den middelalderlige landsbykirke og middelalderens klostre · perioder: tidlig middelalder,...
Post on 18-Aug-2020
7 Views
Preview:
TRANSCRIPT
i1,~1
Den middelalderlige landsbykirke og middelalderens klostre
Museerne i Viborg Amt Sk~ve Museums Forlag 1999
Udgivet af Museumsrådet i Viborg Amts pædagogiske udvalg på Skive Museum Forlag 1999
Tekst: Anne Birgitte Jessen
Fotos: Skive Museum, Curt Johansen
Tegninger: Skive Museum, Kirsten Jensen
Grafisk produktion: Skive Offset
ISBN 87-88126-13-7
Den middelalderlige landsbykirke og
middelalderens klostre
Museerne i Viborg Amt Skive Museums Forlag 1999
INDHOLDSFORTEGNELSE
Den middelalderlig landsbykirke Indledning .............................................................................................................................. 3 Byggematerialer ...................................................................................................................... 4 Kirkens udseende .................................................................................................................... 6 Koret ...................................................................................................................................... 8 Skibet ...................................................................................................................................... 8
Middelalderens klostre Indledning ............................................................................................................................ 16 Klostrenes opståen ................................................................................................................ 16 Klosterordener ...................................................................................................................... 17 Klosterbygningerne .............................................................................................................. 19 Optagelse i klostret .............................................................................................................. 21 Livet i klostrene .................................................................................................................... 22 Klostrene som hospitaler ...................................................................................................... 24 Klostrene nedlægges ............................................................................................................ 27 Ordforklaring ........................................................................................................................ 29 Litteratur .............................................................................................................................. 32
Den middelalderlige landsbykirke
INDLEDNING
Middelalderen dækker over den katolske tid
i Danmark. Den strækker sig fra omkring
1050 frem til reformationen i 1536.
Man deler middelalderen op i forskellige
perioder: Tidlig middelalder, højmiddelalder
og senmiddelalder. Tidlig middelalder er ca.
fra 1050 til 1200. 1200-tallet og 1300-tallet
kalder vi højmiddelalder, mens senmiddelal
deren er fra 1400-tallet og frem til reforma
tionen.
Når det gælder kirken, deles middelalderen
også op på den anden måde. Den romanske
3
del fra ca. 1050-1250, og den gotiske del fra
ca. 1250 til slutningen af middelalderen.
Man kan stadig se noget fra middelalderen i
Danmark i dag. De fleste af vores kirker blev
faktisk bygget allerede i middelalderen.
Selvom kirkerne er mange hundrede år gam
le, bruger vi dem stadig til det samme, som
da de blev bygget, nemlig til gudstjenester.
Både gudstjenesten og kirken har dog foran
dret sig siden middelalderen. Vi skal her
prøve at vise, hvordan kirken så ud for
omkring 800 år siden.
BYGGEMATERIALER
Det var nyt at bygge af sten i Danmark, da
man begyndte at bygge de middelalderlige
stenkirker. Indtil da havde man kun bygget
af træ. De første stenkirker blev rejst i slut
ningen af 1000-tallet, men langt de fleste af
vores nuværende kirker stammer fra 1100-
sten, brugte man dem. Til brudsten anvendt
til byggematerialer i danske kirker hører:
frådsten, kalksten, sandsten og tufsten. Fråd-
sten og kalksten kunne brydes forskellige
steder i landet. Sandsten og tufsten hentede
man i henholdsvis Sverige og Tyskland.
og 1200-tallet. Frådsten
Man valgte selvfølgelig at bygge kirkerne i Frådsten er en kalkholdig aflejring i vand
den slags sten, man havde for hånden, men løb. Det ligner forstenet skum, fordi der er
man overvejede også, om nogle slags sten mange luftbobler i stenen. Så længe frådsten
var lettere at bygge med end andre. er i vand, er den så blød, at den kan hugges
De steder, hvor man havde adgang til brud- eller saves ud i den ønskede størrelse og
Eksempler på byggematerialer, som er anvendt til kirkebyggeriet. a) granit. b) frådsten.ej tufsten. d) kridtsten. e) teglsten.
4
form. Når stenen bliver taget op af vandet,
hærder den og bliver helt hård. Den våde,
bløde sten var let at lave til bygningssten.
Derfor blev mange af de tidligste kirker byg
get i frådsten i de områder af landet, hvor
man havde frådsten. Der fandtes især meget
frådsten omkring Isefjorden, men også i
Østjylland har der været en del frådstens
brud. Frådstensbruddene er dog allerede ble
vet opbrugt i løbet af 1100-tallet. Da bygge
riet af stenkirkerne virkelig gik i gang, måt
te man se sig om efter andre byggemateria
ler.
Kalksten og kridtsten
Kalksten er ligesom frådsten let at skære ud
i den størrelse, man ønsker. Kalksten findes
i store mængder ved byen Fakse på Sjæl
land. Kridtsten forekommer i store mængder
på Djursland. Derfor er det i de områder, at
man finder kirker bygget af kalk- og kridt
sten.
5
Granit
Langt de fleste steder i landet byggede man
kirkerne af granit. I Jylland huggede man de
store granitblokke ud i fine kvadre. Derfor
kaldes kirkerne for kvaderstenskirker. På
Sjælland brugte man stenene, mere eller
mindre, som de var. Hvis de var for store,
huggede man dem blot i mindre stykker. De
sjællandske kirker kaldes for rå kløvede
kampestenskirker.
Marksten af andre stenarter end granit er
også blevet brugt i kirkebyggeriet.
Tufsten og sandsten
Vestjylland er ret fattig på sten. Det er fordi,
de mange granitblokke blev ført til landet
med isen under den sidste istid. Isen i denne
istid dækkede dog ikke hele Jylland. Derfor
blev der ikke aflejret granitblokke overalt.
I det stenfattige Vestjylland måtte man der
for købe sten udefra. Da sten er tunge og
svære at fragte, er det vigtigt at vælge den
nemmeste form for transport. I middelalde
ren var søvejen meget bedre end landevejen.
Derfor valgte man at købe tuf- og sandsten
nede i Rhin-området i Tyskland. Der kunne
man sejle til hele vejen via havet og den sto
re flod Rhinen.
Teglsten
Omkring 1160 begyndte man at brænde tegl
sten i Danmark. Da tegl er hårdt brændt ler,
kan man let forme teglstenene præcist, som
man ønsker det. Da der findes ler stort set
overalt i Danmark, havde man ingen proble
mer med indsamling af sten til kirkebyggeri
et. Man kunne brænde teglstenene lige ved
byggepladsen.
hånden blev teglsten dog det mest brugte.
De tilbygninger, som kirkerne får i løbet af
middelalderen, er stort set alle bygget af
tegl. På flere kirker kan man se, at man har
skiftet byggemateriale under byggeriet. Man
kan for eksempel være startet med granit og
derefter skiftet over til tuf eller sandsten,
eller måske bygget kirken færdig i teglsten.
KIRKENS UDSEENDE
Kirkernes størrelse og udseende afhang af,
om det var en almindelig sognekirke, dom
kirke eller en klosterkirke. Ingen af vores
kirker ser helt sådan ud, som da de blev byg
get. I løbet af de mange hundrede år, de har
stået, er de blevet bygget om, de fleste end-
da flere gange.
Selv om man begyndte at brænde teglsten, Der var strenge regler for, hvordan en kirke
holdt man ikke op med at bruge de andre skulle se ud. Alligevel er der faktisk ikke to
former for byggematerialer. Vi kender kir- helt ens kirker i landet. Fælles for kirkerne er
ker, der først er bygget op i 1200-tallet, som dog, at de har mindst to rum: et kor og et
er bygget i granit og andre stenarter. Efter- skib. Koret er som regel næsten kvadratisk.
6
Vroue kirke i Fjends. Skibet. koret og den halvrunde apsis er fra den romanske del af middelalderen. Tårnet er bygget i senmiddelalderen.
Vest for koret ligger skibet, der oftest er bre
dere end koret og rektangulært.
Ud over kor og skib kunne kirken også have
en apsis og et tårn.
I senmiddelalderen byggede man også
våbenhuse, sakristier og måske endda kapel
ler til kirken.
7
Man byggede også tårne på mange af de kir
ker, der ikke fra starten havde et. Det var
først i senmiddelalderen, at man begyndte at
hænge kirkeklokken op i tårnet. Før havde
man haft klokken hængende i en klokkesta
bel, der stod på kirkegården vest for kirken.
Kirkerummets indretning
KORET
Især inde i kirken er der sket store foran
dringer siden middelalderen.
I koret eller i apsis stod højalteret. Det var
det helligste i kirken. I højalteret lå knogle
stumper fra den helgen, som kirken var viet
til. Knoglerester fra helgener kaldes for reli
kvier. Mange af vores kirker har stadig sit
middelalderlige navn. For eksempel er kir
ker, som hedder "Vor Frue," viet til Jomfru
Maria, og kirker, der kaldes "Sankt Nicolai,"
er faktisk opkaldt efter en, som vi stadig
kender i dag, nemlig julemanden!
8
Kun præster havde adgang til kor og apsis.
Menigheden måtte kun komme i skibet. Der
for var kor og skib kraftigt adskilt af en mur.
Den kaldes triumfvæggen. Åbningen 1
triumfvæggen, der fører fra skibet ind 1
koret, kaldes triumfbuen, fordi den har form
som en bue.
SKIBET
I triumfbuen hang et stort krucifiks, og under
det stod et alter. Fra dette alter afholdt man
de dele af gudstjenesten, som menigheden
deltog i som for eksempel nadveren.
På hver side af triumfbuen stod et sidealter.
0
Sådan så det middelalderlige kirkerum ud.
Det ene (det på sydsiden) var viet til ærke
englen Mikael, og det andet (det på nordsi
den) var viet til Jomfru Maria.
I dag er skibet fyldt med bænke til menighe
den. Det var det ikke i middelalderen. Der
var kun en række murede bænke langs
væggen. Alt efter kirkens størrelse gav det
plads til, at ca. 50 mennesker kunne sidde
le forskere tror, at kun de folk, som ejede
jord, og deres familier havde lov til at kom
me til gudstjeneste i kirken. Almindelige
mennesker måtte klare sig med gudstjene
ster i det fri, sikkert ude på kirkegården.
Almindelige mennesker kom nok kun i kir
ken, når de skulle have deres børn døbt.
Dette gjaldt dog kun i den romanske tid. I
den gotiske tid havde man ikke længere de
murede bænke langs væggen til at sidde på.
Om de blev skiftet ud med træbænke, skam
ler eller måske stolestader, som vi kender fra
kirkerne i dag, eller om man nu måtte stå op
under gudstjenesten, ved vi ikke. Vi tror dog,
at vægbænkene blev fjernet, fordi kirkerum
met blev for alle, og at der derfor ikke var
plads nok til folk på vægbænkene.
under gudstjenesten. Døbefonten
Det var langt fra nok til, at alle kunne være i I skibets vestlige del stod døbefonten midt
kirken til gudstjeneste. Kirken var nok ikke på gulvet. Den stod altså ikke inde i koret
for alle i sognet, ligesom den er i dag. Nog- eller tæt ved triumfbuen, som vi er vant til i
9
dag. Et middelaldermenneske ville blive for
færdet over at se, at vi i dag kan finde på at
sætte døbefonten så tæt ved det helligste,
koret. Så længe et barn ikke var døbt, var det
nemlig hedning, en der ikke er kristen, og
sådan en skulle helst ikke for langt ind i
Guds hus. Døbefonten var derfor anbragt tæt
ved indgangen. Den stod på en forhøjning.
De fleste kirker har i dag stadig en døbefont
fra middelalderen. De er oftest af granit og
er udsmykket med smukke, men underlige
figurer. Det er for eksempel ikke ualminde
ligt at finde løver på døbefontene. Døbefon
tene var malet i kraftige farver, så man lette
re kunne se, hvad figurerne forestillede.
Portaler
Der var to portaler, som man kalder dørene
på kirker, til menigheden. En på sydsiden til
mændene og en i nord til kvinderne. Mænd
og kvinder sad også i hver sin side af kirken.
Portalerne var placeret i den vestlige del af
10
skibet. I dag er kun den ene portal i brug,
mens den anden er muret til.
Portalerne var tit udsmykket. Især omkring
Viborg kan man se mange kirker med søjle
portaler. Man var især glad for at udsmykke
stenen, der lå lige over døren. Denne sten
havde tit form som en halvcirkel. På dør
overliggeren valgte man ofte at lave forskel
lige former for kors eller andre symboler på
Jesus. Man kunne også udsmykke dørover
liggeren med historier fra biblen. Man kun
ne også vælge at vise, at det onde lurede
over alt, også uden for Guds hus. Det er ikke
ualmindeligt at finde farlige fabeldyr som
griffen, glubske løver eller slanger omkring
kirkens portaler.
Vinduer
På mange af vores landsbykirker kan man
stadig se de oprindelige små romanske vin
duer. De fleste er muret til, fordi kirken har
fået nye, større vinduer. De små romanske
Kalkmalerierne kunne vise folk, hvordan de skulle opføre sig. Den fattige lader fromt sin tanker gå til den korsfæstede Kristus. Han siger.«<Gud vær mig mine synder nådig Den rige mand tænker derimod mere på sin rigdom, mens han beder.
vinduer sad højt oppe på kirkemuren for at
beskytte Guds hus mod de onde magter.
Vinduerne var ofte prydet med smukke glas
malerier. Glasmalerierne var lavet som mo
saikker: små stykker glas i forskellige farver
var sat sammen til et billede. Man havde
med blystykker. Bly var så blødt et metal, at
man kunne forme det præcist i de former,
man ønskede. Blystykker til at holde glas
stykkerne sammen i et glasmaleri kaldes for
blysprosser.
glasstykker i stort set alle nuancer, men som Kalkmalerier
baggrundsfarve brugte man mest rød eller På væggene både i koret og i skibet var der
blå. De små glasstykker blev sat sammen kalkmalerier. Billederne kunne vise historier
11
* 1:- ~ ~ •• * ••• ," • • •• • •• . ,, •• ~
* ••• . " ::*-
Det er en synd at snakke under prædiken, og djævlen skal nok huske alle synder!
fra biblen, fortælle om helgeners pinefulde
død, eller om skærsilden og dommedag, som
ingen mennesker kunne undgå.
Især i senmiddelalderen var det meget yndet
at minde folk på, at der var liv efter døden,
og at det var i levende live, at man skulle
gøre sig fortjent til at komme i himlen.
Man skulle bede til Gud med rent hjerte.
12
Hvis man som herremanden i Fanefjord kir
ke lod tankerne gå til hus, hest eller andre
jordiske ting under bønnen, var frelsen i
hvert fald ikke nær.
Alle småsynder talte med. Derfor kan man i
Fanefjord kirke se, hvordan to kvinders snak
under prædiken bliver skrevet ned i en bog
af en lille djævel.
Ud over at tale til moralen fortalte motiver
ne også, hvad der stod i biblen. Dette var
nødvendigt, da biblen var skrevet på latin, et
sprog som kun præsterne kunne. På kalkma
lerierne kan man derfor for eksempel se Jesu
fødsel, korsfæstelsen, Kain og Abels ofring,
og Jesus, som dømmer menneskene på dom
medag.
Selvom kalkmalerier fortæller historier fra
biblen, giver de os også et godt indblik i
middelalderens dagligdag.
For at middelaldermennesket kunne forstå
billederne, viste kalkmalerierne bibelshisto
rierne i en hverdag, som de kendte. De bibel
ske personer har for eksempel middelalder
dragter på, og de redskaber man brugte på
markerne kan ses på de kalkmalerier, som
har med landbrug at gøre.
Gulv og loft
Det var forskelligt, hvor meget man havde
gjort ud af gulvet i kirken. Mange steder
13
nøjedes man med et lergulv, der var stampet
hårdt sammen, eller med en brolægning med
piksten. Andre steder havde man trægulve
eller mørtelgulve. Mørtel er det bindemiddel
man bruger til at lægge imellem mursten,
men man brugte altså også mørtelen som
gulv. Efter man havde lært at brænde tegl
sten, kunne man også lave teglgulve. Nogle
steder anvendte man bare de almindelige
munkesten til gulvet, mens man andre steder
valgte at lave fliser. Fliserne pyntede man
med fine mønstre, og nogle af dem blev end
da dækket af glasur. De glaserede og uglase
rede fliser blev tit lagt i flotte mønstre.
Loftet i kor og skib var et fladt træloft i den
romanske tid. I nogle kirker havde man dog
slet ikke lagt noget loft. Der kunne man se
lige op til taget og tagspærene. Det kaldes, at
kirken har »åben tagstol.« I apsis havde man
ikke fladt tag. For at loftet i apsis skulle lig
ne himlen mest mulig, havde man lavet et
hvælv.
Om-og tilbygninger
Hvælv
I skriftlige kilder kan vi læse, at brande var
et stort problem i middelalderen. Brandfaren
er nok en af forklaringerne på, at man i høj
og senmiddelalderen udskiftede de flade
trælofter eller den åbne tagstol med hvælv i
mange kirker. Nogle kirker fik dog kun
hvælv i dele af kirken. Især i Midt- og
Vestjylland var der mange kirker, hvor man
slet ikke byggede hvælv. Her beholdt man
det flade træloft.
Hvælvene er muret op af teglsten. I hjørner
ne og flere steder langs væggen måtte man
bygge piller, som hvælvene kunne bygges
udfra. Pillerne kaldes for hvælvpiller.
14
Hvælvpilleme var kun nødvendige de steder,
hvor hvælvet erstattede en anden form for
loft. Hvis man allerede, mens man byggede
selve kirken, vidste, at man ville bygge
hvælv, behøvede man ikke hvælvpillerne. Så
sørgede man for at lave en slags hylde 1
muren som hvælvet kunne bygges udfra.
Sakristi
Først i senmiddelalderen begyndte man at
bygge sakristier til kirkerne. Sakristiet lå
som regel på korets nordside. Der var kun
adgang til sakristiet gennem koret. At der
ikke førte en dør direkte ud fra sakristiet
skyldes, at sakristiet var kirkens »bank-
boks«. Her opbevarede man kirkens værdi
er: helgenskrin, højaltrets lysestager, alter
kalken og den tilhørende disk, bøger og så
videre. Sakristiet var også det sted, hvor
præsten gik ind for at tage sin messehagel på
under gudstjenesten.
Stort set alle sakristier blev bygget med
hvælv fra starten. Det var selvfølgelig vig
tigt at sikre kirkens »bankboks« så godt som
muligt mod brand.
Våbenhus
Næsten alle kirker fik også et våbenhus i
senmiddelalderen. Enkelte kirker fik dog
allerede et våbenhus i højmiddelalderen.
Våbenhuset blev som regel placeret op mod
syddøren i skibet. Modsat sakristierne ved vi
ikke, hvad våbenhuset skulle bruges til. Ud
fra navnet er det rimeligt at tro, at menighe
den lagde sine våben her, før de gik ind i sel
ve kirken. Det kan også tænkes, at man holdt
møder i våbenhuset. Helt sikkert er det i
15
hvert fald, at våbenhusene ikke blev brugt
under gudstjenesten, ligesom sakristiet blev
det.
Afslutning
Kirkebygningerne er blevet lavet om i takt
med, at gudstjenesten har ændret sig. Trods
800 år med løbende ombygninger kan man
finde dele af den middelalderlige i kirke.
Prøv selv i din egen kirke.
Middelalderens klostre
INDLEDNING
Ordet kloster betyder indelukke. Havde man
valgt at gå i kloster, havde man også lukket
sig inde, væk fra verden uden for. Man svær
gede på, at man ville vie sit liv til Gud og
leve helt efter klostrets regler.
I løbet af middelalderen kom der til at ligge
klostre i alle landets egne. De steder, hvor
der lå flest klostre, var i de (set med middel
alderens øjne) store byer, i Østjylland og i
Nordsjælland. I Vestjylland var det ikke bare
tyndt med klostre, men også med mennesker
i det hele taget.
0
før det første kloster blev grundlagt i Dan
mark. Ideen om at vie sit liv til Gud opstod
allerede i de første århundreder efter Kristi
fødsel. Det startede i Egypten med eneboere,
som flyttede ud i klippehuler i ørkenen for at
have ro til kun at tænke på Gud. Alene ude i
ørkenen levede de i yderste fattigdom.
Efterhånden fandt man ud af, at det rent
praktisk var bedre at bo sammen i kolonier
ude i ørkenen. Man havde stadig sin egen
hule, og man arbejdede hver for sig uden at
tale sammen, men man kunne hjælpes ad
med at skaffe mad og hjælpe ved sygdom.
Man holdt også gudstjenester sammen.
KLOSTRENES OPSTAEN Senere udviklede klostertanken sig. I stedet
Klosterideen var opstået flere hundrede år for ørkenkolonierne, hvor man var sin egen
16
herre, boede man sammen inden for en mur.
Inden for muren gjaldt fælles regler for livs
førelse og dagligdag. Nogle af de vigtigste
regler inden for klostermuren var fattigdom,
lydighed og kyskhed. Kyskheden gjorde, at
mænd og kvinder ikke måtte bo i samme
kloster. Mændene boede i munkeklostre og
kvinderne i nonneklostre.
KLOSTER ORDENER Selv om grundtanken for klostrene var den
samme: at hellige sit liv til Gud, var der
mange forskellige klosterordener. Der var
for eksempel benediktinerne, augustinerne,
cistercienserne, dominikanerne og francis
kanerne.
De forskellige klosterordener kan deles op i
to: herreklostre og tiggerklostre.
Herreklostre
De første klostre, som vi kender til, kommer
til Danmark i slutningen af 1000-tallet. Det
17
var herreklostrene. Vi kalder dem herreklo
stre, fordi klostrene ejede store landområder.
Jorden blev dyrket, og det var den måde,
man skaffede økonomi til klostret. Herreklo
strene lå langt væk fra byer og hovedveje.
De skulle ligge ensomt, og munkene havde
ingen kontakt med folk uden for klostret.
Den jord, som et kloster havde, var blevet
givet til det som gaver. Ved at give gaver til
et kloster, var man sikker på, at munkene vil
le bede til Gud for ens sjæl, efter at man var
død. Munkenes bøn kunne forkorte sjælens
ophold i den pinefulde skærsild, så man hur
tigere kom til paradis. Da man gerne ville
slippe så let fra skærsilden som muligt, var
der mange, som testamenterede både penge,
jord og ejendomme til klostrene. På den
måde blev klostrene meget rige. Dette var jo
faktisk imod hele klostertanken.
Til de vigtigste herreklosterordener i Dan
mark hørte cistercienserne og benediktiner
ne.
Tiggerklostre
Omkring år 1200 opstod tiggerklostrene
som en protest mod herreklostrene og deres
rigdomme, som blev større og større. Tig
gerklostrene lå ikke øde ude på landet lige
som herreklostrene, men derimod inde midt
i byerne. Tiggerklostrene måtte ikke eje jord.
De skulle skaffe mad og penge gennem
almisser. Tiggermunkene havde kontakt
med folk i byen. De gik rundt i byen og
prædikede Guds ord, hørte skriftemål og gav
syndsforladelse. Tiggermunkene tog sig
også af de syge og fattige i byerne.
Selvom tiggerklostrene blev startet som en
protest mod de rige herreklostre, blev mange
tiggerklostre selv meget rige: Ikke ved land
områder, men med penge. Mange rige folk
gav nemlig store pengegaver til tiggerklo
strene, så de fromme tiggermunke kunne
bede for deres sjæl efter døden.
De vigtigste tiggerklosterordener i Danmark
18
En franciskanermunk. For at understrege at de var fattige, skulle franciskanerne have bare fødder.
var dominikanerne og franciskanerne.
Dominikanerne blev kaldt sortebrødre efter
farven på deres dragter, og franciskanerne
blev kaldt gråbrødre.
KLOSTERBYGNINGERNE
At livet i klostret var adskilt fra omverden,
kunne tydeligt ses på den måde, klostret var
bygget på. Klostrets bygninger var bygget
sammen, så de dannede en stor lukket fir
kant omkring en aflukket gård.
I dag kan man stadig se dele af middelalder
lige klostre rundt omkring i Danmark, men
det er ikke muligt at se, hvordan et helt klo
ster så ud i middelalderen. De fleste steder
rev man klosterbygningerne ned, da klostre
ne blev nedlagt, og andre steder er bygnin
gerne blevet bygget så meget om, at man
ikke kan se, hvordan de egentlig så ud.
Da det vigtigste i klostrene var at hellige sig
Gud, havde ethvert kloster selvfølgelig en
stor, prægtig kirke. Munkene skulle have et
sted at bo, og køkken og arbejdsrum var
også nødvendigt i alle klostre, uanset hvil
ken orden klostret tilhørte.
Derfor var klostrene på trods af de f orskelli-
19
ge ordener ret ens. Selv inden for samme
orden indrettede man som regel de enkelte
kloster forskelligt.
Kun inden for en orden, cistercienserne var
der helt faste regler for, hvordan hvert rum
skulle indrettes. Hvis en cisterciensermunk
fra Italien besøgte et dansk cistercienserklo
ster, ville han faktisk kunne finde rundt på
klostret, fordi hans eget kloster i Italien så
lige sådan ud. (I hvert fald i følge reglerne,
men det var nu sjældent, at man huskede at
følge reglerne helt!)
Indretning af et kloster
i følge cistercienserne.
Kirken, den vigtigste bygning i klostret, var
formet som et kors. Kirken lå mod nord,
således at koret vendte mod øst. I kors
skæringen ret tæt ved højalteret, sad munke
ne. I skibet var der plads til lægbrødrene.
I østfløjen lå klostrets andre vigtige rum.
ø
V Idealplanen for et cistercienserklost.er I kirken, 2 højaltret, 3 sakristi, 4 bibliotek, 5 kapitelsal, 6 parlatorieum, 7 munkenes spisesal, 8 køkken, 9 processionsgang, I 0 læg brødrenes fløj, li klostergård, 12 klosterbrønd
Sakristiet var klostrets kirkelige skatkam- Munkenes sovesal lå på første sal i østfløjen.
mer. Her opbevarede man processionskors,
relikvier, messehagler og andre dyrebare Fra sovesalen gik der en trappe direkte ned i
ting til brug i gudstjenesten. Kapitelsalen kirken, så munkene let kunne kommet til
blev brugt som samlingssal til den daglige bøn midt om natten (se livet i klostret).
oplæsning af et kapitel af ordensreglemen-
tet. I skriptoriet blev der fremstillet bøger, Så langt fra kirken som muligt, i sydfløjen lå
og i parlatoriet måtte munkene tale sam- køkkenet og spisesalen. Munkene skulle jo
men. Det måtte man ikke i de andre rum. ikke forstyrres af duften af mad under bøn.
20
Vestfløjen var indrettet som sovesal og spi- firefløjede klosteranlæg. Klosteranlægget og
sesal forlægbrødrene. de ekstra bygninger lå inden for en høj mur,
så ingen var i tvivl om, hvad der hørte til
De fire fløje gjorde klostret til et lukket klostret, og hvad der hørte til verden uden
anlæg med en gård. I midten af gården lå for.
klosterbrønden. Langs de fire fløje gik en
overdækket korsgang. Den blev brugt til
processioner, religiøse optog, hvor munkene
under bøn og messer frembar eksempelvis
kors eller helgenskrin. Fra korsgangen var
der adgang ind til klostrets forskellige rum.
Klostrene i de andre herreklosterordener har
været indrettet nogenlunde på samme måde.
Hos tiggerklostrene skulle der ikke være
plads til lægbrødre, så her har den fjerde fløj
måske været indrettet til steder, hvor man
kunne pleje syge og fattige. Hospitalsplads
har man også haft på herreklostrene. Her
kunne hospitalet være en del af lægbrødre
nes fløj, hvis det ikke lå i en særskilt byg
ning, der ikke hang direkte sammen med det
21
OPTAGELSE I KLOSTRET
Før man blev munk, skulle man have en
prøvetid på et år eller mere. Under prøveti
den var man novice. Som novice boede man
på klostret. Novicen skulle lære klostrets
regler, læse biblen og bede bønner og delta
ge i arbejdet på klostret. Måske skulle novi
cen endda allerførst lære at læse. Når prøve
tiden var ovre, bestemte klostrets leder,
abbeden, om novicen kunne få lov til at bli
ve munk. Hvis abbeden sagde god for ham,
skulle novicen love at leve et fromt liv sam
men med klostrets andre beboere, at give
afkald på alt, hvad han ejede, og han skulle
sværge på at følge klostrets regler. Herefter
fik novicen en munkekutte på og fik det
meste af håret barberet af. Kun en smal hår
krans måtte være tilbage. Kransen skulle lig
ne den tornekrans, Kristus havde på ved
korsfæstelsen.
Nu var novicen blevet en rigtig munk.
LIVET I KLOSTRENE
Bed og arbejd - Det var dagligdagen i et klo
ster uafhængigt af, om man boede i et tigger
eller i et herrekloster. Gudstjenester og tide
bønner (8 i alt) var fordelt over hele døgnet.
Mellem tidebønnerne skulle der arbejdes. En
tidebøn består af lovsang og gregoriansk
sang, bønner og læsning af biblen.
For en cisterciensermunk startede »dagen«
med tidebønnen matutin (morgen) kl. 2 om
natten! En klokke vækkede de sovende mun
ke, som skyndte sig ned i kirken. Det tog
ikke lang tid for munkene at gøre sig klar, da
de sov med tøjet på. Og en trappe førte
22
Sådan så cisterciensernes munkekutte ud
direkte fra sovesalen ned i kirken. Bønnen
midt på natten var den vigtigste af de otte
tidebønner, da den skulle vise, at munkene
bad, mens almindelige mennesker sov. Den
varede som regel i flere timer.
Efter matutin gik munkene til kapitelsalen
for at bede, læse i biblen eller for at lære de
150 Davids salmer udenad. (Davidssamlerne
kan du finde i biblen). Nogle munke blev
dog i kirken for at bede for de mennesker,
som havde givet gaver til klostret.
Ved solopgang var det tid til dagens anden
tidebøn Laudes (lovsang) i kirken. Denne
gang skulle lægbrødrene også være med.
Efter landes var det tid til at blive vasket.
Det foregik ude ved klosterbrønden. Til
morgenvask hørte også at smøre sin sko ind
i fedt.
Efter morgenvask gik man til tidebønnen
prim (den første time), som efterfulgtes af en
morgengudstjeneste. Efter gudstjenesten gik
munkene samlet til kapitelsalen for at få læst
et kapitel af ordensregeleme og for at bede
for klostrets afdøde munke. Bagefter skulle
munkene bekende, hvis de havde overtrådt
klostret regler. Overtrædelser blev som regel
straffet med ekstra bønner eller faste. Hvis
23
overtrædelsen havde været meget grov, kun
ne straffen være stokkeslag eller fængsel.
Næste punkt på dagens program var arbejde!
Der var mange praktiske ting, der skulle ord
nes i klostret. Nogle munke skulle ned i køk
kenet for at hjælpe med madlavning, andre
skulle gøre rent, vaske tøj eller måske bryg
ge øl. Det hårde arbejde som dyrkning af
marker og pasning af dyr ordnede læg
brødrene. Ligesom munkene boede læg
brødrene i klostret. De havde også helliget
deres liv til Gud, men de var ikke rigtige
munke. Lægbrødrene skulle ikke til lige så
mange tidebønner og gudstjenester som
munkene. Fordi lægbrødrenes opgave mest
var arbejde, var det ikke nødvendigt, at
lægbrødrene kunne læse og skrive, som det
blev krævet af munkene.
Nogle af de vigtigste arbejder i klostret var
at læse og forstå de hellige skrifter, læse om
videnskaber som lægekunst, matematik og
stjernerne, og at skrive bøger af. Disse opga
ver var kun for rigtige munke.
Det var et stort arbejde at skrive bøger af.
Man skrev på pergament med gåsefjer. Mun
kene blandede blæk i mange forskellige far
ver for at kunne lave smukke tegninger, der
passede til det, der stod i bogen. Ved nye
kapitler pyntede man det første bogstav.
Det kunne let tage flere år at skrive biblen af.
Arbejdet blev afbrudt af tidebønnen terts
(den tredje time), hvor både munke og
lægbrødre deltog. Efter terts genoptog
lægbrødrene arbejdet, mens munkene blev i
kirken til højmesse.
Midt på dagen lå tidebønnen sekst (den sjet
te time), og herefter var det spisetid. Det var
dagens hovedmåltid, der blev indtaget midt
på dagen. Efter spisning havde munkene en
time fri, hvor de enten kunne hvile sig, eller
gå ned og snakke sammen i parlatoriet. Alt
arbejde og spisning skulle foregå i stilhed, så
24
munkene kunne koncentrere sig om Gud.
Efter pausen fortsatte dagen med arbejde og
tidebønnerne non (den niende time) og
vesper (aften). Efter vesper fik munkene
aftensmad. Herefter var det tid til dagens
sidste tidebøn complet (fuldendelse). Kl. 19
eller 20 (alt efter om det var sommer eller
vinter) sluttede dagens sidste tidebøn, og
munkene gik op i sovesalen og gik i seng.
Kl. 2 ringede klostrets klokke igen, og mun
kene var klar til en ny dag med bøn og arbej
de.
KLOSTRENE SOM HOSPITALER
I kristendommen er næstekærlighed og
barmhjertighed meget vigtig. Derfor var ple
je af syge mennesker en vigtig opgave for
klostrene.
Fordi munkene brugte tid på at læse om syg
domme og medicin, fandtes middelalderens
bedste læger faktisk blandt munkene.
Udover at bede til Gud kunne man gøre en voksede i klosterhaven. Mange urter og
patient rask på to måder: med medicin eller krydderier, som vokser i Danmark i dag, er
ved at operere. faktisk planter, som middelalderens kloster-
Medicin
Munkene brugte helst medicin. Den lavede
de selv på klostrene af de lægeurter, som
Læge stokrose. Både dens rod og blade blev anvendt i helbredelsen af sygdomme, og læge stokrose kunne bruges mod mange forskellige lidelser. Ved tandpine skulle man prikke til den syge tand med roden indtil smerten holdt op.
25
folk bragte med sig sydfra.
Eksempler på lægeplanter:
Plante Virkede mod
Salvie hoste, sår og blødning
Timian kighoste
Merian gulsot, spolorm
Kvan hundebid, pest
Persille spedalskhed
Læge stokrose epilepsi, sindssyge
Iris febersygdom, bylder
Purløg blødning, ørepine
Selleri hovedpine
Lavendel mundbetændelse
Husløg feber, diarre
Der blev også dyrket krydderier til madlav
ning i klosterhaven.
Operationer
Hvis den medicinske behandling ikke hjalp,
måtte man bruge andre måder.
De mest almindelige former for operation i
middelalderen var åreladning og kopsæt
ning. Begge måder blev brugt til at tappe
blod fra patienten. Man mente nemlig, at
sygdommen sad i blodet. Fjernede man det
syge blod, blev patienten rask, mente man.
Åreladning blev gjort med et åreladejern.
Man stak hul i blodåreren, og lod så en vis
mængde blod løbe ud. Der var faste regler
for hvilke blodårer, der skulle årelades, alt
efter hvad patienten fejlede. For eksempel
skulle den øverste blodåre i armen slås for
hovedpine og andre sygdomme i hovedet,
mens øjensygdomme kunne klares ved åre
ladning i tindingen, og mod tandpine skulle
man slå blodåren, der ligger under tungen.
hul det sted, hvor patienten havde ondt. Her
efter satte man en lille opvarmet kop hen
over hullet. Den varme kop sugede sig fast
på kroppen, og sugede blodet ud. I stedet for
en kop, kunne man placere en blodigle på
det syge sted. En blodigle er et dyr, der lever
af blod. Den vil derfor straks begynde at
suge blod, når det bliver sat på et menneske.
Pleje af åbne sår blev også klaret i klostrenes
hospitaler. Det var vigtigt at holde åbne sår
rene, så der ikke gik betændelse i dem. Man
rensede sårene med vand og brugte sårskra
bere til at fjerne bensplinter og snavs fra
såret. Store åbne sår blev syet sammen, og
munkene lagde forbindinger efter at have
smurt såret med helbredende salver.
Klosterfolkene kunne også hjælpe folk med
benbrud. På skeletter kan vi se, at selv meget
svære benbrud har man kunnet få til at vok
Kopsætning virkede ligesom åreladning ved se ordentligt sammen. Nogle gange var det
at tappe blod. Med en skarp kniv stak man også nødvendigt at amputere et ben eller en
26
arm. Også disse operationer kunne munkene
hjælpe med.
Munkene var dog ikke glade for at lave ope
rationer. De prøvede først alle andre mulig
heder: bønner til Gud og medicin. Munkene
måtte nemlig ikke »udgyde blod.« Så faktisk
brød de et klosterløfte, når de opererede, for
her kunne patienten ikke undgå at bløde. Til
gengæld hjalp man jo sin næste, og næste
kærlighed og barmhjertighed er noget af det
vigtigste i kristendommen, og dermed også
for klosterfolkene.
KLOSTRENE NEDLÆGGES
I 1536 var reformationen i Danmark. Fra at
være katolikker blev vi protestanter i Dan
mark. Protestanterne troede ikke, at andres
bøn til Gud kunne hjælpe en død i skærsil
den. Der var derfor ikke længere nogen
grund til at give gaver til klostrene, så mun
kene skulle bede for afdøde.
27
Mange var også ret trætte af, at den katolske
kirke prædikede fattigdom, når både kirke
og klostre faktisk hørte til nogle af de rigeste
i landet.
Reformationen betød, at klostrene ikke læn
gere var populære. Der blev ikke givet gaver
til klostrene, og de begyndte at lukke. De
første klostre, der lukkede var tiggerklostre
ne, der helt skulle klare sig ved hjælp af
gaver. Herreklostrene holdt stand lidt længe
re, fordi de havde indtægter fra deres jorder.
Det blev dog bestemt, at klostrene ikke måt
te optage nye munke.
Efterhånden som klosterfolkene døde, ned
lagde man klostrene.
28
ORDFORKLARING
DEN MIDDELALDERLIGE
LANDSBYKIRKE
Apsis: halvrund afslutning på kirkens kor.
Blysprosse: En lille liste af bly, som holder
sammen på de forskellige stykker glas i et
glasmaleri. Der sidder blysprosser mellem
alle glasstykkerne.
Brudsten: Sten, som man udvinder i sten
brud.
Frådsten: Hullet, lys kalksten, som dannes i
vandløb.
Grif: Et fabeldyr med hoved, hals og vinger
som en øm.
Hedning: En person, som ikke er kristen.
Først når man var døbt, kunne man kalde sig
kristen.
Helgen: En person, som paven har bestemt
er hellig. Man kunne først blive helgen, når
man var død. For at blive helgen skulle der
29
ske mirakler ved ens grav.
Hvælv: Buet loft, som især bruges i kirker.
Hvælvpille: Søjle, der bærer et hvælv.
Kalksten: Sten af kalk, som er hugget ud i
et kalkbrud.
Kapel: Specielle rum i kirken, hvor der stod
et ekstra alter, eller hvor en var begravet.
Klokkestabel: Et trætårn på kirkegården,
hvor kirkeklokken hang.
Krucifiks: Et kors med den korsfæstede
Kristus.
Messehagel: Kåbe, som præsten bærer ved
altertjenester under gudstjenesten.
Mosaik: Billede lavet af små, farvede styk
ker glas.
Reformationen: Tiden, da Danmark gik fra
at være katolsk til at være protestantisk. Det
skete i året 1536, og hermed sluttede mid
delalderen.
Relikvie: rester (som regel knogler) fra en
helgen.
Sakristi: Det rum i kirken, hvor kirkens hel-
lige ting opbevares. Det er også opholdssted
for præsten, og nu bruges sakristiet også
mange steder som venterum, når der er bar
nedåb.
Sandsten: Sten af hårdt sammenpresset
sand.
Skærsild: Stedet, hvor man troede, at de
døde kom hen, før de kunne komme i him
len. "Skærs"-ild var en rensende ild, hvor
sjælen skulle bøde for sine synder.
Teglsten: Sten af brændt ler.
Triumfvæg: Navnet på væggen, der adskil
ler koret og skibet.
Tufsten: Blød stenart dannet af vulkaner.
Våbenhus: Forrum til kirken
de klosterordner i middelalderen.
Complet: Døgnets ottende og sidste tide
bøn. Complet betyder fuldendelse.
Herrekloster: Et kloster, hvor man havde
landbrug til
Kapitelsal: Munkenes mødesal.
Kopsætning: Måde at lave blodudtømning
ved at sætte små, opvarmede kopper fast på
ryggen.
Laudes: Døgnets anden tidebøn. Laudes
betyder lovsang.
Lægbroder: En munk, som tager sig af det
praktiske arbejde som for eksempel at dyrke
jorden.
Matutin: Døgnets første tidebøn. Matutin
betyder morgen, selvom denne tidebøn alle-
MIDDELALDERENS rede lå kl. 2 om natten.
KLOSTRE Messehagel: Kåbe, som præsten bærer ved
altertjenester under gudstjenesten.
Abbed: Lederen af et kloster. Non: Døgnets sjette tidebøn. Non lå 1
Almisse: Gave, man giver af barmhjertighed. dagens niende time.
Cistercienser: En af de mest betydningsful- Novice: En person, der er munke-elev.
30
Ordensreglement: Regler som fortalte,
hvordan munkene skulle opføre sig.
Parlatorium: Det eneste rum i klostret,
hvor munkene måtte snakke.
Prim: Døgnets tredje tidebøn. Prim lå 1
dagens første time.
Procession: Et optog af munke under en kir
kelig handling.
Processionskors: Kors, som man bar under
processioner.
Reformation: Tiden, da Danmark gik fra at
være katolsk til at være protestantisk. Her
med forsvandt grundlaget for klostrene.
Reformationen var i 1536.
Relikvie: rester (som regel knogler) fra en
helgen.
Sakristi: Det rum i kirken, hvor kirkens hel
lige ting opbevares.
Sekst: Døgnets femte tidebøn. Sekst lå 1
dagen sjette time.
Skriftemål: Når man bekender sine synder
til en præst eller munk. Skriftemål bruges
31
stadig i den katolske kirke.
Skriptorium: Det rum, hvor munkene skrev
og fremstillede bøger.
Skærsild: Stedet, hvor man troede, at de
døde kom hen før de kunne komme i himlen.
"Skærs" -ild var en rensende ild, hvor sjælen
skulle bøde for sine synder.
Tiggerkloster: Et kloster, hvor man ikke
måtte eje jord, men skulle klare sig med
gaver og almisser.
Terts: Døgnets fjerde tidebøn. Terts lå 1
dagens tredje time.
Vesper: Døgnets syvende tidebøn. Vesper
betyder aften og lå i dagens niende time.
Åreladejern: Det redskab man brugte til at
slå hul på blodårerne ved åreladning.
Åreladning: Måde til at lave blodudtøm
ning ved at slå hul på en blodåre.
LITTERATUR
Om kirker
Als Hansen, Birgit: Middelalderlige glasma
lerier. I: Hikuin 1, Højbjerg 1974, s. 87-96.
Johannsen, Hugo og C:M. Smidt: Danmarks
arkitektur. Kirkens huse, 1981.
Liebgott, Niels-Knud: Dansk middelalderar
kæologi. Gad 1989.
Nyborg, Ebbe: Kirke og klostre. I: Da klin
ger i muld ... 25 års arkæologi i Danmark.
(Red. S. Hvass og B. Storgaard) 1993, s.
242-247.
Wienberg, Jes: Den gotiske labyrint. Mid
delalderens kirker i Danmark. Stockholm
1993.
Om klostre
Det europæiske klostervæsen. Acta Jutlandia
LIX. Teologisk serie 13. Det lærde selskab
Århus 1985.
Hjortlund, Marianne, Jens Anker Jørgensen
32
og Bente Thomsen: Esrum kloster. Frede
riksborg Amt 1992.
Reimer, Ole og Margit Warming: Livet på
Esrum kloster. Esrum kloster 1998.
Højrup, Lene Birgitte: Bed og Arbejd.
Moesgård museum 1997.
Liebgott, Niels-Knud: Dansk middelalderar
kæologi. Gad 1989.
Nielsen, Harald: Lægeplanter og troldom
surter. Politiken 1969.
Nota:
33
Nota:
34
Nota:
35
Nota:
36
top related