1 landeanalyser - latinamerika - ulandssekretariatet · guatemala). fnl og ugt fremsatte sammen –...

21
1 Landeanalyser - Latinamerika Sundhedsforbundet i Guatemala på gaden for en offentlig sundhedssektor /foto: SNTSG 2011 Ulandssekretariatet i Latinamerika - maj 2012

Upload: buibao

Post on 20-Sep-2018

212 views

Category:

Documents


0 download

TRANSCRIPT

1 Landeanalyser - Latinamerika

Sundhedsforbundet i Guatemala på gaden for en offentlig sundhedssektor /foto: SNTSG 2011

 

Ulandssekretariatet i Latinamerika - maj 2012

1.1 Guatemala

1.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Siden sidste års rapportering, har Guatemala været gennem et valgår. Der blev valgt ny kommunalbestyrelse i 333 kommuner, repræsentanter blev valgt til det mellemamerikanske parlament PARLACEN, der var valg til kongressen, og der blev dannet en ny mindretalsregering ved valget af en ny præsident. Valgsejren gik i november i anden valgrunde til kandidaten Otto Pérez fra det højreorienterede ‘Patriotiske Parti’ (PP). De to kandidater fik hver hhv. 54% og 46% af stemmerne. Ved valget til den 158-mand store kongres, fik præsidentens parti PP 35 % af pladserne, mens det tidligere regeringsparti UNE (Unidad Nacional de la Esperanza – Håbets Nationale Enhed), fik 30% af pladserne. Blandt de 9 øvrige partier repræsenteret i kongressen har kun tre fået mere end 5% af pladserne. I løbet af 2011 er Guatemala blevet det eneste land i Latinamerika, hvis status på Economists demokratiindeks er forværret i alvorlig grad. I 2011-rapporten fremgår det, at landet ikke mere kategoriseres som et ’mangelfuldt demokrati’, men som et ’blandet regime’1. Kendetegnene her er en svag politisk kultur, lav politisk deltagelse, et svagt civilsamfund – og at regeringens funktionsdygtighed og retssystemet er underlagt parallelle magtstrukturer og udbredt korruption. Den tidligere såkaldte ’socialdemokratisk orienterede’ regering formåede heller ikke at forandre landet til det bedre. Fattigdom, vold, korruption og social eksklusion tegner fortsat det guatemalanske samfund. Både nationalt og internationalt var der i 2011 frygt for, at den nye præsident vil føre en skrap politik med yderligere social eksklusion og øget ulighed til følge. Et centralt tema for præsidenten i valgkampen var, at vold og organiseret kriminalitet skal bekæmpes med hård hånd – og at højeste politiske prioritet må være at genskabe sikkerheden. Det formodes ønskes realiseret med militær hjælp fra USA. Med en tidligere militærmand ved roret, den første i 25 år, har angsten været begrundet i fortidens gru, hvor militærets, politiets, dødspatruljernes ’udrensninger’ havde store folkemord til følge. Præsidenten har ved årets start lovet strukturelle forandringer af Guatemala, som i hans tiltrædelsestale blev karakteriseret ved at være på ”på randen af økonomisk og moralsk fallit”. I forhold til økonomien beløb underskuddet på statsbudgettet sig til næsten 25% af BNP i 2010 og 2011, og en skattereform forventes iværksat med den nye regering. I 2011 lå Guatemalas økonomiske vækst på 3.3 % af BNP (øget fra 2.5 % i 2010), hvilket særligt skyldes øget eksport til det amerikanske marked og en begrænset øget indenlands efterspørgsel. Væksten var størst i mineindustrien, handel og service. Overførsler fra udlandet (hjemsendelser fra migranter) og fremmede direkte investeringer steg begrænset. Inflationen nåede op på 7.2 % - hvilket ikke mindst

1  The  Economist  Intelligence  Unit,  2011:  “Democracy  Index  2011  –  Democracy  under  Stress”  

kunne mærkes på øgede fødevarepriser. Et underskud på handelsbalancen beløb sig til 11 % af BNP, mens betalingsbalancen endte med et overskud, særligt som følge af de store overførsler fra migranter – hvilke fortsat er tre gange større end indtægterne fra turistindustrien2. Næsten to mio. guatemalanere lever og arbejder i USA. Langt de fleste illegalt, for at søge lykken som migrantarbejdere. Tallet vidner om, at flertallet af landets befolkning fortsat står over for problemer med dyb fattigdom. I følge officielle tal lever mere end 50 % med fattigdom – og i nogle provinser er fattigdomsraten 95 %. Unge under 30 udgør omkring 70 % af befolkningen. Kun ca. 60 % af børnene gennemfører grundskolen, og børnearbejde er udbredt. I den nyeste ’globale informationsteknologi’ rapport fra World Economic Forum, hvor en vurdering af uddannelsessystemet indgår, rangerer Guatemala på en 127. plads af i alt 142 lande.3 Heller ikke efter 2011 ser det ud til, at landet vil nå de første to 2015-mål: Mål 1 om fattigdomsbekæmpelse og mål 2 om uddannelse til alle4.

1.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Målsætningen om at opnå anstændigt arbejde til alle, som også indgår i 2015-målene, er ligeledes utopisk. På arbejdsmarkedet er cirka en tredjedel af de fem millioner økonomisk aktive

guatemalanere beskæftiget i den formelle økonomi.

Den formelle arbejdsløshed ligger på blot 3.5 %, så flertallet arbejder i den uformelle økonomi. Mere end 90 % af de private virksomheder – hvilke for de flestes vedkommende er meget små – opererer i den uformelle økonomi. Den offentlige sektor bliver også fortsat i stigende grad ’u-formaliseret’, da lovgivningen muliggør outsourcing i den offentlige servicesektor. Problemer med underbeskæftigelse er udbredt på det formelle arbejdsmarked. Det betyder i denne sammenhæng, at et fuldtidsjob ikke giver nok indtægter til at dække de basale udgifter. Nationale opgørelser over indkomstforhold viser, at omkring 75 % af arbejdstagerne på det

2  ECLAC/CEPAL,   2011:   Preliminary  Overview  of   the  Economies   of   Latin  America   and   the  Caribbean  2011       3  World   Economic   Forum,   2012:The   Global   Information   Technology   Report   2012   -­‐‑   Living   in   a  Hyperconnected  World  4h  ttp://www.eclac.org/mdg  

formelle arbejdsmarked tjener mindre end den lovformeligt satte minimumsløn – og at endnu flere ikke har en indkomst, som kan dække de basale leveomkostninger.5 Overtrædelser af ILOs kernekonventioner og den nationale arbejdsmarkedslovgivning er fortsat et dagligt problem for arbejdstagerne. En del overtrædelser skyldes et svagt lovgivningsapparat, andre fordi hverken retten til kollektiv forhandling eller allerede eksisterende overenskomster og aftaler overholdes i praksis. Der eksisterer omkring 90 kollektive overenskomster i landet, primært på virksomhedsniveau. Myndighederne har formelt intentioner om at etablere kontrol af arbejdsforholdene i eksportproduktionszonerne, hvor også langt hovedparten af virksomhederne overtræder minimumsstandarderne. Forbund i den offentlige sektor oplever, at de kollektive aftaler med myndighederne ikke overholdes. Derfor bød 2011 på en række formelle klagesager, eksempelvis over uretmæssige og massive fyringer. Mere synlige aktioner blev også gennemført af de relativt stærke offentlig sektor organisationer – ved gentagne demonstrationer og besættelse af bygninger af ansatte i sundheds- og uddannelsessektoren, den kommunale sektor, mv. Fagbevægelsen er fortsat splittet og kun omkring 2-3 % af arbejdstagerne er organiseret. Anti-fagforeningsstrategier og -kampagner er udbredte – overgreb, trusler og forfølgelser af fagligt aktive er fortsat mere regelen end undtagelsen. Flere end 50 fagligt aktive er blevet dræbt inden for de sidste fem år. Straffriheden er fortsat omkring 98 % for voldskriminalitet, og ikke en eneste sag, som involverer fagligt aktive er blevet opklaret. Ifølge tal fra arbejdsministeriet blev der dannet 165 ny fagforeninger i 2011, og alle er mindre foreninger i den uformelle økonomi eller bondeorganisationer. Formelt er der registreret mere end 2000 fagforeninger i landet, og det vurderes, at omkring 450 er aktive. Et fåtal af disse er fagforeninger i den private sektor, hovedparten er organisationer i den uformelle økonomi og i den offentlige sektor. Fagbevægelsen deltager fortsat i en række trepartsinstanser, men vurderer selv, at de udgør et yderst svagt led. I følge faglige ledere spiller særligt to faktorer ind: For det første er fagforeningsfolkene ikke klædt godt nok på i forhandlingssituationerne, da de - modsat de øvrige parter - hverken har tekniske, juridiske eller økonomiske rådgivere bag sig. For det andet formår de ikke at skabe opbakning i fagbevægelsen, da kampen om posterne overskygger indholdet i det repræsentative fortalerarbejde. Et eksempel her på er fagbevægelsens deltagelse i dannelsen af et nationalt Råd for Økonomisk og Social Udvikling (Consejo Económico y Social). Landsorganisationen UGT (Unión Guatemalteca de Trabajadores) havde startet en dialog med arbejdsgiverorganisationen CACIF (Coordinador de Asociaciones Agrícola, Industriales, Comerciales y Financieras) om dannelsen af rådet, til stor fortrydelse for andre landsorganisationer. Ikke desto mindre gik dog ovarbejdet i gang i kongressen

5  MSICG,  2012:  Washb’il  vol.  2,  p.10

sidst i 2011, og dele af fagbevægelsen ser det nu som en mulighed for, at skabe et nyt rum for en forbedret social dialog i landet.

1.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets partnerorganisation, FMLL – Fundación Mario Lopez Larrave – er et fagligt uddannelses- og ressourcecenter, etableret for at understøtte kapacitetsopbygningen af fagforeninger og for at facilitere dialog og samarbejde i den splittede fagbevægelse. 2011 har ikke været et nemt år, hverken for partneren eller samarbejdet. For det første prægede interne konflikter mellem organisationerne i fagbevægelsen også FMLLs arbejde i 2011. De tre faglige organisationer, som er affilierede til ITUCs amerikanske afdeling TUCA, har trukket sig helt fra at samarbejde med de faglige organisationer, som indgår i FMLL. Eksempelvis gennemførte ITUC/TUCA og de tre affilierede organisationer i juli en konference om straffrihed i landet. Kun et fåtal fra den øvrige del af fagbevægelsen deltog. Der var ingen repræsentanter fra organisationerne i den tidligere allierede sociale organisation MSICG (Movimiento Sindical, Indigena y Campesino Guatemalteco) og de fleste af de ni organisationer, som indgår i det fælles uddannelsescenter FMLL, var end ikke inviteret. Der eksisterer en enkelt social alliance mellem faglige og sociale organisationer, som formår at deltage i forskellige faglige fora, herunder også i arbejdet omkring FMLL. Alliancen, FNL (Frente Nacional de Lucha), har som mission at arbejde for forsvaret for offentlige sociale basale ydelser og for naturressourcerne, og en central aktør er sundhedsforbundet SNTSG (Sindicato Nacional de Trabajadores de Salud de Guatemala). FNL og UGT fremsatte sammen – blandt andet faciliteret af FMLL – et forslag til øget social dialog og overholdelse af basale rettigheder på arbejdsmarkedet. En anden problematik, som forværredes i 2011, er FMLL’s fortsatte økonomiske afhængighed af eksterne donorer, på trods af bestræbelser på at øge medlemsorganisationernes bidrag til ressourcecenteret. Nogle donororganisationer har valgt at trække støtten til fagbevægelsen, med henvisning til den konfliktfyldte bevægelses manglende fremskridt eller som følge af økonomiske prioriteringer. Det gælder eksempelvis spansk fagbevægelses CCOO (Comisiones Obreras), som i 2011 afsluttede et projektsamarbejde med FMLL.

1.2 Honduras

1.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser 2011 blev et år, hvor regeringen og præsidenten i Honduras, Porfirio Lobo fra det traditionelle Partido Nacional, fortsatte bestræbelserne på at opbygge troværdighed nationalt og internationalt, ved at mane til forsoning og dialog. Efter den afsatte præsident Zelaya i maj kunne vende tilbage til landet, er kritikken nedtonet i

internationalt. Landets politiske repræsentation blev genindlemmet i de fleste regionale og kontinentale politiske fora, herunder også Organisationen af Amerikanske Stater. I år er den formelle anerkendelse fra nabolandene cementeret, da Honduras i ’12 har formandskabet i det regionale samarbejde SICA (Sistema de la Integración Centroamericana). Situationen i landet er dog fortsat præget af den politiske krise, interne konflikter og social uro, som opstod efter statskuppet i juni 2009. Modstandsbevægelsen for demokratiet, som samler sociale organisationer inden for paraplyorganisationen ‘Frente Nacional de Resistencia Popular’, fortsatte bestræbelserne for at få nedsat en grundlovgivende forsamling og for at den ekspatrierede præsident kunne vende tilbage. Da sidstnævnte lykkedes, anslås det, at der var mere end en million mennesker på gaden i hovedstaden. Det svarer næsten til indbyggertallet, som er omkring 1.2 million. I løbet af 2011 blev dagsorden for modstandsbevægelsen ændret, med henblik på at danne et nyt politisk parti, som kan stille op til næste valg i 2013. Selv om ekspræsidenten er udelukket fra at genopstille, er han som koordinator for den brede bevægelse en central politisk aktør, – og det forventes, at hans kone vil opstille som præsidentkandidat for det nye parti. Også i 2011 oplevede civilsamfundsorganisationer og rettighedsforkæmpere, at regeringen på den ene side opfordrer til dialog, men på den anden side til stadighed slår ned på modstandere. Med anti-terrorloven fra 2010 kan modstandere lettere kontrolleres, politiet hører under sikkerhedsstyrkerne, og dertil har højesteret kunnet sikre en politisk korrekt dommerstand. Det har resulteret i en lang række uopklarede sager for drab og vold mod modstandere af status quo. Det betyder også, at mange trusler og overgreb end ikke anmeldes, af frygt for politiet. Kritikere af myndighederne er derfor fortsat spundet ind i en atmosfære af frygt og forfølgelse. Flere journalister blev dræbt, advokater blev truet, og faglige ledere mistede familiemedlemmer. Retsløsheden mærkedes på landet, hvor konflikter mellem småbønder og storgodsejere om jord løses med vold. I 2011 blev mindst 30 bønder dræbt i en enkelt provins, hvor palmeolieindustrien bestemmer.6 Det mærkedes også i byen, hvor eksempelvis lærere stod for skud under demonstrationer for det offentlige uddannelsessystem i første halvår af 2011. Her blev militæret sat ind mod tusindvis af fredelige demonstranter. På årets demokratiindeks fra Economist, ligger Honduras på en 84. plads ud af 167 lande, i kategorien ’blandede regimer’.7 Den organiserede kriminalitet er lige så lammende i Honduras, som i nabolandet Guatemala. Korruptionen er udbredt, der er straffrihed for den overvejende del af voldskriminaliteten – og statistikkerne for 2011 viser, at Honduras nu er verdens mest voldelige land. Selv det nordamerikanske fredskorps valgte i 2011 at trække sine frivillige hjem. Internationale eksperter

6  Human  Rights  Watch,  2012:  World  Report  2012  -­‐‑  Honduras  7  The  Economist  Intelligence  Unit,  2011:  “Democracy  Index  2011  –  Democracy  under  Stress”

vurderer, at statskuppet i 2009 også betød, at dørene blev åbnet for den organiserede narkokriminalitet. Derfor er drabstallene vokset til det dobbelte på få år – og ligger på 86 pr. 100.000 indbyggere (gennemsnittet globalt er 8.8). Det anslås nu, at 95% af al narko, som transporteres fra Sydamerika til Nordamerika er i transit på den honduranske Atlanterhavskyst.8 I løbet af 2011 nåede den økonomiske vækst på et pænt 3.2% af BNP, hvilket også afspejler mere politisk ro internt og genåbning af grænserne til nabolandene. Eksporten øgedes til de traditionelle markeder, ikke mindst USA, - som også er landet, hvorfra de fleste migranter sender penge hjem, som omsættes til øget forbrug. Den årlige inflation var 7 %, primært som følge af stigende priser på olie og basisfødevarer. Honduras opnåede i 2010 en aftale med IMF, for at lette adgangen til internationale finansmarkeder og forbedre betingelserne for det private erhvervsliv.9 Blandt regeringens forpligtelser var, at underskuddet på statsbudgettet skal reduceres. En skattereform og en reform af den offentlige sektor var instrumenter, som blev iværksat i 2011. Fattigdommen slår fortsat ekstremt hårdt blandt de otte millioner indbyggere. Ifølge officielle statistikker er flertallet af befolkningen fattige – og blandt disse lever omkring 40% med ekstrem fattigdom. Det forventes heller ikke efter 2011, at Honduras vil nå FNs 2015 målsætningerne om fattigdomsbekæmpelse og grunduddannelse for alle. Næsten 20% af de voksne er analfabeter i dag, og uddannelsessystemets kvalitet vurderes til at ligge på en 129. plads på World Economic Forums seneste rapport over 142 lande10. Honduras er også, som de øvrige partnerlande, langt fra at nå målet om fuld, produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde til alle.  

1.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet De generelle tendenser på arbejdsmarkedet er ikke meget forandrede fra 2010 til 2011. Selv om den åbne arbejdsløshed er relativt lav, er underbeskæftigelsen 8  El  Pais,  12  februar  2012:  Un  país  hundido  en  la  violencia.  9  ECLAC,  2011:  Preliminary  Overview  of  the  Economies  of  Latin  America  and  the  Caribbean  2011    and  IMF,  2011:  http://www.imf.org/external/country/hnd/index.htm  10  World   Economic   Forum,   2012:   The   Global   Information   Technology   Report   2012     -­‐‑   Living   in   a  Hyperconnected  World

signifikant høj. Nationale statistikker viser, at næsten halvdelen i job er underbeskæftigede. De fleste arbejdsløse og underbeskæftigede er unge og flere end 600.000 unge er faldet helt i gennem: De er hverken under uddannelse eller i arbejde. Otte ud af 10 i formel beskæftigelse tjener ikke nok til at dække de basale leveomkostninger – og sidste års minimumslønforhandlinger blev afsluttet med et præsidentielt dekret, som betød et fald i reallønnen for de fleste. Generelt er ’informaliseringen’ af arbejdsmarkedet fortsat stigende. Et eksempel er en nyere lov om deltidsansættelse, som fratager arbejdsgiverne for en række forpligtelser – betaling til sygesikring og pension for eksempel – og som afskriver de ansatte fra at stå i fagforening. Dermed kan kollektive overenskomster sløjfes. Og det bliver de i stor udstrækning, ifølge fagbevægelsen. I 2011 er tusindvis på en række virksomheder blevet fyret, for blot at blive genansat på deltidsbestemmelserne. De lokale fagforeninger i den formelle økonomi bliver dermed færre, til gengæld har forbundet for arbejdere i uformel økonomi stor medlemsfremgang. Selvom organiseringsgraden er omkring 15%, søger mange private virksomheder at holde fagforeninger fra døren, og der rapporteres om chikane, sortlistning og forfølgelse fra mange sektorer. Den politiske reform af den offentlige sektor slog også igennem i 2011, og gav en del uro. Planerne om at privatisere offentlige virksomheder og reducere de sociale udgifter blev iværksat. Det medførte en reducering af de i forvejen magre offentlige budgetter på uddannelsesområdet, sundhedssektoren, boligområdet mv. Regeringen udstedte et dekret om, at flertallet af de offentligt ansattes lønniveau skulle holdes på status quo i 2010 og 2011 – trods overenskomstaftaler, som skulle lønstigninger, svarende til årets lønjusteringer i den private sektor. Mere end 80.000 ansatte i den sociale sektor blev berørt. Desuden annullerede myndighederne en pensionsordning for lærere. Lærernes forsikrings- og pensionskasse mistede derved pludselig 400 millioner kroner. Konflikten løb langt ind i 2011. Efter store demonstrationer, blev der indført undtagelsestilstand for uddannelsessystemet. Det muliggjorde masseafskedigelser af de protesterende lærere, hvis navne i øvrigt blev offentliggjort på lange lister i landets aviser. Samtidig søgte regeringen i løbet af 2011 at øge trepartsdialogen på nationalt plan. Siden september har repræsentanter for de tre parter og andre sociale organisationer arbejdet for at indgå en rammeaftale for udviklingen nationalt. Fem udvalg har arbejdet med hvert sine politikområder, og efter årsskiftet lykkedes det at nå til en aftale, som sætter otte målsætninger for de kommende år. Centralt for fagbevægelsen er, at arbejdstagerrettighederne klart anerkendes formelt, at der er formuleret vilje til at fremme anstændigt arbejde – og at der skal gøres en særlig indsats for sårbare grupper. Ifølge de tre landsorganisationer skal implementeringen dog følges nøje, da erfaringen med regeringen er, at ord er ét og realpolitik noget ganske andet.

1.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer

Ulandssekretariatets partnerorganisation er landsorganisationen CUTH (Central Unitaria de Trabajadores de Honduras),

som samler 15 faglige og sociale organisationer – og som repræsenterer mere end 225.000 medlemmer. 2011 var på et vanskeligt år for organisationen. I begyndelsen af året mistede organisationen pludselig sin leder gennem 15 år, Israel Salinas, som var en garvet og respekteret forhandler og mægler, der tegnede organisationen udadtil. Efter hans død har CUTH internt lidt under fløjkrige, og mindre gennemsigtige forretningsgange er kommet op til overfladen i CUTHs samarbejde med internationale faglige netværk og donorer. Sidst på året mistede CUTH endnu en central faglig leder, og dertil også en helt central person for Ulandssekretariatet: koordinatoren i projektsamarbejdet. Sidstnævnte omkom i et trafikuheld, hvor også projektets regnskabsassistent blev kvæstet. CUTHs nye formand er den tidligere næstformand, som med base i hovedstaden også har været med til opbygningen af CUTH siden dannelsen i 1992. Denne har ikke tidligere været særligt inddraget i samarbejdet med Ulandssekretariatet, da projektet har været implementeret via afdelingen i landets industrihovedstad, San Pedro Sula. I løbet af året er projektudviklingen drøftet med ledelsen, og projektkontoret ventes flyttet til hovedstaden i 2012. Trods de store interne udfordringer, er det lykkedes CUTH at fortsætte opbygningen af de regionale kontorer, for at øge forankringen lokalt, forbedre sine serviceydelser og støtte til medlemmerne. CUTH har også fortsat arbejdet i ’modstandsbevægelsen’, de faglige ledere optrådte som mæglere i konflikter mellem myndigheder og sociale grupper – og repræsenterer fortsat arbejdstagerside i to- og trepartsinstanser for dialog og forhandling på arbejdsmarkedet.

1.3 Nicaragua

1.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Også i Nicaragua har befolkningen i 2011 været gennem et valgår, da der var valg til parlamentet og præsidentposten. Den siddende præsident Ortega blev som ventet genvalgt, trods massiv international kritik mod de brud på grundloven, som hans

genopstilling betød – og de politiske tendenser til indsnævring af det demokratiske rum, som regeringen har fostret. EU og OAS foretog valgobservation, og begge instanser rapporterede om

uregelmæssigheder. Blandt andet fik de ikke adgang til alle de valgsteder, som var aftalt på forhånd. Det brede regeringsparti, sandinisterne –FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional), fik flertal i parlamentet og præsidenten mere end 60%s vælgertilslutning. Trods kritikken betvivler de færreste, at regeringens popularitet ved valget var så stor, at det gav flertal. Desuden stod oppositionen splittet. De næste fem år vil Nicaraguas regering derfor tegnes af sandinisterne og den såkaldte ”kristne, solidariske, fredelige revolution”. På Economist’s demokratiindex i rapporten fra 2011, ligger Nicaragua på en 91. plads i opgørelsen over 167 lande. Det er på niveau med lande som Tanzania og Tunesien, i kategorien ’blandede regimer’. På et punkt afviger pointene til Nicaragua dog positivt: der scores højt på borgerrettighederne. I denne undersøgelse dækker det over, om der er pressefrihed, uafhængige medier, om der er åben debat om offentlige anliggender og politik, om minoriteters rettigheder anerkendes - og, om borgerne har ret til at danne fagforeninger. Regeringsgrundlaget er en fortsættelse af den første ’nationale plan for menneskelig udvikling’ fra sidste regeringsperiode, hvis målsætning er: At bekæmpe fattigdommen i landet, på trods af den internationale økonomiske krise.11 Mere konkret er målet defineret som økonomisk vækst med øget beskæftigelse og mindskelse af ulighed og fattigdom12. I 2011 fremgik det tydeligt og ofte i den politiske diskurs, at den store opgave kun kan løftes af arbejdstagere, producenter, arbejdsgivere, bønder og regeringen i fællesskab – og det via investeringer, som omsættes til økonomisk vækst og ’added value’ for de lokalsamfund, der etableres virksomheder i. Analytikere peger på, at den fortsatte opbakning til regeringen også er at finde i de gennemførte sociale programmer. De har løftet de fattigste ud af den værste fattigdom, og har – omend i begrænset omfang - bedret adgangen til basal sundheds- og uddannelsesservice. Regeringen overholdt i 2011 fortsat aftalerne med Verdensbanken og den Internationale Valutafond, som har låne- og støtteprogrammer i landet. I 2011 mærkedes, at de fleste vestlige donorer har besluttet, at trække støtten til landet tilbage, som følge af regeringens overtrædelser af de demokratiske spilleregler og principper for god regeringsførelse, selv om der fortsat modtages støtte fra Venezuelas præsident Chavez og via det regionale samarbejde i ALBA. Den danske bilaterale støtte er under udfasning, og ambassaden lukkes i 2012. Nicaragua opnåede i 2011 for andet år i træk en økonomisk vækst, som svarede til 4,5 % af BNP – og inflationsraten landede på cirka 8%13. Eksporten steg omkring 23 %, dog mere som følge af stigende priser end stigende volumen – og mest i

11  http://www.pndh.gob.ni/Index.aspx  12  IMF,   October     2011:   Nicaragua:   Poverty   Reduction   Strategy   Paper   –Progress   Report   on   National  Human  Development  Plan  as  of  2010  13  International  Monetary  Fund  IMF,  2011:  http://www.imf.org/external/country/nic/index.htm

forarbejdningsindustrien og mineindustrien. Underskuddet på handelsbalancen blev endnu engang markant, og importen steg med 25%. Dels som følge af øget forbrug, og dels som følge af stigende priser på fødevarer og olie.14 Nicaragua er fortsat et af de fattigste lande i Latinamerika målt på BNP per capita, og fattigdomsraterne er på niveau med nabolandene. Alligevel vurderede IMF sidst i 2011, at Nicaragua er det land i Latinamerika, der viser de næstbedste resultater med reduktion af ulighederne. Over en femårig periode er 6% af befolkningen kommet over fattigdomsgrænsen. Skattereformen er begyndt at slå igennem, ligesom de sociale programmer med fokus på støtte til kvinder på landet. Den ekstreme fattigdom slår dog fortsat hårdest i landområder, hvor cirka fem gange så mange i forhold til byområderne, lever med ekstrem fattigdom. 15 Forbedringen af adgangen til grunduddannelse og erhvervsuddannelsessystemet giver også positive resultater. Ikke desto mindre rangerer Nicaraguas lavest i regionen på World Economic Forums liste over kvaliteten af uddannelsessystemet i 2011, som nummer 134 af 142 lande.

1.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i forhold til den socio-økonomiske udvikling, vurderes at have været centralt for at holde relativt ro på arbejdsmarkedet og fremme den økonomiske vækst. Fordelene ved den øgede dialog fremhæves af fagbevægelsen og anerkendes af såvel arbejds-giverorganisationen COSEP (Consejo Superior de la Empresa Privada de Nicaragua) som større virksomheder i den private sektor16. Det positive klima ses i kolde tal ved, at de fremmede direkte investeringer er tredoblet over en femårig periode. De største forbund er tilfredse med, at 2011 har givet en gennemsnitlig minimums-lønstigning på i alt 13% - hvilket betød realløns-fremgang i flere sektorer. Desuden forhandles der fortsat flere kollektive overenskomster. En aktiv investerings- og beskæftigel-sespolitik er begyndt at slå igennem – i løbet af 2010 blev der i følge IMF skabt mere end 300.000 jobs, dvs. en stigning på 12,5 %. I oktober 2011 var den formelle beskæftigelse på et år steget med næsten 10 %. Det betyder dog langt fra, at alle omfattes af social sikring. Det er

14  ECLAC/CEPAL,  2011:  Preliminary  Overview  of   the  Economies  of  Latin  America  and   the  Caribbean  2011        15  IMF,   October     2011:   Nicaragua:   Poverty   Reduction   Strategy   Paper   –Progress   Report   on   National  Human  Development  Plan  as  of  2010  16  Cf.    http://cl.globedia.com/destaca-­‐‑presidente-­‐‑saca-­‐‑clima-­‐‑positivo-­‐‑economia-­‐‑nicaragua  

fortsat omkring 75 % af den økonomisk aktive del af befolkningen, som arbejder i den uformelle økonomi – og tendensen er stigende. Gennemsnitslønnen i den uformelle økonomi dækker kun 25% af de basale daglige udgifter.17 For fagbevægelsen er det et prioritetsområde, at få netop disse arbejdstagere - tjenestefolk, markedshandlere, gadesælgere, landarbejdere, osv. - omfattet af landets socialsikringssystem. De små virksomheder og småbønder/producenter – udgør 94% af alle producenter/virksomheder i landet. Et overvejende flertal arbejder med eksportproduktionen i landbrugs- og fødevaresektoren, som er steget betragteligt siden småproducenter fra 2010 har fået lettere adgang til erhvervslån. Men komparative studier viser også, at lønniveauerne og adgangen til social sikring i landbrugssektoren i Nicaragua er den laveste i regionen, hvor outsourcing og brug af underleverandører i den uformelle økonomi er udbredt. Omkring 10 % af arbejdskraften er medlemmer af en fagforening i Nicaragua, herunder en stor gruppe i forbundet for arbejdere i uformel økonomi (ca. 52.000). ITUC og ILO vurderer, at landets arbejdsmarkedslovgivning beskytter arbejdstagernes rettigheder relativt godt, selv om der er restriktioner for dannelse af fagforeninger og for strejkeretten i den offentlige sektor, og eksportproduktionszonerne er undtaget dele af lovgivningen. Fagforeningerne fremhæver alle, at det største problem fortsat er efterlevelse af lovgivningen. Private virksomheder fortsætter anti-fagforenings strategier og der indrapporteres klager fra de fleste sektorer på arbejdsmarkedet – fra eksportproduktionszonerne over turistindustrien til fødevarebranchen og i sundhedssektoren.

1.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Partnerorganisationen FNT, Frente Nacional de los Trabajadores, er en relativt stærk aktør i den aktuelle sociale dialog i landet. Organisationen samler 228.000 via ni sektororganisationer og er repræsenteret i nationale trepartsinstanser og lokale udviklingskomiteer. En række faglige ledere stillede op til parlamentet i 2011, og flere fra FNTs organisationer blev valgt ind for sandinistpartiet. FNTs ledelse hævder, at det regeringspolitiske arbejde ikke stækker deres uafhængighed, men formulerer det som den eneste mulighed for, at arbejdstagernes interesser kommer på dagsorden politisk. Netop den udlægning blev også understreget ved FNTs anden kongres i februar i år. FNTs ledelse blev i øvrigt genvalgt, arbejdet for at støtte nicaraguanske migrantarbejdere blev formaliseret, og de politiske prioriteter om at arbejde for øget lighed mellem kønnene og inddragelsen af unge blev bekræftet. Ulandssekretariatets aktuelle støtte til FNTs arbejde er primært rettet mod kapacitetsopbygning af fagforeninger i den private sektor, dels i fiskeriet, landbruget

17  www.ctcpnicaragua.org  

og i fødevarebranchen (agro-industrien) og dels i den uformelle økonomi, for at øge fortalervirksomheden for forbedrede vilkår i disse sektorer. I 2011 blev der blandt andet arbejdet med afdækning af arbejdsforholdene i sektorerne. Tre medlemsorganisationer indgår: CSNTMLAC - Confederación Nacional de Pescadores Artesanales, Lacustres, Afines y Conexos: Fiskeriforbundet dannet i 2008. I 2011 blev der forhandlet om etablering af en rammeaftale, som fastsætter minimumsvilkår i sektoren. Medlemstallet stiger fortsat og der er ca. 17.000 medlemmer. I 2011 har flere opnået kreditværdighed, adgang til lån, samt teknisk støtte og rådgivning, hvilket anslås at gavne omkring 2000 arbejdere i den sydlige del af landet. CTAI - Confederación de Sindicatoss de la Agroindustria: Sektorforbundet i agroindustrien, dannet i 2008 har i dag et medlemstal på ca. 15.000. I 2011 lykkedes det at få underskrevet seks kollektive overenskomster, hvilket sikrer bedre vilkår for omkring 1.600 plantagearbejdere - dels ved Atlanterhavskysten (i palmeolieindustrien) og dels i San Juan regionen (ris- og frugtproduktion). CTCP - Confederacion de Trabajadores por Cuenta Propia: Organisationen, som repræsenterer 52.000 arbejdere i den uformelle økonomi, blev dannet i 2000. CTCP har opbygget en bred vifte af serviceydelser til medlemmerne – faglig uddannelse, tekniske kurser, formidling af legater, juridisk rådgivning, privat sundhedsforsikring, mikrokreditter og forhandling af aftaler med lokale myndigheder.

1.4 Paraguay

1.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Den nuværende regering, som blev valgt i 2008, markerede en ganske ny politisk retning i landet – efter årtier med skiftende regeringer fra den ekstreme højrefløj i partiet Colorado. Regeringen prioriterer politiske temaer som transparens, ansvarlighed, økonomisk og social inklusion, samt dialog med civilsamfundet – med henblik på at forbedre den nationale udvikling og livsbetingelserne for flertallet af befolkningen. Da samfundsstrukturerne er præget af ekstremt hiererkiske magtstrukturer, som stærke traditioner for korruption er med til at reproducere, betegner nogle landet i dag, som et ”demokrati for de rige”. De politiske forandringer, som præsident Fernando Lugo og regeringen er drivkraft for, sker kun langsomt. Grundene er flere, men en er, at regeringen er historisk ny og blev dannet som en bred koalitionsregering –– la Alianza Patriotica para el Cambio, Den Patriotiske Alliance for Forandring - som omfattede en række sociale grupper, små progressive politiske partier, og det traditionelle oppositionsparti, Det Liberale Parti. Interne fraktioner har dog siden tiltrædelsen ledt til koalitionens sammenbrud. En anden grund er, at parlamentet er domineret af højrefløjen. Gang på gang blokeres

regeringsfremsatte politiske initiativer, eksempelvis til en ny socialpolitik, skattereform, jordreform, osv. Kampen om skattereformen er illustrativ for de tunge problematikker og rammer ind i konfliktens kerne: de store økonomiske interesser på spil. Den traditionelle magtfulde elite sidder på økonomien og den politiske repræsentation, men dominerer også fortsat retssystemet og andre officielle institutioner samt massemedierne. Paraguay er derfor det eneste land i hele Latinamerika, som endnu ikke har nogen form for personlig indkomstskat – efter fire års bestræbelser på at få gennemført en sådan skattereform. Minimalstaten i dag kan på ingen måde blive et brugbart instrument til at opbygge anstændige offentlige serviceydelser og effektive kontrolfunktioner for at overholde menneske- og borgerrettighederne. På Economist’s demokratiindeks ligger Paraguay på en 62. plads på listen over 167 lande, som de øvrige partnerlande inden for mellemgruppen ’blandede regimer´. Bedste karakterer får landet i vurderingen af fri og fair valgprocesser samt politisk pluralisme – og i vurderingen af borgerrettigheder. Lavest karakter får den politiske kultur, hvilket blandt andet dækker over indikatorer som graden af konsenus om at understøtte et stabilt demokrati og folkevalgt politisk repræsentation og opfattelsen af, hvorvidt et demokratisk styre kan sikre den offentlige orden.18 I 2013 skal der igen afholdes valg i Paraguay, men allerede i 2012 forventes valgforberedelserne at gå i gang. Herunder også fra fagbevægelsen side, da glæden over den nuværende regerings politiske anerkendelse af fagbevægelsens betydning som social aktør for forandring, er afløst af skuffelse over manglende realpolitiske forandringer af de socioøkonomiske skæve strukturer. Det forventes, at faglige ledere vil arbejde for dannelsen af nyt parti, som kan stille kandidater fra fagbevægelsen til valget i 2013. Den økonomiske vækst landede som forventet på 4% af BNP, et pænt fald efter landets rekordvækst i 2010 på 15 %. Alligevel var det et bedre resultat end det store naboland Brasilien. Væksten henføres især til produktiviteten i landets økonomiske rygrad, landbrugssektoren. Sojaproduktionen steg igen, mens kvægproduktionen i 2011 dog led under udbrud af mund- og klovsyge, hvilket fik konsekvens for eksporten. Det private forbrug steg betragteligt, særligt i første halvår. Det offentlige forbrug øgedes også i 2011, og øgede skatteindtægter muliggjorde et lille overskud på statens budgetter. Inflationsraten landede på ca. 5.6% for hele året. For 2012 forventes også en pæn vækstrate på 5% af BNP.19 Fattigdomsraterne er fortsat meget høje. Næsten 60 % af de 6.5 millioner indbyggere lever med fattigdom, og mindst halvdelen af disse med ekstrem fattigdom. En lille rig

18  The  Economist  Intelligence  Unit,  2011:  “Democracy  Index  2011  –  Democracy  under  Stress”  19  ECLAC/CEPAL,  2011:  Preliminary  Overview  of   the  Economies  of  Latin  America  and   the  Caribbean  2011        

elite kontrollerer og ejer fortsat det meste af landet, hvorfor der skal større politiske forandringer til, for at nå 2015-målet om at halvere den ekstreme fattigdom. På landet indikerer statistikker over ejerforholdene til jorden skævhederne: 1% af jordejerne ejer 77% af den dyrkbare jord, mens småbønderne, som udgør næsten 40% af befolkningen, ejer mindre end 5%. 20 I forhold til det andet 2015-mål, om grunduddannelse til alle, viser tal fra FN at omkring 85% af en årgang nu starter i grundskolen. 21 På World Economic Forums komparative oversigt over uddannelsessystemets kvalitet ligger Paraguay på en 138. plads ud af 142 lande. Og blot 14% af den økonomisk aktive del af befolkningen har vidensintensive jobs.22

1.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet På arbejdsmarkedet er u-formalitet, ustabilitet og underbeskæftigelse fremherskende – ligesom i de mellemamerikanske lande. Ifølge statistikkerne fra 2011 var 8 % af arbejdsstyrken formelt ramt af arbejdsløshed i byområderne, og omkring 20 % af underbeskæftigelse. 60% i byerne er beskæftiget med handel og service, 15% i forarbejdningsindustrien og 6% i bygge- og anlægssektoren. Ifølge de officielle statistikker blev kun 2 af 10 af de nye jobs i 2010 skabt i industrien og byggesektoren – langt de fleste jobs blev skabt inden for handel og servicesektoren.23 Den uformelle økonomi er omfattende, ligesom i de øvrige partnerlande. Næsten 85 % af den gennemsnitlige totale husstandsindkomst stammer fra erhvervsaktiviteter. Mindstelønnen fastsættes årligt af en national trepartskommission, og efter lange forhandlinger blev stigningen i 2011 fastsat til 10% fra april i den private sektor. Mindre end en tredjedel af den økonomisk aktive del af befolkningen tjener dog så meget som mindstelønnen – og fagbevægelsen har derfor i 2011 gennemført en kampagne for at øge opmærksomheden på, at lønmodtagerne rent faktisk har ret til en lovformelig sat minimumsløn. Ifølge tal fra 2010, har kun 12 af 100 arbejdstagere, hvad der ifølge ILOs standarder kan betegnes som et anstændigt arbejde.24 I 2011 blev der vedtaget en lov for at fremme de små og mindre virksomheder i privatsektoren (MIPYMES), som fra 2012 undtages bestemmelser i den generelle arbejdsmarkedslov. Fagbevægelsen frygter, at loven vil medføre betydeligt dårligere arbejds- og ansættelsesvilkår i de mindre virksomheder – retten til at stå i fagforening over retten til minimumslønnen og til sociale sikringsordninger mistes. Ifølge den

20  IPS,  February  2012:Land  conflicts  threaten  to  boil  over.  21  http://interwd.cepal.org/perfil_ODM/perfil_pais.asp?pais=PRY&id_idioma=2  22World   Economic   Forum,   2012:The   Global   Information   Technology   Report   2012   -­‐‑   Living   in   a  Hyperconnected  World  23 DGEEC,   2012:   Principales   indicadores   de   la   ECE   tercer   trimestre   2011   y   2010   -­‐‑    http://www.dgeec.gov.py/Principal.php  24 ABC   Digital,   http://www.abc.com.py/nota/solo-­‐‑12-­‐‑de-­‐‑cada-­‐‑100-­‐‑trabajadores-­‐‑tienen-­‐‑un-­‐‑empleo-­‐‑decente-­‐‑en-­‐‑el-­‐‑pais/

nationale arbejdsmarkedslovgivning har både privat og offentligt ansatte mulighed for at danne og blive medlem af en fagforening, men der eksisterer en lang række restriktioner og undtagelser. Den generelle arbejdsmarkedslov – Codigo de Trabajo - muliggør kollektiv forhandling og forbyder fagforeningsdiskrimination, men der eksisterer i praksis meget få sanktionsmuligheder. Arbejdsretten har eksempelvis ikke kompetence til at kræve genansættelse af folk, som har mistet deres arbejde, som følge af uberettigede fyringer af fagligt aktive.25 Omkring 10 % af arbejdsstyrken er organiseret i ca. 1500 fagforeninger landet rundt. Fagbevægelsen af svækket af intern splittelse – og korruptionsskandaler i de gamle landsorganisationer sætter også sit præg på fagbevægelsens troværdighed. I dag er der fire landsorganisationer, og to af disse er affilieret til ITUC. Den sociale dialog er blevet betragteligt styrket under Lugo administrationen. Nogle af fagbevægelsens prioriteter i 2010 og 2011 har været at sikre alle adgang til social sikkerhed og at få styrket retssikkerheden på arbejdsmarkedet via dannelsen af et egentligt og mere effektivt Arbejdsministerium. Paraguay er et af få lande, hvis arbejdsmarkedsforhold stadig skal reguleres via et lille Vice-ministerium under Justitsministeriet.

1.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets partnerorganisation, CUT-A - Central Unitaria de Trabajadores Autentica, er en landsorganisation, dannet i 2000, som reaktion på en række korruptionsskandaler i en af de ældre landsorganisationer. CUT-A prioriterer dog den fælles faglige fortalervirksomhed over for regering og arbejdsgivere, og har som prioritetsområder i dag en reform af arbejdsmarkedslovgivningen, en forbedret retssikkerhed og øget tryghed i arbejdet. Et nyt prioritetsområde, som fik liv i 2011, er indfødte folks menneskerettigheder. Organisationen startede fælles seminarer med indfødte folk organisationer og arbejder for fremme af overholdelse af ILOs konvention 169. CUT-A bliver i stigende grad anerkendt i det politiske system, som en værdig dialogpartner på arbejdsmarkedet. I 2011 blev anerkendelsen også symbolsk synlig, da præsident Lugo var til stede ved orgnaisationens 11 års jubilæum i oktober – og modtog organisationens forslag til en national udviklingsplan. CUT-A er i øvrigt repræsenteret i en række trepartsinstanser, bl.a. i komiteerne for lønpolitik, for beskæftigelse for unge, for ligestilling, for udryddelse af børnearbejde, for bekæmpelse af menneskehandel, for udryddelse af tvangsarbejde, og i det såkaldte multisektorforum for social dialog. På internationalt niveau er CUT-A repræsenteret i MERCOSURs kommission for social udvikling og arbejdsmarkedet (Comisión Socio- Laboral), og er i faglige kredse aktiv deltager i ITUCs regionale og sub-regionale netværk.

25  ITUC  2010:  Annual  Survey  of  Trade  Union  Rights    -­‐‑  http://survey.ituc-­‐‑csi.org/+-­‐‑Paraguay-­‐‑+.html

CUT-A har omkring 75 medlemsorganisationer. Der tælles såvel lokale fagforeninger som forbund fra både den private og offentlige sektor – og de udgør i alt omkring 100.000 medlemmer. Organisationen er landsdækkende, og efter den seneste kongres i 2009, søger den at styrke forankringen i landets fem regioner. I løbet af 2011 fik CUT-A syv nye medlemsorganisationer, og dermed omkring 1.800 nye medlemmer.    

1.5 Bolivia

1.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser MAS-bevægelsen (Moviemiento al Socialismo - Bevægelsen frem mod Socialismen), som ledes af præsident Evo Morales, har haft regeringsmagten siden 2006. Morales har formuleret målet for hans parti og allierede sociale organisationer til at være båret af behovet for at skabe national enhed inden for rammen af landets flere nationaliteter (pluri-national). Bolivias grundlov blev ændret ved en folkeafstemning i 2009 - og dette muliggjorde hans genopstilling til præsidentposten i 2009. Morales opnåede 64 % af stemmerne, mens oppositionen stod svagt i parlamentet. På Economist’s 2011 demokratiindeks er Boliva placeret på en 84. plads over 167 lande, i kategorien ’blandede regimer’. Der scores højt på demokratiskalaen hvad angår borgerrettighederne og valgproceeser, men lavt på regeringens funktionsdygtighed og særdeles lavt på den politiske kultur: Tilliden til demokratiet er svag. MAS regeringen har vedtaget en lang række nye love, både i 2010 og 2011. I 2010 eksempelvis en lov om decentralisering, hvilket betød, at oppositionen er blevet styrket i tre af landets vigtige provinser – samt en lov mod racisme, formuleret for at beskytte hele befolkningens basale rettigheder. I 2011 kom regeringen i modvind på forskellige politikområder, affødt af enkeltsager, hvor forskellige interesser og politiske prioriteter stødte sammen i realpolitik. Morales’ popularitet dalede i takt med, at offentlig kritik og sociale protester eskalerede. Et eksempel fra 2011 på den nye og vanskelige måde at udføre ’rummelig’ samfundsudvikling på, var valget i oktober til landets dommerstand. MAS har med reformpolitikken søgt at øge demokratiseringen, da majoriteten af befolkningen – indfødte folk og småbønder især - tidligere blev udelukket fra politiske beslutningsprocesser. I 2011 blev dommerstandens 56 dommere derfor valgt ved folkeafstemning. Kritikere betegner det som et risikabelt vovestykke, hvis ikke halsløs gerning, fordi kandidaterne var ukendte, deres viden og uddannelsesniveau svingende, og flertallet af folket havde hverken forudsætninger for eller interesse i valget. Og et risikabelt vovestykke, da netop dommerstanden skal stå som garanter for implementeringen af den helt nye lovgivning på mange områder. Et andet eksempel fra 2011 på, hvordan den politiske rummelighed kom i klemme i realpolitik, opstod da regeringens planer for udvikling af økonomien stødte sammen med den erklærede respekt for menneskerettighederne og en ansvarlig

naturbeskyttelse. Myndighederne påbegyndte et større vejbyggeri, som via Bolivia skal forbinde Brasilien i øst med Chiles kyst i vest. Vejen skulle føres gennem en naturpark i lavlandets urskov, i et område, stadfæstet som et ’indfødte folks territorium’. De lokale indianere har opnået jordrettigheder i området og er i mod anlægsarbejdet – med den begrundelse, at det vil overbelaste naturressourcerne: vejen vil føre flere nybyggere, cocabønder og handelsfolk, med sig. I august begyndte de en lang protestvandring - og i september blev de hårdhændet standset af hundredvis politifolk. Det gav både nationalt og internationalt anledning til kritik. Flere ministre gik af, og en række sociale organisationer støttede de indfødte folk fra naturparken. Herunder fagbevægelsen. Præsidenten valgte at indstille vejprojektet – og gennemføre høringsprocesser om vejbyggeriet. Sagen er endnu ikke afsluttet. Regeringen valgte i december at arrangere et nationalt socialt topmøde, med flere hundrede repræsentanter for en lang række civilsamfundsorganisationer, med henblik på at debattere ønsker og planer for udviklingen af landet. Der blev stillet mere end 500 forslag på diverse politikområder, og 70 forslag til ny lovgivning. Kun dele af fagbevægelsen valgte at deltage i møderne. Landsorganisationen frygter, at den politiske vægt af arbejdsmarkedsrelaterede drøftelser i de formelt anerkendte to- og trepartsinstanser vil undergraves, som følge af den opprioriterede politiske dialog med alverdens MAS-venlige civilsamfundsorganisationer. De økonomiske udviklingstendenser viser, at der har været relativt høj vækst i 2011 – på mere end 5 % af BNP. Inflationen landede på 7%. De største vækstrater sås i olie- og gasindustrien, særligt som følge af de stigende priser – men også i el, gas, vand- og byggesektoren var vækstraten over 7%. Der er overskud på betalingsbalancen, overskud på handelsbalancen og i 2011 også stigende overførsler fra udlandet. Det offentliges indkomster voksede, særligt som følge at øgede skatteindtægter fra kulbrinteindustrien. Myndighederne øgede investeringerne i offentlige virksomheder i 2011, hvilket resulterede i et lille underskud på statens budgetter i årets løb. Regeringen planlægger også at øge de offentlige investeringer i 2012, med henblik på at sikre vækst - øge produktiviteten og øge beskæftigelsen i landet.26 Trods økonomisk vækst er Bolivia et af de fattigste og såkaldt mindst udviklede lande i Latinamerika. Omkring 60 % af befolkningen lever med fattigdom, heraf næsten 40 % med ekstrem fattigdom. Det forekommer som en umulig opgave, at nå det første 2015-mål om fattigdomsbekæmpelse og at sikre beskæftigelse og anstændigt arbejde til alle, selv om der er politisk fokus herpå. Det har også været en prioritet at nå det andet 2015-mål om at sikre grundskoleuddannelse til alle, og i 2011 blev en ny uddannelseslov vedtaget. På World Economic Forums komparative liste over kvaliteten af uddannelsessystemet, lå Bolivia som nummer 106 af 142 lande, og det anslås at mindre end 15% af arbejdsstyrken har vidensintensive jobs.

26  ECLAC/CEPAL,  2011:  Preliminary  Overview  of   the  Economies  of  Latin  America  and   the  Caribbean  2011        

1.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsløshedstallet er formelt faldet til 5.5 % i 2011, men det dækker dog over udbredt underbeskæftigelse. Arbejdsstyrken udgøres af omkring 45 % af befolkningen på ca. 10 millioner, og det vurderes, at mellem 60 og 80 % af arbejdstagerne finder beskæftigelse i den uformelle økonomi. 27 Omkring 30% arbejder i landbrugssektoren og 20% i industrien, mens næsten halvdelen er beskæftiget med handel og service.28 Ved årsskiftet trådte en ny pensionslov, som har været undervejs i fire år, i kraft. Fagbevægelsen har arbejdet for, at alle skulle få adgang til pension – og for første gang er arbejdere i den uformelle økonomi også pensionsberettigede. Der er ingen lang tradition for social dialog mellem arbejdsmarkedets tre parter, og heller ikke nogen udbredt tradition for forhandling af kollektive overenskomster. Generelt er private arbejdsgivere stærke og magtfulde aktører i samfundet. I den aktuelle politiske kontekst er det på nogle områder blevet sådan, at arbejdsgiverorganisationen CEPB (Confederación de Empresarios Privados de Bolivia) er relativt svag, da den har været udelukket som høringspart i en række reformprocesser. Alle arbejdstagere på arbejdsmarkedet er omfattet af lovgivningen, som det fremgår af arbejdsmarkedsloven fra 1942, grundlovsændringsændringen fra 2009 og dekreter fra præsidentens hånd. Arbejdsministeriet er undervejs med en reform af arbejdsmarkedslovgivningen. Arbejdsministeriet bliver formelt præsenteret som et ’arbejdernes ministerium’, men kritiseres af de faglige organisationer og står svagt i forhold til lovarbejde og til at sikre implementeringen af loven. Retssikkerheden er svag i praksis og overtrædelser af loven almindelig. Der er udbredt forekomst af børnearbejde og tvangsarbejde i visse sektorer og områder, og arbejdsmarkedet er i høj grad baseret på uformelle og hierarkiske strukturer, hvor diskrimination og udnyttelse er de bærende principper.29 I 2011 gav de årlige minimumslønforhandlinger turbulens og problemer for regeringen – og stridspunkterne har trukket veksler på forholdet mellem parterne helt ind i 2012. Efter en svær forhandlingsproces handlede præsidenten endnu engang pr. dekret i begyndelsen af marts, og annoncerede årets lønstigninger: 10 % for fire offentlige sektorer - uddannelsessektoren, sundhedssektoren, militæret og politiet - mens den såkaldte nationale mindsteløn skulle stige 20 %. Selv med stigningen, dækker den langt fra de basale leveomkostninger. Heller ikke mellemindkomsten rækker til at dække de basale leveomkostninger. Det gælder eksempelvis

27  ILO,  LABORSTA:  2011  28  https://www.cia.gov/library/publications/the-­‐‑world-­‐‑factbook/geos/bl.html 29  ILO,  LABORSTA  2010;  ILO  CODEV,  2007:  Decent  Work  Country  Programme  -­‐‑  Bolivia  

lærerlønningerne, hvor skolelærere i byerne ofte klarer sig ved at have to fuldtidsjob. Trods lønniveauernes lave udgangspunkt, var mindstelønstigningen blandt de højeste i hele regionen i 2011 – og gav en reallønsfremgang for de grupper, som er omfattet af det formelle system.30 Forhandlingsprocesserne var præget af gentagne sammenbrud – punktstrejker, generalstrejker og vejspærringer er igen taget i brug. Efter gentagne dialogmøder mellem partnerne lykkedes det i april, at opnå en egentlig aftale. Lige siden har dele af fagbevægelsen været på konfliktkurs, da de indgåede aftaler ikke er blevet overholdt fra regeringens side. Fagbevægelsen har blandt andet kæmpet for at få beskæftigelsespolitik og anstændigt arbejde højere prioriteret. For fagbevægelsen i Bolivia er den politiske uafhængighed central. Landet har en enhedsfagbevægelse og COB (Central Obrera Boliviana) repræsenterer i princippet alle faglige organisationer. COBs medlemsbase tæller 66 affilierede og omkring 560.000 arbejdstagere. De stærkeste forbund i den private sektor er minearbejderne og industriarbejderne og i den offentlige sektor sundheds- og lærerorganisationerne. Der er registreret omkring 1000 lokale fagforeninger i arbejdsministeriet, og alle er affilieret til COB direkte eller indirekte via sektorforbund og regionale organisationer. Landsorganisationen har også historisk været en samlet politisk spiller, og kan i 2012 fejre 60 års jubilæum. Da den favner bredt på arbejdsmarkedet, og dertil har statutter, som fremmer nogle organisationer frem for andre - har året ligesom i 2010 budt på intern splittelse. COB har i flere omgange udskudt at afholde kongres, netop som følge af usikkerhed i forhold til interne fraktioner. Kongressen blev dog forberedt i løbet af året, og afholdt i januar 2012. Næsten 900 delegerede var samlet, og organisationsstrukturen overlevede kongressen.

1.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Ulandssekretariatet indledte projektaktiviteter i Bolivia i 2010. Ikke med COB som direkte partner, men tre affilierede forbund i den offentlige sociale sektor. Med regeringens nye programmer og reformer i den offentlige sektor er der brug for at erstatte den traditionelle indgangsvinkel med kamp, strejker og konflikt med en, som i stedet fokuserer på dialog og forhandling. For både sundhedssektoren og uddannelsessektoren bød 2012 dog fortsat på en lang række situationer, hvor organisationerne nedlage arbejdet og gik på gaden, dels fordi regeringen ikke overholdt indgåede aftaler fra april og dels fordi særligt sundhedssektoren fik annonceret forringede vilkår.

30  Ministerio   de   Trabajo   de   Bolivia,   Empleo   y   Provisión   Social,   2012:  http://www.mintrabajo.gob.bo/Principal.asp  

Ulandssekretariatet har en løbende og positiv kommunikation med den danske Ambassade i La Paz, som gennemfører det bilaterale programsamarbejde med Bolivia – hvilket nu ser ud til at ville fortsætte de kommende år. Ulandssekretariatet er blandt andet i dialog med Ambassaden om muligheden for at etablere et mindre projektsamarbejde om arbejdsrettigheder og konfliktløsning for arbejdsministeriet, inspektører, arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter. I forhold til sundhedssektoren, blev Ulandssekretariatets samarbejde i 2011 med sundhedsorganisationen CSTSPB (Confederacion Sindical de Trabajadores en Salud Pública de Bolivia) yderligere udviklet, sammen med den internationale sektororganisation for offentligt ansatte, PSI (Public Sector International). Sundhedsforbundet har omkring 13.000 medlemmer i den offentlige sundhedssektor, undtaget sygeplejersker og læger, og er i stigende grad involveret i PSI. I forhold til uddannelsessektoren, blev det meste af 2011 reelt et år i tilnærmelsernes tegn mellem forskellige involverede parter. Ulandssekretariatet udviklede projektplaner på workshops og møder med henholdsvis ’bylærernes’ (CTEUB – Confederación de Trabajadores de la Educación Urbana de Bolivia) og ’landlærernes’ (CONMERB – Confederacion Nacional de Maestros de Educación Rural de Bolivia) organisationer. De to forbund organiserer lærere såvel som administrativt personale i sektoren og repræsenterer ialt 135.000 medlemmer. Ved årsskiftet blev projektkontrakter underskrevet, og i 2012 forventes projektaktiviteter at gå i gang med deltagelse af DLF og EI.