DKK eksamens projekt

I forbindelse med dkk-eksamen, skulle der udarbejdes et projekt. Målgruppen er mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der lever i et bosted. Jeg har valgt kommunikation som overordnet tema, rører dog også ved punkter som medbestemmelse og livskvalitet.

Nogle beboere går meget højt op i, hvad der spises på stedet. Når der er billeder af tilberedte madvarer i en reklame, kommer de gerne og viser det. Nogen gange vil de meget gerne, at vi skal spise det på institutionen. Andre gange vil de bare gerne snakke om det.

Og da maden har så høj en prioritering i forhold til beboernes livskvalitet, kom jeg i tanke på at

sætte en tavle op, hvor der sættes billeder op, med maden der skal spises pågældende dag.

Jeg har snakket med to kollegaer og de var indforstået og med på idéen. Jeg fik en anden kollega

til at bestille en tavle, der først kunne leveres i slutningen af februar. Pedellen hængte den op for

os. Meget højt – men da det skulle være en beboer venlig tavle, måtte han pille den ned igen og

sætte den op i beboernes øjenhøjde (vi kan ikke selv bore huller i de vægge;-)).

Så startede jeg, med at lave en SMTTE-model, for at kunne arbejde ud fra denne:

Sammenhæng: I forbindelse med DKK-eksamen skal jeg gennemføre, dokumentere og evaluere et projekt. Da jeg til dagligt arbejder i et bosted for mennesker med nedsat funktionsevne, var det oplagt, at gennemføre projektet dér. Der har jeg mulighed for at komme og går og kan sætte mig mere ind i projektet, da jeg ingen begrænset tidsramme har, hvad besøgene angår.Beboerne har nærmest ingen verbal sprog. Men nogle af beboerne er meget optaget af vores personale-køkken-tavle, der hænger i et aflåst rum i køkkenet. De vil gerne ind og se og vil have læst, hvad vi skal spise. Jeg havde den idé, at det for beboernes skyld, måske var mere hensigtsmæssig at introducere en beboer-køkken-tavle. Som er frit tilgængeligt for alle, med billeder af mad, udvalgt af beboere sammen med mig. Beboerne vil således vide, hvad vi skal spise pågældende dag og få fra nu af mere indflydelse, altså medbestemmelse i udvalget af maden. Der vil stå en kurv med billederne, som beboerne frit kan rode rundt i – gerne også sammen med personalet. De har derved mulighed for at udtrykke deres ønsker omkring madlavningen. Ligeledes får beboerne på denne måde mulighed for at kommunikere omkring maden meget mere end før. De vil pludselig kunne give udtryk for ønsker og behov. Eller kan bare føre en samtale omkring en madvare, de måske er optaget af.

Mål: At indføre en pædagogisk relevant kommunikationsform i forbindelse med selv- og medbestemmelse fra beboernes side. At igangsætte denne ”madtavle” giver beboeren mulighed for medindflydelse i dagligdagens måltider. Der vil blive taget hensyn til de enkeltes ønsker, men i samarbejde og med vejledning af personalet, vil sund og nuanceret kost stadig står øverst på planen – men undtagelser skal der selvfølgelig være. Mål er ligeledes, at det på lang sigt ikke skal står som projekt, men bibeholdes til gavn for beboerne. Således vil også livskvaliteten forøges.

Tiltag: Jeg vil inddrage beboerne i projektet. I at væge diverse billeder fra nettet, handle materiale og efterfølgende introducere beboerne i projektet. Beboerne introduceres i billederne og får derefter en kasse sat op, hvor de kan går hen og vælge. Så de får mest gavn af projektet. Ligeledes vil jeg sætte mig ind i fagligt relevant litteratur vedrørende kommunikation.

Tegn: Når beboerne viser tegn på interesse i arbejdet rundt omkring tavlen. Og når beboerne selv starter at bestemme, hvad de vil spise.

Evaluering: Jeg vil evaluere, i kort tid efter indføringen af tavlen. Jeg vil ikke kunne lave en afsluttende evaluering, da min hensigt jo er, at der vil blive fastholdt i projektet også efter, at jeg er færdig med selve opgaven. Jeg vil se, om tavlen er til gavn eller ej. Hvor mange aktivt deltager i kommunikationen omkring madtavlen. Om hvor mange der bruger den.

Hvor der først var et billede,hænger nu tavlen.

Så ses der et udvalg af mad-billederne.

Og så kurven, hvor beboerne må finde billederne til aftenens menu

Vigtigt i det pædagogiske arbejde er, at skabe en ”fælles oplevelsesverden” (Per Lorentzen). At skabe en situtation sammen,

hvor begge parter involverer sig i kommunikationen og på denne måde skaber en mening sammen og en værdifuld kommunikation. Ligeledes er

det af stor betydning for livskvaliteten. At blive hørt til, forstået og værdsat. Min opgave som pædagog er, at hjælpe beboeren med at

sætte ord på tingene og hjælpe, med at udtrykke sig. Og det gjorde jeg så, idet jeg igangsatte projektet, med et, for beboerne, meget relevant

emne. (Thomsen F. S., 2011)

Jeg tog en beboer med i byen, for at købe en kurv, hvor vi så ville gemme billederne. To beboere hjalp med at vælge billeder på nettet og var tilstede, da jeg laminerede dem. Allerede der,

rørte de ved billederne og kommunikerede med hinanden omkring de forskellige madvarer. Der kunne jeg allerede erkende

pædagogikken i det: Billederne forøgede beboernes kommunikative kompetencer og gav dem på samme tidspunkt mere indflydelse på vores madplan. På den måde har jeg øget

beboernes forståelse for vores madplan.

Så tog jeg de beboere, der hovedsageligt ville få glade af tavlen til side og introducerede dem i konceptet. At tavlen nu hver dag

ville vise vores menu til aftensmaden og at de skulle være med til at finde de pågældende billeder frem. De var meget glade for

billederne og måtte lige kigge og røre ved dem et kvarter, før vi gik i gang, med at lave planen for den første dag. Og det gik

meget fint. Dog var planen, at kurven skulle stå åbent, så alle frit kunne rode rundt i den. Andre beboere var også glade for

billederne, og tog dem med til deres lejligheder. De fik så deres egne billeder og vi låste kurven ind i viktualierummet og hentede

det kun frem, når en beboer ønskede det, eller tavlen skulle laves på ny.

Desværre er der også opstået negative forhold. Åbenbart er det ikke alle kollegaer, der inddrager beboerne, når tavlen skal laves.

Det er synd og ikke meningen. Men hvorfor de lige ”glemmer” beboerne, kunne jeg ikke finde ud af. Det er lidt trist, da det jo er

samtalen og samværet, der skal give brugeren følelsen af ligeværdgihed, medbestemmele og til dels også medansvar. Så

samtalen eller her nærmere kommunikation, er et centralt værktøj, pædagogen skal benytte sig af, hvis beboeren skal inddrages i

dagligdags aktiviteter, for derved at øge selvbestemmelsen. (Pedersen, J. F., 2007)

Men evaluerende vil jeg sige, at madtavlen er en succes. Beboerne har som før nævnt, forøget deres kommunikative kompetencer, da de nu konkret kan kommunikere omkring menuen og madvarer overordnet. De kommunikerer med hindanden, går til tavlen og viser hinanden billederne. Altså også en

forøgelse af socialt samvær. Og idet nogle af beboere er så optaget af maden, og er en vigtig del af deres livskvalitet, er den også steget. De har fået meget udbytte af tavlen og store kommunikative muligheder – begrænset på et emne

– dog et stort emne for pågældende beboere. Ligeledes er aktionsniveauet steget. Måske et tegn på, at jeg har valgt det rigtige medie (billeder) til

beboernes individuelle begrænsniger og muligheder. Det er en vigtig proces i pædagogens arbejde, at arbejde ud fra individuelle forhold og tilpasse

aktiviteten til den enkelte. Jeg har gevet beboerne en vis form for ”kommunikativ autonomi” - idet jeg har givet beboerne muligheden for at

fortælle om det, de er optaget af. (v. Tetzchner o. Martinsen, 2004).

Litteratur

Thomsen, F. S. - Mening skaber vi sammen. I Mark, K. (red.), Pædagogers arbejde med sprog og billeder (1. udg.), Akademisk Forlag, 2011

Pedersen, J. F. - Hvor svært kan det være?, (1. udg.) Lindhøjgaard Kurser, 2007

Martinsen H. og v. Tetzchner, S. - Alternativ og supplerende kommunikasjon (2. udg.), Gyldendal Norsk Forlag, 2004