26 Vølse · Juni 2008

TeksT: Frans kirk ViTTrup og kirsTen ’kix’ Hauge

TeksT: CHarloTTe primdal

Den ny Edda

Gudernes Store Badedag

Ole Gotved – Den ny Edda, Nordens Guder i nyere tid

Gudernes Store Badedag

Tror du på Trolde? Når man har læst Ole Gotveds bog om den nye Edda, er der ingen tvivl om, at der går en fæl trold rundt og fanger unge men-nesker, og at det er svært at slip-pe fri fra ”Stoffer”, som Trolden hedder. Alle, der har hørt Ole fortælle sine vidunderlige historier ved forskellige lejligheder, har i fæl-lesskab lagt et urimeligt hårdt pres på ham gennem årene for at få dem skrevet ned, så de kan bevares for eftertiden. På forunderlig vis bevæger vi os rundt i en mytologisk verden,

og pludselig bliver vi opmærk-somme på, at de ting han for-tæller er uendeligt nærværende – at det er ting der sker lige nu, at det er ting vi lige har hørt og set i CNN eller i vores egen lille verden, at Guderne og Jætterne faktisk stadig er en del af vores hverdag. Hvad skete der egentlig den midvinternat for nu henved 2008 år siden? Ole har i vore ører et helt plausibelt bud på denne hæn-delse. Med et glimt i øjet beretter han med stavrimets rytme om, hvorledes Loke endnu engang

får lavet ged i den og ved en fejl får lukket en Gud, der kalder sig Gøg, ind i Asgård, så vi andre ef-terlades med en bred trækning i mundvigen og en eftertænksom tanke om det at tro. At han benytter stavrim, at fortælleren slører sine historier i historiens dunkle tåger, at hen-tydningerne tvinger lytteren til at høre efter, har altid fascineret os, og det er derfor en vidunder-lig hændelse, at han har fået sat blæk og papir på fortællingerne. Bogen er rigt illustreret af den anerkendte kunstner Karl-Heinz Boserup, som vi kender bedst

fra sine ”Breve fra fortiden”, dis-se dejlige kobberskulpturer på brosten. Ole fortæller, at historier ikke skal læses, de skal høres. Så vi kan kun opfordre til at læse højt og få andre til at lytte, men den-ne bog skal ikke kun læses op, den skal slides op … Var det en god middag, fik bogen 5 kokkehuer, var det en film, fik den 5 bogarthatte. Vi nø-jes med at bukke og ta’ hatten af i dyb respekt.

Det skete i de dage, at Barones-sen og Nissen, som længe havde siddet og skyllet theen ned med diverse fantastiske fortællinger, besluttede at berige os med en skrøne så skør, at man næsten tror, den må være den skinbar-lige sandhed – specielt ifald at sandheden forstås som relativt fleksibel. Kan du huske, da du som barn lærte om ugedagenes navne? Kan du huske, hvordan fascinationen af at dagene bar de gamle guders navne blev afløst af undren over hvorfor lørdag, som den eneste dag i ugen, var blevet opkaldt efter noget så dagligdags og banalt som vask? Personligt troede jeg, som ganske ung, slet ikke på det med vaskedagen – Lør måtte da være et eller andet interes-sant – forvanskning af et gu-denavn, en glemt gud eller et himmellegeme, noget fantastisk og noget stort. Som ældre, og etymologisk overbevist, har jeg dog stiltiende accepteret at det

rent faktisk handler om noget så kedeligt som vask. For sådan er det jo at blive voksen. Imidlertid viste det sig, at der rent faktisk var en forklaring på, hvorfor lørdag ikke er opkaldt ef-ter en gud. Forklaringen kommer til os fra ovennævnte damer og herrer i skrønen ”Da Lokes nav-nedag gik i vasken” – og meget kan man sige om den, men kede-lig er den ikke!

Nøgleordet er overraskelse!Når man læser, ”Da Lokes navne-dag gik i vasken”, er det tydeligt, at der er tale om et ”joint ventu-re”. En blanding af to forskellige måder at tænke og formulere sig på præger fortællingen og er dens største svaghed – det lyk-kes nemlig ikke altid helt at få de to vidunderlige verdensopfattel-ser og formuleringsfinurligheder til at svinge sammen. Man stop-per som læser indimellem op og undrer sig over, at det flydende, subtile sprog, som for mig per-sonligt er fedt at læse, pludselig brydes af en ganske anden, mere

umiddelbar, tone, for nu at sige det på en diplomatisk måde. Det fungerer ikke altid optimalt. På trods af dette bliver man, som fortællingen skrider frem, både overrasket, underholdt, ir-riteret, nysgerrig, rørt og provo-keret – på hver eneste side! Historien er på sin vis klas-sisk. Den forklarer hvorfor lørdag ikke er opkaldt efter en gud, når nu de andre ugedage er. Den forklarer også, blandt andet, hvordan glögg og lyskæder blev opfundet, og hvordan man lærte at gøre spændende ting med mjød. Skrønen er formuleret på baggrund af et fænomenalt sam-mensurium af virkelighedsopfat-telser og bruger dem bevidst som rammen for historien om, hvordan Loke så frygteligt gerne vil have en dag opkaldt efter sig. Og DET fungerer. For den vågne læser går der sport i at lægge mærke til de bevidste spring rundt i virkelighederne – alene det gør bogen værd at læse for både børn og voksne.

Og selvom det helt klart vil være sjovest for folk, der kender asa-miljøet at opdage referencerne, kan fortællingen, med fornøjelse, fint læses af resten af verden og er alt i alt aldeles anbefalelses-værdig. Finurligt lørdagssjov med Ba-ronessen og Nissen – og mon ikke vi kan glæde os til flere ord fra den kant i fremtiden.

Boganmeldelse

Boganmeldelse af Bent Dahlin og Else-Julie Nordvig – Gudernes Store Badedag – eller hi-storien om ”da Lokes navnedag gik i vasken”