bunk monk & funk - og andre forlystelser

Mit livsværk har været noget medjazzmusik. Simpelthen alt fra Bunk til

Monk til Funk, somjeg plejer at sige.

Bunk Johnson heltfra begyndelsen i

New Orleans. Thelonious Monk fra

den mere modernejazz. Funk fra gospelog soul og rhythm &

blues og alt sådannoget, som det

meste nye er sugetud af, hiphop, rap,

techno og hvad detnu ellers hedder.

Anders Stefansen

BUNK MONK& FUNK– og andre forlystelser

BUNK MONK&FUNK –og andre forlystelser

Fortalt til Jan Søttrup

ANDERS STEFANSEN“At læse denne bog er som at læse historien om præsentationen af jazz i Europa fra 1960 til i dag. Ud over at præsentere alle jazzens store navne, præsenterede Anders et spænd af musik strækkende sig fraRolling Stones til Andrés Segovia.”GEORGE WEIN

Anders Stefansen (f. 1932) stammer fra en slægt, der 1913 etablerede sig på Dyrehavsbakken og siden har virket dér medkørende forlystelser og sangerindepavillon.På tværs af familiens ønsker om en fagliguddannelse som mekaniker indledte han enkarriere som arrangør af jazzkoncerter ogdrev i en årrække musikstedet Slukefter iTivoli. Sideløbende producerede han spillefilmen ‘Stille dage i Clichy’ og teatersucceser som ‘Den grønne elevator’og ’Boys In The Band’. Han var med til atetablere Københavns første gourmet-restaurant, Anatole. Bunk Monk & Funk erhans farverige historie om barndommen iforlystelserne, om de første rejser ud i efterkrigstidens Europa for at høre den nyeswingende musik og siden turnéer medkunstnere som John Coltrane, Marlene Dietrich og The Rolling Stones.

Vignet: Claus Seidel 2012.Forsidefoto: Susanne Mertz 1974.

Jan Søttrup, f. 1948. Journalist og radiovært. For manuskript til og instruktion af dramadokumentarisme i TVtildelt PH Prisen, Prix Danube og Christian Kryger Prisen. Redaktør afMusikkens Hvem-Hvad-Hvor: Rock/Beat(1974). Har blandt andet udgivet romanenDannemand - en romance (2005) og den illustrerede samling af musikanmeldelserENCORE! Ekstranummer fra koncerter 1968-1974 (2008).

Bagsidefotos: Anders Stefansen på motorcykel tilkarrusel (1935), som spejder (1947), i Paris (1964) ogmed Teddy Wilson (1979).

“Det er rart endelig at se denne mand

værdsat med denne bog.”

B I L L W Y M A N & C H A R L I E W AT T S

ANDERS

STEFANSEN

FOR

TALT TIL JA

N S

ØTTR

UP

Omslag Stefansen-Dansk-FINAL:Layout 1 07/06/12 14:09 Side 1

Bog-Bunk Monk & Funk-Dansk.FINAL:Layout 1 01/06/12 9:58 Side 2

ANDERS STEFANSEN

BUNK MONK& FUNK

– og andre forlystelser

Fortalt til Jan Søttrup

People’sPress


Forord

DET STILFÆRDIGE MIDTPUNKT

Det er vanskeligt at beskrive Anders i den tid,hvor vi arbejdede sammen med SBA. Vi syn-

tes at have de fleste af vores diskussioner, planerog snakke med Knud Thorbjørnsen.

Hver gang vi mødtes med fyrene fra SBA, min-des jeg altid Anders stående stilfærdigt i bag-grunden (lidt ligesom mig selv og Charlie på sce nen).

Vi tænkte altid på Anders som værende denmand, der tog sig af forretningssiden af SBA –stilfærdigt og effektivt.

På turene gjorde han ikke sig selv bemærket –bandet og jeg havde mere at gøre med Knud ogNiels Wenkens end med Anders – der syntes atvære det midtpunkt, som det hele drejede sigomkring.

Det stilfærdige midtpunkt om man vil.Oveni det tror jeg, det faktum, at han selv tog

sig af mange af jazzkunstnerne, førte til hengi-venhed fra visse medlemmer i vores band.

Det er rart endelig at se denne mand værdsatmed denne bog.

Bill Wyman og Charlie Watts

7


Bunk, Monk and Funk…or vice versaCharles Mingus


1

Nogle i min branche har ikke kunnet klare at tjene mangepenge. Hovmod står for fald, siges det og det gamle ord dæk-

ker fint. Jeg vil ikke være med i den række. Man lever et tåbeligtliv. Det har jeg ikke lyst til. Jeg holder mig langt væk fra pressen ogde kulørte blade, og det har jeg altid gjort. Jeg har aldrig nogen-sinde bedt en musiker om en autograf, men det er sket nogle gange,at jeg er blevet fotograferet med en.

11

Anders Stefansen 1965.


Selv om jeg nogle gange har været mægtig godt stof og ikkehar kunnet undgå det, er jeg helst fri for personlig publicity. Tid-ligere har der været lidt rigeligt af det, men det er næsten over-stået. Der er ingen fordele og det har der aldrig været. Den enestefordel er for den kunstner, der skal præsenteres, hvis der har væretgod avisomtale før en koncert, hvor man skal sælge billetter. Dérer den god nok. Men det, at jeg står bagved som arrangør, sælgerikke billetter. Jeg lavede ikke musikken, jeg solgte den og det er ethåndværk af en anden slags.

Man kan godt være kendt uden at være særlig interesseret i atblive fotograferet på kryds og tværs, altid. Det er ubehageligt. Skue spillere og andre scenekunstnere lever af det og dér kan jegforstå det. Ellers, almindelige mennesker i erhverv, de får ikkenoget ud af det. Jo, jeg vil da godt kende en bunke mennesker, menikke være sådan én folk i bussen, metroen eller toget genkender ogsiger: Se ham dér!

Bogen her er en undtagelse. Men det er jo heller ikke mig. Hvisfolk læser bogen, er det vel ikke mig, de er interesserede i. Det eralle de musikere og kunstnere og ting, jeg har oplevet og opdaget,der interesserer. Så lad os få det ned på jorden, hvor det hører til.


2

Allerede meget tidligt var jeg i avisen på et billede, hvor jegsidder på en motorcykel. Det var, fordi min far og onkel

havde en fabrik, der lavede køretøjer til karruseller og radiobiler. Jegvar en lille dreng på 3 år og syntes, det var sjovt, for jeg anede ikke,hvad billedet skulle bruges til.

Fabrikken lå på Bogholder Allé i Vanløse og karrusellerne ogradiobilerne solgte de til omrejsende forlystelsesparker i Danmark,Norge, Sverige og Finland og til de fastliggende herhjemme somDyrehavsbakken og Tivoli. Jeg tror, at de på fabrikken nåede op påat producere næsten 250 radiobiler til hele Norden. Tivolis vete-ranbiler er lavet på den fabrik og de kører stadigvæk rundt. På fa-brikken blev også lavet en rodeobane og mange andre forlystelsersom den raketbane, der stod på Bakken i mange år.

Om sommeren boede jeg derude med mine forældre og sø-skende bagved raketbanen. På den ene side af grunden var der engul villa, hvor min onkel boede. I en aflang bygning boede vi i denene halvdel af stueetagen og første sal. I den anden del af husethavde firmaet Brdr. Stefansen kontor. Dér kom personalet og hen-tede forskelligt, billetkasser og så videre, der skulle bruges til da-gens forlystelser, når de åbnede. Overfor lå et hus til og i det boedemin farmor. I midten stod resten af et fældet træ, så det var ikke rethøjt. Rundt omkring træet havde min farmor stillet blomster og altmuligt, det så sjovt ud.

Det hele havde taget sin begyndelse i slutningen af 1800-talleti Fredericia med min farfar Anders Stefansen, som jeg er opkaldtefter, og hans bror Søren. De var vistnok begge to oprindelig slag-tere, men min farfar gik ind i det med omrejsende forlystelser. Så

13


Avisudklip med AS fra 1935 (Ekstra Bladet)


vidt jeg véd, tog han en dør, satte pinde på den og stillede den op,så folk kunne kaste ringe på pindene og vinde forskellige gevinster.Det var de første år. Derefter anskaffede han sig en karrusel og rej-ste rundt med den. Det var på den tid, at hans bror Søren kommed ind i det og de rejste sammen rundt alle mulige steder i Nor-den. I 1913 kom de til Dyrehavsbakken, hvor de efterhånden fikadskillige forretninger med radiobiler og skydebaner og karrusel-ler og så videre, ligesom de åbnede noget inde i Tivoli.

Min farfar døde i 1929. Jeg er født i 1932, så han så aldrig migog heller ikke nogen andre af børnebørnene. Farfars sønner, somvar min far Oscar og min onkel Hugo, kørte forretningen videresammen med Søren Stefansen, så længe han levede. Før krigenovertog de sangerindepavillonen Bakkens Hvile og ude i byenkøbte de Damhuskroen og tilføjede den en lille forlystelsesparkmed scene og optræden.

Min far havde kendt min mor fra tidligt, de voksede begge opi Vanløse og mødte hinanden dér og blev gift. Om vinteren boedevi i Vanløse, hvor min far og onkel havde fabrikken. Om somme-ren var forlystelserne ude på Bakken. Min mor hjalp til, hun ogmin tante talte penge op fra de forskellige forretninger og lavederegnskab.

Jeg og min lillesøster og min lillebror flyttede med dem derudom foråret og jeg gik i skole derfra det første stykke tid. Men såsnart skolen sluttede, blev vi sendt afsted til min mormor og bed-stefar, der havde sommerhus i Solrød, hvor vi tilbragte sommerfe-rien. Når skolen begyndte igen, boede vi på Bakken, indtil den luk-kede.

Det var et privilegium for alle dem, der havde forlystelser der-ude, at deres børn kunne gå ind og ud alle steder, vi kendte mangeaf de forskellige fra år til år. På den måde var jeg i den heldige po-sition at kunne invitere hele skoleklassen derud til min fødselsdagog spise is og køre i karrusel med dem. Min fødselsdag faldt godtnok i skoleferien, men så blev de inviteret lige efter eksamen ellerefter ferien.Når vi boede på Bakken, plejede jeg hjemme fra skoleat gå over til rutsjebanen, til inspektør Pedersen, og spørge, om jeg

15


måtte få en tur. Det må du gerne. Så gik jeg ind ad rutsjebanens bagindgang og tog for en ordens skyld 10 ture i træk, inden jegfortsatte over til radiobilerne. De stakler, der betalte for at kommeind, fik på puklen af os fastboende. Vi kunne køre, så bilerne snur-rede rigtigt rundt.

Alle steder på Bakken kom vi børn gratis ind, så det var enkæmpe legeplads at have. Vi kendte hvert et smuthul og lavedegale streger som at snige os ind på folk bagfra for at trykke demgoddag i hænderne, når de stod og gloede. Når de vendte sig om,var vi væk. De prøvede at løbe efter os, men vi forsvandt bare indad en port og ud et andet sted. Det morede vi os meget med.

Efter at have kørt i radiobil og leget gik jeg tilbage til vores lillehus for at læse lektier, inden vi spiste aftensmad. Bagefter var deti seng, for jeg skulle tidligt op og i skole.


Pariserhjul på Dyrehavsbakken. (Københavns Museum)


3

Helt fra jeg var dreng, har jeg tit om lørdagen og søndagen sid-det og solgt billetter til Bakkens Hvile, når der manglede én

til at gøre det. Oprindelig lå der 3-4 sangerindepavilloner ved sidenaf hinanden, men i den tid jeg kan huske, har der kun været to,Sommerlyst og Bakkens Hvile. Sommerlyst eksisterer ikke meresom sangerindepavillon, men det gør Bakkens Hvile og den er sta-digvæk i familiens eje.

Den blev købt i 1937, hvor forlystelserne var delt op i Afdeling1 og Afdeling 2. Den første var køreforretningerne, karruseller, ra-diobiler og lignende, spøgelsestoget og den slags, mens den andenvar roulettespil, lykkehjul, varespil og pavillonerne med under-holdning. Egentlig blev Bakkens Hvile overtaget for at udvidebanen med radiobiler, men den gik ikke. Skovvæsenet, der be-stemte, forlangte, der fortsat skulle være sangerindepavillon og såvar familien jo nødt til at drive den.

Forestillingerne startede allerede om eftermiddagen, måske kl.2 om lørdagen og kl. 4 om søndagen, så lukkede man folk ind oggav en forestilling og fik dem ud igen ved at sige, der kom 20 mi-nutters pause. Folk forsvandt for at prøve andre af Bakkens forly-stelser og de havde også hørt sangerinderne.

Når et hold var væk, kom næste hold ind og sådan kunne detblive ved med 10-20 forestillinger hver dag og et nyt publikumhele tiden. Ikke som nu, hvor der kun er én daglig forestilling, derkører hele aftenen, det er en anden form. Men repertoiret er fuld-stændig det samme, “Køb blomster, køb blomster”, “Kast mønterneop”, “Botanik-nik-nik ude i Charlottenlund” og alle de andre tra-ditionelle sange. Foruden der gennem alle årene af forskellige for-

18


fattere er skrevet aktuelle ting til Cleo, der egentlig hed Ellen, oghendes søster Ulla kaldet Snehvide og Alvilda Ernst og alle deandre gamle bakkesangerinder.

Lokalet har ikke ændret sig, overhovedet ikke, det er nøjagtigdet samme. Det brændte ned til grunden en vinter, men tegnin-gerne fandtes, så Bakkens Hvile kunne bygges op nøjagtig magentil. Jeg har kendt den gamle pavillon og når jeg ser den nye, kan jegikke se forskel.

Der var andre varietéer som Alkazar og Tribini. Professor Tri-bini selv var en omrejsende gøgler, der ankom til Bakken før kri-gen og fik sig et lille teater ved siden af Sommerlyst. Udenfor holdt

19

Professor Tribini på Dyrehavsbakken 1965. (Foto: Jacob Maarbjerg/Polfoto)


20

han parade på en lille scene med de optrædende og præsenterededem iført høj hat med vest og medaljer og alt muligt.

Jeg havde et fint forhold til Professor Tribini, var gode vennermed ham, altid. Hver gang jeg kom forbi hans parade, råbte han:Kom indenfor, op ad trappen, ind af klappen. Så var det bare med atsuse ind. På den måde lokkede jeg åbenbart andre til at købe bil-letter, det var rigtig snedigt gjort.

Tribini var selv en dygtig tryllekunstner og havde alle muligeforskellige andre artister med i sin forestilling, akrobater og hvadved jeg. En af dem var sømanden Kaptajn Edwin, der kunne drikke15 store krus vand og derpå sluge en håndfuld frøer. Inden løbnogle af drengene fra Bakken rundt nede ved Kildesøen for atfange frøerne til ham. Showet endte med, at Kaptajn Edwin stil-lede sig på den ene side af scenen og gylpede frøerne op igen. Påmodsatte side af scenen stod en balje og så pustede han vandet frade 15 krus tværs over scenen og ned i den. Det var clouet.

Miss Florens var en anden optrædende i Tribinis teater. Hendehar jeg set et utal af gange. Hun var balletdanserinde og sanger-inde, en noget fyldig ældre dame, der kunne gå ned i spagat ogsynge pivfalsk, et unikum uden lige. “Eva tag jaketten af / for det erså varmt i dag / Du skal ikke dig genere / vil du bare spænde fra”, løden af hendes sange. Folk grinede, men hun var fuldstændig uberørt.Alle skulle ind og se Miss Florens, hun fungerede som komiskklovn, simpelthen.

Af og til holdt min familie fester på Bakken. Der var farver ogmusik og dans fra et orkester eller en pianist til lejligheden, hvis detforegik i et af de mindre lokaler. Vi holdt også fester på Damhus-kroen. Og i 1930’erne købte familien desuden Den Mauriske Halfor enden af Frederiksberg Allé op til hjørnet af Allégade og kaldteden for Montmartre. Dér har jeg kun været en enkelt gang, det vari forbindelse med min kusine Lilians konfirmation, der foregikovre på den anden side af Allégade, i Syvniklubben i Lorry.

Fars kusine Rosa, Søren Stefansens datter, og hendes mand, ka-pelmester Svend Nicolaisen, var med. Om sommeren kørte desammen et Montmartre ude på Bakken, hvor der var varietéop-


træden med Svend Nicolaisens Orkester og sangsolister og skue -spillere. Om vinteren flyttede de ind til Frederiksberg Allé og gen-tog det samme med optræden, brød, smør og snaps. På den mådehavde Svend Nicolaisen helårsengagement.

Til den konfirmation kedede vi unge os imellem alle de voksne,der skete ikke rigtig noget og så skrev Rosa en seddel, hvor derstod: De unge kan få, hvad de vil have. Og hun sagde til os: Giv denseddel til tjeneren ovre i Montmartre. Sådan kom vi ind og fik iska-ger og alle de sodavand, vi kunne drikke og så lidt på varieté, ind-til vi gik tilbage til konfirmationen.


Træf foran Montmartre på Bakken i 1942. Øverst i midten AS’ mor Ruth Ste-fansen i profil mod farmor Helga. Fars onkel Søren sidder på trappen til højre.Til venstre Rosa og Svend Nicolaisen.


23

4

Den 9. april 1940 var jeg i gang med at pudse sko i køkkenet,da min mor fortalte, at tyskerne havde besat os. Nå, sagde

jeg og pudsede videre. Jeg havde ikke nogen idé om, hvad detbetød. I et stykke tid efter var der heller ikke så meget at bemærke,andet end de grønne uniformer rundt omkring.

Men så begyndte Hipo- og Schalburg-folk og hvad de efter-hånden kaldte sig at suse i fuldt drøn gennem gaderne i biler medmaskingeværer ud af dørene. Det var de eneste, der kørte, bortsetfra sporvognene, og det var ikke rart. Man holdt sig langt væk fradem. I S-toget var det pinligt at sidde et sted, hvor en af den slagsved siden af begyndte at tale med én, det kunne jeg ikke lide.

I begyndelsen af besættelsen gik jeg i underskole på Katrine-dalskolen i Vanløse. I slutningen af besættelsen skiftede jeg efter 5.klasse til Frederiksberg Gymnasium, der lå på Hollændervej, pa-rallelt med Frederiksberg Allé og Den Franske Skole, som jeg påden måde oplevede blev bombet.

Den formiddag hørte vi sirenerne, det betød luftalarm og når delød, skulle vi skynde os i beskyttelsesrummet. Vi for ned ad bag-trappen og stod en 20-30 stykker i gården og så fly komme lavtind med rød-hvide-blå cirkler på, så det måtte være englændere.Pludselig tabte den ene flyver noget og vi var godt klar over, hvaddet var. Vi skulle en trappe længere ned for at komme i sikkerhedog nåede det heldigvis, lige inden det sagde bang. Det var forfær-deligt. Hver gang bomberne faldt, støvede det. Lærerne skreg, devar bange, virkelig bange. En af dem sagde, at vi skulle tage voresblyanter og bide sammen om dem, så det gjorde vi.

Det varede lang tid, det bombardement, utroligt længe, syntes


jeg. Da det var overstået, gik vi op. Der var en 10 meter fra dørenhen til gymnastiksalen, der stod i flammer, den var blevet ramt. Vikunne se over til Den Franske Skole, at den var blevet bombet mestog i brand. Der var murbrokker i hele gården, alle mulige steder.

Vi fik besked på at gå langs muren til porten mod Hollænder-vej og videre ud på Gammel Kongevej. Derfra tog jeg sporvognenhjem til min mor, der spurgte, hvordan det var gået i skolen.

Det gik egentlig meget godt, men vi blev bombet.– Hvad blev I?Ja, vi måtte i beskyttelsesrummet og det væltede ned med bomber,

der var murbrokker og ild alle vegne. Først senere på dagen fandt jeg ud af, at mange var blevet slået

ihjel. Nogle af min mors og fars venner havde en datter, der gik påDen Franske Skole. Hun var sluppet med livet i behold, men van-drede hvileløs og fuldstændig forvirret rundt på Frederiksberg Allé.Et af hendes familiemedlemmer kom og samlede hende op. Hunblev virkelig påvirket af det. Det gjorde vi andre ikke rigtig, fordider ikke var nogen fra vores skole, der døde.

Hele ideen havde været, at Shellhuset, hvor Gestapo holdt til,skulle bombes på de nederste etager for at lave så meget rod, at sa-botørerne, Mogens Fog og alle dem, der sad fanget på de øversteetager, kunne slippe ud. Det lykkedes, men et af flyene ramte enskorsten og faldt brændende ned i skolegården ved Den FranskeSkole og så troede de piloter, der kom bagefter, at det var dér, derskulle bombes. Det var det, vi havde oplevet.

Dagen efter fik vi at vide, at vi ikke kunne være i skolen denæste 3 måneder, vi skulle gå på andre skoler, indtil der var ryddetop. Da vi kom tilbage, var orgelet, der stod i vestibulen, smadret også var vi fri for det. Men det var også det eneste plus, resten kunnejeg godt have undværet.

Befrielsen oplevede jeg gennem BBC i radioen. Pludselig den4. maj om aftenen sagde de, der var fred. Man hørte det og troedeikke sine egne ører. Der kom lys i alle vinduer og folk råbte ogskreg og der var gang i den de næste mange dage. Jeg så da den en-gelske feltmarskal Montgomery kom kørende ind fra lufthavnen

24


ad Amager Boulevard, overalt var der mennesker, han stod op ivognen og hilste.

Jeg så også, hvordan sabotører kørte rundt i lastbiler med allede tyskerpiger, de kunne finde. De danske piger, der var gået medtyskere, fik klippet deres hår af og blev vist frem til spot og spe.Dengang syntes man, det var fint nok, siden kunne jeg godt se, atdet var ret tåbeligt gjort.

Sådan gør man ikke. Det er oplysning, der er nødvendig. Op-lysning og indsats mod korruption. Indsats mod alle de griske her-rer i bankerne. Folk vil ikke finde sig i det efterhånden og slet ikke,hvis de ikke har ytringsfrihed og bliver holdt nede. Det må væreforfærdeligt, simpelthen. Det er derfor, der er oprør rundt omkringog jeg kan godt forstå, at der er nogen, der flygter.

25

Den Franske Skole på Frederiksberg Allé den 21. marts 1945.


bunk monk & funk - og andre forlystelser

Documents