den sidste bundgarnsfisker
Post on 30-Mar-2016
235 Views
Preview:
DESCRIPTION
TRANSCRIPT
Verner Svinth
Den sidstebundgarnsfiskeri Dokkedal
Verner Svinth
Den sidstebundgarnsfiskeri Dokkedal
Kilder:Optegnelser fra Agnes Philipsen Sørensen, født Baysamt Verner Svinths egne notater.
Sats og layout: Verner Svinth
Foto:Portrætfoto - Thomas Bay SørensenNatur og fiskerleje - Eric Bøgh Svinth (Copyright)
Oprindelig udgave - anden version udgivet i Vildmoseforeningens regi.
Forside:Tjærekedlen med slisk - her dyppes garnene i varm tjære
Titelblad:Tegning af fiskeredskaber - ukendt tegner
I Dokkedal var der i 1500-tallet så store mængder af sild i Kattegat,
at det udviklede sig til et sandt eventyr for byen. Sildene saltedes i
Dokkedal og blev bl.a. sendt videre til forplejning af flådens mandskab,
og til hoffet. Sagnet fortæller, at Dokkedal på det tidspunkt havde både
borgmester og byfoged, men der findes ikke i de bevarede arkivalier
fra den tid noget om dette. Tiden som storfiskeplads forsvandt, men
fiskeriet fortsatte i mindre målestok.
Senere havde man en stor eksportartikel i sand til glasværkerne i
Sverige. Sandet hentedes på revlerne ud for Mulbjergene og blev
omladet til svenske kvaser. Det var en god indtægtskilde for byen, og en
anden fordel var, at det svenske mandskab altid havde god brændevin
med, som de ikke var karrige med. Omkring 1912 forsvandt dog også
denne indtægtskilde.
Men op gennem tiden har det været fiskeriet, der har været det bærende
element i Dokkedal. Længere tilbage i tiden var det kun gårdmændene,
der drev fiskeri i større stil, og de fangede fisk blev dels afhændet til
Fiskerlejet i Dokkedal set fra Muldbjergene. De små fiskerhuse ligger bag huset ved molen, der har fungeret som kiosk og toiletbygning for strandgæsterne.
1
fiskekvaser fra andre egne, og dels anvendt til eget forbrug eller solgt
til de såkaldte krejlere, der kørte rundt i omegnen med trillebør og
solgte til private. Overskydende fisk anvendtes som gødning. Forårets
og sommerens fangst blev rullet ind i tang, så de kunne ligge og rådne,
inden de blev pløjet ned på efterårets bare marker. På denne måde gik
intet til spilde.
Småkårsfolks fiskeri begrænsede sig til vinterens arbejdsløshedsperioder.
Det kostede jo ikke noget at sætte nogle kroge ud, og var der mere
end familien kunne spise, kunne man altid tage en tur ind i landet med
fangsten.
Uden for gårdmændenes kreds begyndte enkelte nu at anskaffe sig
bundgarn, og i 1930’erne var byen hjemsted for tre fiskerbåde. De
blev fortøjet ude i det høje bundgræs, og fangsten blev sejlet i land på
fladbundede kåge. I 1940 - 41 var der 28 fuldtidsfiskere i Dokkedal, i
1942 - 44 var der 18, og i 1945 19.
Knud Sørensens fiskerhytte. Agnes Sørensen har indrettet en udstilling af redskaber i den ene ende af hytten.
2
Der var spæde forsøg på at få anlagt havn og læmole i 1940 - 46, men
da en kraftig storm i 1945 knuste mange af bådene mod stranden, blev
planerne stillet i bero. I 1951 blev der igen gjort et forsøg på at få
den længe ønskede havn. Der blev dannet en forening, som samlede
penge ind til formålet og som sørgede for at få udarbejdet tegninger og
afsendt ansøgninger, og der blev sendt et par delegationer til København
for at få sat skub i foretagendet, men for sent. Det var allerede blevet
bestemt, at havnene i Øster Hurup og Hals skulle udvides, og så var der
ingen penge til havn for de tre kuttere i Dokkedal.
Den gamle drøm blev opgivet, og i stedet gik 11 mand sammen i et
aktieselskab for at bygge et fiskehus, som blev udlejet til en fiskeeksportør,
men han rejste efter få år, de fleste fiskerbåde blev solgt, og snart var
der kun en enkelt båd og nogle fritidsfiskere tilbage i Dokkedal.
Thomas Sørensen var den, der holdt længst ud med bundgarnsfiskeriet.
Han havde fiskekutteren »Anne Grethe«, som han havde liggende i
Øster Hurup havn. Thomas Sørensen, gift med Margrethe, boede i
Dokkedal al sin tid. Margrethe var en arbejdsom kone, hun hjalp til
med at rede nedgarn op og agne kroge. Ind imellem gik hun ud som
kogekone, og i over 30 år gjorde hun rent i skolen. Desuden gik hun
ud og vaskede storvask for folk, tapetserede, og gik ikke af vejen for at
klippe får, eller endda pelse dem.
Thomas måtte sommetider afsted med bøssen, for at se om der skulle
være en hare- eller andesteg at hente, og om sommeren fulgtes de i
mosen og gravede tørv til komfur og kakkelovn om vinteren.
Der var 4 børn i hjemmet, hvoraf Knud var nr. 3. Da Thomas Sørensen
blev ældre, solgte han i 1973 kutter og redskaber til sin søn Knud
Sørensen, som blev den sidste bundgarnsfisker i Dokkedal.
Knud Sørensens enke Agnes fortæller:
Knud og jeg blev gift i 1959, efter at vi havde købt et lille hus i Stejlgabet,
og han arbejdede hos sin far med bundgarnsfiskeri«. Knud var ansat hos
Thomas som medhjælper, og aflønningen skete på den måde, at båden fik
20 %, og så delte Knud og Thomas resten af indkomsten. Det kunne svinge
3
meget fra uge til uge, alt efter vejret, så ugelønnen var meget forskellig.
Sommeren brugte de også til at kølhale »Anne Grethe«, der gik meget tid
med at gøre kutteren i stand med smørelse og maling, og mange gange skulle
der udskiftes træ i den.
Den 1. april 1973 overtog Knud bundgarnsfiskeri og fiskekutteren »Anne
Grethe« efter sin far Thomas. Det var en stor dag, da vi købte bundgarn og alt
hvad der hørte til af kåge og påhængsmotor, pumpe til pælene, og alt hvad
der var i fiskehuset af reb, tov og kæder. En traktor med vogn hentede fisken
ude ved revlen, og vi havde en lille rød lastbil til at køre fisken til auktionen
i Øster Hurup.
Fiskekutteren »Anne Grethe« A64 lå i Øster Hurup havn, da Thomas som
68-årig ville til at være pensionist, men da Knud ikke kunne fiske alene med
de store bundgarn, blev aftalen, at Thomas skulle hjælpe, så længe han havde
lyst. Fiskeriet var nogenlunde dengang.
Vi gav 25.000 kr for hele fiskeriet. Thomas Sørensen havde fået sin revisor til
at regne ud, hvad de forskellige ting kostede, og hvad der var afskrevet, så det
var langtfra nyt vi overtog. Allerede samme år måtte vi sætte en »ny« brugt
motor til 20.000 kr i kutteren. Thomas havde sagt, at den gamle duede ikke
mere, men han ville ikke bekoste en ny.
Så skulle hverdagen til at begynde. Knud og hans far fiskede sammen med
bundgarn og nedgarn til rødspætter. Jeg fik lært at rede nedgarn op, når de
kom hjem fra havet med dem, så de var klar til næste dag. de var meget
beskidte ind imellem, og med mange krabber til tider. Der kunne også være
meget koldt for fingrene, især om efteråret, når det begyndte at fryse. Man
kunne godt bruge handsker, men så var det svært at løse knuderne op
De var mange gange væk en uge ad gangen, måske i Sæby eller Frederikshavn,
måske i Aså, det kom an på, hvor fiskene trak hen om sommeren. Jeg glædede
mig meget til de kom hjem i weekenden, en uge kunne godt blive lang til tider.
Knud havde bedst tid om vinteren, hvor bundgarnene skulle bødes, så de var
klar til isen drev væk.
Han og Thomas havde fire store bundgarn ude om foråret, så der var nok
4
at se til om vinteren. Der skulle spidses pæle, de brugte 40 pæle til hvert
bundgarn. Der foruden skulle de to koge gøres klar med maling og tjæres i
bunden. Måske skulle der sættes nyt træ i bådene, det blev sommetider til
en halv ny båd, når Thomas først kom i gang. Der skulle sættes værk imellem
og tjæres udenpå for at gøre bådene tætte, og det hele blev hamret sammen
med kobbersøm og galvaniserede søm, for at det ikke skulle ruste for hurtigt
i saltvandet. Så selv om vi syntes vinteren var lang, gik den alligevel hurtigt.
Men man kunne ikke tænke på at begynde fiskeriet inden den 22. februar,
hvor »Sankt Peder smider den varme sten i havet«, og man kunne aldrig gå
ud på en mandag første gang i det nye år!
Bundgarnsfiskeriet begyndte gerne, når isen tøede op under havbakken
og trak ud i havet. Så begyndte det store arbejde med at slæbe bådene
ud. De nyspidsede pæle skal ud i vandet og de gamle også, og det var et
stort arbejde at binde pælene sammen, så de kunne slæbes ud i havet, hvor
garnene skal stå.
Dernæst forestod et mægtigt arbejde med at slå pælene i havbunden. Det
Fiskerhusene - Knud Sørensens ligger til højre. (Huset med skorsten)
5
foregik med håndkraft, men senere fik de en håndpumpe til hjælp. Nu er det
en motorpumpe der gør det store arbejde, men der er meget slid og slæb
alligevel, og ikke mindst at måle ud, hvor stor afstanden mellem pælene skal
være, det skal passe med beholder, arme og rad, når garnet skal sættes på.
De havde lange dage på havet, inden de var færdige med at sætte det hele
op. Mange gange drillede vejret, bedst som de var godt igang gav det sig til at
blæse eller det blev tåget, så de måtte se at komme i land.
Sidst i februar, hvis vinteren tillod det, skulle bundgarnene tjæres, og det var
en speciel dag, når der blev fyret op i den gamle tjærekedel, så tjæren kunne
blive varm. Bundgarnene blev dyppet i den varme tjære, og derefter trukket
op på en slisk, så de kunne dryppe af. Derefter blev de kørt ud på marken
og bredt ud til tørring, og så blev garnene hentet ind igen, når det var tid til
at gå i gang med forårsfiskeriet.
Konerne var nede med øl og kaffe til at tage det værste støv i halsen. Det var
et meget beskidt arbejde. Knud og Thomas skulle altid have noget gammelt
tøj på, som bare var til at smide ud bagefter, for tjæren kunne ikke vaskes ud
af tøjet. Men bare det at gøre mændene rene, var en forestilling uden lige!
Et helt pund margarine skulle smøres på tjæren, der sad i ansigt, på arme
og hænder, det løsnede tjæren. Derefter, når den værste tjære var taget af
med papir, brugte man vaskepulver, og først derefter blev de vasket med
almindelig sæbe, men der var ikke meget hud tilbage efter den omgang.
Når foråret var kommet og bundgarnene sat ud i havet, var det jo spændende,
om der var kommet fisk i garnene. De første fisk de fangede var stenbidere,
en grim fisk, men hunnen »soen« blev der lavet kaviar af, og hvis der var
mange af dem, gav det gode penge.
Omkring Thomas fødselsdag den 5. april kom der rigtig gang i fiskeriet, da
kom der gerne mange sild, så 50 - 100 kasser kunne de godt køre til Øster
Hurup havn, hvor de kom på auktionen og blev solgt til forskellige opkøbere.
Det var et stort arbejde bare at få fiskene ind ude fra kogene, de skulle først
op for at låne Haslunds heste for at køre fiskene i land ude fra den inderste
revle. Var der ikke mange, kørte de fisken i land med en trillebør, det var
meget tungt i sandet. Senere fik de en gammel traktor, det var nemmere end
at skulle op i byen og låne heste, og først ud og hente hesten i bakkerne.
6
Der kom også hornfisk, vi kaldte dem »guldfisk«, for de kunne godt koste
penge. Mange gange, når der kom mange fisk, ja så fik man måske 50 øre
for et kilo sild, så det var ikke meget. Når vi kom hen i juni, var der makrel,
og ind imellem var der mange, men så var det også ved at være slut med
forårsfiskeriet.
Så skulle garnet samles ind på bakkerne, tørres og gøres i stand til næste
gang, det var et stort arbejde med at sy garnet, hvor det var gået i stykker,
nogle gange blev der sat store nye stykker i, så nålen skulle bruges flittigt, når
de skulle igennem fire store bundgarn.
Fiskekutteren »Anne Grethe« brugte de til at sætte garn med lige fra foråret
og sommeren over. De røgtede bundgarnene mange gange, og lossede så
fisken over på båden, som Thomas havde hentet i Øster Hurup og sejlet
hen under bakkerne. På den måde fik de også fisken på auktionen i Øster
Hurup.
De satte rødspættegarn herhjemme omkring, så længe der var noget i havet.
Her ses hvordan et bundgarn skal sættes.
7
Andre gange sejlede de til Frederikshavn, hvor de lå en tid, og andre gange
kom de til Hirsholmene. Engang blæste de inde på Hirsholmene i 8 dage,
før de kunne komme derfra igen,men der blev sørget godt for dem, og de
blev også inviteret hjem til fyrpasseren. Deres lampeglas på båden var gået i
stykker, men det blev ordnet ved at hente et nyt lampeglas fra kirken, det var
da noget af en oplevelse.
Når de fiskede rødspætter, blev nedgarnene sat af herhjemme, og så fik vi
travlt med at rede garnene op, så de kunne få dem med ud næste dag. De
var ikke altid helt rene, der var mange krabber, som vi skulle brække kloen
af, så de ikke bed os i fingrene, og der var masser af søpindsvin, vi kunne
stikke os på.
Der var værst med knuderne, de såkaldte »sutter«, de kunne være svære
at få løsnet op, når man var frossen om fingrene. Vi stod ude i baghuset,
sommetider havde vi en lille varmeovn tændt, men det hjalp mest om benene.
Man kan meget når man skal, jeg havde ikke kendt til fiskeri før, men det blev
snart en del af hverdagen.
I august satte de bundgarnene ud igen, der kunne godt komme en del makrel
sidst på sommeren, men nu var det høstsildene, det kom an på, der kom
gerne mange store, fede, flotte sild ind, som vi stod og saltede ned i spandevis.
Hoved og galde blev taget ud, og sildene blev lagt lagvis med salt og lidt
sukker blandet. Så skulle de stå og trække lage, så vi kunne tage af dem til
vinteren. Det var godt med en »bidesild« lige fra spanden og spise til kartofler
og løgsovs.
Julespegesilden tog vi op og lavede til som marineret sild, det var bare godt
til en snaps eller to i festligt lag.
Men det gik efterhånden sløjt med fiskeriet, så i 1977 måtte Knud opgive. Vi
var i Bilka og handle ind, og lige overfor stod der en fiskevogn. Knud ville lige
over at se, hvad silden kostede, de stod til 10 kr pr. 1/2 kilo, og Knud fik kun
50 øre! Så havde han fået nok af at fiske, og tog et job på Aalborg Værft.
Dermed var det slut med at være selvstændig, men han blev ved med at
sætte et bundgarn ud om foråret, når han havde fri, så det gav et lille ekstra
tilskud.
8
Thomas Sørensen døde i 1976, og nu var Knud Sørensen så den eneste
og sidste bundgarnsfisker i Dokkedal. Han opgav fiskeriet i 1977, og
arbejdede derefter på Aalborg Værft, indtil han gik på efterløn som 63-
årig i 1997. Han blev kort efter syg af en blodprop. Senere stødte der
lungekræft til, og med hans død i 2003 var det slut med mange års
erhvervsfiskeri i Dokkedal.
En epoke er slut, og kun nogle få fritidsfiskere er tilbage i de gamle
fiskerhuse, hvori Agnes Sørensen har indrettet et lille »museum«
i det ene, til minde om Knud Sørensen, den sidste bundgarnsfisker i
Dokkedal.
En »stejle« til at tørre garn på - heraf navnet Stejlgabet.
9
Knud og Agnes Sørensen en stille solskinsdag ved fiskerlejet i Dokkedal
top related