1 | 3 3 P L U S

Orange Grove

The Victim

2016 Albums

M a j 2 0 1 6

Aske JacobyHar fundet vejen frem

33 PLUS

2 | 3 3 P L U S

3 | 3 3 P L U S

David RamirezDen Amerikanske singer-songwriter besøgte Ideal Bar i København og Folk å Rock i Malmø. Hvis man er til Ryan Adams, er David Ramirez helt sikkert værd at lytte til. Med en kraftfuld stemme og gode tekster leve-rede han varen.

Foto her fra Folk och Rock i Malmø, af Christian Friis

4 | 3 3 P L U S

Mike AndersenHans ry som en formidabel live kunstner har længe været kendt på vores egne breddegrader, men nu har også vores tyske naboer fået øjnene op for Mike Andersen. Han var på en mindre tour i Tyskland her i april, og har også et par job senere på året ind i mellem de mange danske job rundt om i landet. Man kan også nøjes med at høre ham live hjemme i stuen, hvis man investerer i hans nye live album – ”Live – Re-corded on the Home Tour 2015”.

Foto udlånt af Sven Levandowsky

5 | 3 3 P L U S

33 Plus på banen igen

Hvis man kun kigger på overskrifterne har 2016 ikke været et godt år for musikken - Først David Bowie, så Glenn Frey, og her senest Prince - og listen er meget længere.

Men det er dog kun hvis man kigger overskrifter, for hvis man er ude og opleve musikken der hvor den bliv-er spillet, så er der bestemt liv og røre overalt.

Så lad os opleve musikken mens den er i live - det er bare om at komme ud til koncerterne og ud i pladebu-tikkerne og finde musikken. Vi hjælper dig godt på vej her fra 33 Plus.

Gå ind på Facebook og “Syntes godt om” vores side, den finder du her:

www.facebook.com/33plusmusik

Er der noget musik som du syntes at vi skal lytte til så skriv til os på 33plusmusik@gmail.com.

6 | 3 3 P L U S

33Plus

Redaktør Forside foto Kontakt

Hold dig opdateret med 33Plus

FotoSkribenter

Christian Friis Aske Jakoby taget af Gritt Sanders 33Plus

33Plusmusik@gmail.com

www.facebook.com/33plusmusik

Gritt SandersSofia LunaBrian SelanderSven LevandowskyNiels Gether NielsenThomas RasmussenCamilla LundbyeFrank NielsenPer BlixThomas GundalAnders HuulgaardMads KornumChristian Friis

Mads KornumChristian FriisMøller PedersenHenrik Palle

33Plus står ikke til ansvar for skribenters holdninger og meninger. Husk at tjekke op på kon-certdatoer og andre opdateringer da de kan blive ændret uden varsel.

Alt materiale i 33Plus er copyrighted, enten af bladet eller af de individuelle fotografer og må ikke gengives medmindre at tilladelse er blevet indhentet.

Elvis Perkins i Ideal Bar, November 2015.

7 | 3 3 P L U S

Guldregn ved Sound Tjek

Foto udlånt af Thomas Rasmussen

8 | 3 3 P L U S

33Plus har haft fornøjelsen af at kigge fordi det nye Rock Museum i Skagen ”Alans Rock Univers”.Her møder vi Alan McCurdie, en af byens innovative sjæle, som med tro, håb og kærlighed til musik og mennesker - har åbnet dette sted for at skabe et frirum, hvor man kan samles om musik, minder og alt det ind imellem – og for en stund sætte virkeligheden udenfor lidt på stand-by. Stedet er opbygget som en mel-lemting mellem et spisested, en beværtning og et museum med 60 store udstillingsmontre. En snak med Alan er underholdning i sig selv. Historierne og anekdoterne snubler nærmest over hin-anden, og man fornemmer hurtigt at vi her har en ori-ginal ildsjæl, der stadig har 1000 idéer til stedets udvik-ling. Selve museums delen er delt op i 2 afdelinger - en udelukkende med Elvis, og så den resterende, der fav-ner et bredt udsnit af rock-historien fra Johnny Cash

til Gasolin. Især Elvis afdelingen imponerer i forhold til indhold med mange sjældenheder, som er sam-let og ejet af Benny Vejlby, der tid-ligere havde Rock & Roll museet i Blokhus. Men ellers er det bare at gå på op-dagelse, få snakket en masse musik og lade sig indfange af de mange pudsige effekter, der er overalt.Skagen har fået en ny turistattrakti-on, og et tiltrængt musikalsk puste-rum. I øvrigt med en dejlig tagter-rasse ud mod havnesiden, så også den eventuelle del af selskabet, der ikke er museums/musik interesse-ret kan hygge sig med lidt frisk luft og mad og/eller drikke imens.

NYT ROCKMUSEM...i Skagen

9 | 3 3 P L U S

10 | 3 3 P L U S

11 | 3 3 P L U S

Aske Jacoby

er sin egen

herre

Tekst Christian Friis

Portræt Foto Gritt Sanders

Et par uger inden Luna Plena Super Me blev slup-pet løs, mødtes 33 Plus med Aske Jacoby i den indre by for at tale med ham om det nye album og processen i tilblivelsen af musikken.

Da Aske Jacoby i 2014 udgav albummet “Chant”, var det kun nummer fem i rækken af solo-albums i en karriere, der snart har strakt sig over 35 år. Nu kun to år senere er der allerede nyt fra en af grund-stenene i dansk rock musik, og man må nok sige, at det er en kunstner, der har fundet sig selv til rette. Ikke nødvendigvis på en fast hylde, men på en vej, der tager ham steder hen i musikken, hvor han ikke har været før.

Luna Plena Super Me fortsætter hvor Chant slap i Aske´s musikalske rejse. Med på turen har han igen Jim Keltner og Tony Scherr.På Chant “der var jeg nervøs” siger Aske om sam-spillet med Tony Scherr og Jim Keltner. Jim Keltner, der var et af de store musikalske idoler helt tilbage fra 70´erne. “Denne gang var det noget helt andet” fortsæt-ter Aske og uddyber, hvordan de tre musikere nu kendte hinanden, og hvordan de kunne udfordrer hinanden musikalsk.

“Jeg har brug for en udfordring for at skrive bed-re sange og for at blive en bedre musiker, “ siger Aske, der nævner, at netop de to garvede musikere (Keltner og Scherr) lige var den udfordring, han skulle bruge, og man kan høre, at her i anden omgang er det en trio, der har spillet sig ind på hi-nanden og er blevet en “supergruppe”, der passer

Studie Foto Sofia Luna

12 | 3 3 P L U S

fint ind i Aske´s musikalske rejse.

Luna Plena Super Me blev indspillet i det historiske Sun-set Sound Studio, listen over musikere der har indspillet her er lang og en hel historie i sig selv, men at Aske og kompagni valgte at indspille her, viser hvor meget, der er kælet for detaljerne i det ny projekt.

Mens Chant blev bygget op omkring den akustiske gui-tar og rendyrket trioformat , så er Luna Plena Super Me bygget op omkring den elektriske guitar og desuden suppleret med både strygekvartet og blæsere fra DR Symfonikerne og DR Bigband, gæste vokalister og key-board overdubs. Derfor er lydbilledet også mere fyldigt end på forgængeren.

Som noget nyt i Aske’s arbejdsproces er alle tekster skrevet færdige inden der overhovedet er tænk én tones musik.Meget af lyrikken er skrevet i New York i januar 2015 i en lånt lejlighed på Manhattan. Om det afspejler sig i historierne er nok et åbent spørgsmål, men sikkert er det i hvert fald at sangen The CPH Blues handler om ensomhed og fuldskab i hvad Aske kalder “Bermu-da-trekanten” i det område i København, hvor Jazz - og Bluesklubberne ligger tæt. Et område man kan fortabe sig i, deraf navnet. “København er en jazzby” siger Aske og forklarer på den måde stemningen i sangen, der med sine nattemørke blæsere formidler fornemmelsen af en sen nattetime i København, hvor jazzen hænger tungt i luften. Et musikalsk billede af Byen på et album, der iøvrigt bevæger sig lyrisk og musikalsk indenfor den Amerikanske mytologi.

Super måne og Aske under indspilningerne til den nye plade.

13 | 3 3 P L U S

14 | 3 3 P L U S

15 | 3 3 P L U S

16 | 3 3 P L U S

I skrivende stund er Aske på vej med fuld fart rundt i landet og spille soloshows med den nye plade. Derefter går turen til Sverige, så Paris, hvor Aske spiller fire kon-certer, Copenhagen Jazz Festival, England, Sverige igen og så Danmarks turné i efteråret. Året afsluttes med turné i Frankrig hele december. På spørgsmålet om, hvad vi kan forvente efter koncerterne, er svaret: Der er mere so-lo-materiale på vej. “At spille min egen musik er bedst” siger Aske, “at spille, det har jeg endelig fundet ud af nu, er sjovest når jeg spill-er min egen musik, det er dér den bedste musik kommer ud af mig”.

“Jeg gæster gerne på andres plader, men fokus nu er på mine egne plader og sange”.

Aske´s inspiration kommer mange steder fra, et album han har bidt mærke i er Lucinda Williams´ “West” fra 2007. De musikalske linier mellem “Chant” og “West” er da også tydelige, og lyden klæder Aske, der drømmer om et sa-marbejde med Lucinda W. “Det vil da være spændende at lave en duet med Lucinda Williams”, eller måske Rihanna”, siger Aske med et smil.

Aske turnerer i Danmark med sit faste band bestående af guitarist Rune Funch, bassist Daniel Franck (SE) og trommeslager Jakob Høyer. I Sverige, Frankrig og En-gland spiller Aske med lokale musikere. “Det er en glæde at kunne rejse med sangene og en stor fornøjelse at lære endnu flere dygtige musikere at kende rundt om i verden”, siger han.

17 | 3 3 P L U S

Aske Jacoby er én af de mest efterspurgte musikere i den danske musikindustri. Efter si-gende mere end 350 udgivelser har Aske lagt guitar til.

Aske grundlagde i sin tid NEWS, blev senere hyret til CV Jørgensen´s band og dannede i 1985 Danseorkestret sammen med Jørgen Klubien. Senere har han spillet hundredvis af jobs, måske flere, som guitarist bag bl.a. navne som Sanne Salomonsen, Thomas Hel-mig og Kasper Winding

Aske´s Soloudgivelser:Not Only for the Royalties, 1991Clubbing, 1997Transfer Power, 2004Aske Jacoby 3 - Three at Last, 2011Chant, 2014Luna Plena Super Me, 2016

18 | 3 3 P L U S

Jim KeltnerDer er vist ikke noget antal på, hvor mange plader trommeslageren,Jim Kelt-ner, fra Tulsa, Oklahoma, har været med på. Han fik sin debut i 1966 på “She’s Just My Style” med Gary Lewis and The Play-boys og siden da, har han været et navn, man bare er blevet ved med at støde på.

Den eneste Beatle som Keltner ikke har ar-bejdet med er Paul McCartney. Derudover er Keltner også den eneste der var med i begge supergrupperne, Traveling Wil-burys og Little Village. Både Ry Cooder og en anden Tulsa-artist, J.J. Cale har brugt Keltner flittigt.

Tony Scherr er fra New Haven, Connecti-cut og bosat i New York. Han har både indspillet et par albums i eget navn og været med på en meget lang liste af plad-er. For eksempel er Tony Scheer at finde på mange af Bill Frisell´s indspilninger, men også for eksempel Norah Jones har gjort brug af ham, ligesom Danske Nikolaj Hess også har gjort det.

19 | 3 3 P L U S

20 | 3 3 P L U S

21 | 3 3 P L U S

The Victimaf Mads Kornum

Foto: Niels Gether Nielsen

22 | 3 3 P L U S

Debutalbum

på

vej fra

THE VICTIM

Tekst Mads Kornum

– et lysende talent, der skriver bedst fra sindets mørke kroge

”Det er sgu lidt sørgeligt – Det værste der kan ske for mig, er at jeg har det for godt”(Kenneth Nefling)

33Plus var blevet godt og grundigt musik forelsket. Igen igen. Denne gang i nummeret ”California” – se video her : www.youtu.be/BH-bL9DdoSis. Det blev leveret af det for os helt og aldeles ukendte navn The Victim. Stemmen og stemnin-gen i nummeret lød lidt henad en rigtig 33Plus favorit – amerikanske Stephen Kellogg. Men til vores overraskelse viste det sig dog, at der bag navnet The Victim, gemmer sig et nyt forholds-vis nyt projekt, som er centreret omkring den danske sanger og sangskriver Kenneth Nefling. Men umiddelbart var der ikke mere end dette ene nummer at finde nogle steder – så vi tog kontakt til Kenneth Nefling for at høre lidt nærmere om hans musik og planerne for frem-tiden.

Vi mødes sidst en eftermiddag på Cafe Corne-lius på Amager – lige overfor Amager Bio – og lige overfor bygningen med det øvelokale, som Kenneth de senere år har brugt utallige timer i. Først med bandet Nanny Nostoc og nu med projektet The Victim, hvor han blandt andet får hjælp af Peter Brander. En mand der som producer, guitarist mv. har medvirket på langt over 500 album - f.eks. med Michael Falch, Poul

23 | 3 3 P L U S

Krebs, Big Fat Snake, C.V. Jør-gensen – ligesom han har flere west-coast orienterede album ude i eget navn, og i øvrigt også har et nyt på vej. Men mere om det i et senere nummer. Vi starter med at skrue tiden til-bage til før der var noget der hed The Vitim.

Nanny Nostoc ”Vi har altid været et stilforvir-ret band. Der skete ikke det vi håbede, og der kom aldrig rig-tigt noget igennem. Det blev en dræber for os, efter at have spillet sammen i fem år. Jeg ha-vde total skriveblokade i forhold til bandet. Men vi ses stadig. Hyg-ger os. Spiller lidt musik” siger Kenneth Nefling.

Nanny Nostoc var et band, som blev dannet af Kenneth og 3 an-dre gymnasie/HF kammerater i 2009. De øvede i Holbæk i et hjemmestudie hos Kenneth, der var sanger og ham, der kom med demoer /tekster, og så blev der ellers arbejdet på numrene i fæl-lesskab. I 2011 indspillede de på en week-end en EP ”Nanny Nostoc”, der udkom som CD, men den blev

generelt ikke taget godt imod. Et par år efter legede de sig frem til en spøjs og lidt skæv julesin-gle ”Noises From the Chimney”, der rent faktisk fik lidt airplay i julemåneden, og sandelig også lidt de følgende år. En gammel skolekammerat hjalp også til med at lavet en video til nummeret.

De fik en pladekontrakt med Air-borne Records, der har førom-talte Peter Brander, som anker-mand. Han hjalp til med singlerne ”When The Night Gets Wild” og ”The City”, og der blev denne gang brugt 14 dage i studiet. De 2 numre udkom digitalt i 2014, og det var hørbart, at der var ar-bejdet mere med lyden og de-taljerne på disse singler end på den første EP, som fremstod langt mere ufærdig og ustruktureret.

Nummeret ”When the Night Gets Wild” blev en publikumsfavorit live – og har da også noget helt åbenlyse lytte venlige kvaliteter, når man hører den i dag. Det åbnede dog ikke nye døre, og bandet var efter flere omgange af udskiftninger nu nede på kun at være 2 af de orig-inale medlemmer tilbage. De val-

24 | 3 3 P L U S

gte derfor at trække stikket i de-cember 2015, og erklære bandet for opløst. De mødes dog stadig som venner og spiller for hyg-gens skyld i Øveren med jævne mellemrum.

Før Nanny Nostoc Oprindeligt havde Kenneth mødt Peter Brander nogle år tidligere – nemlig da han fik på musik-efterskole i Tølløse. Ikke et særligt vellykket ophold når han tænker tilbage, idet han opfattede at der var mere konkurrence end kreati-vitet i spil eleverne imellem. Han kom dog med i et band på sko-len. De kaldte sig ”Transsister”, og han spillede bas, men bidrog ikke med sangskrivningen. Ban-det vandt Gentofte mesterskabet i Rock og kom videre til DM i Rock hvor de nåede semifinalen. Det var her Peter Brander kom ind i billedet - som coach for ban-det. Siden har det udviklet sig til et venskab, som tydeligvis bety-der meget for Kenneth.

Den første guitar ”Musik har altid fyldt meget, nok ubevidst i starten. Har altid siddet og sunget på bagsædet af bilen, og senere stod jeg med en bad-

minton ketcher, og legede rock star” (Kenneth Nefling)Til sin konfirmation fik han sin første guitar af sin Farfar – men der fulgte så det ansvar med at han skulle gå til undervisning – og det gjorde han så i 3 år på musikskolen i Høng ved Holbæk. Allerede der begyndte han at skrive sange, selvom han blankt erkender at han ikke var eller er nogen fantastisk guitarist. Men det gjorde nu ikke det store for han siger den dag i dag: ”jeg vil egentlig bare være god til at skrive sange”. Hvorfor The Victim og ikke Ken-neth Nefling?”Jeg vil gerne at navnet rammer stemningen - at man er såret i teksterne. Jeg vil godt gemme mig lidt. Jeg vil ikke hype mig selv – sangene er i forvejen meget personlige” Navnet The Victim er taget fra det amerikanske band The Kill-ers fangruppe - og passer meget godt til det billede han ser af sig selv, og som han ønsker at andre skal se ham – eller måske nærmere – IKKE skal se så meget.

For ham er sangene nemlig meget personlige, og som sådan

25 | 3 3 P L U S

må det godt være dem der er i frontlinjen, frem for hans glatte ansigt. Det er derfor et bevidst valg at han er lidt anonym. Han tænker, at den enkelte sang bliv-er mere generel, når man på den måde ikke ser personen bag Skriveprocessen ”Min kæreste var gået, og jeg havde behov for at skrive tude-sange. Jeg kan ikke lægge vægt nok på at bruddet med min kæreste har startet den bølge af sange – de fleste sange er skrevet på knust hjerte. Det er meget personlige sange. Det ville jeg ikke kunne skrive til bandet. Jeg vil hellere skrive en sang end at snakke. Det en terapiform for mig. Jeg lægger meget vægt på at folk kan høre noget i tek-sterne” siger Kenneth. Hele solo projektet startede med at han fik en total skriveblokade i forhold til at skrive sange til ban-det. Et brud med en kæreste fik åbnet op for sluserne – og hans grundlæggende melankoli – sam-mensat med en let depressiv tilstand over bruddet gjorde at sangene pludselig bare kom til ham. Han kunne mærke det var en anden form for sangskrivning,

der kom nu. Mere indadvendt, og mere bare til ham selv og hans guitar. Han indspillede et demo bånd med tre sange, som kom Peter Brander for øre, og så begynd-te de ellers at arbejde sammen mod det, der i første omgang har betydet en udgivelse af singlen ”California”. Udover Peter Brander og også den noget yngre musiker Anders Overgaard også meget involveret i arbejdet med de nye sange, og det giver ifølge Kenneth, et godt mix af unge og gamle ører når en sangs retning skal bestemmes. Vejen mod albummet ”Jeg vil gerne have at det har noget kant, det må ikke blive for pænt. Men det skal være genne-marbejdet – både Anders og jeg lytter meget til Ryan Adams. Pe-ter Brander elsker jo til gengæld den helt igennem vel produce-rede lyd. I øvelokalet har vi også lyttet utrolig meget til Bob Dylan og hans ”Oh Mercy” album – det en helt fantastisk lyd, og stemn-ing. Den vil vi godt ramme” siger Kenneth. Indspilningerne startede i juni 2015, og foreløbig er 6-7 sange færdige – og han håber at et

26 | 3 3 P L U S

Foto: Niels Gether Nielsen

27 | 3 3 P L U S

28 | 3 3 P L U S

album bliver færdigt i løbet af året. Men planen er ikke helt klar og tidspunktet er heller ikke så afgørende for Kenneth. Han er mere optaget af og bevidst om, at det kræver godt håndværk af lave et godt album, og han vil gerne levere varen, når der er taget godt mod den første single.Lige nu går spekulationen på hvilken single, der skal være den næste. Der er pt. to ret forskellige sange i spil – og 33Plus blev efter interviewet inviteret med i øvelo-kalet for at høre numrene. Vi kan kun sige at det lover godt, og man allerede nu godt kan glæde sig. Det er begge stærke num-re, men med meget forskelligt udtryk.

Drømmen om USA ”Jeg tror ikke på Plan B, hvis man virkelige drømmer om noget. Hvis du har noget at falde tilbage på, er det også en tryghed. Jeg er i forvejen tryghedsnarkoman, så jeg ved at jeg ville falde til-bage hvis det var. Jeg tror at det dræber den energi, der i arbej-det. Jeg har forældre der støtter mig. Det super lækkert. Allerede der er man hjulpet godt på vej. ” siger Kenneth og fortsætter

”Rastløsheden er hos mig – jeg skal sgu bare prøve det her nu! Har haft forskellige jobs, men har ikke noget lige nu – er på over-førselsindkomst. Jeg giver det et skud – har ikke sat deadline på. Jeg har ikke noget at miste. Jeg er 25 år, hvis jeg ikke skulle gøre det nu – hvornår skulle jeg så ?”

Når man har snakket med Ken-neth et stykke tid er man ikke i tvivl om hvor meget han vil det her med musikken. Målet er at kunne tjene til dagen og vejen. At blive lykkelig på at skrive ulykke-lige sange.Det sidste kan være en udfor-dring når man nu igen er i for-hold, og er glad for det. For i forhold til hans sangskrivning ligger stykren i hans udbredte melankolske side, og derfor må han engang imellem søge tilbage til den sindsstemning han havde omkring bruddet. Og det kan selvfølgelig godt være et prob-lem, når han så ikke mentalt er til stede hos sin nye kæreste. I forhold til USA tænker han at tage derover til efteråret – med start i New York. Ikke fordi scenen der lige præcis er ham – der ville Nashville eller Californien måske

29 | 3 3 P L U S

være mere oplagt – men der er realistiske muligheder for at spille små koncerter. Og så har han en god forbindelse, som har boet i New York som designer for The Judds – så måske det også kan give nogle muligheder for at få foden indenfor.

Mennesket bag The Victim ”Det vigtig at have nogle ting, der gør mig glad. Mine venner, mit netværk. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at pleje dem jeg har” siger Kenneth. Efter at have talt sammen med Kenneth i mere end et par timer fornemmer man helt klart at der tale om en meget sympatisk, men også ret sammensat person. Som han selv påpeger flere gange er han en udbredt melankoliker, der gerne søger det deprimerende, og gerne går ind i sig selv, på en til tider lidt selvdestruktiv måde. Men omvendt er han også en åben, positiv og glad person når man sidder med ham og taler om musik og alt det omkring. Han evner også at handle på tingende når der skal ske no-get. Det gav mening at flytte fra provinsbyen Holbæk og til København, og det giver mening

at flytte til USA, nu da København i forhold til hans nye musikalske projekt måske også føles lidt som en provinsby.

Live ”Det tænder mig, at når man er ude og spiller sangene, og folk bagefter fortæller de kan mærke sangene. Det er virkelig det fed-este. Hvis andre ikke mærker det er det røv ligegyldigt” (Kenneth Nefling) Foreløbig har The Victim kun optrådt solo – men han er i gang med at samle et band, der kan være klar til at promote album-met når det kommer.

Næste spillejob er på SKVULP festival den 14.05 i Holbæk. Et job han glæder sig meget til, idet han endnu ikke har optrådt solo i hjembyen. Derudover har han også en optræden på den københavnske blues klub Mojo den 07.06 i kalenderen, og ellers arbejdes der på at få stablet en mindre turne på benene.

30 | 3 3 P L U S

Blues Overdrive Selvom man har vundet katego-rien ”Album of the Year” til Eu-ropean Blues Awards – og har opnået den ene fremragende an-meldelse efter den anden for sit seneste album ”Clinch!” – ja, så er

der ingen garanti for at spille job-bene skifter fra de små til de store scener. Det kan Blues Overdrive skrive under på – her på ”Hugo’s Kælder” i Køge den 21.04.

Foto: Sven Levandowsky

31 | 3 3 P L U S

32 | 3 3 P L U S

The Orange Grove har

The Orange Feeling.

Tekst Mads Kornum

Foto Mads Kornum

Roskilde Festivalen bryster sig gerne af at være den nysgerrige festival, hvor man kan se alle de kunstnere man endnu ikke ved man vil komme til at elske. Desværre er det stadig indenfor afgrænsede genrer, og de mere regulære afarter af rock, som udspringer sig af de rødder, som blev sat af band som f.eks. The Band, Grateful Dead, Jefferson Airplane, The Byrds, Allman Broth-ers, Lynyrd Skynyrd, Santana, The Kinks, Deep Purple - skal man efterhånden se langt efter at opleve på Danmarks største festival. Hverken med originalkunsterne eller med efterkom-mere, som ellers ofte bærer stafetten ind i nutiden med ny energi og nye nuancer. Et af disse band er Københavner bandet The Orange Grove. De består af 6 medlemmer, alle med fortid i hjembyen for Roskilde Festivalen. Sangene leveres af sanger og guitarist Mads Marchmann, og det ikke kun via hans Grateful Dead klistermærke på hans guitar at man kan ane inspirationen der fra. Det høres undervejs i sangenes flow og feeling, som giver en dejlig fornemmelse af en lille sviptur til San Fransisco i solskin. Hverken Mads Marchmann eller de andre 2 guitarister i bandet er dog Jerry Garcia, og de prøver heller ikke at være det. Heri ligger styrken. Ud fra inspirationen – tager de nem-lig sangene lige derhen hvor man både ser og hører, at der er tale om et særdeles talentfuldt band, med masser af personlighed og origi-nalitet i både tekst og musik. Det kræver mod og styrke at kaste sig ud i en

33 | 3 3 P L U S

34 | 3 3 P L U S

musikalsk retning, som på ingen måde er ”oppe i tiden”. Her på 33Plus håber vi dog af hele musikh-jertet, at The Orange Grove formår at komme bredt ud til alle musiclo-vers, der har hang til det, der ret beset, vel ”bare” er country-rock med en groovy og stemningsfuld feeling. Den syrede del af det som også var en del af Grateful Dead kataloget høres på ingen måde hos The Orange Grove. 33Plus har før oplevet The Orange Grove give den som Grateful Dead Tribute band. Blandt tilskuerne var nogle af landets mest inkarnerede Dead Head (betegnelsen for en ægte Grateful Dead fan) – og de er altså kvalitetsbeviste! Men de stod med julelys i øjnene og åben mund – og nærmest bukkede i respekt for disse unge gutters levering af helligbrødet. Til den gratis koncert på Havnen i Roskilde var der mødt omkring 50 tilskuere op, og de fik hørt 10 num-re, hvoraf hovedparten var fra det ganske fremragende debutalbum ”Stare Info The Sun” fra 2015. Der-udover var der tre helt nye numre – blandt andet ”Summer Is Waiting”, som vi sagtens kan høre som en ny sommer single!

Bandet var udvidet til en besæt-ning på 7 og det fungerede fint, og flere numre fik flere lag på end på debutpladen. De lagde ud med to af debutpladens stærkeste num-re ”Ladybird Pt. 1” og ”Milk and Honey”. Mads Marchmann er det naturlige midtpunkt, men stjæler aldrig billedet, og bagved markerer Ravnur Eide sig i bemærkelsesvær-dig grad på sin pedal steel guitar, ligesom man ikke er i tvivl om at bassist Carl Juul Nielsen har en god aktie i at der hele tiden er fremdrift i udtrykket. Efter en god time var der plads til et ekstra nummer, og det blev til en frisk og fuldfed cover version af ”Truckin’ – en god gammel Grate-ful Dead klassiker, som havde det mere end godt med en tur i The Orange Grove ……… faktisk så godt at det forhåbentlig har kunne mærkes helt ud til Dyrskuepladsen i Roskilde!

www.songsoforangegrove.com

35 | 3 3 P L U S

36 | 3 3 P L U S

Dette charmerende spillested cen-tralt i Malmø var sådan cirka halv-fyldt på denne skønne første dag i maj, som havde beriget med noget så sjældent som forårssol. Inden koncerten kunne man for-nemme en sitrende spænding og en lettere forårskåd forventningens glæde over hvad der var i vente. Det jo efterhånden nærmest en eksklusiv begivenhed at få besøg af stolte rejsende musikere ud i west coast genren. Sidst CWF var på disse breddegra-der var i marts 2012, hvor de også spillede i Amager Bio til en dob-belt koncert med Leon Russell. At det ikke blev skænket mange ord dengang kan ikke overraske, men at musikmagasinet GAFFA ligefrem valgte at lave en anmeldelse af dobbeltkoncerten ved kun at om-tale Leon Russell - var nu alligevel lige lovligt forbløffende. I forhold til koncerten i 2012 var der ny besætning på bas (John Granström) og trommer (Johan

Franzon) , og ellers var det udover hovednavnene Bill Champlin, Jo-seph Williams og Peter Friestedt igen Stefan Gunnarsson og Tamara Champlin, der udgjorde det stærke hold. Siden koncerten i 2012 har de i 2015 udgivet deres første album som trio ”CWF”. Et album, som i mange henseender er nye sange - brygget i gamle flasker med Toto og Chicago etiketter på. Det er dog ikke numre fra disse to grupper ,der dominerer koncerten – et enkelt fra dem hver bliver det til – ”Hard Habit To Break” (Oprin-deligt fra ”Chicago 17”), og Toto nummeret ”Pamela” (Fra ”Toto 7”). Sidstnævnte løfter sig i den grad fra originalens meget polerede udga-ve - til en ganske groovy og magisk rockende sag i denne live udgave. I det hele taget er der en god gro-ovy bund i rytmesektionen og i samspillet mellem især Champlin og Gunnarsson på keyboards/or-gel. I forhold til Amager Bio tager

CWF (Champlin – Williams – Friestedt)

Kulturbolaget i Malmø, den 01.05.16

37 | 3 3 P L U S

Singer-songwriter Will Hoge var på besøg i Dan-mark og testede ny sange af i Beta den 8. marts. Der er mulighed for at han

kommer tilbage med fuldt band senere. Han er en solid kunstner som er værd at opleve.

Foto: Christian Friis

38 | 3 3 P L U S

Champlin også flere gange guita-ren i brug, og selvom han betegner sig selv som værende i det abso-lutte nederste lag på guitaristernes rangstige – så bliver der flere min-derige solo indslag og velanbragte opstil til Peter Friestedt, der også får lov til a brillere med gode vel-klingende soloer undervejs. Joseph Williams synger så selv engle må blive misundelig, og Bill Champlin supplerer med en vokal, som stadig fremstår swingende og soul fyldt. Tamara Champlin gør det fint på backing vokal, men som lead san-ger i hendes nye nummer ”Dream-ing of Chagall” (ude som single på Itunes) falder hun umiddelbart igennem, og man ærgrer sig over at dette nummer i det hele taget havde fundet frem til sætlisten. En sætliste, der kommer godt rundt omkring på de veje musikerne har krydset gennem årene, men som dog har hovedvægten lagt på fire Bill Champlin solo numre, og fire numre fra ”CWF” albummet. Alt leveret veloplagt og ofte i let løsslupne udgaver – befriende

langt fra genrens ry og rygte om at west coast musik altid skal serveres fnug og fejlfrit. Af mange højdepunkter må næv-nes en viril version af Joseph Wil-liams nummeret ”This Fall” – en sjælfuld og lækker udgave af George Benson (som Champlin i øvrigt fremhævede som det ypper-ste blandt guitarister) nummeret ”Turn Your Love Around”, samt en dampende dejlig udgave af ”Sa-tisfaction” (oprindeligt fra første solo plade fra Champlin, og skrevet sammen med hans gode ven Ri-chard Page). Efter 100 minutter var det slut, og med smil på læben og højt humør over at forventningens glæde langt fra blev den største kunne man drage hjem mod Dannevang, og drømme om flere koncerter af den-ne kaliber.

39 | 3 3 P L U S

40 | 3 3 P L U S

”Masser af musikalsk mangfoldighed til morgendagen”

33 Plus til Gimle Sound-Tjek

Tekst: 33Plus

Cover Art Thomas Rasmussen og Camilla Lundbye

I dagene 21.-23.04 åbnede Gimle Sound-Tjek festival dørene op til deres sjette festival. Igen med det hovedformål at give sceneplads til det bedste af vækstlaget indenfor dansk rytmisk musik.

Når man kigger på de navne, der i de tidligere år har kigget forbi Sound-Tjek inden deres gennem-brud kan man ikke undgå at blive lidt imponeret. Bare for at nævne nogle få kunne vi pege på navne som Klub 27, Katinka, Sonja Hald, Julias Moon, I’ll Be Damned, Velvet Volume, Madson og Mathilde Falch. Der tale om en festival drevet af frivillige, og man mærker hurtigt at de har fået oparbejdet et drive og et sammenhold, som bare gør

at tingene glider, og at man som gæst virkelig mærker entusiasmen omkring alle de optrædende. Kun-stnerne bliver da også kun booket, hvis der er fuld enighed i musikud-valget.

Når man taler med musikerne i løbet af festivalen fornemmer man også at Sound-Tjek har opnået en status, som en festival man som musiker virkelig gerne vil optræde på – en festival man meget gerne vil kunne krydse af som et mål på vejen. 14 navne optræder i løbet af fred-ag og lørdag, og koncerterne har en varighed på mellem 30 og 45 minutter. Der er en hovedscene (selve Gimles koncertsal) og så er

Foto

Tho

mas

Ras

mus

sen

41 | 3 3 P L U S

Foto Thomas Rasmussen

der kælderscenen. Der er blot 10-15 minutter mellem hver koncert, så man oplever stort set ingen ventetid.

Af de 14 koncerter, der var fredag og lørdag, fik 33Plus set de ni koncerter – og det blev en blandet fornøjelse – og heldigvis for det. For det er netop charmen ved sådanne festivaler, at musikken stikker i mange retninger. Noget rammer ind, andet gør ikke. Men samlet set kan 33Plus slå fast at vækstlaget i dansk musik i den grad brænder igennem af vilje, en-gagement, spilleglæde, og masser af musikalsk mangfoldighed til mor-gendagen. Det var et par dage der

gav fuld effekt til øregangene.

Netop bandet Fuld Effekt er et af de band vi må fremhæve fra de 9 koncerter. 5 mand på scenen sluttede de fredagen af med en opvisning i hvordan en for funky fest med melodisk hip hop skal leveres så man helt glemmer om man er 33Plus eller ej. Især num-rene ”Røgringe”,”Vandtæt” og den nye single ”Frost” sparkede fra sig, og dokumenterede at de nok er fest og farver, men rent faktisk også fungerer og svinger både musi-kalsk og som sangere og rappere. De bliver helt sikkert spændende at følge, selvom det ikke en genre som 33Plus kan erklære sig vold-

42 | 3 3 P L U S

somt klog på. Men Fuld Effekt formår i vores ører at levere det uventede indenfor kendte skabeloner, og det gør nys-gerrig. De har en digital EP ude under titlen ”Indfanger Funk”, og er godt i gang med nyt materiale. Se deres festlige Low Budget video af ”Vandtæt” her www.youtu.be/R6Yu_wGk42c

Tættere vores normale interesse område vidste vi på forhånd at The White Dominos fra Århus ville være. De har tidligere udgivet 2 EP’er, hvoraf den seneste ”On To Something” (2015) er med den nu-værende besætning. I en højintens koncert gav de dokumentation på at de i den grad er ved at udvikle sig et niveau, der hører sig til i top-pen af rocken herhjemme. Som de ligesindede i Go Go Berlin har de allerede sange (”Only Light”, ”Like A Ghost”, ”Doyouwannarunaway”) af et format, som ethvert radiopro-gram fra Madsen på P4 til P6 Beat bør kunne afspille med glødende glæde i deres rock´n roll hjerter. Live var der gnister og glød i sam-spillet mellem de to guitarister Jonas Sharpe og Daniel Potts, og bassisten Magnus Gaardbo gav svar på hvorfor bandet i den grad har løftet sig siden han kom ind i bandet for 2 år siden. I det hele taget er det tydeligt at det en band

i en markant udvikling, der nyder hinandens selskab, og som derved også formår at løfte hinanden, så de fremstår som en sammentøm-ret enhed. Vokalarbejdet hos for-sanger Jonas Sharpe ligger niveau over det man hørte på første EP fra 2013, og sangene har nu langt mere fælles form og figur. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om at The White Dominos fremadrettet vil få en central plads på den danske rock scenen – og vi vil i spænding gå og vente på et debutalbum. Foreløbig er der snart et nyt sin-gleudspil og en ny video klar, men indtil da kan man se seneste udspil – singlen ”Doyouwannerunaway”, som ikke er inkluderet på ”On To Something” EP’en, lige her: www.youtu.be/oLFpylSgCRsSidste band som lige imponerede lidt mere end de andre var Gul-dregn, som har Andrea Aagaard i front. Hun var også fremme for et par år siden med et Sune Wagner produceret debutalbum fra Dig & Mig, men nu har hun altså kastet sig ud i et nyt projekt med 3 ruti-nerede herrer bag sig. Der synges på dansk, og musikken har klare tråde tilbage til dengang i 80’erne, da indie end ikke var født, men Voxpop og Elisabeth til gengæld var markante profiler på den dan-ske musikscene. Guldregn spiller da også Voxpop nummeret ”St-jernekrig” til koncerten, og tager

43 | 3 3 P L U S

Foto Camilla Lundbye

ellers fint den musikalske tråd frem til 2016, med deres eget bud på hvordan pop med kant kan spilles her. I sangerinden Andrea Aagaard har bandet en markant profil, der dog live stadig mangler lidt i virke-lig at få sparket alle sange ud over scenekanten. Måske det fordi dette forholdsvis nye band endnu ikke har de helt rigtige sange klar, men de skal med sikkerhed nok komme. Se deres første single ”Stadig væk” her: www.youtu.be/F3mTHmTftqQ

Så de tre højdepunkter på festiva-len sprang altså mellem hip-hop funk, regulær rock, og kantet dansk

pop. Derudover var der fine mo-menter hos Johann og hans amer-ikaniserede bud på brit-pop, hos Mother Lewinsky og deres skæve violiniserede indie-folkpop samt hos den talentfuld singer-songwrit-er Julie Ellinor. Sidstnævnte have uden tvivl noget at komme med i selve sangene, men til tider kom de lidt til kort i den for hende uvante formation med et band bag sig. Det skal der helt sikkert arbejdes med. Men når man kan skrive en sang som ”Season Changed” eller ”The Woods”, så har man i hvert fald nogle evner, der skal dyrkes meget mere.

44 | 3 3 P L U S

This Note for You

Tekst Mads Kornum

Danmarks nye unge folk-rock håb Jacob Dinesen kan nu koncentrere sig endnu mere om musikken end om alt det omkring. Han har under-skrevet en pladekontrakt med REO Records, som også var selskabet bag Johnny Madsen “Godt Nyt” og Runrig “The Story”. Samtidig er han stoppet på sit Engelsk studie på Odense Universitet, da han har erkendt at han ikke kan gå helhjertet ind i både studierne og musikken – og han kan bare mærke at musikken er det vigtigste. Som han udtrykker det i et interview med DR P4 SYD ”Musikken er det eneste jeg nogen-sinde virkelig har gidet lave lektier i – så nu satser jeg 100 % på musikken. Og i stedet for studierne i Odense er han så taget til et studie i Søn-derborg, hvor han sammen med producerne Mads Tønder og Søren Zahle arbejdet hårdt på at få et nyt album færdigt med henblik på en udgivelse senere på året. .

Første single ”Beautiful sight” fra det kommende album er ude nu, og ly-der som om han kun bygger på det høje niveau han lagde ud med på debutalbummet ”Count the Ways” fra sidste år. Ifølge hovedpersonen selv tegner der sig et album i en lidt mere folk agtig afdeling, da det ligesom viser hvor han står i dag. Dette i modsæt-ning til debutalbummet, der på en måde var en opsamling af de 7-8 år han havde arbejdet med musik, og derfor nok også fremstod lidt mere rocket end det næste album altså nok bliver.

*Den 07. 04 mistede Van Zant fam-ilien endnu et medlem - nemlig Jimmie, fætter til de mere berømte Ronnie, Johnny (fra Lynyrd Skynyrd) og Donnie (fra 38 Special). Han tabte kampen til kræft, og døde på et hospice. Han nåede at udgive 3 album - der umiskendeligt havde the Van Zant touch over sig - uden

45 | 3 3 P L U S

dog at nå samme niveau som hos hans fætre. Se video “Unfinished life” fra hans sidste album “Feels like freedom” (2012) her :https://youtu.be/XdAPZace-R0

*Steve Porcaro fra Toto udgiver den 10.06. sit første soloalbum under titlen “Someday/Somehow”. I erken-delse af at livet ikke varer evigt har han nu endelig fået samlet og ind-spillet 13 sange, som er skrevet over en periode fra 1983-2016. På 7 num-re er han selv leadvokalist, mens de resterende numre har andre sange-re – blandt andet Michael McDon-

ald på to numre. Musikalsk er stilen umiskendelig Toto i den pæne/bløde udgave, og Steve Porcaro har da også gennem årene bidraget med både sangskrivning og sang i Toto. Senest på 2015 albummet “”XIV”, hvor han høres i front på nummeret “The Little Thing”. Hans største kommercielle succes har dog utvivlsomt været som med-komponist på det klassiske Michael Jackson nummer ”Human Nature”. For Porcaro nostalgigere er der også lidt guf i vente, idet nogle af optagelserne er så gamle at hans afdøde brødre Jeff og Mike Porcaro medvirker.

46 | 3 3 P L U S

*Måske findes der ikke mange pro-testsangere mere, men Bruce Springsteen gav i hvert fald klart og tydeligt sin mening til kende over-for en ny lov – officielt kaldet ”The Public Facilities Privacy and Secu-rity Act”, som var blevet vedtaget i staten North Carolina. En lov, som Springsteen finder diskriminerende overfor homoseksuelle, og som han mener, også kan være et alvorligt benspænd i forhold til at oprethol-de de basale menneskerettigheder, og til at sikre ens vilkår for alle arbe-jdende folk uanset seksuel obser-vans. Bruce Springsteen aflyste sim-pelthen sin koncert i North Carolina, og siden fulgte Ringo Starr og Bryan Adams i øvrigt trop. *

Guitaristen George Marinelli år været en trofast sideman for navne som Bonnie Raitt og Bruce Hornsby, men ved siden af dette skriver han faktisk også selv og har nu udgivet fem album i eget navn, senest her i 2016 med “So Far, So Good”. Gan-

ske udmærket klassisk præget rock, men næppe noget, der når lige så langt ud, som det der leveres fra hans normale arbejdsgivere.

*Bruce Hornsby udgiver den 17.06. nyt album “Rehab Reunion”. På al-bummet er der gæsteoptræden af Justin Vernon (Fra Bon Iver) og af Mavis Staples. Nummeret ”Over the Rise” (med Justin Vernon) er ude som første single. Samtidig med at Bruce Hornsby kan fejre det nye album kan han også fejre at hans legendariske debutalbum ”The Way It Is” har 25 års jubilæum. Det mark-

47 | 3 3 P L U S

eres ved at Bruce Hornsby & The Noisemakers den 12. og 13. august på Eaux Claires festivalen i USA helt eksklusivt opfører det fulde album.

*Bruce Hornsby og Justin Vernon er også at finde på ”Day of the Dead” – det nye tribute album til Grateful Dead. De optræder her med en fin version af ”Black Muddy River” – Jus-tin Vernon som en del af hans gamle band DeYarmond Edison. Album-met udkommer den 20.05, som en 5 dobbelt CD, og vil også komme I et limited oplag på vinyl. Hele 59 fortolkninger af Grateful Dead kan høres på albummet med så forskel-lige kunstnere som The Lone Bel-low, Hiss Golden Messenger, Lucin-da Williams, Courney Barnett, The National, Kurt Vile, Wilco, Bonnie ”Prince” Billie, og Bela Fleck.

*Tom Petty har igen samlet sit gamle country-rock band Mudcrutch og den 20.05.16 er deres andet album – med den logiske titel ”2” på gaden.

Albummet kommer både digitalt, på CD og på Vinyl. Allerede på Record Store Day den 16.04. kunne man dog få fat i en limited single med to numre fra det kommende album. A-siden “Trailer”, skrevet af Tom Petty, og B-siden “Beautiful World”, skrevet af trommeslageren Randall Marsh. Albummet følges op at en US tour i maj og juni.

*Marc Cohn har siden debut album-met I 1991 kun udgivet 4 album, og et album med helt nyt materiale har der faktisk ikke været siden ”Join the Parade” i 2007. Nu er der så kommet et album som rydder lidt op i gem-merne - “Careful What You Dream:

48 | 3 3 P L U S

Lost Songs and Rarities” samt bonus EP’en “Evolution of a Record”.

*Amerikanske The Hooters, som her-hjemme nok stadig mest huskes for semi-hittene ”Satellite” og ”Johnny B.” fra 1987 albummet ”One Way Home” er still going strong, omend de ikke har udgivet nyt studiemate-riale siden 2007, hvor ”Time Stand Still så dagens lys. De lufter deres bagkatalog på en lang Europa turne fra 09.06 til 06.08 ,som primært kører igennem Tyskland, hvor de stadig er et ret stort navn. 4 koncert-er bliver det dog også til i Sverige, blandt andet på Sweden Rock Festi-val i juni. En festival som også byder

på den første europæiske optræden fra country-rockerne The Kentucky Headhunters.

*Om Mike Tramp giver den med ”Ski-bet skal sejre i nat” er nok tvivlsomt, men der er næppe tvivl om at der venter rockfolket en oplevelse ud over de almindelige når Monsters Of Rock Cruise sætter skruen i van-det i dagene den 01.-05.10. Også Pretty Maids er på plakaten.

*I 2008 medvirkede han som bare 9 årig på Buddy Guy albummet ”Skin Deep”, og nu tager det musikalske vidunderbarn så på landevejen i eget navn - Quinn Sullivan. Det er dog stadig med relation til Buddy Guy, idet Sullivan skal være op-varmning til de 7 europæiske kon-certer som Buddy *5 år er der gået siden Paul Simon sidst udgav et studie album, men 03.06 er ventetiden på nyt forbi. Her

49 | 3 3 P L U S

udkommer albummet “Stranger to Stranger”, som skulle byde på et varieret indhold af velkendte toner og resultatet af nye inspirationer - f.eks. fra et samarbejde på 3 num-re med den italienske elektroniske musiker Clap!Clap!. Resultatet af dette samarbejde kan høres her på første singlen “Wristband” :https://youtu.be/ZhZ3RI2NAls . Pladen ud-kommer på alle formater med 11 numre, og vil desuden kunne fås i en deluxe CD udgave med 16 num-re.

*Ole Friis har mere eller mindre være

forsvundet ud af offentlighedens søgelys siden at hans sidste offi-cielle CD udgivelse ”Fool’s journey” (2003) desværre endte som (endnu) en parentes i den danske musikhis-torie. En historie som Ole Friis ellers i den grad har stemmen til at kunne være en væsentlig del af. Han er blevet kaldt Danmarks svar på Joe Cocker eller Tom Waits, men har al-drig formået at få det kommercielle gennembrud. Nu er der så ny musik på vej fra hans nye band Rambuk, som dog tidligere gik under navnet RamGoats (og som har udgivet et par album under det navn). Men eft-ersom at de nu også kaster sig over sange med danske tekster ændrer de navn, og skulle til efteråret have et album klar til udgivelse. Stilen er reggae, og ligger derfor lidt fra den mere sangskriver orienterede stil , der kendetegnede de tidligere solo album fra Ole Friis.

*Eric Clapton er ude med nyt album “I Still Do” den 20.05, og ud fra første single - den meget J.J. Cale

50 | 3 3 P L U S

inspirerede “Can’t Let You Do It” ly-der det til at det har været godt at få Glyn Johns (“Slowhand” m.fl.) tilbage som producer. Albummet indehold-er nye Clapton numre, ligesom der er covernumre af sangskrivere som J.J. Cale, Paul Brady og Bob Dylan. Hør første single her : https://youtu.be/m_7LUKlxKp0 *Guitaristen og sangeren Paul Bar-rere fra Little Feat har sammet med Roger Cole lavet et nyt album “Musi-cal Schizophrenia”, som byder på en skøn omgang akustisk baseret rock med blues elementer. Der tale om deres andet album - det første “Rid-ing the Nova Train” udkom i 2013. Begge album er udgivet digitalt og på CD via deres eget pladeselskab Better Daze Music. Lyt til nummeret “Just Keep Walking” her :https://you-tu.be/QNOV5rc7RIk*Også Bruce Springsteen & The E. Street Band har hyldet Prince efter hans død. Man kan nu via bruc-espringsteen.net gratis downloade den udgave af “Purple Rain”.

*En af Australiens mest anerkendte og respekterede sangskrivere Paul Kelly - som ofte er sammenlignet med Elvis Costello og Ray Davies - har netop udgivet et album med udgangspunkt i seks af William Shakespeares sonetter. Albummet “Seven Sonnets & A Song” er ude digitalt, på CD og heldigvis også på 10”vinyl med et ganske skønt og klassisk cover.*Italiens bedst sælgende kunstner gennem tiderne Zucchero Forna-ciari er ude med sit 12 studie album “Black Cat”, som gæstes af blandt andet Mark Knopfler på to numre (‘Ci Si Arrende’ & ‘Streets Of Sur-render (SOS), og derudover har han skrevet et par numre med Bono og Elvis Costello. Der tale om et rock-blues præget album, som er produceret af nogle af branchens sværvægtere T-Bone Burnett, Bren-dan O’Brien og Don Was. Hør første velswingende single her:wwwyoutu.be/BQi9peTRdnA

51 | 3 3 P L U S20. MAJ/19:00/ENTRÉ 120 KRKULTURHUSET PILEGÅRDEN / BRØNSHØJVEJ 17 / 2700 BRØNSHØJ / BILLETTO.DK

BLUES AND ROOTS PRESENTS

MISS RUBY ANN

52 | 3 3 P L U S

Big Creek Slim

Tekst Møller Pedersen

Foto Frank Nielsen

-Vi har ikke en Mississippi-flod ude på heden, men Storåen løber lige forbi Ikast, hvor jeg kommer fra, så efter den kalder jeg mig Big Creek Slim.

Sidder en stor jysk bluesmand og fortæller mig en kølig forårsdag i The Greasy Chicken, bluesen-tusiasten Roan Madsens nyindrettede udestue i haven til et stort hus ved Hareskoven et sted i ud-kants-København. Når jeg har snakket færdig med Marc Rune, som Storå-bluesmanden er døbt, skal vi have noget sammenkogt med masser af kød og bønner og coleslaw til, skyllet ned med koldt øl, så er vi klar til at sidde, en 25-30 mennesker tætpak-ket i The Greasy Chicken og høre Big Marc skrue den barkede og rå stemme på og spille og synge the blues, næsten som den lød imellem bomulds-markerne sydpå i USA for 50-100 år siden

Det var noget større forhold første gang, jeg ople-vede Big Creek Slim. Amager Bio, september sid-ste år, kåring af Big Creek Slim som årets danske bluesnavn i kølvandet af albummet Hope For My Soul.I det halve år, der er gået siden, har vi ikke set meget til bluesmanden fra Ikast på disse bredde-grader. Dét er den meget gode grund til, at han til daglig bor på øen Santa Catarina ud for Brasiliens sydlige Atlanterhavskyst. Men i anden halvdel af april og i maj er Big Creek Slim i Danmark og spille jobs, solo og med band, landet rundt.

-Jeg tror jeg var 13 eller 14, da jeg opdagede, hvad

53 | 3 3 P L U S

54 | 3 3 P L U S

rigtig blues er for noget. Jeg kend-te Eric Clapton og Gary Moore, men så kom jeg til at høre Lightning Hopkins, Muddy Waters, John Lee Hooker, Big Daddy Kinsey og vid-ste med det samme, at de var den ægte vare, fortæller Big Creek Slim, der allerede som tidlig teenager var begyndt at spille guitar.

-Jeg spillede ikke kun blues den gang, begyndte egentlig med country og irsk folkemusik, sang soul og spillede med lokale bands i ikast. Men så kom jeg på sporet af blues´en, måske fordi jeg så B.B. King i fjernsynet og blev nysgerrig efter mere. Det var ikke så dybt, jeg var ikke særlig nørdet med det til at begynde med, det er jeg blevet senere.

33: Hvad gjorde det ved dig, da du hørte den gamle, sorte blues første gang?

BCS: Jeg tror bare jeg tænkte, at det der er genvejen, der var ikke andre, der gjorde det på den måde. Jeg forstod med det samme, at de folk derovre fra repræsen-terede en livsstil, der var fjernt fra

os, men som alligevel dækkede os herovre

33: Hvordan kunne du identi-ficere mig sorte amerikaneres livsstil, et helt andet sted og i en anden tid end den, du var ung i?

BCS: De må alligevel have gået og følt nogen ting, som vi kan forstå og, hvis ikke vi kan forstå dem herovre, så må det være fordi, vi er blevet til maskiner og ikke er mennesker mere. På grund af den historie, de gutter fra den tid har, hvor den stil blev skabt, har de ramt at udtrykke sig både fuldstændig knivskarpt og på samme tid sjusket. Du kan høre meget af det samme i andre etniske stilarter. Nu var det så blues, jeg kom til at høre og begyn-dte at spille og kunne mærke, at jeg føler mig helt hjemme i.

33: Blues rummer maaser af smerte, havde du osse noget smerte du skulle have ud?

BCS: Jeg havde nok en vis smerte som pubertetsknægt og teenager, jeg har ikke en tudehistorie, jeg har ikke en smadret familiehistorie, jeg

55 | 3 3 P L U S

kan sidde og fortælle. Men et eller andet gør vel altid ondt på os. Så dybt forstod jeg det ikke dengang. Du ved, man skal gennemleve nogen af de ting, eller noget der minder om det, før man for alvor kan sætte sig ind i det.

Marc Rune fra Ikast, alias Big Creek Slim har ikke kunnet gennemleve at være sort amerikaner med rødder i slaveri og fattigdom, men han har taget turen som en ramblin´ man rundt i de amerikanske sydstater.

BCS: Jeg var i militæret i 3 år, så tog jeg arbejde som murerarbejds-mand i et år og sparede sammen til at rejse til USA, hvor jeg rejste rundt med min guitar, mødte folk tilfældigt på busstationer og i jook-joints, du ved, “Nå, du skal med den samme bus som mig”, “spill-er du guitar” så falder man i snak. Det var godt for mig, der kommer fra Vestjylland, hvor vi ikke snakker så meget og er vant til at synes, at small-talk er spild af tid.

33: Fik du osse spillet i USA ?

BCS: Ja, nu var de jo godt nok

meget strikse, da jeg fløj ind og, tolderne i lufthavnen så, at jeg ha-vde min guitar med, “du må ikke arbejde her”. Jeg var så heller ikke kommet for at tage penge for at spille blues, men for at lære og, på et tidspunkt kom jeg til Baton Rouge i Louisiana og fandt Ted-dy`s Jook Joint i Zachary lidt uden for Baton Rouge. Dér lærte jeg swamp-afdelingen at kende, faldt ind i et godt slæng, Henry Gray, Neal-familien, Larry Garner, Buddy Guy´s bror, Phil Guy. Dét har jeg trukket meget på siden, hvor jeg først kun kendte delta- og Chica-go-blues.

33: Du blev ikke i USA, men havnede i Brasilien?

BCS: Ja, jeg var tilbage i Danmark, gik rundt på heden og spillede for mig selv, havde alt muligt ufaglært arbejde, på en gård, lægge gulv, være murerarbejdsmand igen. Så sagde jeg op og tog til Brasil-ien, hvor jeg havde en kammerat. Derovre i Brasilien fandt jeg en fri-hed, som jeg ikke havde prøvet på samme måde før. Du behøver ikke ret meget for at overleve i Brasilien,

56 | 3 3 P L U S

57 | 3 3 P L U S

58 | 3 3 P L U S

hvis du som mig kan nøjes med at have til dagen og vejen, kan lide at leve fra hånden i munden, være på landet, ved havet, i naturen, rejse over store vidder.

33: Du lever af at spille i Brasil-ien?

BCS: Ja, jeg bor på Santa Catari-na-øen nede syd på, tager nogen ture ind i landet og spiller på barer og så hjem, ud til havet og slappe af

33: Er brasilianerne ikke mere til samba og bossa?

BCS: Jow, men de er osse til blues. Brasilien har fået en stor hvid mid-delklasse, der godt kan lide blues. I de 10 år, jeg har boet der, er Brasil-ien kommet til at ligne Europa mere og mere, det er lidt råddent, og nu er der krise, men det er stadig til at leve det fri liv derovre.

33: Hvad så med herhjemme, lige pludselig blev du udnævnt til at være sidste års danske bluesnavn?

BCS: Det var fordi, jeg mødte Pe-ter Nande, der spiller mundharpe. Nande er i modsætning til mig fantastisk til at organisere og, da han hørte mig, fik han samlet et godt hold danske bluesmusikere, Nande selv, Troels Jensen og alle dem, der spiller med på Hope For My Soul-pladen, som Nande send-te ind til DMA Blues-prisen. Og så vandt jeg. Det har givet hul ig-ennem til pænt mange jobs.

33: Ja, lige nu har du gang i en god lang turné i Danmark. Kan du forestille dig, at du kommer tilbage og bliver her?

BCS: Det er ikke til at sige en ski´ om. Jeg vil allerhelst rejse rundt og komme så mange steder hen i verden som muligt, lære 30 sprog og kulturer at kende. Det vil nok blive lidt klaustrofobisk for mig kun at være i Danmark, men jeg vil ikke afvise, at jeg flytter tilbage en dag.

Kødgryderne og de kolde øl kalder. Mens jeg har siddet i Roan Mads-ens Greasy Chicken-udestue-jook-joint og snakket med Marc Rune, er publikum til aftenens totalt intime

59 | 3 3 P L U S18. JUNI / 18:30/PILEGÅRDEN

SUPPORT: WHOLE LOTTA HANK (DK) · ENTRÉ 120 KR PÅ BILLETTO.DK

PRÆSENTERERTHE COUNTRY SIDE OF

HARMONICA SAM

60 | 3 3 P L U S

Big Creek Slim-koncert dukket op. Inden vi slutter os til selskabet, kommer jeg lige til at nævne, at jeg flere steder har set ham benævnt som “Den hvide neger fra Ikast”

BCS: Jahaha, lissom Henning Stærk vist en gang blev kaldt “den hvide neger fra Holstebro”. Jeg tror, det er fordi, at os fra de magre jorder ude vestfra, vi har et andet taw´ på´et end de andre. Johnny Madsen er en anden, der har et helt andet taw end nogen anden. Og De Nat-tergale, de tager så mere pis på det, men fx deres Åh Gudrun er ge-nial vestjysk blues. Vi er gode til at gøre det lidt mere simpelt os ude westfra.

For at høre interviewet kan du klikke her:

www.youtube.com/watch?v=urX56GvWsoQ&feature=youtu.be

61 | 3 3 P L U S

62 | 3 3 P L U S

Der var ikke noget der var overladt til tilfældighederne da Jeff Lynne´s Electric Light Orchestra gik på scenen i Manchester. Et formiddabelt show med en Jeff Lynne + band der var i top-form.

Foto Christian Friis

63 | 3 3 P L U S

64 | 3 3 P L U S

65 | 3 3 P L U S

Hellsingland Underground Det kan godt være at man har the look og lyder som en krydsning mellem Counting Crows, Lynyrd Skynyrd og Jason Isbell – og tilmed har optrådt til det legendariske Rockpalast i Tyskland, og fået flotte anmeldelser i et magasin som Classic Rock for seneste album - men det altså ikke nødvendigvis nok til at trække folk til huse, når man kigger fordi Danmark for første gang. Det måtte Hellsingland Underground sande da de i starten af April optrådte for næsten tomme sale i Odense og i Ishøj. De få fremmødte fik dog set at der skal mere end det til at slå disse gæve svenskere ud, og de leverede et par ganske veloplagte koncerter. De er i øvrigt brandaktuelle med deres fjerde album ”Understanding Gravity”, som også er ude på LP.

Foto: Sven Levandowsky

66 | 3 3 P L U S

2016 Udgivelser

33Plus hører masser af godt nyt – vi anbefaler blandt andet disse album:

SANTANA ”IV”For mange var det en langvarig drøm, der blev til virkelighed, da det blev offentliggjort at Carlos Santana for første gang siden 1973 havde samlet sit gamle hold med ham selv, Rolie, Schon, Shrieve og Carabello. Med på holdet kom også Karl Perazzo og Benny Riet-veld, der begge har været en del af Santana familien siden 90’erne. At mange har haft denne drøm hænger naturligvis sammen med at de ikke har syntes at Santana har leveret den såkaldte ægte vare i tilstrækkelig grad i de efterfølgen-de over 40 år. Så hvis man forventer at høre ”IV” som et album, der lig-ger i direkte forlængelse af lyden

og stilen fra de 3 første album fra perioden 1969 – 1971, så bliver man nok skuffet. Man kan godt høre at tiden er gået – men ”IV” rummer alt den latin-rock man kan ønske sig, og måske lidt mere til. Carlos San-tana kunne med fordel have været mere konsekvent i sit valg af stil på pladen. Der er numre, som f.eks. ”Freedom In Your Mind”, ”Choo Choo” og ”Come As You Are”, som langt mere refererer til den mere poppede/polerede periode i 80’erne og 90’erne – og disse num-re kunne ned fordel være sorteret fra – ligesom afslutningsnummeret ”Forgiveness”, der simpelthen bare føltes mere langt end godt. Til gengæld kan latin-rock simpelthen

67 | 3 3 P L U S

ikke præsenteres meget bedre end det bliver på de resterende 12 numre. Her mærkes magien – og man føler at de historiske vingesus smukt puster levet liv i de stærke nye sange, der giver plads til både at læne sig tilbage i sofaen, til at danse og til at spille en hulens masse luftguitar. Havde pladen indeholdt 12 numre i stedet for 16 kunne den snildt måle sig med det bedste fra Santana. Så vores bud er at ægte/gamle fans ikke bliver skuffede over dette album – og at nye lyttere sagtens også kan blive draget af det sansebombardement af fuldfede rytmer og guitarlek-tioner, som leveres af disse første klasses musikere, der helt tydeligt klæder hinanden. MAJA & DE SARTE SJÆLE

Denne helt nye duo fra Hader-slev har med deres behagelige og melankolske folk-pop ramt en tone, som ikke helt findes lige på den danske musikscene i øjeblikket. I teksterne tages der fat på hverd-agsagtige emner - tilsat små under-fundige iagttagelser og aktivitets-beskrivelser (som f.eks. ”Når jeg går ned ved søerne, lytter jeg altid kun til Mew”) - og der kredses primært om den svære kærlighed, som den opleves fra en let passiv position i provinsen. Det kunne blive meget lokalt, hvis ikke det var fordi at san-gene blev fremført med en glød og en varme i Maja Rudolphs ganske behagelige stemme. Det – sam-menholdt med den hele vejen ig-ennem velproducerede, smagfulde og håndspillede musikalske under-lægning – gør at man inddrages og simpelthen oplever pladen som en

68 | 3 3 P L U S

stærk helhed, der er brugbar om man hører den i Haderslev, på Fyns Hoved eller i Hovedstaden. Pladen har allerede kastet to suc-cesfulde singler af sig ”Uden dig” og ”Lille Turteldue”, men det skulle undre os meget om ikke der gem-mer sig et par stykker mere. Numre som ”Det gør nas” og ”Melankoli” har bestemt kvaliteterne i vores øre. JENS LYSDAL – ”LANDET” Siden hans debutalbum ”A Matter of Time” (1995) har der i bredde musikkredse været en respekt om og en anerkendelse af Jens Lysdal, som en af landets stærkeste sang-skrivere. Inspirationen fra Leonard Cohen, Randy Newman, Daniel Lanois og Ry Cooder har været tydelig, men han har altid forstået og formået at sætte sin musik i helt egne rammer. Også internationalt har han opnået ros – og flotte anmeldelser – men nu kaster han sig alligevel over

modersmålet på mine EP’en ”Landet”, der består af seks numre. Musikalsk ændrer det ikke meget – i grove træk har hans udgang-spunkt altid været det man beteg-ner som folk/pop/blues eller også bare ”Americana” genren – og det bliver vel egentlig blot konverteret til ”Danmaricana” på dette album, selvom der er hørbare forskelle i ar-rangementerne på pladens enkelte numre. Fra det helt afdæmpede og nøgne i ”Dette lille land”, til de urimeligt iørefaldende og sært dra-gende ”Lad os lægge vores våben” og ”Masser af tid”. To numre som Bo Kaspers Orkester nok ville være stolte af at have skrevet! Den store forskel ligger i teksterne. Det bliver mere tydeligt og klart, at Lysdal har holdninger, og at han tør udtrykke dem. Han gør det ikke som protestsanger, men som intel-ligent observatør, der også tør tryk-ke på de ømme punkter i tiden. Konklusionen må være, at Lysdal

69 | 3 3 P L U S

helt klart er landet på den rette hylde – og at han har leveret et al-bum der med sine bare 24 minutter forhåbentligt bare er en lille appe-titvækker til meget mere.

STURGILL SIMPSOM – A SAIL-OR’S GUIDE TO EARTHDen Roskilde Festival aktuelle Stur-gill Simpson (spiller lørdag) er ude med et ganske fremragende Out-law country album med en tykt-flydende soul feeling, som det eks-tra krydderi. “A Sailor’s Guide To Earth” er det tredje album fra Simpson, men det ligger i stil alligevel et godt stykke fra de forrige album, som var mere tro og regelret med den mere klas-siske Outlaw country stil – selvom det nærmest psykedeliske nummer ”It Ain’t All Flowers” fra 2014 album-met ”Metamodern Sounds In Coun-try Music” gav en idé om at han ikke var bange for at springe ud i uroligt vand.

Hans nye album er lavet som en slags koncept album - skrevet som breve til hans nyfødte søn. Det giv-er albummet et både personligt og ret stærkt udtryk i det variere-de musikalske landskab, hvor hans smukke baryton stemme dog hele tiden er den der løfter musikken til momentvis rørende højder. Ud over egne sange er der også blevet plads til en ganske interessant for-tolkning af Nirvana nummeret “In Bloom”. Samlet set hænger det fantastisk sammen som album, og både tek-stmæssigt og musikalsk får man en oplevelse som sjældent er leveret i denne genre. Det lugter af en milepæl i karrieren, og er et af de bedste beviser i årevis på at album formatet på ingen måder er dødt. Samtidig har Simpson også leveret nummeret ”Sugar Daddy” til HBO serien ”Vinyl”. Et nummer - der igen - viser en ny og meget mere beskidt og rockende side af en

70 | 3 3 P L U S

tidens absolut mest spændende kunstnere. Se flot video her til nummeret “Brace For Impact” – pladens mest rå nummer - her : www.youtu.be/BlOk5wV0DRoGRAHAM NASH “THIS PATH TO-NIGHT”14 år er der gået siden at Graham Nash sidst udsendte et soloalbum. Dengang hed albummet ”Songs for Survivors” – og det sluttede med sangen ”Come With Me”, der indeholdt linjerne: ”LOVE NEVER DIES IT LIES DEEPER AND DEEPER. WITH MY HAND ON MY HEART WE’LL GO ON AND ON”. Så selv om Nash er en overlever I en ellers flygtig og farende musikverden, så må også han her i 2016 konstatere at tingenes til-stande har ændret sig. Derfor fremstår ”This Path Tonight” måske også som den mest person-lige plade han har lavet. Han har

så heller ikke lavet mange siden debutpladen i 1971 – bare 6 studie-album i eget navn er det blevet til. En af årsagerne til dette er naturligvis at der også har været udgivet en del album sammen med David Crosby, Stephen Stills og Neil Young i forskellige kombinationer. Men også disse samarbejder – især med Crosby – har været sat på prøve og er aktuelt helt på stand by. Også ægteskabet med hans kone igennem 38 år er slut, men samti-dig har han efterfølgende fundet en ny kærlighed. Så ”This Path To-night” er ikke en klassisk navlepil-lende eller en (selv)bebrejdende skilsmisseplade, men mere en plade om at se sig selv i spejlet og handle på den verden der omgiv-er en. I et interview med Svenske Dagbladet konstaterer den nu 74 årige Graham Nash da også: ”Jeg har besluttet at være lykkelig i rest-

71 | 3 3 P L U S

en af mit liv, hvor længe det så var-er”. Rent musikalsk får man lige præ-cis det man kan forvente hvis man kender til Graham Nash bagkata-log. Der er et par up tempo num-re, men ellers flyder det musikalsk sikkert og tilbagelænet igennem de 10 numre, hvor hans vokal frem-står ligeså klar og sikker som altid. Pladen er primært blevet til i samar-bejdet med guitaristen Shane Fon-tayne, der både har produceret og været med i sangskrivningsproces-sen – og det giver et resultat, der på ingen måde revolutioner – men sådanne systemskifter er selv Gra-ham Nash vidst også holdt op med at tro på.

STEPHEN KELLOGG ”NORTH, WEST, SOUTH, EAST” 33Plus har i mange år haft stor fornøjelse af at lytte til amerikanske

Stephen Kellogg – en helt igennem fantastisk sangskriver og sanger, som dog stadig her omkring 16 år efter debutpladen for de fleste sta-dig udgør et stort rungende spørg-smålstegn. Han har dog et loyalt følge i hjemlandet og har også fået skabt en vis fanskare i UK, hvor han da også i maj giver 9 koncerter. Gennemgående kan man sige at stilen er roots-baseret rock, og hans forskellige album har så haft variationer i forhold til om det musikalske finish har taget udgang-spunkt i country-rock, melodisk rock eller en mere klassisk sing-er-songwriter stil. På den nye album ”North, West, South, East” samler han så lidt af det hele ved på plad-ens 20 numre - helt bogstaveligt – at komme rundt i alle fire verden-shjørner. Hvert verdenshjørne er repræsenteret med 5 numre, som er indspillet fire forskellige steder og med forskellige musikere, pro-

72 | 3 3 P L U S

ducere osv. Det kunne frygtes at det ville give et lidt rodet billede i den store sammenhæng, men det opleves ikke sådan. Tværtimod fornemmer man en endnu større tænding hele vejen igennem – og man fornemmer tydeligt at Kellogg er et sted i livet, hvor det ikke er drømmen om at komme på fors-iden af Rolling Stones, der fylder mest. Det nok mere drømmen om at være et godt menneske, en god far, og ikke mindst blive en endnu bedre sangskriver og musiker, der forhåbentligt kan blive ved at le-vere nogle sange, som kan skabe glæde, eftertænksomhed og in-teresse hos musikglade folk i alle verdenshjørner. Det lykkedes i høj grad på dette album, som i vores ører kvalificerer ham direkte til sangskrivernes su-perliga.

HVERDAGENS HELTE ”DER SKER NOGET OM LIDT” Dette nye danske band består af de rutinerede musikere Søren Zahle, Mads Tønder og Kim Munk, som tidligere har været omkring band som The Broken Beats, Superjeg og Ørenlyd. De leverer hele 14 sange på debutalbummet, som overordnet set godt kunne lyde som et vellykket kompromis i en fu-sion af Folkeklubben og Love Shop. Der er en god blanding af de mere poppede og ligefremme numre, som første singlen ”Det lyse håb”, samt ”Vejlefjord”, ”Den store kærlighed”, og ”Forkert” (der meget vel kunne blive næste sin-gle), og så de mere stemningsfulde numre, som f.eks. ”Go´ morgen”, ”Den nat kommer aldrig tilbage” og ”Som en åben bog”. I vores ører er det faktisk på de sidstnævnte numre at Hverdagens Helte virkelig træder i karakter og

73 | 3 3 P L U S

viser personlighed i både tekst og musik, og hvor man husker dem mere end de godt 3 minutter de fleste numre behageligt roterer. De rammer samlet set et ganske interessant musikalsk udtryk, som helt grundlæggende vel har sine rødder i en stolt 70’er sangskriver tradition, men som hos ligesindede kollegaer som Peter Sommer og Jonas Breum, formår de at forma-tere til en lyd, som virker frisk og fremskuende – fremfor det mod-satte. Så Hverdagens Helte holder rent faktisk ord når de siger at der sker noget om lidt. ANDERS BLICHFELDT ”DOC-TEUR BOB” Dette fjerde soloalbum fra Anders Blichfeldt er udgivet på eget sel-skab i slutningen af 2015, og ud-kom i første omgang kun på LP og CD, som blev solgt ved koncerter

her i foråret eller i hans kones café i Hillerød. Siden er det udkommet på diverse digitale tjenester. Det er et overraskende album, som ligger langt fra både tidligere solo albums og fra Big Fat Snake. Så skulle man ligge inde med gamle fordomme om Blichfeldt pga. hans fortid, så kan man roligt starte med at parkere dem. Han synger som vanligt fremragen-de, og han akkompagneres af fire utroligt dygtige jazzmusikere, som musikalsk opbygger en stemning, man skal hen mod Povl Dissing & Benny Andersen for at finde ma-gen til herhjemme. Thomas Bornø er hele tiden smukt til stede med sit flygel og Snorre Kirk lægger gennemgående det tromme beat og den rytme, der gør at ens ban-kende musikhjerte hurtigt tabes til denne ”mystiske” Docteur Bob. En person, der viser sig at være An-ders eget alias i det franske, hvor

74 | 3 3 P L U S

han med jævne mellemrum op-holder sig. Alt dette er velbeskrevet i album-mets absolutte højdepunkt ”Doc-teur Bob Blues” – et nummer der ruller hele 09.32, men ikke føles et sekund for langt. Teksterne er generelt både meget personlige og humoristiske – men bliver aldrig for navlepillende – og derfor føles de aldrig som en over-dosis. De rummer ikke poesi a la Benny Andersen, men rummer måske mere slægtskab med navne som John Mogensen eller Thøger Olesen (som skrev tekster for Povl Dissing og Peter Belli i 60’erne). Anders Blichfeldt har altså fået fat i den rigtige recept, og albummet lykkedes simpelthen fra start til slut, og kan med fordel bruges både som en lytte- og hygge plade. Køb albummet før han bliver kendt som ”ham fra Vild med Dans” – og nye fordomme og store fede slanger kan forgifte billedet af den gode Docteur Bob og hans mere end heldige jazz hånd.

75 | 3 3 P L U S

Vind en CD med Jacob DinesenTekst Mads Kornum

Hvem har den bedste historie om en uforglem-melig oplevelse med et Opvarmningsnavn/Sup-port-act, som stjal billedet?

Inspireret at en lille sjov historie, som en af vores trofaste læsere Arne Schiøtt gjorde opmærk-som på – nemlig den om Paul Simon, der op-trådte som opvarmning til Stig Møller engang i de glade 60’ere - tænker vi at det kunne være sjovt at høre lidt om hvad der kan være af andre små sjove historier og gode oplevelser med op-varmningsnavne.

Som regel er disse navne jo nærmest uglesete af et publikum, der ofte står og glæder sig til no-get helt andet. Men nogle gange sker det altså at man har set et navn, der måske senere vokser sig til hovednavn – eller som til selve koncerten sim-pelthen overskygger den primære artist. Det kan være man har set Poul Krebs varme op for J.J. Cale – Je-thro Tull varme op for Jimi Hen-drix eller noget helt tredje, som vi aldrig har hørt om før. Lad os få en god historie – så bringer vi de bedste i næste

nummer af 33Plus. Medsend gerne foto – hvis I selv har taget det eller kan bekræfte at I har ret-tighederne til det. Blandt alle de indsendte bidrag trækker vi lod om en præmie i form af en CD med JACOB DINESEN ”Count the Ways”.

76 | 3 3 P L U S

BITERS: 70’ernes musikscene er kommet lidt ekstra op i tiden i forbin-delse med den nye HBO serie “Vinyl” af Martin Scorsese og Mick Jagger. Et nyt band, der hylder tiden og lyden af band som Cheap Trick og Kiss, og fører den frem til nutiden er amerikanske BITERS. De har de helt rigtige attituder, men er heldigvis meget mere end det, hvilket de beviste den 27.02. med et rockbrag af en koncert og et festligt improviseret af-terparty på rockklubben HIGH VOLTAGE i København. Hør seneste single ”1975” fra deres første fuldlængdeudspil ”Elec-tric Blood” udspil her: https://youtu.be/Owl5MEitjr4. Er man pladesamler eller tror man på at disse drenge bliver store en dag, så skal man måske se at få fat i udgivelsen ”It’s All Chewed Up OK?”, som er deres to første EP udgivelser samlet på en LP. Den er udgivet i 3 gange 500 eksemplarer på et pla-deselskab i henholdsvis Canada, USA og Frankrig.

Foto Brian Selander

77 | 3 3 P L U S

Plade-samlingen

Tekst Henrik Palle

Fotos

Optegnelser fra et delvist LP-narkomant liv

Det er udhængsskabets skyld. Nærmere bestemt

det foran Enghave Bio på Borgbjergvej i Køben-

havns ydmyge Sydvestkvarter i den tidlige del af

1970’erne. Biografen spillede film, der var forbudt

for børn, men der var billeder, som gav et glimt

af det sødmefyldte og forbudte indhold, der blev

billetløsende voksne til dels inde i salens mørke.

Billederne gav næring til drømme om, hvad Mar-

lon Brando og Maria Schneider egentlig dansede

for en slags dans i ‘Sidste tango i Paris’, hvad der

forårsagede Billie Holidays trængsler i ‘Lady Sings

the Blues’. Lige ved siden af biografen lå en an-

den butik fyldt med drømme. Den hed ‘Musicas’

og solgte såvel musikinstrumenter som radio- og

tv-udstyr. Samt grammofonplader. Skinnende

sorte vinylplader, pakket ind i kulørte omslag

som fornemme bonbonner i krystalskåle hos fine

damer. Ligesom stillbillederne fra filmene var

LP-coverne næring til forestillinger om det musi-

kalske indebyrd, skiverne gemte på. Som purung

knægt var det som et kighul ind i en forunderlig

verden sådan at stå og betragte de seneste udg-

ivelser, som var hængt op i et stativ i vinduet, en

jakobsstige til en uopnåelig musikalsk himmel.

Der var farvestrålende roser og dødningehove-

Henrik Palle har skrevet lidt om sin pladesamling.

79 | 3 3 P L U S

80 | 3 3 P L U S

de på Grateful Deads eponyme

(kaldet ‘Skull and Roses) dobbelte

live-album fra 1971; der var Step-

penwolf faretruende ‘Monster’, hvor

langhårede hippier i bar overkrop

stirrede ud gennem forretningens

glas med tågede øjne; der var

Creedence Clearwater Revivals

‘Mardi Gras’, hvor en mærkelig syd-

statspige holdt en slags tallerken,

og der var selvfølgelig Paul McCa-

rtneys ‘Ram’, hvor han stod med en

væddertyr og så sært ikke-Beat-

les-agtig ud. Men alle disse skiver

var uden for rækkevidde og egent-

lig også kun interessante på grund

af deres voksenhed. De var alt for

kostbare. Op imod en fuldfed halv-

tredser, stod en ny LP i, og det var

ikke den slags penge, man havde

til rådighed som helt almindelig

knægt.

Inde i butikken stod der på disken

en kasse med singleplader. Og

de var måske nok sådan rent va-

reæstetisk ikke helt på niveau med

de store 33-skiver; men de kostede

til gengæld kun tolv og en halv kro-

ne, hvilket var sådan nogenlunde,

hvad en rute med den lokale

ugeavis gav – eller et par ugers

sammensparede lommepenge plus

lidt mønt fra bedsteforældre og

tomme flasker i Valbyparken kunne

løbe op i.

Udvalget af forholdsvis begrænset,

og der var ingen identificerbar linje

i den musikalske profil. Dansktop,

beat, jazz og pop stod i skøn sam-

drægtighed på ‘ disken, og man

kunne så godt om aldrig få num-

mer et på den ugentlige toptiliste

fra radioen, men måske nok et par

fra lidt længere nede – plus im-

pulskøbte døgnfluer. Til gengæld

kunne man få lov til at høre en eller

to plader, der så tillokkende ud, og

så endte det i reglen med, at man

købte en af dem, selv om var kom-

met i håbet om at hjembringe no-

get med Slade, Sweet eller måske

Rolling Stones.

Men så var det, at den hang der:

‘Slayed’ med Slade. Den var nok

81 | 3 3 P L U S

82 | 3 3 P L U S

i virkeligheden et par år gammel

på det tidspunkt, men den så sejg

ud, at den måtte ejes. De fire slad-

er stod med fremstrakte knyttede

næver og fingre påmålet bogstaver,

som til sammen stavede titlen:

‘Slayed’ – selv om min kammerat

påstod, at det udtaltes ‘Slæjdyy’,

fordi det sagde hans storebror,

pladen hed. Og broren havde en-

gelsk skolen, så den standsede der.

Det var nu det mindste problem.

Det største gik i al sin indlysende

enkelthed ud på at skaffe en halv-

tredser plus lidt til, så numre som

‘Gudbuy T’Jane’ og ‘Mama Weer All

Crazee Now’ kunne nydes igen og

igen på den primitive rejsegram-

mofon med højttalere i låget.

En kombination af karakterpenge,

bidrag fra bedsteforældre, en

ugeløn fra lokalavisen samt en

vidunderlig flot femmer fra en

gavmild mand, der skulle have

hentet øl til sin bænk i Valbyparken

udgjorde det magiske beløb, og så

var den første rigtige LP i hus; den

havde selskab af lidt skrabsammen

fra en onkel og lidt spredt fægtning

i form af tilbudsplader og opsam-

linger, men den var juvelen: Fuld-

prisplade med tidens i det område

mest populære rockorkester.

Siden fik den følgeskab af Slades

mesterværk ‘Old, New, Borrowed

and Blue’ og svanesangen ‘Slade

in Flame’ fra filmen af samme navn,

som gik i Simon Spies Mercus-bi-

ograf i Nyropsgade, hvor de bil-

ligste billetter kun kostede seks

kroner til den tidlige forestilling.

Så den blev set, den film. Mange

gange.

Der gik rigtig hul på bylden, da

Gasolin-feberen for alvor begyndte

at gribe om sig, og denne skribent

blev ramt. Jeg ville så gerne have

gruppens plader, fordi de spill-

ede dem alt for sjældent i radioen.

Sangene om ‘Se din by oppe fra

tårnets top’, ‘Deruda’’ og så selvføl-

gelig den om ‘Inga Katinka og

Smukke Charlie på sin Harley’ var

toner til tiden, og til min fødselsdag

83 | 3 3 P L U S

Chestbump med Volbeat

84 | 3 3 P L U S

fik jeg samlet tilpas mange penge

til, at jeg i selskab med min ti år

ældre onkel kunne drage til Peder

Hvitfeldts Stræde bag Kultorvet i

det indre København, hvor der lå

pladebutikker, som ikke var hverken

Fona, Fredgaard, Selandia eller

andet kædeværk, men vaskeægte

specialforretninger, hvor hippe ek-

spedienter viste mere end et og

andet om den seneste med The

Osmonds eller Bjørn & Okay.

Det var en verden, der åbnede sig.

Et univers fyldt med langhårede

cigaretrygende mænd, der gerne

og glade vejledte et ungt menne-

ske i, hvor man begyndte, hvis nu

man ville i gang med The Doors,

Led Zeppelin, Deep Purple, Roxy

Music eller Jethro Tull me mere. Og

pladerne og musikken viste sig som

et sindssygt vanedannende stof,

der kom til at fylde mere og mere,

koste flere og flere penge, fordi

der var så meget at gå ombord i.

Pladesmeden, Pladehøkeren lå

begge i Peder Hvidtfeldtss Stræde,

men der var også Bristol Music

Center oppe ved Rådhuspladsen

på strøget, hvor der i rockkælderen

blev spillet højt og igennem, og

der var også en jazzafdeling med

kyndige mennesker, som sagde,

at man skulle starte med Coltrane,

Miles Davis og Stan Getz, inden

man forvildede sig ind i labyrinten

med alt det vilde og frie og elek-

triske og nye.

Guf på Sankt Hans Torv på Nørre-

bro blev en tid lang et fast stoppes-

ted på vejen hjem fra Sankt Annæ

Gymnasiun i Valby til Østerbro. Her

blev købt David Bowie og Iggy Pop,

men også Manfred Manns Earth

Band og Bruce Springsteen samt

såmænd ‘Supertanker’ af Kliché, en

skelsættende plade med nye dan-

ske toner, der brød med danskrock-

ens kedelige fims af overvintrede

hippier og politisk korrekthed. »Se

ud over havets blå« lød det trod-

sigt og stolt, inden Mao Tse Tungs

hymnre om de kinesiske kvinder

kærlighed til uniformer gjaldede

85 | 3 3 P L U S

86 | 3 3 P L U S

gennem højttalerne.

Nye bekendtskaber førte til en in-

teresse for progr-rock, og her var

den lille hyggelige butik ‘Pla-teen’

på Vesterbrogade en oase. Ikke

alene førte indehaveren Henning

hele kataloget med Genesis og

omgangskreds, men også Camel,

Van Der Graaf Generator, Gong,

Magma, Steve Hillage og såmænd

flippede Henry Cow kunne man

købe der, medsamt diverse eks-

tremt kostbare bootleegs med alt

fra Bowie til Peter Gabriel – den del

af enterprisen blev så vidt vides

også begyndelsen på enden for

biksen, der pludselig lukkede.

The Who stillede spørgsmålet ‘Who

Are You’ på en LP, der blev den

første, jeg købte som udeboende

ungt menneske, 19 år gammel i

toværelses lejlighed med kæreste

og petroleumsvarme. Den er sta-

dig en perle i samlingen af såvel

nævnte som andre årsager – den

sidste med Keith Moon, blandt an-

det.

Og der var mange pladepushere i

de år. Doktor Octopus i Århusgade,

hvor vi boede, og hvor jeg købte

The Beautifuls ‘Om sommeren er

alting anderledes’ og godt vidste,

at det var TV 2 under et andet navn.

Og der kom Casblanca Records

på Østerbrogade, hvor jazzsamlin-

gen for alvor fik ben at gå på, og

ting som de første trioplader med

Keith Jarrett, Gary Peacock og Jack

De Johnette blev indkøbt til nu

rystende 129 kroner stykket, men

til gengæld i labre minimalistiske

covers fra avantgardelablet ECM.

Pudsigt nok var ECM et af de første

pladeselskaber til at opgive at pres-

se vinyl og derfor den direkte årsag

til, at jeg i 30-års fødselsdagsgave

fik en cd-afspiller af mærket Sony,

så jeg fremover kunne være ajour

med de musikalske missiver fra

Manfred Eichner og kompagni.

Og i mange år hed det så cd’er, for-

di de var nemmere og ikke ridsede.

De kom fra amazon og fra jazzcup-

pen i Gothersgade.

87 | 3 3 P L U S

88 | 3 3 P L U S

Men så døde cd’en. Og vinylen fik

sin renæssance i alle fald i visse

kredse. I går kom postbudet; han

medbragte et eksemplar af Jimi

Hendrix ‘Electric Ladyland’ i den

rigtige udgave på Track Records

og med masser af nøgne damer

på coveret. Sendt fra en af mine

mange nye vinylpushere, der bor

over den ganske verden og bliver

kontaktet via Discogs, Musiccollec-

tor – eller hvad de nu hedder. Det

har vist sig at væren nøjagtig lige

så omkostningskrævende, afhæn-

gighedsskabende og forførende

fedt som fortidens byvandringer til

de listige musikantikvariater.

Er gået på jagt efter originale udg-

ivelser på det flippede amerikanske

plademærke ESP Records, der til at

begynde med ville skabe fred og

forståelse i verden ved at udgive

ting på kunstsproget Esperanto,

men endte med at blive et arnest-

ed for freejazz og anden musikalsk

avantgarde. Det er guf, det er guld.

Og det er som ind i helvede dyrt.

Men sådan er det at være vinyl

junkie.

89 | 3 3 P L U S