unge forfatterspirers ord
DESCRIPTION
13 modige forfatterspirer, som har deltaget i Skriv!TRANSCRIPT
1
Unge forfatterspirers ord
2
3
Indhold Forord ................................................................................................................................................................ 4
Stjernebørn ........................................................................................................................................................ 5
Ulvesønnen ...................................................................................................................................................... 16
Haiku 1 ............................................................................................................................................................. 20
Haiku 2 ............................................................................................................................................................. 20
Parret ............................................................................................................................................................... 21
Spirits ............................................................................................................................................................... 23
IKEA-mor .......................................................................................................................................................... 25
Drømme i natten ............................................................................................................................................. 36
Den skyggeløse skyggejæger ........................................................................................................................... 42
Besat ................................................................................................................................................................ 55
Mordene på Down Town Street ...................................................................................................................... 62
Den første dag: ................................................................................................................................................ 70
Gyser novelle ................................................................................................................................................... 78
Halloween ........................................................................................................................................................ 83
Opkaldet .......................................................................................................................................................... 89
Uden titel ......................................................................................................................................................... 91
4
Forord
Af Caroline Ørsum, underviser på Skriv! og forfatter til 9 bøger for unge
Der er nogen, der tror, at man ikke kan lære at skrive. At ordene bare er der og enten kommer indefra, fra
et hemmeligt sted i sjælen, eller ligesom dukker op som en slags mystisk, guddommelig inspiration ud af
den blå luft.
Men det passer ikke. Og hey, jeg ved det, for da jeg var 11-12 år og skrev historier om to piger, der boede
ude på prærien, ligesom Laura og Mary i ”Det lille hus på prærien”, som jeg lige havde læst, skrev jeg helt
seriøst ikke særlig godt. Kæmpe lyst til at skrive … tjek. Gode idéer, som jeg måske kun havde stjålet en lille
smule … også tjek dér. Men det var ikke godt. Det kan jeg jo se nu, og det er helt ok, for jeg var først lige
kommet i gang! Man starter heller ikke med at køre Tour de France, når man lige har fået sin første cykel.
Men man er nødt til at starte et sted. At tage chancen, snørkle sig vej gennem en masse historier, som man
ikke ved, hvor skal hen, men som alligevel viser sig at have en slutning gemt et sted.
For mig begyndte det at rykke med skrivningen, da jeg som 19-20-årig turde vise mine tekster frem til andre
og få respons, ris og ros. De 13 modige forfatterspirer, som har deltaget i Skriv!, har været meget sejere
end mig. De er mellem 12 og 14 år gamle, men har allerede vovet sig ud i dén proces. De sidste to måneder
har vi hver tirsdag sammen skrevet sjove, triste, underlige og seriøst spændende tekster, og jeg er igen og
igen blevet imponeret over teksternes potentiale. Derfor er det fantastisk fedt at kunne præsentere denne
tekstsamling – men også lidt sørgmodigt, for det betyder, at vores forløb er slut. Jeg kommer til at savne de
vildt dygtige unge forfatterspirer, deres gode idéer og gode historier!
5
Stjernebørn
Af Nanna, 13 år
Om natten plejede jeg at se på månen. Det gjorde jeg også den nat. Ingen vidste det. Det var bare min lille
hemmelighed. Og faktisk føltes det ret rart bare at have noget for sig selv. Bare at vide at det her var min
ting og at ingen kunne stjæle det fra mig.
Der var noget meget mystisk over det. Det var hvad jeg ikke ville fortælle mig selv. Det var ikke normalt. Det
var ikke det at se på månen der ikke var normalt. Nej, det unormale var at jeg nægtede at sove. Min krop
nægtede det. Om aftenen blev jeg helt hyber og kunne slet ikke sove. Og når jeg så endelig faldt i søvn
vågnede jeg altid igen badet i sved. Og uden at have kontrol over mig selv gik jeg så over til mit vindue eller
op på taget og så på månen. Det var bare ikke normalt. Grunden til at jeg vågnede var ikke at jeg havde
mareridt eller fordi at jeg havde det skidt.
Jeg vågnede fordi at noget eller nogen kaldte på mig. En dyb rungende kalden fra et sted jeg ikke vidste.
Det var en sådan kalden at jeg ikke vidste hvad skulle gøre. Jeg blev rastløs og kunne ikke finde ud af hvad
der var med mig. Så vågnede jeg og gik hen og så på månen. Månen var som en hjælp. Den gjorde det hele
meget lettere at håndtere. Den var mit stof der gjorde mig helt vægtløs og hjalp på det hele.
Nogen gange gik jeg så vidt som at gå ud i haven og stirre op. Række ud efter den.
En gang vågnede min mor og så det. Hun løb ud til mig hjalp mig ind.
”Hvad lavede du dog derude?” havde hun spurgt og set bekymret på mig.
”Jeg gik vel i søvne,” havde min løgn været. Så havde kun nikket og hvisket at det var en meget god
forklaring.
Hvorfor havde jeg ikke bare fortalt hende det? Hvorfor havde jeg ikke bare fortalt hende at der var noget
der kaldte på mig og at månen hjalp mig?
Det kunne jeg bare ikke. Jeg måtte bare dække over det. Over min hemmelighed og noget andet jeg ikke
vidste hvad var.
Jeg sad i min seng. Jeg kunne stadig høre den stille kalden der larmede i mit indre. Jeg stirrede ud på
månen. Den kalden var som et hav. På en måde var det den der skilte mig og månen ad og på en anden
måde var det den der bandt os sammen.
Jeg stirrede ud i mørket. Det hele var så mærkeligt. Med et forsigtigt blik så jeg på den store runde,
skinnende skive over mig. Det var som om den smilte til mig. Dens lys skinnede meget klart mod den mørke
himmel. Utroligt at noget så langt væk kunne gøre et så stort indtryk.
Jeg så ned igen. Det føltes forkert at se på noget så meget større end mig.
Et lille hvin røg ud af mig. Jeg så mig vagtsomt omkring for at sikre mig at ingen var vågnet.
6
Alt var stadig helt stille. Så så jeg ned på mine hænder igen. De lyste.
Mine hænder begyndte at ryste. Hvordan er det muligt at hænder kan lyse? Jeg så op på månen. En sky var
lige drevet hen over den og jeg begyndte at føle mig helt alene. Kaldet blev alt for overvældende og mine
hænder ville bare ikke stoppe med at lyse. Jeg var lige ved at græde. Jeg kun næsten mærke tyngden af alle
tårrene presse sig på lige bag øjnene.
”Det her er bare ikke normalt,” mumlede jeg og viftede vildt med mine hænder som for at ryste lyset af
dem. Men det virkede ikke rigtig. Det lignede mere at jeg holdt to tændte telefoner mens jeg viftede vildt
med hænderne. Ikke den ønskede virkning.
”Ikke græde, ikke græde, ikke græde…” blev jeg ved med at hviske til mig selv. Jeg knugede øjnene hårdt
sammen. Det er bare en drøm. Det er bare en drøm. Når du åbner øjnene igen er dine hænder helt normale
og så går du over og lægger dig til at sove.
Jeg åbnede det ene øje på klem og så lige ned på mine to lysende hænder.
”De er der stadig, de er der stadig! Hvad gør jeg? Mine hænder lyser!” Jeg panikkede. Det hele var bare helt
vildt mærkeligt og slet ikke som det skulle være. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare sove lige nu som alle
andre normale mennesker? Hvorfor skulle alting være så besværligt?
”Okay dybe indåndinger. Tag det helt roligt. Det hele er helt okay. Dybe indåndinger. Dybe indåndinger,”
hviskede jeg for mig selv. Det var helt klart ikke okay, men lige da var det vigtigste bare, at jeg ikke
begyndte at gå i chok.
Da jeg var kommet lidt ned så jeg på mine hænder. Ja, de lyste. Men de var også virkelig smukke. De var
helt rigtige. Ikke uden nogen som helst former for fejl. Fingrene var lige og neglene var ikke flækkede. Mine
neglerødder var fine og huden var helt babyblød. Lyset der kom fra dem var også smukt. Det mindede om
lyset fra månen. Kaldet var væk. For første gang i lang tid kunne jeg slappe af om natten. Jeg behøvede ikke
engang at se på månen.
Jeg var glad for mine lysende hænder. Det var totalt unormalt. Sikkert ret så farligt og hvis nogen som helst
læger fandt ud af det ville de nok straks begynde at undersøge mig. Det var sikkert ikke rigtigt at syntes at
de var flotte måske skulle man hellere bruge ord som uhyggelige eller mærkelige men jeg syntes de var
noget af det sejeste. Tænk at have hænder der lyser. Tja det er der ikke mange der kan prale af.
En nervøs latter sprang frem fra mine lunger og lød som en der havde fået gulerod galt i halsen. Eller som
en sæl der havde fået en gulerod galt i halsen. Jeg holdt mig for munden med mine lysende hænder.
Jeg så op på månen. Den var kommet frem igen. Det var helt sikkert dens værk.
”Tak for de lysende hænder måne!” Jeg smilte.
Og jeg tør sværge på at månen blinkede til mig.
7
Da jeg vågnede lyste mine hænder ikke mere. Det var en skam for jeg var virkelig begyndt at holde at de
hænder. Jeg havde set på dem hele natten og nu var de bare væk? Tilbage var kun mine kedelige, arrede
hænder som da overhovedet ikke lyste. Min mor havde spurgt hvorfor jeg var så nedtrykt.
”Det er bare ikke noget. Det er lige meget,” havde jeg svaret, taget mine ting og var gået.
Jeg sad i Hannas bil. Hun havde rullet ned for vinduerne og skruet helt op for musikken. Hanna var så
ligeglad med det hele, at jeg altid fik en lyst til at bare at glemme det hele og leve i nuet. Men lige så snart
Hanna ikke var, der begyndte jeg at tænke. Alle mulige mærkelige tanker. Så derfor havde jeg brug for
Hanna til altid at være der.
”Er der noget galt Eli?” spurgte hun og svingede så skarpt til højre at jeg næsten fløj ud af vinduet.
”Næh ikke rigtig noget,” løj jeg og trak på skuldrende. Jeg stolede på Hanna men det med mine hænder
virkede for personligt. Det var et vennestadie man aldrig ville nå.
Hun så skeptisk på mig og glemte vist helt at hun kørte bil.
”Den køber jeg ikke søster! Sig mig det!” Hun kastede med sit lange glatte, brune hår. Hun kørte ud midt i
et lyskryds selvom at der var rødt lys.
”Du må vist hellere holde øje med vejen Han! Ellers når jeg aldrig at sige det til dig,” sagde jeg så roligt som
muligt.
Hun så ud på vejen igen og spilede sine øjne vildt op.
”Ja det var da lige godt pokkers!” mumlede hun og drejede vildt inden en anden bil hamrede ind os, ”Nej
for dulen da hvor kører alle dog dårligt her til morgen!”
Hun gassede vildt op og bremsede så hårdt op igen da en bil kørte ind foran hende.
”Styr dig dog klaphat!” råbte hun og dyttede af bilen. Så trykkede hun speederen i bund og vi drønede der
ud af.
”Nå hvor kom vi fra?” spurgte hun og så på mig.
”Vi kom fra at … du skal holde øjnene på vejen ellers kører du den der lille pige ned!”
”Guuuuud ja! Tak du!” Hun drejede hurtigt og bilen slingrede med bagenden.
”Du kører som en brækket arm Han,” grinte jeg lettere hysterisk, ”Det undrer mig at du overhovedet fik dit
kørekort!”
Hanna blinkede til mig og smilte fjoget.
”Du har da dit kørekort ikke også Hanna?”
”Altså ikke nu men jeg får det i næste måned! Jeg sværger! Min far har lært mig alt hvad jeg kan.” Hun
smilede selvtilfreds.
8
”Okay! Okay. Du kører bare over på skolen og så spørger jeg ikke om mere.” Jeg viftede med hånden.
”Altså jeg får det her…”
”Nej. Ikke mere,” Hanna grinte og rystede på hovedet.
Hun svingede ind på parkeringspladsen og kørte ind lige for næsen af en anden bil og stjal dens plads.
”Sorry!” råbte hun ud af vinduet og prøvede at overdøve den høje musik der dunkede ud af højtalerne. Jeg
hoppede ud af bilen så snart den stoppede.
”Okay jeg kører aldrig mere i skole med dig Han!” råbte jeg og smækkede døren efter mig.
”Helt ærligt Eli! Der skete jo ikke noget! Lad vær med at være så bange.” Hun lagde armen om skulderen på
mig, ”Vi havde det da bare mega sjovt!”
Jeg smilte. ”Sjov var nu ikke lige det ord jeg ville bruge men ja. Det var da meget skægt.”
”Du er ikke til at hugge eller stikke i. Er det ikke sådan man siger? Du er lige som en frø på en træstamme
der bare sidder og stirrer. Fuldstændigt!”
Jeg grinte og lagde armen om livet på hende.
”Næste gang du kalder mig for en frø så slår jeg knolden af dig!”
”Okay en smule voldlig men jeg kan lide den her Eli!” Hun gav mig et klem og vi grinte begge to.
”Hey,” der var en der prikkede mig på skulderen.
Jeg vendte mig om og fik et sug i maven. Det var som om at tiden stod stille. Bare lige et enkelt sekund.
Men det var også nok. Drengen der stod foran mig var noget helt specielt. Det var tydeligt at se i hans øjne.
De var smukke og skræmmende på en gang. De var blågrønne med en sort kant og mindede mig om
sommer og vinter på samme tid. Hans øjne slap ikke mine. Ikke et enkelt sekund. Han var højere end mig og
hans brune hår var gemt under en sort hætte med små lokker hængende frem. Hans kindben var høje og
markerede. De mørke tykke øjenbryn var ret lige og hans mund stod en smule åben og viste en smule af et
nogle perfekte hvide tænder.
Han granskede mig med kritiske øjne og jeg kunne sværge at han så ud til at være lettet. Og så alligevel
ikke. Han lignede en der længe havde ledt efter noget og så var det gået op for ham, at det han havde ledt
efter intet var værd. Men det mærkeligste var at jeg var sikker på at jeg havde mødt ham før. Og ikke på
den romantiske måde. Mere som et svagt minde om en der var vigtig.
”Jeg ville bare høre om i vidste hvor kontoret var?” Det mærkelige øjeblik var pludselig overstået og han så
over på Hanna. Det var nok gået op for ham at jeg var fuldstændig blottet for ord og nok ikke ville være til
megen hjælp.
”Ja da flotte! Det er lige ind ad døren og så helt ned af gangen til du når en dør hvor der står kontor på. Du
kan ikke gå forkert,” sagde Hanna og smilte.
9
”Tak.” Han smilte en smule dumt, nok overrasket over hvor åben Hanna var.
”Er du ny her?” spurgte hun og snoede en tot hår om sin pegefinger.
”Ja. Jeg er lige flyttet hertil med min familie.” Han sendte Hanna et skævt smil og vendte så blikket om mod
skolen.
”Okay du må nok hellere komme ind og få dit skema. Vi vil ikke holde på dig længere.” Hanna blinkede vildt
med sine lange øjenvipper og smilte skævt.
”Okay tak for hjælpen igen.” Han smilte og begyndte at gå. Så vendte han sig om og så på os igen, ”Hvad
hedder i for resten?”
”Jeg hedder Hanna og det her er Elisabeth. Eller bare Eli.” Hanna viftede med hånden i retning af mig, ”Og
du hedder?”
”Alex,” råbte han over skulderen og prøvede at overdøve larmen fra parkeringspladsen.
”Vi ses Alex!” Hanna lavede trutmund og smilte stort.
”Hvorfor gjorde du det?!” hvinede jeg da han var gået.
Hun så uforstående på mig. ”Hvad gjorde jeg?”
”Du sagde flotte! Du blinkede til ham og du lavede trutmund!”
”Nårr ja! Ej det var da ikke noget særligt! Hvad man ikke gør for en flot fyr.” Hun blinkede til mig og tog mig
under armen, ”Og han var jo virkelig flot med streg under virkelig!”
Vi fniste og gik ind på skolen.
”Du er ikke rigtig klog Hanna.” Jeg lagde hovedet på hendes skulder.
”Tager det som et kompliment honey!” grinte hun og gav mig et klem.
Matematik havde aldrig rigtig været mig. Hanna forstod det hundrede procent så derfor mente hun at det
var okay at side på Facebook hele tiden. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Det føltes bare forkert. Jeg skulle
være på hele tiden. Ellers forstod jeg det ikke. Jeg skulle hele tiden have min computer fremme for at skrive
notater og for at søge på ting jeg ikke forstod.
En besked tikkede ind på computeren. Jeg så over på Hanna der sad tre rækker væk. Hun så op på tavlen
men jeg kunne se at hende hænder fløj over tasterne med en utrolig hast. Jeg rystede på hovedet. Trykkede
på beskeden.
Hvorfor er du så optaget af hvad der sker? Det er jo dødkedelig! –H
Jeg sukkede og tastede mit svar ind.
10
Det er ikke alle der har en matematikhjerne som dig! –E
Jeg trykkede send og så over på hende. Hun smilte mens hun så på skærmen og skrev noget hurtigt.
Matematikhjerne? Ja det ville da være fedt! Men hey det er altså slet ikke så svært!
Jeg fnøs.
Det er jo klart når du bare sidder på Facebook!
Hanna så på mig og smilte skævt.
Jeg er bare ikke duks som dig! Matematikhjernen lever livet ;) – H
Matematikhjernen ender som pedel hvis den ikke hører efter! Og desuden er jeg ikke duks. Faktisk vil jeg gå
på toilettet nu!
Jeg rakte hånden op for at svare på lærerens spørgsmål. Jeg havde kun hørt efter med et halvt øre men jeg
havde alligevel forstået.
”Elisabeth?” spurgte mr. Gibson og vendte front mod mig.
”X er 56,90,” svarede jeg hurtigt, ”Må jeg gerne gå på toilettet?”
Han nikkede.
Uh hvor er du crime ;D! –H
Jeg klappede computeren i og rejste sig op. Hanna så tænkende på mig og smilte.
”You go girl!” råbte hun efter mig da jeg gik ud af døren. Mr. Gibson sagde ikke noget. Han havde for længst
opgivet at rette på Hanna. Jeg smækkede døren efter mig og tog en dyb indånding. Gangene var kolde og
tomme. Det eneste man kunne høre var en svag summen fra klasserne. Jeg skulle ikke rigtig på toilettet. Jeg
havde bare brug for at være alene. Der var sket så meget. Jeg tog mig til hovedet og lukkede øjnene. Mine
tanker var som en storm. En storm med ruskene træer og hylende vind. Lyn og torden.
Noget hev mig til siden med et ryk. Jeg var lige ved at skrige, men en hånd holdt mig for munden. Jeg
prøvede desperat at sparke ud i luften, men personen holdt mig hårdt fast. Jeg blev løftet fra jorden og
båret ind i et skab.
”Giv slip!” prøvede jeg at hyle, men det lød mere som et grynt. Jeg blev sat ned på gulvet og personen
vendte sig om mod døren og så ud af nøglehullet. Vi sad i et kosteskab. Der lugtede af gummibolde, sure
tær og noget mærkeligt jeg ikke rigtig kunne identificere.
”Hvad tror du lige du har gang i? Din… din… din bølle!” udbrød jeg og krympede mig. Bølle? Seriøst? Hvor
gammel var jeg lige? Hvis jeg var Hanna ville han allerede have ligget for mine fødder.
Han vendte sig om. Stirrede på mig med sine blågrønne øjne.
”Scchh!” Han lagde en finger for munden og vendte sig om mod nøglehullet igen.
11
”Hvad laver du?” hviskede jeg hidsigt.
”Passer på dig,” hviskede Alex montomt og spejdede videre igennem det lille nøglehul.
”Ja det klarer du fint sådan som du ser gennem det der lille hul.” jeg himlede med øjnene, ”Nå men jeg har
ikke brug for din hjælp Alex!” jeg rejste mig op, ”Jeg er ikke i fare så nu vil jeg gerne gå!”
Jeg begyndte at marchere hen mod døren men han lagde en hånd på min mave og lige meget hvad jeg
gjorde kunne jeg ikke rykke mig. Jeg satte mig surt ned på gulvet og lagde armene over kors som et lille
forurettet barn. Det manglede bare lige at jeg rakte tunge af ham.
”Jeg vil gerne have lov til at gå! Jeg har det helt fint. Der er ikke nogen der vil gøre mig noget!”
Han vendte hovedet og sendte mig et blik der fik mig til at se ned i det grå cementgulvet.
”Du er et Stjernebarn. Selvfølgelig er du i fare!” Han rystede hovedet som om det var mig der var helt galt
på den.
”Stjernebarn? Sig mig er du høj eller hvad?” Jeg hævede et øjenbryn og han fnøs noget der mindede om en
latter.
”Dine hænder lyser, ik’?” Han smilte skævt til mig. Jeg rynkede øjenbrynene. Hvordan kunne han vide det?,
”Har jeg ret?”
”Hvad har mine hænder og deres lyskvalitet eller kvantitet med det her og gøre?” mumlede jeg og faldt lidt
over ordene. Jeg kunne godt lide at bruge svære ord i pressede situationer. Det gjorde det dog ikke lettere
at udtale dem af den grund.
”Du vågner om natten og stirrer ud på himlen.” Han sagde det og lød uendelig sikker.
”Ja og hvad så?” mumlede jeg og så på mine hænder der lå pænt foldet i mit skød, ”Hvad er der galt i det?”
”Ikke noget. Overhovedet ingenting! Det betyder bare at du er et Stjernebarn.”
”Og det betyder?”
”At du er født af en stjerne.” Det lød som om han bare sagde vejrudsigten. Som om det han lige havde sagt
bare var helt normal standard. Men det var det altså ikke. Overhovedet ikke.
”Af hvad? Prøv lige at sige det der igen?” Jeg rykkede tættere på.
Han lagde en finger for munden som tegn på at jeg skulle være stille. Han rykkede sig så jeg kunne se ud af
det lille nøglehul.
”Det er et Jordbarn. Han er grunden til at jeg er her for at beskytte dig.” Jeg så bekymret på ham men han
nikkede bare som en opfordring til at se ud.
12
Der ude gik Luke. Han var Hannas helt store drømmefyr. Jeg havde ikke hørt om andet end Luke og hende
deres bryllup hver gang vi så ham. Han havde brunt hår og kastanjebrune øjne. Hans hun var gyldenbrun og
hvis det ikke var fordi at Hanna havde sat sig på ham ville jeg være fuldstændig forgabt i ham.
”Øhm ja det er jo så Luke. Rigtig flink fyr. Pænt dårlige karakterer. Han har sikkert mobbet nogen, men han
er så populær at der ikke nogen der tager sig af det. Hvad er der med ham sagde du?” Jeg så på Alex og han
sendte mig et hårdt blik som for at sige at det ikke var noget at spøge med.
”Sorry! Jeg siger det bare!” Jeg så ud igen. Så ordentligt efter. Der var noget mærkeligt over ham. Lugten.
Kunne det mon være lugten? Jeg snusede hårdt ind. Jeg kunne svagt ane lugten af jord gennem det lille
kighul.
Jeg begyndte at fnise. ”Jeg føler mig ret detektiv agtig du ved? Vi sidder og ser gennem et lille nøglehul…”
”Schh!” tyssede han og gav mig dræberblikket.
”Nej okay jeg er bare helt stille og ser gennem et lille nøglehul. Slet ikke mærkeligt!”
”Scchh!”
”Okay, okay! Jeg har forstået!” Jeg så på Luke igen. Han var stoppet og sniffede ud i luften som for at
opfange en lugt.
”Hvad betyder det egentligt at være et Stjernebarn?” spurgte jeg så lavt som muligt uden at lade blikket
glide fra Luke, ”Altså ud over at man er født af en stjerne?”
”Det betyder… det er en meget lang historie.”
”Ja, men vi sidder jo også i et kosteskab! Her er masser af tid!” Jeg smilte til ham. Han nikkede.
”Okay. For det første: Stjerner lever. De har noget der minder om liv.”
Jeg nikkede selvom at det lød lettere mærkeligt.
”Stjernerne fandt Jorden som de syntes var en fantastisk planet. Det eneste der levede der på den tid var
Jordbørnene født af Moderjord som menneskene kalder hende. Stjernebørn var ligesom en slags sendebud
for stjernerne så de kunne følge med i hvad der skete. Stjernebørn vidste godt at de var Stjernebørn lige fra
fødslen. Ofte blev de nogle meget anerkendte og fine folk. Jordbørnene var… gode nok - den gang! Det var
først senere da menneskene begyndte at lave bål og brænde jorden at det gik helt galt. Jordbørn er født af
jorden. Så når jorden blev beskadiget så blev –”
”- Jordbørnene beskadiget.” afsluttede jeg og så på ham med store øjne, ”Hvor synd.”
Han rynkede på næsen. ”Det syntes jeg nu ikke. Nå men! Gennem tiden blev jorden mere og mere
beskadiget af menneskene. Uskyldigt blod sev derned og Jordbørnene blev nogle små hævngerrige bæster
uden medfølelse for omverdenen. Det blev dem der skabte alt ondt og alt ødelæggelse. De besluttede sig
for at dræbe alle Stjernebørn. Jorden var jo deres så derfor måtte de godt tage den tilbage. Men
Stjernebørnene var ikke enige. Som Stjernenes sendebud havde de ansvar for den smukke Jord de
13
beboede. Så de sagde fra. Der var dog nogen der blev sendt hjem igen. De ville ikke nyde noget af
Jordbørnenes vrede.” Han talte som om han bare læste op fra en bog og det fik mig til at tænke over hvor
mange gange han mon havde fortalt den historie før, ”Og så begyndte krigen. Det var bare rigtig svært for
Stjernebørnene. For så snart de vidste hvad de var kunne Jordbørnene snuse sig frem til dem. Mange små
børn blev dræbt koldblodigt.” Da han sagde det gled en mørk skygge over hans ansigt, ”Stjernerne
besluttede at det var klogest at holde det skjult for Stjernebørnene indtil at de var klar til at forsvare sig
selv. Derfor vidste du ikke hvad du var.”
”Er du et Stjernebarn?” spurgte jeg og så ud af nøglehullet. Det var helt sort. Mystisk. Det havde da ellers
virket lige før. Jeg frøs. En isning gled ned af min ryg og lammede mig.
”Nej jeg er bare en der skal beskytte Stjernebørn. En ældgammel tradition fra den gang Stjernerne gjorde
sådan at man ikke vidste hvad man var. Jeg er ikke noget særligt som…”
”Det er ikke for at afbryde men jeg tror vi har et problem,” hviskede jeg og min underlæbe bævede.
Og i det sekund åbnede skabslågen. Jeg var lige ved og vælte ud hvis ikke Alex havde taget fat i mig. Det
første jeg så var et par beige bukser med orme og jord ud over det hele. Og da jeg så op blev det ikke meget
bedre. Jordskjolder og orme var over alt at se på ham, men det var ikke det mest uhyggelige. Det var hans
øjne. Hans røde øjne der mindede om glødende kul. De brændte hans øjne. Ingen tvivl om det.
Luke åbnede munden i et smil og viste en lang række af skarpe skinnende tænder.
”Jamen hej Elisabeth Jimson. Hvad laver du dog her?” spurgte han og hans stemme lød slet ikke som den
plejede. Den lød mere som to sten der blev slået mod hinanden eller som man taler med jord i halsen.
Alex var den første af os til at reagere. Han sprang hovedkulds frem og ind i Luke. De væltede og tumlede
rundt som små egern der kæmper. Men det var ikke egern. Selvfølgelig var det ikke det. Hvad tænkte jeg
dog på?
Jeg stod lidt akavet og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre.
De stod begge to op nu. Alex hoppede op i luften og hamrede et spark af sted men Luke var hurtigere. Han
sprang til siden og prøvede at få et slag ind men Alex gled ned på gulvet og greb fat om hans ben. Luke
faldt men kastede samtidig Alex ind i væggen med et ordenligt brag. Luke kom på benene igen men Alex
blev liggende. Jordmanden vendte sig om mod mig og lagde hovedet på skrå.
”Så er det kun dig og mig Eli,” sagde han og smilte ondt.
Jeg rystede. ”Prøv og hør. Både dig og Alex har fået et eller andet galt i halsen. Jeg er ikke noget særligt. Jeg
er bare mig. Jeg er ikke noget Stjernebarn eller hvad det nu er i begge to fabler om. Prøv Hanna i stedet.
Hun er sikkert noget i den stil!” min stemme var skinger og lød lidt som en syg mus. Og selvom at det lød
som om jeg stikkede hende var det ikke ment sådan. Hun var bare noget mere særligt end mig.
Han så skeptisk på mig og fnøs.
14
”Hanna? Hende din veninde? Næh hun er ikke noget som helst særligt. Hun er bare en billig tøs uden stil,”
han rykkede tættere på mig, ”eller fornuft. Hun er intet. Kun en billig pige der prøver at være noget hun
ikke er.”
Der er kun én ting i verden, der kan gøre mig vred. Og det er når folk taler grimt om Hanna. Hanna er min
bedste ven på hele jorden. Og ingen skal prøve og tale grimt om hende. Og da slet ikke en klam jorddreng
der lugtede af orm og kælder.
Vreden hobede sig op i mig. Den sydede og boblede som lava i kog.
”Prøv og hør!” Jeg rykkede frem mod ham også selvom at mine ben rystede af frygt, ”Der er intet der kan få
mit pis i kog som nogen der taler grimt om Hanna. Og det har du lige gjort! Så hør lige her din lille
jordmand!” Jeg satte en pegefinger i brystet på ham, ”Nu mærker du hvordan det føles at blive slået af en
pige med lysende hænder og den bedste veninde i verden!”
Jeg hamrede en lysende hånd lige hans ansigt. Jeg hoppede op i luften, lavede skrue og et cirkelspark lige
ind i siden på ham, så han hamrede ind i en væg. Alle de steder jeg havde ramt ham lyste i et blåligt lys og
han lå helt stille. Et vindpust gled ned gennem gangen og Luke blev til en bunke jord.
Alex stod op og så på mig med ærefrygt i øjnene.
”Vi må… vi må væk herfra. Nu!” Jeg begyndte og gå, men mine ben rystede så meget at det næsten var
umuligt. Men jeg blev ved med og gå. Til sidst blev det til løb. Jeg løb så hurtigt jeg kunne ud på
parkeringspladsen.
”Vi må finde en bil,” råbte Alex ved siden af mig, ”Der kommer sikkert snart flere af dem. Og så skal vi være
væk.”
”Ja tak det behøver du ikke sige to gange!”
”Men vent. Hvad er det vi leder efter?”
”En bil med en nøgle i vi kan kapre!”
”Helt ærligt! Ingen er da dumme nok til at lade nøglen side i sin bil!” Han fnøs og himlede med øjnene.
”Nej det er der ikke. Men så er der Hanna.” Jeg løb over til hendes bil og åbnede døren. Den var ulåst som
forventet. Jeg satte mig ind bag rattet, drejede nøglen der sad i og startede bilen allerede før Alex var
kommet helt ind. Vi kørte ud så hurtigt, vi kunne, og lod en hel masse jorddimser blive tilbage med orme
hængende i håret.
Jeg speedede op og kørte så hurtigt jeg turde.
”Kør dog hurtigere!” råbte Alex.
Jeg så på speedometeret. Vi lå på 120. Så hurtigt kørte Hanna når hun selv sagde at hun kørte i sneglefart.
Jeg gassede op og kom næsten op på 200 kilometer i timen. Hanna ville have været stolt.
”Hvor er vi på vej hen?” spurgte jeg og så stift på vejen.
15
”Hjem,” sagde han og lød så helt igennem rolig at jeg ikke kunne lade vær med at se på ham. Han havde et
saligt udtryk i øjnene. Han så ud som om han ikke havde været hjemme i lang tid.
”Hjem lyder godt,” nikkede jeg og mente det. Det lød helt perfekt.
Jorden under os begyndte at rumle.
”Hvad sker der?” råbte jeg panisk og prøvede desperat at få bilen under kontrol.
”Tag det roligt.”
Jeg hoppede i sædet.
”Af hvad sagde du Alex?” spurgte jeg og prøvede at bevare roen. Jeg så over på Alex. Hans ansigt var helt
blegt, og hans øjne var store og stirrende. Hans ansigt fortalte mig tydeligt at han ikke havde sagt en lyd.
”Jeg kan ikke lide det der ansigtsudtryk,” sagde jeg forskræmt og kunne mærke kuldegysningerne sive ned
gennem min krop.
”Men hvis du ikke sagde noget. Og jeg ikke sagde noget. Hvem gjorde så?” Alex så ikke tilbage. Han var vel
lige så skræmt som mig. Men vi vidste begge to at der var noget lige bag os.
”Det gjorde jeg. Og jeg har styr på det.” I forhold til alt hvad der var sket i løbet af dagen valgte jeg bare at
stirre ud på vejen. Den her måtte Alex klare.
Alex vendte sig om ved siden af mig og jeg kunne høre hvordan alt luften sev ud af ham, som en ballon der
bliver prikket hul på.
”Dig?” hviskede Alex. Hans tonefald var mærkeligt. Lidt for mærkeligt.
Nysgerrigheden tog overhånd, og jeg vendte kort hovedet.
Bag mig sad der nogen.
Jeg skreg, da personen så på mig og viste et par klare lilla øjne.
16
Ulvesønnen
Af Jacob skyggebjerg, 12 år
Johan vågnede med et sæt. Hvorfor var bilen stoppet? De var midt ude i en mørk skov. Mor havde igen
taget en ”genvej.” ”Hvorfor stopper vi ?” spurgte Johan og lænede sig frem mod sin mor. Mor holdt en
finger for munden og hviskede: ”Sid helt stille!” Johan drejede langsomt hovedet og kiggede ud af forruden.
Den smalle sti, de kørte på, var kun lige oplyst af billygternes skær. Der! En krumbøjet silhuet bevægede sig
rundt om bilen. Man kunne kun lige akkurat se omridset af det væsen, der var derude. Johans hår rejste sig,
væsenet var nu bag bilen, og Johan kunne høre den snuse. Pludselig bevægede den sig ind i lyset, dens krop
var dækket af en flænset lædervest og et lændeklæde. Men det var ikke dét, der fik Johans mor til at
besvime.
Ulven rejste sig og gik et par skridt hen mod bilen på to ben. Den lagde sin ene forpote på bilens køler og
lod langsomt kløerne flænse metallet. Den snusede én gang og lagde så hovedet tilbage og hylede.
Efter nogle minutter ankom de andre. De kom løbende på alle fire inde fra skyggerne. Deres tænder
glimtede i mørket, og deres gule øjne var rettet lige mod bilen. De havde alle sammen laset lædertøj på, ud
over én af dem, den var større end de andre og var iført en mørk kappe. Dens øjne var røde som rubiner og
dens pels sort som nattens mørkeste timer. Ulvene dannede en cirkel om bilen, og den store ulv trådte
frem. Til Johans overraskelse begyndte den at tale med en rolig stemme: ”Jeg er Blake, velkommen til Ulve-
klippen!”
”Hvad er dit navn min ven?” spurgte Blake, da de sad i Blakes private gemakker inde i Ulve-klippen .
”Jo-Jo-Jo –han… ”
”Johan, hmm et navn, der er en kriger værdigt… Nå, Johan, jeg vil fortælle dig min historie, men først må
jeg bede dig om at glemme alt, du ved om os varulve. Vi er fuldstændig ligesom jer mennesker bare med
stærkere sanser og pels.”
”Det skal jeg nok,” sagde Johan, og Blake begyndte at fortælle:
”Engang for længe siden, da jeg stadig var menneskelig at se på, var jeg en hundetræner. Jeg trænede de
adeliges hunde, så de var klar til jagt. En dag, da jeg luftede mine hunde i skoven, hørte jeg et hyl. Jeg fulgte
lyden. Jeg havde jo intet at frygte, da mine hunde var trænede til kamp, og lydene førte mig til en stor sten.
Under den sten lå en ulv, der senere ville komme til at ændre mit liv. Jeg følte medlidenhed med det
stakkels kræ, og med hjælp fra mine hunde fik jeg løftet stenen væk. Ulvens ben var brækkede, så jeg bar
den hjem til min hytte, hvor jeg plejede den. Der voksede hurtigt et stærkt bånd mellem os. Jeg trænede
den, så godt jeg kunne, og jeg døbte den Vár.
En dag hørte jeg rygter om et pelset væsen, der hærgede byen om natten . Jeg fortalte i landsbyen om Vár,
og de så alle bebrejdende på mig. Jeg besluttede, at jeg nok hellere måtte sætte Vár fri.”
”Men det kunne du ikke, vel ?” spurgte Johan.
17
”Nej…” sukkede Blake og fik et trist udtryk i det pelsede ansigt. ”Desværre ikke…”. Blake fortsatte sin
beretning:
”Jeg prøvede hundredevis af gange at sætte Vár fri, men hver eneste gang endte jeg med at have ham med
hjem igen. Vores bånd var bare blevet for stærkt. Jeg gik nu i gang med at udtænke en måde, hvorpå jeg
kunne beholde Vár, uden han gjorde skade på nogen. Løsningen var simpel: Hver nat bandt jeg ham fast til
min seng med en stor jernkæde. På denne måde ville han ikke kunne slippe fri, uden at jeg bemærkede det.
Nætterne gik. Jeg var ikke vågnet en eneste gang, så til sidst måtte jeg konstatere, at det ikke havde været
Vár, der stod bag angrebene. I noget tid var jeg henrykt, men min begejstring varede ikke længe. En nat
vågnede jeg af en sagte lyd: Lyden af lange kløer, der rammer stengulvet. Jeg kiggede op og så Vár liste ud
af hoveddøren. Han havde vristet sig løs af sit halsbånd, og jeg gættede på, at det nok ikke var første gang.
Den næste dag tog jeg Vár og mine to andre hunde, Lear og Brutus, med ud for at løbe en tur. Vár førte an,
og vi andre løb lige bag ham. Da vi havde løbet i lang tid, stoppede vi ved en bæk med koldt vand. Imens
hundene drak, tog jeg et hvil i skyggen, og der gik ikke lang tid, før jeg sov dybt.
Jeg vågnede ved at mine hunde knurrede. Jeg kom straks på benene og så til min store skræk, at en stor
fuldmåne var dukket frem bag skyerne, og at en gigantisk ulv stod på bagbenene foran os. Den hylede højt
og kastede sig frem mod mine hunde. Den store ulv skubbede hundene til side og kastede sig frem mod mig
i stedet for. Jeg sprang til side, men for sent. Den bed mig i skulderen. I det samme gik der en sky for
månen, og den gigantiske ulv skrumpede ind, indtil den ikke var større en én hvalp. Ulven var Vár.
Efter den dag var jeg forandret. Min skulder gjorde konstant ondt, og den var dækket at et tykt lag sort
pels. Der gik ikke lang tid, før min forvandling var fuldendt.”
”Ehmm, Hr. Blake?”
”Ja, Johan”
”Ehmm altså, hvor er min mor, og kan jeg se til hende?”
”Aaah om forladelse. Hun ligger i gæstefløjen nedenunder og ja, selvfølgelig kan du se hende. Lad mig følge
dig derned”, sagde Blake med et smil.
”Tusind tak Hr. Fortæl endelig videre, imens vi går.”
”Nååh!” lo Blake ”Der er nok en, der er blevet grebet af historien!”
”Måske en lille smule”, smilede Johan og fulgte efter den store Varulv.
Efter et øjeblik nåede de frem til en trædør for enden af en lang korridor. Johan rakte hånden ud efter det
lille messing håndtag, men i det samme gik døren op, og Johans mor trådte ud.
Hun smilede bredt og omfavnede Johan. Hun var iført en læderkjole, Johan aldrig havde set før.
”Mor! Hvordan har du det?”
”Jeg har aldrig haft det bedre”, smilede Mor, ”Endelig er jeg hjemme igen. ”
18
”Jeg tror i skylder mig en forklaring”, sagde Johan, da de alle tre sad tilbage i Blakes gemakker. Mor kiggede
på Blake, og han nikkede.
”Lad mig fortsætte min historie, Johan. Så lover jeg dig, at du nok skal få svar på alle dine spørgsmål.”
”Jeg lytter”, sagde Johan og lænede sig tilbage i stolen. Blake fortsatte sin beretning:
”Jeg var nu forvandlet, og jeg besluttede at rejse væk fra det hele, ud i en skov hvor ingen kunne finde mig,
og hvor jeg ikke kunne skade nogen.
Alt gik som planlagt, indtil den dag hvor din mor dukkede op. Hun var nyuddannet stenhugger og var ude
for at finde klippeblokke til sine nye kreationer.
Jeg sad i min klippehule, da jeg hørte nogen hakke på klippen udenfor. Jeg kiggede ned og så en smuk
kvinde stå og banke på min klippe.
Jeg sneg mig langsomt tættere på for at se nøjere på dette vidunderlige væsen. Desværre så hun mig og
vinkede mig hen til sig. Da jeg havde forklaret hende, hvad jeg var, og at jeg ikke ville gøre hende noget,
inviterede jeg hende indenfor. Hun fortalte mig om, hvad der skete i byen, og jeg fortalte hende om,
hvordan det var at bo her midt ude i skoven. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv.
Min glæde var enorm, da hun fortalte mig, at hun gerne ville blive boende hos mig for en tid. Hun ville
undersøge alle de tusindvis af stenarter i området, og samtidig kunne vi være sammen.
Sammen gik vi tur med hundene, gik på jagt, lavede mad og udhuggede vores hjem i Ulve-Klippen. Alt var
perfekt. Men årene gik og en sommer fik vi en søn. En menneske søn.
Din mor fortalte mig, at vores barn ikke kunne vokse op midt ude i en skov. Hun sagde, at hun ville tage
vores søn med tilbage til byen, for at han skulle kunne få et normalt liv.
Jeg var knust, men gav selvfølgelig din mor lov til at rejse væk med den søn, jeg elskede så højt.”
”Vent, vent, vent, er… er du min…far?”
”Ja, min dreng ” svarede Blake.
Johan græd. Han vidste ikke om det var glædestårer, eller om det ikke var. Han havde en far. Måske ikke
lige den far, han havde forestillet sig ,men stadigvæk en far. Hans næste følelse var vrede. Hvorfor havde
hans mor aldrig sagt noget? Hvorfor havde hans far aldrig vist sig? Tusindvis af spørgsmål trængte sig på,
men kun ét af dem kom ud af Johans mund: ”Hvad nu?”
Johans forældre kiggede på hinanden. Det var mor der svarede:
”Johan.. din far og jeg har tænkt over noget… Jeg har tænkt mig at blive herude.”
Johan tørrede en tåre væk fra kinden. ”I hvor lang tid?”
19
”For altid. Nu har vi endelig chancen for at være sammen igen og…og vi tænkte på, om ikke du ville blive
herude sammen med os?”
”Skulle jeg bo her midt ude i en skov inde i en klippehule, omgivet af ulve!? Men hvad skulle jeg ellers gøre
?” spurgte Johan med antydningen af et smil.
”Betyder det ja?” spurgte Blake
”Ja far, det gør det”
Et smil krusede den store varulvs læber. Johan smilede også nu.
”Så er hele familien endelig samlet!” lo mor, som så gladere ud end nogensinde før.
”Ikke helt” smilede Blake og udstødte en skinger piftelyd. I det samme kom tre kæmpemæssige hunde
galoperende ind i det lille kammer. Blake piftede tre gange mere og de tre hunde satte sig på ræd og række
foran Johan.
”Johan, mød Lear, Brutus og Vár”
”Nååårrh, hvor er de bare søde!”
”Ja det er de, og fra nu er de også dine hunde, min dreng. Og skal vi ikke gå ned i spisesalen og hilse på
resten af familien?”
”Resten?” spurgte Johan forvirret.
”Ja knægt, hvem troede du de andre varulve var?” sagde Johan’s far med et smil.
Johan var for første gang i sit liv lykkelig. Alle tog godt imod ham og fra nu havde han al den tid, han skulle
bruge, til at lære hele sin familie at kende.
Johan fik sit eget værelse i Ulve-Klippen lige ved siden af sin far’s. Han luftede hundene hver dag og
tilbragte så meget tid som muligt med sine forældre.
20
Haiku 1
Af Jacob skyggebjerg, 12 år
Hvor betagende!
Sommerfuglens vingeslag
i dine øjne
Haiku 2
Stormvejret er her
Regnen rammer alt også
din grå silhouet
21
Parret
Af Jacob skyggebjerg, 12 år
Det var ved at blive mørkt, håndboldtræningen var sluttet klokken syv, men det føltes som om, det var nat. Robert hadede november: Det var mørkt, når han cyklede i skole, og det var mørkt, når han cyklede hjem. I dag føltes værre en nogensinde. Det havde regnet, så bladende på cykelstien var glatte, og der var stadig en lang vej hjem. Robert kørte så forsigtigt han kunne og holdt godt øje med vejen foran sig, men alligevel fandt han pludselig sig selv liggende på den våde asfalt med et blødende knæ. Hans røde mountainbike lå i vejkanten, kæden var sprunget af, og det ene dæk var tydeligvis punkteret.
Robert kom langsomt på benene og humpede mod det nærmeste hus. Han fik slæbt sig op af trappen til hoveddøren og bankede på. Han nåede kun at banke én gang, før døren gik op og et ældre par smilede ned til ham.
”Goddag, min dreng!” sagde den ældre kvinde, ”Hvorfor er du dog derude i kulden?”
”Lige pludselig væltede jeg på min cykel.” svarede Robert. ”Jeg har slået mit knæ ret voldsomt, kan I hjælpe mig?”
”Selvfølgelig søde, kom ind i varmen så laver jeg en kop varm kakao til dig.”
”Og jeg skal nok ordne dit knæ,” tilføjede den ældre mand.
”Tusind tak skal i have,” sagde Robert og trådte ind i den hyggelige entré.
Efter nogle minutter sad de alle tre rundt om et lille bord. Robert havde fået et plaster på knæet og sad nu med en kop dejlig varm kakao. Den ældre dame sad og strøg Robert gennem håret, imens hendes mand smilede på den anden side af bordet.
”Er det ikke sådan en sød dreng, du altid har ønsket dig, Margot?”
”Jo!”, sagde Margot med en blid stemme. ”Jeg har altid ønsket mig en sød søn.”
”Nåh, men hvad hedder du så, min dreng?” spurgte Margot og sippede til sin te.
”Jeg hedder Rober,” svarede Robert og tog en stor slurk af sin kakao. Hvor var de venlige. De kiggede så intenst på ham. Han følte virkelig, de interesserede sig for ham.
”Robert?” sagde Margot i en underlig tone. Hun løftede hovedet op fra tekoppen og kiggede over på sin mand. ”Sikke et skønt navn, er det ikke også, James?”
”Jo, dét er det!” svarede James og smilede over til Robert.
”Tusind tak for kakao og tusind tak for hjælpen med mit knæ, men jeg må nok hellere se at komme hjem, ” sagde Robert.
”Jamen søde Robert, vil du ikke nok blive her lidt længere? Det er så sjældent, vi får besøg af sådan en sød dreng!” sagde Margot.
”Du kunne jo sove her!” indskød James, ”Inde i børneværelset.”
”Børneværelset?” spurgte robert. ”Har I børn?”
22
”Nej, desværre ikke,” sagde Margot i en drømmende tone. ”Men vi har altid ønsket os en sød søn, præcis ligesom dig, Robert. ”
Robert kiggede undrende på Margot. Margot og James var begyndt at blive lidt mærkelige. Nu ville de have at han skulle sove her. Kunne de ikke forstå, at han skulle hjem til sine forældre? Men måske ville de bare være venlige. Og han kunne måske også ringe hjem og bede om lov…
”Nåh, Margot” sagde James, ”Skal vi ikke gå ind og gøre børneværelset klar til Robert?”
Margot og James rejste sig og gik ind i et lille rum. Robert kunne ikke se dem mere, men han kunne høre parret rumstere inde i værelset. Han kiggede sig omkring i den store stue. Alt så helt normalt ud. Der var en lille pejs, et par lænestole og et kaffebord og der hang en sød duft af honning i luften. Men én ting fangede Roberts opmærksomhed: I et hjørne stod der en lyseblå skoletaske. Den lignede lidt den, Robert havde derhjemme, og han undrede sig over, hvorfor det ældre par havde en skoletaske, når de ikke havde nogen børn. Han rejste sig og gik hen til det lille rum, hvor Margot og James var. De stod bøjede over en seng. Margot havde en bamse i hænderne. James rystede en pude.
”Undskyld, men jeg er altså virkelig nødt til at gå nu!” sagde Robert.
”Sludder søde, du kan da godt blive lidt længere. Ikke sandt, James?” sagde Margot i en lidt hårdere tone.
”Beklager, men mine forældre venter nok på mig og ...”
”Søde Robert,” afbrød Margot ”jeg er sikker på, at du godt må blive lidt længere! Nu skal du være en sød dreng.”
Nu kunne Robert ikke lide det mere. Han var begyndt at mærke en nagende tvivl og en sugende følelse i maven. De var søde, men der var noget galt i det her hus. Han løb. Han løb ud mod døren og flygtede ud i aftenkulden. Han løb over til sin ødelagte cykel, og så en ting, han ikke havde set før: Et langt stykke pigtråd sad fast i hans hjul. Han kiggede på den lange metaltråd og så, at den kom indefra det ældre pars hæk.
Robert smed cyklen og løb, som han aldrig havde løbet før. Han snublede i de våde blade på fortovet, men rejste sig og løb videre. Han kunne mærke, at blodet igen var begyndt at løbe fra såret, men han var ligeglad. Han kiggede sig over skulderen og kunne se parret stå og vinke i døråbningen. De vinkede som forældre vinker, når deres dreng går i skole.
23
Spirits
Af Victoria Dikov, 13 år
A dark autumn night, a car parks in front of number 609 on Vakeson Street. There stands an old, deserted
house, made of wood. The wood is rottening and the grass in the small garden is dry and withered. No one
has lived there for ages, in fact, there is nobody that knows that there is a number 609 on Vakeson Street.
Not until the four friends in the car found out. “Is this it?” Cal asks. He is sitting at the steering wheel,
glanzing over at the old house. “Yes” Zero says in the backseat. He opens the door and jumps out of the car,
and Luna is following him. She glanzes at the -FOR SALE- sign in front of the house. “I didn't know there was
a number 609. I thought it stopped on, like, 100” she says and looks a bit confused on Zero. “I know” he
says, feeling her eyes on him. “I just discovered it yesterday”. Bernie and Cal jumps out of the car and stand
together with the two others, staring at the house. “So, are you ready?” Zero asks. “Ready” Luna says.
“Ready” Cal says. “Ready” Bernie says. Zero opens the garden gate and steps in, followed by the others. The
cold wind blows in their faces, Luna gets goosebumps. The friends are freezing, even though they are
wearing huge winter jackets. Something about this house seems mysterious, almost kinda creepy. They
reach the front door and Zero grabs the doorknob, and pushes it down. The door is open. “Great, it's still
open” Zero says and walks into the hallway. “How is that great?” Cal asks. He is creeped out, and he is a
person who is almost impossible to scare. “Come on!” Zero says, impatient. Luna, Cal and Bernie walks in
hesitant, carefully looking around. It's dark in the hallway, Luna finds a lightswitch, but it isn't working. She
fumbles her way further in the dark, until she finds a candle. “Do any of you have some matches?” she asks
the boys. “I have a lighter” Zero answers and hands it over to her. She lits the candle, and the light from the
warm flame spreads around them. “Follow me!” Zero says and they walk into another room, possibly the
living room. An old, broken sofa stands in the middle of the room, with a dark wooden table in front of
it.The floor squeaks as they walk into the room. On the table there is a board and a glass. Zero sits in the
sofa and his friends join him around the board. Zero grabs the glass and place it in the middle of the board.
“Place your hands on the glass” he tells the others and they follow his command. “Are you sure about this,
Zero?” Luna asks nervous. “Of course I am!” Zero immediately answers. “Now, focus on the glass” he says.
The friends all focus on the glass, waiting for something to happen. They sit in total silence and waits, but
nothing happens at all. “This is stupid” says Cal and breaks the silence. He removes his hand from the glass
and is seeking to the door. “No wait! There must be something, I-i saw it!” Zero says confused and shocked.
Luna removes her hand too: “Come on Zero, there isn't any spirits, they don't exist” she says. Zero looks
dissapointed down on the glass. Finally, he follows the others outside in the garden. They go out of the
garden gate, first Cal, then Luna, then Zero. But then, when Bernie tries to through the gate, he can't. He
looks nervous and scared, tries to go through, but he can't get out of the garden. “Guys, what's going on?”
he asks scared. They don't react. They don't answer. “G-guys? What is happening?” he tries to say. Still not
any reaction at all. It's like they can't hear him, like they can't see him. “It's not funny!” he says; “Cal! Luna!
Zero!”. Suddenly Zero stops. He turns around, stares directly at Bernie. “Hello?” he says. “I'm here Zero! I'm
right in front of you! Can't you see me?” Bernie says. Zero continues to stare until Luna and Cal breaks in:
“Just stop it, Zero. There is not anything supernatural about that house” Luna says. Zero sighs: “I guess so”.
The three goes into the car and drive away from the house. “Wait! Please, help me! Please!” Bernie
continues to shout, tears running down his face, but no one hears him. It was a chance that someone could
save him from this curse, so he could be alive again and not be captured in this house. But they didn't hear
24
him. They didn't see him. They didn't save him. And as always, the spirit of the boy Bernie, is sitting in the
hall while tears is running down his face, waiting for someone to save him from his curse.
25
IKEA-mor Af Caroline Steensbech Lemée, 13 år
Mor trækker hvinende stolen ind under sig. Hun sætter sig tungt til rette i den kantede IKEA-stol og sukker. Jeg tager en miniskefuld kartoffelmos over på den hvide tallerken, som også er fra IKEA. Med min IKEA-gaffel skovler jeg en bid op på gaflen og putter den i munden. Kartoffelmosen er tør og grynet. "Skal du ikke have en gulerod?" spørger mor mig og kigger med et bedende blik på gulerødderne. Jeg kigger på dem. Jeg er ret sikker på, at hun har kogt dem med salt, og så har hun heller ikke skrællet dem først. De er rynket og gået i stykker i enderne. "Nej tak." "Hvorfor dog ikke," spørger hun. "De ser ulækre ud." Mor sukker. "Hvorfor ikke pølser så?" "De er lavet af svinekød, mor. Du ved jo, at jeg ikke spiser svin." "Du er jo forhelved ikke muslim, Margrethe," vrisser hun. "Det betyder vel ikke at jeg skal prop stoppes med svinekød bare fordi at jeg er dansker, gør det?" vrisser jeg tilbage. Jeg rejser mig fra bordet. "Jeg er ikke sulten," siger jeg. "Margrethe," sukker mor. "Lisbeth," sukker jeg efterabende, og så går jeg ind på mit værelse. Mors ældgamle bærbar bliver vred, da jeg vækker den: Den brummer højt og rasende, og jeg kan næsten se ilden komme ud af bagsiden, så varm den bliver. Det tager mig 20 minutter at få internettet op på den støvede og tykke skærm. Jeg logger på facebook. Startsiden er fyldt med statusser om Halloween. Græskarhoveder, frastødende udklædninger, blodige afhuggede lemmer. Der er også kommet en ny besked fra Ida. Hej Margrethe. Mig og Sarah skal i biografen i aften og se den nye gyserfilm. Vil du med? Lyder (u)hyggeligt, svarer jeg hende. Men kan ikke. Jeg skal i IKEA med min mor. Okay! :) svarer Ida. Ses mandag. Døren går op, og jeg klapper ved refleks hurtigt computerskærmen i. "Jeg tager ud til IKEA og arbejder. Skal du med?" Jeg ryster på hovedet. "Nej tak." "Okay. Jeg er nok hjemme sent. Sov godt!" Hun lukker døren. Kort efter kan jeg høre hoveddøren smække. Jeg kigger på samtalen med Ida. Jeg ville så gerne med. Men det er jo bare det, med pengene der kniber. Så er det lettere at sige, jeg ikke kan. Klokken er nok omkring otte, da dørklokken ringer. Det er ikke mor, det ved jeg, for hun er først færdig på lageret halv ni. Desuden har hun en nøgle. Jeg rejser mig fra den hårde og slidte IKEA-sofa. Tv'et kører, men jeg ved ikke helt, hvad jeg ser. Vist nok noget om dyr. Det er mørkt uden for. Bælgmørkt. Jeg kan kun se min egen genspejling i vinduet. Jeg låser døren op. Hængslerne hviner, og jeg skærer ansigt. "Glædelig Halloween. Stik mig slikket eller onde kræfter vil hjemsøge din iskolde, stedsforladte, sorte sjæl." Foran mig står den her dreng. 15 år, gætter jeg. Meget højere end mig. Og udklædt. "Det sidste var bare for sjov," skynder han sig at tilføje.
26
Hans ansigt er malet kridhvidt. Selv læberne, der er forsvundet i det skyggebelagte ansigt. Under hagen holder han er tændt lommelygte. "Det ved jeg godt," siger jeg. "Ikke det med slikket," siger han. Vi står og kigger på hinanden. Jeg lægger mærke til, at hans hår er rødt og stort og krøllet. "Jeg har ikke noget slik." "Du lyver," siger han alvorligt. "Og man må altså ikke lyve, medmindre at man er død. Er du da død?" "Er du ikke lidt for gammel til det der?" Han trækker på sine spinkle skuldre. "Er det ikke lidt for tidligt at du har sluppet barndommen, fremmede pige med det hørgule hår." Hans lange blege fingre laver store dansende bevægelser i luften. "11 år." "Jeg er 13," indskyder jeg såret. Han skærer en undskyldende grimasse, alt for overdrevet, og ryster tungt på hovedet. Han irriterer mig af helved til. "Måske lidt for gammel," siger han efter lidt tid. "Men jeg er en underernæret slikmund i et sundhedshjem. Hvad kan jeg ellers gøre?!" Jeg griner ufrivilligt og slår diskret hånden for munden. "Du kunne købe noget," foreslår jeg. Jeg kan ikke lade være med at smile til ham. "Niks," siger han og krummer sig sammen og tager fat i sine knæ. "Det her er meget billigere. Og så er det endda sjovt, at se, hvordan folk frivilligt udleverer deres slik til mig." Han rejser sig op igen. Jeg slår armene om mig selv. Det er en kold og klar aften. Med en kuglerund fuldmåne. Jeg tager en dyb indånding, så den friske luft fylder mig helt op. "Har du så noget slik?" spørger han. Jeg nikker. "Jeg henter lige noget." Slikhylden har det ikke for godt. En pose halvt fyldt med klistrede discount bolsjer, og så også en uåbnet pose med guldkarameller. Jeg tager posen med guldkarameller. "Her," siger jeg, da jeg rækker ham dem. "Mums!" siger han og tager imod posen. "Vildt at du gav mig en hel pose! Der var en gammel dame der kun gav mig én." Vi griner begge to. "Det var sjovt at tale med dig, ...?" siger jeg. "Henry," siger han og bukker dybt. "Du behøver endelig ikke gøre dig den ulejlighed af gøre grin med hvad jeg hedder." "Det skal jeg nok lade være med, Henry. Jeg hedder selv Margrethe." Jeg vinker kort til ham, da han siger farvel og går ned af trappetrinnet. Jeg lukker døren efter Henry. Og tænker lidt, at det var ærgerligt, at han gik. Værelset er koldt og mørkt. Det hvide gardin blafrer i vinden. Det anden hænger ud af vinduet. Jeg hiver gardinet ind igen. Og bliver så blændet. To glimt kort efter hinanden. Pisseirriterende. Selvfølgelig er det Henry. "Margrethe," råber han. Da mit syn igen er indstillet på mørket, kan jeg se ham. På den anden side af vejen. Svinger med sine lange lemmer af nogle arme. Jeg griner og vinker. "Henry!" Han vinker tilbage igen. "Vi ses, Margrethe. Vi ses nok igen en dag!" Der går kun et kvarter, før mor kommer hjem. Jeg kan hører døren gå op. Mor der rumsterer ude i køknet. Så på badeværelset. Så tænder tv'et. Hun kommer ikke ind. "Margrethe," råber hun pludselig.
27
"Hvad?" råber jeg tilbage. "Hvor er guldkaramellerne. Jeg mente lige, at jeg havde købt en hel pose." Jeg går ind i køknet hvor hun står. "Jeg delte ud til en masse børn. Det er jo Halloween i aften. Jeg håber, det er okay." Mor sukker og gnider sine tunge øjenlåg. "Du må gerne lige spørge først." "Men du var der jo ikke." Mor åbner øjnene. Sukker. "Goddag skat." Jeg går ind på mit værelse. Klæder om. Børster tænder men den væmmelige discounttandpasta. Lægger mig under dynen. Først der, kan jeg tage mig sammen til at hviske et svar. "Godnat, mor." Henry får ret 9 dage efter. IKEA er propfyldt. Søndagsindkøb. Forvirrende småbørn der løber rundt om ens ben. Sure gamle damer der klager over, at alle planterne er døde. Teenagere med blikket klistret til mobilerne og drømmer sig hen på McDonald med vennerne. Jeg sidder på hug inde i afdelingen med stof og sengebetræk. Koncentrerer mig om at putte farverige stofruller ind de rigtige steder. "Undskyld mig, kan du hjælpe mig med noget?" Jeg vender mig om. Drengen er nem at genkende, på trods af den tilbagevendte ansigtskulør. "Dig!" udbryder jeg overrasket og taber stofrullen jeg holder i hænderne. "Jeg mente nok, at det var dig. Men man kan jo altid blive sikrere, ikke også?" Henry bukker sig ned og samler stofrullen op. Jeg siger tak. "Hvorfor," begynder vi på samme tid. "Dig først," skynder han sig at sige. Ved hjælp af hylderne, kommer jeg op fra gulvet. Retter på den gule vest med IKEA-logoet på. "Hvorfor er du i IKEA?" spørger jeg. "Nødindkøb. Min familie forsøger normalt at lave alting selv, men vi er trods alt ikke så langt ude, at vi støber vores egne stearinlys." Hans øjenbryn danser lidt break i den høje pande. "Hvorfor mødes vores veje i dag?" "Du mener hvorfor jeg er her? Min..." Jeg har altid svært ved at sige det. "Min mor arbejder i IKEA." Henry nikker, som var det normalt. Lettelsen skylder ind over mig. "Kan du hjælpe mig med at finde nogle ting. Det her sted er det tætteste man kan komme på nudansk helved, men jeg tror trods alt ikke, at du er ligeså håbløst stillet her som jeg," siger han og kigger ned mod min vest. "Øh, ja selvfølgelig. Hvad skal du have?" Henrys indkøbsliste er virkelig håbløs. Den er ikke forfærdelig lang, men rækkefølgen er sat, så vi vandrer fra den ene ende af IKEA til den anden ende. Der er ingen af os der overveje at tage tingene i en anden rækkefølge. "Det er som om at hun strategisk har lavet listen for at irriterer mig mest muligt," siger Henry udmattet. "Ja. Hvad har du gjort for at blive hadet så meget?" Da vi skal finde de høje stearinlys, er de ikke hvor de burde være. Vi vandrer rundt på gangene. Ender inde i en af de mange små opstillede lejligheder. Vi står inde i den demonstrerede IKEA-stue der næsten ligner min derhjemme, bare bortset fra at alt hvad der er i mit hjem er kasseret. Alt det tilpas billige fra udstillingerne, der går i stykker og ikke kan sælges. Et spisebord med en rise. Bulet gulvlampe. En flænge i sofaens betræk. "Er du gal, jeg hader IKEA," halvråber jeg vredt og sparker til et bordben.
28
"Ja, det er pludselig helt anderledes når man står på den anden side, ikke også, Margrethe?" Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, at det er så hylende morsomt. Jeg begynder at grine, måske en smule vandvittigt. Jeg kigger på Henry der langsomt begynder at grine sammen med mig. Jeg føler, at jeg kender den ranglede dreng, selvom det er anden gang jeg møder ham, og jeg ikke engang ved hvor gammel han er. Hans krøllede hår falder ned i hans åbne mund og får os til at grine endnu mere. Vi opgiver helt vores værdighed og ligger os ned på det møgbeskidte gulv i den lille stue med hænderne på maven. Jeg kan mærke hvordan at varmen stiger mig til hoved. "Henry?" griner jeg. "Margrethe?" "Er du min ven?" spørger jeg halvt grinende, halvt alvorligt. Henry stopper med at grine. Han klapper mig på hovedet. "Ja. Du er min lille ven." Jeg skubber hans hånd væk og kommer op og sidde. "Lad så være. Jeg er slet ikke lille. Hvor gammel er du da?" "14," svarer han. Henry kommer op og stå. Han rækker mig sin store tynde hånd og jeg tager den. Han trækker mig op fra gulvet. "Nu hvor vi er venner," Han blinker med det ene øje og jeg løfter øjenbrynene. "har du så lyst til at lave noget sammen en dag?" Jeg nikker langsomt. "Okay, klart, øh, hvornår?" "Hos mig? Lørdag?" Jeg børster nogle hår, småsten, jord og støv af mine jeans. "Hvad tid? Forresten, dine jeans er møgbeskidte." Så står vi der og børster skidtet af jeansene mens at min nye ven, Henry, forklarer mig hvor han bor, og hvad tid jeg skal komme. Og så skal han også tilbage til sin familie, siger han. Får han går, klapper han mig på hovedet et par gange. Med lørdagen kommer den første sne. Jeg kan se den falde, mens jeg snører sko og tager mine blå ynglingsvanter på. "Jeg går nu, mor," råber jeg, da jeg knapper den sidste knap i jakken. Mor kommer ud i entreen. Hun har rende under de øjne, hun knap kan holde åbne. "Hvor skal du hen? Klokken er knap nok 9." "Jeg skal besøge Henry." "Henry?" Hun lægger armene over kors. "Hvorfor har jeg ikke hørt om ham? Er han din hemmelige kæreste?" Så griner hun uden rigtig at grine. Det var bare for sjov, siger hun. Dasker til min arm. Margrethe, nu må du ikke blive så vred på mig. Margrethe. Skal du ikke sige farvel? Margrethe! Du skal ikke smække med dør, Sneen smelter samme øjeblik den rammer fortovet. Alle, jeg passerer, snakker om sneen. "Hvor er vi heldige at få sne så tidligt på året, Birgit," hører jeg en gammel dame knevre. Hendes hår har samme farve som sneen. "Så kan det være, at den vil være så sød at gå lidt tidligere end sidste år." Henry bor i hus, modsat de fleste fra klassen. Og han har ingen dørklokke. Til gengæld har han en have og et brølende løvehoved på deres hoveddør. Jeg løfter løvehovedet, der sidder fast på hængsler. Det er tung og glider ud af min vanteklædte hånd. Det giver et ordentligt brag. Det er Henrys mor der åbner. Jeg konkluderer, at det må være hans mor, da hun har samme røde manke. "Du må så være Margrethe," smiler hun varmt. "Hej," siger jeg stille og gengælder smilet. "Jeg hedder Anemone, og er Henrys mor. Kom endelig indenfor!" Jeg stiller mine hvide føtex-sko på deres dørmåtte. Dørmåtten er orange, og med blå skrift står der: Nøglen ligger bag måtten. Jeg ler kort, da jeg læser teksten.
29
"Ja, den er sjov, ikke," griner Anemone og klapper i hænderne af fryd. "Min mand, Jeppe, ville ikke have den, men jeg fik min vilje til sidst. Sådan er det jo med os kvinder!" Og så, ud af intet, skriger hun højt og skingert lige ind i mit ansigt, så jeg får et kæmpe chok: "HENRYYYYY!" Som en tornado hvirvler Henry ned af trappen og stiller sig ved siden af sin mor. "Halløj, Margrethe!" Henry giver mig straks en rundvisning, der ender i køkkenet. Det korngule køkken lugter kraftigt af pebernødder og er stopfyldt med farverige opbevaringskrukker af både plastik, metal, porcelæn, keramik, silikone og andre materialer jeg ikke genkender. På hver krukke står der med svungen skrift hvad krukken indeholder. Jeg læser mindst 20 slags krydderier, 10 slags mel, 5 rissorter, de mærkeligste tørrede frugter og 8 slags kiks. Kiks? "Wow," siger jeg overvældet. "Min mor holder så frygteligt af opbevaring," forklare Henry og tager en krukke op. "Chokoladekiks?" "Ja tak," siger jeg og tager en kiks. "Sundhedshjem?" Henry griner og tager selv tre kiks. "Det var da bare for sjov. Jeg kunne ikke sige den rigtige grund, det er alt for pinligt!" Jeg tager en bid af den sprøde kiks. Den kraftige chokoladecreme smelter på min tunge. "Hvad er den rigtige grund?" spørger jeg med hånden for munden. Henry tager - imponerende nok - en hel kiks ind i munden. Tygger. Synker. "Det kan jeg da ikke sige. Det er alt for pinligt." Henrys værelse er trekantet. Hen over sengen, der peger lige ud i rummet, ligger adskillige strikket tæpper. Han fortæller mig, at han selv har strikket dem. Så tager vi en rundvisning hvor han fortæller mig om værelsets Feng Shui-energi. "Dit værelse er fantastisk, Henry," siger jeg ærligt og ryster på hovedet over det ubegribelig, kreative rum. "Jeg ville ønske, at mit værelse var ligeså hyggeligt som dit." "Det kræver ikke så meget. Bare lidt kreativitet, et par garnruller og 2 pinde," siger han. "Men jeg kan ikke strikke. Og vi har ikke råd til garnruller og strikkepinde." Det går først op for mig, hvad jeg har sagt, da det ikke kan trækkes tilbage. Jeg kigger ned gulvet, forventer en form for reaktion fra hans side af. Bider mig i læber. Synker. Men han siger ikke noget. "Mig og mor, vi, øh, har ikke så mange penge," siger jeg lavt. "Okay," siger Henry ligeså lavt. Jeg kigger op og møder hans milde blik. Øjnene er blå. Eller grå. Eller begge dele. "Okay," svarer jeg. Det banker det på døren. Henry åbner. Anemone kommer ind med en bakke i hænderne. På bakken står der en stor skål med hjemmebagte pebernødder og en tekande. Kanden er lyserød med blå og gule prikker. "Så er der teeee og peeeeebernødder, til Margreeeethe og Henryyyyyy" synger Anemone med sin glassprængende stemme. Havde Henry været en hver anden dreng, havde han nok gravet en hul og begravet sig selv. I stedet griner han bare sammen med mig, og takker sin stadig syngende mor. "Det var så lidt min skat," siger hun og stryger ham kærligt over håret. Jeg vender mig væk fra kærligheden. Min mave gør ondt. Mit bryst gør ondt. Jalousiens tårer presser sig på, men jeg bruger al min styrke til at holde dem inde. Det er alligevel gået over lidt efter. Efter frokost banker det højlydt på hoveddøren. Henry stikker hovedet ud af vinduet for at se, hvem der er kommet. "MOAR," råber han. "GIDER DU ÅBNE!" "Hvem var det?" spørger jeg og snurrer rundt på Henrys blå kontorstol. "Julius. Han går i min klasse." "Hvad vil han?" spørger jeg. Jeg sætter begge fødder i gulvet, og stolen stopper sine omdrejninger med et ryk. "Har i en aftale nu?" Henry ryster på hovedet.
30
"Jeg ved ikke hvad han vil. Han plejer ikke at komme her. Altså, vi er ikke så gode venner." "Hvorfor ikke?" spørger jeg. Henry griner tørt. "Du kan jo prøve at opleve ham i dag, så kan det være at du kan selv kan svare på det spørgsmål." Han ryster tungt på hovedet og lukker vinduet. Jeg rynker panden og kigger spørgende på ham for at få ham til at uddybe, da noget rammer mig på siden af hovedet med en klask. Jeg kan øjeblikkeligt mærke en ubehagelig prikken i min højre kind. "AV!" råber jeg og tager mig til kinden, mens mine øjne søger gerningsgenstanden. I stedet opdager jeg den nyankomne dreng der står i døråbningen med et overrasket udtryk i ansigtet. "Fuck," udbryder han. "Undskyld! Jeg troede du var Henry. Jeg mener, jeg så en person, det var altså bare for sjov, undskyld!" Jeg gnider min ømme kind. "Hvad ramte mig?" stammer jeg forvirret. "Min fodbold," siger Henry. "Vildt at du afleverede den, Julius!" Han omfavner fodbolden. "Godt at se dig igen," siger han til fodbolden. "Hvorfor vil du have den? Du spiller jo ikke engang," surmuler Julius. Så kigger han på mig igen. "Undskyld! Hvem er du egentlig?" Henry kommer mig i forkøbet. "Fodbold siger mig intet, men boldene er gudeskønne! Hvor lang tid er det du har gemt den her lækre sag for mig, Julius? To år?" "Jeg husker det nu kun som et år," siger Julius og blinker til mig. Jeg spekulerer på, hvad Henry mente med at han ikke kunne lide Julius. "Henry har det med at overdrive." "Jeg tror mere, at det er dig, der ikke er så sød til at afleverer ting tilbage," retter Henry spidst. "Og det er Margrethe. Hun er min ven. Er du egentlig okay?" "Nej. Jeg mener ja, jeg er okay. Og hej," smiler jeg og vinker kort. Julius griner til mig og vinker også. "Hej," griner Julius. "Hvor gammel er hun lige?" spørger han Henry. "Gæt," siger Henry tørt og kigger på bolden. Julius slår hænderne sammen. Kigger tænksomt på mig. "Mmm," brummer han og kigger på mig med sine mudderfarvede øjne. "Rejs dig op." Jeg rejser mig op, så han kan se min fulde højde. Han er faktisk ikke så meget højere end mig. Henry er to hovedet, Julius er kun et halvt. "Vend siden til mig," beordrer Julius og smiler. Jeg ved ikke, om smilet er til mig. Jeg vender mig om, selvom jeg ikke forstår hvorfor. Jeg er vel lige høj hele vejen rundt, måske vil han se længden på mit hår. Men så skærer Henrys stemme værelset i småstumper. "Sæt dig ned igen, Margrethe," snerrer han, men jeg forstår, at tonefaldet ikke er mod mig. "Hvorfor?" spørger jeg samtidig med, at Julius siger; "slap dog af," til Henry. Men Henry er vist ikke i humør til at slappe af. "Du skal fandeme ikke lave dit klamme tjek på Margrethe, er du med?" "Så slap dog af," snerrer Julius tilbage. Jeg kigger fra den ene til den anden, uforstående. Begge kigger på mig, da de mærker mit blik. "Hvaaa...?" spørger jeg dumt. Efter 10 sekunder, har ingen endnu svaret. Jeg lader mig dumpe ned på sengen igen. En lang og pinefuld stilhed efterfølger. Jeg vrider mig hjerne som en karklud for at finde noget stilhedsbrydende samtalestof. Jeg kigger på Julius der kigger på Henry, på Henry der kigger på sin bold og stryger det hvide læder. Det bliver min mobil der bryder stilheden. En ny besked fra mor. Du skal være hjemme 14:30. Hvor uretfærdigt. Klokken er allerede 14:09. Jeg overvejer at argumenter tilbage, men jeg ved, at det ikke vil hjælpe noget på den urokkelige sten kaldet mor. "Jeg skal være hjemme halv," siger jeg til Henry. "Hvad skal du?" Det er Julius der spørger. Han smiler skævt til mig. Det udløser straks et nedkølende blik fra Henry.
31
"Det er min mor, øh... Hun vil gerne have jeg kommer hjem. Jeg skal sikkert bare hjælpe hende med noget på hendes arbejde. Det gør jeg tit." "Hvad arbejder hun som?" spørger han. Henry løfter blikket fra bolden og møder mit blik. Kaster hovedet en lille smule til den ene side. Jeg forstår ikke signalet. "Hun arbejder," begynder jeg, og kigger så på Julius. Mit hjerte banker mens jeg fortæller det, at det skal tage det roligt. "Hun arbejder i IKEA." Julius venstre øjenbryn ryger i vejret. "IKEA," siger han og nikker mange gange uden noget formål. "Hvad er der galt med det?" spørger Henry arrigt. "Det er da lidt mærkeligt," siger Julius lavmælt. "Hey, slap nu af, forhelved. Jeg sagde bare at det var lidt mærkeligt!" Jeg rejser mig op. Mine knæ dirrer."Jeg må hellere se at komme hjem." "Det må jeg også," siger Julius. "Jeg skulle jo bare aflevere din åndssvage bold, Henry." Samtalen er helt død da vi iklæder os vores overtøj. Alle tre. Henry har insisteret på at følge mig hjem. "Klamme sko," siger Julius pludselig, og peger på nogle let genkendelige hvide sko. "De er jo møgbelortede, har I glemt at smide dem ud, eller hvad, Henry?" Mine årer fryser til is. Både Henry og jeg stopper som statuer i luften. "Hva´, Henry?" presser Julius på. Henry møder mine øjne. Ligesom jeg, ved han ikke hvad han skal svare. Jeg synker en klump på størrelse med den situationsfornemmelse Gud glemte at give Julius. "Det er mine sko," siger jeg så. "Det er løgn," griner Julius. "Nej, det er det sjovt nok ikke," snerrer Henry, selvom Julius godt ved det. "Og hold så din kæft, gider du?" "Hvorfor? Jeg sagde jo bare sandheden. Enhver kan se at de er pisseklamme." Henry bliver rød i hovedet og jeg krymper mig af flovhed. "Det er lige meget, Henry," siger jeg sigende til ham. Jeg siger farvel til Anemone og lover, at jeg snart kommer igen. Så tager jeg mine smukke, blå handsker på og forlader Henrys hjem. Jeg havde helt glemt alt for sneen. "Fuck, hvor er her koldt," siger Julius. Han cykler ved siden af Henry og mig. "Må jeg låne dine vanter, Margrethe?" Jeg tøver. Henry skærer en irriteret grimasse og himler med øjnene. "Bare indtil skillevejen," bliver han ved. "Der skal jeg dreje. Jeg fryser altså virkelig!" "Okay så," siger jeg og hiver dem af. Rækker ham dem modvilligt én efter én. Og han takker ikke engang. Er par pinefulde minutter senere kommer skillevejen. "Ses," råber Julius da han drejer af med fuld fart og suser væk. "HEY, JEG SKAL HAVE MINE VANTER," råber jeg efter ham, men han hører mig ikke. "Jo, ser du," siger Henry med blikket rettet mod himlen. "Det er derfor, vi ikke er venner. Blandt andet. Jeg er meget ked af, at du ikke får dine vanter tilbage igen. De var meget kønne." Mens vi går, betragter jeg min hvide ånde i luften. "Vend siden til," vrænger Henry og sparker til en tom Carlsbergdåse der aggressivt og voldsomt bumler hen af den tomme gade. Jeg bryder mig ikke om, at han er sådan. "Hvad er Julius' 'klamme tjek?'" spørger jeg forsigtigt. "Hvis du ikke har regnet det ud, er det bedst, at du ikke ved det," vrisser Henry. Jeg stopper op på fortovet. "Hvorfor er du så aggressiv? Fortæl mig nu bare, hvad det åndssvage tjek er!" Henry vender sig mod mig. Hans ansigt er forvrænget. "Du vil ikke vide det," mumler han.
32
"Jo jeg vil," halvråber jeg. "Det er jo forhelved derfor, jeg spørger!" "Nå, men jeg nægter altså at sige det." Han bløder lidt op. Forsøger at smile, men hans øjne er bitre. "Jeg er altså ked af, at du skulle udsættes for sådan et pinefuldt menneske. Nå, hvad syntes du om ham?" "Mmm," mumler jeg. Vi går videre i stilhed. Jeg tænker på, at pludselig kan jeg godt mærke, hvor lidt jeg kender ham. Da vi går over den gamle jernbanebro, stopper han brat og stopper også mig ved at gribe mit håndled. "Gud," udbryder han og kigger på mig med store øjne. "Du behøver altså ikke kalde mig Gud," siger jeg. Det trækker i mundvigende, men han vil sige noget vigtigt, kan jeg se. "Jeg havde helt glemt det med dine sko," siger han undskyldende, og det slår mig, at det havde jeg også. Perfekt. Som var Henrys ord en trylleformular, sidder skammen rødt i mine kinder blot 2 sekunder efter. "Det er lige meget," siger jeg med en falsk munterhed. Bare han vil stoppe nu. "Du skal ikke tage det personligt, vel, Margrethe?" foresætter han. "Det han sagde, om at din mor arbejder i IKEA. Og om dine sko. Han er jo bare en idiot, det ved du godt, ikke. Hans mening er lige meget," argumenterer Henry. Pludselig kan jeg kun kigge ned. På mine klamme sko. "Det er jo sådan, alle tænker," mumler jeg. Han tager også fast i mit andet håndled. Og ryster mine hænder lidt. "Sådan tænker jeg jo ikke," siger han intenst. Jeg kigger ind i hans øjne. Vreden er væk, erstattet af medfølelsen. Jeg hader det. Medfølelsen. Jeg låser døren op og siger farvel til Henry. Men han gør ikke mine til at gå. "Skal du ikke hjem?" presser jeg på og lægger hånden på dørhåndtaget. Jeg har brug for at være alene. Dørhåndtaget bliver hevet ned, da døren bliver åbnet inden fra. Den kolde dør skubber til mig, og jeg snubler ind mod den rug murstensvæg. "Hvem er du?" hører jeg mor spørge mens jeg besværet vender mig om. Min jakke siger en ubehagelig lyd mod den grove mur. "Jeg står bag døren," råber jeg. Vægten fra døren fjerner sig og jeg kommer fri. "Hvad laver du også omme bag døren," spørger mor vrissent. Vender sig mod Henry. "Og hvem er du?" Noget stort og rødt bliver vækket til live i mit bryst. Flår mit kød i trevler og brænder i mine organer. Summer i mine ører. Jeg kigger på mine hænder. Røde. Kigger på mor. Der sidder akavet nede på trappetrinnet. Og kigger chokeret på sin datter. "Margrethe, hvorfor skulle du skubbe?" spørger hun forbløffet. "HVORFOR SKAL DU ALTID BLANDE DIG I ALT, MOR," råber jeg. "DU STÅR FORHELVED OG OVERVÅGER HELE MIT LIV!" "Margrethe," siger mor forskrækket. "Kan vi ikke tage den senere?" "NEJ! FOR DU ER DER ALDRIG. DU HAR IKKE SNAKKET ORDENLIGT MED MIG SIDEN FAR SKRED! HVORDAN TROR DU, JEG HAR DET MED DET? NEMT?! DU ER EN... EN... EN... PISSEDÅRLIG MOR!" Jeg hiver efter vejret med knyttede næver og venter på hendes svar. Men det kommer ikke. Hun kigger bare tomt på mig. "Øh," siger Henry lavt. "Jeg tager hjem nu." Jeg kigger ikke på ham da jeg svarer. "Okay." Jeg kan hører ham gå. Og jeg ved, at det måske var sidste gang jeg så ham. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at kigge efter ham. Jeg træder hen over mor og går ind på mit værelse. Sætter mig på stolen. Stirrer bare. På et tidspunkt slår det mig, hvad Julius' tjek gik ud på. Klokken er halv 6 torsdag eftermiddag. Jeg laver matematiklektier, da værelsesdøren går op. "Jeg vil gerne snakke med dig," siger mor.
33
"Nå," siger jeg barnligt. "Men jeg vil altså ikke snakke." "Margrethe," sukker hun vredt. "Ved du hvad, så bestemmer jeg altså bare. Jeg skal ud i IKEA nu, og du tager med." Jeg bider tænderne sammen. "Okay," siger jeg. IKEA ligger ikke mere end 10minutters kørsel hen ad hovedvejen. Jeg læner kinden op af den iskolde bilrude og betragter snefnuggene der bunker jeg op af den nederste kant. Bilen lugter fælt og skarpt af benzin. Jeg lukker mine øjne. Da sædet holder op med at danse, åbner jeg øjnene. Vi holder på tanken. Mor stiger ud. I sidespejlet kan jeg se hende fylde benzin på tanken. Så går hun ind på tanken for at betale. Jeg stiger ud af bilen. Lugten af benzin har givet mig kvalmen. "Hey, Margrethe?" hører jeg en stemme råbe. Jeg vender mig om. Spejder rundt. Jeg får hurtigt øje på ham. Det hjælper ikke på kvalmen. Han kommer småløbende hen til mig. "Hej," siger Julius. Han smiler kort. "Hej," siger jeg. Jeg har ikke lyst til at møde ham her. Jeg vil have, at han går, før mor kommer igen. "Hva´, skal du i IKEA?" driller Julius og klapper mig en enkelt gang på armen. Jeg nikker og knytter næverne. "Seriøst?" griner han. Han tvinger mig til at nikke igen. "Jeg er her sammen med nogle venner. Vi skal faktisk i IKEA." Ubehaget rumler i min mave. "Det er løgn," returnerer jeg med flad stemme. "Hvad vil I der?" "Maden er pissebillig," svarer Julius. Stirrekonkurrencen begynder. Han vinder. "Farvel," siger jeg. "Vi ses," svarer han bare. Da mor kommer ud af tanken, er Julius gået. Jeg siger intet om ham. Kvalmen nægter at gå. Jeg sidder i den tomme café alene. Mine øjne er som limet fast til den kødbollemenu, der står foran mig. Halvspist. Jeg kigger på den store bunke kødboller, omgivet af den røde tomatsovs. En uspiselig blanding af rød og brun. Jeg ved jo godt, at det ville ske. Måske er det derfor, at hans stemme ikke giver mig et chok, da jeg hører den. Jeg havde bare ikke regnet med, at Henry ville være der. Mens at Julius præsenterer mig for hans venner - 2 drenge og en pige med stramme sorte bukser og en splinterny Iphone 3 - kan jeg kun kigge på Henry. Hvorfor, skriger jeg lydløst til ham. Hvorfor er du her? "Nå, Margrethe. Hvad laver du her?" spørger Julius og smiler varmt og koldt på samme tid. "Jeg er her med min mor." Jeg lægger armene over kors. "Når jo, din mor arbejder her, ikke også, Margrethe?" De to drenge griner lidt til hinanden. Jeg kigger panisk på Henry. Han kigger undskyldende på mig. Jeg syntes pludselig, at han ser meget lav ud. "Kom nu," siger Henry lavt til deres forsamling. "Lad os nu bare gå." "Hvorfor det?" siger Julius henvendt til Henry. Jeg sætter hænderne i bordet og skubber mig op fra sædet. Den store mængde vægt på samme sted får bordet til at hælde voldsomt. Tallerknen kurer hen af bordet. Handlingslammet ser jeg den tippe. Ud over mine lyseblå supermarked-jeans og mine klamme, klamme sko. Julius griner. En hånd bliver lagt på min skulder. Det er ikke Henrys. Det er heller ikke Julius´. Det er mors. "Er det dine venner, Margrethe?" spørger hun. "Hej, jeg hedder Lisbeth. Jeg er Margrethes mor." Jeg vender mig mod hende. Hun smiler til dem. Rækker hånden frem. Jeg kigger rædselsslagen på hendes buttede hånd. Ydmygelsens tårer vælder frem i mine øjne. Der er ingen af de 4 der tager hånden. De kigger bare på den. Og griner lidt til hinanden. Og så opdager jeg noget rødt. En lille lysende lampe. På pigens
34
Iphone. Hendes blik er som limet fast til skærmen. Hun fniser også lidt. Min kæbe ryger ned, da det går op for mig hvad der sker. De filmer mig kraftedme, "Mor," siger jeg fladt med blikket rettet mod den lille lampe. "Jeg vil gerne hjem." Hun trækker hånden til sig igen. Kigger bekymret på mig. Kigger så frem mod Julius. "Hvad sker der?" spørger hun ham vredt. "Generer i min datter." Ydmygelsens tårer vælder op i mine øjne. "Mor," hvæsser jeg. "Gå med dig!" "Margrethe, fortæl mig hvad der sker? Du græder jo næsten." Jeg skubber vredt hendes hånd af min skulder og kigger igen på den røde lampe, der er svær at ignorere. Mor tager et skridt frem. "Jeg syntes i skal gå," siger hun til dem. Jeg bider mig hårdt i læben for ikke at græde. Kigger væk fra den røde lampe. Kigger væk fra mor og Julius og Henry og tomatsovsplamagen på mine billige jeans. "Fede, klamme so," hvisker Julius så. Jeg hører ham og krymper mig. Mor hører ham og glipper forbavset med øjnene. "Det... det... det... Gå med jer!" råber mor og peger på dem med sin tykke finger. "Gå så med jer!" Julius griner, men jeg bemærker, at de andre drenge og pigen ser utilpasse ud. "Kan du ikke lade Margrethe bestemme det?" spørger Julius. "Nå, Margrethe? Skal vi gå?" Julius kigger på mig. Jeg kigger tilbage på ham. Hadet vælder op i mig som materie. Mine hænder begynder at dirre. Tårerne presser sig på og jeg holder øjnene åbne, for jeg ved, at hvis jeg blinker, vil de løbe som laviner. Ustoppelige. Jeg kigger væk fra Julius. På mor. Hun kigger på mig. Jeg kigger på hendes åbne mund. Hun har noget orange siddende mellem fortænderne. Og pludselig, som en flodbølge, vælter ordene ud af min mund. Jeg kan ikke stoppe dem, for jeg ved ikke engang hvad det er jeg siger: "Du er også bare så fed og klam, mor," siger jeg åndeløst. Og så er det at jeg begynder at græde. Tårerne triller og triller og det eneste jeg kan se, er det lille røde lys. På et tidspunkt holder det op med at lyse. På et tidspunkt råber Henry de værste skældsord til Julius. På et tidspunkt står jeg ude i sneen på parkeringspladsen. På et tidspunkt lukker jeg øjnene. På et tidspunkt kommer Henry løbende hen til mig. Han siger undskyld. Han siger: "Jeg prøvede at stoppe dem, Margrethe. Undskyld! Jeg ville aldrig tage med for at mobbe dig." Mobbe. Mobbe. Mobbe. Ordet kører i mit hoved. På et tidspunkt kommer Julius hen til mig og Henry. "Ej, Margrethe," griner han. "Det var altså bare for sjov! Okay? Jeg vidste ikke, du ville begynde at tude!" Knytnæven rammer ham et tilfældigt sted i ansigtet. Julius giver et råb fra sig. Tager sig til næsen. Gennem den tætte sne kan jeg se blodet der løber i en fin streg fra hans næse. "FUCK DIG," skriger han. "I er begge syge i hovedet." Julius løber væk og bliver slugt at sneen. Henry står længe ved min side, men på et tidspunkt går han også. På et tidspunkt kommer mor hen til bilen. Mens vi kører, tænker jeg over, at jeg aldrig har slået nogle før. Jeg tænker over, hvor godt det føltes at slå Julius. Men jeg smiler ikke. På et tidspunkt er vi hjemme, men der er intet roligt over hjemmet. "Margrethe?" spørger mor forsigtigt. "Skal jeg lave noget mad til dig, eller blev du mæt?" Jeg ved hun kigger på mig, men jeg kigger ned i gulvet. "Jeg blev mæt," siger jeg og går så hurtigt ind på mit værelse. Jeg krummer mig sammen på sengen, oven på dynen. Med alt tøjet på. Jeg ligger der længe. Mine tænder klaprer af kulden der siver ind gennem de dårligt isolerede vinduer. Tomatsovsen på bukserne klistrer til min hud. Hver gang jeg blinker, triller store, tunge tårer ned af mine kolde kinder. Jeg græder lydløst og alene. Jeg tænker på videoen. Måske viser Julius den i klassen i morgen. Jeg tænker på Henry, og græder endnu mere. Hans ord lyder i mit hovedet: Jeg prøvede at stoppe dem, virkelig. Undskyld, Margrethe!
35
Timingen er ironisk perfekt. To lange lysglimt rammer min rude og danser ind til mig. Og så ved jeg, at Henry står derude. Og siger undskyld ved hjælp af sine to lysglimt. Han vil sikkert gerne tale med mig, men det må vente. For jeg ved, hvad jeg må gøre nu. Mor ligger på sofaen. Hendes øjne er lukkede og vejrtrækningen høj og tung. Jeg lister forbi hende, for ikke at vække hende, og ud af stuedøren. Hoveddøren er mørk, et sort hul i mit liv. Udgangen. Exit. Jeg kigger på den, overvejer knap et sekund, før jeg lister ud i køknet. Jeg fortryder ikke mit valg. Jeg tænder elkedlen. Finder teblade i skabet over vasken. Mens at vandet koger, kigger jeg på pigen i vinduet. Hun ser hæslig ud; bleg med hektiske røde pletter på kinderne, røde opsvulmede øjne og livløst ansigt. Jeg smiler til hende, og hun smiler tilbage. Det klæder hende bedre med smilet, synes jeg. Jeg stiler teen på sofabordet. Slukker fjernsynet. Finder et tæppe og ligger det over mor. Putter det godt ned om hende. "Margrethe," sukker hun søvnigt. "Er det dig?" "Ja det er mig," svarer jeg. "Jeg har lave en kop te til dig. Hvis du har lyst, altså..." Mor lukker øjnene op. Kommer op og sidde. Bekymringens rynker er limet fast til panden. "Margrethe, det der skete," begynder hun. "Kan vi ikke godt lade være at tale om det?" beder jeg. Mor nikker langsomt. Kigger tænksomt på teen. "Jeg... jeg mente ikke det jeg, øh, sagde til dig i IKEA. At du var fed og klam," hvisker jeg. Hun læner sig frem mod mig. Åbner sig favn. Giver mig et knus og stryger mig over håret. Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har krammet mig. Hvordan jeg sidst har ladet hende kramme mig. "Undskyld," hulker jeg. Det er pludselig svært ikke at græde. "Jeg elsker dig, mor." "Jeg elsker også dig, min skat," siger hun. Hun stryger mig over håret, fortæller mig, at det nok skal blive godt igen, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hendes ord. Dårlige ting forekommer. Det sker. Men man kan ikke stoppe livet, der går videre. Jeg tænker på min ven, Henry, der står derude i sneen. Passer på mig. Og beskytter mig. Som venner jo gør.
36
Drømme i natten
Af Agnes Engholm, 14 år
Hun irriterede mig. Hun var bare slet ikke som andre. Hun ville bare irritere mig. Jeg ved ikke, hvordan det
lykkedes hende hver gang, men hun kunne slet ikke lade være med at irritere. Jeg tog min frakke og gik. Jeg
orkede ikke flere skænderier, jeg kunne ikke holde til mere. Vejen hjem var længere, end den plejede. Jeg
gik i mine helt egne tanker hjem. Da jeg kom til mit grimme gule hus på den grimme villavej, var jeg endelig
hjemme. Stille tog jeg i håndtaget, min mor lå sikkert og sov på sin sædvanlige plads. Hun havde nok også
drukket igen. Jeg lagde min gamle slidte Eshpack taske og satte mine helt mudrede kondisko på plads. Jeg
listede mig hen ad gulvet, som selvfølgelig var dækket af forskellige former for spiritus flasker. Jeg begyndte
at samle dem ind og gjorde, hvad jeg kunne for ikke at vække min sovende mor. Jeg faldt ved et uheld over
en af flaskerne, og en skingrende lyd gav ekko i rummet. Min mor vågnede med et råb.
”Hvad fanden har du gang i, her ligger man og prøver at sove og så kommer sådan en l snotunge og vækker
mig, skrid med dig eller du får en flad” skreg hun.
Jeg løb ind i mit pulterkammer og satte mig til og læse, det var det eneste der hjalp, når min mor skældte
mig ud. Jeg tog min gamle Nokia frem og så, at Sofia havde ringet. Det havde jeg også regnet med, at hun
ville. Jeg gik jo bare uden at sige noget. Hun anede ikke hvorfor. Jeg ville ikke snakke med hende. Jeg kunne
ikke overskue flere problemer. Jeg ville ønske ens problemer bare kunne forsvinde, så snart man lagde
hovedet ned i puden. De gule vægge omkring mig og lugten af alkohol og røg gjorde mig utilpas. Jeg lagde
mig til at sove, det hele kunne være lige meget. Jeg ville bare ind i Drømmenes Verden.
”Vågn op din fucking dovne skid, vi skal æde” råbte min mor ind i mit ansigt.
Hun havde spyttet på mig, det løb ned af mine kinder. Jeg tørrede det af med dyne betrækket. Jeg steg ud
af min gamle, knagende enmandsseng, strakte min trætte krop og gik ud i køkkenet. Min mor orkede aldrig
at lave mad, i dag stod menuen på remulade mad med muggent rugbrød. Min spinkle krop kunne godt
trænge til lidt fedt her og der, men pga min mors alkoholforbrug havde vi ikke råd til rigtig mad. Min mor
havde Jens på besøg. Han og min mor var gode venner, eller som min mor kaldte det ”bollevenner”
Jens var den lokale alkoholiker, og det kunne man tydeligt mærke på ham.
Han tager mig altid bagi og siger ”det var da godt nok en stram røv, må jeg gramse lidt på den” og så falder
min mor altid om af grin. Jeg gik over for at vaske op, mens Jens iagttog mig nøje. Han stod op af
køkkenbordet med en øl i hånden. Man kunne høre min mor danse rundt i stuen til en gammel Abba sang,
mens hun faldt over nogle flasker her og der. Jens stillede øllen fra sig højlydt og gik over til mig.
Han hviskede mig i øret ”Skal vi to ikke gå ind på dit værelse og ...” jeg prøvede at skubbe ham væk med
min albue, men han blev ved. Det blev voldsommere og voldsommere, så jeg til sidst blev nødt til at slå
ham i hovedet, men det var åbenbart ikke nok. Det sidste jeg så, var en knytnæve helt tæt på.
37
Jeg vågnede op. Det svimlede for mit hoved. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg var helt øm for neden og mine
bukser var nede om anklerne. Jeg begyndte at græde. Jeg vidste jo godt, hvad der var sket. Det var lyst
uden for, og jeg lå her helt lammet. Jeg tog mine bukser på og gik ind på mit værelse. Jeg lagde mig på min
seng og gav mig til at græde mere. Jeg var træt og udmattet. Jeg var ikke velkommen i denne verden. Jeg
hørte ikke til her. Jeg tog min varme dyne om mig og græd mig ind i mine uforstyrrede drømme. Ingen
kunne blande sig i mine drømme..
Jorden var våd, næsten så den kunne vrides. Jeg lagde mig ned. Jeg var nøgen. Min bare hud prikkede af
kulde. Med tiden blev den kolde jord varmere og varmere, til sidst så varm, at min prikkende hud blev til
brandsår. Jeg rejste mig op. Jeg begyndte at gå, bare gå til et sted, jeg ikke kendte. Her var ikke andet end
jord. Jeg hoppede hen af jorden på grund af varmen, det blev mere og mere ulideligt. Huden på mine
fødder var væk. Blodet strømmede ud. Det var forfærdeligt. Jeg kunne ikke gå længere. Jeg var bundet til
det her sted.
Jeg vågnede. Mine kinder var helt stive af størknede tårer. Drømmen havde gjort mig bange. Jeg satte mig
på sengekanten. Al denne sorg, jeg kunne ikke holde til mere. Jeg tog en gammel rygsæk og pakkede alt mit
tøj. Jeg ville væk. Glemme alt omkring mig, væk fra alt. Jeg ville lægge Jens bag mig, som Sofie altid sagde
man skulle. Sofie, jeg havde slet ikke tænkt på hende, siden jeg bare gik. Hvorfor valgte jeg Sofie, af alle de
snottede børn i min gamle klasse så valgte jeg Sofie at være venner med. Det var nok mest hendes smukke
lange lyse hår, som alle hele tiden skulle pille ved. Hun var bare så irriterende. Alt hvad hun sagde og
gjorde. Hun var nok bare min ven, for at havde en ven. Det hun havde sagt med, at man bare skulle lægge
ting bag sig, var faktisk ikke så dumt. Nu ville jeg så bare lægge hende bag mig. Hende og Jens. Jeg åbnede
døren ind til stuen, hvor min mor lå og sov på gulvet med en ølflaske i hånden. Jeg listede hen over gulvet,
for ikke at vække hende. Hun ville nok være ligeglad over, at jeg løb hjemmefra. Hun elskede mig jo ikke.
Døren ud var åben. Jens havde nok glemt at lukke den, fordi han var for fuld. Jeg gik ned ad de slidte
stentrapper, og følelsen af frihed overvældede mig. Jeg begyndte bare at gå ligesom i drømmen. Gå i en
retning jeg ikke vidste, hvor førte hen.
Jeg havde gået hele dagen på må og få rundt i kvarteret. Natten begyndte stille at trække sig over himlen.
Jeg fandt et lille cykelskur, hvor døren var åben. Jeg lagde mig til rette ovre i et hjørne med min taske som
hovedpude og min eneste sweater som dyne. Det var midt i november, det ville blive en meget kold nat.
Jeg lukkede øjnene og faldt ind i mine drømme. Jeg drømte den samme drøm som sidste nat, drømmen var
bare længere nu. Mine fødder var forbrændte og hud der lå i stykker henad jorden, jeg havde gået på. Jeg
skreg af smerte. Jeg kunne ikke gå hurtig nok for at mine fødder ikke hang fast i den smeltede hud. Jeg
vågnede i mit skrig. Det var stadig mørkt udenfor. Kulden var voldsom. Mine kinder var frosne og min næse
var følelsesløs. Jeg lagde mig i fosterstilling for at holde på den sidste varme i min krop. Tårnene pressede
sig på. Jeg ville ikke græde nu, ikke nu, det er jeg for stærk til. Men de kom stille løbende ned af min kind.
Følelserne blev til en stor pærevælling. Jeg kunne ikke være i min krop. Jeg ville væk fra alt i denne verden.
Det regnede uden for. Regnen trommede på taget. Jeg kunne ikke se noget i mørket. Skurets kolde
træplader kunne mærkes op ad min ryg. Mine hår på hovedet rejste sig af kulden. Jeg tog en ekstra T-shirt
på ud over mine tre andre. Jeg tog min sweater ned over benene og lukkede øjne. Natten gik, men lige
38
meget hvor meget, jeg vendte og drejede mig, kunne jeg ikke sove. Mest af alt i angst for min drøm, men
også ved tanken om Sofie og min mor. Jeg var jo bare gået fra dem. Sofie havde selvfølgelig sin ”perfekte
familie”, min mor havde sikkert ikke opdaget, jeg var borte. Når hun vågnede, ville hun sikkert bare tage en
øl mere. Så ville det gå op for hende, at jeg var væk, og hun ville nok bare tro, at jeg var gået en tur. Det
ville hun så tro måske i tre dage. Jeg vil ikke tænke på hende mere. Hvad har hun gjort for mig, andet end
at være en dårlig mor? Hvorfor skulle jeg spilde mine dyrebare tanker på hende. Det samme med Sofie,
hvad har hun gjort godt for mig andet end at være død irriterende. Mange ville nok ikke sige, hun var
irriterende, de ville nok bare mene, at hun var den søde pige.
Dagen kom frem på himlen, og en solstråle skinnede ind gennem et af mellemrummene i brædderne. Jeg
rejste mig op, iførte mig min sweater og tog min taske på ryggen. Jeg var nu parat til dagens rejse.
Jeg åbnede døren stille, for at den knagende dør ikke skulle vække opmærksomhed. Jeg vidste ikke helt,
hvor jeg var. Det var en lille baggård, husene var høje. Små fine træer stod helt visne. Min varme ånde kom
kulden i møde. Jeg stod et øjeblik bare og kiggede ind ad folks vinduer. I nogle af vinduerne var der små lys,
og det så hyggeligt ud. Jeg lukkede øjnene, mens jeg tog en dyb indånding. En svag lugt af brændt stearin
og hjemmebagte boller kom mig i møde. Lugten af hjemmebagte boller var lugten af himmel. Jeg havde
aldrig smagt en. Sofies mor havde engang bagt nogle, og jeg spurgte hende, hvad det var for en fantastisk
lugt. Det var hjemmebagte boller, havde hun svaret med en sød, blid stemme. Jeg nåede aldrig at få en, for
så ringede min mor og sagde, jeg skulle komme hjem og rydde op efter hende, fordi hun var for fuld til at
gøre det selv.
Her ville jeg komme tilbage i aften. Der var en dejlig stemning. Jeg gik ud på gaden. Hvordan jeg havde
fundet herhen, anede jeg ikke. Det var jo mørkt.
Gaden var fyldt med mennesker, der sikkert skulle på arbejde. Jeg havde taget nogle penge med, jeg havde
opsparet i lang tid. Det var egentlig meningen, de skulle bruges til et par vinterstøvler, men jeg ville godt
kunne klare mig en vinter mere med mine for små hullede kondisko. Jeg ved ikke præcist, hvor meget jeg
havde, men det måtte nok være et par hundrede kroner. Jeg ville bruge dem på mad det næste stykke tid.
Jeg var meget sulten, for jeg havde ikke fået noget at spise hele dagen i går. Jeg fandt en bager. Jeg elskede
lugten af bager. Jeg havde altid sagt, da jeg var lille, at ”når jeg bliver stor vil jeg være bager”. Den drøm har
jeg stadig. Jeg tog min pung frem og kiggede i meget lang tid efter, hvad jeg skulle købe. Det var anden
gang i hele mit liv, jeg skulle købe noget hos en bager. Den første gang var selvfølgelig med Sofie. Vi havde
fået 20 kroner af hendes mor til at gå ned og købe en kanelsnegl hver. Det var den bedste dag i mit liv. Jeg
glemmer aldrig smagen af kanelsnegl. Det var så fantastisk. Jeg var tæt på at købe en, men jeg ville prøve
noget nyt. Bageren var begyndt at kigge mærkeligt på mig, nok fordi jeg havde stået derinde i meget lang
tid. Der var så varmt derinde og lugten, ja lugten var helt himmelsk. Jeg besluttede mig for at købe et
studenterbrød, da de var så store og flotte. ”Hvad skulle det være min pige?” spurgte den ældre bagerkone.
”Et studenterbrød tak” svarede jeg med et smil på læben. ”Det var du også længe om at beslutte”, sagde
hun sødt. ”Jeg kommer meget sjældent hos en bager, men jeg holder så meget af at være her”, sagde jeg
stille. ”Det bliver 8 kroner” sagde hun, mens hun stod og så smilende på mig. Jeg fandt en masse halve
kroner frem, som til sidst gav 8 kroner. ”Det har du vist sparet op til længe min pige” sagde hun grinende,
mens hun samlede pengene i sin hånd. ”Ja, det kan du tro, jeg har”, sagde jeg, mens jeg kiggede videre på
39
de smukke kager. ”Vi søger en hjælper i bagerforretningen, hvis du har lyst, kan du jo ansøge om jobbet”,
sagde bagerkonen forsigtigt. Jeg hoppede op og ned. Det her kunne blive en drøm der gik i opfyldelse. ”Ja,
er du vimmer”, sagde jeg glad. ”Vi holder jobsamtaler den 27/11 fra kl 7- 15 ” sagde hun med et smil og gav
mig min pose. Jeg gik ud af butikken med det største smil på læben, aldrig havde jeg været så glad. Jeg tog
min mobil frem for at se, hvad dato det var. Der var en uge tilbage. Det var lang tid. Jeg måtte sove i skuret
og finde et sted, hvor der varmt i løbet dagen. Ugen skulle nok gå hurtigt.
Jeg besluttede mig for at liste hjem og hente min dyne, for at jeg kunne holde varmen om natten. Det var
for besværligt at skulle bære på den hele dagen, så jeg måtte lad den ligge i skuret, den tid jeg var ude.
Vejen hjem til mit hus var lang. Da jeg endelig var der, kiggede jeg ind ad vinduerne for at se, om min mor
var hjemme, eller om hun lå og sov. Jeg kunne ikke se hende nogen steder. Så jeg gik bare ind. Døren var
selvfølgelig ikke låst, det var den aldrig. Jeg listede mig hen til mit værelse, tog min dyne, løb ud igen. På
vejen ud tog jeg også lige mine mors handsker for også at kunne holde varmen på hænderne.
Jeg kom til skuret og lagde mig godt tilrette i mit hjørne med hovedet opad min taske. Jeg faldt hurtigt i
søvn. Drømmen kom igen. Den gentog sig og til sidst var hele min krop næsten smeltet, kun mit hoved var
tilbage. Jeg skreg.
Jeg vågnede, og lyset fra himlen var tydeligt. Mine arme var blå af frost, fordi de havde ligget ovenpå
dynen, mens jeg havde sovet. Jeg tog tre trøjer og min sweater på, min mors handsker, så var jeg klar til at
gå. Jeg havde stadig halvdelen af mit studenterbrød. Jeg havde gemt på det, fordi det smagte så godt. Jeg
gik ud på gaden. Jeg havde sovet meget. Klokken var nok omkring de 16-17 stykker. Jeg faldt jo også først i
søvn tidlig morgen. Jeg satte mig på en bænk og fiskede mit kolde studenterbrød op af tasken. Jeg satte
mine sultne tænder i det hårde stykke og kunne mærke chokoladen smelte på tungen. For hver bid jeg tog,
var det som jeg var i himlen. Jeg gemte det sidste lille stykke til i aften. Der kunne jeg ligge og gnave af det
under dynen, mens en bil ville køre forbi engang imellem. Der ville jeg så drømme om, at jeg var i bilen. Jeg
var faldet i søvn på bagsædet, og min mor og far ville kigge om til mig og sige se, hvor hun sover sødt. Vi
ville være på vej hjem fra min mormor og morfar, hvor vi havde fået lækker mad og spillet kort. Sådan ville
jeg ønske det kunne være. Jeg rejste mig og begyndte at gå over mod en lille hvid kirke, der lå på byens
torv. Jeg gik derind. Varmen kom mig i møde og en smuk korsang blev sunget. Jeg satte mig på en af de
mange bænke. Der var mange mennesker herinde, man kunne se, at noget skulle til at begynde. En pige,
der var omtrent på min alder, satte sig ved siden af mig . Hun var derinde med sin mormor, kunne man se.
De sad og grinede og snakkede om alt muligt mærkeligt. Jeg forestillede mig, at jeg også var herinde med
min mormor. VI sad og spiste nogle hjemmebagte småkager, som vi havde bagt sammen. Det kommer bare
aldrig til at ske. For jeg har ikke nogen mormor.
En dame kom ind, hun var tydeligvis præst. Hun begyndte at snakke ”Tak fordi I kommet. VI har gjort os
umage med det her show, og vi håber I vil nyde det.”
Et ungt pigekor kom ind og begyndte at synge. Jeg lukkede øjnene. Det lød så smukt. De kunne blive ved for
evigt. Jeg tog mig selv i at sidde og synge med uden at kende sangene. Da de var færdige med at synge,
kom præsten ind igen og sagde ”I må havde en god fredag”, og så rejste alle sig og begyndte at gå. Jeg blev
siddende lidt. Her var så dejligt. Da Kirken var tom gik jeg. Da jeg kom ud, var der mørkt. Pigen og hendes
40
mormor stod ude foran og grinede. En tåre løb ned af min kolde kind. Jeg ville bare hjem i mit kolde skur,
spise det sidste af mit studenterbrød og drømme. Natten var lang. Jeg kunne ikke sove, jeg ville ikke sove.
Jeg var bange for drømmen. Dynen varmede godt om min krop. Jeg lå helt nede under den, med hovedet.
Mine øjne gled langsomt i, jeg prøvede at holde dem åbne, men det var svært. Jeg vågnede med et sæt, jeg
var faldet i søvn, jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde sovet, men det var lyst. Jeg kunne ikke huske, hvad
jeg havde drømt, men jeg havde havde drømt noget dårligt, for jeg rystede, ikke af kulde, men af skræk. Jeg
svedte, og sveden piblede ned af mig. Jeg kunne alligevel ikke komme væk fra dynen. Jeg havde det
mærkeligt. Mit hoved dunkede. Jeg kunne ikke rejse mig. Jeg fik en kvalmende fornemmelse. Spyt samlede
sig i min mund. Jeg brækkede mig ud over min dyne. Der lugtede, men jeg kunne ikke gøre noget ved det,
jeg havde det for dårligt til det.
Min taske var næsten til at vride af sved, fordi jeg havde ligget på den hele natten. Der var kun fem dage til
jobsamtalen hos bageren. Jeg ville ikke havde det sådan her. Jeg lå svøbt ind i mit eget bræk. Det hele var
så forfærdeligt. Jeg ville ikke havde ondt af mig selv. Det sagde min mor, man aldrig skulle. Da jeg var lille,
græd jeg meget. Min mor slog mig og sagde så ”man skal ikke have ondt af sig selv, tudefjæs!” og derfor har
jeg lært aldrig at græde, når hun er til stede. Jeg græder stadig, men kun overfor mig selv, aldrig foran nogle
andre. Det ville være pinligt. Folk skal ikke tro jeg er svag. Jeg kan godt selv.
Jeg tvang mig selv op. Rystede min dyne og tog betrækket af. Betrækket smed jeg ud. Dynen var stadig våd
af bræk. Jeg hængte den op på en snor ude i skuret. Snoren var nok blevet brugt til vasketøj. Jeg tog en
beskidt trøje, hældte noget vand på den fra en lille hane ude fra skuret og vaskede dynen med den. Dynen
var nu næsten ren men våd, så jeg måtte vente lidt med at lægge mig under den. Jeg tog noget rent tøj på
og gik over til bageren for at købe noget mad. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var blevet syg, fordi jeg ikke
havde spist nok. Det var nok også mest derfor, men også pga min manglende nattesøvn og den konstante
kulde. Der var som sædvanlig varmt og dejligt inde hos bageren. Bagerkonen stod og talte penge. Hun
smilede til mig. Denne gang ville jeg bare havde en bolle. ”En rosinbolle tak” sagde jeg og rakte hende det
præcise antal penge. ”Denne gang var du hurtig, min pige” sagde hun. Jeg elskede, at hun kalde mig sin
pige. Det gav et sus i kroppen. En følelse af, at man hørte til nogen. Jeg smilede. ”Her, ellers andet?” sagde
hun og talte de penge, jeg havde givet hende. ”Næ, tak” sagde jeg og satte mig på en af stolene inde i
forretningen og spiste. ”Kommer du på torsdag ?” spurgte hun, mens hun æltede noget dej. ”Ja, det kan du
tro. Jeg har altid drømt om at arbejde i en bagerbutik” sagde jeg og smilede. ”Det er godt, der kommer nok
ikke så mange”, sagde hun og lød lidt skuffet. Da jeg havde spist min bolle gik jeg, selvom jeg havde lyst til
at blive der for evigt. Kulden udenfor var blevet meget voldsom, og jeg ville ikke kunne klare en nat mere
udenfor. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Kvalmen var ovre, men feberen var blevet værre, og mit hoved
dunkede som sindssygt. Jeg ville ikke bare kunne gå hen til en tilfældig person og spørge, ”Undskyld, har du
muligvis en ekstra seng ledig?” Det ville være mærkeligt. Måske bageren kunne hjælpe mig. Jeg gik ind i
butikken igen. Der var ingen i butikken andre end bageren, så jeg spurgte hende, om hun havde nogle
minutter. ”Ja selvfølgelig” sagde hun og førte mig ind bag i butikken. Der var varmt og dejligt derinde. Der
lugtede af varm chokolade. Jeg satte mig ned ved siden af hende. Jeg fortalte hende alt, hvad der var sket.
Alt om min mor og alt om Jens. Til sidst var det svært at holde tårerne tilbage. ”Jeg kan ikke holde til mere”
sagde jeg med grådkvalt stemme.
Hun satte sig tættere på mig og holdt om mig. ”Såså min pige, vi finder ud af det her sammen” sagde hun
med en trøstende stemme. ”Du kan bo hos mig en tid, så kan du hjælpe mig i butikken en gang imellem”
41
sagde hun, og jeg løftede mit hoved fra hendes arm og smilede. ”Men først og fremmest så skal du havde
noget søvn. Du ser helt udmattet ud” sagde hun og aede mig på kinden. ”Efter det kan du tage dig et bad
og finde noget tøj i mit skab. Jeg har så meget jeg ikke kan passe. Jeg har ingen børn der kan få det, så du
kan finde noget, du synes er pænt” sagde hun, og jeg krammede hende en ekstra gang. Det var fantastisk.
Alt var fantastisk. Hun viste mig hurtigt rundt og viste mig sin afdøde mands værelse. ”Her kan du bo min
pige:” Hun viste mig også skabet med sit aflagte tøj, som hun var blevet for tyk til. ”Det er også godt for mig
at have nogen i huset” sagde hun, ”Jeg er jo ved at blive en gammel dame”. Jeg smilede, og hun gik ned
igen. Hun boede ovenover butikken. Hun kunne bare gå op og ned fra butikken, som det passede hende.
Jeg fik også lov at spise af brødet, når jeg blev sulten. Jeg havde aldrig troet, at det skulle blive så godt. Jeg
lagde mig i den bløde dejlige seng og åndede dybt ind. Jeg faldt i søvn kort efter. Jorden under mig var nu
efterhånden ikke andet en smeltet hud. Jeg skreg og græd, mit hoved lå bare der og kunne ikke bevæge sig.
Langsomt blev jorden under mig koldere og koldere. Min krop blev næsten løftet op fra jorden, jeg stod der
helt nøgen, og mine fødder blev normale igen. Jorden under mig blev til bløde dyner, og jeg hoppede over
dem, mens jeg grinede. ”Sandra, Sandra.” Bagerdamen stod med en skål i hånden og smilede. ”Der er
aftensmad” sagde hun. Enden på drømmen kan være meget, min ende blev mit liv.
42
Den skyggeløse skyggejæger
AAff LLyynngg,, 1155 åårr
KKaappiitteell 11:: DDeenn aallmmææggttiiggee ttrraaffiikkpprroopp..
Damon, Gavin og fru Alcia havde været på ferie i New York, og er nu på vej hjem til skyggejægernes
hjemland Idris. Det var en behagelig tur for Damon. Han lænede sig tilbage i sædet parat til at tage en lur,
men så kom den store, den almægtig, den uovervindelige trafikprop. Fru Alcia er altid venlig, rolig og høflig
når hun snakker til folk. Dyyyyyt! ”så kør’ dog menneske!”
Bare ikke når det gælder trafikpropper. Damon fløj op af sædet og ramlede hovedet op i taget på fru Alcias
sølvpassat.
”Sæt dig ned Damon” hvæsede fru Alcia, med det kastanje farvede hår. Hendes rigtige navn er Luna. Luna
har aldrig villet have at nogen sagde hendes navn, kun Gavin. Så derfor siger Damon altid fru Alcia. Damon
tog hænderne op til hovedet med det lange sorte hår. Hans hår gik helt ned til hagen, og dækkede for det
venstre øje. Hans hår havde rigtig været karamelfarvet, men nu hvor hans ånd er inde i hans skygge er det
blevet sort.
Han blinkede med de røde øjne, for at klare hovedet lidt.
”Tag det nu roligt” hørte han Gavin sige til fru Alcia, som var ved at give chaufføren foran dem, en stor
skridebalde og dyttede som en galning. Gavin, som sad på bagsædet, kløede sig tænksomt i det glatte grå
hår og kiggede ud af vinduet.
”Damon, jeg tænkte på” begyndte han at sige lavmælt.
”Pas på, det kan være farligt” sagde Damon surt, imens han gned sit hoved for at sikre sig, at der ikke var
skrammer efter mødet med bilens tag.
Gavin himlede med øjnene og droppede det. Der var kommet flere biler, og nu var de midt i et hav af biler i
alle mulige farver. De eneste, der kom frem var dem på gågaden. Damon blinkede hurtigt med øjnene igen
og sagde med en bekymret stemme.
”Lad mig køre” men fru Alcia sagde bare spidst.
”Nej, ikke gammel nok” imens hun, med de smaragdgrønne øjne, prøvede at dræbe ham, der var foran
dem. Øjenfarven passede til de ægte smaragdgrønne sten i hendes øreringe. Damon fnøs og tog en
beslutning. En lidt klog beslutning og stod ud af bilen. Da han stod på vejen føltes osen og bilernes dytten
som en tyk tåge, men Damon glattede bare sin sorte stofjakke med høj hals og korte store løse ærmer, som
altid var krøllet.
Fru Alcia råbte ”Hvor skal du hen!” men Damon tog bare den ene hånd op som at sige: Farvel jeg kommer
om lidt og forsvandt imellem bilerne og menneskerne.
”Damon!” Råbte fru Alicia.
”Lad ham bare gå Luna. Han kommer nok tilbage” sagde Gavin opmuntrende.
43
”Han er jo 17. Han er blevet en stor dreng nu”
Luna sukkede og vendte hovedet om for at give chaufføren foran lidt mere råb og dytten.
Gavin sukkede opgivende og kiggede ud af vinduet, dér hvor Damon var forsvundet.
Pas på dig selv Damon, tænkte han i sit stille sind og fjernede støvet fra sin mørkegrå lange cowboy jakke.
KKaappiitteell 22:: DDeenn mmøørrkkee kkllooaakk..
Damon gik imellem biler der dyttede og folk der råbte af ham, han knyttede hænderne og modstod trangen
til at pande dem ned en efter en og råbe af dem at de skulle tie stille. Han kom forbi en bil, hvor der var en
mand der hørte musik, men det var ikke andet end en tromme, der slog lige som hans hjerte havde gjort
engang. Nu var der helt tomt, bogstavelig talt.
Pludselig kom han lidt ud af det store bilkaos og ud til et stort dybt hul på vejen, hvor der var vandrør, der
kom vand ud af. Det måtte være derfor bilerne var stoppet.
Damon kunne ikke se problemet. Man skulle jo bare træde godt ned på speederen og have lidt hæld i
posen, så kunne man let hoppe over hullet. Han kunne også gøre det nu, hvis han gad.
Damon så pludselig et kloakdæksel ud af øjenkrogen, der var taget af ikke langt væk. Han gik hen til det og
så ned i det mørke hul. Nede i mørket kunne han høre nogle sige:
”Av Alec, du trådte mig over foden”, et undskyld og en der sagde:
”Kom nu i to”. Han kendte stemmerne. Det var Alec, Isabelle og dumme Jace, der var ude og dræbe
dæmoner igen. Damon vendte om på hælende og gik afslappet tilbage til det store hul, imens han
mumlede til sig selv. ”Du går ikke derned, du går ikke derned”, men så blev det for meget for ham. Han
spænede hen til kloakhullet og hoppede derned, uden at tænke på, at han rent faktisk kunne tage stigen
derned. Da han kom derned var der helt mørkt, da han landede på benene. Hvis han havde været sig selv
havde han fået stød op i sine ben, men fordi han var sin skygge kunne han ikke mærke det. Han rejste sig
op fra den bøjede stilling, som han var landet i. Det tog ham lidt tid at vænne sig til mørket, men han
begyndte at kunne se mere klart og så helt tydelig.
Hvis han havde været sig selv måtte han bruge sin stele for at kunne se noget som helt, men nu kunne han
godt se i mørket. Han var på en sti, der var lavet af sten. På den ene side var en stor, ulækker, tyk brun og
grøn flod. Han ville ikke vide, hvad der var i den. Damon ville ikke tage sin stele frem, hvis nu Isabelle Alec
og Jace så ham og begyndte at spørge om for meget, ville det ikke være så godt.
Damon tog en dyb indånding selvom der ikke lugtede så godt i kloakken, og han havde nok heller ikke så
godt at det.
Han begyndte at gå ind langs stien og ind i mørket.
44
KKaappiitteell 33:: DDrraaggee ddææmmoonneenn..
Det var ikke svært for Damon at finde dem. Alec havde taget sin stele frem, så Damon kunne se dem på
lang afstand. Han ville ikke gå hen til dem, men holdt sig på afstand inde i skyggerne, så han smeltede
sammen med dem. Selv om Damon gik med bløde skridt efter dem, kunne man stadig høre ham, hvis man
lyttede godt efter, så derfor trådte han ned på samme tid som dem, så de ville tro det var deres egne skridt.
De kom til en stor sort ting, som knurrede af dem. Den var ligeså stor som en varevogn, men dog ikke lige
så bred. Alec der stod til højre for Isabelle og Jace, tog stelen frem, så man kunne se den. Det var en drage
dæmon - en unge med to ben, korte tynde arme, der sad som en dinosaur og en stor hale der lignede
rygraden på et menneske, et aflangt hoved uden læber og med dolkelignende tænder og ligesom alle
mundaner børn savlede den også. Den skrabede med det ene ben som en sur tyr og brølede som om den
allerede var sået.
Damon kastede sin kastenål og trak sig tilbage hurtigere end øjet kunne se, ind i et langt rundt hul, som der
var mange af dernede, lige inden drage dæmonen løb imod dem i stor smerte. Det så sort ud for dem. Der
var nemlig alt for lidt plads til at kæmpe, så derfor råbte Alec som den klogeste af dem ”løb!”. Som
sædvanlig ville Jace kæmpe og ikke løbe, så Isabelle måtte trække ham væk fra den. Da Alec, Isabelle og
Jace var løbet forbi med dragedæmonen i hælene, skyndte Damon sig ud af hullet og løb ud efter dem.
Isabelle og Alec var kravlet op af stien og ud. Dragedæmonen kunne ikke kravle op af hullet, så nu stod Jace
alene med dragedæmonen. Uheldigvis fik den øje på ham og løb lige imod ham. Den ramlede hovedet ind i
ham og kastede ham op i luften. Jace ramte loftet og landede på maven. Jace kiggede op på
Dragedæmonungen, der savlede på ham. Den stod bare stille foran ham og viftede med halen som en
hund. Uventet lagde dragedæmonungen sig ned og pep som en hund. Pludselig så Jace en kaste kniv der
sad fast bag på dens skulder. Jace rejste sig op og tog kastekniven ud. Han kendte den lange tynde nål med
et aflangt stykke sort stof bundet om ringen i enden. Det var ”Giftslangens” kastekniv.
Havde han været her nede for måske at dræbe den, eller var han har endnu tænkte Jace. Dragedæmonen
brølede af smerte og slog Jace med sin hale, så han besvimede. Jace faldt ned på maven på den hårde
stensti. Hans syn begyndte at blive sløret, så skarpt og så sløret igen. Han kunne se den sorte dragedæmon
løbe væk. Der var noget, der havet skræmt den. Pludselig kunne han mærke kulde. Han kendte den kulde.
Det var den kulde, der kom frem, mærkelig nok, når giftslangen var i nærheden. Jace kunne også høre
skridt og mærke foden der skubbede ham om på ryggen. Det var giftslangen, der stod ved hans hoved og
kiggede ned på ham med et smil. Jace havde kræfter nok til at hvæse giftslangens kolde navn ”Damon”.
Damon lod sig ikke mærke med det. Han sagde bare med en kold stemme. ”Så mødes vi igen, Jace
Wayland” inden Jace besvimede.
Jace vågnede op til Isabelles sure ansigt lige op i sit eget.
Jace sprang forskrækket tilbage imens han gispede efter vejret.
”Nu har jeg genoplivet han hjerte” sagde Isabelle glad.
Jace så sig omkring. Han var oppe igen hos bilerne og mundanerne. Alec og Isabelle stod ved siden af ham
og så bekymret ned på ham. Alec sagde bekymret.
45
”Jace, hvad skete der dernede?” ”Vi var på vej for at hente de andre, og da vi kom tilbage lå du dér med
hjernerystelse, så vi helbredte dig. De andre skyggejægere var nede og kigge efter dragedæmonen og de
fandt tegn på, at den var tilbage i underverdenen”.
”De er gået tilbage for at rapportere til klanen” fortalte Isabelle.
Så kom det hele tilbage til Jace.
”Jeg mødte giftslangen” sagde Jace surt ”Mener du Damon” sagde Alec bestyrtet.
”Jeg troede, han var i Idris” sagde Isabelle lavt.
”Det troede jeg også” sagde Jace surt og rejste sig op.
”Det må være ham, der har dræbt den” sagde Jace med et suk. Jace spekulerede på, hvorfor Damon havde
taget ham med op, og hvorfor han ikke havde dræbt ham.
Jace kiggede på sin venstre arm, hvor der var en helingsrune. Jace kunne se, at det var Damon, der havde
tegnet den, og det undrede ham. Alec og Isabelle begyndte at gå med Jace i hælende. Han børstede støv,
jord og savl væk fra sin jakke. Isabelle kiggede bag over mod Jace og hviskede.
”Skal vi sige det til Hodge, at Damon er her”
Jace kiggede tilbage til kloakhullet og sagde med en alvorlig klang i stemmen. ”Det bliver vi vist nødt til”.
KKaappiitteell 44:: FFoorrssvvuunnddeett..
Damon gik med raske skridt tilbage til fru Alcias Passat til trods for at hans venstre lår blødte og hans højre
hånd blødte på håndryggen. Han havde også fået en stor rift i panden, der blødte meget. Damons blodfarve
var ikke som normale mundaner og skyggejægere. Det var sort og ikke rødt. Det var drage dæmonenungen,
der havde givet ham de rifter.
Da han nåede frem til bilen, var der mundaner, der stod om bilen og snakkede uroligt i munden på
hinanden. Damon masede sig ikke venligt ind imellem folkene. Da han kom derhen var bilen totalskadet.
Der var mærker efter klør. Alle bilens døre var åbne. Den ene dør var flået af, glasset var smadret,
kølerhjelmen på bilen havde buler og omme bag ved bilen, nede på jorden lå Gavin blødende. Han lå på
ryggen med blod på sin grønne skjorte, den grå lange cowboyjakke og hans brune bukser.
Mundanerne var omme på den anden side, så de havde ikke set ham. Damon løb hurtigere end øjet kunne
registrere hen til Gavin og tog fat under armene på ham og slæbte ham væk, væk fra bilhavet og
mundanerne og ind i en mørk og dyster gyde.
KKaappiitteell:: 55 FFæætttteerr hhuurrttiigg LLaarrss
Da Jace, Alec og Isabelle kom ud af bilhavet med tunge skridt sukkede Isabelle. Det var nemlig en lang tur
tilbage til institutionen, og Jace ville ikke tage toget eller en taxa. Han havde ikke travlt med at komme
46
tilbage og rapportere til Hodge. Isabelle havde en mistanke om, at Jace ikke ville fortælle Hodge, at han var
blevet reddet af Damon.
Hvad var det egentlig med Damon. Det bliver altid lidt køligt, når man eller han kom hen til en. Han siger, at
han er skyggejæger, men Alec kunne ikke finde hans navn i bogen, hvor alle skyggejægernes navne er
registreret.
Isabelle prøvede engang at spøge om hans efternavn, men det ville han ikke ud med. Og hvad var der også
egentlig med Jace og Damon. Hvorfor er de så meget uvenner, men det mærkeligste ved ham, som fik
Isabelle til at tro, han var en eller anden led dæmon, var at han ingen skygge havde.
Endelig kom de til institutionens velkendte dør. Da de kom ind i elevatoren så Isabelle sig selv i det store
spejl, der var på væggen. Hun så forfærdelig ud. Helt rød i hovedet med det lange sorte hår, der var blevet
pjusket og med snavs, mudder og støv på hendes sorte nederdel, vidde gamacher og de sorte læderstøvler.
Alec så ligesådan ud med fedtet hår og snavs i hele ansigtet. Han sukkede træt. Det kunne godt være at
Isabelle og Alec så forfærdelige ud, men Jace lignede noget Church havde slæbt med ind. Church er en grå
perserkat, der bor på institutionen.
Da de kom ind gik de ned af den lange gang på institutionen og hen til Hodges kontor. Jace skulle lige til at
tage i håndtaget, men Alec stoppede ham ved at sætte sin hånd på hans skulder.
”Er du sikker på, at du vil fortælle det til Hodge”
Jace svarede ikke, men tog bestemt i håndtaget og åbnede døren. Varmen fra pejsen, der var i højre side
kom lige imod dem. Jace åbnede døren og Hodge sad ved katederet, men det var personen, der stod skråt
over for Hodge og katederet, der overrumplede Jace Isabelle og Alec. For der stod han, i kød og blod, skråt
over for dem med bandager om låret, hånden og hovedet. Hver gang de prøvede at se skarpt på ham
begyndte han at flimre, så han så næsten usynlig ud - Damon.
KKaappiitteell 66:: eenn aaffttaallee mmeedd sskkyyggggeenn..
”Hvad laver du her” hvæsede Jace, som om han var en kat og Damon var kommet hen til ham og havde
sprøjtet vand på ham.
”Det vil jeg faktisk også gerne vide” sagde Damon surt, imens han skulede til Jace.
Gavin Edmund som Jace, Isabelle og Alec ikke havde set før nu, sad på en stol ved kaminen med et tæppe
og så sært ældre ud end han var. Han var rigtig 47 men lignede en på 100.
”Luna er blevet væk” sagde Gavin.
”Hvad rager det os” svarede Jace iskoldt.
Det fik Damon til at knurre som en god efterligning af en vild tiger. ”Hun er blevet taget til fange af Sarac”
sagde Hodge lidt tørt.
Det fik Jace, Isabelle og Alecs opmærksomhed.
47
Sarac var en ældgammel vampyr, der i lang tid havde dræbt snesevis af skyggejægerfamilier. Blandt andet
Montago-familien eller ikke dem alle sammen tænkte Jace surt.
”Og hvad skal vi så her” sagde Damon irriteret.
”Vi skal hjælpe dem med at udslette Sarac og hans hær” sagde Gavin bestemt.
”Og I skal hjælpe dem med at få Luna befriet fra Sarac” sagde Hodge hurtigt men bestemt.
”Hvad!” udbrød Jace og Damon på samme tid.
”Er jeres hjerner blevet til grød derinde. Jeg skal på ingen måde arbejde sammen med DET DER” sagde Jace
stædigt og pegede på Damon.
”I bliver nødt til det” sagde Gavin snedigt, som om han havde ventet på at Jace skulle sige det.
”For i står sådan cirka i gæld til hinanden” sagde Gavin.
Jace løftede det ene øjenbryn og sagde:
”Såå, på hvilken måde”
”Fordi Damon reddede dig. Derfor står du i gæld til ham” sagde Hodge ovre ved kateteret.
”Og Hodge har reddet mit liv, så derfor står I faktisk i gæld til ham” sagde Gavin. Damon så på Jace med et
morderisk blik og hvæsede:
”Jeg vidste, jeg skulle have ladet dig være, så du kunne dø”. Jace sukkede et langt suk og så den anden vej.
”Fint, jeg skal nok gøre det, men i skal vide det ikke er med min godt vilje”.
”Skal vi også hjælpe?” spurgte Alec hurtigt.
Hodge nikkede og Isabelle sukkede. Jace, Alec og Isabelle gik ud af lokalet. Gavin, der stadig sad i stolen
med tæppet, så hen dèr hvor Damon stod, men han var væk. Gavin kiggede hen mod døren og så noget af
en flad sort skygge, der snoede sig ind under døren.
”Gavin, hvorfor skulle Sarac tage Luna” spurgte Hodge.
Gavin rynkede brynene og sagde med en alvorlig stemme.
”Han håber, at hvis han har Luna, så kan han kontrollere Damon”
”Og kan han så det?”
Der gik lidt tid før Gavin svarede.
”Kun hvis han har Lunas ting”
”Hvad for nogle ting?”
Og så begyndte Gavin at fortælle, hvordan de fik Damons sjæl ind i hans skygge.
”Ser du, vi måtte være sikre på, at vi kunne kontrollere ham, for vi vidste, at den mørke skygge ville
fordærve hans sjæl, gøre den mørk og det ville gøre ham ond, udødelig, stærk og magtfuld, uden en skygge
48
af medlidenhed eller af skam og skyld, så vi tog to ting: En halskæde og en fløjte. Hvis Sarac har dem, vil han
være i stand til at styre Damon. Halskæden er trofasthed og fløjten er adlyd”.
”Er det ikke svært at have med sådan en person at gøre?” spugte Hodge.
”Jo, men han er også den eneste, der har en stor chance for at dræbe Sarac. Større end skyggejærgerne
har”.
KKaappiitteell 77:: hheerrrree oovveerr sskkyyggggeenn ffoorr eenn mmoorrggeenn..
Tidligt om morgenen var Alec på vej hen til Damons værelse. De havde nemlig planlagt, at de vil prøve at
redde Luna i nat, og nu skulle Alec bare sige det til Damon. Han kom hen til døren og bankede på, intet
skete. Han bankede igen, stadig intet skete. Alec tog i håndtaget og gik ind. Ingen Damon at se. Der så
faktisk ud som om der ikke var nogen, der havde det rum. En helt ren seng uden folder, ingen ting på
gulvet, kun et billede på skrivebordet. Alec gik hen til det. På billedet var en fyr, der lignede Damon rigtig
meget. Han havde bare karamelfarvet hår, grå øjne og lys hud. Hvor Damon var bleg som et lagen. Han
havde også den samme stofjakke med sort bluse, hvor der var høj hals. Jakken var bare rød. Fyren så venlig
ud med det smil. Han havde en lille pige i armene med karamelfarvet hår. Hun sov. Til højre var en høj
mand med mørkebrunt hår og grå øjne og til venstre ved siden af dem en kvinde med karamelfarvet hår,
blå øjne og rande under øjnene. Gad vide hvorfor Damon har det billede tænkte Alec og gik ud af Damons
værelse. Alec gik ind i køkkenet, men der var ingen i køkkenet.
Alec sukkede og sagde irreteret: ”Hvor er du Damon?” og vente sig om parat til at gå et andet sted hen, da
han tog et skridt frem og støtte foden ind i noget, en sølvfløjte, kunne han se. Han tog den op. Den var kold.
Det var ligesom at stikke hånden ind i fryseren. Det var en hundefløjte, sådan nogle, der ikke sagde en lyd.
Alec tog den op til munden og pustede. Ingen lyd. ”Goddag Alec”.
Alec for sammen og vendte sig om mod spisebordet og stolene. Det var Damon, der sad på en at stolende
og drak te. I det samme blev sølvfløjten til luft og forsvandt. Alec kiggede ned på sin hånd, der hvor fløjten
havde været. Hånden var stadig lidt følelsesløs, der hvor fløjten havde ramt hans hud.
”Er der noget galt?” spurgte Damon og løftede det ene øjenbryn.
Alec sagde usikkert: ”Vi vil have at du, øhmm… jeg mener, du reddede Jace, så du øhmm… du er på vores
side, jeg mener, er du ikke”?
”Det var jer, der reddede Jace, og jeg er ikke på nogens side”.
Der gik lidt tid før Alec fortsatte, forvirret over Damons svar.
”Vi har besluttet, at vil vil redde Luna i nat og jeg…vi…har brug for din hjælp. Vi mødes uden for døren i
nat.”
Damon nikkede snedigt og Alec vendte sig om og gik hen mod døren. Hårende rejste sig på hans nakke, og
han modstod trangen til at kigge bagover.
49
KKaappiitteell 88:: aatt vvæærree eenn sskkyyggggee ffoorr eenn nnaatt..
Det var nat. Månen var halv og stjernerne lyste. Det var Damon og Jace, som var de første, der stod uden
for døren og ventede. De holdt sig lidt på afstand af hinanden. Sammen tog de alle hen til det slot, hvor de
vidste, at Sarac og hans hær holdt til. Der var ingen, der sagde noget, hverken i toget eller i metroen. Jace,
Isabelle og Alec vidste ikke engang hvor de skulle hen. Kun Damon og Gavin.
Pludselig rejste de to sig op på samme tid i toget. Damon gik ud til døren og Gavin ruskede Alec i skuldrene.
Han var faldet i søvn. Gavin viftede med hånden imod sig. De rejste sig op og gik hen, hvor Damon ventede.
Da de kom derhen tog Damon i døren og tvang togdøren op. En hel masse luft fløj ind i hovederne på dem.
Det var alt for sent til at der var nogen i toget, der kunne se det.
Damon kiggede ned. Det kørte stærkt og han blev helt svimmel af at kigge derned. Gavin så på ham med
det ene øjenbryn løftet. Damon tog den ene hånd op til brystkassen og den anden hånd rakt ud mod døren.
Han bukkede fornemt og sagde. ”Alder før skønhed”. Gavin fnøs og hoppede ud af toget og rullede ind i
skoven, så kom Damon og til sidst Isabelle, Jace og Alec.
Der var mørkt inde i skoven og Jace tog sin stele frem. De gik rundt i skoven i lang tid, men så kom de til en
stor sø og midt i søen var der et mørkegråt slot.
De lagde en hurtig plan, der gik ud på at Jace, Alec og Gavin skulle distrahere Saracs hær. Isabelle og Damon
skulle så redde Luna. Gavin fortalte også, hvordan halskæden og sølvfløjten så ud, så de ikke ville være i
tvivl, hvis de fandt dem.
Jace, Alec og Gavin gik først. De brugte stelen til at lave en åbningsrune for at kunne komme ind på slottet.
Da de kom ind dræbte Jace den første, han fik øje på. Det var en vampyr. Det gik lynhurtigt, og den anden
vampyr, der var med ham, løb hurtigt hen for at slå alarm. Forvirret vågnede slottet og folk kom ud og
prøvede at stoppe Alec, Jace og Gavin.
Imens løb Damon hen til porten. Han gjorde tegn til Isabelle, at hun også skulle komme. Isabelle prøvede at
løbe så lydløst som muligt, men det var svært med de store støvler, hun havde på. Da hun nåede Damon,
pegede han på døren og sagde til hende:
”Følg mig, men lydløst, stille”.
Isabelle nikkede og Damon gik helt lydløst med bøjet hoved. Han så ud som om, han svævede fra sted til
sted. Og så gjorde han det igen, sit forsvindingsnummer. Pludselig flimrede han og så forsvandt han, for så
at dukke op et andet sted. Hen til en bænk, så nogle kasser, så et træ og mange andre steder, for så til sidst
at dukke op ved døren til slottet. Han viftede med hånden hen mod sig. Det kunne han jo sagtens gøre. Han
var jo bare en eller anden syret dæmon, tænkte Isabelle surt. Isabelle knuede sin guldpisk, som hun altid
brugte, når hun skulle kæmpe. Hun begyndte at gå den samme vej som ham, bare ikke så lydløst og elegant
som ham, men hun kom frem, og hun blev ikke set. Isabelle åbnede døren og gik ind med Damon i
hælende.
Det var et rigtigt middelalderligt slot, kunne man se på de gange som Damon og Isabelle gik ned af.
Isabelles nakkehår rejste sig. Hun kunne ikke høre Damons skridt, men hun kunne mærke noget bag sig.
Hun vendte langsomt hovedet bagover.
50
”Lad værre med det” sagde Damon indædt og Isabelle skyndte sig hurtig at fæstne blikket igen på gangen.
”Du må ikke kigge bagud” hviskede Damon, og Isabelle gik hurtigere. Gangen delte sig i to. Isabelle nåede
ikke at tænke før Damon sagde:
”Du går til højre, jeg går til venstre”
Isabelle vendte sig om mod Damon, men der var ikke nogen. Hun kiggede til venstre, men der var heller
ikke nogen at se. Kun mørke, nogle enkelte fakler og slottes mørkegrå sten på væggene og gulvet. Hun
vendte hovedet mod højre og gik ind i mørket alene.
KKaappiitteell 99:: AAtt eellsskkee eerr aatt ttiilliinntteettggøørree,, aatt bblliivvee eellsskkeett eerr ddeenn ddeerr bblliivveerr ttiill ttiilliinntteettggjjoorrtt..
Damon havde ledt hele venstre side igennem to gange. Han gik nu ud bag ved slottet. Han stod foran den
mørke skov. Pludselig så han noget grønt der blinkede. Det hang på et af træets grene tæt ved skoven. Det
fangede Damons opmærksomhed. Han gik hen til det. Det var Lunas halskæde. Snoren var en kæde og på
kæden hang der et reb, der gik rundt og dannede en cirkel, og inde i rebets cirkel var et rundt grønt øje.
Damon kendte halskæden. Det var den halskæde, som hans herre eller frue altid ville bære. Men da Luna
havde den på, var stenen smaragdgrøn og ikke mørkegrøn. Da Damon tog den på, blev den med det samme
blodrød.
Et skrig inde i skoven, en kvinde. Damon spænede ind i skoven. Der gik lidt tid før han kom gennem skoven.
Da han var kommet ud af skoven, var der en skrænt og nedenfor brølede det store hav.
Og dér - tæt ved skrænten stod Sarac og smilede ondt med Lunas blege og slappe krop i armene. Der var to
bidmærker i hendes hals, hvor kun lidt blod løb ned. Damon stoppede op og så på Lunas døde krop.
Sarac ligner ikke en på de 100, mere omkring de 40 med langt blondt hår, helt til skuldrene, og lang hvid
jakke, skorte og bukser og med Lunas blod smurt ind omkring munden, han lo.
Sarac tog Lunas hals og smed hende ud over den store skrænt. Det fik Damon til at vågne. Han tog
lynhurtigt en af de kastenåle, som han altid havde i en læderskede på det ene lår. Han kastede den hen
imod Sarac, men Sarac var hurtigere og løb hen imod Damon. Damon ville tage en mere, men han nåede
det ikke. Han nåede kun at tage den op. Så tog Sarac med den ene hånd om Damons hals og kvalte ham.
Damon tabte kastenålen ned på jorden og Sarac trak ham hen til kanten ved skrænten. Damon prøvede at
kæmpe sig fri, men forgæves. Sarac sagde med en truende stemme:
”Hvis du elsker hende så højt, hvorfor tager du så ikke med hende” Med de ord kastede han Damon ud over
skrænten og ned til de skarpe klipper og vandet, der sprøjtede op,
Damon landede på ryggen på de skarpe, store sten. Da han landede, blev han til en let sort røgsky.
Røgskyen dalede ned og blev til en flad skygge og så til Damon. Da Damon mærkede de hårde sten i ryggen,
rullede han om på maven, og så på Lunas døde krop. Damon blev svag af sorg. Han krøb hen mod hende,
imens store tunge tårer trillede ned af hans ansigt. Han lagde hovedet på hendes mave, som han havde
gjort, da han var 14. Den nat, han havde mistet sin familie i en brand. Gavin og Luna havde lejet et hotel,
hvor de skulle sove. Damon var gået ind til dem, fordi han var bange for, at de også ville blive dræbt af
51
Sarac dengang. Luna trak ikke vejret. Hun var afgjort død. Solen var ved at stå op. Den lå på vandet, og
Damon faldt i søvn ved siden af Luna.
KKaappiitteell 1100:: BBlleevveett vvæækk..
Gavin fandt sølvfløjten i et rum på slottet. Klanen og nogle andre skyggejægere var nu kommet for at
hjælpe med at udslette Sarac.
De fleste af Sarac’s hær var stukket af, men nogle havde Alec, Jace, Isabelle og Gavin fået fat i. Gavin stod
og knuede den iskolde sølvfløjte i hånden. Han var gået en tur ned til vandet og havde fundet Luna. Han
stod nu og sørgede over sin elskedes død. Hans ansigt var fortrukket af smerte.
De havde ledt efter Damon i lang tid nu, men han var forsvundet. Alec, som stod bag ved Gavin, sammen
med Jace og Isabelle gik hen til ham og lagde hånden på hans skulder:
”Lad os tage tilbage til Hodge” og så gik de sammen tilbage til institutionen. Inden de forlod stedet bar de
Luna op og begravede hende i skoven.
Damon vågnede i en ambulance. Han sad i en kørestol med hænderne bundet til armlænet. Sarac og en
anden vampyr sad foran ham. Ambulancen stoppede og en vampyrkvinde åbnede bagdøren. Vampyren,
der havde siddet sammen med Sarac tog Damons kørestol og skubbede ham ud af ambulancen og ind i et
stort hus. Damon prøvede desperat at bide de lædersnører over, der holdt hans arme fast. Sarac lo af ham.
Da de kom ind i huset, kunne Damon se, det var et gammelt sindsygehospital med de læderting, der var på
sengene, som han kørte fordi på gangene. Damon var ikke den eneste skyggejæger. Der var også nogle
andre, som Damon ikke kendte. De gik ind i et rum, hvor der var en seng med nogle af de der lædersnore.
Vampyren, der havde skubbet ham, gik nu hen foran ham og tog halskæden, som Damon havde om halsen,
af:
”Jeg tror, jeg får en fin pris for den her” sagde vampyren.
Damon hvæsede af ham, men pludselig blev han slået i hovedet af vampyren. Han så sorte pletter, der
bevægede sig. Og så også blev der helt mørkt.
Kapitel 11: Den tabte familie.
4 dage var gået og Damon var ikke dukket op. Gavin pustede i sølvfløjten, men han kom ikke. Gavin havde
været ude og købe ind og var nu på vej op med elevatoren med to poser, en i hver hånd. Da han kom op og
gik ind på gangen i institutionen, kom Isabelle pludselig farende hen til ham med et stykke papir i hånden.
”Er der noget galt Isabelle?”
”Det er Damon, vi har fundet ham”
”Hvad hvordan?” spurte Gavin hurtigt.
Isabelle tog noget frem, der havde ligget imellem det foldede papir. Det var Luna’s halskæde.
52
”Hvor har du den fra?” spurgte Gavin
”Vi fandt den på en dæmon, vi var ude og jage. Han sagde, han havde købt den af en vampyr, der hedder
Dain, og som arbejder med Sarac på det gamle sindsygehospital i nærheden af det gamle slot.”
”Så må Damon også være der” sagde Gavin.
Isabelle og Gavin gik hurtigt ned ad gangen for at hente de andre, så de kunne lægge en plan.
Damon vågnede i en seng. Hans hænder og fødder var bundet fast med lædersnorene. Sarac sad ved siden
af sengen.
”hvorfor vil du lide en gruopvækkende død, når du kan slutte dig til mig og leve” sagde Sarac.
Damon hvæsede af ham og Sarac lo igen. En vampyrkvinde brasede ind ad døren.
”Herre” Sarac stoppede med af le af Damon og så på hende med rynket pande.
”Hvad er der Rose”
”Vi bliver angrebet”
”Hvad!” råbte Sarac. Han kiggede surt på Damon, der smilte et afslappet smil.
Pludselig gispede Rose og faldt om på gulvet. Bag hende i døråbningen stod Gavin og smilte.
”Gavin!” råbte Damon, ikke glad. Han kunne umuligt have en chance mod Sarac.
”Er du okay Damon” spurgte Gavin. Damon nikkede.
”Tror du virkelig, du har en chance overfor mig med den der.” Sarac pegede på Gavins skyggejærerdolk.
”Lad os nu se” sagde Gavin og med de ord gik Gavin løs på Sarac.
De to lavede udfald, så parader med ben og arme, den ene med hugtænder og skarpe negle. Den anden
med en dolk, men til sidst fik Gavin fældet benene væk under Sarac, så han faldt.
Damon var ved at komme fri af de stramme lædersnore. Han manglede bare den ene arm og fødderne.
Gavin pegede truende med dolken på Sarac. Nu var han ikke så kæphøj.
”Nåde” begyndte Sarac, men pludselig kom der et høj lyd fra en pistol og Gavins ansigt fortrak sig i smerte,
og så faldt han om på gulvet.
Det var Rosa, der havde skudt ham.
Sarac skyndte sig op og stå. Han løb ud af døren.
”Herre” hørte han Rose sige. Han kiggede bag sig og så på Rose og så hen på Damon, der næsten var
sluppet fri.
Sarac smilede bare til Rose og vendte hovedet igen mod døren og løb. Damon kom fri. Han skyndte sig hen
til Gavin, men han var allerede død. Vreden kogte inden i ham. Han tog Gavins skyggejægerdolk og gik hen
til Rose med uhyggelig afslappethed. Han stod og kiggede lidt på hende, og så, som en lynhurtig slange
dolkede han hende. Rosa lå helt stille, Hun var død.
53
Damon gjorde sig til en flad skygge og gled langs væggen, dér hvor Sarac var forsvundet.
Sarac løb hen langs gangen. Der var stadig skyggejægere, der prøvede at stoppe ham eller var ved at
kæmpe mod hans vampyrer, men de kunne ikke stoppe ham. Han var for hurtig.
Pludselig så han en flad skygge, der gled langs væggen. Hurtigere end ham selv. Sarac stoppede op. Den
flade skygge spærrede for døren ud til det fri. Skyggen var ved at omdanne sig til Damon. Sarac løb i mod
ham i vrede med de lange stærke spidse negle og hugtænder.
Damon, der stod foran døren, tog en af sine kastenåle og kastede den mod Sarac. Den lange nål gik lige ind
i ham, ind i hans hjerte og Sarac faldt om på gulvet, Sarac var endelig død.
Kapitel 12: forvundet i tågen.
Klokken var 6 tidligt om morgenen og Isabel, Alec og Jace hjalp Damon med at bære Gavins lig hen til Lunas
grav, hvor de begravede dem ved hinandens side.
Skyggejægerne, der var kommet for at redde Damon, fandt også de forsvundne skyggejægere, der var
blevet taget til fange af Sarac. De var nu på vej hjem til Idris. Alle skyggejægerne kunne ikke være i bilerne,
så nogle gik. Heldigvis var det gamle sindsygehospital ikke langt væk fra slottet. Så Isabel, Alec, Jace og
Damon var hurtigt tilbage og fulgtes nu med de andre skyggejægere hjem til Idris.
Uvenskabet imellem dem var der ikke mere, og de talte frit til hinanden, også Damon og Jace. En
skyggejæger havde tilkaldt en warlock, der lavede en portal til dem hen til Idris. De gik alle sammen
gennem portalen og ind i Idris. Mændene gik hjem til deres koner og børn, kvinderne gik hjem til deres
mænd og børnene gik hjem til deres forældre eller også tog hele familier bare hjem.
Da de var på vej op af en bakke gik Damon hen til Jace og rakte sin knyttede hånd hen imod Jace. Jace tog
intresseret sin hånd frem under Damons. Damon åbnede hånden og sølvfløjten faldt ned i Jaces hånd. Jace
så spørgende på Damon.
”Hvis du har brug for en, der kan dække din ryg, så pust bare i fløjten, så kommer jeg,” sagde Damon og
blinkede med det ene røde øje.
Jace nikkede og så den gamle Damon, ikke den iskolde skygge, han var blevet til, da han overlevede
branden.
Da Isabel, Alec og Jace var oppe på bakken fik de øje på Isabel og Alecs mor og far og lillebror, der stod i
portåbningen og ventede på dem. Isabel, Jace og Alec gik ned ad bakken uden at kigge sig tilbage.
Bakken var lidt langt væk fra porten, men da de kom ned fik de et stort karm af Alec og Isabels mor.
”Hvad har i lavet” sagde Alec og Isabels far.
”Vi har kæmpet mod Sarac og vi fik hjælp af Damon” sagde Isabel og vendte sig om, men der var ingen
Damon at se.
Isabel vendte hovedet mod Jace og rynkede panden.
54
”Ved du hvor han skulle hen, og hvorfor gik han bare?” spurgte hun Jace.
Jace rystede på hovedet.
”Det ved jeg ikke, men en ting ved jeg, og det er, at Damon ikke kan lide at sige farvel.”
De fik endnu et stort kram af Alec og Isabels mor.
”Jeg har sådan savnet jer tre.”
Damon, der havde set dem kramme, blev helt varm inden i. Han havde stået og set det ved siden af et træ i
skyggen oppe på bakken, hvor de ikke kunne se ham.
Damon vendte sig væk, væk fra den lille lykkelige famille og væk fra Idris. Det eneste, han havde nu, var
Gavins skyggejægerdolk, Lunas halskæde, hans egne kastenåle, stelen og Rosas pistol.
Damon gik, med lidt bøjet hoved, med hænderne i lommerne, ned af bakken på grusstien. Da han kom ned
af bakken, var der en tyk tåge, der kom fra søen. Damon gik ind i tågen, der også var på stien, for til sidst at
forsvinde i den. Senere, hvor han var henne, da Valentine prøvede at indtage Idris, ved de og jeg faktisk
ikke.
55
Besat Af Astrid Buchardt-Johansen, 12 år
Kapitel 1
Jeg smækkede Breaking Dawn part 2 i med et triumferende smil på læben. Jeg havde kun brugt en uge på
at læse den. Men det blegnede hurtigt da det gik op for mig at der nu kun var en film tilbage. Mig og min
mor havde en fast aftale om at jeg altid skulle læse bogen inden filmen. Det var også det jeg nu bedst
kunne lide. I bøger får man mange flere detaljer med. For eksempel nogle små sætninger som viser
personernes følelser. Jeg rejste mig langsomt op fra sengen, med et tomt blik i øjnene. Kender i det når
man lige har læst en god bog, og at den så havde en slutning hvor der er noget at tænke over? Det var det
der var i gang inden i mig nu, bare meget være. Hvad skulle jeg læse når jeg ikke havde Twilight? Hvordan
kunne jeg være sammen med Edward, Jacob og alle de andre når der ikke var flere bøger tilbage? Bella var
lidt lige meget. Jeg var skide misundelig på hende. Jeg gik ud for at børste tænder.
Da jeg igen lå i min seng, og havde sagt godnat til min far og mor, kunne jeg ikke sove. Det var den sidste
bog! Jeg blev ved med at trøste mig selv med at der stadig manglede en film. Jeg havde allerede aftalt med
mor at vi skulle ned og hente den i overmorgen i Blockbuster. Jeg kom til at tænke på dengang jeg slet ikke
vidste hvad Twilight var. Dengang jeg bare havde hørt at bogen var super god og at alle anbefalede den. Så
havde jeg lånt den på biblioteket og læst den, og selvfølgelig blev jeg fuldkommen grebet af den. Jeg havde
stormlæst hele serien på en sommer plus filmene. Kun fordi at jeg ikke kunne få nok. Så hvad skulle jeg
læse i nu?
Jeg tænkte mig om et kort øjeblik. Nej, jeg skulle ikke noget i morgen, så jeg kunne lige så godt gå ned på
biblioteket for at tjekke om der måske var en ekstra Twilight bog som jeg havde misset. Om ikke andet,
finde en ny bog at læse i. Jeg kunne jo spørge om min bedste ven Stefan ville med. Han var også en
læsehest. Nogle gange tager vi hjem til hinanden, bare for at side og læse! Alle der hører det syntes det er
underligt, men det er skide hyggeligt. Og vi elsker begge når der er læsebånd i skolen, selvom at alle andre i
vores klasse stønner bare de hører ordet. Jeg kunne mærke at mine øjenlåg langsomt begyndte at blive
svagere og svagere. Til sidst klappede de i. Men jeg kunne stadig ikke sove.
Jeg tænkte på Carlisle. En af mine ynglings personer efter Edward. Alle jeg kendte der også havde læst
Twilight eller bare set filmene, syntes at det var mærkeligt at jeg også var forelsket i ham. ”Ad. Det er da lidt
klamt at du også er forelsket i faren, Elisabeth,” havde Marie Louise sagt til mig en dag jeg havde fortalt
hende det.
”Det er ikke Edwards rigtige far. Det er bare Carlisle der hare gjort Edward til vampyr, og så har de fortalt
dem i skolen og byen at Carlisle har adopteret ham…. Og hans ”Adoptiv” søskende, Emmett og Rosalie.
Jasper og Alice. Så de er faktisk slet ikke i familie. Og så Esme. Men det er ikke hans ”barn” men hans kone,”
tilføjede jeg og tog en mundfuld luft. Her var det mig der var ekspert. Marie Louise hævede armene op over
hovedet, som om hun var blevet anholdt af politiet. ”Okay, okay jeg har forstået.” Jeg grinte. Marie Louise
var den eneste i min klasse der var vær at snakke om Twilight med. Jeg havde prøvet Stefan. ”Men hallo,
han var ligesom en dreng,” havde han sagt og tilføjet,” ikke en tøzzz. Jeg læser ikke sådan nogle bøger,
okay?” Og så havde han grinet og jeg havde givet ham en lammer. Jeg havde også prøvet de andre piger i
min klasse, men de gik ikke lige så meget op i det som mig. De havde set filmene, men for dem var det jo
også bare en film med nogle lækre skuespillere i. Ikke mere en det. De var allerede gået videre til en
skuespiller i The Vampire Daries. Jeg savnede på en måde en der både havde læst bøgerne, men også set
filmene og gik lige så meget op i det som mig. Mine tanker blev slørede. Nu var min hjerne også ved at
56
lukke ned, men jeg kunne ikke give slip nu. Jeg var i gang med at gentage noget af det Jasper sagde i filmen
Eclipse, da han skulle forberede ulvene og hans familie i at kæmpe mod den hær Victoria var ved at skabe.
Og aldrig angrib når det virker mest oplagt. For det forventer de. Og så vil i tabe. Emmett! Jasper stillede
sig i kampformation, mens Emmett stillede sig på samme måde overfor. Hold endelig ikke igen.
Det er slet ikke min natur. Og så forsvandt jeg i søvnens mørke.
Jeg drømte. En vidunderlig drøm. Til start. Jeg kyssede Edward. På munden. Et langt perfekt kys. Der var
ingen der sagde noget, og Edwards læber virkede ivrige mod mine. Jeg havde lukkede øjne. Jeg slap hans
mund et kort øjeblik for at tage en mundfuld luft. Men da mine læber igen fandt hans, havde de ændret sig.
De virkede anderledes. Jeg stoppede brat op og åbnede øjnene. Jeg stirrede ind i James slange øjne. Han
smilede. Et grumt, tilfreds smil. Jeg gøs og stod som fastfrosset til gulvet. James kyssede mig igen, og tog så
et kamera op fra en lille taske. Action. Kameraet begyndte at blinke. Jeg tog min pepper spray op af
lommen. Men jeg nåede aldrig at sprøjte det i øjnene på James, før jeg vågnede.
En lille stribe lys sneg sig ind under gardinet, ellers var der mørkt. Jeg så på uret. Klokken var 6:57. Næsten
syv. Min mor ville alligevel komme og vække mig om lidt. Jeg skubbede dynen til side, og gik over til mit
skrivebord hvor ipad’en lå. Jeg havde brug for at høre Edward igen. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg gik ind på
Youtube og skrev i søgefeltet ”Edward play piano, Twilight.” Musikken begyndte at spille, og jeg lagde mig
tilbage i sengen. Jeg elskede det nummer. Jeg hørte trin, og min dør åbnede sig. ”Godmorgen, Elisabeth. Jeg
vidste ikke at du var vågen. Jeg kom ind for at vække dig. Hvad hører du?”
”Hej mor. Twilight…. Behøver jeg sige mere?” Jeg smilede, og hun grinte tilbage.
”Okay, kommer du ud og spiser noget morgenmad?” Jeg slukkede modvilligt musikken, og min mor gik
tilbage til køkkenet. Mor vidste godt at Twilight var en kæmpe del af mit liv. ”En eller anden dag bliver du
træt af det, og så er der noget andet der fanger din opmærksomhed,” sagde hun tit i en moderlig tone. Jeg
plejede at rulle med øjnene og svare” Det sker ikke…. Aldrig!”
Jeg rejste mig og tog tøj på. På vej ud af værelset kyssede jeg lige den plakat med Edward, Bella og Jacob
jeg havde købt i sommerferien.
Jeg slugte min Cornflakes i tre mundfulde, plus en bolle. Jeg børstede tænder og redte mit hår ud. Jeg tog
lidt mascara på og så var jeg ude af døren.”Jeg går nu. Hej hej.”
”Hej skat,” svarede mor som stadig sad ved køkkenbordet med sin stadig varme kaffe. Far var allerede på
arbejde ligesom alle de andre morgener.
Sneen klagede sig under mine støvler. Min ånde blev til en hvid sky når jeg pustede ud, og formede sig - til
Edward. Jeg grinede lidt af mig selv. Jeg huskede da jeg var lille og jeg havde leget at jeg enden røg eller var
et fut - tog. Den tid var for længst fløjet bort som et vindpust. Nu var det mig og Edward.
Da jeg nåede skolen, var jeg forpustet selvom jeg havde gået hele vejen. Jeg havde haft travlt med at holde
liv i min lille sky, så den ikke forsvandt. Jeg gik op af trapperne og hængte min store jakke på knagerne
udenfor 6.b’s klasselokale. Mit klasselokale. Snart efter sad jeg på min plads. Klokken ringede og en vikar
trådte ind af døren.
”Hey Stefan, skal du noget efter skole?” Hans blå øjne så tænksomme ud. Jeg elskede de øjne. De så en
løsning i alt ting. Nogle gange kaldte jeg ham for De blå øjne fordi hans sorte hår og mørke øjenbryn fik
hans øjne til at fremstå så meget. Han var rimelig høj af sin alder. Han kunne godt have været fjorten i
stedet for tretten.
57
”Nej, ”svarede han til sidst” hvorfor?”
”Vil du så med på biblioteket?”
”Ja, klart. Jeg mangler en bog… igen.”
”Selvfølgelig gør du det.” Vi grinte lidt begge to.
”Ej ham der vikaren. Han er totalt en freak. Hans skæg, det er jo klam. Jeg så faktisk en i går der lignede
ham…” Jeg hørte ikke længere efter. Ordet freak havde fanget mig. Jeg huskede da Bella var med Mike,
Erik, Angela og Jessica på stranden La push. Jacob var der også med hans venner. Så kan i jo holde Bella ved
selskab. Hun er blevet brændt af, sagde Jessica til Jakob og hans venner fra reservatet. Hvornår? Spurgte
Eric. Hun inviterede Edward, fniste Jessica. Ja, for at være høflig, svarede Bella og så ned. Jeg syntes at det
var godt at hun inviterede ham. Det er der aldrig nogen der gør, greb Angela ind. Ja, fordi Cullen er en freak,
sagde Mike hånligt. Det er rigtig, sammen stemte en af Jacobs venner.
Det gav et lille ryk i mig, da klokken ringede ind. Vi rejste os fra den halv våde bænk vi sad på, og gik med
strømmen af børn ind af den åbne dør og op af trappen. Tænk, at jeg ikke engang kunne høre et ord uden
at skifte verden. Stefan snakkede stadig, og troede at jeg hørte efter, da vi sad oppe i klassen. Vi var de
eneste der var kommet op fra frikvarter indtil videre ”Ja,” svarede jeg da Stefan spurgte mig om et eller
andet. Han stirrede på mig med åben mund.
”Mener du det?”
”Hvad?”
”Mener du at du godt kunne sådan… lide ham?”
”Hvem?” Det var dumt. Nu var det åbent lyst at jeg slet ikke havde hørt efter. Og han havde fanget min fejl.
”Årgh Elisabeth. Kan du ikke bare droppe det der Twilight fis?” Jeg så ham lige i øjnene. Men jeg nåede ikke
at svare igen før Marie Louise kom små løbende hen til min plads og afbrød; ” I’m going to Italia!” Hun
hoppede rundt. Jeg tog hende på skuldrene for at få hende til at stå stille. Jeg blev rund tosset af at følge
hendes ansigt med øjnene.
”Fedt…. Hvor henne i Italien.”
”Jeg tror det hedder Volterra. Det er i hvert fald der de har taget optagelserne af Twilight 3.”
”Eclipse,” stønnede jeg og satte mig opgivende ned igen. Jeg huskede alle de røde dragter. Jeg huskede da
Bella løb igennem springvandet, og omfavnede Edward. Jeg huskede at de i bogen havde beskrevet det som
at løbe ind i en klippe. Jeg kæmpede mig tilbage til klasseværelset så jeg kunne svare på Marie Louises
spørgsmål.
”Er det ikke vildt! Og vi tager af sted om to uger!”
”Jo….. Jeg ville ønske at det var mig,” svarede jeg ærligt.
”Hej alle sammen. Sæt jer på jeres pladser,” vores Engelsk lære, Jannick, trådte ind af døren med den
kendte kop kaffe i hånden.
Resten af dagen var nogenlunde normal. Ikke flere ”Flash backs” eller hvad man nu kalder det. Mig og
Stefan gik ned på biblioteket. Der var ikke særlig mange mennesker lige nu. Og jeg fandt, til min store
glæde, en bog som hed ”Bree Tanners korte liv efter døden”, som var en lille ekstra Twilight bog. Jeg læste
de første par sider af bogen. Bree var pigen som i Eclipse var blevet tilbudt asyl af Carlisle, under opgøret
mellem Cullen - klanen og Victoria. Her så man det fra hendes synsvinkel, og hvordan hun var endt mellem
de nyfødte i Seatle. Den skulle jeg låne. Jeg gik over til Stefan. Han havde fundet en bog der hed ”Percy
Jackson and the olympians, The Lightning Thief.”
”Den skulle være god,” sagde han mens han så på omslaget. Vi gik op for at låne bøgerne. ”Er du sulten?”
spurgte Stefan pludselig. ”Jeg har penge med til en bagel.”
58
”Jo, hvorfor ikke?” Jeg var faktisk lidt sulten. Jeg havde ikke spist lige siden vi havde frokost i skolen. Så
efter vi havde lånt bøgerne, gik vi ned i den lille bagel butik på hjørnet hvor man kunne mikse sin egen
bagel. Jeg tog det sædvanlige: smøreost, kylling, salat, tomater og agurker. ”Skal du ikke snart prøve noget
nyt?” spurgte Stefan mig mens han betalte.
”Nej, ikke lige i dag.” Vi satte os ved bordet ved vinduet og så på myldretrafikken. Stefan tog en kæmpe bid af sin bagel, og saften fra agurkerne og tomaterne dryppede fra hans hage. Jeg grinte, ”dit svin.” Han tørrede det væk med sin serviet. ”Ej, prøv at se ham der,” han pegede over på en sort mand dreadlocks og en lys Chihuahua der var på vej over fodgængerovergangen. ”Han er helt sikkert gey.” Vi grinte begge to. ”Så se ham der,” jeg nikkede over mod busstoppestedet hvor der stod en fed, lille mand med kasket. Jeg tog en bid af min bagel, da jeg så ham. Carlisle… Lyst hår… Ham der… han lignede Carlisle. Mit hjerte begyndte at hamre. Manden vendte sig om, og nej. Selvfølgelig var det ikke Carlisle. Godt nok havde han det samme gyldne hår sat på samme måde, men han havde et helt andet ansigt. Jeg sukkede og tog endnu en bid. Om aftenen lå jeg på min seng og læste i Bree Tanners korte liv efter døden, da min mor kom ind på mit værelse med hænderne på ryggen. ”Fandt du en god bog på biblioteket, Elisabeth?” Jeg nikkede fraværende. Jeg ville bare gerne side og læse. Hun havde revet mig ud af verdenen. ”Elisabeth. Jeg ville bare gerne give dig et forslag.” ”Og hvad er det så?” mumlede jeg. ”Altså, du har gået og klaget i ugevis over at der ingen er, der gider eller kan finde ud af at snakke Twilight. Så jeg tænkte at du måske ville skrive dagbog og komme ud med alt det du sider inde med…” Jeg så op fra bogen med mistroiske øjne. ”Mener du det? ”Hun nikkede smilende. Så tog hun hænder frem fra ryggen. I højre hånd havde hun en lille bog. Den var på størrelse med et A4 papir. Bogen var sirligt dekoreret med grønne planter der snoede sig om hinanden. På midten af forsiden stod der; Denne bog tilhører. Det var der min mor ville have at mit navn skulle stå. Med min håndskrift. ”Er den ikke fin? Jeg mener bare at med en dagbog kunne du skrive alt det du ville om Twilight.” Jeg studerede den lidt mere, og svarede så ærligt ”jo, den er fin. Men mor, jeg skriver aldrig dagbog.” ”Nej, men det kan du komme til. Jeg gjorde det da jeg var barn, og det hjalp gevaldigt på de problemer jeg havde i skolen.” Ja, det havde hun fortalt om. Det med at hun ikke havde haft den bedste skolegang, fordi hun var ordblind. Da hun så begyndte at skrive dagbog, fik hun mere glæde til at skrive og større lyst til at lære. ”Men mor, jeg har ikke problemer i skolen.” ”Prøv nu bare.”Hun kastede bogen hen på mit skød.” For resten, du skal sove nu.” Hun blinkede til mig og gik ud af værelset. Jeg lagde mit bogmærke ind på siden, og lukkede små irriteret bogen. Jeg tog dagbogen op, og bladrede den igennem. Blanke indbydende sider. Det var alt hvad der var, selvfølgelig. Jeg lagde den fra mig i en skuffe og gik ud for at børste tænder. Kapitel 2
Kære dagbog.
Jeg har længe gået og ledt efter en person som havde lyst til at snakke, eller bare kunne snakke, lidt om
Twilight. Men jeg har aldrig fundet nogen. Så jeg har bombarderet min mor med spørgsmål og små facts,
fordi… Ja, jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror virkelig jeg har overdrevet med det, for nu har jeg fået dig så
hun ikke behøver at høre på mig så tit. Så jeg håber ikke du har noget imod vampyrer eller varulve.
Lige nu ved jeg ikke hvordan jeg skal beskrive mine følelser for Edward eller de andre. Lad os starte med at
sige, at jeg ser dem alle vegne. På gaden, bag disken i Macdonals, som cyklister. Bare den samme farve hår
fanger min opmærksomhed. Det er på en måde lidt anstrengende.
59
Om lidt skal jeg ind og flade på sofaen. Jeg skal nemlig se Breaking dawn part 2!!!!!
Og det ekstra fede er, at vi har fundet Twilight 1, 2 og 3 for kun hundrede kroner. Så dem har jeg til når jeg
har set den sidste færdig. Mor har også lovet, at når 4 og 5 er blevet billigere, anskaffer vi os også dem :-)
Nu bliver jeg nødt til at løbe. Ses…
Jeg gav mig ikke engang tid til at lukke dagbogen, før jeg fløj ud fra mit værelse og ind på sofaen. Det var
første gang jeg havde skrevet i den. Og det føltes - jeg er ked af at indrømme det – rimelig okay. Det var
som en ven som man kunne sige alt til, uden at man skulle frygte at det blev fortalt videre eller
kommenteret.
Min mor kom ind fra køkkenet med en bakke, hvorpå der stod en skål kiks og to dampende kop te, og satte
den på sofabordet foran os. Jeg var ikke sikker på at jeg overhovedet ville komme til at spise eller drikke
noget af det. Jeg ville sikkert blive for optaget af filmen og glemme alt andet. Men jeg var ikke sikker for jeg
havde en sød tand. ”Så skal der hygges.” Min mor satte sig tungt ned ved siden af mig og trykkede på Play
på fjernbetjeningen.
Efter få sekunder af filmen, var jeg inde i den. Alt andet omkring skærmen blev sløret og ubetydeligt. Efter
bare få minutter af filmen, blev vi afbrudt. Min far tumlede ind af døren med to fyldte Netto poser i favnen,
”Hej Elisabeth. Hej Sissel.” Min mor, Sissel, satte filmen på pause og vendte sig om, og kyssede ham på
munden. Jeg var for sur og undveg hans kolde læber.
”Far, vi ser altså film!” vrissede jeg.
”Undskyld, undskyld,” mumlede han og gik i ud entreen for at tage sin store vinterjakke og halstørklæde af.
”Lad mig lige komme ind af døren. Har i haft en god dag?” Ingen af os svarede på spørgsmålet men tyssede
bare på ham.
”Er du sindssyg hvor er det blevet koldt udenfor.”
”Tig nu stille far!”
”Hey, jeg må også godt være her,” Jeg rullede med øjnene. Hvorfor skulle han være så provokerende?
”Sig noget til ham, mor.” Mor vendte sig igen om mod ham og sagde; ”Gå ind i køkkenet, Bo, og lav noget
mad.” Hun sendte ham sit englesmil og han adlød og tøffede ud i køkkenet. Jeg skyndte mig op og lukke
døren ud til køkkenet inden mor trykkede Play igen.
Da rulle teksterne rullede over skærmen, blev jeg siddende og stirrede ud i luften. Kampen havde været
helt anderledes end i bogen. Og Carlisle og Jasper, og en del ulve var døde – ikke rigtigt. Det var en’ af Alices
syner. Men alligevel havde jeg en knude i maven. Sådan sad jeg indtil at rulleteksterne var færdige. Jeg sad
helt indtil at min far råbte udefra køkkenet; ”Så er der mad.”
Jeg rejste mekanisk og gik ud i køkkenet. Bordet var allerede dækket, hvilket jeg plejede at gøre for
lommepengenes skyld. Min mor havde åbenbart vendt sig til min trancetilstand efter vær eneste Twilight
film.”Man må arbejde for føden.” sagde min far altid når jeg sagde at næsten alle i min klasse bare fik
penge og ikke skulle udfører pligter for dem.
Da jeg, efter maden, var i gang med at sætte bestik og tallerkner i opvaskemaskinen, var mit hoved lidt
klarere. ”Hvorfor er du så stille, Elisabeth?” spurgte far og prikkede til mig med opvaskerbørsten. Mor
svarede for mig.
”Hun har lige set Twilight,” hun behøvede ikke at sige mere før han forstod.
”Aaaah, Eeeedward,” Det var sådan set det eneste navn han kunne fra Twilight. Olding - tænkte jeg mens
han lavede kysse lyde og vinkede øjenbryn ad mig - han har ikke forstand på humor. Mor kom over og tog
blidt fat i hans ansigt og sagde med et smil.
60
”Bo, sådan noget er ikke sjovt. Det er piiiinligt,” og så kyssede hun ham.
Da jeg lå i min seng med lyset slukket, tænkte jeg på hvor anderledes mit liv var fra Bellas. Min far og mor
var langt fra Renee og Charlie. Min far hed Bo, var skaldet og totalt fremme når der var venner eller gæster
med hjemme. Min mor hed Sissel, havde lyst kort hår og var ikke nær så bekymret som Renee. Vi boede
alle sammen i Danmark og ikke i Forks, Florida eller Pheonix. Måske mindede Danmark en lille smule om
Forks, for det var jo lortevejr begge steder. Der var ingen Jacob Black, men en Stefan Juul Andersen. Mig og
Bella mindede heller ikke om hinanden. Jeg var blondine, mens hun havde brune øjne og rødligt hår. Jeg
boede i lejlighed mens Bella – hos begge sine forældre – boede i hus. Hun var atten og jeg var tretten. Jeg
dyrkede sport – Fodbold – og det gjorde hun ikke. Hun havde fødselsdag d. 13 september og jeg havde
fødselsdag d. 30 April. Det eneste der bare mindede lidt om hinanden, var vores navne: Isabella, Elisabeth.
Langsomt, uden jeg vidste det, sneg søvnen sig ind på mig bagfra. Og snart lukkede mine øjne sig.
Jeg slog øjnene op. Det var stadig mørkt. Hvorfor var jeg vågnet? Jeg satte mig halvt op i sengen og gned
mit ene øje. Jeg skimmede hurtigt mit vækkeur. 5:00 stod der med mekaniske, røde tal. Det gav et sæt i mig
da noget ved siden af mig gav en lyd. Jeg drejede hovedet – og så et lille objekt lyse. Min iphone. Da mine
øjne havde vænnet sig til lyset, tog jeg den op i hånden. To ulæste beskeder triumferede skærmen. Den
første var fra Stefan. Der stod bare ”Hej”. Den anden var en kæde sms også fra Stefan:
Aldrig nogensinde før har jeg sagt det her til nogen, men jeg elsker dig.
Selv om du hader det går jeg med dig i medgang og modgang.
Du vil aldrig kunne slippe af med mig, for jeg elsker dig.
Send denne pinlige besked vider til 10 andre personer. Må ikke kopieres!
Jeg slukkede min mobil, og lagde mig tilbage i sengen. Hvorfor skrev han så tidligt om morgnen? Jeg tænkte
på kæde sms’en. Den fik mig til at tænke på Jacob. På, hvordan prægningen var. En ulv der oplevede
prægning, ville gøre alt for hende. Jacob beskrev det i filmen som: ”Prægning på nogen er, når du ser
hende. Alt forandrer sig. Det er ikke længere tyngdekraften der holder dig på jorden, men hende. Alt andet
er ubetydeligt. Du vil gøre alting, være alting for hende.”
”Det lyder som om at du kender følelsen,” sagde Bella stille. Jacob slog blikket ned.
”Har du…. Imprentet på nogen?” Jacob sank noget stort og så væk.
”I så fald ville du vide det,” svarede han så, ”jeg har bare en direkte ligne til Sams tanker.”
Det var slet ikke meningen at jeg skulle blive ved med dialogen, men jeg blev så grebet af den, at jeg ikke
kunne stoppe.
”Så du er stadig, bare dig,” sagde Bella. Det var ikke et spørgsmål men en konstatering.
”Og du er stadig dig.”
”Ja,” Bella nikkede men tilføjede så:” Indtil skoleafslutningen.” Jacob så op fra motorcyklen. Hans øjne
lynede.
”Skoleafslutningen?” gentog han åndeløst.
”Du vidste godt at det ville ske.” prøvede Bella at berolige ham med.
”Da ikke om en måned. Jeg mener, ikke før du har prøvet at leve. Eller før jeg kunne…” Jacob kastede den
ting han havde i hånden hårdt ind i væggen og gik mod døren. Men han vendte om og gik hen til Bella.
”Et kort øjeblik, Bella. I et kort øjeblik troede jeg….. Men han har sat sine kløer i dig så dybt.”
”Jeg har besluttet det her, ikke ham, ”forsvarede Bella Edward.
61
”Bella, de er jo ikke levende!... Jeg væmmes…. Jeg så dig hellere død end en af dem.” Jacob gik anspændt
tilbage til sin motorcykel. Bella rynkede såret brynene og gik hen til ham.
”Det sagde du bare ikke,” hun så ikke på ham. På et sekund skiftede Jacob ansigtsudtryk. Det hårde og
kolde blev skiftet ud med et lidende udtryk. Han så på hende.
”Edward havde ret. Jeg burde ikke være kommet.”
”Bella, bliv her. Jeg beder dig…. Undskyld. Tilgiv mig,” hviskede Jacob.
62
Mordene på Down Town Street
Af Ida Roloff Tüchsen. 12 år.
Kapitel 1 – Den arbejdende kvinde med den lyserøde læbestift
Morderens synsvinkel:
Navnet på gaden var nyt, og selve gaden var lige blevet renoveret til det bedre. En pæn lille Starbucks var kommet på hjørnet til Goldmans Street, men det meste af butikken lå dog stadig på den glamourøse vej Down Town Street. Fortovet var tyggegummi frit, hvilket gjorde gaden til et attraktivt sted at befinde sig. Inde i den lille Starbucks, der som sagt lå på hjørnet til Goldmans Street sad en dame. Hun havde gråt hår, og en genkendelig lyserød læbestift. Hendes jakke var lille og damet. Hun drak en kop kaffe, og spiste en croissant. Hun sad med sin Macbook på skødet, og lavede statistikker over prisstigningerne inden for de seneste par år. Blandt de andre gæster sad en mand i 30'erne. Han kendte tilsyneladende sit offer godt. Han så sig omkring, og tjekkede sin Iphone som enhver anden. Han drak langsomt sin kaffe. Hele tiden kiggede han over mod den ældre dame, og hendes computer. Han kiggede på uret, og igen på kvinden. Han så hvordan hun langsomt lukkede sin computer, og lagde 7 pund på sit bord og hvordan hun flirtende nikkede til den 20 år yngre ekspedient, og bevægede sig ud af butikken. Endnu engang med et lag skinnende lyserød læbestift på læberne. Han fulgte efter hende, med pistolen gemt i inderlommen. Stemmerne i hans hoved sagde til ham, at han skulle gøre det. Han kunne høre dem råbe det i sit hoved. Damen gik ned af den mennesketomme Down Town Street, og han trak pistolen frem. Hun ville blive den første af mange.
Jades synsvinkel:
”Hold nu kæft!” sagde jeg træt, og slukkede min mobil som ringede for fjerde gang den morgen. Hele lejligheden havde ellers befundet sig i idyllisk stilhed inden mobilen kom og spolerede det hele. Hendes roomates var også på arbejde, så det var nok derfor der var så stille. Der plejede at være skrig og skrål på denne tid af morgnen, da høj musik plejede at spille ud af de kæmpe højtalere de havde skaffet sig til lejligheden. Jeg kiggede ned mod min mobil og så at klokken omtrent havde rundet de tolv stykker, og jeg var ovenud lykkelig over at have en ekstra uges ferie udover den lige passerede påskeferie. Det var endda begyndt at blive godt vejr, som vi nu befandt os i starten af maj. Jeg havde fire ubesvarede opkald fra et ukendt nummer, og jeg kunne ikke skrive til personen og bede dem om at skride ad helvede til, da det jo var ukendt nummer. Og da lige da jeg sad og kiggede på den lyserøde Iphone, jeg illegalt havde fået transporteret over grænsen så ringede mobilen, og jeg trykkede hurtigt på besvar knappen. ”Det er da irriterende…” jeg afbrød hurtigt stemmen med et højt: ”Hallo?” Jeg kunne fornemme at stemmen i den anden ende blev meget forvirret. ”Er det Jade?” spurgte stemmen som jeg kort derefter bekendt gjorde var min chef, Tommy Linkholms. ”Nej det er premiere ministeren. Kom dog ind i kampen” sagde jeg for sjov. Jeg var ikke stået op på en af mine sidste ferie dage for at høre på en tåbe. ”Nå okay. Jade jeg har en opgave til dig!” jeg kiggede mig over skulderen for at sikre at alle vinduer var lukkede. Som regel var mine opgaver de mest betroede, da jeg fungerede som en slags agent. ”Øh Einstein du ved godt at jeg har en uges ferie ikke?” spurgte jeg, og prøvede ikke at lyde alt for nysgerrig omkring opgaven. Men inden i var jeg ved at sprænges af spænding. ”Ja ja jeg tror du overlever! Den her opgave kunne være dit internationale gennembrud!” sagde han og lød meget ivrig og begejstret. Jeg spidsede ører. ”Måske kan jeg droppe kalenderen, hvad handler det om denne gang?” spurgte jeg stadig tænkende. ”Det er for betroet til at fortælle dig over telefonen, mød mig her over om omkring en time eller sådan noget” sagde Tommy, og derefter kunne jeg høre bippende lyd fra telefonrøret. Han havde lagt på!
63
Omkring en halvanden time senere stod jeg nede i baggården, og overvejede hvilken tumpe jeg havde været og sagt ja til at min roomate John måtte låne min lyserøde motorcykel. Dette betød, at jeg skulle tage de offentlige transporter midler hen til stationen. Busser var nået af det værste jeg vidste, stinkende og oftest meget fyldte. Jeg kiggede rundt på den lille plads, hvor skiltet stod, der var ingen mennesker i miles omkreds. Jeg følte mig meget ensom, som jeg stod der ved det store gule busstopskilt.
”Du ved ikke hvad jeg har gået igennem for at nå her til” udbrød jeg arrigt, da jeg endelig (efter lange køer og irriterende mennesker) sad i Tommys lyse kontor, og drak en kop kaffe. ”Har du fået morgenmad?” spurgte han roligt, i mens han langsomt lukkede computeren ned, og stak mig en håndfuld papirer. De var fyldt med information omkring morderen. Jeg gøs. Han var fra Norge, og efter sigende skulle han have en mild udgave af skizofreni. Han havde før været i politiets varetægt grundet en skudmassakre i en provins i Norge. Hvordan var han kommet ind i vores land? ”Tja det siger sig selv ikke?” sagde min chef med en tydelig skadefro over at have rystet mig så meget. Jeg havde troet at det var en lidt mindre sag. Jeg nikkede som svar på hans spørgsmål. ”Tager du så opgaven?” spurgte han, jeg nikkede hurtigt. ”Der er en æh.. ting du skal vide” sagde min chef og lød nervøs. Jeg spidsede øre. ”Mine chefer har anbefalet at jeg ikke giver denne sag til nogen der er under 25, da manden er meget farlig, og psykisk syg. Men jeg ved at du er god, og derfor har du fået den. Så pas på ikke?” sagde han, og kiggede ned i bordet. Jeg var lamslået over hans ros. En ros jeg flere gange havde gjort mig fortjent til, men aldrig fået. Jeg fik hurtig lagt ansigtet i de rigtige folder igen, hvorefter jeg nikkede.
Jeg kiggede på offeret. Han havde skudt hende i hoved og i maven, og hun var død på stedet. Offeret var en ældre dame, som snart havde sparet penge nok sammen til at hun kunne få en lejlighed nær York. Ingen familie. Jeg kiggede på papiret igen. Ingen ville komme til at savne den gamle dame, og det vidste morderen godt.
Kapitel 2 – Den arbejdsløse mand, der er ramt af hårde tider.
Morderens Synsvinkel:
Det var en kold dag – dagen efter. Dårlig Samvittighed burde plage ham, men alligevel sad han uberørt på den snavsede Starbucks, for anden dag i træk. Han ventede. Kilderne havde fortalt ham at manden kom her hverdag, for at slippe væk hjemmefra. Ingen ville savne ham. Han kiggede på sit nye armbåndsur – Rolex – lige som manden trådte ind af døren slukøret, og ugenkendelig på grund af huen han havde på – perfekt. Morderen kiggede op fra den avis det så ud som om han læste i, mens han holdt øje med manden, der en smule snøvlet bestilte en Cappuccino, samtidig med at han fandt en beskidt 10 Dollar sedl frem fra inderlommen. Manden var arbejdsløs ifølge kilderne lige blevet fyret fra jobbet som Projekt leder i et firma. Navnet var ikke relevant. ”Det er hårde tider hva’?” han kiggede op og så at offeret kiggede på ham. Ikke et punkt der stod på hans dagsorden. Han nikkede og forsøgte at se normal ud. Det var svært når man vidste at han lige om lidt ville dræbe endnu en uskyldig person. Det var som om, at manden egentlig havde tænkt sig at sætte sig ned, men pludselig skiftede han mening, og forlod butikken uden et ord. Han så ham gå med den dampende varme kaffe i hænderne. Han gik ned af Down Town Street. Morderen fulgte efter. Hans blodtørst var blevet større efter mordet den anden dag. Stemmerne var tilfredse. Han var stolt. Måske ville de snart forlade ham. Stemmerne altså. Det ville være godt. Han gik omkring 5 meter bag ved manden, da sidstnævnte vendte sig om, og stirrede ind i sin morders øjne. Få sekunder senere lå han død på vejen.
64
Jades synsvinkel:
Jeg stod få veje væk fra Down Town Street, da jeg fik en opringning omkring det andet drab. Det var højst sandsynligt den samme morder som stod bag, men jeg havde ikke fået yderligere oplysninger. Jeg satte mig på min pink motorcykel, og tog en tår af min billige kaffe. Den smagte alt for bittert, det var sikkert fordi den var skod. Den idiot havde også glemt at putte fløde og sukker i selvom jeg eftertrykkeligt bad ham om det. Jeg kørte af sted med kaffen i den ene hånd, og prøvede at styre med den anden hånd. Det gik ikke lige frem super godt, og jeg endte med at komme meget senere hen til gerningsstedet end jeg havde regnet med.
Politiet var nået frem, da jeg kom kørende med musik i ørene, og den tomme kaffeemballage i hånden. Folk kiggede på mig på mig et kort øjeblik, og vendte derefter tilbage til deres eget. Jeg gik tættere på gerningsstedet, og undersøgte jorden, der havde tydelige pletter af blod på sig. Mine øjne blev rettet mod det ellers så glamourøse vejskilt, hvilket tydede på at det var en fin vej. Jeg vendte mig rundt, og gik over mod min motorcykel, som holdte op ad en Starbucks. Måske var det en idé at udspørge ekspedienten. Jeg trådte ind af den nyvaskede dør. Inden for var en masse borde og et par små sofaer stablet op omkring i kaffebaren. Der var ingen mennesker, og ekspedienten stod bag disken, og kiggede ud i luften med et intetsigende blik. Jeg rømmede mig højlydt. ”Undskyld mig?” spurgte jeg med en høj myndig stemme, og kiggede på ham. Han kiggede på mig med et ligegyldigt blik i sine brune øjne. ”Hvad kan jeg hjælpe med?” sagde han, og kiggede på mig. ”Kan jeg stille dig et par spørgsmål?” sagde jeg og løftede et øjenbryn. ”Det kommer an på hvad det drejer sig om?” sagde han lusket. Jeg kunne ikke dy mig for at udstøde: ”Hvad tror du selv?”. Min irritation var grænseløs. Han smilede flabet til mig. ”Du skal nyde nået for at kunne være her!” sagde han, og begyndte langsomt at gå ud mod baglokalet. ”Okay!” sagde jeg irriteret, og min stemme gav genlyd i det stille rum. Jeg kiggede op mod en stor oversigtstavle, hvor alt hvad kaffebaren havde at byde på stod. Det billigste var en neutral vand for 13 kroner, hvilket jeg med garanti kunne få billiger mange andre steder. ”Jeg tager en vand” sagde jeg så og så, til min store lettelse, at ekspedienten vendte sig om, og begyndte at finde en flaske med vand frem. ”Kan jeg stille dig nogen spørgsmål nu?” spurgte jeg, og han trak på skulderne. Man kunne se på ham, at han var fløjtende ligeglad med mine spørgsmål. Jeg tog en dyb indånding. Alt luften gik igennem mig, for derefter at blive åndet ud. ”Har du set eller hørt noget mis…” jeg blev afbrudt, da to mænd kom løbende ind af bagdøren. Ekspedienten kiggede forskrækket og bange på de to mænd, og flyttede sig med det samme. Mændene var bevæbnede. ”Ned på gulvet!” råbte de så højt at det måtte kunne høres langt væk. Jeg fandt min pistol frem fra min jakkes inderlomme, og sigtede på de to mænd. Ikke det smarteste. Jeg kiggede over mod ekspedienten, der gemte sig bag disken. Kryster. ”Hvad vil I her?” spurgte jeg, og følte mig lidt som en eller anden i en James Bond film. De kiggede overrasket på hinanden. Derfra hvor jeg stod, kunne jeg se at den ene skulle til at skyde. Jeg kunne se hvordan hans fingre bevægede sig mod aftrækkerne, og jeg gjorde mig klar på at hoppe i dækning. Han trykkede aftrækkerne ned, og et højt brag lød. Jeg så den sorte kugle, der med lynets hast fløj op i luften. Jeg sukkede, og tænkte i mit stille sind, at de havde afsløret sig selv. Der stod mange politifolk derude, og hvis de folk ikke var tumper så ville de snart komme styrtende ind. Jeg smilede overlegent til de uforstående mænd, der kiggede irriteret og forvirret på mig. ”Vent!” sagde den ene af mændene med en belgisk accent. Han holdte den anden mand tilbage med sin hånd. ”Det er hende!” manden kiggede på mig med nogle store runde øjne. Han så bange ud.
65
”Og hvad så?” spurgte den anden med en irriteret klang. ”Han har fortalt os, at hun er hans” sagde manden med den belgiske accent. ”Men…” han blev afbrudt af mandens blik, der ikke var til at diskutere med. ”Men hvad? Felipsity er, sku’ da sindssyg. Psykisk syg. Det ved du da!” sagde han, og sekundet efter var de smuttet ud af bagdøren. Døren blev igen åbnet, og en højt dekoreret politimand trådte ind i rummet. ”Hvad sker der her?” spurgte han, og kiggede på mig. ”Det var du lang tid om!” udbrød jeg irriteret, mens betjenten kiggede uforstående på mig. ”Betjent Jemson” sagde jeg og gik forbi betjenten. På vejen ud gav jeg betjenten et skulderklap.
Jeg havde kun fået én god ting ud af mødet med den forfærdelige ekspedient. En ledetråd til mysteriet om morderen. Dette var af stor værdi. Jeg kørte hen mod stationen i sådan en fart, at det godt kunne betegnes som livsfarligt. Blot på vejen derhen havde jeg fået slynget en masse skældsord i hovedet af gamle damer i pelsfrakker, og unge bilister. Selv forgængerne var blevet ualmindelig sure på mig. Jeg gik op af trapperne og ind af den store glasdør. Bag den kunne jeg se nogle af mine hårdtarbejdende kollegaer, der ivrigt tastede løs på hver deres computer. Jeg åbnede døren op, og alle vendte sig mod mig da jeg hurtigt gik igennem lokalet. ”Annie!” råbte jeg igennem forsamlingen. ”Jeg skal bruge Annie” min stemme gav genlyd, og en ældre dame kiggede op fra sin computer. ”Hej Jade” sagde hun og kiggede på mig. Bag hendes fedtede brilleglas, kunne jeg se de nøddebrune øjne som sendte mig et kærligt blik. ”Jeg skal have dig til at søge” sagde jeg, og straks fik hun et alvorligt glimt i øjet. ”Hvilket land?” spurgte hun koncentreret, og åbnede en fane på sin computer. ”Norge. Se om du kan finde et navn der har nået at gøre med Felipsity” kommanderede jeg, og satte mig på en stol ved siden ad hende. Hun søgte på computeren. Intet resultat. ”Han kan have skiftet navn eller…” mumlede jeg til mig selv, og greb Annies tastatur. Jeg søgte flere navne som startede med ’F’, da Annie pludselig mumlede noget brugbart. ”Hvad sagde du?” spurgte jeg, og hun kiggede forvirret på mig. ”Felix Pisity var der vist engang en berygtet mand fra Norge der hed” sagde hun usikkert, og tastede løs. Ét enkelt resultat kom frem og et billede af en høj mand med fedtet hår kom frem. Jeg begyndte at læse om ham.
Felix Pisity blev i maj 2010 anklaget for drab men slap for fængsel, da han blev erklæret psykisk syg. Lægerne sagde at han havde en mild udgave af den sjældne sygdom: Skizofreni. Han forsvandt d. 6 september 2012, og er siden blevet efterlyst i flere forskellige lande. Senest så man ham i England, hvor han skulle besøge sin søster. Annie og jeg kiggede på hinanden. Vi havde begge skræmte blikke i øjnene. Hun kiggede på mig og derefter søgte hun på Pisity, denne gang i England. Flere forskellige kom op på skærmen, men da vi så en lille og uskyldig pige var ingen af os i tvivl. Hun var søsteren! ”Du må hellere komme af sted” sagde Annie. ”Jeg sender adressen”. Jeg greb min telefon, og styrtede ned ad gangen og derefter trapperne. Udenfor stod min motorcykel. Efter et par minutter modtog jeg en sms fra Annie. Jeg skulle mod ’The diner street’.
66
Kapitel 3 – Gymnasieeleven med den ødelagte mascara.
Morderens synsvinkel:
Det var koldt. En diset tåge havde gjort starten på dagen døsig, og udenfor var regnen taget til. Inde på den lille Starbucks sad han. Han var ufokuseret. Øjnene gled hele tiden frem og tilbage mellem de tomme borde. Han havde et bæger med ekstra sort kaffe i sine ru hænder. Klokken over døren ringede et par gange og en ung pige trådte ind af glasdøren. Hun var en smule lav, og så meget træt ud. Hendes øjne var sorte og rester af mascara kunne tydeligt ses under hendes øjne. Hendes hår var uglet, og lignede én stor rodebunke. Han betragtede hende med en hvis nysgerrighed, mens hun sad med sin sorte Iphone. Hun drak af sin kaffe med små mellemrum, og lignede en der havde noget udestående med verden. Han kiggede over på ham, og hun sendte ham et vidende blik. Hun lukkede sine øjne et øjeblik, og tog en dyb indånding. Hun drak den sidste tår af kaffen færdig, og smed det billigeplastik krus ud i den grå skraldespand. Han kunne høre hende mumle: ”Lorte vejr” og derefter gik hun ud af butikken. Han kiggede efter hende. Hun var gået lige foran ham. Men… han skulle dræbe én i dag. ’Tag dig sammen tumpe’ sagde et par stemmer i hans hoved. Han vidste at han gjorde dem utilfreds ved bare at sidde der. Han kiggede over mod den unge ekspedient, der med stor koncentration tørrede en usynlig fedtplet af en porcelæns kaffekop. Det var nu eller aldrig. Han brød sig ikke om at dræbe koldblodigt. Det var dette jo. Uden nogen form for undersøgelse af mandens baggrund, eller familie. Men han var nødt til det. I sin inderlomme fandt han en lille pistol frem, og før han vidste af det holdt han det foran ekspedientens hoved. Den ellers så værdifulde kaffekop røg på under et sekund ned på beton gulvet. Manden havde begge hænder foran hoved. ”Jeg kan tilbyde dig hvad som helst. Vi har…” der lød et højt brag, og manden faldt ned på gulvet. Derefter kunne man høre ham løbe ud af kaffebaren. Man kunne høre en lille knække lyd, og noget hvidt faldt på gulvet, men han så det ikke. Hans øjne var rettet mod udgangen, og hans tanker drejede sig om det samme: Han måtte ikke blive opdaget.
Jades synsvinkel:
Endnu et drab har fundet sted på Down Town Street. Skynd dig derhen! Jeg sukkede indvendig, og satte mig op på motorcyklen. Klokken var 9 om morgnen, og jeg havde forventet at tage over mod stationen i et roligt tempo – som om. Indtil videre havde min såkaldte eftersøgning været en stor fiasko. Først havde det vist sig at Felipsitys søster var rimelig uskadelig, og jeg endte derfor med at side og drikke te hos en enlig katte dame, mens hun grædende havde fortalt sin livshistorie. Nu skulle jeg kigge på endnu et drab, der højst sandsynligt var begået af den samme Norske morder. Denne gang stod der kun meget få journalister, da jeg nåede frem på gerningsstedet som var inde i den lille Starbucks. Denne gang var mordet gået ud over ekspedienten – den selvsamme som jeg snakkede med. Et par mænd gik rundt omkring liget og tog billeder, og undersøgte det nærmere. Jeg stirrede blot på det uden ord. Det lignede de andre. Skudt med en pistol, og som altid – en meget uventet handling. Offerets mund var stadig åben, og han så bange ud.
Hele hans ansigt var dækket af rødt blod. Bag ham lå en smadret kaffekop med et logo på. Jeg undersøgte den neutrale kaffebar. Den bar præg af lige at have været besøgt. Små sorte plamager havde sat sig fast på bordenes blanke overflade. Ved et af bordene lå noget hvidt, og knust. Jeg gik tættere på, og samlede nysgerrigt tingen op. Det var en mobil med en ødelagt skærm. Jeg måbede. Det kunne være en værdifuld ting at have. Jeg skyndte mig ud af kaffebutikken, og satte mig op på motorcyklen. Turen gik mod stationen.
67
”Kom nu Annie. Har du fundet ud af noget?” spurgte jeg for femte gang, mens jeg gik hvileløst rundt i lokalet. Hun kiggede på mig, og ned på skærmen endnu engang, mens hun hurtigt indtastede nogen bogstaver. ”Bingo” sagde hun højt, og kiggede tilfredst på mig. ”Så er den åbnet!” sagde hun og rakte mig den lille telefon. Enten var det ene af de besøgendes eller også var det morderens. Jeg kiggede på den neutrale baggrundsskærm, mens jeg prøvede at finde noget brugbart. ”Skriv ned!” beordrede jeg, og gav hende de sidste fem numre han havde ringet til. ”Tjek beskederne” sagde Annie koncentreret, og jeg skyndte mig at trykke på sms ikonet. På under et sekund havde jeg en oversigt over hans seneste samtaler. Øverst stod: The fox. Jeg tænkte mig om. Det var højst sandsynligt et kælenavn eller et dæknavn. Jeg gik ind på samtalen, og tjekkede om de nævnte noget brugbart. De fleste beskeder var helt normale. Beskeder omkring, hvordan han havde det og hvordan det gik på jobbet. Men da jeg rullede længere ned ad den lange række af beskeder fandt jeg en adresse. Beskeden var blevet sendt i dag, og af ’The fox’. Han havde skrevet: Vi kan mødes på Backgard Street i dag. ”Jeg har noget!” udbrød jeg dramatisk, og Annie kiggede spørgende på mig. ”Backgard Street” forklarede jeg, og hun søgte på sit kæmpe kort over London. Hun kiggede på det, og fandt efter lidt tids søgen vejen. ”Det er i den lidt dårligere del” sagde hun og kiggede nervøst på mig. Jeg var ligeglad jeg måtte af sted. En mand havde dræbt tre uskyldige mennesker, og ifølge mig skulle det ikke gå uset hen. ”Jeg tager den skudsikre vest” forsikrede jeg hende om, og kort derefter skyndte jeg mig ud af døren. Jeg låste min motorcykel op, og begav mig i fuld fart af sted mod Backgard Street. Det viste sig at gaden lå en smule længere fra stationen end jeg havde regnet med. Det var helt ude i de dårligste gader at gaden befandt sig. Det var den del af London man sjældent talte om. Der var fuld af larm på gaden. Folk med cigaretter i hånden, og slet skjulte pistoler gik hele tiden forbi mig. Jeg var nervøs. Manden kunne meget vel være en meget uhyggelig fyr. Typen man ikke havde lyst til at møde. En sindsforvirret psykopat. Ifølge hans papir havde han en slags skizofreni, og hans handlinger kunne være ubevidste. Det var det, som gjorde ham så farlig. Jeg kiggede op på de høje lejligheder, og undersøgte dem. Hele tiden kiggede jeg rundt, hvis der skulle ske noget. Lejlighederne lignede hinanden. De var gamle og grimme. Det kunne være hvilken som helst af lejlighederne. Jeg vidste ikke engang om manden var at finde her på gaden. Jeg havde taget vejnavnet fra en samtale. Jeg fandt mobilen frem fra min lomme. Måske stod der noget andet. Den ene af de to, der gik under navnet ’The fox’ havde skrevet, at de kunne mødes på Backgard Street. Enten boede ’The fox’ der eller også var der en bar, hvor de kunne mødes. Jeg undersøgte endnu engang området. Jeg forsatte ned ad vejen, og for enden af den lå en lille bar. Det var perfekt. De skulle mødes der og aftale et eller andet. Spørgsmålet var bare: Hvad? Jeg åbnede døren til baren. Håndtaget var rustent og gammelt. Døren var dækket til af et langt gardin. Mistænksom gik jeg ind af døren. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. På om dette kunne være en stor chance at tage. Om det kunne være farligt? Baren var fyldt med mennesker – flest mænd - der sad og talte højt med hinanden. Allerede da jeg kom ind vidste jeg at jeg havde ramt plet. Jeg kunne se små poser med hvidt pulver, der gik rundt i mellem de forskellige mænd. Der var ingen der lagde mærke til at jeg stille trådte ind af døren. Jeg listede hen til et bord allerbagerst. Nogen kiggede hen på mig, men så hurtigt væk igen. Jeg forblev uforstående. Måske ønskede de bare ikke at se mig?
68
Kapitel 4 – Efterforskeren.
Jades synsvinkel:
Døren blev endnu engang åbnet, og to mænd i tykke frakker trådte ind ad døren. De bevægede sig ned i
nærheden af mig, og jeg kiggede nysgerrigt op, og bad for at de ikke havde set mig. Den ene så nervøs ud
hvor i mod den anden så fattet ud.
”Jeg forstår bare ikke” mumlede den ene af de to mænd lavt. Jeg kunne endnu ikke afgøre om det var de to
mænd som jeg havde ledt efter, eller om det var nogen helt andre.
”Der er ikke så forfærdeligt meget at forstå. Du skal bare give mig oplysningerne om hende, og så går vi
igen” sagde den ene mand irriteret. Jeg lyttede ivrigt med. Den ene mand tørrede med håndfladen svedet
af sin blege pande, og mumlede noget uhørligt.
”Hvad sagde du?” spurgte den anden mand venligt.
”Okay Felipsity. Hun er efterforsker, og undersøger i øjeblikket sagen om…” hans stemme sænkede sig, og
det blev til en næsten uhørlig hvisken.
”Dig” kunne jeg høre den anden mand sige. Mit hjerte sad helt oppe i min hals. Jeg sad omtrent to meter
fra en halv sindssyg mand, som havde begået den største forbrydelse man kunne begå. Taget nogle andre
menneskers liv!
”Hvad er hendes navn?” spurgte Felipsity, og kiggede på manden.
”Hendes navn er Jade Jemson”.
Et øjeblik sortnede alt for mig. Det var mig! Jeg kiggede ned i bordet, og var glad for at jeg havde taget en
hættetrøje på. Jeg sad foran en mand, der havde dræbt tre uskyldige personer, og ikke ville tøve med at
dræbe den fjerde: Mig.
Jeg tog et par dybe indåndinger, og kiggede på Felipsity. Han var høj, muskuløs og var helt sikkert
bevæbnet. Desuden ville alle i denne bar være på hans side, og politiet var ikke ligefrem de mest effektive
til at komme folk til undsætning. En tanke røg igennem mit hoved, og jeg kiggede op.
Jeg måtte væk!
Alternativet var at blive skudt af en sindsforvirret norsk morder. Mine hænder rystede, og jeg kunne knap
nok skubbe stolen ud.
Jeg kunne høre Felipsity spørge:
”Hvordan ser hun ud?”. Jeg kiggede ned i jorden, da jeg så den anden mand kigge rundt i baren. Hans blik
endte på mig. Jeg bevægede mig væk så stille som jeg kunne. ”Hun ligner lidt hende der” kunne jeg høre
ham sige, og han kiggede på mig som var han hypnotiseret. Felipsity rejste sig op, og kiggede på mig. Han så
overrasket ud, da jeg løftede min pistol i mod ham. Hele baren vendte sig mod mig, og kiggede på mig.
Det var nogle hårde gutter.
Jeg bed mig nervøst i læben.
”Er det ikke hende?” spurgte Felipsity, mens han fandt en pistol frem fra sin lomme. Jeg holdte stadig min
foran mit hoved, og prøvede at se tjekket ud. Som om jeg havde styr på situationen. Jeg havde det stik
modsatte.
Der gik et par sekunder, hvor hele baren befandt sig i fuldstændig tavshed. Derefter lød nogle høje brag, og
døren gik op. Jeg turde næsten ikke kigge bagud, men så til min store lettelse, Annie stå med en pistol i
hånden. Bag hende stod en masse andre politifolk og de var alle bevæbnede. De gik alle i mod Felipsity med
stor varsomhed.
”Læg pistolen” beordrede de. Han kiggede stadig på mig.
69
”NEJ!” råbte han. ”Nej, nej, nej” hans skrig gav genlyd. Det lød som om han led. Som om nogen pinte ham.
Politimændene omringede ham, men han holdt stadig fast i sin pistol.
Den forblev i hans rystende hænder. Den forblev rettet mod mig.
Morderens synsvinkel:
Han ruskede ind nu engang i jerntremmerne, men de ville ikke give sig. Han havde prøvet mange gange nu.
Han var bange.
De legede med ham. Han gik ind i mørket. Ind til dem.
70
Den første dag:
Af Andreas Theodor T. Christensen, 12 år
Det var den 9. august, og John sad inde på sit værelse, foran sin computer, og spillede League of Legends
mod Ki fra Tokyo. De snakkede sammen over Skype, og havde det virkelig fedt. John elskede det her, det
var nærmest den bedste ting han vidste, og han tænkte ikke meget over at ferien snart var slut. Lige da han
var ved at vinde, kaldte hans mor ude fra køkkenet:
”Nu er der aftensmad! Kom nu John! Det er nu!” John ignorerede det, og tog en ordentlig slurk cola. 5
minutter senere gik døren op bag ham. John var så optaget af spillet at han ikke opdagede noget, så han fik
et chok da hans far tog fat i stolen, og brølede:
”KOM NU!” John slukkede modvilligt for computeren, og fulgte med ud i køkkenet hvor hans far sad og
grinede, mens hans mor så sur ud:
”John Holm! Hvornår lærer du at komme når der bliver kaldt?” De snakkede ikke specielt meget under
aftensmaden, men da de var færdige sagde Johns mor:
”Så skal du starte i skole i overmorgen John! Og kunne du så ikke for en gangs skyld invitere en fra din
klasse med hjem?”
”Mor du ved jo godt at jeg ikke rigtig har nogen venner i skolen! Jeg vil altså helst bare være i fred
derovre.” sagde John.
”Jamen sidst du havde en med hjemme at lege var jo i 2. klasse! Før du fik en computer!” sagde hans
mor, ”Vi ønsker bare det bedste for dig John! Men hvis du helst bare vil være for dig selv, så er det vel okay.
Selvom du nogle gange er lidt svær at forstå!”
”Så længe i bare prøver at forstå mig er det fint nok,” sagde John, og gik ind på sit værelse igen.
To dage senere:
Han sukkede og tænkte på alle de fede ting han havde lavet i ferien. Vejen føltes endnu længere end den
plejede, og tasken føltes også endnu tungere. Han kunne se skolen et godt stykke foran ham. Han nærmede
sig langsomt, og savnede mere og mere at være på stranden, spise is, spille computer med Ki, og hvad han
nu ellers havde lavet i ferien. Han kunne ikke lide at tænke på det der nu lå foran ham, nemlig et helt
skoleår fyldt med skoledage. Han sukkede endnu en gang, men tog sig så sammen, og gik videre.
Nu ringede klokken. Han gik ind gennem porten, op ad trappen, hen til døren til klasseværelset, hvor
man kunne høre stemmerne fra hans klassekammerater. Både gamle og nye. Han gik ind, fandt sin plads og
satte sig, hang sin taske op, og prøvede at slappe af. Lidt efter kom en ny lærer som sagde at hun hed:
frøken Hansen, og begyndte derefter at snakke. Sagde at de skulle tage deres hæfter frem, og gøre sig klar
til at skrive. Nu var klokken 8:00. Nu startede første skoledag for John.
Så, 20 minutter inde i timen sagde frøken Hansen at alle skulle komme med hende udenfor. Først troede
alle det var en joke, men lidt efter gik det op for dem at det faktisk passede. Hun gik nemlig rundt og
samlede alle bøgerne ind og gik bagefter udenfor. Så gik eleverne ud i små grupper. John gik alene ud som
den sidste.
Udenfor stod alle på rad og række, og gjorde klar til at gå. Og følge efter frøken Hansen. Hun førte dem
hen til en gammel telefonboks, hvor de alle sammen skulle gå ind. Men selvom alle gik ind, var det stadig
intet problem at komme ind. John tænkte sig om en ekstra gang inden han gik ind. Der var underligt nok
71
ingen derinde da han kom ind. Pludselig forsvandt gulvet under ham, og han fik et ordentligt chok. Alt var
mørkt omkring ham. Så landede han på en madras og kort efter mærkede han et hårdt slag i hovedet. Så
blev alt sort.
Nu var alt hvidt. John lå på en blød madras med en dyne over sig. Forstod ikke hvor han kunne være. Han
kiggede på sit ur. Klokken var 11:43 den 12. august. Underligt! Den dag hvor de var gået med frøken Hansen
hen til telefonboksen, og var blevet slået ud, den dag havde været den 11.! Han havde altså sovet i lidt over
et døgn! Hvor mon han var nu? Han kiggede rundt i lokalet. Kunne han mon gætte sig til hvor han var? Nej,
det var umuligt. Rummet han befandt sig i var ca. 7 m2 og malet helt hvidt. Sengen fyldte det meste af
rummet, og ovre i hjørnet var der en dør. Ved siden af ham stod et lille bord hvor der var en lampe, en
flaske med vand, og en bog. Bogens titel var: ”Den tomme bog”. Han åbnede, bladrede den igennem, og så
at den faktisk var tom. Der stod ikke et ord i den! Lutter tomme sider! Han tænkte det nok var bedst at
ringe og fortælle mor at han var her, men så kom han i tanke om at hans telefon lå i hans taske. Og hans
taske stod hjemme på skolen, så han havde ikke nogen mulighed for at finde den!
”Så sidder jeg kønt i det!” tænkte han, og satte sig ned. Han kiggede ned ad sig selv, og opdagede at han
havde noget mærkeligt grønt og brunt tøj på, og der var en spids hætte oppe ved hovedet. Han havde også
et brunt bælte og nogle brune stofsko på, og i det store og hele lignede han mest en fra et rollespil. Han
rejste sig op, tog i døren og hev men som han egentlig også godt havde vidst inderst inde fra starten af var
den låst! Over ham var et ovenlysvindue, men han kunne ikke nå derop! Han var altså fanget, anede ikke
hvor eller hvorfor, men fanget!
Han lå og bladrede i ”Den tomme bog”, som stadig var tom. Han lå og spekulerede over hvad bogen
skulle betyde, og hvad der skulle ske med ham. Pludselig dukkede der en slags portal op midt i rummet, og
den lyste grønt og blåt! Han følte sig underligt tiltrukket af den, og gik langsomt hen mod den. Han stak
først sin hånd igennem, og opdagede til sin store overraskelse at den forsvandt gennem den! Han trak den
tilbage, og tog en dyb indånding. Han kiggede rundt i rummet og gik så med et langt skridt igennem den.
Han stod midt i en skov. Det var vist nat eller sent om aftenen, for det var ret mørkt, og John kunne se
månen tydeligt. Det var nok efterår, for det var ret koldt. Man kunne også se stjernerne tydeligt.
”Det ligner noget fra et computerspil det her!” sagde han. Han frøs lidt men han glemte det hurtigt da
han hørte skridt længere inde i skoven, og han opdagede til sin store rædsel at der gik mænd rundt derinde
med rustninger, hjelme, sværd og armbrøster. Han sprang ind i en busk, men det var omkring et
millisekund for sent. De havde opdaget ham, og stormede mod ham. Luften var tyk af pile men han undgik
med nød og næppe at blive ramt.
”Stop i fyrst Karls navn! Stop i fyrst Karls navn!” råbte de (for at det skal være nemmere at forstå har
forfatteren oversat det fra middelalderdansk til nudansk/hverdagsdansk). Og sådan løb de i cirka tre
minutter indtil John desværre blev træt (han dyrkede jo næsten aldrig sport!), og så fangede de ham.
”Du er fanget ! Du slipper ikke væk fra os!” sagde en fyr med et lille fipskæg og grønblå øjne. ”Fyrsten vil
have hængt, halshugget eller brændt alle jer troldmænd og andet djævelskab så hurtigt som muligt!”
”Hvad snakker du om, jeg er ikke nogen troldmand?!” sagde John, ”Jeg har ikke gjort noget forkert!”
”Ha, ha!” sagde en grumt udseende soldat med små øjne, og en meget stor underkæbe, ”Tror du virkelig
at en god soldat fra år 1467 vil tro på den slags vrøvl? Du er godt nok en temmelig spøjs fætter!”
”År 1467!” tænkte John, ”Utroligt! Jeg er jo rejst i tiden! Og de tror jeg er en troldmand! Hvordan skal
det dog gå mig?” Og så trak de ham med.
72
De kom til en stor mørk borg bygget af store kampesten, og med høje firkantede tårne. John blev ført op
til en stor tung egetræsdør, og de gik gennem den, og ind i en stor sal. Oppe under loftet hang en
kæmpestor guldlysekrone, som i år 2013 ville have kostet omkring to millioner kroner! Der hang røde
fløjlstæpper på væggene, der stod store guldlysestager langs væggene og bagerst i rummet stod en stor
trone af guld. På tronen sad en kæmpestor, og fed (og med fed mener jeg ikke bare lidt buttet, men med
flæsk over hele kroppen som var han en overvægtig flodhest) mand, med en lille grim hat og en lillebitte
smule hår på det der skulle forestille et hoved, men mest af alt lignede en stor lyserød skumfidus, med
kartoffeltud, og bittesmå griseøjne der skinnede med et ondt glimt. Hans gevandter var lige ved at sprække
og hans fingre lignede mest af alt store tykke medisterpølser! I hans ”hånd” havde han et bæger af guld, og
John gættede på at det havde været fyldt op til renden flere gange.
John behøvede ikke et genis hjerne for at regne ud at dette haveskur af en mand var fyrst Karl. Soldaten
med fipskægget som nok var deres leder sagde:
”Store fyrste, hør på din tjener: Ham her fandt vi da vi var ude at jage vildt i skoven. Han ligner en
troldmand på tøjet og han sagde et eller andet ord der lød som noget magisk. Han sagde: ”computerspil”,
og opførte sig også meget underligt da vi fandt ham. Han flygtede alt hvad han kunne da han så os. Men
han påstår at han ikke er en troldmand!” Så sagde fyrsten med en lettere sløret stemme:
”Før ham helt herhen så jeg kan se ham tydeligt!” Soldaterne skubbede John ned på gulvet foran fyrsten.
Han rejste sig med stort besvær fra tronen, og sagde:
”Rejs dig op! Det er jo umuligt at føre en samtale med sådan et skravl af en mand!” John rejste sig
stønnende op (soldaterne havde jo ikke ligefrem behandlet ham pænt, og han havde efterhånden nogle blå
mærker over hele kroppen), og stod nu og stirrede ind i øjnene på fyrst Karl. Fyrsten var godt nok omkring
et hoved højere end John, men John kunne tydeligt lugte fyrstens ånde, og den stank af alkohol.
”Hvad betyder dette ”computer”?” sagde fyrst Karl.
”Det er en ting med en skærm, og et tastatur, som man bruger i stedet for blandt andet papir og pen, i
min tid. Jeg er nemlig fra år 2013!” sagde John, og så håbefuldt på fyrsten.
”Han taler i gåder og siger magiske ord op i hovedet på mig! I har ret! Han er en troldmand! I skal blive
belønnet!” sagde fyrsten og så på sine soldater. Så vendte han hovedet, og stirrede ondt på John, der
gjorde et mislykket forsøg på at gengælde blikket. ”I troldmænd er ikke nemme at fange! I gemmer jer over
det hele, og er ret svære at finde! Men så gør det også bare glæden større når man endelig fanger en!
Ikke?” Det sidste ord var henvendt til soldaterne, og de nikkede samtykkende.
”Du misforstår!” sagde John hurtigt, men blev afbrudt af fyrsten:
”Nej jeg gør ej! Nå, men som alle ved er jeg en god mand, og vil derfor være barmhjertig imod dig!”
sagde fyrst Karl, og John nærede et kort øjeblik håb om at hans fremtid måske ikke så så mørk ud alligevel
(han glemte det dog hurtigt da fyrsten fortsatte sætningen),”Du skal ikke pines, men blot dø af alderdom, i
mit allerdybeste fangehul!”
John sad i et mørkt lille fængsel. Fyrst Karl havde befalet at John skulle smides derned, og han sad nu og
grublede over hvad han skulle gøre. Cellen var ikke meget mere end 4 m2 og der var ikke et eneste vindue.
Der stank af bræk og urin, og væggene var grønne af mug. Han frøs også fordi fangehullerne lå nogle
meter under jorden, og stenmuren var iskold. Der var ret mørkt derinde men hans øjne havde efterhånden
vendt sig til det, og på et tidspunkt havde det lignet at der var nogle rotter der løb hen over gulvet få meter
fra ham. I hjørnet over for ham var der meget mørkt, og han havde en ubehagelig fornemmelse af at han
73
ikke var den eneste i dette fangehul. Han havde bare ikke haft modet til at gå over og tjekke endnu. Men til
sidst kom han til at tænke på at han jo nok skulle dø før eller senere, så han tog mod til sig, og sagde med så
lidt skælvende stemme som muligt:
”Hvem der?”
”Ingenting!” mumlede en dyb, ru stemme prompte inde fra mørket.
”Hvem taler så?” spurgte John, ”Hvad er du? Jeg kan høre at der er nogen eller noget inde i mørket! Og
jeg kan også skimte en skikkelse derinde!”
”Jeg er ingenting! Blot en stemme i mørket!” lød svaret.
”Du må da være en eller anden!” sagde John, og begyndte at blive irriteret, ”Hverken mørket eller luften
kan tale!”
”Det har du selvfølgelig ret i!” mumlede stemmen, ”Så lad os sige at jeg er ensomheden!”
”Nu må jeg altså se hvem du er!” sagde John, rejste sig op, ømmede sig over sine blå mærker og gik i to
lange skridt hen til hjørnet hvor stemmen var kommet fra. Han blev noget forskrækket da han så den magre
skikkelse han fandt i hjørnet. Der var mørkt, men han kunne alligevel tydeligt se skikkelsen af det der
engang havde været en mand. Han var som sagt tyndere end tynd (det modsatte af fyrst Karl kan man sige),
havde store øjne, meget langt og filtret gråt skæg og hår, og hans tøj var meget laset. Det så ud til at han
ikke havde brugt sine ben i 100 år eller hvor lang tid han nu havde siddet der. Så derfor turde John godt gå
ret tæt på, selvom han nu stadig var forsigtig.
”Er du så tilfreds unge mand?” mumlede den gamle mand, og kiggede op på ham, ”Og nu hvor du har set
mig, vil du så fortælle hvem du er? Og også hvordan du er havnet her? Dette er den dybeste, mindste og
mest ubehagelige celle af alle. Så du må virkelig have gjort noget slemt!”
”Kan jeg stole på dig?” spurgte John usikkert.
”Jeg er jo bare en gammel tosse, men vi sidder begge her på grund af en eller anden ugerning. Og det må
være cirka lige slemt. Ikke? Så hvis du stoler på dig selv efter din forbrydelse, kan du vel også stole på mig
som jer er nu. Ikke sandt?” sagde den gamle mand, og hostede. Han havde nok ikke brugt sin stemme i
flere år!
Den tyggede John lige lidt på, og svarede så eftertænksomt:
”Mit navn er John, og jeg er blevet smidt i fængsel fordi fyrsten mente at jeg var en troldmand.” svarede
John.
”Så ser det ikke godt ud for dig! Du kommer-som du sikkert også selv ved-til at dø i en nær fremtid.”
sagde den gamle mand sørgmodigt.
”Jeg ved det. Eller det vil sige at fyrsten har sagt at jeg skal dø af sult og alderdom hernede.” sagde John.
”Så du skal det skal du. Javel ja. Godt, godt. Så har du god tid til at tænke over hvordan du kan flygte.”
svarede oldingen, ”Og jeg gamle mand har faktisk også en måde man kan slippe ud på. Men da jeg er blevet
for gammel til at udføre den selv, vil jeg lade dig høre den. Dog kun hvis du gør mig en ganske bestemt
tjeneste. Men alt det skal jeg nok fortælle dig om. I morgen.”
”Så er der lige to ting jeg er nødt til at spørge om. 1: hvad hedder du? Og 2: hvad sidder du i fængsel
for?” spurgte John.
”Mit navn: Sir Hans, ridder af elefantordnen. Grunden til at jeg befinder mig på dette sted: Jeg er
retmæssig ejer af borgen og er den oprindelige fyrste. Karl er min yngre bror, og han blev misundelig på
grund af min titel som fyrste. Derfor samlede han folk, der hjalp ham med at vælte mig, og så overtog han
fyrstedømmet, og fik smidt mig i fængsel, for at være sikker på at kunne beholde tronen. Og han ødsler væk
af vores penge, så kassen er snart tom. Men han er ligeglad. Og jeg har jo ingen mulighed for at stoppe ham
74
på nogen måde. Det er min situation, for at sige det kort.” Det lignede at han nærmest var blevet helt
genoplivet af at fortælle sin historie, for hans øjne skinnede af en glød som de nok ikke havde gjort med i
alt for mange år.
”Sidste ting: Hvad har du levet af alle de år du har været her?” spurgte John.
”Edderkopper, mus og rotter. Det jeg lige kunne finde.” var Sir Hans’ svar.
Næste dag vågnede John ved at Sir Hans sagde hans navn, og hev i hans ben. Han havde tydeligvis slæbt
sig hen ad gulvet til John, der ikke kunne lade være med at blive imponeret. Da John var blevet færdig med
at gabe sagde han:
”Og hvad var din plan så?”
”Ser du. Da jeg lige var blevet smidt herned var jeg jo stadig ung, og havde masser af kræfter.” begyndte
Sir Hans, ”Og jeg nærede stadig håb om at slippe ud. Så med de bare næver fjernede jeg en sten fra
stengulvet, og gravede en tunnel ud til friheden. Jorden var godt nok meget kold og hård det første stykke,
men det gik. Jeg blev dog aldrig færdig med den, fordi jeg til sidst ikke havde flere kræfter – rotter er ikke
just den mest nærende og mættende spise, og jeg spiste mig jo aldrig rigtig mæt - og var blevet så tynd som
en fjerpen. Hvis du selv kan grave den færdig, og gøre mig den tjeneste at tage mig med ud, må du godt
benytte dig af den. Og angående min bror får vi en slags ”hævn” over ham, når han engang løber tør for
penge. Er du klar på det?”
”Det er jeg!” svarede John.
Sir Hans viste ham den løse sten, og så gik det i gang.
Og så begyndte det hårdeste arbejde John nogensinde havde udført. Sir Hans var kommet lidt over
halvvejs, men John var jo ikke i super god form, og havde heller ikke fået noget at spise i flere dage, så det
var ikke nemt. Men efter mange døgns møjsommeligt arbejde, stødte John endelig på noget jord der var
koldere, og hårdere end det andet. Han kravlede hurtigt tilbage til fangehullet, og sagde til Sir Hans:
”Vi er næsten ude, er du klar til at følge efter mig?”
”Jeg kan ikke kravle selv. Jeg bliver nødt til at holde fast i dig!” svarede han.
Og sådan blev det. Sir Hans havde heldigvis lange krogede fingre og kunne derfor holde virkelig godt fast.
Og så kravlede John afsted og var ved enden efter cirka et kvarter. Han gravede det sidste stykke og stak så
pludselig hovedet op gennem jorden. Han missede med øjnene, og løftede sig op med armene. Borgen lå et
stykke derfra (så de kunne forhåbentlig ikke ses fra tårnene), og efter at have hevet Sir Hans op og denne
havde hægtet sig fast på hans ryg gik John så hurtigt han kunne ind i den nærmeste skov og hvilede sig
udmattede der. Sir Hans kunne stadig næsten ikke se noget fordi lyset var så skarpt for hans øjne der kun
havde set mørke de sidste mange år.
”Hvad nu?” sagde John.
”Du bestemmer selv hvad du gør, men jeg bliver her, og lever det sidste stykke af mit liv.” sagde Sir Hans
smilende, ”Og John! Tusind tak for al din hjælp! Jeg vil altid huske på dig!” John nikkede smilende, og skulle
til at gå, da han blev bremset af et:
”Vent!” han vendte sig om, og så greven kigge på sig. ”Før du går skal du have gave! Denne her har Karl
aldrig opdaget at jeg tog, før jeg røg i fængsel.” Han tog en brun stofpose op af lommen, og rakte den til
John der kiggede i den, og opdagede: 10 store diamanter!
”Tu-tusind tak! Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige!” fik John fremstammet.
75
”Bare du tager imod dem er jeg glad! Jeg har alligevel ingen glæde af den!” smilede Sir Hans, ”Lev vel,
ædle unge mand! Og se så at komme afsted!” John var lidt betuttet, så han vinkede og mumlede et: ”Tak i
lige måde, og glædelig jul!” og løb.
John fandt det sted hvor han mente at han var startet. Han satte sig og stirrede ud i luften i nogle timer
mens han håbede på at portalen ville komme. Den kom da også, og han skyndte sig igennem den. Han
havnede ude på en hvid gang lige foran en dør hvor der stod: ”John Holm (forsøg nummer 13)”. Han småløb
hen til døren for enden af gangen hvor der stod: ”Dr. H”, tænkte: ”Mon ikke det ville være en god ide at gå
herind?” og trådte ind i et kontor med blændende lys, og et stort skrivebord midt i det hele. Der stod en
stol foran skrivebordet med ryggen til, og John gik hen til den. Pludselig drejede den og i stolen sad: frøken
Hansen. Med hvid kittel på, og håret sat op i en knold. Hun kiggede på John og sagde:
”Jeg går ud fra at du gerne vil have en forklaring på det hele John! Og det vil jeg give dig! Sid ned!”
”Jeg vil meget gerne have en forklaring nu ja! For jeg regner med at det er dig der har udsat for alle de
ting jeg har været igennem! Og desuden, er der ikke andre stole end den du sidder på!” svarede John, og
mærkede vreden flamme op i sig. Hun knipsede med fingrende, og så rullede en stol hen foran ham.
”Smart ikke? Nå jeg må hellere komme i gang, for det er en lang historie!” sagde hun, ”Som det måske er
faldet dig ind er jeg slet ikke lærer eller hedder frøken Hansen. I virkeligheden er jeg videnskabsmand (eller
dame om man vil), og hedder Dr. Hvid! Jeg har opfundet den mest geniale og revolutionerende opfindelse
nogensinde (selvfølgelig har jeg også lavet andre, men denne er den vigtigste)! Tidsmaskinen der kan
transportere flere personer til flere forskellige tidsaldre på samme tid!
Den har dog en begrænsning: man kan ikke blive hentet tilbage medmindre man står på samme sted
som man gjorde da man ankom. Og det tager også noget tid at gøre portalen klar. Men det er jo småting!
Nå, men det har taget mig det meste af mit liv at fremstille den, og da jeg så endelig var færdig faldt det
mig ind at jeg havde brug for en forsøgsperson, fordi at der skal være mindst en (og helst mig) der sidder og
styrer hvornår personen skal hentes tilbage igen og sådanne ting. Og jeg kunne ikke bruge dyr eftersom de
var for dumme til at gå gennem portalen og så videre. Så jeg fandt på at udgive mig for at være skolelærer,
og få et job på en skole, hvor der jo er masser af skoleelever. De er i forholdsvis god form, kan tænke selv,
men er også lige tilpas dumme. Kort sagt: Perfekte forsøgskaniner! Så jeg blev ansat som lærer for 6. klasse
(og selvfølgelig også nogle andre, men mest 6.), som også passede mig meget godt, fordi man i ca. den
alder er tilpas nysgerrig, eventyrlysten og modig. Så første skoledag fik jeg hele klassen hen til
telefonboksen - som jeg havde lavet om til en indgang til mit laboratorium – og fik jer smidt ned under
jorden. I blev så slået ud af en robot jeg havde lavet til formålet, og jeg lagde jer ind på hver jeres værelse.
Så fik i alle sammen en sprøjte så i ikke vågnede for hurtigt (fordi jeg skulle gøre maskinen klar), plus at i
fik noget tøj der passede til den tidsalder den enkelte person skulle til, og så ventede jeg ellers bare på at i
skulle vågne og opdage portalen! Og dig, John sendte jeg til år til år 1467, altså cirka midt i middelalderen.”
”Og det kunne være blevet min død!” sagde John, ”Og hvad med de andre? Er de også stadig på
tidsrejse, og nær døde?”
”Nej for det var meningen at i alle skulle have haft udstyr med så i kunne snakke med mig og få en
forklaring af mig med det samme. Jeg havde jo ikke lyst til at mine forsøgsdyr skulle dø før de var færdige
vel? Og alle de andre fik også udstyret, men af en eller anden grund gav mine robotter ikke dig noget. Så de
andre er kommet hjem, og har fået slettet deres hukommelse om rejsen-jeg vil jo helst ikke have at i sladrer
til nogen-og tror nu at første skoledag var en ganske normal dag. Men du kom i knibe og kom først tilbage
til stedet nu her. Så jeg vil nu slette din hukommelse.” sagde Dr. Hvid, og vendte ryggen til John, for at finde
76
det rette udstyr. Men John havde ikke tænkt sig at få slettet hukommelsen. Så han udnyttede hendes
uopmærksomhed, og overfaldt hende bagfra (han havde lært noget af at jage rotter) og væltede hende ned
på gulvet. Og han var ret heldig, for idet han væltede hende landede hun oven på en fjernbetjening der
kortsluttede hendes robotter, og det fandt hun også ud af da hun prøvede at tilkalde dem. Hun bandede og
svovlede, og han skyndte sig at sætte sig oven på hendes ryg.
”Fortæl hvordan jeg kommer ud, eller jeg sletter din hukommelse!” sagde han vredt.
”Ha! Du ved ikke hvordan man gør lille John!” sagde hun og smilede grumt.
”Det kunne jeg jo finde ud af!” sagde John, og hev hende smilende alt hvad han kunne i håret. Der gik
ikke lang tid, før hun sagde:
”Okay hold op! Jeg siger hvordan du kommer ud. Hvis du bare holder op!” sagde hun og stønnede, og
John stoppede langsomt.
”Du går hen til døren for enden af gangen, og i stedet for at gå igennem den, kigger du op i loftet. Der ser
du et lille kamera. Du skal stirre så intenst på det som du kan, og så tænke: jeg vil op! Og så bliver du suget
op af et rør, til den gamle telefonboks, som du startede i.”
”Ok. Lige en ting til!” sagde John før han rejste sig op, ”Hvor er der reb?”
To minutter efter sad Dr. Hvid med en klud i munden, og bundet med et solidt reb. John kunne nogle få
knob, og han var ret sikker på at det ville holde.
Og to minutter efter det stod han over jorden, og havde hårdt brug for at finde en politistation. Han kom
i tanke om at der lå en et par kilometer fra der hvor han stod nu. Han kiggede op på gadeskiltet for at være
sikker på gadenavnet, og kunne ikke lade være med at smile lidt. ”Tidens gade” stod der.
Epilog:
John fortalte politiet alt, og frøken Hansen alias Doktor Hvid blev (efter en meget grundig undersøgelse af
laboratoriet (de kan jo ikke anholde hende uden at være sikre på at John ikke bare lyver)) anholdt for
ulovlig udnyttelse af børn, og for at gøre det værre (for hende) er det også blevet opdaget at hun har
hacket sig ind på bankens konto og overført et kæmpe beløb til sin egen konto, for at have råd til sine
mange eksperimenter og maskiner. Hun kan nu se frem til adskillige års tremmeruskeri.
Fyrst Karl løb (selvfølgelig) tør for penge, og nu har hans ministre væltet ham, og han sidder nu i fængsel
dels på grund af sin gæld, og dels på grund hans ret ublide måde at fjerne sin bror fra tronen på. Folket
jublede også over endelig at være fri for exfyrste Karl.
Nu sidder en fætter til fyrst Karl, og Sir Hans på magten, og han er heldigvis noget bedre til at regere riget
end sin forgænger. Der er ikke specielt mange penge i kassen, men han klarer sig nogenlunde. Omtalte Sir
Hans har hørt de gode nyheder, og han er blevet fundet af den nye fyrstes soldater, og han lever nu resten
af sit liv lykkeligt på borgen sammen med sin fætter. Han har dog stadig lidt smerter rundt omkring i
kroppen, og kan ikke gå.
Johns klassekammerater kan stadig ikke huske noget fra rejsen, og lever et normalt liv som en normal 6.
klasse (som de jo i grunden også er). Forskerne ved hvordan de skal give dem hukommelsen tilbage, men
lader være fordi det nok er bedst at mindet er væk
77
Nogle forskere er ved at undersøge Dr. Hvids tidsmaskine, for det er jo i grunden ikke nogen dum idé at
lave en tidsmaskine, og den kan måske bruges til nogle videnskabelige eksperimenter. Det er jo blevet
bevist at den virker
John Holm er nu vendt tilbage til sine bekymrede forældre, der er glade og lettede over at han er vendt
tilbage i god behold. De nyder nu alle tre et par ugers forlængelse af sommerferien et sted nede sydpå
(John har jo stadig sine diamanter), og hans forældre er meget stolte af ham. Men forlængelsen varer jo
ikke evigt, og han vender tilbage i skolen nogle uger efter, hvor han bliver modtaget med jubel!
Ki kunne først ikke forstå hvor John blev af, men fik forklaringen, og spiller nu en masse med John (igen).
Hvis du læser dette er det højst sandsynligt fordi du har læst historien til ende. (Håber du kunne lide den)
Slut
(P.S.) John har glemt alt om den, men måske kan du, kære læser, huske noget om en bog ved navn ”Den
tomme bog”? Hvis det står sådan til (også hvis det ikke gør), kan jeg fortælle dig at du sidder og læser i den
NU. Forklaring? Jeg skal nok lade være med at trække pinen ud, og jeg kan fortælle dig at ”Den tomme bog”
er en type bog der fortæller en persons historie, i de dage den er blevet valgt til. Og den behøver ikke at
være samme sted som personen. Slet ikke. Men hvem der har placeret den der er et rigtig godt spørgsmål,
som jeg desværre ikke kan besvare (men jeg gætter på at det ikke er Dr. Hvid). Desværre ikke…
Slut
78
Gyser novelle
Af Liva Boye Krüger, 13 år
Kender du det, når man virkelig gerne vil tro det bedste om en person? Hvor man bare ikke kan lade være
med at tro. Lige meget hvor åbenlyst det er, vil man bare ikke indse det. Det er en benægtelse så stor, at
den er for svær at slippe. En benægtelse så stor, at den knuser dig, når først sandheden kommer ud. Måske
kender I det ikke, men det gør jeg. Jeg var altid den person, der ville tro og se det bedste i alle. Var så
optaget af menneskers gode sider, at jeg nogle gange glemte de dårlige. Min trang til at se det smukke og
gode i alle folk, gjorde mig blind. Blind for de smerter det ville volde mig. Mit blik var udelukkende fokuseret
på det fantastiske i mennesker. Det var jo teoretisk set en god ting, så længe det ikke tog overhånd. For det
mine øjne aldrig havde set var, at ingen mennesker jo var perfekte. Det forekommer mig surrealistisk, at jeg
ikke kunne se det før. Jeg nægtede at dømme mennesker. Det kunne være lige meget, hvor mange fejl de
lavede, jeg blev ved med at finde en logisk forklaring. Men der kan ikke altid være en logisk forklaring, det er
umuligt. De fleste menneskers hjerne finder automatisk den værst tænkelige løsning på, hvorfor folk har
gjort det. Det gjorde jeg aldrig. Måske var det en lille hjernefejl eller blot en del af min personlighed, det var
svært at sige.
Jeg vil prøve at fortælle dig, hvordan det hele gik til. Hvis det overhovedet er mig muligt. Mine tårer
strømmer ned på papiret lige nu. Og det er svært at holde blyanten i mine svedige glatte fingre. Men jeg vil
prøve alligevel, måske vil det også hjælpe mig at skrive det ned. Når jeg læser det igennem bagefter, vil det
måske være muligt at forstå, hvad der egentlig skete. Måske burde jeg fortælle dig, hvordan hele mit liv har
været, for det var jo i princippet der, det hele begyndte. Det har jo altid været en del af mig, min måde at
dømme folk på, jeg har dog ikke tænkt mig at fortælle dig om det. Jeg tror, jeg har en idé om, hvor jeg vil
starte.
De små hår på den sorte slimede ryg, groede sig langsomt ud i store stive spiraler. Jeg ville løbe væk, eller i
det mindste lukke øjnene i, men jeg var for rystet. Mine ben var som limet til jorden. Mine øjne havde
sikkert lignet store runde tekopper. En stille hvislen brød ud gennem den stille fredfylde skov. Det var
væsnet. Ryggen havde vredet sig i en forfærdelig klam stilling, og de brede sorte hår havde lagt sig som et
lag af mos hen over både ryg og arme. Udtørrede blade knitrede under væsnets fødder og fløj i skyer op
omkring den. Jeg kunne ikke tænke, alle mine tanker blev kvalt af den store lammelse af forskrækkelse. Et
enkelt skrig prøvede at masse sig op gennem min hals, men ikke en lyd kom over mine sprækkede læber.
Jeg lukkede med et gys munden i igen, der ville jo alligevel ikke komme noget ud. Al min koncentration var
rettet mod væsnet, og dens rustikke bevægelser. Jeg kunne ikke se dens ansigt, den havde vendt ryggen til
mig og sad knælet over noget. Jeg kunne ikke se, hvad det var, og havde heller ikke lyst til det. De orange
og gule blade, som havde dækket hver eneste plet af den mudrede jord, var en stor hjælp. Selv væsnet
havde svært ved at bevæge sig rundt uden, at bladene rislede under dens lange sorte fødder. Men det
kunne være lige meget, der var ikke særlig meget bevægelse at tyde over den. Kun når de klamme fødder
med lange brunede negle, vred sig i en klam stilling. Hele dens krop var som en kæmpe knude, vredet
sammen på kryds og tværs. Det var tydeligt at se knoglerne mellem det tynde lag af udtørret slimet hud.
Det gav mig kvalme af at se på. Jeg havde mest af alt lyst til at besvime eller falde om. Hele min krop
rystede, og de små blege hår på mine arme stod nu oprejst i vejret. Jeg lagde knap nok mærke til de små
79
stille vindstød, som fik mit hår til at blafre. Det var besværligt for mig at få vejret, jeg hev efter luft i korte
paniske stød. Egentlig var jeg ret ligeglad med min vejrtrækning. Alt omkring mig var lige meget. Det eneste
jeg så var væsnet. Dets tynde sorte arme hang ned langs siderne. Jeg studerede dem nøje, bange for hvad
de var i stand til. Det gik op for mig, at armene voksede sig længere og længere. Armen var vredet om så
albuen var vendt væk fra mig. Jeg kunne se det på knoglen, som var meget fremtrædende. Armene så
meget stærke ud. Et billede af hvordan væsnet kunne gå hen til mig med de stærke arme, og så let som
ingenting vride min arm så meget af led, at knoglen stak ud, dannede sig for mit indre blik. Et gys gik
gennem min krop. Jeg lagde mærke til, hvordan mine tænder rystede så voldsomt, at mit kæbeparti slet
ikke kunne holdes stille. Jeg følte mig lille, hjælpeløs, og ukampdygtig. Jeg havde knap nogen
reaktionsevner, og mine ben kunne næsten heller ikke bære mig. Jeg havde aldrig følt mig så bange før. De
tætte lysekroge, som dækkede for de sidste solstråler, var heller ikke til meget hjælp. De udtørrede gamle
grene hang hen over hovedet på mig og dannede mørke skygger på jorden. Det lignede næsten silhuetter af
mennesker. Alle grenene var så knortrede og sprækkede, at de nemt kunne falde ned. Der var ingen
tryghed at støtte sig op af herude. Der var heller ingen dyr ud over nogle ækle røde myrer som kriblede
rundt på skovbunden. Det gjorde mig blot ekstra svag og skræmt. Måske kunne jeg have fået lidt mere
kontrol eller reaktionsevne, hvis blot der havde været noget, jeg kunne støtte mig op af. Mit blik fangede
igen væsnet. Jeg slog ørerne ud, noget manglede. Det gik op for mig, at den svage lyd af raslende blade var
stoppet. Væsnet sad nu helt stille og stiv, hver eneste muskel i dens krop var anspændte. Jeg gispede efter
vejret. Der var blevet helt stille, skræmmende stille. Jeg stod bare afventende. De sorte tynde strimler af
hår viftede en smule, og nu var det hver muskel i min krop, som var helt vildt anspændt. Væsnets
nakkemuskel løsnede sig en smule, og den drejede langsomt hovedet.
Jeg havde sat mig brat op i sengen med svedperler dryppende ned fra min pande. Mit lagen var fugtigt, og
min dyne våd af sved. Mine øjne var opspærrede. Lyset strømmede ind af mit vindue. Jeg prøvede at
berolige mig selv. Lige meget hvor skræmt jeg havde været, kunne jeg ikke lade være med at ånde lettet
op. ”Det er overstået” hviskede jeg med en grynet morgenstemme. Det var lettende, at den var overstået.
Jeg sukkede, det var så ubehageligt at føle sig så hjælpeløs som jeg gjorde i drømmen. Jeg havde under
ingen omstændigheder lyst til at lægge mig til at sove igen, så ville drømmen bare komme igen. Desuden
strømmede lyset ind, så klokken havde sikkert været mange.
Nu ryster min hånd igen, når jeg skriver dette. Undskyld hvis skriften bliver lidt ulæselig, men det er bare så
svært at fortælle om. Du ville sikkert også have været meget rystet, så lad være med at bebrejde mig.
Nå, men jeg havde i hvert fald trukket i mine morgen tøfler, som jeg havde fået i julegave af min mor. De
var lyserøde med sløjfer på, men de var i det mindste varme. Jeg traskede ud på gangen, en høj snorken lød
stadig fra min storebrors værelse. Han var sikkert kommet sent hjem i går. Jeg listede forbi og ud i
køkkenet. Et hav af lys strømmede ind, da jeg trådte ind i køkkenet. Det var et meget lyst rum på grund af
de store glaspaneler som fyldte hele den ene væg. Ellers var det bare et forfærdelig grimt rødt køkken. Min
mor sad stille og fredeligt ved det lille grå spisebord og læste i avisen fra dagen før. ”Hej mor” sagde jeg
med en svag og træt stemme og dumpede ned ved siden af hende. Hun sendte mig et stort varmt smil, så
der dannede sig små rynker neden under hendes brune store øjne. Hun foldede avisen i og spurgte mig så
”hvorfor er du så tidligt oppe?”. Jeg sukkede og lagde ansigtet i bedrøvede, irriterede folder. ”Det var
drømmen igen, jeg kan knap sove længere” svarede jeg beklageligt med et træt blik. Hun rystede på hoved,
”du må få nogle sovepiller skat. Det går jo ikke hvis du ikke får din skønhedssøvn” hun blinkede til mig. Jeg
80
nikkede og lænede mig tilbage i den stol, jeg var dumpet ned i. ”Hvor skal du hen i dag?” spurgte jeg i et
forsøg på at skifte emne. Jeg ville bare inderligt gerne have noget andet at tænke på. Hun tøvede et øjeblik,
”ind til byen og ordne nogle ting og sager”. Hendes brune hår, sprang op og ned i luften, hver gang hun
talte. Jeg åbnede munden for at indskyde noget, men lukkede den igen da hun igen talte. ”Du burde tage
over at ride på din hest i dag” sagde hun, og åbnede avisen igen. Hun sænkede blikket mod avisen og lod
øjnene flakke hen over en artikel. Det havde egentlig været en meget god idé, jeg havde ikke været der et
par dage. ”Jo, det kunne jeg vel godt” sagde jeg og trak på skuldrene. Hun kiggede hurtigt op og smilede
med øjnene. Måske ville turen være godt for mig, så kunne jeg ryste drømmen lidt af, tænkte jeg.
Nellie miavede beklageligt, og rev ud efter mig. ”Helt ærligt Nellie, kom” jeg trak i hende, hun prøvede igen
at flå ud efter mig. Jeg fiksede en af de der tørrede kylling godbider op af lommer. Det varede ikke længe
før hun gik pænt ved min side. Vi gik hen i mod stien ind til skoven. De lange bondeveje var dækket af et
tykt lag grus og snoede og drejede sig konstant. Vi drejede fra ind mod stien. Det var midt i oktober, så
jorden var tør og alle bladene var faldet af. Det knasede under mine fødder, når jeg gik på den bare jord.
Nellie sprintede efter mig i små hop. Hun håbede sikkert på endnu en godbid. Mens vi gik, spekulerede jeg
lidt. Hvorfor skulle jeg egentlig altid få den drøm? Det gik mig på nerverne. Jeg havde haft den alle de
sidste nætter, og den var altid stoppet på det samme tidspunkt. Vi traskede videre, mens jeg tænkte. Hvad
skulle jeg gøre for at drømmen ville forsvinde? Måske havde min mor haft fat i noget angående de
sovepiller, måske kunne de hjælpe mig. Jeg løftede brynene og nikkede for mig selv. Sovepiller skulle kun
bruges hvis det var yderst nødvendigt, men var det ikke også det?
Jeg stoppede op et øjeblik, og vendte mig om på hælen. Nellie var standset og stod nu med krum ryg. Jeg
gloede forundret på hende. Hendes brune hår var anlagt fint på hendes ryg som en børste. Hun hvæsede og
viste tænder. Hun trak sig langsomt baglæns. Jeg prøvede desperat at gå frem imod hende, men hun trak
sig tilbage med et jag. Efter et øjeblik satte hun i spurt, og var i fuld fart på vej ud af skoven. Jeg rynkede
brynene, og havde lyst til at fnise. Latterlige kat. Jeg stod lidt og trippede, mens jeg spejdede efter hende i
håb om hun ville komme tilbage. Hun var ikke til at se nogle steder. Imens jeg stod, hørte jeg en diskret
puslen i skoven. Jeg vendte mig forbavset over mod den ene side af stien, det var ingenting. Det var sikkert
bare et dyr tænkte jeg, måske var det derfor Nellie var løbet væk? Jeg gik lidt videre ind gennem
grantræerne. De stod stadig i deres fulde fryd. Kun få brune grannåle lå spredt rundt omkring. Det var nogle
meget høje træer. Lyset havde svært ved at strømme ned. På begge sider af stien var der tæt skov. Jeg
kunne godt bruge Nellie, da det skræmte mig en smule. Jeg fortrød at jeg ikke var løbet efter hende. Skoven
var lidt ligesom en hule. Der var meget stille, kun mine åndedræt var hørlige. Jeg kunne ikke lide det. Mine
øjne var fæstnet ind i den tætte skov, og jeg fik langsomt myrekryb. Små knopper dannede sig op og ned af
mine arme. Jeg satte farten op og gik med hurtige lange skridt. Opsat på at komme forbi alle grantræerne.
Mine ben gik automatisk fremad uden at se ud til at stoppe. De store tætte grantræer blev langsomt
erstattet af visne træer. De krogede lange grene fik taget plads i stedet for de fyldige skræmmende
grantræer. Grenene hang i buer fra de udtørrede træer. De dannede små skygger på den tørre jord. Det var
ikke til megen hjælp, de skyggekastende grene var næsten ligeså skræmmende som grantræerne. Jeg
skulede op mod den overskyede himmel. Skyerne var mørke, de så meget truende ud. Jeg trak min jakke
længere op om halsen, og knugede den hårdt ind til mig. Et koldt vindstød ramte mit ansigt. Jeg lukkede
øjnene i, da bladene hvirvlede op i øjnene på mig. Det knasede hårdt under mine fødder, og jeg undrede
mig et øjeblik over, hvordan jorden kunne være så tør. Knassene var højlydte og der blev lagt alt for meget
vægt i. Jeg drejede hovedet. Store sorte rander markerede de øjne som var kommet mig i møde.
81
Udtørrede læber, og pjusket uvasket hår. Store selebukser med en stor slidt grøn fleecetrøje trukket hen
over. Tøjet var mudret og svedigt og så forfærdelig klæbrigt ud. Et par ødelagte skovhugger sko var placeret
på hans store fødder. Jeg spærrede øjnene op og åbnede munden uden et ord slap ud. Jeg stirrede nøje på
ham med fødderne sat hårdt i jorden. Hans blik var skræmmende uroligt, han så bange og forvirret ud.
”Kan jeg hjælpe dig med….” mit blik gled ned og fangede den store økse som lå i hans hånd. De sprækkede
fingre havde et godt greb om den blodige økse. Blodet dryppede ned i de visne blade, og faldt godt ind i de
rødlige nuancer. Jeg slugte en klump og peb bedende. Mine ben vaklede baglæns. Manden stod bare og
stirrede med store øjne på mig. Jeg følte mig meget panisk og prøvede at berolige mig selv. Måske havde
han bare været på jagt. Måske havde et dyr angrebet ham, og han havde slået i mod. Det var svært at sige.
Jeg spændte hver muskel i min krop, parat til at gøre modstand. Det kunne godt være, jeg troede det
bedste om folk, men en bloddryppende økse kunne selv jeg ikke finde en undskyldning til. ”Jeg beder dig”
hviskede jeg med en pibende stemme, og en våd dråbe gled ned af min kind. Manden trådte et skridt
nærmere. Hans øjne var hårdt optaget af et eller andet. Hans blik faldt på mig, og han løftede langsomt
med en rysten den frie hånd. Jeg lukkede øjnene i, jeg ville ikke se det, ikke se min død. Mine hjerte
pumpede hårdt. Skridtene nærmede sig. Bladene rislede under de store tunge skovhuggerfødder. Jeg
gispede efter vejret. Alle lyde var stoppet, det føltes som var alt blevet i slowmotion. Vinden var som
frosset fast. Jeg stod musestille og ventede. Ventede på den mindste lyd. Jeg slog ørerne ud. KNAS! Jeg
spærrede øjnene op. Manden var faldet til jorden lige foran mig. Hans pande var allerede dækket af et tykt
lag blod. Ved siden af ham lå en stor skarp sten. Jeg skreg. Skreg af mine lungers fulde kraft. Manden lå stiv
og absolut stille. En gysning gik hele vejen gennem min rygsøjle og ned til tæerne. Jeg rystede voldsomt på
skulderne, og lukkede munden i igen. Stenen var kommet bagfra, det kunne jeg se på den vinkel den lå i.
Tanken fik mig blot til at ryste endnu mere, og jeg kæmpede hårdt for at holde benene oprejst. Et stille
vindpust ramte min nakke og jeg krympede mig. Himlen var for alvor blevet mørk nu. Jeg tog mig sammen
og vendte hovedet om der hvor stenen var kommet fra. Først var det svært at se noget, men langsomt blev
det mere tydeligt. En mørk silhuet nærmede sig med haltende skridt. Jeg trak hovedet tilbage for at skrige
igen. I det jeg åbnede munden, trådte silhuetten frem i den sidste lysstråle. Jeg lukkede brat munden i igen.
Min mor hang med højre skulder ned mod jorden. Hun haltede med små hump hen i mod mig. Hun havde
lagt hånden på den højre skulder, og havde blikket rettet ned i mod jorden. Det havde været hende der
havde kastet stenen, hende der havde prøvet at redde mig. Hun løftede hoved og smilet halvkvalt til mig.
”Mor!” mine ben føltes straks mere bevægelige, og jeg løb hen i mod hende. Mine ben var lidt som
skumgummi, men jeg fik hurtigt mere kontrol over dem. Jeg strakte armene ud for at kramme hende. Hun
krammede mig dog blot kun med den venstre side. Hun havde ansigtet i stramme bekymrede holder. ”Er du
okay skat?” spurgte hun med en urolig mine. Hun løftede øjenbrynene. Hun havde løftet hånden fra den
højre skulder da hun krammede mig. Jeg nikkede blot, og mit blik fangede hendes skulder. En stor flænge
ind til kødet kom mig til syne. Trøjen rundt om såret var helt våd af blod. ”Er du okay?” spurgte jeg derefter
chokeret. ”Åh, det er ikke noget” svarede hun, og et jag af smerte gik igennem hendes ansigt. Hun lagde
hånden på skulderen igen. Jeg var ret så sikker på hun løj, måske var det bare fordi, hun ikke ville have jeg
skulle vide det. Jeg havde svært ved at bekymre mig om såret. Jeg var for meget i chok over hele
situationen om manden. Hun trak sig langsomt væk fra mig. Med de små haltende skridt, måtte det være
besværligt for hende at gå. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle blive stående. Det lignede ikke hun havde slået
benet, men blot at hendes skulder hang så meget til den ene side, at hun blev nød til at halte. Hun gik hen i
mod den om faldne skovhugger. Jeg ville mest af alt bare hjem og ligge i min varme bløde seng, og glemme
82
alle de ting der lige var sket. Hun satte sig ned på hug foran manden, så det skyggede for mit udsyn til ham.
Hun kørte langsomt hænderne hen over hans krop. ”Er han død?” spurgte jeg stille, egentlig mest af alt et
spørgsmål til mig selv. ”Ja” svarede hun med en rolig hæs stemme. Et gys gik igennem min krop. ”Var det
nødvendigt at kaste stenen så hårdt?” spurgte jeg, min stemme knækkede over. ”Nej” svarede hun
neutralt, uden så meget som at vende hoved, ”men det var jo vigtigt, at du blev beskyttet” tilføjede hun.
”Ikke?” denne gang vendte hun hovedet. Hendes øjne så meget mere energiske ud end de havde gjort for
blot et øjeblik siden. De så næsten skræmmende energiske ud. Jeg nikkede let på hovedet uden egentlig at
mene det. Hele den store situation skræmte mig stadig meget. Min mor vendte igen sig om mod liget, og
studerede det. Jeg vendte selv øjnene mod skoven på vagt efter om nogen måske havde hørt, hvad der
forgik. De lange tynde træer stod fordelt i smørrede mønstre og dækkede næsten helt over stien. Det var
nærmest umuligt at se stiens ende. Jeg missede med øjnene og prøvede at se lidt længere. Jeg hørte en blid
hosten som blev efterfuldt af en kommentar. ”Vidste du at drømme aldrig er et tilfælde?” udbrød hun, jeg
vendte mig forskrækket over mod liget og min mor. Der var blevet lagt tryk på ordet aldrig, og det var
kommet ud som en lang tone. Stemmen var dyb og ru og passede slet ikke til den feminine damekrop. Jeg
blinkede en gang, det var jo slet ikke den feminine krop mere. Trøjen var flækket på ryggen, og kroppen
syntes at have fået en mørkere nuance. Store hår voksede i klamme spiraler ud fra ryggen, og det dybe sår
var så godt som helet. Jeg gispede. Det mindede mig om noget. Det var den præcise gengivelse af
drømmen. Den drøm som var gået igen og havde skræmt livet af mig. Forskellen på den virkelighed som
forgik og drømmen, var at virkeligheden var meget værre. For det her var ikke blot et væsen, det var et
væsen, som jeg elskede højt og stolede på, det var min mor. Al luften var som presset ud af mine lunger. De
lange tynde arme, hang daskendende ned langs hendes sider. Det havde slet ikke været manden der havde
været et monster, men min egen mor, han prøvede blot at advare mig. Hun sad nu helt stille ligesom i
drømmen. De brune hår skiftede farve og blev tyndt og vådt. Alting var lige meget for mig nu. Hvordan
kunne jeg være så dum. Alting i min krop bad mig om at løbe, løbe så hurtigt det var mig muligt. Der skete
ingenting. Jeg blev blot stående med fødderne boret godt ned i jorden. Tårerne var begyndt at trille i lange
baner ned af mine kinder. ”Mor, hvorfor?” hulkede jeg med en næsten uhørlig stemme. Det krævede mig
mange kræfter at få ordene ud. Hele situationen havde taget en voldsom drejning på alt for kort tid. Det var
svært at forstå, hvad der forgik, da alting gik så hurtigt. Der var helt stille et øjeblik, kun min hulken var
hørlig. Så drejede hun langsomt ansigtet. Det var et forfærdeligt syn. De ellers så smukke øjne var blevet
erstattet af et par bundløse sorte øjne. Al kærlighed og elskværdighed var helt forsvundet. Kun den
indsunkne mørke hud og det store hvide gab som gik helt op til ørerne, fyldte det hæslige ansigt. Hun
åbnede det brede slimede gab med den lange rislende tunge. Stemmen som rungede ud i den mørke skov
var så toneløs og ligeglad med hele betydningen af ordet, at det måtte få hver mand til at føle sig kold om
hjertet. Også fuld af ironi at det næsten gjorde ondt. ”Undskyld”.
Epilog
Jeg skulle aldrig have stolet på hende, aldrig have stolet på nogen. Jeg blev forrådt og svigtet. Jeg elskede
hende så højt. Hvorfor skal skæbnen være sådan? Nok et spørgsmål som aldrig bliver besvaret. Men husk
livet og mennesker er ikke altid hvad de ser ud til. Mit had til hende er stort nu. Jeg ønskede, hun skulle
elske mig, som jeg elskede hende. Jeg elskede hende. Hun elskede åbenbart aldrig mig. Jeg vil glemme
hende, alt det hun har gjort er for svært at bære. Farvel mor.
- Emily
83
Halloween
Af Sahra Ida Brank, 14 år
Han er væk. Han gik for en time siden cirka. Manden har låst ham inde igen. Han ved nok ikke, at drengen
ved hvor nøglen er. Han finder nøglen, den ligger i første skuffe til venstre i skrivebordet, der står ved
vinduet. Han går udenfor, her er koldt. Han kigger op på månen, den er allerede fremme. Han husker det nu.
Han kigger sig om, inden han tør sige ordene. Det er halloween. Torsdag nat den 31. oktober. Halloween
skræmmer ham altid. Ikke fordi folk er klædt ud, men fordi han er bange for de ting, der sker, mens alle børn
sover og alle unge fester. Der hvor dæmonerne kommer frem. Den eneste nat på året, hvor ingen er sikre.
Der hvor ulvene hylder og folk skriger af spænding og glæde, mens han ved hvad det rigtigt betyder. Det
betyder: Flygt, flygt, mens du stadig kan.
Det er uhyggens nat. Den nat hvor alle dæmonerne, de fortabte sjæle og selve ondskaben kommer frem i
mørket og i folk. Eller, hvad andre helt almindelige mennesker kalder det: Halloween. Der er lys i alle
vinduer og børn, der løber rundt fra dør til dør med samme øreskærende sang, slik eller ballede. Alle børn i
forskellige kostumer. I alle mugelige flotte farver, nogle børn er mere uhyggelige end andre.
Jeg ser tilbage. Han følger efter mig. Jeg prøver ikke at lægge for meget mærke til det. Jeg prøver ikke at
være bange, men det er umuligt. Mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før. Jeg drejer ved hjørnet,
hvor Webster familiens hus ligger. Familien Webster holder Halloween fest, ligesom alle de andre år.
Webster familiens yngste pige hedder Susan, hun er 16 år gammel og går i min klasse. Jeg var også blevet
inviteret med til festen, men jeg takkede pænt nej. Hvad skulle jeg lave sammen med mennesker, der kun
går op i sig selv og ingen andre mennesker? Skulle jeg igen i år, høre på alle pigerne i deres udklædning som
prinsesser, strippere eller beautiqueens? Nej, det gad jeg ikke!, tænker jeg ved mig selv, da jeg kigger ind af
vinduet og kan se mine klassekammerater i deres kostumer. Jeg har selv en hvid kjole på, en grå strikket
trøje og mine yndlings ankel-Converse.
Den vej jeg drejer ned ad er skummel. Det ved jeg, for da jeg var lille, boede jeg her. Min mor og far
forbander det sted langt væk, men jeg kan godt lide stedet. Det er en lille vej med syv huse og en skov for
enden af vejen. Jeg tænker tilbage til, da jeg var lille og legede ude på vejen med mine ældre brødre. Alt
bliver lige pludselig så farverigt. Jeg stopper op og gisper efter vejret. Jeg kan se mig selv som lille. Husene
som før var så kedelige, mørke og sorte som kul, er nu blevet til deres rigtige nuancer, ligesom de ville være
på en varm sommerdag. Jeg ser mig selv stå med bolden i hånden. Jeg ved godt, hvad der kommer til at ske.
Jeg kan tydeligt huske det, selvom jeg kun var fem år gammel. – Jeg læner mig frem og prøver at sparke til
bolden, men falder bagover i forsøget. Min ældste storebror Tom er hurtigt ovre ved mig og samler mig op.
Han løfter mig mens tårende triller ned fra mine kinder. Han krammer mig. Pludseligt er alt sort igen og det
føles som om en rammer mig lige i hjertet med en pil. Bare tanken om min storebror, min elskede storebror
Tom. Tom, som forsvandt for 10 år siden på selv samme nat. Det var derfor de flyttede - mine forældre. Jeg
mærker længslen og følelsen af, at jeg mangler svar. Hvorfor forsvandt han? Hvordan? Hvornår? Og det
som jeg trygler Gud om at få af vide hver aften: Er han i live?
84
Jeg vender mig om i skræk. Manden. Jeg har glemt alt om manden, der har fulgt efter mig siden, jeg gik fra
Micheals fest. Han er der stadig. Men han bevæger sig ikke. Han står bare der og kigger på mig. Ville han
ikke gøre mig ondt?, hvisker jeg til mig selv. Han står op ad en svagt lysende lygtepæl. Han har lagt armene
over kors og hovedet på skrå. Han har et ”manden med leen” kostume på og hans hætte er trukket helt op
over hovedet, så det skjuler hans ansigt. Jeg ved ikke engang om, det er en mand, men hans brystkasse ser
flad ud. Jeg går langsomt hen mod ham. Jeg skal tage mig mod til hvert skridt. Jeg er omkring 20 meter fra
ham, bedømmer jeg på øjemål. Jeg kan mærke faren ligge på lur. Jeg tager de sidste skridt og jeg er henne
ved ham nu. Jeg tager fat i hans hætte for at se hvem det er. Han gør ikke modstand eller rører på sig, da
jeg rækker armen ud efter ham. Jeg tager langsomt hætten ned og lige, da jeg er ved at ane et ansigt,
forsvinder han. Han forsvinder. Han blev til tom luft. Jeg vil skrige, men er så bange at ingen lyd kommer ud.
Jeg står nu med kappen i hånden. Jeg smider den fra mig, da det går op for mig, at den er tom. Han blev
bare til røg og blæste væk med vinden.
Jeg løber. Jeg løber, længere, længere væk. Væk fra hvad, der lige skete. Jeg er på vej ind i skoven. Jeg
kender skoven godt. Jeg har leget i skoven lige siden, jeg kunne gå. Det har været mit frirum, siden jeg
begyndte at forstå verden. Verden med alt dens ondskab og lidelser. Jeg kigger tilbage, jeg må tage afsked
med mit barndomshjem og min frygt for at dø. Manden, som har forfulgt mig, er vendt tilbage. Han løber
ikke, han går bare. Men selvom jeg løber føles det som om, han indhenter mig alligevel. Jeg tænker, at den
eneste vej ud af det her mareridt er henne ved bjerg sidens klipper.
Månen lyser flot på himlen og den er min eneste lyskilde. Da jeg komme hen til bjerget, kan jeg se min
skygge. Den danser så flot. Jeg står stille, men selvom jeg står stille, danser skyggen stadig. Jeg kigger på!
Jeg tænker på, at det er en drøm, at jeg vil vågne om lidt og alt vil være godt igen. Jeg stivner, jeg kan
mærke en ånde i nakken. Mens jeg står der i min eget eventyr verden, har manden sneget sig helt tæt på
mig. Inden jeg når at løbe, skrige eller vende mig om, tager manden hårdt fat om hovedet på mig. Han har
en serviet i hånden. Det lugter sødt, næsten som sukker, synes jeg. Jeg døser hen.
Han løber gennem skoven. Nogen er i fare, han kan mærke det. Han ved ikke, hvem det er, men han ved det
er det rigtige. Han har kun det her instinkt med en og han bliver nødt til at vide hvem det er! - Hvad hvis han
opdager, jeg er væk? Hvad hvis han straffer mig? Jeg må tage chancen, tænker han. Han kan mærke de
små kviste og grene, der ligger på skovbunden knække under ham. Det er en ubehagelig lyd. Næsten så
ubehagelig som når nogen skraber neglene mod tavlen.- Men det er lang tid siden jeg har hørt den lyd,
tænker han.
Jeg kommer langsomt til bevidsthed og jeg åbner mine tung øjenlåg langsomt. Det føles som de ikke gider
åbne. Men langsomt kan jeg se noget igen. Men alligevel ikke. Der er helt mørkt i det rum, jeg er i. Jeg kan
orientere mig igen. Mine hænder er bundet på min ryg. Jeg ligger på ryggen. Jeg ligger ikke i en seng eller
noget blødt. Det er hårdt og rundt, men ikke helt rundt. Der er åbent foroven. Jeg sætter mig op. Pludselig
bliver lyset tændt og jeg bliver blændet af skæret. Jeg sidder i et stort flot hvidt badekar. Jeg kigger på
personen, der kom ind. Det er manden, der fulgte efter mig. Jeg kan kende ham på det ”manden med leen”
kostume han stadig har på. Han går hen mod mig. Han tager hætten af. Jeg sidder helt stille, det er så
uhyggeligt. Det er ligesom et mareridt, jeg vågner bare ikke denne gang.
Han har et ar i ansigtet, i venstre side af, det sidder nede på hagen. Det ser ubehageligt ud, ligesom ham.
Han kigger nu på mig, dybt i mine øjne. Hans brune øjne borer sig ind i min frygt og jeg bryder sammen. –
85
Hvad vil du mig? skriger jeg med gråd i stemmen. Han svarer ikke. Han vender om og går. Jeg ser ham
smække døren i efter sig og høre ham dreje nøglen om. Alt håb ser sort ud. Jeg kigger rundt i rummet og
ser to badekar mere. Jeg rejser mig og prøver ikke at falde. Jeg går over til det første badekar. Jeg kigger
ned i det. Der ligger blod. Masser af blod. Det er smurt ud over det hele. Jeg vælter nærmest tilbage og
tårende triller ned nu. Jeg kan ikke holde dem tilbage længere. Jeg vælter ind i en reol. Den er gammel,
egentlig meget pæn. Den har guldknopper som håndtag. På reolen ligger der en seddel.
”Hej Katie.
Nu er du 16 og smuk. Jeg har lagt tøj til
dig i anden skuffe her i reolen. Jeg tror, du
kommer til at lide det. Og synd, at det ikke
gik med George, men så er der så mange
andre.
XOXO”
-George. Hvordan kunne du vide det? Ingen vidste det, ikke engang Camille, min bedste ven, hvisker jeg til
mig selv.
George var min kæreste, vi var kærester i omkring seks måneder. Men han var mig utro med den
følelseskolde pige Susan Webster. Jeg mødte ham engang i centret med Susan. Jeg havde set nok. Han
brugte mig bare. Han brugte mig, for at komme tættere på min far. Min far er filminstruktør, George kom
med i en film. George fik både prinsessen og hovedrollen. Måske er det derfor, jeg er blevet så kold indeni.
Jeg snakkede ikke med min far efter det. Jeg har ikke snakket med ham siden. Mit hjerte blev koldt og sort
af sorg og fortvivlelse efter George. Jeg var såret og hver dag blev det værre. Ingen forstod det. Ingen. Det
var der, Camille kom ind i billede.
Jeg vender mig om, da jeg ikke gider tænke mere på Camille, George og Susan. Jeg kigger på badekaret
igen. Blodet ligger der stadig. Det er som om, jeg kun har frygt i mig, ingen kærlighed, ingen glæde og intet
savn af dem der hjemme. Pludselig opdager jeg, at der hænger nogle billeder over badekarrene. To piger.
En blondine og en brunnette. Camille. Et billede af min bedste veninde Camille. Jeg troede bare, at hun var
på ferie, det havde hendes lillesøster i alle tilfælde sagt til mig. Camille var den eneste, der forstod mig, den
eneste, der ville være sammen med mig, den eneste jeg havde. Han havde dræbt hende. Og der hænger
hun og ser yndig ud, som om hun slet ikke er bange. Jeg skriger. Et skrig der går lige igennem min krop, jeg
kan selv mærke min sorg. Følelsen af frygt er væk nu, jeg er bare tom inden i. Mine øjne løber igen i vand
og det gør ondt, når tårende triller ned af mine kolde kinder. Jeg glider ned på gulvet, jeg skriger stadig. Jeg
ligger mig ned, krummer mig sammen, men det er svært, for mine hænder er stadig bundet. Jeg prøver at
få tomheden til at gå væk. Men intet hjælper. Jeg er ødelagt og jeg kan ikke repareres.
Det skrig er forfærdeligt. Han kan mærke det helt ind i sine knogler. Han holder sig for ørene. Men intet
hjælper. Han kan stadig mærke det. Hun skriger ikke længerer, men han kan mærke det i sit hjerte. Det er
en skrækkelig smerte. Han kan mærke sorgen, ensomheden og frygten. – Jeg må hjælpe hende, jeg må
komme ind til hende. Hun har mistet noget og er tom inden af fortvivlelse og ødelæggelse, tænker han. Han
slår på væggen ind til hende og råber, at han kommer og hjælper hende. Han løber hen til sin værelsesdør
og tager i håndtaget. Låst. Han kigger i skuffen, hvor nøglen plejer at være der. Men den er væk. Manden
86
må have fundet ud af, at han vidste hvor nøglen var. Han banker på døren i vildskab. Han må ud til hende.
Men døren giver sig ikke. Han sparker og slår, han finder endda et koben. Men døren er af metal og han kan
ikke knuse den. Smerten i hans bryst af pigens tomhed bliver bare værre og værre og der findes ikke råd for
at fjerne den.
Jeg hører en knirkelyd, ligesom en kat, der skraber neglene mod et gulv. En skriger og for første gang hører
jeg manden tale. –Hold din kæft, dreng, skreg han, på en måde så man ikke kunne andet end at makke ret.
Jeg skyndte mig at ligge mig tilbage i badekaret. Døren bliver smadret op og manden kommer ind med en
dreng over skulderen. Han smider ham på gulvet. Drengen ømmer sig og manden tørrer blodet væk fra sit
ansigt. Han spytter blod ud på gulvet. Han stirrer på mig, jeg vender hoved ned af. Jeg kan ikke se ham i
øjnene. Så går manden igen og låser døren efter sig.
-Er du ok? spørger jeg efter lidt tid. –Ja, det, det tror jeg, svarer han mig. Jeg rejser mig op i det kolde
badekar og kigger på ham. Han har de smukkeste blå øjne, de ligner krystaller og hans blonde hår skinner
nærmest i den svage belysning. Jeg bliver helt genert over, hvordan jeg ser ud i forhold til ham. – Jeg
hedder Nick, siger han og jeg vågner fra mit vidundersyn. –Hej, ja, øhmm, jeg hedder Katie. Han rejser sig,
han er mindst et hoved højere end mig.
– Skal jeg hjælpe dig med det der? spørger han.
-Hvad? Jeg forstår ikke hvad han mener.
-Ja, dine hænder er bundet, skal jeg hjælpe dig? spørger han igen med den mildeste stemme, der får mine
knæ til at bukken under.
-Øhm, øhm, ja, det må du gerne, svarer jeg stadig i svime over hans venlighed. Jeg vender mig om og han
binder mine hænder op.
-Hvordan blev du fanget? Jeg troede kun, at det var piger han fangede? spørger jeg lidt nysgerrigt, mens jeg
prøver at se sød ud, så han bare kan lide mig lidt. Men hvad nytter det? Han synes sikkert ikke, at jeg ser
pæn ud. Jeg skammer over at tænke på drenge nu, når mine forældre og familie er ved at dø af bekymring
for hvor jeg er henne. Han begynder sin fortælling og jeg kan se han er skuffet.
Han ser en dreng. En dreng ude i skoven. Han går hen til vinduet og vinker som en besat. Drengen opdager
ham og han vinker drengen hen til sig. Drengen kommer hen til ham. Han prøver at åbne vinduet, men det
er sikret, så han ikke kan kommer ud. Han kan lige akkurat sige til drengen, hjælp mig ud. Drengen forstår
det og virker ikke særlig bange. Han prøver at bryde ind. Drengen slår bare helt upåvirket på vinduet. Han
prøver at advare ham om, at manden står lige bag ham. Men drengen er så optaget med at slå vinduet ind,
at han ikke opdager manden. Manden slår ham i hoved og drengen vender sig om. Drengen sætter straks
paraderne op og slår ham hurtigt igen lige i panden. De slår lidt mere på hinanden, men drengen kan ikke
vinde over en voksen mand. Manden losser ham i låret og drengen falder om i smerte. Han kan høre hans
forfærdelige skrig. Inden manden smider drengen over skulderen, kigger han på ham. Hans blik stikker ind i
hans øjne. Han vil vende blikket væk, men han fastholder sit blik med manden. Han vil ikke mere, det er slut.
Han kan ikke leve sådan her mere. Han ved manden slår ham senere. Han kan ikke slå ham ihjel, som han
har gjort med de andre. Han betyder for meget for ham, måske ligner han manden for meget.
87
-Waow, det var en helte modig historie, svarer jeg, men fortryder med det samme. Jeg ved jo ikke hvordan
han vil tage det. Han prikker mig i maven og svarer med et grin, -Hvordan kom du så her?
Mit kolde hjerte bliver fyldt med glæde. Jeg er lettet over han forstod det. – Han fulgte efter mig, da jeg gik
fra en af mine venner og jeg løb ind i skoven. Han indhentede mig og bedøvede mig og så vågnede jeg op
her i et badekar med hænderne bundet. Jeg tror, at han vil dræbe mig, ligesom de andre, jeg peger over på
de andre badekar. Han kigger derhen og gyser, da han ser blodet og badekarrene. Han tager fat om mig.
Han krammer mig og han gør det på en måde, så det ikke er akavet. For vi kender ikke hinanden og det
bliver bare ellers altid så akavet. Men ikke denne gang. I det sammen jeg mærker hans arme om mig, kan
jeg mærke trygheden, følelsen af, at nogen er der for mig, følelsen af, at jeg betyder noget. Jeg har aldrig
følt sådan før. Ikke engang George fik mig til at føle sådan.
-Hvordan kommer vi væk herfra? spørger han efter, at han har krammet mig. Jeg mener, du har været her i
længst tid, så har du planlagt en flugt plan? følger han sætningen op med.
-Nej, det har jeg ikke. Hende der brunetten, hun hedder Camille. Hun var min bedste ven. De fortalte mig
hun var på ferie. Hun har kun været væk i tre dage. Så nej, jeg nåede ikke lige et at på at flygte, svarede jeg
lidt for hårdt. Nick krammer mig igen og med det samme, han krammer mig, løber tårende ned af mine
kinder igen. Jeg kan mærke hans medlidenhed. Jeg hader folk medlidenhed, folk, der synes, jeg er ynkelig.
Fordi medlidenhed medfører svaghed, og jeg er ikke svag. Men den her medlidenhed, er anderledes. Det er
som om han siger gennem hans kropssprog: jeg ved, hvordan det føles, jeg er her for dig, det hele skal nok
gå. Han er fantastisk, er det eneste jeg kan fokuserer på lige nu.
Manden kommer ind. Han har åbenbart hørt vores samtale og råber ind i hovedet på os: Ingen flygter fra
mig! Han tager hårdt fat i min arm og jeg kan mærke smerten med det samme. Han hiver mig væk fra Nick
og jeg lander pladask på det hårde trægulv. Manden slår med knyttet hånd Nick i ansigtet og Nick falder
om. Manden tager igen Nick over skulderen og bærer ham væk. – Du bliver der, dukkebarn, siger han hårdt
mens han peger på mig med sig lange, krogede pegefinger. Så lukker han atter døren og låser den. Alt håb
er ude igen og hvad der før så lyst ud, er alt andet end lyst.
-Hvor fører du ham hen? Kom tilbage! Du må ikke tage ham! råber jeg total magtesløs. Med det samme
hører jeg en lyd ovre i hjørnet af rummet. En mursten dumper ned på gulvet. Jeg går over til hulet i væggen.
Jeg er en blanding mellem bange og spændt på hvad det er. –Hallo, er der nogen? hører jeg en stemme
spørge. Stemmen virker bekendt. Jeg stopper, jeg ved, at jeg kender den, men jeg kan ikke lige sætte ord på
hvem det er. Jeg forsætter og kigger igennem hulet. Jeg kan se en ung mand, med skægstubbe og intense
blå øjne. Jeg kender de øjne, den ansigts form. – Mit navn er Tom. Jeg kan med det samme, han siger det
se, at det er ham. Tom, min elskede Tom. Jeg ved ikke, om jeg skal bryde sammen i tårer eller hoppe rundt i
glæde. Men alle mine tanker bliver brudt af, at vi stadig er fanget og Nick lige er blevet ført væk.
– Tom, er det virkelig dig? Er du den rigtige Tom John Bricker? spørger jeg, med håb i stemmen.
-Ja, det er mig. Hvem er… Mere siger han ikke før han bryder i gråd.-Katie er det dig?
Han stemme er så blød og jeg kan med det samme huske hvert et ord han nogensinde har sagt til mig. Her
står vi, vi har ikke set hinanden i 10 år og jeg kunne ikke en gang kramme ham eller vide om han, Nick eller
jeg skulle dø. Jeg var mundlam og jeg vidste, at manden gjorde det med vilje. Han fik mig til at føle mig
88
magtesløs og alt jeg gerne ville, havde jeg ingen chance for at gøre. Manden hev døren op og tog Tom fra
mig. Jeg skreg og min verden brød sammen.
Dagene går så langsomt og det føles som en evighed, inden døren gik op og der stod Tom og Nick.
-Hvor er Manden? spørger jeg, men jeg er ligeglad Jeg er bare glad for at se dem.
-Han er… siger de i kor. Jeg stopper dem, krammer dem og en tårer triller ned fra min kind.
Vi går ud i stuen og jeg ser blod ligge på gulvet. Et bat ligger ved siden af. Jeg ser en person ligge på gulvet.
Han ser død ud. Jeg ser spørgerne på de to drenge. Tom lægger en hånd på min skulder – Vi gjorde, hvad
der var nødvendigt! siger han til mig, med en seriøs stemme og med hans blik fæstnet til mine øjne. Vi
løber ud af huset. Ud igennem skoven. Solen blænder mig og det føles som om min hud brænder. Jeg
genkender skovområdet med det samme. Jeg legede her allermest, da jeg var lille, inden vi flyttede. Vi
løber som, vi aldrig har løbet før. Jeg er svækket for kræfter efter et år uden ordentlig føde. Jeg knækker
sammen og falder om i skovbunden. De andre ser ud som om de også snart vælter.
Vi ligger alle og stirrer op i luften og prøver at få vejret. Mit hjerte galopperer af sted. Der går langtid før,
jeg kan få vejret ordenligt. Min brystkasse gør stadig ondt, men jeg er lettet over, vi slap væk. Vi siger ikke
noget, men jeg kan mærke Nicks hånd i min. Han kigger på mig, hans blik siger alt. Jeg har aldrig følt den
følelse før nu. Nu når han igen kigger på mig, har jeg det som om jeg kunne erobre hele verden. Jeg hører
en gren knække. Jeg sætter mig op og kigger i den retning lyden kom fra. En skikkelse dukker frem. Jeg kan
høre flere fødder løbe over jorden. – Katie, en velkendt stemme lyder i mit øre. Min fars stemme.
Min far og mor og en hel masse andre mennesker, står nu omkring mig. Nicks forældre er der også. Jeg
kigger på Tom, da min mor kaster sig om halsen på mig. – Mor, far, der her er Tom, siger jeg og bryder
sammen i tårer. Nick rejser sig og holder mig tæt indtil sig. Det føles godt, jeg kan mærke hans hjerte
banke. Mor og far græder, mens de omfavner Tom. Det er første gang, at jeg har set far græde. Tom
græder også. Alle græder nu, alle omkring os bliver berørt af gensynet. –Men hvad laver I her? spørger Nick
én af de nærmeste om. –Hverdag, flere gange om dagen, er vi gået ud for at lede efter je!. Vi ville ikke
stoppe, før i var hjemme igen, svarer en mand, der tydeligvis er stolt over sit fund. Nick og jeg rejser os fra
jorden og begiver os på vej hjem hånd i hånd.
Nick trækker mig til side ved et træ, så ingen kan se os. – Du er ligeså smuk, som da jeg så dig første gang,
siger han og hans mandige stemme får mig til at rødme. Jeg svarer ham ikke, men gengælder ham med et
kys. Et kys på læberne, lige fra hjertet. Jeg klemmer hans hånd og håber på, at dette øjeblik aldrig vil ende.
89
Opkaldet
Af Lucca Rosa Tandrup, 12 år
”Hårbørste?” sagde hun, med et spørgende udtryk mod sin veninde, Alexandra. ”Tjek!” svarede hun, og viftede med den store sorte hårbørste. ”Mascara?” sagde hun, med ekstra lyd i stemmen. ”Tjek!” sagde Alexandra, og holdt den højt over hovedet som et sværd der skulle beskytte hende mod alt ondt. ”Det er vist det!” sagde hun, og lagde listen ned. ”Alt det en pige har brug for på en lejr tur!” sagde hun.
”Tror du alle de ting kan være i tasken Silvia?” sagde Alexandra med et bekymret udtryk, med øjnene på den sorte sportstaske. ”No worries!” sagde hun, of proppede alle tingene ned. Med hiv og klem blev tasken lukket, og både hun og Alexandra åndede lettede ud. ”Tror du Lucas falder for dig den her gang?” sagde Alexandra med en drillende tone. ”Hold op!” grinede Silvia, og puffede hende let med skulderen. ”Whatever!” grinede Alex, med tungen ud af munden.
”Jeg ved du tænker det!” sagde hun dog hurtigt bagefter, den drillende tone tilbage. Så ringede telefonen, og resulterede i to skingre skrig, fra to forskrækkede piger. ”Du må altså ændre den ringetone! Den er alt for høj!” klagede Alexandra, mens Silvia rakte ud efter telefonen. ”Ja, hallo?” sagde hun, koncentreret på den i den modsatte ende af røret. En sagte mumlen blev blot hørt, og de sendte hinanden forvirrede blikke. ”Hallo? Hvis du vil sige noget, så sig det lige lidt højere! Jeg kan ikke høre dig!” sagde hun, og satte telefonen på medhør, så Alexandra kunne høre ordentligt med.
”Det er..” stemmen sænkede sig igen, så navnet ikke kunne høres. ”Så tal dog ordentligt!” sagde hun, lidt irriteret. ”Vi har ikke hele dagen!” tilføjede Alexandra. ”Er der to!?” sagde stemmen i den anden ende af røret med frygt i stemmen. Nærmest som om der var noget galt med det. ”Yeah, hvad er der galt ved det?” sagde hun, inden man kunne høre røret blive smækket i. ”Weird..” sagde hun, og kiggede på Alexandra. Alexandra nikkede. ”Meget. Sådan plejer da ikke at ske, vel?” sagde hun, med en let bævende stemme. Hun lagde dog mærke til det let nysgerrige glimt i hendes øje. ”Alex, nej! Vi ringer ikke tilbage!” sagde hun, forskrækket over hun reagerede sådan. Det lignede slet ikke hende! ”Please, Silver!” sagde hun, selvom Silvia ikke reagerede på sit kælenavn.
Telefonen havde bippet, og Silvia havde bemærket det. ”Alex, jeg syntes du skal gå nu.” sagde hun stille. ”Hvad, hvorfor dog det?!” sagde hun med store øjne. ”Fordi. Gå nu bare.” sagde hun, og samlede hendes ting op for hende. ”Hvis du vil, så!” sagde Alexandra, med begyndende vrede. Hun tog vredt tingene fra hende, før hun marcherede ud af døren. Man kunne høre døren smække, og nu vidste at Alex havde forladt huset nu. Hun stønnede. Hvorfor havde hun dog gjort det?!
Hun lagde hovedet tilbage, og stirrede op på loftet. Sjovt nok, lignede det at områderne hvor malingen skallede, var der små, hvide feer. De hverken dansede eller så ud til at smile, men stod bare stille, uden liv. Hendes øjne kiggede frem og tilbage mellem hendes tikkende ur, og feerne der sad på loftet. Tavsheden var næsten så højlydt, at hun holdt sig for ørene. The ensomme tik-tak der kom fra uret, var tryllebindene, og næsten hypnotiserende. Det var som om hele verden drejede, og bare gik hurtigere og hurtigere.
90
Et skrig høres. Silvia sidder ret op, med øjnene på en ting. Telefonen. Og den ringer. Med en rystende hånd rækker hun ud efter telefonen. Var det mon Alexandra? Men nej. Det eneste der stod på displayet var hemmeligt nummer. ”Fuck.” sagde hun lavt, med kolde øjne på telefonen. Hun havde lyst til at trykke på ignorer knappen, men noget sagde hende at det her var et vigtigt opkald. Med rystende hænder, trykkede hun på svar. ”H-hallo?” sagde hun, tanker andre steder. ”Er du alene nu!?” sagde en forhastet stemme, og man kunne næsten høre mandens påpasselighed. ”Ja. Ja, det er jeg.” sagde hun stille. ”Du lyver ikke for mig, vel?!” manden var bange, det kunne tydelig høres. ”Jeg lyver ikke.” sagde hun kort og koldt.
Der var en kort pause. ”Jeg.. Jeg skal advare dig..” sagde han, nu med en mere mysteriøs stemme. Hun nikkede, glemt at han ikke kunne se hende nikke. Dog syntes det ikke noget problem for manden, da han fortsatte. ”Pas på.. Dem..” sagde han, med frygten tilbage i stemmen. ”Hvad?” sagde hun, tilbage i virkelighedens verden. En stilhed efterfulgte, en rædsom stilhed. Sveden kom langsomt frem, siddende som et let lag a vand på panden. ”Jeg… kan ikke sige mere.. For farligt.. ” svarede han endelig. Hvad mente han?! Hendes tanker cirklede, alt var så forvirrende. Hvad fanden skete der?! Var det her en eller anden syg joke?!
”De er efter mig.. Stemmerne… Nu er de på vej efter dig! ” sagde han panikslagent, og hun kunne fornemme hans øjne der rullede rundt i lokalet hvor han befandt sig. Han ledte efter nogen der lyttede. Nogen der holdt øje. ”Er det her en slags ond joke?! For den er ikke sjov mere! ” snerrede hun, men under den snerrende lyd lå frygten. Den var ved at bryde frem fra hendes sind, og vise verden hendes frygt. ”De sover aldrig.. Kun i drømmene er du sikker.. ” blev der hvisket, hans stemme rystende. Hun kunne fornemme hans svedige hænder på telefonrøret, og hans besvær med at holde telefonen.
”F-farligt.. De må ikke.. ” hans stemme krakelerede, og et bump høres. Telefonen var blevet tabt. Noget havet forstyrret ham. Så hørte hun det. Hvislende lyde, som slanger fra helvedes forgård. Vand der løb, langsomt. Langsomt nok til at lyde som blod der strømmede fra alle åbninger. ”Hallo?! ” sagde hun. Det lød så forkert på den anden side af røret. Noget var galt. De var kommet efter ham. ”HALLO?! ” nåede hun kun at nærmest skrige, før at et skrig hørtes. Det var som det borede sig ind i ørene, og øjne åbnes i skræk.
Skriget forsvandt, sammen med lydene. Men en lyd forblev. Den hvislende lyd kom nærmere, som en rotte med det hvide vendt ud af øjnene og blod på tænderne. Røret blev samlet op, en hul lyd var hørt. Som et lig kaste ned på et trægulv. Hun rystede, hendes øjne lyste af skræk. En hæslig stemme skrabede mod røret, næsten som skriget. ”For sent. ”var det eneste der blev sagt, for der blev lagt på. Hun stirrede ud i luften. Munden var åben, verden var som frosset.
Så skete det. Hun mærkede den let metalliske smag af blod på hendes læber, men smagen var forkert. Ikke som når man skar sig på fingeren, of lige tog det væk med tungen. Den var rådden, og ond. Det var ondt blod, der landede på hendes læber. Og mere kom til. Hun tog med langsomme og unaturlige bevægelser telefonen væk fra øret. Hun vendte sine øjne mod den, og så blodet. Det flød ud fra alle åbninger, og var sort som blæk. Strømmen af blod tog til. Blodet dryppede mere og mere, til det ikke dryppede mere. Nu løb det ud, som vand fra en vandhane.
Telefonen gled langsomt ud af hendes ubevægelige og sanseløse fingre, og landede med et bump. Hun faldt på knæ, hendes ben kunne ikke bære hende mere. Hun faldt forover, hænderne blev klasket ned i den store sorte pøl af blod. Hendes hænder blev sorte, og hendes blanke øjne stirrede på overfladen. Den skinnende overflade på blodpølen. I den så hun to gyldne øjne. Ikke hendes. Gyldne. Dyriske. Blod. Mørke.
91
Uden titel
Af Selina Vilsmark, 11 år
Jeg lå i min seng med mit nattøj på. Jeg havde trukket min dyne helt op til næsen og ladt det svage lys stå
tændt. Døren var låst og de indbrudssikre jernpersienner var trukket for vinduerne som også var låst. Jeg lå
bare og ventede. Og jeg skulle ikke vente længe, for lige straks begyndte lyden af en rallende stemme og
slæbende skridt udenfor. Det var den lokale zombie som var ude og gå sin nattevandring i den lille by ved
navn Dieselby. Og det var så her, jeg boede. Byen var blevet plaget af zombien i godt tredive år og da jeg
kun var tolv år, var jeg vokset op med det i denne lille by langt ude på landet som næsten ingen kendte til.
Mor og far var på forretningsrejse, hvilket de var hver anden uge, så det var ikke mere usædvanligt for mig
end zombien. Nogle gange var det en pinsel at de var så længe væk og andre gange var det faktisk meget
rart. Jeg kunne høre zombien banke hårdt på ruden, men jeg var under ingen omstændigheder bange, for
vinduerne var med panserglas. Og langsomt faldt jeg i søvn med zombiens lyde i baggrunden som en lille
godnat sang.
Næste morgen slog jeg øjnene op klokken kvart over syv. Det var torsdag. Jeg stod op og gik den daglige
morgenrutine. Da jeg var færdig, var det ti til at gå. Jeg låste de fire låse på døren op, stak hovedet ud og
sikrede mig at zombien var gået tilbage til sin grav. Det var den. Jeg hoppede glad ud og låste døren bag
mig. Det var tid til at gå i skole. Det var efterår. Det var koldt og bladene på træerne var blevet røde, gule og
orange. Jeg løb glad ned ad gaden og hen til skolen. Da jeg kom ind af døren var der allerede fuld gang i
klassen. Alle sad på borene og snakkede løs mens de sendte sms’er og grinede. Et par stykker
sammenkrøllede papir fløj gennem lokalet, da jeg i høj hastighed susede gennem klassen og lige hen i
armene på min absolut allerbedste veninde i hele verden, Felicia. Hun så bedrøvet ud. Ja, faktisk havde hun
tårer i øjnene. ”Hvad er der?” spurgte jeg bekymret. Hun vendte kinden til så jeg ikke skulle se tåren trille
ned, men hun fejlede. Jeg så det godt. Det var længe siden jeg havde set hende så trist. Jeg blev selv helt
ked af det. ”Sig det nu”. Hun brød ud i gråd og faldt i favnen på mig. Da gråden var stilnet lidt, tørrede hun
kinderne og kiggede på mig. ”Jeg skal flytte” sagde hun. Pludselig forsvandt alt larmen omkring mig. Jeg
stivnede. Det kunne ikke passe. Jeg måtte have hørt forkert. Jeg rystede stille på hovedet og stirrede
bebrejdende på hende. ”Min far har fået en bedre stilling på sit job. Vi flytter til Tyskland i næste måned,
men jeg stopper allerede i morgen” fortsatte hun. ”Jeg er virkelig ked af…” ”Nej” afbrød jeg og tog et skridt
tilbage. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på ”Det passer ikke”. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage og
de begyndte så småt at trille ned ad mine kinder. Hele min verden var lige brudt sammen på under tyve
sekunder. Det hele snurrede rundt og jeg kunne snart ikke klare det længere. Jeg løb ud af klassen, videre
ud af skoleporten, ned ad gaden, låste døren op, løb ind på mit værelse og kastede mig i min seng, hvor jeg
straks tog en pude og skreg af mine lungers fulde kraft ned i den. Jeg græd, og græd, og græd…
Jeg vågnede ved lyden af min egen snorken. Min næse var helt stoppet på grund af at jeg havde grædt så
meget. Efter lang tid med snøften, piben og vrælen, måtte have grædt mig selv i søvn. Jeg kiggede på
klokken. Det havde været en meget lang lur, jeg havde grædt mig til. Det var allerede mørkt udenfor og jeg
92
var hundesulten. Jeg huskede svagt at jeg var vågnet et par gange for at gå på toilettet, pudse næsen eller
andre ting. Jeg var helt opløst af tårer og snot. Jeg satte mig op i sengen. Jeg var helt tør i munden, så jeg
gik ud for at tage noget at drikke. Jeg tog et glas ned fra skabet og tændte for det kolde vand. Jeg snøftede
en enkel gang og stak fingeren ind under hanen. Stadig lunkent. Jeg stod og ventede på det kolde vand, da
jeg pludselig hører en lyd bag mig. Så en tung, rallende vejrtrækning. Jeg stivnede og tabte glasset. Det gik
itu, da det ramte gulvet og den høje lyd skar i mine ører. Åh, nej, åh, nej, åh, nej, åh, nej gentog jeg inde i
mit hoved. Jeg havde ikke fået lukket døren til huset, da jeg var løbet hjem fra skole. Jeg vendte mig
langsomt om og stivnede igen. Dér stod den: Zombien. Jeg havde aldrig set den før. Den var hæslig. Dens
hud var helt rynket og klam, den havde hullet og spraglet tøj og der var kun en lille smule sort hår tilbage på
dens hoved. Noget af dens kranium og hud var faldet af, så man kunne kigge ind til hjernen. Fråden flød ud
af dens åbne mund med højest tre tænder i, som selvfølgelig alle var rådne, der var størknet blod og jord
overalt på dens krop, der stak knogler ud hist og pist, dens ene øje hang i en tynd, lyserød tråd og den
slæbte langsomt sin tunge, rådne krop hen imod mig. Først panikkede jeg, så hyperventilerede jeg, og så
skreg jeg. Jeg tog et skridt tilbage og den frygtelige smerte, der pludselig skar i min fod fik mig til at
fremkalde et lille piv. Jeg havde trådt på et glasskår, men jeg blev nødt til at ignorere det og i stedet
koncentrere mig om den zombie, der stod ude i mit køkken. Uden rigtig at have kontrol over mig selv, greb
jeg pludselig fat i den brødkniv, der lå på bordet og kastede for fulde drøn kniven hen mod zombien. Den
ramte den i brystkassen og et meget langt støn lod fra zombien, som langsomt krummede sig sammen på
gulvet. Det skulle jeg aldrig have gjort. Kort tid efter løftede den hovedet fra forsterstillingen og den så ikke
ret glad ud. Den stirrede vredt på mig og begyndte at lave en form for mærkelig knurre-lyd. Den rejste sig
op og satte i spring mod mig. jeg nåede heldigvis at kaste mig til side. Den ramlede lige ind i en bogreol, der
knirkende væltede ned over den. Det så ud til, at den ikke kunne komme fri. Nu havde jeg chancen. Jeg
spurtede så hurtigt som jeg nu kunne med glasskår i foden ud af døren og hen til huset ved siden af, hvor
vores nabo, Niels boede.
Niels var 36 år og var en flink mand med brune øjne og hår i samme farve. Til daglig var han pædagog i
Dieselbys børnehave. Jeg bankede hårdt og ivrigt på døren. Kort efter kunne der høres skridt inde fra huset
og døren blev åbnet. Lyset strømmede ud og Niels kom til syne. ”Nå, hej Charlotte! Sikke en overraskelse”
sagde Niels glad. ”Må du godt være ude så sent?”. ”Niels, du bliver altså nødt til at hjælpe mig” sagde jeg og
kiggede med mine skræmte øjne op på ham. ”Zombien er kommet ind i mit hus”. Niels fik pludselig store
øjne. ”Du må ikke lave sjov, Charlotte” sagde han alvorligt. Jeg gav ham et blik, der tydeligt viste, at jeg
bestemt ikke lavede sjov. Sammen gik vi over til huset. Niels stoppede, da vi nåede til døren og gjorde tegn
til at jeg skulle gå bag ham. Han listede ind i huset med mig i hælene og kiggede sig omkring. ”Den ligger
dér ovre” viskede jeg og nikkede hen mod køkkenet. Han tog fat i en paraply, der lå på en kommode ved
siden af ham, tog tilløb og sprang hen til køkkenet. Klar til at gå i krig mod zombien, men han gjorde ikke
andet end at kigge sig forbavset omkring. ”Der er ikke nogen” sagde han. Jeg gik hen til ham. Ganske rigtigt
lå der ikke længere en zombie under den væltede bogreol. Den måtte have kæmpet sig fri og var løbet ud.
Åbenbart stadig med kniven i brystet, for den var heller ikke til at se nogle steder. Jeg forklarede Niels det
hele og heldigvis troede han på mig.
93
Da vi havde fået ryddet op efter tumulten og alting var kommet på plads, havde Niels hevet glasskåret ude
af min fod, givet mig et plaster på og var gået. Nu sad jeg igen alene tilbage i huset. Efter at have spist en
ordentlig omgang ris med ketchup, sad jeg i sofaen og spekulerede over hvad jeg skulle gøre i morgen.
Skulle jeg pjække eller komme over i skolen og lade som om intet var hent? Det var en svær beslutning som
jeg måtte tænke længe over før jeg besluttede at jeg ville pjække. Det ville være pinligt at troppe op som
om det var en anden almindelig dag når man dagen før på dramatisk var løbet næsten grædende ud af
klassen. Så var det på plads. Gad vide hvad jeg så skulle lave. Nu havde jeg jo lige ligget i
sørgmodighedsdvale, så jeg var alt andet end træt. Først sad jeg bare og kukkelurede, men det blev hurtig
kedeligt, så jeg satte noget tykt reb op som næsten gik igennem helle huset. Jeg havde altid ønsket mig at
være god til linedans, men var aldrig rigtig kommet i gang med at øve. Nu havde jeg chancen.
Klokken var nu gået hen og blevet halv syv. Hele natten havde jeg løbet frem og tilbage på en line og var
efter hånden blevet rimelig god. Jeg hoppede ned fra linen og mærkede straks hvor ømt mit sår i hælen var
blevet, men jeg var ikke typen, der peb, så jeg ignorerede det bare. Jeg gik hen til køkkenet for at lave mig
en stor skål havregryn. En ting var sikkert: man blev meget sulten af at øve linedans i næsten ti timer,
selvom man dog havde holdt lidt pauser ind imellem og taget en masse mariekiks. Jeg pakkede rebet
sammen og satte mig i sofaen med skålen. Jeg tændte for fjernsynet. Af en eller anden mystisk grund havde
jeg lyst til at se en af de dér programmer for småbørn hvor det gjaldt om at tælle til ti, stave til mus, sige hej
på engelsk eller synge med på en sang. Det var nok den vilde episode fra i går, der havde påvirket mig eller
bare gjort mig skør. Så sad jeg dér i sofaen og så det ene børneprogram efter det andet mens jeg spiste
havregryn lige indtil det bankede på døren. Jeg kiggede på klokken. Den var kun halv otte. Hvem kunne det
mon være? Jeg rejste mig op og gik hen til døren. ”Klik, klik, klik” sagde det, da jeg drejede om på de fire
låse. Forsigtigt åbnede jeg døren. Klar til at smække den i og låse igen, hvis det nu var zombien, der var
kommet tilbage for at få hævn, men der var ingen zombie at se. Nej, for Pernille var bestemt ikke nogen
zombie. Pernille gik i min klasse. Hun var en sød pige, men vi havde aldrig snakket specielt meget sammen.
Hun stod med sin skoletaske og beige stofjakke på. ”Hej Charlotte” sagde hun og smilte. ”Øh, hej Pernille”
svarede jeg forbavset og undrede mig over hvad hun ville. ”Jeg tænkte på om vi ikke skulle følges ad til
skole” sagde hun. ”Da Nina gik ud af klassen, var helt knust, så jeg ved hvordan du har det. Er du O.K?”
spurgte hun medfølende. Jeg så ned i jorden, men rettede så blikket op på hende igen og nikkede. For cirka
to år siden gik en pige ved navn Nina ud af vores klasse. Hende og Pernille var lige så gode venner som mig
og Felicia. Der var noget ved hendes søde smil, hendes venlighed, hendes lyse hår med et synligt rødt skær,
som var sat op i en hestehale, hendes karisma, hendes lidt spidse næse, som klædte hende ret godt,
hendes grønne øjne og hendes stemme, som gjorde mig så glad. ”Jeg vil meget gerne følges med dig. Bare
giv mig ti minutter til at gøre mig klar, så kommer jeg” sagde jeg med julelys i øjnene og vendte om.
”Så er jeg klar” sagde jeg, da jeg igen stod i døren foran Pernille efter at have spurtet rundt i huset for at
gøre mig klar. ”Godt. Så lad os gå” sagde hun glad og sammen gik vi arm i arm af sted til skolen. På vej
derhen snakkede vi om hvor gysligt, det var at miste sin bedste veninde. Jeg fortalte Pernille at jeg egentlig
havde tænkt mig at pjække, men så kom hun. Hun forstod mig godt og det var langt fra første gang på
turen at hun gav mig ret eller var enig. Vi forstod hinanden rigtig godt. Faktisk var Pernille virkelig sød og vi
havde en hel del til fælles. Det virkede nærmest som om, vi havde kendt hinanden i hundrede år. Jeg
94
glemte næsten alt om zombien, Felicia og mor og far, men det ændrede sig, da vi drejede om hjørnet og
skolen kom til syne. Pludselig blev jeg helt bange. Tænk hvis alle nu bare ville kigge efter mig, når vi kom ind
af døren til klassen. Jeg stoppede op. ”Du er bange for at gå ind i klassen, er du ikke?” spurgte Pernille. Det
var som om, hun kunne læse mine tanker. Hun stillede sig foran mig. ”Du skal jo derind igen på et
tidspunkt, så hvorfor ikke bare gøre det nu? Jeg lover dig, at det nok skal gå”. Jeg kunne mærke gråden i
halsen og kiggede op mod den grå himmel for at presse den ned igen. Jeg tøvede et lille øjeblik og smilte så
til Pernille. Hun havde jo ret i det, hun sagde.
Vi stod nu foran døren til klassen. Jeg tog en dyb indånding mens Pernille åbnede døren. Vi trådte ind i
klassen og blev straks mødt af Nynne og Pil, som var kommet løbende hen ved synet af os ”Hej!” hvinede
Pil med sin lyse stemme. Det lød næsten altid som om hun havde slugt helium. ”Vil i ikke over og sidde
sammen med os? ” spurgte Nynne og kastede med sit mørkebrune, krøllet hår. ”Vi leger Gæt en melodi”.
”Det vil vi da gerne. Ik’, Charlotte?” spurgte Pernille. ”Øh, jo” svarede jeg lidt forbavset. Man plejede ikke at
blive inviteret med til at lege ”Gæt en melodi”. Klart man fik lov, hvis man spurgte, men at man individuelt
blev spurgt var aldrig sket før. Det foregik nede i hjørnet af klassen og på vej derned følte jeg mig helt
populær og attraktiv. ”Hey Charlotte!” råbte Hugo. ”Hej” råbte jeg igen. Jeg fik også et kram af Silje og et
tyggegummi af Minna. Jeg blev helt glad, for det var ikke sådan en velkomst, man fik hver dag og undrede
mig over hvorfor det var, jeg var så bange for at gå ind. Hele morgenen havde jeg det super sjovt og resten
af skoledagen med.
Da sidste time var gået, var jeg taget hjem til Pernille sammen med Nynne og Pil. ”Nå. Hvad skal vi lave?”
spurgte Pernille, da vi var kommet ind på hendes værelse. ”Hvad med bare at snakke?” foreslog Nynne. Det
var alle med på. ”Er der nogen, der har et emne til at begynde på?” spurgte Pernille. Pil var straks på banen
som den lille spirrevip hun nu var. Det var det, jeg så godt kunne lide ved hende. ”Jeg ved det! Huller i
ørene” sagde hun. ”Hvor mange huller i ørene har du, Charlotte?” spurgte Nynne. ”Jeg har tre i hvert øre”
svarede jeg og var en lille smule stolt. Jeg håbede ikke, at de bemærkede det. ”Tre! Wauw. Det var godt nok
mange. Du er en heldig kartoffel. Jeg har kun et i hvert og må ikke få flere” sagde Pernille. ”Jeg må snart få
et ekstra hul” sagde Nynne. ”Til lykke. Hvor mange har du i forvejen?” spurgte jeg. ”Et i hvert” svarede hun.
”Og jeg må slet ikke få et eneste” sagde Pil surmulende og lage armene over kors. ”Såså, Pil. Det kommer
en dag” trøstede Pernille. ”Jeg har et trick” sagde jeg lumsk. ”Kom med det!” sagde Pil ivrigt. ”Altså både
mig og Felicia har gjort det og begge gange virkede det. Det kommer til at vare over et længere forløb og du
vil tabe blod, sved og tårer. Først lavede vi en demonstration med skilte og det hele. Så lavede vi en retssag
med promisser, argumenter og kompromiser, som for eksempel at vi blev skåret ned for lommepenge eller
at vi fik frataget nogle af de andre ting, som vi gerne må”. ”Hvor genialt!” udbrød Nynne. ”Der er mere”
fortsatte jeg. ”Derefter kan du enten prøve at fedte for dine forældre, true med ikke at give godnatkys om
aftenen eller begge dele. Det med godnatkysset virker næsten hver gang. Du kan også sige ingen huller,
ingen pligter eller nul huller, nul snak. Det er helt op til dig. Bare du gør dig umage og står ved din sag”.
”Ved du hvad, Charlotte? Du er en meget snedig, listig, lusket og klog person. Det kan jeg godt lide” sagde
Pil. ”Tak” svarede jeg.
”Nå. Det var hyggeligt at have dig på besøg” sagde Pernille da jeg stod i døren og skulle til at gå. Nynne og
Pil var gået for ti minutter siden. Mørket var allerede faldet på og det var ved at blive øde i Dieselby. ”Ja,
det var. Og tak for lækker aftensmad i øvrigt” sagde jeg og smilte. Pernilles mor havde budt os alle sammen
til at blive og spise aftensmad. Vi havde fået hjemmelavet kartoffelsuppe. Det smagte super godt. ”Vi ses
95
bare på mandag, ik’?” spurgte hun. ”Jo. Hejhej!” afsluttede jeg og gik. Vi havde aftalt at følges til skole igen
på mandag siden det nu var så hyggeligt. Der var cirka ti til tolv minutter på gåben mellem mig og Pernille
og der ville nok ikke gå lang tid før ”du ved nok hvem” dukkede op. Jeg kiggede på min telefon. Min mor
havde skrevet en besked til mig: Hej skat. Vi er fortsat i Amsterdam i ti dage. Det vil altså sige at vi er
hjemme på næste mandag. Jeg har lavet en aftale med mormor om at du skal besøge hende i morgen
klokken 11 og hun har bedt dig om at tage støvsugerposer med. Vi elsker dig og vi savner dig og jeg skulle
hilse fra far. Kys fra mor.
Jeg stoppede op og tænkte mig om. Der var en smutvej hen til købmanden, som kun ville koste mig to
minutter ekstra. Købmanden havde af en eller anden grund døgnåbent. Det var meget mystisk, for der var
jo ingen, der var ude om aftenen, altså andre en zombien, men det var måske heller ikke så underligt at
købmanden havde døgnåbent, for ham, der ejede den havde en smule roterende fis i kasketten. Jeg tøvede
og kiggede mig omkring. Blev så enig med mig selv om, at jeg godt kunne nå det.
”Halløjhalløj, Charlotte!” sagde Kalle, da jeg trådte ind i købmandsbutikken og lugten af dørmåtter og
knækbrød strømmede ind i mine næsebor. ”Halløj, Kalle” svarede jeg med et smil på læben over hans
fjollede måde at hilse på. Kalle var en ældre mand midt i halvtredserne. Han gik altid med runde briller, der
var klistret sammen med plaster ved næsen og venstrehåndskjorter. Man kunne vist ikke kalde ham for den
med perfekt sind og perfekt krop. Han havde en stor vom, kun hår i siderne og var som sagt ikke særlig klog
. Vi havde næsten altid kendt hinanden og vi var egentlig ret gode venner. ”Hvad skal du have på sådan en
fredag aften? Lidt snolder måske?” spurgte han. ”Njaah. Ikke i dag, du. Jeg skal bare have nogle
støvsugerposer til min mormor. Jeg skal ud og besøge hende i morgen” svarede jeg. ”Nådada. Har hun det
godt?” spurgte han og begyndte at tørre disken af med en gammel klud. ”Hun har det fint” svarede jeg. ”Og
hvad med din søster? Har hun fået gipsen af?”. ”Ja, det kan du tro. Nu er hun så god, som ny” sagde han.
Kalles søster havde for noget tid siden brækket armen ved et uheldigt fald fra en stige. ”Hvad skal du
have?” spurgte Kalle og løftede begge sine hænder med en støvsugerpose i hver, så jeg kunne se, hvad der
var, at vælge imellem. ”Skal de være Miala eller OBK?”. ”Jeg tager Miala” sagde jeg og pegede på de Miala-
poser, som han stod med i venstre hånd. ”Så bliver det tretten kroner” sagde Kalle og rakte hånden frem og
hen over disken. Jeg tog imod mens rodede i lommen efter pengene, da det pludselig gibbede i mig. Havde
jeg overhovedet nogle penge. Jeg prøvede håbefuldt den anden lomme. Jackpot! Der var lige præcis tretten
kroner. Heldige mig. Jeg gav pengene til Kalle, vi sagde farvel og jeg gik. Nu var det bare om at komme hjem
i en fart.
Jeg gik skiftevis langsomt og hurtigt. Når der kom lys fra en gadelygte, gik jeg langsomt og når der så kom et
lille stykke, hvor der ikke var så meget lys, var det bare om, at skynde sig. Hurtigt hen til den næste lyskegle.
Jeg var ikke tryg. Bestemt ikke. Jeg havde det som om nogen fulgte efter mig. Nærmest som paranoia, men
jeg ville ikke lade frygten overtage. Der kom en lyd bag mig og der gik et sus igennem min krop. Jeg
stoppede op, men nægtede, at kigge tilbage. Jeg begyndte at gå igen. Nu kun hurtigt. Små, hastige skridt.
Den samme lyd kom igen, men den var tættere på denne gang. Det lød som om, det kom ovre fra
buskadset.
96
SKRIV! er støttet af