et sted at være - henfred.dk · et sted at være: en antropologisk undersøgelse og analyse af...
Post on 07-Jul-2020
8 Views
Preview:
TRANSCRIPT
Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte mennesker
på et værested i en vestjysk landkommune.
Masterprojekt i sundhedsantropologi af cand. pæd. psych. Henning Frederiksen
Afdeling for Antropologi og Etnografi
Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Juni 2005
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
2
Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte
mennesker på et værested i en vestjysk landkommune.
Indholdsfortegnelse:
1.0. Introduktion 4
1.1. Forord 4
1.2. Indledning 4
1.3. Problemformulering 5
1.4. Baggrund og relevans 6
1.5. Teoretisk perspektiv og begreber 7
2.0. Feltøvelsen 8
2.1. Metode 8
2.2. Metodiske overvejelser og refleksioner over feltarbejdets forløb 9
2.3. Det empiriske materiale 12
2.4. Refleksioner over den oprindelige analytiske rammes relevans 12
2.5. Etiske overvejelser 13
3.0. Felten og feltet 13
3.1. Felten 14
3.2. Informanter 15
3.3. Værestedet og konstruktionen af ”socialt udstødte” 15
4.0. Feltet 18
4.1. Om ydmyghed og omsorg 18
4.2. KFUM´s sociale arbejde 19
4.3. Omsorg og behandling 20
5.0. Udstødelse og klientgørelse 21
5.1. Stigma, status og roller 22
5.2. Klientkonstruktioner og empowerment 23
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
3
6.0. Narrativer og omvendelse 25
6.1. Sundhedsnarrativer 25
6.2. Vendepunkter og transformative øjeblikke 29
6.3. Narrativer, selvværd og identitet 31
7.0. Hverdagsliv 33
7.1. Et ganske almindeligt hus 33
7.2. Hverdagslivets symbolske orden 34
7.3. Tilknytning 37
8.0. Omsorg og recovery 38
9.0. Opsamling og konklusion 39
10.0 Summary 42
11.0 Referencer 43
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
4
Et sted at være: En antropologisk undersøgelse og analyse af socialt udstødte
mennesker på et værested i en vestjysk landkommune.
1.0. Introduktion
1.1. Forord
”Jeg fandt Værestedet, ved at jeg tilfældigvis gik forbi huset og så skiltet; ingen havde fortalt mig
om det. Det betød et vendepunkt i mit liv, og det ændrede mit liv, fordi jeg havde behov for at være
sammen med andre mennesker. Det er som om det bare er et almindeligt hus, lige som alle andre.
Det er hverdagsagtigt indrettet med almindelige møbler og ikke som en institution; det er hyggeligt
og hjemligt og ligner et almindeligt hjem. Her er familiære rammer, og man skal ikke opgive
personnummer eller krydsforhøres for at måtte være her” (Henrik, bruger, 49 år).
”Jeg har min praksis i Holmegade 8 i Ulfborg. I Herredsgade 24 nogle få hundrede meter fra min
praksis ligger der et hus med et skilt på facaden, der afslører, at det rummer et værested oprettet af
KFUM´s sociale arbejde. Værestedet har eksisteret de sidste tre til fire år. Indtil december 2004
havde jeg ikke besøgt værestedet. Jeg havde af og til set mennesker gå ud af og ind på værestedet,
men jeg havde hverken mødt eller talt med de mennesker, der kommer dér. Hverken privat eller
fagligt” (Henning, psykolog, 57 år).
1.2. Indledning
Som praktiserende psykolog med ydernummer under den offentlige sygesikring kommer jeg i
kontakt med mennesker, der har brug for hjælp til at komme igennem en psykisk lidelse. Imidlertid
er det ikke en hvilken som helst lidelse, der berettiger til hjælp gennem den offentlige sygesikring.
Derfor ser jeg heller ikke ethvert menneske, der har behov for psykologhjælp. Problemerne, hvortil
der søges hjælp, skal først erkendes af patientens praktiserende læge. Lægen vurderer efterfølgende,
om der er tale om problemer, der er omfattet af en i forvejen defineret kategori, en diagnose, der
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
5
som forudbestemt henvisningsårsag1 kan begrunde henvisning til psykologhjælp. Jeg har
konstateret og ofte undret mig over, at nogle mennesker med et meget stort behandlingsbehov ikke
altid modtager den nødvendige hjælp og bistand, som deres tilstand kunne indikere. Dette gælder
for de socialt udstødte2, der, netop på grund af at de er kategoriseret som udstødte, findes uværdige
til offentlig psykologhjælp samt visse andre former for offentlig hjælp og social bistand. Min
undren går for det andet på, hvordan de udstødte herefter klarer sig igennem eller kommer sig efter
en psykisk lidelse eller psyko-sociale vanskeligheder, når sundhedssystemet ikke tilbyder dem
behandling. For det tredje undrer jeg mig over, at der i en lille landkommune som Ulfborg-Vemb
overhovedet kan være behov for et værested. Nærværende undersøgelse vil ved hjælp af
sundhedsantropologiske teorier og etnografisk feltarbejde forsøge at komme ovenstående undren til
livs.
1.3. Problemformulering
For at få besvaret spørgsmål om den manglende behandling af de socialt udstødte i en
landkommune, vil jeg foretage en etnografisk undersøgelse på (og af) et værested for socialt
udstødte mennesker i en vestjysk landkommune. Undersøgelsen skal først omkring nogle centrale
fokusområder vedrørende værestedet og dets mennesker: Hvad er et værested, hvilken funktion har
værestedet, hvad sker der på værestedet, hvilke mennesker kommer på og benytter sig af
værestedets tilbud og hvorfor kommer de på værestedet, og hvad får de ud af at komme på
værestedet? Herefter vil undersøgelsen med udgangspunkt i fortællinger og handlinger gennem
observation og interviews analysere de udstødtes livshistorier og narrativer (Ricoeur, 1991). Jeg vil
herunder se på opfattelser af sundhed og sygdom hos brugerne, som fortælles i sygehistorien, og
som det kommer til udtryk i brugernes sundhedsnarrativer (Janzen, 2002). Jeg har valgt at se på
psykisk sygdom og social udstødelse som en del af personens samlede psyko-sociale lidelser
(Dalsgaard, 2003). I denne sammenhæng ønsker jeg at vurdere værestedets betydning for dannelsen
af sundhedsnarrativer for raskgørelse forstået som recovery (Jensen (red.), 2004), udvikling af
social identitet samt mulighed for integration i samfundet eller for fortsat sygdom og social
1 Til dette brug udfylder lægen et henvisningsskema med angivelse af henvisningsårsag, der afkrydses blandt 8 mulige kategorier: 1) Røveri-, volds- eller voldtægtsoffer. 2) Trafik- og ulykkesoffer. 3) Pårørende til alvorligt psykisk syge personer. 4) Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom. 5) Pårørende til personer ramt af invaliderende sygdom. 6) Pårørende til dødsfald. 7) Personer, der har forsøgt selvmord, og 8) Kvinder, der får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge. 2 Jeg anvender betegnelsen ”de socialt udstødte” for brugerne af Værestedet, idet der er tale om en officiel arbejdsbeskrivelse, der anvendes til beskrivelse af målgruppen. Betegnelsen ”udstødelse” er identisk med ”marginalisering”, der kendes fra den engelsksprogede faglitteratur, der anvender udtrykket ”marginal people”.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
6
marginalisering. Afslutningsvis vil jeg vurdere de ændrede narrativers betydning for udviklingen af
brugernes empowerment forstået som myndiggørelse.
1.4. Baggrund og relevans
Min egen baggrund for projektet udspringer dels af interesse for socialt udstødtes menneskers
livsverden3, dels af interesse for narrativ analyse, som jeg har stiftet bekendskab med på
masteruddannelsen i sundhedsantropologi (Meinert, 2005); og sidst men ikke mindst gennem mit
faglige arbejde som praktiserende psykolog, hvor der i disse år er øget opmærksomhed på
livshistorien forstået som en både pædagogisk og terapeutisk metode til at skabe mening og
sammenhæng i tilværelsen netop i forhold til mennesker, der har besvær med at tackle deres liv
(Ramien og Gústafsson, 1998 og 2003). Jeg vurderer i denne sammenhæng, at den narrative metode
også vil være anvendelig, når der ved hjælp af fortællinger åbnes op for ny viden om nye og
fremmede verdener. Dette gælder Værestedets fremmede verden samt de udstødtes, dvs. de
mennesker, der befolker denne særlige verden i vor egen kulturkreds (Wadel, 1991).
Undersøgelsen har fundet sted i stationsbyen Ulfborg mellem Ringkøbing og Holstebro. I Ulfborg-
Vemb kommune, en mindre vestjysk landkommune med ca. 7000 indbyggere, er der oprettet et
værested som et ”alternativt tilbud til socialt udstødte og truede borgere i Ulfborg-Vemb kommune”
(Oplæg: 1997). Jeg havde på forhånd en oplevelse af, at væresteder især var et (stor)byfænomen og
var og er knyttet til de særlige og ganske massive sociale problemer med ”udstødte og truede
borgere”, der hører storbyen til, idet forskningen især har marginalisering i storbyen eller i visse
kvarterer af storbyen som sit genstandsfelt. Dette gælder f.eks. bydelen Kongens Enghave i
København med over 30 % arbejdsløse og uforholdsvis mange på overførselsindkomster (Larsen,
2001).
Nærværende masterprojekt tilsigter gennem mit feltarbejde at få dækket dette ”videnshul” med
social udstødelse på landet samt behandlingen – eller den manglende behandling - af de socialt
udstødte. Jeg vurderer, at projektet er relevant i forhold til den overordnede fagbeskrivelse af
masteruddannelsen (MSA), og at det omhandler et reelt problem og et fænomen i verden, der kan
undersøges og analyseres sundhedsantropologisk, idet sociale og kulturelle dimensioner af sundhed
og sygdom vil blive belyst. Jeg vurderer, at jeg vil kunne anvende den opnåede
3 Defineres efter Schutz og Luckmann som: ”A reality that is lived, experienced and endured, and therefore necessarily subjective”. Men fordi subjektivitet opstår ud fra ”embodied” social interaktion, er livsverden også altid et resultat af intersubjektivt liv (Dalsgård, 2005).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
7
sundhedsantropologiske viden som et ikke uvæsentligt fagligt supplement til mit eget fag og min
egen faglighed.
1.5. Teoretisk perspektiv og begreber
Informanternes fænomenologiske erfaringer med lidelse samt social udskillelse og at komme sig
(recovery) indsættes i en narrativ sammenhæng i den enkeltes livshistorie inspireret af Ramien og
Gústafsson (1998 og 2003) samt Ricoeur (1991) og Mattingly (2004). Der vil derfor være fokus på
den del af livshistorien, hvori der indgår sygefortællinger forstået som sundhedsnarrativer4:
”Researchers of illness narratives approach their subject with the premise that the experience of
sicknes may be told as a story, with all the properties of a story: a plot, characters, a timeline with
the beginning, an onfolding, a point of maximum tension or conflict between alternative forces and
outcomes, and finally a denouement” (Janzen, 2002:168). Optagelsen og analysen af sundheds-
narrativerne formodes at kunne tilvejebringe viden om perspektiver vedrørende udvikling og
forandring omkring social udstødelse samt de udstødtes egne oplevelser og erfaringer med sundhed
og sygdom, samt eventuelt åbne for nye perspektiver og forståelser af værestedets betydning for de
udstødtes recovery. Den teoretiske ramme omkring masterprojektet er derfor eksplorativ i forhold
til feltarbejdet og har funktion som en slags søgemaskine og døråbner til feltet, der skal undersøges.
Den beskrevne ramme er således ikke udtømmende, men tentativ5 og vil kunne åbne op for nye
teoretiske perspektiver. Jeg medtager de tentative overvejelser for at vise faserne i arbejdsprocessen.
Den analytiske ramme og det teoretiske afsæt omkring projektet med værestedet og dets mennesker
har udgangspunkt i flere teoretiske tilgange til problemstillinger, der vil blive hierarkiseret og
prioriteret i overordnede teorier og underordnede sideteorier:
4 Jeg anvender udtrykket ”sundhedsnarrativer” om informanternes sygehistorier, der i den engelsksprogede faglitteratur betegnes ”illness narratives”. 5 Emerson, Frets & Shaw advarer i ”Writing an Ethnography” mod anvendelse af tentative hypoteser eller arbejdshypoteser i begyndelsen, men foreslår at vente til sidst med at opstille de færdige hypoteser. Dette for at åbne op for opdagelse af nye data og den analytiske behandling undervejs i forbindelse med selve skriveprocessen (1995:171).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
8
• Overordnet drejer det sig om de socialt udstødtes livshistorier forstået som narrativer og
narrativ analyse (Ricoeur, 1991). Der er særlig fokus på sundhedsnarrativer (Janzen, 2002)
som en del af livshistorien med henblik på menneskelig udvikling over tid med en fortid, en
nutid samt en fremtid. Udviklingsperspektivet medtager vendepunkter (Mattingly, 2004).
• Social udstødelse og marginalisering analyseres bl.a. ud fra klientgørelse forstået som
skabelsesprocessen og den sociale konstruktion af en klient (Järvinen og Mik-Meyer)
(2004). Udskillelsesprocessen vil desuden inddrage teorier om social identitet, status og
roller samt normalitet og afvigelse med reference til Richard Jenkins og Erving Goffman.
• Dernæst drejer det sig om den kulturelle og sociale konstruktion af sundhed og sygdom,
hvor jeg har ladet mig inspirere af bl.a. Kleinmans (1981) skelnen mellem illness og disease
(lidelse og sygdom) samt sektormodeller og forklaringsmodeller (EM) og den sociale og
kulturelle konstruktion af sundhed og sygdom. I denne sammenhæng inddrages begrebet
”socio-somatik” (Dalsgaard, 2003) for at lægge vægt på de sociale betingelser for sundhed
og sygdom.
• ”Raskgørelse” forstås her som recovery – at komme sig - i en bred forstand som fysisk,
psykisk og social ”bedring” og personlig myndiggørelse (empowerment). Her vil jeg bl.a.
trække på recoverybegrebets forståelse af ”at komme sig” som ”udviklingen af ny mening
og formål med ens liv … ” Jensen (red.) (2004:23); eller som vendepunkter og ”the
remaking of life” hos Mattingly (2004:64) med skabelsen af nye selvbilleder, samt ”når
man tør sætte sig nye mål for tilværelsen” Tjørnhøj-Thomsen (2004).
2.0. Feltøvelsen
2.1. Metode
For at indsamle empiriske data fra værestedet og især fra dets menneskers oplevelser og erfaringer
med at være brugere af Værestedet har jeg gennemført et etnografisk feltarbejde. Feltarbejdet har
været gennemført som en feltøvelse i forbindelse med uddannelsen til MSA. Jeg har benyttet
kvalitativ metode baseret på deltagerobservation og semistrukturerede interviews i form dialogisk
”feltsamtale” (Wadel, 1991:47) med brugerne af Værestedet. Endvidere har jeg gennemført
semistrukturerede interviews og haft samtaler med øvrige personer med tilknytning til værestedet, f.
eks. leder, frivillige medarbejdere samt bestyrelsesmedlemmer og medarbejder fra den stedlige
kommunale forvaltning. Deltagerobservationen er gennemført på værestedet, hvor jeg har været
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
9
sammen med brugerne især omkring middagsmåltidet samt deltaget i det almindelige samvær med
brugerne om eftermiddagen. Mine observationer fra deltagelsen er blevet nedskrevet efter samværet
med brugerne, når jeg er kommet hjem eller har været uden for brugernes muligheder for at iagttage
mig. Jeg har deltaget i samtaler med brugerne i forbindelse med den deltagende observation f. eks.
ved middagsbordet, men har bevidst undladt at sidde med notesbog eller båndoptager med henblik
på at nedskrive notater eller tape indholdet af samtalerne. Dette har jeg gjort dels af respekt for
brugerne og dels for at gøre deltagelsen nærværende og så ægte som overhovedet muligt.
Til interviews og feltsamtale med enkeltpersoner efter den deltagende observation, har jeg anvendt
et mødelokale på værestedet. I denne forbindelse har jeg i fuld åbenhed brugt båndoptager og taget
feltnoter efter indhentet tilladelse.
2.2. Metodiske overvejelser og refleksioner over feltarbejdets forløb
Som forberedelse til feltarbejdet kontaktede jeg lederen Else Nørby, som jeg orienterede om mit
planlagte masterprojekt allerede i december 2004. Forinden havde jeg søgt viden om Værestedet
ved at tale med lokale folk fra forvaltning og menighedsarbejdet (KFUM) for at få deres vurdering
af mine foreløbige planer og for også at få tilladelse til at gennemføre et feltarbejde på Værestedet.
Jeg ville gerne oplyse om mit projekt på Værestedet og foreslog at skrive en side og lægge denne
frem til brugerne. Else foreslog imidlertid, at jeg mundtligt orienterede omkring mit arbejde, når jeg
første gang mødtes med brugerne i forbindelse med feltarbejdets opstart. Else kendte nogle
mennesker og kunne næsten love mig, at hvis de var til stede, når jeg var der, også kunne fortælle
livshistorier om en barsk tilværelse fra tiden før de kom i kontakt med Værestedet. Ellers kunne hun
måske kontakte dem og få dem til at komme til mig. På denne måde kom Else til at fungere som
”gatekeeper” for mig.
Selve feltarbejdet er blevet gennemført i perioden 17. januar til 24. februar 2005 med et par
hængepartier i form af ikke færdiggjorte interviews afsluttet i marts og april måneder.
Min oprindelige plan var - i det omfang det kunne indpasses i mit arbejde - at gennemføre
deltagerobservationen på Værestedet ved (på lige fod) at deltage i det daglige middagsmåltid
sammen med brugerne. Middagsmåltidet, der består af én ret varm mad efterfulgt af kaffe á i alt
20,00 kr., serveres kl. 12.00 dagligt på ugens 5 hverdage. Jeg ønskede at deltage i så mange
måltider som muligt, idet jeg hurtigt fandt ud af, at måltidet var det centrale samlingspunkt for
brugerne af Værestedet, og at nogle kun kom for at spise. Det er i forbindelse med middagen, at alle
samles, der er stille snak om dagen og vejen, nyheder bliver udvekslet, og hvor der bl.a. bliver
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
10
spurgt til ikke-tilstedeværende brugere og om årsagen til deres fravær i dag. Med alle menes her
leder, frivillige hjælpere, gæster og brugere af Værestedet, der alle samles om bordet for at indtage
middagsmåltidet, der serveres af hjælperne som portioner på tallerkener fra køkkenet. Det er
ligesom omkring middagsbordet, at tingene sker, hvorfor det må være et oplagt sted at foretage
deltagende observation.
Jeg gennemgik inden feltarbejdet min kalender og blokerede så mange middage som overhovedet
muligt for at få de bedste betingelser for deltagerobservationen. I alt har jeg pr. 24. februar deltaget i
13 middagsmåltider med efterfølgende - og nogle gange forudgående - samvær, der også er blevet
anvendt til samtale og interviews med leder, frivillige og brugere.
Selve samværet mellem mennesker på Værestedet, altså det sociale samvær, er næsten altid samvær
omkring noget, som f. eks. middagsmåltidet eller kaffen. Man sidder ikke bare og taler om noget,
men oftest gennem ”noget” konkret. Samvær og kommunikation før og efter måltiderne foregår ofte
omkring et spil – eller gennem et spil som referencetrekanten person – spil – person. På samme
måde giver måltidet mange referencetrekanter, der kan formidle kommunikation mellem
mennesker. Også gennem hobbyaktiviteter i kælderværkstedet er der muligheder for socialt
samvær, der ofte finder sted mellem brugere og frivillige. I værkstedet laves træting som f.eks.
fuglekasser, haveborde og bænke. Desuden indsamles bøger til brugtbogsauktioner engang imellem.
Brugerne har også mulighed for at klare praktiske ting på Værestedet, som f.eks. tøjvask, ligesom
man har mulighed for at gå i bad samt få håret klippet.
Derudover har jeg deltaget i et aftenmøde, der afholdes den 2. tirsdag i måneden, som foredrag
omkring et bestemt tema. Dette møde omhandlede ”det gode og det onde” med foredrag af en lokal
sognepræst. Endelig har jeg besøgt to brugere privat med henblik på optagelse af interview. Begge
var - ud over at tale med mig - interesserede i også at vise mig, hvordan de boede privat.
Min egen deltagelse foregik som sagt i forbindelse med middagsmåltiderne, hvor jeg deltog i
spisningen såvel som i snakken på lige fod som ”gæst” sammen med brugerne og de øvrige
tilstedeværende frivillige hjælpere og lederen. En enkelt bruger, som kendte mig og min faglige
identitet som psykolog, og som ikke havde hørt min introduktion til feltarbejdet på Værestedet,
spurgte, om jeg ”kom i embeds medfør”. Jeg svarede, at jeg kom som masterstuderende i
sundhedsantropologi og var i gang med at gennemføre mit feltarbejde på Værestedet. Brugeren
tilbød straks sin assistance i forbindelse med interview og optagelse af livshistorie. I øvrigt har jeg
mødt en usædvanlig interesse, velvillighed og hjælpsomhed på Værestedet af såvel ledelse,
frivillige som brugere, der har resulteret i, at jeg har glædet mig til at komme der og næsten har nået
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
11
at komme til at føle mig hjemme. Jeg ved, at Barth (1991:109) advarer feltarbejderen imod at ”go
native”, idet dette kan gå ud over observationerne. Jeg har følt, at jeg i nogle sammenhænge har
været eller er blevet betragtet som (på vestjysk) ”jen a vi anne”, hvilket betyder ”en af vore”, og
som jeg vurderer er en metodologisk bias, der vil kunne accepteres. Det at blive accepteret af
brugerne på Værestedet og at blive mødt med tillid og ikke mistro har efter min vurdering betydet
en tillidsfuld atmosfære med en usædvanlig åbenhed og også interesse for mit arbejde. Det har
betydet, at brugerne har været særdeles samarbejdsvillige informanter. Jeg har betragtet tilliden til
og accepten af min person som en tillidserklæring, der rækker langt ud over almindelig
mellemmenneskelig venlighed. Samtidig er der også en forventning om, at informanterne kan stole
på mine løfter om tavshed med fortrolige oplysninger og en del af den viden, jeg bliver betroet, så
ikke hele livshistorien bliver tilgængelig for offentligheden.
Egentlig brugte jeg den analytiske ramme som en slags nøgle ind i felten og som et værktøj – kort
og kompas - der kunne navigere mig rundt i feltet. Det viste sig imidlertid, at selv om
udgangspunktet for interviewet var livshistorien, var jeg især interesseret i den del af fortællingen,
som kan gøres til sundhedsnarrativer med et plot, spænding og konflikter, en tidslinie med fortid,
nutid og fremtid samt en løsning (Janzen, 2002:168). Jeg kunne ikke være sikker på, at fortællinger
om sygdom og udstødelse fremkom i forbindelse med samtalen med brugerne. Faktisk var der en
tilbøjelighed til at vige uden om sygehistorierne. For at frembringe et materiale, der kunne generere
narrativer, udarbejdede jeg en interviewguide med emner og temaer, som vi skulle omkring i løbet
af samtalen. Spørgsmålene blev ikke stillet direkte, hvis livshistorien kom ind på temaerne, men jeg
havde dem i baghånden:
• Hvem fortalte dig, eller hvor hørte du, første gang om Værestedet?
• Hvor ofte besøger du Værestedet?
• Hvordan havde du det, før du kom på Værestedet?
• Hvad bruger du Værestedet til?
• Hvordan har du det i dag?
• Hvad har Værestedet betydet for det liv, du lever i dag?
• Hvad har Værestedet betydet for dig fysisk, psykisk, socialt, med hensyn til selvværd og
identitetsmæssigt?
• Hvordan ville du have det, hvis Værestedet ikke fandtes?
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
12
2.3. Det empiriske materiale
Materialet fra interviewene er dels transskriberet fra lydbånd, dels udskrevne feltnoter fra
feltdagbogen, idet båndoptageren drillede under optagelserne. Materialet er dele af 6 personers
livshistorie samt interview med lederen samt samtaler med de frivillige, der er råmaterialet til
dannelsen af personernes narrativer om bl.a. sundhed og sygdom – jævnfør min plan med projektet.
Imidlertid ser det ikke ud til, at det er så let umiddelbart at finde det, jeg søger efter; det kommer
ikke bare sådan direkte frem. Faktisk er der en tendens til at vige uden om fortællinger om sygdom,
der omhandler fortidens alkoholmisbrug og alkoholbehandlinger.
Derimod ser ud til, at jeg finder noget, jeg ikke umiddelbart søgte efter – men som jeg dog havde en
forventning om jævnfør ”Den som leiter den finn, men ikkje den han leiter etter”, efter Arne
Garborg (1899) (i Wadel, 1991:7). Fælles for samtlige informanter er, at de betragter Værestedet
som et sted, der kan hjælpe dem ud af ensomheden, og hvor de kan tale med andre mennesker, og
hvor de er velkomne. Samstemmende er også forestillingen om, at Værestedet har et tilbud, som
ingen offentlig institution kan tilbyde, men at dette tilbud ikke umiddelbart bliver defineret af
brugerne. Værestedets kvalitative fordele defineres ”negativt” ved at nævne, hvad det ikke har i
forhold til de offentlige hjælpeinstitutioner, f. eks fraværet af personnummer, sag, sagsbehandler,
diagnoser, stemple ind eller krydsforhør, men i stedet tilbyder anonymitet, respekt og frihed til at
komme og gå. Frem for alt fremhæves det ikke-institutionslignende præg med et almindeligt hus,
almindelige stuer og møbler og den hverdagsagtige atmosfære, der præger stedet, samt at der ikke
finder behandling sted i den traditionelle medicinske betydning. Dette betyder, at den oprindelige
teoretiske ramme må udvides med nye analytiske begreber.
2.4. Refleksioner over den oprindelige analytiske rammes relevans
At feltarbejdet har betydet fund, der ikke var med i den oprindelige analytiske ramme, ændrer
imidlertid ikke noget ved mit overordnede projekt. Livshistorier og narrativer, der efter brugernes
udsagn ændres, fordi de selv ændrer sig, samtidig med, at de bruger Værestedet. Hvorfor og
hvordan disse transformationer rent faktisk finder sted, er det projektets opgave at undersøge og
analysere. Således er såvel problemformuleringen som den oprindelige analytiske ramme stadig
anvendelig, men må suppleres med:
• hverdagslivs-begrebet fra Birte Bech-Jørgensen (1994) samt
• omsorg som social indsatsmetode fra KFUM´s sociale arbejde.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
13
2.5. Etiske overvejelser
Jeg tager udgangspunkt i, at mine informanter er yderst sårbare mennesker, der har oplevet talrige
svigt og som ofte har negative erfaringer med indgåelse af sociale relationer til andre mennesker.
Især er der en vis modstand imod offentligt ansatte og myndighedspersoner. Jeg har forsøgt at møde
mine informanter, hvor de er, og respektere deres ønske om anonymitet, tavshedspligt og ønske om
ikke at blive udstillet. Jeg er meget bevidst om, at der er en vis risiko for rollekonflikt mellem mit
erhverv som psykolog og min rolle som studerende i sundhedsantropologi. Det er vigtigt, at
livshistorien bliver ikke fortalt som en del af et terapiforløb til en terapeut, men som en del af et
stykke forskningsarbejde til en studerende. Jeg har været åben i mit forhold til informanterne med
hensyn til information om mig selv og mit formål med undersøgelsen.
I min måde at forholde mig på til informanterne har jeg ladet mig inspirere af Søren Kirkegaards
”Hjælpekunst” (Elsass, 1993:401) og Fredrik Barth (1991:10), der – selv med 100 års mellemrum -
begge har rødder i eksistentialismen og humanismen og anvender ydmyghedsbegrebet.
Endelig er der nytteperspektivet, dvs. hvordan informanterne (og Værestedet) kan drage nytte af
projektet (Kampmann, 2003: 169). Jeg har fået tilbagemeldinger på, at det var rart for
informanterne at fortælle livshistorien til en person, der var villig til at lytte og som samtidig kunne
anvende den. Idet menneskene på Værestedet har givet noget af deres tid til samvær med mig og har
fortalt mig om deres liv og levned, samt i sidste ende har gjort det muligt for mig at gennemføre
feltarbejdet, har jeg besluttet at give noget tilbage. Ud over at lægge et eksemplar af den færdige
masterprojekt-rapport frem til gennemlæsning, har jeg tilbudt at holde et foredrag på Værestedet om
mit masterprojekt. Tilbudet blev accepteret og foredraget er fastsat og annonceret til tirsdag den 13.
september 2005 kl. 19.00-21.30 og har titlen ”Et sted at være”.
3.0. Felten og feltet
Antropologen Cecilie Rubow skelner mellem felten og feltet:
”Hvert forskningsprojekt har sit at berette om vekselvirkningen mellem feltarbejdet, arbejdet med
feltet og det præsenterede resultat. Det er i felten, dvs. det område af konkrete aktiviteter, man
deltager i og observerer undervejs i feltarbejdet, at man som antropolog fortaber sig i de levede livs
detaljer, og det er i arbejdet med feltet, dvs. de teoretiske aktiviteter, at man forsøger at stykke et
billede sammen” (2000:14).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
14
3.1. Felten
Inden jeg går i gang med det egentlige feltarbejde, vil jeg klargøre felten eller settingen for
feltarbejdet. Jeg vil fortælle om stedet, hvor feltarbejdet finder sted, ved at give en beskrivelse af
Værestedet i Ulfborg, dets mennesker, historie, struktur og funktion.
3.2. Informanter
Værestedets brugere ønsker beskyttelse, hvorfor navnene bortset fra lederens er anonymiserede og
optræder med pseudonymer. Der er ikke supplerende beskrivende karakteristika ud over levealder
og erhverv (social status), der vil kunne muliggøre identifikation af personerne. Personerne
beskrives løbende i teksten gennem livshistorien i form af mindre casestories, udtalelser og citater
fra samtaler og interviews. I projektet omtales følgende personer:
Else Nørby, leder af Værestedet.
Asger, 57 år, dagpengemodtager, frivillig og bruger af Værestedet.
Andreas, 52 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.
Gert, 64 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.
Helle, 59 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.
Henrik, 49 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.
Torben, 55 år, førtidspensionist, bruger af Værestedet.
3.3. Værestedet og konstruktionen af ”socialt udstødte”
Henning: ”Det undrer mig, at der ligger et værested i vores landkommune”.
Torben: ”Landkommune betyder bare, at det er et tyndt befolket område med de samme problemer
som i byerne, hvad angår ensomhed”.
I forbindelse med beskrivelsen af Værestedet er det interessant, at det er forestillingen om de
potentielle brugere i målgruppen, der fastsætter behovet for et værested. Derfor vil nærværende
gennemgang også være en beskrivelse af udviklingen og konstruktionen af brugergruppen eller
målgruppen.
Historikken går tilbage til sommeren 1995, hvor Ulfborg-Vemb kommunes sundheds- og
omsorgsafdeling sammen med Ringkjøbing Amts Sundhedsfremmeafdeling og Embedslæge-
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
15
institutionen afholdt en temadag om emnet ”socialt udstødte”. Gruppen ”socialt udstødte”
indkredses og defineres på dette tidspunkt som:
”misbrugere, der er svære at nå”, og som ”skæve eksistenser med misbrug og elendige
opvækstvilkår”(Referat fra temadag 10.08.1995).
I et oplæg fra 1997 om ”Alternative tilbud til de socialt udstødte og truede borgere i Ulfborg-Vemb
kommune” beskrives ”de socialt udstødte” som:
”Gruppen er karakteriseret ved et meget skrøbeligt netværk, almindeligvis ingen kontakt til
arbejdsmarkedet. Der er ofte misbrug af alkohol og/eller medicin, de svært psykisk syge og/eller
hjerneskadede kan ligeledes findes i gruppen”.
Oplæggets synspunkter underbygges af en vedlagt artikel af Bjarne Lenau fra Kirkens Korshær med
titlen ”Den bundløse livskvalitet” fra november 1996, hvor behovet for hjælp til de udstødte ikke
kan ydes af det offentlige, men må overlades til private organisationer:
”Med kolossale misbrugsproblemer, med svære og ubehandlede psykiske sygdomme, med megen
kriminalitet, med synlig fysisk og ydre elendighed virker de anstødelige og forargende i
gadebilledet (ibid.:9) … et udstødt menneske kan komme til at opleve sin menneskelige værdi, også
selv om det ikke fører til ”resocialisering” og ”rehabilitering” og samfundsmæssig tilpasning
(ibid.:11) … Det øvrige samfund har opgivet dem og tilbyder ikke længere helbredelse – i
betydningen målrettet behandling. I de øvrige sociale hjælpesystemer afvises de ud fra nogle
livskvalitets-kriterier, som tager udgangspunkt i, hvad der bedst kan betale sig. Den offentlige
moral har indrettet social- og sundhedshjælpen efter succes-kriterier og effektmål. … de enlige
alkoholikere må vi lade være og overlade til omsorg hos de private organisationer, … som kan
følgelig få lov til at udvikle sig til eksperter i social terminalpleje. … De fungerer som
tryghedsstationer i disse menneskers liv”.
Gruppen ”socialt udstødte” er således bestemt til at inkludere misbrugere af alkohol og medicin som
i 1995 samt fra 1997 udvidet med svært psykisk syge og hjerneskadede med et meget skrøbeligt
netværk og almindeligvis uden kontakt til arbejdsmarkedet. De er skæve eksistenser, der er svære at
nå. For første gang nævnes, at målgruppen har særlige behov, der bør tilgodeses:
”Opgaven er i forhold til de professionelle forbundet med afmagt, idet der kun i ringe omfang er
mulighed for at opfylde målgruppens behov, nemlig
- et sted at høre til,
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
16
- et sted, hvor det er i orden, at man er, som man er,
- et sted, hvor der ikke stilles krav om afvænning, behandling mv.
På baggrund heraf anbefaler en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra den
kommunale forvaltning, amtets misbrugsrådgivning samt lokale sognepræster, at der oprettes et
værested for socialt udstødte i Ulfborg. Et værested bør have en daglig åbningstid omkring spisetid,
således at det at købe sig et måltid mad eller en kop kaffe kan danne ramme om et fællesskab, og
hvor der tilbydes almen menneskelig omsorg. Det anbefales, at der tilknyttes en lønnet medarbejder,
og at stedet i øvrigt drives af frivillige hjælpere. Endelig anbefaler arbejdsgruppen, at værestedet
oprettes af interesseorganisationer, f.eks. KFUM´s Sociale Arbejde i Danmark, der har en lang
tradition for socialt arbejde med socialt udstødte, samt at stedet medfinansieres af amt, kommune
samt fondsmidler. Det anslås at målgruppen omfatter ca. 20 personer.
I den færdige projektbeskrivelse af Værestedet i Ulfborg fra 1999 er målgruppen defineret som:
”Målgruppen er mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale kontakter
og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser. Gruppen
består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver, der har
brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab”.
Gruppen ”socialt udstødte” er således blevet afgrænset og indsnævret, og omfatter stadig mennesker
med misbrug, men alene som alkoholmisbrug, men ikke medicin eller stofmisbrug; samt mennesker
med lettere sindslidelser, hvorimod svært psykisk syge og hjerneskadede ikke er medtaget i
nærværende definition. Derimod er sociale forhold som ensomhed og ringe social netværk samt en
manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og modtagelse af overførselsindkomst med til at
bestemme målgruppen. I øvrigt indeholder definitionen af selve målgruppen ikke begrebet ”socialt
udstødte” i 1999 beskrivelsen.
Udtrykket ”udstødte” optræder imidlertid i selve formålsformuleringen for projektet:
Målsætningen er dels at være et omsorgs- og aktivitetstilbud til en gruppe af udstødte eller
udstødningstruede borgere, dels at dæmme op for yderligere udstødning. Målsætningen udmøntes
således i en indsats, der skal
- skabe et socialt tilhørsforhold for gruppen, således at der på længere sigt kan opbygges
netværksrelationer, og
- højne den almene sundhedstilstand i gruppen, samt
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
17
- skabe bedre levevilkår for gruppen.
I den officielle folder om ”Værestedet” KFUM´s Sociale Arbejde (2005) er målgruppen ”socialt
udstødte” ikke nævnt eller bestemt ud over, at brugerne er inkluderet i begrebet gæster:
Hvem møder du? Da alle er velkomne, kan du også møde alle slags gæster. Men du vil altid være
sikker på at møde en af vore medarbejdere.
Mens brugergruppen ikke defineres direkte, beskriver folderen Værestedets funktion som udbyder
af omsorgs- og aktivitetstilbud:
- et mødested, et spisested, et værested og et fristed, hvor man kan:
- købe kaffe, te og alkoholfrie drikke, spise frokost, middag, læse avis, vaske tøj, reparere tøj,
høre musik, spille forskellige spil og lave hobbyting.
Eller som en af brugerne, Andreas på 52 svarer, da jeg spørger ham, hvilke mennesker, folk tror, der
kommer på Værestedet:
”Jeg har tit haft nogle kammerater og sagt til dem, ”kom med herop”, nej det vil de i hvert fald
ikke” … ”Jeg tror, de tror, det er sådan nogle, der er lidt mærkelige, jamen det tror jeg virkelig”.
”Jeg kan huske første gang, jeg inviterede min kone herop. Jamen jeg drikker ikke, sagde hun. Men
det er for alle mennesker, siger jeg så, og hun er så glad for at komme her”.
En anden bruger, Gert på 64 år fortæller om brugen af Værestedet:
”… til at tælle piller op til mig selv hver fredag, indtil jeg fik bedre styr på hovedet” … ”Jeg har
behov for, at der er nogle der holder øje med mig”.
Og en tredje bruger, Torben på 55 år fortæller om sig selv:
” Jeg tror vi hører til dem, vi kalder ensomme mænd, altså singler. … Mange af os er på pension,
en enkelt er arbejdsløs, og nogle går på efterløn, der jo også er en form for pension”.
Asger, bruger og hjælper på 57 år udtaler om Værestedet: ”Det er godt for mig at komme der”. Han
har fået at vide, at Værestedet er med til at løse nogle af kommunens problemer med nogle borgere,
der har særlige behov for hjælp. Vil dog ikke anvende betegnelsen ”socialt udstødte” om disse
mennesker. Asger mener, at betegnelsen alene bør anvendes om de hjemløse misbrugere og
sindslidende i storbyen.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
18
Else Nørgaard fortæller, at kommunen melder positivt tilbage om, at den aflastes for ”et rend af de
sværeste klienter”, der er uden for rækkevidde af det etablerede social- og sundhedssystem.
Således ser konstruktionen af målgruppen omkring betegnelsen ”socialt udstødte” ud til at være
socialt og kulturelt bestemt af politiske, ideologiske, lægefaglige, socialfaglige og lokale forhold i
den konkrete kontekst, hvori begrebet skal anvendes. Her for at legitimere oprettelsen af et værested
i en landkommune. Begrebet ”socialt udstødte” er langt fra entydigt defineret, og i gennemgangen
ses det udviklet og bygget op omkring adfærdstermer som manglende social kontakt, sindslidelser
og misbrug som: ”mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale
kontakter og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser.
Gruppen består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver,
der har brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab” (Projektbeskrivelse
af Værestedet i Ulfborg fra 1999).
4.0. Feltet
4.1. Om ydmyghed og omsorg
I forbindelse med mine samtaler om masterprojektet med lederen Else Nørby oplevede jeg ud over
interesse en usædvanlig hjælpsomhed i forhold til min person og mit projekt. Else håbede meget, at
jeg nu også kunne få noget ud af at lave min undersøgelse dér på Værestedet, og at det ville være
godt nok til mig at komme dér. Else virkede næsten bekymret på mine vegne, om der nu også lå
materiale nok til masterprojektet. Jeg tolkede det som en bekymring, som både signalerede
beskedenhed og ydmyghed, men også i høj grad interesse og omsorg for min person med
bemærkningen: ”Jeg håber, det er godt nok til dig”. På en eller anden måde blev denne venlige
slutbemærkning hængende i luften og gav efterfølgende anledning til mange tanker om, hvad jeg
dog havde rodet mig ud i. Tvivlede Else på mine evner til at kunne etablere kontakt til brugerne?
Ville brugerne være tilbageholdende i deres kontakt til mig? Eller skete der så lidt på Værestedet, at
det ikke værd at bekoste en undersøgelse på?
På lignende vis blev atmosfæren og stemningen på Værestedet, som jeg oplevede i forbindelse med
mit første besøg, ligesom hængende fast i mig. Her tænker jeg ikke på det sociale liv, der udspandt
sig i lokalerne, men alene på den måde og den særlige orden, Værestedet er indrettet på med
lokaler, møbler, tæpper, farver osv. Den samme beskedne ydmyghed, som Else havde udtrykt,
afspejlede sig på en eller anden måde i indretningen af Værestedet. Længe efter, at jeg havde forladt
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
19
huset, dukkede denne særlige fornemmelse op igen og igen sammen med Elses ydmyge ord til mig,
uden at jeg gjorde dette til genstand for nærmere refleksion og analyse. Det var jo noget helt andet,
jeg havde i fokus, nemlig noget med brugernes livshistorier, social udstødelse og hvordan et
Værested måske kan hjælpe dem til at få et andet og bedre liv. Først senere i forbindelse med
feltarbejdet, åbnede en af mine informanter i forbindelse med en samtale mine øjne for
sammenhængen mellem Værestedets form og indhold ved at sige:
”Det er som om det bare er et almindeligt hus lige som alle andre. Det er hverdagsagtigt indrettet
med almindelige møbler og ikke som en institution, det er hyggeligt og hjemligt, ligner et
almindeligt hjem” (Henrik, bruger, 49 år).
4.2. KFUM´s sociale arbejde
Det sociale arbejde på Værestedet defineres af KFUM som frivilligt omsorgsarbejde, der har til
formål at afhjælpe sociale problemer (Jensen og Perit, 2004). Omsorgsarbejdet har karakter af
social indsatsmetode og konstituerer så at sige Værestedets form og indhold.
KFUM´s koncept ”omsorg som metode” karakteriseres bl.a. ved at være ”ægte omsorg”, der
kommer fra hjertet (ibid.:30). Den frivillige omsorgsudøvelse bygger på et kristent grundlag og
hviler på et grundsyn om, at mennesker skal hjælpes, blot fordi de er mennesker og dermed har
betydning i sig selv. Denne omsorgsmodel kan ses som en modsætning til den skandinaviske
velfærdsmodel, der kommer til udtryk i en offentlig omsorgsudøvelse, der bygger på en forestilling
om retfærdig fordeling og en fælles interesse i at kunne imødegå eller afhjælpe problemer.
Frivillig omsorgsudøvelse, som den bl.a. praktiseres på Værestedet, kan beskrives som et praktisk
og følelsesmæssigt arbejde, ofte ulønnet, og hvor det ligger i omsorgens karakter, at arbejdet
fortsætter, selv når det bliver besværligt.
”Omsorg kan både gives og modtages – men det særlige ved omsorg, som den udøves i de sociale
cafeer under KFUM´s Sociale Arbejde, er måske snarere, at omsorgen her skabes og udvikles i et
samspil mellem medarbejdere og gæster. Omsorgen skabes af medarbejderne gennem bestemte
måder at være til stede og nærværende på – måder der er båret af det kristne menneskesyn. Men
omsorgen udvikles også hos dem, der modtager den skabende - helende – omsorg, og denne
omsorg rettes i mange tilfælde så igen mod de andre gæster, som en form for interesse for
hinanden.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
20
Når man skal beskrive omsorgsudøvelse, henviser man ofte til situationer, hvor et menneske er
afhængig af et andet menneske, og hvor omsorgen udøves på giverens initiativ. [På de sociale
cafeer] er de deltagende parter ”besøgende” – enten gæster eller frivillige – og er således ikke
afhængige af hinanden. … Måden hvorpå kaffen serveres, og måden hvorpå kontakten indledes –
kan give en oplevelse af varme, interesse, tryghed, muligheder. Og ud af dette kan der således gro
omsorg – for hinanden og for sig selv. Omsorg kan således … forstås som det samspil mellem
medarbejderne og gæsterne , der gør det muligt for gæsterne at udvikle en egenomsorg, hvor de
begynder at tage vare på sig selv og dermed også begynder at håndtere deres liv på en anden
måde” (ibid.:28).
4.3. Omsorg og behandling
En bruger fortæller om sine erfaringer fra behandlingshjemmet: ” … og der var tvungen antabus, vi
stod i en lang række og skulle have den her antabus, og så skulle vi gå ud igen, og folk fandt ud af at
holde det i munden og spytte den ud, når de kom ud igen …”. Og om behandlingen på et andet
behandlingshjem: ”Der var antabus i en måned, og så kunne man springe fra den antabus, og se
hvordan det gik. Men så rendte jeg jo i byen , men så hjalp en kammerat mig op på værelset, og jeg
var skidefuld” (Andreas, bruger, 52 år).
Fra Værestedet fortæller en anden bruger: ”Det er ligesom om det er en tryghed at få den (antabus)
her, og så ved de andre også, at man ikke smutter. Det er også bekvemmelighed, man får jo sin
varme mad og så videre, og dejligt samvær med andre mennesker, andre mennesker i godt humør.
Det er jo det sociale samvær, der hjælper, og det er mig selv der skal gøre arbejdet for at blive
ædru” (Torben, bruger, 55 år).
”Her er plads til mig, jeg må være her. Man er ikke en sag eller et nummer som på offentlige
institutioner. Værestedet giver terapi gennem omsorg, omsorgen er praktisk og orienteret mod mig
og mit hverdagsliv, hvorimod behandlersystemet på den psykiatriske afdeling er orienteret imod min
sygdom” (Helle, bruger, 59 år og manio-depressiv).
En anden bruger lægger ligeledes vægt på friheden: ”Man skal ikke stemple ind, ikke opgive
personnummer eller krydsforhøres, men kan have noget fornuftigt at give sig til” (Henrik, 49 år).
Eller der lægges vægt på den hjemlige hygge: ”Det er ikke institutionsagtigt med mange mennesker,
men lige som hvis man kommer hos en anden familie, vil jeg sige. Her får du ingen behandling, her
kommer du og får en bid mad, vi sidder og spiller, det giver sammenhold, kammeratskab og
hjælpsomhed” (Andreas, bruger, 52 år).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
21
Brugerne har alle stor og ofte en negativ erfaring med offentlige behandlingsinstitutioner. Brugernes
egne oplevelser og erfaringer med omsorg handler om kvalitative værdier og begreber som tryghed,
rummelighed, samvær, accept, frihed eller hjemlig hygge. Brugernes omsorgsforståelse ligger tæt op
ad KFUM´s definitioner på omsorg.
I modsætning til den private omsorgsudøvelse reguleres det offentlige social og sundhedsvæsen i
Danmark via lovgivningen og administreres og udøves af velfærdsinstitutioner6 under stat, amt eller
kommuner. Ifølge Järvinen og Mik-Meyer (2004) finder der en ”klientgørelse” sted, der beskrives
som den proces, hvor mennesket bliver til en sag og tildeles en problemidentitet: ”hvor
menneskelige problemer oversættes til systemsprog; hvor individets situation afklares ud fra
institutionelt fastlagte diagnoser og forståelsesrammer; hvor klienter tilpasses kategorier, der
modsvarer de foranstaltninger og handlingsmodeller, velfærdsinstitutionen råder over” (ibid.:10).
Det sociale arbejde har en moralsk forankring, hvorfor institutionerne skaber og påvirker
problemidentiteterne. Problemidentiteterne er således ikke moralsk neutrale, men afspejler, at
livsførelsen ikke er i overensstemmelse med samfundets normer. Dette gælder f.eks. de
institutionelle kategorier: ”socialt udstødte”, ”misbrugere”, ”hjemløse”, ”alkoholikere” og
”langtidsledige”. Det forventes, at det hjælpsøgende menneske er brødebetynget og villig til at få
hjælp og behandling gennem udredning og diagnosticering. Uvilje mod at blive diagnosticeret og
kategoriseret vurderes som manglende vilje til samarbejde og bekræfter behandlingsbehovet og er et
iboende paradoks i socialt arbejde (ibid.:20).
5.0. Udstødelse og klientgørelse
Andreas (bruger, 52 år) har tidligere fortalt om alkoholbehandling på behandlingshjem. Her fortæller
han, hvad der skete ham herefter:
Først hvordan det gik efter en druktur, hvor broderen forsøger at hjælpe ham: ”.. og så kom de
sandelig midt nat og hiver mig hjem til dem og fik mig afruset. Han tog fat i mig: ”Du sku fandme ha
en lussing, så blodet det sprøjter ud til alle sider, du er en kraftidiot”, sagde han. Det var den hårde
metode, men til sidst opgav han faktisk”.
6 Det drejer sig om institutioner, hvis opgave det er at hjælpe, afklare, behandle eller yde omsorg til personer med sociale problemer. Det kan være socialforvaltninger, revalideringsinstitutioner, behandlings- og omsorgsinstitutioner for misbrugere eller institutioner for utilpassede unge. Velfærdsinstitutioner kaldes i den internationale forskningslitteratur for ”menneskebehandlende institutioner” eller ”people-processing organizations” (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:10).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
22
Andreas flytter derefter fra broderen til en kæreste: ”Jeg flyttede, og jeg fandt en kæreste, det gik jo
ad h til, og når jeg faldt i, ville de jo ikke have mig. Det forstår jeg jo godt, jeg ligger der i bræk,
men jeg drak jo. Det er jo enten eller. Det var jo fandme lige så jeg stint 7 ved det”.
I forbindelse med, at vi taler om kørekort, fortæller Andreas, at han har prøvet at miste det: ”Du kan
fandme tro, at jeg har været ude at køre, og landbetjenten kom og sagde til mig, at han skulle ha mit
kørekort. Hvorfor? ”Du har en promille på 2,75”, sagde han. Jeg kan ikke huske, at jeg har været
ude at køre”.
5.1. Stigma, status og roller
Goffman (1975) anvender begrebet ”stigma” til at forklare situationen hos det individ, der af en
eller anden grund ikke er i stand til at opnå fuld social accept. Med hensyn til Andreas´
alkoholmisbrug drejer det sig om den type stigma, der består af karaktermæssige fejl. Det drejer sig
om egenskaber som viljesvaghed, dominerende eller unaturlige lidenskaber eller uhæderlighed, der
kan vise sig som sindslidelse, alkoholisme eller arbejdsløshed (ibid.: 17). Den stigmatiserede
besidder egenskaber, der er dybt miskrediterende, og som for Andreas´ vedkommende fremtræder
som alkoholisme. Der er en betænkelig lighed mellem sammenstillingen af sindslidelse,
alkoholisme og arbejdsløshed med begrebet ”social udstødelse”. Værestedets brugere kan efter
Goffman defineres som stigmatiserede med den type stigma, der består af forskellige
karaktermæssige fejl, der også benævnes ”problemidentiteter” (Järvinen og Mik-Meyer, 2004).
Stigmatiserede personer kan dog opnå en vis form for accept, men den er betinget af, at de giver
udtryk for et normativt standard-selv, eller en standard-identitet - og jo større afvigelse fra normen,
desto bedre og smukkere må disse udtryk for standard-identitet være. Når den stigmatiserede
således på smukkeste vis bekræfter de normer der gælder for identiteten, ydes der ham en
”spøgelses-accept”, som bliver grundlaget for en ”spøgelses-normalitet” (Goffman, 1975:7).
Ifølge Goffman (1997) vil aktørerne i menneskebehandlende institutioner orientere sig mod én af to
centrale roller8 og være enten behandlere eller klienter. I nærværende sammenhæng har
rolleindehaverne på Værestedet status af enten leder/frivillige eller brugere. Goffman peger på, at
7 stintede = væltede (dialekt)
8 I Encounters (1961:85) definerer Goffman rolle som ”den aktivitet som den der skal udfylde rollen ville engagere sig i, hvis han alene handlede ud fra normative fordringer til en person i hans position” (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:165). Hos Krause-Jensen (2005) er status ”en anerkendt social position, som individet besidder”. Rolle forstås som ”den adfærd, som forventes af en person med en given status”. Begrebet rolledistance dækker over et misforhold imellem rolleindehaverens status (position) og rolle (adfærd), og hvor adfærden ikke altid er forventet.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
23
klienter i interaktionen med behandlerne udfylder deres klientrolle forskelligt, og at udviklingen går
fra initial modstand til at falde til. Goffman opdeler denne proces i fire stadier:
- tilbagetrækning og undgåelse af kontakt,
- uforsonlig holdning med nægtelse af samarbejde med personalet,
- ”kolonisering”, hvor klienten søger at opnå en stabil tilværelse, men uden tilsigtet forandring,
- og ”omvendelsen”, hvor rollen som den perfekte klient udleves med tilsigtet forandring.
At den institutionelle tilpasning kan være besværlig hænger bl.a. sammen med de indbyggede
konflikter imellem klient og system. Det ser ud til, at Værestedets brugere bevæger sig omkring
koloniserings- og omvendelsesstadiet, når de opholder sig på Værestedet, og har etableret en såkaldt
”spøgelses-normalitet” med stabilitet og forandring. En del af denne tilpasning viser sig f. eks. som
ædruelighed og overholdelse af spisetider. Imidlertid kan brugeren i en anden situation i mødet med
den kommunale sagsbehandler sagtens opfylde rollen som utilpasset problemidentitet i forhold til
samfundets normer, og fremvise et misforhold imellem status og rolle. Dette viser, at udstødelse og
tilpasning er høj grad er kulturelt konstruerede og kontekstbestemte begreber.
5.2. Klientkonstruktioner og empowerment
Værestedets brugere udtaler sig sjældent positivt om hverken social- og sundhedsforvaltningen eller
om behandlingsinstitutionerne. Gert fortæller, at sygehuset fejldiagnosticerede ham med
sygdommen alkoholisme, der senere på et andet sygehus rettedes til diabetes II. Han har senere
forsøgt at få ændret fejlen i sygejournalen. På spørgsmålet, om han bruger kommunens
sagsbehandlere, når han har problemer, svarer han nærmest overbærende: ”Det tror jeg ikke, at de
har begreb om”.
Den narrative forståelse lægger op til, at personen så at sige har definitionsretten til sin egen lidelse
og selv beskriver og forklarer sin tilstand med sin egen forklaringsmodel (Kleinman:1981). En
modsætning hertil er Foucaults ”normaliseringsteknologier”, der dels udskiller, dels normaliser.
Viden bliver til magt – Foucault kalder det ”biopower” - og legitimerer retten til at benævne andre
menneskers adfærd og sætte navn på fænomenerne (Jensen, 2004:56). Dette sker i forbindelse med
psykiatrisk og social diagnosticering for at finde såkaldt objektive kriterier for sygdom og psyko-
sociale lidelser. Mennesker med et ”psykosocialt handicap” tænkes her ind i kategorien ”socialt
udsatte” og defineres som ”hjemløse, misbrugere og sindslidende”. Dette får som konsekvens, at en
række af Servicelovens bestemmelser ikke gælder for de ”socialt udsatte”. Vejledningen for socialt
udsatte voksne præsenteres for langt mindre ambitiøse og discountprægede løsninger (ibid.:214).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
24
Omsorgen for de svageste overlades derfor ofte til private hjælpeorganisationer, som vi ser det
praktiseret på Værestedet.
For at kunne administrere loven på en retfærdig måde og samtidig imødegå og afhjælpe problemer,
finder der en klientgørelse sted (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:10). Eller som i ”sociale
teknologier”, hvor problemerne formes af allerede forestillede løsningsmodeller: For at blive
opfattet som relevante, må problemer først underkastes ganske bestemte forståelser og beskrivelser
for at komme inden for menneskelig rækkevidde som noget, der kan løses eller i det mindste
afbødes (Hastrup, (red.), 2004:385). At blive klient er at blive tillagt en identitet, som modsvarer
problemer, der søges afhjulpet. Problemidentiteter er ikke ”moralsk neutrale” identiteter (Goffman,
1997, og der findes grænser for klienternes rolleopførelse. De institutionelle rammer sætter grænser
for, hvordan og med hvilke sociale problemer man kan henvende sig på en socialforvaltning. En
klients opførsel bør ikke afvige for meget fra det forventede, hvis han eller hun skal få indviet sine
ønsker med besøget. Klienter, der er økonomisk afhængige af socialforvaltningen, indtager således
en svag forhandlingsposition i forhold til systemet (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:26). Dette
forhold kan være med til at positionere klienter som så afvigende, at de vurderes at være uden for de
sociale indsatsers rækkevidde, idet de ikke kan tilpasses systemet. De utilpassede problemidentiteter
”uværdigt trængende” og ”kværulerende” er produkter af en social sorteringsproces, der fører til
yderligere marginalisering og stigmatisering med konstruktionen af problemidentiteter som ”socialt
udsatte” og ”socialt udstødte”. En del af Værestedets brugere beskrives som ”nogle af kommunens
sværeste klienter” og falder helt tydeligt ind under kategorien ”utilpassede problemidentiteter”.
Goffman (1975) påviser, hvordan de udstødte er med til at opretholde den sociale ordens
undertrykkende funktion ved at overdeterminere de fuldt accepteredes normer. Dette
undertrykkelses- og kontrolperspektiv står i modsætning til socialt arbejde defineret som
”medborgerskabs-teknologi”, der er et redskab til at skabe klienter til kompetente medborgere. Her
er målsætningen frisættelse af klienten forstået som fjernelse af de barrierer, der forhindrer klienten
i at realisere sig selv som et frit, myndigt og kompetent samfundsmedlem. Det sociale arbejde er
drevet af vilje til ”empowerment” eller myndiggørelse. Social empowerment og dets funktion kan
ikke begribes gennem en undertrykkelsesterminologi (Järvinen og Mik-Meyer, (red.) 2004:194).
Empowerment bygger på brugernes og overlevernes personlige beretninger, og etablerer sig
omkring en erfaringsbaseret viden (Jensen, 2004:19). Empowerment med retten til at definere sig
selv og at være medkonstruktør på sit eget liv knytter i høj grad an til den narrative tankegang, hvor
livshistoriefortællingen både løser problemer og giver identitet. Imidlertid lever værestederne ikke
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
25
deres eget liv med de forskellige aktører og aktiviteter, men er sammen med resten af befolkningen
genstand for den Foucault-inspirerede ”governmentalitet”, dvs. om den måde hvorpå befolkningen
er genstand for regeringsudøvelse. Larsen (2001) gør opmærksom på et paradoks, idet han påstår, at
væresteder kan fremme i stedet for hæmme ”marginale kulturer”: ”Therefore there seems to be a
tension or ambivalence built into this new urban governance regime. One the one hand, the overall
governmental policy is aiming at the reintegration of marginal people into the normal labour
market and other normalizing social institutions. … On the other hand, there is a growing
awareness - … - of the impossibility of normalising all people” (ibid.:44). Denne dobbelthed
betyder samtidig, at der kan spørges, hvorvidt væresteder fremmer empowerment eller skaber
undertrykkelse. Lokalområderne kan ikke alene kan løse strukturelle og samfundsskabte
fattigdomsproblemer – med manglende social kapital og andre former for kapital (Bourdieu) - samt
de hermed afledte problemer med marginalisering og social udstødelse. Den manglende
anerkendelse af psyko-sociale lidelser og overladelse af de udstødte til privat omsorg i stedet for
behandling ser ikke umiddelbart ud til at være fremmende for empowerment med normalisering og
myndiggørelse. Ikke desto mindre viser den empiriske undersøgelse, at Værestedet på individplan
ser ud til at have en empowerment-fremmende funktion for brugerne. Brugerne, der kommer sig,
fortæller den generelle historie, at de forlader et narrativt kaos, får orden på tilværelsen og
genetablerer en ny meningssammenhæng, der gør det muligt at komme videre i livet. Faktisk er
nogle af Værestedets brugere kommet sig så meget, at de så at sige er vendt tilbage til samfundet
som fuldt integrerede borgere med f.eks. arbejde, bolig, bil og familie. Naturligvis er ikke alle
beretninger succeshistorier, men ingen af de brugere, som jeg talte med, havde fået det dårligere
efter at de havde fået kontakt til Værestedet.
6.0. Narrativer og omvendelse
6.1. Sundhedsnarrativer
Der er en eller anden sammenhæng mellem det narrative og undersøgelsen af socialt udstødte
mennesker samt hverdagsviden og hverdagslivet. Den narrative metode ser ud til at være særligt
egnet til at kunne opsamle viden om netop disse livsverdener:
”… narrative has an affinity with marginal groups … narrative provides a window on a deviant
reality” (Skultans, 2000:7).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
26
Den amerikanske psykolog Jerome Bruner ser anvendelsen af narrativer samt hverdagssproget og
hverdagsviden som en reaktion på den såkaldt videnskabelige videns monopol på formidling af sand
viden og stiller de to tænkemåder over for hinanden:
”Der findes to kognitive funktionsmåder, to måder at tænke på, som giver hver sin særlige måde at
sortere erfaringer på, at konstruere virkeligheden på. En god historie og en velformuleret
argumentation er af forskellig natur. Begge kan bruges som middel til at overbevise andre. Men
hvad de overbeviser om, er fundamentalt forskellig:
- argumenter overbeviser om den sandhed de indeholder,
- historier om deres lighed med livet.
Den ene bekræftes af henvisning til metoder der sikrer formel og empirisk sandhed. Den anden
etablerer ikke sandhed, men blot noget der virker sandsynligt” (Lundby, 2000:35).
Det narrative er livs- og erfaringsnært og åbner vinduer ind til fremmede kulturer og verdener. Det
narrative er også et perspektiv på, hvorledes vi konstruerer og tænker os selv ind i verden. Begrebet
narrativ kan oversættes med historiefortælling og kan forstås som en metafor for det, at vi
mennesker oplever og erfarer vores liv gennem de historier, vi fortæller om det (ibid.:28).
Narrativ analyse har sit udgangspunkt i fortællinger. Også handlinger kan være en del af fortællinger
Narrativer er en god historie med et plot, som er historiens underliggende intention, og narrativer er
åbne for fortolkning og emplotment, hvilket er det forhold, at lytteren kan inddrage egen erfaring og
berige historien. (Meinert, 2005).
”Jeg har det ikke godt med at være alene. Værestedet hjælper mig til at få et godt helbred, og jeg
har det godt psykisk og laver fornuftigt betonede ting, handler ind og skræller kartofler og er
sammen med andre mennesker. Værestedet giver mening og glæde og en indre tilfredsstillelse”
(Henrik, bruger, 49 år).
”Værestedet kan hjælpe med at få hverdagen til at funger; bruger Værestedet i hverdagen, hvor man
kan komme som man vil til daglig. Værestedets terapi er praktisk og orienteret mod hverdagslivet,
hvorimod den psykiatriske behandling er orienteret mod min sygdom”(Helle, bruger, 59 år).
”Jeg blev meget syg efter skilsmissen, blev dødssyg med indlæggelse og diagnosen alkoholiker.
Senere diagnosen diabetes II, men datteren troede, at jeg var blevet tosset i hovedet, men lægerne
undersøgte hovedet, og erklærede at jeg havde gammelmandssukkersyge. Jeg brugte i starten
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
27
Værestedet til at tælle piller op til mig selv hver fredag, og indtil jeg fik bedre styr på hovedet”(Gert,
bruger, 64 år).
Det narrative lægger sig op ad hverdagslivet, hvor den personlige livshistorie får karakter af en
subjektiv og kvalitativ hverdagsviden præsenteret som en personlig fortælling, der får betydning i
praksis for personens handlinger og måder at træffe beslutninger på (Buchanan:2000 og Risør:
2002). I denne sammenhæng bliver sygdom forstået som disease i sygehistorien redefineret til
illness. Det er den subjektivt oplevede lidelse, som den fortolkes gennem patientens oplevelser og
erfaringer. Personen har så at sige definitionsretten til sin egen lidelse og beskriver og forklarer sin
tilstand med sin egen forklaringsmodel (Kleinman:1981).
”Jeg har jo haft alkoholproblemer siden 1982, hvor jeg blev skilt rigtigt, nej det var i 1984, hvor
jeg fandt min kone, der lå sammen med en anden. Det slog altså hovedet på sømmet. Det var det
der det skete, og så begyndte jeg lige så stille med flasken, og så er det kørt siden, og så har jeg
haft pauser i et og to år” (Andreas, bruger, 52 år).
Narrativer indeholder et tidsperspektiv med en fortid, en nutid samt en fremtid, der alle står i
forbindelse med hinanden. Livshistorien er ikke statisk, men en personlig fortælling, der kan ændres
gennem nyskrivning af historien. En belastende dominerende historie kan således erstattes af
subjunctivitet, hvilket er en ønskværdig alternativ historie. Netop det forhold, at tilværelsen er åben
for fortolkning, og at historien kan skrives om, giver muligheder for udvikling og ændringer også af
sygdommens forløb. Virkeligheden konstrueres så at sige som en narrativ sandhed af de hændelser
og følelsesmæssige reaktioner herpå, som giver sammenhæng og mening (Lundby:2000). De
personlige fortællinger får transformerende værdi i kraft af narrativ struktur, og sygehistorierne er
strukturerende i forhold til at genskabe personens livsverden (Meinert:2005).
Torben beretter om, hvorledes hans belastende dominerende historie ved lægens hjælp blev
omskrevet til en ønskværdig historie:
” … da man var yngre, sad man jo på værtshus som alle de andre, men helbredet kan ikke blive ved
med at holde til det, og min læge sagde til mig, at hvis jeg ikke holdt op med det her snart, så blev
jeg ikke meget ældre”(Torben, bruger, 55 år).
Vieda Skultans (2000) ser som tidligere nævnt den narrative tilgang som en meget anvendelig
metode, når det drejer sig om at indsamle viden om afvigende og marginaliserede grupper. Også når
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
28
det drejer sig om personlige erfaringer med og oplevelser af fysisk sygdom og lidelser, åbner det
narrative op for en nyt perspektiv med en anderledes erkendelse og forståelse af os selv og andre:
”These qualities are particularly evident in illness narratives. Stories of illness evoke a ”me too”
response. They speak to us because in recognising the vulnerability of others we recognise our own:
we too must face illness and death. Illness narratives also emphasise the inevitable conflict between
intention, aspiration – character if you like – and the contingencies of the flesh imposed by the
physical world” (ibid.:8).
Ud over muligheden for at opleve indlevelighed og empati med den syge åbner sygehistorien i den
narrative form op for ønskværdige ændringer i sygdomsforløbet:
”It is because these individuals, like all of us, are enganged in a constant dialogue with the
circumstances of their existence that stories of illness and healing experience which represent quite
distinct and often competing forms of composing the illness are present in narratives precisely
because they maintain the quality of subjunctivity and an openness to change” (ibid.:10).
Andreas fortæller om sin entre til Værestedet for 3 år siden: ”Hun (lægen) havde kendskab til mine
alkoholproblemer, og jeg var gået derop (til lægen) for at få noget hjælp. Min kone havde bedt mig
om det. Lægen sagde, jeg tror du skal op til Else på Værestedet, og hun ringede op til Else og
fortalte, at hun havde en mand, der gerne ville komme, og jeg var velkommen, og jeg kom og fik min
kaffe, og jeg er kommen her siden. Jeg kommer her flere gange i ugen, jeg kigger ind næsten hver
dag og får en kop kaffe, i hvert tilfælde mandage og torsdage og får min antabus. … Jeg har haft
mange nedture siden, … men nu har jeg været alkoholfri i to år, men jeg skal jo have antabus. Jo så
kommer du jo også lige hen og snakker med de andre og får din kaffe, jo, det er jeg meget glad for.
Jeg kender de mennesker, og de kender mig nu. … Jeg har det godt i dag, som jeg har det, rigtigt
godt, … ” (Andreas, bruger, 52 år).
Selv om der er tale om personlige narrativer, udtrykker og afspejler sygehistorierne i høj grad de
socialt udstødtes livsvilkår samt sociale og kulturelle baggrund:
” … it is very often when narratives are most personal that they draw upon the deep structures of
the cultures to which they belong. The term social suffering offers a short-hand way of referring to
this relationship of a medical biography whose existence and direction are overdetermined by
political and historical forces over which the individual has no control” (Skultans, 2000:11).
Den socialt og kulturelt konstruerede lidelse forstået som ”social suffering” fylder meget i den
medicinske biografi og henviser til en tilværelse med alkoholisme, arbejdsløshed, skilsmisse,
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
29
ensomhed samt fysiske og psykiske lidelser. På samme måde kan Kleinman inddrages for at
legitimere målgruppens sociale og kulturelle forankring i samfundet.
Kleinman anvender begrebet ”socio-somatik” for at vise det sociales indflydelse på kognition,
følelser og fysiologi. Individet er placeret i en social og kulturel kontekst, der ikke kan adskilles fra
individet. Dette betyder, at fysiske symptomer har et socialt oprindelsessted, ikke kun et psykisk
eller biologisk. Kleinman forsøger således at sammenkæde det samfundsmæssige, det kulturelle og
det individuelle, illness og disease, og derved bevæge sig væk fra en dualistisk tankegang
(Dalsgaard, 2003). Definitionen af målgruppen fra 1999 er i høj grad ”socio-somatisk”, ligesom de
socialt udstødte efter en recovery-forståelse kan klassificeres som mennesker med ”psykosociale
handicaps” (Jensen, 2004:11):
”Målgruppen er mennesker, der lever et ensomt liv med ringe socialt netværk, få sociale kontakter
og ofte med alkoholmisbrug. Enkelte i målgruppen har endvidere lettere sindslidelser. Gruppen
består hovedsageligt af kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. I øvrigt enhver, der har
brug for at deltage i et accepterende og aktiverende socialt fællesskab”.
6.2. Vendepunkter og transformative øjeblikke
Ændringer i livshistorien medfører ofte ændringer i sygdomshistorien og omvendt, og ændringerne
beskrives ofte i sammenhæng med dramatiske vendepunkter i livshistorien. Antropologen Cheryl
Mattingly (1998) har gennem studier af ergoterapeuters narrative arbejde udviklet en narrativ teori
om social handling og erfaring. Hun afviser her den klassiske forståelse af relationen mellem
narrativer og de levede erfaringer som værende overensstemmende og logisk sammenhængende:
”If narratives offers a homology to lives experience, the dominant formal feature which connects the
two is not narrative cohorence but narrative drama” (ibid.:154). ”The structure of beginning,
middle and end is one we find in narrative and lack in life” (ibid.:34).
Det levede liv og historien om livet kan derimod opfattes som et drama, der knyttes sammen af
konflikter og uoverensstemmelser imellem livet som det er, og forventningerne til livet, som det
burde være:
”Collision between expectations end experience gives narrative discource its drama” (ibid.:157).
Mattingly (Tine Tjørnhøj-Thomsen, 2004) taler om transformative øjeblikke som:
- Øjeblikke, der huskes og opleves som signifikante vendepunkter i forbindelse med at komme
sig.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
30
- … der afslører mulige verdener og et muligt selv, som er værd at kæmpe for.
- … hvor kroppen bliver er ”site” for muligheder i stedet for at være en forhindring.
- … der signalerer potentialer og hjælper mennesker til at se deres muligheder.
- Øjeblikke af ”imagination”, ”becoming” and ”empowerment”.
Værestedets brugere har i interviews alle at berette om konfliktfyldte og dramatiske ændringer af
deres livshistorie, der har karakter af vendepunkter, og som betød at de begyndte at komme sig igen.
I forbindelse med min samtale med Torben på Værestedet, taler vi om, hvad der fik ham til at holde
op med at drikke: ”Jeg ved lige, at det er den her (viser sit højre håndled). Jeg kom kørende op ad
viadukten , og mit spejl ramte én, og jeg slog en koldbøtte på knallerten, da der lige var passeret en
lastbil lige umiddelbart inden det skete, - og det er derfor, at jeg har gjort, som jeg har gjort, og
ellers har jeg ikke siddet her, - så jeg vælter ud over styret og brækker håndleddet. Da jeg så var
kommet op på sygehuset og var kommet lidt til mig selv, blev jeg så enig med mig selv om, at jeg
skulle holde op” (Torben, bruger, 55 år).
Asgers vendepunkt fandt sted på sygehuset: ”Et røntgenbillede viste mig, at der var forskydninger i
lændehvirvlen, en lidelse, der ikke kan helbredes, og som jeg skal leve med, og som betyder, at jeg
ikke kan klare tunge løft, og ikke kan klare et arbejde”(Asger, bruger og frivillig, 57 år).
Henriks vendepunkt havde tilfældighedens præg: ”Jeg fandt Værestedet, ved at jeg tilfældigt gik
forbi huset og så skiltet. Ingen havde fortalt mig om det, og dette betød et vendepunkt i mit liv, dette
ændrede mit liv, fordi jeg havde behov for at være sammen med andre mennesker. Jeg kan ikke klare
at være alene” (Henrik, bruger, 49 år).
Også Gerts transformative øjeblik opstod, da han søgte noget andet: ”Havde der ikke været noget
Værested, havde der ikke været nogen Gert. Jeg fik kontakt med Værestedet gennem Røde Kors, som
jeg kontaktede for at blive besøgsven. Alternativet til Værestedet kunne være at drikke sig ihjel på
kroen. Jeg har behov for, at der er nogle der holder øje med mig” (Gert, bruger, 64 år).
Andreas fortæller om flere vendepunkter i sit liv: ”Jeg har haft mange vendepunkter, så holdt vi jo
nogle pauser ind i mellem. Min storebror kone skrev til mig, de var jo klar over, at den var jo helt
rygende gal, så skrev de til mig, om jeg ikke kom på ferie oppe i Timring, de boede jo der, og jeg fik
at vide senere, at lige så snart jeg kom på ferie, fik jeg ikke lov til at vende tilbage. Så boede jeg hos
dem, og de hjalp mig utroligt meget” (Andreas, bruger, 52 år).
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
31
Også Helle fortæller om et vendepunkt: ”I forbindelse med en udflugt så jeg sloganet på skiltet over
døren på Diakonhøjskolen i Århus med sætningen ”Du kan altid komme igen”. Jeg kan bruge denne
form for omsorg og frivilligt socialt hjælpearbejde, og er nu kommet på Værestedet gennem 4 år”
(Helle, bruger, 59 år).
6.3. Narrativer, selvværd og identitet
Flere af brugerne fortæller, at vendepunkterne medførte ændringerne, der fik betydning for deres
identitet og den måde, de kom til at opfatte sig selv på.
En bruger fortæller: ”Det er utroligt dejligt, at komme på Værestedet, det er afslappende og
befriende; nogle gange har folk bare behov for at snakke og behov for at være sammen med andre
mennesker. Behovet for samvær får mennesker, der er alene, dækket på Værestedet. … Man føler
sig altid velkommen og ubetinget accepteret – uanset særhederne. Denne accept og omsorg øger
selvværdet, og man kommer bedre over tingene igen” (Helle, bruger, 59 år).
Sprogforskeren Paul Ricoeur har udviklet en teori om selvets hermeneutik, der anvender begreberne
personlig identitet og narrativ identitet. Den personlige identitet er noget tidsligt, mens narrativ
identitet er sprogliggørelsen af denne (Kvan 58, 2000).
”I den narrative identitet berettes om en persons livssammenhæng. Forbindelsen mellem den person
man var, og den man i fremtiden gerne vil være, tilvejebringes i fortællingen, der på denne måde
giver en fornemmelse af kontinuitet midt i forandringen” (ibid.:86).
Følgende udsagn fra en bruger viser udviklingen af narrativ identitet i form af ansvarlighed og
moralsk adfærd: ”Jeg føler det som en forpligtelse, at komme her … Det er antabus, hvor jeg får
hjælp til antabus. Jeg aftalte med stedet her, at de skulle hjælpe mig, derfor føler jeg det som en
forpligtelse, derfor synes jeg at jeg svigter dem, når jeg ikke kommer. Altså nu i tirsdags ringede jeg,
fordi min knallert var punkteret, jeg ringer og fortæller dem, hvorfor jeg ikke kommer, det synes jeg,
er det mindste jeg kan gøre, for når de vil hjælpe én, så skal man også selv være indstillet på at ville
modtage hjælp, så det er det mindste man kan gøre … det var jeg jo ligeglad med førhen, det var
ikke noget, der betød noget; det, der betød noget, var, hvornår man kunne få den første”. (Torben,
bruger, 55 år).
Ricoeur fortsætter: ”I fortællingen fremstår den handlende med sine forskellige karaktertræk som
havende en bestemt kronologi, og karaktertrækkene afsløres i fortællingernes iscenesættelse af dem.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
32
… Det er denne trussel [mod identiteten] som tvinger os til at opsamle karaktertrækkenes identitet i
en livshistorie. … For at mit liv kan fuldendes, må jeg være i stand til at opretholde mig selv i
forhold til et mål; jeg må være et selv. Hvis jeg ikke evner at opretholde mig selv som et selv, er jeg
heller ikke i stand til at forholde mig til etikkens fordring om det gode liv for og med andre”
(ibid.:87).
Selvet bliver hos Ricoeur så at sige til som et etisk subjekt og et ansvarligt selv i beretningen om de
handlinger, han eller hun er ansvarlig for.
Erving Goffman (1975) opererer med begreberne social identitet og personlig identitet. Social
identitet forstås som en slags ”social status” og vedrører den kategori, man tilhører, samt hvilke
egenskaber man besidder af personlig såvel som strukturel art (ibid.:14). Den personlige identitet
vedrører individets unikhed med ”positive mærker” eller ”identitetsknager” samt den kombinerede
sammensætning af kendetegn som person-historiske data, der gør personen til noget særligt, der gør
det muligt at individet kan skelnes fra andre (ibid.:76).
For Richard Jenkins (2004) er enhver menneskelig identitet altid en social identitet, idet identiteten
alene kan forstås i en social eller kulturel kontekst (ibid.:4). Hvor identiteten hos Goffman betegner
en egenskab, har identiteten hos Jenkins karakter af en proces:
”Indeed, identity can only be understood as proces, as being og becoming. One´s identity … is
never a final or settled matter” (ibid.:5).
Jenkins definerer social identitet på følgende måde:
”… social identity: the way in which collectivities and individuals are distinguished in their
relations with other collectivities and individuals; the establishment, signification and organisation
of relationships of similarity and difference between collectivities and individuals.”
(Jenkins, 1998: 6)
Social identitet handler således både om de ligheder og forskelle, der eksisterer i forhold mellem
individet og andre fællesskaber.
Ricoeurs narrative identitet kan derfor bedst forstås som en social identitet, der løbende konstrueres
i og gennem personens sociale og kulturelle livssammenhæng med andre mennesker.
Livshistorieforsker Marianne Horsdal skriver om narrativ identitetskonstruktion i ”Livets
fortællinger”:
”Spændvidden i vores narrative identitet, i vores egne fortællinger, øger rummeligheden i forhold
til andre. Når vi gør noget sammen, får vi fælles erfaringer og dermed en partiel fælles identitet,
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
33
som vi hver især tager med os i vores individuelle livshistoriske fortællinger. Jo flere gange vi
oplever dette, jo rummeligere bliver vore egne fortællinger” (Kvan 58, 2000:126).
”Vores narrative identitetskonstruktion er en vedvarende proces, hvor påvirkningerne går begge
veje: fortiden påvirker fremtiden og omvendt” (ibid.:139).
Torben fortæller om fællesskabets betydning for identitetsudviklingen: ”Da jeg sidste gang slog et
stort hul i jorden efter en tre måneders druktur, var jeg flov ved at skulle tilbage hertil, efter at jeg
ikke havde været her i nogle måneder. Ja, jeg bliver flov, … og jeg er ikke faldet i siden. Og på
Møltrup [behandlingsinstitution] er man sammen med mennesker i samme situation, som man selv
er i, og vi er positive for behandlingen, det er jo det sociale samvær der hjælper. … Jeg føler mere
tilknytning til de mennesker, der er her, end til selve stedet, dem der er her, dem jeg omgås sammen
med, derfor føler jeg en moralsk forpligtelse til at give lyd fra mig, når jeg er forhindret” (Torben,
bruger, 55 år).
7.0. Hverdagsliv
”Det er hverdagsagtigt indrettet med almindelige møbler og ikke som en institution” (Henrik,
bruger, 49 år).
7.1. Et ganske almindeligt hus
”Det (Værestedet) er også indrettet som et ganske almindeligt hus. Det er jo ikke sådan
institutionsagtigt” (Andreas, bruger, 52 år).
Settingen for mit feltarbejde er Værestedet, der er beliggende på adressen Herredsgade 24 i Ulfborg
i et almindeligt beboelseskvarter ud til hovedgaden. Værestedet er placeret i et almindeligt
murstenshus fra 1920érne i tre etager fordelt på kælder, stueetage og første sal. Huset adskiller sig
fra nabohusene ved at have et stort skilt på facaden med målene ½ x 1 m på højkant, og hvorpå der
er et rødt hjerte omgivet af løftede hænder (logo for KFUM) og ordene ”Værestedet” og ”KFUM´s
sociale arbejde i Danmark”.
Fra arrivalstory: Jeg åbner yderdøren. Inde i huset er der en entre med gulvtæppe, en kommode med
blomster i vase, en knagerække med et par vindjakker, en måtte med et par gummistøvler samt et
par træsko. Ligefrem er døren til toilettet, til højre trappen op til første salen og til venstre og en dør
med et stort ”VELKOMMEN” håndskrevet på et ark A-4 papir lige i øjenhøjde.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
34
Jeg åbner døren med velkomstskiltet og kommer ind i forstuen, der fortsætter ind til spisestuen og
til dagligstuen.
Jeg blev på en eller anden måde indfanget af denne fortættede hverdagsagtige stemning og den
særlige orden, tingene var placeret i. Jeg kunne ikke slippe den, og fik efter aftale med Else lov til at
fotografere stuerne på Værestedet uden mennesker. Således har jeg kunnet fastlåse og fryse det
visuelle indtryk af lokalernes indretning med henblik på en senere beskrivelse af rammen om det
liv, der leves på Værestedet. De digitale billeder viser:
Forstuen: Et gråt gulvtæppe dækker gulvet, hvide vægge, fyrretræsreol med nipsting, på væggen
ved siden af reolen hænger nipsting; 3-personers sofa med to puder, billede over sofaen med landlig
idyl med bondehus og store træer, billedet afgrænses af to lampetter med én på hver side af billedet,
store lyse vinduer, vindueskarme med blomster, lysegrønne gardiner, sofabord med bordlampe,
grønne planter i rummet, rummet afgrænses af en skranke ind til køkkenafdelingen, på skranken står
en blomsterdekoration med et stort stearinlys, langs væggen ud mod gaden spisebord med grøn
voksdug, langs væggen ind mod spisestuen skab med glaslåger, nipsting i og på skabet, på væggen
ind mod spisestuen to landskabsmalerier med gul strand og blåt hav, fra loftet hængelamper, to med
røde skærme og en med kobberskærm, stor døråbning med gråmalede og profilerede gerigter
(dørkarme) ind mod spisestuen.
Spisestuen: Gulvtæppe som i forstuen, to spiseborde med voksduge som i forstuen og med hver 6
stole, rundt bord også med voksdug, store lyse vinduespartier som i forstuen, blomster i
vindueskarme og på bordene, hængelamper ned over bordene, lyse vægge, landskabsbilleder på
væggene, reol med nipsting.
Dagligstuen: Tæppe som i de øvrige stuer, rosa tapet, teakreol med bøger, nipsting i form af
lysestager og vaser på reolen, sofagruppe med 3-personers polstret sofa med puder, lænestol i læder,
sofabord med dug og blomster og tinfad, standerlampe, skab med låger og bordlampe, teakreol med
skuffer med bøger og TV samt nipsting på reolen, væglampe, hængelampe i messing over sofabord,
landskabsbillede på væg med motiv af skov med å, der slynger sig gennem skoven.
7.2. Hverdagslivets symbolske orden
Flere af brugerne fremhæver, at Værestedet er indrettet som et almindeligt hjem og ikke ligner en
institution. Udtalelserne er så hyppige, at der kan tales om gennemgående narrativer. Mine egne
observationer går ud på det samme, nemlig at Værestedet har mest til fælles med en familiebolig,
samt at brugerne færdes omkring i huset og har det med hinanden, som om de var en stor familie:
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
35
” … det er også indrettet som et almindeligt hus, det er jo ikke sådan institutionsagtigt. Det er
ligesom, hvis man kommer til en anden familie, vil jeg sige, … , her får du ingen behandling, her
kommer du og får en bid mad, vi sidder og spiller” (Andreas, bruger, 52 år).
En anden informant sætter Værestedets orden i relation til udviklingen af selvværd:
” … man får sin varme mad her og så videre, og dejligt samvær med andre mennesker, andre
mennesker i godt humør. Når man er rigtigt langt nede, så har man intet selvværd, også ens
omgivelser, hvor man bor, er man ligeglad med om der flyder med nok så meget ukrudt, eller
hvordan der ser ud i køkkenet, om der flyder med tallerkener, der rager én en papand. Når først man
er kommet op igen, står der ikke 100 tallerkener i køkkenet, og der er ikke støv over det hele, det er
nogle ting der, det kommer faktisk helt af sig selv, og man er opmærksom på, at man gerne vil se
ordentlig ud igen” (Torben, bruger, 55 år).
Det ser ud som om, at hverdagen og hverdagslivet har en særlig betydning og en værdi i sig selv,
der rækker langt ud over en måde at leve livet på og at indrette tilværelsen på.
Begrebet ”hverdagslivets symbolske orden” blev udviklet af Birte Bech-Jørgensen (1994) for at
beskrive coping-strategierne hos langtids-arbejdsløse enlige mødre. Hverdagslivet konstitueres af
selvfølgelighed, og uden selvfølgelighed var der slet intet hverdagsliv. Selvfølgeligheder
struktureres som en symbolsk orden gennem genkendelser og gentagelser (ibid.:144). Forfatteren
Suzanne Brøgger har gjort opmærksom på, at gentagelser er levende: ”De holder noget i live, der
ville dø, smuldre bort, blive til ingenting, hvis det ikke blev gentaget. Gentagelser, forstået som
vaner og rutiner, traditioner og ritualer, skaber ikke bare orden i livet, men også liv i ordenen”.
At noget er symbolsk betyder ifølge antropologen Clifford Geertz: ”Et symbol er ethvert objekt og
enhver begivenhed, handling, kvalitet eller relation, der tjener som et udtryksmiddel. Der er tale om
symboler eller symbolske elementer, når begreber formuleres og bliver håndgribelige, når
abstraktioner fra erfaringer fikseres i opfattelige former, og når ideer, attituder, vurderinger,
længsler og forestillinger legemliggøres” (ibid.:145).
Begrebet tages op igen af Jørgen Elm Larsen (2001) i forbindelse med et forskningsprojekt om
marginaliserede mennesker i lokalområder:
”The drop-in centres managers´ stories mainly deal with creating and maintaining a space where
there is room fo those people that in many ways are excluded. This space is not characterised by the
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
36
same positions and relations existing in the surrounding spaces, and where the users are allocated
some other (”lower”) symbolic value. A central characteristic of the drop-in centre managers´ self-
impression is that they are the creators and implementers of ”the symbolic order of everyday life.
Even though there may be chaos around the users and in their lives, then the drop-in centres must
represent ”normality” in terms of a cosy environment, proper preparation of food, neat table set-ups
and serving the meals. This creates ”the symbolic order of everyday life”, and the drop-in centre
managers are of the opinion that this order returns users´ dignity to them. ”The symbolic order of
everyday life” is a way of creating some type of order in an otherwise chaotic and problematic life.
It can be understood as a type of symbolic glue, which influences the user in a positive manner by
installing a normality and dignity in their daily life” (ibid.:38).
Værestederne repræsenterer normalitet og skaber orden i en ellers kaotisk og problematisk verden,
der rækker ud over det praktiske, og som Torben fortæller påvirker selvværd og værdigheden,
således at man kommer oven på igen og gerne vil se ordentlig ud igen og have det ordentligt og
ryddeligt.
Bech-Jørgensen anvender begrebet hverdagslivskræfter til at beskrive nogle vitale ressourcer, som
opstår i hverdagslivet:
”Det er kræfter, som ikke bare kan forandre hverdagslivet, men som også søger at gøre det
meningsfyldt og modstandsdygtigt over for kontrol og magtudøvelser. Hverdagslivskræfterne
frembringes, når mennesker ikke bare lever for at overleve. … Hverdagslivskræfterne er psyko-
sociale ressourcer. De udspringer af en kropslig og emotionel responsivitet, … og forøger
handlekraften” (1994:274-275).
Som Torben oplever, at ”det kommer faktisk helt af sig selv”, og Bech-Jørgensen fortsætter: ”Inden
for hverdagslivets betingelser udvikler vi selv nogle indre kræfter. Det sker ganske upåagtet, selvom
vi godt kan mærke, når disse indre kræfter begynder at udvikle sig. Så begynder vi at føle os stærke,
i stand til at ”gøre noget” og få noget til at ske” (ibid.:275). Og for Torben betyder det, at han får
ryddet op i og omkring sit eget liv.
7.3. Tilknytning
”Det er bare ligesom et ganske almindeligt hjem”, er en meget almindelig brugerudtalelse, ja næsten
en standardnarrativ, om Værestedet, når dette skal beskrives. Det er som om ”hjem” og Værested
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
37
bliver identiske størrelser. Samtidig pointeres det ofte, at der ikke er tale om en institution, og at der
ikke finder behandling sted på Værestedet.
Egentlig handler det ikke så meget om stedet som om stedets mennesker og deres relationer som
Torben oplever det: … ”Jeg føler mere tilknytning til de mennesker, der er her, end til selve stedet,
dem der er her, dem jeg omgås sammen med, derfor føler jeg en moralsk forpligtelse til at give lyd
fra mig, når jeg er forhindret” (Torben, bruger, 55 år).
Egentlig handler det vel om identitet, idet udgangspunktet for social identitet altid er relationer, der
gør det muligt at være i verden og at være til i en sammenhæng. Jenkins (2004) citerer Anthony
Cohen for at definerer fællesskaber og andre kollektive identiteter som symbolske konstruktioner og
medtager herunder også begrebet ”tilknytning”: ” … people construct a sense of themselves and
their fellows as ”belonging” in a particular locality or setting of relationships, and interactions,
and with – if not to – each other” (ibid.:110). Identitet er derfor også en del af et konstrueret
tilhørsforhold, et relationelt rum, som man føler sig tilknyttet, og hvor man sammen med andre føler
sig hjemme. I narrativ sammenhæng bliver ”hjem” en metafor for et sted i relationel betydning, når
det drejer sig om at beskrive forholdet mellem rum og identitet. Hvor føler man sig hjemme? Hvor
føler man sig ikke hjemme? Er hjemmet et tilflugtssted, eller er det klaustrofobisk, eller føler man
sig hjemløs? (Kvan 58, 2000:128). Identitet er således både at være til og at være knyttet til noget
eller nogen, det vil sig at høre til noget bestemt, at have et udgangspunkt, at have tilknytning og
relationer til andre et bestemt sted, hvor man føler sig hjemme. Brugerne kommer til at være fælles
om en del af fortællingen. At dele livsfortællinger er at dele erfaringer og oplevelser, der skaber
samhørighed og tilhørsforhold.
Generelt forsøger mennesker at identificere sig med ligestillede og opnå tilhørsforhold til
fællesskaber, hvor igennem social accept kan opnås. ”Normality is about belonging”, fordi
normalitet dannes i lokale kontekster, hvor mennesker grupperes i fællesskaber (van Dongen,
2004).
Andre undersøgelser, f. eks. Larsen, J. E. (2001): ”Who cares about and for marginal people”
viser, at netop Væresteder kan betragtes som brugernes ”hjem”, idet ”For many of the users, their
own (physical) home is associated with loneliness, boredom and for many of the mentally ill their
home is actually a harbouring place of fear and obsessive–compulsive thougths, whilst the drop-in-
centre is associated with homeliness in the shape of food, care and social contact” (ibid.:70).
Således er ”hjemmet”, hvor man bor, blot et sted at opholde sig, hvorimod Værestedet er stedet,
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
38
hvor man føler sig hjemme. Værestedet er stedet med den sociale kontakt, hvor man kan spise et
varmt måltid mad sammen med andre, og stedet, hvor tilværelsens sociale aspekter og den sociale
identitet kan udvikles. Værestedet bliver således et hjem i metaforisk betydning, som et sted, der
repræsenterer ”normalitet” i en kaotisk verden: ”the drop-in centres must represent ”normality” in
terms of a cosy environment, proper preparation of food, neat table set-ups and serving the meals”.
Værestedet skaber - ud over at være et symbolsk ”hjem” for de udstødte - også orden i tilværelsen i
form af ”hverdagslivet symbolske orden”. Der etableres en oplevelse af normalitet, der igen får
betydning for brugernes udvikling af social identitet og selvværd, og som giver brugerne mulighed
for at komme sig igen.
8.0. Omsorg og recovery
KFUM anvender begrebet ”egenomsorg” som personens mulighed for at udvikle sig selv.
Værestedet ses som et ”helende rum”, hvor en kaotisk tilværelse bliver til at bære, og hvor lidelse
kan udholdes, og hvor brugeren har mulighed for at udvikle sig og dermed forandre sit liv (Jensen
og Perit, 2004). Et væsentlig element i omsorgsudøvelsen bliver derfor: ”At blive mødt i et samvær
med åbenhed, men først og fremmest med lydhørhed over for ens livshistorie, er en vigtig brik til at
få ændret selvopfattelsen. At formulere sig selv, sit liv og sine følelser er en form for proces, hvor
man kommer til at forholde sig til sig selv … fordi et andet menneske lytter involveret til ens
erfaringer og beretningen om ens liv. At sætte sig selv på ord og derved forholde sig til sig selv
åbner op for at se sig selv på en anden måde og derved også opdage muligheden af forandring”
(ibid.:30).
Den sociale proces med forandring gennem omsorg vil jeg mene er indeholdt i recoverybegrebet.
Begrebet ”recovery” er hentet fra hverdagssproget og betyder ”at komme sig”. Recovery forstås i
denne sammenhæng som det at komme sig efter et ”psykosocialt handicap”. Begrebet psykosocialt
handicap anvendes i stedet for medicinske diagnoser og dækker over psykosociale vanskeligheder
eller psykosocial såret- eller udsathed (Jensen, 2004:11). Værestedets ”socialt udstødte” må derfor
være inkluderet i begrebet psykosocialt handicap, hvorfor deres heling må kunne forstås som
recovery. Recovery har en anden betydning end det at vende tilbage til en tidligere tilstand, som
man skal komme sig over, men handler mere om at komme videre i livet (ibid.:17). Recovery
bygger på et humanistisk menneskesyn og en narrativ forståelse af raskgørelsesprocessen med
udgangspunkt i det enkelte menneskes oplevelse og erfaring med sine lidelser. Mennesket ses som
et handlende subjekt i sin egen recoveryproces og har definitionsretten til den psyko-sociale lidelse
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
39
såvel som til recovery efter lidelsen. Handlingen foregår ikke i et tomrum, men er en social proces,
idet ingen kan komme sig alene. Det sociale liv, der udspilles på Værestedet, er en del af
recoveryprocessen, med Værestedet som det helende rum.
Recovery har - ud over menneskets magt og ret til at definere lidelse - fælles med narrativer, at der
kan ske ændringer af livshistorien og udvikles en ny mening med tilværelsen. Mattingly (1998:64)
udtaler sig eksplicit om recovery: ”Recovery in the world of rehabilitation rarely means a return to
the life one once had. It means rather the remaking of a life”. I forlængelse af Mattingly kan
recovery ses en proces, der påbegyndes i forbindelse med vendepunkter og transformative
øjeblikke.
Recovery forstås således som en proces hen i mod skabelse et nyt selvbillede, hvor den nye identitet
ikke længere er underkastet eller er hjælpeløs over for sygdommen. Klienten genvinder magten over
sit eget liv og kan igen møde hverdagens udfordringer med det psykosociale handicaps
begrænsninger og muligheder. Perspektivet er brugernes med empowerment som mål. Dette kan
forstås og rummes i såvel en narrativ sammenhæng som i en forståelse, der bygger på
omsorgsudøvelse, og som udøves blandt socialt udstødte brugere med psyko-sociale lidelser på
Værestedet.
9.0. Opsamling og konklusion
Masterprojektet har påvist, hvordan Værestedet hjælper med at få hverdagen til at fungere for
socialt udstødte mennesker med psykosociale vanskeligheder. Undersøgelsen viser, at brugerne
betragter Værestedet som et almindeligt hjem, hvor de føler sig hjemme, og hvor de kommer for at
spise, have socialt samvær og hygge samt klare praktiske opgaver. Samtlige brugere fortæller, at de
har fået det bedre, efter at de er begyndt at komme på Værestedet, men pointerer samtidig, at
Værestedet ikke er en institution, og at der ikke finder en behandling sted. Brugerne oplever, at de
på Værestedet bliver respekteret som mennesker, at nogen tager sig af dem, at der er lydhørhed for
deres problemer, og at deres problemer tages alvorligt.
Brugerne har generelt negative erfaringer med det offentlige social- og sundhedssystem, der opleves
som et system, der har besvær med at forstå brugernes særlige situation, og som har svært ved at
tilbyde passende hjælp samtidig med, at brugerne føler sig umyndiggjorte og besværlige. Brugerne
oplever ikke sig selv som socialt udstødte mennesker.
Analysen viser, at Værestedets brugere har psykosociale vanskeligheder i en grad, der har betydet
talrige kontakter til behandlings- og hjælpesystemer med diagnosticering, klientgørelse og
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
40
stigmatisering, og for nogles vedkommende har det betydet social udstødelse. Brugerne har så at
sige været ofre for nogle samfundsmæssige processer, der har medført en social og kulturel
konstruktion af problemidentiteter.
Omvendt sætter Værestedets hverdagsliv og omsorgsudøvelse en positiv udvikling i gang, hvor
mennesker begynder at komme sig. Hverdagslivets symbolske orden giver tid og rum til udvikling
af sociale processer og social interaktion imellem brugere, hjælpere og leder. I hverdagslivets opstår
nogle vitale ressourcer, hverdagslivskræfter, der øger handlekraften. Dette giver mulighed for
personlig udvikling af egenomsorg, social konstruktion af tilknytning og dannelse af ændrede
narrativer samt recovery.
Omsorgen for sig selv viser sig f.eks. som motivation til at tage antabus, personlig hygiejne samt
spise, søvn og hvile. Det ser ud til, at den basale behovstilfredsstillende åbner op for de sociale
behov med dannelse af social tilknytning. Tilknytningen er ikke til Værestedet som sådan, men til
de mennesker, der befolker Værestedet. Dette ser ud til at udvikle den personlige og den sociale
identitet med ansvarlighed, normalitet og øget selvværd til følge.
Sundhedsnarrativerne viser, at der i sygehistorierne optræder vendepunkter, der kan karakteriseres
som transformative øjeblikke, hvor udviklingen vender, og mennesket begynder at komme sig.
Mødet med Værestedet kan i sig selv være vendepunktet, eller Værestedet kan følge op udviklingen
efter et oplevet vendepunkt. Efter vendepunktet skrives livshistorien om, eller den redigeres, således
at den dominerende og belastende historie får en ønskværdig handling, der passer til den person,
den fortæller om. Tilværelsen er således åben for fortolkning, og der kan konstrueres en narrativ
sandhed om en ny virkelighed med Værestedet som udgangspunkt. Personlighedsændringen sker
ved, at der dannes en ny narrativ identitet med ansvarlighed og moralsk adfærd til følge, der passer
til den ændrede fortælling.
Når Værestedets brugere fortæller, at de har fået det bedre, kan det forstås som recovery. Recovery
er et begreb, der gør det muligt at forstå og forklare raskgørelse som det forhold, at mennesker
kommer sig og får det bedre uden diagnoser eller medicinsk behandling. Begrebet passer fint ind i
en omsorgsforståelse og i en narrativ sammenhæng. Det centrale er her menneskets egen definition
af, hvordan det selv oplever at få det bedre og komme sig efter et psyko-socialt handicap, og
hvorledes det danner et nyt selvbillede med magten over eget liv og empowerment som mål.
Jeg vurderer, at Værestedet har sin berettigelse også i en landkommune, der slet ikke frembyder de
massive sociale problemer, der hører storbyen til. Alligevel findes der marginaliserede mennesker
med psyko-sociale vanskeligheder og sindslidelser i landkommunen, for hvem der i dag ikke står
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
41
egentlige behandlingsmuligheder til rådighed. Tidligere tilbød psykiatriske centralinstitutioner og
hospitaler behandling af målgruppen. Værestedets brugere er ikke klassificeret og diagnosticeret
som værende egentlig syge med ret til behandling, men heller ikke raske nok til at kunne klare et
arbejde. Brugerne er tænkt ind i kategorien ”socialt udsatte” med ret til offentlig forsørgelse og før-
tidspension.
Her har Værestedet i allerhøjeste grad sin berettigelse som alternativ eller som supplement til det
etablerede behandlingssystem. Ud over opgaven med på det personlige plan at give omsorg til
brugerne, der fremmer deres recovery og empowerment, løser Værestedet og KFUM´s Sociale
Arbejde i Danmark en samfundsmæssig opgave ved at være med til at integrere de socialt udstødte
mennesker i lokalsamfundet. Netop integrationsopgaven vurderer jeg som værende vigtig, idet
marginaliserede mennesker er mere påfaldende og dermed særligt udsatte og sårbare i små
lokalområder sammenlignet med storbyen. Nærværende masterprojekt synes at vise, at Værestedet
selv med meget begrænsede midler i høj grad er i stand til at løse disse opgaver. Samtidig er det min
vurdering, at Værestedets succes er betinget af, at det forbliver et alternativt og valgfrit tilbud.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
42
10.0. Summary
This Masterproject (MSA) is a thesis about places-to-be and marginal people in a small community
in the western part of Jutland in Denmark. This paper examine and analyse the social and cultural
construction of a client, how people are socially excluded, and how mentally ill and people with
psycho-social handicaps are left to be taken care of in the local place-to-be. The ethnographic
method is based on participant observation in the local place-to-be and on semi structured
interviews with the informants here called the ”users”, the ”helpers” and the ”leader” of the-place-
to-be. To get empirical knowledge about the users illness experiences and their personal
development, illness narratives have been analysed. The users experience no treatment and no
institution in the place-to-be, but they all feel at home there. The users interviewed are all feeling
better and in good recovery, and normality, social identity, belonging and empowerment have been
created as parts of a personal transformation and development.
The analysis is mainly based on the theoretical framework of narratives with special emphasis on
the illness narratives and on the symbolic order of the everyday life. It seems as if the narratives
together with the everyday life and with the being taken care of in the-place-to-be create a turning
point with some type of order in a chaotic and problematic life and constitute a remaking of life
with new identities and narratives among the users in a way, that will make the social integration
possible.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
43
11.0. Litteraturliste Alonzo, Angelo A. (1984): An Illness Behavior Paradigm: A conceptual Exploration of a Situational-Adaptation Perspective. Soc. Sci. & Med., Vol. 19, No. 5. pp. 499-510. Pergamon Press Ltd. Great Britain. Alonzo, Angelo A. (1979): Everyday Illness Behavior: A Situational Approach to Health Status Deviation. Soc. Sci. & Med., Vol. 13 A. pp. 397 to 404. Pergamon Press Ltd. Great Britain. Barth, Fredrik (1991): Andres Liv – Vårt Eget (s. 7 – 33). Oslo: Universitetsforlaget. Beaton, D. E. et al. (2001): Are You Better? A Qualitative Study of the Meaning of Recovery. Arthritis Care & Research 45:70-279. American College of Rheumatology. Bech-Jørgensen, Birte (1994): Når hver dag bliver hverdag. København: Akademisk Forlag. Buchanan, David (2000): Practical reason. An Ethic for Health Promotion. Oxford Univ. Press. Dalsgård, Anne Line (2005): Livsverden. En fænomenologisk tilgang. Power point. Forår 2005. Dalsgaard, Trine (2003): Funktionelle lidelser. Et historisk oprids af kulturelle tilgange til studiet af funktionelle lidelser. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning. Marts 2003. 81. årgang. van Dongen, Els (2004): Noter fra foredraget “The ambiguity of normality“ afholdt på Afdeling for Antropologi og Etnografi, Moesgård, Aarhus Universitet, d. 29.10.2004. Elsass, P. (1993): Sundhedspsykologi. København: Gyldendal. Goffman, E. (1997): Anstalt og menneske. København: Paludans fiol-bibliotek. Goffman, E. (1975): Stigma. København: Gyldendals samfundsbibliotek. Gústafsson, Jónas og Ramien, Knud (red.) (2003): Livshistorien – en vej til det menneskelige. Metodeudvikling. Århus: Systime Academic. Hastrup, Kirsten (red.) (2003): Ind i Verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzel. Hastrup, Kirsten (red.) (2004): Viden om Verden. En grundbog i antropologisk analyse. København: Hans Reitzel. Janzen, John (2002): The Social Fabric of Health: An Intoduction to Medical Anthropology. Boston: McGracHill. Jenkins, Richard (1998): ”Culture, classification, and (in)competence” i Jenkins (red.) Questions of Competence, Cambridge: Cambridge University Press. Jenkins, R. (2004): Social Identity. London: Routledge.
Masterprojekt, MSA, Henning Frederiksen, 2005
44
Jensen, Bernhard & Perit, Birger (2004): Du kan altid komme igen. En rapport om omsorg. København: KFUM. Jensen, Pernille (red.) (2004): Recovery på dansk. At overvinde psykosociale handicap. Århus: Systime Academic. Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nana (red.) (2004): At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde. København: Hans Reitzel. Kvan 58, 20. årgang. (2000): Det narrative. Århus: Århus Dag- og Aftenseminarium. Kampmann, Jens (2003): ”Etiske overvejelser i etnografisk børneforskning”. I Gulløv, Eva & Susanne Højlund Feltarbejde blandt børn. Metodologisk og etik i etnografisk børneforskning. København: Gyldendal. Kleinman, Arthur (1981): Patients and Healers in the Context of Culture. Berkeley: University og California Press. Krause-Jensen, Jakob (2005): Erving Goffman. Power point. Forår 2005. Larsen, J. E. (2001): Spatialization and Culturalization of Social Policy: Conducting Marginal People in Local Communities. København: arbejdspapir. Larsen, J. E. (2001): Who cares about and for marginal people. København: arbejdspapir. Lundby, Geir (2000): Narrativ terapi. København: Gyldendal. Mattingly, Cheryl (2004): Healing dramas and clinical plots. The narrative structure of experience. Cambridge: University Press. Meinert, Lotte (2005): Powerpoint om narrativ analyse. Fordele, udfordringer og begrænsninger ( 04.03.3005). Ramien, Knud (red.) og Gústafsson, Jónas (red.) (1998): Liv i fokus – Det sindslidende menneske i hverdagen. Århus: Systime Academic. Ricoeur, Paul (1991): Life in Quest of Narrative. I: Wood, David (red.): On Paul Ricoeur. Narrative and Interpretation. London and New York: Routledge. Risør, Mette Bech (2002): Practical reasoning as everyday knowledge. Arbejdspapir. Skultans, Vieda (2000): Editorial. Narrative illness and the body. I: Anthropology & Medicine, Vol. 7, No. I, 2000. Tjørnhøj-Thomsen, Tine (2004): ”Rask er ikke et ord, jeg tør bruge om mig selv”. Institut for antropologi, KU: (Undervisningsbilag til seminar 26.11.2004). Wadel, Cato (1991): Feltarbeid i egen kultur. Flekkefjord: Seek.
top related