AUG UST 2009

(2HF092-DAA)

T ema: Storby

H æfte

Dette eksamenssæt bruges i Skriftlig dansk i hf i øvelse 2.

Prøvemateriale

Hæfte 2

SideSærtekster – udleveres kl. 10.30:

5 . Katrine Marie Guldager: En skilsmissehistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 . Poul Henningsen: Byens lys . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 . Søren Ulrik Thomsen: Søndagsby eller Storstad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 . Nikolaj Frydensbjerg Elf: Det værste og det bedste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10

Ortografi og tegnsætning følger originalerne . Trykfejl er dog rettet .

3

4

5. Katrine Marie Guldager: En skilsmissehistorieTeksten er fra novellesamlingen København, 2000. Katrine Marie Guldager (f. 1966), dansk forfatter.

Bussen, der forlod Nørrebros Runddel med kurs mod Nørreport Station, var ikke alene fyldt til randen af passagerer, den var også usædvanlig fugtig . Det flød med bagage i gangene . Buschaufføren forsøgte at holde modet oppe hos de trængte pas-sagerer og fortalte omhyggeligt om alle de busser, der krydsede ruten . De to piger, der sad på sædet lige bag chaufføren, kom fra Ungdomshuset1 og var for første gang alene i København . Den ældste af dem fortalte den yngste, hvad de kørte forbi, men den yngste hørte ikke efter . I stedet åndede hun på ruden og tegnede et ansigt .

Netop som hun satte den prik, der udgjorde det højre øje, fik hun gennem prik-ken øje på en person, hun ikke havde ventet at se, sin far . Hun sprang op af sædet, og den ældre pige fulgte efter:

– Vi vil af! råbte den yngste pige desperat til chaufføren, men han kunne ikke standse midt i et kryds . Da de kom til et stoppested, krydsede de vejen og løb hen mod Sjællandsgade, hvor de troede de havde set den yngste piges far:

– Nu når vi ikke toget! sagde den ældste pige ærgerligt, men faderen var der ikke .

De to piger sjoskede tilbage til stoppestedet, og det varede ikke mere end et par minutter, før der kom en ny bus . Den yngste pige sad igen ved vinduet og tegnede et ansigt, og netop som hun satte den prik, der skulle gøre det ud for det venstre øje, kom hun i tanke om, at hun havde lovet at ringe hjem til sin mor .

I Ungdomshuset var man færdig med at male og rydde op, man pakkede sam-men og sagde farvel . De fleste af dem, der havde hjulpet med at male, tog lidt af den gule farve med sig . Der var ligefrem én, der havde trådt i den gule maling, og nu afsatte han spor hele vejen hjem . De to piger stod af på Nørreport . Toget til Hil-lerød var kørt, og mens de et øjeblik stod ved kioskerne og overvejede situationen, fik de øje på en fyr, de havde været sammen med i Ungdomshuset . Fyren havde stadig rester af maling i ansigtet . Den yngste pige havde snakket med ham hele dagen, men nu ville hun pludselig ikke hilse . Fyren fra Ungdomshuset så ingen-ting . Han købte et æble og begyndte at gå ned ad Købmagergade:

Mærkelig beslutning, tænkte han ved sig selv, men begyndte alligevel at gå .De to piger gik ind på Klaptræet2 for at få en kop te . Den ældste bar kopperne

ned på bordet, mens hendes lange, stribede halstørklæde slæbte hen ad jorden . Den yngste prøvede at ringe til sin mor, men der var ingen, der tog telefonen . Pigen kunne ikke slippe tanken om, at det faktisk havde været hendes far, de havde set i Sjællandsgade . Hun havde mest lyst til at tage tilbage . Men den ældste overbeviste hende om, at de havde set forkert, han var sikkert derhjemme:

– Hvorfor tager han så ikke telefonen? spurgte den yngste .Den ældste tog et langt sug af den cigaret, hun lige havde rullet .

1 Ungdomshuset: samlingssted for unge på Nørrebro i København2 Klaptræet: café i det indre København

5

10

15

20

25

30

35

5

En mand, der befandt sig på et af de underjordiske toiletter på Rådhuspladsen, strammede sit bælte, hankede op i sin pose og begyndte at bevæge sig hen til sten-trappen . Det var ikke til at sige, hvilken kraft der egentlig fik ham til at gå i gang med det møjsommelige arbejde, det var at komme op ad trappen, for den ene fod hang på ham som en slap elastik . Toiletdøren smækkede bag ham .

Mens han arbejde sig op ad stentrappen, blev han overhalet af en ung fyr, som nu stod ved fodgængerovergangen og stirrede på lyskurven . Han trippede . Han skulle mødes med en ven ved Storkespringvandet1 . Da han gik over fodgænger-overgangen, gik han kun på de hvide felter, han vidste ikke hvorfor, og han var også ligeglad . Faktisk var han ligeglad med det hele . Der var ikke noget, der rigtig rørte ham . Han pressede hænderne ned i frakkelommerne og sparkede til noget, der ikke var der . Hans gummisko var bundet så stramt, at blodforsyningen til foden blev standset . Langt bag ham trak den hærgede mand fra toiletterne sig end-nu et trin op ad trappen, og for hvert trin han trak sig op, var det, som om Køben-havn sank en smule .

Først trak han med den ene arm, så med den anden, og når begge arme trak så meget, de overhovedet kunne, støttede han et øjeblik på sin syge fod og løftede den raske . Den hærgede mand var lidt af en mester . Han havde endnu ikke mødt nogen, der brugte lige så meget tid på at bevæge sig omkring på en syg fod, som han selv gjorde . Hjemmesygeplejersken havde sagt, at han skulle holde sig i ro, men lige præcis dét ville den hærgede mand fra Eskildsgade ikke . Han insisterede .

De to piger på Klaptræet holdt øje med uret . Det næste tog, som havde forbindelse til en bus i Hillerød, ville snart gå . De slentrede modvilligt ned ad trappen på Klaptræet, den ældstes halstørklæde slæbte hen over hvert trin . Moderen, der var i køkkenhaven for at grave kartofler op, hørte omsider telefonen og gik ind for at tage den, men da hun endelig nåede frem, var den holdt op med at ringe . Hun gik atter ud i køkkenhaven . Kartoflerne lagde hun i en kurv, som var de æg .

Faderen, der ganske rigtig befandt sig i Sjællandsgade, da de to piger passerede ham i bus, var for længst gået hjem i sin nye lejlighed, som var kold . Han skænke-de sig et glas kirsebærvin og kiggede tomt ud ad vinduet . Han tænkte på sin datter og på, at han ikke ville se hende lige så meget i fremtiden .

Hans kone havde omsider gravet kartofler nok og stillede greben fra sig . Hun rystede jorden af træskoene og tog i døren ind til huset, men opdagede, at hun hav-de låst sig selv ude .

– Pokkers, mumlede hun . Hun skulle helt ned i den anden ende af bebyggelsen for at få fat i ekstranøglen . Hun gik rundt om huset, stillede kartoflerne fra sig og begyndte så at gå . På denne tid af eftermiddagen kunne hun ikke undgå at møde en hel masse mennesker, som alle sammen ville kigge på hende og tænke på hen-des mand, der var flyttet .

Den unge mand fra Rådhuspladsen nåede frem til Storkespringvandet og passere-de den unge mand fra Ungdomshuset, der stadig gik meget langsomt . De gule plet-ter i hans ansigt var blevet tværet ud, og hans ansigt havde fået et gulligt skær .

1 Storkespringvandet: springvand på Strøget i København

40

45

50

55

60

65

70

75

80

6

Manden fra Rådhuspladsen kunne ikke undgå at lægge mærke til det:Tænk at gå omkring med gul maling i hovedet, tænkte han .Men den gule farve korresponderede på en mærkelig måde med solens farve,

og da den unge man fra Ungdomshuset ankom til Storkespringvandet, var det som om hele pladsen omkring Storkespringvandet blev fyldt op af denne farve . Hvis man ville, kunne man se, hvordan også alle de mennesker, der hastede fra én for-retning til en anden, i korte sekunder var helt gule .

Så var det slut .

Fyren fra Ungdomshuset satte sig på kanten af Storkespringvandet . Hele sit liv havde han boet i København, men som han sad ved Storkespringvandet, følte han sig fuldstændig fremmed, han kunne lige så godt have sat sig på kanten af månen .

De to piger var nået til Holte Station . De havde brugt tiden i toget til at sidde og skrabe den gule maling af hinanden, så de var næsten rene . Der var mange, der steg af på Holte . Tilbage i vognen var der faktisk kun dem selv og et ægtepar, der skændtes . Den ældste pige foreslog, at de skiftede kupé, men den yngste afslog . Hun ville være, hvor hun var . Og når hun kom hjem, ville hun lave pandekager .

Manden fra Rådhuspladsen var omsider ved at nå op ad stentrappen, og da han stod og svajede på det næstsidste trin, lukkede pigen øjnene, som genskabte hun dermed det mørke rum, den hærgede mand var ved at trække sig ud af . Lidt lys ramte ham på trappen . Han trak sig helt op på sidste trin og stod nu og kiggede ud på pladsen .

85

90

95

100

7

6. Poul Henningsen: Byens lysTeksten er fra revykomedien Op og ned med Jeppe, 1937, af Poul Henningsen (1894-1967), dansk arkitekt og revyforfatter.

Byens lys der tændes,Chaplins gamle film .Myretuen er med sit bedste smil .Helt fra horisontenstier1 og synker ildn .Selv en storby har sin sexappeal .

Her lever vi i skorstensskovenmed milevidt fra bryn til bryn,en jungle til mennskenes sovende børn .Kravl op og kik ud over byen .

Bag alle disse bål der flammermed lysreklamers kolde lyn,er kampe og skæbner og jammer og ondt .Allivel så elsker vi byen .Man tænker på maskiner og på bomber og krig:Hundrede knald – alting forbi .Vi jævner selv med jordn hva vi har bygget så flinkt .Blå energi – blinde instinkt!

Det er en usandsynlig fabel .Små bitte svage usle gryn,som stavler2 og splitter et babel af sten .Allivel så elsker vi byen .

Over os står lysetvarmt og kuppelrundtsom et brandskær set fra landevejn .Fjerne folk i mørketser et strålebundt .Over regnen står et himmeltegn .

Hvad trækker folk til disse stederog dette flammebål mod skyen?Dérude var marker og glæder og ro .Allivel så elsker vi byen .

1 stier: mundtlig form af “stiger”2 stavler: stabler

5

10

15

20

25

30

8

Hvad vil du mon på denne stentomt?Her er du tabt og anonym .Du møder kun vrimlende ensomhed her .Kom ind – du forsvinder i byen .

En nitte i et vældigt og et skrapt lotteri:Liv eller død – kun småtteri .Hvem spør om du og dine går til bunds, overbord –skæbner går ned – storbyen gror .

Her lever vi i skorstensskovenmed milevidt fra bryn til bryn .En jungle til mennskenes sovende børn .Allivel så elsker vi byen .

35

40

9

7. Søren Ulrik Thomsen: Søndagsby eller StorstadTeksten er et uddrag af en artikel i Politiken d. 4. november 2006. Søren Ulrik Thomsen (f. 1956), dansk digter.

Hvor var det dog herligt på min ungdoms interrailrejser at tage bad i fremmede storbyers dagligdag, for selv om det var en stor oplevelse pludselig at gå rundt i Freuds lejlighed i Berggasse1, var det nok så intenst at mase sig op i en overfyldt sporvogn og rasle med til endestationen, og lige så voldsomt et indtryk det gjorde, da jeg første gang stod over for en grandios barokskulptur af Bernini2, lige så sent skal jeg glemme synet af en gammel kone, der med ål i strømperne og en lille humpende hund i snor sjoskede hjem fra bageren med sit brød under armen . Men […] jeg [er] nok ikke den eneste, der i de senere år har følt et lille stik af skuffelse, når jeg er vendt tilbage og har set de europæiske storbyers centrale dele drænet for dagligliv og forvandlet til mærkeligt uvirkelige temaparker, hvor alt er lagt an på, at netop jeg skal komme og opleve f .eks . temaet ’Paris’ .

Når København skal boostes3, hypes4 og profileres som internationalt attraktiv for turister og erhvervsliv, tales der altid om at investere i kulturlivet, og læser man planer for nye tiltag i byen, er det ærligt talt et rædsomt parfumeret sprog, der føres . Man behøver vel ikke legitimere hver eneste københavnsk kvadratmeter med buzzwords5 som ’kunst’, ’kultur’ og ’byggeri for renæssancemennesker’, så meget des mindre som det for mig at se netop er typisk provinsielt at tro, at en by kan købe sig til en kulturel identitet, der derimod kun kan komme fra de mennesker, som rent faktisk lever på stedet: Kunsten, kulturen og stemningen skal nok følge med, hvis folk ikke skal pendle fra sovebyerne til søndagsbyen, men kan bo her og bidrage til diversiteten6 ved at befolke gaderne sammen med de hippe og de velha-vende og dermed give byen den ægte hovedstadsatmosfære, som ikke kun hidrører fra det exceptionelle, men nok så meget fra det banale hverdagsliv .

1 Freuds lejlighed i Berggasse: Sigmund Freud, (1856-1939), østrigsk læge og grundlægger af psyko-analysen . I en del af sit liv var Freud bosat og havde praksis i Berggasse i Wien

2 Bernini: Giovanni Lorenzo Bernini (1598-1680), italiensk skulptør, arkitekt og maler3 boostes: opreklameres4 hypes: gøres ekstraordinært interessant, populær el . moderne5 buzzwords: modeord6 diversiteten: mangfoldigheden; forskelligartetheden

5

10

15

20

10

8. Nikolaj Frydensbjerg Elf: Det værste og det bedsteTeksten er fra tidsskriftet Reception nr. 48, 2002. Nikolaj Frydensbjerg (f. 1973), forskerstuderende.

Da Søren Ulrik Thomsen havde afsluttet Politikens sommerkronikserie om pro-vinsen, betegnede Hans Hertel1 ugen efter i samme dagblad essayet som ’eminent’ . Jeg må indrømme at jeg blev noget overrasket over Hertels superlativ, for det ord der umiddelbart havde cirkuleret i mit hoved efter at have læst Thomsens essay, var ’rædselsfuldt’ .( . . .)For Thomsen eksisterer der kun to poler her i verden, som endda kan udpeges på et landkort: Fucking St . Heddinge2 vs .3 New York . Det ene sted er rigtig skidt, det andet rigtig godt – der er intet alternativ midt imellem . Den kaotiske storby New York er efter hans mening snart det eneste sted man kan opleve storbykicket4, eller kicket overhovedet i eksistentiel og kunstnerisk-inspirerende forstand . Hvorimod St . Heddinge, barndomslandsbyen, er lig med social disciplinering, klaustrofobi og orden, tendenser man efterhånden også kan spore i den provinsielle hovedstad København . Thomsen beklager sig over at dét København han kom til i slutningen af 70’erne, er blevet ryddet op og har forandret sig . Han savner slummen, lugtene og virakken, og han siger åbent at selv om rydningen af baggårdene på Vesterbro5 utvivlsomt må have medført sociale og boligmæssige forbedringer for mange men-nesker, ville han have foretrukket at de blev ved med at se ud som de gjorde . Den æstetiske oplevelse var større, for sådan én som ham .( . . .)Han higer og søger i byens sidste autentiske lokalkvarterer og oaser for at finde dét klassisk modernistiske skrivedrug6 som hedder anonymitet, fremmedgjorthed og hjemløshed, byen som eksotisk mytestof . Det er jo som bekendt ikke en hvilken som helst storby Thomsen ønsker sig tilbage til, men en umenneskelig og inhu-man7 by, et sted der ikke må være rimeligt rart, men kun rimeligt råt at bo i; en by som det moderne massemenneske, som Thomsen åbenlyst identificerer sig med, er tvunget til at være en del af, men i nødvendighedens tegn må producere hæsligt-smukke digte til, eller rettere: imod .

1 Hans Hertel (f . 1939): dansk kritiker og forfatter, professor i nordisk litteratur2 St . Heddinge: mindre by på Sydsjælland3 vs .: versus, kontra4 kicket: sparket5 Vesterbro: bydel i København6 drug: stimulans eller narkotikum7 inhuman: umenneskelig

5

10

15

20

25

Anvendt materiale (til brug for COPY-DAN)

Birgitte Tindbæk: Storbyen i litteraturen . www .litteraturnet .dk .

Per Stounbjerg: At skrive storbyen, fra: Storbyen – orden og kloaklugt . Dansklærerforeningen, 1987 .

Emil Bønnelycke: Raadhuspladsen, fra: Asfaltens sange . Nordiske Forfatteres Forlag, 1918 .

Nanok Bodega . Efter: Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen: København Con Amore . Vindrose, Ny Carlsberg Glyptotek, 2006 .

Peter Funch: Foto fra serien Babel Tales. Politikens Magasin 19 .10 .2008 .

Katrine Marie Guldager: En skilsmissehistorie, fra: København . Gyldendal, 2000 .

Poul Henningsen: Byens lys, fra: Vers til idag, ved Sven Møller Kristensen . Thaning & Appel, 1966 .

Søren Ulrik Thomsen: Søndagsby eller Storstad . Politiken 4 .11 .2006 .

Nikolaj Frydensbjerg Elf: Det værste og det bedste . Reception nr . 48, 2002 .

Jokeren: København København, fra: Storby Stodder, samlede tekster, 2003-1994. Lindhardt og Ringhof, 2003 .