3

Thomas Harder

DEN DANSKE PARTISAN

Historien om Paolo il Danese

Informations Forlag

4

Endnu en gang til Lene, som har levet med i projektet siden dets første dag, og hvis opmuntring, praktiske hjælp og konstruktive kritik har været uvurderlig.

Den danske partisan – Historien om Paolo il Danese © Thomas Harder og Informations Forlag, 2009, 2011Dette er en ny, bearbejdet udgave af Paolo il Danese © Samleren, 2005

Bogen er tilrettelagt af Graphorama.dk og sat med Palatino

Omslag: Imperiet

Trykt i Polen, 20112. udgave, 1. oplagISBN: 978-87-7514-317-7

Fotos side 39 © Johan Biilmann; side 80 © Scanpix; side 84, 100, 108, 125 © Frihedsmuseet; side 159 © Bundesarchiv Koblenz; side 165 © Thomas Harder; side 175 © Museo del Risorgimento Miiano; vignetterne side 296 er gengivet med tilladelse af Rosita Lauritzen. Alle øvrige fotos stammer fra private samlinger og arkiver. Kortene på side 155, 271 og 290 er tegnet af Simon Bang.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations ForlagSt. Kongensgade 40 C, 1264 København Kwww.informationsforlag.dk

5

INDHOLD

OM DENNE BOG ............................................................................................ 11 FORORD ............................................................................................................ 13

FØRSTE DEL .................................................................................................... 17Barndom og skolegang ..................................................................................... 19Tyskland og Clervaux 1933 .............................................................................. 28Munkeliv i Clervaux ......................................................................................... 36Undergrundsarbejde ......................................................................................... 44Den katolske antinazisme i Tyskland ............................................................. 50»Socialisten« Otto Straßer og spionen Dom Alardo ..................................... 53Værnepligt og kornetuddannelse ................................................................... 60Clervaux 1938-39 ............................................................................................... 64Clervaux og Dom Alardo: Hvad der videre hændte ................................... 75Toldbodgade og Holbæk .................................................................................. 79Roskilde 1939-40 ................................................................................................ 83Finland 1939-40 .................................................................................................. 87Roskilde-Helsingborg 9. april 1940 ................................................................ 93»Pligt og ære« .................................................................................................. 104Ljungbyhed april-maj 1940 ............................................................................ 105Til Norge – juni 1940 ....................................................................................... 113Stockholm – juni-juli 1940 .............................................................................. 115København – juli-november 1940 ................................................................. 121Italien, kirken og fascismen ........................................................................... 125Rom – 28. november 1940-sommeren/efteråret 1943 ................................ 128Pius XII ............................................................................................................. 131Munkeliv i S. Girolamo .................................................................................. 133Verdenspræst i Rom – sommeren 1941-sommeren 1943 ........................... 134Rom, marts 1943-juni 1944 ............................................................................. 141Fra Rom til Vigatto .......................................................................................... 144

6

ANDEN DEL ................................................................................................... 149Væggelusen ...................................................................................................... 151Antonio Soragna-Tarasconi og Elsa Fischer ................................................ 152Villa Soragna .................................................................................................... 153Parma, juli 1943-juni/juli 1944 ...................................................................... 154Illegalt arbejde i Vigatto, september 1943-juni 1944 ................................... 161Fra præst til partisan ....................................................................................... 168August-september 1944 .................................................................................. 182September 1944: Lesignano Bagni ................................................................ 195Oktober 1944 .................................................................................................... 203November 1944 ................................................................................................ 213Alexander-proklamationen ............................................................................ 217November-december 1944: Katastrofe og reorganisering ......................... 219Fangeudvekslinger .......................................................................................... 230Engelsk spion? ................................................................................................. 233Mødet med biskoppen ................................................................................... 237Julen 1944 ......................................................................................................... 241Nytår 1944-45 ................................................................................................... 243Rygter ................................................................................................................ 244Mødet d. 10. januar 1945 ................................................................................ 247Attentatet .......................................................................................................... 248Mødet d. 4. februar 1945 ................................................................................ 250Februar 1945 ..................................................................................................... 254Vera ................................................................................................................. 256Forhandlinger .................................................................................................. 257Marts 1945 ........................................................................................................ 2606.-7. april 1945 – angrebene på Basilicanova og Pilastro ........................... 266Teresa og Anna ................................................................................................ 26915.-26. april 1945 .............................................................................................. 270Efterkrigstid i Parma ...................................................................................... 294

TREDJE DEL ................................................................................................... 307København – Glostrup – Hedehusene – Berlin .......................................... 309Rom 1953-1960 ................................................................................................. 314Genova 1960-1974 ........................................................................................... 320Tre breve fra il Comandante Paolo – 1972 ................................................... 326De sidste år – 1976-1978 ................................................................................. 334

7

NOTER ............................................................................................................. 338KILDER ............................................................................................................ 368 FORKORTELSER ........................................................................................... 382TAK .................................................................................................................... 384NAVNEREGISTER ........................................................................................ 386

Kort over Parmaegnen .................................................................................... 155Kort over den allierede fremrykning ........................................................... 271Kort over 3. Julias fremrykning .................................................................... 290

80

Jeg havde sommerkjole på og lå på maven på gulvet og skrev en stil om rotterne. Da ringede han på. Min søster og mor var ovre i Handelsstandens gymnastikforening, og min far sad og hørte en frygtelig Hitler­tale i radioen. Så ringede det på døren. Vi anede ikke, at han kom, og så stod han pludselig dér. Han kom ind, meget dramatisk og sagde: »Hér sidder I og hører radio, mens verden brænder!« Han overnattede selvfølgelig hos os, sammen med to amerikanske præster, der også var flygtet, og en polsk dame. Men hende så vi nu aldrig; hun blev indlogeret på et eller andet hotel. Og så en østrigsk flygtning. De to amerikanske præster skulle til Letland, hvor de havde fået præstekald. De lå på gulvet på madrasser og hvad vi ellers havde. […] Østrigeren blev hængende et stykke tid længere hos os. Arndt var meget optaget af den polske dame, der ville hjem til Polen.157

Arndt må have forladt klosteret kort efter overfaldet på Polen d. 1. sep-tember eller krigserklæringerne d. 3. september. Han rejste til Danmark med »den sidste DFDS-båd« fra Antwerpen, hvilket sandsynligvis vil sige, at han sejlede med passagerskibet A.P. Bernstorff, der afgik fra Esbjerg til Antwerpen d. 2. september og returnerede et par dage efter.158

Den polske dame, som Arndt var så »optaget af«, var et bekendtskab fra skibet: En 22-årig pige, som Arndt havde hjulpet med at bakse hendes meget omfangsrige bagage ned i hendes kahyt, hvor han – efter hvad han selv senere fortalte en tidligere medbroder – uden større besvær lod sig overtale til at ignorere sit kyskhedsløfte.159 Man kan forestille sig, at den 25-årige Arndt simpelthen lod sig rive med af situationen, men også at han mere bevidst valgte at bryde munkeløftet for over for sig selv symbolsk at markere, at han var på vej fra én identitet til en anden. Vi kender ikke den polske dames navn og ved heller ikke, hvad der blev af hende, men »Jas« og hans kone nåede at møde hende sammen med Arndt i København.160

Heller ikke de to amerikanske præsters eller den østrigske flygtnings navne eller videre skæbne er kendt. Bitten mener, at amerikanerne »gik til« i Letland. Arndt var kun på gennemrejse hos sine forældre. Hans plan var straks at rejse videre til Polen, sammen med sin polske veninde, for at kæmpe mod tyskerne. Måske var det hans oprindelige hensigt med at forlade Clervaux, måske var det en plan, der opstod inspireret af det nye bekendtskab. Under alle omstændigheder nåede Arndt ikke engang til Sverige, før det farlige forehavende blev forpurret af hans far med hjælp fra A.G.’s stamkunde og gode ven Eigil Thune Jacobsen, som i 1938 var blevet udnævnt til rigspolitichef.161

81

Da Arndt således – til forældrenes store lettelse, men til stort raseri for ham selv – var blevet afskåret fra at komme i kamp, meldte han sig i stedet til tjeneste ved 4. Regiment i Roskilde. Han forventede, at Danmark ville mobilisere, og at han dermed under alle omstændigheder ville blive indkaldt til tjeneste. Danmark mobiliserede ikke, men da Arndt Lauritzen først havde meldt sig på kasernen i Roskilde, fangede bordet, og d. 12. september blev han udnævnt til sekondløjtnant ved 11. Bataljon og kommanderet til tjeneste som delingsfører ved bataljonens 3. Kompagni, der lå i Holbæk.162

Sekondløjtnant Lauritzen var en energisk ung officer med et godt forhold til sit mandskab, og hans overordnede i kompagniet og bataljonen havde kun godt at sige om ham.163 Hans tjeneste i Holbæk formørkedes imidlertid af en tragisk hændelse. D. 29. november 1939 døde en rekrut under Arndt Lauritzens kommando. Hans deling var på vej tilbage til kasernen efter en skydeøvelse, og hjemturen foregik delvis i løb. Undervejs blev en af sol -daterne så dårlig, at han ved hjemkomsten til kasernen blev bragt på hos-pitalet, hvor han døde dagen efter. Historien blev slået stort op og fulgt tæt i bl.a. Holbæk Amts Venstreblad og Ekstrabladet. Begge aviser var tilbøjelige til at lægge skylden for rekruttens død på hans delingsfører, sekondløjtnant Lauritzen, som man mente enten havde presset sine folk urimeligt eller

Sekondløjtnant Arndt Lauritzen omgivet af sine søstre, Bitten (t.v.) og Aase (t.h.).

82

i hvert fald havde forsømt at hjælpe soldaten, da han begyndte at få det dårligt. Bladene udtrykte også stærk mistillid til de militære myndigheder og krævede sagen undersøgt af civile instanser. Dette krav blev ikke efter-kommet. Rekruttens død blev undersøgt af de sædvanlige militære myn-digheder, Generalauditøren og regimentets anklagemyndighed i skik kel-se af regimentschefen oberst Bennike, som på grundlag af en obduk tion foretaget af en civil læge, en udtalelse fra Retslægerådet og en række afhø-ringer konkluderede, at man ikke kunne bebrejde Lauritzen noget. Øvelsen blev betegnet som »ret anstrængende, uden dog at overskride, hvad der efter Rekrutternes daværende Standpunkt skulde kunne taales af disse«. Den ene rekrut, der ikke kunne følge med, døde ifølge de lægelige udtalelser af hedeslag, formentlig fordi han for nylig havde været forkølet og derfor havde iført sig en ekstra undertrøje.164

Den ulykkelige sag gjorde et stort indtryk på Arndts familie, hvor ikke mindst A.G. var chokeret over at se sin søn omtalt i Ekstrabladet. Selv om Arndt altså blev frikendt, var han dybt rystet af oplevelsen og havde svært ved at bære skammen. Han havde gode venner, der støttede ham,165 men han kan næppe have undgået at komme i tvivl om, hvorvidt han trods alt havde noget at bebrejde sig selv: Havde han været for uopmærksom på soldatens symptomer? Skulle han i stedet for at tage fat i hans gevær og løbe sammen med ham for at få ham i trit med kammeraterne have ladet ham sætte sig i vejkanten og have tilkaldt et køretøj, der kunne bringe ham tilbage

Oberst Helge Bennike.

83

til kasernen? Skulle han have forhindret sine underordnede befalingsmænd i, som et vidne formulerede det, at »stoppe rekrutten ind i geleddet«? Aase mener, at hændelsen var medvirkende til, at hendes bror i sommeren 1940 valgte at fortsætte sine teologiske studier i stedet for at blive i militæret.166

Hvordan Arndt Lauritzens foresatte vurderede hans rolle i affæren vides ikke, ud over hvad der fremgår af Generalauditørens kopibog, hvor man kun har godt at sige om ham. Under alle omstændigheder blev han pr. 31. januar 1940 overført til 11. Bataljons stab i Roskilde, hvor han blev kommanderet til tjeneste som ordonansofficer, en post, hvor han dels var ude af Holbæk-pressens søgelys, og dels ikke havde mandskab direkte under sig.167 Det kunne måske umiddelbart tyde på, at Arndt Lauritzens foresatte alligevel ikke mente, at han var helt uden skyld. Men det hører med til billedet, at Lauritzen d. 9. april 1940 blev kommanderet til at bære bataljonens fane, en opgave, som man – ikke mindst i betragtning af oberst Bennikes nærmest religiøse forhold til soldateræren og dens symboler – næppe ville have be-troet en mand, hvis foresatte og kammerater ikke betragtede ham som fuld-stændigt ubelastet.

Roskilde 1939-40

De store røde murstensbygninger og tilliggende barakker, der udgjorde Roskilde Kaserne, var hovedkvarter for oberst Bennikes 4. Regiment, en noget mindre styrke, end de imposante bygninger kunne give indtryk af. I februar 1940 blev alt regimentets uddannede mandskab samlet i tre små kompagnier ved 17. Bataljon og afgivet til den såkaldte »Faxegruppe« under 5. Regiment, som skulle varetage kystforsvaret i Fakse Bugt, et oplagt landsætningssted i tilfælde af en tysk invasion. 4. Regiments mandskab bestod derefter reelt kun af rekrutterne ved 11. Bataljon og regimentets kanonkompagni, der havde været til uddannelse siden november 1939. Re-krutterne ville være færdiguddannet i april 1940, og den 15. april skulle de indgå i en større beredskabsenhed bestående af et infanteriregiment (7.500 mand) forstærket med kavaleri, to-tre artilleriafdelinger (a 12-16 pjecer), pioner- og ingeniørtropper, telegraftropper samt et radiodetachement. Så-danne mobile styrker skulle opstilles både i Jylland-Fyn og på Sjælland. Den sjællandske gruppe skulle kommanderes af oberst Bennike, og obersten, der glædede sig til sin nye kommando, havde allerede i februar sørget for kvarter til sig selv og sin stab på gården Sofiedal nord for Haslev.168

Samtidig med Arndt Lauritzen meldte en anden ung officer sig til tjeneste

84

ved det reducerede 4. Regiment. Premierløjtnant Kjeld Peter Feilberg var et år ældre end Lauritzen og i modsætning til ham ikke reserveofficer, men karriereofficer. Kjeld Feilberg havde ligget ved beredskabsstyrken på Stevns, men da sidste årgang af de soldater, som han havde ansvaret for, blev hjemsendt med udgangen af januar 1940, blev også han overført til 11. Bataljon.

Kjeld Feilberg bekræfter indtrykket af Arndt Lauritzen som »ret myndig« og »bestemt i sin optræden og så fordringsfuld som nu en ung og ivrig offi-cer kunne være«. De to løjtnanter, der var fælles om et stærkt engagement og en lige så stærk eventyrlyst og foretagsomhed, blev hurtigt venner. Feil-berg husker ham som en »perfekt« kammerat og som en »tiltalende, vi den-de og gemytlig mand, som alle havde stort udbytte af at omgås«. Det var ingen hemmelighed, at sekondløjtnant Lauritzen havde været munk – han havde tonsur, da han meldte sig til tjeneste – men selv om man fra tid til anden kunne mærke, at han var stærkt troende, var hans optræden ikke i påfaldende grad præget af hans tid i klosteret eller af hans munkeløfter.

Premierløjtnant Kjeld Peter Feilberg i lejren i Ljungbyhed, april­maj 1940.

85

Aase beskriver de to måneder, som hendes bror tilbragte i Roskilde, som en god og munter periode af hans liv. Han var ofte hjemme i København, hvor han »levede livet med venner og pigebekendtskaber, som han nu aldrig gjorde noget alvorligt ved«, selv om mindst én af pigerne var meget for elsket i ham. Han befandt sig godt både i tjenesten og i garnisonsbyens forlystelsesliv. Hans fortolkning af Parlez moi d’amour sikrede ham en første-plads i en sangkonkurrence på Hotel Prinsen. Blandt de livlige løjtnanter var også Kjeld Feilbergs skolekammerat, pre mierløjtnant Per Winge. I modsætning til de fleste af sine kammerater boe de Winge i en lejlighed uden for kasernen, hvor hans hustru Grete hver anden torsdag aften fungerede som værtinde for løjtnanterne for at skåne oberstinden, der fik migræne af støjen fra de unge officerers festlige sammen komster, hvor sang og harmonikaspil var faste islæt.

Man kunne diskutere alverdens ting med Arndt, når man var sammen med ham i selskaber, bl.a. religion. Han var jo katolik, og det er jeg ikke, så vi følte hin­anden lidt på tænderne, og vi diskuterede også politik, og der er det mit absolutte indtryk, at han var langt til venstre for, hvor jeg stod – jeg har altid været konservativ, og han hældede svært til den anden side. Men han var utro ligt rar at være sammen med og kunne sætte et helt selskab i gang, og så var han i øvrigt også en glimrende dansepartner.

Arndt var også

[…] en stor dreng fyldt af eventyrlyst og af alle mulige tossestreger. Engang fandt han på, at vi skulle holde skydeøvelse. (Nu var min mand Danmarksmester i pi­stolskydning, det har han været flere gange, og han havde en konkurrencepistol, men med en forholdsvis lille kaliber). »Sku’ vi ikke prøve at skyde til måls?« sagde Lauritzen så. »Jo, det kan vi da godt,« sagde Per. Arndt stillede en tændstikæske på sin pibe, og så skulle den skydes ned, mens han holdt en telefonbog bagved for at fange projektilet. Det blev den så et par gange, men så var det ikke sjovt mere. »Kan vi ikke finde på noget andet?« sagde Arndt. »Jo,« sagde Per, »jeg kan jo f.eks. stå med ryggen til og så se i et spejl og skyde over skulderen.« Og det gjorde han så, og den ramlede ned, men Arndt var stadig ikke tilfreds, så han sagde: »Nu lægger jeg den ned.« Det var så også i orden, og Per skød, men projek tilet kom lige til at strejfe det øverste af pibehovedet, så det gav et lille knæk i piben og der sprang en splint af Arndts tand, men hvad gjorde Arndt? Han tog bare piben ud af munden, spyttede tanden ud, satte piben ind igen og råbte: »Fortsæt!« Det var typisk Arndt.169

86

Den militære »kontorist« og selskabsløve fandt også tid til at deltage i et brevkursus for »Befalingsmænd, der ønsker Udnævnelse til Løjtnanter af Reserven«. Kurset var oprettet ved lov af september 1939 med henblik på at uddanne og udnævne »overtallige Underofficerer af Reserven og Officerer af Reserven (Forstærkningen) o. l. i et saadant Antal, som skøn-nes fornødent af Hensyn til de ekstraordinære Forhold«. I modsætning til den ordinære officersuddannelse krævede kurset ikke, at deltagerne gen-nemgik den normale officersskole; det var et rent brevkursus, hvor de praktiske kundskaber formodedes at stamme fra deltagernes almindelige tjeneste. Arndt Lauritzen bestod Afgangsprøven fra Fodfolkets kornet- og løjtnantsskole d. 20. marts 1940 og placerede sig som nr. 25 af 55 på sit hold.

”Til Fru Premierløjtnant P. Winge. Dags Dato kl. 20.00 vil til Fruens store Besvær og Lidelse indtræffe en Horde af vilde og udsvævende Løjtnanter samt cand.mag, mag.scient, Løjtnant af Reserven, Lærer ved Officersskolen i København N.P. Wieth­Knudsen og Frue. Den sandsynlige Styrke vil blive 11 mand. ærbødigst [ Sign: Arndt Paul Richard Sandorp Lauritzen] Militær kontorist”. Niels Palle Wieth­Knudsen (1909­1993) var foruden løjtnant og lærer ved officersskolen en fremtrædende astronom. I 1959 opførte han et lille observatorium på Margot Dreyers Vej i Tibirke, hvor han arbejdede indtil sin død, ofte assisteret af sin hustru Inger. Observatoriet drives i dag af Dansk Astronomisk selskab.

87

Som en af de få på holdet opnåede han karakteren »9« i kategorien »Anlæg til at være løjtnant af reserven«. Kun 2 fik »10«.170 Han blev udnævnt til løjtnant af reserven med virkning fra d. 11. april 1940, sammen med ikke mindre end 105 andre sekondløjtnanter og 2 sergenter.171

Finland 1939-40

Otte dage inden Arndt Lauritzen bestod Løjtnantsskolens afgangsprøve, sluttede Vinterkrigen mellem Finland og USSR. Krigen var brudt ud d. 30. november 1939, da Den Røde Hær overskred den finske grænse, efter at Finland havde afvist USSR’s krav om grænsereguleringer på Det Karelske Næs og en base på den finske kyst. De små, men meget mobile finske styrker voldte de talmæssigt og materielt overlegne angribere uventede vanskeligheder og tilføjede dem meget betydelige tab (finnerne mistede ca. 70.000 mand, og russerne formentlig over 250.000), men finnerne kunne ikke holde ud i længden. Ved Moskvafreden d. 12. marts 1940 måtte Finland afstå hele Det Karelske Næs samt nogle områder længere mod nord.

Krigen gjorde et stort indtryk på offentligheden i de øvrige nordiske lande og også uden for Norden. Bortset fra kommunisterne, der i det store og hele tog parti for USSR, opfattede de fleste Vinterkrigen som et lille lands indlysende retfærdige forsvarskrig mod en brutal og overmægtig aggressor. I Danmark, Norge og Sverige vejede den nordiske solidaritet også tungt, og det samme gjorde – også uden for Norden – opfattelsen af krigen som en strid mellem demokratiet eller i hvert fald de traditionelle borgerlige værdier og kommunismen, mellem det kristne Europa og det gudløse, asiatiske USSR. Mange unge officerer i de nordiske landes små fredstidshære må også have set Vinterkrigen som en chance for at opleve de eventyr og det meningsfulde soldaterliv, som 1930’ernes forsigtige neutralitetspolitik og vigende forsvarsbevillinger havde afskåret dem fra. Helge Bennike skrev i foråret 1940:

… Sympathien for de tapre Finner gav sig stærke Udslag. I vor Hær var Mis­tilliden til den danske Regering almindelig; dens Agtelse var kun ringe, idet man mente at kunne forudse, at den i givet Tilfælde uden at tillade Hæren at kæmpe vilde udlevere Landet æreløst til Fjenden. Hærens Kampberedskab blev som følge af Regeringens Holdning i allerhøjeste Grad forsømt, og der fandt yderligere Hjemsendelse af 2 Aargange Sted i December og Januar, saa kun

88

Aargang 1939 var tilbage. Under disse Forhold var det svært at holde paa vore unge Officerer, der mente, at de gavnede deres Fædreland bedst ved at hjælpe Finland i dets Kamp for Norden, og de begyndte at rømme for at melde sig som Frivillige til den finske Hær.172

Ca. 1.260 danskere meldte sig til den finske hær, af dem havde ca. 300 militær erfaring. Grosserer Peter Møller Daell (Daells Varehus) betalte udrustning, rejse og løn for næsten hele styrken.173 I februar blev de danske frivillige formeret i en bataljon under kommando af oberst Tretow-Loof og en gruppe officerer, som havde fået det danske Krigsministeriums tilladelse til at rejse til Finland. Blandt de få danskere, der faktisk nåede at komme i kamp, var »Dan«.

Synet af en kæmpemæssig russisk kampvogn, set gennem skydeskåret i en betonbunker på den karelske front i vinteren 1939­40, havde præget sig dybt i hans erindring. Mens kolossen rykkede frem, ubønhørlig og umulig at standse, havde han følt sig, som om han allerede var levende begravet. Da kampvognen begyndte at dreje rundt og rundt på bunkerens tag i et forsøg på at bryde igennem det, rystede det hele. Det var næsten ikke til at trække vejret i bunkeren på grund af røgen. De skød med alt, hvad de havde af våben, mod det kirgisiske infanteri, som rykkede frem gennem sneen i endeløse, skrigende bølger, mens de levende trampede hen over de døde.174

I Finland havde han iagttaget den taktik at placere sprængstof på panserkøretøjer.

[altså aktivt at placere ladningen direkte på det fjendtlige køretøj i stedet for passivt at vente på, at det måske kører på en udlagt mine]175

Dan begyndte at tale om Finland. Måske var det følgende tankeforbindelse: I de dage, hvor markerne lå dækket af sne, havde han flere gange tænkt på Karelen i ’39. Den sult, som han mærkede nu, førte ham i erindringen tilbage til den lange march gennem endeløse birkeskove, hvor man mistede orienteringen, fordi man, gennem flere dage naget af en grusom sult, ikke længere havde nogen klar opfattelse af sine egne handlinger.176

[…] de endeløse finske birkeskove; den fortvivlede march, der begyndte i tun­draen syd for Kirkenes og fortsatte helt til Haparanda, med den gnavende sult og en uendelig sørgmodighed blandt træer, der alle var ens, så man ikke kunne orientere sig, så man nemt fór vild og vendte tilbage til steder, som man allerede havde passeret. Smertende, håbløse, slæbte de sig af sted i en kolonne, der blev

89

stadig tyndere, for endelig, efter mere end tusind kilometer at nå frem som en lille skare på kun 25.177

»Dan« kæmpede i Finland. Men gjorde Arndt Lauritzen også? Skal man tro, hvad han senere fortalte nogle af sine italienske partisankammera-ter og andre bekendtskaber, er svaret ja. Men denne historie modsiges af 11. Bataljons rapportbog, hvoraf det fremgår, at Arndt Lauritzen under hele Vinterkrigen indtog en snes måltider om måneden i bataljonens offi-cers messer i Holbæk og Roskilde.178 Dertil kommer hans egne ord til den finske diplomatfrue Lisbeth Stenius, som han traf i Rom i november 1942, da hendes mand var udstationeret ved den finske ambassade ved den Hellige Stol. Lisbeth Stenius fortæller i sine erindringer, at hun sammen med sin mand d. 24. november 1942 overværede en messe i Peterskirkens krypt, som biskop Suhr celebrerede for en halv snes danske og norske seminarister. Efter messen drak deltagerne morgenkaffe med genever hos den hollandske monsignor Smit, og ved den lejlighed talte Lisbeth Stenius med Arndt Lauritzen, som

… havde været officer og under vor vinterkrig havde været på vej til Finland, men aldrig var nået frem.179

»På vej til Finland« kan betyde næsten hvad som helst, lige fra at Arndt Lauritzen faktisk begav sig på vej til Finland, men blev standset undervejs, til at han ønskede at rejse eller ligefrem havde besluttet at gøre det og måske endda havde forberedt sin afrejse, men af en eller anden grund aldrig kom af sted. Kjeld Feilberg erindrer, at han selv, Lauritzen og 2-3 andre unge officerer havde aftalt at desertere for at deltage i Vinterkrigen, men krigen sluttede, inden de nåede at sætte deres plan i værk.180

Det gjorde til gengæld oberst Bennikes søn Erik, som var premierløjtnant ved 1. Regiments 15. Bataljon, der lå i kantonnement på egnen omkring Greve. Efter et besøg hos sine forældre på kasernen i Roskilde d. 30. de-cember 1939 begav Erik sig hemmeligt til København for at tage færgen til Malmö. Han havde ikke fortalt sine forældre om sit forehavende, for han frygtede, at obersten trods sin sympati for den finske sag ville betragte det som sin tjenstlige pligt at holde ham tilbage. Eriks frygt viste sig helt berettiget, for da hans kæreste Benedicte (Ditte) Larsen, som var den eneste, der kendte hans hensigter, efter svære samvittighedskvaler røbede dem for hans familie, skred obersten straks til handling. Helge Bennike

90

mobiliserede Generalstabens Efterretningssektion og sin bror Ove, der var kaptajn i Generalstaben, og fik ad den vej politiet til at annullere sin søns pas. Erik Bennike blev derfor standset ved paskontrollen i Malmö og sat på færgen tilbage til København. Da færgen var et stykke fra land, sprang den unge Bennike i vandet – i 4 graders frost og iført støvler og skidragt – og svømmede i land. Han endte imidlertid i arresten i Malmö, hvor hans forældre hentede ham d. 31. om morgenen. »Han var saa vred, at han paa hele Vejen fra København til Roskilde ikke sagde et Ord til os.« Familieidyllen blev dog genoprettet samme aften, da Erik benyttede nytårsmiddagen, som samtidig var forlovelsesfest for hans storesøster Tove, til at deklarere sin egen forlovelse med Ditte. »Saaledes endte dette dramatiske Døgn ligesom paa Teatret med, at de alle sammen blev forlovede.«181

Arndt Lauritzen kom altså ikke af sted, selv om han utvivlsomt gerne ville have været det. Messeregnskaberne placerer ham som nævnt i garnisonen under hele Vinterkrigen, og i 1942 fortalte han selv fru Stenius, at han havde været på vej til Finland, men aldrig var nået frem. Det er ikke første gang i denne beretning, at Arndt Lauritzens historier om sin egen indsats har givet anledning til tvivl, men det er første gang, at en af dem uden forbehold må betegnes som decideret usand. Og det drejer sig vel at mærke ikke bare om skildringen af »Dan«s oplevelser, men også om, hvad Lauritzen fortalte om sig selv til sine partisankammerater i 1944-45 og til andre senere. Kjeld Feilberg, som selv er fuldstændig overbevist om, at Lauritzen ikke deltog i Vinterkrigen – »Han opholdt sig i Finland i 40 minutter, sammen med mig, og det var på et tidspunkt, da Finland ikke var i krig.« – foreslår, at Lauritzen efter at have forvandlet sig til partisanen Paolo il Danese bevidst udspredte det rygte, at han havde kæmpet i Finland. Formålet skulle være at skabe respekt om sin person og styrke sin autoritet blandt partisanerne.182 Det lyder ikke urimeligt. En udlænding, der pludselig fandt sig selv i spidsen for en guerillastyrke, hvor hans evne til at løse sin opgave, og i sidste instans hans liv, afhang af mandskabets og de øvrige lederes tro på hans evner, kunne meget vel have nytte af den slags afstivning, indtil han fik mulighed for at bevise sit værd med sine handlinger. Men hvorfor lade historien leve videre efter krigen? Arndt Lauritzen var ikke en mand, der gjorde sig til af sine krigsbedrifter. Han var tværtimod meget diskret og tilbageholdende med at fortælle om dem, og hvis han faktisk havde været interesseret i at prale, havde han haft rigeligt med autentisk, vidnefast stof fra partisantiden. Måske var historien om Finlandskrigen svær at slå ihjel igen, da den først var vakt til live, men hvorfor gøre den til en del af partisanen »Dan«s fortid i en bog, der for de 90

91

%’s vedkommende handler om perioden fra sommeren 1944 til d. 26. april 1945? Måske var Finlandshistorien – og måske ikke bare den, men også andre historier fra før partisantiden – blevet en del af Arndt Lauritzens private »sandhed« om sig selv. En historie, som han havde fortalt så mange gange i en kaotisk og afgørende tid, da han var under et kolossalt fysisk, psykisk og sjæleligt pres, at den var blevet en del af hans egen subjektive – og i historisk forstand naturligvis fiktive – livshistorie. Det hører med til billedet, at den unge Arndt Lauritzen lader til at have været hurtig på aftrækkeren, når der var mulighed for at gøre sig selv til midtpunkt i en god historie. Da han d. 20. juni 1940 sammen med Kjeld Feilberg forlod en restauration i Stockholm, hvor de to løjtnanter havde »holdt torsdag« over tre flasker hvidvin, fortalte Feilberg om sin fætter Knud Holmboe, der havde været munk i Clervaux, inden han blev muslim og myrdet. Lauritzen greb straks stikordet:

[…] han hævdede, at i klostret havde han sammen med Knud Holmbo en dag tilegnet sig vin – de dyrkede og udviklede vin i klostret – og det skyldtes bl.a., at Holmboe, der jo var novice, for første gang skulle skrifte, og han spurgte: »Hvad skal jeg sige?«, så havde Lauritzen – ifølge ham selv – sagt: »Det skal du bare lade mig om!« Og så havde han altså tilegnet sig vin, og det havde de jo skålet og holdt vældig halløj med. Det måtte Lauritzen jo også skrifte, og hans skriftefader var klostrets vinkyper, og Lauritzen anede et suk inde fra den anden side – stadig ifølge hvad han har fortalt mig.183

Knud Holmboe døde som nævnt i 1931, mens Arndt Lauritzen gik i 2. g på Østre Borgerdyd Gymnasium, og 1½ -2 år, inden Arndt kom til Clervaux første gang. Der er også andre eksempler på, at Arndt Lauritzen har pyntet på sin livshistorie,184 men ingen på, at han nogen sinde har forsøgt at slå mønt af sine bedrifter – de være sig historisk sande eller opdigtede. Det var til-syneladende en del af Arndt Lauritzens karakter, at det faldt ham nemt at finde på gode historier om sig selv, men at han ikke prøvede at skaffe sig hverken materielle eller prestigemæssige fordele af dem. I enkelte tilfælde kan der dog have været en plan med forstillelsen. Ligesom Kjeld Feilberg nævner det nyttige ved, at en partisanchef har ry for at være en erfaren kriger, omtaler Arndt Lauritzens søn Lorenzo sin fars »evne til at stille sig i et bestemt lys, når det var nyttigt«.185 Lorenzo går ikke i detaljer med, hvornår det kunne være nyttigt for hans far at forstille sig mht. sin

92

fortid, men der er ingen tvivl om, at der efter krigen har været perioder af Arndt Lauritzens liv, hvor han har følt sig selv og måske sin familie udsat på måder, der gjorde det hensigtsmæssigt at omgive sig med en vis mystik og vedligeholde et ry for krigserfaring ud over det, der stammede fra hans veldokumenterede indsats som partisanfører. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor f.eks. Finlandshistorien fik lov at leve videre i Cammina fratello, cammina …, som Arndt Lauritzen dikterede til Rosita i løbet af 1970’erne. Bogen præsenterer sig som forfatterens erindringer, fortalt gennem en person ved navn »Dan« – som Lauritzen kan have navngivet efter et barnebarn, Lorenzos søn, der døde få dage efter føds len, men også efter den jernbanefærge, som d. 9. april 1940 bragte ham til Sverige, foruden at navnet naturligvis rummer et ekko af Danmark og af sagnkongen Dan – men det er ikke nogen fyldestgørende karakteristik. Lau ritzens beretninger om partisantiden understøttes ganske vist i så vid ud strækning af pålidelige vidneudsagn og andre gode kilder, at de må betragtes som i alt væsentligt troværdige. Men hvad med resten? Der er som allerede antydet flere måder at læse Lauritzens bog på, som helt eller delvis, hver for sig eller i forening, kan forklare dens særegne kombination af fiktion og fakta. Bogen kan som tidligere foreslået tolkes som et »retrospektivt programskrift«, hvor »Dan« er en universel skikkelse, der gør alt det, som hans forfatter følte, at hans generation var kaldet til. Man kan også læse de tvivlsomme afsnit som et forsøg på at give en ungdom, som var præget af gentagne opbrud og dramatiske retningsskift, en mere entydig form eller retning. Eller, som Arndt Lauritzens søstre foreslår det, som noget, der

… hverken er en egentlig sandhedsskildring eller en rigtig roman, selv om der er meget roman i den, men som en form for terapi eller sjælsrenselse, et forsøg på at fiksere og udtrykke sine følelser ved sine oplevelser og sine handlinger. I virkeligheden blev han i hjertet ved at være – om ikke udøvende så dog meget stærkt – katolsk præst. Alene det var nok til, at han har haft brug for at lave sig en slags testamente … ikke for at sige: Se her står jeg, se hvor er jeg flot. Så ville han jo have fortalt om det meget tidligere, men som en måde at komme overens med sig selv på.186

Hvis man bliver i den religiøse tankegang, hvis betydning næppe kan overvurderes, når det gælder Arndt Lauritzens livsvalg og selvforståelse, kan man uden store tolkningsanstrengelser se en klar og klassisk symbolik i netop de mere romanagtige afsnit af hans bog. Dødsmarchen fra Kirkenes til

93

Haparanda synes ikke at stemme med nogen faktiske begivenheder under Vinterkrigen, men ligesom beskrivelserne af budbringeren »Dan«s en-somme vandringer i de tyske byer og flygtningenes færd gennem de mørke skove kan den ses som et billede på menneskets vandring gennem livet. Livet som en vandring frem mod et mål er et klassisk tema, i litte raturen i almindelighed og i den katolske spiritualitet i særdeleshed: I »Dan«s tilfælde er rejsen præget af kamp og strabadser snarere end af glæ de og fortrøstning: Det er vanskeligt at orientere sig, fortabelsen lurer over alt, og mange falder fra, inden de når frem til målet, som i historien om flygtningene oven i købet er et kloster. Bogens titel »Gå, broder, gå …« hen ty der naturligvis helt konkret til »Dan«s og partisanernes bestandige, ud mat tende traveture på kryds og tværs af bjerglandskaberne omkring Parma, men er samtidig en oplagt hentydning til den religiøse livsvandring.

Roskilde-Helsingborg 9. april 1940

I foråret 1940 begyndte den europæiske storkrig at nærme sig Norden. Win-ston Churchill udtalte sin utilfredshed med de nordiske landes neutralitet, og den tyske presse angreb Norge og Sverige for at være for føjelige over for England. I løbet af februar og marts udarbejdede de allierede planer for en minering af norske farvande og en besættelse af Nordnorge for at hin-dre udskibningen af svensk malm til Tyskland via Narvik. Parallelt hermed plan lagde tyskerne at besætte Norge for at sikre de samme malmforsyninger og for at skaffe Tyskland rådighed over flåde- og flybaser langs den norske kyst. For tyskerne var Danmark og ikke mindst Flyvestation Aalborg en uundværlig trædesten ved besættelsen af Norge. D. 2. april traf Hitler beslutningen om angrebet på Danmark og Norge, og d. 3. april afgik de første tyske forsyningsskibe fra Hamburg med kurs mod Norge. Samme dag besluttede det britiske kabinet at iværksætte mi-neringen af de norske farvande: Den norske og svenske regering skulle underrettes d. 5. april, og d. 8. april skulle mineudlægningen begynde. Det var de allieredes håb, at tyskerne ville reagere på en måde, som ville gøre det muligt at landsætte allierede styrker i Norge med den norske regerings tilladelse. D. 7. april optog britiske flådeenheder forfølgelsen af den tyske styrke, der var på vej mod Nordnorge, og d. 8. april krænkede britiske destroyere norsk territorialfarvand og indledte mineudlægningen.187

Ved middagstid fik 4. Regiment i Roskilde besked om, at en stor styrke af tyske krigs- og transportskibe var gået nordpå gennem Storebælt, og kl.

94

ca. 13 beordrede regimentet 11. Bataljon til at udlevere skarp ammunition. Bataljonen beordrede kompagnierne til at gøre ammunitionen klar, men først udlevere den til mandskabet efter nærmere befaling. Der blev til gengæld udleveret gasmasker og givet ordre til at anlægge bedste uniform og bedste støvler, ligesom der blev truffet en række andre foranstaltninger med henblik på hurtig udrykning. Kl. 16 gav bataljonschefen, oberstløjtnant Nordentoft, ordre til, at en løjtnant fra hvert kompagni skulle blive på ka-sernen om natten, klar til at alarmere kompagniet, og at der skulle udpeges menige som alarmordonnanser, der i givet fald skulle varsko de officerer, der boede uden for kaserneområdet. Om aftenen var bataljonens officerer samlet i officersmessen til et ru-tinemæssigt foredrag. Her hørte de kl. 19.20 i radioavisen, at englæn-der ne havde torpederet det tyske troppetransportskib Rio de Janeiro syd for Kristiansand, og at nordmændene havde bjærget ligene af 300 tyske infanterister. Ingen af de tilstedeværende var derefter i tvivl om, at tyskerne var i færd med at angribe Norge, og at også Danmark ville blive angrebet. Da foredraget sluttede, ved 22-tiden, gik de officerer, der boede i byen, hjem, mens de yngre, der boede på kasernen, blev oppe i forventning om, at der når som helst ville komme ordre til mobilisering. Da ordren endnu ikke var kommet kl. 2, brød de fleste op og gik til deres kvarterer i kvistetagen over mandskabskvartererne. Bataljonens ordonnansofficer, sekondløjtnant Lauritzen, tilbragte natten på bataljonskontoret, hvor han havde vagt. Kl. 5.40 modtog regimentet følgende telefoniske ordre fra Krigsministe-riet i København: »Tyskerne har overskredet grænsen i Jylland. Tysk land-gang på Fyn, Sjælland og i København. Garnisonen alarmeres.« Kl. 5.50 blev 11. Bataljons adjudant, premierløjtnant Krogh, og kom-pagniernes vagthavende løjtnanter alarmeret, og der udgik alarmordon-nanser til befalingsmændene i Roskilde. Kjeld Feilberg havde været vågen siden kl. 5.

Det var den første rigtige forårsdag, og alt var stille og fredeligt, alt åndede fred og ro, spurvene kvidrede, og solsortene fløjtede, og jeg tænkte: »Det er sgu for godt til at være sandt det her.« Og så lidt i seks hørte jeg tunge støvletramp op ad trapperne, og det var så alarmen. Jeg løb ud og vækkede de øvrige befalingsmænd på gangen, og så løb jeg tilbage for at få tøj på og havde netop fået underbukser på, da jeg hørte motorlarm og kiggede ud ad vinduet. I samme øjeblik fløj der en let tysk observationsmaskine forbi vinduet; der var ikke mere end 15­20 m fra piloten og ind til mig. Havde jeg haft en pistol, en ladt pistol, i hånden, kunne jeg have ramt ham. Jeg ladede min pistol, og i et anfald af galgenhumor gik

95

jeg hen til den øvelsesliste, der hang på min dør, og stregede ud, hvad der stod fra 8 til 9: Der stod »våbenlære«, og det rettede jeg til »krig«. Og så røg jeg ellers af sted, ned til kompagnierne, der i mellemtiden var ved at stille op nede i kasernegården.188

Inden Feilberg nåede ud af døren, kom Arndt Lauritzen løbende for at hente noget udrustning i sit kvarter. Lauritzen, der kom lige fra bataljonskontoret, råbte ned ad gangen: »Tyskerne er gået over grænsen; der er landsat tyskere i Korsør, og der står tyske tropper i København!« Da Lauritzen lidt efter krydsede kasernegården i løb med sin pistol i den ene hånd og hjelmen i den anden, udbrød en af de menige: »Det er sgu rigtigt nok. Løjtnant Lauritzen løber.« Da premierløjtnant Feilberg nåede ned i kasernegården, var en stor del af hans kompagni – 4. Kompagni – allerede trådt an på stillepladsen og var kort efter fuldtalligt på nær nogle af de befalingsmænd, der ikke boede på kasernen. Det samme gjaldt 1. og 5. Kompagni. (2. og 3. Kompagni befandt sig hhv. på kasernen i Holbæk og i kantonnement i Nr. Jernløse). Efter-hånden som kompagnicheferne nåede frem, meldte de sig på bataljons-kon toret, mens de øvrige officerer sørgede for ammunitionsuddelingen og andre for holdsregler. Kjeld Feilberg stillede sin delings to trefodsgeværer op i infirmerihaven, klar til at skyde mod luftmål, og 4. Kompagnis næst-kom manderende, premierløjtnant Winge, gik i gang med at rekvirere konservesportioner til kompagniet i kostforplejningen. Rekvisitionen foregik med dragen pistol, eftersom forplejningsforvalteren til at begynde med nægtede at udlevere dåserne uden reglementeret optælling og kvit-tering. Per Winge var blevet alarmeret i sit hjem af en af ordonnanserne:

Jeg hørte tunge trin op ad trappen og en soldat, der råbte alarmering. Men der havde været øvelser mange gange i anledning af, at det trak op til krig, også flyveralarmer. Per stod ud af sengen og tog den med ro, men så hørte jeg pludselig brrrrrmm, og så kiggede vi ud fra altanen og så flyveren. »For satan i helvede,« sagde han og fik lynhurtigt sin pistol om livet og løb så ned på gaden og hen at sørge for, at de kom af sted alle sammen, sammen med alle de andre officerer. Det var et mærkeligt øjeblik, for vi troede jo at de skulle i kamp. Vi vidste, at de skulle til Sverige, det var oberstens planer, for da han fik at vide, at Danmark ikke ville forsvare sig, så var han sikker på, at det ville Sverige i hvert fald, og derfor gjaldt det om at komme til Sverige.189

96

Da Krigsministeriet alarmerede regimentet om den tyske invasion, fik oberst Bennike ordre til at »alarmere og afvente nærmere ordre«. Obersten var ikke i tvivl om, at den nærmere ordre ville gå ud på en »forsmædelig Kapitulation«, men for alle tilfældes skyld beordrede han i ventetiden regi-mentets vognmand i Roskilde til at holde sig klar til at møde med alt, hvad han kunne skaffe af biler. Kl. lidt i 7 indløb den »nærmere ordre«, der som ventet gik ud på, at regimentet skulle nedlægge våbnene og søge forbindelse med de tyske tropper. Obersten fik ved samme lejlighed at vide, at der var gået tyske tropper i land på Langelinie. Det var oberst Bennikes tjenstlige pligt at adlyde sine foresattes ordre, men denne ordre forekom ham at være i strid med den troskabsed, som han havde aflagt til kongen forud for sin udnævnelse til premierløjtnant i 1906:

[…] uvægerligt at lade mig bruge i Kongens Tjeneste til Lands og til Vands og som ærekær Krigsmand Livet vove; saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.190

Desuden måtte regeringen og Bennikes foresatte formodes at handle efter tyskernes ordre, og obersten mente ikke, at man kunne »forlange ubetinget, nøjagtig og villig lydighed over for en myndighed, der er i Fjendevold«. Oberst Bennike mente derfor at stå frit, men også alene, med valget mellem tre muligheder: Han kunne gøre, som han ville have gjort, hvis han ikke havde fået ordre til at overgive sig, nemlig forsvare vej- og jernbaneknudepunkterne omkring Roskilde til sidste mand. Militært set ville det være en håbløs kamp, men 11. Bataljon ville udkæmpe den »af Hensyn til vort Folks Aand og Ære« og for

[…] at kæmpe for Historiens Dom og at give Efterverdenen Mindet om en lille Styrke, der gik til Grunde i en heltemodig Kamp mod Overmagten. Idet jeg tænkte paa den Betydning, vor Hærs haabløse, men heltemodige Kamp paa Dybbøl Banke har haft for den danske Nationalitetskamp i Sønderjylland, skønnede jeg, at Mindet om en tilsvarende Kamp ved Roskilde vilde give vort Folk et ganske andet aandeligt Rygstød end mindet om en æreløs Kapitulation, der kun kunde fremkalde Væmmelse, Selvopgivelse og Foragt. Naar jeg i denne Forbindelse taler om vort Folk, tænker jeg paa Folkets sammenhængende Liv gennem talrige Generationer i Nutid og Fremtid, og set under denne Synsvinkel betyder en enkelt Generations – endsige 400 Soldaters – Skæbne kun saa lidt.191

Bennike valgte ikke desto mindre at undlade at kæmpe, fordi det ville være

97

et meningsløst offer, når det ikke kunne bringes på det officielle Danmarks vegne. En anden mulighed var at samle, hvad der kunne skrabes sammen af tropper – i bedste fald 700-800 mand – og marchere mod København for at generobre byen og befri de militære myndigheder. Obersten skønnede, at styrken var for lille, og at en kamp i København ville udløse et luft-bombardement af byen. Desuden mente han ikke, at regeringen ville ændre sin beslutning om kapitulation, selv om det skulle lykkes at befri den. Det levnede kun én mulighed: at føre regimentet til Sverige for at hjælpe svenskerne med at bekæmpe det tyske angreb, som efter oberstens opfattelse måtte være et uundgåeligt led i felttoget mod Norge. Bennike var overbevist om, at den britiske flåde ville hindre tyskerne i at føre styrker frem ad søvejen, og at de derfor ville være nødt til også at landsætte tropper i Sverige. Ud fra sin opfattelse af »svensk Mentalitet og svensk Forsvarsberedskab« gik obersten ud fra, at Sverige ville modsætte sig en tysk gennemmarch og derfor nu måtte være i krig med Tyskland. Sverige var Nordens stærkeste magt, og et frit og selvstændigt Sverige ville efter oberstens mening give de øvrige nordiske lande et fast samlingspunkt. »En Kamp for Sverige vilde altsaa blive en Kamp for Norden og dermed indirekte en Kamp for Danmark.«192 Oberst Bennike gav derfor chefen for 11. Bataljon, oberstløjtnant Nordentoft, følgende ordre:

Tyske Tropper har overskredet Jyllands Grænse, er gaaet i Land paa Fyen, og København er besat. Lastvogne er rekvireret til at møde paa Kasernen, Batail­lonen indlader, saa snart Vognene ankommer, og afmarcherer til Helsingør, her nærmere. Det er blevet forbudt os at gøre Modstand af Regeringen. Jeg vil forsøge at føre Regimentet til Sverige, der rimeligvis ogsaa er i Krig.193

Omtrent samtidig, mens de tre kompagnier endnu stod opstillet i kaser -negården, blev Roskilde kaserne overfløjet af tyske Junkers Ju 52-bom-bemaskiner. Fra gården kunne man se tre maskiner, der fløj i ca. 50 m’s højde. Grete Winge så flyene fra sin altan, hvor hun var gået ud for at følge begivenhederne, efter at hendes mand var blevet alarmeret og var løbet til kasernen med sin skarpladte pistol i bæltet. I modsætning til mæn dene i kasernegården kunne hun se, at der ikke bare var tale om tre maski ner, men om »en hel sky af bombemaskiner«, som kunne have tilføjet de op-marcherede kompagnier frygtelige tab, hvis de var blevet provokeret til at angribe. »Åh nej, skyd ikke, skyd ikke,« råbte hun til sin mand, der var langt uden for hørevidde. Nede i kasernegården råbte først Per Winge og så

98

Kjeld Feilberg: »Skyd!«, men ordren druknede i motorstøjen, og maskinerne forsvandt igen, inden nogen nåede at komme til skud. I det samme kom kompagnicheferne tilbage fra bataljonskontoret og bragte fortroligt oberst Bennikes ordre videre til de øvrige officerer. Det var vigtigt, at man ikke fik nys om planen i København, for så ville overfarten fra Helsingør til Helsingborg sandsynligvis blive standset, inden styrken nåede frem. Mandskabet fik derfor ikke noget at vide, men blev beordret af sted uden at vide, hvad der foregik – de fleste vistnok i den tro, at der var tale om en øvelse. Der var, som regimentschefen formulerede det, heller ikke »Tid til at parlamentere med Mandskabet om, hvorvidt de ville gaa i Krig i Sverige eller ej«. Umiddelbart efter rykkede kompagnierne ud af kasernen og gik i fly-verskjul på de nærliggende villaveje, mens man afventede vognene. Kl. 7.45 afgik 1. Kompagni under kaptajn Gabel-Jørgensen. Med kom-pagniet fulgte sekondløjtnant Lauritzen, som af oberstløjtnant Norden toft havde fået ordre til at bære bataljonens fane og, hvis den risikerede at falde i fjendens hænder, rive fanedugen af og redde den.194

Soldater af 11. Bataljons 1. Kompagni om bord på færgen Dan i Helsingør Havn den 9. April kl. 10.05.