MAGAZINE

#1 / 2013

Tekstforfatter Jonas Gol, har igennem de sociale medier opnået stor interesse for sin måde at sammensætte ord og fange de sultne litterære blikke. Hans store ambition er, at skrive en roman med titlen ”Det perfekte menneske”, en opgave der typisk vil beskrive hans tilgang til det at skrive. Jonas ser verden, sanser den og udlevere dens udvikling i dystotopiske bider, med glimt af små solstrejf, så vi kan forholde os og tage stilling.

JONAS GOL

Den eventyrlystende Ida Holm læser på Cph Business Academy og i hendes studier i AP Degree in Hospitality, service and tourism får hun på alle måder beriget sindet. Vi har fået lov til, at være i lommen på hende og følge hendes mange eventyr over alt, hvor hun sætter fødderne på nye interessante steder.

IDA HOLM

   

           

                                                                           

Mark Kühn er den tunge bas i bandet Mont Oliver. Hans musikalske integritet rummer en stor passion og ubeskrivelig kærlighed, som er en inspirerende størrelse, der giver en fordybelse i det Mark beskriver for os, fordi den sande passion tit er den, der får os andre til at åbne øjnene.

MARK KÜHN

TANYA LOUISE WIJA NIELSEN Designer og iværksætter Tanya Louise, har altid haft en personlig tilgang til påklædning og dets etiske baggrund. Men hvad det bedste er – hun skænker udtrykket den dimension der kan skabe måben og inspiration. Hendes evige skabertrang er hendes varemærke. Hun viser virkeligheden, fremtiden og det ægte.

Magasinets kunstformidler Jakob Birk, studere kunst og design på Dansk Talent Akademi. Hans visuelle sans er i sær klasse en gavne. Den benytter han ved konstant at skabe og observere. Han er instinktiv og meget målrettet som kunstner, en egenskab der tryllebinder de fleste.

JAKOB BIRK

                                                                                       

# 28 PIN-ON

# 36 DEN ÆGTE PUNK REVULUTION

# 16 PRØV AT FORSTÅ

FORMEN.

             

                                   

                                     

                                                                                                       

# 5 DET FORANDERLIGE NU # 14 RIGA LIGGER I LETLAND # 23 FREDAG MORGEN

PÅ PERRONEN

              5                      

DET

FORANDERLIGE

NU!

Af Mark Kühn  

Der vil altid være en veksel virkning mellem

overraskelse og tryghed, der får ørene til at

være nysgerrige og næstefter afslappede. Et

øjeblik i musikken, det foranderlige nu, som

aldrig kan genskabes og altid vil være unik.

Hvert stadie af overraskelse og tryghed kan

have hver sin kvalitet, lytteren. Det er også en

af grundene til at ”House” musik fungere så

godt på et dansegulv. Både på grund af

musikkens energi niveau og tempo, men især

også på grund af længden af danseekspader der

kan foregå i det uendelige til et uudtømmeligt

beat. Når jeg går til koncerter, kan jeg virkelig

sætte pris på det helt igennem indstuderede og

tjekkede koncept. Men nogle gange kan man

godt savne overraskelsen og oplevelsen kan

blive en anelse for forudsigelig. Specielt hvis

det er et repertoire, som man er bekendt med i

forvejen. Det er en af kvaliteterne ved

improvisation, både i musikkens hele form men

også som musikalsk våben for den enkelte

musiker. Det er efterhånden lang tid siden, at

jeg har hørt en decideret guitar solo hos et mere

eller mindre ”nyere” dansk band. Denne tanke

førte mig til at undersøge improvisatorisk dansk

musik, herunder især jazz undergrunden.

Det er nok ikke hovedparten af teenagere der

køber sin første elguitar, som har Wes

Montgomery eller John Scofield til at hænge på

værelsesvæggen, nok snarere Kurt Cobain eller

Jimmy Hendrix, sagt som et lidt stereotypt

eksempel. De fleste teenagere der starter deres

eget band spejler sig oftest i samtiden store

mainstream kunstnere og det er jo også ganske

naturligt, men det kan samtidig også blive

katalysatoren uden om det improvisatoriske

sammenspil. Mange unge, der har gået på

musikskole, har på et tidspunkt stiftet

bekendtskab med jazz, men desværre kan synet

på genren og opdragelse til den, ofte blive til en

”skolet” tilgang til musikken som man også kan

opleve hos klassisk musik. Dette er slet ikke

tilfældet på alle musikalske institutioner, men

det er noget jeg personligt selv har erfaret. Det

er ikke fordi det nødvendigvis er en dårlig ting

at være bekendt med rødderne, men når den

purunge musiker med sin første elguitar skal

Som i mange elektroniske genre, hvor det er kontinuerlige beat skaber genkendelighed og ”tryghed”

opfinde sin egen musik bliver det ofte uden om

jazz eller den store improvisation i det hele

taget.

I rockhistorien findes der også utallige

eksempler på det foranderlige nu og

tilstedeværelse i musikken. Det er Jimmy

Hendrix et glimrende eksempel på . Under

koncerten på Woodstock i 1969 skaber han

dette fantastiske impro forløb

(http://www.youtube.com/watch?v=7PeFCz3bE

C8). Herudover skal den legendariske version

af ”Starspangled Banner” heller ikke glemmes,

som også blev spillet ved samme legendariske

koncert. Skulle man tage et eksempel fra en af

jazzens store personligheder, vil jeg klart

anbefale pladen; ”The Cöln Koncert” af Keith

Jarret. Pladen består af 4 improviserede numre

på klaver af Keith alene, fra ende til anden.

Siden indspilningen i 1975 er den blevet et all-

time-best-selling pianoalbum. Det er svært at

sætte et decideret genre-mærkat på musikken da

der skiftest imellem sfæriske rolige forløb,

gospel/rock agtigt piano spil og mere jazzede

melodi linier. Nogle mener at denne koncert

kan kaldes the missing link imellem jazz og

klassisk.

En af de største kvaliteter ved jazz er den

improvisatoriske indgangsvinkel der er til

musikken. Dette kommer selvfølgelig kraftigst

til udtryk ved koncerter. Hvis det er et

sammenspillet band kan man virkelig mærke

kontakten mellem musikerne og opleve soloens

foranderlighed, opbygning og uforudsigelighed.

Selvom jazzscenen i Danmark er en meget smal

størrelse, har den stadig sin berettigelse i kraft

af alle de talentfulde musikere og mennesker

der ånder og lever for genren. Et eksempel er

copenhagen Jazz der er en af Europas mest

velrenommerede jazz festivaller med et

særdeles bredt spektre af traditionelle sub-genre

og et uudtømmeligt mængde af mulige og

umulige crossover stilarter.

Det er vidt forskelligt, ud fra hvem man

spørger, hvad man associere med jazz musik.

Mennesker forbinder det med alt fra

avantgardistisk musik med en trommeslager der

har en mærkelig grimasse og en pianist der

græder ned i klaveret, til traditionel New

Orleans Jazz der i visse versioner sagtens kunne

blive spillet i Giro 413. Man kan også diskutere

om jazz-genren er musik for musikerne. Det er i

hvert fald tilfældet i mange musikalske

omgangskredse. Hvis det generelle publikum til

jazzkoncerter er besat af musikere og musikken

er skrevet dertil kan det ikke undgås at det

bliver en smule internt imellem afsenderen og

modtageren. Musikken burde være til alle og

for alle.

Der er et segment, specielt blandt den ældre

generation, opfatter jazz som meget

finkulturelle på lige fod med klassisk musik,

hvilket er lidt paradoksalt siden ordet ”jazz”

historisk set betyder sex. I jazzens spæde

barndom fandtes der i New Orleans såkaldte

”Jazzgirls”, som praktisk talt var en form for

prostituerede på byens spillesteder og

værtshuse. Ordet har siden hen mistet denne

betydning og knytter sig nu mest til musikken,

men det fjerner ikke tanken om det beskidte,

groovy og dog sofistikerede præg som jeg

hellere vil forbinde det med. Dette præg var

blandt andet hvad jeg oplevede d. 6. februar på

spillestedet Huset i Aalborg, til dette års version

af band konkurencen Ung Jazz.

Ung Jazz 2013 Det var et tæt pakket spilletsted jeg ankom til

da kvart finalen i Ung jazz 2013 skulle løbe af

stablen. Det var en kvartfinale, som også var 1.

indledende runde i konkurrencen. Aftenens

program bestod af den beatrockede kvartet

Røgsignal, den nordiske og klaverbaserede

Niels Münster Trio og en rytmisk udfordrende

gruppe med det mundrette navn Banging

Büllows Nice Jazz Quartet (BBNJQ). Det var 3

meget forskellige, men meget talentfulde og

interessante bud, på ny dansk jazz.

Det er 14. gang at JazzDanmark afholder

Danmarks største talentkonkurence for

jazzmusikere. Feltet af bands tæller 12 navne

som alle dyster om præmien på 15.000 kr. til

international turné støtte. Derudover

bliver vinderen, deltager ved den fælles

nordiske showcase Young Nordic Jazz Comets,

som hvert år afholdes i en nordisk hovedstad.

Her er der mulighed for at spille for en masse

internationale bookere fra festivaler og

spillesteder over hele Europa. Og sidst men

ikke mindst er vinderen garanteret

forhåndsbooking på en række danske venues.

Første band på scenen denne aften i Aalborg

var Røgsignal. De 4 medlemmer mødte

hinanden i gennem MGK (Musikkalsk Grund

Kursus) i Holstebro. Nu bor de alle i Århus

hvor de også laver deres tungt rockede

kompositioner. Med guitar og et overdrive-

Rhodes, som melodibærende instrumenter

skaber den musik som de selv siger;

...”vedkommer den jazz-kendte lytter og den

fortabte 60'er rocker”. Det var især de onde og

brutale numre, der gjorde mest indtryk på mig.

Det tunge groove og iskolde melodimaterialet

mellem Rhodes og guitar passer perfekt

sammen i bandets eget univers. Et

eksempel herpå er nummeret Djengis Khan

(http://www.youtube.com/watch?v=Nk9fI4pdG

sE), her en live version fra Underhunden i

Holstebro.

Næste artist på scene var Banging Büllows Nice

Jazz Quartet. Første sanse indtryk der kom én i

møde var at alle fire medlemmer tog deres sko

af og placerede dem forrest på scenen.

Koncerten blev herved udført i strømpesokker.

Først studsede jeg meget over denne entre, men

i løbet af koncerten gav det utrolig god mening.

Stemningen på scenen var humoristisk og nede

på jorden, hvilket passede perfekt sammen med

de hoftevrikkende og multietnisk inspirerede

sange som inviterede til et behageligt selvskab.

Det var med et kæmpe overskud at Frederik

Büllow (trommer) og kompagni førte os

igennem et stramt og rytmisk komplekst

univers. Et af numrene fra aftenen er dette

(http://www.youtube.com/watch?v=BW130wD

vYOg), hvis navn ikke er oplyst på youtube.

Til sidst var det den Esbjergensiske Niels

Münster Trio. Med Niels Münsters (klaver)

melodier i front listede orkestret sig igennem et

luftigt set, med skrøbelige melodi og soli

forløb. Sammenlignet med de 2 forrige bands

blev det et noget lavere dynamisk niveau, der

blev lagt fra starten. Dette var da også trioens

helt store force. Trods den lave dynamik

formåede trioen at holde en kraftig intensitet

spillet og en nærværende tilstedeværelse, der let

blev spredt ud til et modtageligt publikum. Det

blev for mit vedkommende en anelse

ensformigt i længden. Man kunne godt ønske

sig en anelse mere variation for at koncerten

kunne fungere bedre som helhed.

Da dommer juryen kom på scenen til sidst var

det med argumentet at vinderen var det bandt

der havde ”hele pakken”. Et af elementerne var

live fremtrædende som var vidt forskellige hos

de 3 bands. Juryen gav kritik til Røgsignal for

at være for indadvendte og alvorlige, hvilket jeg

er meget uenige i, da denne stemning passede

perfekt sammen med de dystre kompositioner.

Til gengæld roste de BBNJQ for deres humor

og udadvendthed, hvilket jeg er meget enig i, da

det passede perfekt til musikken.

Vinderen blev velfortjent BBNJQ som jeg

efterfølgende opsøgte til et lille møde i Århus.

Ingen selvhøjtidelighed En kold februar eftermiddag mødes jeg med

bandet i guitarist Mikas Bøg Olesens lejlighed.

Mikas, Adrian ”Svenning” Christensen (kontra

bas) og Jon Døsing Bendixen (klaver) har

spillet sammen i længere tid, men det er først

 MAKE  JAZZ  

for nyligt, rettere sommeren 2012, da Emil

Büllow kommer med på trommer at bandets

fulde besætning har taget form. De fortæller, at

der ikke ligger så mange overvejelser bag

bandets pudsige navn andet end at det lyder

godt. Grunden til at det er trommeslager

Frederiks efternavn der præger bandets titel

skal findes i skrive processen. Arbejdsgangen

er som i de fleste bands, at et af medlemmerne

har en skitse eller ide med i øvelokalet....

Mikas: men det er først når at Banging Büllow

fucker det up, at musikken får sit rytmiske

særpræg.

Personligt har jeg det lidt blandet med de

bandbattles jeg har deltaget i. Når man skal

konkurrerer om musikken som af natur er en

unik og subjektiv størrelse. Men til det siger

BBNJQ at man er vant til at blive bedømt af alle

som høre ens musik. Også til prøver på f.eks.

musikskoler eller Det Jyske

Musikkonservatorium hvor 3 af bandets

medlemmer studere i Århus.

Adrian: Det kan være rart med lidt konstruktive

tæsk, og understreger også at det er langt bedre

at blive sendt videre i en konkurrence af en jury

frem for publikumsstemmer. Det er jo

professionelle musikere der ved hvad de taler

om.

Jeg spørger ind til det pudsige element med at

stille skoene på scenen og spiller i

strømpesokker. Bandets årsag er såre simpel,

nemlig fordi det er en rar fornemmelse.

Frederik: Vi forsøger at lave en hyggelig

stemning, ingen selvhøjtidelighed.

Siden hen er det gået rigtigt godt for bandet i

deres videre færd under Ung Jazz. Semifinalen

der forgik d. 12. marts på spillestedet Atlas i

Århus spillede bandet mod Entropy. Jeg var

desværre ikke selv tilstede på Atlas den aften,

men det endte med at BBNJQ gik videre til

finalen som kommer til at foregå på Jazz House

i København d. 3. maj. Udover BBNJQ er det

Orgel-tromme duoen Crunch House som har

nået hele vejen til finalen. Det er min stærkeste

anbefaling at man går ind og oplever denne

aften!

(http://www.billetlugen.dk/musik/24591/ung-

jazz-finale/ -

http://www.billetlugen.dk/musik/24591/ung-

jazz-finale/)

Banging Büllows Nice Jazz Quartet

https://soundcloud.com/bbnjq

https://www.facebook.com/Bbnjq

Røgsignal

https://www.facebook.com/rogsignal

Niels Münster Trio

https://www.facebook.com/NielsMunsterTrio

RIGA LIGGER

I LETLAND!

 

Riga  ligger  i  Letland!    Af  Ida  Holm    I  min  skolefri  januar  måned  havde  min  veninde  og  jeg  taget  den  beslutning  at  vi  ville  på  en  lille  tur.  Hvorhen  vidste  vi  ikke,  men  væk  skulle  vi.  Hvad  skal  man  ellers  bruge  al  den  ferie  til.  Jeg  tog  opgaven  på  mine  skuldre  og  BANG  der  på  Norwegians  hjemmeside  fandt  jeg  et  fabelagtigt  tilbud.  250kr  for  en  flyvetur  til  Riga.  Jeg  greb  telefon  og  ringede  til  min  veninde.  I  starten  synes  jeg  måske  ikke  at  hun  var  helt  ligeså  meget  med  på  idéen  som  jeg  selv.  Men  efter  en  lille  times  tid  fik  jeg  hende  overtalt.  Folk  har  altid  fortalt  mig  at  i  Østeuropa  stjæler  folk  ens  bil,  de  er  skide  fulde  alle  sammen  og  alt  går  langsomt.  For  det  første  skulle  jeg  ikke  have  nogen  bil  med,  for  det  andet  har  jeg  ikke  noget  imod  en  lille  sjus  i  ny  og  næ  eller  for  den  sags  skyld  fulde  mennesker,  bare  de  opfører  sig  ordentligt,  og  for  det  tredje  så  kan  jeg  godt  lide  når  tingene  går  stærkt.  Og  udfordringer  det  skal  man  ha’  engang  imellem.  Så  Riga  var  rent  faktisk  det  perfekte  sted!    I  min  klasse  mødte  jeg  ikke  megen  begejstring.  Når  jeg  sagde  jeg  skulle  til  Riga,  fløj  folk  op  af  stolen  og  sagde  ”skal  du  til  Rio”  hvor  efter  jeg  måtte  forklarer  dem  at  det  dog  ikke  var  helt  det  samme,  men  næsten.  Min  mor  som  lige  havde  set  filmen  ”Taken”,  var  helt  sikker  på  at  jeg  ville  blive  kidnappet  og  solgt.  Min  far  lidt  mere  rolig,  og  gav  mig  det  kloge  råd,  at  tjekke  min  kuffert  inden  jeg  rejste  hjem,  hvis  der  nu  skulle  være  gemt  narko  i  den.  Tak  far!    Fredag  morgen  klokken  5  drog  vi  så  mod  Kastrup.  Forstår  virkelig  ikke  hvorfor  man  skal  flyve  så  tidligt,  når  det  kun  tager  en  time?  Min  kære  mor  havde  været  så  elskværdig,  at  ringe  en  lille  uges  tid  før  og  fortælle  mig  at  der  var  -­‐23grader  i  Riga,  så  jeg  nok  skulle  huske  at  pakke  mine  uldunderbukser.  Det  havde  jeg  overhovedet  ikke  overvejet.  -­‐23,  det  ligger  næsten  på  højde  med  Danmark  og  det  ligger  ud  til  vandet,  det  burde  ikke  være  SÅ  koldt.  Det  var  det  så  heldigvis  heller  ikke,  da  vi  landede  i  Rigalufthavn  var  det  kun-­‐15grader.  Og  så  var  min  tur  allerede  redet.  I  lufthavnen  hævede  vi  lidt  cash,  da  vi  heller  ikke  lige  havde  overvejet  at  vi  skulle  bruge  penge.  Men  det  skal  man  jo!  Udenfor  var  der  en  plads  hvor  der  stod  ”City  Bus”,  ”den  skal  vi  med”  sagde  vi  og  ventede  i  præcis  30sek,  så  var  der  en  bus.  BUM.    Det  kunne  I  lærer  noget  af  DSB.    Jeg  fik  betalt,  dog  i  troen  om  at  den  lettiske  buschauffør  havde  snydt  mig  (hvilket  han  ikke  havde,  havde  bare  ikke  helt  forstået  mig  på  de  lettiske  Lats  endnu),  og  nu  befandt  vi  os  i  den  mest  fantastisk  sovjetbus,  spækket  med  pelsklædte  mennesker.  Det  skulle  nu  vise  sig,  at  bussystemet  i  Letland,  er  meget  simpelt.  Man  vinker  til  bussen  så  stopper  den,  man  råber  til  buschaufføren  så  kommer  man  af.  Så  nemt  er  det.  Det  betød  så  også  at  man  stoppede  ret  tit.  En  tur  der  skulle  tage  20min,  fik  en  varighed  på  ca.  1  time  og  20  minutter.  Men  vi  havde  ikke  travlt,  så  vi  nød  det  første  rigtige  indtryk  af  det  rigtige  Østeuropa.  Da  vi  til  sidst  var  de  sidste  på  bussen,  bestemte  vi  os  for  at  springe  af  inden  vi  blev  kørt  tilbage  til  lufthavnen.        Det  skulle  snart  vise  sig  at  den  Riganske  befolkning  er  nogle  hjælpsomme  lige  sjæle.  Vi  var  nemlig  ikke  hoppet  af  i  den  gamle  by,  men  i  den  rimelig  nye  by.  Hov.  Men  på  den  første  cafe  hvor  vi  spurgte  om  vej,  fik  vi  stukket  tre  forskellige  kort  i  hånden,  der  blev  tegnet  kryds  og  bolle.  Og  turen  til  Hotellet  kunne  ikke  have  været  nemmere.  Receptionisten  var  en  rar  robust  dame,  med  et  lille  fint  moustache.  Jeg  sagde  til  hende  at  jeg  syntes,  måske  det  var  en  smule  koldt,  hvor  med  hun  

svarede  at  der  var  -­‐25  grader  tre  dage  forinden,  så  hun  syntes  vi  var  ret  heldige.  Det  måtte  vi  jo  så  give  hende  ret  i.      Når  man  kommer  til  et  nyt  land  så  skal  man  ud  og  smage  på  landet,  og  det  gør  man  bedste  ved  at  finde  et  lokalt  værtshus  og  spørge  til  deres  mest  lokale  øl.  I  Riga  fandt  jeg  den  bedste  øl,  jeg  nogensinde,  i  hele  mit  liv,  har  smagt!  Ord  kan  ikke  beskrive  den.  Men  jeg  kan  fortælle  jer  hvad  den  hedder  ”Abula  Brengulu”  er  navnet.  Der  er  en  lys  og  en  mørk.  Den  mørke  er  helt  klart  at  foretrække.  Men  den  lyse  kunne  også  sagtens  gå  an.  Dejlig,  lidt  cremet  øl,  i  kæmpe  glas,  og  kunne  kun  fås  på  fad.    I  kan  nok  forstå  at  dette  var  en  rigtig  god  start  på  min  ferie.  Glade,  en  smule  trætte  og  med  en  lille  skid  på,  gik  vi  på  en  lille  spaser  tur  i  Rigas  gamle  gader.  Byen  er  særligt  kendt  for  at  være  den  by  med  flest  huse  i  art  Nouveau  stilen.  Det  er  kort  sagt  en  masse  huse  med  krummelurer  på.  Virkelig  smukt,  og  fascinerende  at  der  er  nogen  der  har  gidet,  at  bruge  alt  den  tid  til  at  lave  blomster  på  huse.    

Dagen  efter  skulle  vi  på  en  guidede  tur.  Vi  skulle  bare  stå  foran  en  bestemt  kirke  og  så  ville  der  

Dagen  efter  skulle  vi  på  en  guidede  tur.  Vi  skulle  bare  stå  foran  en  bestemt  kirke  og  så  ville  der  komme  en  guide.  Det  gjorde  der  også,  Toms  hed  han.  Ung  mand  med  en  meget  mærkelig  hue.  Ville  meget  gerne  have  taget  et  billede  af  ham.  Men  desværre  valgt  mit  kamera  at  strejke  pga.  kulden.  Hvad  er  det  også  for  noget  at  lave  kameraer  der  ikke  kan  holde  til  -­‐17grader?  Det  er  da  dumt.  Men  hvert  fald  vidste  han  alt  om  byen,  han  kunne  svarer  på  alle  spørgsmål.  Om  hele  Riga.  Og  gud  hvor  har  Riga  en  lang  historie,  det  kunne  mine  tær  fortælle  mig  efter  to  timer  ude  i  kulden.  Han  var  så  smart  at  slutte  på  et  værtshus  og  give  os  den  lokale  ”Snaps”  Balzam.  Han  fik  det  rigtig  bygget  op  til  at  det  var  det  værste  vi  nogensinde  ville  komme  til  at  smage.  Men  vi  syntes  nu  det  smagte  meget  godt,  der  kom  hvert  fald  et  par  flasker  med  hjem  i  kufferten.  Efter  at  have  set  gamle  Riga  uden  for,  var  det  tid  til  at  se  den  indefra.  Derfor  købte  vi  billetter  til  deres  fastboende  cirkus.  25kr  for  billetter  til  første  række.  Der  kan  cirkus  arena  vist  ikke  helt  følge  med.    Forestillingen  fra  før  var  20min  forsinket.  Og  på  god  russiskmaner  stod  vi,  alle  der  skulle  ind  til  næste  forestilling,  presset  sammen  som  sild  i  en  tønde.  Det  var  nu  meget  fint,  for  det  var  skide  koldt,  og  alle  havde  pels  på,  så  det  varmede  i  det  mindste.  Problemet  kom  bare  da  alle  skulle  ud  fra  salen  og  vi  meget  gerne  ville  ind.  Det  var  ikke  helt  gennem  tænkt  kun  at  have  en  dør.  Altså  der  var  faktisk  to  mere.  Men  de  blev  ikke  åbnet.  Men  ind  kom  vi  med  asen  og  massen.  En  helt  50-­‐agtig  stemning  bredte  sig,  inde  i  den  her      

gamle  beton  bygning  beklædt  med  velour.  ”Kom  og  køb  vafler  og  popkorn”  en  kæmpe  mand  med  russerhat  på  sad  nede  i  en  lem  i  gulvet  og  stak  candyfloss  op  til  kunderne,  der  var  lige  ved  at  træde  på  ham.    Showet  havde  meget  at  byde  på.  Alt  hvad  man  kunne  ønske  sig  tryllekunstnere,  trapez-­‐svingere,  slangemennesker,  der  var  sågar  et  Løveshow,  det  var  måske  ikke  helt  efter  WSPA’s  håndbog  men  hvad  kan  man  sige,  Østeuropa  er  nu  engang  Østeuropa.  Der  var  også  to  forskellige  klovne.  Begge  meget  interesseret  i  min  veninde.  Det  syntes  jeg  var  hylende  morsomt,  da  hun  slet  ikke  kan  finde  ud  af  at  håndtere  sådan  noget.  Men  hvem  kan  stå  for  en  flirtende  klovn?    Efter  nogle  dage  i  Letlands  hovedstad,  sluttede  vi  vores  tur  af  med  at  se  håndboldfinalen  Danmark-­‐Spanien  på  det  lokale  værtshus.  Bestilte  Brengulu  og  stegt  svin  (det  er  det  man  skal  spise  i  Letland).  Vi  havde  virkelig  fået  pisket  en  stemning  op,  og  var  så  klar  på  at  synge  vi  er  røde  –  vi  er  hvide.  Det  blev  der,  som  vi  nok  alle  kan  huske  ikke  så  forfærdeligt  meget  af.  I  pausen  valgte  bartenderen  at  give  os  et  par  trøste  øl,  samtidig  med  at  han  var  ved  at  død  af  grin  over  vores  små  skuffede  ansigter.  Med  et  resultat  på  35-­‐19  gik  vi  direkte  ned  til  den  nærmeste  cocktail  bar  og  bestilte  seks  forskellige  drinks  og  gik  ellers  i  gang  fra  en  ende  af.    Dagen  efter  rejste  vi  sørgmodige  hjem,  med  et  bankende  hoved  og  frygt  for  at  vende  hjem  og  møde  landsholdet  i  lufthavnen  (jeg  havde  ikke  sagt  noget  pænt  til  dem).  Dog  mødte  vi  en  af  klovnene  fra  cirkusset  i  lufthavnen.  Han  lignede  dog  også  en  der  havde  set  håndbold.      Forresten  viste  vi  ikke  vores  pas  på  noget  tidspunkt,  så  hvis  man  vil  flygte  til  Riga,  så  er  der  en  mulighed  der!    /  Ida          

                                                                                 

FREDAG MORGEN

PÅ PERROEN…

 

Af Jonas B. Gol

Folk i smarte jakkesæt vandrer frem og tilbage her på perronen. Her, hvor sorte paraplyer dækker himlen. Der er larm på perronen. Lyde fra tog som ankommer og afgår, og lyde fra folk som mumler til hinanden eller i deres mobiltelefon. Jeg sidder på en bænk - midt på perronen. Jeg har hverken paraply eller jakkesæt. Hér sidder jeg alene og ligner en anden Forrest Gump - kun med min røde kuffert som ledsager. Se dem lige... Slaver. Slaver med grå ansigter. Slaver med sort og hvidt tøj. Her vandrer de i perronens fangedragt. De er slaver med tunge metalure om håndleddet. Hér vandrer de med perronens fangelænke. Slaver af tiden. De har travlt. Se hvor travlt de har. De ænser jo slet ikke hinanden. Hvor blev kærligheden af? Hvor blev nærheden af? Nej. Hvorfor skal vi prøve at gribe efter en hånd, som er uhåndgribelig? Forstår de da ikke, at hver gang de stiger på et tog, så mister klippekortet et hak. De stiger på og de står af. Altid på vej, altid i bevægelse. Hér går det op for mig, at jeg stadig står stille og venter. Hvor blev mine klip af? Alt for mange spor. Alt for meget jern i lange baner. Alt for mange tal på tavlen. Alt er blevet så kompliceret. For kompliceret. I gamle dag kørte hele verden på damp. Hvorfor er det ikke sådan mere? Jeg tager min kuffert op og lægger den i mit skød. Okay, tag en dyb indånding. Ikke stresse! Jeg åbner kufferten, hvor røg langsomt stiger op fra den… Jeg retter hovedet op, nu med et stort smil på læberne. Med ét… forstummer alt lyd. Folk på perronen standser op. Ind på scenen træder en smuk pige frem. Hun er klædt i sort og hvidt. I hendes venstre hånd holder hun en blå-lilla paraply. Hendes paraply minder mig om den purpur-kolorerede aftenhimmel fra i sommer langt væk fra denne vinterkulde. Sommeridyllen frembringer mig røde kinder og et bankende hjerte. Paraplyer overlapper hinanden. Der, hvor ildfluerne skøjter synkront frem og tilbage, nænsomt over søens overflade. Dér hvor små blide dryp går i ét med vandet og viser vejen til stjernerne. Dér vil vore varme hænder kramme, øjnene kærtegne og læber mødes i et lille let kys. Hvorfor ikke bare paraply? Hun lukker sin paraply ned, imens hendes læber fløjter en melodi, som jeg får lyst til at lægge fine ord henover. Hun sætter sig ind i en kupé. Udenfor ruden står jeg og kigger på hende. Okay, hun ænsede mig ikke, men er det en del af hendes trick? Er det ”det lille spil” mellem mand og kvinde? Eller har jeg vitterligt ingen sans for, hvornår et andet menneske er interesseret i mig? Duften af hende får mit hjerte til at banke så hårdt, at jeg tror det eksploderer ud af brystkassen på mig. Hendes blik. Dine tropeblå øjne, skønne pige, de hiver mig hastigt ud af denne verden, og langsomt ind mod dit indre hav, hvor dine silkebløde krusninger genspejler min sjæls distancerede cementhed. Øhh.. Det er cirka her, hvor virkelighedens tunge muskel trækker fat i mig, fortæller mig, at jeg kun har fire timer til at aflevere den artikel til PhilsTown. Fuck! Jeg orker det virkelig ikke, men nu har jeg jo lovet

det – måske for en gangs skyld, så kan jeg gøre noget færdigt. Bevise overfor min far, at jeg var noget

værd. Bevise overfor min mor, at hun ikke tog fejl af mig. Fuck! Jeg mangler stadig at aflevere to engelskopgaver. De ta’r min SU. Jeg hader nogle gange de valg jeg har taget. Hvad kan jeg tilbyde et andet menneske? Vil jeg være det stormende uvejr over hendes hav eller vil hun lade mig dykke ned under overfladen, så jeg kan drikke hende og fylde tomrummet indeni mig? Vil hun lade mig skylle op på sin strand eller vil hun smadre mig mellem klipperne og drukne mig i sit hav? … sagde jeg lige det højt? Var det noget jeg tænkte eller var det noget jeg rent faktisk sagde? Nej. Hun reagerede ikke. Men hvis jeg sagde det, hvis jeg fortalte dig, at jeg virkelig elsker dig, ville du da se ilden i mine øjne? Se den mørke glød? Se hvordan jeg ville drage dig ind? Omfavne dig? varme dig? Og aldrig brænde dig? Du godeste, det må være røgen der taler. Eller er følelsen rigtig? Kan man fuldstændig overgive sig til et andet menneske? Okay, jeg aner ikke hvor hendes tog ender, men jeg ved, at jeg ville fortryde ikke at se endestationen. Inde i kupéen var der gravkammer-stemning, som altid, det er klart. Lad os tie mens vi rejser. Hmm… sætter man sig foran hende, så man kan holde øjenkontakt? Nej for helvede, er du sindssyg? Du ligner en fucking posemand i dag; ubarberet-ufriseret-usoigneret. Nej, fuck. Bagved hende. Jeg sætter mig bagved hende. Klart ikke den bedste udsigt, men jeg er i det mindste tæt på hende. Toget sætter i gang og kører fremad… eller… måske bagud… hvem ved? Hvad skal jeg sige til hende? Skal jeg fortælle hende, at jeg har oplevet meget i mit liv? Set hvordan solen langsomt går ned en smuk julinat. Følt en

verden i bevægelse. Hørt fugle kvidre deres elskovssange. Men smukkest af alt på denne jord, er hendes top og hendes bund, hendes øjne, hendes hår, og det ord ikke kan sige. De blide lyserøde kurver, der omslutter hendes mund. Med ord kan det være svært at beskrive skønhed, men i dit tilfælde, så er det umuligt, kære pige. Haha! Nej, hun må tro at jeg tæt beslægtet med et direkte afkom af Jack the Ripper. Nutidens piger er nok ikke helt klar til den victorianske elsker. Piger er komplicerede væsner, som gerne vil have det, som de andre vil have. Det er sgu kompliceret, for piger er prinsesser, som skal reddes, men som ridder skal du igennem et utal er prøvelser, bestige klipper, krydse vand og dræbe drager, før du kan blive blåstemplet. Efterhånden, så er de eneste som kan slippe af sted med den åbenlyse kærlighed, paradoksalt nok, homoseksuelle. Homoseksuelle som Frank Ocean og Marie Key, de får udtrykt deres følelser på et helt andet niveau end vi andre er i stand til eller kan slippe af sted med. Åh nej, ikke en tunnel! Tunneller er uhyggelige sorte huller, som kan kollapse, hvornår det end skal være. Mørket indtager nu kupéen, dog kun i et splitsekund inden kupéens lamper oplyser. Det er sjovt, jeg kan kun se, hvad der er bagved toget, men jeg kan ikke se, hvad der kommer foran toget. Det er vel logisk at tænke, at det er sådan oplysning virker. Jeg kigger ud mod siderne og på ruderne, hvor jeg pludselig får øje på hende. Genspejlet i togets rude. Jeg rykker helt tæt til hendes spejlbillede, hvor jeg kærtegner hendes hals med mine læber. Langsomt bevæger jeg dem om bag hendes øre, imens jeg kysser og bider hende blidt på hendes bløde og glatte hud. De små usynlige hår rejser sig på hendes arme. Hendes vejrtrækning intensiveres. Hun klemmer mine hænder så hårdt, at jeg tror hun gennembryder min hud, så vi smelter sammen. Mine læber bevæger sig fra hendes øre, små sanselige kys på hendes kind, hen mod hendes mund, men jeg kamuflerer min lyst. Trækker mine læber væk fra hendes mund, inden mine læber rører hendes. Jeg venter. Jeg venter her på

dig. Mine læber foran dine. Fortrøstningsfuldt bliver jeg lige her, for engang imellem, så sker det, at ild og vand bliver til damp, og jeg vil hellere fordampe et øjeblik med dig, end at brænde for evig tid alene. Børn, drømme slutter brat. Efterlader én.. blødende på sengen. Det efterladte hul er dybt og sugende, som en spermglad diva. Kniven kan jeg ikke finde mere, og prøvede endda med en ny. Stak mig selv i brystet. Okay, mere røg nu. Prøvede at finde det sted… Det sted hvor hun ramte mig. Men det er nytteløst. Lige meget, hvor mange steder jeg stikker, så kan jeg ikke finde det sted, hvor du stak mig. Lige meget, hvor dybt jeg skærer, så kan jeg ikke skære så dybt, som du skar mig. Efterladt blødende på sengen. Hvorfor afklædte jeg dig ikke? Lukker mine øjne… Måske pigerne skulle prøve at lukke deres øjne… Føle… Måske Verden skulle lukke sine øjne… Lukke øjnene og åbne hjertet. Køre? Jeg foretrækker at gå.                      

   

KEEP CLAM AND PIN ON

 

Igennem mine sidste månedens aktivitet på pinterest, har jeg fundet seks billeder, jeg gerne vil dele med jer, i håbet på i vil finder dem ligeså inspirerende og tankevækkende som jeg.  

KIM  ER  EN  UD  AF  DE  3  GUNDLÆGGERE  AF  PHILSTOWN.      HAN  HAR  STÅET  FOR  DET  MESTE  AF  DEN  VISUELLE  IDENTITET  DER  HAR  VÆRET  OMDREJNINGSPUNKTET  FOR  OS.      MANGE  AF  DE  VISUELLE  IMPULSER  DER  HAR  INSPIRET  HAM,  HAR  HAN  FUNDET  PÅ  NETTET  OG  HER  HAR  SÆRLIGT  PINTEREST  HAFT  SIN  NYTTE.      NU  DELER  KIM  SINE  PINS  MED  DIG!  

DEN ÆGTE PUNK REVULOTION! AF JACOB VIGTOFT

Jeg har altid haft en utrolig stor tro på mennesket. Jeg har altid haft en tro på det enkelte menneskes dømmekraft - En håbløs tro, vil nogen sikket mene. De samme vil sikket sige at det er mennesket grådighed og dømmekraft der gør at vi alle står midt i en tid hvor mer’ vil have mer’. Men hvorfor også stille sig tilfreds? Er der nogen grund til at stå med kors overlagte arme, mens man propper sig med trivialiteter. Den sociale konstruktion, er undermineret til fordel for individets egen livstilsform. Særligt den nye generation sætter fokus på sig selv, fordi de om nogen ved, at de er den afgørende faktor for den virkelighed, der hedder fremtiden. De unge ligger størst fokus på deres egen verden og vælger selv hvor meget de vil udvide deres horisont. Det er typisk dyrkelsen af den populære kultur – eks. musik, TV, forbrug og internet. Man lever mere i nuet og kigger sjældent tilbage. De unge søger selvstruktur og ikke traditionsformer. Der sættes krav til de miljøer de tager del i, fordi de i særklasse sætter sig ind i det stof der fanger dem og som samtidig udvikler deres alm. viden. Det skaber et selvgjort uddannelses system, en ny kompetence og måske faktisk også det, man vil betegne som talent. Vi har fået en ny generation, der er mindre uformelle i tonen og mere reservert, med tid til sig selv og egne tanker. Det åndelige frikvarter, hvor der er plads til at lære og filosofere over de ting, som er blevet til hjerteblod.

Denne nye generations tendenser danner også rammerne for et opgør mod den ovenfra givende kultur. De unge vil også have indflydelse i denne sammenhæng og hvad der er værd at bemærke er at de selv ønsker at skabe. En skabelsesproces der indeholder tanker og idéer, der i en stor grad også skaber en form for handling, et håndværk der åbner mulighederne for minoritetsdannelser eller et subkulturelt fællesskab om man vil. En ny kultur der arbejdes nede fra og op og som vinder en helt anden opmærksomhed fordi det nu er blod, sved og tårer der har støbt fundamentet.

Man kan sige at der bliver trådt ud af comfort zone, for når passionen driver værket bliver sikkerhedsnettet automatisk mindre under én. Nysgerrigheden stilles kun ved at teste tingene i praksis og ligesom basal barnelærdom handler det om, at finde ud af funktionerne ved de ting man kaster sig ud i. Lidt ligesom når min indre lommepoet første gang udsættes for et andet menneskes kritik –

Lygterne fra passerende biler De oplyser mit ansigt

så jeg igen kun ser mørke Vinylen med Vivaldi

som et år der forsvandt Og nattetiden er fra nu af vores

så lidt kan være et kæmpe skridt for at begrænse eller tilføje elementer. Men når det sker er det med en bouillon effekt. En ny koncentreret energi, som er endnu et trin på før omtalte personlige uddannelsesstige. Ligesom generationen stiller krav til omverdenen, stiller den også krav til sig selv, store krav… ja måske næsten for store. For det ansvar der vises handler om, at være dygtig og nyttig og at kunne slå til for at gøre en forskel. Man er altså i et form for kapløb. Et kapløb der bunder i egne ambitioner… er det så en dårlig ting? ”Ja” - siger nogen kloge hoveder ”for vi lever i dag i historiens mest stressede tidsalder hvor nervemedicinen sælger bedre end morgenbrødet hos den lokale bager”. Det er måske heller ikke uvæsenligt at overveje at kigge indad. Men kan man anfægte en generation, som med en ukuelig skabertrang arbejder for at bygge nye broer som samler op, hvor mine forældres generation smed sig lidt for længe i hængekøjen og kan der overhovedet være lykkelig hvis de ting vi virkelig tror på, er anderledes i forhold til de ting vi gør. Jeg kryber til korset… jeg så X-Factor finalen, hvor den altid fangende Thomas Blachman leverer i de få minutter han får taletid. Det giver om ikke andet stikpiller til tankeleg. Men da manden rejste sig i en af sige mange taler til folket for delagtiggøre sine fremtidsvisioner, tog han samtidig den lange kniv frem og dolkede den nye generations indsats. Det gjorde mig ærlig talt, for første gang, provokeret og vred. ”Vores bedste forældre kæmpede mod nazismen, min generations forældre kæmpede for velfærdsstaten. Men hvad kæmper vi for? Vi kæmper for os selv. Vores egen lykkesmed. Men det er bare ikke godt nok!” - råbte Blachman ud til et skrigende publikum fra scenen i BOXEN (Herning). Det gjorde ærlig talt ondt at høre, at det er den kredit og den tolkning, han giver den nye generation. Blachman har før talt om tid til at dyrke en ”indefra

kommende kunstner” en handling, der nok aldrig har været dyrket mere end på nuværende tidspunkt. Den ny generation producerer visuelle og auditive udtryk på samlebånd. Dette er en realitet og hvad der virkelig interessant er, at det udspiller uanset hvilken socialklasse man repræsentere. Det er en genration der smager på verden og deler den. Man kan sige, uden at det skal lyde kliché, at man stimulere sig selv for, at kunne give det videre. Det er på mange måder indholdet i dette magasin, som du læser. Det kan man rent afslutningsvis sagtens antage og det skaber gradvist også en rød trådt i alt det, jeg har forsøgt af sige i denne tekst. Jeg håber at du også i glimt har set mening med galskaben. Hvis ikke, så bliv siddende med armene over kors.

                   PRØV                    AT    FORSTÅ                      FORMEN  

Det der gør formen spændende er, at formen ligesom er alting. Formen den består og det formen vi fortolker på. Formen er et resultat af vores fortolkning. Det er også et spørgsmål om, hvordan formerne interagere med hinanden. Hvordan kan det være, at et bord bliver stående på et gulv. Hvad det er for en forståelse der er formen for, at den ikke lige pludselig bliver ét med gulvet. Hvad er det der bliver ved med at sige til et bord at det er et bord og ikke gulv. Og hvordan er det, at det påvirker os, når vi også er en form, og alt vi består af er en form. Hvordan kan man så forholde sig andet end objektivt til tingene. Alt er bygget op omkring former, mit glas, luften omkring det og dens partikler er bygget op omkring en form. Det er også et spørgsmål om mellemrummet mellem formen. Når mit glas står på et bord, hvor meget skal der så til, før at de to ting smelter sammen – hvornår bliver former bliver til formen? Jeg syntes et af de bedste eksempler på form er naturen, fordi i naturen er det igennem fastsatte love bestemt, hvordan formen skal gebærde sig i et rum. I den atmosfære vi har, i de tilstande vi har, hvordan de ligesom udvikler sig igennem tid. Fordi hvad er det der gør at sten smelter? Og hvordan kan det være at sten kan smelte? Og at det så er lava, der skal til. Og så med en så hård form som sten, altså vi har vel alle mærket en sten. Den er fucking hård! Hvordan kan den indtage en flydende væskelignende substans? Og når den størkner, får den igen evnen til at være en sten. Når vi ser på naturen, så er det igennem vores hjerne. Det er kun egne redskaber vi kan bruge til, at opfatte det der er omkring os. Når vi tager fat i et objekt bekræfter vores hjerne, at vi tager fat i det. Vi kan se vores hånd tage fat i objektet og hvis vi ikke kan se det, kan vi føle at vi tager fat i objektet. Og vi har et forhold til at det er igennem afstand, følelse, faktisk alle vores sanser, vi bekræfter eksistensens af denne form. Men det er jo ikke andet end bekræftelse, det er ikke en accept eller forståelse af formen. Det er bare en bekræftelse i at formen eksistere. Så hvad skal der til, eller hvad skal der gøres, for at forstå denne form eller enhver anden form? Ligesom vi prøver at forstå os selv. Eller er det bare nok, at vide at dén er der.

PHILSTOWN MAGAZINE 11. April 2013

SE MERE PÅ

www.philstown.dk