l950'ernes arbejderkultur mellem

drøm og virkelighed

Aspekter omkring forholdet mellem arbejder-klassen og massekulturen i Danmark i 1950'erne

Af Mette Iversen

Indledning»Det er meget nemt at regne folks kulturelle stade for noget enkelt og fastslået. Detteer svagheden ved udtryk som »masserne« og »det brede publikum i England« der for-leder os til at tænke, ikke på folk som de er, der lever og udvikler sig på forskelligemåder, men på et eller andet stort, mangehovedet monstrum med fastslåede vanen.

»Vækst og forandring er vigtige for hele dette problem. Men løber man rundt meden færdig opfattelse af »masserne« kan man ikke rigtig tage dem med i betragtning«.

(Raymond Williams)l

Danmark i Soierne var kendetegnet ved grundlæggende samfundsmæssigeforandringer i livsvilkârene og hverdagskulturen. Det var i denne periode vo-

res samfund af i dag tog form hvad angik arbejds-, familie- og fritidslivet, men

også når det drejede sig om behovsstrukturer, livsholdninger og oplevelses-former.

De mange nye masseproducerede kulturvarer: film, plader, seriehæfterm.m. greb forandrende ind i dagliglivet og afspejlede nogle dybe konflikter itiden omkring normer, værdier, identitet og orienteringsmønstre i det hele

taget.I denne periode blev kulturelle mønstre i arbejderklassen således blandet

op med nye træk, som var forbundet med nye livsformer og den nye massekul-tur. Dette forhold gjaldt både livet i arbejderbevægelsensorganisationer, ,or-

ganisationskulturen, *og arbejderklassens dagligliv, ,hverdagskulturenizArbejderkulturen blev langt mere sammensat end den før havde været.

For denne artikels undersøgelse af forholdet mellem arbejderklassen ogmassekulturen rejser der sig bl.a. følgende spørgsmål:

Hvordan indgik arbejderklassens kulturforbrug med dets elementer af al-

vorlig identitetssøgenog rekreativt dagdrømmeri i hverdagskulturen og dagli-glivet.>3

Hvad var den organiserede arbejderbevægelsesholdning til massekulturen

og arbejdernes brug af den? Hvordan brugte den sine egne medier? Var for-

bruget af massekulturen udtryk for passivt konsum, eller lå der i selve tilegnel-

97

sen af den en forarbejdning af livsbetingelseme, som f .eks. kunne være udtrykfor aktiv protest og trang til selvforvaltning og autonomi?

Det siges ofte, at massekulturen blot giver folk det, de vil have. Kan det

tænkes, at svaret påen sådan nedladende holdning var, at folk så ogsåbare tog,

hvad de kunne bruge? I så fald var arbejderklassens forbrug af massekulturen

langt mere selektivt og kompliceret end ofte antaget.4 Der er i hvert fald ingentvivl om, at det indgik i et tæt samspil med den periodespeciñkkeklassekultu-

relle kontext af særlige behov, motiver, oplevelses- og erfaringsformer.

1950'erne - mellem drøm og virkelighedAf stor betydning for arbejderklassen var den integrationspolitik, som blev

ført i perioden påarbejdsmarkedet, i uddannelsen og påkulturområdet. Ideen

om at høj produktivitet ville give mere til alle, at arbejderklassen ville kunne

opnå lighed gennem uddannelse og en demokratisering af adgangen til den

borgerlige kultur.

Integrationspolitikkens samfundsforståelse var velfærdsideologien, ifølge

hvilken arbejderne ville få en stigende andel af de samfundsmæssige godermed udjævning af klasseforskellene tilfølge.

Til trods for at perioden efter krigen var præget af social og materiel skuf-

felse på grund af faldende realindkomster, rationeringer, arbejdsløshed,bo-

ligmangel mm., herskede der en generel accept af, at udviklingen gik mod

bedre tider. Men en lang stagnationsperiode helt frem til 1958 betød bl.a., at

velfærdsideologien næsten ikke blev bygget op på andet end løfter om bedre

tider.

Dette skabte noget konformt og stillestående over perioden samtidig med et

meget stærkt behov for 'ideologisk opdrifti Man klyngede sig til den velfærd,

der skulle komme for alle - og for den enkelte måske allerede snart, hvis man

hang i og selv gjorde en indsats.5

Først i 1958 kom et opsving med en halvering af arbejdsløshedentilfølge og

en reallønsfremgang, som gav velfærdsideologien dens materielle grundlag.

Arbejderkultur i 50'erne

I denne periode ændrede den arbejderkulturelle offentlighed for alvor signa-

ler. I 1953 udgav et kulturpolitisk udvalg under Bomholts ledelse bogen»Mennesket i centrum«, der formulerer grundlaget for den førte kulturpolitiki perioden. Heri tales der for, at landets forskellige organisationer ud fra hver

deres grundsyn må samarbejde til gavn for dansk kultur som helhed. Dette

markerer et definitivt skift fra ideen om udviklingen af en selvstændig arbej-derkultur via en gradvis erobring af alle kulturlivets områder til ideen om en

98

Studiekredsarbejdet var et centralt element i den traditionelle arbeiderkultur. Foto i ABA.

bredere, integreret folkekultur, hvor man samledes om demokratiet, folket ognationen:

»Men kravene til arbejderne og arbejderorganisationerne bliver ingenlunde mindre frem-over. Tværtimod. Vor indflydelse på samfundets fortsatte demokratisering er stadig en

krævende opgave og dertil kommer nødvendigheden af, at vore organisationer kan løsefremtidens problemer. Dette forudsætter, at de enkelte medlemmer må være med i detdemokratiske samfundsliv og yde deres aktive indsats, og at den samlede arbejderbevæ-gelse udbygges til folkebevægelsemed det mål for øje at samle hele den danske arbejderbe-folkning og alle fremskridtsvenlige medborgere om at skabe en demokratisk velfærds-stat«.6

Tilegnelsen af den borgerlige kultur blev et led i arbejderbevægelsenssigte om

at fastholde det politiske demokrati.

Klassesynsvinklens indholdsmæssigeog kvalitative side nedtonedes, inte-

grationen ansås for at være godt påvej, og den politiske kamp kunne afløses afet kulturarbeide, hvor opgaven var at bygge bro over kulturkløften. I denne

sag var det arbejderbevægelsensansvar at bringe klassen på niveau - rent kul-

turelt.

Samtidig med afslibningen af den førhen langt skarpere arbejderkulturelleprofil inden for organisationskulturen, ændredes de fysiske rammer omkringudfoldelsen af hverdagskulturen i arbejderklassen.

Netop i denne periode startede udflytningen til forstæderne først for de be-

99

AOFs kulturelle tilbud dækkede i princippet ogsåhele det almindelige kulturelle felt. Foto i ABA.

drestillede dele af arbejderklassen. Dette skete samtidig med en begyndende

udkonkurrering af de lokale, håndværksprægedeindustrier i byerne.Herved iværksattes en tendentiel opløsningaf den lokale byarbejderkultur

med det brede familiære og sociale netværk og den fælles dannelse af egne

normer, værdier og omgangsformer.Der dannedes i stedet mere isolerede kernefamiliestrukturer, hvilket betød

et stigende pres på livet i de enkelte familier. Familierelationerne belastedes

100

yderligere af, at arbejdet med den stigende rationalisering mistede den identi-

tetsskabende funktion.7

Arbeiderklassens selvstændigt kulturskabende fællesskaber, knyttet til ar-

bejdet, boligen og fritidslivet inden for samme lokalmiliø, ændredes og nye,mere individualiserede og privatiserede hverdagskulturelle former, normer

og værdier udvikledes i tæt forbindelse med den hastigt voksende konsumkul-

tur og det øgede forbrug heraf i arbejderklassen.I løbet af 1950'erne begyndte en omfattende indvandring fra land til by, ogefterhånden forsvandt en familieform bygget op omkring slægtsnetværk. Ogbyerne blev befolket af en stor gruppe første-generationsarbejdere,som var

revet løs fra deres traditionelle kultursammenhæng og stod for at skulle eta-

blere en ny.Med enkel og skarp logik præciserede Lis Groes i 1953 forandringerne i

hverdagslivets organisering og dets betydning for det kulturelle fællesskab:

»Familielivet har stadig en fundamental betydning for de allerfleste af os, men når det i

den moderne familie kan skorte noget på den fællesskabsfølelse, vi har indtryk af herskede

i tidligere tiders familieliv, så må man erkende, at det hænger sammen med det faktum, at

der FOR DET FØRSTE IKKE ER SÅ MANGE TIL AT VÆRE FÆLLES OM TIN-GENE og at der FOR DET ANDET IKKE ER SÅ MEGET AT VÆRE FÆLLES

OM« .8

Det var denne kulturelle mellemtid, mellem tradition og fornyelse, mellem en

virkelighed i opbrud og en drøm om velfærd, som den hastigt ekspanderendemassekultur udfyldte med Morten Korchske billeder af det svundne og ame-

rikanske billeder af det, der skulle komme.

Massekulturen som socialisationsfaktor

1950*eme var massekulturens egentlige gennembrud i Danmark. Dette skyld-tes omlægningen af erhvervsstrukturen, den amerikanske økonomisk-materielle og kulturelle eksport til Danmark, samt et tilløb til en høikonjunk-tur, som kunne frembringe et købedygtigt massepublikum.

Endvidere udgjorde det nye hverdagsliv, den kulturelle mellemtid, afsav-nene og håbet om bedre tider noget nær et ideelt socialpsykologisk marked, et

godt behovsunderlag, for en massekulturel udvikling.9Familien anses i reglen for at være den primære og vigtigste socialisations-

faktor. Hertil kommer andre betydende socialisationsinstanser som: skolen,arbejdspladsen, netværk/ kammeratskabsgrupper, fagforeninger/ politiskeorganisationer, fritidsinstitutioner⁄foreninger,korps m.fl.

Men med massemediernes og kulturvareindustriens udbredelse blev mas-

sekulturen stadig mere central som socialisationsfaktor. Dels blev varekonsu-met i sig selv en socialisationsinstans ved at skabe forbrugere, dels foregik der

101

en socialisering gennem de værdier og normer for social adfærd, som indhol-

det i massekulturen formidlede.

Medierne greb således omformende ind i hele sanse-, drifts- og bevidst-

hedsstrukturen i arbejderklassen, under indflydelse af bl.a. forbrugssituatio-nens art og dennes individuelle eller kollektive klassekulturelle kontekst.lo

Desuden blev medierne til en del af de modsætninger og spændinger mel-

lem de forskellige instanser i den samlede socialisationssammenhæng for ar-

beiderklassen i perioden: Mens skolen og arbejdspladsen fremhævede det hæ-

derlige og fornuftige, var mediernes værdier ofte følelsesmæssigeog irratio-

nelle. Skolens intellektuelle udtryksform stod i modsætning til mediernes og

arbejderfamiliens antiintellektualis me. Medierne opfordrede til udfoldelse og

forbrugerisme, mens familien og institutionerne manede til afsavn, behovs-

udsættelse og sparsommelighed.Sådanne modsætninger dannede baggrund for en konfliktsituation for ar-

beiderklassens unge omkring normer, værdier og orienteringsmønstre i det

hele taget, og mediebrugen indgik i arbejdernes bestræbelser påat leve med og

måske overvinde konflikteme.

Og her kunne medierne påeen gang tematisere modsætningeme/spændin-

gerne og tilbyde afspændingfor en stund via overskuelige fiktive universer og

personer, som forenede oprørske og tilpassede positive identifikationsmulig-heder.

'

Forholdet mellem mediekultur og realkultur

Der eksisterer et indbyrdes brugs- og påvirkningsforholdmellem medie og

realkulturen. 1 '

Mediekulturen henter med nødvendighedsit stof fra realkulturen, samtidigmed at den bidrager til at forandre denne og giver anledning til at koblingenmellem de to sfærer forandres påny.lz

Skellet mellem de to kulturer er således ikke skarpt afgrænset.Men ved me-

diekulturen forståes alle de kulturelle fænomener, som den udvælger af real-

kulturen. Skønt relativt selvstændig kan mediekulturen ses som en del af real-

kulturen, der igen kan opdeles i forskellige klassekulturer.

Arbejderklassens realkultur forståes i denne sammenhæng som en klase-

speciñk leve- og tænkemåde i bred forstand, en hel livsmåde, der rummer

både arbeiderklassenslevevilkår og den klassebestemte forvaltning af dem.13

Den eksisterende forskning inden for massekulturen handler mest om,

hvordan medierne omformer brugernes liv, drifter, længsler og angst og dan-

ner det i sit eget billede som nyt æstetisk udtryk."Dette er en del af samspillet de to kulturer imellem og dermed ogsådenne

artikels emne. Men udvælgelseog omformning foregårogsåi selve forbrugssi-tuationen, hvilket reiser spørgsmålet:Hvordan omsættes mediekulturens ud-

102

tryk gennem oplevelsen/tilegnelsen og den klassespecifikke forarbejdning til

noget, der kan bruges i arbejdernes hverdagsliv og -kultur?

Et sådant spørgsmålsætter focus på receptionsproblematikken som kultu-

rel aktivitet, på forbrugssituationen som en forarbejdningsproces, hvor me-

diekulturens symboler og udtryk omsættes af forbrugeren og nyttiggøres til

egne formål. .

Dette er et relativt uudforsket felt og ogsåofte svært tilgængeligt navnlighvis forbrugssituationen har karakter af individuel og privat tilegnelse. Mas-

sekulturforbruget bliver straks mere synligt som forarbejdningsproces og

brugssammenhæng, hvor tilegnelsen antager mere kollektive og offentligeformer og udtryk.

Mulighederne for at belyse forskellige måder hvorpå samspillet mellem

massekulturen og arbejderkulturen i 50'erne gik for sig vil variere afhængigt af

det eksisterende tilgængeligekildemateriale. Et forhold som afspejlesi denne

artikels forsøg på at indfange forskellige sider af forholdet mellem arbejder-klassen og massekulturen i perioden.

Gennem eksemplariske analyser af forskellige medier og forbrugssituatio-ner søges primært via mediernes indhold og udtryk, forbindelsen til arbejder-klassens levede liv - både livsvilkårene og den klassespecifikke forarbejdningheraf gennem aktiv produktion af kulturel sammenhæng og identitet.

Massekulturen som indgang til realkulturen

Det følgende afsnit om filmen skal bl.a. illustrere, hvordan indholdsanalyseraf massekulturelle produkter kan afspejle nogle væsentlige socialpsykologisketemaer i samtiden.

Skønt massekulturen som indholdsmæssigt, ideologisk udtryk ikke pånogen måde kan ses som en direkte afspejling af den levede arbejderkultur og

-bevidsthed dengang, kan den alligevel bidrage med nogle brikker til en sam-

let forestilling om, hvordan det mon var.

Endvidere kan massekulturens tilbud om identifikation, omverdenstolk-

ning, normer og værdier sammenholdes med de behov, som var forbundet

med opbruddet og forandringerne i arbeiderklassens kulturtraditioner.

SO'erñlm kan, set i lyset af samtidige anmelderreaktioner, fortælle noget om

tidens normer, værdier og tabuer for alment accepteret kulturel og samfunds-

mæssig udfoldelse. Det fortæller noget om den helhedskultur, som arbejder-kulturen var en del af og i modsæmingsforhold til og som integrationspolitik-ken bestræbte sig på at arbejderklassen skulle forlige sig med, tilegne sig.

De massekulturelle produkter var for arbejderklassen nogle af de forhånd-

enværende midler til en overvindelse af mangler og modsætninger i hverdags-livet.

På trods af at massekulturens tilbud om overvindelse af problemerne og

103

dens virkelighedstolkninger måske nok bl.a. i deres meget individualistiskeform har været arbejderkulturfremmede, så må arbejderklassen alligevel i sin

egen brug af massekulturen ad den vej, og af mangel pånoget andet og måskebedre, have fundet både rekrations- og bekræftelsesmuligheder.

Herom vidner alene det store forbrug.

Filmen i 50'ernes massekulturelle billede»Over enhver biograf hænger et usynligt, men let læseligtskilt, hvor der står: »1,der keder

jer og er rådvilde i et anarkistisk-individualistisk samfund, med indenfor - her er opiums-drømme til salg på en lærredsskærml« «

15

Filmen som opium for folket! En opfattelse af den massekulturelle påvirkningsom var udbredt i 1950'erne både uden for og inden for fagbevægelsen.

For filmen var 50'erne som periode fuld af modsætninger,den blev på een

gang begyndelsen og afslutningen for filmmediet.16Herom vidnede Hollywoods kriseagtige opblomstring og overlevelsesfor-

søg TV udviklede sig i USA i løbet af perioden til at blive en alvorlig konkur-rent til filmen. En udvikling som tvang filmen til at satse på alt det, TV ikkekunne: lærredsstørrelse, storslåethed og overvældende personlig involvering.Et indhold spundet op omkring stjernerne, som Hollywood også selv produ-cerede.

Man begyndte at vænne sig til tanken om at lave film til TV eller sælge dem

gamle film.

Udviklingen af en ny livsform blev til en del af filmens krise. Biograferne lå i

centrum, og der foregik en stigende udflytning til byernes udkanter.

Fra 1948-53 var tilskuerantallet blevet halveret. Som følge heraf blev Hol-

lywoods udlejningspriser hævet. Danmark fik nogle få store film til gammelpris, og da man så havde bygget om til det store format, hævedes prisen. Man

nægtede at betale herhjemme, og der indtraf derfor en blokade, som varede fra

1955-58.

Det betød f .eks., at både James Dean- og Elvis Presley-filmene blev flere år

forsinket herhjemme, hvilket skruede forventningerne i vejret, samtidig med

at de blev blandet op med en masse foromtale og rygter fra USA.

For dem, der ikke kunne udholde spændingen, blev der arrangeret bioture

Tuborg-Landskrona, hvor man så kunne se filmene i Sverrig.Herhjemme blev filmen det mest udbredte og populære underholdnings-

medie langt ind i 50'erne. Biografhusene kom i høj grad til at præge bybilledet.Der blev bygget om og shinet op med mahogni og velour, og'der var langebilletkøer til de store film.

Ved indgangen til 50'erne var der 45-48 biografer i hovedstaden. Der blev

104

solgt i snit 23 billetter om året pr. indbygger i hovedstaden i 1947. I 1941 blev

Saga bygget med plads til 1513 tilskuere. '7

Biografreklamerne spillede påcensuren, hvor det blev ekstra pikant, hvis en

film var blevet frigivet eller den kun var egnet for voksne. Man lokkede med at

vise alt det, der var forbudt og fortrængt i hverdagslivet!Biografteatrene skulle udgøre et ganske særligt, luksuriøst rum, et eksotisk

sted, som kunne bidrage til at få hverdagslivets trængsler på afstand:

»De flotte, undertiden overdådigerum med imponerende dekorationer i stilfulde materia-

ler skulle løsrive både det mentale og det fysiske oplevelsesrum fra gadernes larm og snavs,

det ustadige danske klima, bolig- og kontorbygningemes grå facader og de små, trangelejligheden.m

»Rebel without a cause« - temaer fra det

virkelige liv

James Dean-filmen »Rebel without a cause« er fra 1955, men blev først vist

herhjemme under titlen »Vildt blod« i 1958 på grund af filmblokaden. I fe-bruar 1985 blev den sendt i dansk TV.

Den handler om ungdomskriminalitet i det amerikanske mellemlag. Som

genre er filmen en slags realistisk romance, og hører til den gruppe 50'erfilm,hvis spændingsfelt er centreret omkring liv-død-problematikken.

Filmen er tilstræbt realistisk, da der forud for den er gjort et stort research-

arbejde med interviews af ungdomsledere, kriminologer m.fl.Den rejser en række centrale temaer påforskellige niveauer af samfundsli-

vet: på det familiære plan udspiller den en generationskonflikt, på det sociale

plan stilles de samfundsmæssigenormer for lovlig og ordentlig opførsel over

for et oprør herimod, omkring den sociale kønsrolleidentitet stiller den

spørgsmål om, hvordan en rigtig kvinde/ mand bør være, og på det politiskeplan rummer filmen tilløb til en kritik af amerikansk kultur og af udviklings-perspektiver for det amerikanske samfund.

Tematikken bevæger sig omkring modsætningspar som: liv - død, fælles-

skab/kærlighed - ensomhed, tilpasning -

oprør, magt - afmagt, god - ondmil..

Som noget forholdsvis nyt udtrykker filmen engagement i de unge, den

handler om og som noget helt epokegørendeplacerer den skylden for de ungeskriminalitet/ modvillighed og utilpassethed hos samfundet og forældrene!

Det var man ikke vant til på film. Og det var noget de unge kunne forstå.

På handlingsplanet drejer filmen sig om hovedpersonen, Jims (JamesDean) oprør mod de småborgerligeforældre i et forsøg på at vinde en selv-

stændig identitet omkring nogle andre livsværdier og normer, som han kan gåind for. Hans søgen går gennem et opgør med en hård,voldelig og rodløs ung-

domsbande, gennem udviklingen af et venskab til kammeraten, Plato, for at

105

\l\

MACOPE

Amerikansk oprør og dansk konformitet.

106

Hva vi) Sted, W me.

107

ende med en realisering og forsoning/ tilpasning via kærlighedsforholdet til

filmens kvindelige hovedperson, Judy.Judy introducerer filmens generationskonflikt: »min far kan ikke lide mig«.

Det siger hun, mens hun sidder på politistationen og venter påat blive afhen-

tet af forældrene. Hun hader og elsker sin far (samfundets repræsentant) påeen gang og bliver derfor vred og skuffet, da det er moderen, som henter

hende.'

Jim er som hovedpersonen ogsåfilmens producent og fungerer som forlæn-

get kameravinkel, når han med sit kropssprog fortæler publikum, hvor det

skal se hen, og hvad det skal bemærke.

Kameraføringen bevirker, at publikum ikke får lov til at være objektive til-

skuere. Det er et stationært, men uroligt kamera, som hele tiden skifter syns-vinkel og afbryder det perspektiv, som normalt er seernes privilegium. Det

lægger således op til den centrale sætning, udtalt af Jim under et voldeligt op-

gør med forældrene: »We are all involveda.

Oprøret fremstilles først og fremmest som noget individuelt, en følelse hos

den enkelte af utilpashed - navnlig ved det følelsesfortrængendenormbundne

og konforme voksenliv.

Konformitetens fortrængningerF orældregenerationens liv er i filmen skildret som en degeneret, sygeligt ma-

terialistisk og småborgerligvoksenkultur. Familierne er enten gåeti opløsningeller stivnet til udvendige opskrifter på, hvordan man bør leve. Der er ikke

plads til liv og ungdom.Det betyder bl.a., at forældrene er ude afstand til at hjælpe de unge, hvis de

kommer i nød. De unge er således overladt til sig selv -

og hinanden.

Der er ingen brugbare orienteringspunkter indenfor de unges rækkevidde.

Mødrene er konfliktsky og hysteriske, og Jim's mor har på den måde et vist

tyrannisk greb i faderen, som gør denne veg, slap, underkastende, overtilpas-set og, u-efterlignelsesværdig.

Uddannelsesinstutioneme fremstilles som indbegrebet af gamle menne-

skers fjerne og fra livet løsrevne viden, som ikke når frem til de unge menne-

skers virkelige liv og problemer.Der er således ifølge filmen god grund til at gøre oprør på det individuelle

og det kulturelt samfundsmæssigeplan. Der angives dog netop ingen retningfor dette oprør. Det er en af filmens pointer, at det endnu ikke er til at vide,hvor det hele bærer hen. Den viser blot, at foreløbig ligger fremtiden ikke blot

som en uhyggelig forudsigelig forlængelse af forældregenerationens fastlåst-

hed og fortrængninger, - men den ligger ogsåsom en endnu uudfoldet person-

lig uro og samfundsmæssig utilpassethed hos de unge. En anelse hos dem om

108

nogle vigtige livsaspekter, som handler om de unges særligeforbindelse til alle

konformitetens fortrængninger.I denne sammenhæng bliver skuespilleren bag filmens hovedperson helt

central, fordi James Deans helt utrolige evne til at udtrykke denne anelse oguro hos de unge i den grad bærer filmens budskab og radikalitet. En samtidiganmeldelse fra Social-Demokraten beskriver det f.eks. således:

»Dette er ellers noget helt for sig selv - virkelig den unge vrede mands spil, der med rette

skabte hans verdensberømmelse. Denne blanding af nonchalence og nervøs ophidselse!Han taler med hele ansigtet, især med panden. Hans bevægelser kan der skrives en af-

handling om. Han sætter sig ikke i en lænestol, han smider sig i den, ruller sig i den, står påhovedet i den. Her er på samme tid sløset og levende som en kviksølvmasse. Han spillersnart som i søvne, snart som en der rystes op af søvnen. Alene et sideblik fra hans øjne sigeren hel masse. Men han selv siger ikke ret meget. Hans ord nærmest hakkes stødvis frem.

Aldrig hidtil er der hverken i film eller på teatret set en så righoldig vekslen af udtryksmid-ler«.'9

Ellers er Jim i filmen både ærlig, handlekraftig, trofast og blid - ligesom en

mand skal være efter Judy's og filmens opskrift. Filmen ender da også påhandlingsplanet med Jims integration i samfundet og forening med faderen,der nu har lovet at tage sig sammen.

Filmens udsagn på dette plan lyder sådan: Der er en generationskonflikt,hvor nogle unge retmæssigt gør oprør. Forsoning og integrering er mulig, hvis

alle parter ñrer lidt og kommer hinanden i møde. Kærligheden og fællesskabet

findes og er knyttet til pardannelsen, og trives der, hvor ærligheden, trofasthe-den og handlekraften er.

Samfundet og navnlig forældrene må lytte til de unges kritik og bringe sigpå talefod med dem.

Samtidig efterlader filmen på et andet kropsligt følelsesmæssigtplan efter-

virknigerne af et uroligt kamera og James Deans foruroligende personlighed,noget involverer og engageret, som måske nok er filmens mest radikale bud-skab.

James Dean-ñgurens dobbelthed

»Når jeg spiller og giver rollen alt, hvad jeg har i mig, så er det som om jeg får afløb for

mine problemer - Det er min måde af afreagere på«.2°

James Dean har et usædvanligt talende kropssprog og en personlig udstråling,som har fået mange ñlmkritikere og publikummer til at søge efter, hvor han

dog har det fra. Nogle mener, at det er kropstræning og teknik, andre at han

bare giver sig selv fuldt ud.

Men hvordan han så end bar sig ad, udtrykte James Dean noget tidstypiskfor halvtredserungdommen. Mistroen til den voksne verden, dens krige, dens

109

småborgerligeklyngen sig til, hvordan alting tog sig ud (for naboen), og dens

søgen efter sikkerhed/ tryghed (rent materielt), dens stivnen i småborgerlige

normer, dens uvillighed til at sætte noget påspil og evt. løbe en risiko i forhold

til noget, som var større end den selv.

Han udtrykte de unges trang til at gøre oprør imod alt det. Men man skal

have fat i James Dean-figurens dobbelthed, hvis man vil forstå hvordan han

både kunne fascinere og forløse i den grad. Mange hævdede, at ungdommenville se vold, sadisme, hysteri, pessimisme og ondskab - uden blik for dettes

modsætning:ærlighed i følelseslivet, sarthed og nænsomhed, moralsk ægthed,tro og tillid.

Der var ikke blot tale om en oprørstrang, men ogsåsamtidig en længsel og

søgen efter noget andet

Det var ikke eensidigt Dean som dødskøreren, men hans positive, livsbe-

kræftende forløsning af modsætningerne, herunder de sarte følelser, som faci-

nerede ungdommen.Han evnede at synliggørede følelsesmæssige ambivalenser, få dem frem som

kropsligt udtryk og udstråling:de unges stolthed og sorg over at føle sig uden

for samfundet, deres vægring mod og alligevel også ønske om integration,trangen til accept og nødvendigheden af at holde afstand.

Således tegner James Dean portrættet af den første selvbevidste yngre ge-

neration, mens han udspiller væsentlige psykiske elementer: Konflikten mel-

lem at give sig hen og frygten for at give sig hen til sine egne følelser. En sår-

barhed så dybt indkapslet, at man bliver rørt og næsten urolig af det, og påsamme tid en impulsiv voldsomhed - et kæmpeforsvar.

James Dean kunne på een gang fremstille facaden og væsenet bagved.

Filmen i spændingsfeltet mellem mediekultur

og realkultur:

»I mørket var alle lige, og det lod sig gøre at se selv den flotteste helt og heltinde - oppe på

lærredet - dybt i øjnene, uden at genere sig og uden at slå blikket ned. Biografeme havde

drømme til salg«.2'

Biografen som et særligt oplevelsesrum, løsrevet fra hverdagslivet. Citatet

fremhæver på een gang følelsen af frirum: I mørket var alle lige! Men det pe-

ger ogsåpåoplevelsens karakter af snyd via muligheden for blot at drømme sigvæk.

Rebel without a Cause nåede imidlertid med sin eksplicit formulerede kri-

tik langt uden for biografrummene og ind i offentligheden og publikums hver-

dagsliv.At filmen spillede på publikums forventninger, kan man se af de stærke an-

meldelser fra dengang. De afspejler filmens usædvanligthårde kritik af foræl-

110

dregenerationen og peger på en for tiden uhørt socialkritisk problemoriente-ring ved filmens fremhævelse af ungdomsproblemet som ikke blot de unges

sag.Filmanmeldelseme er gennemgåendemeget stærkt positive. Men prote-

sten i filmen er også (måskebevidst) indlagt i en pæn kunstnerisk symbolskramme, hvor hverken ondskaben eller kærligheden udfoldes i deres mere san-

selige dimensioner, og slutningen er - omend den virker påklistret- nydeligtintegrativ.

Nogle anmeldere skubber den lidt påtrængendekritiske holdning væk ved

at henvise til den fremmede nation og det, som nogle kalder overklassemiljøeti filmen. For det første er miljøet helt klart lavere mellemlag med statusræs,

naboangst og jegsvaghed. For det andet er filmens sociale rum kun antydetsom skitser, hvor det først og fremmest indtager en symbolfunktion. Det er

det psykologiske rum, som er i focus, uformulerede kropsfomemmelser, følel-ser af ensomhed og rodløshed, anelser og mulige positive bevægelsesretnin-ger.

- Altsammen udtryk som f .eks. ogsåfindes ,udprægeti det danske rockmiljø

på samme tid?2

Ungdommen udskiltes i 50,erne som særskilt gruppe i venteposition mel-

lem bam og voksen. Der udvikles et ungdomsmarked, hvor den unge forbru-

ger, teenageren opstod. Man kan således iagttage en tendens til specialiseringaf massekulturen i perioden, hvor der navnlig focuseres på ungdommen som

nyt og uopdyrket marked.

Ifølge en rapport fra Ungdomskommissionen fra 1952 gik 63-70% af alle

ugifte mænd og ca. 50% af alle ugifte kvinder i biografen mindst een gang om

ugen. De 15-24 årigeudgjorde en stadig større del af biografernes publikum,og de unge knyttede sig til de medier, som tog deres problemer så præcist ogmålrettet op.

Som »Rebel without a Cause« kan ungdomsfilm fra perioden altså være en

slags spejl påvigtige sider af og konflikter omkring 50'er-ungdommens sociale

liv.

Men hvilke livsvilkår og behov, som var forbundet med specielt arbejder-ungdommen, gjorde temaer, værdier og udtryk fra den amerikanske ung-domsfilm omsættelige i en dansk arbejderkulturel livssammenhæng?

For arbejderklassens unge var periodens generationskonflikter materielt

funderet i den klassekonfiikt, som lå til grund for opløsningenaf den traditio-

nelle arbejderkultur knyttet til forandringerne i de lokale arbejderkvarterer.Med opløsningenaf det brede familiære og sociale netværk indskrænkes an-

tallet af relationspersoner, hvor de unge i højere grad var henvist til en ned-

brudt og svækket faderidentiñkationsfigur.De omfattende rationaliseringeraf arbejdsprocessen tømte arbejdet for dets identitetsskabende funktion,hvorved arbejderen blev truet på sin fagligt betingede klassestolthed og henvi-

111

stes til velfærdsideologiens pegen på identitet via konsum i fritiden uden

endnu at have de materielle muligheder for en realisering heraf.

Samtidig skete der et brud i socialisationsprocessen, hvor generationskonti-nuiteten gik i opløsning, og sønnerne ikke længere uden videre gik i fædrenes

fodspor.Med de bedrestillede arbejderes udflytning til forstæderne truedes de

gamle lokalmiliøer af angsten for deklassering. Mens børnene ide nye udflyt-terkvarter måtte se den tradionelle arbejderetik og klassestolthed erstattet

med identitet via materielt konsum og tomt statusræs.

I en analyse af 50'emes arbejderungdomskultur indkredser Joi Bay og An-

der Vind den nye behovsstruktur og alvorlige identitetssøgen som var for-

bundet med arbejdernes hverdagskulturelle udfoldelsesrum i perioden.23 Det

drejer sig om udviklingen af den »læderjakke«-subkultur, som fandt sted i de

gamle arbejderkvarterer. De gamle arbejdspladser havde lav status og et ud-

strakt arbejdspladshierarki, og mange var pågrund af boligmanglen henvist til

at bo hjemme selv efter, de var blevet gift. Sådanne forhold anfægtede i høj

grad udviklingen af en traditionel mandeidentiet.

De unge søgte ny identitet i subkulturen, hvor modsætningenmellem de

puritanske elementer i arbejderkulturen og den nye konsum- og massekultur

kunne bearbejdes i et forsøg på at udvikle en ny selvstændighed,identitet og

kulturel sammenhæng.24Således tematiserer Rebel without a Cause i høj grad konfliktsof, som har

været påtrængendefor den danske arbejderungdom i 50'erne.

Dertil kom, at selve forbrugssituationen kunne antage karakter af kollektiv

protest 0g søgen. I 50'erne havde en biografoplevelse ikke det samme præg af

isolation og privathed blandt arbejderklassens unge, som den har i dag.I Vangede billeder beskriver Dan Turell den kollektive begivenhed en bio-

graftur kunne være, hvor det der skete på lærredet ofte havde en tendens til at

være mindre interessant sammenlignet med, hvad der foregik i salen og uden

for biografhusene:

»Det var det at komme med tilråb til filmen, så sjolle og slående som muligt, og der var

konkurrencen hård, for søndags-eftermiddagsforestillingenvar en slags debatforum, hvor

alle synspunkter kom spontant i form af tilråb og udbrud ...«

Og:

»I Vangede var og blev publikum en stor del af forestillingen, og det vidste alle sgu da alt

om ...«25

Dertil kom, at alene det at nyde konsumkultur i 50'erne var en protest mod

forældrenes pligt- og ansvarlighedsnormer. Men selve stjernedyrkelsen, som

netop udviklede sig eksplosivt i denne periode var dobbelttydig: ved på den

112

ene side at bekræfte ungdommens kollektive ønsker og drømme, og på denanden side ved deres ophøjedeog uopnåeligeisolation at kaste et skær af vær-diløshed over den enkelte fan.

I en mere isoleret og privatiseret forbrugssituation kunne de unge derfor letkomme til at »glemme« den uomtvistelige sandhed, at morskaben ved masse-

kulturen lige så meget er en egenskab ved dens anvendelse som ved dens form- at det til enhver tid er brugerne, der gør idolerne interessante!26

Behovet for Elvis - modsætningernes enhed

De amerikanske film, som var rettet mod ungdommen, var bl.a. slagerñlm⁄-rock* n'roll-ñlm. Heriblandt kom der en række Elvis Presley-film. Modtagel-sen af Elvis Presley havde, sammenlignet med James Dean, en ganske andenlyd i offentligheden. Elvis udtrykte en pågåendekropslighed og sexualitet,som 50'eroffentligheden måtte tage skarpt afstand fra, men som af publikumblev modtaget med begejstring.

Dette afsnit skal illustrere alvoren i massekulturforbruget ved at pege på de

dybere lag i forbindelse mellem massekulturen og arbejderklassens realkulturi perioden og den tætte udveksling, der kunne være de to kulturer imellem.-

Nogle af de følgende betragtninger er hentet fra en artikel i »Ord och bild«af Jessica Kempe. Titlen er »Elvis påallvar«, og den er et forsøg påved hjælpaf psykoanalytiske og socialpsykologiske indfaldsvinkler at leve sig ind i ogforstå den fascination, der lå bag en af massekulturen største successer, Elvis

Presley.27Jessica Kempe påviser det meget tætte samspil mellem musikudførelse,sceneoptræden, syngemåden, kropsbevægelserne -

og dybe lag i publikumsseksualitets- og behovsstruktur - fyldt med modsætninger og tabuer.

Herved opstod der en helt særlig og meget tæt forbindelse mellem media-og realkultur:

»Tillsammans med publiken kommer Elvis att leva i en besat symbios, där båda parteriömsesidigt beroende öppnar farliga lockelser, befriar forhjuden ambivalens och forsonardet 0nda med det goda«.28

Ingen formåede netop som Elvis at forene udfoldelseog kontrol. Netop de to

sider udtrykte det massekulturelle behovsunderlag, som gjorde ham til masse-

kulturens største succes.

Forstået påden måde kan man godt tale om et behov for Elvis, når udgangs-punktet er, at der i Elvis' sang og scenoptræden var bestanddele, hvis strukturmodsvarede dybtliggende behov og konflikter hos ham selv og publikum.

När Elvis Presley som oskuldsfull autodidakt möter denna nya blanding av förtvivlad van-

makt, sorgsenhet och jublande berusning anar han säkert inte vidden av den hämmade.

113

lust han berör och provocerar. Like lite som han någonsinmedvetet kunde formulera den

hos sig siälv. Hos publiken tycks han öppna ett landskap av diupaste kärlekslängtan, sex-

uelle behov, ilskna och hatiska önskningar, behov som i normalt tillstånd omgärdasmed

rädslans alla symptom«.29

I sit forsøg på at finde udtryk for sit urolige indre kom Elvis til at vise modsæt-

ninger - navnlig i seksualiteten - som var samfundsmæssigt tabuerede: det

kvindelige og det mandlige, lysten og ulysten, barnet og den voksne

»Elvis är motsatsemas enhet - samtidigt som han är motsatsemes uppenbarande. Denne

egenskab tillsammans med en tillit till den egne kroppen, mytisk skönhet och ett absolut

behov av sin publik formar Elvis till et perfekt överföringsobiekt för en åhörares mest

hernliga önskningar och skamliga bilder«.3°

Elvis fik rollen som den, der forbandt følelser og behov, som hverken i sam-

fundet eller hos den enkelte accepteredes som forenlige.Det frigørendebestod i, at koncertrummet både for Elvis selv og for pu-

blikum for en stund blev forvandlet til en slags befriet område.

I dag erindrer Erik Tygesen sig således sin ungdoms Elvis bl.a. med føl-

gende ord:

»Jeghar aldrig i særlig grad hørt efter, hvad Elvis synger om. Men de gamle plader udløser

en strøm af billeder fra puberteten (min), hvor Elvis og hans rytmer og hans fremtræden

var oprøret og vejen ud i højere grad end nogen politisk ideologi eller noget som helst

andet«.31

Mens James Dean af samtiden blev opfattet som foruroligende, så blev Elvis

Presley klart betragtet som farlig og truende omkring de kræfter, han forløste

og satte i bevægelse.Elvis første film »Love me tender« kom i 1956 i USA og blev to år forsinket

herhjemme, hvor den kom op i 1958 under titlen »Reno-Brødrene«. Siden

kom en række Elvis-film.

Nogle danske anmeldelser af disse film fortæller noget om modtagelsen af

Elvis, da han endelig kom til landet. Den er meget negativ. Her tages ikke kun

.afstand fra filmene og deres indhold, men omtalerne udviser også en intens

afsky ved manden og hans fremtoning, hvilket feks. kommer frem i følgende

stærke vendinger fra en anmeldelse i Politiken:

»Han er fra de lange bakkenbarter, den forurettede trutmund, som gerne står åben,og

pigeblusen med poseærmeme over de fede hænder og til benene, der ryster som geléunder

ham i obskøne bevægelser netop saa uappetitlig, som den vulgære stemme lover«,32

Ifølge Berlingske Tidende 30.9.56 skulle der i USA være opståeten hel bevæ-

gelse til Elvis Presley uskadeliggørelse:

114

»Tusinder af mennesker har sluttet op om en skriftlig kampagne for at overtale militæret

til at indkalde Presley snarest mulig og faa ham uskadeliggjort under militær disciplina.”

Elvis Presley formåede på een gang at tematisere og samle hovedmodsætnin-

gen i arbejder-ungdommens socialisationssamenhæng: udfoldelse - kontrol.

Samtidig ramte han mere klassespeciñkt (end James Dean) ind i arbejderung-dommens generations- og klassebestemte opgør ved at udfolde en direkte sex-

ualitet og sanselighed, der i lige grad provokerede forældregenerationenspu-ritanisme og den borgerlige offentligheds normer for pæn opførsel.

Udviklingen i den danske rock-kultur -

en mediebegivenhed?I bogen Dansk Rock'n'roll - anderumper, ekstase og opposition, som dette

afsnit bygger på, vises hvordan forholdet mellem medie- og realkulturen

havde en tendens til, at mediekulturen kom til at dominere og måske efter-

hånden gradvist overtage realkulturen.” Herved omdannedes realkulturens

element af kollektiv protest, og den kreative udfoldelse af selvstændig kulturel

identitet slog om og blev til integration gennem den massekulturelle opsplit-ning og individualisering af forbrugssituationen.

Udviklingen i den danske rock-kultur var et eksempel herpå.Den var fra

starten en sammenblanding af de to kulturer. Rock-fænomenet og alle dets

attituder var importeret fra USA, og de unge brugte mediekulturen i deres

egen selvstændige kulturelle omfornmingsproces til at demonstrere mod vok-

sensamfundets værdier og normer.

Rock-kulturen synliggjorde i sin kollektive og offentlige forbrugs- og udfol-

delsesform, hvordan tidens massekulturelle elementer blev omsat i realkultu-

rel sammenhæng i en selvstændig klassespecifik udtryksform, som viste gene-

rationsmodsætningensklassebestemte fundament. Den udtrykte på een gangen protest mod forældregenerationenspuritanisme og kontrol samtidig med

et klassebestemt opgør med den borgerlige dannelse.

Forholdet mellem medie- og realkulturen var ogsåbestemt af samfundsud-

viklingen og forandringer i hverdagslivets organisering og den traditionelle

arbejderkulturelle sammenhæng. Og udviklingen i rock-kulturen herhjemmei 50,eme var således et eksempel på,hvordan samfundsudviklingen og masse-

kulturen i forening tvang arbejderkulturen ind i omformningsprocesser præ-get af protest og integration.

Herhjemme blev rockin'roll-fænomenet lanceret første gang som musik

den 12. sept. 1956.

Men inden da *havde aviserne allerede præsenteret fænomenet ved en

grundig foromtale. Rock'n'roll (herefter RR) blev omtalt som var det en syg-

dom, med betegnelser som »baciller«, »feber«, »epidemi«og lign., dvs. noget

115

Gulslrubenblev sat i system -

og opløstligesås ystemutislrPolitiet måtte gribe ind uden for KB-hallen i aftes over for

Københavns' første rock9n°roll-ekstase

To lønner for afklædning under rock'n'roll-kienu. Scmhnlnen svn-d lokke og skiom for et piske stemningen halleni velvet. Uden for brugte polictee uorden i ingle- påldædnlng under han på et lægge en dumper på hunner I gadern-

116

Københnvner-ungdommen - et nd- pe overstedlge gemytter ned. og i en

snit pl. 4300 l hl med 13 og 20 år som

laveste og huelle nlderngrnnne '-

gjorde i .Nes et Instrengt foran på.

at leve op til roek'n'nll-tumulterne

1 New York, Birmingham og 0-10.

Det lunte at en række lorreinlngs-

mæssigt dygtng tilrettelagte rock'n'-

roll-stævner l KB-hnllen ebhede lær.

delel lunt ud. men nogle I! de unge

ver klar over de forventninger. der

stllledes til dem. Et ;paller betjente

stod pirat uden for lullen til at dem-

urollg halv time nv de mest ugru-

elve at begge køn betjentene Ild! nt

bestille under det lmporteredo felt-

rlb »Mere rock, mere roeku.

Først præsentationen inde 1 hallenaf tidens modelune: ArrangørerneHerman Gellln og Børge Kisbye hav.de läet kommet en stuvende fuld hllsammen af opsbemlæ unge. som 1mstarten ladede atmosfæren med en

ejendommelig højspændt tomemel-se af. at i aften skulle det være efterde mange spæde tilløb.

Forhåndaindsulllngm bevirkede. at

Socialdemokraten den 5. oktober 1956.

som den enkelte ikke havde kontrol over. En af tidens topdansere, Helge Tim-

mermann udtalte bl.a. til Aftenbladet:

»Det ligger i musikken. Er den ikke inciterende, sker der ikke noget. Fremføres den rig-tigt, virker den hypnotiserende og narkotiserende, ligesom urskovstrommer virker på ind-

ianere og kannibaler. Den begynder monotont - dumm - dumm - dumm. Efterhånden

hidser den mere og mere. Til sidst har de dansende bersærkergang. De kommer ivildeste

ekstase«,36

Og den slags endte uvægerlig med optøjer. Det havde man erfaret i udlandet

og sådan ville det ganske sikkert også komme til at gå for sig herhjemme.Samme blad skrev også følgende om de udenlandske erfaringer med RR:

Selv i det urokkelige, traditionsbundne England har Rock'n'rollfeberen bredt sig så vold-

somt, at foreløbig 20 biografteatre alene i London er blevet knust til spånerog splinter, og i

Manchester gik ungdommen i den grad amok i en biograf, at den - efter at have danset påstolesæder; arm- og ryglæn - tog fat på at spule hele teatret med biografens egen brand-

slange, der var anbragt på balkonen«.37

Lanceringen af RR-dansen d. 12.9.1956 blev foretaget af danselærer BørgeKisbye, som ejede en stor og ekspanderende danseskole i København. Arran-

gementerne forløb dog kun over en måned, hvorefter de måtte aflyses pågrund af optøjer. - Pressen antages at have en væsentligandel heri, pågrund afdens omfattende hetz mod RR-fænomenet.

Først med arrangementet i KB-hallen, hvor der var over 100 medvirkende,levede det danske publikum op til nogle af pressens forventninger. Da arran-

gementet forløb fuldstændig fredeligt, skete det ved hjælp af en amerikansk

ñlmfotograf,som havde fået til opgave at lave en filmindslag om, hvordan kø-

benhavnerne modtog RR. Fire unge mennesker og nogle kanonslag, politietsindgriben og en beredvillig hovedstadspresse blev således elementer i de før-ste RR-optøier'i København.38

RR-musikken blev i lanceringsfasen isoleret fra den gængse borgerlige kul-tur. Den blev ikke på noget tidspunkt diskuteret som ny musikform, men blev

brugt som afsæt for en nedrakning af dens brugere som lavereståendevæsenerstyret af primitive og farlige instinkter.

Udelukkelse og udfoldelse af rock-kulturen

Men netop denne udelukkelse af RR fra det borgerlige samfunds etablerede

rammer skulle fremover gøre RR til et egnet medium for samfundsmæssigopposition.

Den amerikanske RR-film »Rock Around the Clock« havde danmarkspre-miere d. 5. aug. 1957. Det var først og fremmest en musikfilm, der foruden

Bill Haleys titelnummer bestod af 16 andre musikstykker. Den kom op samti-

117

dig i Bristol og Platan og begge steder blev den efterfulgt af optøjer uden for.

Dette skete i begyndelsen efter hver eneste forevisning på følgende måde:

forestillingen forløb i ro og fred, publikum forlod salen for at gåhjem, uden

for ventede 5-100 betjente i forventning om, at der ville blive optøjer -

og det

blev der så. ,

En stor del af de anholdte havde slet ikke set filmen. Den megen presseom-tale bevirkede, at der på den tredje forevisningsaften var mødt ca. 10.000 til-

skuere op på Rådhuspladsen.Der rejste sig en decideret hetz-stemning i offentligheden med krav om

strengere straffe til de »asociale unge«:

»Vi er vist kommet for vidt i retning af undskylden og bortforklaren, når det gælder de

asociale unge. Mon ikke blot en hårdere kurs over for spektakelmageme - »knippelsuppen,bøder og evt. fængsel - kan skabe fred i det indre Københavm.39

Skønt pressen og politiet med filmen som ydre anledning har haft en væsentligandel i optøjerne,er der ingen tvivl om, at de unge anholdte har fået afløb for

aggressioner mod samfundets autoriteter.

Forældre forbød deres børn at se Rock Around the Clock. Og gennem del-

tagelse i een eller anden form for rock-kultur, det være sig film, musik, dans

0.1., blev man placeret som værende imod voksensamfundet, - omvendt blev

det så også for de deltagende til en form for uartikuleret protest.Et sted for udfoldelse af tidens rock-kultur var Enghaveparken, hvor der fra

1955 var bal fra sidst i maj til begyndelsen af september hver torsdag kl. 19-22.

Ideen opstod i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og det var hensig-ten gennem de alkoholfri arrangementer at trække de unge bort fra værtshus-

ene og evt. ind i politisk arbejde.Enghaveballeme var utrolig populære. Det gennemsnitlige tilskuerantal

var på 700-1000 og på de store aftener op med 2.000.

I 1962/63 stoppede arrangementerne på grund af klager over støj og tilta-

gende gadeuroligheder efter ballerne.

Om rock-kulturens aktive publikumRR var hovedsaglig et københavnerfænomen. Aktiviteterne foregik i køben-

havns udprægede arbejderkvarterer, Vanløse, Vesterbro, Nørrebro og Ama-

ger. RR var ikke vokset ud af nogen tidligere dansk tradition, den var importe-ret fra USA. Som enhver anden vare man kunne bruge/tage til sig eller lade

være.

De aktive brugere af RR kom for en stor del fra arbejderklassen. De var i

alderen l4-l8/20 år og var fint klædt på som små voksne med jakkesæt og

slips, - kun et fåtal var de læderjakker, som aviserne skrev så meget om. Pi-

118

gerne havde touperet hår med valk, drengene havde redt op til anderumpe ved

hjælp af brylcreme eller margarine.Arrangementerne var relativt ukontrollerede, og her havde de unge mulig-

hed for i højere grad at være på selvvalgte præmisser, - uden for de voksnes og

diverse institutioners kontrol.

Dansen var helt central - enten dansede man eller også gik man hjem:

»Det der kom ud af afteneme, når vi spillede osv., det var spontan livsglæde,der kom til

udtryk. Hvis I får lejlighed til at se nogle billeder fra dengang - ikke kun orkestre, men af

folk som danser vil I se at 90% af dem, de smiler eller griner - og prøv at tage et billede pået

diskotek i dag - noget indadvendt noget. Folk var simpelthen glade«.4°

Dansen gav også en legal mulighed for at komme i kontakt med det modsatte

køn, og de unge fik styrket deres indbyrdes kontakt:

»De var altså helt tossede, men det var slet ikke meningen, at man skulle slås,det var sim-

pelthen begejstring. Folk var da ikke iekstase. De rockede selv med, men det kunne lige så

godt have været en god fodboldkamp« .4'

Protest og integration:»Hvis der er tale om obstruktion ligger obstruktioneme i måden, man spiller og synger

på, gør ting på eller i det man siger: Nåh ja, alle mennesker siger, det kan man ikke, så

derfor gør vi det ...(442

Peter Abrahamsen giver her udtryk for en uformuleret/ikke målrettet trang til

at være imod, som prægede 50'ernes RR-ungdom.I pressens og offentlighedens afstandtagen fra RR lå helt klart, at den på

forskellig måder udskilte sig fra traditionelle borgerlige normer og hele dan-

nelseskulturen. RR blev som udskilt område de unges egen verden, hvor de

stort set kunne gøre, hvad de ville.

Det var karakteristisk, at de udøvende musikere bestod af uprofessionelleentusiastiske spillere, og at tilhørerne var fast lokalt stampublikum. Således

udviklede der sig et fællesskab mellem musikere og publikum, baseret på et

fælles socialt erfaringsgrundlag, en stor interesse for musikken og RR-miljøet,

og behovet for at skabe en ny selvstændig identitet. Dette udviklede nogle

særligetræk, hvorved det lokale RR-miljø adskilte sig fra det omgivende sam-

fund. RR var som subkultur karakteriseret ved at være ikke-sproglig, følelses-

mæssig/ seksuelt betonet, spontan og normoverskridende, og den var kollek-

th.

Man brugte de amerikanske forbilleder havde elinstrumenter, sang påen-

gelsk, det var antiæstetisk, og sceneoptrædenenvar spontan, følelsesbetonet

med primært kropslig udtryksformer.Det var som titlen påJames Dean-filmen »Rebel without a Cause«. Der var

119

noget galt, og de unge reagerede på det - uden at kunne formulere mål og ret-

ning. Man tog afstand fra den traditionelle borgerlige kultur og forsøgte at

skabe sig en ny. .

.

Medieindustriens indoptagelse af RR førte til en helt forandret forbrugssi-tuation. Den totaloplevelse som lå i den mere autentiske RR-kultur blev split-tet op i noget auditivt (pladerne) og noget visuelt (bladene). Idolerne blev skiltud fra musikken, kollektiviteten opløstes tendentielt og også spontaniteten.

RR-kulturen og hverdagslivet mistede den indbyrdes forbindelse, og kon-takten mellem musikere og publikum, udtrykt gennem fælles miljø og bag-grund, forsvandt og blev til stjernedyrkelse.

Forbrugssituationen blev i højere grad individuel.

Alle disse nye træk ved formen og forbrugsmønstret var integrationsska-bende.

Kulturindustrien overtog således udformningen af og udtrykket for behov,som var en levet del af realkulturen, hvorved denne ændrede form og indhold.

Men samfundsudviklingens opløsning og omformning af lokalmiljøernehavde en væsentlig andel i denne udvikling.

Ugebladskultur og arbejderkultur i 50'erne

Ved læsning af ugeblade har forbrugssituationen i reglen karakter af privat ogindividuel tilegnelse. Dette vanskeliggør indblikket i den kvalitative og aktive

tilegnelses- og omsætningsproces.For en undersøgelse af samspillet mellem

real- og mediekulturen er man her henvist til bladenes indhold og udtryk sup-

pleret med de mere kvantitative opmålingeraf forbrugssituationen.De processer, hvori massekulturen gør brug af og omformer realkulturelle

elementer, var langt mere synlig i 50'ernes massekulturelle udtryk, end de eri

dag, hvor det foregårmed et meget mere veludviklet teknisk og psykologiskrafñnnement. Hvordan denne proces kunne gå for sig aflæses tydeligst i f.eks.

ugeblade, der rettede sig mod bestemte sociale målgrupper.Ugebladsverdenen var i perioden præget af ekspansion og specialisering.

Der blev lavet flere markedsanalyser end tidligere, bl.a. til planlægning af

modtagelsen af de store årgangei slutningen af 50'erne.

Illustreret F amiliejournal og Tempo hørte til de ugeblade i 50'erne, som

især henvendte sig til arbejderklassen. Det kan man se i statistikker over bla-

denes læsere. Men det er ogsåmuligt at se i bladenes indhold gennem de te-

maer og problemer, som tages op og også i selve måden, det gøres på.Illustreret Familiejournal blev læst af det største antal arbejdere, men ar-

bejderklassen udgjorde hovedparten af Tempo's læsere (58%).43På den måde

blev Tempo det af de to blade, som var mest målrettet hvad læsergruppenangik. Et forhold som gør netop dette blad til en utrolig velegnet og anvende-

120

Prinsessen og

Fra Tempo 1952.

fotomodelien

K ;E R E T E M P üê

1 mg« xkuåiv vante* så Im*sz m åtên's* Måge ;3; ;mg

M af var.« »Made

Mass? åiw'wv .immeêiw

n- srm'i? 3m; , *små han' wmx'§ 32m.:

Me? öugwøåwedxüzw

mm .ms km

minim. ;cm

Med vw »han 3 rmqu ws:

firnmzi'wawv

h; mL. '

121

lig kilde til indsigt i den ugebladskulturelle omformning af arbejderklassens

livsvilkår, bevidsthed, drømme og forhåbninger i 50,erne.

Tempo er ogsåen god kilde med henblik på en belysning af problemfeltet:kønskulturer og mediebrug i arbejderklassen. Et område, der kan være van-

skeligt at indfange, bl.a. fordi arbejderkvinderne rent faktisk, men også i

massekultur- og socialisationsforskningen er udsat for en slags »dobbelt usyn-

liggørelse« ved at køns- og klasseaspektet ofte betragtes relativt, ud fra en

mandlig middelklassenorm.“

Ugebladet Tempo50'emes rutineprægede tilværelse gav grobund for dagdrømmene.Ugebladet

Tempo var et af tidens massekulturelle tilbud om udformning/ udfoldelse af

drømmelivet samtidig med at læsernes forbindelse til hverdagslivet søgtes be-

varet - til en vis grad.Det bragte historier om maskinarbejderen, der bliver rock-stjerne, fabrik-

spigen der bliver fotomodel eller fans som vinder en dags samvær med popi-dolet.

Af bladets væsentligste stofområde kan nævnes: lederen, som giver goderåd i materielle, følelsesmæssige og moralske spørgsmål.Den udgør sammen

med bladets konkurrencer og annoncer det mere direkte tilbud om en virke-

lighedsfortolkning.Af bladets øvrige indhold kan nævnes: eksotiske fortællinger, krimiserier,

billeder fra forskellige aktuelle film, noveller og romaner af alle afskygninger,hvor det foretrukne emne er den store kærlighed mellem ædle mennesker,

som sejrer over sociale forskelle, uligheder og uretfærdigheder. Desuden er

der tilbud om behandling af hjerteproblemer, en brevkasse og sangtekster om

at lykken hverken er gods eller guld og at man kan hvad man vil, - her kan

læserne ønske en sang aftrykt og erhverve specielle samlemapper til at opbe-vare dem i.

Fra 50'ernes start til tiårets slutning kan man iagttage ændringer ibladets

indhold:

På den ene side en mere »seriøs« behandling af hverdagslivetsproblemer,

ægteskabsproblemer,kvindeproblemer med hus, hjem og mode, hushold-

ningsråd med opskrifter, spørg lægen m.m.

På den anden side en udbygning af drømmeaspektetmed filmstjemer, fan-

klubber, Hollywood-historier, amerikanske biler, »Prinsesse for en dag«,

hvor bladet søger at opfylde læsernes højeste ønske m.m.

Bladet forsøger således at »hjælpe« læserne med at balancere mellem og

holde sammen på realiteterne og drømmene.

Mens lederne tordner snusfornuft og realitetssans samt understreger livets

122

»sande« gratis glæder, fyrer idolsideme op under drømmen om at træde ud af

anonymiteten og den grå hverdag.Den gennemgåendespaltning i drøm og virkelighed, som var et livsvilkår

for arbejderklassen i perioden, kan også iagttages inden for bladets hovedte-

maer:

Arbejdslivet fremstilles på den ene side som leg, spænding og udfoldelse,

selvrealisering (idolerne) - påden anden side som rutinearbejde, der skal over-

ståes, så man kan realisere sig selv derhjemme efter fyraften (læsernes virke-

lighed).Familielivet fremstilles på den ene side som et liv i forelskelse, den store

kærlighed (realiseres af stjernerne og hovedpersoner i noveller 0.1.) - på den

anden side står den ægteskabelige kærlighed, hvor man lærer at fire på sine

drømme, tilpasse sig hinanden og hverdagslivets krav og normer (læsernes vil-

kår).Fritidslivet fremstilles påden ene side som identisk med forbrug, hvor lyk-

ken er Sportsvogn, villa, rejser, - USA og stjernerne viser vejen, på billedet

man ser hvordan - på den anden side drejer det sig jo slet ikke om alt det

materielle, men om det menneskelige, at få en almindelig hverdag til at glidelunt og godt - sammen med een, man holder af (læsernes betingelser).

Bladets samlede bud på et livsperspektiv, som pået realistisk grundlag fore-

ner modsætninger og spaltninger i læserens hverdagsliv, er, at drømmen om

social opstigning eller den store kærlighed forenes med læserens faktiske ud-

gangspunkt i et forsøg på ved flid og tålmodighedat få indfriet de materielle

forventninger så godt, man nu kan.

Konkurrenceme appellerer til dagdrømmen om at ændre sin situation ved

at vinde i lotteriet, annoncerne appellerer til ønsket om en social opstigningog/ eller kærlighed via forbrug, og lederne hjælper læseren med at holde sam-

Forside af Tempo (11.10.1949).

123

men på drøm og virkelighed gennem en direkte tematisering af spaltningen.Følgende citat er uddrag fra en leder »Hvem er de ñnecc?

»Men skal vi ikke være helt og aldeles ærlige?Arbejdet man udfører, er til syvende og sidst

kun udført for at skaffe det daglige brød. Det er det derhjemme, der er det allervigtigste.Og det derhjemme, hvorvidt den tilværelse, der leves der, er lykkelig eller det modsatte,det afgøres ikke af, hvorvidt fatter er i jakke eller kedeldress, når han gør sit job.« -. »Ved

De egentlig, hvad lykken er? Hvis De ikke ved det, så tror vi at turde sige med sikkerhed, at

det ikke i første instans hverken er et spørgsmålom arbejde tøj eller penge påkistebun-

dem.”

Tematiseringen af konflikter omkring ikke at være »fin« nok går igen inden for

bladets forskellige stofområder. En realkulturel klassekonflikt, som bladet

spekulerer i og holder ved lige på en måde, som gør læserne afhængigeaf kon-

fliktløsning via forbrug af varer - f.eks. kulturvarer som bladet Tempo. Bla-

dets dobbeltmoral ligger ikke blot i understøttelsen af spaltningen mellem

drøm og virkelighed i selve stofvalget, men ogsåinden for de rubrikker, som er

mest realkulturrettede. I brevkassen »Hverdagens problemer« gives der bl.a.

følgende svar til en ulykkelig kvinde, hvis mand efterhånden aldriger hjem-me:

»Han tørster efter fremgang og viden, han er måske lidt rastløs, men han VIL noget, og det

er den slags mænd, der kommer frem - ikke blot selv, men hele hans familie, kone og børn,

hæves op i et højere plan, ikke blot økonomisk men også kulturelt«.46

Arbejderbevægelsen og massekulturen

»I vor tid spiller ugepressen en lige så stor rolle i den brede befolknings tilværelse som

dagspressen, og større end bøgerne.De to største ugeblade kommer i et samlet oplag påca.

3/4million. Det er derfor et spørgsmålaf overordentlig betydning for landets kulturelle

standard, om underholdningspressen ligger i et hæderligt plan«.47

Efter svensk forbillede peges der på udviklingen af et folkeligt biblioteksvæ-

sen, som kunne være fagbevægelsens»bidragtil højnelse af underholdnings-kulturen i landet«.48

Det var arbejderbevægelsen, der stod bag billigbogen og dens udbredelse i

1950'erne under sloganet: Den gode litteratur - hver mands eje!Fremads Folkebibliotek startede billigbogsserien i 1952 i skarp konkur-

rence med den hastigt voksende 'kulørte' bladlitteratur. Fra at have været

unødig luksus blev bogen hermed gjort tilgængeligfor alle. Billigbogenblevsåledes en del af den oplysning og dannelse, som var nøgleord for l950'ernes

arbejderbevægelse.Dette lå i forlængelseaf den kulturpolitiske integrationspolitik, hvor et vig-

tigt aspekt blev adgangen til den borgerlige kultur.

Derudover så man i massemediemes udvikling en mulighed for at arbej-

124

derne selv kunne komme til orde. Men dette var rettet mod de statslige me-

dier, f.eks. radioen. Julius Bomholt argumenterede således for arbejderbevæ-gelsens ønsker på dette massekulturelle felt i 1953:

»Den enkeltes overbevisning må kunne komme uafkortet til udtryk og der må til enhver

tid være plads til de modsatte meninger, de meninger, der siger imod. Det er her radiofo-

niens største intellektuelle opgave ligger: at få de helt andre livsanskuelser og de helt andre

væreformer ind i dagligstueme og således fortælle, at der er en verden uden for vinduer-

nea.49

Det var et problem for arbejderbevægelsen i perioden, at ungdommen i sti-

gende grad faldt fra i det politiske liv og i bevægelsens organiserede fritidskul-

turelle sammenhænge. I bevægelsens kulturelle publikationer diskuteres

dette forhold og i erkendelse af f.eks. filmens popularitet og fascinationskraft

overvejer man at inddrage netop dette medie i oplysningsarbejdet blandt ung-dommen.

Ellers var svaret på den store interesse for massekulturens tematisering af

følelseslivet en stadig kraftigere appel til og insisteren påfornuften, oplysnin-gen og de *lødige' skrifter.

Desuden søgte man at regulere det massekulturelle udbud statsligt ved at

støtte kulturelle initiativer, der kunne danne modvægt til den privatdrevnemassekultur.50

Arbejderbevægelsen deltog via Socialdemokratiet i administration af stats-

støtte og censurvirksomhed på det kulturelle område, en aktivitet som var

nært forbundet med stadfæstelse af moralske og æstetiske principper.”Da f.eks. filmen ofte tangerede det anstødelige og forbudte, skete der på

dette område hele tiden brud med sociale og moralske normer, og ñlmindhol-det blev genstand for tidens moralske og kulturelle debatter.Således foregik der en offentlig regulering af den danske ñlmproduktion,

som påvirkedeindholdet: det var forbudt at opfordre til lovbrud, at vise særligspændte forhold mennesker imellem og direkte erotiske skildringer blev klip-pet ud af censuren. - På den anden side var der så statsstøtte til film med de

rigtige, positive meninger om, hvordan mennesker burde opføre sig.Filmpåvirkningblev opfattet meget håndfast i tiden og med total foragt for

brugernes egen dømmekraft: Hvis en film slog på tæven, gik folk nok hjem og

gjorde lige så.Desuden blev fmlitteratur og teater opfattet som »rigtig«kunst, mens til-

men ikke blev taget så alvorligt. Og der blev set ned på dens »underlødigemassepublikum« og talt bedrevidende hen over hovedet på filmbrugerne:

»Mosekongen er skikkeligt arbejde over den givne læst og byder påuskadelig underhold-

ning de små to timer, den varer. Men kunst - det er der ikke i filmen, og ingen uden kriti-

kerne vil hitte på at savne den. Film er og må oftest være underholdningsindustri, og dette

er jævn, hjemmestrikket kvalitet i folkekomediegenren, sådan som mange holder af det.

125

»Mosekongen« vil spille mange penge hjem til sine skabere, og Morten Korchs populari-tet vil brede sig helt til analfabeteme, hvis der endnu findes folk i Danmark, som ikke kan

læse ...«52

Udgrænsning af realkulturen og arbejdernesfaktiske livssammenhængDer opstod således et skel mellem den institutionaliserede filmkultur og den

såkaldte »folkelige«filmkultur, populærkunsten,som filmstøtten og debatten

ikke nedlod sig til at beskæftigesig med som seriøst indhold. Det bevirkede

også,at de værdier og idealer, som var knyttet til f .eks. Morten Korch-filmene

aldrig blev taget op til bearbejdning og diskussion. At de behov, der lå bag den

store interesse i befolkningen for netop sådanne film, aldrig blev taget alvor-

ligt.På den måde afstod man reelt fra at berøre og forholde sig til de følelser,

lidenskaber og faktiske problemer, som lå bag familieñlmenes popularitet, og

som havde forbindelse til de kønsidentitets-, generations- og klassekonflikter,der udsprang af forandringer i livsbetingelserne.

I en artikel om »Den intensiverede psyke«beskriver Lars Nevald, hvordan

intensiveringen af arbejdet i perioden skabte de psykiske forudsætninger for

massekulturens tematiske arbejde.Når noget sådant kunne ske, hænger det ifølge Lars Nevald bl.a., sammen

med, at arbejderne ikke fik mulighed for at komme igennem med en kollektiv

bearbejdning af deres problemer og konflikter i arbejderbevægelsens egne

presseorganer:

»Når forbundene således oplever en massepresse, der i stigende grad griber ind i arbejder-nes bevidsthed, er det således en situation der i bund og grund er skabtaf dem selv. Hver-

ken Socialdemokrater eller DKF-folk kan sige sig fri.«

Og videre:

»Således bliver formiddagsbladenes ekspansive udbredelse ikke så uforståelig,som mange

moderne presseforskere mener. Intensivering og rationalisering skaber i mere og mere

omfattende målestok psykiske behov, der - hvis de ikke samles op af arbeiderorganisatio-nerne i deres alsidighed - MÅ opsplittes og fremstilles i en forvrænget udgave. Til gengæld

bliver psykiske behov I FORVRÆNGET UDGAVE ikke mindre REELLE BEHOV af

den grund«.53

»Tordenvejen« - et visionært erindringsbilledefra 50'erne!

Den norkse forfatter, Kjartan Fløgstad, beretter i et moderne essay om popu-

lærkunst og kulturindustri om sin ungdomsoplevelse med en af tidens store

126

\

B-ñlm, »Tordenvejen«.54Oplevelserne bearbejdes ud fra forfatterens eget s0-

ciale engagement og kædes sammen med tyskeren Ernst Bloch's kritiske ana-

lyser af socialistisk oplysning og propaganda:55

»Et sted langt tilbage i tusmørket mellem barndom og voksenliv, bag mange skrappe vest-

landssving, starter Tordenvejen, som var navnet på en Robert Mitchum-ñlm, som gled

over norske biograflærrederfor snart 20 år siden. Thunder Road altså påamerikansk. Det

var Mitchums mesterværk, og det var den bedste film, jeg havde set«.56

Sådan indleder Kjartan Fløgstad sin ungdomserindring og sit essay om popu-

lærkunst.

På handlingsplanet drejer filmen sig om et hjemmebrænderi,hvor hoved-

personen på det ene side har politiet og loven efter sig for at stoppe den trafik

og på den anden side et gangstersyndikat, som vil overtage hele forretningen.Men handlingen er bare et påskud,Tordenvejen tematiserer helt andre ting:bøndernes demokratiske og kriminelle samarbejde over for de upersonlige og

autoritære institutioner.

Samtidig bliver vejen og bilen, der drøner med stor hast ud ad den, til tegn

for noget andet; »Vejen er en asfalteret livsmetafor, som slynger sig igennemdet amerikanske bjerglandskab«.Og bilens lygter bliver til runde lysende håb:

»Det billede, som til slut er tilbage, og som stadigvæk er tilbage hos mig, er billedet af to

forlygter, som i stor fart fejer igennem et mørkt landskab«.57

På den måde blev biografoplevelsen til noget, der kunne vise billeder og fore-

stillinger om noget andet

Og Kjartan Fløgstad stiller så spørgsmåletom, hvad det er for noget andet,

som en sådan filmoplevelse kan give, og som f.eks. ikke bliver dækket ind af

Pelle Erobreren el.lign.Det er nogle kulturelle myter, nogle kollektive drømme, som vi ønsker at se

gennemspillet igen og igen:

»Når man har betalt billetten og går ind i halvmørket, går man samtidig indien verden,

hvor de kapitalistiske tvangssystemer og logiske sammehænge og udbytningsmekanismerkan ophæves, hvor de hjerteløse årsagssammenhængeer brudt for halvanden time. Man

går også ind i et ritual; idet biografmørket falder på, er man med i en moderne folkefest,

bliver medsammensvome i det fantastiske, som går for sig på lærredet, lirker ved tvangs-

sammenhængenes kæder og läsa/58

Kjartan Fløgstad opfordrer til at politisere denne oplevelse i stedet for den

personlige fortrængning af den og den politiske udgrænsning af lysterne,drømmene og dagliglivets erfaringer, som blot overlader dem til markedets

spekulationer i dem.

I dag er det måske vigtigere end nogensinde at studere de frigørende mulig-heder i kollektive situationer uden for selve arbejdsprocessen:

127

»Politiser biografgængemes æstetiske oplevelser og sociale situation, forsøg ikke at af-

skaffe dem eller moralisere dem væk«.59

Konklusion

De dybtgåendesamfundsmæssige forandringer af hverdagslivet i 1950'erne

var ledsaget af et opbrud i den traditionelle arbejderkultur både inden for or-

ganisationskulturen og i den hverdagskulturelle udfoldelse.

Herved bragtes nye konflikter og modsætninger frem i arbejderklassen,som udviklede nye behov hos arbejderne, der nu var henvist til de ændredevilkår for en tilfredsstillelse heraf.

Dette forhold afspejlede sig tydeligst i de unges søgen efter en selvstændigudfoldelse og ny identitet, der i perioden blev forbundet med det stigendemassekulturelle udbud. Arbejderungdommen brugte tematiseringer, værdierog identifikationstilbud herfra til en udfoldelse af deres egen selvstændige kol-

lektive og individuelle kulturelle identitet.

Således blev den hastigt ekspanderende massekultur helt central som socia-

lisationsfaktor i perioden. Og dette betød, at den nye hverdagskulturelle om-

formning af arbejderkulturen i høj grad kom til at foregågennem forbrug af

kultur og omsætning af de massekulturelle værdier i arbejdernes egen klasse-

bestemte kultursammehæng.Hvordan denne kulturelle påvirknings-og omsætningsprocesgik for sig af-

hang i høj grad af forbrugssituationen.Indholdet i nogle af de nye ungdomsrettede film peger påen direkte temati-

sering af påtrængendekonfliktstof for arbejderungdommen.Præcis hvordan disse film er blevet brugt og omsat i en arbejderkulturelsammenhæng er vanskeligt at sige noget om. Men de unge søgte, ofte under

aktiv, kollektiv erobring af biograferne som oplevelses- og udtryksrum, i stort

tal det massekulturelle »frirum«, der gav de mulighed for en tematisering og

bearbejdning af konflikter, som ellers blev fortrængt og udgrænset i hverdags-livet.

Der var dog en væsentlig modsætning indbygget i selve massekulturforbru-

get. Dels foregik det i et særligt, fra det øvrige samfund isoleret udfoldelses-

rum, som ikke i sig selv gav mulighed for at gribe ind og påvirkede samfunds-

mæssige forandringer af realkulturen, som producerede konflikterne. Dels

kom indholdet i det massekulturelle tilbud ganske vist de kollektive behov ogønsker i møde, men det opstillede på samme tid individuelle løsningsforslag,som ikke anfægtede den samfundsudvikling, der var årsag til problemerne.

Hertil kom, at massekulturen havde en tendens til at tilegne sig HELE fas-cinationskraften. Stjernerne fik et opdyrket egetliv, der fratog brugerne de re-

alkulturelt producerede kræfter og dynamikker, som indgik i fascinationen, og

128

som var en forudsætningfor at de unge kunne gribe forandrende ind i deres

eget liv.

Dette peger på en tendens til, at massekulturen i sidste ende inddrog de

kræfter og energier, som den forløste hos publikum, hvilket bidrog til, at gøre

publikums egne energier omkring alvoren i dets søgen afhængigaf det masse-

kulturelle forbrug.Det danske rock-kulturmiljø er et eksempel på,hvordan den realkulturelle

sammenhæng etablerer sit eget kredsløb, som udfolder sig relativt selvstæn-

digt i forhold til mediekulturen. Rock-kulturen var udtryk for en kollektiv og

offentlig realkulturel udfoldelse i forbindelse med en selvstændig brug af mas-

sekulturelle elementer. Her udfoldedes kulturforbruget i en klassespeciñkform, der pegede pågenerationsmodsæmingensklassekarakter i lige dele pro-test mod arbejderforældregenerationenog den herskende kultur knyttet til de

borgerlige institutioner.

Men udviklingen i den danske rock-kultur var udtryk for et større kredsløb,hvor et massekulturforbrug der blev til elementer i en selvstændig udfoldelseaf realkulturel protest, senere blev inddraget, opløst, subsumeret massekultu-

relt.

Men det var en »mediebegivenhed«,som var materielt funderet i samf-undsudviklingens opløsning af den traditionelle arbejderkultur og politiskforbundet med en arbejderbevægelse,der reelt gik uden om problemet.

Ugebladskulturen ses som et eksempel på en opsplittet, privat og individuel

forbrugssituation, der tilslører forbruget som kulturel aktivitet.

Medieindholdet afslører imidlertid massekulturens brug og omformning af

arbejderklassens realkultur. Det arbejderrettede ugeblad, Tempo, viser hvor-dan massekulturen kunne leve højt på den realkulturelle klassefunderede

modsætningmellem drøm og virkelighed i en omformning af denne, hvorvedden fremtrådte som en modsætning mellem stjernernes og læsernes liv.

Arbejderbevægelsens holdning til massekulturen i perioden bestod i forsøgpå, dels gennem egne medier at konkurrere med den kommercielle massekul-

tur, dels at skabe »lødige« kulturelle alternativervi statsligt regi.Begge dele var udtryk for, at arbejderbevægelsenopretholdt en adskillelse

mellem arbejderkulturen og massekulturen og dermed reelt afstod fra at gåind i det, der netop i denne periode, må betragtes som et høj-spændingsfeltmellem real- og mediekulturen. Herved mistede arbejderbevægelsen mulig-heden for at støtte arbejderne i behovet for en reel bearbejdning og løsning afkonflikter forbundet med tidens omfattende forandringer af hverdagskultu-ren.

I en tid, hvor arbejderne af samfundsudviklingen blev tvunget til at udvikle

en ny kulturel identitet, kom arbejderbevægelsen til at blokere herfor ved at

henvise arbejdernes følelsesmæssigekonfliktløsningtil det privatdrevne mas-

sekulturelle felt og samtidig stille krav om arbejdernes integrering i den bor-

129

gerlige kultur. Arbejderne havde heller ikke rigtig mulighed for at komme

igennem med en kollektiv bearbejdning af deres konflikter i arbejderbevægel-

sens egne presseorganer.Den norske forfatter, Kjartan Fløgstad, formulerer i sit essay om populær-

kunst en grundlæggende kritik af socialistisk agitation og propaganda, som i

slutningen af denne artikel indirekte rettes mod arbejderbevægelsens hold-

ning til forholdet mellem arbejderklassen og massekulturen i 1950,erne.

Kjartan Fløgstad ser i arbejderklassens store interesse for de populære film

i 50'erne en dyb trang til følelsesmæssig forløsning, fællesskab og frihed, som

udfoldede sig i en selvstændig,klassebestemt brug af filmens indre symbolske

og mytiske dimensioner.

Samtidig med at arbejderklassen således i perioden blev henvist til masse-

kulturen bl.a. på grund af arbejderbevægelsens udgrænsning af hverdagsli-vets følelsesmæssigekonflikter og dens afvisning af behovet for udvikling af

en selvstændig og værdig kulturel identitet, - mistede arbejderbevægelsen

kontakten til nogle af de dybere kollektive kulturskabende lag i arbejderbe-

folkningen.

Noter

l. Raymond Williams: Massemedieme, Fremad, København 1963, s. 82-83.

2. Begreberne er fra Svend Aage Andersen: Arbejderklassens kulturhistorie - problemer og

indfaldsvinkler i studiet af »arbejderkultur« i: Årbogfor arbejderbevægelsens historie,

SFAH 1981.

3. I den søgen efter kulturel identitet OG rekreativt dagdrømmeri,der indgik i alle dele af

arbejderklassens kulturforbrug, må begge aspekter betragtes som lige seriøse behov.

4. I massekulturforskningen ses ofte en tendens til at focusere påpåvirkningsprocessenset fra

mediesiden og ikke så meget fra forbrugssiden, hvor receptionsproblematikken kan betrag-tes som aktiv omformningsproces af kulturel art.

5. Velfærdsløfterne var forbundet med en appel til den enkelte om via øget indsats iproduktio-nen at kunne opnå individuelle fordele i kraft af en forbedret levestandard knyttet til en

udvidelse af fritidslivets materielle goder gennem forbrug.6. Chr. Christiansen: Kulturelt samarbejde, i: Mennesket i centrum, Fremad, København

1953, s. 197.

7. Elo Nielsen: Ungdomskultur - klassekultur, i: kontext nr. 42, 1981.

Lis Groes: Hjemmet, i: Mennesket i centrum, Fremad København 1953, s. 73.

9. For en diskussion af massekulturens behovsunderlag hos arbejderungdommen i perioden

se: Niels W. Jacobsen mil.: Dansk rock'n'roll - anderumper, ekstase og opposition, Mjølner1980.

10. Jvf. afsnittet om »Forholdet mellem mediekultur og realkultura.

ll. Mediekulturen defineres her ud fra et mere traditionelt, institutionaliseret kulturbegreb,mens realkulturen defineres ud fra det brede kulturbegreb, som note 13.

12. Erling Bjurström: Kulturproduktion och medvetandeformer, i: Kultur och medvetande,

Graphic Systems, Angered 1982.

13. Ivf. Svend Aage Andersen, som note 2.

14. Der har dog i de senere år været en stigende interesse for receptionsproblematikkens mere

9°

130

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

31.

32.

33.

35.

36.

37.

39.

41.

42.

43.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

sammensatte dynamikker. Ivf. Kim Schrøder: Dallas og Dollars er ikke så tossede, Infor-

mations kronik, 23.8.85.

Ebbe Neergaard, 1931, i: Niels Jørgen Dinnesen og Edvin Kau: Filmen i Danmark, Akade-

misk forlag, København 1983, s. 375.

Afsnittet om filmen i 50'erne bygger på: Filmen i Danmark, som note 15.

Tallene er fra Filmen i Danmark, som note 15.

Som note 15, s. 288.

Social-demokraten, 13. maj 1958.

James Dean i dansk filmprogram, 1958.

Filmen i Danmark, som note 15, s. 375.

Se afsnittet »Udvikliåeni den danske rock-kultur - en mediebegivenhcd?«Ioi Bay og Anders Vind: »Læderiakkeme« - et andehistorisk knudepunktP, i: HUG! nr. 27,Tiderne skifter.

Som note 7.

Dan Turell: Vangede billeder, Gyldendal, København 1975, s. 73.

om realkulturens modsætninger og receptionens kønskulturelle dynamikker se Simon

Frith: Rocksociologi, Notabene, København 1980.

Jessica Kempe: Elvis på allvar, i: 0rd & Bild nr. 4, 1982.

Som note 27, s. 32.

Som note 27, s. 30.

Som note 27, s. 32.

Aktuelt, 8.1.85.

Politiken, 11.6.58.

Berlingske Tidende, 30.9.56.

Jvf. afsnit om »Massekulturen som socialisationsfaktor«.

Som note 9.

Aftenbladet 12.9.56, fra Dansk rock'n'roll, som note 9.

Som note 36.

For en uddybende analyse af pressen og rock'n'roll-optøieme se Dansk Rock'n'roll, som

note 9.

Ekstrabladet, 7.8.58, fra Dansk roc 'n'roll, som note 9.

Ivan Haagensen, Dansk roc 'n'roll, som note 9, s. 157.

Arly Deveril, Dansk rock'n'roll, som note 9, s. 160.

Peter Abrahamsen, Dansk rock'n'roll, som note 9, s. 197.

Ang. tallene og en grundig analyse af bl.a. de to blade i: Birgit Moesby m.fl.: 1956: Mellemafsavn og velfærd, - en analyse af de ufaglærtes levevilkår, fagblade og foretrukne ugeblad,speciale ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet, 1979.

Karen Borgnakke: Beat, sex og idoldyrkelse - en vigtig del af de 12-16 årigeshverdag ..., i:

Pop og idoldyrkelse, Unge pædagoger 1976.

Tempo, 9. juli 1957.

Tempo, nr. 34, 1955.

Carl Thomsen: Bogproduktion og bogspredning, i: Mennesket i centrum, Fremad, Køben-havn 1953, s. 121.

Som note 47., s. 122.

Roar Skovmand (red): DR 50, Danmarks Radio 1975, s. 249.

Vedrørende fagbevægelsenskulturpolitik bl.a. under velfærdsstatens opbygning se: Mette

Werner Rasmussen: Fagbevægelsem, kulturpolitik og velfærdsstat, speciale ved Historie,Københavns Universitet 1984.

Filmen i Danmark, som note 15.

Svend Kragh-Jacobsen, 1950, i: Filmen i Danmark, som note 15, s. 292.

131

53. Lars Nevald: Den intensiverede psyke, i: Kontext nr. 32, Hustryk, 1976, s. 51.

54. B-fllmen var kendetegnet ved et meget lille produktionsbudget, og blev bl.a. derfor ofte

forbundet med forestillinger om lav kvalitet.

55. Ernst Bloch: Kritik af propagandaen, i: HUG! nr. 7, Tiderne skifter, 1975.

56. Kjartan Fløgstad: Tordenveien i: Kunst og karneval, essays om populærkunst og kulturin-

dustri, overs. af Jan Knus og Jan Mølgaard, Modtryk, Århus 1982, s. 69.

57. Som note 56, s. 74.

58. Som note 56, s. 76.

59. Som note 56, s. 81.

*i

SummaryThe Working-Class and Mass Culture in Denmark in the I950ies

The article discusses the relationship between the working-class and mass culture in Denmark in

the l950ies, a period characterized by changes in traditional working-class culture with a break-

through for mass culture proper.

The material under survey is exemplary analyses of various media and consumption situations.

Via the contents and expressions of the media and their application, the author tries to establish

their relations to the actual life of the working-class in the period - both the conditions of life and

the class-specific processing of them through active production of cultural coherence and iden-

tity.The main result of the analysis shows that the changes in everyday life and working-class cul-

ture brought about by social developments created some conflicts of gender, generation and class,

which the working-class population tendentially tried to process in conformity with the themati-

zation of the conflict substance used by mass culture. The establishment of such a close inter-

change between media culture and the real culture of workers during the period was supported bythe organized labour movement reiecting commercial mass culture. This implied that at the same

time the movement refrained from entering into the needs behind and the seriousness in the use

independently made by the working-class of mass culture, a use which in.itself was culturallycreative. Thus, the labour movement lost the possibility of supporting the working-class in its

quest for a genuine and collective processing and solution of the most acute conflicts caused bythe massive changes in everyday culture af the time.

Consequently, the working-class was thrown on the built-in conflicts of mass culture con-

sumption in its collective, but more often, carved-up and individualized situations of consump-

tion. Partly, this took place in a special field of activity walled off from the rest of social life, a field

which in itself did not involve any possibility of interferring with or influencing the social changesof the real culture which generated the conflicts. Partly, the content of the offers made by mass

culture did, it is true, meet the collective needs and wishes, but at the same time it raised indivi-

dualistic proposals for solutions involving »star worship«radiating remoteness and unattainable-

ness.

The article points out the necessity of trying to understand the consumption of mass culture in

the working-class as a serious cultural processing in which the mass cultural elements of the con-

sumer situation are converted and made useful in the everyday cultural context which is determi-

ned by class affiliation.

132