben. Kort hale, langt, trekantet hoved og lange lyse ben giver den en jizz-mæssig lighed med Vandstær! Dette gælder også i den lave, svirrende og retlinede flugt, hvor det kompakte, pæreformede udseende er slående. Vipper undertiden med vinger og hale. Hanner er karakteristisk trefarvede med koboltblå overside, sort tøjle, kind, brystsider og flanker og hvid underside. Adult han helt ensartet med blålige kanter på sving- og dækfjer. Ung han ligner hun, men har blåtonet hale og overgump. 2K han varierer. De mest avancerede ligner adult han, men har slidte og bruntonede svingfjer og inderste dækfjer; nogle ligner adult hun, men med alderstypiske bruntonede svingfjer. Bochaiensis han har mørkere blå overside end cyane, men mange overlapper, og formentligt bør formerne lumpes i én form (Cramp & Brooks 1988). Hunnen er anonymt gråbrun med lidt lysere bug, ulden skæltegning på bryst og flanker, mørk tøjle, og let blåtoning på overgump og hale (formentligt adult) Øjet virker stort i det trekantede hoved. Findes i skove med buskadser. Hopper tit rundt i ret tæt underskov som en miniature pitta, bl.a. en påfaldende adfærd hos overvintrende fugle i SØ Asien, der tit ses på samme steder som pittaer. Kaldet er et hårdt, ret lavmælt tak eller tok, der tit gentages i korte serier. Kan i sin blødeste version sammenlignes med de lave kald fra Schwarz Løvsanger. Desuden et to-tonet see-ik, der ligner et af Rubinnattergalens kald. Sangen er kort og eksplosiv; nattergaleagtig, men højere og mere metallisk i tonen: tji-tji-DJI-DJI-DJi…, vekslende med høje zit, der kun høres tæt på. Stroferne gentages med ret lange pauser imellem (egne obs. Sibirien, juni 1989).

186. Blåhals Luscinia svecica svecica Bluethroat 1997: Ved Beidaihe 3.5 1 hun Sandflats – 4.5 1 han Legation Gully – 6.5 3 (heraf 1 han) Lighthouse Point – 10.5 2 hunner Jin Shan Hotel. På Happy Island 13.5 2 hunner – 14.5 115 (flest hunner) – 15.5 31 (heraf 17 hunner) – 16.5 1 han+2 hunner – 17.5 8 (heraf 3 hunner). 2008: Ved Beidaihe 5.5 1 han Jin Shan Fields - 6.5 1 Sandflats. 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – 7.5 4 (heraf 1 han) Beigan. På Happy Island 10.5 1 – 11.5 6 – 12.5 – 14.5 2. Ret almindelig trækgæst (ult. april-pri.juni og med. sept.-ult. okt), flest med. maj. Dagsmax. 115 eks. 14.5 1997 Happy Island, 100 eks. 15.5 1997 Beidaihe og 50 eks. 7.5 2008 Beidaihe. Ved Beidaihe 51 “bird-days” 8-21.5 2007 (Wincup 1997,Boland 2008, China Ornithological Society 2008). Om efteråret flest ult.sept.-pri.okt. Ved Beidaihe dagsmax. 11eks. 3.10 1990, 8 eks. 8.10 1987, 7 eks. 28.9 1986 og 7 eks. 5.10 1990 (Williams 2000). Desuden raster en del ved tianjin og i Beijings vådområder (Kangxi Grasslands, Miyun Reservoir) under trækket. Yngler gennem nordlige dele af Holarktis, incl. NØ Kina. Den østasiatiske bestand forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer i S og SØ Asien, de kinesiske bestande mellem S Kina, N/C Thailand og Indonesien. Sjælden træk- og vintergæst i Japan, Korea og Taiwan (okt.-april). Ankommer til ynglepladserne i maj. Træffes på trækket i fugtige områder med lav bevoksning, gerne langs kanaler og diger; undgår skovlignende vegetation. 187. Rufous-tailed Robin (Swinhoe´s Robin) Luscinia sibilans 1997: 11.5 1 Legation Gully, Beidaihe. På Happy Island 12.5 3, 13.5 30, 14.5 15, 16.5 3, 17.5 25 og 18.5 40. 2008: På Happy Island 9.5 5 – 10.5 1 – 12.5 1. Fåtallig trækgæst (maj-pri. juni og ult.sept-ult. okt.). Om foråret kulminerer trækket med. maj. Dagsmax. 40 eks. 18.5 1997 Happy Island, 28 eks. 18.5 2007 Magic Wood, Laoting, 25 eks. 18.5 2005 Happy Island, 20 eks. 19.5 2006 Beidaihe og 15 eks. 14, 17 og 26.5 2007 Magic Wood, men normalt ses ikke over 5-10 pr. dag. Om efteråret flest ult. sept.-pri.okt, dagsmax. 28 8.10 1987 Beidaihe, 16 eks. 10.10 1987 Beidaihe og 13 eks. 9.10 1987 Beidaihe (Williams 2000, China Ornithological Society 2008). Yngler i Østasien mellem Yenisei og Okhotsk og Sakhalin, og sydpå til Sakhalin. Forlader ynglepladserne i aug.-sept., og overvintrer i SØ Kina og sydpå til N Thailand (sjælden), Laos og Vietnam. Ret almindelig trækgæst i Ø Kina, således dagsmax. på op til 25 ved Shanghai pri maj, samt i Korea. Sjælden trækgæst i Japan og Taiwan, i Japan flest fund i maj. Ankommer til ynglepladserne sidst i maj. Strejfgæst til Alaska (St. Paul, 8.6 2008, eneste nordamerikanske fund), samt til Europa: 2 fund: 23.10 2004 Fair Isle, Storbrittanien (Shaw 2004b) og 30-31.12 2007 Bialystok, Polen. En ret anonym smådrossel, der ved første øjenkast ligner juvenil Rødhals (alternativt en af de amerikanske smådrosler eller Blånattergal hun), men har rustbrun overgump til hale og ”uldent” gråplettet bryst og flanker. Undervingen er ensartet lys (”gulddrosseltegnet” sort/hvid hos de amerikanske smådrosler). Benene er lyse. Færdes ret skjult, men ses undertiden åbent nær tæt vegetation. Bevæger som andre smådrosler halen op og ned i ryk. Sangen er en nedadgående snerren: dirrrrrrrr, der falder mod slutningen, Kaldet er et lavt tuc (egne obs. Sibirien juni 1989). 188. Blåstjert Tarsiger (Luscinia) cyanurus Orange-flanked Bluetail 1997: Ved Beidaihe 2.5 3 hunner Legation Gully – 3.5 1 hun Legation Gully – 4.5 1 hun Legation Gully. På Happy Island 15.5 1 hun og 18.5 1 hun. 2008: Ved Beidaihe 3.5 1 hun Friendship Hotel. På Happy Island 8.5 1 hun – 9.5 2 hunner – 11.5 1 hun – 14.5 2 hunner – 15.5 2 hunner – 16.5 1 hun. 16.5 1 hun Magic Wood, Laoting. ”Hunner” er noteret ovenfor; disse dækker dog også over 2k hanner. Ret almindelig trækgæst (med. marts-med.maj (pri.juni) og pri. sept.-med.nov) og sjælden til fåtallig vintergæst. Om foråret kulminerer trækket i april. Ved Beidaihe 320 eks.16.3-7.5 1994 og 298 ”bird-days” 17.3-1.5 1985. Dagsmax. 50 eks. 21.4 2007 Jingtanggang, Laoting, 21 eks. 18.4 1994 Beidaihe, 19 eks. 6.4 1994 Beidaihe, 18 eks. 20.4 2003 Happy Island. Ret almindelig omkring Beijing, største antal er 10 eks. 21.3 2006 Baiwang Shan og 10 eks. 2.4 2007 Lai Shan. Hannerne trækker tidligere end hunnerne; fra først i maj ses normalt kun enkelte ”hunfarvede”; dagsmax, fra maj 10 eks. 1.5 2002 Happy Island. Om efteråret ret almindelig, dog kun få i september. Trækket kulminerer gennem oktober. Dagsmax ved Beidaihe 210 eks. 24.10 1989, 116 eks. 29.10 1989 og 68 13.10 1989, i øvrigt 46 eks. 26.10 1987 og 36 eks. 15.10 1986. På Happy Island dagsmax 200 eks. 3.10 2000, 150 eks. 9.10 2000 og 100 eks. 1-2.10 2000, med-ult. okt dagsmax. på 80. De store ”fald” oktober 1989 og 2001 var forårsaget af lavt lufttryk og kolde nordenvinde (Thalund et al. 1994, Williams 1992, Forsyth & Moffatt 2001, Olsen 2005). Fåtallig vintergæst, i reglen enkeltvis. Enkelte vinterfund er gjort Beidaihe, men formentligt regelmæssig vintergæst omkring Beijing, f.eks. i parkerne. Sandsynligvis hyppigere tidligere, da den er nævnt som meget almindelig i 1920´erne, og ofte i smågrupper i 1940´erne (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler gennem hele Nordasiens tajga. Mod vest når udbredelsesområdet Ø og NØ Finland, hvor første syngende juli 1949, siden først tiltagen til max. 40 syng sidst i 1950´erne, nedgang i 1960´erne, men fra midt i 1990´erne stigende til

20-150 syngende pr år., og siden yderligere fremgang til ca. 300 par omkring 2000, min. 6 par og 68 fugle i 2007 og 5 par + 55 syng. 2008. I 2009 310 syng, og estimeret 2500 par (H.J. Lehto i e-mail). Ynglefund i Estland i 1980 og Nordsverige 1996. Yngleområdet strækker sig sydpå til Ø Kasakhstan og østpå til Kamtjatka, NØ Kina, Nordkorea og N Japan. Forlader ynglepladserne fra aug.-sept., men undertiden først i forbindelse med snefald i okt.-nov. I C Sibirien er trækket dog størst i sept. Trækker siden på en bred front gennem Ø Asien mellem Mongoliet og Korea okt.-nov. I SØ Kina er max. 50 eks. 8.11 2003 Shanghai. Overvintrer i SØ Asien østpå til Vietnam, C og S Kina, Sydkorea (enkelte, flest Jeju Island) samt C og S Japan, og sydpå til Hainan, N Thailand og Burma. Ret almindelig vintergæst med.okt.-ult. marts i Hong Kong; I C og S Japan flest nov-marts. Forårstrækket indledes i marts-april; ret almindelig på trækket i Sydkorea, flest mod sydvest. Ankommer til ynglepladserne ult. april-maj, de vestlige ynglepladser besættes først ult. maj-pri. juni. Nominatformen er strejfgæst til Assam, NØ Indien samt til Alaska (Cramp & Brooks 1988, Glutz von Blotzheim & Bauer 1988). Meget sjælden, men tiltagende strejfgæst til NW Europa, flest ult.sept.-med. okt., enkelte i nov. I Storbritannien 55, Sverige 36 (ynglede i Lapland 1996), Norge 16, Danmark 13 (3 maj, resten sept.-okt.), Tyskland 14 (incl. 3 okt. 2008. halvdelen af fundene er fra Helgoland), Holland 8, Belgien 5, Frankrig 5, Italien 9 og 1-4 fra en række europæiske lande i syd til Spanien og Cypern samt vestpå til Færøerne (2 fund 6-7.10 2009). Tendens til to-toppet forløb ult. sept. og med-ult. okt. Overvintring konstateret Sverige, Tyskland, Holland og Italien; enkelte forårsfund i V Europa, flest i maj-pri. juni. Efterår 2008 influx i NV Europa med 4+ Storbritannien, 5 Sverige, 2 Danmark, 1 Norge, 3 Tyskland, 1 Polen, 1 Lithauen, 2 Holland, 1 Frankrig, 1 Italien. Desuden strejfgæst til Israel, Libanon , Syrien og UAE (Slack 2009). Adfærd og helheldindtryk som Rødstjert, men kendes let på brunorange flanker og blå hale. Har lille, sort næb, der ofte peger let opad og medvirker til et nysgerrigt, frækt ansigtsudtryk – forstærket at stort, rundt hoved med bred, hvid øjenring omkring stort, sort øje. Hannen har blåt hoved og overside, kort, hvidt øjenbryn, hvid strube og gråt bryst. Hunner og ungfugle er ret ens. Kendes foruden orange-tonede flanker og blå hale på smal lys strube omkranset af grå halssider og bryst; grå indramning af struben undertiden svag. En del unge hanner har allerede i 1. vinter indslag af blåt på vingefjerene (mørkegrå med lysegrå rande hos hun). Sangen er en kort, gentaget figur, der stiger gradvis mod slutningen: deo – dyy de-o de-de-de-di-di-di, med variationer (egne obs. Sibirien, juni 1989). Kaldet, der sjældent høres, er et lavt, klikkende trk trk (kan lyse træ-agtigt: k.krrr) og et ringlende ping (Hemmingsen & Guildal 1968, egne obs.). Stationære former fra Himalaya (incl.SV Kina) adskiller sig fra nordlige bestande på morfologi og sang, og behandles undertiden som egen art: Himalayan Red-flanked Bluetail T. rufilatus. Har i forhold til Blåstjert længere hale og ben, kortere vinger samt mere gråtonet dragt. Hanner har mørkere blå overside, blåt øjenbryn og smallere, men mere distinkt afsat hvid strube end Blåstjert. Sangen er mere enkel med færre elementer end Blåstjertens (Cramp & Brooks 1988, Rasmussen & Anderthon 2005). 189. Daurian Redstart Phoenicurus auroreus auroreus 1997: Ved Beidaihe 30.4 1 hun Jin Shan Hotel. På Happy Island 14.5 1 han+1 hun og 18.5 1 han+1 hun. 2008: 29.4 1 han Great Wall, Badaling - 30.4 7 hanner+3 hunner Bai He – 30.4 1 Bining-Xianlongmen – 1.5 6 Xianlongmen – 3.5 1 hun Yang He Woods. På Happy Island 12.5 1 hun – 14.5 1 hun Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst, samt fåtallig vintergæst (ult.sept.-med.nov./ult.feb.-med maj). Yngler i åben skov og på bjergskråninger, træffes udenfor yngletiden i mere åbne biotoper. Lokalt almindelig i bjergene og omkring Beijing. Det største antal fra indlandet er 30 eks. 4.4 2006 Nankou, Beijing, i øvrigt jævntligt antal på 10-20 fra de fleste egnede lokaliteter. Forårstrækket kulminerer ult-marts-med.april, men antallene er små. Ved Beidaihe 120 eks. 2.3-27.5 1994 og 95 ”bird-days” 15.3-11.5 1985 (Thalund et al. 1994, Willliams 2000, Hornskov 2006). I yngletiden er største antal 40 eks. 9.7 2006 og 30 eks. 19-20.6 2004 Wulingshan. Efterårstrækket et størst med. –ult.okt. Ved Beidaihe dagsmax. 39 eks. 13.10 eks. 1987 og 30 eks. 17.10 1987, men normalt ikke over 5-7 pr. dag. På Happy Island er dagsmax. 40 eks. 9.10 2000. Enkelte overvintrer. Yngler i NØ Asien fra vest for Baikal og østpå til Amur, Ø Kina og Nordkorea. Forlader ynglepladserne i sept.-okt. I SØ Kina er på trækket max. talt 80 eks.8.11 2003 Dongting Island, Shanghai, Overvintrer i C og S Japan, Sydkorea samt Ø og S Kina. Strejfgæst mod vest til Ural. Et svensk fund (sept. 1997) regnes ikke som spontant. Formen leucopterus yngler østlige Himalaya, og overvintrer mod syd og øst til Burma, nordlige Indokina og C/Ø Kina, samt vestpå til NØ Indien. Denne korttrækkende form er truffet én gang i Europa (Storbritannien), men fundet er placeret i kategori D. Formen auroreus forekommer i Ø Kina. MacKinnon & Phillipps (2000) illustrerer han med gråtonet isse af en type, der yngler i det vestlige Kina, hvilket for Øst-kinafarere er forvirrende. Hanner i området har generelt lysere isse til forryg end vist – ofte næsten hvidlig, hvorved forveksling med andre rødstjerter er mulig. En ret lille og korthalet rødstjert med hvid vingeplet og røde haleside.. Hannen har brunsort overside, gråhvid isse, sort ansigt og strube og brunrød underside. Hunnen er gråbrun med påfaldende hvide vingepletter. Længere mod syd i Asien findes formen leucopterus, der ligner auroreus. Hannen har dog mørkere grå isse til forryg samt mørkere rødbrun underside.

Sangen er et stigende, siden faldende og let nasalt sy-si-Suuu, vekslende med rislende række toner; minder om afslutningen på Rødstjertens sang (egne obs. Sibirien juni 1989). Kaldene ligner Rødstjertens, men dsuden en kort trille: ticicicic samt et hurtigt gentaget üh, der lyder som en usmurt cykel (Hemmingsen & Guildal 1968). Note: Af andre rødstjerte-arter er truffet: - Przevalski´s Redstart Phoenicurus alaschanius. Meget sjælden vintergæst (okt-marts) i Hebei og Beijing. Findes i bjerge >2000 m. Yngler i nordlige Centralkina på kratklædte, klippefyldte skråninger >3300 m. På størrelse med Red-bellied Redstart. Hannen har blågrå isse til forryg, rustbrun inderside og skuldre og sorte vinger med hvide tegninger. Ung han ligner adult han, men er mattere og mere ”ulden” med bredere lyse fjerrande på kroppen. Hunnen ligner hun Red-bellied Redstart, men har lysere og koldere gråbrun underside. Stemmerne er ukendte (Brazil 2009). - Red-bellied Redstart (Black Redstart) Phoenicurus (ochruros) rufiventris. Tilfældig gæst: 18.5 2005 han Happy Island (Bisschop 2005). Yngler i C og S Kina, og vestpå til Pakistan. Overvintrer især i S Kina, men angiveligt er overvintrende fugle truffet nordpå til Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000, Brazil 2009). Desuden vintergæst i det meste af Indien, dog fåtalligt mod syd. Strejfgæst til N Thailand, N Vietnam og Sydkorea. Regnes normalt som race af Husrødstjert P. ochruros. Hannen har sort hoved/bryst og overside, skarpt afsat fra brunrød bug. Sorte partier kan skinne blåtonet i skarpt sollys, og herved kan fuglen flygtigt tages for en af de blå fluesnapperarter. Hunnen ligner Husrødstjert, men er brunere med bruntonet brystbånd og ofte rødligt anstrøg på bugen. Adfærd som Husrødstjert, men har bredere biotopsvalg, og træffes i Indien og Nepal tit i åben skov langt væk fra klipper og huse (egne obs. Nordindien og Nepal). Stemmerne ligner Husrødstjertens. - White-throated Redstart Phoenicurus schisticeps. Strejfgæst til Beidaihe (Brazil 2009). Yngler i østlige Himalaya mod nordøst til Shaanxi, på højalpine enge med småkrat mellem 2400 og 4300 m. Strejfer om vinteren ned til 1400 m. På størrelse med Red-bellied Redstart. Hannen har sort maske og skulderfjer, mørkt blågrå isse til forryg, hvid strube og mørkt rustbrun underside. Vingerne er sorte med hvide skulderfelter og indre dækfjer. Overgumpen og halesiderne er rødbrune mod sort T i halen. Hunnen er lyst gråbrun med hvid strube og skulderfjer. - Hvidkronet Rødstjert Phoenicurus erythrogaster grandis (White-winged/Güldenstädt´s Redstart). Sjælden træk- og vintergæst (ult.okt-ult. nov/marts). Ved Beidaihe meget sjælden: 11.11 1943 - enkeltfund 29.10-28.11 1986-1990 (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000). Yngler på stejle, næsten vegetationsløse skråninger i høje bjerge (2200) mellem 3600 og 5500 m. Formen erythrogaster i S Kaukasus (f.eks. i Georgien), Formen grandis i Himalaya og NW til C Kina, lokalt i Transbaikal. Strejfer eller foretager korte træk til lavere højder om vinteren og under snedække, men ses sjældent <2000 m. Optræder da lokalt i småflokke. Overvintrende fugle i Ø Kina stammer formentligt fra den lille ynglebestand i Transbaikal. Grandis foretager undertiden længere træk, og overvintrer i syd til nordindisk Himalaya samt i C Kina nordpå til Hebei. Fund fra Europa (2 Finland (april og okt.), 1 Bulgarien regnes som undslupne fra fangenskab. I øvrigt strejfgæst til Kuwait, Saudi Arabien og Sudan (Cramp & Brooks 1988, Mitchell & Young 1997). En stor og kraftig rødstjert. Hannen er karakteristisk trefarvet med hvid isse, sort ansigt, gråsort strube til overside, brede hvide vingefelter samt lyst brunrød underside og hale. Har i flugten påfaldende lange, hvide vingefelter, der dækker ca. halvdelen af vingen. Hunnen er brungrå med grå nakke, lysere bug og rød hale;kan have meget lille hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. Yngre hanner har efterår til vinter lyset sandfarvede rande på dækfjerene samt gråtonet isse. Formen grandis beskrevet. Formen erythrogaster han har sort hoved og overside, mørkere rødbrun underside og lidt smallere hvide vingefelter, der dog fortsat er særdeles påfaldende i flugten. Hanner har i alle aldre hvid isse. Hunner ligner grandis, men er generelt varmere og mere ensartet brune (Cramp & Brooks 1988). - Blue-fronted Redstart Phoenicurus frontalis. Tilfældig gæst: 10.5 1999 Beidaihe. Yngler i bjerge (2700-4900 m.) mellem NØ Afghanistan, gennem Himalaya til NØ Indien samt mod nord til C Kina (Shaanxi). Søger om vinteren til lavere højder, og kan da træffes ned til 1000 m. mod syd til S Kina, hvor ret almindelig i Sichuan og Yunnan. Hannen har mørkeblåt hoved til bryst samt ryg, samt rødbrun underside, bagryg, overgump og halesider. Har sort T i halen. Hunnen er mørkt gråbrun med rustbrun underside, og rød bagryg til hale; halen har sort T. Kendes fra hun Red-bellied Redstart på sort endebånd på halen, mere ensartet gråbrun hoved med gulbrun øjenring samt rødbrun bagryg. - White-bellied Redstart (Hodgson´s Blue Robin) Hodgsonius phaenicuroides ichangensis. Fåtallig yngletrækfugl (maj-sept.) i bjergene, mest omkring 1300 m. Bedste lokalitet er Wulingshan, hvor max. 20 eks.7-8.6 2003, 10-23 eks. 8-10.6 2004 og 15 eks. 24.5 2007; i mindre antal Baicaopan (max. 10), Laoling (max.6 ult. maj) og Xinglong (China Ornithological Society 2004-2008).

Yngler i løvskov og tykninger nær trægrænsen mellem Ø Himalaya, Bhutan, Burma og C Kina mod sydvest til Sichuan og Quinhai, i Kina i højder mellem 1200 og 2565 m., i Himalaya normalt >2900 m, og op til 4270 m. Standfugl eller korttrækker, der overvintrer i yngleområderne, samt mod syd til N Indien, Ø Burma og NV Thailand. En stor og langhalet rødstjert. Hannen er blåsort med hvid bug, smalle hvide pletter ved knoen og røde sider inderst på den lange sorte hale. Hunnen er brunlig med lignende hale som hannen. Sangen er en tretonet fløjten teeuh-tiyou-tub, hvor mellemste tone er længst og højest, og den afsluttende tone lavest; indledes tit med 1-3 hurtige klagende toner. Synger mest aktivt ved solopgang. Kald bl.a. et dæmpet tuc og et skurrende chack (Robson 2002). - White-capped Water Redstart Chaimarrornis leucocephalus. Sjælden ynglestandfugl og trækgæst: Ynglefund i 2006 ved Baxian Shan, Tianjin, og formentligt ynglefugl ved Shidu, Fangshan, hvor arten siden 2006 er iagttaget i små antal (China Ornithological Society 2007-2008). Yngler langs vandløb i S og SØ Asien. - Plumbeous Redstart Rhyacornis fuliginosus er fåtallig ynglestandfugl i bjergene, bl.a. ved Bai He og Wulingshan. Bedste lokaliteter er Største antal er 20 eks.25.12 2005 Juma He (max. 20 i dec.) og Shidu (max. 18 i feb.). Ved kysten sjælden gæst, bl.a. iagttaget Lotus Hills, Beidaihe 22.4 1942 og 13.5 1995. Ét fund på Happy Island: 5.5 2003. I det centrale Beijing fundet 2.11 2007 Xizhimen (Pettersson 1995, Olsen 2005, China Ornithological Society 2006-2008). Yngler fra NØ Afghanistan gennem Himalaya til C, Ø og S Kina (incl. Hebei og Beijing), Sydkorea (enkelte efter første ynglefund i 2006) og sydpå til N Burma, N Thailand og Vietnam. Normalt standfugl, men kan søge til lavere højder om vinteren. Et fund i Sverige regnes som undsluppet fra fangenskab. Findes ved strømmende floder i bjerge, især 600-2000 (4300) m., men lokalt ned til 200 m., især om vinteren Adfærden minder om vandstærenes. Ses således gerne på sten ved strømmende vand, stedvis ved mindre strømme og mere roligt vand, omgivet af åben skov. Hannen er blåsort med rød hale. Hunnen er gråbrun med hvide sider på den mørke hale og ”uldent” gråspættet bryst. 190. Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl Saxicola maura stejnegeri Siberian Stonechat 1997: Almindelig ved Beidaihe, flest 1.5 73 (heraf 55 Sandflats (55 hanner + 9 hunner) og 3.5 215 (heraf 138 Mudflats (24 hanner + 13 hunner) og 60 Radar Station Hill (20 hanner + 10 hunner). I øvrigt jævnligt 10-25 pr. dag. På Happy Island 13.5 1 han+4 hunner – 14.5 170 (heraf 60 hanner+45 hunner) – 15.5 56 (heraf 6 hanner + 14 hunner) – 16.5 180 (heraf 15 hanner +30 hunner) – 17.5 85 (heraf 3 hanner + 30 hunner) – 18.5 20 (heraf 1 han + 12 hunner). 2008: 28.4 1 han Den Himmelske Freds Plads, Beijing – 29.4 2 Kangxi Grasslands – 30.4 1 han Bai He. Ved Beidaihe 2.5 2 hanner Jin Shan Hotel - 2.5 20 Reservoiret – 3.5 4 hanner+1 hun Jin Shan Fields – 3.5 3 hanner+1 hun Lighthouse Point – 3.5 55 Yang He Woods – 4.5 1 Jin Shan Hotel – 4.5 1 han Jin Shan Fields – 5.5 2 Jin Shan Hotel – 5.5 3 hanner+1 hun Lighthouse Point – 5.5 8 Jin Shan Fields – 5.5 2 Friendship Hotel - 5.5 2 Yang He Woods – 5.5 2 hunner Legation Gully – 6.5 10 (heraf 2 hanner+3 hunner) Jin Shan Fields – 6.5 3 hanner Sandflats – 7.5 2 Lighthouse Point. 7.5 2 hunner Magic Wood, Laoting. På Happy Island 7.5 5 -8.5 5 – 9.5 25 – 10.5 30 – 11.5 60 – 12.5 20 -14.5 85 – 15.5 30. Almindelig trækgæst (med april-pri. juni og med. aug.-pri. nov). Om foråret flest ult.april-med. maj, hvor hundreder kan ses raste. På Happy Island er dagsmax. 300 eks. 9.5 1998, 200 eks. 10.5 2001 og 180 eks. 16.5 1997. Ved Beidaihe er dagsmax. 215 eks. 3.5 1997 og 200 eks. 2.5 2007, og i Tianjin 100 eks. 5.5 2007 Beidaggang. Om efteråret flest i sept. Dagsmax. 250 eks. 25.9 2003 Happy Island, 200 eks. 3.9 1994 Happy Island, 200 eks. 8.9 1994 Beidaihe, 120 eks. 1.10 2000 Happy Island og 109 eks. 10.9 1990 Beidaihe. Repræsenteret af formen stejnegeri, der yngler i Ø Asien fra Yenisei og Baikal østpå til Chukotka, Sakhalin og N Japan, og sydpå til Ø Mongoliet, NØ Kina og Sydkorea. Forlader ynglepladserne i aug., og trækker mod sydøst; trækket passerer Japan i ult.sept.-okt. Overvinter mellem NV Indien, Burma, S Kina og SØ Asien, incl. Indonesien, Thailand og den Malayiske Halvø ult.sept.-april., flest ankommer med-ult. okt., Overvintrer desuden fåtalligt på Philippinerne, Sumatra og Borneo, samt i SØ Kina og Taiwan. Forårstrækket indledes ult.febr.-med. marts, og passerer Ø Asien østpå til Japan april-pri. maj. Ankommer til ynglepladserne ult. april-maj, i Sydkorea dog fra ult. marts. Strejfgæst til Canada og Alaska (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988). Formen maura yngler vest og syd for stejnegeri, fra N Rusland og sydpå til nord for Sortehavet og gennem Centralasien mod syd til Altai og Tienshan og mod øst til Yenisei og Mongoliet. Forlader ynglepladserne aug-sept. (okt.) og overvintrer især mellem Pakistan, N Indien og V Burma, desuden fåtalligt østpå til Thailand og vestpå til Mellemøsten og Ø Afrika. Forårstrækket passerer C Asien (Uzbekistan, Tadjikistan, Kasakhstan) april-med. maj. Ankommer til ynglepladserne ult.april-med. maj. Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl er årlig gæst i Europa. Langt de fleste fund er gjort om efteråret (enkelte fra pri. sept., flest med. sept.-pri. nov. med en top med. okt, færre om foråret og enkelte om vinteren. I Storbritannien 331 fund t.o.m. 2007, heraf ca. 20 ult. april-pri. juni. Om efteråret flest ult.sept.-okt., hvor dagsmax. 5 eks. 29.9 1987 Fair Isle. Mediandato 10.10 Fair Isle, 14.10 Scilly og 18.10 Portland. I Finland ca. 165 (incl. enkelte ynglefund), Sverige 148 t.o.m. 2006, Norge 42 t.o.m. 2005 (halvdelen fra Utsira), Danmark 37 t.o.m. 2009, Holland 35, Belgien 9, Frankrig 23, Spanien 5, Portugal 3, Italien 8, Desuden 1-5 i øvrige europæiske lande i nordvest til Færøerne. Andelen af britiske fund og skandinaviske fund er høj, men kan formentligt forklares ved, at formen let overses i Sydeuropa, hvor Sortstrubet

Bynkefugl af formen rubicola er almindelig. Sammenlignet med de langttrækkende østasiatiske arter ses et relativ højt antal forårsfund i kontinentale Europa, flest i første halvdel af maj. Således er 28% af fund i Sverige fra om foråret, blot 6% i Storbritannien. Dette antyder at Europa berøres at et mindre returtræk af de vestligste bestande, og underbygges af, at den vestlige form maura er altdominerende. Tilbagegang er konstateret i Storbritannien efter 2001 (Slack 2009). I Østkina optræder stejnegeri, dog ses også en del fugle med karakterer af maura. De to former ”lumpes” af Svensson (1992), hvilket ikke er retvisende grundet konstante forskelle. Nyere DNA-studier viser da også, at de to arter snarere bør regnes som to forskellige arter. Begge kendes fra Vesteuropæiske fugle på meget bred hvid, skarpt afsat overgump, der kan have et let gulligt – eller hos stejnegeri – rødbrunt anstrøg. Den hvide overgump er mindst i klasse med Hvidsisken han, som en hvid sukkerknald på overgumpen, og helt ustribet. Bemærk dog, at mange Sortstrubet Bynkefugl fra Europa (rubicola) har smal hvid overgump, normalt diffust afsat via striber mod den stribede ryg. Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl har længere vinger end Sortstrubet Bynkefugl, og hannerne kulsorte undervingedækfjer (mattere og lysere hos Sortstrubet Bynkefugl; Visse hanner Sortstrubet bynkefugl har mørkere undervingedækfjer end vist i fethåndbøgerne – i sjældne tilfælde matsorte, men normalt med lysere armhuler og mellemste dækfjer (Hellström & Waern 2005, Hellström 2006), egne obs. Spanien). Hanner af typiske stejnegeri ligner hvidgumpede og sortryggede versioner af Sortstrubet Bynkefugl rubecula, da undersiden har varmere rødbrunt af større udbredelse over bryst og forflanker; selve bugen er dog hvid. De hvide halssider er generelt smallere end hos maura, og går ikke bag nakken (hos 5% med lysegrå indikation). Modsat Sortstrubet Bynkefugl er den utegnede overgump tit varmt rustbrun - en karakter der kan ses hos flere østlige former af Sibirisk Sortstrubet bynkefugl/Sortstrubet Bynkefugl (set f.eks. Indien, Nepal, Thailand). I frisk dragt om efteråret er dele af dragten dækket af rødbrune fjerspidser. Hanner af typiske maura er om foråret næsten sort/hvide, med et lille område af lyst orange på brystet (ofte begrænset til midten). De hvide halssider er brede, og når hos ca.10% over nakken via et hvidt halsbånd, som hos Hvidhalset Fluesnapper (egne obs. Sibirien). I frisk dragt om efterårs er dragten delvis dækket af sandfarvede fjerspidser. Hunner er lysere end Sortstrubet Bynkefugl med svagt lyst øjenbryn, hvid strube, lysere sandfarvet underside, lysere ryg med tydeligere striber, bred lys overgump og tydeligt lyst panel over armsvingfjerene. Undervingen er lys. Unge hanner ligner i 1. efterår hunner (i modsætning til Sortstrubet Bynkefugl, hvor hannen allerede om efteråret ligner adult), men har normalt mørke partier i ansigtet og undertiden på struben, samt sorte undervingedækfjer. Maura er lysest – ørkenstenpikkerfarvet – stejnegeri ofte er mere gråtonet med svagere lyst øjenbryn, generelt mere gråtonet overside og ofte rustbrun overgump. Nogle har tydeligt gråtonet overside og hvidlig underside. Forekommer formentligt i en bredt overgangsområde i Ø Sibirien. Fugle med blandkarakterer mellem maura og stejnegeri synes at udgøre et mindretal – der er ofte tale om ”enten eller”, hvilket understøtter, at der er tale om forskellige former. Udfra DNA studier konkluderes, at Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl og Sortstrubet Bynkefugl s. torquata er to fuldgode arter (Wink et al. 2002). Dettte underbygges af geografisk isolation. Kaspisk Bynkefugl S. caspius ”kiler sig ind” mellem de to arter i egnene mellem Tyrkiet og Centralasien. Denne form kendes bl.a. på hvid inderdel af halesiderne (sorte hos Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl og Sortstrubet Bynkefugl), men ligner i øvrigt Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl af formen maura. Note: Grey Bushchat Saxicola ferrea er tilfældig gæst (5+ fund) med 4 fund Beidaihe (5.5 1992 - 16.5 1993 - 5.5 1994 – 29.4 2006) og enkelte Happy Island, bl.a. hun 12.5 2005. Yngler i Himalaya (vestpå til Pakistan), sydlige halvdel af Kina (talrigst i SV Kina) og N Indokina i kuperet landskab i 2-3000 meters højde. Standfugl eller korttrækker, der overvintrer i subtropisk lavland, generelt syd for yngleområdet mod syd til N og C Thailand, Laos og N Vietnam; desuden vestpå til N Indien, sjældent mod syd til Rajasthan. Strejfgæst til Japan, Korea og Taiwan. En grå, ret langhalet bynkefugl. Hannen er grå med sort maske mod hvidt øjenbryn og hvid strube. Bryst og flanker er grå, og bugen er hvid. Ryggen er grå med sorte pletter. Vingerne er sorte med hvid skulderplet, halen sort med grå sider. Hunnen er svagere tegnet i brunt med mørkebrun maske, rustbrun overgump og beige bryst samt flanker. Kaldet er et blødt churr, der tit følges af et klart hew. - Stenpikker Oenanthe oenanthe (Northern Wheatear). Tilfældig gæst: 17.5 1996 Beidaihe. Yngler gennem Holarktis mod øst til V og N Kina samt Chukotka på højplateauer og tundra med lav bevoksning. Alle bestande overvintrer i tropisk Afrika. De østsibiriske ynglefugle forlader ynglepladserne sidst i august, og trækker mod sydvest gennem Nordamerika, nogle muligvis mod sydøst. I Nordvestindien gennemtræk i sept.-okt. I S og Ø Asien strejfgæst til Nepal, N Indien, Seychellerne, Aldabra, Maldiverne, Sydkorea, Japan, Philippinerne og Borneo. En ret kraftig stenpikker med hvid overgump og sort T i den hvide hale. Halebåndet er jævnt og lige afskåret. Hannen har grå overside, sort maske omkranset af hvidt samt beige bryst imod hvid bug. Hunnen er blegere og brunere uden sort maske. - Isabellastenpikker Oenanthe isabellina (Isabelline Wheatear). Tilfældig gæst: 17.5 1994 Beidaihe (Thalund et al. 1994). Rapporter om ynglefund fra Beijing i 1800-tallet kan ikke efterprøves, muligvis forsvandt fuglen grundet

opdyrkning af løs-jordsomårder med murmeldyr, hvis huller Isabellastenpikker tit anvender som redested (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988). Yngler mellem Balkan og Gobi/Jilin, samt mod nord til Baikal på stepper, i ørkener og andet åbent terræn med urter og spredte buske, generelt i lavere højder end Stenpikker, og lokalt i tætte bestande, f.eks.i centrale Tyrkiet. Forlader ynglepladserne aug.-okt. Den centralasiatiske bestand overflyver Himalaya, og overvinter NV Indien mod syd til nordlige Maharasthra og østpå til Bihar. De fleste trækker mod sydvest til vinterkvarterer mellem Arabien og NØ Afrika. I UAE og Oman den almindeligste overvintrende stenpikker. Ankommer til ynglepladserne marts-pri. maj, til Mongoliet midt i april. Strejfgæst til Nepal, NØ og V Indien, Bhutan, Sri Lanka, Maldiverne, Burma, SV Thailand, Ø Kina, Korea, Japan, Kurilerne og N Australien. Strejfgæst til N og V Europa, enkelte fra med. sept., men langt de fleste ult. sept.-nov., bl.a. 27 Storbritannien (1 forårsfund), 11 Sverige (4 forårsfund), 2 Danmark (sept.-okt.), 14 Finland (heraf 5 forår), 6 Norge (heraf 3 Utsira okt.), 6 Holland, 12 Frankrig, samt 1-3 i Tyskland, Belgien og Spanien. Fund fra om foråret hidrører sandsynligvis af fugle på forlænget træk, da arten i Middelhavsområdet yngler almindeligt på Balkan og i Tyrkiet, og desuden har bredt sig mod nord til Rumænien og Ukraine. Regelmæssig trækgæst S Italien, således 83 pri.marts 1996 på SØ Sicilien, samt på Malta. De gennemtrækkende fugle herfra overvintrer i Tunesien og Algeriet (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Berg & Bosman 1999, Juano 2006, Slack 2009). Større og kraftigere end Stenpikker med kortere hale, men længere ben. Ret ensartet sandfarvet, hannen med sort tøjle og hvidt øjenbryn, hunnen har mere ensartet lyst hoved med svagere gråtonet tøjle. Hovedtegningerne er kraftigst foran øjet (ofte bag øjet hos Stenpikker). Vingerne er lyse med udstående mørk alula. Hale og overgump ligner Stenpikkers, men halens sorte endebånd er bredere og dækker op til halvdelen af halen. På stående fugle når vingespidsen til midt på halebåndet. I flugten kompakt og lys med lyse undervinger. - Nonnestenpikker Oenanthe pleschanka (Pied Wheatear). Sjælden ynglefugl i extremt nordvestlige Beijing og Hebei, således ved Donglingshan, Songshan, Pingshan, Nankou og Guishui He (max. 3 eks. 9.4 2006). På efterårstrækket set 15.9 2007 Tiantin Park, Beijing. Ved kysten meget sjælden trækgæst (april-maj): 6.5 1989 2 eks. (han+hun) Beidaihe - 24.5 1994 Eagle Rock, Beidaihe – 30.5 1994 Reservoiret, Beidaihe – 10.5 2006 Sandflats, Beidaihe - 22.5 2006 han Happy Island. Ved Beijing 29.3 2003 Kangxi Grasslands (Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2004-2008) Yngler i klipperige, åbne områder fra Ø Bulgarien, Rumænien og Kroatien samt østpå gennem Centralasien fra Kaukasus til N Kina (Nei Mongol, Liaoning og vestlige Hebei). Forlader ynglepladserne ult.aug-okt. Enkelte overvintrer i Iran og på den arabiske halvø (især Yemen), men de fleste i NØ Afrika, hvor almindelig sept.-maj. I Ø Arabien hyppigst på forårstrækket i marts. Ankommer til ynglepladserne ult.marts-maj. Strejfgæst til Nepal, Sri Lanka, Maldiverne, Korea og Japan. Strejfgæst til Europa, flest med.okt.-nov.; bl.a 60 Storbritannien (flest langs østkysten), 33 Finland, 28 Sverige (incl. 1 overvintringsforsøg), 12 Norge, 7 Danmark, 17 Tyskland, 13 Holland, 5 Frankrig samt 1-5 i flere lande i Syd- og Østeuropa (Slack 2009). En ret høj andel af forårsfund (næsten halvdelen i Tyskland og Danmark) antyder, at disse er sydøsteuropæiske fugle på forlænget træk fra yngleområder tæt på V Europa. Fundmønsteret om efteråret er dog typisk for gæster fra Centralasien, f.eks. Humes Sanger og Isabellatornskade, med ret sen og uregelmæssig optræden, tendens til influx efter perioder med sydøstenvind samt flere langtidsstationære fugle. Lidt mindre med længere hale end Stenpikker (i formen tættere på rødstjerterne), men med lignende hvid overgump. Har smalt sort T i halen, på siderne udbredt op langs halens ydersider. Hannen har sort strube og maske, gråhvid isse og sort ryg; nogle hanner har hvid strube (formen ”vittata). Hunnen er grålig med lysere bug, beigetonede halssider og fint mørkskællet overside. Vingerne er lange; hånd normalt længere end tertiærer. Tidligt på efteråret er alle dragter ret ens. Hannens mørke tegninger bryder gradvis frem i løbet af efteråret, hvor mange fugle får mørk strube til vingeforkant, samt mørkere ryg, der dog til om vinteren er tydeligt ”ulden” med mørke fjerbaser synlige bag lyse fjerspidser. 191. Blue Whistling Thrush Myophornes caeruleus 1997: 14.5 1 han Happy Island. 2008: 5.5 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe. Sjælden, men årlig yngletrækfugl og trækgæst (maj-sept.), yngler bl.a. Wulingshan. Tiltaget de senere år; førstefund 15-17.5 1993 Beidaihe (Alström 1993). Yngler gennem Asien fra Turkestan og S Kasakhstan, og gennem Asien mod nord til Hebei og mod øst til Java. Er mere mere udbredt syd for Hebei, og meget almindelig i store dele af S og SØ Asien. De nordlige bestande overvintrer i nordlige dele af SØ Asien. Findes i bjergskove, gerne med tykninger nær vand op til 3650 meter. Repæsenteret af formen caeruleus, der yngler i Ø Asien, incl. Ø Kina mod nord til Hebei. Strejfgæst til Taiwan og Matsu. Tydeligt større end Solsort/Mandarine Thrush med længere hale. Dragten ser i skygge mørk ud, men i sollys er den smukt violetblå, oversået med smalle lyse prikker. Næbbet er mørkt.

Sangen er en fløjtende tonerække, der går op-ned-op; indeholder imitationer af andre fugle. Synger åbent, undertiden fra sangflugt. Kaldet ligner Solsortens ved ophidselse, men kraftigere; har tendens til at ”drukne” ved vandløb; udstødes tit i korte serier. Flere former findes længere mod syd S og SØ Asien, i S og SØ Kina således formen eugenei. Denne har gult næb, og er større med længere hale. En gulnæbbet fugl er iagttaget Beidaihe 14.5 2000, men muligvis undsluppet fra fangenskab. 192. Blådrossel Monticola solitarius philippensis Blue Rock Thrush 1997: På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 7 hanner+ 3 hunner. 2008: 29.4 1 han Great Wall, Badaling - 4.5 1 han Lighthouse Point, Beidaihe – 7.5 1 han Magic Wood, Laoting. På Happy Island 9.5 1 hun – 10.5 1 han – 14.5 1 han+1 hun. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult.april-pri. juni/ult.aug.-ult. okt.). Ret stor ynglebestand omkring Beijing, således 20 eks. 14.6 2003 Juma River. Forårstrækket kulminerer pri.-med. maj. Dagsmax. 70 eks. 15.5 1997 Beidaihe. Om efteråret flest ult.aug.-med. sept., dagsmax. 10 eks. 29.8 1987 Beidaihe og 5 Qifencha, Huairou, Beijing (China Ornithological Society 2004). Yngler i S Europa/N Afrika og østpå gennem Asien i flere former. I området repræsenteret af formen philippensis, der yngler i Ø og SØ Asien fra Manchuriet og østpå til Sakhalin og Hokkaido, incl. NØ og Ø Kina, og sydpå til til SØ Asien. Overvintrer i SØ Asien mod nord til C Kina og Sydkorea. Strejfgæst til Nepal. Philippensis adskiller sig klart fra fugle i Europa til Centralasien og V Kina: Hannen har rødbrun bug, ala Stendrossel, og er generelt mere violetblå end andre bestande. I frisk dragt (efterår) er dragten dækket af smalle, lyse fjerbræmmer, der hurtigt afslides. Hunnen er mørkt brungrå, ofte med lysere nakkebånd samt mørkvatret underside. Hannens dragt afviger tydeligt fra andre bestandes, men det er uklart i hvor høj grad overgangsformer til mere ”klassiske” Blådrosler eksisterer; på den Malayiske Halvø, hvor formen madoci yngler (hannen mørkeblå; mørkere end former fra Europa) samt fra SV og S Kina, Bangladesh, Assam og Meghalaya (hvor formen pandoo yngler (ligner europæiske fugle)) er overgangsformer med indslag af rustbrunt bemærket. Overgangsformer er desuden fotodokumenteret fra Beidaihe/Happy Island i maj 2008 (Søren Harding Ipsen foto). De ”brunmavede” Blådrosler er dog en oplagt kandidat til et ”split” fra de ”blåmavede”. Sangen er solsorteagtig, og synes ikke at adskille sig fra europæiske bestande. Kaldet er et højt, skarpt veet-veet, der ved uro kan udstødes i en kort, hektisk serie. Andre kald ligner Solsortens. - Stendrossel Monticola saxatilis. Meget sjælden gæst i Hebei. Yngler mellem Europa og Transbaikal. Overvintrer i Afrika østpå til Ø Asien mod øst til Nei Mongol og Hebei. Hannen ligner Blådrossel af formen philippensis, men er lysere med lysere gråblå hoved, lysere orangebrun underside og hvid plet på bagryggen. Hunnen er lysere brun med finere skællet, orangetonet underside end hun Blådrossel. 193. White-throated Rock Thrush Monticola gularis 1997: På Happy Island 14.5 2 hunner og 18.5 1 hun. 2008: På Happy Island 12.5 2 hanner+1 hun – 13.5 5 hanner+1 hun – 14.5 3 hanner+1 hun – 15.5 3 hanner+2 hunner. Fåtalllig yngletrækfugl og trækgæst (med-ult.maj og med.sept.-ult.okt). Yngler i kuperet, skovklædt terræn ved bl.a. Eastern Tombs, Xianlongmen, Wulingshan, Qinhuangdao og Donglingshan. Trækgæst ved kysten, hvor flest om foråret med-ult.maj; på Happy Island normalt kun i antal <10, men dagsmax. 50 eks. 19.5 2006 og 30 eks. 19.5 2005 (Bisschop 2005, Sahlin 2006). Ved Beidaihe er dagsmax. 20 eks. 9.5 2004 og 11 eks. 12.5 1990 Lotus Hills (Alström 1990, China Ornithological Society 2005-2006). Om efteråret lidt færre, flest ult. sept.-pri.okt, dagsmax. 10 eks. 29.9 2007 Happy Island og 7 eks. 8.10 1987 Beidaihe. . Yngler fra Transbaikal, Amur og østlige Mongoliet, gennem NØ Kina (mod syd til Hebei og Beijing) til Nordkorea. Forlader ynglepladserne aug.-sept., og overvintrer mellem S Kina og Malaysia, men ret sjælden syd for N Thailand og kun enkelte i Hong Kong. Ankommer til ynglepladserne i maj-pri. juni. Strejfgæst til Burma, Singapore, Japan, Sydkorea og Sakhalin. En smuk fugl! Hannen er mangefarvet med blå overside, sort strube (med smal, hvid midterstribe) og rødbrun underside. Har smal hvid basis af de indre armsvingfjer. Ryg – og skulderfjer kan have smalle, lyse rande, der efterhånden afslides sidst på vinteren og om foråret. Randene er generelt kraftigst og varmest gulbrune hos unge fugle. Hunnen er mørkebrun og spættet med tydeligt mørkskællet overside og grovplettet underside. Har lys skægstribe i ret ensartet mørkvatret hoved. Selvom den er mindre end Sangdrossel, er den flere gange blevet forveksles med Gulddrossel p.g.a. den skællede overside. Den er – udover at være tydeligt mindre – mørkere og koldere brun. Den skællede overside adskiller tydeligt hunner fra hunner af Sibirisk Drossel. Sangen er en serie klare, lave fløjtetoner, vekslende med sorte, gentagne chat-at-at og ringende toner. Beskrevet som solsorteagtig – ”better than any Canary” (Hemmingsen & Guildal 1968). Kaldene høres sjældent: et lavt tseep, der minder om andre østlige droslers, høres i flugten. Også et smækkende tack tack og et langtrukkent, åbent kald (Clement & Hathway 2000, Robson 2002, Hornskov 2007).

194. Gulddrossel Zoothera dauma White´s Thrush/Scaly Thrush 1997: Ved Beidaihe 2.5 1 Legation Gully - 4.5 1 Legation Gully. På Happy Island 13.5 2, 15.5 1, 17.5 4 og 18.5 2 2008: Ved Beidaihe 5.5 2 Friendship Hotel – 6.5 1 Jin Shan Hotel – 6.5 1 Friendship Hotel. På Happy Island 8.5 1 -10.5 1 – 12.5 1 – 13.5 1 – 14.5 1 – 15.5 3. Fåtallig trækgæst, evt. yngletrækfugl (med. april-ult. maj/ult.aug.-pri. nov). Om foråret ses de tidligste fugle ca. 12.4, flest ses i maj, især med. maj, hvor dagsmax. på 30 Happy Island er nævnt, af mere nøjagtige angivelser herfra er 25 eks. 10.5 2001, 20 eks. 7.5 2005 og 15 eks. 9.5 2001 Happy Island. Herudover er største antal 24 eks. 14.5 2000 Big Magic Wood, Laoting, 22 eks. 2.5 2006 Xiangyun, Laoting og 11 eks. 15.5 2006 Big Magic Wood, Laoting., ved Beidaihe 6 eks. 9.5 2004. Flere fund af bl.a. yngende fugle ved Laoling, antyder ynglen, således 18 eks. 21.5 2007. Om efteråret flest med. sept-med.okt. Dagsmax. 13 trk. Beidaihe 12.10 1987, 12 eks. 12.9 1994 Happy Island, 5 eks. 28.9 2007 Happy Island, 5 eks. 28.9 1986 Beidaihe og 4 eks. 23.9 2007 Tiantin, Beijing. Yngler N og Ø Asien mod vest med formentligt isoleret bestand i Ural og SV Sibirien, desuden i Ø Sibirien og mod syd til Ø Kasakhstan, N Kina og Korea og mod øst til Japan (hvor delvis standfugl). De nordlige former aurea og toretogumi er trækfugle, der forlader yngleområderne ult.aug-pri.okt.(nov.), og trækker gennem Ø Kina, Korea og Japan i sept.-okt. Overvintrer mellem S Kina mod nord til Henan, Hong Kong, nordøstlige dele af Indiske Subkontinent og i SØ Asien sydpå til Malayiske Halvø og Philippinerne nov-marts. Enkelte overvintrer i Sydkorea, flest på Jeju Island, samt på Sumatra og Borneo. De japanske bestand er delvist standfugle. Forlader ynglepladserne i marts-pri.april, og ankommer til ynglepladserne ult. april-pri. juni. Strejfgæst til Europa, flest okt-med. nov., men med ret høj andel vinter- og forårsfund i forhold til mange andre fjernøstlige gæster. I Storbritannien 68 (langt de fleste mod nord. Månedsfordeling 10 sept., 23 okt., 8 nov., 6 dec., 15 jan., 1 feb., 2 april og 1 maj), Danmark 6, Sverige 8, Norge 9, Finland 4, Island 3, Færøerne 2, Polen 9, Frankrig 16, Belgien 17, Holland 18, Tyskland 39, Italien 33. Herudover 1-5 fund i de fleste lande mellem Ø Europa og Spanien. Den geografiske spredning af de europæiske fund er således ret stor. De fleste fund i sept.-okt. er fra Nord-og Vesteuropa, mens der er overvægt af fund fra Syd- og Østeuropa november-marts. Dette mønster genfindes hos en del hårdføre småfugle, der i Ø Asien overvintrer ret langt mod nord, f.eks. Blåstjert. Flere fund fra april i Nordvest- og Vesteuropa er formentligt fugle på forårstræk, der har gennemført overvintring i Vesteuropa og nærmeste omegn. En syngende fugl fra Finland juli 2009 kan være ankommet østfra. Desuden strejfgæst til Oman (1) og Grønland (okt. 1954, Daneborg) (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Alström et al. 1992, Mitchell & Young 1997, Eriksen et al. 2001, Breife et al. 2003, Rogers & the Rarities Committee 2003, Wells 2007, Slack 2009). Tydeligt større og kraftigere end andre drosler. Denne den største drossel er noget af et monster: den kan flygtigt tages for Gråspætte, når den næsten panisk forsvinder i lav flugt, for siden at flyve op i toppen af træ og “gemme sig” tæt ved stammen, hvor den på jorden velcamouflerede fugl tror sig uset; denne selvmorderiske adfærd har formentligt betydet, at et i forhold til hyppigheden ret stort antal er blevet nedlagt i f.eks. Vesteuropa, hvor 3 af danske fund er nedlagte fugle, der befinder sig i museernes skindsamlinger. Den gulbrune, sortskællede dragt sikrer camouflage i områder med dødt løv, hvor kæmpedroslen sniger sig frem i perfekt samspil med omgivelserne – kan da ”stivne” gennem længere perioder. Her ses stort,sort øje med den mindre øreplet som et ”ekstra øje”. Færdes tit i skjult, hoppende omkring på jorden, hvor den kan virke kalveknæet. En anden association er en meget stor, brystsvær og korthalet Misteldrossel T. viscivorus med påfaldende skæltegninger på oversiden, tydeligt hvide halehjørner (ala Stenspurv Petronia petronia eller Østlig Kalanderlærke!) og påfaldende sort/hvidtegnet undervinge, der mod mørk baggrund er særligt påfaldende. Vingetegning kan minde om træløbernes. Haletegningerne er meget tydeligt brune, sorte og hvide, når man ser fuglen bagfra mod mørk baggrund. Hvide halehjørner er påfaldende hos bortflyvende fugle. Færdes mest i tætte, lave bevoksninger; de fleste på Happy Island sås i buskadserne mellem hytterne og lunden, men når den tror sig uset kan den færdes mere åbent, som på plæner, således hyppigt i vinterkvarteret i Japan. Om vinteren undertiden på steder med udfodring. Sangen er meget karakteristisk: én lang tone, der gentages næsten enerverende klagende: HYYYH…ihhh,med, hendøende sidste tone, eller weeeeooooo med flere sekunders pause i timevis, kan høre på over 1 kilometers afstand (egne obs. Sibirien juni 1989; Østkina maj 2008). Sangen kan undertiden være sammensat af flere toner i følge (Clement & Hathway 2000). Kaldene er svage; undertiden en svag, dompapagtig fløjten, et hårdt ga ga og et højt, skælvende seeh. Opskræmte fugle udstøder en lav, men vidtlydende klukken, der ligner andre droslers. Fuglene i Østkina kan både være af den ret store, varmt gulbrune form aurea (yngler I Rusland og Manchuriet mod øst til Amur), der har 14 halefjer (andre former har 12), og af formen toretogumi (SØ Sibirien S og Ø for aurea, og østpå til Kurilerne, Japan og muligvis Korea; bestande fra C og S Japan er stand- eller strejffugle). Toretogumi ligner aurea, men er lidt mindre og mørkere med bredere mørke skæltegninger. Begge former har 14 halefjer (andre former fra S Asien 12) (Clement & Hatwway 2000, Brazil 2009). Nominatformen yngler i Himalaya og østpå til S Kina, Thailand og Vietnam.

Et alternativt navn: Tigerdrossel (efter engelsk: Tiger Thrush) er næsten for oplagt. 195. Sibirisk Drossel Zoothera sibirica Siberian Thrush 1997: 9.5 1 han Legation Gully, Beidaihe. På Happy Island 12.5 1 han – 13.5 25 (heraf 2 hanner + 13 hunner) – 15.5 1 han + 6 hunner – 17.5 13 (heraf 2 hanner + 8 hunner) – 18.5 15 (heraf 2 hanner + 7 hunner). 2008: På Happy Island 11.5 2 (heraf 1 han) – 12.5 1 han – 13.5 1 han - 14.5 1 hun – 15.5 4 (heraf 1 hun). Fåtallig trækgæst (ult. april-ult. maj og ult. aug.-pri.nov.). Om foråret flest medio maj, dagsmax. er 85 eks. 17.5 2005 Happy Island og 25 eks. 13.5 1997 Happy Island (Ortvad & Hansen 2005), men normalt ikke over 5-10 pr. dag. Om efteråret flest pri. sept, men kun i små antal dagsmax. 3 eks. 11.9 1986 Lotus Hills, Beidaihe; spredte fund herefter, senest 1.11 1919 (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000). Yngler i Sibiriens taiga mellem Yenisei og Sakhalin, i NØ Kina og nordligste halvdel af Japan. Forlader ynglepladserne ult.aug..-pri.okt, og trækker gennem Ø Asien, sjældent mod øst til Korea sept.-okt. I S Kina kulminerer efterårstrækket ult. okt. Overvintrer i S og SØ Asien mellem NØ Indien, Bangladesh og mod sydøst til Sumatra, Indonesien, Greater Sundas, Borneo, Java og Bali. Fåtallig i Thailand, Laos og Vietnam, men ret almindelig på den Malayiske Halvø, hvortil ankomst med.okt., og trækkulmination pri.-med. nov. Enkelte gennemtrækkere til pri. dec. Desuden en del overvintrende på den Malayiske Halvøs bjergskove i flokke på op til 30. Sjælden vintergæst på Andamanerne og Lesser Sundas. Returtræk ult.marts-pri. maj. I april er flokke på op til 60 truffet i Burma, og småflokke med Gråstrubet Drossel i NV Thailand. Sjælden vintergæst på Andamanerne og Lesser Sundas. Forårstrækket passerer Korea sidst i maj, i Mongoliet til med. juni. Ankommer til ynglepladserne maj-med. juni. Strejfgæst til Taiwan, V Indien og Kasakhstan. Meget sjælden gæst i Europa efterår-forår, flest i med.sept.-okt., men som hos Gulddrossel med tendens til hyppigst optræden i nord- og Vesteuropa om efteråret, og vinter- samt forårsfund i øvrige dele af Europa. Bl.a. truffet Tyskland 11, Storbritannien 11 t.o.m. marts 2009, Polen 10, Norge 7, Sverige 1, Tyskland 11, Holland 2, Belgien 3, Frankrig 6, Schweiz 1, Østrig 2, Italien 3, Malta 1. Ret stor andel af gamle fund antyder, at arten tidligere var hyppigere. Desuden er rapporteret et par flokke: 25 eks. 15.2 1947 Ungarn og Polen 17-18 eks. 23.1 1976, 17-18 eks. 20.3 1978 og 25 eks. 27.10 1996. Disse flokfund kan der snildt stilles spørgsmålstegn ved. Udokumenteret fund fra Israel (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Alström et al. 1992, Cramp & Brooks 1992, Rogers & the Rarities Committee 2000, Breife et al.2003, Wells 2007, Kirwan et al. 2008, Slack 2009). Denne stærkt eftertragtede ”kongeart” er svær at få set ordentligt, da den er ret sky og ”flygtig”, samt har for vane at færdes i ret tæt underbevoksning, ofte hoppende omkring i halvmørke. Men hvor sky er arten egentligt? Som andre meget eftertragtede arter nævnes den tit som netop sky, men det er erfaringen, at man ved at sidde tålmodigt på samme sted godt kan få hæderlige nærobservationer af arten. Den er formentligt ”sky” fordi den konstant ”opsøges” når den rapporteres! En mørk, ret kraftig drossel, hvis hvide tegninger på undervingen undertiden er det mest afslørende, når en mørk drossel hurtigt letter eller flyver forbi. ”Tajgaens konge” er hannen. Den er blåsort med skarpt afsat, hvidt øjenbryn og hvide spidser på underhaledækfjerene. Adult han er renest tegnet, ung han har hunlignende hovedtegninger og sortgrå underside med smalle lyse fjerrande. 2k han om foråret har indslag af lyse fjerrande og brune, slidte sving- samt yderste dækfjer, og virker derfor mere uordentlige end adult han. Hun er mørkt olivenbrun med beigehvidt øjenbryn og gulbrun samt groft mørkplettet underside. Oversiden kan være let skællet. Har to smalle, lyse vingebånd. Hunner kan forveksles med hun af White-throated Rock Thrush, der er mere kompakt og er koldere gråbrun med kortere ensartet hale, tydeligere skællet overside, bred lys tøjle og lyse felter bag øjet (frem for egentligt øjenbryn) samt mere distinkt sortskællet underside. Sibirisk Drossel er i flugten mørk med påfaldende sort/hvid undervinge (ala Gulddrossel) og smalle hvide tegninger på halespidsen (se nedenfor). Repræsenteret af formerne sibirica (yngler Sibirien mellem Yenisei og Stillehavskysten samt i NØ Kina) og davisoni (Sakhalin, S Kurilerne og nordlige Japan). Davisoni generelt mørkere end sibiricus. Han davisoni er mere mættet sort og har smallere hvide spidser på underhaledækfjerene (der danner smalle, hvide nymåner fremfor nominatformens bredere hvide ”halvmånepletter”). I flugten har sibirica hvide halehjørner (ala Østlig Kalanderlærke og Stenspurv), davisoni smallere hvide spidser på de enkelte halefjer; undertiden manglende (Cramp & Brooks 1988, Brazil 2009). Sangen er en to-tonet strofe, der ligner mange andre droslers. Også kaldet – et kort chit er ganske anonymt. Note: Orange-headed Ground Thrush Zoothera citrina. Meget sjælden gæst (maj) : 19.5 1999 Happy Island – 24.5 2000 Happy Island – 17.5 2006 Happy Island – 18.5 2006 Magic Wood, Laoting – 9.5 2009 Happy Island. Yngler fra N Pakistan og østpå gennem Asien til Greater Sundas, i Kina begrænset til landets sydlige del (Yunnan-Guangdong og sydpå), med isoleret bestand i Anhui, og formentligt Henan og Zhejiang. De nordlige bestande overvintrer i S og SØ Asien sydpå til Sumatra. På den Malayiske Halvø fåtallig vintergæst nov-marts, og i Vietnam fåtallig trækgæst i Vietnam i april. Strejfgæst Taiwan , Ø Kina (Hebei), Korea, Laos og Singapore. En kraftig, særegen drossel med orangerødt hoved og underside. Hannen er renest tegnet med blågrå ryg og vinge, hunnen har olivenbrun ryg og vinger. Færdes ret skjult i løvskove med undervegetation, og ses tit hoppende omkring på

skovbunden på jagt efter smådyr, som en pitta; afsløres da tit på løvet, der hvisler når det vendes! I flugten ses tydeligt tofarvede undervinger, typiske for Zoothera-drosler. I området er flere former mulige gæster. De fleste fund er af formen melli (Fuijan og Guangdong, Kina), der har rødbrunt hoved med to svage mørke tværpletter samt hvid knoplet. Formen courotisi (yngler S Kina til Anhui) har brunorange hoved og grå vinge med hvide vingebånd. Flere yderligere former i S og SØ Asien, bl.a. citrina (Pakistan og Himalaya, vintergæst til Nordindien mod syd til Maharasthra), der har ensartet orangebrunt hoved og underside samt hvid knoplet og hvidt vingebånd. Formen innotata (SØ Asien) har orangebrunt hoved og underside samt ensartet grå vinge. Cyanota (C og S Indien mod nord til Maharasthra) har to lodrette mørke striber i hvidligt ansigt. Albogularis (Nikobarerne) har rødbrunt hoved og underside, hvidlig strube og ensartet blågrå vinger. Nærmere studier vil formentligt føre til opdeling af flere forskellige arter indenfor komplekset (Rasmussen & Anderthon 2005). Kaldene er svage, og ligner andre droslers; bl.a. et lavmælt tuk og et skrabende krree (som når en blyant skraber mod en grafit-plade). Sangen er varieret og ligner Solsortens. 196. MandarineThrush (Eastern (Chinese) Blackbird)) Turdus mandarinus 1997: 14.5 1 han Happy Island. 2008: 5-6.5 1 hun Jin Shan Hotel, Beidaihe – 6.5 1 Friendship Hotel , Beidaihe – 12.5 1 han Happy Island – 14.5 1 Happy Island. Sjælden træk- og vintergæst (okt.-maj). Under ekspansion, og nu årlig gæst i området; førstefund 26.10 1992 Beidaihe. Forår 2008 exceptionelt mange fund, udover ovennævnte bl.a. iagttaget Friendship Hotel, Beidaihe og Lao Ling. Nu formentligt ret almindelig vintergæst, således 13 (heraf 12 i flok) pri. marts 2009 Beijing (Hornskov 2009). Yngler i C Kina ca. 1000 km. W for området, samt i S og SØ Kina umiddelbart syd for Hebei; ekspansion de sidste årtier, således med nordgrænse syd for Yangtze River sidst i 1900-tallet, omkring 2000 ved Henan og muligvis sydlige Hebei. Lokalt almindelig i S Kina, således 250 eks. 19.11 2005 Chengdu, Sichuan og 160 eks. 28.5 2004 Wuyuan, Jiangxi. Har desuden bredt sig til N/C Thailand og Laos, hvor arten dog fortsat mest er vintergæst; i N Thailand første fund midt i 1980´erne, nu regelmæssig i små antal. Desuden regelmæssig vintergæst i Nordkorea. Strejfgæst til N Burma, Cambodia, Sydkorea, Japan og Philippinerne (Clemens & Hathway 2000, Mackinnon & Phillipps 2000, Duckworth 2004, China Ornithological Society 2005, Robson 2005, Brazil 2009, Robson 2009). Nyligt splittet fra Solsort T. merula. Ligner Solsort, men lidt større med længere hånd. Næbbet er kraftigere med mere buet overnæb. Hannen er mattere sort med let bruntonet bug. Hunnen er mørkere end Solsort med mørkt sodbrunt hoved og overside, mørkt rustbrun underside og lysere strube med diffuse, mørke striber. I flugten kraftigere end Solsort med bredere vinger; flyver ulig denne i let bølgende flugt. Sangen mere monton end Solsortens T. merula og rummer hyppigere gentagelser af 2-3 tonede primitive temaer; er ikke improviserende og fantasifuld som Solsort (fuglenes Beethoven), men har klang af mynah. Kald er en sjaggeragtig klukken, men mere dæmpet, og ofte i korte serier: sook sook sook. Fra vintergæster er hørt et højt, vidtlydende og vemodigt huyhn, og ved uro en solsorteagtig tonerække (Clemens & Hathway 2000, Duckworth 2004, Brazil 2009). 197. Pale Thrush Turdus pallidus 1997: 9-10.5 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe. 2008: 6.5 1 Dongshan Hotel, Beidaihe. Fåtallig trækgæst (marts-pri.maj og sept.-okt.). Om foråret flest ult. april, men kun få, dagsmax. 3 eks. 21.4 2007 Jingtanggang, Laoting. Meget få efterårsfund, bl.a. 14.10 1989 Reservoiret, Beidaihe og 2 eks. 10.9 2006 Baiwang Shan (Williams 2000, China Ornithological Society 2007-2008). Yngler i NØ Kina, Nordkorea, Ussurien, NØ Rusland og S Kamtjatka. Forlader ynglepladserne sept.-okt. Trækker gennem Ø Asien sept.-okt, flest i Japan, hvor trækket kulminerer ult.okt.-pri. nov. Overvintrer mellem Ø og S Kina, S Japan, Sydkorea og i nordlige SØ Asien, således ret almindeligt i Japan, ved Shanghai (hvor flokke på op til 133) og Zhejiang samt i vekslende antal fra år til år i Hong Kong hvor op til 50 pr. lokalitet (flest i jan; borttræk i marts-april). Fåtallig vintergæst i Korea, og enkelte mod syd til Taiwan og Philippinerne. Forlader vinterkvarterene pri. april, og trækker gennem Ø Asien med.april-pri. maj. Færdes ret skjult i skove og parker med buskadser (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Duckworth & Moores 2008). Et fund fra Helgoland, Tyskland 16.7 1986 regnes som undsluppen fangenskabsfugl (Mitchell & Young 1997). Fuglen – en 2k han - viste dog ingen tegn på at have været i fangenskab, ligesom arten sjældent indføres til Europa, hvorfor fundet bør regnes som spontant (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988). Generelt den lyseste og mest kontrastløse østasiatiske drossel. Har brungråt hoved med sortagtig tøjle, ret svagt afsat fra strube og isse. De mørke tegninger giver et dunkelt ansigtsudtryk, hvor smal gul øjenring fremstår ret tydeligt. Har lyst rustbrun overside og beige underside, ofte med lidt varmere farvede flanker, grålige svingfjer og mørkere hale med hvide hjørner. Næbbet er gult med mørk kant og spids. Undervingedækfjerene er brungrå. Kønnene er ret ens, men

hunnen er endnu svagere og mere ensartet tegnet, med svage, mørke striber på struben, brunsort tøjle, svag gråbrun skæltegning langs flankerne og brunlige svingfjer. Kaldet er et klukkende chuck-chuck, der ligner kald fra Brown-headed Thrush og Solsort. Sangen ligner Solsortens, men er kortere med mere simple figurer: tuvee-tulee tulee-tuvee, undertiden med kortere afsluttende tone. Sangen ligger meget tætpå sang fra Brown-headed Thrush (MacKinnon & Phillipps 2000, Brazil 2009). 198. Gråstrubet Drossel Turdus obscurus Eye-browed Thrush 1997. 6.5 1 han+ 1 hun Legation Gully, Beidaihe. På Happy Island 12.5 650, 13.5 665 trk. + 100 rst., 14.5 10, 16.5 1 trk. + 6 rst. ,17.5 3 og 18.5 14. 2008. Ved Beidaihe 3.5 2 Friendship Hotel – 3.5 1 Yang He Woods - 5.5 2 Friendship Hotel. På Happy Island 7.5 12 – 8.5 12 -10.5 3 – 11.5 20 – 12.5 66 trk. + 15 rst. – 13.5 45 – 14.5 6 – 15.5 8. Ret almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og pri. sept.-pri. nov). Om foråret flest ult. april-med. maj; dagsmax. 665 trk. + 100 rst. 13.5 1997, 650 eks. 12.5 1997 Happy Island og 180 eks. 10.5 2000 Happy Island, men normalt langt færre; 10-31.5 1985 166 ”bird-days” Beidaihe. Om efteråret fåtallig, flest ult.sept. Dagsmax. 23 trk. 22.9 1987 Beidaihe og 19 12.9 1994 Happy Island. Yngler i NØ Sibirien mellem Yenisei, Okhotsk, Sahkalin og Kamtjatka, mod syd til Baikal og Mongoliet. Forlader ynglepladserne med. aug.-ult. sept., og trækker gennem Ø Asien, hvor almindelig østpå til Japan sept.-okt. Overvintrer i S og SØ Asien mod vest til Ø Nepal og NØ Indien, mod nord til Himalaya, S Kina, Taiwan og sydlige Japan, og sydpå til Philippinerne, Indonesien, N Borneo og Sundas. Fåtallig i overvintringskvarterets nordlige del, men 160 talt i Yunnan ult. dec.. De fleste overvintrer i SØ Asien. I Thailand og på Malayiske Halvø enkelte i oktober, men hovedtræk i nov., hvor op til 1000 i flok er set Kuala Selangor, og tiltræk af fugle til omkring nytår. Enkelte overvintrer på Andamanerne, Sulawesi og Flores. Forlader Malayiske Halvø marts-pri. april, Hong Kong med.april-pri. maj, og trækker gennem Ø Asien maj-pri. juni, i Ø Kina og Korea ses langt de fleste i maj. Ankommer til ynglepladserne med. maj-med. juni. Strejfgæst til S Indien, Sri Lanka, Bangladesh, Maldiverne, Palau, Mikronesien, Aleuterne og Alaska. Meget sjælden træk-og vintergæst i Europa, flest ult.sept-okt., desuden en del marts-maj: Storbritannien 19 (flest okt; heraf 7 Scilly), Tyskland 18, Holland 8, Belgien 9, Frankrig 12, Italien 28, Malta 5, desuden 3 Sverige, 5 Finland, 5 Norge, 8 Polen, 4 Tjekkoslovakiet, og enkeltfund i syd til Portugal, Marokko (jan. 2009 – eneste afrikanske fund) og Cypern. I Mellemøsten strejfgæst: 2 Israel, UAE 1, Oman 2, Arabien. De få skandinaviske fund skyldes formentligt, at fuglene om efteråret trækker hurtigt igennem og blander sig med flokke af især Vindrosler. De fleste fund i Storbritannien er således af fugle på efterårstræk, der kun er set én dag. En høj andel af de europæiske fund er gjort i 1800-tallet. Af 18 tyske fund er de 13 således fra før 1900, og kun et efter 1995. Dette kan skyldes tidligere tidres udbredte fangst af drosler på droner (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Richardson 1990, Eriksen et al. 2001, Rogers et al. 2002, Vliet et al. 2002, Breife et al. 2003, Flood et al. 2007, Wells 2007, Messemaker 2009, Slack 2009). Adfærd, størrelse og i nogen grad kald ligner Vindrossels T. iliacus. En ret sky og flygtig fugl, der sjældent ses åbent eller siddende gennem længere perioder. Gør et ret ”mørkt og farveløst indtryk”, dog ser man normalt den hvide øjenbrynsstribe og plet under øjet – samt de mat orangebrune flanker imod hvid bug. Oversiden er mørkt gråbrun. Benene er gule. I flugten ret ensartet mørk med gråbrun undervinge. Hannen har gråt hoved og strube som ”elefanthue”, der dog brydes af hvidt øjenbryn og plet under øjet. Hunnen er svagere tegnet med lysere strube. Kaldet er typisk som et ”lukket”, metallisk og kort kald fra Vindrossel: tseep, der også kan sammenlignes med lyst, kort advarselskald fra Solsort T. merula med accent af Skovpiber (egne obs. Kina, Singapore). Kaldet ligner de fleste lignende østasiatiske droslers - droslerne er altså vokalt et modstykke til ”tik-værlingerne. Desuden mere klukkende kald, igen typiske for slægten. Sangen lyder som en kort, hurtig Misteldrossel med gentagne 3-tonede motiver: tje-ve-tjo (egne obs. Sibirien juni 1989, Brazil 2009). 199. Grey-sided (Fea´s ) Thrush Turdus feae 2008: 1.5 2 Xiaolongmen. På Happy Island 11.5 3, 12.5 2 og 13.5 1 templet. Sjælden yngletrækfugl (ult. april/pri. maj.-med. sept.) i blandskov i højder mellem 1000 og 1900 m. (mest >1500) i bjergene vest og nord for Beijing og i Hebei. Flest yngler ved Wulingshan, hvor max. 20-25 pri. juni 2003. findes bl.a. nær det lokale hotel, samt ved Baicaopan, hvor max. 30 eks. 2.7 2005. Findes desuden Laoling (”Old Peak”), Xiaolongmen (max.10 ult. Maj), ved Zushan (max. 10 med.-ult. Maj), ved Eastern Tombs vest for Beijing, Qinghuangdao og ved Baihuashan Nature Reserve (Clement & Hathway 2000, Bale 2003, China Ornithological Society 2004-2007). Meget sjælden, men årlig gæst Beidaihe og Happy Island pri.-med. maj., dagsmax. 3 eks. 11.5 2008 Happy Island. Endemisk i Shaanxi, Hebei og Beijing C Kina. Trækfugl, der forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer i bjerge mellem 1500 og 2600 meters højde mellem S Kina og NØ Indien (Assam, Arunachal Pradesh), N Burma, N Thailand og N Laos. Ankommer til ynglepladserne ult. april-pri.maj. Strejfgæst til Taiwan, NV Bengalen og C Thailand. Verdensbestanden er formentligt på 2500-10.000 ex.

Mellemstor, gråbrun drossel med hvidt øjenbryn og plet under øjet (som Gråstrubet Drossel), varmt brun isse til forryg, gråbrun overside samt lys underside med gråligt bryst og grålige flanker. Hunnen er svagere tegnet med bruntonede flanker. Ungfugle ligner hun, men har bredere mørk skægstribe i større kontrast til hvid strube, samt lyse spidser på store dækfjer og tertiærer (ensartede hos adult). Unge hunner har svagere gråtonede flanker end andre dragter –undertiden kun svagt brunskyggede (Rasmussen & Anderthon 2005, egne obs.) Bedst illusteret i Rasmussen & Anderthon 2005 og Brazil 2009. I MacKinnnon & Phillipps 2000 og Clement & Hathway 2000 vises arten med gråbrun overside og grålige afstikkende flanker. Fugle set på Happy Island, havde betydeligt brunere overside, især pande og isse, men manglede gråt på flankerne. Fuglene var 2k (med alderstypiske lyse spidser på de store dækfjer). I felten gik der en del tid, førend sagen var klar; i det ringe lys fremstod den varmt brune hovedtegning således uventet kraftigt, og gav mindelser om Naumanns Drossel, der dog er varmere orangebrun med stor udbredelse af orangebrunt på hele undersiden. Adfærd typisk for slægten. Ses tit i flok med andre drosler, især Gråstrubet Drossel. Arten deler hvidt øjenbryn og plet under øjet med Gråstrubet Drossel, der dog har tydeligt brunorange flanker. Under fouragering udstødte fuglene undertiden en vagt, højt og lidt metallisk kald, der forekom identisk Gråstrubet Drossels. Kald nævnes ofte som højere og svagere end Gråstrubet Drossels (Brazil 2009). Sangen er ret lav, og består af gentagne temaer på 2-3 toner: sit-tewoo eller chit-to-loo. Synger ofte skjult i trætoppe, men undertiden mere åbent (Bale 2003). 200. Brown-headed Thrush Turdus chrysolaus 1997: 3.5 1 han Lighthouse Point, Beidaihe – 14.5 2 (heraf 1 han) Happy Island. 2008: 3.5 1 hun Yang He Woods. Sjælden trækgæst (maj), ses næsten årligt i området om foråret, flest i maj; dagsmax. 2 eks. 14.5 1997 Happy Island. Tilfældig gæst om efteråret: 7.10 2001 Happy Island – 31.10 2007 Beidaggang, Tianjin (Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2008). Yngler Sakhalin og Japan. De fleste japanske fugle er trækfugle, der overvintrer i S Japan, Korea, SØ Kina, Taiwan, Hainan og Phillippinerne. Sjælden i Hebei, men hyppigere i Shanghai-området, hvor trækket kulminerer marts-april (Dernjatin et al. 2008). Sjælden trækgæst i Sydkorea (Moores 2001). Ret korthalet drossel med brun ryg, og orangebrune bryst til flanker. Næbbet er gult. Bryster kan være let plettet. Hannen har sortbrunt ansigt med smal, men tydelig gul øjenring; pande og isse lysere rustbrun i diffus overgang til kind og tøjle. Næbbet er gult med smal sort spids. Hunnen har mere gråbrunt hoved med svagt lysere øjenbryn og lys, mørkstribet strube. Næbbet er svagere grågult. I flugten brun med lyse undervingedækfjer og mørkebrun hale. Kald et tørt, skarpt chook eller tuck-tuck. Sangen ligner Misteldrossels og sibirisk Drossels: et enkelt og smukt, tretonet kiroon…..kiroon…tsee (Brazil 2009). 201. Grey-backed Thrush Turdus hortolorum 1997: 4.5 1 hun Legation Gully, Beidaihe. På Happy Island 13.5 og 14.5 1. 2008: 5.5 2 hunner Friendship Hotel, Beidaihe. På Happy Island 11.5 1 hun og 15.5 1 han sydlunden. Sjælden til fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (ult. april-med.maj/med. sept.-med. okt), om foråret flest ult.april-pri.maj; 17 eks. 18.4-4.5 1994, dagsmax. 4 eks. 14.5 2000 Magic Wood – 4 eks. 21.5 2007 Beidaihe - 3-4 eks. 2.5 1914 Ching-Huang-Tao - 3 eks. 30.4 1994 Beidaihe - 3 eks. 1.5 2003 Happy Island (Thalund et al. 1994, Olsen 2003). Syngende fugle er iagttaget Lao Ling (Old Peak) 21.5 2002. Om efteråret flest ult.sept.- pri.okt, dagsmax. 30 eks. 7.10 1987 Beidaihe, 10 eks. 30.9 2003 Happy Island, 15 eks. 2.10 2007 Happy Island og 15 trk. 3.10 1989 Beidaihe. 1-21.10 2006 34 “bird-days” Beidaihe (China Ornithological Society 2007). Yngler mellem Ø Sibirien og russiske Fjernøsten, I NØ Kina mod syd til Heilongjiang (evt. Hebei) og til nordlige dele af Sydkorea. Forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer i SØ Kina, Nordvietnam og Laos. Ret almindelig i Guangdong, Shanghai og Zhejiang, men meget sjælden i Yunnan. Almindelig i Hong Kong ult.okt-med. april i flokke på max. 50. Ankommer til ynglepladserne i maj. Sjælden trækgæst i Japan og Taiwan. På størrelse med Sangdrossel T. philomelos. En ret lys drossel med svag gul øjenring. Hannen har lysegråt hoved til bryst samt orangebrune flanker, der kan nå den hvide bug. 1-års han og hun ligner adult han, men har hvidere strube samt mørkere skægstribe og brystpletter samt lys halvmåne bagest på kinden. 1-årshan har i øvrigt gråt hoved og overside, hunnen gråbrun. Næbbet er mørkt. I flugten ret ensartet lys med rødbrune undervingedækfjer. Sangen er melodisk og varieret. Synger åbent fra trætop. Kaldet ligner et svagt vindrosselkald, og ligner meget andre asiatiske droslers. Note: Japanese (Grey) Thrush Turdus cardis. Tilfældig gæst: 19.4 2003 Happy Island (Olsen 2005). Yngler i Japan, muligvis i Hubei (bl.a. par med unger i 2003). Overvintrer mellem SØ Kina (især Guangdong, Guangxi og Hainan), Vietnam og S Japan, således regelmæssigt i Hong Kong, sjældnere i Laos. Fåtallig, men regelmæssig trækgæst i Ø Kina (således Hong Kong (flest ult. marts) og Shanghai (april) og Korea. Strejfgæst til N Thailand, Taiwan, Sakhalin og på øer udfor NØ Rusland.

På størrelse med Grey-backed Thrush. Adult han er meget mørk med sort hoved og bryst, skarp afsat fra hvid bug og mørkplettede flanker. Oversiden og vingerne er brunsorte. Har gult næb og orangerød øjenring. Unge hanner ligner adulte, men har lysere grå ryg og vinger. I flugten meget mørk med sorte (adult) eller sort/rustspraglede (ung han) undervinger og hvid bug. Hunnen har mørkt gråbrunt hoved og ryg. Ansigtet er ret mørkt med udflydende tegninger. Issen til ryggen er gråbrun. Har mørkprikket hvid strube, gråbrunt grovplettet bryst og rødbrune, grovvatrede flanker. Bagryggen er grå. Kontrast mellem strube og bryst kan være påfaldende. Ligner mørk udgave af Grey-backed og Brown-headed Thrush, og bestemmes bedst på mørkere hovedtegninger, brystets mørke tegninger og grålig bagryg. Kaldet er et tyndt tweee, der ligner andre østlige droslers. –sangen er melodisk og varieret med talløse bløde fløjtetoner ala Solsort. De enkelte strofer gentages ofte. 202. Brundrossel Turdus eunomus Dusky Thrush 1997: Ved Beidaihe 29.4 4 Jin Shan Hotel – 29.4 3 Lighthouse Point – 30.4 5 Jin Shan Hotel – 2.5 1 Legation Gully – 3.5 1 hun Sandflats. På Happy Island 18.5 1. 2008: Ved Beidaihe 3.5 1 Jin Shan Fields – 3.5 4 Yang He Woods – 5.5 9 Friendship Hotel – 6.5 1 Jin Shan Hotel – 6.5 1 Bank of China. På Happy Island 10.5 2. Ret almindelig trækgæst (ult. marts-ult. maj og ult. sept.-med. nov) og sjælden til ret almindelig vintergæst. Om foråret flest med.-ult april; dagsmax. 55 eks. 20.4 2003 Happy Island og 23 eks. 22.4 1994 Beidaihe. 108 ”bird-days” forår 1985 Beidaihe, flest 9-19.4. Kun få ses til med. april, men flokke på op til 30-60 fugle med.april-pri. maj. Efter 15.5 kun enkelte. Om efteråret flest pri.-med. okt, dagsmax. 148 eks. 27.10 1989 (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1989). Om vinteren normalt kun enkelte i flokke af Rustdrossel, I Beijing/Hebei langt færre i forhold til Rustdrossel (se denne). men 30 eks. 26.1 2003 Juma River, Beijing (China Birdwatching Report 2004). Se Rustdrossel. Yngler mellem C Sibirien og Kamtjatka. Forlader ynglepladserne i sept., trækker gennem NØ Asien okt.-nov., og overvintrer især i C og Ø Kina, Korea og Japan. I Kina max. 300 eks. 8-9.2 2003 Foping NR, Shaanxi og flokke på op til 50-100 Hunan, Jiangxi og Zhejiang. I Sydkorea er både Brundrossel og Rustdrossel almindelige vintergæster: Rustdrossel dominerer i de nordlige områder (Seoul), Brundrossel mod syd (Seosan og sydpå) (Moores 2002, Malling Olsen 2007); situationen er formentligt anderledes i hårde vintre. Almindelig vintergæst i Japan okt./nov-april med hovedankomst i nov., gerne efter snefald mod nord. Ved Shanghai om vinteren størst andel Brundrossel, ved Nanjiang og Jiangxu nogenlunde ligelig fordeling de to arter imellem. Brundrossel overvintrer desuden mere fåtalligt sydpå gennem nordlige SØ Asien til Nepal, Assam, Burma, N Thailand, N Vietnam og Hong Kong (hvor ankomst ult. okt.), sjældent sydpå til C Thailand, hvor undertiden i invasioner, og på Taiwan. Enkelte vestpå til N Pakistan. Få% er hybrider mellem de to arter; hybrider også iagttaget i bl.a. Burma og Nepal (Inskipp & Inskipp 1985, Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Bale 2003). Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj. Meget sjælden træk- og vintergæst i Europa, flest okt-nov., med relativt mange vinterfund fra det sydlige Europa. 8 Storbritannnien (okt.-feb.), 7 Norge, 2 Danmark (sept.-okt.), 7 Finland, 1 Færøerne, 1 Sverige, 10 Tyskland, 4 Frankrig, 2 Holland, 6 Belgien, 4 Østrig, 29 Italien (nov.-feb., heraf 12 eks. i 1981), 2 Polen, 1 Jugoslavien, 3 Cypern, 1 Azorerne (januar). Fund af denne art eller Rustdrossel er gjort på bl.a. Færøerne. Desuden strejfgæst til Oman (2) og Kuwait samt Kasakhstan, Kirgisien, Uzbekistan, V Sibirien og V Rusland samt i nordvestlige Nordamerika. Se Rustdrossel. Ses tit i småflokke i parker eller ved småskove og buskadser omgivet af åbent land. Brundrossel er let at kende. Har påfaldende mørk/lyse hovedtegninger (hos hanner sort/hvide) med bredt hvidt øjenbryn og tøjle imod mørk isse, tøjle og kind, gråbrun overside og rødbrune vingedækfjer. Undersiden er hvid, hos hanner med bredt sortspættet brystbånd og sortplettede flanker; hunner har svagere tegninger, men altid mørke pletter på flankerne. Halen er mørkere end ryggen. Ligner i flugten en kraftig Sangdrossel med længere, mere åreformede vinger og rødbrune undervingedækfjer. Kalder tit som ”forkølet, lys Solsort”, eller i kortere, ”lukkede sjaggeragtigt asmatiske ” serier: kyehk kyehk… Hyppigt høres et kald, der meget ligner andre østasiatiske droslers: som lukket og svag Vindrossel T. iliacus. Sangen er afvekslende, og består af en blanding af fløjtende forløb og serier af korte, hårde toner. Hybridiserer med Rustdrossel, men nok i mindre grad end hidtil antaget. Hybrider rapportes tit af besøgende ornitologer, men de flest er formentligt artsrene Brundrosler med årstidsmæssige variationer, der hidtil ikke har fået den store opmærksomhed. Sort/hvide hovedtegninger og rustbrune kanter på dækfjerene er kendetegn for “rene” Brundrosler. Vi så i Beidaihe flere, der tilsyneladende manglede de rustbrune fjerrande,men alle så temmelig slidte ud, og havde formentligt afslidt de rustbrune fjerkanter, hvilket forklarer ”hydridkarakterer”. Ingen hybrider nævnes fra 1940´erne og tidligere (Hemmingsen & Guildal 1968). I Sydkorea feb. 2007 sås enkelte blandt ca. 60 Brun- og Rustdrosler totalt. Disse lignede Brundrosler, men med rustbrune indslag på undersiden, især på flankerne (flankefjer enten sorte, rødbrune eller sorte med rødbrune spidser), og generelt svagere hovedtegninger end artsrene Brundrosler. Andre ligner Brundrossel, men med røde indslag i halen, oftest som rødlige halesider. En hybrid fra Spanien havde hoved-og brysttegninger som Brundrossel (men svagere), brune/hvide kanter på dækfjerene og rustbrune pletter på undersiden (foto www.netfugl.dk). Brundrossel og Rustdrossel er først for nyligt opdelt i to arter (Knox et al. 2008) efter hidtil at være regnet som former af én og samme art.

203. Rustdrossel (Naumanns Drossel) Turdus naumanni Naumann´s Thrush 1997: Ved Beidaihe 29.4 3 Lighthouse Point – 5.5 1 hun Lighthouse Point. Fåtallig træk- og vintergæst (med.okt.-ult.nov./marts- pri. (med.) maj). Om foråret flest ult.marts-pri april., dagsmax. 25 18.3 1994 og 23 19.3 1994 Legation Gully, Beidaihe; flokke på 10-15 nævnes pri-med. april. 228 ”bird-days 25.3-1.5 1985. Blandflokke med Brundrossel ses med-ult. april (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1990, Thalund et al. 1994), men kun få ses efter med. april og frem til med.maj. Efterårstrækket kulminerer ult. okt.- med. nov, 2-3 uger senere end Brundrossels (Williams 2000). Dagsmax. 1950 trk. 11.11 1987 og 440 trk. 27.10 1988 (ikke skelnet med denne art eller Brundrossel, men formentlig dominans af Rustdrossel). 50 eks. med 150 Brundrossel talt 22.10 2006 ved Baiwang Shan, Beijing. Om vinteren den dominerende drossel i området, incl. Beijing. Af 87 Rust-og Brundrossel pri. marts 2009 var 85 Rustdrossel (Hemmingsen & Guildal 1968, Hornskov 2009), i Beijing januar 2005 forhold Rustdrossel: Brundrossel 25:1 (Hofland 2005). Dog er rapporteret 30 eks. 6.12 2003 Juma River, Beijing, med samme antal Brundrossel (China Birdwatching Society 2004). Yngler i SØ Rusland mellem Yenisei og Lena syd for Brundrossels yngleområde (de to arter hybridiserer dog i et ret bredt overgangsområde). Forlader ynglepladserne med.sept.-ult. okt. Ved Sun Island, Heilongjiang er max. 100 talt 12-23.10 2003. Trækker til vinterkvarterer i Korea og Ø Kina mellem (Heilongjiang) Beijing og Yangtze samt i S Ussurien. Om vinteren er max. 150 pri. dec. 2003 Junshan Park, Hunan og 100 eks. 18.3 2004 Millenium Park, Shanghai. Overvintrer sjældnere i Japan, i S Kina mod syd til Hong Kong og på Taiwan. Overvintrer således generelt længere mod vest og nord end Brundrossel. Ankommer til S Kina ult. okt; mellem december og april den almindeligste drossel ved Yangtze. Trækket indledes ult.marts-pri. april. I Russisk Fjernøsten er forårstrækket generelt nogle dage tidligere end Brundrossels. Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj. Strejfgæst til N Burma og Aleuterne. Meget sjælden træk- og vintergæst i Europa (ult.sept.) ult.okt.-med. april: 5 Norge, 4 Finland, 1 Sverige, 2 Storbritannien, 4+ Tyskland, 1 Belgien, 4 Frankrig, 7 Polen, 2 Østrig, 1 Tjekkoslovakiet, 1 Ungarn, 5 Italien (Alström et al. 1992). I en del lande er der ikke skelnet mellem denne eller Brundrossel; hybrider iagttaget i Norge, Belgien, Frankrig, Spanien og Cypern. Desuden strejfgæst til Israel (1) og Kasakhstan (her incl. hybrid). På størrelse med Sangdrossel, men kraftigere: helhedsindtryk mere som lille Sjagger T. pilaris (alternativt Vandredrossel T. migratorius). Ses ofte sammen med Brundrossel. Hannen har lyst rødbrunt øjenbryn mod gråbrun isse og kind, samt rødskællet underside (bortset fra hvidere midterbug). Har gråbrun ryg og vinger samt rusttonet overgump og halesider. Hunner og ungfugle ligner hannen, man har tydeligere lyst øjenbryn og felt under øjet, og ofte svagere rødbrun farve på undersiden. Undergumpen er ofte rødplettet. Færdes mest i skovkanter, ofte nær fugtige områder. Stemmerne ligner eller er identiske med Brundrossels, men sangen indeholder flere fløjtende og melodiske intervallen, færre hårde og kvidrende forløb. Der er muligvis geografisk variation i sangen (Brazil 2009). Note: Rødstrubet Drossel Turdus ruficollis (Red-throated Thrush). Fåtallig træk- og vintergæst (ult.sept.-med. nov/pri. april-pri. maj). På trækket i små antal, flest ult.sept.-pri. okt, dagsmax. på Happy Island er 15 eks. 9.10 2000, 11 eks. 5.10 2000, 11 eks. 10.10 2001, 10 eks. 10.10 2006, 8 eks. 6.10 2001 og 3-4 eks. 30.9 2003. Dagsmax. ved Beidaihe er 3 eks. 6.10 1987. Regelmæssig vintergæst ved Beijing nov-marts, max. 500 eks. 1.12 2007 Yongding He, 80 eks. Juma River, ult. dec., i øvrigt i småflokke dec.-marts. Ved kysten betydeligt færre, senest 13.3-3.4 1994 Eagle Rock Gully, Beidaihe og feb. 2002 han Beidaihe (Thalund et al. 1994, Forsyth & Moffatt 2001, Bale 2002, China Ornithological Society 2004, Andersson 2005, China Ornithological Society 2007). Yngler i C og Ø Sibirien mellem E Altai og Baikal til Transbaikal og N Mongoliet, øst for Sortstrubet Drossels hovedudbredelse, med overlaplingsområde mellem Altai og Tunguska. Forlader ynglepladserne ult.aug-pri.okt., og trækker gennem Mongoliet og V Kina med.sept.-med. okt. til vinterkvarterer i Himalaya mellem Ø Nepal, NØ Indien, Bhutan, Bangladesh og SØ Tibet samt i C og S Kina. Sjælden vintergæst i Korea og N Thailand. Fåtallig vest for Nepal mod vest til Afghanistan, Turkmenien og Kasakhstan (fund af op til 5 fugle okt.-april). Ses i vinterkvarteret mellem okt. og marts/pri. april. Overvintrer generelt i større højder end Sortstrubet Drossel, i Nepal og NØ Indien mellem 2400 og 3900 m., men ofte i blandflokke (Inskipp & Inskipp 1985). Trækker gennem Mongoliet med. april-pri.-med. maj. Ankommer til ynglepladserne maj-pri. juni. Strejfgæst til Japan, Taiwan og SØ Kina (Inskipp & Inskipp 1985, Cramp & Brooks 1988, Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Brazil 2009). Tilfældig vintergæst i Europa sept.-april, flest vinter. Fundene er generelt gjort sydligere end for Sortstrubet Drossels vedkommende: 1 Sverige, 1 Storbritannien, 4 Tyskland (heraf 2 fra 1840´erne fra Helgoland), 2 Frankrig, 1 Belgien, 5+ Polen, 1 Østrig, 1 Italien. 3 norske fund anerkendes ikke længere (Alström et al. 1992, Tveit et al. 2005, Slack 2009). Generelt lidt større end Rustdrossel, som hos denne af form mere ala lille Sjagger. Hannen er gråbrun med distinkt teglrød ”hagesmæk” og hvidgrå. Halen er rustrød med mørkebrun midte. Hunner og ungfugle har smalt lyst, let rusttonet øjenbryn til over øjet, sort tøjle og grålig kind samt overside. Brystet og flankerne har varierende sorte til rødbrune striber til pletter, Nakken og halssiderne tit varmere brune. Halen er varmt brun, i kontrast til lysere gråtonet overgump (”sjaggerkontrast”), med mørkere midte. Ungfugle har lyse rande på dækfjer og tertiærer, der danner et lyst vingepanel. Ung han har mattere rød, let stribet strube og bryst. Visse 1K hun ligner meget Brundrossel, men har

svagere tegnet underside og mørkplettet undergump (Svensson 1992). I flugten ses ferskenfarvede undervingedækfjer. Sangen ligner Sortstrubet Drossels, men med mindre indslag af kvidrende forløb (Arkhipov et al. 2003, Brazil 2009). - Sortstrubet Drossel Turdus atrogularis (Black-throated Thrush). Sjælden træk-og vintergæst gæst (ult.sept-med. nov./pri. april/pri. maj). Optræder i samme tidsinterval som Rødstrubet Drossel, men i langt mindre antal. Førstefund 6.10 1989 2 eks. Lotus Hills, Beidaihe og 31.3 1989 Beidaihe, siden årlig i små antal, gerne sammen med Rødstrubet Drossel. En rapport om 25 eks. sammen med 25 Rødstrubet Drossel 9.4 2006 Shahe Reservoir, falder noget udenfor det gængse mønster (China Ornithological Society 2007). Yngler i N-Asien mellem V Ural og SW Sibirien, sydpå til østlige Kasakhstan, NW Kina og Mongoliet. Forlader ynglepladserne ult.aug-pri.okt; ret stort gennemtræk Uzbekistan, Kirgisien og Xinjiang i okt., hvor flokke på over 100 kan ses; største antal er 930 eks. 19.10 2006 Shihezi, Xinjiang. Ankomst til Nepal i okt., men i lavere højder først fra nov., i terai´en mest febr. Overvintrer mod nord til S Rusland, fåtalligt i S Iraq, Saudi Arabien, Kuwait (flest 24 eks. 18.1 1985) UAE (max. 20 pr. vinter) og Oman, hyppigere fra Iran og østpå i Himalaya fra nordlige Afghanistan, Turkmenistan og S Kasakhstan og østpå gennem N Indien til Bhutan, Arunachal Pradesh og SW Kina, sjælden i det indiske lavland og N Thailand. Max. 1000 iagttaget Lava-Neori Valley, Vest Bengalen om vinteren (forhold mellem denne art og Rødstrubet Drossel er dog ikke specificeret). Overvintrer desuden fåtalligt, men regelmæssigt østpå til Ø Kina og Korea (enkelte hver vinter; vinter 2001-2002 influx af 15-20 af denne art og Rødstrubet Drossel i Sydkorea). Forlader vinterkvarteret i Nepal/Nordindien fra marts, flest i ult. april-pri. maj. Trækket gennem C Sibirien er størst ult. april. Ankommer til ynglepladserne fra ult. april-ult. maj, i nord først pri. juni. Ses i S og Ø Asien tit i blandflokke med Rødstrubet Drossel, Rust- og Brundrossel. Strejfgæst til C Indien, Bangladesh, Taiwan, SØ Kina og Japan. Sjælden, men årlig træk- og vintergæst i Europa, med ret ligelig fordeling af fund over det nordlige Europa., uden mange andre arters klart tydelige ”britiske dominans”. Fåtallig, men regelmæssig trækgæst gennem V Rusland okt.-nov, fra øvrige Europa bl.a. Storbritannien 66 (heraf 44% Shetland), Sverige 37, Finland 41, Norge 27, Danmark 10, Island 2, Tyskland 40 (heraf flokke på 14 eks. ult.okt. 1806 og 12-14 eks. 1.2 1902), Belgien 5, Holland 7, Frankrig 12, Spanien 1, Estland 1, Letland 2, Polen 16+, Tjekkiet 1, Østrig 9, Italien 28, Grækenland 1, Bulgarien 2, Rumænien 1 (Alström et al. 1992, Mitchell & Young 1997). Flest i Nordvesteuropa er set i okt, men fugle har overvintret i særligt de senere år, bl.a. i haver og parker i nord til Norge, Sverige, Finland og Danmark. Formentligt har fuglene fulgt trækkende Vindrosler og Sjaggere på efterårstrækket. En rapport om flok 28.10 1966 fra Polen er nok tvivlsom. I modsætning til flere andre drosler er der meldt om stigende antal observationer de senere årtier. En fugl ringmærket i Italien (som Misteldrossel) nov. 1998 blev genmeldt som dødfundet feb. 1999 i Sydfrankrig. I det vestlige Mellemøsten strejfgæst, bl.a. Israel 13, Libanon 2, Tyrkiet 1, Armenien 6, Egypten 2 og Yemen. I Bahrein uregelmæssig, men invasion vinter 1970/71 med 86 eks. Mellemformer mellem Sortstrubet og Rødstrubet Drossel er hyppige på trækket gennem Sibirien, og er i Europa rapporteret i Frankrig (Glutz von Blotzheim & Bauer 1988, Mitchell & Young 1997, Slack 2009). Ligner Rødstrubet Drossel, men hos hannen afløser sort rødbrunt, og halen er sortagtig, ofte i god ”sjaggerkontrast” til lysere overgump og bagryg.. Hunner og ungfugle ligner Rødstrubet Drossel, men er generelt koldere farvet med hvidligt øjenbryn og renere sorte striber/pletter på brystet og flankerne. 1. vinter fugle har brede, lyse rande på dækfjer og tertiærer, der tit danner lyst vingepanel. Ældre hunner mere ensartet brungrå vinger. Unge hanner sorte strube er først dækket af lyse fjerbræmmer, men ”vokser frem” fra sidst på efteråret. Kaldene ligner Naumanns og Brundrossels, men er ofte lidt højere. Flere kaldtyper, bl.a. et svagt vindrosselagtigt kald (som fra andre østasiatiske drosler) samt en asmatisk sjaggeragtig tonerække og et højt kald, der ligner et af Solsortens kald. Sangen er typisk for slægten, og består af enkle, gentagne figurer: tuee du du, efterfulgt af kvidrende forløb (egne obs. Sibirien). En særlig form ”obscura”, hvor hannen har helt sort hoved, er rapporteret fra Ø og S Kasakhstan (samt fotodokumenteret fra Ø Uzbekistan i okt.). Der er usikkerhed omkring denne dårligt kendte types taksonomiske placering. Sortstrubet og Rødstrubet Drossel er for nyligt splittet i to arter (Knox et al. 2008) efter at have være regnet som former af samme art. Hybrider mellem de to former er ret ualmindelige, dog nævnes op til 10% hybrider blandt fangne fugle Chokpak, Kasakhstan (Wassink & Oreel 2007), ligesom hybridisering er hyppig i overgangsområdet mellem de to arter. Der forekommer hybrider, der helt ligner den ene art, men har haletegning som en mellemting mellem de to. Hybrider mellem Naumanns Drossel og Rødstrubet Drossel er kendt fra bl.a. Sydkorea (Clemens & Hathway 2000, Moores 2002). Hanhybrider har tydelig kontrast mellem rødbrunt bryst og bug (fra Rødstrubet) men rødbrune mørke striber/pletter på gråtonede bagbryst og flanker (fra Naumanns). Overside mere gråtonet end Naumanns med lysere grålig overgump. Hunhybrider undertiden umulige at artsbestemme. 204. Chinese Song Thrush Turdus mupinensis 1997: 4.5 1 Legation Gully, Beidaihe. På Happy Island 14.5 2 , 15.5 1, 17.5 1 og 18.5 2. 2008: 15.5 1 øst for lunden, Happy Island.

Fåtallig yngletrækfugl og sjælden trækgæst (ult. april-maj/sept.-med. okt.). Yngler i bjergskovene ved bl.a. Wulingshan, Laoling, Xiaolongmen og Donglingshan, og ses under trækket hyppigt i Beijings grønne områder. Ved kysten sjælden, ses mest enkeltvis med flest pri.-med. maj. Dagsmax. 3 eks. 8.5 2007 Beidaihe, 3 eks. 14.5 2000 Magic Wood og 3 eks. 9.5 2004 Beidaihe. Yngler i skove med tæt undervegetation samt i plantager mellem 1300 og 3200 m. mellem Hebei og SW Yunnan. Overvintrer i S og SØ Kina. Strejfgæst til N Vietnam (5 fund, heraf 3 eks. 8.10 2006 Tam Dao) og Sydkorea (4 fund i maj). Ligner Sangdrossel, men har kraftigere mørke lodrette hovedstriber (”tårespor” og felt bagest på kinden), større, runde pletter på den hvidere underside, lysere tøjle og to smalle, hvide vingebånd. I flugten som Sangdrossel, men med mørkere brunorange dækfjer. Sangen ligner Sangdrossels, med lignende gentagne motiver på 3-5 toner, kvidrende forløb og hyppige pauser på flere sekunder (Clement & Hathway 2000, Brazil 2009). Beskrevet som tæt på White-throated Rock-Thrush, men med hyppigere imitationer (Hornskov 2007). Synger typisk skjult, sjældent fra trætoppe som Sangdrossel. Kald ligner Sangdrossels: et skarpt tik. 205. Sortstrubet Jernspurv Prunella atrogularis Black-throated Accentor 1997: 2.5 1 Jin Shan Fields, Beidaihe. Første fund i Beidaihe. Yngler i Ural (formen atrogularis) samt i bjergene i Centralasien mellem Ø Kasakhstan, Afghanistan og V Kina i højder mellem 1400 og 2880 m (formen huttoni). De nordlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer med. okt-med-ult. marts mellem Afghanistan, Pakistan og mod syd til Nordindien og V Nepal. De sydlige bestande strejfer om vinteren til lavere højder, og træffes da indenfor det oven nævnte vinterkvarter, fåtalligt vestpå til Iran. Atrogularis overvintrer generelt længere mod syd og vest end huttoni (Cramp & Brooks 1988). Strejfgæst til Europa og Mellemøsten: Finland (8 okt.-april), Sverige 2 (14-15.6 1988 St. Fjäderägg, Västerbotten og 24-25.10 2009 Viarp, Skåne), Kroatien (nov. 2007), Israel (1), Kuwait og Oman (1). Usikkerhed om oprindelse af et fund fra Tyskland 13-16.2 1994, men tiden afviser absolut ikke spontant fund (Mitchell & Young 1997). Ligner Sibirisk Jernspurv, men har hvidligt øjenbryn, sort strube (adskilt fra gulbrunt brust af hvid grænse) samt hvid bagbug. Brystet er svagere gult end hos Sibirisk Jernspurv, med koldere gråbrune striber, og oversiden koldere gråbrun. Juvenil er gråbrun med mørkstribet underside. Fælder før efterårstrækket til adultlignende dragt. Visse ungfugle ligner da Sibirisk Jernspurv, da strubens mørke felt kan være dækket af lyse fjerbræmmer, og øjenbrynet er lysegult, men ofte mattere, uden rødbrunt i dragten og med hvidlig bagbug. Visse ligner helt adulte, og aldersbestemmes da på gråbrune øjne (rødbrune hos adult). De svagest tegnede fugle har gråbrun isse og overside, og mangler gult i dragten; har blot svagt gulbrunt anstrøg i øjenbryn og på halssider. Kaldet ligner Sibirisk Jernspurvs. Formen huttoni ligner nominatformen, men har generelt længere næb, kortere hale og kraftigere mørke striber på oversiden og flankerne. Mangler atrogularis´s hvide grænse mellem strubeplet og bryst; brystet er varmere gulbrunt, og issen brunere (Cramp & Brooks 1988). 206. Sibirisk Jernspurv Prunella montanella Siberian Accentor 1997: 1-2.5 1 Jin Shan Fields, Beidaihe. Fåtallig træk- og vintergæst (pri. okt.-nov./marts-med. april (med maj). Om foråret flest med-ult. marts, f.eks.131 13.3-14.4 1994 Beidaihe, dagsmax. 18 eks. 17.3 1994 Beidaihe. Normalt forsvundet ult. april; kun enkelte fund i maj, senest 2 eks. 9.5 2008 Lighthouse Point, Beidaihe og 15.5 2000 Happy Island (Boland 2008). Om efteråret kun enkelte frem til ca. 25.10, herefter hurtigt trækkulmination ult. okt.-pri. nov. Ved Beidaihe dagsmax. 205 eks. 31.10 1987 - 200 eks. 5.11 1987 – 195eks. 7.11 1987. Langt de fleste er set trækkende fra Lotus Hills. Et tidligt stort antal er 10 eks. 22.10 Kangxi Grasslands, Beijing (Williams 1990, China Ornithological Society 2006) Om vinteren hyppig i småbjerge ved Beijing og østpå, flest 55 eks. 17.12 2006 Huaishahe, Huairou, 40 eks. 13.2 2002 Laoting , 40 eks. 28.1 2006 Songshan, 40 eks. 3.2 2007 Bai He, 20 eks. 7.12 2004 Labagoumen, Huairou, 20 eks. 18.12 2004 Huaishahe, Huairou, 20 eks. 3.2 2005 Baihe Valley og 14 eks. 2.12 2002 Great Wall, Beijing (Thalund et al. 1994, Bale 2002, Hornskov & Kiel 2002, China Ornithological Society 2004-2008). Træffes om vinteren ved lave buskadser og krat i ret åbent landskab, gerne langs vandløb og i agerland, f.eks. i marker med vinterafgrøder af f.eks. chili. Ofte i smågrupper, der færdes ret skjult, men er tilbøjelige til at reagere på ”pisching”. Yngler i N Rusland mellem Ural og Stillehavet. Forlader ynglepladserne sept.-pri. nov., trækker gennem Mongoliet ult.sept.-ult. okt, og overvintrer i Ø Kina og Korea, sjældent i nordlige Japan (okt.-maj). Optræden i vinterkvarteret varierer noget fra år til år. Sjælden træk- og vintergæst Kasakhstan, flest fund i okt. Forlader vinterkvarteret ult. marts. Trækket passerer Mongoliet med.marts-med. april, og Baikal pri.-med. april. Ankommer til ynglepladserne ult.april-pri. juni. Strejfgæst til Europa og Mellemøsten, bl.a. 11 Finland, 8 Sverige og enkeltfund i bl.a. Danmark, Luxemburg, flere central- og østeuropæiske lande, Italien (3), Grækenland (1), Tyrkiet (2) og Libanon (1). Alle fund fra nordlige Europa

er gjort i okt., dog med 2 vinterfund Finland og et forårsfund fra 26.3 1988 i Polen. De fleste fund længere sydpå er fra nov.-marts. Desuden strejfgæst til Kashmir, Ladakh og Alaska. En smuk fugl med sort maske, gult øjenbryn og gul underside; undersidens farve varierer, og er hos de varmest farvede orangetonet varmt okkergul, hos de blegeste hvidgul. Har brune flankestriber. Nakken er grå, oversiden er brun med sorte til rødbrune striber. Har smalle, hvide vingebånd Kaldet ligner Jernspurvens P. modularis, men er en anelse højere og hæsere. Udstødes ofte i korte serier på 2-3 toner (Hemmingsen & Guildal 1968, egne obs. Sydkorea feb. 2007). Repræsenteret af formen badia (N Rusland øst for Lena og østpå til Okhotske Hav). Ligner nominatformen (V for badia; yngler mellem Ural og østpå til Amut, samt Sikhote-Alin), men mindre og mørkere med kraftigere rustbrunt på ryggen, mørkere okkergul underside og kraftigere rustbrune flankestriber, dr kan flyde sammen til rent brune partier. Individuel variation gør dog bestemmelse til form temmelig håbløs i felten. Note: af andre jernspurve er truffet: - Brown Accentor Prunella fulvescens Tilfældig gæst: 21.10 1986 Beidaihe. Yngler fra Centralasien (Afghanistan og Ø Kasakhstan) østpå gennem Himalaya til C Kina mod øst til Nei Mongol, S Sibirien og Mongoliet. Overvejende standfugl, der findes på højplateauer over trægrænsen på alpine enge med småurter og vandløb, i Nepal op til 4800 meters højde. Søger om vinteren til lavere højder, men sjældent under 2300 m. Strejfgæst til Jilin. En ret lille jernspurv med sortbrun isse og kind, hvidt øjenbryn, mørkebrun, sortstribet overside og gulbrun underside; struben og bugen er hvidlige. Øjnene er gulbrune, lysere end hos Sibirisk Jernspurv. Kaldet er et værling-agtigt zit, der ofte udstødes i korte serier. - Alpejernspurv Prunella collaris erythropygia (Alpine Accentor). Fåtallig træk- og vintergæst (ult.sept.-med.nov/april-pri.maj), flest omkring Beijing, hvor max. 25 eks. 8.1 2006 og 20 eks. 17.12 2005 Huairou Reservoir, 20 eks. 27.10 2007 Simatai Great Wall og 15 eks. 4.1 2004 og 23.2 2007 Bai He. 2 eks. 20.5 2006 Baicaopan er muligvis ynglefugle. Ved Beidaihe sjælden om foråret; 1-2 eks. 21-4-3.5 1985 Beidaihe, hyppigere om efteråret om efteråret, hvor trækket kulminerer med.okt.-pri. nov., dagsmax. 170 trk. 3.11 1987, men normalt ikke over 10 pr. dag (Williams 2000, China Ornitholocal Society 2005-2008). Yngler i bjerge mellem S Europa og mellemste Japan, incl. N og V Kina, og sydpå til N Burma. Repræsenteret af formen erythropygia. Findes over trægrænsen på alpine enge med sten, klipper og sparsom vegetation, ofte højere oppe end de fleste andre småfugle; i Himalaya truffet op til 8000 m. på mount Everest. De østlige ynglefugle strejfer om efteråret til lavere højder, og når da Hebei. En stor, kraftig jernspurv med gråt hoved, hvid sortskællet strube og rustbrune flanker og bagbug. Har to smalle, hvide (prikkede) vingebånd. Halen er mørk med hvide spidser. Bestande fra udbredelsesområdets østlige og sydøstlige del har generelt bredere sortstribet overside, mørkere gråt hoved og mere udbredt rustbrunt på undersiden end bestande fra WP. 207. Silkehale Bombycilla garrulus centralasiae Bohemian Waxwing 1997: På Happy Island 16.5 1 og 17.5 1. Uregelmæssig træk- og vintergæst (ult.okt-nov/med. april- pri.-med maj), Optræder i invasioner, således 3081 ”bird-days” 9.3-19.4 1989 med dagsmax.på 300 (Williams 2000). Om vinteren i småflokke, i flokke senest til pri maj, f.eks. 19 eks. 26.4 2004 Mitianyu Great Well, Beijing og 12 eks. 9.5 2006 Beidaihe. Fundene fra 1997 er muligvis de seneste forårsfund fra området. Yngler gennem nordlige Holarktis mod syd til Ø Rusland. Optræder invasionsagtigt og uregelmæssigt om vinteren; trækbevægelser afhænger af adgang til føden, der normalt udgøres af bær. I Kina vintergæst i landets nordlige del, undertiden mod syd til Changjiang og Shandong. Desuden almindelig vintergæst i Japan, mere uregelmæssigt 8invasionsagtigt) til Korea dec.-feb. (april, enkelte til med. maj). Strejfgæster når længere sydpå, og er truffet Taiwan og S/SØ Kina mod syd til Zhejiang, Fujian og Sichuan, samt i Nepal og NØ Indien (Cramp & Brooks 1988, MacKinnon & Phillipps 2000). I NØ-Asien repræsenteret af formen centralasiae, der yngler i N Asien øst for Ural. Ligner fugle fra N Europa, men er generelt lysere, på bugen mere cremefarvede; der er dog klarhed omkring formens validitet (Cramp & Brooks 1988, Brazil 2009). 208. Japanese Waxwing Bombycilla japonicus 1997: 6.5 1 Legation Gully, Beidaihe. På Happy Island 14.5 1, 16.5 2 og 17.5 1. Sjælden og uregelmæssig træk- og vintergæst (med.okt-nov./med. april-med.maj). Ses ikke ses årligt i området, men muligvis regelmæssig om vinteren omkring Beijing, bl.a. Fragrant Hill. Største antal er 25 eks. 11.12 2005 Beijing, 20 eks. 18.11 2005 Taoranting Park, Beijing, 20 eks. 2.11 1988 Lotus Hills, Beidaihe, 12 eks. 13.4 2006 Tsinghua University, Beijing, 11eks. 13.11 1990 Beidaihe, 10 eks. Jiuduhe, Huairou, Beijing og 10 eks. 9.5 2006 Beidaihe (Williams 2000, China Birdwatching Report 2004-2006, Marr & Andrews 2006).

Yngler i NØ Kina (Heilongjiang) og Ø Rusland, overvintrer østpå til Japan og mod syd til N og C Østkina samt Sydkorea. Strejfgæst mod syd til Taiwan. Optræder invasionsagtigt i 3-4 års intervaller. Tilfældig gæst i Europa: Bialystok, Polen jan. 2009, men usikkerhed omkring spontanitet. Mindre end Silkehale med mere gråtonet dragt. Ligner Silkehale, men har røde spidser på halefjerene, røde ”lakspidser” på vingen, og mangler hvide vingebånd. Desuden er bugen lysegul og undergumpen dybere karminrød. Den sorte øjenstribe når længere bag i nakken og når toppens sider. Toppen er generelt kortere og bredere end Silkehalens. Kaldet er højere og kortere end Silkehalens. Ses undertiden i flok med Silkehale. 209. Chestnut-crowned Warbler Seicercus castaniceps 1997: 6.5 1 Lighthouse Point, Beidaihe. Tilfældig gæst; formentligt er dette førstefund i Hebei. Yngler i S og SØ Asien mellem Uttar Pradesh/C Nepal, i S Kina mod nord til Shaanxi og mod sydøst til Sumatra. Overvintrer i yngleområdet og i SØ Kina mod nord til Fujian. Standfugl eller korttrækker (nordlige bestande) i bjergskov mellem 1200 og 2700 meters højde. Søger om vinteren til lavere højder, og kan da træffes i fodbjerge med blandskov og bambus. Strejfgæst til Hong Kong. I Kina repræsenteret af formerne sinensis (C og S Kina) og laurentii (SØ Yunnan). På størrelse med Brun Løvsanger, men mere kompakt med større, rundere hoved og kortere næb. Sinensis har lyst kastaniebrun isse og smalle sorte issesider, samt stort mørkt øje omgivet af hvid øjenring. Struben til brystet er lysegrå (lysest på struben), i let overgang til gul underside. Har mørkegrøn overside, bred gul overgump og to smalle, gule vingebånd. Laurentii ligner sinensis, men har friskere grøn overside og hvidlig midterbug. Sangen er en serie på 4-7 meget høje, fuglekongeagtige toner. Kaldet er et kort to-tonet chi-chi og et højt, gærdesmutteagtigt tsik (Baker 1997, Wells 2007). Livlig; ses udenfor yngletiden ofte i flokke med andre sangere, mejser og mindre babblers (egne obs. Nepal og NØ Indien). 210. Grey-crowned Warbler Seicercus tephnocephalus 2008: 8.5 1 Happy Island. Sjælden, men formentligt årlig forårstrækgæst (ult.april.-ult.maj), flest pri-med. maj. Især set på Happy Island; dagsmax. 3 16.5 1995 og 2 7.5 2005 Happy Island (Bisschop 2005), desuden bl.a. 28.4 1994 Legation gully, Beidaihe – 12.5 1994 Lotus Hills, Beidaihe - 22.5 1994 Yang He Wood - 10.5 2007 Friendship Hotel, Beidaihe - 14.5 2007 Magic Wood. Fundene udgøres måske overvejende af de dragtmæssigt stort set identiske Bianchi´s og Alström´s Warbler (se nedenfor); Arten nævnes ikke som forekommende i Kina (Brazil 2009). Yngler i NØ Indien, Burma, C og S Kina (Shaanxi, Sichuan), Laos og N Vietnam i ret åben blandskov med tæt underbevoksning mellem 1300 og 2500 meters højde. Søger om vinteren til lavere områder, og kan da træffes ned til havniveau, bl.a. i Hong Kong, Yunnan, N Thailand, N Laos og Vietnam. Strejfgæst til Shanghai. Karakteristisk. På størrelse med Brun Løvsanger, men mere kompakt. En karakteristisk grøn og gul sanger med bred gul øjenring omkring stort, sort øje, sorte issesider (til nær næbbasis) og grå isse (undertiden svagt oliventonet fortil). Oversiden er olivengrøn, undersiden gul. Har ét smalt gult vingebånd, der dog ofte mangler. Benene er lyse. Det hyppigste kald er et kort, metallisk chlip og et raslende chrrt. Visse kald ligner Brun Løvsangers, men udstødes ofte som dobbeltkald. Sangen er klar og afvekslende med indslag af triller, ikke ulig lys sang fra Gærdesmutte. Adfærd ligner Phylloscopus-sangeres; færdes tit højt i kronerne i artsblandede flokke med andre sangere, mejser og små babblers. For nyligt splittet fra Golden-spectacled Warbler (Green-crowned Warbler) S. burkii (Alström & Olsson 1999, 2000, Martens et al. 1999) på baggrund af konstante karakterer i udseende (f.eks. grå isse og bredere gul øjenring) samt stemmer. Note: Flere næsten identiske arter findes længere sydpå i Kina. Følgende er truffet i området: - Bianchi´s Warbler Seicercus valentinii bianchii Meget sjælden gæst: 12-13.5 2000 Happy Island – 10.5 2001 Happy Island – 11.5 2001 Happy Island - 13.5 2001 Happy Island – pri. maj 2004 Xiaolongmen - 5.5 2004 Beidaihe - 14.5 2004 Happy Island – 2.5 2006 Magic Wood, Laoting - 13.5 2006 Magic Wood, Laoting. Yngler i S og Ø Kina mod nord til Shaanxi, således almindeligt i Sichuan og Shaanxi. Findes i større højder end andre Seicercus-arter, i tæt skov mellem 1800 og 2900 m. Overvintrer i lavere højder mellem S Kina, N Thailand, N Laos og N Vietnam. Strejfgæst til NØ Indien og S Vietnam. Ligner Grey-crowned Warbler, men har renere grå isse, gråsorte issesider (når kun til over øjet), lysere gul underside og normalt et tydeligt gult vingebånd. Sangen er enkel og består af gentagelser af et simpelt, hurtigt motiv på 5-10 drosselagtige, fyldige og bløde toner: chu tjewe-di dy dy di. Kaldet er et kraftigt, vemodigt diu der kan udstødes som dobbeltkald (Robson 2005). - Alström´s Warbler (Plain-tailed Warbler) Seicercus soror. Tilfældig gæst: 14.5 2000 Happy Island.

Yngler i S og C Kina (Sichuan, Shaanxi, Fujian, Zhejiang, Jiangxi og Yunnan) i tæt skov i højder mellem 700 og 1300 m., i lavere højder end andre arter. Overvintrer mellem C Kina, S Burma, Thailand og S Vietnam, især C/Ø Thailand og Cambodia. For nyligt truffet i Laos, hvor formentligt regelmæssig. Strejfgæst til Malaysia (Wells 2007, Dymond 2008). Ligner Grey-crowned Warbler, men har svagere hovedtegninger med lysere grå isse, grøntonet pande og øjenbryn, koldere grøn overside og svagere lysegul underside. svagere mørkegrå isse-sidestriber når ikke næbroden. Mangler eller kan kun svagt gult vingebånd (kan dog være afslidt hos andre former om foråret), har lidt kortere næb samt mindre hvidt ved baserne af de to yderste halefjer. Næsten identisk med Bianchi´s Warbler, men har større næb og kortere hale. Sangen ligner Bianchi´s Warblers, men er højere og mere spinkel; indledes med et blødt chip. Kaldet afviger: et kort, højt tsi-dit, der kan flyde sammen til et entonet tsrit , der ligner kaldet fra Pale-legged Leaf Warbler (Alström & Olsson 1999, Dymond 2008). Bemærk, at indbyrdes optræden af de forskellige former i området fortsat er uklar! 211. Stub-tailed Bush Warbler (Asian Stubtail) Urospeha squamiceps 1997: 5.5 1 Legation Gully, Beidaihe. 2008: 7.5 1 Magic Marsh, Laoting. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (med.april-med. maj/ult.sept.-pri.nov.). Yngler i bjergskove og dale mellem 800 og 1400 meter, f.eks. ved Badaling, Laoling, Wulingshan, Xianlongmen (max. 15 eks. 31.5 2006), Baiwangshan, Baicanpan og Donglingshan (dagsmax. 10 eks. 21.5 2004). Fejjlagtigt ikke angivet som ynglefugl i området (Brazil 2009). Ved kysten sjælden trækgæst, om foråret mest set enkeltvis, dog 3 eks. 14.5 2000 Magic Wood. Om efteråret uregelmæssig, flest pri.-med. okt. I 1987 62 ”bird days” ved Beidaihe, dagsmax. 31 8.10 1987, men i 1986,1988-90 ingen observationer. På Happy Island 1 eks. 4.9 1994, 2 eks. 9.9 1994 og 1 eks. 16-17.9 2006 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2005, 2007). Yngler i NØ Kina, SØ Sibirien, Ussurien, Manchuriet, Korea og Japan. Forlader ynglepladserne i sept.-pri.okt, og overvintrer i SØ Asien (incl. S Kina, Hong Kong og Taiwan) til Burma, C Thailand, Vietnam og N Malaysia. Ankommer til ynglepladserne i ult.april-maj. Strejfgæst til Philippinerne og NØ Bangladesh, muligvis Nepal. En pudsig lille sag, der ved første øjenkast ligner haleløs, gråbrun Brun Løvsanger - eller blanding mellem Brun Løvsanger og Gærdesmutte; kompakt med rund mave, korte, runde vinger og meget kort hale. Øjet er anbragt længere fortil end hos Brun Løvsanger. Brun med lang, men ret smal hvidlig øjenbrynstribe og sort tøjle- og øjenstribe samt fint mørkskællet isse (ses kun tæt på). Undersiden er lysere, ofte med brunlige brystsider og flanker, og undergumpen er rust- til gulbrun. De lange ben er lyse. Sangen er en insekt-agtig summen, der bliver kraftigere mod slutningen (Baker 1997). Kaldet er et lavt, blødt sit eller chip-chip-chip der ligner Schwarz Løvsangers ”ophidsede” kaldserie. Færdes skjult i tæt skov, gerne i kløfter med tætte buskadser, eller i skovkanter med småkrat, dværgbambus og væltede træstammer. Hopper ofte omkring på jorden som en minature pitta. Bestande fra NØ Kina, russisk Fjernøsten og Korea regnes undertiden som egen form: ussurianus, men denne opdeling betegnes som ”perhaps doubtful distinct” (Brazil 2009). 212. Korean Bush Warbler Cettia canturians borealis 1997: 3.5 1 Sandflats, Beidaihe. På Happy Island 11-18.5 dagligt max. 4. 2008: 10.5 2 Happy Island. Sjælden trækgæst og yngletrækfugl (med-april-maj og med. sept.-med.okt). Yngler ved bl.a. Yungfengshan, Baicaopan. Donglingshan, Saihanba og Laoling. Årligt enkelte fund ved kysten forår og efterår, om foråret flest med. maj., dagsmax. 4 eks. 14.5 1997 Happy Island. Om efteråret er dagsmax. 3 eks. 18.9 1990 Beidaihe (Drijvers 1997, Williams 1999). Yngler i Kina og nordlige dele af Korea i åben, fugtig skov med tætte krat og i tætte bambusbevoksninger op til 3000 m. Overvintrer i S Nansei Shoto, S Kina (Fujian, Hong Kong), på Taiwan, N Thailand, Laos og Vietnam. Strejfgæst til NØ Indien. En stor, kompakt og ret langhalet sanger, kun lidt mindre end Tyknæbbet Sanger, med kraftigt, drosselagtigt næb. Hunnen er en del mindre end hannen. Ligner en stor Cettisanger C. cetti, men mere mørkere gråbrun med lyst rustbrun pande, varmere rustbrun overgump, vinge og hale; halen er vifteformet. Har smalt, men tydeligt brunhvidt øjenbryn, der er bredest over øjet (og giver et spørgende ansigtsudtryk), bred mørk tøjle-og øjenstribe, bruntonede flanker, hvidlig bug og kort, vifteformet brun hale. Undergumpen har sort/hvide pletter. Dragten ligner Brun Løvsangers, men arten er større med tydeligt kortere hale. Næbbet er mørkt med lysere basis af undernæbbet. Sangen er en kraftfuld, pulserende trille, der efterfølges af et fløjteagtigt hot-ket-kyot, og afsluttes med et kort pchir-weee-u. Indeholder nattergaleagtige, abrubte forløb. Kaldet er et lukket trek og en Schwarz Løvsanger-lignende klukken, der kan flyde sammen med en kort trille. Meget vokal,men færdes skjult. I området repræsenteret af formen borealis (Ø Rusland, NØ Kina (Heilongjiang, Hebei, Beijing, Ø Jilin til SØ Liaoning) samt Korea). I C og Ø Kina findes formen canturians (Manchurian Bush Warbler), der har mørkere isse og mere ensarter varmt brun overside og vinger. Sangen afviger: et hurtigt, pibende tul-tul-tul-tul-tul-tu (Brazil 2009). I

Japan yngler Japanese Bush Warbler C. diphone der er poteniel trækgæst til området. Denne ligner Korean Bush Warbler, men er lidt større, har mørkere jordbrun overside, brunt anstrøg over brystet samt smallere (og vredere) øjenbryn foran øjet. Kaldet er et hårdt tchak, der ligner kald fra Brun Løvsanger. Sangen er varieret, og består af bløde, nattergaleagtige toner vekslende med mere ensartet pibende forløb Note: Chinese Bush Warbler Bradypterus tacsanowskius. Meget sjælden trækgæst (maj og ult.aug.-sept). Yngler muligvis i nordlige Hebei. På Happy Island årlig, største antal 5 eks. 6.5 2005 4 eks. 22-24.5 2006 og 2 eks. 21-26.9 2000, herudover kun enkeltfund. Spredte fund er gjort ved Beidaihe, Laoting og Beijing. Yngler i NØ Kina (muligvis mod syd til NØ Hebei) og Ø Sibirien mod øst til Khabarovsk ved buskadser og skovlysninger i 2800-3600 meters højde, gerne ved græsbevoksede og læfyldte kløfter i lærkeskov. Overvintrer i lavere højder mellem Ø Nepal (sjælden), SØ Kina og N Thailand, N Laos og N Vietnam. Strejfgæst til S Vietnam. En stor, langvinget sanger med ret lang, vifteformet hale. Gråbrun med ret lyst hoved. Har smal hvid øjenring og kort brunhvidt øjenbryn begrænset til foran øjet. Vingerne er brunere og oversiden kan have et let oliven anstrøg. Struben er hvid i kontrast til brungråt, gultonet bryst og flanker; bugen er hvid. Har højst fine gråbrune pletter på struben. Undergumpen er brun med hvid, ret diffus skæltegning, typisk med dominans af lyst (Kennerley & Leader 1993). Næbbet er tofarvet med lyst undernæb. Større med længere vinger og hale end andre Bradypterus-arter: helhedsindtrykket er rørsangeragtigt (sammenlign Spotted Bush Warbler). Sangen er en tør, engsnarre- eller cikadeagtig snurren (egne obs. Østsibirien juni 1989), der er dybere end Spotted Bush Warblers og med bedre adskilte intervaller: dzzeeep-dzzeep….. Kaldet – et tørt, klikkende chirr – ligner Stribet Græshoppesangers. - Baikal Bush Warbler (Siberian/Pere David´s Bush Warbler) Bradypterus davidi. Fåtallig yngletrækfugl i bjergene, bl.a. max. 5 syng. ult. maj Badaling. Ved kysten sjælden trækgæst (ult. maj/pri. juni og pri.sept-pri.okt), dagsmax. 5 eks. 23.5 2000 Happy Island, 5 eks. 20.5 2005 Happy Island, 4 eks. 4.6 1994 Beidaihe og 4 eks. 24.5 2001 Happy Island, om efteråret flest ult.sept., dagsmax. 5 eks. 27.9 1987 Beidaihe og 3 eks. 22.9 1994 Lighthouse Point, Beidaihe (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000). Repræsenteret af formen davidi; enkelte fund af formerne shanensis (27-28.5 1994 Legation Gully, Beidaihe – 28.5 1994 Tai Ho Wood (Thalund et al. 1994) og thoracicus (17.5 2006 Jin Shan Hotel, Beidaihe). Yngler mellem NØ Kina (incl. Hebei), Østsibirien, Manchuriet og N Burma. Overvintrer i S Kina og sydpå til Burma, C Thailand og N Laos (Robson 2005). Strejfgæst til Hong Kong og Sydkorea (10 fund). En mørkebrun sanger med kort, vifteformet hale og korter, runde vinger. Hovedet er ret mørkt med tydeligt, men smalt brunhvidt øjenbryn og mørkplettet kind.. Oversiden er mørkt gråbrun, issen har let rustbrunt anstrøg. Undersiden lysere med rusttonede flanker. Har mørkplettet strube til forbryst. Undergumpen er mørkt gråbrun med tydelige og bredere hvide ”skæl” end hos andre lignende arter, men ofte er lyse skæl smallere end mørkt (Kennerley & Leader 1993, Brazil 2009). Næbbet er mørkt med lysere basis af undernæbbet. Formen, størrelse og dragtens plettede indslag (bryst og undergump) giver arten visse træk fra de mindre Locustella- sangere. Formen thoracisus har sort næb, varmere brun overside, gråtonet øjenbryn og kraftigere plettet bryst. Sangen er mere sammensat end hos davidi (se nedenfor) Sangen er et højt snurrende og cikadeagtigt dzzzz (egne obs. Østsibirien juni 1989). Kaldet et et klukkende og eksplosivt pwit og et lavt tuk, der kan sammenlignes med cikade eller græshoppe (Hemmingsen & Guildal 1968). Thoracicus (Himalaya og S/C Kina mod nord til Shaanxi) og davidi regnes nue som adskilte arter på baggrund af forskelle i udbredelse, dragt, stemmer, DNA (Rasmussen & Anderthon 2005, China Ornithological Society 2008). 213. Østlig Cistussanger Cisticola tinnabulans 1997: 29.4-10.5 dagligt max. 4 Reservoiret, Beidaihe. På Happy Island 11.5 1 og 16.5 1. 2008: 29.4 3 Kangxi Grasslands – 30.4 3 Bai He. Ved Beidaihe 4.5 3 og 6.5 3 Sandflats. 9.5 1 Happy Island. Fåtallig til ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst (med. april-pri.juni/aug.-sept.). Findes i åbne områder med rørskove, græsstepper med enkelte buske og i lave krat i Hebei, Tianjin og Beijing. Forårstrækket kulminerer med.-ult. april, dagsmax. 8 eks. 15.4 2006 Hangu, Tianjin. Efterårstrækket er størst ult.aug.-pri. okt; hvor op til 8-10 eks. ved f.eks. Kangxi Grasslands, Shahe og Miyun Reservoir. Yngler i Kina og Japan Bestande fra Nordkina overvintrer i C og S Kina, hvor arten lokalt er talrig om vinteren, således op til 200 i februar ved Chengdu i Sichuan. Forårstrækket i SØ Kina kulminerer pri. april, ved shanghai ult. april. En meget lille sanger med kort, vifteformet hale, rustbrun, mørkstribet overside og lys underside med varmt bruntonede flanker. Halen har lyse kanelbrune spidser, der om foråret ofte bliver hvide ved slid. Økologien hos denne østlige cistussanger ligner helt Cistussangers C. juncidis, men sangen er forskellig: frem for Cistusssangeres monotone zit – zit – zit høres en primitiv, sammenhængende sangstrofe, der kan lede tanken til sang fra mejser som Fyrre-og Sumpmejse, og udføres i hoppende sangflugt ret højt over territoriet. Beskrivelsen i Brazil 2008 antyder, at sangen skal ligne Cistussangers, hvilket ikke er erfaringerne fra området (egne obs.). 214. Chinese Hill Warbler (White-browed Chinese Warbler/Chinese Hill Babbler) Rhopophilus pekingensis 2008: 30.4 1 Bai He.

Fåtallig ynglestandfugl i busk-og græsklædt, kuperet terræn på tør, klippefyldt bund, samt i halvørken op til 1200 m. Ses ofte nær Great Wall, f.eks. ved Badaling og Shanghaiguan, hvor op til 10-15 eks. ult. april-maj, samt ved Jiufeng/Yangtai Shan, Bai He, Miyun, Changping, Huaorou, Baihe Pu, Kangxi Grasslands og Beijing Bothanical Garden. I Hebei ved Great Wall, Shanhaiguan og Funing. Om vinteren er de største antal 28 eks. 2.12 2002 Great Wall, 20 eks. 2.1 2006 Shisanling Reservoir, 20 eks. 3.2 2007 Bai He og 20 eks. 19.2 2007 Nankou, Changping. Mindre antal ses i Hebei. Sjældnere ved kysten. Ved Beidaihe dog regelmæssig ved midt i 1980érne, flest 6 eks. 6.10 1987, formentligt grundet serie af milde vintre (Williams 2000). I 1990 dog kun en enkelt observation, og siden formentligt forsvundet, i de senere år fra kysten blot 11-16.5 2003 Lighthouse Point og 26.9 2004 Beidagang, Tianjin (Grundsten et al. 2003, China Ornithological Society 2005). Yngler i Kina i et smalt bælte i W og N Kina mellem Xianghai og Hebei, samt fåtalligt og lokalt i Nordkorea. En ret stor og kompakt sanger med meget korte, runde vinger og lang, vifteformet hale. Oversiden er gråbrun med mørke striber. Har mørkt ansigt med bred sort nedre grænse af kinden samt lysegråt øjenbryn. Undersiden er hvid med rustbrune striber på bagflanker og undergump, Den lange, vifteformede hale er smal ved basis og har smalle, hvide spidser. Næbbet er kort og tykt. Benene er kraftige. Sangen er en vidtlydende serie af lange, bløde dear-dear-dear…. , der bølger op og ned. 215. Stribet Græshoppesanger Locustella lanceolata Lanceolated Warbler 1997: På Happy Island 16.5 4 , 17.5 28 (heraf 25 Mudflats) og 18.5 12. 2008: På Happy Island 9.5 1 – 10.5 1 – 14.5 3 – 15.5 3. Almindelig trækgæst (pri. maj-pri. juni og med.aug-med. okt). Fåtallig indtil ca. 17-18.5, herefter almindelig med dagsmax. på >100 ult. maj, ved Beidaihe daysmax. 70 eks. 19.5 2007 og 49 eks. 22.5 1994. Om efteråret hyppigere, med kulmination med.-ult..sept; dagsmax. 135 eks. 13.9 1994 Happy Island, men max. 200 ult. sept. er nævnt. Ved Beidaihe dagsmax. 25 eks. 19.9 1994 Hengho fishponds og 12 eks. 27.9 1987 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, Stenlund 2003). Yngler i N og NØ Asien vestpå til nord for Moskva (mere spredt mod vest til Ladoga-søen; syngende hanner årlige vestpå til Finland), østpå til NØ Kina, N Japan og Kamtjatka og sydpå til N Kina og Nordkorea. Forlader ynglepladserne fra ult. juli, de fleste i aug., med ungfugle til med. sept. Trækker gennem Ø Asien med.aug-okt. Overvintrer i S og SØ Asien vestpå til N Indien og Nepal (sjælden), i NØ Indien, Bangladesh, på Andamanerne og Nikobarerne og østpå til Philippinerne, Greater Sundas og V Java; sjælden til Molukkerne. Ankommer til Malayiske Halvø fra med. sept., flest med.okt-pri. nov. Almindelig vintergæst i N og C Thailand samt i Cambodia og på den Malayiske Halvø. Forlader vinterkvarteret fra ult. april. På trækket almindelig mellem Altai og Ø Asien. Trækker gennem bjergegnene, men undgår ørkenområder. Ankommer til ynglepladserne med. maj-med. juni. Strejfgæst til Kasakhstan, NV Indien, V Kina, Sri Lanka og Alaska (bl.a. influx på 25 eks. juni-med.juli 1984 på Attu). Årlig gæst i N og V Europa; udover syngende fugle i Finland (ca. 100 fund; max. 20 i 2000, men siden betydeligt færre); 2 N Norge juli 2007 og 3 i Sverige) er arten truffet pri.sept.-med. nov; 1 decemberfund. Langt de fleste fund er gjort ult.sept.-pri. okt. Flest er fundet i Storbritannien, hvor 116 fund er gjort t.o.m. 2007 (halvdelen 17-30.9, >80% af fundene er fra Shetland, kun 2 fund i SV, heraf ét fra Scilly), I Sverige 12 (5.9-19.10., desuden syngende 3 syngende fugle i Norrbotten ult.juni-juli, og observation Falsterbo i Skåne ult. maj 2009), i Danmark 6 t.o.m. 2008; alle 2-17.10, 4 af fuglene er fyrfaldne), Norge 10, Tyskland 4 (heraf 3 13.10!), Holland 3 (heraf 1 december), Belgien 5, Frankrig 4 (heraf 1 syng. med. aug.), Jugoslavien 1, Montenegro 1, Island 1, Bear Island 1 (Alström et al. 1992, Cramp & Brooks 1992, Berg & Bosman 1999, Breife et al. 2003, Tveit et al. 2004, Rogers & the Rarities Committee 2005, Flood et al. 2007, Slack 2009). Den store hyppighed på Fair Isle skyldes formentligt, at øen er så godt som uden høj vegetation, hvorved den ekstremt skulkende fugl lettere opdages end andre steder. En lille, kompakt og stribet sanger med korte, runde vinger og ret kort, vifteformet hale. Rundhovedet og ret kortnæbbet - kan tages for en Gærdesmutte med lang, vifteformet hale! Oversiden (isse til overgump) er olivenbrun med lange sorte striber. Undersiden er lys med tydelige sorte striber over brystet og forflankerne; bagflanker og undergump gulbrune med smalle sorte striber, der kan mangle på undergumpens sider. Undergumpens striber er bredest midt på de enkelte dækfjer, og når ikke fjerenes spids. I felten er fuglen typisk kraftigst stribet fortil, men undertiden er striberne svage (men altid distinkte). Har ret mørkt hoved med smalt, ofte gulbruntonet øjenbryn (tydeligst farvet foran øjet) og undertiden strube. Tertiærerne og de inderste store dækfjer er sorte med smalle, men skarpt afsatte hvidlige kanter, og står tydeligt ud mod ryggen. Hånden er kort; forhold tertiærer: hånd 1:0.23-0.4 (0.5). Normalt hårdt skulkende, og skræmmes tit op som en langhalet Gærdesmutte med vifteformet hale før den hurtigt smutter bort mellem urterne. Som andre locustella-arter kan den dog ved held ses ”stivne” helt åbent foran iagttageren. Findes i tæt og lav bevoksning, f.eks. i fugtige græsbevoksede områder, i mindre grad i rørskove end Pallas´s Græshoppesanger (Wells 2007). Sangen ligner Græshoppesangers L. naevia, men er højere og mere metallisk i tonen; undertiden langsommere med touch af Flodsanger L. fluviatilis. Hyppigt høres kun ganske korte serier. Synger undertiden i mere vandret positur end

Græshoppesanger. Under sangen dirrer undernæbbet kraftigt, men overnæbbet holdes stille (egne obs. Sibirien juni 1989). Kaldet er en kort, lavmælt klikken: pwit, undertiden i korte serier. Også et lavt tak og et hæst, skændende cheek, der ved uro gentages (Wells 2007). Græshoppesanger L. naevia (ikke truffet i området) er generelt større med fladere isse og længere næb (forhold Stribet Græshoppesanger: Græshoppesanger jizz-mæssigt som Havterne: Fjordterne) samt længere hale - virker derfor mere langstrakt, og ikke gærdesmutteagtig. Har desuden længere hånd; forhold tertiærer:hånd 1:0.5-1. Oversiden har svagere, mere udflydende striber, der på issen danner et let plettet – ikke længdestribet – mønster. Undersiden har smallere, korte striber på bryst og forflanker (mangler ofte, men undertiden ret tydelige), men længere, bredere striber på bagflanker og undergump; virker derfor tydeligere stribet bagtil, modsat Stribet Græshoppesanger. Tertiærerne er brunere med bredere, men mere udflydende gulbrune rande; står ikke ud mod ryggen. Den østlige form straeminia (Ural til V Kina) er generelt kraftigere striber på brystet og forflankerne, men striberne er typisk mere udflydende end hos Stribet Græshoppesanger (striberne kan hos kraftigt tegnede individer minde om striberne på Skærpiber; hos Stribet Græshoppesanger mere som hos Bjergpiber). 216. Pallas´ Græshoppesanger Locustella certhiola Pallas´s Grasshopper Warbler (Rusty-rumped Warbler) 1997: På Happy Island 14.5 1 og 18.5 2. Sjælden til fåtalllig trækgæst (med. maj- med juni og ult. aug-pri.nov.), Om foråret er tidligste obs. 5.5, herefter sjældent mere end 5 pr. dag., men mod slutningen af maj stigende antal, flest 20 eks. 27.5 2003 Radar Station Marsh, Beidaihe og 10 eks. 27.5 2001 Happy Island. Sidenhen markant træktop ult-maj-pri.juni, med dagsmax. 83 eks. 31.5 1994 Beidaihe (heraf 60 Radar Station Marsh) og 69 eks. 3.6 1994 (Thalund et al. 1994, Forsyth & Moffatt 2001, Rellmar 2003, Stenlund 2003). Enkelte fund fra juli (Hemmingsen & Guildal 1968). Om efteråret flest ult.sept-pri. okt. På Happy Island er dagsmax. 45 eks. 9.9 1994. Ved Beidaihe er dagsmax. 9 eks. 27.9 1990, 8 eks. 22.9 1990 og 5 eks. 19.9 1990 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000). Formentligt aftaget: I 1920´erne ”very abundant end May-10 June and last week of August to mid. September (La Touche 1925). Yngler mellem vestlige Sibirien md vest til Ural, Altai samt i Ø Asien (incl. NØ Kina mod syd til Xinjiang og Heilongjiang) og mod øst til Okhotske Hav og Sakhalin. Muligvis under spredning mod vest i Rusland. Forlader ynglepladserne med.aug.-pri.sept. Trækker gennem Ø Asien ult.aug-sept.. Gennemtrækket i Hong Kong er størst med.-ult. sept., med. dagsmax. på 60, og på den Mayaiske Halvø ult.sept.-okt. Overvintrer i S og SØ Asien vestpå til NØ Indien, nordpå til S Kina og Nansei Shoto samt østpå til Palawan, Sulawesi, Greater Sundas og Bali. Almindelig vintergæst i N og C Thailand, ret almindelig S Thailand, på den Malayiske Halvø, på Borneo, i NØ Indien, Bangladesh og Burma (med. sept.) okt.-april/maj; desuden i Sri Lanka, på Andamanerne og sjældent i Ø Nepal, Hong Kong, på Nikobarerne og Philippinerne. De fleste forlader Malayiske Halvø i maj. Ankommer til ynglepladserne med. maj-med. juni. Strejfgæst til Afghanistan, V Indien (Goa) og Japan. Strejfgæst om efteråret til Vesteuropa (ult. aug- ult. okt, flest ult. sept.-pri. okt), flest Storbrittanien 46 (flest mod NW, bl.a. 35 Shetland), Norge 17 (halvdelen Utsira), Færøerne 1 (4.10 2009), Tyskland 1 (Helgoland 13.8 1856), Holland 8, Belgien 2, Frankrig 5, Polen 1, Letland 1 (Cramp & Brooks 1992, Mitchell & Young 1997, Joyner 2001, Rogers & the Rarities Committee 2004, Roselaar et al 2006, Olsen & Mjølnes 2007, Wells 2007, Slack 2009). Optræden i Europa minder om Pechorapibers med tyngdepunkt af observationer fra SV Norge og Shetland. Optræden kan sammenlignes med Stribet Græshoppesangers, der dog har en højere andel fund fra Skandinavien ud over Norge. Desuden strejfgæst til Israel (1 feb.) Større og kraftigere end Stribet Græshoppesanger med kraftigere næb, tydeligere lyst øjenbryn, mørkere isse og kun svagt stribet bryst. Underside ustribet beigetonet; flanker lidt mørkere grå- eller bruntonede, og undergumpen uplettet (højst med meget svage mørkere fjercentre). Overside rødbrun med sorte striber (på issen som korte striber; ofte på meget lys baggrund). Overgump rustbrun, i kontrast til sort, vifteformet hale med hvide spidser (der dog kan være afslidte) Tertiærer mørke med smalle lyse kanter og tydelige hvide pletter i spidsen (på inderfanerne); er forbavsende lette at se, når fuglen ses bagfra (egne obs. Kina maj 1997). Næbbet er længere end Stribet Græshoppesangers og har let buet spids, ala smalt storpibernæb. Kald er en lavmælt, klikkende pitt pitt og et insektagtigt tiktiktik….(Inskipp & Inskipp 1985, Wells 2007). Sangen ligner Cettisangers Cettia cetti, men er mindre eksplosiv, og slutter med en svirrende tonerække swee-swee-swee, der afslører slægtskabet med andre græshoppesanger-arter (egne obs. Sibirien, juni 1989). Synger undertiden på efterårstrækket. Adfærd som Stribet Græshoppesanger, men færdes lidt mere åbent og generelt i mere tørre områder. I vinterkvarteret især ved mangrover, tilgroede kanaler og i lave buskadser nær vand, undertiden i rismarker; ulig Stribet Græshoppesanger ofte i rørskove Flere former trækker gennem Ø Kina. Rubescens (W og C Sibirien østpå til Okhotsh, samt Yakutien og Ø Kina) er størst med den varmest rødbrune og kraftigst mørkstribede overside, den tydeligst rødtonede overgump og den varmest gulbrune undergump. Certhiola (SØ Sibirien til Amur og NØ Kina) lysere brun med kraftigere og mere distinkte mørke striber på oversiden. Centralasiae (Centralasien til SØ Rusland) er den lyseste form, og har generelt smallere striber på oversiden end certhiola. Minor (Baikal til Ø Kina) er mindre og lysere end andre former; har muligvis afvigende

stemme, og er evt. egen art. Formerne går gradvis over i hinanden (Svensson 1992, Roselaar et al. 2006). Certhiola og minor er begge ynglefugle i N og NØ Kina, rubescens kun trækgæst. Fund fra Europa er overvejende af formen sparsimstriata (C og S Sibirien mellem Barabinsk og Transbaikal), der er lysere brun end rubescens med svagere mørke striber på ryggen. Lumpes ofte med certhiola (Cramp & Brooks 1992). Note: Stor Græshoppesanger Locustella fasciolata (Gray´s Grasshopper Warbler) er meget sjælden, men formentligt årlig trækgæst (ult.maj-med.juni og med.-ult. sept.). Ved Beidaihe enkelte pr. forår, exceptionelt tidligt 14-15.5 2007 Magic Wood og 16.5 2005 Happy Island, ellers tidligst 20-25.5. Flest 7 i 1994 Beidaihe, heraf 5 eks. 1.6 (Thalund et al. 1994, Grundsten 2003). Om efteråret 27.9 1987 Beidaihe – 16.9 1988 Beidaihe (Williams 2000). Yngler i C og Ø Sibirien østpå til Sakhalin, i N Manchuriet, Korea og N Japan. Forlader ynglepladserne ult. aug., og trækker siden mod Ø og SØ til overvintring på Philippinerne, Sulawesi, Molukkerne og vestlige New Guinea. Returtrækket indledes med.maj. Ankommer til ynglepladserne i juni. Strejfgæst til V Sibirien og N Australien. Tilfældig gæst i Europa: 25.9 1955 Lodbjerg, Danmark og 2 Frankrig (Ouessant 26.9 1913 og 17.9 1933, desuden ubekræftet fund 28.10 2005). Den største og mest langnæbbede locustella. Ret ensartet olivenbrun med hvidt øjenbryn, mørkplettet kind og kraftigt næb med let buet spids, mørkt overnæb og kødfarvet undernæb. Undersiden er hvidlig med gråt til gråbrunt bryst (undertiden let stribet), olivengrå flanker og afstikkende gul- til rustbrun undergump. Ryggen er ensartet olivenbrun, overgumpen med let rustbrunt anstrøg. Vingerne er brune, hånden lang (forhold tertiærer:hånd 1:1) og den yderste håndsvingfjer har tydelig hvid rand. Den vifteformede hale er ensartet brun, mørkere end ryggen. Benene er kødfarvede. Sangen er et kort, staccato roo-tee ro-tee der accelerer mod slutningen; ligner lys sang fra Gulgumpet Bulbul (egne obs. Sibirien juni 1989). Kald et trillende cherr, et klukkende gu-gu-gu og ved uro et hæst tchrrok. - Styan´s Grasshopper Warbler (Pleske´s Warbler) Locustella pleskei. Meget sjælden trækgæst: 17.5 1989 Beidaihe (?) – 17.5 2005 Beidaihe - 24.5 2008 Happy Island (Marr & Andrews 2005, Pettersson 2008). Yngler på små klippeøer med lav vegetation af krat og buske udfor Russiske Fjernøsten, Korea (især udfor vestkysten af Sydkorea), Japan (mod nord til Izu Islands) og Qingdao, S Shandong (Yi Lun et al. 2006, China Ornithological Society 2007). Trækker gennem Korea, SØ Kina og Taiwan, og overvintrer Philippinerne og Indonesien, enkelte i SØ Kina, Vietnam og Hong Kong. I formen en typisk større locustella med ret flad isse, langt og ret kraftigt næb, pæreformet krop og lang, vifteformet hale. Brungrå og ret ensartet med hvidgrå strube, smalt gråhvidt øjenbryn (bredest bagtil), tydelig lys øjenring (nedadtil som hvid tåre), svag mørk øjenstribe og lang, vifteformet hale med smalle hvide fjerspidser. Tøjlestriben er mørk, og normalt mørkere end issen. Oversiden er gråbrun, højst med meget svage mørke striber. Undersiden er ret ensartet med grålige flanker og utegnet gulbrun undergump; bryst og flanker kan være ganske svagt plettede eller stribede. Mangler lys kant på den yderste håndsvingfjer. Næbbet er ret langt med let buet spids. Benene er kødfarvede. Sangen er en bølgende, elektronisk pulserende 4-tonet strofe: swee-swee-swee-swee, også et tørt, kvidrende tski tski tski…; chitte chuichuichui (Kennerley & Leader 1993, Berlijn 1995, Brazil 2009). - Middendorf´s Grasshopper Warbler Locustella ochotensis. Meget sjælden trækgæst (ult.maj-pri. juni og aug-pri. okt.), bl.a. iagttaget 5.10 1989 Beidaihe - 29.5 1994 Radar Station Marsh, Beidaihe – 8.6 1994 Lighthouse Point, Beidaihe (Thalund et al. 1994, Williams 2000). Yngler langs Stillehavet mellem Amur Deltaet i Ø Sibirien og Hokkaido, på Kamtjatka samt på Kurilerne og Kommandør øerne. Trækker gennem Korea, Ø Kina og Taiwan, og overvintrer i S Kina, Phillippinerne, Sulawesi, Borneo, Celebes og Luang. Findes i kystnære fugtige, græsbevoksede områder og fugtige overdrev med småbuske. I formen en typisk større locustella med ret flad isse, langt næb, pæreformet krop og lang, vifteformet hale. En ret stor, olivenbrun sanger med brune vinger, rusttonet overgump, gulbrune flanker, hvidlig bug , svagt mørkpletet gulbrun undergump og lang, vifteformet hale med smalle hvide fjerspidser. Har gråbrun isse og ret tydelig mørk øjenstribe imod gulhvidt øjenbryn, men mangler tydelig øjenring. Oversiden er ensartet brun, eller blot meget svagt stribet. Kan have let brunligt anstrøg over brystet. Den yderste håndsvingfjer hvide kant er ret tydelig. Benene er kødfarvede. Sang er en simpel, gentaget remse viche….viche…viche….tsewee tsewee…Kaldet et af afklippet tit-tit-tit (Kennerley & Leader 1993, Baker 1997, MacKinnon & Phillipps 2000, Brazil 2009). Kendes fra Styan´s Grasshopper Warbler bedst på kortere og slankere næb, mere kontrasterende dragt med varmere brun overside, lysere underside, tydeligere hovedtegninger med bedre kontrasterende mørk øjenstribe, lyst øjenbryn og lys øjenring. Lys kant på yderste håndsvingfjer samt mørke pletter på undergumpen er yderligere karakterer, der mangler hos Styan´s. Se desuden stemmer. 217. Japanese Swamp Warbler (Marsh Grassbird) Megalurus pryeri sinensis 2008: 13.5 1 og 15.5 1 Happy Island. Meget sjælden, men årlig gæst ((pri.) med.-ult. maj og okt.), muligvis yngletrækfugl. Ses især Happy Island, men ved Beidaihe 3-5 eks. ult. maj 2003 og 3-4 maj 1994 (Thalund et al. 1994, Grundsten et al. 2003, Hornskov 2007). Ved Beidaihe om efteråret følgende fund: 19.10 1911, 18.10 1914, 12-14.10 1989 i alt 4 eks., 31.10 1990 Fishhook Point, 9-21.10 2006 8 ”bird-days” (Williams 2000, China Ornithological Society 2007), på Happy Island første efterårsfund 16-

19.10 2000, siden 13-17.10 2007 min. 2. Tilfældig gæst i Beijing: 5.9 2005 Kangxi Grasslands og 2 eks. 28.5 2007 Ba He Wetlands (China Ornithological Society 2006-2008). Findes i græsklædte områder med spredte buske. Repræsenteret af formen sinensis, der yngler i Ussurien og NØ Kina mod syd til Shanghai. Forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer i C og SØ Kina, flest i Changjiang Valley (især ved Poyang Lake), samt ved Nanjishan, Jiangxi, hvor op til 10 talt ult. dec. Forlader vinterkvarteret ult. april. Forårstrækket kulminerer i Jiangxi med.-ult. april, ,ed op til 200 eks. Nanjishan, men fortsat med antal på op til 50 ult. maj. Ved Shanghai kulminerer forårstrækket ult.-april pri. maj, hvor max. 30 eks. talt Dongtan og Binhai. Strejfgæst til Hong Kong og Korea. Sjælden, med verdensbestand på 2500-10.000 eks. Den nu meget fåtallige form pryeri yngler Honshu, Japan. Bestandene er klart geografisk isoleret fra hinanden, og bør formentligt splittes i to arter (Woodward 2006). En sivsangerstor ret lys sanger med kort næb, mørkstribet brun overside, gulbrun overgump, lang vifteformet hale og hvidlig underside med rustbrunt anstrøg på brystsider og flanker. Hoved ret lyst med brungult øjenbryn, lys tøjle og ret stort stirrende øje. Formen pryeri er varmere rustbrun med svagere stribet overside og varmere gulbrun underside. Sangen er er tøffende tjuk-tjuk-tjuk….. i begyndelsen ala langsom Flodsanger L. fluviatilis, men med mere sammensat afslutning. Synger ofte i sangflugt. Kaldene er et lavt jut, der ligner et af rubinnattergalens kald, og en kort, aggressiv serie: chak-cah chak eller chur-chur-chur (Brazil 2009). Findes i rørskove, undertiden i græsområder. 218. Manchurian Reed Warbler Acrocephalus tangorum 1997. 3.5 1 Mudflats, Beidaihe. På Happy Island 15.5 4 og 18.5 1. 2008. 7.5 1 Magic Wood, Laoting. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (med.maj-pri.juni/med. aug.-sept.). Yngler formentligt ved åudløbet ved Sandflats, Beidaihe. Om foråret flest ult maj-pri. juni, dagsmax. 18 eks. 1.6 1994 Beidaihe, i øvrigt jævnligt 10-15 pr. dag efter 25.5. Beidaihe og Happy Island. Om efteråret normalt kun enkeltvis, flest ult.aug.-med.sept. dagsmax. 5 eks. 18.9 2004 Kangxi Grasslands, Beijing og 3 eks. 3.10 2005 Laoting (Thalund et al. 1994, Bertilsson et al. 1998, Grundsten et al. 2003, China Ornithological Society 2005-2006). Yngler i SØ Rusland, Manchurien, Ussurien og NØ Kina (Nei Mongol, Heilongjiang og Liaoning). Overvintrer i SØ Burma, SV Thailand og S Laos. Strejfgæst til Sydkorea, Ø Kina, Taiwan og Hong Kong. Et østligt modstykke til Lille Rørsanger A. agricola. Lidt mindre og slankere end Rørsanger med brun overside, tydeligt hvidt øjenbryn til bag øjet og lidt mørkere issesider. Ryggen er brun, og overgumpen rødbrun. Undersiden er hvid med rustbrunt anstrøg på brystsider, flanker og undergump. I forhold til Lille Rørsanger lidt større med kraftigere rustbrun overgump, men helt lyst undernæb. Sangen ligner Rørsangers, men hurtigere og livligere med hyppigere indslag af imitationer. Kaldt er et skarpt chik chik. Note: Blunt-winged Warbler Acrocephalus concinens Fåtallig yngletrækfugl i bjergene (med.maj-pri. juni/aug-med.okt.), bl.a. med lille bestand Wulingshan, Laoling og Zushan, hvor den findes ved lav bevoksning af græs og rør nær vand. Ved kysten sjælden, men årlig trækgæst. Yngler i S og Ø Asien mellem Afghanistan og Kashmir, nordlige del af den Indiske Subkontinent og C/Ø Kina mellem til Hebei og Yangtze. Overvintrer fra Nepal, NØ Indien og østpå til S Kina, Burma, Thailand og Laos. Strejfgæst til SØ Kina og Cambodia. Ligner Manchurian Reed Warbler, men koldere brun med kortere, rundere vinger, længere og mere vifteformet hale og længere næb. Hovedet er svagere tegnet med kortere hvidt øjenbryn til over øjet; undertiden svagt og diffust bag øjet, og uden afstikkende mørke issesider. Har højst svagt rustbrunt anstrøg på overgumpen. Håndsvingfjersprojektion extremt kort: forhold tertiærer:hånd 1:0.2. Vingespidsen når blot basis af den mørkere hale. Sangen er skrattende som Rørsangers, men langsommere og med hyppigere drosselagtige gentagelser; kan herved minde om lys, hurtig Oriental Reed Warbler (= Drosselrørsanger), de bedste sangere om Buskrørsanger A. dumetorum. Kald et kort tjeck og et vibrerende trrak, der ofte er dobbelt. - Streaked Reed Warbler Acrocephalus sorgophilis. Meget sjælden yngletrækfugl og trækgæst (ult.maj-pri juni og med.aug-pri.sept.). Ved kysten følgende nyere fund: 31.5 1985 2 Reservoiret, Beidaihe – 30.5 1994 Radar Station Marsh, Beidaihe – 6.6 1994 Legation Gully, Beidaihe – 8.6 1994 Lighthouse Point, Beidaihe - 22.8 1994 Happy Island – 31.8 1995 Lighthouse Point, Beidaihe -25.8 1999 Sandflats, Beidaihe (Williams 1986, Dierschke & Heintzenberg 1994, Thalund et al. 1994). Er gået meget tilbage; nævnes som “common migrant” (La Touche 1925), men er ikke nævnt fra 1940érne (Hemmingsen & Guildal 1968). Meget sjælden ynglefugl i NØ Kina (Hebei, Liaoning). Overvintrer på Philippinerne, men kun enkelte fanget og iagttaget C Luzon de senere år. Ved Dalton Pass 351 fanget mellem 1965 og 1970, flest ult.-okt-med.dec. Strejfgæst til Taiwan og S Japan, muligvis i Amur (Round 2009). En mellemstor, lys siv- eller vandsangerlignende sanger. Har tydeligt gulhvidt øjenbryn, afgrænset oventil af smalle sorte issesider, ret langt, lyst næb (med mørk overkant), lys tøjle,mellembrun overside med smalle striber på issen, og svage striber på ryggen, og varmt gulbrun underside med afstikkende hvidlig strube. Har ret tydelige og brede lyse rande på tertiærer og store dækfjer. Sangen ligner en svag udgave af Oriental Reed Warblers; kaldet er ukendt (Brazil 2009).

Ligner Japanese Swamp Warbler, der dog har meget tydeligere sortbrune striber på ryggen, men smallere lyse rande på tertiærerne. 219. Black-browed Reed Warbler Acrocephalus bistrigiceps 1997: På Happy Island 15.5 40, 16.5 20 og 17.5 35. 2008: På Happy Island 14.5 5 og 15.5 10. Almindelig trækgæst ((ult.april) med. maj – med. juni og pri.aug-ult..okt.), evt. fåtallig yngletrækfugl, således adskillige ved Shahe Reservoir, Beijing i juni. Den almindeligste mindre Acrocephalus i området. Om foråret kun få til ca. 15.5, herefter hurtig stigning i antallet, og kulmination ult maj. Dagsmax. ved Beidaihe 420 eks. 27.5 2003 (300 Radar Station Marsh og 120 Reservoiret) og 349 eks. 30.5 1994. På Happy Island er dagsmax. 300 eks. 18.5 1994. Om efteråret flest med.-ult. sept. – med. okt, dagsmax. ved Beidaihe 45 eks. 26.9 1989, 41 eks. 21.9 1986 og 35 eks. 13.9 1987 samt 13.10 1989, på Happy Island 20 eks. 31.8 1994, ved Beidagang Reservoir 40 eks. 9.10 2006 og ved Tanggu 10 eks. 26.9 2004. Yngler mellem Transbaikalien og Sakhalin, i Mongoliet, Ø Kina mod syd til Shaanxi og Changjiang Valley, i Korea, N og C Japan. Forlader ynglepladserne aug.-sept., og overvintrer mellem NØ Indien, S Kina, Taiwan og SØ Asien mod syd til N Sumatra, langt de fleste i SØ Asien. Optræder sept.-maj i de sydligste vinterkvarterer; i Hong Kong okt.-april, flest på gennemtræk ult.sept-pri. okt. Forårstrækket på den Malayiske Halvø indledes ult.marts, og kulminerer pri maj. Ankommer til ynglepladserne med.maj-pri. juni (Wells 2007). Strejfgæst til Nepal og Philippinerne. En brun, ret storhovedet og kompakt rørsanger med tydeligt gulhvidt øjenbryn, der ender stumpt bag det store øje. Det forstærkes af tydelige sorte issesider, der er bredest bagtil. De kraftige hovedtegninger fortsætter til bag øjet. Oversiden er ustribet varmt brun med rusttonet overgump. Undersiden er hvidlig med gulbrune flanker og brystsider. Halen er ret kort. Kaldet er et lavmælt, hæst churr, der ligner Rørsangers, samt et skarpt tik. Sangen ligner Rørsangers, men mere ”optimistisk” – i højere toneleje og hurtigere med flere imitationer og veldefinerede forløb, som fuit fuit drr (Hemmingsen & Guildal 1968). 220. Oriental Reed Warbler Acrocephalus orientalis 1997: På Happy Island 14.5 3,15.5 7, 16.5 3, 17.5 4 og 18.5 10. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst ((pri.) med maj-med. juni/aug-pri.okt.). Ankommer omkring 15.5, tidligst 8.5. Trækket kulminerer ult. maj, hvor antal på 50 Happy Island og Beidaihe; dagsmax. 86 eks. 30.5 1994, 76 eks. 2.6 1994 og 70 eks. 27.5 2003 Beidaihe (heraf 50 Radar Station Marsh og 20 Reservoiret) (Thalund et al. 1994, Grundsten et al. 2003). Ved Beijing almindelig ynglefugl og trækgæst, med ankomst pri. maj; max.100 eks. 29.5 2005 Shahe Reservoir. På efterårstrækket flest ult.aug.-med.sept., dagsmax. 23 eks. 22.8 1987 Beidaihe, 21 eks. 21.8 1986 Beidaihe, 16 eks. 31.8 1994 Happy Island, og 14 eks. 19.8 samt 5.9 1986 Beidaihe (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000). Yngler i Ø og SØ Kina, incl Hebei, nordpå til Mongoliet og SV Transbaikal samt østpå til Japan. Findes i rørskove og anden høj bredvegetation ved søer, reservoirer og langs kanaler. Forlader ynglepladserne ult.aug.-med. sept., og trækker mod syd og sydøst. Hovedtrækket passerer Ø Kina aug.-sept, Japan sept.-med. okt, Hong Kong ult.sept.-pri.okt, hvor dagsmax. op til 100;gennemtræk til pri. dec. Trækket gennem den Malayiske Halvø er størst med.sept.-okt. Overvintrer i Nepal, NØ Indien, Andamanerne, Nikobarerne og i SØ Asien fra Taiwan i nord til Malaysia/Indonesien i sydøst, således meget almindelig vintergæst i Thailand og V Malaysia, færre i NØ Indien. Forlader vinterkvarteret i april-maj. Hovedtrækket passerer den Malayiske Halvø ult.april-ult. maj, i Hong Kong kulminerer trækket med.april-pri. maj, og i Ø Kina pri.-med.maj-pri. juni., ved Dongtan, Shanghai er største antal 200 eks. 26.5 2005, 100 eks. 6.5 2004 og 2.5 2005, ved Binghai, shanghai 100eks. 16.5 2006. Ankommer til ynglepladserne i maj-juni. Strejfgæst til Nepal, Bangladesh, New Guinea og N Australien (Carey 1994, China Ornithological Society 2005, Wells 2007), i WP til Israel (1 fund feb.-april 1988). Ligner Drosselrørsanger A. arundinaceus, men lidt mindre med kortere, rundere vinger (forhold tertiærer:hånd 1:0.7, hos Drosselrørsanger 1:1), koldere olivengrå overside, hvidere underside og undertiden svage grå striber over brystet og struben (hanner ofte med distinkte striber, hunnen ofte ustribede. Kan forveksles med Tyknæbbet Sanger (lignende størrelse og grundfarve), men har fladere isse, længere næb og kraftigere hovedtegninger med mørk tøjlestribe og kort, lyst øjenbryn. Kaldene er grove; ligner Brun Løvsangers men mere skurrende. Sangen ligner Drosselrørsangerens, men lavere, knapt så skurrende og i mere hakkende rytme.Blev tidligere regnet som race af Drosselrørsanger /Cramp 6 Brooks 1992). 221. Tyknæbbet Sanger Acrocephalus aedon Thick-billed Warbler 1997: På Happy Island 14.5 3, 15.5 8, 17.5 21 og 18.5 1.200. 2008: På Happy Island 8.5 1 – 11.5 1 – 15.5 4 – 16.5 2. Ret almindelig trækgæst (maj-pri. juni og med. aug.-med. okt.). Om foråret enkelte fra 5-6.5, hovedankomst efter 15.5, og kulmination i sidste halvdel af maj. Dagsmax. 1200 eks. 18.5 1997 Happy Island, men normalt ikke over 100. Om efteråret flest med. aug.- pri. sept., men betydeligt færre end om foråret; dagsmax. 85 eks. Happy Island 18.8 og 3.9

1994, ved Beidaihe dagsmax. 6 eks. 29.8 1990 og 5 på flere datoer 22.8-15.9 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 1990). Yngler i S Sibirien vestpå til Ob, samt i N Mongoliet og NØ Kina mod syd til Hebei, evt. i Nordkorea. Forlader ynglepladserne aug, og trækker mod syd og sydøst gennem Ø Asien via en red bred front. Passerer Gobi-ørkenen og Mongoliet ult.ug-med. sept., og Ø Kina med.aug.-med. okt. Fåtallig, men regelmæssig på øerne udfor Korea. Overvintrer i Nepal, NØ og S Indien (Kerala), på Andamanerne og mellem Burma, C Thailand, Vietnam og S Kina (Yunnan, Kwangxi og Shandong), sjældnere mod syd til S Thailand, Malaysia og på Nikobarerne. Ankommer til Indien og Nepal i sept., men først fra med. nov til Thailand, og formodes derfor at raste i længere tid undervejr i S Kina. Forlader vinterkvarterene i april-maj, lokalt frem til pri. juni (Burma). Trækket passerer Ulan Bator, Mongoliet ult.maj-pri. juni og Ussurien ult.maj-pri. juni. Strejfgæst til Hong Kong, S Vietnam og Japan. Strejfgæst til Vesteuropa: 4 Storbrittanien, heraf 1 maj og 3 14.9-6.10, 2 Norge (pri. okt.) og 1 Finland (11.10 1994. Desuden strejfgæst til Sinai (nov.) og Oman (dec., apr.). De europæiske efterårsfund er ret tidlige for en asiatisk strejfgæst, men afspejler fint det tidliger borttræk gennem Ø Asien (Cramp & Brooks 1992, Harvey 2001, Wells 2007, Pilgrim et al. 2009, Slack 2009). Den største og mest ensartede sanger, større end Oriental Reed Warbler og på størrelse med Drosselrørsanger. Ensartet brun med korte, runde vinger, lang hale og stort, rundt hoved med stirrende sort øje. Næbbet er kort, tykt og lyst med buet overnæb. Bugen er lidt lysere, og overgumpen kan være lidt varmere rustbrun. Benene er mørkegrå. Lavtflyvende fugle kan i glimt forveksles med Brun Tornskade grundet størrelse, grundfarve og afrundet hale. Færdes i krat og buskadser, gerne nær vand, hvor den kryber ret tungt omkring som en larmdrossel, ofte i vandret stilling mens den bevæger halen i ryk. Synger med pande- og issefjerene oppustede; hovedet får da næsten en lærkeagtig top. Sangen er typisk for rørsangerslægten, men langsommere, dybere og hæsere end f.eks. Kærsanger og Buskrørsanger, og kan minde om Gulbugens Hippolais icterina (Hemmingsen & Guildal 1968). ”Dårlige” sangere kan minde om Rørsanger (egne obs. Sibirien juni 1989); indfletter ofte kaldet i sangen. Kaldet er et kort, kraftigt chack eller et lavmælt chuck, der ligner Brun Løvsangers, men ofte udstødes i en kort, skadeagtig serie ala sylvia-sanger. Undertiden en piftende lyd, som når luft presses ud af cykelpumpe (Brazil 2009). Forekommer i to former, hvoraf langt den hyppigste er stegmanni (yngler Transbaikal og NØ Mongoliet, samt østpå til Japanske Hav og mod syd til Nei Mongol). Formen aedon (yngler S Sibirien fra Ob og østpå til Altai og V Mongoliet) er større. Nævnes som lysere og koldere brun, men årstidsvariationen er ganske stor, hvorfor dragtforskelle ikke synes at være konstante (Cramp & Brooks 1992). 222. Yellow-streaked Warbler Phylloscopus armandii 1997: 14.5 1 Happy Island. 2008. 1.5 1 Xiaolongmen – 15.5 1 lunden, Happy Island. Ret almindelig yngletrækfugl (ult.april.-ult.maj/ult.sept.-okt..) i bjergene ved Beijing og Hebei, hvor f.eks. Laoling , Baicanpan, Badaling, Wulingshan, Xiaolingmen og Donglingshan. Max. 15 eks. 15-30.5 2004 Donglingshan og 7 eks. 9.6 2004 Wulingshan. Ved kysten meget sjælden, men årlig trækgæst i maj og ult.sept.-okt. Kun set enkeltvis, bortset fra 2 eks. 11.5 2002 Happy Island (Boogaard 2002, China Ornithological Society 2005). Yngler i bjerge i S, C og N Kina mod øst til Liaoning, Hebei og Jilin, samt i nordlige Burma. Findes i poppel- og pilebuskadser i åben fyrreskov på bjergskråninger mellem 1400 og 3500 meters højde. Overvintrer i S Kina, S Burma og N Indokina incl. N Thailand. Strejfgæst til Hong Kong, C Thailand, S Vietnam og Sydkorea (2 fund i maj). Ligner Schwarz Løvsanger, men har mindre hoved og tyndere næb. Hoved/næb minder dog altid mere om Schwarz end om Brun Løvsangers. Gultonet øjenbryn generelt mere ensartet end hos Schwarz Løvsanger, og bedre afsat mod mørk tøjle foran øjet. Struben er lys, resten af undersiden gulbrun med varierende gult: fra svage gule striber på strube og bryst til mere jævnt gultonet (Leader 1995). Undergump ofte varmere tonet, men sjældent så afstikkende som hos typiske Schwarz Løvsanger. De lyse ben er smallere end hos Schwarz Løvsanger. Kaldet afviger tydeligt fra Schwarz Løvsanger: et værlingagtigt, metallisk ztik, der er meget højere i tonen end hos Schwarz Løvsanger. Undertiden høres et smækkende kald, som hos Brun Løvsanger (Baker 1997). Sanger ligner Schwarz Løvsangers, men generelt svagere. 223. Schwarz Løvsanger Phylloscopus schwarzi Raddes´ Warbler 1997: Ved Beidaihe fåtallig, flest 3.5 9 Legation Gully, i øvrigt 1-3 pr. dag. På Happy Island 14.5 1.250, 15.5 13, 16.5 3, 17.5 47 og 18.5 240. 19.5 2 Huillonguan Hotel, Beijing. 2008: Ved Beidaihe 2.5 1 Jin Shan Hotel – 2.5 2 Reservoiret - 3.5 3 Friendship Hotel – 3.5 6 Yang He Woods – 4.5 2 Reservoiret – 5.5 2 Friendship Hotel – 6.5 1 Friendship Hotel – 6.5 1 Reservoiret – 7.5 1 Jin Shan Fields. 7.5 4 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 7.5 15 – 8.5 8 – 9.5 7 – 10.5 30 -11.5 25 – 12.5 5 – 13.5 21 – 14.5 40 – 15.5 40 – 16.5 3. Almindelig trækgæst (med. april- pri. juni og med. sept- ult. okt.), flest med.- ult maj. Dagsmax. 3200 eks. 14.5 2000 Magic/Big Magic Wood, 1250 eks. 14.5 1997 Happy Island og 500 eks. 7.5 2008 Beidaihe; dagsantal på nogle

hundrede på Happy Island er hyppige, f.eks. 400 eks. 10.5 1995, 240 eks. 18.5 1997, 200 eks. 18.5 1998 og 200 eks.15.5 2000. Fra Beidaihe nævnes trækkulmination 16-23.5 (Hemmingsen & Guildal 1968) hhv. 20-27.5 (Grundsten et al. 2003), men tidligere i 1994 (7-18.5) og fremefter, fra senere år er største antal set 8-14.5. Seneste fund er gjort omkring 18.6 ved Beijing (Andrews 2006, China Ornithological Society 2006, Boland 2008). Om efteråret hyppigst ult. sept-pri. okt, med dagsmax. på 149 eks. 28.9 1994 Beidaihe. På Happy Island er dagsmax. 70 eks. 3.10 2000 - 55 eks. 23.9 1994 - 60 eks. 24.9 2000 og 50 eks. 9.10 2000. Ret få efter 15.10. Trækket er mere koncentreret end hos Brun Løvsanger. På Happy Island mediandato 28.9. Yngler i et ret smalt bælte gennem S Sibirien vestpå til Novosibirsk og østpå til NØ Kina (Nei Mongol, Heilongjiang), Ussurien og Nordkorea. Forlader ynglepladserne ult.aug-pri.okt., og trækker gennem Ø Asien, overvejende gennem Ø Kina, kun fåtalligt til Sydkorea og Japan. I Hong Kong fåtallig, flest ult.okt.-med. nov.; enkelte overvintrende. Overvintrer i øvrigt mellem N Burma, Indokina, SØ Kina (sjælden) og C Thailand. I N og C Thailand generelt lidt længere mod syd end Brun Løvsanger, men blot sjældent mod syd til Malaysia og Singapore. Forlader vinterkvartererne med,marts-med. april. Ankommer til ynglepladserne med.maj-ult.juni, senest til vestligste ynglepladser. Strejfgæst til Philippinerne, Nepal, Afghanistan, Kasakhstan og C Rusland; for Mellemøsten se nedenfor. I Vesteuropa årlig trækgæst ult. sept.-okt, flest først i oktober mod nord, senere i syd. I Storbritannien 258 fund t.o.m. 2004 (heraf 51 Scilly), i Sverige 70+ t.o.m. 2009, Danmark 19 t.o.m. 2008 (alle 25.9-19.10), Norge 11, Finland 25, Tyskland 9, Holland 23 t.o.m. 2001, Belgien 22, Frankrig 4, desuden 1-4 Spanien (okt.-nov.), Italien, Polen og Ungarn. I Mellemøsten 1 Israel og 2 UAE. De skandinaviske fund er gjort i en kort periode, flest 25.9-15.10, enkelte til 22.10. I Sverige er mediandato 6.10 (på Öland 12.10). Tyske og hollandske fund er gjort 30.9-29.10, mediandato 14.10. Fund fra Scilly er fra okt. (bortset fra 2 fund 1.11), tidligst 3.10 med mediandato ca. 18.10. Ses normalt enkeltvis, dagsmax. er 7 eks. 15.10 1999 Scilly (Gee 1998, Vliet et al. 2002, Breife et al. 2003, Rogers & the Rarities Commitee 2004, Flood et al. 2007, SOF 2007, Wells 2007).. Schwarz Løvsanger er karakteristisk. Dens jizz antyder, at det ikke er de andre phylloscopus-sangers nærmeste slægtning. Hovedet er stort med bred tyrenakke, kroppen kraftig og ”pæreformet”, vingerne ret korte og halen lang (synes tit let afrundet). Grundfarven er lysebrun med lysere sandfarvet underside, hvor undergumpen hos >90% står ud som gulbrun til rødbrun- som når der er skedet i bukserne –det varme anstrøg kan dog være svagt, især om foråret (Leader 1995). Om efteråret har nogle karrygul bryst til bug. Svingfjerene har ofte et let bronzefarvet anstrøg. Næb relativt kort, kraftigt, og overvejende lyst med let buet overnæb ala Havesanger Sylvia borin eller mejse. Det lange lyse øjenbryn er typisk bredt og lidt diffust foran øjet, hvor det er gulbrunt. Bag øjet bliver øjenbrynet hvidere, og afgrænses nedadtil af en velmarkeret mørk øjenstribe. Sjældent er øjenbrynet svagere og gulbrunt i hele længden. Øjenbrynets position påvirkes af hovedets holdning; det kan virke let afrundet, men ”svirper” tit opad når næbbet løftes. Hovedtegningerne er tydeligst bag øjet. Mørk tøjlestribe er ret smal, svag og ofte ukomplet (men matcher sjældent Brun Løvsangers bredere, mørkere og bedre afsatte). Øjenbrynet kan gå over næbbasis. Issesiderne er tit lidt mørkere end issen, hvilket skaber en mørk isseside-stribe, der yderligere kontrasterer til øjenbrynet. De kraftige ben er lyst gulbrune: afslører en fugl, der ofte hopper på jorden. Bevæger sig oftest lavt omkring i ret tæt vegetation. Holdningen er typisk vandret, med let løftet næb, helt lige ryglinie mod halen og dybt bryst. Bevæger tit halen opad i korte ryk, men spjætter ikke med vingerne som Brun Løvsanger. Flyver hurtigt, lavt og flagrende når den skræmmes op. Alle kald er korte: typisk et kort, lidt nasalt eller ”lukket” tek eller quik, langt mere dæmpet og klukkende end Brun Løvsangers – som tungeklik mod ganen, eller som ”blød Munk Sylvia atricapilla”. I sin kraftigste version kan det nærme sig Brun Løvsangers tschack, men det bliver kun yderst sjældent så gennemtrængende og smækkende. Derimod høres tit meget dæmpede version, der – i sin sin svageste version- bliver meget svagt, som når man slår tommerfingel og pegefinger mod hinanden, eller asker en cigaret. Denne meget svage version kan også opfattes som korte elektriske stød i en el-tråd, eller ét slag i Vagtels Coturnix coturnix sang. Nervøse fugle udstøder kaldet i artstypiske, korte serier (Brun Løvsanger altid enkeltkald). Sangen er kort, eksplosiv og klukkende med pauser; kan ligne Sydlig Nattergals eller Blånattergals. Tonehøjden er lavere, og sangen mere varieret end hos Brun Løvsanger. Kan synge ret åbent, f.eks. fra telegraftråde (egne obs. Sibirien juni 1989, Kina maj). 224. Brun Løvsanger Phylloscopus fuscatus Dusky Warbler 1997: Ved Beidaihe fåtallig, flest 2.5 15 Legation Gully og 3.5 17 (heraf 14 Legation Gully). I øvrigt 1-5 par. dag. På Happy Island 12.5 1, 13.5 14 ,14.5 1.400, 15.5 495, 16.5 385, 17.5 2.110 og 18.5 385. 2008: Ved Beidaihe 2.5 6 Reservoiret - 3.5 3 Jin Shan Hotel – 3.5 3 Jin Shan Fields – 3.5 7 Lighthouse Point – 3.5 5 Friendship Hotel - 3.5 5 Yang He Woods – 4.5 1 Lighthouse Point – 4.5 1 Jin Shan Hotel – 5.5 4 Jin Shan Hotel – 5.5 4 Friendship Hotel – 5.5 2 Yang He Woods – 5.5 3 Legation Gully – 6.5 2 Jin Shan Hotel – 6.5 6 Jin Shan Fields – 6.5 1 Friendship Hotel – 6.5 2 Sandflats – 6.5 2 Dongshan Hotel – 7.5 1 Jin Shan Hotel – 7.5 4 Lighthouse Point. 7.5 1 Magic Marsh, Laoting – 7.5 3 Magic Wood, Laoting – 7.5 6 Beigan. På Happy Island 7.5 15 – 8.5 50 – 9.5 20 – 10.5 75 – 11.5 40 – 12.5 15 -13.5 9 – 14.5 30 – 15.5 30 – 16.5 8.

Almindelig trækgæst (pri. april-pri. juni og ult. aug.- med. nov) og tilfældig vintergæst. Om foråret ret langtrukken træktop; antal på flere hundrede pr.dag er kendt 3-20.5, og træktoppen er således mere udstrakt end hos Schwarz Løvsanger. Fra Beidaihe nævnes fald fra perioden 10-20.5 (Grundsten et al. 2003). Dagsmax. 2110 eks. 17.5 1997 og 1400 eks. 14.5 1997 Happy Island, samt flere dage med 300-495 15-18.5 1997, i øvrigt 800 eks. 14.5 2000 Magic Wood; på Happy Island Happy Island 300 eks. 15.5 2004 og 200 eks. 15.5 2000. Ved Beidaihe 200 eks. 7.5 2008 Beidaihe. Om efteråret flest ult. sept – med.okt. Dagsmax. på et par hundrede Happy Island, desuden 85 eks. 13.9 1994, 80 eks.. 22.9 2000, 75 eks. 5.10 2001, 75 eks. 22.9 2004 og 60 eks. 9.10 2000. Ved Beidaihe er dagsmax. 85 eks. 7.10 1987, 85 eks. 21.9 1994, 84 eks. 27.9 1994 og 60 eks. 22.9 1994 (Williams 2000). Træktoppen ligger ca. en uge senere end hos Schwarz Løvsangers (mediandato Happy Island 2.10), men trækket er langt mere udstrakt. Et vinterfund: 11-19.1 2006 Beidaihe (China Ornithological Society 2007). I området repræsenteret af formen fuscatus, der yngler i Sibirien mellem Ob og østpå til Okhotsk og NØ Kina; sydpå til Altai, N Mongoliet, Ussurien og Sydkorea. Forlader ynglepladserne aug.-ult. sept., og trækker gennem Ø Asien sept.-pri. nov. I Hong Kong ses de første ult. sept.; trækket kulminerer pri.nov. Ankommer til de sydligste vinterkvarterer i okt., i Nepal flest med. okt. Overvintrer almindelig mellem Nepal, NØ Indien mod syd til Andamanerne (mere spredt i resten af Indien), i Burma og østpå til S og SØ Kina og N/C Thailand. Talrigst mellem Ø Nepal og Thailand, i s Kina feest i Yunnan. Overvintrer desuden fåtalligt sydpå til Singapore og på Taiwan, enkelte vinterfund mod nord til Sydkorea og Japan. Forlader de sydligste vinterkvarterer ult.marts-pri. maj. Trækker i Ø Kina kulminerer i maj, hvor fåtallig i Sydkorea og Japan. Ankommer til ynglepladserne med. maj-med. juni. Strejfgæst til V Kina, Pakistan, NV Indien, Sri Lanka, Philippinerne og vestlige Nordamerika mod syd til Farallon Islands, Californien (Cramp & Brooks 1992, Rasmussen & Anderthon 2005, Wells 2007). Årlig trækgæst i Vesteuropa ult.sept.-ult. nov, langt de fleste medio.okt.-pri. nov. Enkelte vinterfund,de fleste fra S Europa, men truffet mod nord til Danmark. De få forårsfund er overvejende gjort ult.april-pri.maj i Storbritannien. I Storbritannien 295 fund t.o.m. 2004 (heraf 20 Scilly 11.10-12.11, mediandato 24.10), Sverige 77 fund t.o.m. 2006 (mediandato 16.10, på Öland 17.10), Danmark 43 fund t.o.m. 2008 (24.9-6.11; 39 okt., 1 jan.), Norge 24, Finland 74, desuden bl.a. 17+ Tyskland, 56 Holland (mediandato 24.10), 13 Belgien, 50+ Frankrig (årligt 1-8 eks.), 6 Spanien, 7 Polen, 5 Italien, 5 Malta. Desuden 1-3 fund i de fleste europæiske lande mod syd til Portugal og Madeira (1), og mod sydøst til Rumænien og Cypern, Desuden enkeltfund i Marokko (feb.) og Georgien. I Mellemøsten strejfgæst til Israel, Egypten, UAE og Yemen (Porter et al. 1996). Flest fund i Europa er gjort med.okt-med. nov (enkelte fra ult. sept.); største antal er 4 eks. 20.10 1987 Christiansø, Danmark. I Nordvesteuropa ses flest Schwarz Løvsanger ult. sept.-pri. okt., med mere koncentreret tidsmæssig optræden end hos Brun Løvsanger, hvilket afspejler forholdene i Østkina. De to arter er begge regelmæssige i Europa, med tendens til større geografisk spredning hos Brun Løvsanger og relativt flere Brun Løvsanger mod syd, men relativt flere Schwarz Løvsanger i sydlige Storbritannien: I hele Storbritannien samt i Sverige er forholdet Brun Løvsanger:Schwarz Løvsanger 53:47 (på Öland 54:46), men på Scilly relativt flere Schwarz Løvsanger: 29:71 (Flood et al. 2007, Linus Hedh in litt.). I Holland, Finland og Danmark er forholdet ca. 70:30. En fugl ringmærket på Björn, Uppland i Sverige 2.10 2004 blev genmeldt i Holland 12.10 2004, og en fugl ringmærket 14.5 1970 Calf of Man blev genmeldt Limerick, Irland 5.12 1970 (hvor døende). Vinterfund i Danmark, Holland og Storbritannien; desuden et fund af en syngende fugl 25.5 2003 i Letland og et fund i juni i Storbritannien. En i formen ret typisk phylloscopus med ret slankt næb, halvlange vinger og fyldig, vifteformet hale. Mere ”maskulin” end f.eks. Gran- og Løvsanger med kraftigere hoved og bredere bryst. Gør et mørkt og brunt indtryk i felten, med smalt, men tydeligt lyst øjenbryn som den mest påfaldende karakter. Øjenbrynet er hvidligt foran øjet, bruntonet bag. Foran øjet slutter det smalt og ”vredt” bag næbroden, hvor det forstærkes af tydelig sort tøjlestribe; hovedtegningerne er tydeligst foran øjet. Øjenbrynet varierer, og er sjældent meget svagt, oftere hvidligt i hele længden. Oversiden er gråbrun til brungrå og undersiden smudsigt brungrå, hos <10% med let afstikkende varmere tonet undergump (ala Schwarz, men svagere i farven og mindre skarpt afgrænset mod den lysere bug). Vingerne er ensartede, men om efteråret ses undertiden et meget svagt lysebrunt vingebånd. Benene er mørkebrune, sjældnere brungule, men altid slankere end hos Schwarz Løvsanger. Gør et nervøst, næsten kolerisk indtryk, da den konstant flakser med vinger og hale ala Gransanger, men tit med ”løsere” bevægelser. Formen weigoldi (Szechwan, Kina ) ligner fuscatus, men er lidt større med mørkere brun overside, koldere grå undersideog højst svagt gultonet undergump (Cramp & Brooks 1992). Kaldet er et gærdesangeragtigt, smækkende eller smæk-kyssende tschack, der ytres regelmæssigt. Høres normalt som enkeltkald, ved uro sjældent i mere sammenhængende sekvenser med 1 kald pr sekund i op til 5 sekunder, men ikke sammenhængende serier som hos Schwarz Løvsangers. Sjældent et kort, snerrende tzurrr. Sangen består af hurtige, klare serier: che-we che-we-chewe…., der kan ligne sang fra Sumpmejse Parus palustris, men veksler fra strofe til strofe. ”Bedre” sangere synger mere lig Schwarz Løvsangers, men langsommere, kortere og blødere; undertiden er sangen ret lig Grønirisks (egne obs. Sibirien juni 1989). Indflettter tit kaldet i sangen.

Færdes lavt og skjult i buskadser og urter nær vand, i vinterkvarteret ofte i mangrover og langs buskadser med tæt bredbevoksning. Optræder undertiden mere åbent, men kun sjældent over øjenhøjde. 225. Hvidbrynet Løvsanger Phylloscopus inornatus Yellow-browed Warbler 1997: Almindelig ved Beidaihe, flest 2.5 105 (heraf 95 Legation Gully) og 3.5 665 (heraf 80 Sandflats og 555 Radar Station hill (400 passerende på 5 minutter!)). I øvrigt jævnligt 5-10 på de fleste lokaliteter. På Happy Island 11.5 4, 12.5 3, 13.5 20, 14.5 85, 15.5 60, 16.5 16, 17.5 15 og 18.5 9. 2008. 28.4 4 Den Himmelske Freds Plads, Beijing – 29.4 9 Kangxi Grasslands – 29.4 4 Great Wall, Badaling – 30.4 30 Huairou – 30.4 10 Bai He – 1.5 15 Xianlongmen – 1.5 1 Changping-Beijing – 2.5 1 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 2.5 1 Jin Shan Hotel – 2.5 5 Reservoiret – 3.5 5 Jin Shan Hotel – 3.5 4 Jin Shan Fields – 3.5 4 Lighthouse Point – 3.5 80 Friendship Hotel – 3.5 45 Yang He Woods – 4.5 1 Jin Shan Hotel – 4.5 4 Lighthouse Point – 4.5 1 Jin Shan Fields – 4.5 4 Sandflats – 4.5 2 Reservoiret – 4.5 25 Lotus Hills – 5.5 45 Jin Shan Hotel – 5.5 7 Lighthouse Point – 5.5 1 Jin Shan Fields – 5.5 40 Friendship Hotel – 5.5 10 Yang He Woods – 5.5 15 Legation Gully – 6.5 1 Jin Shan Fields – 6.5 30 Friendship Hotel – 6.513 Sandflats – 6.5 5 Dongshan Hotel – 6.5 1 Reservoiret – 7.5 9 Jin Shan Hotel 7.5 3 Lighthouse Point – 7.5 1 Jin Shan Fields. 7.5 3 Magic Marsh, Laoting – 7.5 40 og 16.5 5 Magic Wood, Laoting – 7.5 6 Beigan. På Happy Island 7.5 150 – 8.5 550 – 9.5 165 – 10.5 1000 – 11.5 185 – 12.5 45 – 13.5 230 – 14.5 55 – 15.5 15 – 16.5 10. Meget almindelig trækgæst (ult. marts-pri. juni og ult. aug-pri.nov.). Om foråret flest pri-med. maj, hvor der er flere rapporter om meget store fald, således 3000 12.5 2004 Big Magic Wood - flere tusinde 6.5 2001 Beidaihe - 1500-2000 13.5 2005 Happy Island -1000-1500 9.5 1996 Lotus Hills, Beidaihe og 1000 7.5 2008 Beidaihe (Ullman & Pettersson 1996, Marr & Andrews 2004, Ortvad & Hansen 2005, Boland 2008). Trækket aftager meget hurtigt efter 15.5. Om efteråret indledes trækket (med.) ult. Aug., og kulminerer med. sept.-med. okt., hvorefter fåtallig. Antallene er små sammenlignet med om foråret, dagsmax. ved Beidaihe 211 eks. 22.9 1989, 125 eks. 10.9 1990 Beidaihe og 120 eks. 13.10 1987. På Happy Island er dagsmax. 300 eks. 13.9 1994 og 100 eks. 30.9 2003. Et sent fund er fra 23.11 2005 Daxing, Beijing. Yngler i Ø Asien mellem det nordvestlige Ural og Beringshavet, sydpå til syd for Bajkal Søen, Mongoliet, NØ Kina (Heilongjiang) og muligvis Nordkorea. Udbredelsesområdets sydlige kant følger udbredelsen af lærketræer af arten Larix gmelinii. Forlader ynglepladserne fra juli, de fleste i aug.-sept. I Ussurien og Ø Kina kulminerer efterårstrækket sept.-pri.okt. I Jiangxi og Hainan flest ult.okt.-med. nov.; max. 102 eks. 9.11 Changjiang. Overvintrer mellem C Nepal/NØ Indien (sydpå til Eastern Ghats), Bangladesh, S og SØ Kina (især Guangxi, Guangdong og Yunnan, hvor lokalt op til 20-30 eks), Vietnam og Malaysia mod sydøst til Singapore og N Sumatra, muligvis sjældent til Borneo. Talrigst mellem NØ Indien, Burma og C/S Thailand, hvor almindeligste overvintrende phylloscopus. Ret almindelig i Hong Kong ult.sept-med. april., men generelt færre end Fuglekongesanger. Sjælden vintergæst på Taiwan. Desuden mere tilfældigt i resten af Indien, i SØ Iran og Arabien, hvor formentligt en stor andel Humes Sanger blandt de rapporterede. I Kasakhstan regelmæssig, men sjælden trækgæst i maj ved Taukum, i øvrigt sjælden trækgæst, flest sept.-okt. Ankommer til ynglepladserne ult.april-pri. juni. Ret almindelig trækgæst i Sydkorea med dagsmax. på 100 Huksan Do i maj. Sjælden trækgæst i Japan. Ankommer til ynglepladserne ult. april- pri. juni. I Østasien strejfgæst til Andamanerne, Sumatra, Sarawak, Sabah og V Borneo (Glutz von Blotzheim & Bauer 1991, Moores 2001, Wassink & Oreel 2007, Wells 2007, Steins 2009). En mindre del af bestanden trækker mod sydvest. I Europa den hyppigste asiatiske gæst om efteråret. De tidligste er set med. aug. mod nord. I Sydskandinavien tidligste observationer pri. sept. Normalt optræder arten med. sept.-pri. nov., flest ult.sept.-med. okt. I sydlige Østersø flest ult.sept.-pri. okt., lidt senere langs Nordsøens kyster. På Scilly-øerne ankomst ult. sept., og kulmination 10-20.10. Årligt enkelte fund vinter og især forår; således er i Nordeuropa især pri. maj. Optræder i varierende antal fra år til år. I Storbrittanien ca. 8500 eks. 1968-2006 (incl. >2000 Shetland, flest ult.sept.-pri.okt, og 1436 Scilly; flest 10-20.10), Sverige 1222 t.o.m. 2006 (10-86 pr. år), Danmark 576 t.o.m. 2007, Norge 900 (flest Utsira, hvor op til 43 pr.efterår med dagsmax. 20; i 2005 flere hundrede med dagsmax. 35), Finland 1200 (heraf 245 6.9-30.10 2008 og 192 6.9-14.10 2003, i øvrigt 40-100 pr. efterår), Tyskland 300 (heraf majoriteten Helgoland; flest i 1988 med 48 eks.), Holland 800, Frankrig 1005 (t.om. 2006), desuden årlig i Spanien (69, flest 19 ex. i 2008, samt 9 Kanariske Øer jan-marts), Færøerne (ca.60 15.9-3.11, flest pri okt.; min 15 okt. 2007), Island (bl.a. 10 efterår 2008) og Italien (i okt. regelmæssig, med op til 3-5 pr. dag øer mellem Sicilien og Nordafrika). Herudover bl.a. 50+ Estland, 130+ Letland, 50 Polen, 8 Schweiz, 5 Ungarn efterår 2008, Grækenland (flere, bl.a.3 efterår 2008 øen Antikythira nord for Kreta), Bulgarien (flere siden 1987), 20+ Malta (flest okt.-nov.) samt 1-5 i øvrige europæiske lande samt i Nordvestafrika (Marokko, Algeriet og Libyen okt.-nov.) og Senegal. ”Masseoptræden” har været 45 eks. 24.9 2008 Fair Isle, Storbritannien, 35 eks. 5.10 2005 Utsira, Norge, 27 eks. 13 og 18.10 1985 Scilly, Storbritannien, 22 eks. 13.10 2003 Ouessant, Frankrig og 21 eks. 30.9 2003 Norrskär, Finland. Arten trækker ret hurtigt igennem. Således er 88% af de svenske fund endagsfugle; andelen er dog mindre f.eks. i Vestjylland. At artens optræden ikke er af ny dato vises af 80 fund fra Helgoland 1846-1886. I forhold til Fuglekongesanger relativt hyppigere mod nord og sydvest samt i Sydeuropa og Mellemøsten, samt gennem en længere tidsperiode; mediandato er 24.9 Västerbotten, 29.9 Uppland, ca.29.9 Christiansø, ca. 1.10 Sydvestnorge,

Finland og Shetland, 2.10 Letland, 3.10 Storbritannien, 5.10 Helgoland, 6.10 Gotland og Öland, 8.10 Skåne, 15.10 Scilly, 26.10 Spanien. Den længere tidsmæssige optræden end hos Fuglekongesanger afspejler formentligt et større, ”bredere” yngleområde (Glutz von Blotzheim & Bauer 1991, OAG 1993-2005, Breife et al. 2003, Fraser & Rogers 2003, Lausten & Lyngs 2004, Tveit et al. 2004, Christensen & Lange 2006, Flood et al. 2007, SOF 2007). Enkelte er truffet overvintrende i Europa, således i alt 9 Kanariske Øer, flere Madeira og Italien samt spredte enkeltfund mod nord til Storbritannien. Om foråret spredte fund, i Sydvesteuropa flest marts-april (formentligt overvintrende fugle); 5 marts-fund fra Malta, i Sydskandinavien flest på trækket pri, maj, men såvel i Danmark som Sverige udgør forårsfund <1% af de samlede fund; par i display er iagttaget på Öland i Sverige i maj. I Mellemøsten sjælden træk.og vintergæst i Israel (1-16 pr. efterår, dog 16 i 1988, flest ult.okt.-nov; enkelte

overvintrende og på forårstræk), Cypern 5, Tyrkiet 5 (okt.-jan.); I NØ Afrika strejfgæst til Egypten. Den regelmæssige forekomst i Europa med helt konventionel fænologi under efterårstrækket, samt den geografiske

spredning af fundene samt regelmæssige observationer vinter og forår taler imod, at optræden forklares ved ”omvendt træk” - men for, at arten helt bevidst trækker mod sydvest fra de vestligste ynglepladser for at søge mod sydvest til egnede vinterkvarterer i og udfor Afrika. Hvidbrynet Løvsanger er en lille, kvik phylloscopus med langt hvidligt øjenbryn, mørkegrå tøjlestribe, to hvide vingebånd (og hvide tertiærrande), olivengrøn overside og gråhvid underside. Mange Hvidbrynede Løvsangere er om foråret ”uventet” gråtonede, kun med svage rester af olivengrønt i dragten. Om foråret kan vingebåndene være delvis afslidte, eller begrænset til ét tydeligt hvidt vingebånd (og næsten helt afslidte hvide tertiærkanter). Gråtonede fugle med grålig isse og ret smalle vingebånd er også iagttaget i Hebei om efteråret (Rellmar & Müller 2007). Gråtonede fugle kan forveksles med Humes Sanger P. humei, der typisk er mattere (”vasket i klorin” eller ”Hvidbrynet Løvsanger hvor lyset er slukket”) med kun et tydeligt hvidt vingebånd, lysere kind og tøjle, gråtonet matgrøn overside, beigetonet underside og mørkere næb og ben. Virker i formen ofte lidt mere fuglekongeagtig med rundere hoved og kortere næb, der kan virke som kort opstopernæse i det runde hoved. Ofte er det hvide vingebånd den mest direkte slående karakter. Gråtonede, svagt tegnede Hvidbrynet Løvsanger kendes på: 1: Kinden er tydeligt mørkplettet, især i nedre del. Humes har ret ensartet eller kun meget svagt plettet kind. En vigtig karakter,oemend meget få Hvidbrynet Løvsanger kun har slagt plettet kind! 2: Normalt har næbbet min. 50 lyst ved undernæbbets basis; Humes Sanger sort næb, eller højst 30-40 % lyst (Beaman et al. 1998). Der er dog set flere Hvidbrynede Løvsangere, der bedre matchede Humes på dette punkt – og omvendt kendes Humes Sanger med over halvdelen af undernæbbet lyst. 3: Generelt mørkere store dækfjer, der danner en tydelig grænse mod vingebåndet (båndene), i kontrast til lysere ryg. Hos Humes er store dækfjer tit lidt lysere uden tydelig kontrast til ryggen. 4: Undersiden generelt lysere hos Hvidbrynet; ofte lidt mere nusset hos Humes. 5: Benene varierer hos Hvidbrynet Løvsanger fra ret lyse (kun lidt mørkere end Løvsanger P. trochilus) til mellembrune – sjældent mørkebrune. Humes har mørkebrune til sorte ben. 6: Tøjlen har svag mørk stribe, normalt smallere og tydeligt lysere end øjet. Humes har generelt endnu lysere tøjle – og derved mere ”stirrende” ansigtsudtryk, men kendetegnet synes at variere en del. 7: Tertiærernes hvide rande er skarpt afsat fra sorte centre. Hos Humes Sanger er kontrasten typisk svagere med brunere centre og mere diffuse lyse rande. 8: Øjenbrynet er hvidt til let grøntonet hos Hvidbrynet, ofte svagere og mere beigetonet hos Humes Sanger. 9: Humes har ofte mørkegrå issesider og afstikkende lysere grå nakke til forryg. Hvidbrynet Løvsanger er mere ensartet tonet på isse og ryg. Begge arter kan have lysere midterdel af issen, men aldrig skarpt afsat som hos Fuglekongesanger. Sangen fra Hvidbrynet Løvsanger er karakteristisk: en simpelt fem-tonet tse-tseeIT-teeolii, der minder om sangen fra Korttået Træløber Certhia brachydactus. Sang helt forskellig fra Humes Sanger (se denne). Kaldet er et opadgående tseeiiit, der klinger kraftigt og jævnt opadgående. Kaldet minder om kald fra Sortmejse Parus ater eller Korttået Træløber, og indledes undertiden med en kort ekstra tone (og kan da minde omsvagt, højt kald fra Strandhjejle). Mere entonede kald: tsiii er hørt om efteråret (Rellmar & Müller 2007; sjældent i Vesteuropa (Luijendijk 2001, egne obs. Danmark okt. 2007). Kalder tit i serier, efterfulgt af længere perioder med tavshed. Humes Sanger har – ulig Hvidbrynet Løvsanger – flere regelmæssige kaldtyper. Hyppigst høres et lundsanger- eller Hvid vipstjertagtigt tsee-lee, der hørt tæt på kan indeholde en svag ekstra tone i midten, og derfor opfatter som tretonet: tsee-er-lee. Desuden høres et lidt nedadgående tsee-loo, der nok er varianter over det hyppigste kald. Men flere andre kaldtyper er hørt gennem tiden, bl.a et opadgående kald, der lyder som et svagt, lavt kald fra Hvidbrynet Løvsanger - som Hvidbrynet Løvsanger, der trænger til at få opladet batteriet! Særligt ofte har jeg hørt dette kald i Nepal, hvor arten er almindelig vintergæst. Hvidbrynet Løvsanger er her betydeligt sjældnere. Se desuden Humes Sanger nedenfor. Karaktererne er checket hos Humes Løvsanger i bl.a. Kirgisien, Kasakhstan, Nepal og Nordindien; enkelte i Sydskandinavien og Israel; Hvidbrynet Løvsanger i Sibirien, Østkina, NØ Indien, Thailand, Nordeuropa og enkelte i Israel. For mandelli, se Humes Sanger. Hvidbrynet Løvsanger regnes som monotypisk, men de gråtonede fugle med afvigende kald synes at være hyppigere i Østkina end længere vestpå, og kan tænkes at udgøres af en hidtil ubeskrevet form.

226. Humes Sanger Phylloscopus humei mandelli Hume´s Yellow-browed Warbler 1997: 3.5 1 Mudflats, Beidaihe. 2008: 1.5 10 Xiaolongmen. En fugl med de fleste karakterer som denne art sås 3.5 Friendship Hotel, Beidaihe. Almindelig yngletrækfugl (april-okt.), ved kysten sjælden trækgæst, med årlige observationer om foråret ved Beidaihe og Happy Island, flest pri. maj. Yngler i nåleskove mellem 1200 og 2500 m., således almindeligt omkring Beijing, f.eks. Laoling og Wulingshan (max. 115 eks. 23.5 2007 og 100 eks. 8.6 2004 – flest omkring Head Quarters) samt Baicaopan (max. 30 syng.) og Donglingshan. Yngler mellem C Asien og C Kina mod øst til Hebei og mod syd til Tibet. Overvintrer mellem Indien og N Thailand. I området repræsenteret af formen mandelli, der yngler i C og Ø Kina og sydpå til NØ Indien, således meget almindeligt i Shaanxi. Forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer mellem NØ Indien (Assam, Sikkim, Arunachal Pradesh), Burma, N Thailand, NV Vietnam og S Kina (især i Yunnan). Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst til Sydkorea, Japan, Hong Kong, S Thailand og Malaysia. Mandelli ligner Hvidbrynet Løvsanger med gråbruntonet grøn overside, har som denne langt hvidligt øjenbryn og lidt lysere midterdel af issen. Kinden er lysere og svagere plettet end hos Hvidbrynet Løvsanger, hvilket skaber effekt af lysere ansigt, forstærket af smallere mørk tøjlestribe. Grundet lyse omgivelser kan øjet virke stirrende, ulig hos Hvidbrynet Løvsanger. Issesider ofte mørkere grå, og nakke/forryg tit afstikkende grå. Vingebånd som hos Hvidbrynet Løvsanger, men oftest er det forreste kort og svagt – på afstand bemærket kun ét tydeligt lyst vingebånd. Undersiden mere gråtonet end hos Hvidbrynet Løvsanger, især over brystet; undertiden støvet gultonet. Næb (overvejende) sort og benene meget mørke – ser sorte ud i felten; næb og ben ligner Gransanger af formen tristis. I forhold til humei er oversiden en anelse mørkere grøn, svingfjerene har grønnere kanter og undersiden er lidt mørkere gråtonet, især over brystet. I frisk dragt (efterår) som humei, men generelt mørkere og brunere med mørkere issesider og let gultonet underside (Baker 1997). I slidt dragt er de to former stort set identiske. Mange slidte Hvidbrynede Løvsangere ligner Humes Sanger; se Hvidbrynet Løvsanger. Kaldet fra mandelli er let opadgående: tse-viit. Kan minde om Hvidbrynet Løvsangers, men med bedre adskilte toner; på tæt hold høres tre toner i kaldet. Sangen ligner humei´s, men generelt langsommere. Som hos humei ledsages sangen ofte af en ekstra høj og skærende tone, der dog er i mere ensartet tonehøjde hos mandelli. Denne ekstra sekvens er muligvis sjældnere hos de østligste bestande af mandelli. Sangens sidste del udstødes typisk når fuglen sidder eksponeret højt oppe i et træ med spjættende vinger og hale som en fugleunge, der er ved at flyve ud (egne obs. hos humei, Kasakhstan og Kirgisien juni 1989). Note: Nominatformen humei yngler i Centralasiens og Himalayas bjergskove fra N Afghanistan, Kashmir og Ø Uzbekistan til Altai og S Rusland samt østpå til V Nepal og Xinjiang. Yngler i 1450-3200 meters højde, hvor lokalt i tætte bestande, f.eks. i S Kasakhstan og Kirgisien. Forlader ynglepladserne juli-med. okt., og trækker mod syd og sydvest. Ved Chokpak, Kasakhstan to træktoppe: med sept. og ult.sept.-pri. okt. Ret almindelig i Ø Uzbekistan med.-ult. okt., i Tadjikistan ult.aug.-med. nov. Stort gennemtræk i Nepal og N Indien ult. aug.-nov., i Ladakh almindelig fra ult. aug., ved Delhi flest ult.okt.-pri. nov. Ankommer til Pakistan ult. sept. Overvintrer mellem Iran og på nordlige 2/3 af det Indiske Subkontinent til Bangladesh; f.eks. almindeligt mellem N Pakistan, V Indien i syd til Maharasthra, N Indien og Nepal okt.-marts. Er her den almindeligste overvintrende phylloscopus. Betydeligt sjældnere fra Bombay og sydpå. Vintergæst vestpå til Mellemøsten (se nedenfor). Forlader vinterkvarterene ult. marts. I nordlige dele af Indiske Subkontinent incl. Nepal stort returtræk i marts-april, i Kashmir flest ult.april-med.maj. Ankommer til ynglepladserne med.april-ult.maj (Cramp & Brooks 1992, egne obs.). Strejfgæst til V og N Europa, flest ult. okt.-med. nov,. med kulmination første halvdel af november. Desuden relativt mange vinterfund (f.eks. 8 SØ England, Sverige, Holland og Tyskland vinter 1974/75); enkelte forårsfund. I forhold til Hvidbrynet Løvsanger langt mere fåtallig med senere optræden (i Sverige med mediandato 26.10, på Öland 22.10) og relativt flere fund i Skandinavien og i det kontinentale Europa end i Storbritannien, hvor 96 er truffet t.o.m. 2007. De fleste britiske fund er gjort langs østkysten, blot 2 på Scilly, 1 på Shetland og 2 i Irland. I Danmark 24 t.o.m. 2008, Sverige 43 t.o.m. 2009 (alle syd for Stockholm), Norge 23+ t.o.m. 2009, Finland 47, Tyskland 22, Holland 38 t.o.m. 2009 (flest ult.okt.-dec.), Frankrig 15, Italien 6 og enkeltfund mod syd til Spanien, Italien, Rumænien og Tyrkiet (dec.). Sjælden, men regelmæssig træk- og vintergæst i Israel (okt.-april) og UAE (sept.-ult.april). Der er en tydelig tendens til optræden borte fra de egentlige træklokaliteter. Den mere spredte, sydlige optræden antyder et mindre målrettet træk end hos f.eks. Hvidbrynet Løvsanger, og kan tolkes som at ”endestationen for trækket er ved at være nået”. Dette underbygges af et relativt stort antal fugle, der på trækket har været stationære i flere dage, eller som overvintrede fugle. At så mange flere fugle optages på utraditionelle steder påvirkes dog også af, at de fleste fugle dukker op efter løvfald sent i trækperioden, hvor de lettere opdages. Det kan synes overraskende, at en relativt korttrækkende fugl er så relativt hyppig, men bestandtætheden i yngleområderne og vinterkvartererne er stor, hvilket antyder en stor totalbestand. Optræder – som andre centralasiatiske arter – i stærkt svingende antal fra år til år, flest under influx ult.okt.-nov 2003, hvor 30 Storbritannien, 12 Danmark, 5 Sverige, 8 Finland, 8 Helgoland, Tyskland og 7 Frankrig.

Biotop som Hvidbrynet Løvsanger; flere fugle har overvintret i nålebevoksninger. Humei ligner mandelli, men generelt lysere og mere farveløs med mattere grågrøn ryg, beigehvid underside og normalt kun ét tydeligt vingebånd (kort forreste vingebånd ses hos ca. 10% frem til forår). Som hos mandelli er issesider ofte lidt mørkere end ryggen, og nakken til forryggen ofte afstikkende grå. Sangen ligner mandelli, men første del generelt hurtigere, sidste del med større forskelle i tonehøjde, ala kald fra Vindrossel. Har flere kald. Hyppigst høres et to(tre) tonet tsee(ee)-loo, der ligner Lundsangers, Hvid Vipstjerts og visse Gransangeres, med sidste tone lavest. Varianter af dette kald er hyppige, som tsee-lii med sidste tone højest og et to- til tretonet tse-VEE (vy). Desuden et mere Hvidbrynet løvsangeragtigt tsee-iit, der dog er knapt så skærende (lyder som Hvidbrynet Løvsanger, der trænger til at få ladet batteriet) og mere opdelt. Sjældnere er hørt et entonet hyy som hos Sibirisk Gransanger (egne obs. Kasakhstan, Kirgisien, Indien, Nepal, Israel, Sverige og Danmark). Se Hvidbrynet Løvsanger. 227. Fuglekongesanger Phylloscopus proregulus Pallas´s Leaf Warbler 1997: Almindelig ved Beidaihe, flest 29.4 45 (heraf 40 Legation Gully), 1.5 30 Legation Gully og 2.5 80 Legation Gully. I øvrigt jævnligt 5-10 pr. dag. På Happy Island 12.5 28, 13.5 30, 14.5 255, 15.5 26, 16.5 65, 17.5 88 og 18.5 315. 2008: 28.3 3 Longevity Hill ved Sommerpaladset, Beijing – 28.4 1 Den Himmelske Freds Plads, Beijing – 29.4 4 Kangxi Grasslands - 29.4 2 Great Wall, Badaling – 1.5 3 Xiaolongmen. Ved Beidaihe 2.5 3 Reservoiret – 3.5 3 Lighthouse Point – 3.5 25 Friendship Hotel – 3.5 30 Yang He Woods – 4.5 1 Jin Shan hotel – 4.5 4 Sandflats – 4.5 5 Lotus Hills – 5.5 2 Jin Shan Hotel – 5.5 10 Friendship Hotel – 5.5 15 Yang He Woods – 5.5 4 Legation Gully – 6.5 1 Dongshan Hotel – 7.5 1 Jin Shan Hotel. 7.5 10 og 16.5 4 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 7.5 18- 8.5 20 – 9.5 18 – 10.5 20 – 11.5 75 – 12.5 15 – 13.5 14 – 14.5 125 – 15.5 7- 16.5 4. Almindelig trækgæst (ult.marts-ult maj og (ult. aug.) pri. sept.-med. nov.) og tilfældig vintergæst. Forårstrækket kulminerer ult. april- pri.maj, ofte med en mindre top medio maj), hvor dagsantal på flere hundrede er regelmæssige, dagsmax. 1000 eks. 6.5 2001 Jin Shan Hotel, Beidaihe, 600 eks. 14.5 2000 Magic Wood, 500 eks. 12.5 2004 Big Magic Wood, 500 eks. 14.5 2005 Happy Island, 500 eks. 10.5 2007 Beidaihe, 500 eks. 21.4 2007 Jingtang Gang, Laoting og 350 eks. 10.5 2001 Happy Island. Enkelte ses til pri. juni. Om efteråret en udpræget oktoberart, hvis træk er mere komprimeret end Hvidbrynet Løvsangers. Flest ses pri.-med. okt, med lille tendens til to-toppet forløb. Ved Beidaihe dagsmax. 395 eks. 15.10 1987, 395 eks. 13.10 1989, 240 eks. 12.10 1989 og 224 eks. 12.10 1986. På Happy Island 150 eks. 4.10 2000, 100 eks. 13.10 2007 og 70 eks. 11.10 2001 (Williams 1992, Lehto 2000, Schiermacher-Hansen 2002). Efterårstrækket er mere komprimeret i forhold til Hvidbrynet Løvsangers. Om vinteren fundet 21.2 2008 Xiaomin, Beijing; desuden 1 1.12 2001 Beidaihe, formentligt denne art. Yngler i Ø Asien mellem Altai og Sakhalin, mod syd til Mongoliet og NØ Kina og mod øst til Koreas bjerge. I Sibirien udvidede yngleområdet sig fra Irkutsk omkring år 1900 og omkring Tomsk i 1950´erne. Forlader ynglepladserne ult.aug-ult. sept, og trækker mod S og SØ. Passerer Ø Asien sept.-okt., enkelte østpå til Japan. Ved Vladivostok talrig med trækkulmination ult.sept.-pri. okt. Overvintrer i SØ Asien, især i SØ Kina og Hainan samt sydpå til N Thailand, N Laos og N Vietnam, i milde vintre mod nord til C Kina. Overvintrer således generelt mere nordligt end Hvidbrynet Løvsanger, i Fujian op til 100 eks. pr.lokalitet, og i Guangxi og Jiangsu op til 30 pr lokalitet. I Hong Kong ret almindelig vintergæst pri. nov-med. april, flest jan-feb., hvor max. 80 overvintrende pr. lokalitet. I N Thailand ret almindelig vintergæst, men betydeligt mere fåtallig end Hvidbrynet Løvsanger, langt mere fåtallig til C Thailand. Fåtallig trækgæst Kasakhstan, flest i okt; enkelte fund april-maj. Forlader vinterkvarteret i april. Trækket i Ø Asien kulminerer ult.april-pri. maj., i Mongoliet med.-ult. maj. Ankommer til ynglepladserne med.april-med.juni. I Ø Asien strejfgæst til Bangladesh og Taiwan. Desuden trækker en del årligt mod vest og sydvest. Årlig trækgæst i Europa (ult. sept.-pri. dec.), heraf >90% med okt.- med. nov; flest med.-ult.okt., med tendens til mindre sen top med. nov. Enkelte vinter- og forårsfund. I Storbrittanien 1600+ 1968-2007, Sverige 1280 t.o.m. 2006 (320 i 1996), Danmark 310 t.o.m. 2007, Norge 166 t.o.m. 2006, Finland 800 (126 i 2003), desuden 15 Estland, 18 Letland, 15 Lithauen, 16 Polen, 135+ Tyskland (heraf 70-75% Helgoland), 120 Holland, 78 Frankrig (t.o.m. 2006), 6 Spanien. Desuden enkeltfund i en lang række lande mod syd til Ungarn, Slovakiet, Serbien, Malta, Marokko og Tunesien; nordafrikanske fund er fra dec. og marts. I Mellemøsten strejfgæst til Israel (2) og UAE. Den meget sporadiske optræden i Mellemøsten i forhold til Hvidbrynet Løvsanger kan forklares ved, at arten generelt overvintrer længere mod nord end denne; se nedenfor for optræden vinter og forår i Europa (Alström et al. 1992, Glutz von Blotzheim & Bauer 1991, Cramp & Brooks 1992, OAG 1993-2005, Breife et al. 2003, Fraser & Rogers 2003, Lausten & Lyngs 2004, Deutsche Seltenheitskommission 2006, Juano 2006, Christensen & Lange 2007, Flood et al. 2007, SOF 2007, Wassink & Oreel 2007). Mediandato på efterårstrækket i N og V Europa: Västerbotten 9.10, Uppland 10.10, Gotland 14.10, Finland 14.10, Öland 16.10, Christiansø 19.10, Skåne 19.10, Utsira 15.10, Helgoland 19.10, Holland ca. 21.10. Af 100 Scilly er tidligste 12.10, flest ult.okt-pri.nov. Største antal fra Europa er alle fra Sverige: 25 10.10 1999 Örskär, i øvrigt 76 eks. 15.10 1996 fra Skåne i Syd via Öland (38 eks.) til Västerbotten i nord, på Christiansø 17 eks. 19.10 1996. Denne ”lokale

masseoptræden” er i Sverige ikke bemærket hos Hvidbrynet Løvsanger, men derimod længere vestpå (se Hvidbrynet Løvsanger). Sammenlignet med Hvidbrynet Løvsanger langt færre mod nord, vest og syd; i en række europæiske lande er forholdet mellem Hvidbrynet Løvsanger: Fuglekongesanger. Finland 60:40, Sverige ca. 50:50 (dominans af Fuglekongesanger ved Østersøen, på Öland er forholdet 39:61, men fratrækkes fuglekongesangerinvasionen i 1996 bliver forholdet 48:52), Danmark 65:35, Norge 85:15, Tyskland og Baltikum 70:30 (Helgoland 63:37; i 1800-tallet 96:4), Storbrittanien og Holland 85:15 (Scilly 93:7), Frankrig 93:7, Spanien 94:6, Færøerne 98:2, Island og Kanariske Øer/Madeira 0:100 (Glutz von Blotzheim & Bauer 1991, Malling Olsen 1996, samt senere tilgængelige antal). Forskelle i relativ optræden er søgt forklaret ved omvendt træk (Rabøl 1976, 1988), men modsiges af et stigende antal efterårsfugle fra det meste af Europa og Mellemøsten, samt flere vinter- og forårsfund. Desuden er store ”fald” (f.eks. hundreder efterår 1996 (Malling Olsen 1996, Thorup 1997) altid gjort i forbindelse med højtryk med kolde østenvinde fra Finland til SØ Europa; i grænseområderne til lavtryk og regn sker de store fald – hvilket gælder alle østlige trækgæster. Optræden i Europa skyldes sandsynligvis er regelmæssigt vestrettet træk fra de vestligste yngleområder, der følger gunstige fourageringslokaliter vestpå, for siden at bøje af mod syd for at nå gunstige overvintringskvarterer. Indfangne fugle på Christiansø viste orientering mod VSV-SV (Thorup 1997). Dette formodes at gælde for de fleste andre fuglearter fra Asien, der dukker op i Europa. Fænologien i Østkina og Vesteuropa er – som for mange langttrækkende østasiatiske arters vedkommende – næsten identisk! Flere vinterfund er gjort i V og N Europa, således flere 2007-2008 Sverige (Skåne), Danmark (Gedser), Tyskland, Holland og Storbritannien. 4 af 6 fund fra Spanien er gjort i marts-april, ligesom der er yderligere vinterfund fra Holland, Frankrig, Italien, Portugal og Marokko. Relativt flere vinterfund af Fuglekongesanger end af Hvidbrynet Løvsanger er gjort i Europa, hvilket afspejler forholdene på vinterkvarterer i SØ Asien.. Om foråret er enkelte er set i V og N Europa, i Skandinavien flest i maj (især i første halvdel af måneden). Antallet udgør dog <1% af de samlede fund. Som altid en komplet charmerende speedet lille frækkert – en åbenbaring i gult, sort og hvidt!! Kun fuglekongestor med påfaldende sort tøjle- og øjenstribe og issesider imod gulligt øjenbryn og issestribe: tigerstribet og tit kraftigst gul foran øjet. De kraftigst farvede er næsten orangegule fortil, men en del svagere tegnede. Undersiden er gråhvid til hvid. Oversiden er olivengrøn med to gulhvide vingebånd, skarpt afsat mod sorte dækfjercentre. Den vel afsatte gule overgump er tydelig set lavt bagfra – især når fuglen som en kolibri svirrer foran løv, eller svirrer omkring i lav højde. Om foråret er mange mere gråtonede i nakken og på forryggen, ligesom vingebåndene kan være smallere og hvidere gennem slitage og blegning. Næbbet er kort og mørkt med lidt lysere basis af undernæbbet. Benene mellembrune, sjældent lyse. Omkring Beijing hørtes flere syngende, og det var en oplevelse hver gang: Fuglens sang er lige så speedet og overraskende som mødet med denne herlige fugl i felten. Sangen består af en hurtig - næsten forceret -tonerække, der veksler fra gang til gang. Hvor den ene strofe er kanariefugleagtig er den næsten måske en variation af Løvsangers sang, og den tredje mejseagtig! Sangen kan mindes med en hurtig, veloplagt Tajgapibers. Kaldet er langt svagere og høres mindre end hos Hvidbrynet Løvsanger. Det er et opadgående dweit, der lyder lukket og nasalt; I Vesteuropa har jeg bemærket, hvordan det kan drukte i et tog af Fuglekonger! Kaldet er blevet sammenlignet med ”the twang sound when you skid a piece of ice across a frozen lake” (Constantine et al. 2006). Sjældnere er hørt et Humes-sanger/Lundsangeragtigt tse-lee, et kort, nedadgående tiu og et entonet tyy, der ligner Sibirisk Gransangers (egne. obs. Danmark okt. 2003). Ses normalt – som Hvidbrynet Løvsanger – ved løvbevoksninger, haver, åben skov og buskadser, men i højere grad end Hvidbrynet Løvsanger i nålebevoksninger, f.eks. bemærket om efteråret på Öland og på Utsira, samt efterår og vinter i Danmark (Tveit et al. 2004, egne obs.). Dette kan –sammen med det svage kald, der ytres ret sporadisk - forklare, hvorfor arten er sværere at finde end Hvidbrynet Løvsanger. 228. Chinese Leaf Warbler Phylloscopus yunnanensis 1997: På Happy Island 12.5 2, 14.5 1 og 17.5 1. 2008: 1.5 1 Xiaolongmen. På Happy Island 14.5 1 lunden – 15.5 2 lunden. Ret almindelig yngletrækfugl i Beijing og Hebei (pri.-ult.maj-sept./pri. okt.). findes i bjergskovene, hvor til de ankommer fra først i maj, men formentligt overvejende 10-15.5. Gode steder er bl.a. Lao Ling (max. 40 syng.), Wulingshan (max. 55), Xiaolingmen, Baicaopan (max. 25 syng), Baihuashan og Doilingshan. Sjælden trækgæst ved kysten (maj og sept.- pri. okt) med enkelte, især på Happy Island. Yngler i C og NØ Kina (mellem Liaoning og Yunnan; sands. vestpå til Quinhai) i ret lav skov, lokalt i ren nåleskov mellem 1000 og 2800 m. Overvintrer i C Burma, NW Thailand, N Laos og N Vietnam, muligvis i det sydligste Kina; observeret om vinteren i Yunnan og Hong Kong. Gennemtræk bemærket Yunnan pri.sept. Strejfgæst til Tibet, muligvis til Meghalaya, NØ Indien og Bhutan (MacKinnon & Phillipps 2000, Rasmussen & Anderthon 2005, Brazil 2009). Ligner Fuglekongesanger, men en anelse større med fladere isse og lidt længere næb, med træk fra Hvidbrynet Løvsanger. Er desuden generelt blegere (matches dog af slidte Fuglekongesangere om foråret) med svagere lys

issestribe; ofte begrænset til en aflang lys plet bagerst på issen. Øjenbrynet er hvidligt (uden gult), tøjlestriben svagere og den mattere øjenstribe helt lige, uden Fuglekongesangers mørke ”hug” ned mod kinden (og ofte lysere øreplet). Har desuden helt ensartede armsvingfjer uden Fuglekongesangers mørkere baser. Ben generelt lysere. Næb mørkt, ofte med lysere basis af undernæb. Kaldet er karakteristisk: et svagt, entonet dzzt, som et meget svagt kald fra Skovpiber/Tajgapiber eller fra Grå Fluesnapper Muscicapa striata. På ynglepladsen et opadgående tueet-tueet-tueet…, der ytres ofte. Sangen er en monoton og tør tonerække: tsiridi-tsiridi-tsiridi…… der kan vare i op til 1 minut. Synger fra trætoppe. 229. Nordsanger Phylloscopus borealis Arctic Warbler 1997: På Happy Island 16.5 2, 17.5 7 og 18.5 2. 2008: På Happy Island 13.5 3 – 14.5 2 – 15.5 4. 16.5 1 Magic Wood, Laoting. Almindelig trækgæst ((pri.) med. maj-med. juni og pri. aug.-med.okt.). Om foråret den senest ankommende phylloscopus-sanger, med få observationer før 10.5. Trækket kulminerer sidste tredjedel af maj og først i juni, hvor dagsantal på op til 100 er regelmæssige Happy Island, flest >1000 eks. 22-23.5 2001 Happy Island, desuden betydeligt gennemtræk ved Beidaihe og Laoting (f.eks. 250 eks. 18.5 2007 Magic Wood, og undertiden i større antal indlands, således 30 eks. 21.5 2005 Yuanmingyuan og 20 eks. 22.5 2005 Huaishahe, Beijing. Om efteråret tidlig borttrækker, hvis træk kulminerer ult.aug-med. sept. På Happy Island er dagsmax. 70 eks. 2.9 1994. Ved Beidaihe er dagsmax. 28 eks. 29.8 1990, 15 eks. 24.8 1990 og 11.9 1987, 11 eks. 13.9 1987 og 8 eks. 20.9 1986. Desuden er langs kysten iagttaget 15 eks. 5.9 2004 Tanggu og 15 eks. 16.9 2005 Laoting. Enkelte ses efter 1.10. Yngler gennem N Asiens nordlige taiga mellem Nordskandinavien og Stillehavskysten, sydpå til Bajkal, Ussurien og NØ Kina (Heilongjiang) samt i Japan; en mindre bestand i Alaska (formen kennicotti). Den mest langttrækkende Phylloscopus. Forlader ynglepladserne i aug. (de vestligste ynglepladser fra ult. juli), og trækker generelt længere mod sydøst end andre nordasiatiske Phylloscopus-sangere. Gennemtrækket i Ø Kina er størst ult.aug.-med.sept., og i Hong Kong ult.sept.-pri.okt. I Japan senere træk, der indledes ult. sept., og fortsætter til pri. nov. Overvintrer i SØ Asien fra C Thailand sydpå til Java, Phillippinerne, Sulawesi og Wallacea, samt på Andamanerne, enkelte i S Kina. Ankommer til Malayiske Halvø fra aug., men i større antal ult-sept.-okt. Almindelig vintergæst her; forlader igen Malayiske Halvø med.april-ult. maj. Fåtallig vintergæst Timor-Leste. Fåtallig på forårstrækket i Hong Kong med tendens til to-toppet forløb i ult april og ult. maj. Trækket passerer Ø Asien maj-med. juni. Ankommer til ynglepladserne fra ult, maj, men på de vestlige ynglepladser først ankomst pri.-ult. juni, enkelte til pri. juli. Desuden Strejfgæst til New Guinea, V Australien og Hawaii.

Yngler i Norden sjældent i det nordligste Sverige (max. 20 par) og Norge (max. 10 par siden midt i 1990´erne, tidligere 100-300 par) samt i Finland (3000-5000 par). Sjælden, men årlig trækgæst om efteråret i V og NW Europa, flest med.aug-med. okt. Langt de fleste fund er gjort i Storbrittanien, hvor der er 290 fund t.o.m. 2007, langt de fleste mod NV, således 123 fund Shetland. På Fair Isle ligger ankomstdato omkring 12-16.9. Herudover flest i NØ Storbritannien, men også bl.a. 7 Irland og 23+ Scilly 6.9-30.10. SV Norge under 10 fund (12.8-7.10, eksklusive norske ynglefund), Sverige 5 sept.-okt. (yngler N Sverige), Danmark 4 aug-sept. langs jyske vestkyst, Færøerne 6, Island 3, Tyskland 15 (heraf 11 Helgoland), Holland 15 (sept.-okt.), Belgien 1, Frankrig 10, Luxemburg 1, Spanien 2, Italien 2, Gibraltar 1, Estland 4, Bulgarien 1, Malta 1. 2 fund fra Grækenland samt 1 fra Lithauen april-med. maj er udeladt. Enkelte fund fra juli i Storbritannien kan teoretisk udgøres af fugle på forlænget forårstræk. I Mellemøsten strejfgæst til Israel, Oman (1) og Saudi Arabien, desuden strejfgæst i Kasakhstan (9 fund maj-okt.) (Richardson 1990, Alström et al. 1992, Cramp & Brooks 1992, Gjershauk et al. 1994, Eriksen et al. 2001, Breife et al. 2003, Rogers & the Rarities Committee 2004, Flood et al. 2007, Wassink & Oreel 2007, Wells 2007, Slack 2009).

Blandt de asiatiske sangere har Nordsanger i Vesteuropa generelt sit ”vestligste tyngdepunkt”, ligesom den om vinteren træffes længere mod sydøst end andre sangere – nok den ”stærkeste trækfugl” blandt alle sangere, men imponerende tangeret af Hvidbrynet Løvsanger. Den største og kraftigste Phylloscopus. Førsteindtrykket er af en Hvidbrynet Løvsanger i dobbelt størrelse med flad pande, relativt lille hoved og øje samt kraftigt - i spidsen let buet- næb med mørkt overnæb og gulligt undernæb med mørk spids. Har langt, gulhvidt øjenbryn, der spidser til fortil og ender før næbbasis - som hos Brun Løvsanger. Kinden er tydeligt mørkplettet – normalt tydeligere end hos lignende arter, f.eks. Two-barred Greenish Warbler. Har tydelig, og jævnt afsat sortagtig tøjle-og øjenstribe. Issen til oversiden er olivengrøn. Har 1-2 smalle, hvide vingebånd, der kan være delvis afslidte, men undertiden er tydelige; det bagerste vingebånd er dog altid til stede, ofte som række af hvide pletter. Undersiden er smudsigrå med varierende mørke diffuse striber over brystet, der derved kan virke ret mørkt. Hånden er generelt længere end hos lignende arter; forhold tertiærer:hånd 1:1-1.2, men halen er kortere. Under gode observationsforhols ses ret stort ”gab” mellem 5. og 6. håndsvingfjer. De kraftige ben er grågule, sjældnere mørke (mørke ben er dog hyppigere i østlige end i vestlige del af udbredelsesområdet). Færdes ret sløvt og ”tonsende” gennem vegetationen uden at klippe med vinger og hale. Andre jizz-associationer: form som Skovsanger P. sibilatrix, med lignende bredt bryst, lange vinger og kort hale. Vingerne slutter midt på halen (egne obs. Singapore nov. 2002)

Kaldet er et kort, metallisk dzzt, der ligner Vandstærs Cinclus cinclus. Sangen er en svirren, der ligner første del af Skovsangerens med en Locustella-agtig tone,eller ”Skovsanger med gærdesanger-accent” (borealis og kennicotti). Sangen fra formen xanthodryas afviger ved at være blødere med karftigere afslutning (Brazil 2009) Flere former trækker gennem området. De fleste er formentligt formen borealis (det meste af yngleområdet). Formen xanthodryas (Sakhalin, Kamtjatka, N og C Japan) er i forhold til borealis klarere grøn oventil med gultonet underside, hvid bug og bredere gultonede vingebånd; bestnde fra Kamtjatka er størst. For nyligt foreslået splittet til egen art: Pacific Warbler med bestande fra Kamtjatka som egen form: eximinantus. Denne er større end xanthodryas med kraftigere næb og svagere gultonet underside. Desuden forekommer formen kennicotii (Alaska), der ligner borealis, men generelt mindre med kortere næb, grønnere overside og mere gultonet underside (Reeves et al. 2006, Saitoh et al. 2008, Brazil 2009). 230. Two-barred Greenish Warbler Phylloscopus (trochiloides) plumbeitarsus 1997: På Happy Island 13.5 2, 14.5 5, 15.5 8, 16.5 3, 17.5 50 og 18.5 25. 2008: På Happy Island 9.5 2 – 10.5 3 – 11.5 3 – 12.5 2 – 13.5 4 – 14.5 3 – 15.5 3 – 16.5 1. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst ((ult. april) pri.maj-pri.juni/ult. aug-pri.okt.). Om foråret ses de første normalt omkring 10.5; tidligst 30.4. Trækket kulminerer generelt to sidste uger af maj, dagsmax. er 300 eks. 12.5 2004 Happy Island; hyppigere er antal på op til 100 pr.dag 15-25.5 Happy Island, Yang He Wood, Magic Wood og Beidaihe. Om efteråret flest ult. aug.- ult. sept. Dagsmax. 50 eks. 31.8 1994 Happy Island, 30 eks. 9.9 2006 Beidagang og 30 eks. 23.9 2006 Tanggu, ved Beidaihe op til 8 pr. dag ult. sept. (Dierschke & Heintzenberg 1994). Williams (2000) nævner blot arten som fåtallig om efteråret ved Beidaihe, med dagsmax. 5 eks. 4.10 1986. Yngler mellem Yenisei og Okhotsk, samt i Mongoliet og NØ Kina sydpå til Hebei, hvor almindelig i bjergskovene (f.eks. 50 20.5 1998 Badaling (Bertilsson et al. 1998)). Forlader ynglepladserne aug-sept., og overvintrer i S Kina og SØ Asien sydpå til Burma, C og N Thailand, Cambodia, Laos og N Vietnam, hvor ret almindelig sept.-maj. Sjælden i Hong Kong og S Thailand. På trækket desuden blot sjælden i Korea og Japan. Ankommer til ynglepladserne med.maj-med. juni. Strejfgæst til NØ Indien, Taiwan, Malaysia og Singapore. Tilfældig gæst i Vesteuropa: 4 Storbritannien (1 ult.sept., 3 eks. 15-22.10; heraf 2 Scilly), 2 Sverige (juli, okt.), 1 Finland (okt.) 2 Holland sept.-okt, 1 Frankrig (okt.) (Vliet 2001, Breife et al. 2003, Rogers & the Rarities Committee 2004, Slack 2009). I forhold til andre østasiatiske Phylloscopus-sangere langt sjældnere, hvilket muligvis kan forklares ved ret tidlig trækperiode om efteråret, hvir fuglene lettere gemmer sig i vegetationen, men også at formen overses som Lundsanger. Lundsangerens P. trochiloides østlige modstykke; regnes undertiden som en race af denne. Ligner Nordsanger, men mindre med ”rundere former” og relativt større hoved, større og mere central placerede øjne og slankere, løvsangeragtigt næb med lyst undernæb. Har som Nordsanger hvidligt øjenbryn, men ofte kraftigere, samt bredere foran øjet, hvor det ulig hos Nordsanger når næbbets basis. Øjet er desuden større og mere centralt anbragt, og kinden generelt svagere plettet. Nogle har dog så kraftigt plettet kind som Nordsanger og får - som denne- smal hvid ”nymåne” under øjet fremhævet. Overside og vinger ligner Nordsangers, men 2 hvide vingebånd er generelt bredere; det bageste vingebånd virke mere jævnt afsat, og oversiden er generelt mørkere grågrøn, ofte med mere gråtonede issesider. Underside lysere og renere farvet, kun sjældent med svage og udvandede grålige skyggede striber over brystet. Tertiærer ensartet mørke. Hånd kortere end hos Nordsanger (forhold tertiærer:hånd 1:0.6-0.8 (0.9); vingespidsen slutter omkring haleroden. De mørkt rødbrune til mørkegrå ben er slankere end Nordsangers, og virker Gransanger-agtige. Klipper ikke med vinger og hale. Opfattes ofte som en blanding mellem Hvidbrynet Løvsanger/Humes Sanger og Lundsanger. Fugle med de kraftigste vingebånd kan forveksles med den mindre Hvidbrynet Løvsanger, der har kraftigere plettet kind og hvide kanter på tertiærerne (der dog kan næsten afslides om foråret). (Bradshaw 2001, egne obs. Kina april-maj). Lundsanger af formen viridianus (yngler Ø Europa til W Asien sydpå til Afghanistan og Kirgisien) kendes fra Two-barred Greenish Warbler på svagere hvide vingebånd - kun ét kort hos Lundsanger, begrænset til smalt ”hvidt snit” på de mellemste store dækfjer; ofte som ”trappetrin. Kan i frisk dragt have et meget kort, forreste vingebånd, der dog kun omfatter 2-3 mellemste dækfjer; altid flere hos Two-barred). Desuden har viridianus smallere næb, lysere kind (og derfor mindre tydelig hvid ”tåre”under øjet, endnu større øjne og lidt bredere hvidt til beigetonet øjenbryn, der ofte fortsætter smalt over næbbets basis, samt mindre kompet mørk tøjle – ofte som mørk plet foran øjet. Disse karakterer i kombination kan skabe et mere åbent ansigtsudtryk ala Schwarz Løvsanger, der ikke ses hos Two-barred Greenish Warbler. Oversiden er lysere gråligt olivengrøn, og benene lysere (mellembrune). Generelt har vestlige Lundsangere tendens til lysere pande og mere svagt afsat forreste del af øjenbrynet (ala Schwarz Løvsanger), samt mere ukomplet mørk tøjlestribe - ofte som plet foran øjet - end sydlige og sydøstlige. Kaldet er et tre dobbelt tsee-ee-let, der ligner Grøn Sangers P. nitidus. Genererelt mere sprudlende med et touch af spurv end Ludsangers, men undertiden to-tonet som Humes Sanger, Lundsanger og Hvid Vipstjerts, meget sjældent en entonet tzit, som hos Nordsanger. Dette afvigende kald blev hørt hos en ”stresset” fugl i Holland; der er også hørt

afvigende kald fra sangere, der ”stresses”, som gennem konstant opmærksomhed eller ved play-backs (Vliet 2001, egne obs. Rømø, Danmark okt. 2007) Sangen ligner Lundsangers, men er generelt dybere og hurtigere, uden Lundsangers karakteristke ”nys” først og sidst i sangen; sammenlignet med Jernspurv Prunella modularis (egne obs. Sibirien, juni 1989). Play-back-forsøg med sang de to former imellem har givet forskellige resultater. Det er vist, at de ikke reagerer på hinandens sang, og lokalt deler territoriet; synes ikke at hybridisere med hinanden (Collinson 2001, Irwin et al. 2001, Collinson et al. 2003). Playbackforsøg har dog også vist reaktion på den ene arts sang fra den anden art, således reagerede Lundsanger på sang fra Two-barred Greenish Warbler i Tyskland (Glutz von Blotzheim & Bauer 1991). I NØ Tyrkiet har playbackforsøg med afspilning af Lundsanger mod Grøn Sanger givet positiv reaktion (egne obs. Østtyrkiet maj 2009). Det kan konkluderes, at sangen de enkelte former imellem varierer nok til, at den ene art ikke altid er i stand til at kende forskel. Lundsanger og Two-barred Greenish Warbler udgør sammen med formerne obscuratus (C Kina til Tibet), trochiloides (C og Ø Himalaya mellem W Tibet og S Indien) og ludlowi (SØ Afghanistan til Kumaon) en overart med en ringformet udbredelse, der undgår ugunstige biotoper som høje bjerge og ørkener i C og ØAsien. Yngleområdet for Two-barred Greenish Warbler er således adskilt fra Lundsanger af formen obscuratus i S og C Kina mod nord til Shaanxi via en

1000 km. bred zone af bjerge og ørken. Two-barred Greenish Warbler hybridiserer ikke med Lundsanger viridianus i overgangsområder i Sibirien.

De sydlige former af Lundsanger går derimod glidende over i hinanden (Collinson 2001). De vestlige former viridianus og ludlowi er temmeligt ens. Ludlowi (V Himalaya) ligner viridianus, men har mere gråtonet overside med olivengråt anstrøg på bryst og flanker. Regnes ofte som variant af viridianus (Rasmussen & Anderthon 2005); har som denne tit lysere pande, der diffust overgår i det hvide øjenbryn, samt mere ukomplet mørk tøjle – ofte som plet foran øjet. Trochiloides (Himalaya til C Kina) har mørkere og grønnere overside end andre former. Undersiden er gråhvid. Har ofte tendens til to hvide vingebånd. Næbbet er mørkere end hos andre former, blot med orangegul basis af undernæbbet. Obscuratus (S og C Kina mod nord til Shaanxi) har lidt mørkere og grønnere overside og svingfjerskanter end viridanus, generelt hvidere øjenbryn og hyppigt to vingebånd. Kan betegnes som en ”mellemtype”mellem Two-barred Greenish Warbler og andre Lundsangere, regnes af nogle som tættere beslægtet med Two-barred Greenish Warbler (Irwin et al. 2001). Two-barred Greenish Warbler kandiderer til artstatus, og behandles som egen art af Cramp (1988). Yderligere studier vil sikkert etablere artsstatus, men det er betonet, at der fortsat er uklarheder omkring lundsanger-gruppens taxonomi, ikke mindst grundet glidende overgange mellem de sydasiatiske former (Collinson et al. 2003), hvoraf de vestlige er lysere end de østlige (se ovenfor), samt reaktion fra Two-barred Greenish Warbler på play-back forsøg med afspilning af sangen fra obscuratus (Collinson et al. 2001, Irwin et al. 2001, Collinson et al. 2003). Grøn Sanger P. nitidus (Ø Tyrkiet og Kaukasus; overvintrer i S Indien og Sri Lanka) er for nyligt splittet ud som egen art (Knox et al. 2008) efter at have være regnet som form af Lundsanger. Ligner viridianus, men har generelt friskere grøn ovenside, bredere og mere ensartet hvidt vingebånd samt gult i øjenbryn, ansigt og på brystet. De klarest farvede ligner Skovsanger, men mattere fugle kan i felten dårligt kendes fra viridianus, bortset fra svage gule indslag i øjenbryn og brystsider. Kaldet afviger dog ved at være tretonet som hos Two-barred Greenish Warbler, men ofte endnu mere ”spurveagtigt sprudlende”. Sangen afviger let. 231. Pale-legged Leaf Warbler Phylloscopus tenellipes 1997: På Happy Island 12.5 3 – 13.5 10 – 14.5 4 – 16.5 3 – 17.5 3 – 18.5 4. 2008: På Happy Island 9.5 4 – 10.5 15 – 11.5 5 – 12.5 3 – 13.5 4 – 14.5 5 – 15.5 4 – 16.5 3. Fåtallig trækgæst (ult.april-maj og ult. aug.-pri.okt.). Om foråret flest med maj, dagsmax. 30 eks. 12.5 2004 Big Magic Wood, Laoting, 30 eks. 17.5 2005 Beidaihe og 30 eks. 18.5 2007 Magic Wood, Laoting; jævnligt op til 25 Happy Island. Om efteråret flest i sept., dagsmax. 30 eks.3.9 1994 Happy Island, 20 eks. 5.9 1987 Beidaihe og 11 eks. 10.9 1988 Beidaihe. Efter med. sept. kun få, flest 7 eks. 20.9 2007 Happy Island. Yngler i Ussurien, Manchuriet, NØ Kina og Nordkorea. Forlader ynglepladserne aug.-pri.sept. Trækket i Hong Kong er størst ult.sept. Overvintrer mellem S Kina, S Burma, Thailand og Malaysia, sjældent på Andamanerne. På forårstrækket hyppigere øst for Hebei, om foråret således dagsmax. på 150 i maj på Huksan Do, Sydkorea (Moores 2000). Ankommer til ynglepladserne i maj-pri. juni. Sjælden trækgæst i Japan, og strejfgæst til Andamanerne og Singapore. En karakteristisk, ret stor og ”sløv” phylloscopus med brunoliven overside, der bliver næsten bronzebrun mod overgumpen, kraftige lyse ben (grågule til lyst kødfarvede) og velmarkerede hovedtegninger – med langt, hvidligt til cremegult– men ret smalt – øjenbryn i kontrast til bred sort øjenstribe og mørkegrå isse. Øjenbrynet begynder bag den mørke pande (som hos Brun Løvsanger, Nordsanger og en del Two-barred Greenish), og bliver ofte hvidere bagtil, hvor det afgrænset nedadtil af en bred mørk øjenstribe, der er bredere end hos andre lignende arter (så bred som øjet, og oftest bredest bagtil). Kinden er let mørkplettet. Næb overvejende mørkt med lyst begrænset til ”cutting-edges” og basis af undernæb. Har 1-2 smalle, hvide til brunhvide vingbånd, oftest begrænset til de mellemste dele af mellemste/store

dækfjer, hvor de virker smallere, mere beigetonede og mere diffust afsatte end hos f.eks. Two-barred Greenish Warbler og Nordsanger. Vingebåndene er ikke sjældent afslidte. Undersiden er smudsiggrå, undertiden med svagt beige anstrøg på undergumpen og svage grå striber over brystet. Hånden er kort, forhold tertiærer:hånd 1:0.6-0.7 (Leader 1993); 5-6 håndsvingfjer synlige bag tertiærerne. Har tydeligt ”gab” mellem 4. og 5. håndsvingfjer. Kaldet er karakteristisk og udstødes hyppigt: et metallisk, entonet tzee eller tzink. Kan udstødes i korte serier på 7-8 kald på 5 sekunder (Hemmingsen & Guildal 1968). Sangen er en cikadeagtig tonerække på 2-3 sekunder, der kan minde om sangen fra Stribet Græshoppesanger. På trækket en ”enspænder”, der færdes lavt og åbent, tit på jorden og højst i øjenhøjde, med konstant flaksende vinger og hale. 232. Sakhalin Pale-legged Leaf Warbler Phylloscopus borealoides 1997: 12.5 1 Happy Island. Meget sjælden trækgæst (maj): 12.5 1997 Happy Island – 30.4 2004 Happy Island (China Ornithological Society 2005). Yngler i Japan samt på Sakhalin og Kurilerne. Overvintrer i SØ Asien. Øen Huksan Do udfor Sydkorea (landets svar på Happy Island) har haft flere syngende i maj, ligesom arten synes at forekomme mere regelmæssigt længere mod syd i Kina, f.eks. ved Shanghai og Zhejiang, hvor flere eks. Dayangshan Dao 30.4-3.5 2005. Desuden strejfgæst til Deochong Island, Sydkorea samt Taiwan (Moores et al. 2000, China Ornithological Society 2006). Stort set identisk med Pale-legged Leaf Warbler, men har længere hånd (forhold tertiærer:hånd 1:0.7-0.9; 7-8 håndsvingfjer synlige bag tertiærerne), mørkere ben smallere mørk tøjlestribe og større kontrast mellem mørkegrå isse/nakke og olivenbrun ryg. Kaldet ligner Pale-legged Leaf Warblers, men er eventuelt mindre metallisk (Baker 1997). Sangen er en serie af tre høje fløjtende toner: hee-tsoo-kett. Synes at være mere skulkende end Pale-legged Leaf Warbler (Dernjatin et al. 2008). 233. Østlig Kronsanger Phylloscopus coronatus Eastern Crowned Warbler 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 Legation Gully og 3.5 1 Legation Gully. På Happy Island 15.5 2 og 17.5 1. 2008: Ved Beidaihe 5.5 1 Friendship Hotel og 5.5 2 Yang He Woods. På Happy Island 9.5 5 – 10.5 4 – 11.5 6 – 13.5 3 – 15.5 2. Fåtallig trækgæst og yngletrækfugl (med.-ult. april – ult. maj/pri. aug-sept.(med.okt.)), om foråret flest de to første uger af maj, hvor dagsmax. 15 eks. 9.5 2005 Happy Island, 10 eks. 13.5 1998 Happy Island og 10 eks. 7.5 2008 Beidaihe, desuden 7 eks. 9.5 2006 Beidaihe og 5 eks. 30.4 2006 Big Wood, Laoting. Yngler i bjergene omkring Beijing; bestand konstateret i skovområderne ved Kejsergravene i 1916, siden 2000 bl.a. max. 30 eks. 21.5 2004 Donglingshan og op til 5 eks. 6.5 2004 Badaling, i Hebei flest ved Dahaituo, hvor max. 30 syng. Ult.. maj. Om efteråret den tidligste borttrækkende phylloscopus, flest i aug, dagsmax. 18 eks. 12.8 1994 Happy Island, 12 eks. 30.8 1994 Happy Island og 6 eks. 24.8 1986 Beidaihe. Ganske få i sept., og én observation i oktober: 13.10 2006 Beidaihe. Den fåtallige optræden kan sammenlignes med Skovsangers i Sydskandinavien. Yngler i Amur, Ussurien, S Transbaikalien, Ø/NØ Kinamod syd til Shaanxi, i Korea og Japan. Forlader ynglepladserne først i august; de sidste fugle de første dage af september. Efterårstrækket i Amur-regionen er størst sidste halvdel af august, i Hong Kong pri. sept., i S Kina sidst i sept. og i Malaysia sept-okt. Overvintrer mellem Sikkim/Assam, Bangladesh, Burma, C Thailand, og mod sydøst til Indonesien og V Java. Ankommer til ynglepladserne ult.april-ult.maj., til de japanske ynglepladser allerede med. april. Strejfgæst til Cambodia og Vietnam. Tilfældig gæst i Europa (4.10 1843 Helgoland, Tyskland - 30.9 2002 Jæren, Norge - 23.10 2004 Kokkola, Finland -5.10 1987 Katwijk, Holland – 22-24.10 2009 Durham, Storbritannien) (Leader 2002, Zuyderduyn 2008). Blandt de østligst ynglende småfugle, der er truffet i Vesteuropa. Den tidsmæssige fordeling af de europæiske fund er væsentligt senere end optræden i Ø Kina på trækket (sammenlign f.eks. Brun og Hvidbrynet Løvsanger). Som hos andre arter med tidligt borttræk er der meget få fund i Europa. En stor og ”farveglad” sanger med tydeligt og langt hvidligt øjenbryn, der kan være gultonet foran det lille – næsten stikkende – sorte øje. Har mørkegrå issesider, lys midterstribe i issen, mørk tøjle-til øjenstribe og kun svagt plettede kinder. Oversiden er friskt løvgrøn med ét –undertiden to - smalle, lyse vingebånd. Underside hvidlig med afstikkende gul undergump. Undergumpens farve varierer, og hos nogle er gult anstrøg så svagt, så det knapt ses i felten. Mørke issesider imod lys midterstribe i issen kan set bagfra være påfaldende - som hos ”udvandet” Fuglekongesanger, da issestriben er bredest bagtil; når ikke næbbets basis. Hånden er ret kort; forhold tertiærer:hånd 1-0.6-0.7. Næbbet er langt med mørk overkant, orange undernæb og tit smal, lys spids. Færdes ret åbent og ”sløvt”, flakser ikke med vinger og hale. Kalder ret sjældent; kald er et lavt, hæst zweet (ligner Nordsangers, men blødere og mindre metallisk), et fyldigt, nedadgående cheup og et nasalt, let udtrukkent vee-tsyi. Kaldene kombineres undertiden, og lyder da som dele af sangen (Beaman et al. 1998, Leader 1993, Zuyderduyn 2008). Sangen er en strofe: pichi pichi seu sweu, hvor sidste tone er nasalt, samt højest. Mangler undertiden sidste tone, og sangen kan da minde om mejsernes. 234. Blyth´s Leaf Warbler (La Touche´s/Claudia´s Warbler) Phylloscopus ( reguloides) claudiae

1997: Ved Beidaihe 29.4 1 Legation Gully – 30.4 1 Legation Gully – 2.5 2 Legation Gully – 3.5 1 Legation Gully. På Happy Island 14.5 1 og 17.5 1. 2008: 28.4 1 Sommerpaladset, Beijing – 29.4 1 Great Wall, Badaling – 1.5 50 Xianlongmen – 5.5 1 Yang He Woods, Beidaihe. På Happy Island 8.5 1 – 9.5 2 – 12.5 1 – 14.5 1 -15.5 1 – 16.5 1. Fåtallig trækgæst og almindelig yngletrækfugl (med.april-ult.maj/sept.-okt). Yngler meget almindeligt i bjergene omkring Beijing, og et dominerende indslag ved Xiaolongmen samt på andre lignende lokaliteter; ved Wulingshan således 100 21.5 2004, ved Old Peak, Laoling 80 18.5 2006, ved Donglingshan 20 eks. 21.5 2004, ved Dahaituo max. 30 eks. 27.5 2006 og ved Baicaopan 15 eks. 20.5 2006. Fåtallig ved kysten. Om foråret flest ult.april-pri maj, hvor dagsmax. på over 10 er kendt Happy Island; exceptionelt 55 eks. 14.5 2000 Magic/Big Magic Wood (Dernjatin & Vattulainen 2001, China Ornithological Society 2005, Andrews 2006). Repræsenteret af formen claudiae (yngler endemisk i NØ Kina (Sichuan, Hebei, Beijing, Shaanxi), der ofte regnes som egen art, Claudia´s Warbler P. claudiae, adskilt fra reguloides (Himalaya til W og S Kina, Burma og S Vietnam, incl ticehurstii (V Yunnan). Bestande fra SØ Kina regnes undertiden som egen art: Hartert´s Warbler P. goodsoni (Anhui, Jiangxi, Ø Guangxi, Hongkong, Fujian, Guangdong), desuden regnes formerne fokiensis (NV Fujian), Ogilvie-Grant´s Leaf Warbler P. ogilviegranti (Jiangxi, Shaanxi, Sichuan, NV Fujian, Guizhou) og disturbans (C Sichuan) nu som egne arter. Området mellem de enkelte formers udbredelsesområde er fortsat meget dårligt undersøgt, og genetisk er de to former identiske (Olsson et al. 2005). Begge former overvintrer i SØ Asien mod nord til S Kina og Hong Kong, claudiae mod vest til NØ Indien og Bangladesh, og østpå til Sydkorea. Lidt mindre og ”rundere” end Østlig Kronsanger med friskere skovsanger-grøn overside, tydeligere hvide vingebånd og påfaldende lyst næb med helt lyst undernæb. Hovedtegningerne er endnu tydeligere med mørkere issesider, bredere gulhvidt øjenbryn og tydeligere gullig kronestribe, der kan blive hvidlig bagtil (kan set bagfra opfattes som bred hvid plet). Undersiden er silkehvid, sjældnere gråtonet; undertiden med smalle gule striber over brystet. Undergumpen er hvid, undertiden med meget svagt lysegult anstrøg. Benene er mørke. Førsteindtrykket ofte som stor Fuglekongesanger uden gul overgump, men med friskere gulgrøn overside. Har for vane ofte at krybe på træstammer og grene som en spætmejse – en artstypisk vane! Dirrer under sangen tit med vingerne som en fugleunge, undertiden kun med den ene vinge. Sangen er en mejse- eller lundsangeragtig klar tonerække, der kan afsluttes med en gærdesmutteagtig trille: chi chi pit-chew pit-chew trrrrrrr. Kaldet er et totonet pit-cha, der ligner Sumpmejses kald; også et sluprende titsyip (Jännes 1996). Kaldene kan undertiden udstødes undertiden som tretonede. Kalder sjældent på trækket. Reguloides generelt blegere og mindre gultonet med svagere grøntonet overside, men lignende tydelige kontraster. Formentligt stor og delvis uafklaret geografisk variation. Således ses i Arunachal Pradesh, NØ Indien lokal dominans af bestande med gråtonet overside, og uden tydeligt grønt/gult i dragten, bortset fra afstikkende gultonet undergump, varierende fra svagt lysegul til varmt gul, ala Yellow-vented Warbler P. cantator. Fra disse høres ofte en afvigende sang: stødende, i korte mejseagtige forløb: chee chi-wi dy chi-wi dy… uden gærdesmutteagtig trillende afslutning; rytmen er ganske lig Hector Berlioz´ ungarnske march i Fausts Fordømmelse. Disse blegere fugle synes at være hyppige i højder mellem 1800 og 2500 m. (egne obs., Eaglenest marts-april 2009), og udgør formentligt en hidtil ubeskrevet form alternativt formen assamensis (?). Kald et to-tonet tsee-lee, der ligner kald fra Humes Sanger (egne obs. Nepal og Arunachal Pradesh, april). Note: Af andre sangere er truffet: - White-tailed Leaf Warbler Phylloscopus davisoni. Tilfældig gæst: 9-10.5 2006 Jin Shan Hotel, Beidaihe (Marr & Andrews 2006). Yngler i SØ Asien mellem S Kina (Yunnan), Burma, N Thailand og Indokina. Lokalt meget almindelig i Nordthailands bjergskove, især med dominans af nåletræer. Korttrækker, hvis nordlige bestande overvintrer i yngleområdets sydlige del (i Kina især i Yunnan) samt mod syd til Malayiske Halvø. Nær slægtning til Blyth´s Leaf Warbler. Ligner Blyth´s Leaf Warbler, men lidt mindre med kortere næb, relativt større hoved, grønnere overside og hvidere underside. Øjenbryn ofte gultonet, men undergump hvidlig. Har hvide felter i halen; yderste halefjer har udbredt hvidt, der især er tydeligt fra undersiden, hvor halen virker hvid med mørkt midterparti. Alle havefjer har hvide spidser. Livlig, flakser ofte hurtigt med begge vinger samt halen, hvorved de hvide halesider bliver påfaldende. Kaldet er et sortmejseagtigt pit-sui, der er mere stødende end Hvidbrynet Løvsangers. Sangen er sammensat af serier af kaldet: weet tse-tse dee. Ligner sangen fra Blyth´s Leaf Warbler, men lidt hurtigere – ”Lundsanger med sortmejserytme”; sidte del tit lavere og klarere (egne obs. Nordthailand feb. 2009). - Large-billed Leaf Warbler Phylloscopus magnirostris. Sjælden yngletrækfugl (maj-aug.). Findes i bjergskove ved Wulingshan i højder mellem 1500 og 1800 m. Max. 8 syng. pri. juni 2003, i øvrigt jævnligt 1-4 eks.ult.maj-pri. juni. Konstateret første gang i 2001, siden årlig. Yngler i åben bjergskov nær vand, gerne ved tilgroede kløfter i 1500-4000 meters højde fra N Afghanistan og Kashmir østpå gennem Himalaya til Gansu og Sichuan, V Kina og nordpå til Hebei, og sydpå til N Burma. Almindelig i Tibet. Overvintrer i sydlige halvdel af Indien og på Sri Lanka, sjældent i S Burma. I Maharasthra sjælden vintergæst (ult. sept.-feb). I Goa fåtallig vintergæst nov.-marts. Trækgæster ses i Nepals lavland marts-april (Inskipp & Inskipp 1985, Baker 1997, Lainer 2004, Rasmussen & Anderthon 2005, Robson 2005, Prasad 2006).

Ligner Nordsanger, men har længere mørkt næb (kun med lysere basis af indernæbbet) med let buet spids, og er i frisk dragt kraftigere grøn med gulere anstrøg forrest i øjenbrynet. Har desuden bredere mørk øjenstribe (ala Pale-legged Leaf Warbler) og bagkant af kinden. Undersiden er hvid til gul, ofte med diffuse gule striber over brystet. Har lyse halesider. Kaldet er et mejseagtigt, to-tonet cher-tiii, hvor sidste tone er en halv oktav højere end den første. Spjættter med halen under kaldet. Sangen er en klar 3-5-tonet fløjten: tseep TSEEP TSEIP-TSEEIP i nedadgående følge, der starter svagt, men slutter kraftigt. - Tickell´s Leaf Warbler Phylloscopus affinis. Sjælden og uregelmæssig yngletrækfugl i N Hebei, mere udbredt S Shaanxi (1000 km. syd for området), muligvis under spredning. Konstateret ult. maj Wulingshan, bl.a. 2-3 24.5 2006. Tilfældig gæst på Happy Island: maj 1998 – 16.5 1995 - 2 14.5 2000, ved Beidaihe 11-12.5 2006 Lighthouse Point, Beidaihe. Yngler i Himalaya mellem N Pakistan og C Kina over trægrænsen i lave krat >2700 m. og op til 4880 m. Overvintrer i Indien, Nepal, Bangladesh, N Burma og SW Kina. Strejfgæst til Ø Kina, Korea og Japan. Lidt mindre end Brun Løvsanger, på størrelse med Gransanger. Ligner i formen Gransanger med dennes runde hoved og korte hånd, men i dragten mere Løvsanger: olivengrøn overside og vinger (den vingebånd) samt lang, gul øjenbrynstribe, der kan blive hvidligt bagtil, og i god kontrast til sortagtig tøjle-og øjenstribe. Undersiden er lysegul med gulbrunt til olivenbrunt anstrøg på bryst, flanker og undergump. Har smalt, overvejende gulorange næb med mørk overkant og undertiden smal mørk spids på undernæbbet. Kaldet er et skarpt chep, der ligner Gråspurvens, ved uro en kort gentaget serie: tak-tak…. Sangen er simpelt, gentaget tchip-tsi-tsi-tsi-tsi-tsi. Opførsel som Løv- og Gransanger, men færdes generelt ret lavt i vegetationen. Optræder om vinteren tit i smågrupper (egne obs., Nepal). - Buff-throated Warbler Phylloscopus subaffinus. Tilfældig gæst: maj 1990 Beidaihe. Yngler i S og C Kina, og overvintrer i S Kina, N Burma, Thailand og Indokina. Strejfgæst til NØ Indien. En ret kraftig, kortvinget sanger med olivenbrun overside, ensartede vinger, kort sortspidset næb, gult øjenbryn, mørkspættet kind og karrygul underside. Struben er lidt lysere gultonet. Kaldet er et cikadeagtigt, dæmpet og ret blødt trupp. Sangen er en serie korte toner: chi-chi-chi-chi-chi-chi(Brazil 2009). Ligner Tickell´s Leaf Warbler, men mere kompakt og ”brystsvær” med kortere vinger og hale. Undersiden er generelt koldere gultonet, og hovedtegninger svagere med mere ensartet gult øjenbryn, mere gultonet og mørkplettet kind samt mørkere næb med blot basis af undernæbbet lyst. - Sibirisk Gransanger Phylloscopus (collybita) tristis (Siberian Chiffchaff). Meget sjælden gæst: 14.5 2002 Happy Island – 16-19.5 2006 Lighthouse Point, Beidaihe - 10.5 2007 Lotus Hills, Beidaihe. Gransanger yngler gennem Europa og Asien østpå til Xinjiang, NW Kina. I området repræsenteret af Sibirisk Gransanger (formen tristis), der yngler mellem Mezen, Pechora og Ø Ural mod syd til Ø Iran og østpå til Ø Sibirien og NV Kina. Forlader ynglepladserne i aug, og trækker gennem Centralasien, hvor almindelig i Uzbekistan og Kasakhstan sept.- okt. Overvintrer især i nordlige halvdel af det Indiske Subkontinent, incl. Nepal, således meget almindelig mellem Gujarat og Delhi, desuden mod vest til Iraq og Mellemøsten og tilfældigt nordpå til Uzbekistan. Forlader vinterkvarterene i marts. Hovedtrækket passerer Centralasien ult.marts-april. Ankommer til ynglepladserne ult. april-maj. Strejfgæst østpå til Ø Kina (Hebei), Hong Kong, N Vietnam, Korea og Japan (hvor muligvis regelmæssig vintergæst). Årlig gæst i Europa, flest okt.-nov, med enkelte overvintrende og enkelte forårsfund, f.eks. >100 Sverige (på Öland mediandato 10.10), 62 Finland t.o.m. 2001, 35 Danmark t.o.m. 1995, 29 Holland t.o.m. 2008, 19 Frankrig og 8 Spanien (heraf 4 i nov.). Truffet mod nordvest til Island og Færøerne (Glutz von Blotzheim & Bauer 1991, Juano 2006, Brazil 2009, Ebels 2009). En gråbrun til brungrå Gransanger med sorte næb og ben, ret tydelig lys øjenbrynstribe samt bruntonet kind og skuldre. Kan have diffust lyst vingebånd og har ofte oliven kanter på svingfjerene. Undertiden har undernæbbet smal lys basis, og benene kan være mørkebrune. De bruneste fugle findes generelt længst mod øst, mere grå fugle, undertiden med indslag af oliven eller gulligt, længst mod vest. Indslag af oliven eller gult er størst om efteråret, hvor det kan forekomme som spredte ”uldne” indslag i det meste af hoved og overside (islr på bagryggen), men synes ret hurtigt at afslides, og er ikke set på hundreder i Nordindien jan-marts (Berg 2009, suppleret med egne obs. Uzbekistan, N Indien og NV Europa). Sangen er cyklisk med det samme 4-5 toners motiv gentaget. Der er ikke gennem udbredelsesområdet konstateret regionale forskelle i sangen (Martens & Meinche 1989, Dean & Svensson 2005, Lindholm 2008). Kaldet er et tyndt pee, der er sammenlignet med kald fra kylling. Sjældnere høres kald, der ligner Humes Sanger og Lundsanger. I Europa yngler to former af Gransanger: collybita og abietinus. Af disse strækker yngleområdet for abietinus sig østpå til vestlige Ural; der er et hul i udbredelsesområdet mellem denne og tristis (Berg 2009). Abietinus er grønnere end tristis og har anderledes kald – et opadgående tjeeip – samt sang: den klassiske ”chiff-chaff-sang”. Kun i kort tid efter udflyvningen kan unge abietinus have entonet kald, der ligner kald fra tristis (Constantine 2006, egne obs. Danmark pri. august). Play-back-forsøg af sangen har vist, at tristis og abietinus ikke reagerer på hinandens sang (Martens & Meincke 1989). Ligeledes er det påvist, at en påstået hybridzone de to former imellem ikke eksisterer (Lindholm 2008).

Traditionelt regnes som form af Gransanger, og nævnes ofte som umulig at kende fra Gransanger i felten (Svensson 1992). Nyere undersøgelser har kortlagt formens variation indenfor yngleområdet, på trækket samt i vinterkvarteret (Berg 2009, egne obs. N Indien). Det anbefales derfor, at fugle med en kombination af dragt og kald kan bestemmes (Berg 2009), hvilket forekommer yderst rimeligt: I NV Europa ses fugle med kombination af mangel på gult i dragten samt typisk kald stort set kun om efteråret, f.eks. med ankomst pri. okt. til Østersøområdet, med størst antal i østlige vinde. I reglen optræder disse i perioder, hvor andre asiatiske gæster ses, dog typisk 1-2 dage før ”vingebåndene” dukker op - ”grå Gransangere” er altså en god indikator for, at ”sluserne er åbnet østfra”! (egne obs. S Skandinavien). - Løvsanger Phylloscopus trochilus . Tilfældig gæst: 4.10 2006 Beidaihe. Yngler mellem Europa og Ø Asien. Overvintrer i Afrika. Strejfgæst til Ø Kina. - Rufous-faced Warbler Abroscopus albogularis. Tilfældig gæst: 12.5 2000 Beidaihe. Yngler mellem Ø Himalaya (Nepal), i S Kina mod nord til Shanghai samt i N Vietnam, mellem 300 og 1800 meters højde i jungler med stander af bambus. Standfugl. Karakteristisk lille, kortnæbbet og storhovedet sanger i mange farver. Har sorte issesider mod rustbrunt ansigt, sortstribet bagstrube, grøn overside og sort hale. Undersiden er hvid med gule brystsider – der kan forsætte over brystet som smalt brystbånd - og gul undergump. Bugen er skinnende hvid. Kaldet er en nedadgående trille på ca.1 sekund, dr kan mind eom cikade. Sangern er en høj kvidren titit riiii….. (Brazil 2009). - Gærdesanger/Ørkengærdesanger Sylvia curruca (Lesser Whitethroat). Meget sjælden gæst: 12-17.5 1999 Happy Island - 22.5 2000 Happy Island – 11.5 2005 Happy Island – 15.2 2007 Tanggu, Tianjin – 17.11 2007 Beidaihe. Yngler mellem Europa og N Kina, evt.østpå til bjerge i Hebei. Formerne curruca (Europa til N Kina, incl. blythi), margelanica (Mongoliet og i NW Kina østpå til Lop-Nor; overvintrer formentligt i Afghanistan og Pakistan), halimodendri (Centralasien mellem Kasakhstan og Mongoliet) samt Ørkengærdesanger S (c.) minula (Centralasien mellem Kaspiske Hav og Gobi ørkenen) er alle mulige gæster. De østlige bestande af arten overvintrer i Nepal og Indien; ult.okt-pri. nov, er støre gennemtræk set i Rajahstan. Ørkengærdesanger overvintrer generelt i mere tørre, åbne områder mellem NV Indien og Arabien. Arten 8komplekset) er strejfgæst østpå til Ø Kina og N/C Thailand, desuden til Alaska (sept.2002) (Shirihai et al. 2001, Lehman 2002). Margelanica ligner curruca (Europa), men er lidt større med kraftigere næb, tydeligere mørk øjenmaske Oversiden er lysere brun (med rustbrunt anstrøg), og undersiden beige. Halen er længere med bredere hvide sider. Øjnene hos adulte er rødbrune. Halimodendri og Ørkengærdesanger er mindre og blegere end andre former med sandfarvet anstrøg på hele oversiden, lysere isse, gulligbeige underside (virker sandblæst). Ansigtsmasken er svagere, og utydelig foran det ofte mere rødbrune øje. Ørkengærdesanger er mindre med rundere hoved og kortere næb end andre former. Der eksisterer dog mange overgangsformer, hvorfor en sikker bestemmelse i felten de to former imellem sjældent er mulig. Sangen fra halimodendri mangler curruca´s skraldeagtige afslutning (Svensson 2003). Alle østlige former kan kalde med en mejseagtig, skældende trille, der dog helt dominerer hos Ørkengærdesanger (egne obs. UAE, NV Indien). - Høgesanger Sylvia nisoria (Barred Warbler) Tilfældig gæst i Hebei. Yngler mellem Europa og C Kina, overvintrer i Afrika. Repræsenteret af formen merzbacheri (yngler fra Kasakhstan og østpå til Mongoliet og W og C Kina). Lysere brungrå på oversiden og hvidere på undersiden med smallere mørk tværbånd end nisoria. Bred overgangezome med denne fra C Asien og vestpå (Shirihai et al. 2001). 235. Fuglekonge Regulus regulus japonicus Goldcrest 1997: 1.5 1 Legation Gully, Beidaihe. Fåtallig træk- og vintergæst (okt-pri.maj), på forårstrækket dagsmax. 14 eks. 19.3 2006 Beidaihe, men kun få efter ult. april. Om efteråret flest ult.okt.-pri.nov., dagsmax. 12 eks. 10.11 1989 Beidaihe. Optræder i små antal omkring Beijing om vinteren, flest 20 eks. 22.1 2006 Ming-gravene (China Ornithological Society 2007). Yngler gennem Europa og Asien. I området repræsenteret af formen japonicus, der yngler NØ Kina, Amur, Sakhalin, Kurilerne, Japan og Korea. En del af bestanden trækkker om vinteren til S Japan, Korea og Ø Kina. Strejfgæst til Taiwan. Japonicus er mere gråtonet med bredere hvide vingebånd end regulus (Europa). Kald som hos europæiske fugle (Hemmingsen & Guildal 1968, MacKinnon & Phillipps 2000, Schiermacher-Hansen 2001). 236. Hainan Blue Flycatcher Muscicapa hainana 1997: 13.5 1 hun Happy Island. Tillfældig gæst: 13.5 1997 Happy Island. Yngler i Sog SØ Kina (mellem Yunnan og Fujian, incl. Hainan) og SØ Asien mod syd til mellemste Thailand og Cambodia. Dele af bestanden trækker om vinteren, og overvintrer i SØ Asien mod syd til S Thailand og mod øst til N Vietnam. En lille fluesnapper. Hannen er skinnende koboltblå med gråhvid bug og lysende blå pandeplet. Nogle hanner har smal hvid trekant på struben (Robson 2002). Hunnen har brunlig overside og rustbrunt anstrøg på overgump, hale og

armsvingfjer. Har tydelig lys tøjle i god kontrast til sort næb og øje. Undersiden er varmt brun med lysere bagbug. Den karakteristiske sang er transkriberet hello mummy. Kaldet er et kort tic (MacKinnon & Phillipps 2000). Se under Rufous-gorgetted Flycatcher for andre sjældne fluesnappere. 237. Blue-and-white Flycatcher Cyanoptila cyanomelana 1997: 13.5 1 hun Happy Island. 2008: 1.5 1 han Xiaolongmen. På Happy Island 9.5 1 hun og 13.5 1 han. Fåtallig yngletrækfugl (med.april-med.maj/pri. sept.-pri. nov.) i ældre, tæt bjergskov <1200 m., gerne nær vandløb. Yngler således i de fleste skovområder i området, flest ved Wulingshan og Xiaolongmen. Ved kysten sjælden trækgæst i maj og pri.sept.-pri.nov, normalt <5 pr. sæson Happy Island og Beidaihe, formentligt flest sept.-pri.okt. Yngler i Amur og Ussurien, Kurilerne, Japan, Korea og NØ Kina, incl. Beijing og Hebei. Forlader ynglepladsene aug.-sept., og overvintrer Taiwan, Hainan, S Kina, den Malayiske Halvø, Philippinerne, Sumatra, Borneo og V Java; optræder på den Malayiske Halvø sept.-marts. Fålaiig trækgæst i Vietnam. I det sydlige og østlige Kina kulminerer gennemtrækket i april.I Sydkorea er dagsmax.på 60 truffet Huksan Do i maj. Ankommer til ynglepladserne i april-maj. Strejfgæst mod syd til Philippinerne og Australien, og mod vest til til UAE (1 nov.) og Oman (1). En stor, langhalet og langvinget fluesnapper. Hannen har blå overside og hale (med smalle hvide felter ved basis af halesiderne), sortagtigt ansigt og forbryst (med let grøntblåt anstrøg) samt hvid bug. Tegningen kan flygtigt minde om Blånattergalens, men fuglen er større og mere langstrakt, med meget længere hale, og brystet er sort. Ung han ligner ad. han, men har indslag af brune skulder-og dækfjer samt brune, slidte svingfjer. Nogle er mere hunlignende, men har blå overgump og hale. Hunnen er ganske anonym brun med lysere strube og bug, rustbrune halesider, rustbrunt panel på vingen og mørkt næb. Har kun svag lys øjenring. To former er mulige. Cumatilis (yngler mellem Beijing/Hebei og SØ Rusland) han er lyst blå oventil med lysere overgump end hale, og har mørke centre på vingedækfjerene. Sorte partier på ansigt og bryst har let blåligt skær. Hunnen er gråbrun med ret tydelig hvid øjenring, men kun svagt rustbrunt panel over armsvingfjerene. Halens basis har lille hvidt felt. Cyanomelana (Kurilerne, Sydkorea og Japan; formentlig sjælden trækgæst i området) han er mere mættet koboltblå med ingen eller ringe kontrast mellem blå overgump og halemidte, samt mere ensartet blå vinge end cumatilis, rensort ansigt og bryst samt hvide sider inderst på halen. Hunnen ligner cumatilis, men er generelt lidt varmere gulbrun med tydeligere lys tøjle, svagere lys øjenring, og tydeligere rustbrunt vingepanel. Sangen er forvirrende lig droslernes: en simpel, repeteret og vidtlydende tonerække vekslende mellem triller og melankolske fløjtetoner. Hannen synger eksponeret fra trætop, som en drossel. Kaldet er et hårdt tchak, under tiden dobbelt. 238. Yellow-rumped Flycatcher Ficedula zanthopygia 1997: Ved Beidaihe 2.5 1 hun Legation Gully. På Happy Island 12.5 2 hunner – 13.5 1 han – 14.5 3 hanner+2 hunner – 15.5 3 hanner+2 hunner – 16.5 2 hanner+4 hunner – 17.5 2 hanner+1 hun – 18.5 2 hanner+4 hunner. 2008: Ved Beidaihe 5.5 1 han+1 hun Friendship Hotel. På Happy Island 8.5 1 hun – 9.5 1 hun – 12.5 1 han+1 hun – 13.5 1 han+2 hunner – 14.5 3 hanner+1 hun – 15.5 1 han+2 hunner. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (ult. april-pri. juni/aug-med. sept)), om foråret flest ult.maj. Dagsmax. fra Happy Island 50 eks. 22.5 2004, 25 eks. 29.5 2005 og 15 eks. 9.5 2005. Ved Beidaihe er dagsmax. 8 eks. 8.5 2007 og ved Mgic Wood 8 eks. 14.5 2007 (Pettersson 2004, China Ornithological Society 2006, Sahlin 2006, China Ornithological Society 2008). Yngler i bjergskovene, hvor max. 10 eks. 15-16.6 2004 Mutianyu, Huairou, max. 6 Badaling og max. 5 Baiwang Shan. Om efteråret kulminerer trækket med.-ult. aug., men kun få; dagsmax. 10 eks. 19.8 1994 Happy Island og 3 eks. 24 og 27.8 1986 samt 26.8 1987 Beidaihe. Yngler mellem Amur og Ussurien, i Ø Mongoliet, NØ Kina (Hebei, Beijing. Nei Mongol, Gansu og Sichuan) og Korea. Forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer mellem S Thailand, Malaysia, Sumatra og Java. I Hong Kong flest i første halvdel af sept. På Den Malayiske Halvø kulminerer efterårstrækket ult.sept.-med. okt, og forårstrækket i april. Sjælden trækgæst i Japan, men almindelig i Korea. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Taiwan, Borneo, Bali, C og SV Indien samt Sri Lanka (Leven & Carey 1993, Rasmussen & Anderthon 2005, Wells 2007). Den sorte, hvide og gule han er meget smuk, og lever fint op til det svenske navn: Kinesisk Narcissusfluesnapper. Har hvidt øjenbryn imod sort isse og kind, sort overside og bred gul overgump. Undersiden er gul med varmere orange anstrøg på forbrystet. Har bredt hvidt felt på store dækfjer og tertiærkanter. Året rundt ret ens, men adult han har de største hvide vingefelter. Aldersbestemmes om foråret på sorte svingfjer hos adult han, 2k han har smallere, hvide vingefelter og brunlige svingfjer. Hunnen er svagere farvet, med olivengrøn overside, men har altid bred gul overgump og hvide vingefelter (to brede vingebånd og bredere lyse rande på tertiærerne. Ung hun svagest tegnet, om foråret med smalle hvide tertiærrande og bruntonede vinger.

Kaldet ligner Tajgafluesnappers, men er grovere, dybere og mere vidtlydende: prrip, der typisk kombineres med en pibende tone: pee chuchrrr, eller et klart, bogfinkeagtigt kald (Hemmingsen & Guildal 1968). Prrip-kaldet ligner kald fra Mugimaki Flycatcher, men hårdere. Sangen ligner svag drosselsang. 239. Narcissus Flycatcher Ficedula narcissina 1997: 11-14.5 1 hun Happy Island. Tilfældig gæst: 11-14.5 1997 Happy Island. Yngler i Ussurien, Sakhalin og Japan mod syd til Nansei Shoto. Forlader ynglepladserne sept.-pri.okt, og overvintrer mellem Hainan, Philippinerne og Borneo, enkelte vinterfund mod nord til Zhejiang. Ankommer til vinterkvarteret i sept., og forlader det i april. Sjælden trækgæst i Vietnam. Fåtallig trækgæst i Hong Kong ult.marts-med. april samt i Shanghai, Fujian og Guangdong nov. og april; største antal er 11 eks. 25.4 2007 Hengsha Dao, Shanghai. På forårstrækket hyppig i Sydkorea, hvor op til 40 pr. dag er set Huksan Do i maj (Moores 2005). Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj. Strejfgæst til Thailand, Laos og N Australien. Fund fra Frankrig samt Sverige (Falsterbo i Skåne, pr. juni 1991) regnes som undslupne fangenskabsfugle. Hannen ligner Yellow-rumped Flycatcher, men har gult øjenbryn og mere flammende rødorange bryst og overgump. Desuden er bagbugen hvid. Mangler Yellow-rumped Flycatchers hvide kanter på tertiærerne. Adult han har brede hvide vingefelter og kulsorte svingfjer. 2k han har smalle, hvidt felt i vingen samt brunslidte svingfjer. Hunnen er ret ukarakteristisk gråbrun. Undersiden er beige, ofte med svagt mørkere anstrøg over brystet. Hovedet er ret utegnet med smal, hvid øjenring. Oversiden er gråbrun,med lysere beige underside, smal hvid øjenring og to smalle hvide vingebånd. En del har afstikkende rødbrun-tonet overgump og hale (Moores 2005). Kald ligner Yellow-rumped Flycatchers, men har desuden en en mere sammensat kaldserie: puee puee puee….Sangen er varieret, og er bygget op over et 3-4 tonet motiv: choo-tee-choo-tee, hvor sidste strofe er højest; blandes tit med en kort tretonet serie samt metalllike enkelttoner (Brazil 2009). 240. Elisa´s (Chinese/Green-backed) Flycatcher Ficedula elisae 1997: 12.5 1 hun Happy Island. 2008: På Happy Island 10.5 1 hun – 13-15.5 1 hun/2k han. Sjælden yngletrækfugl (ult.april-med. sept.) i bjergskove, især ved skyggefuld løvskov i højder mellem 1100 og 1300 m; i området f.eks. ved Laoling (max. 5 syng.), Wulingshan, Songshan, Xiaolongmen (max. 5), Zushan (max. 4) og Donglingshan.Raster på trækket i grønne områder i Beijing. Ved kysten årlig gæst, flest på Happy Island, hvor dagsmax. 5 eks. 17.5 2005 og 4 eks. 16.5 2001, desuden 4 eks. 14.5 2000 Magic Wood, 3 eks. 8.5 2004 Jin Shan Hotel, Beidaihe – 2 hanner 12.5 2007 Magic Wood, Laoting og 2 eks. 20.5 2009 Beidaihe, i øvrigt set enkeltvis. Endemisk i NØ Kina (Beijing, Shaanxi og Hebei).Forlader ynglepladserne i aug-pri. sept.. Trækket passerer Jiangxi ult.okt-pri. nov., således 17 eks. 30.10-2.11 2005 Jiulianshan. Overvintrer på nordlige dele af Malayiske Halvø sept.- april. Strejfgæst til Japan, Korea, Guangdong, Taiwan,Vietnam og Singapore. Hannen ligner noget en affarvet Yellow-rumped Flycatcher, men har olivengrønt hoved og overside samt tydelig gult øjenbryn til bag øjet. Øjenring gul. Har som Yellow-rumped Flycatcher bred, gul overgump, gul underside og hvide vingefelter. Hun og 2k han (forår) er ret ukarakteristisk. Undersiden er fesengul. Hovedet er ret utegnet med bred gul tøjle og smal, gul øjenring. Oversiden er olivengrøn, og vingerne mørkere med to, smalle hvide vingebånd. Har smalle gullige rande på tertiærerne. Har kortere hånd end Yellow-rumped og Narcissus Flycatcher. Kald et lavmælt tok, tarr eller tchook, der ofte gentages i hurtigt følge, eller i korte serier (Hemmingsen & Guildal 1968, Wells 2007). Også et lavt ib-ib eller thek-thek (egne obs.). Sangen er ukendt. Note: ”Beijing Flycatcher” ”F. beijingnica” (Zheng Guamei et al. 2000) - omtalt fra Elisa´s Flycatchers udbredelsesområde - er 2k han Elisa´s Flycatcher. Beskrevet som med ensartet grøn overside uden gul tøjle samt svagere lyse vingebånd; karakterer, der matcher ung han Elisa´s Flycatcher. Sangen er omtalt som afvigende fra Elisa´s Flycatcher, men passer på sang fra unge hanner af Elisa´s Flycatcher eller subsang af Elisa´s Flycatcher. 241. Mugimagi Flycatcher Ficedula mugimaki 1997: På Happy Island 12.5 3 hanner – 13.5 55 (heraf 8 hanner + 11 hunner) – 14.5 10 (heraf 3 hanner + 3 hunner) – 15.5 4 (heraf 1 hun) – 16.5 1 han+2 hunner – 17.5 2 hunner – 18.5 1 han+5 hunner. 2008: På Happy Island 8.5 2 hanner+2 hunner – 9.5 12 (heraf 4 hanner + 2 hunner) – 10.5 2 hanner+6 hunner – 11.5 1 han+ 7 hunner – 12.5 1 2K han+3 hunner – 13.5 9 (heraf 1 ad.han+1 2k han+ 3 hunner) – 14.5 15 (heraf 4 hanner+5 hunner) – 15.5 5 (heraf 2 hanner+2 hunner) – 16.5 1 2Khan+2 hunner. Ret sjælden til fåtallig trækgæst (maj og aug-med.okt.), muligvis ynglefugl i bjergene. Om foråret flest med. maj, dagsmax. 55 eks. 13.5 1997 Happy Island, 25 eks. 18.5 2007 Magic Wood, Laoting og 25 eks. 14.5 2008 Happy Island. Normalt ses langt færre end i 1997 og 2008, og andre år er kun set <5 på et par uger. Artens optræden på Happy Island kan sammenlignes med Lille Fluesnappers på Christiansø. Om efteråret flest ult.sept., dagsmax. 10 eks. 25.9 2007 og 10 eks. 29.9 2007 Happy Island.

Yngler i NØ Asien mellem Yenisei og Sakhalin, i Amur og Ussurien samt i NØ Kina mod syd til Liaoling. Forlader ynglepladserne aug.-pri.sept, På trækket i SØ Kina er f.eks. set 30 eks. 20.10 2003 og 15 eks. 30.10 2005 Sheshan, Shanghai. Trækket på den Malayiske Halvø indledes normalt ult. sept., og kulminerer med-ult. nov. Overvintrer i SØ Asien mellem S Kina, Hainan (fåtallig) gennem Thailand, Cambodia, Laos, og N Vietnam til Malaysia, samt Phillippinerne, Sulawesi og Greater Sundas. Forårstrrækket på den Malayiske Halvø kulminerer i april. Sjælden trækgæst i Japan. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Ural, S Rusland, Bali, Molukkerne og Alaska (Wells 2007). Fra WP kun ét fund: 2.8 2007 Neftekamsk i Ø Rusland. Fund fra Storbritannien (nov.) og Italien (okt.) regnes som undslupne fra fangenskab (Mitchell & Young 1997). Arten er dog langtrækker, hvorfor spontan forekomst ikke kan udelukkes (Garner 2008). Adult han er smukt tegnet i (blå)sort, orangerødt og hvidt. Hoved og overside er sort med blålig metalglans. Har hvid oval bag øjet og store, hvide vingefelter (store og de fleste mellemste dækfjer). Bryst og bugens forreste del kraftigt rød, bagbug hvid. Halen ligner Lille Fluesnappers, men de hvide felter er mindre (Svensson 1992). 2K han har mørkt gråbrun hoved- og overside, og ofte antydet hvid oval bag øjet; denne kan dog mangle eller være ukomplet. Bryst og bugens forreste del brunorange. Har smalle hvide spidser på store dækfjer (danner hvidt vingebånd) og hvide rande på tertiærerne. Svingfjer og ydre dækfjer slidte og afblegede. Hale som adult han. Hun ligner 2K han, men har gråbrunt hoved og overside, svagere orangebeige bryst og ensartet mørkebrun hale. Nogle 2k han/adult hun er lidt mørkere og mere gråtonede på hoved og overside, med lidt bredere hvide vingebånd og svag hvid oval bag øjet.. Disse kan forvirre, og en sådan blev på Happy Island ved et tilfælde i maj 2008 udråbt til en ”blå fluesnapper”. Kombinationen af hvid oval bag øjet og udbredt brunorange underside er dog artstypisk. Hun/2k han kan overfladisk ligne Lille Fluesnapper/Tajgafluesnapper han, men hovedet er større og mørkere, undersidens orangebrune partier langt mere udbredte og lyse vingebånd samt tertiærkanter tydeligere. Kaldet ligner Tajgafluesnappers, men er blødere og længere: trrrrk. Også et lavt chuck-chuck (Wells 2007). Sangen består af høje triller. 242. Tajgafluesnapper Ficedula albicilla Taiga Flycatcher (Eastern Red-breasted Flycatcher) 1997: Ved Beidaihe 1.5 1 han + 1 hun Legation Gully – 1.5 3 hanner Sandflats – 3.5 6 (heraf 2 hanner + 1 hun) Radar Station Hill – 6.5 1 han Legation Gully. På Happy Island 13.5 10 – 14.5 20 (heraf 3 hanner + 5 hunner) – 15.5 10 (heraf 2 hanner + 5 hunner) – 16.5 8 (heraf 2 hanner+2 hunner) – 17.5 10 (heraf 1 han+ 2 hunner) – 18.5 40 (heraf 10 hanner + 20 hunner). 2008: 29.4 1 han Kangxi Grasslands. Ved Beidaihe 5.5 3 (heraf 1 han) Friendship Hotel – 5.5 1 han Yang He Woods – 5.5 1 Legation Gully – 6.5 1 han Sandflats. 7.5 1 hun Magic Marsh, Laoting – 7.5 1 han Beigan. På Happy Island 7.5 3 – 8.5 3 (heraf 1 han+1 hun) -9.5 9 (heraf 3 hanner+2 hunner) – 10.5 4 hanner+3 hunner – 11.5 7 (heraf 2 hanner+2 hunner) – 12.5 2 – 13.5 4 hunner – 14.5 2 hanner+10 hunner – 15.5 1 han+5 hunner – 16.5 2. Almindelig trækgæst (ult. marts-pri.juni og med. aug.-med. nov.). Om foråret er tidligste fund 25.3 i Beijing. Forårstrækket kulminerer pri.- med maj., dagsmax. 200 eks. 12.5 2000 Happy Island,180 eks. 18.5 2007 Magic Wood, Laoting og 100 eks. 9.5 1997 Happy Island, i øvrigt regelmæssigt dagsantal på op til 50. Et ret stort træk passerer Beijing, hvor dagsmax. er 100 eks. 13.5 2006 Peking University; 30.4-19.5 2007 180 ”bird-days” Peking University, dagsmax. 50 eks. 18.5 (China Ornithological Society 2008). Om efteråret flest med.sept.-pri.okt, dagsmax. ved Beidaihe 26 eks. 8.10 1987, 22 eks. 15.9 1987 og 21 eks. 28.9 1986. I Tianjin er dagsmax. 30 eks. 9.9 2006 Beidagang Reservoir og 30 eks. 23.9 2006 Tanggu, På Happy Island er dagsmax. 130 eks. 8.9 1994; et sent antal er 40 eks. 1.10 2005. Få efter 10.10 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Pettersson 2000, Williams 2000). Yngler i Ø Asien mellem SØ Ural og Altai, og østpå til Anadyr, Kamtjatka og Ussurien. Forlader ynglepladserne aug-sept., og trækker ad flere ruter til vinterkvarteret, de vestligste bestande via Ural og Afghanistan. Gennemtrækket i S Kina er størst med.sept.-med. okt. Overvintrer mellem C Indien sydpå til Goa, østpå gennem C og NØ Indien, Nepal, Bhutan og østpå til S Kina (især Yunnan), Taiwan, Indokina og Thailand, fåtalligt sydpå til Malaysia, Philippinerne og NV Borneo, samt mod nord til S Japan. Forlader vinterkvarteret ult.marts – april og ankommer til ynglepladserne med. maj-med. juni. Sjælden trækgæst i Korea og Japan. Strejfgæst til Andamanerne, Palawan og Alaska. Strejfgæst til Vesteuropa: Storbritannien 3 (1 april, 2 okt.), 1 Sverige (okt.1999) og 3 Frankrig (sept.-nov.), men formentligt overset som Lille Fluesnapper (Cederroth et al. 1999, Lassey 2003, Svensson et al. 2005). Tajgafluesnapper er tvillingeart til Lille Fluesnapper, men en anelse større og kraftigere, hvilket dog kun er af værdi i hånden eller ved direkte sammenligning. De bedste kendetegn for Tajgafluesnapper er: 1) Overhaledækfjerene er fløjssorte. Set bagfra skaber dette en forlængelse af den sorte hale op i bagryggen, hvor halens hvide felter på halesiderne omgives af massivt sort på alle sider. Overhaledækfjerene er typisk dybere sortere end halen, og skarpt afsatte fra bagryggen. De kan om efteråret have smalle, hvide fjerbræmmer, der dog hurtigt afslides. Lille Fluesnappers overhaledækfjer er brune, eller kun de nederste/mellemste mat brunsorte (især han), men er da diffust afgrænset fra de øverste, og når ikke helt ud til halens sider. Undtagelsesvis har Taigafluesnapper brune overhaledækfjer (egne obs. Indien, Nepal, Thailand, Kina).

2) Næbbet er sort, undertiden med svagt lyst anstrøg ved undernæbbets basis; dette er normalt kun tydeligt på meget tæt hold; sjældent har næbbet dog bredere lys basis (egne obs. Thailand Feb 2008; se foto på www.netfugl,dk ). Lille Fluesnapper har tydelig lys basis af undernæbbet, dog undertiden svag eller begrænset om efteråret hos ungfugle (Jännes 1996, Ortvad 2005, egne obs.), hvorved det matcher Taigafluesnapper med maximalt lyst (egne obs. Nordindien). Næbbet er generelt lidt kraftigere end hos Lille Fluesnapper. 3) Kald: Kaldet er en meget kort snerren, i tonehøjde som Lille Fluesnapper, men kortere med meget hurtigere toner (op til 3 gange Lille Fluesnapper i hastighed) - så hurtige, at de ikke adskilles af det menneskelige øre. Kaldet lyder som en finger mod en redekam = som en enkelt, kort sangstrofe fra Engsnarre Crex crex, og er også blevet sammenlignet med et træs knirken i vinden (Svensson et al. 2005). Udstøder tit kaldet i serier på 2-3 kald. Lille Fluesnappers kald er langsommere og består af bedre adskilte toner - kan sammenlignes med et ”blødt” kald fra Gærdesmutte Troglodytes trodlodytes. Et skarpt, højt advarselskald tzee er ukendt hos Lille Fluesnapper; lyder som første tone i Lille Fluesnappers sang (Cederroth et al. 1999). 4): Overside generelt mere gråtonet end hos Lille Fluesnapper 5): Isse oftest lidt mere bruntonet end resten af hovedet, og kan danne en ret tydelig brunlig kalot. Tøjlen er hos en del lysere end resten af hovedet, og kinden kan være mørkere brun. Lille Fluesnapper har mere ensartet hoved; gråt hos adult han, brunt i andre dragter. 6): Undersiden er hvidgrå, undertiden med let gulbrunt anstrøg, men aldrig så ensartet gulbrun som hos nogle Lille Fluesnapper. Nogle – men langt fra alle – har tendens til grå brystsider, der i sjældne tilfælde når over brystet. Herved isoleret den hvide strube, og hele forpartiet kan minde noget om Blåstjert hun, eller hvid strube opfattes som hagesmæk, af udbredelse svarende til adulte hanners strubeplet (se kendetegn 9). Dette er dog ikke særligt almindeligt. Lille Fluesnapper bliver gradvis koldere og lysere på undersiden fra om efteråret, ligesom Taigafluesnapper med svagt gråbeige anstrøg på brystet er set til april (Ortvad 2005, egne obs.). 7) Store dækfjer har gråhvide rande, der danner et smalt, men tydeligt vingebånd. Lille Fluesnapper har gulbrunt vingebånd. Der er dog set Tajgafluesnappere med tendens til gulbrune vingebånd (egne obs. Thailand feb. 2008) 8) Tertiærerne har jævnt lyse, koldt hvidgrå rande, hos ungfugle sjældent med lidt bredere, hvidlige pletter i spidsen. Tertiærerne kan om efteråret ligne Broget Fluesnappers Muscicapa hypoleuca. Lille Fluesnapper har generelt bredere og varmere gulbrune rande, og normalt lyse (gulbrune) pletter på tertiærernes spidser (Cederroth et al. 1999, Ortvad 2005). Kendetegnet er dog overvurderet, da en del checkede Tajgafluesnappere har lignende pletter, ligesom Lille Fluesnapper ofte har lysere gråhvide rande på tertiærerne (også set om efteråret; egne obs. og fotos Bulgarien, Tyrkiet sept). Om foråret er kendetegnet desuden uvæsentligt, da tertiærernes rande og spidser oftest er afslidte. 9) Hanner har smallere og ofte mere orangetonet strubeplet, af farve som tomatsuppe. Strubefeltet omkranses på alle sider af gråt, og kan være yderligere afsat fra halsens af mørk grænse (se foto på www.netfugl.dk). Den grå grænse mangler hos 3k+ hanner af Lille fluesnapper, hvor den generelt mere intenst orangerøde strubeplet går direkte over i lys underside. 10) Lys øjenring generelt smallere end hos Lille Fluesnapper. 11): Synes at have smallere hvidt felt langs halesiderne end Lille Fluesnapper (Hemmingsen & Guildal 1968, egne obs.) 12) Færdes ofte lavt nær jorden eller i få meters højde; hopper tit på jorden. Lille Fluesnapper er mere tilbøjelig til færdes højt oppe i træer (Moores 2004) – hvis sådanne er tilstede; karakteren er formentligt ret uanvendelig på trækstederne; dog passer påstanden fint med observerede Lille Fluesnapper om efteråret i Bulgarien og Tyrkiet samt i Indien om vinteren (egne obs.) Hanner af Tajgafluesnapper fælder om efteråret til hunlignende dragt. Lille Fluesnapper adult han har også om vinteren rød strubeplet. Derimod får (alle?) 2k han Tajgafluesnapper om foråret rød strubeplet; hos Lille Fluesnapper har 2k han hunlignede dragt, og får først rød strubeplet i 2. sommer. Sangen er hurtig og variabel med trillende og fløjtende forløb, ikke ulig Tajgapibers, og i nogenlunde samme tonehøjde sangen igennem, f.eks: tsa- trsee- wra wra – tsree wra wra – tü-tü-tü- zrii da. Er også sammenlignet med sang fra Rødværling, Bogfinke og Gærdesmutte (Jännes 1996). Lille Fluesnappers sang er et tretonet forløb: tje-ty-tjy-tje-tju ti –do-do-du-du , der først går op op ned for siden at falde mod slutningen (Svensson 2005, egne obs. Sibirien juni 1989).. Tajgaflusnapper er for nyligt splittet fra Lille Fluesnapper på baggrund af forskelle i dragt, sang og DNA (DNA-forskelle er større mellem Tajgafluesnapper og Lille Fluesnapper end imellem Broget og Hvidhalset Fluesnapper P. albicollis (Li & Zhang 2004)). Note: Lille Fluesnapper Ficedula parva (Red-breasted Flycatcher). Tilfældig gæst: 19.5 2007 Xiangyyundao Tree Park, Laoting (Hai-Tao et al. 2008). Yngler mellem Ø Europa og Ural, mod sydøst til NV Kasakhstan. Overlapper med Tajgafluesnapper ved Perm og S Ural. Forlader ynglepladserne i aug., og trækker gennem Balkan i vest og Centralsien i øst. Overvintrer i Afghanistan, Pakistan og nordvestlige halvdel af Indien mod syd til Goa, hvor ret almindelig med.okt.-ult. marts. Mellem Goa og N Rajahstan hyppigere end Taigafluesnapper. Desuden fåtallig vintergæst mod nordøst til Nepal, hvor sjælden, og mod vest til UAE og Ø Afrika. Enkelte vinterfund i Italien. Forlader vinterkvarteret i med.marts-pri. maj, flest i april.

Strejfgæst sydpå til S Indien og østpå til Bhutan, Hong Kong, Ø Kina, Taiwan, Sydkorea (5 fund) og Japan (Cramp & Perrins 1993, Jännes 1996, Moores 2004, Rasmussen & Anderthon 2005, Robson 2008, Brazil 2009, egne obs.). 243. Rufous-gorgetted Flycatcher (Orange-gorgetted Flycatcher) Ficedula strophiata 1997: 12.5 1 hun Happy Island. Meget sjælden gæst: 10-14..5 1997 hun Happy Island – 14.5 2005 Happy Island – 14.5 2005 Jingtanggang - 18-20.5 2006 Dong Shan Hotel, Beidaihe - 13.5 2008 han Big Magic Wood, Laoting – 14.5 2008 Happy Island – 15.5 2008 han Magic Wood (China Ornithological Society 2006-2007, Boland 2008). Yngler fra Kashmir og østpå til C og S Kina mod nord til Shaanxi, bl.a.almindeligt i Himalaya, Sichuan og Yunnan, samt i Laos og N Vietnam. Stand- eller strejffugl, der om vinteren når sydpå til Bangladesh, Burma og C Thailand (Robson 2005). Fund fra Hong Kong er placeret i kategori D (Carey 1994). På størrelse med Mugimaki Flycatcher,med lignende haletegning, men mørkere med gråsort strube, kort hvidt “bryn” foran øjet og rustbrun plet nederst på struben. Hannen har sort ansigt og strube. Opdages typisk på kombinationen sort/hvid hale, mørkt ansigt og kort hvidt bryn! Kaldet er et lavmælt tik-tik og et højere, gentaget pink – ikke ulig kald fra Bogfinke. Adfærd ligner Tajgafluesnappers; færdes i ret åben løvskov, hvor den sidder i mellemhøjde - gerne frit eksponeret (egne obs. Sikkim, NØ Indien og Nepal). Note: Af andre fluesnappere er truftet: - Slaty-backed Flycatcher Ficedula hodgsoni. Sjælden gæst: 14-15.5 2004 Happy Island – 7.6 2005 Xiaolongmen -15.5 2009 Happy Island (Meltofte & Hornskov 2004, China Ornithological Society 2006). Yngler muligvis i V og S Hebei. Yngler mellem Nepal og S/Ø Kina (SØ Xizag, Ø Quinghai, Yunnan, Sichuan, SØ Gansu, Shanxi) i skove mellem 2400 og 4300 m. Søger til lavere højder om vinteren, fåtalligt til Ø Indien og N Thailand. Strejfgæst til Hong Kong. En ret langhalet fluesnapper med kort, sort næb. Hannen har blåsort maske og gråblå isse til ryg, samt orangerød underside incl. struben. Halen er sort med smalt hvidt felt ved basis. Hunnen er mørkt gråbrun med lidt lysere tøjle, meget smal lys øjenring, hvidlig strube, rustbrun overgump og ensartet mørk hale. Undersiden er orangebeige, lysest på bagbugen. Har ét smalt lyst vingebånd. Kaldene er et skarpt, mellisk chink, der tit efterfølges af et skurrende terrht (Robson 2002, Rasmussen & Anderthon 2005). - Slaty-blue Flycatcher Ficedula tricolor. Tilfældig gæst: 9-12.5 1996 Beidaihe - 20.5 2003 Happy Island (MacKinnon & Phillipps 2000, Olsen 2005). Yngler i Himalaya vestpå til N Pakistan og østpå til S og C Kina mod nord til Shaanxi, i Burma og N Vietnam. Dele af bestanden er trækfugle, der overvintrer sydpå til N Thailand, Laos og nordlige halvdel af Vietnam. En ret lille og kompakt fluesnapper. Hannen har mørkt blågrå isse til ryg, sortere ansigt og vinger, lyseblåt øjenbryn (til øjet) samt hvidlig underside med svage mørke tegninger på halssiderne. Halen ligner Tajgafluesnappers, men hvide felter er kortere. Hunnen ligner Slaty-backed Flycatcher: gråbrun med lys øjenring, smalt lyst vingebånd, beige strube og lysebrun underside, mørkest på brystsiderne. Overgump til hale er rustbrun. Kald et skarpt tic og et rullende trrri, der ofte gentages. - Chinese (Blue-throated) Blue Flycatcher Cyornis (ribeluloides) glaucicomans. Tilfældig gæst: 14.5 1996 Happy Island - 10.5 2002 han Happy Island (Johannessen 2002). Yngler mellem Indien, C og S Kina og det nordligste SØ Asien. Strejfgæst til Korea. En mellemstor fluesnapper. Hannen er blå med sort tøjle, orangerødt forbryst og hvidlig bug. Hunnen er gråbrun med gulbrun øjenring, beige strube, gulbrunt forbryst og mørkebrun hale. Kaldet er et blødt tac og ved uro et skurrende trrt-trrt. - Fujian (Fukien) Niltava Niltava davidi. Tilfældig gæst: 18.5 2000 Happy Island. Yngler i S Kina nordpå til Sichuan og S Shaanxi, samt i N Vietnam. Dele af bestanden er trækfugle, der overvintrer i S Kina, Cambodia, Laos og Vietnam. Strejfgæst til Hong Kong og N Thailand. En stor og kraftig fluesnapper. Hannen har koboltblå oversid, rustbrunt ubryst til flanker samt hvidlig bug. Hovedsiderne og struben er sorte; har skinnende lyseblå plet på halssiden, lyseblå pande til forisse, diffust afsat fra sort forryg, mørkeblå skuldre og lysere blå overgump. Hunnen er gråbrun med rustbrun hale og vinger. Har smal beige strube og smal, langstrakt skinnende blå plet på halssiden, samt smalt hvidt bånd over struben i kontrast til gråbrunt bryst og forflanker. Bugen er lysere gråhvid. Se Rufous-bellied Niltava. Kaldet er et meget højt, lidt skælvende og metallisk sssew eller siiii, der kan udstødes som kort trille. - Rufous-bellied Niltava Niltava sundana. Tilfældig gæst: 7.5 2008 Happy Island (Meijer & Scheepens 2008). Desuden 1 fund af denne art eller Fujian Niltava: 16.5 2005 Beidaihe (Andrews & Marr 2006). Yngler mellem Himalaya (vestpå til N Pakistan og Kashmir) og Indokina nordpå til W Kina ( S Shaanxi), samt sydpå til Burma. Dele af bestanden trækker om vinteren til N Thailand og N Vietnam. Strejfgæst til Bangladesh og S Vietnam. En stor og kraftig fluesnapper. Ligner Fujian Niltava, men vingerne er kortere, og hannen har mere udbredt rustbrun underside samt bredere, skinnende blå pandeplet og blå isse, ret skarpt afsat fra sort forryg. Hunnen ligner Fujian Niltava, men er varmere bruntonet, og har bredere varmt brune vingefelter, der inkluderer mellemste dækfjer (gråbrune,

blot med varmere brune spidser hos Fujian Niltava). Desuden er brystet lysere gråtonet, hvorved kontrasten til hvidt strubebånd bliver svagere. Kaldet et et hårdt tic, der ligner Rødhalsens, udstødes tit som kort trille. Også et højt og ret klart pyyh. - Verditer Flycatcher Eumyias thalassina. Tilfældig gæst. 3 fund: 11-12.5 1995 Sandflats, Beidaihe – 4.10 2000 Happy Island - 4.5 2005 Happy Island. Yngler i Himalaya vestpå til N Pakistan og Kashmir gennem Nepal og Indien og østpå til C og S Kina (Sichuan og Shaanxi mod syd til Guangdong), Hong Kong og sydpå gennem den Malayiske Halvø, Sumatra og Borneo. De nordlige bestande overvintrer på det Indiske Subkontinent og i SØ Asien nordpå til S Kina mod nord til Fujian, Burma, Thailand og Vietnam. I Goa fåtallig, flest nov.-jan. Strejfgæst til Taiwan, NØ Kina og Korea. En stor, og ret slank turkis fluesnapper med sort tøjle og let lysskællet undergump. Den blå grundfarve ligner Ellekragens. Kønnene ligner hinanden, men hannen er kraftigst turkis med den sorteste tøjlestribe; hunnen er mattere og lysere gråblå med let mørkplettet grå tøjle. Kaldet er et vemodigt, nedadgående pseeEUT (Rasmussen & Anderthon 2005). Sangen er et klagende, knirkende veer-dij-tii, synger tit fra trætop. - Grey-headed Canary Flycatcher Culicicapa ceylonensis. Meget sjælden, men næsten årlig gæst. Følgende fund: Beidaihe 6-7.5 1993 – 10.5 1994 Happy Island – 19.5 2000 Happy Island – 11.5 2003 Happy Island – 2.6 2006 Laoting – ult.april 2007 Tianjin - 1-2 eks. 9.5 2008 Happy Island. Yngler i Himalaya og pletvis i Indien, Sri Lanka, samt i C, SVog S Kina syd for Ganzu/Shaanxi, således almindelig i Sichuan og Yunnan, på den Malayiske Halvø, Java og Sundas. De nordlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer i nordlige dele af Indien, Hong Kong, S Kina og mod sydøst til S Burma og C Thailand. Ret almindelig vintergæst i Maharasthra dec-marts, men blot sjælden gæst i Goa. Ankommer til ynglepladserne i april. Strejfgæst til Hebei, Henan, Taiwan, NØ Rusland og Andamanerne (Lainer 2004, China Ornitholigical Society 2005, Prasad 2006, Li et al. 2008, Brazil 2009, Mammanan & Vijayan 2009). En lille, slank og ret langhalet, elegant fluesnapper med trekantet gråt hoved (med let nakketop), sortgrå tøjle, hvid øjenring og gul underside. Oversiden er olivengrøn. Færdes ret åbent, og sidder tit frit eksponeret på grene ret højt oppe i træer. Sangen er et kort, gentaget og let stigende CHIlup CHIli (chii). Kald et kort yeep, undertiden efterfulgt af et kort tzip. 244. Sooty (Dark-sided/Siberian) Flycatcher Muscicapa sibirica 1997: På Happy Island 13.5 1, 16.5 3 og 18.5 2. 2008: På Happy Island 13.5 1 – 14.5 2. Ret almindelig trækgæst ((pri.) med. maj-pri. juni og pri. aug.-sept). Første fugle om foråret ses 10-15.5, tidligst 9.5. Trækket kulminerer ult, maj, hvor dagsmax. 300 eks. 22.5 2005 Happy Island og 100 eks. 18.5 2007 Magic Wood, Laoting, færre ved Beijing, hvor største antal er 20 eks. 21.5 2006 Peking University og 15 eks. 21.5 2005 Yuanmingyuan. Tidlig borttrækker om efteråret, hvor de største antal ses med.-ult. aug. Er da den hyppigste af trioen Brun fluesnapper/Sooty og Grey-streaked Flycatcher. Dagsmax. 20 eks. 30.8 2007 Beidagang, Tianjin, 20 eks. eks. 12.8 1994 Happy Island, 7 eks. 28.8 1987 Beidaihe og 7 eks. 29.8 1990 Beidaihe, desuden 5 eks. 27.8 2005 Kangxi Grasslands, 4 eks. 11.8 2003 Shuizhuihu Lake, Beijing og 4 eks. 7.8 2005 Huairou Reservoir. Enkelte ses i sept. Af ubestemte fugle (Brun/Sooty/Grey-streaked Flycatcher) er bl.a. set 88 efterår 1986 og 53 efterår 1990, flest ult aug. (Williams 2000, China Ornithological Society 2004-2008). Yngler dels i N Asien mellem Altai og Mongoliet østpå til S Kamtjatka, N og C Japan, Nordkorea og NØ Kina, dels mellem Himalaya og N Vietnam, incl. S Kina. Forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer mellem NØ Indien, S og Ø Kina, gennem SØ Asien og østpå til Palawan, Greater Sundas og N Australien. Ankommer til ynglepladserne ult,maj-med. juni. Et europæisk fund (Helgoland aug. 1982) regnes som undsluppen fangenskabsfugl grundet skader i øje og tæer (Stühmer 2005), men potentiel gæst i WP. Strejfgæst på Bermuda 28-29.9 1989 (Wingate 1980). Den mørkeste og mest gråtonede af trioen Brun, Grey-streaked og Sooty Flycatcher (Alström & Hirschfeld 1989). Mørkegråt helhedsindtryk, lille, kort næb, lys øjenring bag øjet, udflydende røggrå tegninger på undersiden og meget lang hånd er de mest iøjefaldende kendetegn.. Formen er strømlinet og ”fræk” sammenlignet med Brun Fluesnappers. Hoved og overside mørkegrå – mørkere og koldere farvet end hos de to øvrige arter. Brystet og flankerne har brede, men udflydende sortgrå striber i kontrast til hvid bug – på flankerne som massivt mørkegrå partier på de kraftigst tegnede. Striberne varierer, men selv de svagest tegnede har altid tydelige brede, udflydende grå striber på bryst- og forflanker. Næbbet er det korteste indenfor trioen, og mørkt med svagt lys basis af undernæbbet, samt lige eller let konkave sider. I det ret ensartet mørkegrå ansigt ses bred øjenring tydeligst: den er bredest bag øjet, ala ung Lille Præstekrave. Har højst smal lysere tøjlestribe, men tit afstikkende lyse halssider imod mørk malarstribe. Håndsvingfjerprojektionen er lang: forhold tertiærer:vingespids 1:>1 - kan sammenlignes med Nonnestenpikkers Oenanthe pleschanka. Håndens spids når halvvejs ud på halen. Dækfjerene er ret ensartede, men tertiærernes lyse rande danner et ret tydeligt lyst panel. Undervingen er mørkt sodgrå.

Kaldet er et kort, metallisk tik, der er mindre hæst end kaldet fra Brun Fluesnappers, og et vagt feer. Sangen er en varieret tonerække af hurtige, raspende og knirkende toner samt korte triller. Ligner sang fra Brun Fluesnapper. Repræsenteret af formen sibirica. I SØ Asien findes andre, lidt mørkere former med kortere vinger. 245. Grey-streaked Flycatcher Muscicapa griseistricta 1997. På Happy Island 13.5 9, 14.5 3, 15.5 6, 16.5 3, 17.5 3 og 18.5 4. 2008: På Happy Island 8.5 2 – 9.5 3 -10.5 1 -13.5 1 – 14.5 2 -15.5 2. Ret almindelig trækgæst (med.april-ult. maj og aug.-sept.). Om foråret kulminerer trækket pri.maj, med dagsmax. på max. 10-15 Happy Island og 7 eks. 19.5 2005 Beidaihe; desuden 5 eks. 21.5 2006 Peking University; sammenlign Sooty Flycatcher. Om efteråret fåtallig, flest ult.aug.-pri.sept, hvor dagsmax. på 3 Beidaihe. Borttrækket falder sammen med Sooty Flycatcher. Yngler i nordøstligste Kina, i Nordkorea, på Sakhalin og det sydligste Kamtjatka. Forlader ynglepladserne i aug. Almindelig trækgæst i Japan, men kun fåtallig på Hokkaido. Fåtallig trækgæst Hong Kong sept.-okt. og med.april-med. maj, dagsmax. 20 Siu Lek Yuen 27.4 2008. Overvintrer i SØ Asien mellem Borneo, Phillippinerne, Sulawesi og New Guinea. Ankommer til ynglepladserne ult. april-maj. Strejfgæst til Malayiske Halvø og S Vietnam. Den kraftigst stribede af trioen Brun, Grey-streaked og Sooty Flycatcher. Mere gråtonet end Brun Fluesnapper, oversidens farvetone ligner Grå Fluesnapper M. striata. Hovedet ligner Brun Fluesnappers, men er lidt mindre og rundere. Næbbet er overvejende mørkt (højst med smal og diffus lys basis af undernæbbet samt lyse kanter). Har kun smal, hvid øjenring, der er begrænset til under øjet; fortil smelter den sammen med lys tøjle. Bedste kendetegn er undersidens tydelige og lange, men ret diffuse mørkt brungrå striber på bryst og flanker - mørkere og bedre afsat end hos Sooty, og altid er kraftigere end hos selv den kraftigst tegnede Brun Fluesnapper. Har desuden hvide spidser på store dækfjer og brede hvide kanter på tertiærerne. Lidt mere langstrakt i formen end Brun Fluesnapper, med lang hånd: forhold tertiærer:vingespids 1:>1 (max. 1.5). Vingespidsen når næsten halespidsen. Kaldet er et svagt chiii. Sangen er en svag og ukarakteristisk høj kvidren (Brazil 2009). 246. Brun Fluesnapper Muscicapa dauurica Brown Flycatcher 1997: Ved Beidaihe 3.5 3 Radar Station Hill. På Happy Island 11.5 1,12.5 2, 13.5 4, 14.5 1, 15.5 15, 16.5 15, 17.5 30 og 18.5 14. 2008: Ved Beidaihe 3.5 1 Friendship Hotel – 5.5 1 Lighthouse Point – 5.5 4 Friendship Hotel – 7.5 1 Jin Shan Hotel. På Happy Island 8.5 4 – 9.5 20 – 10.5 4 – 11.5 10 – 12.5 1 – 13.5 5 – 14.5 20 -15.5 15 – 16.5 1. 16.5 1 Magic Wood, Laoting. Ret almindelig trækgæst (med. april-pri. juni og ult. aug.-med. okt.). Den almindeligste af de tre ”brune fluesnapper-arter” indtil ult. maj. Om foråret med ret udstrakt træk gennem maj, flest med. maj. Dagsmax. >350 eks. 14.5 2004 Laoting (heraf 200 Big Magic Wood og 150 Magic Wood), 150 eks. 19.5 2006 Happy Island og 100 eks. 15.5 2004 Happy Island (Marr & Andrews 2004, Sahlin 2006). Efterårstrækket topper ult.aug.-med. sept., hvor dagsmax. på Happy Island er 65 eks. 3.9 1994, 60 eks. 31.8 1994 og 60 eks. 9.9 1994, men op til 150 nævnt. Et meget stort fald på ”thousands” er nævnt 10.9 1924 Beidaihe. Yngler i Sydsibirien fra Yenisei/Ob og østpå (incl N og NØ Kina), samt i NØ Mongoliet, Nordkorea og Japan; desuden isoleret bestand i Himalaya og Bhutan. Forlader ynglepladserne med.aug-pri.okt, ved Baikal muligvis ult. juli. Trækker gennem Ø Asien, hvor almindelig mellem Ø Kina og Japan ult. aug.-okt, i Sydkorea exceptionelt til pri. dec. I Hong Kong flest med.sept.-okt. Overvintrer i S og SØ Asien mellem sydlige halvdel af Indien mod nord til Maharasthra, Sri Lanka,Hong Kong, S Kina (mod nord til Shantung, Yunnan og Hainan), Philippinerne, Java, Borneo, Sulawesi og Greater Sundas, samt på Andamanerne og Nikobarerne. Ankommer til Malayiske Halvø ult.aug,; trækket her kulminerer ult. sept.-med. okt. Desuden almindelig vintergæst. Bestanden fra Himalaya trækker til Indien. I Maharasthra gennemtræk i sept/okt og marts, desuden fåtallig vintergæst . I Goa ret almindelig vintergæst pri-med. okt - ult. april. Forlader vinterkvarteret i april. I Hong Kong topper forårstrækket med. marts-ult. april. På forårstrækket almindelig i Ø Kina, Korea, Japan og Taiwan ult.april-maj. Ankommer til ynglepladserne maj-pri. juni. Strejfgæst til Tadjikistan, Oman, Tibet og Aleuterne, muligvis til Iran (Slack 2009). I Europa tilfældig gæst. 2 fund i Storbritannien (ult.sept. og pri. okt.), 1 Danmark (24-25.9 1959, Blåvandshuk), 1 Sverige (27-30.9 1986 Svenska Högarna, Uppland) og 1 Grækenland sept.; en fugl fra Skotland pri. juli og en ungfugl Helgoland, Tyskland 16.8 1982 regnes som undslupne fangenskabsfugle/kategori D fund, men kan have været fugl på forlænget træk, henholdsvis meget tidlig trækgæst, da de vestlige ynglekvarterer kan forlades fra ult. juli (Cramp & Perrins 1995, Garner 2008). Den lysest og svagest tegnede indenfor trioen Brun Fluesnapper, Grey-streaked og Sooty Flycatcher. Førsteindtrykket er brunt med utegnet lys underside, stort trekantet hoved, bred lys øjenring og bred gul næbbasis. Nogle er mere gråtonede. Hoved og overside er gråbrune, vingedækfjerene og tertiærerne har lyse rande. Undersiden er lys, enten utegnet eller med lidt mørkere gråtonede brystsider til flanker; undertiden som brede, men svage grå pletter, der i felten giver

undersiden et uldent udseende. Grå toning kan gå over brystet som diffust brystbælte. Har stort, trekantet hoved med påfaldende bred hvid øjenring, lys tøjle og bred, gul næbrod, der især er påfaldende, når fuglen ses nedefra. Ansigtsudtrykket er åbent. Næbsiderne er konvekse, og næbspidsen sort. Langvinget, men korthalet, ala Skovsanger Phylloscopus sibilatrix. Forhold tertiærer:hånd 1:<1-1. Undervingen er hvid. Kald et svagt tsee, der minder om kald fra Grå Fluesnapper (eller fårekylling), og en kort kvidrende trillen, der er sammenlignet med kald fra Jernspurv, men undertiden nedadgående (Hemmingsen & Guildal 1968). Sangen er rødhalseagtig, men lysere, svagere og hurtigere (egne obs. Sibirien juni 1989). Repræsenteret af formen dauurica. I SØ Asien findes andre former: siamensis (N Thailand) er generelt mere bruntonet med tydeligere striber på brystet og kun smal grå spids på undernæbbet. Williamsoni (S Burma, N Thailand og sydpå gennem den Malayiske Halvø) har endnu brunere overside, tydeligere striber på undersiden, samt helt lyst undernæb og næbflige. Pooensis (Himalaya, Andamanerne ) er lysere brun på oversiden end andre former med mere ”uldent” bryst og flanker, svagere lys tøjle og bredere basis af næbbet; hele undernæbbet er lyst (Rasmussen & Anderthon 2005, Wells 2007). 247. Asian Paradise Flycatcher Terpsiphone paradisi insei 1997: På Happy Island 17.5 1 hun og 18.5 2 hanner+2 hunner. 2008: 3.5 1 hun Lighthouse Point, Beidaihe. Sjælden, men formentligt årlig trækgæst (maj-pri.juni og med.aug-med. sept) og muligvis sjælden yngletrækfugl. Om foråret flest sidste halvdel af maj, dagsmax. 10 23.5 1944 Lotus Hills, Beidaihe og 3 18.5 1997 Happy Island. Om efteråret enkeltvis, flest ult.aug-pri.sept. formentligt aftaget; i 1940érne jævnligt observationer af 1-3 fugle, incl.enkelte fund i april; nævnt som ynglefugl i bjergene (La Touche 1925, Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler mellem Turkestan, SØ Kasakhstan og S Asien (incl. Indien) og SØ Asien til Sundas, samt i Ø Asien mod nord til Ussurien og det meste af Kina, men sjælden mod nord. Findes i bjergskove op til 1800 meters højde. De nordlkinesiske bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne aug.-ult.sept, og overvintrer i Indien og SØ-Asien. I Hong Kong gennemtræk med.aug.-ult. sept, enkelte senere og tilfældigt overvintrende. I Goa og Marasthra, Indien ret almindelig vintergæst okt-ult. april. På den Malayiske Halvø tiltræk med. sept-pri. nov; returtrækket her og i Hong Kong bemærkes mest i april. De nordlige bestande ankommer til ynglepladserne ult.april-ult. maj. Strejfgæst til Korea, Taiwan og muligvis Japan (Leven & Carey 1993, Lainer 2004, Wells 2007, Brazil 2009). En stor og karakteristisk fluesnapper med blåsort hoved og blåhvid øjenring, rustbrun ryg, vinger og hale, gråt bryst og hvidlig bug. Hannen har påfaldende lang hale, der kan være næsten dobbelt så lang som kroppen. Hunnen har hale som kropslængden eller kortere. Findes i sjælden hvid form, hvor blot hovedet er blåsort og vingerne lysegrå. Af 56 forårsfugle var 49 af den rustbrune fase (30 med forlængede halefjer) og 7 af den hvide fase. Af 12 efterårsfugle var 11 rustbrune og 1 hvid; ingen havde forlængede halefjer (Hemmingsen & Guildal 1968). I nyere tid er hvid form set 28.8 1994 Happy Island (Dierschke & Heintzenberg 1994). Note: Japanese Paradise Flycatcher Terpsiphone atrocaudata er meget sjælden trækgæst (maj): 15-17.5 1990 Reservoiret, Beidaihe - 7 eks. 13-16.5 1992 Beidaihe (Alström 1990, Williams 2000). Yngler i C og S Japan og Taiwan, samt fåtalligt i Korea, incl. Jeju Island. Forlader ynglepladserne i aug. I Hong Kong og SØ Kina fåtallig trækgæst ult.aug-ult. okt og ult. marts-april. Overvintrer mellem Malaysia , Philippinerne og Sumatra, eventuelt på Borneo og V Sabah. Ankommer til vinterkvarteret fra ult. sept., og forlader det ult. marts-med. april. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Ussurien og Hokkaido (Carey 1994, Wells 2007, Duckworth & Moores 2008). Ligner Asian Paradise Flycatcher, men mørkere brun med sort hoved, vinger og hale, mørkegråt bryst og hvidlig bug til undergump. Optræder kun i en mørk fase. 248. Brun Tornskade Lanius cristatus Brown Shrike 1997: Ved Beidaihe dagligt, flest 3.5 6 Sandf1ats, i øvrigt 1-5 dagligt. 11.5 1 Beideihe-Beigan . På Happy Island 13.5 1 han+ 4 hunner, 14.5 265 (heraf 20 hanner + 15 hunner), 15.5 15 trk. + 525 rst., 16.5 184, 17.5 1065 og 18.5 1140. 18.5 3 Beigan – 18.5 200 Beigan-Tang Shan – 18.5 4 Tang Shan-Beijing – 19.5 8 Huillonguan hotel, Beijing. 2008: Ved Beidaihe 3.5 1 Jin Shan fields – 3.5 2 Yang He Woods – 5.5 1 Lighthouse Point – 5.5 11 Jin Shan Fields – 5.5 4 Friendship Hotel – 6.5 1 Jin Shan Fields – 6.5 3 Sandflats – 6.5 2 hanner Dongshan Hotel – 7.5 3 Jin Shan Hotel. 7.5 3 Beidaihe-Laoting – 7.5 3 Magic Marsh, Laoting – 7.5 3 og 16.5 1 Magic Wood, Laoting – 7.5 3 Beigan. På Happy Island 7.5 15 – 8.5 13 – 9.5 9 – 10.5 25 – 11.5 40 – 12.5 10 – 13.5 28 – 14.5 30 -15.5 240 – 16.5 8. Almindelig trækgæst (med. april – pri. juni/med.aug-ult.okt.(ult. nov.)). Formen lucionensis er ret almindelig yngletrækfugl. Om foråret flest med-ult. maj, hvor regelmæssigt nogle hundrede Beidaihe og Happy Island. Dagsmax. 1140 18.5 1997 Happy Island - 1065 17.5 1997 Happy Island - >1000 15.5 1997 Beidaihe. Andre store antal på Happy Island er 800 eks. 14.5 2007, 500 eks. 18.5 1998 og 350 eks. 10.5 2001. Om efteråret flest ult.aug-pri. sept., ret få er iagttaget efter 10.9. Dagsmax. på Happy Island 500 eks. 29.8 1994 og 320 eks. 31.8 1994, ved Beidaihe er dagsmax. 40 eks. 25.8 1986 og 32 eks. 25.8 1990, og i Tianjin 106 eks. 30.8 2006

Tanggu, 30 eks. 22.8 2004 Hangu, 25 eks. 6.9 2004 Tanggu og 24 eks. 9.9 2006 Beidagang. Et exceptionelt sent fund er 19-26.11 2005 Beidaihe. Yngler i N og Ø Asien (se nedenfor). Overvintrer mellem det Indiske Subkontinent og SØ Asien til Bali, Philippinerne og Lombok. Strejfgæst til Europa, formentligt af den langttrækkende form cristatus, flest ult. sept.-okt . I Storbritannien 8 fund (tidligst 19.9, seneste ankomst 22.11. 4 adulte og 4 ungfugle), desuden 1 Danmark (med. okt.), 1 Sverige (pri.okt.), 1 Norge (pri. okt.), 1 Tyskland (Helgoland med. okt.), 2 Frankrig (ult.okt-nov.) og 1 Italien (Modena ult.nov-feb.). Et fund af adult af formen lucionensis 22.11-10.12 1999 Irland (Thorup 2000, Bindrich 2002, Giannela et al. 2003). Sammenlignet med andre ”hyppige” strejfgæster fra Østasien næsten ”uventet sjælden”; dette kan skyldes, at de sibiriske bestande i højere grad end mere ”følsomme” småfugle bedre er i stand til at overflyve større ørken- og bjergområder (Thorup 2000). Til gengæld er flere af fundene af adulte fugle. Brun Tornskade er større og kraftigere end Rødrygget Tornskade L. cullorio og Isabellatornskade L. isabellinus /phoenicuroides med relativt større hoved og kraftigere næb. Har længere hale med korte yderste halefjer, der giver halen en ”tynd” form, virker under landing kileformet. Se nedenfor for dragtdetaljer formerne imellem. Se f.eks Malling Olsen et al. 1996, Beaman et al. 1998, Worfolk 2000 for yderligere detaljer omkring feltbestemmelse. Følgende former ses: 1. Cristatus er den altdominerende form på trækket i Ø Kina. Yngler Ø Sibirien fra Altai gennem N og Ø Mongoliet til Amur. Forlader ynglepladserne i aug.-pri.sept, og overvintrer i S og SØ-Asien mellem Pakistan, Nepal, Indien, Sri Lanka, S Kina, Thailand, Malaysia og mod syd til Sumatra og Borneo. Optræder i vinterkvarteret ult.sept.-pri. maj, i Goa med. okt.-med. marts. Forlader vinterkvarteret ult.marts-pri. maj, og ankommer til ynglepladserne ult.maj-pri.juni. Enkelte ses årligt i Hong Kong. Strejfgæst til Halmahera, Flores, W New Guinea, Nansei Shoto, øer udfor Japan, Alaska samt Kasakhstan; for WP se ovenfor. En typisk tornskade med varmt brun isse til bagryg, varmere brun overgump til hale; overgump ofte lysere orangetonet, samt lyst øjenbryn. Undersiden er lys med orangetonede flanker og undergump. Tertiærerne har ret brede, jævnt lyse rande, der danner et smalt, men distinkt lyst vingepanel. Hannen har sort maske og utegnet underside. Hunnen ligner hannen, men har mattere bruntonet maske, ofte lysere tøjle og svage mørke skæl på flankerne, formentligt tydeligst hos 2k hun. Ungfugle ligner hunnen, men er mattere med svagere brun maske, tydeligere mørke tværbånd på flankerne, bredere lyse spidser på dækfjerene og tofarvet næb med lys inderdel og mørk spids. Benene er mørkegrå. Ungfuglene ligner hunnen, men har tværbåndet ryg, men fælder om efteråret ryggen, der bliver ensartet brun. Kan bevare enkelte tværbåndede rygfjer til først på vinteren, hvor aldersbestemmes letter gøres via kontrast mellem nye inderste og slidte yderste store dækfjer. ”Confusus” (yngler Ø Asien SØ for cristatus mod syd til N Kina. Overvintrer i SØ Asien mellem Malaysia og Sumatra) ligner cristatus, men har generelt mattere brun overside og lysere pande. Forskellen er dog så små, at racestatus er usikker (Worfolk 2000). Regnes undertiden som overgangsform mellem cristus og lucionensis; inkluderet i cristatus her. 2. Superciliosus yngler Sakhalin, Kurilerne og Japan, overvintrer SØ Asien mellem Yunnan, Hainan, Vietnam og Sunda øerne. Ligner cristatus, men har varmere kastaniebrun overside, lysere hvidlig pande og øjenbryn samt kraftigere cremegul underside. Denne regnes undertiden som egen art: Japanese Shrike (Brazil 2009). Dens status området er uvis, men den forekommer formentligt på trækket. 3. Lucionensis yngler NØ og Ø Kina syd og øst for cristatus, incl., Hebei og Beijing, overlapper med cristatus i grænseegnene mellem N Kina og Mongoliet, samt i Korea og S Japan. Overvintrer i SØ og Ø Asien nordpå til Sydkorea, især i SØ Kina, Burma, på den Malayiske halvø og Philippinerne, Borneo og Sulawesi; mere spredt længere mod SW, bl.a. SØ Indien, Sri Lanka, Andamanerne og Nikobarerne. I S Thailand og Malaysia ankommer flest med-ult. sept, og forlader området igen i løbet af april (flest ult. april). Er på den Malayiske Halvø den dominerende form om vinteren (Wells 2007, egne obs. C og S Thailand feb. 2008). I Hong Kong den hyppigste form, flest ses pri-med. maj. Afviger tydeligt fra andre former. Har lysegrå isse, højst meget svagt lyst øjenbryn og matttere gråbrun overside, men ofte varmere rust-gulbrune flanker og undergump. Overhalen er mørkebrun. Sås i mindre antal i 1997, men kun med ét ex. i 2008: 5.5 Friendship Hotel, Beidaihe. Overgangsformer mellem cristatus og lucionensis ses ret sent på sæsonen på Happy Island, f.eks. 14 26.5 2001 (Forsyth & Moffatt 2001). Overgangsformer mellem cristatus og andre former er desuden truffet i bl.a. Sri Lanka (egne obs., foto www.netfugl) og som strejfgæster i Storbritannien og Nova Scotia (Foxall & McLaren 1998, Crosher 1999). Lucionensis kandiderer til artsstatus. Brun Tornskade optræder aggressivt, og en ”plage” ved opsatte net, hvorfra de plukker fangede småfugle, eller afventer at disse slippes efter kontrol,kan behændigt fange småfugle lige efter de er sluppet, som set ved en Stribet Græshoppesanger. Denne adfærd minder mere om Stor Tornskade end om Rødrygget Tornskade. Note: Isabellatornskade Lanius isabellinus (Isabelline Shrike) Tilfældig gæst: 16.5 2004 Jin Shan Hotel, Beidaihe (Marr & Andrews 2004). Ingen bemærkninger om race. Yngler i flere former gennem C Asien. Forlader ynglepladserne i aug-sept. I Europa årlig strejfgæst, flest ult.sept.-med.nov., med fund fra alle måneder bortset fra febr. Mindre forårstop ult.april-pri.juni. Optræden i Europa minder om

Humes Sanger og Nonnestenpikker, der ligeledes stammer fra Centralasien – med flest fund sent på efteråret og en højrere andel forårsfund end for de østasiatiske arters vedkommende. Fundenes fordeling på lande er Storbritannien 80, Sverige 13, Norge 13, Finland 5, Tyskland 9, Holland 10, Belgien 5, Frankrig 12, Spanien 8, Østrig 3, Italien 9, Grækenland 3, Polen 7, desuden 1-2 i de fleste europæiske lande. 30% af fundene er af adulte. I vestlige Mellemøsten 21 fund fra Tyrkiet (Kirwan et al. 2008, Laan & CNDA 2008), i Israel sjælden, men regelmæssig vintergæst. Desuden strejfgæst til S Japan. For fugle bestemte til form, se nedenfor. - Isabellinus (Daurian Shrike) yngler i Altai, Transbaikal østpå til Mongoliet og NV Kina. Den mest langttrækkende form. Overvintrer mellem S Arabien og Ø Afrika, bl.a. almindeligt i NØ Afrika. Den hyppigste form i det vestlige Mellemøsten, hvor bl.a. regelmæssig Israel, flest ult.okt.-nov, bl.a. sæsonmax.på 19 Eilat (Shirihai 1996). Strejfgæst til Europa: 7 Storbritannien, 6 Holland, 2 Belgien, 3 Frankrig, 1 Spanien, 1+ Sverige, 2 Finland, 2 Polen, 1 Ukraine, 1 Grækenland, i Tyrkiet 4 (jan 1, april 2, aug 1) (Laan & CNDA 2008). Desuden strejfgæst til Israel, Nepal og Japan (flere fund i okt.). Sandfarvet med ret store hvide vingefelter. Hannen har brunsort maske, der kan være lidt lysere foran øjet. - Arenarius yngler i C Kina, og overvintrer især mellem NV Indien og Afghanistan, således almindeligt i ørken til halvørken i Gujarat og Rajasthan; enkelte mod nord til Tadjikistan og Uzbekistan. Meget almindelig på gennemtrækket i f.eks. Kasakhstan og Iran sept.-okt. Sjældnere i Ø Arabien og V Indien mod syd til Maharasthra og Goa (Lainer 2004, Prasad 2006). Strejfgæst til Iraq og Syrien. Ligner isabellinus, men generelt lysere med lysere håndsvingfjer og manglende eller meget svage hvide vingefelter. Hannen har generelt smallere og brunere maske end isabellinus samt lys tøjle. - Phoenicuroides (Turkestan Shrike) yngler Centralasien sydpå til N Iran, V Pakistan og Afghanistan, i dele af udbredelsesområdet overlappende med isabellinus. Forlader ynglepladserne i aug.-sept., og overvintrer mellem østlige Arabien og NØ-Ø Afrika. Regelmæssig gæst i Israel. På trækket ret almindelig Ø Arabien, og almindelig vintergæst i NØ Afrika sept.-april. Sjælden syd for Sahara. Kun sjælden trækgæst i NV Indien, og blot strejfgæst i øvrigt på det Indiske Subkontinent mod syd til Maharasthra og mod øst til Nepal. Forlader vinterkvarteret ult.marts.-med. april. Desuden strejfgæst til Europa: Norge 4, Danmark 1, Storbritannien 8, Tyskland 1, Holland 2, Frankrig 5+, Estland 1, Letland 2, Polen 4, Grækenland 1. I modsætning til isabellinus er flere fund gjort forår og sommer, ligesom der er tendens til optræden relativt længere nord-og vestpå i Europa end isabellinus. Strejfgæst til Tyrkiet (maj 2, juli 1, aug 1, nov. 2+) (Laan & CNDA 2008, Slack 2009) Den mest kontrastrige form: Issen er rustbrun, ryggen gråbrun og undersiden hvidlig. Har stort hvidt vingefelt. Imidlertid findes en lang række fugle med blandkarakterer i overgangområderne mellem de enkelte former, f.eks. i

Kasakhstan, hvorfor en sikker bestemmelse til form kun er mulig, hvis alle karakterer stemmer (Svensson 2003). Ungfugle af de forskellige former ligner meget hinanden, og kun extremt lyse og utegnede fugle uden hvide vingefelter (arenarius) kan bestemmes med sikkerhed udenfor det egentlige udbredelsesområde. 249. Tiger Shrike Lanius tigrinus 1997: På Happy Island 13.5 1 han, 15.5 1 han, 16.5 1 han, 17.5 1 han og 18.5 1 han. Sjælden, men årlig yngletrækfugl og trækgæst (med-maj/pri. juni og med. aug.-med. sept.). Yngler fåtalligt i skove i bjergene. Ved kysten fåtallig, flest om foråret, hvor dagsmax. 4-5 Lighthouse Point/Jin Shan, Beidaihe 22.5 2005, 5 eks.22.5 2001 Happy Island, 3 eks. 13.5 1997 Happy Island og 3 eks. 19.5 2005 Happy Island. Om efteråret enkelte, dagsmax. 4 eks. 9.9 1994 Happy Island og 2 eks. 17.9 2003 Eastern Suburbs Airport, Tianjin. Et fund om efteråret ved Beidaihe: 10.9 1988 juv. Reservoiret (Drijvers 1997, Forsyth & Moffatt 2001, China Birdwatching Society 2004-2006, Arlow 2005). Yngler i Russisk Fjernøsten (Primorskiy Kray, Ussurien), i Kina mellem Jilin og Fujian (incl. Hebei), i Korea til omkring Seoul, samt i mellemste halvdel af Japan. Forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer på Nansei øerne og i SØ Asien mellem Philippinerne og Indonesien. Således almindelig i Malaysia sept.-april, med størst gennemtræk ult.sept.-pri.okt. og ult.april-pri.maj. Enkelte overvintrer S Japan, Thailand, Java og Bali. Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj. Strejfgæst til Hong Kong, Taiwan og Sulawesi (Lefranc & Worfolk 1997, Wells 2007, Brazil 2009). Lidt kraftigere og mere kompakt end Brun Tornskade med relativt større hoved og kortere hale. Ligner Rødrygget Tornskade han, men har sorte tværbånd på rustrød ryg og ret kort, rustbrun hale. Undersiden er hvid med distinkt skællede flanker (visse hanner har dog renhvid underside). Hun ligner han, men masken er mattere og flankerne har tydeligere mørke tværbånd. Ungfugle ligner adult hun, men har næsten ensartet lysebrunt hoved, gulbrun, kraftigere tværbåndet underside, let tværbåndede tertiærer og tofarvet næb med lysere næbrod. Note: Bull-headed Shrike Lanius bucephalus. Sjælden yngletrækfugl og trækgæst (ult.marts-pri.juni/sept.-med.okt). Yngler i bjergene, bl.a. ved Wulingshan, Donglingshan, Qinghingdao, Laoling og ved Beijing. Ved kysten sjælden trækgæst, på Happy Island, bl.a. 12-14.5 1993 – 12.5 1999 - 14.5 2000 - 10-16.5 2001 - 7.5 2005 – 17.5 2005, desuden 15.5 2005 Magic Wood og 13.5 2007 Magic Wood, samt 2 eks. 17.5 2004 Zuzhan, Qinglong. Ældre fund: 31.3 1914 Ching-Huan Tao – 1.4 1914 Ching-Huan-Tao.

Om efteråret 2 eks. 14.10 1987 Beidaihe, 2 (ad.+ 1K) 26.9 2001 Happy Island og 2 eks. 17.9 2003 Eastern Suburbs Airport, Tianjin, desuden enkeltobs 20.10 1987 Beidaihe- 1.10 2000 Happy Island – 10.10 2007 Yuren Matuo, Tanggu (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000, Forsyth & Moffatt 2001, Schiermacher-Hansen 2002, China Ornithological Society 2004, 2008). Yngler i NØ Kina (incl Hebei) sydpå til Shandong, i NØ Rusland nordpå til Sakhalin og Kurilerne samt i Korea og Japan. Overvintrer mellem C og S Japan, Korea og SØ Kina, således ret almindelig om vinteren i Sydkorea og Japan (egne obs.), sjælden vintergæst i Hong Kong. Strejfgæst mod syd til Taiwan og N Vietnam. En karakteristisk tornskade. Hannen har rustbrun isse, smalt hvidt øjenbryn, sort maske og orangebrun underside. Ryggen til overgumpen er grå, halen sort. Har lille hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. Hunnen er lysere brun medsvagere hovedtegninger, varmt brun ryg og lysebrun, tværbåndet underside. Ungfuglen ligner hunnen, men har mørkskællet overside og mangler lyst øjenbryn. Tornskade sp. Lanius ssp. 2008: 8.5 1 Happy Island. Ifølge observatøren en del størrre end Brun Tornskade med helt hvid underside (Søren Harding pers.comm); blev preliniært bestemt som Stor Tornskade, men desværre kun kortvarigt. Se nedenfor. Note: Stor Tornskade Lanius excubitor sibiricus (Great Grey Shrike). Meget sælden træk-og vintergæst (ult.sept-pri. nov/marts.-ult. april); kun set enkeltvis. I Østasien repræsenteret af formen sibiricus. Har i forhold til excubitor (N Europa) mørkere grå overside, ofte med let brunstik, hvidlig overgump, mindre hvide vingefelter og sandfarvet til lysegrå underside med tydeligt tværvatring (hos excubitor ses højst svag tværvatring gennem efteråret til vinteren hos ungfugle). De sorte svingfjer kan være let bruntonede. Unfugle har ofte lys tøjle og næbrod samt gråbrun overside, tit med svag tværbånding. Mellemste og store dækfjer har lysebrune spidser (Perttula & Tenovuo 2002, L. Svensson in litt). Sibiricus yngler mellem Baikal og Sakhalin, mod syd til Amur (Lefranc & Norfolk 1997), samt mellem Yakutia og Kamtjatka. Forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer mellem V Altai og Ø Kina, mod syd til Hebei; sjældent i Japan. Strejfgæst til Norge (nov. 1881, okt. 1891) og formentligt Finland (marts 2000) (Perttula & Tenovuo 2002).. Eventuelt forekommer formen mollis (yngler Altai og NV Mongoliet), der er mørkere med endnu smallere hvide vingefelter end sibiricus. Undersiden er gulbrun med tydelige grå tværbånd. Formen bianchii yngler Kurilerne og Sakhalin, og overvintrer mod syd til N Japan; sjældent til C og S Japan samt Korea. Mindre, lysere grå og uden sandbrune nuancer i dragten; i dragten identisk med nominatformen fra nordlige Europa (Brazil 2009). - Chinese Grey Shrike Lanius sphenocercus. Sjælden til fåtallig træk-og vintergæst (ult.aug.-okt/april(pri.maj)) i lavlandet omkring Beijing, Tianjin og Hebei. Om efteråret flest ult.sept-med. okt, dagsmax. 6 på Happy Island ult.sept.-pri.okt og 4 eks. 8.9 1994. Desuden 5 eks. 22.9 Laoyujian Port mellem Beidaihe og Laoting og 3 eks. 5.9 2004 Hangu, Tianjin. Overvintrer ved bl.a. Kangxi Grasslands, Beijing hvor max. 6 eks. 6.11 2005, og op til 4 om vinteren. Overvintrer desuden ved kysten, hvor max.3 eks. 22.12 2005 Beidagang, Tianjin. Kun få forårsfund, flest 2 eks. 13.3 2004 Hangu og enkelte ult. marts Kangxi Grasslands, Beijing. Yngler mellem Amur, NØ Kina og nordligste Nordkorea, samt i indlandet til C Kina. Ses på forårsture f.eks. ved Xianghai i Ussurien. Forlader ynglepladserne ult.aug-sept. Trækket i Ø Kina kulminerer ult.okt- pri. nov., hvor max. 20 eks. Yellow river Delta ult.okt og max. 15 Shuangtai He, Liaoning. Om vinteren er største antal 10 eks. 6.1 2004 Yellow River Delta, Shandong. Overvintrer mod syd til Ø Kina og Korea (hvor den er sjælden; relativt sjældnere end Stor Tornskade herhjemme). Strejfgæst til Japan og Taiwan. Ligner Stor Tornskade, men er større med længere, mere kilefomet hale. Oversiden er mørkere end hos sibiricus, og dækker overgumpen. Har smalt hvidt øjenbryn. Næbbet er langt og kraftigt. Undersiden er utegnet hvidlig, ofte med svagt gråt til beige anstrøg (især ungfugle). Har desuden større hvide vingefelter, der udover håndfladen også omfatter armsvingfjerenes baser og spidser (som hos Steppetornskade L. pallidiroistris). De hvide halesider er bredere; set nedefra virker halen hvid med smal sort midterstribe (Lefranc & Worfolk 1997,Moores 2005, egne obs. Sydkorea Feb. 2007). - Grey-backed Shrike Lanius tephronotus. Tilfældig gæst: 22.5 2004 Happy Island og 11-13.5 2006 Happy Island (Pettersson 2006). Yngler i Himalaya vestpå til Baltistan og østpå til Tibet og S Kina i 2400-4500 meters højde. Trækker om vinteren til lavereliggende områder i nordlige dele af Indiske Subkontinent samt Burma, N Thailand, Vietnam, Laos og Cambodia (Lefranc & Worfolk 1997). Strejfgæst til Xinjiang og Hebei. I størrelse mellem Stor Tornskade og Brun Tornskade. Har mørkegrå overside, rustbrun overgump, hvidlig underside og rustbrune flanker til undergump. Halen er varmt mørkebrun. Mangler hvid plet ved basis af håndsvingfjerene. Hybridiserer i overgangsområderne med Long-tailed Shrike med denne (Rasmussen & Anderthon 2005). - Langhalet Tornskade Lanius schach schach (Long-tailed Shrike). Tilfældig gæst: med. maj 1998 Yang He – 27.10 2004 Hanshiqiao Reservoir, Beijing.

Yngler mellem Centralasien og SØ Asien i flere former. Formentligt repræsenteret af formen schach, der yngler i Ø og S Kina syd for området samt i Taiwan og Hainan. Har for nyligt spredt sig nordpå til Ø Kina (Hebei), og næsten årlig gæst i Korea og Japan (Brazil 2009); desuden SØ Asien. Standfugl eller korttrækker. Større og lysere end Grey-backed Shrike med længere hale. Har grå isse og forryg, rustbrune skuldre, bug og overgump, lang og kileformet sort hale, samt hvide felter ved basis af håndsvingfjerene. Ligner den vestlige form erythronotus, der yngler i Centralasien mod nordvest til Aral, gennem Turkmenistan, Uzbekistan, Ø Iran, Afghanistan, Pakistan og Nordindien; de nordvestlige bestande er trækfugle, der forlader yngleområdet i aug.-sept., og overvintrer i N Indien mod syd til Mumbai og Hyderabad. Denne form er truffet som tilfældig gæst i Europa 3 gange: Ydre Hebrider, Storbritannien 3-4.11 2000, Gotland, Sverige 11.6 1999 og Skallingen, Danmark 15-17.10 2007. Desuden strejfgæst til Mellemøsten: Tyrkiet 1 ult.sept., Israel 1 nov.-feb, Jordan 1 april, Oman 6, UAE 5 og Kuwait 2 okt., nov-april) (Pettersson 1999, Kirwan et al. 2008, Kristensen 2008). Former med sort hætte og rødbrun ryg og underside er standfugle mellem C Himalaya og Vietnam, og formentlig i S Kina (Hainan, Guangdong, Fujian). Disse stærkt afvigende former kandiderer til artsstatus. Hybridiserer angiveligt i overgangsområdet med de gråhovede former, men kun i ringe grad. 250. Chinese Penduline Tit Remiz consobrinus 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 han Lighthouse Point – 29.4 3 Legation Gully - 30.4 45 Fishhook Point – 1.5 132 trk. NØ Jin Tian Hotel – 1.5 195 trk. + 110 rst. Legation Gully – 1.5 20 Sandflats – 3.5 9 Lighthouse Point – 3.5 3 Radar Station Hill – 5.5 3 Reservoiret. På Happy Island 14.5 3, 16.5 8 trk. og 17.5 2. 2008: 30.4 1 Bai He. Ved Beidaihe 2.5 3 og 3.5 2 Jin Shan Hotel - 2.5 16 Reservoiret – 3.5 1 Lighthouse Point – 3.5 5 Friendship Hotel -3.5 7 Yang He Woods – 4.5 1 Jin Shan Hotel – 4.5 3 Lighthouse Point – 4.5 15 Reservoiret – 5.5 5 Lighthouse Point – 5.5 2 trk. Jin Shan Fields – 6.5 6 Sandflats – 7.5 2 trk. Lighthouse Point. 7.5 1 og 16.5 2 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 10.5 1 – 13.5 2 – 14.5 4 trk. - 15.5 15. Almindelig yngletrækfugl og trækgæst samt fåtallig vintergæst (med.sept.-med.nov./ult.marts-pri. juni). I 1985 >1000 ”bird-days” 28.3-28.5. Beidaihe. Trækket er størst pri-med. maj, ved Beidaihe er dagsmax. 327 trk. + 130 rst. 1.5 1997, 320 eks. 10.5 2005, 276 eks. 9.5 1985, 274 eks. 6.5 1985 og 250 eks. 6.5 1994 Beidaihe. Om efteråret langt hyppigere, flest okt. Ved Beidaihe er dagsmax. 2715 trk. 11.10 1988 Daihe og 1190 (heraf 1150 trk.) 13.10 1987 Beidaihe. På Happy Island er dagsmax. 925 eks.12.10 2006 og 625 eks. 11.10 2000 (Williams 1988, Forsyth & Moffatt 2001, Hornskov 2006). Tiltaget stærkt i nyere tid, således kun spredte observationer i 1920érne og 1940´erne (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler på lignende biotop som Pungmejse R. pendulinus: i rørskov og i sumpede områder med buske og mindre træer. Yngler i NØ og Ø Kina mellem Manchuriet og Shandong. Overvintrer i Ø og S Kina, Hong Kong, Korea (især langs sydkysten) og fåtalligt i S Japan. Mindre gennemtræk Hong Kong ult.marts-pri. april. Strejfgæst mod syd til N Vietnam. Ligner Pungmejse R. pendulinus, men den sorte maske er smallere – som sort stribe omkranset af hvidt. Ryggen lysere brun, tit med mørkere rødbrun forreste del. Undersiden er generelt varmere gulbrun (Harrap & Quinn 1998). Stemmen ligner Pungmejses, en høj, svag og lidt nedadgående piben, der minder om et meget svagt kald fra Rørspurv, Rødstrubet Piber eller Japanese White-eye. Adfærd som Pungmejse, raster flokvis i rørskove og buskadser, men kan under trækket ses i et bredere udvalg af åbne biotoper (egne obs. Kina). 251. Halemejse Aegithalos caudatus Long-tailed Tit 2008: 30.4 1 Bai He – 1.5 4 Xianlongmen. Fåtallig ynglestandfugl, træk- og vintergæst (med.okt.-april). Yngler i nåle- og blandskov i hele området. De største antal er 50 eks. 11.6 2004 Yunfeng Shan, 30 eks. 21.5 2004 Donglingshan, 30 eks. 24.12 2005 Juma He, 20 eks. 20.2 2006 Baiwang Shan og 20 eks. 8.12 2007 Bai He. Ved kysten fåtallig trækgæst (med.okt-med.nov), flest 41 eks. 16.10 1989 (ssp. vinaceus). Desuden er formen caudatus (Palearktis mod vest til Nordeuropa, mod øst til N Kina, Kamtjatka, Hokkaido og Nordkorea) uregelmæssig træk- og vintergæst. Flest er set ved Beidaihe om efteråret, således invasion efterår 1990 med i alt 167 ”bird-days” og dagsmax. 39 eks. 15.10. antallet er det største af formen i Kina, men dette efterår også observeret i Hong Kong. Desuden fund 30.4 1985 Beidaihe. Arten er formentligt tiltaget fra midt i 1980´ erne (Williams 1990, China Ornithological Society 2005). Yngler gennem Europa og Asien i flere former. I området repræsenteret af formerne vinaceus (ynglefugl) og glaucogularis (øst for området). Vinaceus og glaucogularis har brede sorte striber på issesiden, hvidt til beigebrunt hoved og sortagtig overside. Længere nordpå i Kina og i Korea findes formen magnus, der ligner de øvrige former, men kan have mørke pletter over brystet (Harrap & Quinn 1996). Caudatus har hvidt hoved og underside. Fugle med blandkarakterer mellem caudatus og vinaceus er iagttaget ved Beidaihe (Williams 2000). Vinaceus og glaucogularis tilhører den sydlige gruppe, caudatus den nordlige. De to hovedgrupper udgøres muligvis af to forskellige arfter. 252. Sumpmejse Poecile palustris hellmayeri Marsh Tit

1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 6 Legation Gully – 29.4 3 Wet Boot Marsh - 3.5 2 Radar Station Hill 2008: 1.5 3 Xianlongmen. Ved Beidaihe 2.5 2 Reservoiret – 5.5 1 Friendship Hotel. Almindelig ynglestandfugl. De største antal er 35 eks. 17.10 2004 Sommerpaladset, Beijing, 20 eks. 13.11 2004 Fenghuangling Haidian, 17 eks. 3.2 2007 Bai He og 16 eks. 5.12 2004 Beijing Bothanical Garden (China Ornithological Society 2005, 2008). Yngler dels mellem V Europa og V Rusland, dels i Ø Asien. De to udbredelsesormåder er klart adskilt fra hinanden. I området repræsenteret af formen hellmayeri (Ø Kina, incl. Shandong og Shanxi). Hellmayeri ligner hjemlige fugle (palustris), men har længere hale og generelt varmere brune flanker samt smallere sort strubefelt (Harrap & Quinn 1996). Sangen er en hurtig serie af dew-dew-dew……, der lyder som begyndelsen af sangen fra Skovpiber (Hemmingsen & Guildal 1968). Nærmere undersøgelser vil formentligt føre til, at østasiatiske bestande splittes fra vesteuropæiske. Note:- Fyrremejse P. montanus baicalensis (Willow Tit). Sjælden ynglestandfugl i nåle-og blandskov med døde træer. Yngler gennem Palearktis, i Kina mod syd til Hebei. I området repræsenteret af formen baicalensis (yngler mellem Altai og Ussurien), der har har lysegrå overside samt renere hvid underside end bestande fra Europa;flanker kun svagt bruntonede (Cramp & Perrins 1993). Ligner Sumpmejse, men har større hoved, kraftigere næb og tydeligere lyse rande på armsvingfjer og tertiærer, kortere, rundere hale og mattere sort hætte, uden Sumpmejses metalglans. Stemmer er mere lig Sumpmejses end i Europa. Kaldet er et hæst, nasalt chichi jeejee, sangen er højt tsupii tsupii pii pii, der er mere metallisk end sangen fra Sumpmejse (Brazil 2008). 253. Songar Tit Poecile songara stotzneri 2008: 29.4 3 Great Wall, Badaling - 30.4 6 Bai He – 1.5 3 Xianlongmen Ret almindelig ynglestandfugl i bjergene samt ved Beijing. De største antal er 30 eks. 2.7 2005 Baihau Shan, 20 eks. 4.9 2004 Sizuolou og 10 eks. 7.11 2004 Baihepu Reservoir. Ved Beidaihe ét fund: 12.5 1990 Lotus Hills (Alström 1990, China Ornithological Society 2005-2006). Et sydligt modstykke til Fyrremejse, der ud over i blandskov også findes i mere åbent, buskbevokset terræn i kuperet landskab. Yngler i N og C Kina. Andre former yngler længere mod vest til Ø Kasakhstan. Ligner Sumpmejse (og Fyrremejse), men issen er bruntonet, hagesmækken større (når næsten knoen) og oversiden samt undersiden er mørkere gråbrun, hvorfor fuglen virker mere ensartet mørk. Mangler lyst vingepanel. Stemmen afviger. Den brune isse kan lede tankerne til Lapmejse P. borealis. Findes i flere former, der gradvis får lysere brun isse fra nord til syd. Formen stoetzneri har mørkebrun isse; fugle fra Sydkina har lysere brun isse. Sangen er entonet, og langsommere end Sumpmejses, med et touch af Fyrremejse. Note: - Varied Tit P. varius. Tilfældig gæst: 16-17.10 2007 Happy Island (Hornskov 2007). Yngler i NØ Kina mod vest til Liaoning, i Korea og Japan samt på øerne syd for Japan mod syd til Taiwan. En sortmejsestor, mangefarvet mejse med sort/hvide hovedtegninger, lang hvid nakkeplet, rustrød forryg og bug samt blågrå ryg, vinger og hale. Findes i nåleskov. (Lapmejse Parus borealis nævnes som ynglefugl i N Kina, incl. Hebei, men usikkerhed om korrekt artsbestemmelse). 254. Sortmejse Periparus ater pekingensis Coal Tit 2008: 1.5 5 Xiaolongmen – 4.5 4 Lotus Hills, Beidaihe. På Happy Island 9.5 8 trk. – 10.5 1 -12.5 1 – 15.5 3. Ret almindelig ynglestand- og strejffugl. Yngler i nåleskov, hvor lokalt hyppig, således 20 eks. 14-15.7 2006 Baicaopan, Beijing. Optræder undertiden i mindre invasioner, således i efteråret 1990, hvor 105 ”bird-days” Beidaihe 23-10-med. nov, dagsmax. 17 eks. 22.10. Optræden på Happy Island forår 2008 antyder ligeledes tidvise, uregelmæssig optrædender, da arten er uregelmæssig her. Yngler gennem Palearktis. I området repræsenteret af formen pekingensis, der i forhold til hjemlige fugle (ater) har tydeligere antydning af en kort nakketop, samt gulbrun-tonet underside. I NØ og SØ Kina yngler andre former, bl.a. ater (NØ Kina). Formen insularis (Japan) overvintrer ustadigt i Ø Kina (MacKinnon & Phillippis 2000). 255. Yellow-bellied Tit Periparus venustulus 2008: 1.5 25 Xiaolongmen – 4.5 1 Lotus Hills, Beidaihe – 14.5 1 og 15.5 2 Happy Island. Ret almindelig yngletræk- og strejffugl (ult.marts-pri. maj/aug.-med. nov) i nåle- og blandskov op til 3000 m., især ved partier med fyrretræer. Almindelig i bjergskovene omkring Beijing, og en af karakterfuglene ved Xianlongmen og Donglingshan, færre i Hebeis bjerge. Strejfer til lavere højder om vinteren, og optræder da i højder <1000 m, f.eks. i småflokke ved Beijing, hvor flest 83 eks. 22.4 2007 Liuyin Park, 80 eks. 16.4 2006 og 40 eks. 18.4 2005 Peking University samt 20 eks. 26.10 2004 Huairou Reservoir. Ved Xiaolongmen ikke iagttaget januar 2004 (Andersson 2004), hvilket understøtter, at de højereliggende områder forlades om vinteren.

Ved Beidaihe ikke iagttaget før 1985, men siden set i mindre antal. Om foråret er dagsmax. 50 trk. 18.4 2004 Tianjin og 12 eks. 7.5 1994 Legation Gully, Beidaihe. Om efteråret mindre træk ult. sept.-okt., dagsmax. 50 eks. 2.10 2007 Happy Island, 24 eks. 27.10 1987 Beidaihe og 23 eks. 9.10 2000 Happy Island. Formentligt vintergæst i lavlandet; syngende fugle er iagttaget Happy Island i maj 2008 (Thalund et al. 1994, Harrap & Quinn 1996, MacKinnon & Phillipps 2000, Williams 2000, China Ornithological Society 2005, Hornskov 2007, enge obs). Endemisk i Kina. Findes i to isolerede områder: NØ-Kina (incl. Beijing og Hebei) og Ø Kina (Brazil 2009). Strejfgæster er truffet mod syd til Hong Kong og mod øst til Shandong og Korea. Formentligt regelmæssig i Sydkorea, hvor flest er set i marts/april og okt./nov., i flokke på op til 8 (Moores 2009). En karakteristisk lille og storhovedet mejse – ikke ulig Sortmejse, men med gul underside, kraftigere næb og mørkere vingetegninger. 256. Eastern Grey Tit Parus (major) minor 1997: 29.4-10.5 1 Legation Gully, Beidaihe – 5.5 1 Jin Shan Hotel. 2008: 28.4 2 Beijing – 28.4 2 Sommerpaladset, Beijing – 29.4 1 Great Wall, Badaling - 30.4 2 Bai He-Huairou – 1.5 15 Xianlongmen. Ved Beidaihe 3.5 1 Jin Shan Hotel – 3.5 2 Lighthouse Point – 3-6.5 dagligt max. 6 Friendship hotel – 4.5 5 Lotus Hills. 7.5 1 Beigan – 17.5 1 Beijing. Almindelig ynglestandfugl. Største antal er 50 eks. 2.1 2006 Ming-gravene, Beijing. Nævnes i Kina mest som ynglefugl i >650 meters højde (Harrap & Quinn 1996), hvilket stemmer dårligt med regelmæssige observationer fra kysten. Muligvis i fremgang, men optræder undertiden måske i invasioner. Flere sås efterår 2007 Happy Island, hvor den ikke er iagttaget før 2007 (Hornskov 2007). Strejfgæst til Hong Kong. I området repræsenteret af formen minor, der yngler mellem nordlige Kina, russisk Fjernøsten og Japan. Minor har gråhvid bug, hvilket er fælles for alle de syd- og østasiatiske ”musvitformer”. Minor har desuden oliventonet underside, svagt gulbrunt anstrøg på brystsider og forfkanker samt bred hvid nakkeplet. Stemmen forekom ret tæt på Musvit, men nok en anelse hæsere, som det også er hørt fra fugle på det Indiske Subkontinent. Fra fugle i Beidaihe er sangen hurtig og sumpmejseagtig; klart forskellig fra sang fra fugle i Danmark (Hemmingsen & Guildal 1968). I det nordligste Kina findes Musvit af formen major, der er identisk med gulmavede og grønryggede europæiske fugle. Der er kun foretaget få undersøgelser omkring de mange formers indbyrdes slægtskab, men de seneste undersøgelser viser, at minor bør behandles som art, adskilt fra Musvit. De sydkinesiske, lignende former behandles nu som egen art: Southern Great Tit P. cinereus (Brazil 2009). 257. Chinese Nuthatch Sitta villosa villosa 2008: 1.5 4 Xiaolongmen (heraf 1 par ved rede). Fåtallig til ret almindelig ynglestandfugl i nåle- og blandskov i de mellemste og større højder ved Hebei og Beijing, flest ved Sizuoluo (max..20 eks.4.9 2004), Xiaolongmen, Dahaituo (max. 8 eks. 27.5 2006), Yongling (max. 8). Laoling (max. 4), i fyrreskove ved Mutianyu Great Wall, Fragrant Hill, Shisanling Reservoir (max. 10 i jan.) og i Beijing Bothanical Garden (max. 10 eks. 27.11 2004). Mere ustadigt ved Wulingshan. Tilfældig gæst ved Beidaihe: 16-26.10 1989 (Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2006). Endemisk i N og Ø Kina samt i Nordkorea, Ussurien og Sakhalin. Sjælden og uregelmæssig vintergæst i nordlige del af Sydkorea. Vi fandt en beboet rede i et løvtræ, hvor reden var anbragt ca. 1.2 meter over jorden. Synes af de tydelige hovedtegninger – med meget tydeligt hvidt og langt øjenbryn mod mørke issesider fik enkelte af deltagerne til at spekulere i en Hvidbrynet Løvsanger! Hovedtegningerne er artstypiske i forhold til den (kun) lidt større Spætmejse, der også yngler på Xianlongmen. Har desuden mørkere grå overside og hvidlig strube. Kald højere og lysere end Spætmejsens: ueep-ueep-ueep…., og var ikke ulig kaldene fra f.eks. Krüpers Spætmejse S. kruperi fra f.eks. Tyrkiet og Lesbos, hvor den findes i lignende biotop. Også et hæst scharr og et nasalt quir quir. 258. Spætmejse Sitta europaea sinensis Eurasian Nuthatch 2008: 1.5 5 Xiaolongmen. Ret almindelig ynglestandfugl i bjergskovene omkring Beijing, f.eks. ved Eastern Tombs, Fragrant Hill og Xiaolongmen. Ved Beidaihe tilfældig gæst: 7.10-9.11 1990 Study Gully (Williams 2000). Yngler gennem Palearktis. I området repræsenteret af formen sinensis (yngler det meste af Kina mod nord til Hebei), der ligner Sydlig Spætmejse (formen caesia), men med brunt på hele udensiden op til hagen. Fra NØ Hebei og østover til Korea findes formen amurensis, der – i lighed med den nordrussiske form asiatica - er en lille og kortnæbbet type. Oversiden lysere grå end hos sinensis, og undersiden hvidlig med svagt gulbrune flanker (Harrap & Quinn 1996). Der er uklart om der findes et større overgangsområde mellem de to former. Note: Træløber Certhia familiaris daurica (Eurasian Treecreeper) Fåtallig ynglefugl i bjergskovene ved Beijing og i Hebei, således i de fleste parker i Beijing, ved Shanghaiguan og Eastern Tombs. Ved kysten sjælden gæst: 1-2 4.12 1944-23.3 1945 Beidaihe - 3 og 9.11 1990 Lotus Hills, Beidaihe – 4.11 1990 Eagle Rock, Beidaihe - 14.5 1994

Beidaihe - 16-17.10 2007 Happy Island – 3.11 2007 beidaihe – 18.11 2007 Ziyun Park, Tianjin (China Ornithological Society 2008). Yngler mellem Europa og Japan. I området repræsenteret af formen daurica, der yngler mellem S Sibirien og østpå til Stillehavet, sydpå til Hebei, Nordkorea og Japans mellemste dele. Andre former findes i resten af Kina. - Murløber Tichodroma muraria (Wallcreeper). Sjælden ynglefugl i bjerge med stejle klipper og strømmende vandløb i Hebei og Beijing, f.eks. Juma He og Shidu. Sjælden træk- og vintergæst ved Beidaihe: 6.11 1986 1 Lotus hills – 22.10 1987 – 3.11 1987 trk. (Williams 2000). Yngler i høje bjerge mellem S Europa og S Mongoliet samt nordlige Kina sydpå til Hebei. Foretrækker partier med lodrette klipper med sprækker og sparsom urtebevoksning. Strejfer om vinteren, tillavere højder, og træffes da i det meste af S og Ø Kina (MacKinnon & Phillipps 2000); strejfgæst til V Burma. I området repræsenteret af formen nepalensis. 259. Chestnut-flanked White-eye Zosterops erythropus 1997:På Happy Island 14.5 3 og 18.5 415 trk. + 10 rst. 2008:Ved Beidaihe 3.5 1 Friendship hotel - 4.5 10 Lotus Hills – 5.5 10 Lighthouse Point – 5.5 30 Friendship hotel – 6.5 45 Dongshan Hotel – 7.5 20 Lighthouse Point/Jin Shan Hotel . 7.5 2 Beigan. På Happy Island 8.5 25 -9.5 22 – 10.5 10 – 11.5 25 – 13.5 30 – 14.5 20 – 15.5 110. Almindelig yngletrækfugl og trækgæst (ult. april-med.juni/ult.aug-pri.nov.). Yngler i bland- og nåleskov >1000 m. På trækket langt den hyppigste af de to white-eyes. Om foråret flest pri.-med. maj, dagsmax. 500 eks. 13.5 2005 Beidaige, og på Happy Island 415 trk. 18.5 1997, 400 eks. 14.5 2007 og 370 eks. 8.5 1999 (Hornskov 1999, China Ornithological Society 2006, Frich et al. 2007); enkelte sommerfund (Hemmingsen & Guildal 1968). Efterårstrækket er størst ult.sept-pri.okt, med en tydelig kulmination 20-25.9: Dagsmax. ved Beidaihe er 1925 trk. 20.9 1987, 1645 eks. 22.9 1990 og 961 trk. 20.9 1986. Om efteråret dagsmax. på op til 1000 fra Happy Island ult. sept., desuden 500 eks. 19.9 2004 Tanggu, 500 eks. 23.9 2006 Tanggu, 300 eks. 30.9 2004 Shahe Reservoir, Beijing og 300 trk. 4.10 2006 Hangu (China Ornithological Society 2005-2007). Yngler i NØ Kina og NØ Rusland; muligvis i Nordkorea. Forlader ynglepladserne i sept., og trækker gennem Ø Kina sept.-okt., i Shandong flest pri. okt. Overvintrer mellem S Kina og N Thailand. Sjælden trækgæst i Korea, og meget sjælden trækgæst på øerne syd for Japan. Strejfgæst til Japan. Ligner en blanding mellem sanger og finke. Har bred hvid brille i guloliven ansigt, smal mørk tøjlestribe, olivengrøn overside/vinger og gul strube og undergump imod hvid ”midterdel”. Flankerne er kastaniebrune, men udbredelsen af brunt varierer, og er ofte reduceret til enkelte kastaniebrune fjer; mangler oftest hos hunner (Leader 2000, Brazil 2009). Hånd længere end hos Japanese White-eye, forhold tertiærer:hånd 1:0,.7-1 (Leader 2000). Næbbet er tofarvet med lysere undernæb. Kaldet er grønsiskenagtigt, og ligeså med adfærden; arten sås tit i frækt hoppende småflokke, ala Grønsisken. 260. Japanese White-eye Zosterops japonicus simplex 1997: Ved Beidaihe 30.4 2 Lighthouse Point – 1.5 4 Lighthouse Point – 4.5 4 trk. + 2 rst. Lighthouse Point - 4.5 5 Legation Gully. På Happy Island 12.5 3. 2008: Ved Beidaihe 3.5 2 Lighthouse Point - 3.5 4 Friendship Hotel – 4.5 9 Lighthouse Point. 7.5 50 Magic Wood, Laoting (nok overvurdering!). På Happy Island 8.5 7 – 9.5 2 trk. + 14 rst. – 10.5 15 – 13.5 10 – 15.5 10. Fåtallig trækgæst (med. april-pri.juni og ult. aug.-ult..okt). Ses i langt mindre antal end Chestnut-flanked White-eye. Om efteråret flest med.-ult.okt., dagsmax. 50 eks. 6.10 2004 Shahe Reservoir, Beijing, 15 eks. 14.9 2005 Baiwangshan, Beijing og 10 eks. 22.10 1987 Beidaihe. Yngler i Japan, sydlige halvdel af Kina mod nord til syd for Hebei (hyppigst i Ø Kina), samt i Burma og N Vietnam. Overvintrer i Sydkorea, S Kina, Burma, NØ Thailand og N Vietnam, flest i S Kina, hvor flokke på op til 150 i Yunnan, Guangxi og Guangdong dec.-feb. Indført til Singapore (China Ornithological Society 2005-2008, Wells 2007). Adfærd som Chestnut-flanked White-eye, men kaldet er lavere, og giver ikke mindelser til Grønsisken. Ligner Chestnut-flanked White-eye uden kastaniebrune flanker, men har generelt bredere gul strube i svagere overgang til det mere gråtonede forbryst, mere ensartet mørkt næb, generelt smallere hvid øjenring (især fortil) og kortere hånd med forhold tertiærer:hånd 1:0,5. Formen simplex (Ø og S Kina) har desuden gullig pande (af samme olivengrønne farve som issen og oversiden hos formen japonicus og Chestnut-flanked White-eye). Nogle kan have svagt mørkt bruntlig anstrøg på flankerne. Kaldet er lysere og spædere, og kan give mindelser til kald fra pungmejser (Brazil 2009). 261.Engværling Emberiza cioides weigoldi Meadow Bunting 1997: 30.4 1 han Fishhook Point, Beidaihe. 2008: 30.4 3 hanner+1 hun Bai He – 30.4 4 Beijing-Xiaolongmen - 1.5 2 Xiaolongmen-Changping – 1.5 4 Changping-Beijing.

Ret almindelig ynglestand-og strejffugl i kuperet og åbent, buskbevokset terræn samt i åben skov, således i småbjerge i Beijing og Hebei. Største antal er 60 eks. 23.12 2006 Bai He, 50 eks. 30.10 2004 Jumahe, Beijing og 50 eks. 6.4 2006 Huaisha He. Ved kysten uregelmæssig, men i 1980érne formentligt hyppigere ved Beidaihe; tilbagegangen kan skyldes tilgroning af levesteder, evt. generelt mildere vintre, da arten foretager strejf i forbindelse med hårdt vintervejr, Jan-feb. 1915 flokke i hård vinter Ching-Huan-Tao. Ved Beidaihe kun 2 fund i 1940´erne. 1980´erne regelmæssig med.okt.-med. nov. Beidaihe, flest Lotus Hills, hvor lejlighedsvist trækkende. Ved Beidaihe er dagsmax. 31 eks. 13.10 1987, 29 eks. 14.10 1987 og 18 eks. 19.10 1988. Fra november 17 eks. 17.11 1986. Efter 2000 dog ustadig ved Beidaihe, dog med par observeret maj 2007 Lighthouse Point (Williams 2000, China Ornithological Society 2005). Yngler i S Sibirien og Nordlige Mongoliet og sydpå til SØ Kasakhstan (formerne cioides og tarbagataica), i NØ Kina og Korea samt i Japan (formen ciopsis). Stand- eller strejffugl, de nordligste bestande overvintrer dog noget syd for yngleområdet. Strejfgæst til Taiwan. Fund i Europa (Finland maj 1987, Italien 1910, Spanien dec) regnes som undslupne fangenskabsfugle. I området repræsenteret af formen weigoldi. Hannen er smuk med rustbrun isse og kind, hvidt øjenbryn og stribe nederst på kinden, nedadtil afgrænset af sort stribe. Oversiden er varmt brun med mørke striber, forbrystet lysegråt og brystet samt flankerne rødbrune. Hunnen er lysere med lyst rødbrun, mørkstribet isse og brunlige øredækfjer. Overgumpen er rødbrun. I Østkina og Korea (formen castaneiceps) har hannen kun smalle mørke striber på rødbrun overside samt varmere brun underside. Denne form optræder muligvis som træk- og vintergæst i området. I Japan (formen ciopsis) har hannen gråbrun isse samt sort/hvide hovedtegninger. Den pludrende sang ligner Godlewski´s Buntings, men den indledende tone er dybere og kortere (Byers et al. 1995). Kaldet er et højt, hurtigt zit-zit-zit. 262. Pileværling Emberiza rustica Rustic Bunting 1997: 1.5 1 Legation Gully, Beidaihe. Ret almindelig træk- og vintergæst (ult.sept.-ult. nov./ult. feb.-med. april (pri.-med. maj)). Om foråret flest med.-ult. marts, dagsmax. 35 eks. 19.3 1994 Reservoiret, Beidaihe og 8.3 1944 20-30 Beidaihe. Kun få efter midten af april, senest 2 eks. 14.5 2005 Beidaihe; desuden er meldt 10 eks. 2.5 2007 Beidaihe. Om efteråret flest ult.okt-pri.nov, ved Beidaihe dagsmax. 750 trk. 7.11 1987, 714 eks. (heraf 650 rst. Reservoiret) 30.10 1989 og 550 eks.11.11 1987. Den almindeligste overvintrende værling i området, iaær omkring Beijing, hvor største antal er 100 eks. 8.1 2006 Huairou Reservoir (Williams 2000, China Ornithological Society 2007-2008) Yngler i nordlige dele af Asien mellem nordlige halvdel af Sverige (ca. 50.000 par i Sverige), Nordnorge (100-500 par) og Kamtjatka; sydpå til Baikal, Yakutien og Chukotka. Forlader ynglepladserne ult. aug.- pri.okt. De vestlige bestande trækker om efteråret direkte mod øst, og er således almindelige sept.-okt. ved Tomsk og i sydlige Yakutien. På Kamtjatka og i Ussirien meget almindelig i okt. Trækket går fra Ø Sibirien siden syd. Overvintrer i Ø Kina mod syd til Fujian, i Korea samt C og S Japan. I Kina talrigst mellem Liaoning og Zhejing. Et meget stort antal: 2000 eks. 11.3 2007 Heilong, Liaoning kan involvere trækkende fugle. Om vinteren meget almindeligt i Sydkorea, hvor flokke på flere hundrede kan ses, især i landets nordlige del, desudne almindelig i Japan. Forårstrækket indledes allerede ult. febr. Forlader Japan marts.-med.april. Ankommer til ynglepladserne ult.april - maj. I Ø Asien strejfgæst mod syd til Nepal, Yunnan, Hong Kong, Taiwan og N Vietnam. Den europæiske bestand trækker om efteråret mod øst til Ø Asien; der er 3 genfund fra Ø Kina af fugle ringmærket i det nordlige Sverige. I nordlige og mellemste Sverige ret hyppig efterårstrækgæst til ult. sept, men langt sjældnere, og generelt senere syd for Stockholm. I Storbritannien 455 t.o.m. 2004, Danmark 46 t.o.m 2008, Tyskland 49 t.o.m. 2000, Frankrig 28, Holland 78 t.o.m. 2007. På Utsira, Norge 37 fund (maj-juni og ult.sept-pri.okt.), Spanien 3 og 1-2 fund i en række syd- og østeuropæiske lande mod vest til Portugal og Island (5 fund). De fleste fund gøres i NV Europa sept.-pri.okt; i Holland flest ult.sept.-pri. okt, på Scilly er 84% af fundene gjort 4-27.10. Smågrupper på 3-4 er observeret i Holland. De franske fund er ret jævnt fordelt mellem efterår og forår, men i øvrigt er en mindre andel af de europæiske fund fra om foråret, bl.a. 2 fund Danmark i marts. En fugl ringmærket på Fair Isle juni 1963 blev genmeldt Kios, Grækenland samme år (Cramp & Perrins 1994, Berg & Bosman 1999, Vliet et al. 2002, Rogers & the Rarities Committee 2004, Juano 2006, Flood 2007). I Mellemøsten sjælden, men regelmæssig Israel med.okt.-med. dec. 1-9 pr. efterår Eilat, desuden enkelte vinter-og forårsfund til med. marts. I Iran sjælden vintergæst. Desuden strejfgæst: 7 Tyrkiet (okt.-jan.), Syrien, Jordan, Libanon, Egypten, Kuwait, Iraq, Iran, Saudi Arabien, UAE (5 dec.-feb) og Oman (3) (Richardson 1990, Shirihai 1996, Eriksen et al. 2001, Kirwan et al. 2008). Hyppigere, men fortsat fåtallig på trækket i Kasakhstan pri.sept.-ult.okt. og ult.marts-pri.maj (Wassink & Oreel 2007). I forhold til Rørspurv og Dværgværling har Pileværling større, mere trekantet hoved. Stritter tit med nakkefjerene, hvorved antydning af let nakketop ses; dette er tydeligere end hos alle andre værlinger end Gulbrynet Værling. Set bagfra kan lys nakkeplet være tydelig. Har desuden kastaniebrun nakke og flankestriber, der er tydelig imod den kridhvide underside. Overgumpen er rødbrun med smalle lyse fjerrande, der giver et skællet udseende. Hanner har sort ansigt, lyst øjenbryn og lys strube. Hunner er svagere tegnet i gråbrunt med typiske ”værlinghovedtegninger”: beige til

hvidt øjenbryn og øreplet, smal, hvid øjenring og mørk indramning af kindens bageste del. Har bredt hvidt forreste vingebånd. I flugten ret kraftig og korthalet med påfaldende hvid mave. Kaldet er et skarpt, sangdrosselagtigt tsik, der ytres regelmæssigt – især fra enlige, kontaktsøgende fugle. Kaldet er generelt kraftigere og mere metallisk end Dværgværlingens mere lukkede og ”elektroniske”. Hvis man ønsker at lære denne skønne fugl at kende, anbefales vinterbesøg i Sydkorea, da man her kan se flokke på op til nogle hundrede, gerne i selskab med Gulstrubet Værling. Træffes da i åben skov med småkrat, gerne nær vand, og i lunde med rigelig undervegetation. Flest ses i landets nordlige del, hvor arten er den almindeligste værling om vinteren (egne obs.). 263. Japanese Reed Bunting Emberiza yessoensis 1997: Ved Beidaihe 2.5 1 Sandflats og 3.5 1 Sandflats. På Happy Island 13.5 1 hun, 14.5 2 hunner, 15.5 1 han, 16.5 1 han+1 hun og 18.5 1. 2008: 13.5 1 han Happy Island. Fåtallig træk- og vintergæst (pri.okt.-med.nov./pri. marts-ult.maj). Om foråret i små antal, især ved Reservoiret, Beidaihe, hvor dagsmax. 10 eks. 2.5 1997, 7 eks. 8.5 1994 og 5 eks. 19.5 2007. Om efteråret få til ult. okt, herefter kulmination ult. okt.-pri.nov, dagsmax. 15 eks. 18.10 1989 Yang He, 10 eks. 23.10 og 26.eks. 10 1986 Beidaihe, på Happy Island 8 eks. 9.10 2000. Ses om vinteren i småflokke i lignende biotop som Rørspurv. Yngler pletvis i NØ Kina, Ussurien og C Japan. Findes i rørskove og langs søbredder med lav bevoksning af rør og urter, i lignende biotoper som Rørspurv. Overvintrer mellem sydlige Japan og østlige Kina nordpå til Hebei, men især mellem Yellow River og Hangchow. Ses om vinteren ved sumpede områder med urter, gerne nær kysten. Strejfgæst til Hong Kong. Adfærd som Rørspurv, med lignende rødbrun vinge. Hannen er karakteristisk med sort hoved og kanelbrun overside med bred, ustribet overgump. Undersiden er beigehvid, og de små dækfjer grå. Om foråret har en del antydet hvidligt øjenbryn. Hunnen har bruntonet kind, lyst øjenbryn og skæg, gulbrun nakke og ofte rusttonet underside. Ryggen har grå linier, tydeligt på siderne. Kaldet er et kort og hårdt tsii. Sangen er en kort, kvidrende trille: chuwi-chuwi-sii-psere dsee (Byers et al. 1995). 264. Rørspurv Emberiza schoeniclus Reed Bunting 1997: 29.4 1 Reservoiret, Beidaihe – 16.5 1 hun Happy Island. 2008: 29.4 2 Kangxi Grasslands - 7.5 1 Magic Marsh, Laoting. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst samt fåtallig vintergæst (aug.-med. nov./pri..marts-pri.maj). Om foråret flest ult. marts., dagsmax. 100 eks. 21.3 2004 Kangxi Grasslands, Beijing og 50 eks. 26.3 2005 Dahuangbao, Tianjin, ved kysten i øvrigt blot 7 eks. 20.3 1994 Reservoiret, Beidaihe. Om efteråret flest med.sept.-ult.okt., dagsmax. 8 eks. 10.10 1988 Beidaihe, 8 eks. 9.10 2000 Happy Island og 6 eks. 28.9 1990 Beidaihe. Fåtallig vintergæst, med antal på op til 10 pr.lokalitet (Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2005-2008). Yngler gennem Palearktis i flere former. I området repræsenteret af formerne pyrrhulina og minor (pyrrhulina yngler mellem SØ Sibirien, Kamtjatka og Hokkaido, samt sydpå til NØ Kina, minor mellem Transbaikalien og Manchuriet). Begge former overvintrer mellem sydlige Japan og S Kina. Strejfgæst til Nepal, N Vietnam og Hong Kong Pyrrhulina og minor er generelt lysere end vestlige bestande, med lysere grå overgump og svagere stribet underside. Kan ligne Sibirisk Rørspurv, men har rustbrune vingetegninger, incl. små dækfjer, hvilket giver svagere kontrast i vingen uden Sibirisk Rørspurvs hvide vingebånd. Har desuden mørkstribet isse (ensartet lys hos Sibirisk) og mørkt næb, der er større og tydeligere kegleformet end hos schoeniclus (V Europa). Sibirisk Rørspurv har tofarvet næb med lige overnæb. Kaldene afviger tydeligt: Rørspurvens hyppigste kald er et nedadgående tyu og et hæst, nasalt bjee. Sangen er en simpel, næsten ubehjælpelig række af korte, tøvende toner – velkendt fra Skandinaviens rørskove. 265. Sibirisk Rørspurv Emberiza pallasi Pallas´s Reed Bunting 1997: Ved Beidaihe dagligt ved Reservoiret, flest 29.4 14, 1.5 40 og 5.5 8 (heraf 4 hanner + 3 hunner). I øvrigt 1.5 3 Sandflats -2.5 2 hanner+2 hunner Sandflats – 6.5 1 han Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 2,15.5 1 han+1 hun,16.5 3 hanner+1 hun, 17.5 1 hun og 18.5 1 han+2 hunner. 2008: 29.4 45 Kangxi Grasslands - 4.5 1 hun og 6.5 1 han+1 hun Sandflats, Beidaihe. Almindelig træk- og vintergæst (ult.sept.- ult. nov./marts-med. maj). Om foråret flest i marts-ult. april, hvor op til 100-150 rst. Reservoiret Beidaihe. Desuden almindelig ved Kangxi Grasslands, Beijing, hvor største antal på trækket er 200 eks. 16.3 2006, 60 eks. 17.4 2006 og 50 eks. 21.3 2004 Kangxi Grasslands, Beijing. Efter med.maj fåtallig, med enkelte til ult. maj. Om efteråret flest ult. okt- med nov. Ved Beidaihe er dagsmax. 285 eks. 24.10 1989 og 240 eks. 17.10 1987. På Happy Island er dagsmax. 43 eks. 15.10 2007 (Williams 1992, Hornskov 2007). Om vinteren hyppig, især omkring Beijing, hvor største antal er 200 eks. 12.12 2007 Miyun Reservoir. Ved Kangxi Grasslands jævnligt overvintrende flokke, flest 105 eks. 3.3 2009 og 100 eks. 25.11 2005. Ved kysten er de største vinterflokke truffet ved Beidagang

Reservoir, Tianjin hvor max. 300 eks. 3.1 2004 og 80 eks. 8-9.1 2006. Desuden 40 eks. 1.12 2002 Large Magic Wood, Laoting og 30 eks. 21.2 2004 Tanggu (China Ornithological Society 2004-2008, Hornskov 2009). Yngler i birketaiga, på tundra, alpine enge og stepper mellem N Rusland og Sibirien, mod syd til Ø Kasakhstan, N Kina, Mongoliet og N Kamtjatka. Har i nyere tid bredt sig noget mod vest, og yngler nu regelmæssigt i de nordøstligste dele af WP til omkring Pechora-floden ca. 1000 km. øst for Finland (Peltomäki 1996). Forlader ynglepladserne aug.-sept., og overvintrer i C og SØ Kina mod syd til Zhejiang og Jiangxi, samt i Sydkorea, sjældnere mod syd til Hong Kong og mod øst til det sydligste Japan. Ankommer til ynglepladserne ult.april-maj, i ydergrænserne først pri. juni. Strejfgæst til Taiwan, Nepal, C Burma og Vietnam. Tilfældig gæst om efteråret i V Europa: 3 fund Storbritannien (Fair Isle 29.9-11.10 1976 og 17-18.9 1981, samt East Sussex 17.10 1990), Portugal 1 (jan.), Italien 1 (jan.). Ses på trækket og om vinteren i småflokke i åbne, fugtige områder med buskadser og urter. Sibirisk Rørspurv er sammen med Dværgværling områdets mindste værling. Ligner en lille, slank udgave af Rørspurv (alternativt en langhalet og koldt farvet Dværgværling) med lys overgump, der næsten kan være Hvidsiskenagtigt (og i hvert fald leder tanken til nordlig Gråsisken), to lyse (hvide til gulbrune) vingebånd og lille, trekantet næb med lige overnæb. Hannen ligner Rørspurv, men oversiden er lysegrå med distinkte sorte striber; ofte har den hvide halsring et fint cremegult anstrøg. Hovedet har frem til maj tit indslag af lysere partier, især på issen, eller som ukomplet øjenbryn. Hunnen er mere anonym: Lyst koldt gråtonet med ret utegnet hoved; forpartiets kraftigste tegninger er den mørke vinkel på kindens bageste/nederste del samt den mørke trekant på halssiderne. Har smal hvid øjenring. Undersiden i øvrigt utegnet lys, højst med spredte mørke bryst- og flankestriber. De små dækfjer er artstypisk lysegrå, men dette ses kun sjældent i felten. Næbbet er tofarvet med mørkt, helt lige overnæb og lyserødt undernæb. Benene er lyserøde til grå. Om efteråret lysere gulbrun på hoved, vingebånd og underside. Juvenil har tydeligere stribet bryst, flanker og overgump, men smallere striber end hos Rørspurv. Kan bevare juvenil dragt på efterårstrækket. Kaldet er ulig andre værlingers: et skovspurveagtigt ”tjirp”, der er lidt lysere end Skovspurvens, og undertiden to-tonet. Fra trækkende fugle lyder kaldet mark- eller storpiberagtigt. Sangen ligner Hvid Vipstjerts, et fire-tonet swee swee swee swee (Byers et al. 1995, Peltomäki 1996). Formentligt repræsenteret af formerne polaris (yngler N Rusland mellem WP´s nordøsthjørne og Lena) og minor (yngler i Nordasien mellem Lena og Chukotka, og sydpå til N Manchuriet. Polaris er den største og lyseste, mest typiske form. Minor er generelt mindre med mørkere oerside og tydeligere stribet overgump og flanker end andre former Det er nævnt, at den senere del af trækket omfatter fugle med kraftigere tegninger, bl.a. stribede flanker, end tidligere på året, og er formentligt af formen minor. De fleste er ret karakteristiske og let bestemmelige. Dog er østlige Rørspurve lysere end vestlige fugle, og har ofte lys overgump. Generelt mere mørktegnet med mørkere, kegleformet næb, hvor overnæbbet er buet, og undernæbbet højst svagt gråtonet. Færdes i åbne, fugtige områder med lave buskadser og urter, generelt mere åbent and andre værlinger. 266. Dværgværling Emberiza pusilla Little Bunting 1997: Almindelig, set dagligt ved Beidaihe, flest 1.5 325 (heraf 150 trk. + 10 rst. Jin Shan Hotel og 160 Reservoiret) og 3.5 190 (heraf 32 Sandflats og 3.5 130 Radar Station Hill). I øvrigt 20-40 de fleste dage. På Happy Island 11.5 6 -13.5 45, 14.5 1.550 trk. + 600 rst., 15.5 12 trk. + 45 rst., 16.5 10 trk. + 45 rst., 17.5 38 og 18.5 8. 2008: 29.4 1 Yanquin - 29.4 40 Kangxi Grasslands – 30.4 70 Bai He – 30.4 2 Bai He-Huairou – 1.5 3 Xiaolongmen-Changping – 1.5 20 Changping-Beijing. Ved Beidaihe 2.5 2 Jin Shan Hotel – 3.5 1 Lighthouse Point – 3.5 40 Yang He Woods – 4.5 1 trk. + 8 rst. Jin Shan Fields – 5.5 5 trk. + 3 rst. Jin Shan Hotel – 5.5 6 trk. Lighthouse Point – 5.5 2 Jin Shan Fields – 5.5 8 Friendship Hotel – 5.5 5 Yang He Woods -6.5 1 Jin Shan Fields – 6.5 1 Sandflats – 7.5 4 trk. Jin Shan Hotel. 7.5 5 Magic Marsh, Laoting. På Happy Island 8.5 15 trk. + 10 rst. - 9.5 6 trk. + 2 rst. – 10.5 10 trk. + 110 rst. – 11.5 35 trk. + 90 rst. – 12.5 7 trk. + 65 rst. – 13.5 10 trk. + 25 rst. – 14.5 10 – 15.5 10. Meget almindelig trækgæst (med.marts-ult.maj og med. sept.-pri. nov) og ret almindelig vintergæst. Om foråret hurtigt stigende træk i marts, hvor max. 100 eks. 26.3 2005 Dahungbao Reservoir, Beijing. Trækket kulminerer ult.april-med. maj, hvor arten er nærmest karakterfugl overalt, hvor muligheder for rast byder sig. Dagsmax. 1550 trk. + 600 rst. 14.5 1997 Happy Island og 925 trk. 6.5 1994 (formentligt denne art) Beidaihe, desuden 500 eks. 25.3 2003 Qilihai, Tianjin. Trækket aftager hurtigt efter 15.5. Enkelte sommerfund er gjort: 11.6 2004 Yunfengshan, Beijing og 25.7 2006 Wulingshan. Om efteråret fåtallig til ca. 20.9, herefter hurtigt stigende antal, og kulmination ult.sept.-pri. okt. Nævnt som den næst-talrigste værling på Happy Island, hvor dagsmax. i sept. 55 eks. 15.9 2007, men formentligt hyppigere i oktober; største tal er dog beskedne 40 eks. 11.10 2001. Ved Beidaihe er dagsmax. 245 eks. 20.10 1987, 100 eks. 8.10 2004, 91 eks. 5.10 1988 og 85 eks. 21.9 1994. Ved Beijing er største antal 100 eks. 10.10 2005 Miyun Reservoir og 70 eks. 17.10 2004 Sommerpaladset (Dierschke & Heintzenberg 1994, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2004-2005). Yngler i et ret smalt bælte gennem nordlige dele af Palearktis vestpå til N Skandinavien (spredte ynglefund i Sverige og Norge; i Finland 2-10.000 par med store årlige udsving) og østpå til Stillehavet, i Ø Asien sydpå til en linie mellem

N Baikal og Nei Mongol. Forlader ynglepladserne aug-sept. De vestlige bestande trækker siden mod øst til Ø Asien, således almindelig sept.-okt. ved Baikals sydkyst og i Manchuriet. Herfra går trækket mod syd. Overvintrer i S og SØ Asien mellem Nepal, N Thailand og Ø/SØ Kina sydpå til Hong Kong, i milde vintre mod nord til Hebei og sydlige Korea, samt enkelte i S Japan og på Taiwan. Forlader vintervarterene i marts-april. Ret almindelig trækgæst i Japan i maj. Ankommer til ynglepladserne ult.maj-ult.juni., i Skandinavien meget få før 1.6. I Ø Asien strejfgæst til V Kina, Borneo, Philippinerne og Sakhalin. En lille andel af den vestligste bestande trækker mod sydvest. Arten er blandt de hyppigste asiatiske strejfgæster i Europa. Flest i V Europa er set om efteråret, især sept.-pri. nov; enkelte vinterfund og lidt flere forårsfund (ca. 10% af fudene i Vesteuropa). I Sverige 550+ (incl. ynglefugle i Lapland, i øvrigt flest maj-juni i landets nordlige del, færre sept.-okt., især langs Østersøen), desuden bl.a. Storbritannien 800+ (heraf 100 Scilly, flest 10-29.10), Holland 91 t.o.m. 2002, Danmark 72 t.o.m. 2008, Frankrig 86, Spanien 35. På Utsira i Norge årlig med.sept.-pri.dec. (flest ult.sept.-pri.okt; dagsmax. 13), på Helgoland ca. 200 fund, heraf 60 1993-2008, heraf 10% forår, resten 10.9-6.12 – flest med.okt. Største antal på én gang er 8 eks. 18.10 2005 på boreplatform udfor Storbritannien. 1-10 årligt Tyskland, Belgien, Frankrig og Italien. Desuden truffet i de fleste europæiske lande sydpå til Malta (20+ ) og vestpå til Island (8 fund), i store dele af Mellemøsten og C Asien vestpå til Tyrkiet, samt i Nordafrika, Alaska og Californien (Byers et al. 1995, Breife et al. 2003, Tveit et al. 2004). Den mindste værling: blot på størrelse med Tornirisk Carduelis cannabina. Karakteristisk storhovedet, slank og korthalet. Ansigtet er rustbrunt med tydelig hvid øjenring og lysere rustbrunt øjenbryn bag øjet, mørke issesider, rustbrun central issestribe og lys øreplet. Mørk grænse af kinden når ikke næbbets basis; hovedet er tydeligst tegnet bag øjnene. Det rødbrune hoved ”afskæres” tit fra kroppen af grålig nakke. Oversiden er gråbrun med distinkte sorte striber, undersiden er hvidlig med smalle, men distinkte bryst- og flankestriber. Har to lyse vingebånd, og ofte rustbrune skulderfjer. Næbbet har lige overnæb og virker trekantet, ofte relativt stort som ”langstrakt pibernæb”; især set nedefra som ”opstoppernæse”. Alle dragter ret ens, men hannerne har generelt varmere – undertiden kastaniebrunt ansigt, incl. strube og sortere hovedtegninger. Nogle fugle er mere gråtonede med svagere hovedtegninger. Færdes ved lav bevoksning, gerne ved buske og smålunde, og kan fouragere ret åbent, ofte i småflokke. I flugten ret korthalet – bygget i ét stykke (Sibirisk Rørspurv og Rørspurv slankere med længere hale). Flyver flagrende eller hoppende ala mindre piber. Kaldet et et kort bzik, der typisk er mere lavt og dæmpet, samt lidt mere metallisk end andre ”tik-værlingers”; kan have klang af Kærnebider. Mindre gennemtrængende end andre værlingers med lignende stemme - afslører en mindre fugl!. Kalder undertiden i korte serier. Ved uro er kaldet kraftigere, og ligner da mere de større værlingers. Sangen ligner Skovpibers, men kort serie med blanding af klare og mere ”rustne” toner. 267. Tristram´s Bunting Emberiza tristrami 1997: Ved Beidaihe 2.5 3 Legation Gully – 2.5 1 hun Jin Shan Hotel – 3.5 1 hun Sandflats – 4.5 1 han Legation Gully. På Happy Island 15.5 1 han+2 hunner, 17.5 1 hun og 18.5 1 hun. 2008: Ved Beidaihe 3.5 2 hanner+1 hun Yang He Woods – 5.5 1 han Friendship Hotel – 5.5 2 hanner+1 hun Yang He Woods – 6.5 1 Dongshan Hotel. På Happy Island 7.5 1 – 8.5 2 hanner+1 hun – 9.5 1 hun – 10.5 3 – 11.5 2 – 12.5 7 (heraf 1 han+3 hunner) – 13.5 7 – 15.5 4. Fåtallig trækgæst og sjælden vintergæst (pri. sept.-ult.okt./ult. marts-ult. maj). Om foråret flest ult.april-med. maj, dagsmax. 30 eks. 11.5 2000 Happy Island og 30 eks. 25.4 2006 Wenyu He, Beijing. Om efteråret flest ult.sept.-med okt., dagsmax. 30 eks. 17.10 2004 Sommerpaladset, Beijing, 23 eks. 9.10 2000 Happy Island og 14 eks. 10.10 1987 Beidaihe (Hornskov 2000, Williams 2000, Forsyth & Moffatt 2001, China Ornithological Society 2005). Sjælden vintergæst: 5 eks. 9.12 2000 Fragrant Hill, Beijing – 2 eks. 16.12 2005 Beijing Bothanical Garden - 21.2 2007 Xiaomin, Beijing. Yngler NØ Kina og østligste Rusland (Manchuriet, Amur og Ussurien) samt i Nordkorea. Forlader ynglepladserne i sept., og passerer på trækket Ø Kina og Korea. Overvintrer i S og SØ Kina og sydpå til N Thailand, N Laos og N Vietnam, mere tilfældigt nordpå til Beijing (se ovenfor), og muligvis sjældent i NØ Indien. Sjælden trækgæst i Japan, men almindelig i Sydkorea med dagsmax.på 150 Huksan Do udfor vestlige Sydkorea i maj. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Taiwan og Burma, desuden ved Ulan Ude, bl.a. flok på 120 forår 1974 (Byers et al. 1995, Moores et al. 2000). En karakteristisk, storhovedet værling med påfaldende tydelige sort/hvide hovedtegninger, incl, hvid midterstribe i issen, rustbrun overside med mørke rygstriber og ustribet rødbrun overgump, to hvide vingebånd og brunt bryst til flanker. Hannen er renest tegnet, kunnen har bruntonede hovedtegninger, lysere kind og svagere gulbrun, kraftigere stribet underside. Kaldet ligner andre østlige værlingers: et skarpt tsik. 268. Godlewski´s Bunting Emberiza godlewski 2008: 30.4 10 Bai He – 30.4 4 Bai He-Huairou – 30.4 1 Beijing-Xianlongmen – 1.5 10 Xianlongmen. Ret almindelig ynglestandfugl i bjergene. Findes i ret åbent, kuperet terræn med småbuske og spredte træer, lokalt i åben løvskov. Optræder ofte i samme biotop som Engværling, men generelt med større bestandstætheder.

Ses udenfor yngletiden tit i ret store flokke, især om vinteren og i det tidlige forår, hvor største antal er 200 eks. 8.1 2006 Shisanling Reservoir, 100 eks. 27.3 2005 Shidu, Fangshan, 60 eks. 23.12 2006 Bai He og 55 eks. 17.3 2005 Dahuangtang, Miyun Reservoir. Sjælden strejfgæst om efteråret til Beidaihe, hvor enkelte ses med.okt.-med. nov. Et østligt modstykke til Klippeværling Emberiza cia, som den tidligere blev regnet som en race af. Hovedstriberne er dog rustbrune, ikke sorte, og gråt afløser hvidt i ansigtet, der derfor virker mere kontrastløst. Stemme og biotop identisk med Klippeværling og kun med små forskelle fra Engværling. Repræsenteret af formerne godlewski (yngler S Sibirien, Mongoliet og N Kina; strejfgæst og tilfældig ynglefugl i Kasakhstan) og omissa (C og N Kina mod øst til Heilongjiang). Udbredelseskortet i Brazil 2009 er fejlagtigt, da Hebei og Beijing ikke er inkluderet. Andre former findes i Yunnan, C Sichuan, Tien Shan bjergene, i Tibet og N Burma (Byers et al. 1995). 269. Chestnut-eared Bunting (Ochre-rumped Bunting/Grey-headed Bunting) Emberiza fucata 1997: På Happy Island 14.5 5 trk.+ 3 rst., 15.5 1 og 17.5 30. 2008: På Happy Island 8.5 1 – 9.5 1 – 12.5 1 – 15.5 1 han. Fåtallig trækgæst og yngletrækfugl (med. april-pri. juni og ult.aug.-med. okt.). Forårstrækket kulminerer med. maj. Dagsmax. er 30 eks. 14.5 1997 Happy Island, 30 eks. 17.5 1997 Happy Island og 25 eks. 14.5 1994 Happy Island (Thalund et al. 1994). Om efteråret flest ult. sept.-pri. okt, dagsmax. 56 eks. 30.9 1987 Beidaihe, 50 eks. 30.9 2003 Happy Island og 42 eks. 3.10 1987 Beidaihe. Exceptionelt mange er 2100 trk. 20-21.9 1988 og 424 trk. 20.9 1988 Beidaihe (Williams 1990). Desuden er nævnt ca. 200 trækkende på to dage ult. aug. Yngler mellem Baikal og NØ Rusland, NØ Kina, Korea og Japan (formen fucata fra Baikal østpå til NØ Kina og Japan, overvintrer i S Japan, Kina og N Thailand). Andre former findes længere sydpå i Kina samt i Himalaya. Alle former overvintrer i Ø og SØ Asien mod nord til sydlige Sydkorea og S Japan, mod syd til Tenasserim, NØ Thailand, Laos og S Vietnam samt mod vest til N Indien, således blandt de hyppigste overvintrende værlinger i Uttarakhand (men fortsat fåtallig). Strejfgæst til Malayiske Halvø og Cambodia. I Europa tilfældig gæst: 12-15.10 2004 Shetland, Storbritannien (Shaw 2004). En let bestemmelig værling med karakterer fra såvel Dværg-som Rødværling og Hortulan E. hortulana. Har således rødbrun kind og hvid øjenring ala Dværgværling og rustbrun overgump ala Rødværling. Hannen har gråt hoved og rustbrune øredækfjer, sorte skæg- og bryststriber og gulbrunt bånd nederst på brystet. Bugen er beigetonet. Hunnen ligner hannen, men er svagere tegnet. Ungfugle har svagere rustbrune øredækfjer indrammet af olivenbrunt (kan give mindelser til Hortulan), gråbrun mørkstribet overside, grålig nakkke og bred, rustbrun overgump. Skulderfjerene er rusttonede Kald et skarpt zick (som andre værlinger, men muligvis svagere) samt et kort, hortulan-agtigt blep. Sangen ligner engværlingens, men er kortere og svagere (Brazil 2009). 270. Gulbrynet Værling Emberiza chrysophrys Yellow-browed Bunting 1997: Ved Beidaihe 4.5 1 han Legation Gully – 5.5 2 hunner Lighthouse Point. På Happy Island 13.5 2 hunner og 15.5 2 hunner. 2008: 2.5 1 han Reservoiret, Beidaihe. På Happy Island 11.5 1 hun - 12.5 3 (heraf 1 hun) – 13.5 1. Fåtallig trækgæst (ult.marts-ult. maj og aug-med.nov.). Om foråret flest med.april-pri maj., dagsmax. 40 eks. 9.5 1995 Happy Island,, men ellers sjældent over 5 pr. dag. Ved Beijing 4 eks. 4.5 2004 Yunfengshan og 3 eks. 3.5 2006 Beijing Bothanical Garden. Et sommerfund: 9.6 2007 Xiaolongmen. Om efteråret flest pri. sept., dagsmax. 55 eks. 3.9 1994 Happy Island, ved Beidaihe 10 eks. 29.9 1987. Kun få efter 1.10 (Pettersson 1995, China Ornithological Society 2005, 2008). Yngler fåtalligt i Østsibirien vestpå til mellemste Yenisei, Bratsk og Irkutsk og østpå til Yakutsk og Okhotsk. Forlader ynglepladserne i aug., og trækker gennem Ø Asien ult. aug-pri. okt., sjælden i Japan. Overvintrer i C, Ø og SØ Kina mellem Jiangsu, Anhui og Wangtung, mod vest til Yangtze og tilfældigt sydpå til Hong Kong; enkelte i S Japan. Forårstrækket i Ø Kina kulminerer ult. apri- pri. maj, således max. 75 Dayangshan, Zhejiang. Sjælden trækgæst i Japan ult.april-maj. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Hong Kong. Tilfældig gæst i Europa (5 Storbritannien, 1 Sverige, 1 Holland, 1 Belgien, 1 Luxemburg, 1 Frankrig, 1 Ukraine), heraf 1 sept., 6 okt., 2 jan., 1 maj). Vinterfundene er gjort 1.1 1983 i Ukraine og jan.-feb. 2009 Stockholm i Uppland, Sverige; usikkerhed om spontanitet vedrørende yderligere et fund fra april i Tyskland. Findes i skov, på trækket i lunde, åben skov og ved buskadser, gerne nær vand. Optræder ofte skulkende og i lave højder. Karakteristisk, kompakt og storhovedet værling med gråbrun, mørkstribet overside, hvidlig underside med mørke striber på bryst og flanker, to hvide vingebånd og rustbrun overgump. Hannen har påfaldende sort/hvide hovedtegninger med tydeligt gult øjenbryn over øjet, hvid øreplet og bred hvid issestribe/nakkeplet, der især er tydelig, når issefjerene rejses; hovedet virker da trekantet og særligt stort, ala Pileværling. Hannen i vinterdragt ligner hunnen. Hunnen har svagere, bruntonede hovedtegninger, incl.lysere kind og tøjle, men fortsat tydeligt gult øjenbryn. Ungfuglen ligner hunnen og er endnu svagere tegnet, med gulbrunt øjenbryn (gulest fortil) og undertiden gult anstrøg i forreste del af

issestriben, panden og på struben. Gult anstrøg på strube, ansigt og issestribens forreste del er set til pri. maj. Kaldet er et skarpt tsik som andre østlige værlingers, men ret kraftigt ala Pileværling. Kalder hyppigt og højlydt på trækket. Sangen er umiskendelig for værlinger: en kort serie af rolige, klare toner, der slutter abrubt i højere tonehøjde: hwee tee-tee tu-tu-tu. 271. Gulbrystet Værling Emberiza aureola Yellow-breasted Bunting 1997: Ved Beidaihe enkelte dagligt, flest 30.4 3 trk. Fishhook Point. På Happy Island 13.5 30 trk. + 9 rst., 14.5 80 trk.+ 55 rst., 15.5 185 trk. + 4 hanner+3 hunner rst., 16.5 3 trk. + 12 rst., 17.5 15 og 18.5 635 trk. + 15 rst. 2008: 30.4 1 han Bai He - 5.5 1 Yang He Woods, Beidaihe – 6.5 1 han Sandflats, Beidaihe – 7.5 1 han Magic Marsh, Laoting. På Happy Island 12.5 2 hanner+1 hun – 13.5 1 2k han – 14.5 6 -15.5 6. Almindelig trækgæst og fåtallig yngletrækfugl ((pri.) med. april-pri.juni/ult.juli-med. okt..), om foråret flest med.-ult. maj; dagsmax 1000 15.5 1993 Happy Island, ved Beidaihe 160 trk. 16.5 1994 og 120 eks. 3.5 1994 Radar Station Marsh, men siden 2000 langt færre; dagsmax. 50 eks. 9.5 2005 og 25 eks. 14.5 2006 Happy Island. Om efteråret blandt de tidligste borttrækkere, flest med.aug.- pri. sept. – især sidste 10 dage af august. Ved Beidaihe er dagsmax. 728 trk. 28.8 1987 Beidaihe, 681 trk. 29.8 1987 og 300 trk. 29.8 1990. På Happy Island er dagsmax. 650 15.8 1994 og 625 12.8 1994, desuden 180 8.9 1994 (Dierschke & Heintzenberg 1994). Efter med. sept. generelt fåtallig, uregelmæssigt i største antal: 240 trk. 22.9 1990 Beidaihe og 85eks. 8.10 1987 Beidaihe. I voldsom tilbagegang, og har siden 2005 optrådt i langt mindre antal. Yngler i Ø og N Asien vestpå til V Rusland (tidligere Finland, se nedenfor) sydpå til S Kasakhstan og østpå til Mongoliet, NØ Kina (sydpå til N Xinjiang og Hebei), Chukotka, Kamtjatka, Kurilerne og N Hokkaido. Forlader ynglepladserne ult. juli-pri.sept. De vestlige populationer trækker først mod øst, siden syd; en ringmærket fugl fra Oulu, Finland i juni blev genmeldt i S Thailand i dec. Gennemtrækket i Hong Kong er størst med-ult.okt. Overvintrer i S Kina og S/SØ Asien vestpå til Himalaya og sydpå til Malayiske Halvø, langt de fleste i områdets nordlige del, således almindelig i Burma og NØ Indien. I Nepal undertiden store flokke med.nov.-maj., især i marts-april i lavlandet, hvor op til 3500 Chitwan og 7000 Kosi Tappi er talt i april. På forårstrækket er flokke på op til 200 set Vientiane, Laos og 1000 i Zhejiang ult. april. Sjælden trækgæst i det sydlige Japan. Ankommer til ynglepladserne med.maj-ult. juni, senest til Finland. Strejfgæst til V Philippinerne, V Indien og Nikobarerne. Stor tilbagegang overalt i vinterkvarterene i de senere årtier, da arten er en yndet delikatesse i Kina, og derfor nedlægges i stort antal, især i landets sydlige del – en tendens, der har bredt sig i Sydasien gennem de senere år (Duckworth & Tizard 2003, China Ornithological Society 2008, Brazil 2009). Ynglede tidligere i Finland (hvortil arten indvandrede i 1920´erne). Sidst i 1980´rne 300 par,men siden stor tilbagegang til 50 par 1994, og efter 2002 kun 9 fund, med max. 4 på et år. Sjælden trækgæst i Vesteuropa, flest ult.aug-ult.sept, og langt flest mellem S Norge og N Storbritannien (af 236 fund britiske fund t.o.m. 2007 er 157 fra Shetland; mediandato 10-15.9; på Scilly 6 fund 14.9-5.10); i Norge 44 (heraf 14 Utsira; 12 31.8-28.9, desuden muligt ynglefund nær den finske grænse i 1967)), Sverige 33 (flest juni; alle efterårsfund er fra Østersøkysten), Danmark 6, Tyskland 30 (heraf 75% Helgoland), Holland 13, Italien 23. Desuden 1-5 fund i en række europæiske lande mod vest til Island og mod syd til Grækenland (4), Spanien (2) og Portugal (1). De sydeuropæiske fund er overvejende gjort okt.-nov. I Mellemøsten 10 fund Israel, desuden strejfgæst til Pakistan, Bahrain, UAE (1 dec.), Oman (3) og N Iran. En kompakt, rørspurvestor værling med større hoved, længere næb med lige overnæb og kortere hale(hånd) end andre lignende værlinger. Adult han har sort kind og strube, bredt rustbrunt brystbånd og gul underside. Isse til bagryg mørkebrun med brede hvide skulderfelter (ala Bogfinke Fringilla coelebs han). 2K han er mattere med lyse fjerspidser i hætten, ofte smalt lyst øjenbryn, smallere eller manglende brunt brystbånd og mattere, tydeligere stribet overside med smallere hvide skulderfelter. Nogle ligner hunner, men har altid indslag af kastaniebrune fjer på kinden og bagryggen og antydet, enkelte sorte fjer i struben og smalt, brunt brystbånd. 2K har om foråret slidte svingfjer og tertiærer (Peltomäki & Jantunen 2000). 3K han ligner adult, men har undertiden antydning af lyst øjenbryn, indslag af brune fjer på kinden, mattere brun overgump, og generelt smallere brunt brystbånd samt smallere hvide skulderfelter (Peltomäki & Jantunen 2000, egne obs.). Hunnen har tydelige mørk/lyse hovedtegninger med bredt lyst (ofte gultonet) øjenbryn, lys tøjle, lys midterstribe i issen og mørk indramning af kinden. Har smal lys plet bagerst på kinden. Oversiden er gråbrun med mørke striber, incl. overgump. Har to brede hvide vingebånd. Undersiden er matgul til varmt beige – gulest fortil – og højst med smalle mørke striber på brystet (især på siderne, hvor den kan have antydning af bredere pletter) og flankerne. Nogle er meget matte, næsten uden gult, andre har næsten sort/hvide hovedtegninger i kontrast til gul underside. Juvenil ligner hun, men har generelt tydeligere lyse rygstriber; fælder ikke før under efterårstrækket (se Pelmomäki & Jantunen for 2000 for detaljer). To racer forekommer. Aureola (Nordasien østpå til Kamtjatka) og ornata (Japan, Sakhalin og sydlige Ø Rusland). Formerne ligner hinanden, men han ornata har mere sort omkring og over øjnene, mørkere overside med bredere mørke

striber (ved slid sortbrun) og sortstribede brystsider. Ornata fælder ulig aureola på ynglepladsen, og optræder således om efteråret i frisk dragt, hvor aureola er moderat slidt. Hunner ornata har generelt varmere gul underside og tydeligere stribede brystsider end aureola (Peltomäki & Jantunen 2000). Kaldet er et kort, metallisk tzik, som hos andre østlige ”tikværlinger”, men generelt svagere og mindre skarpt. Kanligne kald fra Dværgværling eller – i sin svageste version – Grå Fluesnapper. Sangen er smuk og melankolsk med klare, langsomme og hortulanagtige forløb: tjyv tjeve tji tji dy, der er lavere mod slutningen (egne obs. Finland, Sibirien, Sverige); transkriberet til dear dear spring has come (Hemmingsen & Guildal 1968). Sangen viser slægtskabet med f.eks. hortulangruppen samt Gulgrå Værling E. cineracea. 272. Gulstrubet Værling Emberiza elegans Elegant Bunting 1997: 29.4 1 ad. han Legation Gully, Beidaihe – 2.5 1 han Legation Gully – 4.5 1 hun Legation Gully. På Happy Island 12.5 1 og 17.5 1 hun. 2008: 1.5 2 hanner+2 hunner Xianlongmen. På Happy Island 8.5 1 hun – 10.5 1 hun – 13.5 1 hun. Ret almindelig træk- og vintergæst samt yngletrækfugl (marts-med.maj/med.sept- ult. nov.). Om foråret flest ult.marts-pri.april, med dagsmax. ved Beidaihe på 39 eks. 22.3 1994 og 30 eks. 2.4 2005, fåtalllig fra ult. april, i maj mest hunfarvede fugle. Et exceptionelt antal: 500 eks. 12.5 2004 Happy Island (China Ornithological Society 2005) kan være en fejl! Om efteråret flest ult.okt-pri.nov., dagsmax. ved Beidaihe er 440 eks. 27.10 1989 (heraf 150 trk. og 150 rst. Lotus Hills), 290 eks. 27.10 1989 og 76 eks. 17.11 1986. Almindelig vintergæst okt-med. april., flest 50 eks. 26.10 2004 Qilihai, Laoting. Om sommeren er største antal 10 eks. 21.5 2004 Donglingshan (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 2000, China Ornithological Society 2005). Nominatformen yngler i N Kina (muligvis i Hebei), Korea og pletvis i det østligste Rusland. I Sydkorea den almindeligste ynglende værling. Forlader ynglepladserne i sept.-pri.okt. I SØ Kina flest ult.okt, hvor dagsmax. 200 eks. 28.10 2004 Shanghai. Overvintrer mellem N og SØ Kina, i Korea og Japan, samt i Taiwan og i N Burma, enkelte muligvis i NØ Indien. I C Kina den almindeligste overvintrende værling, og ligeledes hyppig i Sydkorea. Ses om vinteren gerne i flokke med Pileværlinger. Ankommer til ynglepladserne ult.april-pri.maj. Strejfgæst til Macao. Fund i Europa (bl.a. Danmark okt. 1995, Sverige maj 1998, Norge april 2000, Helgoland april 2002) regnes traditionelt som undslupne fangenskabsfugle. I området repræsenteret af nominatformen. En ret stor værling med påfaldende trekantet hovedfom, især skabt af de lange bageste issefjer, der danner tydelig top. Hannen har sort isse og kind, bredt gult øjenbryn (der bliver bredere bagtil), gul strube og smal, sort plet på forbrystet. Oversiden er rustbrun med ret svage mørke striber, overgumpen er afstikkende lysegrå. Undersiden er hvid med smalle rustbrune flankestriber. Hunnen har brun kind og top, bredt gulbrunt øjenbryn og beige strube. Brystet og flankerne har fine, brune striber. I det ret lyse hoved står det sorte ”peberkornsøje” tydeligt ud. .I C Kina yngler formen elegantula. Hannen har mere udbredt sort på forhalsen, bredere mørke striber på flankerne og mørkere overside med bredere sorte striber. Kaldet er et skarpt tsik, som andre østlige værlingers; undertiden som dobbeltkald. Sangen er lærkeagtigt trillende. 273. Rødværling Emberiza rutila Chestnut Bunting 1997: Ved Beidaihe 3.5 1 han Radar Station Hill. På Happy Island 12.5 1 han+1 hun, 13.5 125 (heraf 7 hanner + 3 hunner), 14.5 2.095 trk. + 160 rst.(heraf 40 hanner + 20 hunner), 15.5 13 (5 hanner + 8 hunner), 16.5 15 (heraf 1 han + 8 hunner), 17.5 40 og 18.5 1.200 trk. + 400 rst. 2008: På Happy Island 8.5 13 hanner+4 hunner – 9.5 1 han+1 hun – 10.5 1 2K han – 11.5 1 han – 12.5 70 trk. + 3 hanner+2 hunner rst. – 13.5 9 (heraf 3 hunner) – 14.5 2 hanner+7 hunner. Almindelig trækgæst (ult-april-pri. juni og aug-med.okt..). Om foråret flest pri.-med. maj, dagsmax. 2095 trk.+ 160 rst. 14.5 1997 Happy Island og 1200 trk. + 400 rst. 18.5 1997 Happy Island, men normalt langt færre, sjældent >100 pr. dag. Omkring Beijing er største antal 20 eks. 7.5 2007 Baiwang Shan. Om efteråret flest pri.sept.-pri. okt., dagsmax. 20 eks. 8.9 1994 Happy Island, 15 eks. 28.9 1990 Beidaihe, 15 eks. 10.10 2000 Happy Island og 14 eks. 12.9 1987 Beidaihe (Williams 2000, Forsyth & Moffatt 2001). Yngler I NØ Asien vestpå til Bajkal-søen og Irkutsk, og østpå til Okhotsk og sydpå til N Mongoliet, Amur og NØ Kina. Forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer mellem NØ Indien (sjælden) og Indokina, incl. Ø og SØ Kina, Hong Kong, N og V Thailand, S Laos og Vietnam. I Hong Kong og Jiangxi størst gennemtræk ult. okt-pri. nov., bl.a. 277 eks. 30.10-2.11 Jiulianshan, Jiangxi. Et mindre antal overvintrer i Hong Kong, hvor forårstrækket kulminerer med. april. Trækker gennem Ø Kina og Korea, hvor flest i maj. I Zhejiang kulminerer forårsstrækket pri.-med. maj, hvor max. 700 er talt på en dag Dayangshan Dao, og i Sydkorea almindelig med dagsmax. på 380 Huksan Do i maj. Sjælden trækgæst i Japan i maj. Ankommer til ynglepladserne i maj-pri. juni. Strejfgæst til Nepal, N Indien, N Pakistan, Andamanerne og øer udfor vestlige Japan. Strejfgæst til WP; Holland 1 (pri. nov.), Norge 1 (med. okt. Utsira), Finland 1 (ult.sept.), Frankrig 1 (okt. 2009), Jugoslavien (med. okt.), Slovenien (okt.) og Malta (nov.). 8 fund fra Storbritannien regnes alle som undslupne fra

fangenskab grundet skader i fjerdragten og/eller ”forkert” tidspunkt, således 6 fund i maj-juli (Cramp & Perrins 1994, Rogers & the Rarities Committee 2003, Tveit et al. 2004, Slack 2009). Adult han er smukt og rent rødbrun på hoved og overside (incl. skulderfjer). Bugen er kraftigt svovlgul. 2K han ligner mat udgave af adult han, men har let stribet ryg og mere slidte stribede skulderfjer. Hun har ret svagt tegnet gultonet hoved, mat svovlgul underside og olivenbrun mørkstribet overside. Overgumpen er rustbrun, og meget tydelig når fuglen ses bagfra. Har ret svage brune vingebånd. Lidt mindre med kortere næb end Gulbrystet Værling (ca. som forholdet Hætteværling/Brunhovedet Værling). Hunner kan ligne Gulbrystet Værling, men har ustribet rustbrun overgump. Har desuden svagere lyse hovedtegninger med mere stirrende øje, omgivet af bredere lys øjenring (ala Hortulan E. hortulana), højst med svag mørk grænse af kinden, samt lysere malarstribe end øjenbryn. Har kun svage og bruntonede vingebånd, der kan slides hvidere om foråret. Gul underside er kraftigst bagtil (fortil hos Gulbrystet, hvor den typisk går op til halssiderne mod kinden). Flankerne har smalle, mørke striber (sjældent tydelige). Halesiderne er mørke (Gulbrystet har hvide halesider, undertiden begrænset til smal langstrakt hvid plet på yderste halefjer (Peltomäki & Jantunen 2000)). På bortflyvende fugle er mørk hale mod rustbrun overgump artstypisk! Kaldet ligner Gulbrystet Værlings og andre østlige værlingers: et skarpt tsik. Undertiden mere stemt, men ikke så gennemtrængende som de fleste andre værlingers; minder generelt om Dværgværlingens normalt kald. Sangen varierer individuelt, og består af en sammensat tonerække; bl.a. er bemærket ”begynder som Taigapiber, slutter som Rødstjert” (egne obs. Sibirien juni 1989). 274. Gråhovedet Værling Emberiza scodocephalus Black-faced Bunting 1997: Ved Beidaihe 30.4 1 han Legation Gully – 30.4 1 han Jin Shan Hotel – 1.5 1 han Jin Shan Hotel – 1.5 3 Legation Gully – 2.5 1 Legation Gully – 2.5 5 hanner + 4 hunner Sandflats – 3.5 6 Lighthouse Point – 3.5 15 Sandflats – 3.5 10 Radar Station Hill – 4.5 4 Lighthouse Point – 6.5 2 (heraf 1 han) Legation Gully – 6.5 1 Lighthouse Point. På Happy Island 14.5 15 trk. + 4 (2 hanner+ 2 hunner) rst., 15.5 50, 16.5 2 og 18.5 10. 2008: 30.4 2 hanner+1 hun Bai He. Ved Beidaihe 3.5 2 hanner+1 hun Jin Shan Fields – 4.5 1 han Jin Shan Fields – 5.5 4 trk. Lighthouse Point – 5.5 5 Jin Shan Fields – 5.5 1 han+1 hun Friendship Hotel – 5.5 6 (heraf 2 hanner+1 hun) Yang He Woods – 5.5 1 Legation Gully. 7.5 2 hunner Magic Marsh, Laoting. På Happy Island 8.5 3 trk. + 8 rst. (heraf 2 hanner+3 hunner) – 9.5 2 hunner – 10.5 6 (heraf 1 han) – 11.5 12 – 12.5 105 – 13.5 13 – 14.5 3 hanner+2 hunner – 15.5 10. Ret almindelig trækgæst og yngletrækfugl (pri.april-pri. juni/aug-pri.nov.) og tilfældig vintergæst. Om foråret flest ult.april-med. maj, dagsmax. 500 eks. 9.5 2005 Beidaihe og 100 eks. 15.5 1997 Beidaihe; på Happy Island 200 14-15.5 1997 og 105 12.5 2008. Om efteråret kulminerer trækket ult.sept.-med. okt, ved Beidaihe dagsmax. 1210 eks. 20.9 1987, 500 eks. 21.9 1987, 245 eks.30.9 1987 og 209 eks. 28.9 1986. 20.9 1987 trak 6000 værling sp. Beidaihe, formentligt overvejende denne art (Williams 2000). Fra Happy Island dagstotaler på nogle hundrede ult. sept.-ult. okt.; nævnes om efteråret som den talrigste værling her, med dagsmax. 300 eks. 30.9 2000, 300 eks. 1.10 2000 og 300 eks. 11.10 2000 (Forsyth & Moffatt 2001). Desuden 80 eks. 23.9 1994 Hengho Fishponds, Beidaihe. Tilfældig vintergæst: 14-26.2 2006 Beidaihe. Repræsenteret langt hyppigst af formen spodocephala, der yngler mellem østlige Centralasien (Altai og Ob sydpå til Baikal) østpå til Sakhalin, og sydpå til N Kina og Nordkorea. Forlader ynglepladserne i sept. Trækket passesrer Ø Kina og Korea spet.-okt. Overvintrer Sydkorea og Ø Kina sydpå til Hong Kong og Taiwan, hvor almindelig (ult.sept.) nov.-med. maj. I Hong kong den almindeligste overvintrende værling. Den sydligere form sordida overvintrer fra S Kina til N Burma, N Thailand. N Laos og N Vietnam, og vestpå til Nepal og NØ Indien. I SØ Kina er arten den den hyppigste overvintrende værling, bl.a. flokke på op til 60 Shanghai, Jiangxi og Zhejiang. Forlader vinterkvarteret i marts. Ret stort gennemtræk Hong Kong med.-ult.marts, samt ved Shanghai ult. april med flokke på max. 250. Ankommer til ynglepladserne ult. april-maj. Sjælden trækgæst Japan. Formen personata (der ses sjældent ved Hebei og Beijing, se nedenfor) yngler på Kurilerne, i Sakhalin og i Japan. Forlader ynglepladserne i okt., og ret almindelig vintergæst i Japan nov-marts. Ankommer til ynglepladserne ult.april-pri.juni (Cramp & Perrins 1994). Tilfældig gæst i Europa: 5 fund Storbritannien (marts/april 1994, 24.10 1999, 2 med-ult. okt. 2001; 1 okt. 2004; et fund fra maj 2000 regnes ikke som spontant (Rogers & the Rarities Committee 2005), desuden 2 Norge (okt.), 1 Finland (2.11 1981), 2Tyskland (Helgoland 5.11 1910 og 23-26.5 1980), 3 Holland (16.11 1986, 28.10 1993, 18.11 2007) og 1 Frankrig (Camarque apr.). Uklarhed omkring spontanitet for flere funds vedkommende, heriblandt sommerfund, der ikke er refereret ovenfor. En ret slank værling med to hvide vingebånd og brede hvide halesider. Hannen har sort ”fjæs”og gråt hoved samt forbryst. Oversiden er rustbrun med mørke striber, overgumpen er ustribet lyst rødbrun (som ”udvandet” Gulspurv. I det sorte ansigt står det lyse næb tydeligt frem. Undersiden er hvidlig (undertiden med svagt lysegult anstrøg) med svage brune striber over bryst og forflanker. Hunnen er ”værlingernes Havesanger” – ret ukarakterisisk og gråligt farveløs på sin egen karakteristiske måde med for værlinger typiske hovedtegninger, incl. svag lyst øjenbryn bag øjet, lys malarstribe (ofte kraftigere end øjenbrynet) og lys øreplet. Oversiden (incl.overgumpen) er gråbrun med mørke

striber, undertiden med rustbrunt anstrøg. Skulderfjerene er ofte varmere rustbrune. Brystet er mørkstribet og flankerne har smalle, mørke ”tuschstriber”. Næbbet er tofarvet med mørkegråt overnæb og lyserødt undernæb. Desuden er formen personata (yngler mellem S Sakhalin og N Japan, overvintrer mellem Japan, Sydkorea samt Ø og S Kina) fåtallig til sjælden trækgæst april-maj, men hyppigere længere mod syd, f.eks. ved Shanghai. Ligner scodocephalus,men hannen har grøntonet hoved, bredere sort tøjlefelt, kraftigere gul underside (til struben) og svagere mørke flankestriber. Vi så ikke denne form, men 1 ex.sås i maj 2008 (M. Schwalbe pers. comm). Denne form regnes undertiden som egen art: Masked Bunting E. personata (Brazil 2009). Sangen består af hurtige, lidt ringlende tonerækker, der kan minde om kort, klar sang fra Sanglærke Alauda arvensis eller Jernspurv Prunella modularis (egne obs. Sibirien juni 1989). Kaldet er et skarpt tsik, der ligner andre østlige værlingers. Generelt mere metallisk, med klang af Kærnebider, og således tæt på Dværgværlingens (egne obs. Japan og Kina). Note: En række andre værlinger er truffet i området: - Laplandsværling Calcarius lapponicus (Lapland Bunting) Fåtallig trækgæst og ret almindelig vintergæst (med. okt-med.nov./marts). Efterårstrækket kulminerer ult.okt.-med. nov. Rapporter om ”hundreder” 16 og 18.11 1944 Great Sands, Beidaihe, i nyere tid er dagsmax. ved kysten 100 eks. 16.11 1989 Yang He og 50 eks. 28.10 2004 Tianjin. Ved Beidaihe flest 56 trk. 31.10-1.11 1989 og 19 eks. 23 og 28.10 1987. Ret almindelig vintergæst ult.okt.-marts, især omkring Beijing, hvor antal på op til 270 (Miyun Reservoir 11.12 2007); flokke på 100-150 er desuden truffet ved Shisanling Reservoir, Chaobaihe og Kangxi Grasslands. Yngler på den arktiske tundra gennem Holarktis. Den østlige bestand forlader ynglepladserne ult. aug.-sept., og overvintrer mellem S Sibirien/Mongoliet og i Kina sydpå til Gansu, samt i Sydkorea. Således ret almindelig Ø Kina og Sydkorea, hvor flokke på nogle hundrede kan ses. Sjælden vintergæst i Japan. Ankommer til ynglepladserne i maj. - Snespurv Plectrophenax nivalis (Snow Bunting). Tilfældig gæst: 17.2 1913 Beidaihe og 15.2 2002 Beidaihe (Williams 2000, Bale 2002). Yngler på den arktiske tundra gennem Holarktis. Overvintrer i NØ Asien, således almindeligt på Kamtjatka, men i Kina blot sjælden vintergæst til de nordligste provinser. Desuden fåtallig vintergæst i vekslende antal i nordlige Japan. Strejfgæst til C Japan, Sydkorea og Hebei. Repræsenteret af formen vlawosae, der yngler fra Pechora og østpå til Anadyr og Chukotka. Ligner nominatformen fra f.eks. nordeuropa, men generelt lysere, hos hanner med svagere gulbrunt anstrøg på brystsiderne og bredere hvidt felt på bagryg til overgump, men generelt smallere hvide vingefelter (Cramp & Perrins 1994). - Hvidkindet Værling Emberiza leucocephalos (Pine Bunting). Fåtallig trækgæst og ret almindelig vintergæst (ult.sept-ult.nov./marts). Langt de fleste ses omkring Beijing, hvor ret almindelig pri.nov.-med. marts, flest i hårde vintre. Max.antal under trækket er 50 eks. 19.11 2005 Guishui He, max. 31 eks. 17-28.10 2007 Miyun Reservoir og 20 eks. 29.11 2004 Huiarou Reservoir. De største antal fra midt på vinteren er 20 eks. 18.1 2003 Juma River, Beijing , 20 eks. 27.2 2005 Shidu, 20 eks. 10.12 2006 Shisanling Reservoir, 20 eks. 30.12 2007 Shidu, Fangshan, 17 eks. 24.12 2004 Jumahe, Beijing og 15 eks. 20.12 2003 Donglingshan. Sommer-fugle er rapporteret fra Donglingshan 15-15.8 2003. Mere fåtallig ved kysten. På efterårstrækket kun enkelte fra med. okt., dagsmax. 16 eks. 29.10 2006 Beidaihe, 9 trk. 8.10 2007 Beidaggang og 4 eks. 15.10 2007 Happy Island. Om vinteren iagttaget i småflokke på op til 15-20 Beidaihe, Chihli og Ching-Huan-Taoi okt.-marts. På forårstrækket kun få: 2 eks. marts 1994 og 5 eks. 13.3 2004 Tangu, Tianjin. Nævnt fra Donglinghan 15-16.8 2003 (Hemmingsen & Guildal 1968, China Ornithological Society 2004-2007). Yngler mellem Ural og Stillehavet, incl. N Kina, sydpå til Kasakhstan og Kirgisien, desuden isoleret bestand i Quinhai og Gansu, S Kina. Forlader ynglepladserne aug-med. nov, og overvintrer fra Centralasien (incl. Kaukasus) gennem N og Ø Afghanistan og Himalaya østpå til nordvestlige del af Nepal, samt i C og Ø Kina (incl. Beijing og Hebei). Sjælden træk- og vintergæst i Korea og Japan (med.okt.-med. maj), flest i nordlige del. Forlader vinterkvarteret tidligt, og ankommer til ynglepladserne med.marts-pri. maj. I N og V Europa strejfgæst (okt-april), der optræder sent på efteråret og som vintergæst. I Storbritannien 50 t.o.m. 2007, flest med. okt- med. nov. og marts, og flest i nord og øst. I Sverige 22 (flest vinterfund), Norge 13+, Danmark 2, Finland 12, Island 1, Tyskland 15, Holland 36, Belgien 20, Frankrig 34 (se nedenfor). I Holland næsten årligt ringmærket 1960-1994, flest ult.okt.-pri nov. Det store antal forklares her ved, at man anvendte optagelser af Gulspurvs lokkekald til at lokke fuglene til (Berg & Bosman 1999). Sjælden vintergæst i S Europa og Mellemøsten. Overvintrer regelmæssigt langs nordkysten af Sortehavet. I S Europa ses flest i Italien (bl.a. flok på 40-50 vinter 1995/96 N Italien) og S Frankrig, hvor årlig vintergæst ved Camarque (flest 8 jan.-feb. 1997). Desuden 5 fund i Spanien. I C og S Europa desuden bl.a. 11 Østrig, 13 Jugoslavien, 10 Slovenien; 1-5 i de fleste øvrige syd- og østeuropæiske lande. På Cypern 5 fund af max. 12 fugle (dec.). Regelmæssig vintergæst i Iran, i Israel, hvor nogle hundrede overvintrer i landets nordlige del med. nov.-med. marts, samt enkelte i Syrien. I resten af Mellemøsten: Tyrkiet 10 fund okt.-marts, heraf flokke på 6 Ankara marts 1974 og 5 feb. 1997; Iraq, Jordan 2, Libanon 4, Saudi Arabien 1, UAE 1 (Porter et al. 1996, Shirihai 1996, Richardson 1997, Kirwan et al. 2008, Slack 2009).

Visse fugle kan være Gulspurv uden gult i dragten, eller hybrider Hvidkindet Værling x Gulspurv (f.eks. flere i Norge). I C Rusland og østlige Kasakhstan findes et bredt område med hybridisering mellem de to arter. Blandpar med Gulspurv konstateret i Polen 1994 (Mitchell & Young 1997). Hanner er let bestemmelige, men fjerdragten er om efteråret dækket af lyse fjerrande, der dæmper hovedets tydelige kontraster. Disse fjerspidser afslides i løbet af efteråret, og fra omkring nytår ses den helt typiske handragt. Hunner ligner Gulspurv uden gult i dragten, alternativt ”spøgelsesversion” af hannen; tegnet i brunt, gråt, hvidt og sort. I forhold til Gulspurv er maven hvidere og hovedtegningerne tydeligere med tydeligere lyst øjenbryn og øreplet og mere kontrasterende mærke strubesider og bryst; striberne er sorte, ofte med brune kanter. Sving- og halefjerene har hvide sider. - Gulspurv Emberiza citrinella erythrogenys (Yellowhammer). Tilfældig gæst: 10.10 2006 Happy Island – 30.12 2007 Shidu, Fangshan, Beijing. Desuden ældre fund ved Hebei-kysten og Beijing (Byers et al. 1995, MacKinnon & Phillipps 2000,Hornskov 2006, China Ornithological Society 2008). Yngler gennem Palearktis til N Mongoliet, sydpå til C Rusland og Kasakhstan. Strejfgæst til NØ Kina, Sydkorea, Japan og Taiwan. Repræsenteret af formen eyrthrogenys, der sammenlignet med nominatformen (f.ekd. nordeuropa) har lysere og mere sandfarvet overside og kraftigere rødbrunt anstrøg på bryst og flanker (Cramp & Perrins 1994). - Jankowski´s Bunting Emberiza jankowskii. Muligvis meget sjælden vintergæst, observeret Sommerpaladset, Beijing feb-marts 1941 (Byers et al. 1995), og nævnt som strejfgæst Beidaihe. Yngler i et meget begrænset område i grænseegnene mellem Jilin og Nei Mongol, tidligere i det sydøstligste Ussurien. Totalbestand 330-430 par (Byers et al. 1995), heraf ca. 150-200 par Xianghai, men formentligt langt færre nu. Yngler ved sandklitter med småbuske på max. 2-3 meters højde. Biotopen er truet af overgræsning, og arten er i voldsom tilbagegang. I 2007 3 Mumuji, Nei Mongol og 6 Pingtain, Jilin, i 2009 kun iagtttaget af ganske få besøgende i yngleområderne, men 2 par på ny lokalitet ved Baicheng, NØ Kina i 2009 (China Ornithological Society 2004-2008, Berg & Haas 2009). Overvintrer desuden i Liaoning, Hebei og Nei Mongol, muligvis i Nordkorea. Ligner Godlewski´s Bunting, men hannen har kraftigere hovedtegninger med rustrød isse, hvidt øjenbryn, grå kind og sort moustachestribe. Bugen er hvid. Hannen er renest tegnet med bred leverbrun plet midt på bugen. Hunnen har svegere hovedtegninger og smalt sortplettet brystbånd. Udstøder et skarpt dobbeltkald: tsik-tsik. Sangen er en kort, snurrende remse. - Brunhovedet Værling Emberiza brunniceps (Red-headed Bunting). Tilfældig gæst ved Beijing samt ult. sept. 1998 Happy Island (Byers et al. 1995, Robson 1999). Yngler i Centralasien mod syd til NV og Ø Afghanistan og N Baluchistan og mod vest til stepperne i Ural/V Sibirien. Under langsom spredning mod nord. Forlader ynglepladserne ult. juli-aug., og overvintrer i Indien, de fleste i landets nordvestlige halvdel, hvor ofte i blandflokke med Hætteværling E. melanocephala, der generelt overvintrer længere mod syd og vest i Indien. I forhold til denne overvintrer arten dog over et større område totalt, mod øst til Bangladesh og mod syd til Tamil Nadu. Ankommer til Indien fra aug.-sept. I Maharashtra ret almindelig vintergæst nov-marts, i nogenlunde ligeligt antal i forhold til Hætteværling. I Goa fåtallig vintergæst med.nov.-pri. feb., langt færre end Hætteværling. Forlader vinterkvarteret i marts. Trækket passerer Pakistan ult. marts-maj. Ret stort gennemtræk i Delhi-området kulminerer forårstrækket pri. april, hvor flokke på op til 100 ses. Størst gennemtræk i Uzbekistan og Tadjkistan pri. maj. i Kazakhstan. Ankommer til ynglepladserne i maj i den nordvestligste del pri.-maj. maj. Strejfgæster er truffet i Nepal og østpå til Korea og Japan, samt sydpå til Sri Lanka og Hong Kong. Desuden strejfgæst til Europa. De europæiske fund regnes traditionelt som undslupne fangenskabsfugle, men med en mistænkelig top sent på foråret (juni- pri. juli), der antyder forlænget træk fra ynglepladserne i Centralasien for én del fugles vedkommende. Artens ynglekvarterer ligger længere væk fra Europa i forhold til ”tvillingearten” Hætteværling, hvis top om foråret i Nordeuropa ligger ult.maj-pri. juni. De to arter overvintrer begge i Indien, og ses om vinteren tit i blandflokke. En ret høj andel er dog set på ”forkerte årstider” eller har været af meget tillidsfulde fugle med unormal fældning, hvilket for disse fugle antyder herkomst fra fangenskab. Frem til 1980´erne blev arten importeret i stort antal fra Indien til Storbritannien, hvilket afspejles i det store antal fund fra alle årstider her. I Storbritannien 374 fund (heraf 75 Shetland, 30 Dorset og 20 Scilly (1 mar.,5 maj, 3 juni, 1 juli,7 sept.,3 okt.). I Holland er godkendt 9 fund (1 feb., 1 april, 3 maj, 2 juni, 1 juli, 1 aug.) (Vliet 2000), hvoraf fund i februar og april må udelukke spontan forekomst. Ingen af de 13 norske, 6 danske og 2 finske fund er placeret i kategori A. De danske fund er gjort 10.5-5.8, heraf 3 maj, 1 juni, 1 juli, 1 aug. (Ortvad et al. 2002). Desuden 4 i Spanien (okt.-nov.) og 1-3 fund i de fleste europæiske lande mod nordvest til Færøerne og Island. Fund fra Italien og Frankrig falder indenfor det tidsrum, arten kan forventes at optræder spontant i Europa. I Mellemøsten strejfgæst til Israel, Kuwait, Saudi Arabien og Oman; fund fra UAE regnes overvejende som undslupne fangenskabsfugle, da arten importeres hertil i stort tal fra Pakistan, men 2 fund som spontane (Byers et al. 1995, Richardson 1997, Slack 2009). En ret kraftig værling. Han i sommerdragt har kastaniebrunt hoved og forbryst, oliven overside (incl. overgump) og gul underside samt to beige til hvide vingebånd. Hun og ungfugl er ret anonymt gråbrune med gultonet underside, ret kontrastløst hoved og smalle sorte rygstriber, der kan nå bagissen. Øjet virker stirrende i det kontrastløse ansigt. Næbbet

er kraftigere og højere end andre værlingers, bortset fra den lignende, men mere stornæbbede Hætteværling, der i hun – og ungfugledragter er næsten identiske, men med en anelse mørkere og bedre afsat kind, mere udflydende striber på oversiden (smalle på issen, hvor de ofte når panden, ulig Brunhovedet Værling) og ofte rustbrunt anstrøg på overgumpen. - (Japanese Yellow Bunting E. sulphurata er ikke med sikkerhed truffet i området, men ubekræftede fund er gjort. Yngler i mellemste dele af Japan, og forlader ynglepladserne i sept. Trækket gennem Zhejiang er størst ult.okt.-pri. nov. Overvintrer nordlige del af Philippinerne, Taiwan, Fujian og Guangdong, Kina. Fåtallig trækgæst i Hong Kong, flest i april. Regelmæssig trækgæst omkring Zhejiang og Shanghai ult.april-pri. maj, samt i Sydkorea, hvor max. 16 pr. forår Huksan Do, samt på Gageo Island, hvor dagsmax. 26 eks. 25.4 2009. Strejgfæst i Jiangsu (Leven & Carey 1993, Moores 2001, China Ornithological Society 2008, Moores 2009). En lille, gultonet værling med grålig, mørkstribet overside og to hvide vingebånd. Hannen er ret ensartet med lyst grøngult hoved, mørk tøjle og hage samt bred hvidlig øjenring. Har gult bryst og forbug. Hunnen ligner Black-faced Bunting af de gulmavede former, men har ensartet grågrånt hoved uden lyst øjenbryn, svagere stribet bryst og malarstribe og ensartet gråt næb). 275. Oriental Greenfinch (Grey-capped Greenfinch) Carduelis sinica ussuriensis 1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 6 Legation Gully. 2008: 28.4 10 Sommerpaladset, Beijing - 29.4 1 Yanquin – 29.4 2 Kangxi Grasslands – 30.4 4 Huairou – 30.4 10 Bai He – 1.5 2 Xiaolongmen – 2.5 4 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe 3-7.5 dagligt max. 2 Jin Shan Fields – 4.5 3 Lotus Hills – 5-7.5 dagligt max. 3 Jin Shan Hotel – 6.5 4 Bank of China – 6.5 4 Dongshan Hotel. Almindelig ynglestand-, strejf- og trækfugl. Ses året rundt, færrest i aug.-sept., men med tiltræk ult.sept.-med.nov., hvor trækkende fugle ses. Ved Beidaihe er dagsmax. 250 trk. 5.11 1989, 197 eks. 13.10 1987 og 180 trk. 30.10 1987. Om vinteren er største antal 150 eks. 5.1 2006 Shisanling Reservoir, Beijing, 100 eks. 4.1 2004 Jumane, Beijing og 100 eks. 6.4 2006 Huaisha He, Huaorou (Williams 2000, China Ornithological Society 2005,2007). Yngler i Kina, Korea og Japan mod nord til Sakhalin, samt på Kamtjatka. I området er ynglefugle af formen ussuriensis. Formen kawarahibi (Kamtjatka til Kurilerne) optræder formentligt som trækfugl (overvintrer i Japan, men truffet sydpå til Taiwan og som strejfgæst på de vestlige Aleuter). Muligvis forekommer formen sinica (C og S Kina). Strejfgæst til Vietnam. Europæiske fund af arten regnes som undslupne fangenskabsfugle (bl.a. 3 Norge og 4 Helgoland, Tyskland (1 april,2 maj,1 okt.). Findes i store haver, parker, og åben skov op til 2400 m (Clement et al. 1993). Grøniriskens C. chloris modstykke mod øst, men lidt mindre og slankere. Har i forhold til Grønirisk flere træk fra Stillits, således tydeligt bredere og kraftigere vingebånd samt mørkere ansigt end Grønirisk. Isse til nakke grå, ryg olivenbrun. Næbbet er krafigere rosatonet end Grønirisks. Kønnene ligner hinanden, men hunnen er mattere med let stribet ryg. Kaldet er en tør trille, der kan minde om en fuldtonet, langsom Gråsisken; mere metallisk end Grøniriskens; sammenlignet med stemmen fra de lokale cikader (Hemmingsen & Guildal 1968). Sangen er livligere end Grønirisk, og indeholder Stillits-agtige triller. Repræsenteret af formen ussuriensis, der har lysere gul underside og mere gråtonet overside end andre former. Formen karawahiba er størst med de bredste hvide tertiærrande (Clement et al. 1993, Brazil 2009). 276. Grønsisken Carduelis spinus Siskin 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 Jin Shan Hotel og 1.5 1 Legation Gully. På Happy Island 13.5 1 han, 14.5 12, 15.5 4, 17.5 3 trk. og 18.5 14. 2008: 3.5 1 Jin Shan Hotel, Beidaihe. På Happy Island 8.5 2 hanner+1 hun. Ret almindelig træk- og vintergæst (sept-nov./marts- med. maj). Om foråret er flest registreret i 1985: 818 ”bird-days” 22.3-14.5, langt de fleste før med. april. Om efteråret først regelmæssig fra ca. 1.10. Flest ult.okt-med. nov, ved Beidaihe dagsmax. 100 eks. 9.11 1990, 80 eks. 26.10 1990 og 62 eks. 14.11 1986. Optræder formentligt lejlighedsvist i invasioner. Almindelig vintergæst ved Beijing. Yngler gennem Palearktis, i Østasien fra NV Amur og Ussurien til kystegnene i Okhotsk, Sakhalin, Hokkaido og bjergegne på Kamtjatka. De østlige bestande overvintrer i Ø Asien syd for yngleområderne, sydpå til mellemste Kina, Korea og sydlige Japan. Strejfgæst til Taiwan, N Vietnam, N Indien og C Nepal. Regnes som monotypisk; den østasiatiske bestand er dog geografisk adskilt fra den vestlige. Fugle i Kina og Sydkorea har forekommet lidt større, kraftigere og tydeligere stribet end fugle fra Vesteuropa, generelt med kraftigere grøngult bryst til flanker. Note: af andre finker er truffet: - Gråsisken Carduelis flammea (Common Redpoll). Fåtallig og uregelmæssig træk- og vintergæst (okt-nov./marts-pri.maj). Om foråret meget få, bl.a. 3 eks. 15-17.3 1994 Beidaihe og 3 eks. 2.5 1985 Beidaihe. Om efteråret få, flest registreret i 1986, hvor 84 ”bird-days” Beidaihe 28.10-18.11, dagsmax. 7 eks. 4 og 5.11. Optræder om vinteren undertiden i større invasioner, og er da ret almindelig (Williams 2000).

Yngler gennem Holarktis, i Kina i de nordligste dele. Repræsenteret af nominatformen (Nordlig Gråsisken; yngler mellem N Europa og NØ Asien mod øst til Stillehavet). Fåtallig vintergæst i varierende antal i Kina mod syd til Fujian og Gansu og østpå til Japan. En lille, gråbrun finke med rød pande, sort hagesmæk og ret brede grå flankestriber. Oversiden er gråbrun, ofte med lysere overgump, der dog kun sjældent virke hvid, da den er dækket af mørke striber. Undergumpen har brede mørke skaftestriber, der bliver bredere mod basis; på undergumpen virker mønstret trekantet. - Hvidsisken Carduelis hornemanni (Arctic Redpoll). Tilfældig gæst: 16.3 1994 Beidaihe - 2 eks. 20.3 1994 Beidaihe (Thalund et al. 1994). Yngler gennem arktisk Holarktis. Formen exilipes er sjælden vintergæst i det nordligste Kina samt i det nordligste Japan. Strejfgæst til Nordkorea og Japan. Ligner Gråsisken, men hvidere og ”tættere” end Gråsisken med bred hvid overgump og højst svage mørke striber på flankerne. Undergumpen er hvid, højst med meget smalle mørke skaftestriber. Hanner er lysest og har sart rosarødt på flankerne. Hunnerne har ofte lyst gulbrunt bryst (Malling Olsen 2009). - Dompap Pyrrhula pyrrhula (Common Bullfinch) sjælden og uregelmæssig træk- og vintergæst (nov-april), ingen større antal. I Beidaihe 8 ”bird-days” 19-27.11 2005, alle formen griseiventris (China Ornithological Society 2006). Yngler gennem Palearktis i flere former. I området formentligt repræsenteret af formerne pyrrhula (N Europa til Yakutien), cassinii (Kamtjatka og Koryatien) og rosacea (Sakhalin, russisk fjernøsten og NØ Kina). Disse ligner alle ”europæiske Dompapper”. Rosacea har dog kontrast mellem røde hovedtegninger og lysere rosa underside. Desuden er formen griseiventris (Kurilerne og Hokkaido) truffet. Denne er lysegrå med rosa strube og halssider. Formen cineracea (yngler mellem Baikal og N Mongoliet) er mulig stjejfgæst. Mangler helt rødt på den lysegrå underside. De østlige former uden eller med begrænset rødt kandiderer til artsstatus under navnet Japanese Bullfinch P. griseiventris, da de ikke eller kun i begrænset omfang hybridiserer med de rødmavede former (Clement et al. 1993, Cramp & Perrins 1993). - Beavan´s Bullfinch Pyrrhula erythaca. Sjælden ynglefugl i nordvestlige Hebei. Yngler mellem Himalaya og NØ Kina i nåle- og blandskov i den subalpine og alpine zone >2000 m. En stor dompap. Hannen har sort parti omkring næbbet til øjet, omkringet af hvidt, gråt hoved, forhals og ryg, rustbrun underside (hvidlig på flanker og undergump) samt hvid overgump. Hunnen er brunere og svagere farvet. Stemmerne ligner Dompappens. - Lille Korsnæb Loxia curvirostra (Red Crossbill). Fåtalllig og uregelmæssig træk- og vintergæst (okt-maj). Optræder ofte i invasioner. Om efteråret er flest set Beidaihe, dagsmax. 70 trk. 27.10 Beidaihe og 62 eks. 29.10 1986. Kun få fund om foråret. Yngler formentligt uregelmæssigt i bjergene i Hebei og Beijing. Yngler gennem Holarktis i flere former. I området repræsenteret af formerne japonica (yngler mellem NØ Asien, C og NØ Kina og Japan) og muligvis tianschanica (yngler Centralasien til V Kina). Japonica ligner nominatformen, men har kortere og slankere næb, og er generelt lysere og klarere farvet med hvid, mørkplettet undergump. Hannerne er oftere karminrøde (Clement et al. 1993). Kald identisk med nordeuropæiske fugles (Hemmingsen & Guildal 1968). - Hvidvinget Korsnæb Loxia leucoptera (Two-barred Crossbill). Sjælden og uregelmæssig vintergæst ved Beijing; enkelte set i fuglemarkeder i Beijing: 3 skind fra Beijing findes i Peking Zoologiske Museum. Nævnt fra Hebei (MacKinnon & Phillipps 2000), men ingen nyere fund. Yngler i nordligste del af Palearktis. Sjælden vintergæst mod syd til N Kina og Japan, i Kina incl. Heilongjiang, hvor max. 24 eks. 10.11 2004 Dailing (China Ornithological Society 2005). Lidt mindre og slankere end Lille Korsnæb med påfaldende hvide vingebånd, der virker påmalede; det bageste vingebånd er typisk bredest nedadtil. Tertiærerne har smalle hvide spidser, men mørke centre. Næbbet virker slankere med mere ”hængende overnæb” end hos Lille Korsnæb og ofte større lyse felter på undernæbbets sider (mere som smal lys stribe hos Lille Korsnæb, som bredere lyst felt hos Stor Korsnæb L. pysyopsittacus).Ansigtet generelt mørkere end hos Lille Korsnæb, og ryggen ofte let stribet hos adulte (sjældnere hos andre korsnæb) Hanner er røde, ofte let rosatonede (”hindbærfarvede”), hunnerne er grønne til gulgrønne. Andre korsnæb med lyse vingebånd har disse langt smallere og mere ensartet brede; hos hanner ofte let rødtonede, hos hunner grøntonede. Desuden har tertiærere smalle lyse rande til baserne. Flugtkaldet er hæsere end hos Lille Korsnæb, udstødes tit i kort serie ala Gråsisken. Desuden et karakteristisk, kort kald ala legetøjstrumpet eller båthorn; ligner kald fra Ørkendompap Bucanetes githagenus eller visse østlige populationer af Dompap. Bestande fra Nordamerika regnes nu som egen art: White-winged Crossbill L. fasciata. 277. Karmindompap Carpodacus erythrinus grebnitskii Common Rosefinch 1997: Ved Beidaihe 2.5 2 Legation Gully – 3.5 1 Lighthouse Point – 5.5 1 Jin Shan Hotel – 5.5 1 Legation Gully. På Happy Island 13.5 1 hun , 14.5 2.250 trk. + 880 rst., 15.5 75 trk. + 150 rst. ,16.5 70, 17.5 30 og 18.5 600 trk. + 15 rst. 2008: 30.4 2 syng. Bai He - 2.5 1 han Beijing-Beidaihe – 3.5 1 Jin Shan Fields, Beidaihe. På Happy Island 11.5 9 -12.5 4 – 14.5 4 – 15.5 1 hun.

Almindelig trækgæst (ult. april-pri. juni og med. aug.-med.nov.(med. dec.) og sjælden sommergæst. Om foråret flest med. maj. Dagsmax.er 2250 trk. + 880 rst. Happy Island og 1000 trk. 16.5 1994 Lotus Hills, Beidaihe. Om sommeren flest 5 eks. 18.7 2004 Yudaokou. Om efteråret flest pri-med.sept., dagsmax. 262 eks. 15.9 1987 Beidaihe, 123 eks. 15.9 1990 Beidaihe og 120 eks. 10.9 1994 Happy Island. Få i oktober-november. Et meget sent fund er 10.12 2005 Beijing Bothanical Garden. Yngler mellem Skandinavien, Ø Europa og Lilleasien østpå gennem C Asien til NØ Kina (incl. Hebei), NØ Rusland og Kamtjatka. De østlige bestande forlader ynglepladserne med.aug-pri. sept., og overvintrer mellem Nepal, Indien og SØ Asien i syd til C Thailand, fåtalligt i Vietnam. I Hong Kong ret almindelig ult.okt.-ult. april. Sjælden trækgæst i Japan og Korea. Ankommer til ynglepladserne fra med. maj. Strejfgæst til Taiwan. Repræsenteret af formen grebnitskii der yngler i det meste af NØ Asien nord for området, og overvintrer mellem S Kina, N Thailand og Vietnam. I forhold til europæiske fugle mørkere brun, hanner med mørkere og mattere rødt ansigt og bryst. Stemmen er identisk med vestlige fugles: sangen er et 4-5 tonet, melankolsk ”please-to-meet-you”. Flugtkaldet er et let opadgående tweeit, der ligner Grøniriskens eller som en hæs Løvsanger. Note: af andre lignende arter er truffet: - Long-tailed Rosefinch Urogas sibiricus. Sjælden træk- og vintergæst (ult.okt-med. april), og meget sjældem sommergæst (juli). Optræder især i bjergene, bl.a. nordlige Hebei og Xiaolongmen. Ved kysten mere uregelmæssig. Ved Beidaihe 69 ”bird-days” med.marts-18.4 1985, i maj kun tilfældig gæst: 6.5 2002 Happy Island. Om efteråret sjælden og uregelmæssig, mest set i nov., hvor dagsmax. ved Beidaihe er 4 eks. 12.11 2005 og 3 eks. 20.11 1986 Eagle Rock Gully. Ved Beijing er største antal 5 eks. 7.12 2005 Huairou Reservoir. Et sommmerfund 16.7 2004 Yudaokou, Hebei (Williams 2000, Boogaard 2002, China Ornithological Society 2005-2006). Yngler fra Ø Kasakhstan og S Sibirien østpå til N og C Kina, Nordkorea og N Japan. Strejfgæster til Europa regnes som undslupne fangenskabsfugle; dog er den en let overvægt af fugle med-april-pri. maj (f.eks. Danmark (hvor 4 fund 20.4-11.5), Tyskland og Finland) – et billede, der også kendetegner andre asiatiske, relativt korttrækkende frøædende småfugle, der traditionelt regnes som undslupne fangenskabsfugle, når de dukker op i Europa, f.eks. Gulstrubet Værling. Der er fremsat den teori, at der i Vesteuropa er tale om undslupne burfugle, der gennemfører træk langt fra udbredelsesområdet. Der kunne også være tale om strejfgæster, der foretager træk langt fra udbredelsesområdet, eller tilpasser deres træk efter omstændighederne. Formentligt repræsenteret af formen ussuriensis (yngler Ussurien og Amur, samt i mellemste Manchuriet, NØ Kina. Overvintrer mod syd til Korea, C og NØ Kina samt i Japan), muligvis af formen sibiricus (yngler NØ Kina). En langhalet, karakteristisk finke med ti brede hvide vingebånd. Hannen har mørkrosa ansigt, rosastribet bryst og flanker samt ryg, rosa overgump og overvejende hvidlige indervinger. Hunnen er gulbrun til brungrå med rosa overgump. Det korte, høje næb er lyst hornfarvet. Kaldet er et metallisk ringende pink og et blødt, 2-3 tonet hwit-hoot. - Rosendompap Carpodacus roseus (Pallas´s Rosefinch). Sjælden vintergæst (ult. okt.-pri. april) i Beijing og Hebei, bl.a. nogenlunde regelmæssig ved the Great Wall og Baiwangshan. Ved kysten uregelmæssig om foråret, bl.a. 4.3 1911 ”a few” Ching-Huan-Tao – 17.3 1943 Beidaihe – 25.3 1943 Eagle Rock, Beidaihe - 15.3 1994 hun Lighthouse Point, Beidaihe – 18.3 1994 hun Lotus Hills. Fund til pri. maj er nævnt. Om efteråret hyppigere, i oktober kun tilfældige observationer, men flere i november, hvor dagsmax. 19 eks. 15.11 1986 Beidaihe. Enkelte 9.10-20.11 1911-1915 Chin-Huan-Tao Fra kysten desuden vinterfund 1.12 2002 Large Wood, Laoting og 10.2 2002 Beidaihe (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1990, Hornskov & Kiel 2002). Yngler i bjerge i den nordlige nåletaiga mellem C og Ø Sibirien, Ø Kasakhstan, Mongoliet og Hobeh, N Kina, samt i nordligste Nordkorea. Forlader ynglepladserne i sept.-okt. Overvintrer i Amur, Ussurien og N Kina mod syd til Beijing og Hebei, uregelmæssigt mod syd til Zhejiang og Gansu. Optræder i Kina uregelmæssigt,og normalt kun i småflokke, men største antal er 72 eks. 10.11 2004 Dailing, Heilongjiang. Desuden østpå til Korea; i Sydkorea uregelmæssig, flest ses i jan-feb., men antallet varierer meget fra år til år. Sjælden, men årlig vintergæst i N Japan okt.-april., flest i jan-marts, og flest på Hokkaido, men i visse år bevægelser sydpå til Honshu. Forårstrækket indledes ult. febr., og er størst i marts. Findes om vinteren i skov og åbent landskab med buske og smålunde. Strejfgæst til S Japan og C Sibirien (Cramp & Perrins 1993). Fund fra Storbritannien ult. juni-pri. juni 1988, Blåvand, Danmark okt. 1987 og Utsira, Norge maj 2000 regnes som undslupne fangenskabsfugle. I Europa desuden 1 Tjekkoslovakiet og 1 Ungarn (okt. og dec.). En ret stor, kraftig karmindompap med lyst karminrød til rosa ansigt og underside, rosatonet mørkstribet overside, rosa overgump, to rosahvide vingebånd og lyse kanter på tertiærerne. Panden og struben har fint sølvskællet tegning. Hunnen er gulbrun med stirrende sort øje, let stribet isse ogl ryg samt rosa anstrøg på det gulbrune bryst. Vingebånd beigetonede. Overgumpen er rosa. Kaldet er en svag, opadgående piben, der kan minde om et kraftigt kald fra Fuglekonge, samt et metallisk kald ala værling eller Kærnebider, der ofte udstødes som dobbeltkald. Sangen er en bølgende variant af kaldet. - Chinese Beautiful Rosefinch Carpodacus davidianus. Sjælden ynglestandfugl i Hebeis vestligste grænseområder, bl.a. ved Donglingshan, ved Shaihanba (max. 15 eks. 1.7 2006) og ved Baicaopan (flest 8 eks. 2.7 2005 og 6 eks. 20.5 2006). Desuden 2 eks. 14.6 2003 Xiaolongmen. Sjælden vintergæst i bjergene, flest 10 eks. 11.3 1994 Great Wall ved

Badaling, Beijing. Ved kysten tilfældig gæst: 22.5 1994 hun Happy Island (Alström 1994, Thalund et al. 1994, China Ornithological Society 2004-2006). Yngler mellem Nei Mongol og N/C Kina mod syd til tiber, og mod øst til Hebei, muligvis Arunachal Pradesh i NØ Indien) i højder mellem 3600 og 4650 meter på bjergskråninger med lav vækst af rhododendron; strejfer om vinteren til lavere højder, som regel dog >2100 m. En ret kraftig finke. Hannen har gråbrun ryg med smalle mørke striber, violetrosa øjenbryn i god kontrast til mørk isse, rosa strube og forbryst og lidt lysere rosa underside, kun med svagt stribede flanker. Hunnen er ret intetsigende gråbrun med lyst næb, mørkstribet overside og mørkstribet bryst til flanker. Arten mangler vingebånd, men har smalle hvide kanter på dækfjerene. Kaldet er et metallisk, staccato tsink, der tit udstødes i korte serier. For nyligt splittet fra Himalayan Beautiful Rosefinch C. pulcherrimus (N Indien, Bhutan og Tibet), der er slankere og lidt mørkere med bredere mørke striber på oversiden og flankerne, og derfor virker mere ensartede. Hannerne har svagere rosa farve på hoved og underside. Kaldet er spurveagtigt (Rasmussen 2005, Rasmussen & Anderthon 2005). - Asian Rosy Finch Leucosticte arctoa. Tilfældig gæst: 18.10 1986 2 Lighthouse Point, Beidaihe (Willliams 2000), men muligvis mere regelmæssig om vinteren. Yngler i NØ Asien mellem Baikal/Altai og Koryuka samt på Kamtjatka, i NØ Kina i V Heilongjiang, samt i Nordamerika. Sjælden vintergæst i det nordlige Kina. Repræsenteret af formen brunneonucha (yngler NØ Sibirien vestpå til Lena og østpå til Stillehavet, overvintrer mellem Ussurien og C Kina, Nordkorea og Japan, især Hokkaido, hvor den lejlighedsvist yngler). En mørk finke. Hannen har sortgrå pande og strube, gylden nakke og gråbrun, let stribet overside. Undersiden er spættet i mørkt og lyserødt, kanterne af dæk- og svingfjer er rosa, og overgumpen rosarød. Hunnen er svagere tegnet uden rosa, men med bredere hvidlige kanter på store dækfjer og armsvingfjer, der danner lyst panel i vingen. Ses om vinteren tit i ret tætte flokke i agerland og på snefrie partier. 278. Kærnebider Coccothraustes coccothraustes Hawfinch 1997: 14.5 1 Happy Island. 2008: 9.5 1 og 13.4 2 Happy Island. Fåtallig yngletrækfugl og almindelig vintergæst (ult.sept./nov.-ult. april) fra yngleområderne i NØ Kina. Om efteråret flest ult.okt-med. nov., ved Beidaihe dagsmax. 241 eks. 29.10 1986 og 35 eks. 7.11 1990 Beidaihe. Almindelig vintergæst i flokke på op til nogle hundrede. Om foråret er dagsmax. 10 eks. 10.4 1994 Lotus Hills, Beidaihe og 9 eks. 12.5 1990 Lotus Hills, Beidaihe (Alström 1990, Thalund et al. 1994). Efter hårde vintre optræden til ult. maj (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler i Palearktis mellem V Europa og Stillehavet, incl. NØ Kina. De østlige bestande forlader ynglepladserne ult.juli-sept., og overvintrer mod syd til Sydkorea og Fujian, Ø Kina. Visse vintergæster stammer muligvis længere vestvra. Overvintrende fugle fra Korea er genmeldt i V Sibirien 3800 km. NV for mærkningsstedet (Cramp & Perrins 1993). Strejfgæst til Taiwan. Fund fra Hong Kong er placeret i kategori D (Carey 1994). Repræsenteret af nominatformen, om vinteren med tiltræk af formen japonicus (yngler Sakhalin og Japan), der ligner nominatformen, men er lidt mindre og lysere med lysere bug, mindre hvidt i halen og mindre næb (Clement et al. 1993, Cramp & Perrins 1993). 279. Chinese Grosbeak (Yellow-billed Grosbeak) Euphona migratoria 1997: 2.5 1 Legation Gully, Beidaihe – 14.5 13 Happy Island. 2008: På Happy Island 10.5 1 han – 11.5 1 – 12.5 2. Fåtallig yngletrækfugl, trækgæst og vintergæst (pri. aug.-pri.okt./ult.april-pri.juni). Om foråret er dagsmax. 42 eks. 11.5 2007 Lotus Hills, Beidaihe, 13 eks. 14.5 1997 Happy Island og 14 eks. 12.5 1990 Lotus Hills, Beidaihe (Alström 1990). Om efteråret flest ult aug.-pri.sept. Ved Beidaihe ofte set trækkende, dagsmax. 189 eks. 7.9 1986, 143 eks. 23.8 1987 og 125 eks. 30.8 1987. På Happy Island er dagsmax. 50 eks. 29.8 1994 og 36 eks. 31.8 1994 Happy Island. Om vinteren ret almindelig, flest omkring Beijing, hvor max. 78 eks. 11.12 2007 Den Forbudte By, Beijing, 60 eks. 26.1 2004 Babao Shan, 50 eks. 7.1 2004 Zizhuyuan og 40 eks. 14.1 2005 Beijing Bothanical Garden. Ved Beidaihe 117 ”bird-days” 10.1-26.2 2006 (Dierschke & Heintzenberg 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2005-2007). Yngler i N og C Kina, sydlige Amur og Ussurien, NØ Mongoliet og østpå til Korea. En isoleret bestand i S Kina. Forlader ynglepladserne i aug., og overvintrer i C og S Kina, flest formentligt i Henan, Hunan, Hubei og Jiangxi, hvor flokke op til 250 eks. 4.12 2004 Junshan, Hunan. Desuden fåtalligt mod syd til Taiwan. Ankommer til ynglepladserne i maj. Strejfgæst til Sakhalin, Japan, N Burma, NØ Thailand, N Laos og N Vietnam. Fund fra Europa regnes som undsluppet fra fangenskab (bl.a. Storbritannien, Sverige (juni 1994 Öland) og Tyskland (juni 2002 Helgoland). Karakteristisk stor og tung finke med sort hoved (han), gult sortspidset næb og grå krop. Vingerne er sorte, hos hannen med bred hvid vingespids. Hunnen er mattere og brunere med diffus gråtonet ansigsmaske og mørke svingfjer (med

brede lyse kanter på svingfjerene). Tydeligt mindre end Japanese Grosbeak med smallere hvidt vingefelt. Sangen består af fløjtende toner. Det fløjtende kald ligner Dompaps; også et højt tek-tek. 280. Japanese Grosbeak Euphona personata magnorostris 1997: På Happy Island 13.5 8 trk. + 2 rst., 14.5 3, 15.5 1 og 17.5 3. 2008: På Happy Island 8.5 11 – 9.5 11 – 10.5 8 – 11.5 20 – 12.5 20 – 13.5 15 – 14.5 8. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (ult. marts-ult. maj/ult.aug..-nov.) og sjælden vintergæst. Såvel 1997 som 2008 var gode år; i nogle forår ses den ikke på Happy Island. Dagsmax. på Happy Island er 59 eks. 12.5 2008 og 42 eks. 15.5 2000 (Hornskov 2000, Boland 2008), ved Beidaihe 42 eks. 11.5 2007 Jin Shan Hotel. Om efteråret flest pri-med. okt, dagsmax. 20 eks. 13.10 1987 Beidaihe og 11eks. 15.10 1986 Beidaihe. Yngler i NØ Rusland og NØ Kina samt i nordlige Nordkorea og Japan. Overvintrer i mellemste SØ Kina og sydlige Japan, uregelmæssigt i Sydkorea og C Kina. Strejfgæst til Hong Kong, Taiwan og Vietnam. Fund fra sverige og norge regnes som undslupne fangenskabsfugle. En drosselstor finke med meget kraftigt næb. Større end Kærnebider med længere, sort hale. Grå med bred sort maske og meget kraftigt, lysegult næb. Vingerne er sorte med hvidt bånd gennem håndsvingfjerene. Kønnene ligner hinanden, men hunnen er mattere og mere bruntonet. Repræsenteret af formen magnirostris (Ø Asien incl. NØ Japan og nordlige Korea), der er større med kraftigere næb end personata (Japan). 282. Kvækerfinke Fringilla montifringilla Brambling 1997: Ved Beidaihe 29.4 1 Lighthouse Point – 30.4 1 trk. Fishhook Point – 4.5 1 Lighthouse Point. På Happy Island 14.5 1 og 18.5 1. 2008: På Happy Island 10.5 1 han -11.5 1 han – 15.5 1 hun. Almindelig træk-og vintergæst (ult.sept.nov/med.marts-med. maj (juni)). Om foråret flest ult-marts-pri. april, ved Beidaihe 2389 ”bird-days” 17.3-18.5 1985, samt flokke på op til 33.700 rastende (4.4 ved Tai-ho), men formentligt invasion denne sæson. I april 1943 og 1945 flokke på op til 1-200, i andre år er dagsmax. 86 eks. 1.4 1994. Fåtallig i maj, enkelte fund i bjergene i juni. Om efteråret flest med-ult.okt., ved Beidaihe dagsmax. 2020 trk. 20.10 1989, på Happy Island 1000 trk. 13.10 2001. Almindelig vintergæst i Hebei og Beijing, flest 10.000 eks. 7.1 2004 Zizhuyuan Park, Beijing , 2000 eks. 4.12 2003 Zizhuyuan Park, Beijing og 1000 eks. 25.11 2007 Beijing Bothanical Garden (Hemmingsen & Guildal 1968, Thalund et al. 1994, Williams 2000, Schiermacher-Hansen 2001, China Ornithological Society 2004-2008). Yngler gennem N Asien østpå til NØ Rusland og Kamtjatka. De østlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept. Overvintrer i det meste af det østlige og sydlige Kina samt i Korea og Japan. Ankommer til ynglepladserne med.maj. Strejfgæst mod syd til Taiwan, Hong Kong, N Thailand, N Vietnam, Nepal og Bhutan, samt til Aleuterne, Alaska og British columbia (Cramp & Perrins 1994). Regnes som monotypisk, østasiatiske bestande undertiden som egen form: subcuneolata. Hanner af disse (fra Kina) dybere orange med bredere sort ansigt, undertiden til strube til forbryst (normalt orange hos vestlige fugle). Forholdene mellem monifringilla og subcuneolata er dog endnu ikke undersøgt nærmere (Cramp & Perrins 1994). Note: Bogfinke Fringilla coelebs (Chaffinch). Uregelmæssig træk- og vintergæst (med.okt-med.april). Optræder ikke årligt ved kysten; flest 4 eks. 22.4 og 10.5 1989 Beidaihe, men formenligt mere regelmæssigt omkring Beijing, dog kun i små antal, f.eks. 6 eks. 18.11 2007 Beijing Bothanical Gardens og 4 eks. 6.3 2004 Huairou Reservoir (Williams 2000, China Ornithological Society 2005,2008). Vidt udbredt gennem Palearktis i flere former. Fugle fra de østlige bestande er sjælden vintergæst i N Kina (nominatformen). Strejfgæst mod syd til C Kina, Hong Kong, NV Thailand og Bhutan, og mod øst til Japan og Korea.. 283. Skovspurv Passer montanus Tree Sparrow 1997: Almindelig overalt, flest 28.4 130 Beijing – 28.4 500 Beijing-Beidaihe – 28.4-10.5 dagligt max. 450 Jin Tian Hotel –dagligt max. 400 Reservoiret. På Happy Island dagligt max. 65. 2008: Almindelig overalt, flest 27.4 15 Beijing – 29.4 200 Kangxi Grasslands – 30.4 15 Huairoi – 1.5 20 Xiaolongmen-Changping - 2.5 15 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe almindelig; 2-7.5 dagligt max. 70 Jin Shan hotel/fields – 3-6.5 dagligt max. 200 Friendship hotel – dagligt max. 20 Lighthouse Point - 5.5 50 Yang He Estuary – 6.5 50 Dongshan Hotel. 7.5 15 Magic Marsh, Laoting.- 7-16.5 dagligt max.90 Happy Island. Almindelig ynglestandfugl, måske med mindre trækbevægelser. Flokke på flere hundrede optræder næsten overalt ved byer, landsbyer og i agerland. Afløser Gråspurv som byfugl i det meste af Kina; uden held forsøgt som elimineret under Maos kulturrevolution. Yngler gennem Palearktis, incl. hele Kina (evt. bortset fra Tibet); indført til Australien. Repræsenteret af formen dilutus/iubilaeus, der i forhold til europæiske fugle er lysere på især hoved og overgump. Note: Gråspurv Passer domesticus domesticus (House Sparrow). Sjælden gæst: 28.9 2006 flok Niao Dao, Beidaihe.

Yngler gennem Palearktis mod øst til Ø Rusland og N Kina, hvor kun lokal i grænseegnene mod NØ og W, nær området således i Nei Mongol. Formentligt under spredning i Laos. Strejfgæst til Taiwan, Korea og Japan. Indført mange steder på kloden. - Java Sparrow Passer oryzivora. Tilfældig gæst; 17-19.9 1986 Beidaihe (Williams 2000). Yngler på Java og Bali, udsat i store dele af SØ og Ø Asien (incl. SØ Kina nordpå til Shanghai), hvor den lokalt er almindelig ved byer, f.eks Bangkok, Phuket og Singapore. Desuden fund af undslupne fangenskabsfugle UAE og Oman. Almindelig burfugl i Kina, hvorfor fund regnes som undslupne fangenskabsfugle. En ret stor og kompakt finkeagtig fugl med stort, rosa næb og sort hætte/strube imod hvid kind. Oversiden og brystet er grå, bugen lyserød og undergumpen hvid. 284. Russet (Cinnamon) Sparrow Passer rutilans 2008: 1.5 2 ved police-check Xiaolongmen-Changping. Fåtalllig og lokal yngletrækfugl (april-okt.) vest for Beijing, bl.a. flere steder omkring Huairou; Juma He, Yongdinhe, Huaisha He, Fangshan og Xiaolongmen. Største antal er 50 eks. 4.12 2004 Jumahe, Fangshan. Også set ved Ibisnæb-stedet, Huairou, bl.a.4 eks. 5.5 2008. I Tianjin 15 ynglepar ved Baxian Shan i 2006. Enkelte fund er gjort Happy Island og Magic Wood. Under ekspansion, og først iagttaget de seneste årtier ved Beijing og Hebei (Boogard 2002, China Ornithological Society 2005, Pettersson 2006, China Ornithological Society 2007, Boland 2008). Yngler i C og S Kina mod nord til Hebei og Beijing, østpå til Sydkorea, nordlige halvdel af Japan samt S Sakhalin. Findes desuden fra Ø Kina til Himalaya mod vest til Ø Afghanistan, og mod syd til Burma. Yngler i bjerge, i Tibet op til 4500 m., samt i tørt, bakket landskab med åbne løvskove og buskadser, lokalt i agerland. Overvintrer indenfor yngleområdet, men generelt i lavere højder, og østpå til sydlige Japan; enkelte når mellemste dele af Thailand og øerne udfor Japan. En ret lys skovspurvestor spurv. Hannen har rustbrun isse til ryg, smal sort tøjlestribe, lille lys plet foran øjet, bred lys kind og sort strubeplet; undersiden er sandfarvet. Hunnen ligner Gråspurv hun, men har tydeligere lyst øjenbryn, bredere sort øjenstribe (dækker øjet), tydeligere hvide linier på ryggen og rustbrune skuldre samt overgump. Repræsenteret af formen rutilans; andre former findes i S Kina og Himalaya; disse har generelt mere gultonet ansigt og kraftigere mørke striber på oversiden (Clement et al. 1993). Kaldene er lysere end Skovspurvens. 285. Daurian Starling (Purple-backed Starling) Agropsar(Sturnus) sturninus 1997. 29.4 2 Lighthouse Point, Beidaihe. På Happy Island 14.5 2, 15.5 7, 16.5 3 (heraf 2 hunner) og 18.5 26. 2008: På Happy Island 8.5 2 og 13.5 1. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (maj-pri. juni og aug-med.sept.). Om foråret er dagsmax. 26 eks. 18.5 1997 Happy Island, 15 eks. 16.5 2007 Happy Island og 8 eks. 15.5 2006 Magic Wood, Laoting. Hyppigere om efteråret, flest med. aug-pri.sept. Dagsmax. 80 eks. 3.9 1987 Beidaihe, 70 eks. 13.8 1994 Happy Island og 60 eks. 31.8 1994 Happy Island (Dierschke & Heintzenberg 1994). Var muligvis hyppigere tidligere, således ”large flocks may be seen in August”, men kun ”smaller numbers during latter half of May” (La Touche 1925). I 1940´erne kun spredte fund Beidaihe, og ingen større antal i området (Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler i Ø Asien mellem Transbaikalien, N Mongoliet, NØ Kina (mod syd til Hebei), Ussurien og Nordkorea. Forlader ynglepladserne ult. juli-pri. aug., og trækker ret spredt gennem Ø Asien til vinterkvarterer i SØ Asien (incl. S Kina og Hainan), Sumatra, Java og Indonesien, bl.a flokke på op til 5000 Selangor og 1000 Singapore, mere uregeelmæssigt til Andamanerne og Nikobarerne. I C og S Thailand ses det støreste gennemtræk ult.sept.- pri. okt og med. marts-pri. april (Wells 2007). Sjælden vintergæst i Indien. Fåtallig trækgæst i Japan og Sydkorea. Sjælden, men årlig gæst Hong Kong, og sjælden vintergæst i NØ Indien. Ankommer til ynglepladserne først i maj. Strejfgæst til NØ Borneo, Pakistan (flok på 17 Chitral i juni), Goa, Nepal , NV Thailand, Taiwan, Sakhalin, V Japan og Christmas Island. Strejfgæst til Europa (7 fund; 2 maj, 1 aug., 2 sept., 2 okt., 1 nov.), men kun fund fra Holland og Norge (sept. og okt.) regnes som spontane; 5 britiske fund regnes som undslupne fra fangenskab (Preddy & Hall 2008). Da arten er langtrækker er spontan optræden sandsynlig for fund fra aug.-okt. Dog importeres arten som burfugl til Europa. En ret lille, kompakt stær med lysegråt hoved og underside, smal sort nakkeplet, sorte ryg, vinger og hale samt afstikkende lys overgump ala Sjagger Turdus pilaris. Har hvide skulderfelter og sandfarvede rande på svingfjerene. Hannen har purpurskinnende vinger og ofte rødtonet overgump. Hunnen er mattere med buntonet ryg og matbrune vinger uden metalglans. Flugtkaldet er et hæst, kvidrende squeerhh. Sangen ligner Stærens, men er mere melodiøs uden skrattende indslag. Indflettet tit imitationer af andre fugles stemmer. Ses undertiden i stæreagtige småflokke. 286. Crested Mynah Acidotheres cristellus 2008: 28.4 3 Beijing – 5.5 og 7.5 1 Lighthouse Point, Beidaihe. Ret almindelig ynglestandfugl, bestanden nok grundlagt af undslupne burfugl ca. år 2000. Flest omkring Beijing, hvor max. 50 eks. 30.10 2004 Niukouyu Reservoir , 20 eks. 31.5 2005 Sommerpaladset og 16 eks. 17.3 2006 Yuyuantun.

Ved Beidaihe max. 10-15 om vinteren, færre i øvrigt med max. om foråret 8 eks. forår 2005 i maj. Enkelte fund Happy Island og Tianjin, flest 5 eks. 12.5 2005 Happy Island. Formentligt under spredning (China Ornithological Society 2005-2006). Yngler i Sydkina mod nord til Jiangsu, Shanghai og Hubei, samt i Laos og Vietnam. Almindelig burfugl, der er indført til Beijing, den Malayiske Halvø (Penang, små antal i Kuala Lumpur og Singapore), Phillipperne, Borneo, Japan (således almindelig i Tokyo) og Nordamerika. Strejfgæst i N og C Thailand (MacKinnon & Phillipps 2000, Wells 2007, Brazil 2009). En karakteristisk stæreagtig sort fugl med stort hoved - forstærket af toppede pandefjer - og brede hvide vingefelter. Undergumpen er tværbåndet i sort og hvidt. Halen er sort med smalle hvide sider. Øjnene er lyst rødorange og næbbet gult, undertiden med orange basis af undernæbbet. Ungfugle er brunere med svagere eller manglende toppede fjer. I flugten bredvinget og korthalet. Flyver flagrende med ret langsomme vingeslag i forhold til sin størrelse. (- Common Mynah Acidotheres tristis. Tilfældig gæst: 5.5 2002 Sommerpaladset, Beijing (Johannessen 2002). Formentligt undsluppet fra fangenskab, da arten er almindelig burfugl. Yngler fra Turkmenien, S Kasakhstan og SØ Iran gennem Syd- og Sydøstasien mod nord til Xinjiang og Yunnan. Lokalt meget almindelig Indførte bestande findes flere steder, bl.a i Arabien, Israel, NV Kaukasus, Ø og S Afrika, på Madagascar, i Australien og på øer i Stillehavet. I Kina bl.a.i Fujian, Guangdong og Hainan, desuden på bl.a. Taiwan og i Japan. Normalt standfugl, men mindre trækbevægelser er iagttaget ved Ckokpak i Kasakhstan sept-okt. og med.marts-ult. april (Cramp & Perrins 1993). 287. Stær Sturnus vulgaris poltaratskyi Common Starling 1997: 28.4 5 Beijing-Beidaihe. 2008: 30.4 1 Huairou – 30.4 4 Huairou – Bai He – 1.5 1 Changping-Beijing – 2.5 1 Beijing-Beidaihe – 3.5 2 Beidaihe-Yang He – 16.5 1 Laoting-Beijing. Fåtallig træk-og vintergæst (okt./med.marts-pri.april (juni)). Er overalt i mindretal i forhold til andre stærearter, og ses normalt kun i meget små antal, hyppigst ved Beijing, hvor største antal er 80 eks. 17.10 2007 Miyun Reservoir og 35 eks. 27.3 2005 Kangxi Grasslands. Yngler mellem Europa og V Kina. I området repræsentet af formen poltaraskyi, der yngler fra Ural og østpå til N Junggar Basin, NV Kina, samt sydpå til Kasakhstan og Kirgisien. Overvintrer i Centralasien mod syd til NV Indien (sjældent mod syd til Maharasthra) samt østpå til Hebei. Sjælden vintergæst i Ø Kina, C og S Japan, Hong Kong og sydpå til N Burma, N Thailand og N Vietnam. Desuden strejfgæst til Philippinerne, Sydkorea, Taiwan og Sakhalin, samt vestpå til Israel. Poltaratskyi er sortere end hjemlige stære med violet til purpur olieret glans. Lyse pletter i dragten er smallere, men undergumpen har brede hvide ”pilespidser” og undervingedækfjerene bredere gulbrune spidser. Ungfuglene er mørkere gråbrune end vestlige former (Cramp & Perrins 1994, egne obs. Sibirien juni 1989). 288. White-cheeked (Grey) Starling Sturnus cineraceus 1997: 28.4 3 Beijing-Beidaihe - 4.5 1 Lighthouse Point, Beidaihe - 18.5 4 Tang Shan-Beijing. 2008: 29.4 4 Kangxi Grasslands – 30.4 3 Huairou – Bai He – 2.5 1 Beijing – 7.5 1 Magic Marsh, Laoting. Ret almindelig yngletrækfugl og træk/vintergæst (juli-okt/ult. maj). Hyppig omkring Beijing, hvor max. er 658 eks. 11.11 2005 Yuyuantan. Om foråret flest Beidaihe pri. april, dagsmax. 133 2.4 1994 Reservoiret; 2126 ”bird-days” 18.3-30.5 1985. Af andre store antal 300 eks. 16.4 2006 Beidagang Reservoir, Tianjin. Betydeligt sjældnere på Happy Island (Thalund et al. 1994, Williams 2000, China Ornithological Society 2006-2007). Om efteråret almindelig fra pri. juli, hvor større antal er bemærket Beidaihe, således tusinder trækkende i flokke på op til 300 4.7 1914 og 200 10.7 1944 (La Touche 1925, Henningsen 1951). Disse store sommertræk har sin parallel i sommerens mellemtræk af Stær i Nordeuropa,og inkluderer et stort antal ungfugle. Det egentlige efterårstræk (ult.aug-ult. okt.(pri.nov)) kulminerer ult. sept.- med.okt, ved Beidaihe dagsmax. 318 trk. 23.9 1990 og 240 trk. 27.9 1986, desuden 300 rst. Reservoiret 30.8 1987 (Williams 2000). På Happy Island er dagsmax. 260 eks. 12.10 2006, 250 eks. 29.9 2007, 136 eks. 2.10 2000 og 100+ 20.9 2007 (Forsyth & Moffatt 2001, Hornskov 2006, 2007). Afløser Stær mod øst; findes i lignende biotoper som denne. Yngler mellem Ø Sibirien, Korea og Japan, samt sydpå gennem Ø Kina til N Vietnam og Phillippinerne. De kinesiske ynglefugle overvintrer i Sydkorea og S Kina, hvor største antal er 10.000 eks. i nov i Henan, desuden almindelig i Hong Kong okt-marts, men kun fåtalligt i N Vietnam. Almindelig trækgæst i Korea, bl.a. sommertræk på flokke på op til 100 ult. juli. Strejfgæst til N Burma og N Thailand. Fund far Storbritannien regnes som undsluppet fra fangenskab (Slack 2009). En stor brungrå stær med smal hvid overgump og varierende hvide tegninger i det sorte hoved, undertiden som bred hvid øreplet samt hvid pandeplet. Brystet er sort med smalle lyse striber, og bugen er gråhvid. Hunnen er svagere tegnet og har brunere ryg. Næb mørkt orange med sort spids, og benene lyse. I flugten ret mørk med hvide armhuler. Stemmerne ligner Stærens, men er langsommere og ofte mere melodiske.

Note: Red-billed (Silky) Starling Sturnus sericeus. Meget sjælden, men årlig trækgæst og ynglefugl (flest pri-med. maj; enkelte fund nov.-jan.). I fremgang efter første fund i 2001. Ved Beijing formentligt regelmæssig ved Tiantin Park, hvor årlige observationer siden 2004, flest 5 eks. 18.8 2007. Desuden ynglefund i 2007 Jingshan Park, Beijing, 1-2 eks. 6.5 2002 Sommerpaladset, 5 eks. 9.1 2004 Peking University, samt flere enkeltobservationer. Ved kysten 2 eks. 23.5 2005 Tuanbawo Reservoir, Tianjin – 2 eks. 9.5 2006 Happy Island og 1-2eks. 6.5 2008 Happy Island, desuden enkeltfund 10.5 2001 Happy Island – 24-28.5 2001 Happy Island - 9.5 2002 Beidaihe – 10.4 2003 Happy Island - 1.5 2003 Happy Island – 15-16.5 2004 Happy Island - 14.5 2005 Happy Island - 4-5.5 2006 Jin Shan Hotel, Beidaihe – 20.5 2007 Happy Island - 20.9 2007 Happy Island. Yngler i agerland i S og SØ Kina, Taiwan og Hainan. I fremgang og spredning. Hyppigst i centrale S Kina, således flokke på op til 2-3000 Hubei og Hunan om vinteren. I fremgang og under ekspansion, i 2007 således første ynglefund i Hong Kong og første fund i Liaoning. Normalt standfugl, men en del af bestanden trækker om vinteren til Hong Kong (hvor flokke op til 5000), N Vietnam og Philippinerne, sjældent til S Vietnam. Sjælden gæst i Taiwan samt på øer udfor S Japan. Strejfgæst til NØ Kina, Sydkorea, Laos, Thailand og Philippinerne. En stor mørkegrå, hvid og sort stær med rødt næb og røde ben. Hannen er mørkt blågrå med brunhvidt hoved, grå krop og hvid undergump, samt smalt sort brystbånd. Hunnen er brunere og mattere med svagere eller manglende brystbånd. Har i flugten sorte vinger med brede hvide felter på hånddækfjerene (”vingeplet sidder for langt fremme på vingen”). - Rosenstær Sturnus roseus (Rose-coloured Starling). Tilfældig gæst: 12.5 2007 Magic Wood, Laoting (China Ornithological Society 2008). Yngler mellem Sortehavsegnene og Centralasien mod syd til NV Afghanistan og mod øst til Xinjiang. Nomadiserer i søgen efter føde, og kan det ene år forekomme i store antal eller kolonier på én lokalitet, der næste år er opgivet. I kærneområdet (f.eks. Kasakhstan) er kolonier på op til 100.000 par kendt. Optræder i randområderne med store årlige udsving, og kan visse år yngle længere mod vest og øst, således undertiden invasionsagtigt forekomst i SØ Europa med mange ynglefund i nordvest til Ungarn. Tidligere formentligt mere udbredt, således 6-7000 par ved koloni i NØ Italien under stor invastion i 1875. Forlader ynglepladserne ult. juli.-sept., ofte i aldersrene flokke. Den vestlige bestand trækker først mod vest, siden mod syd gennem Pakistan og Afghanistan til vinterkvarterer i Indien, hvor langt hovedparten af bestanden overvintrer. Det årlige antal varierer en del, men om vinteren talrig i Deccan og Gujarat, hvor årligt flokke på tusinder, samt østpå til Bihar. Optræden i sydlige halvdel af det Indiske Subkontinent mere ustadig. I Goa regelmæssigt småflokke op til 100 eks okt-pri. marts, flest dec,-jan.; lejlighedsvis op til 2000. I Sydindien og på Sri Lanka almindelig visse år, meget fåtallig i andre. Borttræk i marts-april. Ved Delhi og i Pakistan størst gennemtræk pri.-med. april, i Afghanistan april-maj. (Lainer 2006). Ankommer til ynglepladserne i Centralasien ult.april – maj. Om foråret i vekslende, men undertiden meget store antal i Tyrkiet med.-ult. maj; optræden dog meget uregelmssig, visse år med større flokke i C Anatolien med.maj, i andre år er optræden begrænset til østlige Tyrkiet, hvor flokke på max.7000 er set ult. maj; exceptionelt 27.000 ult. juni ved Van Gölu. I Ø Asien strejfgæst til Andamanerne, Seychellerne og Bangladesh (Cramp & Perrins 1993, Lainer 2006, Wassink & Oreel 2006, Kirwan et al. 2008). I Vest- og Nordeuropa årlig gæst. Om foråret flest ult.maj-pri. juli, hvor ofte adulte fugle. Om efteråret flest ungfugle ult.sept.-med. nov. Fåtallig trækgæst i UAE og Oman. 289. Black-naped Oriole Oriolus chinensis diffusus 1997: Ved Beidaihe 3.5 1 Legation Gully. På Happy Island 13.5 1 hun - 14.5 12 trk. (heraf 6 hanner + 2 hunner), 16.5 2, 17.5 1 trk. og 18.5 21 (flere trækkende). 2008: 7.5 4 Magic Wood, Laoting. På Happy Island 10.5 3 – 11.5 10 – 12.5 12 – 13.5 1 trk. + 7 rst. – 14.5 6 – 15.5 7 – 16.5 2. Ret almindelig yngletrækfugl og trækgæst ((pri.) med. maj-pri. juni/aug-pri. okt.). Yngler i skove mellem 800 og 200 meters højde, således almindelig omkring Beijing. På forårstrækket flest med.-ult. maj. Dagsmax. på Happy Island er 80 eks. 13.5 2005, 50 eks. 12.5 2001, 39 eks. 17.5 2007 og 30 eks. 15.5 1997. Ved Beidaihe er dagsmax. 38 eks. 18.5 1994, 35 eks. 16.5 2006, 30 eks. 19.5 2007 og 25 eks. 18.5 2004. Ved tianjin er dagsmax.20 eks. 23.5 2005 Jianghai. Om efteråret flest pri-med. sept., ved Beidaihe dagsmax. 76 trk. 1.9 1987, 70 rst. 3.9 1987 og 63 eks. 4.9 1990. På Happy Island er dagsmax. 90 eks. 4.9 1994, men herefter hurtigt i fladende antal. Enkelte til okt., f.eks. 8 eks. 3.10 2007 Happy Island, exceptionelt til ult. okt. (Thalund et al. 1994, Pettersson 2000, China Ornithological Society 2005-2006, Marr & Andrews 2006, 2007, Frich et al. 2007). Yngler fra Indien og østpå gennem Asien, nordpå til Transbaikal, Mongoliet, det meste af Kina samt i SØ Asien mod sydøst til Sunas, Phillippinerne og Sulawesi. Forlader ynglepladserne i aug.-sept. De nordøstlige populationer overvintrer i SØ Asien okt-ult.marts (Wells 2007). Sjælden trækgæst i Japan med. maj-med. juni. Ankommer til ynglepladserne maj-pri. juni. Strejfgæst mod nord til Sakhalin. Repræsenteret af formen diffusus, der yngler i det meste af Ø Kina, og overvintrer i S Kina, NØ Indien og SØ Asien.

På størrelse med Pirol. Hannen er en smuk gul fugl med sort maske mellem øje og nakke, sorte vinger og hale og lyserødt næb. Har i flugten tydelige gule felter ved baserne af hånd- og armsvingfjer. Hunnerne er grønne. Sangen ligner Pirolens O. oriolus, men lidt hæsere. Hørt i Beidaihe indtil august. Det katteagtige kald ligner Pirolens (Hemmingsen & Guildal 1968). 290. Black Drongo Dicrurus macrocercus cathoecus 1997: På Happy Island 14.5 1, 15.5 7 trk. + 1 mudflats, 16.5 5 (heraf 2 indtrk.), 17.5 10 og 18.5 14. 18.5 2 Beigan-Tang Shan – 19.5 1 Huillonguan Hotel, Beijing. 2008: På Happy Island 9.5 1 trk. – 10.5 3 – 15.5 1. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (pri. maj-med. juni/med. aug-med.okt.). Om foråret flest ult.maj-pri. juni, dagsmax. 22 eks. 25.5 1994 Beidaihe og 21 eks. 27.5 2001 Happy Island. Om efteråret er største antal 200 eks. 21.8 2005 Kangxi Grasslands, Beijing. Ved kysten flest pri-med. sept., ved Beidaihe dagsmax. 105 eks. 11.9 1990, 94 trk. 7.9 1986 og 65 eks. 10.9 1986, på Happy Island 45 eks. 10.9 1994. Kun få ses efter ult. sept. Var formentligt mere almindelig tidligere; nævnt som ”extremely abundant” i 1920´erne om efteråret (La Touche 1925); data fra 1940´erne stemmer dog fint med nuværende optræden (Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1990, Thalund et al. 1994, Forsyth & Moffatt 2001). Yngler mellem Pakistan, Indiske Subkontinent og SØ Asien østpå til Java og Bali samt nordpå til Jilin, Kina; ynglede tidligere i SØ Iran. De nordlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne aug.-sept., og overvintrer mellem Indien og SØ Asien mod syd til Singapore, NV Borneo og Sumatra. I Henan kulminerer trækket med.-ult. aug. Stort gennemtræk (11.000) ved Chumpong, S Thailand ult.sept.-med. nov. 2003, på den Malayiske Halvø returtræk pri. marts.-pri.maj. Ankommer til ynglepladserne med.maj-pri. juni. Strejfgæst til Sydkorea, Japan, Ussurien og Oman (3); fund fra UAE regnes som undslupne fangenskabsfugle (Richardson 1990, Eriksen et al. 2001, Wells 2007). En karakteristisk sort fugl med lang, let kløftet hale. Halens spidser bøjer let opad, hvilket især er påfaldende i den ret langsomme, flagrende flugt. Optræder aggressivt overfor større fugle, der tit søges drevet bort med adrætte angreb fra flugten. Adult er sort med mørkt rødbrune øjne. Juvenil ligner adult, men har let lysskællet bug og gråtonet overgump. Et almindeligt indslag over store dele af S og SØ Asien, hvor den ses i åben skov og åbent land, ofte tronende på telefontråde eller i busktoppe. Sangen er en klar fløjten: kee-kweerwit o. lign. Kaldet er sammenlignet med en knirkende dør eller en ”cracked violin” (Hemmingsen & Guildal 1968). 291. Sprangled Drongo Dicrurus hottentottus brevirostris 1997: På Happy Island 17.5 2 og 18.5 2. 2008: 15.5 1 Happy Island. Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (med.marts-pri.juni/med. sept.-ult.nov), Yngler bl.a. Zushan, hvor 8-10 eks. 16-17.5 2006, Laoling, hvor max. 6 eks. 19.5 1994 og 8-10 eks. 16-17.5 2006; og Donglingshan, hvor max. 8 eks. 21.5 2004. Ved kysten sjælden, men årlig trækgæst; 42 ”bird-days” Beidaihe 18.3-2.4 1985 (Willams 2000), dagsmax. 3 eks. 17.5 2004 Happy Island. Om efteråret kun set enkeltvis (Williams 2000, Marr & Andrews 2004, China Birdwatching Society 2005). Yngler i åben skov i C og S Kina nordpå til Hebei og vestpå til NØ Indien og Bangladesh, lokalt i tætte bestande i s Kina; bl.a. 60 eks. 13-14.6 2003 Tanjiaqiao, Anhui. De nordlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne i sept., og overvintrer i S Kina, S og SØ Asien mod syd til C Thailand. I Goa fåtallig (sept.) pri. nov-pri. feb.(marts-april) (Lainer 2004), men i Maharasthra blot sjælden gæst (Prasad 2006). Ankommer til ynglepladserne april-maj. Strejfgæst i Korea, Japan og russisk Fjernøsten. Større og kraftigere med bredere hale end Black Drongo (”Mellemkjoveudgave” af denne!) med mere metalskinnende sortblå krop og dækfjer, i kontrast til matttere sorte sving- og halefjer. Har lange, trådagtige issefjer, som ”sparsom utrimmet behåring” (oldhippie). Den lange, brede hale har let kløft og tydeligt opadbøjede, runde halehjørner, der giver halen et lyre-agtigt udseende. Sangen er en serie af hæse toner, der overgår i klokkeagtige forløb; varierer fra individ til individ. Kaldet er et ret svagt tsi-vit, undertiden i mere sammensat serie (Rasmussen & Anderthon 2005). 292. Ashy Drongo Dicrurus leucophaeus leucogenis 1997: 18.5 1 rst., og senere trækkende Happy Island. Sjælden gæst, følgende fund: 18.5 1997 Happy Island - 19.5 1995 Beidaihe - 20.5 2001 Happy Island -3.10 2003 Eastern Suburbs Airport, Tianjin - 15.5 2005 Magic Wood - 16.5 2005 1 Happy Island. (Arlow 2005, Bisschop 2005). Yngler mellem Ø Afghanistan og Kina, samt i SØ Asien østpå til Lombok og Palawan. I området repræsenteret af formen leucogenis der yngler i Ø Kina nordpå til Heilongjiang samt i SØ Kina. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer mellem NØ Indien (sjælden) og SØ Asien mod sydøst til Singapore. Strejfgæst til Sydkorea, Japan og Taiwan. Formen leucogenys er en grå drongo med lang kløftet hale (lidt mindre tydeligt end hos Black Drongo) og lys, mejseagtig maske omkring øjet. Partierne omkring næbbet er sorte. Bagbugen er lysegrå. Alle aldre ret ens, men juvenil

har lidt svagere lys maske og svagere halekløft. Sangen er en serie varierende toner, der indeholder såvel blide som knirkende forløb. Kald bl.a. et hæst gzzrt og en klangfuld serie af toner, der kan minde om kald fra accipiter-høg. Former fra Sydasien er betydeligt mørkere og mere ensartede. De ligner matte udgaver af Black Drongo, og er almindelige i skov (hvor Black Drongo træffes i mere åbent landskab). Disse bør regnes som artsmæssigt forskellige fra leucogenys. 293. Red-billed Blue Magpie Urocissa erythrocyncha brevivexilla 1997: Ved Beidaihe 29.4-10.5 dagligt max. 6 Legation Gully og max.12 Lighthouse Point. 2008: 30.4 6 Bai He – 1.5 9 Xianlongmen. Ved Beidaihe 2-6.5 dagligt max. 6 Jin Shan Hotel/Fields – dagligt max. 20 Friendship Hotel – 3.5 1 Beidaihe-Yang He – 4.5 4 Lotus Hills. Almindelig ynglestandfugl i parker, haver og skove, gerne i kuperet terræn. Ved Beidaihe hyppigst ved Lotus Hills, hvor flokke på 15-20 ses regelmæssigt, men i øvrigt ved alle området med træer og buske. Største antal er 300 eks. 1.12 2007 Yongding He og 40 eks. 25.12 2004 Badachu, Beijing Formentligt tiltaget langs kysten i nyere tid. I 1940´erne ingen observationer fra selve Beidaihe, og kun observation 11.8 1942 flok i Pei-niu-ting bjergene nord for Beidaihe. Ynglestandfugl mellem Himalaya, Burma, N Thailand, Nordvietnam og Ø Kina. Påfaldende blå og ekstremt langhalet, slank kragefugl med rødt næb og brede hvide halespidser. Den lange, næsten slæbende haleligner visse fasaners. Færdes gerne i larmende småflokke i konstant bevægelse. Lige så karakteristisk arten er m.h.t. udseende, ligeså forvirrende kan dens mange skrigende og kaglende kald være. Kaldene er beskrevet som et metallisk pehn, der gerne gentages i kort serie, og ved uro overgår i en hæs, latteragtig serie (Madge & Burn 1998). Et utal af andre stemmer forekommer dog, inklusive mere eller mindre vellykkede forsøg på imitationer af andre fugle. I området repræsenteret af formen brevivexilla.. Mattere og lysere gråblå på oversiden end nominatfomen og formen magnirostris fra Nepal og længere sydpå i Kina, og med mindre hvid nakkeplet (Madge & Burn 1998, egne obs. Nepal og Sikkim). 294. Blåskade Cyanipica cyanea interposita Azure-winged Magpie 1997: 28.4 1 Beijing. 2008: 27.4 3 Den Forbudte By, Beijing 27.4 10 Bei Dai Park, Beijing – 28.4 20 Sommerpaladset, Beijing – 28-29.4 dagligt max. 15 Yanquin – 29.4 4 Great Wall, Badaling -30.4 2 Huairou – 1.5 1 Beijing – 17.5 1 Beijing. Almindelig ynglestandfugl i Beijing og omegn, hvor store flokke undertiden ses. Største antal er 280 eks. 24.12 2006 Yuanmingyuan, 200 eks. 7.1 2004 Zizhuyuan Park, 165 eks. 17.10 2004 Sommerpaladset og 165 eks. 23.9 2007 Tiantan Park. Det er antydet, at bestanden kan svinge noget, og mindre invasioner forekomme. Ikke nævnt fra lokaliteter ved Beijing i 1920´rne, hvor den var almindelig midt i 1940´erne (Hemmingsen & Guildal 1968). Ved kysten sporadisk gæst, ved Beidaihe kun spredte observationer, dog to fund af 5 fugle fra april, desuden 12.5 2005 Lotus Hills, Beidaihe og 12.5 2007 Lotus Hills, Beidaihe. Yngler i Nordøstasien fra Baikal østpå til C Japan, samt i Ø Kina til syd for Shanghai. Desuden geografisk isoleret bestand på den Iberiske Halvø. I forhold til iberiske fugle har østasiatiske fugle lysere, mere gråtonede blå partier og lidt mørkere brun underside. De iberiske fugle findes i korkegeskove, nåleskove og frodige løvskove, hvor fuglene i Kina synes at være hyppigere i bymæssige områder som parker (egne obs. Kina, Korea, Spanien) . Formentligt bør de iberiske fugle regnes som egen art: Iberisk Blåskade C. cooki (Brazil 2009). 295. Skovskade Glandarius garrulus pekingensis Eurasian Jay 2008: 1.5 1 Xiaolongmen. Almindelig ynglestandfugl. Mere ustadig ved kysten, hvor dagsmax. 12 eks. 11.11 1989 Lotus Hills, Beidaihe (Williams 2000). Yngler gennem Europa, NV Afrika og Asien i flere former. I området repræsenteret af formen pekingensis, der tilhører den nordøstasiatiske ”overgruppe” bispecilaris. Er i forhold til vestlige populationer varmere rødbrun, især på hovedet, der er ret ensartet med smal, men distinkt sort skægstribe, og sorte øjne. Issen er utegnet eller ganske svagt sortstribet. Håndsvingfjerenes lyse felter er lyseblå med sorte tværbånd, ligesom hånddækfjerene. Hos vestlige populationer er vingefeltet hvidt, hånddækfjerene blå med sorte tværbånd ((Madge & Burn 1998). Store regionale forskelle i udseende antyder, at komplekset bør opdeles i flere arter, men nærmere undersøgelser er påkrævet. Note: Nøddekrige Nucifraga caryocatactes (Spotted Nutcracker). Sjælden ynglefugl i nåleskov i bjergene, bl.a. ved Wulingshan og Quinhindao samt i bjergskovene vest og nordvest for Beijing (Donglingshan, Baicaoban, Songshan, Xiaowutaishan (hvor max. 20 eks. 1.9 2006). Ved kysten uregelmæssig gæst, der optræder i invasioner, ved Beidaihe således 187 ”bird-days” 19.9-15.11 1988; normalt kun <10 pr. efterår. Om foråret tilfældig gæst: april 1912 Chi`en An – 18.5 2005 Friendship Hotel, Beidaihe. Tilfældig gæst på Happy Island 12.10 2000. Yngler gennem nordlige del af Palearktis mellem Sverige og Japan, i Ø Asien mod syd til N Burma og NØ Indien. I området repræsenteret af formerne macrorhynchos (Tyndnæbbet Nøddekrige; vintergæst) samt interdicta (ynglefugl). Macrorhynchos ligner Tyknæbbet Nøddekrige (formen brachyrhynchos; bl.a. Skandinavien), men har kortere,

stæreagtigt næb med lige undernæb og lige næbflige; Tyknæbbet har bredere og mere krageagtigt næb med let buet undernæb (tydeligst i yderdelen) og ofte ”sur bue” på næbfligene. Hovedet virker relativt slankere og øjet mindre. Desuden er hvide pletter på især ansigt og bryst typisk bredere og mere udflydende. Halen har bredere hvid spids, der ofte inkluderer et komplet hvidt halebånd; hos Tyknæbbet har især de mellemste halefjer smallere hvide spidser, der i felten ser ud til at mangle. På yderste halefjer dækker hvidt spidsen ca. halvdelen af halefjeren (1.9-3.4 cm.) hos Tyknæbbet mindre, ca. 1/3 (1.2-2.5 cm.) (Hemmingsen & Guildal 1968, Svensson 1992). Interdicta har endnu bredere hvidt på de yderste halefjer; 5.5.7.4 cm, hvorved halen set fra undersiden bliver næsten renhvid. Dragten er generelt mørkere med bedre adskilte hvide pletter, som hos Tyknæbbet Nøddekrige, samt mere ensartet mørkebrun bug. I østlige Himalaya findes formen macella, der har næsten ensartet mørkebrun bug, kortere og mere trekantet næb, bredere hvide pletter på ansigt og bryst samt brede hvide halesider (set fra undersiden virker halen hvid, fra oversiden hvid med sort midterstribe). De østasiatiske former med overvejende hvide halesider kandiderer til artsstatus. 296. Husskade Pica pica sericea Common Magpie 1997: Almindelig, ved Beidaihe flest 28.4-10.5 dagligt max. 10 Jin Shan Hotel - 29.4 25 Reservoiret. Ingen på Happy Island. Desuden 8.5 9 Tang Shan-Beijing – 19.5 15 Huillonguan Hotel, Beijing. 2008: Almindelig, flest 29.4 20 Yanquin-Kangxi Grasslands – 29.4 40 Kangxi Grasslands – 30.4 10 Huairou- 30.4 25 Huairou – Bai He – 30.4 5 Bai He – 1.5 17 Changping-Beijing – 1.5 10 Beijing - 2.5 20 Beijing-Beidaihe. Ved Beidaihe flest 2-6.5 dagligt max. 15 Reservoiret – dagligt max. 31 Jin Shan Hotel/Fields – dagligt max. 25 Friendship hotel – 5.5 10 Yang He Woods – 6.5 12 Dongshan Hotel. 7.5 10 Beidaihe-Laoting. – 7-16.5 dagligt max.10 Happy Island. Almindelig ynglestandfugl, evt. trækgæst (okt.-nov). Ses året rundt, men i størst antal om efteråret, hvor dagsmax. er 100 eks. 19.10 1986 Reservoiret, Beidaihe, 100 eks. 3.10 2004 Beidaihe og 100 efteråret igennem ved Hengho fishponds. Ved Beijing jævnligt store antal, således jævnligt op til 300 okt.-feb. Shahe Reservoir, 200 eks. 14.12 2004 Juma River, 200 eks. 16.3 2006 Yeya Hu og op til 150 Sommerpaladset. Aktivt træk ses lejlighedsvis, især med. okt.-pri.nov. Yngler fra Europa gennem Asien, samt i Nordamerika. I området repræsenteret af formen sericea (Ø og S Kina, Taiwan og S Japan. Strejfgæst til Vietnam, Laos og Thailand). Ligner pica (V Europa), men mindre og mørkere med relativt kortere næb og hale, tydeligere blå metalglans på mellemste halefjer og mørkere grøn metalglans på armsvingfjerene (Cramp & Perrins 1994). Kaldet er langsommere med bedre adskilte toner. Optræder hyppigere i småflokke (Ebels 2003). Nyere undersøgelser antyder, at de østlige former bør regnes som anden art end fugle fra vestlige populationer. Vi bemærkede i 2008 en del fugle med grå frem for hvide dragtindslag. Lokalt dominerede disse, og det blev fremført, at det kunne skyldes forurening fra ”snavsede” natkvarterer. Imidlertid havde nogle også minimal udbredelse af hvidt på svingfjerene i forhold til normen. 297. Sibirisk Allike Coloeus dauuricus Daurian Jackdaw 1997: 15.5 36 2k/sorte i flok trk. Happy Island. 2008: 29.4 8 sorte Yanquin-Kanxhi Grasslands. Almindelig træk- og vintergæst (ult.sept.-ult.nov/ult.feb.-med. maj (ult. maj/pri.juni)), eventuelt meget lokal ynglefugl (N Hebei). Om foråret flest marts-med. april, ved Beidaihe 555 ”bird-days” 16.3-31.5 1985, ved Beidaihe dagsmax. 84 24.3 1994. Pri. maj fortsat småflokke, men kun enkeltindivider efter 15.5. Om sommeren er bl.a. iagttaget 2000 eks. 10.7 2004 Yudaokou FF, Weichang i Hebei. Om efteråret hyppigere. De første er ved Beijing set 25.9, ved Beidaihe 5-10.10, og trækket kulminerer med.-ult.okt-pri. nov. Ved Beidaihe f.eks. 11.712 ”bird-days” 10.10-16.11 1986. Dagsmax. 3175 trk. 21.10 1986, 1398 trk. 31.10 1989 og 1175 trk. 29.10 1986. Tidligste større antal er 1167 trk. 15.10 1989. Ved Beijing er største antal under trækket 13.000 flyvende nord om aftenen 14.10 2007 Tongzhou, 5.000 eks. 30.10 2004 Ba He, 1500 eks. 13.10 2005 Baiwangshan, 1500 eks. 16.10 2005 Shahe Reservoir, 564 19.10 2007 Shahe Reservoir og 500 eks. 30.10 2004 Hanshiqiao Reservoir. Almindelig vintergæst i åbent landskab, flokke på 2-3000 er iagttaget ved Beijing i dec.-feb., bl.a. 3650 trk. til overnatning 27.12 2004 mellem Tongzhou og Sihui (se også ovenfor) og 1800 eks.2.1 2006 Shidu (Wilder & Hubbard 1926, Wilder 1938, Hemmingsen & Guildal 1968, Williams 1989, Thalund 1994, Bertilsson et al. 1998, China Ornithological Society 2004-2007). Findes i to faser: broget (sort/hvid) og sort. Den brogede fase er altdominerende i flokke af overvintrende fugle og almindelig på forårstrækkets tidlige del (ult.feb-marts). Sorte faser optræder på efterårstrækket i stor set ligelig fordeling i forhold til brogede fugle, men er i mindretal om vinteren. På trækkets senere del, fra med. –ult. marts, er sort fase stort set enerådende. Af 146 fugle med.marts-pri.juni 1994 var blot 5 brogede, resten sorte. Den brogede fase er dog sjældent set i maj, bl.a.1 med 2 mørke 13.5 1998 Happy Island. Alle observerede fugle i 1997 og 2008 var sorte. 3 i Sydkorea feb. 2007 var brogede (egne obs. Sydkorea). Par iagttaget 31.5 2003 ved Songshan antyder muligvis ynglen (Andersson 2003b).

Yngler i S Sibirien østpå til Amur og Ussurien, og sydpå til N og V Kina samt Mongoliet. De nordlige bestande er trækfugle, der forlader ynglepladserne med.sept.-pri. nov, og overvintrer mod syd til S Kina, Korea og S Japan, i Kina kun almindeligt i landets nordlige halvdel. Overvintrer desuden vestpå til Turkestan, mere tilfældigt vestpå til Kasakhstan (okt.-april) og sydpå til Taiwan. Strejfgæst til Hong Kong. Ankommer til ynglepladserne med.feb.-april. Strejfgæster er truffet enkelte gange i Europa april-maj (Holland 2, Sverige 1, Danmark 1, Norge 1, Finland 2, Frankrig 1), formentligt efter at være ankommet til Europa foregående efterår og overvintret i selskab med Alliker (Breife et al. 2003). Dog er de hollandske, det franske og det danske fund fra 1995-1997, og kan være af det samme individ. Alle fund er af den sort/hvide fase. Broget fase adult er sort med hvid til gråhvid underside til nakke. Ligner Allike med hvide dragtindslag, hvor Gråkragens er grå. Yngre fugle har hvide partier mere gråt- til brunonede, og fra om vinteren mere slidte, bruntonede svingfjer. (Leader 2003). Sort fase adulte er sort med sølvgrå striber bag sorte øjne (striber går højere op mod issen end hos Allike C. monedula). Det er nævnt, at kun ungfugle er sorte (Shaw 1939, Madge & Burn 1998), men adult af sort fase synes at forekomme i hidtil ikke undersøgte områder (Leader 2003). Ungfugle ligner adult, men er mattere gråsorte. Alle Sibirisk Allike har mørke øjne (kun mørke hos juvenil Allike, i øvrigt hvidgrå). Jizz og stemme som Allike. 298. Large-billed Crow Corvus macrohynchus mandchuricus/colonorum 2008: 27.4 12 Beijing – 28.4 4 Beijing – 29.4 1 Great Wall, Badaling – 30.4 1 Huairou – 30.4 5 Bai He – 1.5 2 Xianlongmen – 1.5 5 Xianlongmen-Changping. Almindelig ynglestandfugl i bjergegne og omkring Beijing, f.eks. ved Sommerpaladset og den forbudte By. Største antal er 500 eks. 26.10 2007 Tiantin Park, Beijing og 104 eks. 22.10 2005 Kangxi Grasslands. Ved kysten sjælden, flest efterår og vinter, men kun i små antal. Sort med langt, tydeligt krummet næb. Ligner i fomen en meget stor Råge frem for den mere kompakte Sortkrage. Kaldet er et nasalt kwaw kwaw, der tit gentages. I klangen ravneagtigt, men mere åbent. Yngler mellem Himalaya og Japan, incl. det meste af Kina, og sydpå til Malaysia, østpå til Philippinerne og Timor. Generelt større med kraftigere, mere krumt næb end lavlands-modstykket Jungle Crow C. (m) levaillantii fra det Indiske subkontinent nordpå til Nepals terai, der afviger ved mere nasalt kald: nyARK, nyARK (Rasmussen & Anderthon 2005). Visse bestande har mere ravneagtigt kald, som hørt fra de store, ravneagtige former tibetosinensis og intermedius i Solu-Khumbu, Nepal (egne obs. april 2001). 299. Sortkrage Corvus corone orientalis Black Crow 1997: 30.4 1 Lighthouse Point, Beidaihe. 2008: 30.4 6 Huairou – Bai He – 30.4 4 Bai He – 30.4 1 Beijing-Xianlongmen – 1.5 10 Xianlongmen-Changping. Ret almindelig ynglestandfugl og træk-vintergæst (pri.okt-ult.nov/med.marts-pri.maj). På trækket om foråret i ret små antal; 282 trk. 14-31.3 1994 Beidaihe, om efteråret flere. Efterårstrækket kulminerer ult.okt.-med. nov., dagsmax. ved Beidaihe 220 trk. 22.10 1987 og 110 trk. 24.10 1987. Om vinteren store flokke omkring Beijing og i Tianjin, største antal er 3500 eks. på natkvarter mellem Gongzhufen og Yongding Road, Western Chang An Street, Beijing, 2000 eks. 10.3 2007 Chang´an road - 1000 eks. 12.3 2005 Shahe Reservoir og 300 eks. 13.3 2004 Tianjin City. Repræsenteret af formen orientalis, der yngler i Ø Asien og Japan mod syd til Korea og Hebei, og vestpå til Iran syd for Aral, Uzbekistan, Kasakhstan og vestlige Altai. I Kina almindeligst i landets vestlige del, hvor flokke på op til 300-400 kan ses. Strejfgæst mod syd til Taiwan og N Vietnam. Ligner corone (Vesteuropa), men lidt større med mere kileformet hale og kortere, tykkere næb (Parkin et al. 2003). Forskelle i DNA mellem corone og orientalis antyder, at de to former evt. kan opdeles i en østlig og en vestlig art, men yderligere undersøgelser er påkrævet (Parkin et al. 2003). Note: Råge Corvus frugilegus pastinator (Rook). Almindelig trækgæst og fåtallig vintergæst (pri.okt-med.nov./ult.feb.-pri.maj), tidligere ynglefugl ved Beidaihe. Om foråret kun i små antal, men om efteråret almindelig, flest ult.okt-pri.nov. ved Beidaihe, hvor dagsmax. 392 trk. 25.10 1990 og 384 trk. 31.10 1989. 10.10-19.11 1986 taltes 31.938 trk. Råge/Sortkrage Beidaihe, flest 9238 eks. 21.10; formentligt overvejende Råge (Williams 1986). Småflokke overvintrer. Aftaget stærkt i antal; tidligere nævnt i ”sky-agtige” flokke på op til 10.000 ult.okt.pri.nov, samt store ansamlinger ult.feb.-marts, mange på morgen- og aftentræk. Angives som ynglefugl i Beijing-området (La Touche 1925, Hemmingsen & Guildal 1968). Yngler gennem Europa og Asien. I NØ, Ø og C Kina og vestpå til Ø Kasakhstan, Yenisei og C Altai repræsenteret af formen pastinator, der overvintrer i C og S Kina, Korea, C/S Japan samt Taiwan og Hainan. Ligner europæiske fugle, men tøjlen og hagen er befjeret, og den smallere lyse næbrod virker derfor vinkelret afskåret imod ansigtet. Desuden er næbbet mere tilspidset og dragten har generemt rødere purpur metalglans (Cramp & Perrins 1994).

- Ravn Corvus corax (Common Raven). Sjælden gæst, evt. ynglefugl i nordlige del af bjergene. Ved Beidaihe kun enkelte fund: 1 eks. 26.10 1986, 1 eks. 1.11 1986, 2 eks. 16.10 1987 og 1 eks. 18-19.10 1987 (Williams 2000). Nogle af disse er muligvis Large-billed Crow. Yngler gennem store dele af Holarktis. I Østasien repræsenteret af formen kamtschaticus, der yngler i NØ Asien øst for Lena og gennem Mongoliet, NØ Kina til Amur og Hokkaido.Ligner meget nominatformen, men lidt større; forskelle er formentligt for små til at racen bør opretholdes; betegnes som ”a poor race” (Cramp & Perrins 1994). - Collared Crow Corvus pectoralis. Tilfældig gæst: 11.5 2002 Happy Island (Johannessen 2002). Ynglede formentligt tidligere i området, hvor den nævnes at afløse Sortkrage (MacKinnon & Phillipps 2000). Sås i 1940´erne og tidligere i småflokke ved Beijing , bl.a. Western Tombs, men kun sjælden gæst ved kysten (Hemmingsen & Guildal 1968), og siden kun tilfældig gæst. Yngler i Ø og S Kina mod nord til Henan og Anhui, på Taiwan og i Nordvietnam. Nordgrænsen for artens udbredelse ligger i formentligt i det sydlige Hebei. Almindelig i Guangdong, Fujian og Zhejiang. I Hong Kong tilbagegang siden 1990´erne (Carey 1994). En stor, sort kragefugl med hvidt nakke til bagbryst. 300. Alpekrage Pyrrhocorax pyrrhocorax brachypus Red-billed Chough 2008: 30.4 4 Bai He – 1.5 4 Xianlongmen-Changping. Ret almindelig, men lokal ynglestandfugl i bjergene omkring Beijing, hvor max.100 eks. 17.3 2005 nord for Miyun Reservoir og 52 eks. 13.3 2005 Bai He. I øvrigt 15-25 Shanhaiguan og Juma River (China Ornithological Society 2004-2006). Ved kysten sjælden gæst: 20.3 1940 Eagle Rock, Beidaihe – 24.3 1988 Eagle Rock, Beidaihe – 19. 10 1989 1 trk. Beidaihe - 3 14.3 1994 Lotus Hills. Yngler fra V og S Europa gennem mellemste dele af Asien til Kina. I området repræsenteret af formen brachyptus (yngler NØ Kina; strejfgæst til Korea), der har kortere næb end andre former. En adræt, allikestor kragefugl med bred sort vingespids (med lange, fligede fingre) og lang, rødt og buet næb. Ses ofte parvis eller i småflokke, der behændigt og næsten legende flyver langs bjergkamme, udstødende et metallisk kald, der lyder som richotterende pistolkugle. Litteratur: - Addinall, S. 2005: The Amur Wagtail in County Durhan – a new Western Palearctic bird.- Birding World 18: 155-158. - Andell, I. 2008: Kungsfågelsångare – en julklapp från taigan. – Anser 47: 114-118. - Andrews, M. 2006: Magic of migration – spring passage in Beidaihe. – www.rockfowl.com - Alerstam, T. 1982: Fågelflyttning. – Signum, Lund. - Alfrey, P. & M. Ahmad 2007: Short-billed Gull on Terceira, Azores, in February-March 2003 and identification of the ”Mew Gull complex”. – Dutch Birding 29: 201-212. - Alström, P. 1990: Beidaihe 20-27.5 1990. – Regulus Travels. - Alström, P. 1992: Beidaihe 1992. – Regulus Travels. - Alström, P. 1993: Östra Kina maj 1993 – Regulus Travels. - Alström, P. 1994: Happy Island, Beidaihe & Xianghai, maj 1994. – Regulus Travels. - Alström, P. & E. Hirschfeld 1989: Bestämning av tre nordostasiatiska Muscicapa flugsnappare. – Vår Fågelvärld 48: 127-138. - Alström, P. & K. Mild 2003: Pipits & Wagtails of Europe, Asia & North America. – A&C Black. - Alström, P., P. Colston & I. Lewington 1992: En fälthandbok över sällsynta fåglar i Europa. – DominoBooks. - Alström, P. & U. Olsson 1990: Taxonomy of the Phylloscopus proregulus complex. – Bull. Brit. Orn. Club 110: 38-43. - Alström, P. & U. Olsson 1994: Identification of Pallas´s Reed Bunting. – Birding World 7 15-20. - Alström, P. & U. Olsson 1999: The Golden-spectacled Warbler: a complex of sibling species, including a previuously undescribed species. – Ibis 141: 545-568. - Alström, P. & U. Olsson 2000: Golden-spectacled Warbler systematics. – Ibis 142: 495-500. - Andersson, B. 2003a: Donglingshan, Beijing, China, april 2003. – www.club300.se - Andersson, B. 2003b: Songshan, Beijing, China, May 31-June 1 2003. – www.club300.se - Andersson, B. 2004: Xiaolongmen, Beijing, China 11 and 26 January 2004. – www.club300.se - Andersson, B. 2006: Så hittar du fåglarna i mitten av mittens rike. – Roadrunner 14/2: 28-31. - Andersson, B. 2007: Happy Island 16-17 sept. 2006. – www.club300.se - Andersson, B. 2008: Happy Island, Hebei, china 17-18 May 2008. – www.club300.se - Andrews, I.J. 1995: The Birds of the Hashemite Kingdom of Jordan. – I.J. Andrews. - Archipov, V.Y., M.G. Wilson & L. Svensson 2003: Song of Dark-throated Thrush. – British Birds 96: 79-83.

- Arlow, S. 2005: Eastern China 6th-23nd May 2005: Beidaihe, Happy Island, Magic Wood, Ole Peak & Beijing. – www.birdtours.uk. - Arlott, N. 2007: Birds of Europe, Russia, China and Japan. Passerines. – Princeton University Press. - Arlott, N. 2009: Birds of Europe, Russia, China and Japan. Non-passerines. – Princeton University Press. - Arnfield, R. 1994: Beidaihe 14 March – 1. June 1994 - Baker, K. 1997: Warblers of Europe, Asia and North America. – A&C Black. - Bakewell, D. & R. Kennerley 2007: Malaysia´s “mystery” plover. – www.surfbird.com - Bakewell, D. & R. Kennerley 2008: Field charasteristics and distribution of an overlooked Charadrius plover from South-east Asia. – BirdingASIA 9: 46-58. - Baker, K. 1977: Westward vagrancy of Siberian passerines in autumn 1975.- Bird Study 56/8: 40-42. - Bale, S. 2002: Beidaihe (and surrounding areas), Hebei, China, February 9th – 16th 2002. – www.birdtours.co.uk. - Bale, S. 2002: winter birding in eastern and south-western China. – www.surfbirds.com - Bale, S. 2003: Birding Wuling Shan, Hebei, China. – www.birdtours.co.uk - Banerjee, A. 2009: The Demoiselle Cranes Grus virgo of Kheechan, Rajahstan, India. – BirdingASIA 11: 87-89. - Baral, H.S. & C. Inskipp 2005: Important bird areas in Nepal. Key sites for conservation. – Bird Conservation Nepal, Kathmandu. - Barter, M. 2002: Shorebirds of the Yellow Sea –importance, threats and conservation status.- Wetlands International Global Series 9. International Wader studies 12, Canberra, Australia. - Barter, M. 2003: The Yellow Sea and its shorebirds. – Oriental Bird Club Bull. 37: 35-42. - Batty, C. 2004: The Great Knot in Lancashire. – Birding World 17: 332-333. - Bauer, K.M. & U.N. Glutz von Blotzheim 1966: Handbuch der Vögel Mitteleuropas Band 1: Gaviiformes – Phoenicopteriformes. – Akademische Verlagsgesellschaft, Frankfurt am Main. - Bauer, K.M. & U.N. Glutz von Blotzheim 1968: Handbuch der Vögel Mitteleuropas Band 2. Anseriformes (1. Teil). – Akademische Verlagsgesellschaft, Frankfurt Am Main. - Bauer, K.M. & U.N. Glutz von Blotzheim 1969: Handbuch der Vögel Mitteleuropas Band 3: Anseriformes (2. Teil). – Akademische Verlagsgesellschaft, Frankfurt am Main. - Beaman, M. 2006: Birdquest: China in winter 2006. – www.birdquest.com - Beaman, M., S. Madge & K. Malling Olsen 1998: Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. – G.E.C. Gads forlag. - Belik, V.P. 2005: The Sociable Lapwing in Eurasia: what does the future hold? – British Birds 98: 476-485. - Bengtsson, D. 2002a: Stake-out: Nordöstra Kina. – Roadrunner 10/2:60-66. - Bengtsson, D. 2002b: Bestämning av taigagök. – roadrunner 10/3: 18. - Berg, A.B. van den 2009: Calls, identification and taxonomy of Siberian Chiffchaff: an analysis. – Dutch Birding 31: 79-85. - Berg, A.B. van den & C. Bosman 1999: Zeldzame vogels van Nederland. – Pica Press. - Berg, A.B. van den & M. Haas 2008: WP reports. – Dutch Birding 30: 280-288. - Berg, A.B. van den & M. Haas 2008: WP reports. – Dutch Birding 30: 344-357. - Berg, A.B. van den & M. Haas 2009: WP reports. – Dutch Birding 31: 252-259. - Berljin, M. 1995: Identification of Styan´s Grasshopper Warbler in Ussuriland. – Dutch Birding 17: 161. - Berljin, M. 2007: Falcated Ducks in the Netherlands and the WP. – Dutch Birding 29: 139-146. - Bertilsson, P-A., S. Cherrug, H-Å Gustavsson, B. Karlsson, G. Larsson, T. Lindblad & B. Pettersson 1998: Chine May 5th to 21th 1998. – www.club300.se. - Bijlsma, R.G., F. Hustings & C.J. Camphuysen 2001: Algemene en schaarse vogels van Nederland. – GMB Uitgeverei, Haarlem. - Bindrich, F. 2002: Erster deutscher Nachweis des Braunwürgers Lanius cristatus auf Helgoland. – Ornithologischer Jahresberickt Helgoland Band 12: 80-85. - BirdLife International 2001: Threatened birds of Asia: The BirdLife International Red Data Book. – Cambridge, UK. BirdLife International. - BirdLife International 2006: IUCN Red list of threatened species. – BirdLife International. - BirdLife International 2008: Nipponia nippon. – BirdLife International. - Bishop, J. & M. Gray 2002: The Rufous Turtle Dove in Orkney. – Birding World 15: 501-505. - Bisschop, J. 2005: North East China: Happy Island and Beidaihe, 30 April-22 May 2005. – www.surfbird.com - Bjyrkedal, I. & D.B.A. Thompson 1998: Tundra Plovers: The Eurasian, Pacific and American Golden Plovers and Grey Plover. – T. & A.D. Poyser. - Blake, B. & V. Ashby 2009: China, Beidaihe 6-21 May 2009. Priv. tryk. - Blom, E.A.T. 1989: Cuculus cuckoos and the NGS guide.- Birding 21: 183-184. - Boland, R. 2008: Beidaihe & Happy Island – www.wildwings.co.uk - Boogaard, B. van der 2002: Happy Island, China – May 2002. – www.surfbirds.com

- Bourhis, J-F., E. Dekker, G. Ouweneel & L. Steijn 2008: Scaly Thrush Zoothera dauma on the island of Manukan, off Sabah, Malaysia. – BirdingASIA 9: 80-81. - Brace, R. C. 1994: Sightings of Amur Falcon Falco amurensis in northern Thailand. – Oriental Bird Club Bull. 19: 57-58. - Bradshaw, C. 1992: Beidaihe 25 September-10 October 1992. - Bradshaw, C. 2001: “Two-barred Greenish Warbler” on Scilly: New to Britain and Ireland. – British Birds 94: 284-288. - Bradshaw, C., P.J. Jepson & N.J. Lindsey 1991: Identification of brown flycatchers. – British Birds 84: 527-542. - Brazil, M. 2009: Birds of East Asia. Eastern China, Taiwan, Korea, Japan and Eastern Russia. – Christopher Helm, London. - Breife, B., E. Hirschfeld, N. Kjellén & M. Ullman 2003: Sällsynta fåglar i Sverige. – Vår Fågelvärld, supplement nr. 39. Stockholm. - Brewer, D. 2001: Wrens, dippers and thrashers. – Pica Press, Sussex. - Byers, C., U. Olsson & J. Curson 1995: Buntings and sparrows. A guide to the Buntings and North American Sparrows. – Pica Press, Sussex. - Candido, E.P.M. 2006: Chinese Crested Tern: observations of juveniles in the Matsu Archipelago of Taiwan. – BirdingAsia 6: 34-35. - Carey, G.J. 1991: Beidaihe: an Eastern Palearctic hot-spot. – Birding World 4: 242-249. - Carey, G.J. 1993: The status and field identification of Snipes in Hong Kong. – Hong Kong Bird Report 1992: 139-152. - Carey, G.J. 1995: Long-billed Plover: the first record for Hong Kong – Hong Kong Bird Report 1994: 110-112. - Carey, G.J., M.L. Chalmers, D.A. Diskin, P.R. Kennerley, P.R. Leader, M.R. Leven, R.W. Lewthwaite, D.S. Melvill, M. Turnbull Y L. Young 2991: The avifauna of Hong Kong. – Hong Kong Birdwatching Society, Hong Kong. - Carey, G.J. & P. Kennerley 1996: “Mew” Gull: the first record for Hong Kong and the identification and systematics of Common Gull forms in East Asia. – Hong Kong Bird Report 1995: 134-139. - Carey, G. & U. Olsson 1995: Field identification of Common, Pintail, Wilson´s, Pintail and Swinhoe´s Snipes.- Birding World 8: 179-190. - Cederroth, C., C. Johansson & L. Svensson 1999: Taiga Flycatcher Ficedula albicilla in Sweden: the first record in Western Europe. – Birding World 12: 460-468. - Chalmers, M.L. 1986: Annotated checklist of the Birds of Hong Kong. - Hong Kong Birdwatching Society, Hong Kong. - Chan, S., Crosby, M., S. So, W. Dezhi, F. Cheung & H. Fangyuan 2009: Derectory of important bird areas in China (Mainland). Key sites for conservation. – BirdLife International. - Chandler, R. 2009: Shorebirds of the Northern Hemisphere. – Christopher Helm, London. - Chandler, R.J. & H. Shirihai 1995: Kentish Plovers with complete breast-bands. – British Birds 88: 136-140. - Chang-quin, D., D. Wen-ning, Y. Zuo-hua, Z. Yin-sun, X. & Yan-gong 2000: The breeding site and the conservation of the Black-faced Spoonbill in China.- Oriental Bird Club Bull. 32: 14-16. - Chapman, M. 2005: Taiga Flycatcher in Shetland. – British Birds 98: 547-550. - Chappell, L. 2003: The Lesser Sandplover in Hampshire. – Birding World 16: 282-283. - Cheong, T.G. 2008: First sighting of the Amur Falcon Falco amurensis in Singapore. – BirdingASIA 10: 94-95. - Cheong, T.G. 2009: Nordmann´s Greenshank Tringa guttifer reappears in Singapore after a 27-year break. – BirdingASIA 11: 75-79. - Cherrug, S. 1998: China May 5th to May 21th 1998. – www.club300.se. - Chieh-teh, L., C. Shou-hua & F. Woei-horng 2000: Little known Oriental birds: Discovery of a breeding colony of Chinese Crested Terns. – Oriental Bird Club 32: 18-19. - China Ornithological Society 2004: China Bird Report 2003.- China Ornithological Society, Beijing. - China Ornithological Society 2005: Cina Bird Report 2004.- China Ornithological Society, Beijing. - China Ornithological Society 2006: China Bird Report 2005. – China Ornithological Society, Beijing. - China Ornithological Society 2007: China Bird Report 2006. – China Ornithological Society, Beijing. - China Ornithological Society 2008: China Bird Report 2007. – China Ornithological Society, Beijing. - Choi, C.y. & H.Y. Nam 2008: Breeding density of Chinese Sparrowhawk Accipiter soloensis in Korea. 5th sympositum of Asian Raptors, Vietnam. - Chong, M. 2000: Asian raptor migration areas and population survey (Asian Raptor M.A.P.S.): cooperative raptor migration in haze project: autumn 1999 report summary. – Bull. Asian Raptor Res. Cons. Network 1: 12-15. - Choudhury, A. 2000: The birds of Assam. Guwahati India. - Gibbon books/WWF India North-East Regional Office. - Choudhury, A. 2008: Black Baza Aviceda leuphotes: first confirmed record for Bhutan. – Forktail 24: 109-110. - Choudhury, A. 2009: Significant recent ornithological records from Manipur, north-east India, with an annotated checklist. – Forktail 25: 71-89.

- Christensen, J.S. & P. Lange 2007: Fugle i Danmark 2005 og 2006. – Fugleåret 2006. DOF. - Christides, L. & W.E. Boles 2008: Systematics and taxonomy of Australian birds. – Melbourne. - Clark, W.S. 2003: Adult male Oriental Honey-buzzards (race torquatus) have yellow eyes. – Oriental Bird Club Bull. 37: 50-51. - Cleere, N. & D. Nurney 1998: Nightjars. – Pica Press, Sussex. - Clement, P., A. Harris & J. Davis 1993: Finches & Sparrows. An identification guide. – Christopher Helm/A&C Black. London. - Clement, P. &. R. Hathway 2000: Thrushes in Thailand. – OBC Bull. 31: 29-40. - Clement, P. & R. Hathway 2000: Thrushes. – A&C Black/Christopher Helm. London. - Clements, J.F. 2005: Birds of the World: a checklist. – Sussex. - Collar, N.J. 2005: Changes in species-level taxonomy of Asian birds in 2004,with other notes. – BirdingASIA 3: 35-40. - Collar, N. et al. 2001: Threatened birds in Asia: the Birdlife International Red Data Book. – Birdlife International, Cambridge, U.K. - Collar, N. & M.J. Crosby & A.J. Stattersfield 1994: Birds to watch 2: the World list of threatened birds. - BirdLife international (Conservasion series 4), Cambridge, U.K. - Collar, N. & B.R. Sykes 2009: Lost, found and saved – OBC conservation: the next 25 years. – BirdingASIA 11: 41-46. - Collinson, M. 2001: Greenish Warbler, “Two-barred Greenish Warbler” and the speciation process. – British Birds 94: 278-283. - Collinson, M., A.G. Knox, D.T. Parkin & G. Sangster 2003: Specific status of taxa within the Greenish Warbler complex. – British Birds 96: 327-331. - Constantine, M. & the Sound Approach 2006: The sound approach to birding – Dorset. - Corell, M. 2007: Gör helt rätt – finn fem fel! – Roadrunner 15/4:47. - Corso, A. 1998: Pintail Snipe in Sicily – a new European bird. – Birding World 11: 435-437. - Corso, A. & G. Catley 2002: Separation of transitional second calendar-year Red-footed Falcon from Amur Falcon. – Dutch Birding 25: 153-158. - Cottridge, D. & K. Vinicombe 1996: Rare birds in Britain and Ireland. A photographic record. – HarperCollins Publishers. - Cramp, S. & D.J. Brooks (red.) 1985: The Birds of the Western Palearctic vol. IV. – Oxford University Press. - Cramp, S. & D.J. Brooks (red.) 1988: The Birds of the Western Palearctic vol V. – Oxford University Press. - Cramp, S. & D.J. Brooks 1992 (red.): The Birds of the Western Palearctic vol VI. – Oxford University Press. - Cramp, S. & C.M. Perrins (red.) 1993: The Birds of the Western Palearctic, vol. VII. – Oxford University Press. - Cramp, S. & C.M. Perrins 1994 (red.): The Birds of the Western Palearctic Vol. VIII.- Oxford University Press. - Cramp, S. & C.M. Perrins 1994 (red.): The Birds of the Western Palearctic Vol IX. – Oxford University Press. - Cramp, S. & K.E.L. Simmons 1977 (red.): The Birds of the Western Palearctic, vol. I. – Oxford University Press. - Cramp, S. & K.E.L. Simmons 1980 (red.): The Birds of the Western Palearctic, vol. II. – Oxford University Press. - Cramp. S. & K.E.L.Simmons 1983 (red.): The Birds of the Western Palearctic, vol. III. – Oxford University Press. - Crosher, J. 1999: The Brown Shrike in County Kerry. – Birding World 12: 483-485. - David, A. & M.E. Oustalet 1877: Les oiseaux de la Chine. – Paris. - Dean, A.R. & L. Svensson 2005: “Siberian chiffchaff” revisited. – British Birds 98: 396-410. - DeCandido, R., C. Kasorndorkbua, C. Nualsri, C. Chinuparawat & D. Allen 2008: Raptor migration in Thailand. – BirdingASIA 10: 16-22. - DeCandido, R. & C. Nualsri 2009: Timing and abundance of Grey-faced Buzzards Butastur indicus and other raptors on northbound migration in southern thailand, spring 2007-2008. – Forktail 25: 90-95. - DeCandido, R., C. Nualstri & D. Allen 2004: Migration of Black Drongo Dicrurus macrocercus in southern Thailand in autumn 2003. – Forktail 20: 143-144. - DeCandido, R., C. Nualstri, D. Allen & K.l. Bildstein 2004: Autumn 2003 raptor migration at Chumphon, Thailand: a globally significant raptor migration watch site. – Forktail 20: 49.54. - Deignan, H.G. 1931: The Birds of the Chiengmai Region. – Journal of the Siam Society. Natural History Supplement 8, vol. 3. - Deignan, H.G. 1945: The birds of Northern Thailand. – Bulletin of the United States National Museum 186. Washington. - Delin, H. & S. Haavisto 1999: Alhagshägern – ingen vanlig häger. – Roadrunner 4/3: 23-25. - Dernjatin, P. 2008: Identification of Dusky, Sooty and Grey-streaked Flycatcher. – Alula 14:xx-xx. - Dernjatin, P. & M. Vattulainen 2001: Beidaihe ja Happy Island. Memories from the years 1997-2000 – Alula 6: 94- 108.

- Dernjatin, P., M. Vattulainen, B. Johansson, J. Parkis & B. Pettersson 2008: Spring migration on the archipelago of Shanghai. – Alula 3/2008: 98-107. - Dernjatin, P., M. Vattulainen, A. Lindholm & A. Forsten 2007: Identifying Arctic and Greenish Warblers.- Alula 1/2007: 1-9. - Deutsche Seltenheitskommission 2005: Seltene Vogelarten in Deutschland 1999.- Limicola 19: 1-63. - Deutsche Seltenheitskommission 2006: Seltene Vogelarten in Deutschland 2000. – Limicola 20: 281-352. - Dierschke, J. & F. Heintzenberg 1994: Happy Island and Beidaihe bird report 28/08/1994-28/9 1994.- priv.tryk. - Dietzen, C. 1995: Eine Weissbrauendrossel Turdus obscurus auf Helgoland. – Prnothol. Jbeg. Helgoland 5: 59-61. - Dix, T. 1990: Long-toed Stint in the Western Isles. – Birding World 3: 310. - Doherly, P. 1998: Eastern rarities: the birds of Beidaihe. – Bird Images video. - Driessens, G. & L. Svensson 2005: Identification of Collared Pratincole and Oriental Pratincole – a critical review of characters. – Dutch Birding 27: 1-35. - Drijvers, R. 1997: Beidaihe & Happy Island 1-23 May 1997. - Duckworth, J.W. 2004: Eight new birds to DRP Korea. – Forktail 20: 116-120. - Duckworth, J.W.2009: Eight new birds for Laos. – Forktail 25: 96-103. - Duckworth, J.W. & N. Moores 2008: A re-evaluation of the pre-1948 Korean breeding avifauna: correcting a “founder-effect” in perceptions. – Forktail 24: 25-47. - Duckworth, J.W. & R.J. Tizard 2003: W.W. Thomas´s bird records from Laos, principally Vientiane, 1966-1968 and 1981-1983. – Forktail 19: 63-84. - Duin, G. van 2006: China, 29 april – 7 maj 2006. – www.travellingbirder.com - Dymond, J.N., P.A. Fraser & S.J.M. Gantlett 1989: Rare birds in Britain and Ireland. – T. & A.D. Poyser. - Dymond, n. 2008: First confirmed record of Alström´s Warbler Seicercus soror in Laos, with comments on its status in South-East Asia. – Forktail 24: 129-131. - Eaton, J. & F.E. Rheindt 2009: Long-billed Plover Chahadrius placidus nesting in its Himalayan wintering range: first breeding record for the Indian Subcontinent. – Forktail 25: 152-153. - Ebels, E. 2003: Trends in systematics. Speciation in Pica magpies. – Dutch Birding 25: 103-116. - eds. 1989: Recent reports. – Oriental Bird Club bull 10: 38-44. - Ebels, E. 2009: Siberische Tjuftjaffen in Nederland: voorkomen en determinatie. – Dutch Birding 31: 86-100. - Edelaar, L. 2009: Siberische Taling in regio Amsterdam in mei 2006. – Dutch Birding 31: 226-228. - Elkins, N. 2004: Weather and bird behaviour.- T. & A.D. Poyser/A&C Black, London. - Eriksen, H, J. Eriksen, P. Sargeant & D. E. Sargeant 2001: Birdwatching guide to Oman. – Al Roya Publishing. - Escedi, Z., J. Oláh & J. Tar 2000: The Chinese Pond Heron in Hungary. – Birding World 13: 466-467. - Feijen, C. & H.J. Feijen 2008: A review of the breeding birds of Bhutan. – Forktail 24: 1-24. - Ferguson-Lees, J. & D.A. Christie 2001: Raptors of the World. – A&C Black. - Fjeldså, J. & N. Krabbe 1989: Birds of the High Andes. A manual to the birds of the temperate zone of the Andes and Patagonia, South America. – Zoological Museum, University Copenhagen and Apollo Books, Svendborg, Denmark. - Flint, V.E., R.L. Boehme, Y.V. Kostin & A. A. Kuznetsov 1984: A field guide to the birds of USSR. – Princeton University Press. - Flood, R.L., N. Hudson & B. Thomas 2007: Essential guide to the Birds of Scilly. – R. Booth Ltd. - Forsman. D. 2003: Identification of Black-eared Kite. – Birding World 16: 156-160. - Forsyth, I. & F. Mofatt 2001: Birding at Happy Island – China. 30th September-12th October 2000 and 8th May-28th May 2001. – Oriental Bird Club. - Fox., A.D., T. K. Christensen, S. Bearhop & J. Newton 2006: Using stable isotope analysis of multiple feather tracts to identify moulting provenance of vagrant birds: a case study of Baikal Teal Anas formosa in Denmark. – Ibis 142: 622-625. - Foxall, R. & I. McLaren 1998: A Brown Shrike in Halifax, Nova Scotia: first for Canada. – Birders Journal 7: 32-36. - Fraser, P.A. & M.J. Rogers 2002: Report on scarce migrant birds in Britain in 2001. – British Birds 96: 626-649. - Fraser, P.A. & M.J. Rogers 2003: Report on scarce migrant birds in Britain in 2002. – British Birds 96: 647-664. - Frich, A.S., A. Bühring & P. Lafrenz 2007: Kina 4-26 Maj 2007. – priv. tryk. - Fry, C.H., K. Fry & A. Harris 1992: Kingfishers, Bee-eaters & Rollers. – A&C Black/Christopher Helm, London. - Fusch, J., A. Cibois, J.W. Duckworth, R. Eve, W.G. Robichaud, T. Tizard & D. Van Gansberghe 2007: Birds of Phongsaly province and the Nam Ou river, Laos. – Forktail 23: 22-86. - Gantlett, S. 2004: The Chinese Pond Heron in Norfolk and Hampshire – a new British bird? – Birding World 17: 472-473. - Garner, M. 1999: Identification of White-winged and Velvet Scoters – males, females and immatures. – Birding World 12: 319-324. - Garner, M. 2002: Identification of Eastern Reed Buntings with reference to an apparent Siberian Reed Bunting in Northern Ireland. – Birding World 15: 74-86.

- Garner, M. and friends 2008: Frontiers in birding. – BirdGuides Ltd. - Garner, M., I. Lewington & G.Rosenberg 2004: Stejneger´s Scoter in the Western Palearctic and North America. – Birding World 17: 337- 347. - Garner, M., I. Lewington & R. Slack 2003: Mongolian and Lesser Sand Plovers: an identification overview. – Birding World 16: 377-385. - Gee, B. 1995: South India, Sri Lanka & the Andaman Islands. – Oriental Bird Club. - Gee, B. 1998: Raddes´s Warbler Phylloscopus schwarzi: a new species for the Philippines. – Forktail 14: 81-82. - Germi, F., G.S. Young, A. Salim, W. Pangimangen & M. Schellekens 2009: Over-ocean raptor migration in a monsson regime: apring and autumn 2007 on Sangihe, North Sulawesi, Indonesia. – Forktail 25: 104-116. - Giannella, C., R. Gemmato, M. Pesente & D. Longhi 2003: The Brown Shrike in Italy – the first wintering in Europe. – Birding World 16: 126-128. - Gibbs, D., E. Barnes & J. Cox 2001: Pigeons and Doves. – Pica Press, Robertsbridge. -Gjershauk, J.O., P.G. Thingstad, S. Eldøy & S. Byrkjeland 1994: Norsk fugleatlas. Hekkefuglenes utbredelse og bestandsstatus i Norge. – Norsk Ornitologisk Forening. - Glutz von Blotzheim, U.N. & K. M. Bauer 1980: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 9. Columbiformes –Piciformes. – Akademische Verlagsgesellschaft. Wiesbaden. - Glutz von Blotzheim, U.N. & K.M. Bauer 1982: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 8/1-2 Charadriiformes (3. Teil). – Akademische Verlagsgesellschaft, Wiesbaden. - Glutz von Blotzheim, U.N. & K.M. Bauer 1985: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 10/I-2 Passeriformes (1. Teil). – AULA-Verlag Wiesbaden. - Glutz von Blotzheim, U.N. & K.M. Bauer 1988: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 11/1-2. Passeriformes (2. Teil). – AULA-Verlag, Wiesbaden. - Glutz von Blotzheim, U.N. & K.M. Bauer 1991: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 12/1-2.. Passeriformes (3. Teil). – AULA-Verlag Wiesbaden. - Glutz von Blotzheim, U.N., K. M. Bauer & E. Bezzel 1971: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 4 Falconiformes. – Akademische Verlagsgesellschaft, Fanknkfurt am Main. - Glutz von Blotzheim, U.N., K.M. Bauer & E. Bezzel 1973: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 5: Galliformes und Gruiformes. – Akademische Verlagsgesellschaft, Frankfurt am Main. - Glutz von Blotzheim, U.N., K.M. Bauer & E. Bezzel 1975: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 6: Charadriiformes (1. Teil). – Akademische Verlagsgesellschaft, Wiesbaden. - Glutz von Blotzheim, U.N., K.M. Bauer & E. Bezzel 1977: Handbuch der Vögel Mitteleuropas, Band 7: Charadriiformes (2. Teil). – Akademische Verlagsgesellschaft, Wiesbaden. - Goosens, T., V. Dupont, S. De Win & D. Van den Schnoor 1997: Beidaihe, spring 1997. – priv.print. - Granit, B., R. Lindroos & Y. Perlman 1999: Pintail Snipe in Israel in November 1998. – Dutch Birding 21: 329-333. - Grantham, M. 2005: An Amur Falcon in France, North Yorkshire and Dumfries & Galloway – a belated first for the Western Palearctic? – Birding World 18: 289. - Grimmett, R., C. Inskipp & T. Inskipp 1998: Birds of the Indian Subcontinent. – Christopher Helm. A. & C. Black, London. - Grundsten, M., M. Gerdin & J. Ställberg 2003: Beidaihe, Maj 5-30. – www.club300.se - Guangmei, Z. (red.) 2002: A checklist on the classification and distribution of the birds of the World. – Science Press, Beijing. - Guangmei, C. & W. Qishan 1998: China Red Data book for endangered Animals. Aves. – Science Press, Beijing. - Hagemeijer, W.J.M. & M. Blair 1997: The EBBC Atlas on European breeding birds. – T. & A.D. Poyser. - Hai-Tao, L., C. Liang, H-Chi-Kong & L. Yay 2008: A new bird record in China – Red-breasted Flycatcher (Ficedula parva) – Zool. Research 29: 325-327. - Hale, M. & P.R. Kennerley 1995: Swiftlets in Hong Kong. – Hong Kong Bird Report 1994: 181-195. - Hamid, N.H., H.M. Noor, S.T. Ismail & M.A. A. Wahab 2008: The Eastern Grass Owl Tyto (capensis) longimembris in Sabah, Malaysia (Borneo). – BirdingASIA 9: 88-89. - Harrap, S. 2003: Potential eastern vagrants: a photo-gallery. – Birding World 16: 342-346. - Harrap, S. & D. Quinn 1996: Tits, Nuthatches and Tree-creepers. – A&C Black, London. - Harris, A., H. Shirihai & D. Christie 1996: The Macmillan Birder´s Guide to European and Middle Eastern birds. – Macmillan, London & Basingstoke. - Harrison, P. 1983: Seabirds, an identification guide. – Croom Helm Ltd. - Harvey, P. 2001: The Thick-billed Warbler on Shetland. – Birding World 14: 372-373. - Hayman, P., J. Marchant & T. Prater 1986: Shorebirds. An identification guide to the waders of the World. - Croom Helm, London & Sydney. - Heindel, M. 1999: The Yellow Wagtail in North America. A summary of its occurence and notes on identification. – Birders Journal 8: 182-193.

- Heintzenberg, F. & J. Dierschke 1996: Large numbers of Relict Gulls on Happy Island, China, in August-September 1994. – Dutch Birding 18:59-63. - Hellström, M. 2006: Luriga skvättor. – Roadrunner 14/3: 42-43. - Hellström, M. & M. Waern 205: Svarthakade buskskvättor – ras- och åldersbestämning vår och sommar. – Vår Fågelvärld 64/2: 36-43. - Hemmingsen, A. 1947: Mnithological observations in the summer Palace grounds near Peking. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 41: 266-268. - Hemmingsen, A. 1951: Observations on birds in North Eastern China, especially the migration at Pei-Tai-Ho Beach. 1. General part. - Spolia Zool.Musei Hauniensis 11: 1-227. E. Munksgaard, København. - Hemmingsen, A. 1959: The alleged relation of bird migration and emigration, especially of Pallas´s Sand Grouse (Syrrhaptex paradoxus Pall.) to the sunspot cycles. – Vidensk. Medd. Dansk Naturhist. Foren. 121: 1-51. - Hemmingsen, A.M. & A. Guildal 1968: Observations of birds in the North Eastern China, especially the migration at Pei-Ta-Hoe beach II. Special print – Spolia Zool. Musei Hauniensis 28: 1-326., E. Munksgaard, København. - Higgins, P.J. & S.J.J.F. Davies (eds.) 1993: Handbook of Australian, New Zealand & Antarctic Birds, vol. 2. – Oxford university Press. - Higgins, P.J. & S.J.J.F. Davies (eds.) 1996: Handbook of Australian, New Zealand & Antarctic birds, vol. 3. – Oxford University Press. - Higgins P.J. & S.J.J.F. Davies (eds.) 1999: Handbook of Australian, New Zealand & Antarctic birds, vol. 4 – Oxford University Press. - Hirschfeld, E. 1992: Identification of Rufous Turtle Dove. – Birding World 5: 52.57. - Hirschfeld, E. 1986: Rufous Turtle Dove in Europe. – Dutch birding 8: 77-84. - Hirschfeld, E. 2008: Rare birds yearbook 2009. - Hirschfeld, E., C.F. Roselaar & H. Shirihai 2000: Identification, taxonomy and distribution of Greater and Lesser Sand Plovers. – British Birds 93: 162-189. - Hirschfeld, E. & L. Svensson 1985: Fältbestämning av större turturduva Streptopelia orientalis. – Vår Fågelvärld 44: 145-152. - Hodgson, G. 2004: Beidaihe May 2004 with Wildwings.- www.wildwings.com - Hofland, R. 2005: Low-altitude breeding Ibisbills near Beijing, China. – Dutch Birding 27: 333-336. - Hofland, R. 2005: A winter birding trip to China 1-18 January 2005. – www.birdtours.com - Hoijemans, W-J. 1993: Twee owervinterende Siberische Boompiepers te Noordwijk in januari-februari 1991. – Dutch Birding 15: 166-169. - Hollom, P.A.D., R.F. Porter, S. Christensen & I. Willis 1988: Birds of the Middle East and North Africa. – T. & A.D. Poyser. - Holmes, J. 2006: Nordmann´s Greenshank Tringa guttifer. – BirdingASIA 5: 54. - Holt, P. & A. Marshall 1989: Beidaihe, China. – priv.tryk. - Holt, P. 2005: Franklin´s Gull Larus pipixcan at Tanggu, Tianjin: first record for China. – China Bird Report 2004: 346-348. - Hornskov, J. 1999: Beidaihe & Happy Island 1-22.5 1999. – www.netfugl.dk - Hornskov, J. 2000:Beidaihe/Happy Island, China: 6-19 May 2000.- www.netfugl.dk - Hornskov, J. 2006a: Beidaihe & Beijing, China 3 March-5 May 2006. – www.netfugl.dk - Hornskov, J. 2006b: Happy Island, Hebei, China 9-12 Oct 2006.- www.netfugl.dk - Hornskov, J. 2006c: Southern Manchuria May 2006. – www.netfugl.dk - Hornskov, J. 2007a: Beidaihe, Happy Island & Wulingshan May 2007. – www.netfugl.dk - Hornskov, J. 2007b: Happy Island, Hebei, China, in autumn: 19-22 Sep & 12-17 Oct. 2007. – www.club300.se. - Hornskov, J. 2009: Beijing & Kunming, 2-6 March 2009. – www.netfugl.dk - Hornskov, J. & J. Kiel 2002: Beidaihe Area, Beijing, China, 1+2 December 2002. – www.netfugl.dk - Hough, J. 1998: Pallas´s Bunting Emberiza pallasi: a new species for Nepal and the Indian Subcontinent. – Forktail 14: 72-73. - Houle, M. 1997: A long story on a few birds. Trip report China, October 9-27. – www.travellingbirder.org. - Howey, D.H. & M. Bell 1985: Pallas´s Warblers and other migrants in Britain and Ireland in October 1992. – British Birds 78: 381-392. - Hoyo, J. Del., A. Elliott & J. Sargatel (red.) 1992: Handbook of the birds of the World, Vol. 1: Ostrich to Ducks. – Lynx Edicions, Barcelona. - Hoyo, J. Del., A. Elliott & J. Sargatel (red.) 1994: Handbook of the Birds of the World, Vol. 2: New World vultures to Guineafowl. – Lynx Edicions, Barcelona. - Hoyo, J.del., A. Elliott & J. Sargatal (red.) 1996: Handbook of the birds of the World, Vol. 3: Hoatzin to Auks. – Lynx Edicions, Barcelona.

- Hoyo, J. del., A. Elliott & j. Sargatel (red.) 1997: Handbook of the birds of the World, Vol 4: Sandgrouse to cuckoos. – Lynx Edicions, Barcelona. - Hoyo, J. del., A. Elliott & J. Sargatel (red.) 2004: Handbook of the birds of the World, vol. 9: Cotingas to pigeons. – Lynx Edicions, Barcelona. - Hoyo, J.del., A Elliott & J. Sargatel (red.) 2006: Handbook of the birds of the World, vol. 11: Old World Flycatchers to Old World Warblers. – Lynx Edicions, Barcelona. - Höglund, J., T. Johansson, A. Beintema, & H. Schekkerman 2009: Phylogeography of the Black-tailed Godwit Limosa limosa. – J. Orn. 150: 45-53. - Inskipp, C. & T. Inskipp 1985: A guide to the birds of Nepal. – Croom Helm. London & Sydney. - Inskipp. T., N. Lindsey & W. Duckworth 1996: An Annotated Checklist of the Birds of the Oriental Region. – Oriental Bird Club. - Irwin, D.E., S. Bensch & T.D. Price 2001: Speciation in a ring. – Nature 409: 333-337. - Islam, Z.U & A.R. Rahmani (red.) 2004: Important bird areas in India. Priority sites for conservation. – Indian Bird Conservation Network. Bombay Nat. Hist. Soc. & BirdLife International. - Johannessen, K. 2002: Artsliste NOF-tur øst-Kina mai 2002. – priv. tryk. - Jonsson, L. 1984: Bestämning av små Calidris-vadare. – Vår Fågelvärld 43: 339-362. - Joyner, S. 2001: The Pallas´s Grasshopper Warbler in Norfolk. – Birding World 14: 382-384. - Juano, E. de 2006: Aves raras de Espana. Un catalogue de las especies de pregentation ocisional. – Lynx Edicions. - Jun-xin, C., Zhng Wei & T.D. Dahmer 2006: First Black-faced Spoonbill (Platalea minor) record at Zhagiang Mangrove National Nature Reserve, Guangdong, China. – China Bird Report 2005: 414-417. - Jännes, H. 1995: Idännturturikyyhky. Rufous Turtle dove. – Alula 1/2: 56-65. - Jännes, H. 1996: Happy Island – kiinalainen herkku kaikilla mausteilla. – Alula 1/2: 22-27. - Jännes, H. 1996: Suuntuna Suomi – Idänpikkusieppo. Finland next? – Eastern Red-breasted Flycatcher. – Alula 2/3: 120-125. - Jännes, H. 2003: Calls of Eastern vagrants. – Earlybird Birding tours. - Jännes, H. 2006: Happy Island 23 September-10 October 2006.- www.birdquest.uk. - Jørgensen, A. 1949: Siams vadefugle (the Waders of Siam). – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 43:60-80, 150-162, 216-237,261-279. - Kannan, V. 2004: Sociable Lapwing Vanellus gregarius in India. – BirdingASIA 2: 78-79. - Kanouchi, T. 1998: Photographic guide to the birds of Japan. – Yama-Kei publ., Tokyo. - Kapanen, M. 1995: Suuntana Suomi? Kultakulmasirkku. – Alula 1/2: 82-85. - Kapanen, M. 1996: Suuntana Soumi – Ylänkötylli. Finland next? Lesser Sand Plover. – Alula 1/2:28-33. - Kapanen, m. & T. Lindroos 1996: Lampiviklo – nuoruuspuku ja esiintyminen. Marsh Sandpiper – its juvenile plumage and distribution. – Alula 2/2: 56-62. - Kasorndorkbua, C., A. Kunsorn & C. Wongshai 2008: Nesting record of Eastern Grass Owl Typo (capensis) longimembris in Chiang Rai, northern Thailand. – BirdingASIA 9: 91-93. - Kejia, Z. & M. Quing 2007: Large flock of Baikal Teal Anas formosa found in Chongming Dongtan wetland, Shanghai, China. – BirdingASIA 8: 78-79. - Kejia, Z., Y. Xi, G. Xiaojing & D.S. Melville 2004: Chinese Crested Tern at Chongming Dao, Shanghai, China. – BirdingASIA 2: 66-67. - Kennerley, P.R., D.N. Bakewell & P.D. Round 2008: Rediscovery of a long-lost Charadrius plover from South-East Asia. – Forktail 24: 63-79. - Kennerley, P.R., W. (Ted) Hoogendoorn & M.J. Chalmers 1995: Identification and systematics og large white-headed gulls in Hong Kong. – Hong Kong Bird Report 1994: 127-156. - Kennerley, P.R. & P.J. Leader 1991: Separation of Cuckoo and Oriental Cuckoo. – Dutch Birding 13: 143-145. - Kennerley, P.R. & P.J. Leader 1993: Russet Bush Warbler and Brown Bush Warbler: two species new to Hong Kong. – Hong Kong Bird Rep. 1992: 114-130. - Kennerley, P.R. & P.J. Leader 1993: Identification of Middeldorff´s and Styan Grasshopper Warbler. – Dutch Birding 15: 241-248. - Khan, M.M. 2006: Spoon-billed Sandpiper Calidris pygmeus on the coast of Bangladesh. – BirdingASIA 6: 84-85. - King, B. 2005: The taxonomic status of three subspecies of Cuculus saturatus. – Bull. Brit. Orn. Club 125: 46-57. - King, B.F. 2002: Species limits in the Brown Boobok Ninox scutulata complex. – Bull. Brit Orn. Club 122: 250-257. - Kirwan, G.M., K. Boyla, P. Castell, B. Demirci, M. Özen, H. Welch & T. Marlow 2008: The Birds of Turkey. – Christopher Helm, London. - Klaassen, R.H.G. & J de Fonn 2008: WIWO expedition to Barr al Hikman (Oman), January 2008. On the abundance and ecology of Siberian shorebirds wintering in the Middle East. – WIWO, Holland. - Knaus, P. & C.A. Balzari 1999: Seltene vogelarten und ungewöhnliche Vogelbeobachtungen in der Schweiz im Jahre 1998. – Der Ornithologische Beobachter 96: 157-182.

- Knox., A.G., J.M. Collinson, D.G. Parkin, G. Sangster & L. Svensson 2008: Taxonomic recommendations for British Birds. Fifth report. – Ibis 150: 833-835. - Kristensen, A.B. 2008: Langhalet Tornskade (Lanius schach) på Skallingen – ny art for Danmark. – Fugleåret 2007: 136-138. - Kristensen, A.B., O. Amstrup & T.E. Ortvad 2007: Sjældne fugle i Danmark og Grønland i 2006. – Fugleåret 2006: 99-115. - Kristensen, A.B., A.S. Frich, T.E. Ortvad & M. Schwalbe 2008: Sjældne fugle i Danmark og Grønland i 2007. Rapport nr.38 fra Sjældenhedsudvalget. – Fugleåret 2008: 117-135. - Kruchenhauser, L., E. Haring, W. Pinsker, M. J. Riesing, H. Winkler, M. Wink & A. Gamauf 2004: Genetic vs.morphological differentation of Old World buzzards (genus Buteo, Accipitridae). –Zoologica Scripta 33: 197-211. - König, C. & F. Weick 2008: Owls of the World. – A&C Black, London. - Laan, J. Van der & CDNA 2008: Occurence and identification of “isabelline shrikes” in the Netherlands in 1985-2006 and records in Europe. – Dutch Birding 30: 78-93. - Lainer, H. 2004: Birds of Goa. A reference book. The Goa foundation. - Lambert, F. & M. Woodcock 1996: Pittas, Broadbills and Asatites. – A&C Black. - Lang, A., M.A. Bishop & A.L. Sueur 2007: An annotated list of birds wintering in the Lhasa river watershed and Yamzho Uumco, Tibert Autonomous Region, China. – Forktail 23: 1-11. - Lange, P. & J.S. Christensen 2008: Fugle i Danmark 2007. Årsrapport over observationer . Meddelelse nr. 35 fra Rapportgruppen. – Fugleåret 2007: 23-116. - Lansdown, R. 1990: Little-known Oriental birds: Chinese Egret. Oriental Bird Club Bull. 11: 27-30. - Larsson, T. 2003: Triss i järnsparvar. – Roadrunner 11/3: 28. - Lassey, A. 2003: The Tajga Flycatcher in East Yorkshire – a new British Bird. – Birding World 16: 153-155. - Lassey, P.A. 2005: Taiga Flycatcher in East Yorkshire: new to Britain.- British Birds 98: 542-546. - La Touche, J.D.D. 1925-34: A handbook of the birds of Eastern China. – London:Taylor & Francis. - Lausten, M. & P. Lyngs 2004: Trækfugle på Christiansø 1976-2001. – DOF. - Leader, P.J. 1993: The field identification of Arctic, Eastern Crowned, Two-barred Greenish and Pale-legged Leaf Warblers in Hong Kong. – Hong Kong bird report 1992: 153-159. - Leader, P.J. 1995: Yellow-streaked Warbler: the first records for Hong Kong. – Hong Kong Bird Report 1994: 123-126. - Leader, P.J. 1995: Field identification of Dusky, Radde´s and Yellow-streaked Warblers. – Hong Kong Bird Report 1994: 170-180. - Leader, P.J. 1996: Field identification of Citrine Wagtail and races of Yellow Wagtail in Hong Kong. – Hong Kong Bird Rep. 1995. - Leader, P.J. 2000: Identification of Chestnut-flanked and Japanese White-eyes. – Dutch Birding 22: 222-225. - Leader, P.J.2001: Kentish Plovers with complete breast-band. – British Birds 94: 246-247. - Leader, P.J. 2002: Eastern Crowned Warbler. – Birding World 15: 424-427. - Leader, P.J. 2003: Identification of Daurian Jackdaw. – British Birds 96: 520-523. - Leader, P.J.2004: Tail-pattern of Oriental Turtle Dove. – British Birds 97: 98-100. - Leader, P.J. 2006: Comments on the purported first record of Long-billed Plover from Singapore. – BirdingAsia 6: 45-47. - Leader, P. J. & G.J. Carey 1995: Identification and status of Japanese Sparrowhawk and Besra in Hong Kong – Hong Kong Bird Report 1994: 157-169. - Leader, P.J. & G.J. Carey 2003: Identification of Pintail snipe and Swinhoe´s Snipe. – British Birds 96: 178-198. - Leclercq, J-A. 2007: Beidaihe en Happy Island du 5 an 15 mai 2007. – www.birdtours.uk - Lee, W-S., H. Koo & J-Y Park 2001: A field guide to the birds of Korea. – LG Evergreen Foundation, Seoul. - Lefranc, N. & T. Worfolk 1997: Shrikes. – A&C Black. - Lehman, P. 2002: Three firsts for North America! – Birding World 15: 432. - Lehto, H. 2000: Happy Island September-October 2000. – unpublished. - Lethaby, N. 1998: Identification of Chestnut-flanked and Japanese White-eyes. – Dutch Birding 20:57-61. - Lethaby, N. & N. Moores 1999: Identification of Temminck´s Cormorant. – Dutch Birding 21:1-8. - Lethaby, N., N. Moores & J-Y. Park 2000: Birding in South Korea. – Dutch Birding 22: 204-214. - Lethaby, N. 2006: Identification of Long-billed Plover. – BirdingAsia 6: 48-54. - Leven, M.R. & G.J. Carey 1993: Report on the birds 1992: Systematic list. – Hong Kong Bird Report 1992: 14-74. - Lewington, I. 1999: Separation of Pallid Swift and pekingensis Common Swift. – Birding World 12: 450-452. - Li, D. 2006: Survey of the status of Nordmann´s Greenshank Tringa guttifer and Chinese Egret Egrette eulophotes in Malaysia. – BirdingASIA5: 8-9. - Li, W. & Y-Y Zhang 2004: Subspecies taxonomy of Ficedula parva based on sequenses og mitochondrial cytachrome b gene. – Zoo. Rus 25: 127-131.

- Liang, C.T., S.H. Chang & W.H. Fang 2000: Discovery of a breeding colony of Chinese Crested Terns. – Oriental Bird Club bull. 32: 18-19. - Lin, W-H. 2004: Raptor watching in Taiwan. – BirdingASIA 2: 54-57. - Lindholm, A. 2008: Mixed songs og Chiffchaffs in Northern Russia. – Alula 14: 108-115. - Lindholm, A. & A. Lindén 2007: Some notes on the distribution and songs of two Oriental Cuckoo taxes, Cuculus (saturatus) saturatus and Cuculus (satoratus) optatus. – Forktail 23: 12-16. - Lindroos, T. 1997: Rare birds in Finland 1996. – Alula 3/4: 160-169. - Liu, l-L., K-D. Chiang & C-H Huang 2006: Begging behavoiur of young Black-faced Spoonbills Platalea minor wintering in Taiwan. – BirdingASIA 5: 76-77. - Liu, Y., Z-W Zhang, J-Q. Li, Y. Zhang, S. Lu & X-F. Ruan 2008: Asurvey of the birds of the Dabie Shan range, central China. – Forktail 24: 80-91. - Ludvigsen, J. S. 1995: Hybrid mellom gulerle og sitronerle på Utsira i 1990.- Utsira fuglestasjons Årbok 1994: 36-37. - Luijendijk, T. 2001: Calls compared: Hume´s Leaf Warbler and Yellow-browed Warbler in autumn and winter in the Netherlands. – Dutch Birding 23: 275-283. - Luoto, H., A. Lindholm, T. Lindroos & V. Rauste 2002: Rare birds in Finland 2000. – Alula 8/1: 2-19. - Mackinnon, J. & K. Phillipps 2000: A field guide to the birds of China. – Oxford University Press. - Madge, S. & H. Burn 1988: Wildfowl. – Christopher Helm, London. - Madge, S. & H. Burn 1999: Crows and Jays. – A&C Black. - Madge, S.J. & P. McGowan 2002: Pheasants, Partridges and Grouse. – A&C Black. - Malling Olsen, K. 1990: Fältbestämning av piplärkor del 1. – Anser 29: 85-110. - Malling Olsen, K. 1990: Fältbestämning av piplärkor del 2. – Anser 29: 191-206. - Malling Olsen, K. 1992: Danmarks fugle – en oversigt. – DOF København. - Malling Olsen, K. 1996: Öland 12-19 oktober 1996. – priv. Tryk. - Malling Olsen, K. 1997: Happy days på Happy Island. – Fugle & Natur 3/3: 5-7. - Malling Olsen, K. 1999: Field identification of Tree and Olive-backed Pipits. – Alula 5: 42-48. - Malling Olsen, K. 2002: Asiatisk Braksvale, Braksvale og sortvinget Braksvale. – håndbog update, www.netfugl.dk - Malling Olsen, K. 2005: Så hittar du en mindre beckasinsnäppa i vadarflocken. – Roadrunner13/4: 32-36. - Malling Olsen, K. 2006: Sri Lanka 29.12 2005-19.1 2006. – www.netfugl.dk - Malling Olsen, K. 2007a: Sydkorea feb. 2007. – priv. publ. (utrykt). - Malling Olsen, K. 2007b: Østtyrkiet maj 2005, 2006 og 2007. – www.netfugl.dk + priv. Tryk. - Malling Olsen, K. 2009: Hvidsisken – sådan kender du den fra gråsisken. – Fugle i Felten 15/1:2-7. - Malling Olsen, K. 2009: Feltbestemmelse af stribet græshoppesanger og græshoppesanger. – Fugle i Felten15/4:2-8. - Malling Olsen, K., M.J. Bunch, K. Thorup & C.C. Tofte 1996: Fältbestämning – törnskator. – Fåglar i Sörmland 29: 13-25. - Malling Olsen, K. & H. Larsson 1994: Terns of Europe and North America. – A&C Black, London. - Malling Olsen, K. & H. Larsson 1997: Skuas and jaegers. A guide to the Skuas and Jaegers of the World. – Pica Press, Sussex. - Malling Olsen, K. & H. Larsson 2004: Gulls of Europe, Asia and North America. – A&C Black, London. - Malling Olsen, K. & K. Thorup 2007: Østlig Turteldue. – Fugle i Felten 13/2: 3-4. - Malling Olsen, K. & C.C. Tofte 2007: Rovfugle i felten.- Politikens forlag, København. - Mamannan, M.A. R & L. Vijiyan 2009: Three new bird records from the Andaman Islands, India. – Forktail 25: 153-154. - Marr, T. & M. Andrews 2002: Wildwings Beidaihe May 2002. – www.wildwings.com - Marr, T. & M. Andrews 2004: Wildwings Beidaihe, China 2nd -19th May 2004 – www.wildwings.com. - Marr, T. & M. Andrews 2006: Wildwings Beidaihe, China, 3rd-21th May 2006. – www.wildwings.com - Marr, T. & M. Andrews 2007: Wildwings Beidaihe & Happy Island 5-13 May 2007 – www.wildwings.com - Martens, J. & S. Eck 2000: Der Seicercus burkii-komplex im Himalaya und China oder: Schätzen wir die diversität der Singvögeln falsch ein? – Orn. Anzeiger 39: 1-14. - Martens, J., S. Eck, M. Pächert & Y-H Sun 1999: The Golden-spectacled Warbler Seicercus burkii – a species swarm (aves: Passeriformes: sylviidae), part 1. – Zool. Abhandl. Mus. Dresden 50: 281-327. - Martens, J. & C. Meincke 1989: Der sibirische Zilpzalp (Phylloscopus collybita tristis): Gesang und Reaktion einer mitteleuropäischen Population im Freiland – versuch. – J. Ornithol. 130: 455-473. - Martens, J., D.T. Tietze, S. Eck & M. Veith 2004: Radiation and species limits in the Asian Pallas´ Warbler complex (Phylloscopus progerulus s.l.). – J. Orn. 145: 206-222. - Maumary, L. & P. Knaus 2000: Marbled Murrelet in Switzerland: a Pacific Ocean auk new to the Western Palearctic.- British Birds 93: 190-199. - McAdams, D. 1995: Eine weibliche Schwarzkehldrossel Turdus ruficollis atrogularis auf Helgoland. – Ornithol. Jber. Helgoland 5:62-66.

- Meijer, D. & P. van Scheepen 2008: Report of a birding trip to China. White River, Old Peak, Beidaihe and Happy Island 28th April -10 May 2008. – www.birdingbreaks.nl - Meltofte, H. & J. Hornskov 2004: Nordøstkina 7-22 maj 2004. – www.doftravel.dk - Message, S. & D. Taylor 2005: Shorebirds of North America, Europe and Asia. – Princetion University Press. - Messemaker, R. 2009: Eye-browed thrush at Merzouga, Morocco, in December 2008. – Dutch Birding 31: 29-31. - Meyer de Schauensee, R. 1984: The birds of China. – Oxford University Press. - Millington, R. & K. Mullarney 2000: Hume´s Yellow-browed Warbler plumage and calls. – Birding World 13: 447. - Milne, P. 2006: Where to watch birds: World Cities. –Christopher Helm, London. - Mitchell, D. & S. Young 1997: Photographic handbook of the Rare Birds of Britain and Europe. – New Holland Publishers. - Mlikovsky, J 2009: Waterbirds of Lake Baikal, eastern Siberia, Russia. – Forktail 25: 13-70. - Mollendorf, O.F. van 1877: The Vertebrata of the province of Chihli with notes on the Chinese zoological nomenclature. J.N. – China Asiat. Soc. (2) 11: 41-111. - Morioka, T., T. Kanouchi, T. Kawata & N. Yamagata 1995: The birds of prey in Japan. – Tokyo. - Moores, C., N. Moores & K.S. Kyung 2002: Birds of South Korea. – Charlie Moores Video Productions, Portland, UK. - Moores, N. 1998: Saunder´s Gull colony in South Korea: first nesting record outside the People´s Republic of China. – Oriental Bird Club Bull. 28: 42-43. - Moores, N. 2001: Gageo Island and other islands in the Huksan do chain. A summary abstract of their importance to the study of bird migration. – www.birdskores.org. - Moores, N. 2001: South Korea, December 6-17 2001: The Sunbird winter tour. – www.wbkenglish.com - Moores, N. 2002: Wetlands – Korea´s most-threatened habitat. – Oriental Bird Club Bull. 36:54. - Moores, N. 2002: Probably hybrid Red-throated Thrush Turdus ruficollis ruficollis and Naumann´s Thrush Turdus naumanni naumanni. – www.birdskorea.org - Moores, N. 2002: Himalayan Swiftlet. – www.birdskores.org - Moores, N. 2003: Saemangeum – a vital wetland. – Oriental Bird Club Bull 37: 47-48. - Moores, N. 2003: A consideration of “The Herring Gull Assemblage” in South Korea. – www.birdskorea.org. - Moores, N. 2004: The “Socheong Shrike” – a presumed Steppe (Saxaul) Grey Shrike Lanius (meridiornalis) pallidirostris Socheong Island, South Korea, September 22nd 2004. – www.birdskorea.org - Moores, N. 2004: Red-throated/Taiga Ficedula albicilla and Red-brested Flycatchers F. parva. – www.birdskorea.org. - Moores, N. 2005: Unusual Narcissus Flycatchers in South Korea: nominate narcissina, owstini or elisae?- www.birdskorea.org - Moores, N. 2006: Marsh Harriers: where East meets West. A consideration of claimed Western Marsh Harrier Circus aeruginosus in South Korea. – www.birdskorea.org - Moores, N. 2007: Selected records from Socheong Island, South Korea. – Forktail 23: 102-124. - Moores, N. 2008: The Korean Grand Canal: another huge threat for the region´s wetlands and waterbirds. – BirdingASIA 10: 48-53. - Moores, N. 2009: Birds Korea updates for members: May 2009. – www.birdskorea.org - Muzaffar, S.B., J.Y. Takegawa, D.J. Prossier, D.C. Douglas, B. Yan, Z. Xing, Y. Hou, E.C. Palm & S.H. Newman 2008: Seasonal movements and migration of Pallas´s Gull Larus ichtheaetus from Qinghai Lake, China. – Forktail 24: 100-107. - Naoroji, R. 2006: Birds of prey of the Indian Subcontinent. – A&C Black. - Naoroji, R. & D. Forsman 2002: First breeding record of the Upland Buzzard Buteo hemilasius for the Indian Subcontinent in Changtang, Ladakh, and identification characters of Upland Buzzard and Long-legged Buzzard Buteo rufinus. – Forktal 17: 105-108. - Nordenswan, G. 1995: Pakistan. – Alula 1: 74-80. - O´Brien, M., R. Crossley & K. Karlson 2006: The Shorebird Guide. – Houghton Mifflin Press, New York and Boston. - Olsen, K. 2005: Fordelende faktorer for forårstrækket af småfugle ved Det Gule Hav i Kina. – Biologisk Institut, Aarhus Universitet. - Olsen, T.A. & K.N. Mjølnes 2007: Sjeldne fugler i Norge i 2005: Rapport fra Norsk Sjeldenhetskomite for fugl (NSFK). – Ornis Norvegica 30: 68-115. - Olsen, T.A., B.O. Tveit, V. Bunes & K. Mjølsnes 2008: Sjeldne fugler i Norge i 2006: Rapport fra Norsk Sjeldenhetskomite for fugl (NSFK). – Ornis Norvegica 31: 48-97. - Olsson, U. 1987: The identification of Snipes. – International bird identification. Proceedings from the 4th International identification meeting, Eilat 1st-8th November 1986. 25-27. - Olsson, U., P. Alström, P.G. Erikcson & P. Sundberg 2005: Non-monopnyletic taxaand cryptic species evidence from a monecular phylogeny of leaf-warblers (Phylloscopus, Aves). - Mol. Phylogenet. Evol. 36: 261-276. - OAG 1993-2004: Ornithologischer Jahresbericht Helgoland.- OAG Helgoland.

- Ortvad, T.E. 2005: Feltbestemmelse af Tajgafluesnapper. – Fugle i felten 11/4: 10-13. - Ortvad, T.E. & J.S. Hansen 2005: Happy Island. – Fugle I felten 11/4: 1-5. - Ortvad, T.E., K. Pedersen & K. Thorup 2002: Sjældne fugle i Danmark og Grønland i 2001. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 96: 147-160. - Ovaa, A., J. van der Laan, M. Berlijn & CDNA 2008: Rare birds in the Netherlands in 2007. – Dutch Birding 30: 369-390. - Palmer, R.D. 1998: Trip report: China, April 23 – May 16, 1998. – www.camacdonald.com - Parkes, K.C. 1990: Identification of Common and Oriental Cuckoos. – Birding 22:191-193. - Parkin, D.T., M. Collinson, A.J. Helbig, A.G. Knox & G. Sangster 2003: The taxonomic status of Carrion and Hooted Crows. – British Birds 96: 274-290. - Peltomäki, J. 1996: Suuntana Suomi Pikkupajusirkku. Finland next? Pallas´s Reed Bunting. – Alula 2/2: 76-80. - Perlman. Y.2001: Blyth´s Pipit Anthus godlewski: a new species for Thailand. – Forktail 17: 115-116. - Perttola, P. & J. Tenovuo 2002: Great Grey Shrike subspecies excubitor, sibiricus and borealis. – Alula 8/2: 54-60. - Peltomäki, J. & J. Jantunen 2000: Identification and ageing of Yellow-breasted Bunting and its seperation from Chestnut Bunting. – Dutch Birding 22: 187-203. - Pettersson, A. 1999: Rostgumpad törnskata, Stora Karlssö, Gotland. – Roadrunner 4/3: 29-30. - Pettersson, B. 1995: Östra Kina, maj 1995. – Avifauna. - Pettersson, B. 2001: Östra Kina maj 2001. – Avifauna. - Pettersson, B. 2004: Östra Kina maj 2004. – Avifauna. - Pettersson, B. 2006: Sydkorea Februari 2006. – Avifauna. - Pettersson, B. 2008: Östra Kina 9-26 Maj 2008. – www.travellingbirder.uk - Pettersson, B. & B.Johansson 2006: Östra Kina maj 2006. – Avifauna. - Pettersson, B. & M. Ullman 1994: Östra Kina maj 1994. – Avifauna. - Pfander, P. & S. Schmigalew 2001: Extensive hybridization of Long-legged Buzzard Buteo rufinis and Upland Buzzard B. hemilasius. – Ornithol. Mitt. 53: 344-349. - Phukan, R. & L. Nagar 2003:Observations of Amur Falcon Falco amurensis at Morigaon, Central Assam, India. – Oriental Bird Club Bull. 38: 56-57. -Pilgrim, J.D., P. Bijsmakers, T de Bruyn, S. Doppagne. S.P. Mahood & A.W. Tordoff 2009: Updates to the distribution and status of birds of Vietnam. – Forktail 25-230-136. - Pitches, A. 2004: Around the Orient. – BirdingASIA 4: 92-97. - Poole, C., J-Y Park & N. Moores 1999: The identification of Chinese Egret and Pacific Reef Heron. – Oriental Bird Club Bill. 30: 40-42. - Porter, R.F., S. Christensen & P. Schiermacher-Hansen 1996: Field guide to the Birds of the Middle East. – T&A.D. Poyser. - Portoflée, C. & J. Dierschke 1999: Die auftreten des Goldhänchen-Laubsänger Phylloscopus proregulus auf Helgoland und im übrige Deutschland. – Ornothol. Jber. Helgoland 9: 91-95. - Potzoll, G. 1999: Trip report Beidaihe/China 22.8-3.9 1999 – www.club300.se. - Prasad, A. 2006: Birds of Western Maharasthra: a reference guide. – Other India Press, Mapusa. - Preddy, S. & M. Hall 2008: Purple-backed Starling in Goa, India, in December 2004. – Dutch Birding 30: 314-315. - Päckert, M., J. Martens & Y-H. Sun & M. Veith 2004: The radiation of the Seicercus burkii complex and its congeners (Aves: sylviidae): monecular genetics and bioacoustics. – Organism, diversity and Evolution 4: 431-364. - Pitches, A. 2005: Around the region. – BirdingASIA 3: 73-76. - Qing-quan, B & Yuan Xiao 2007: Report: Shorebirds resightings in the mainland China in 2006. – China Bird Report 2006: 400-402. - Quin-quan, B. & Yuan Xiao 2008: Report: Resightning of colour-banded birds on mainland China in 2007. – China Bird Report 2007: 417-418. - Rabøl, J. 1976: The orientation of Pallas´s Leaf Warbler Phylloscopus proregulus in Europe. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 70: 5-16. - Rabøl, J. 1988: Fuglenes orientering og træk. – Bogan, København. - Rank. M. 2000: New populations of mergansers, cranes and bustards. – Oriental Bird Club Bull. 32: 31. - Rasmussen, P.C. 2005: Revised species limits and field identification of Asian rosefinches. – BirdingASIA 3: 18-27. - Rasmussen, P. C. & J.C. Anderthon 2005: Birds of South Asia: the Ripley guide, vol 1 and 2. – Smithsonian Institution and Lynx Edicions, Washington D.C. and Barcelona. - Redman, n. 1985: Photospot 15: Oriental Cuckoo. – British Birds 78: 473-475. - Redman, N., T. Stevenson & J. Fanshawe 2009: Birds of the Horn of Africa. Ethiopia, Eritrea, Djibouti, Somalia and Socotra. – Christopher Helm, London. - Reeves, D., M. Drovetski & R. Fodeev 2006: Mitochondrial DNA dates imply of stepping-stone colonization of Beringia by Arctic Warbler Phylloscopus borealis. – Journal of Avian Biology 39(5).

- Rellmar, H. & M. Müller 2007: Happy Island, China 23 September-5 October 2007. – www.club300.se - Rheindt, F.E. 2006: Splits galore: the revolution in Asian leaf warbler dynamics. – BirdingASIA 5: 25-39. - Richardson, C. 1990: The Birds of the United Arab Emirates. – Hobby Publications Dubai & Warrington. - Richardson, C. 1997: Systematic list of the birds reported in 1994. – Emirates bird report 19: 20-85. - Robertson, D. 2004: Trip report China June 2004: Annotated trip list. – www.montereybay.com - Robertson, H. & B. Heather 1999: The hand guide to the birds of New Zealand. – Oxford University Press. - Robson, C. 1999: From the field. – Oriental Bird Club bull 29: 51-56. - Robson, C. 2008: From the field. – BirdingASIA 9:107-112. - Robson, C. 2002: Birds of Thailand – Princeton University Press. - Robson, C. 2005: Birds of Southeast Asia. – Princeton University Press. - Robson, C.2009: From the field. – BirdingASIA 11: 120-125. - Rodebrand, S. 2002: Mjölka maximalt ur VP. C-laget. – Roadrunner 10/2:49-55. - Roder, F.E. de 1989: The migration of raptors south of Annapurna, Nepal, autumn 1985. – Forktail 4: 9-17. - Rogers, D., C. Hassell, J. Oldland, R. Clemens, K. Gosbell & K. Rogers 2009: North-western Australian shorebirds survey and workshop, December 2008. – AWSK Report. - Rogers, M.J. & the Rarities Committee 2000: Report on rare birds in Great Britain in 1999.- British Birds 93: 512-567. - Rogers, M.J. & the Rarities Committee 2001: Report on rare birds in Great Britain in 2000. – British Birds 94: 452-504. - Rogers, M.J. & the Rarities Committee 2002: Report on rare birds in Great Britain in 2001. – British Birds 95: 476-528. - Rogers, M.J. & the Rarities Committee 2003: Report on rare birds in Great Britain in 2002. – British Birds 96: 542-609. - Rogers, M.J. & the Rarities Committee 2004: Report on rare birds in Great Britain in 2003. – British Birds 97: 558-625. - Rogers, M.J. & the Rarities Committee 2005: Report on rare birds in Great Britain in 2004. – British Birds 98: 628-694. - Roselaar, C.J., A.B. van den Berg, A.J. van Loon & E. Maasen 2006: Siberische Sprinkhaanzangers in Noord-Holland in september 2002-05. – Dutch Birding 28: 273-283. - Round, P. 2008: Birds of the Bangkok Area. - Round, P. 2009: The latest search for streaked Reed Warbler Acrocephalus sorghopilus in the Philippines. – BirdingASIA 11:15-16. - Sahlin, F. 2006: Nordöstra Kina 5-25 Maj 2005. – www.club300.se. - Saiton, R., H. Nishuimi, P. Alström, U. Olsson & D. Uedi 2008: Deep phylogeographical divergenses for eastern populaions of the widespread Arctic Warbler. - - 24th. International Orthotological Congress. Journal of Ornithology 147 supplement. - Sangster, G., J.M. Collinson, A.J. Helbig, A.G. Knox & D.T. Parkin 2005: Taxonomic recommendations for British birds: third report. – Ibis 147: 821-826. - Sangster, G., C.J. Hazevoet, A.B. van den Berg & C.S. Roselaar 1998: Dutch avifaunal list: species concepts, taxonomic instability and taxonomic changes in 1998.- Dutch Birding 20: 22-32. - Schauensee, M. de 1984: The Birds of China. – Smithsonian Institution, Washington. - Schiermacher-Hansen, P. 2002: Happy Island mm., Beidaihe, Øst-Kina 20/9-17/10 2001. – priv. tryk. - Schols, R. 2005: Birds from northeast China. – Birding World 18: 297-303. - Schols, R. 2005: More birds from northeast China. – Birding World 18: 385-394. - Schrenk, C. & E. Ebels 2004: Birds of Chukotka and Yakutia. – Dutch Birding 26: 241-256. - Schwalbe, m. 2001: Første fund af Rødhalset Ryle Calidris ruficollis i Danmark. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 96: 176-179. - Schwalbe, M. & O. Göller 2005: Identifikation og forekomst af Korttået Lærke, Dværglærke og Mongolsk Dværglærke. – Fugle i felten 11/2: 12-17. - Seier, A.F.K. 1932: Bornholms fugle. - Aakirkeby boghandels forlag. - Seys, G. & E. Licent 1933-34: La Collection d´oiseaux du Musée Hoang ho Pai ho de Tientsin – Publications du Musée Hoang ho Pai ho de Tientsin 19 et 31. - sharma, P. & K.S. gopi Sundar 2009: Counts of Steppe Eagles Aquila nipalensis at a carcass dump in Jorbeer, Rajasthan, India. – Forktail 25: 160-162. - Sharpe, R.B. 1896: Catalogue of the birds in the British Museum, 24: part B. Ægialitis alexandrina: 275-282. – London: Tailor and Francis. - Shaw, D. 2004: The Chestnut-eared Bunting on Fair Isle – a new Western Palearctic bird. – Birding World 17: 415-419. - Shaw, D. 2004: Rufous-tailed Robin on Fair Isle – a new Western Palearctic bird. – Birding World 17: 415-419.

- Shaw, T.H. 1936: The birds of Hopei Province. Vol. I-II. – Fan. Memorial Institute of Biology, Peiping (Peking). – Zoologia Sinica, Ser. B. 15. Fascicle 1. - Shaw, T.H. 1939: Studies on Chinese Jackdaw – Bull. Fan Mem. Ins. Peiping 9: 221-224. - Shimba, T. 2007: Photographic guide to the birds of Japan. – Tokyo. - Shing, L.K., C.B. P. Lok, L. Gang & S Wen-Ba 2007: Wetland birds of Hainan Island, China: results from winter waterbird surveys 2003-2007. – Forktail 23: 92.101. - Shirihai, H. 1996: The birds of Israel. – Academic Press. - Shirihai, H., G. Gargallo og A.J. Helbig 2001: Sylvia Warblers. Identification, taxonomy and phylogeny of the genus Sylvia. – A&C Black/Christopher Helm, London. - Shirihai, H. & S. J. Madge 1993: Identification of Hume´s Yellow-browed Warbler. – Birding World 6: 439-443. - Sibley, D. 2000: The North American Bird guide. – Pica Press, Sussex. - Slack, R.2009: Rare birds where and when. An analysis of status and distribution in Britain and Ireland, vol. 1: Sandgrouse to New World orioles. – MPG Group Books. - Slater, P., P. Slater & R. Slater 2003: The Slater field guide to Australian birds. - Rigby - Small, B. 2001: Beidaihe with Wildwings 3rd to 20th May 2001. – www.travellingbirder.uk - Small, B. 2001: The Baikal Teal in Suffolk. – Birding World 14: 479-481. - SOF 2007: Fågelåret 2006. – Stockholm. - Steins, L. 2009: Current status of Yellow-browed Warbler in Mount Kinabalu, Borneo, Malaysia, in winter. – Dutch Birding 31: 229. - Stenlund, J. 2003: Östra Kina, Happy Island 20.9-3.10 2003. – www.club300.se. - Stevenson, A. 2005: Long-tailed Shrike: new to Britain. – British Birds 98: 26-31. - Stevenson, T. & J. Fanshawe 2002: Birds of East Africa. Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda and Burundi. – Princeton University Press. Princeton and Oxford. - Stühner, F. 2004: Russ-schnäpper Muscicapa sibirica aus Helgoland. – Orn. Jahrb. Helgoland 14:100-102. - Stühmer, F. 2005: Flycatcher on Helgoland, Germany, in august 1982 re-identifyed as Dark-sided Flycatcher. – Dutch Birding 27: 204-205. - Svensson, L.1992: Identification guide to European Passerines, 4th edit. – Märstatryck, Stockholm. - Svensson, L. 2003: På jakt efter den asiatiska dvärglärkan. – Roadrunner 11/4: 22-28. - Svensson, L., M. Collinson, A.G. Knox, D.T. Parkin & G. Sangster 2005: Species limits in the Red-breasted Flycatcher. – British Birds 98: 538-541. - Svensson, L., K. Mullarney & D. Zetterström 1999: Fugle i Felten. – Lindhardt & Ringhof. - Swinhoe, R. 1870: On the plovers of the genus Ægialites found in China. – Proc. Zool. Soc. London 1870: 136-142. - Symens, P., D. Symens & K. Dierckx 2006: Wildwing vogelreis naar Beidaihe en Happy Island, China, 3-21 mej 2006. – www.noorderkempen.be. - Taube, F. & M. Grylle 2001: The Intermediate Egret in Italy: a new European bird. – Birding World 14: 247-249. - Taylor, B. & B.van Perlo 1998: Rails.- A&C Black. - Tebb, G., P. Morris & P. Los 2008: New and interesting bird records from Sulawesi and Halmahera, Indonesia. – BirdigASIA 10: 67-76. - Tenuvuo, J. & J. Varrela 1998: Identification of the Grey Grey Shrike complex in Europe. – Alula 4/1: 2-11. - Thalund, J., H. Haaning Nielsen & R. Arnfield 1994: Birdwatching in Beidaihe, eastern China 12th March-8th June 1994. – Tryk Otterupgaarden. - Thorup, K. 1997: Fuglekongesangeren slår alle rekorder. – DOFNyt 2/1: 3-4. - Thorup, K. 1998: Vagrancy of Yellow-browed Warbler Phylloscopus inornatus and Pallas´s Leaf Warbler P. Proregulus in north-west Europe: misorientation on great circles? – Ringing & Migration 19: 7-12. - Thorup, K. 2000: Brown Shrike at Gedser, Denmark, in October 1988. – Dutch Birding 22: 278-282. - Thorup, K. 2004: Reverse migration as a cause of vagrancy. – Bird Study 51: 228-238. - Thorup, K. 2007: Omvänd flyttning. – Vår Fågelvärld 66/3: 40-41. - Tho-hsin, C. 1987: A synopsis to the Avifauna of China. – Science Press, Beijing. - Tordoff, A.W. 1997: Raptor migration at Hoang Lien Nature Reserve, northern Vietnam. – www.orientalbirdclub.org - Trainor, C.R., F. Santana, P. Pinto, A.F. Xavier, r. Safford & R. Grimmett 2008: Birds, birding and conservation in Timor-Leste. – BirdingASIA 9: 16-45. - Turner, A. & C. Rose 1989: Swallows and Martins of the World. – Christopher Helm, London. - Tveit, B. O., G. Mobakken & O. Bryne 2004: Fugler og fuglefolk på Utsira. – Utsira Fuglestasjon. - Ueta, M., D.S. Melville, Y. Wang, K. Ozaki, Y. Kanai, P.J. Leader, C.C. Wang og C.Y. Kuo 2002: Discovery of the breeding sites and migration routes of Black-faced Spoonbills Platalea minor. – Ibis 144: 340-343. - Ujihara, O. & M. Ujihara 1992: Identification guide of Gulls.- Bun-ichi Sogo Shuppan, Tokyo. - Ullman, m. 1999: Fältbestämning av purpurhäger. – Roadrunner 4/3: 18-22. - Ullman, M. 2006: Vad har kungsfpgelsångare vid Otttenby att göra? – Vår Fågelvärld 65/1: 6-11.

- Ullman, M. 2007: Sibirisk Järnsparv. – Vår Fågelvärld 66/2: 55. - Ullman, M. 2008: Mongolpiplärka. – Vår Fågelvärld 67/1: 51. - Ullman, M. 2008: svar till Kasper Thorup. – Vår Fågelvärld 67/3: 41. - Ullman, M. 2008: introducerade fåglar i Europa. – Vår Fågelvärld 67/3: 10-19. - Ullman, M 2008: Svarthuvad Trut. – Vår Fågelvärld 67/5: 55. - Ullman, M. & B. Pettersson 1996: Östra Kina maj 1996. – Avifauna. - Urfi, A.J. 2003: The birds of Okhla Barrage bird sanctuary, Delhi, India. – Forktail 19: 39-50. - Urquhart, E. 2002: Stonechats: a guide to the genus Saxicola. – Christopher Helm, London. - Vasamies, H. 1997: Taigakuovi – uusi laji Suomelle. Little Whimbrel at Åland. – Alula 3/1: 38-40. - Vasamies, H. 1998: The first Oriental Cuckoos in Western Europe. – Alula 3/4:114-116. - Viney, C., K. Phillipps & L.C. Yin 1997: The birds of Hong Kong and South China. – Hong Kong. - Vliet, R.E.van der 2001: Two-barred Warbler on Terschelling in October 1996. – Dutch Birding 23: 191-195. - Vliet, R.E. van den., A. de Bruin, J. van der Laan & CDNA 2000: Rare birds in the Netherlands in 1999. – Dutch Birding 22: 251-270. - Vliet, R.E. van der, P.R. Kennerley & B. J. Small 2001: Identification of Two-barred, Greenish, Bright Green and Arctic Warblers. – Dutch Birding 23: 175-191. - Vliet, R.E. van den, J. van der Laan & CDNA 2002: Rare birds in the Netherlands in 2001. – Dutch Birding 24: 325-349. - Waern, M. 2007: Åldersbestämning av större turturduva. – Roadrunner 15/1:54. - Wassink, A. 2009: Birds of Kasakhstan: new and interesting data, part 2. – Dutch Birding 31: 101-110. - Wassink, A. & G. J. Oreel2007: The Birds of Kasakhstan. – De Cocksdorp, Texel. - Wassink, A. & G.J. Oreel 2008: Birds of Kasakhstan: new and interesting data. – Dutch Birding 30: 93-100. - Weidong, Zhou, G. Carey & M. Williams 1992: Beidaihe Birds - Beidaihe. - Wells, D.R. 1999: The birds of the Thai-Malay Peninsula, vol. 1: non-passerines. – Princeton University Press. - Wells, D.R. 2007: The birds of the Thai-Malay Peninsula, vol. 2: passerines. – Oxford University Press. - Wild Bird Society of Japan 1982: A field guide to the Birds of Japan. – Wild bird Society of Japan. - Wilder, G.D. 1925: Migration notes. Birds that breed in Chihli.- China J. Sci. Arts. 3: 562-566. - Wilder, G.D. & H.W. Hubbard 1926: List of the birds of Chihli. – J.N.-China Asiatic Soc. 55: 156-239. - Wilder, G.D. & H.W. Hubbard 1938: The Birds of Northeastern China. – Peking Nat. Hist. Bull., Peking. - Wilkingson, R., S. Dowell, H. Fen-Qi & L. Jian-Sheng 2008: Long-billed Plover Charadrius placidus breeding in Jiangxi province, east-central China. – BirdingASIA 9: 86-87. - Williams, M. 1994: Migration hub of the Orient: Beidaihe – www.martinwilliam.tripod.com - Williams, M. 1995: Migration hub of the Orient: Beidaihe. – www.martinwilliams.tripod.com - Williams, M. 1996: A checklist of the Birds of the Beidaihe/Qinhuangdao District, Hebei Province, China. – www.drmartinwilliams.com - Williams. M.D. (ed) 2000: Autumn bird migration at Beidaihe, China, 1986-1990 (incorporating the report on China Cranewatch 1986). – Beidaihe Birdwatching Society. - Williams, M.D., D.N. Bakewell, G.J. Carey & S.J. Holloway 1986: On the bird migration at Beidaihe, Hebei province, China, during spring 1985. – Forktail 2: 3-20. - Williams, M.D., G.J. Carey, D.G. Duff & X. Weishu 1992: Autumn bird migration at Beidaihe, China 1986-1990. – Forktail 7: 3-55. - Wilson, M.G. & V.A. Korovin 2003: Oriental Turtle Dove breeding in the Western Palearctic. – British Birds 96: 234-241. - Wincup, R. 1997: China, Beidaihe – May 1997. – www.surfbirds.com - Wingate, D.B. 1983: A record of the Siberian Flycatcher Muscicapa sibirica from Bermuda: an extralimital vagrant. – The Auk 100: 212-213. - Wink, M., H. Sauer-Gürth & E. Gwinner 2002: Evolutionary relationships of stonechats and related species inferred from mitochondrial-DNA sequences and genetic fingerprinting. – British Birds 95: 349-355. - Woodward, T. 2006: Birding South-east China. – Hong Kong Birdwatching Society. - Worfolk, T. 2000: Identification of red-backed, isabelline and brown shrikes. – Dutch Birding 22: 323-362. - Xiao-Ping, Y., C. Xiu-Yun, C. Wen-gui & S. Liang 2009: Return of the Crested Ibis Nipponia nippon:a reintroduction programme in Shaanxu province, China. – BirdingASIA 11:82-84. - Yang, L., Z. Zhengwang, Y. Zhang & S. Haichao 2003: Record congregation of Relict Gull Larus relictus during the migration season. – Oriental Bird Club Bull. 38: 41-42. - Yi-Lun, Q., L. Yang, G. Dong-Sheng, Z. Xiao-Qi og Z. Er 2006: First chinese breeding record of Pleske´s Warbler Locustella pleskei, from a small island off Qingdao, Shangdong province. – BirdingASIA 6: 81-82. - Yu, Y-T, & C, Zhihong 2008: Dalmatian Pelican Pelecanus crispus: the largest waterbird in East Asia, and the rarest? – BirdingASIA 9: 62-66.

- Zetterström, D. 1995: Happy Island, Beidaihe & Xianghai, maj 1995. – Regulus Travels. - Zheng Guamei, S. Jie, Z. Zhengwang, Z. Yanuan & G. Dongshean 2000: A new species of flycatcher (Ficedula) from China (Aves: Passeriformes: Muscicapidae). – Journal of Beijing Normal University (Natural Science) 36: 405-409. - Zheng, G.M. (red.) 2005: A checklist on the classification and distribution of the Birds of China, - Science Press, Beijing. - Zheng, G.M. & Q.S. Wang 1998: China Red Data Book for endangered animals, Aves. – Science Press, Beijing. - Zhengwang, Z. 1999: The distributional range of Brown-eared Pheasant Crossoptilon mantchuricum. – Tragopan 9: 5-7. - Zuyderduyn, C. 2008: Kroonboszanger in Katwijk aan Zee in oktober 2007. – Dutch Birding 30: 155-158. - Yang, l. 2006: Survey of the distribution and conversation status of the Relict Gull Larus relictus in Bohai Wan during winter. – BirdingASIA 5: 8. - Yesou, P. 2001: Phenotypic variation and systematics of Mongolian Gull. – Dutch Birding 23: 65-82. - Yesou, P. 2002: Systematics of Larus argentatus-cachinnans-fuscus complex revised. – Dutch Birding 24: 271-298. - Yesou, P. & A.V. Filchagov 1993: Bare parts coloration, eye/head contrast and species recognition in gulls: the situation in Palearctic forms of the Larus argentatus-Larus fuscus group. – Col. Waterbird Soc. Ann. Meeting, Arles (France). - Ödeen, A. & M. Björklund 2003: Dynamics in the evolution of sexual traits: losses and gains, radiation and convergence in yellow wagtails (Motacilla flava). – Molecular Ecology 12: 2113-2130. Klaus Malling Olsen Smørumvej 221. 2.t.v., DK 2700 Brønshøj Danmark e-mail: klausmalling@gmail.com Version 25.11 2009