� | juni 2010 | LIXEN LIXEN | juni 2010 | �FOKUSFOKUS

Når sport bliver til ord, og ord bliver en sport

Jakob Balthazar Munk

ORD-JONGLERINGER. I Idræt-sparken sidder Andreas Kraul. Foran ham ligger et lyseblåt papir med en masse klistermærker. De har navne på. Navnene tilhører de Superligas-pillere, der står og tripper nede på grønsværen og venter på at kom-me i gang med årets sidste super-ligakamp. Han kigger på en blok, der ligger foran ham. Høretelefonerne sidder klistret til ørerne, og mikrofonen er ikke langt fra munden. »Sikke en fest, vi skal have nu i dag, åh ja, åh ja, åh. Det er FC København, der med mesterskabet sikkert i hus inviterer til guldfest med garanteret champagneknald og guldtrøjer.«

Ordene kommer i en lind strøm, uden pauser eller unødvendige fyldord. Da replikken er leveret, læner han sig tilbage i stolen. Han trækker på smilebåndet. Kigger ud over de mange mennesker, der strømmer til fodboldkamp med guldhatte, flag og nogle sågar med badedyr. De er kommet for at se sæsonens sidste kamp mellem FCK og Sønder-jyskE, hvor førstnævnte kan fejre de-res syvende mesterskab på ti år. Der er lagt op til forløsning, løft-ede arme og råben i vilden sky, og den entusiasme skal elegant formidles videre. Det er derfor, Andreas Kraul sid-der klar. »Når man sidder på stadion, ser man ikke kun kampen. Du ser også tilskueren, der opfører sig mærkeligt, træneren, der sparker til en plastikstol, og man kan dufte, hvis der er gået ild i pølsegrillen. Alle de ting skal vi bruge sproget til at formidle videre og skabe nogle billeder hos folk. De kan stå i Bolbro og klippe hæk og være til fodbold tre steder på samme dag,« fortæller An-dreas Kraul.

Sport er leg og sprogHan er kun ét sted den 5.oktober 2009. I DR Byens koncertsal til

sprogsymposion, hvor han kort tid forinden er blevet kaldt op på scenen. Jakkesættet sidder stift på skulderne, smilet tegner sig på læberne, og i den ene hånd hviler et sandt farveorgie i form af en buket blomster. Som den første sportsjournalist no-gensinde har Andreas Kraul vundet DR’s sprogpris for sin evne til at være ’hurtig, morsom, præcis, afslappet og chanceskabende i sit sprog’. En titel, Andreas Kraul er taknemmelig for.

»Det var virkelig rart for også at cementere, at sportsjournalistik er et fantastisk område til netop at lege med sproget. Et område med meget komprimerede følelser og derfor et sted, hvor man kan få lov til at bruge nogle andre ord og sproglige vend-inger,« siger han og fortsætter. »Så jeg var sindssygt glad. Både på mine vegne og på sportsjournalistik-kens vegne.« Stemmen er opløftet.

Ligesom efter en god omgang sexI Parken er det producernes mindre

opløftede stemme, der krænger sig ind i øregangen. »I giver mig et nervesammenbrud, inden vi er gået i gang.«Hun fortsætter: »Vi skal altså lige være lidt discipli-nerede i dag for lytternes skyld.« Et forsigtigt smil tegner sig på An-dreas Krauls læber, og han løfter øjenbrynene. Han rømmer sig en enkelt gang, inden han skal levere sit oplæg.

Det farer en-gageret derudaf, og et kort øjelik efter kan han høre en kollega i en anden ende af landet, der be-skriver FC Nord-

sjælland: »De har et saligt smil om læberne. Ligesom efter en rigtig god omgang sex.« Klokken nærmer sig hastigt tre. Nu skal ordene, tage over. »Det er igennem sproget, at man viser, om den levende reportage kan leve eller ej. Hvis sproget er fladt, ke-deligt eller meget hardcore fodbold-sprog, så vil vi tabe en masse lyttere. Vi prøver i Sport på 3’eren at have flere forskellige personligheder, så vi kan få et varieret program, og som

også engang imellem giver lytterne et par spark i siden.«

Scoring i parkenEt enkelt spark til bolden bliver det til, da dommerne sætter spillet på banen i gang. To spillere skubber til hinanden med skulderen. Tre hurtige træk på højrekanten. Fire forkølede afslutninger og fem centimeter på den rigtige side. Bolden triller ind i nettet bag FCK’s målmand til lyden af larmende tavshed. Kun en sparsom samnling mørkeblå trøjer hopper vildt rundt på banen. Andreas Kraul læner sig frem i sto-len og taler i headsettet. »Scoring i parken.« Han kigger ned på de lykkelige Sønderjyske-spillere, der stormer rundt med løftede arme. Hans øjne ser koncentrerede ud, og da han hører signalet i hovedtelefonerne fra studiet, går han straks i gang med at snakke: »Der er nemlig scoret i Parken, det er gæsterne fra SønderjyskE, der har bragt sig foran 1-0. Mål af Kenneth Fabricius den ene angriber og ulv i Sønderjyskes flok.« Munden bevæger sig, og blikket vandrer over den irgrønne bane, hænderne ligger foldede på det grå bord, og SønderjyskE er kun lige ble-

vet færdig med at juble, da Andreas Kraul runder af. »1-0 føring til gæsterne i Parken. De kæmper for overlevelse, og det gør de godt.«

Sagde jeg det ikke… I Århus går det ikke så godt. I Esbjerg er der scoring. Og en scoring med hovedstød i Randers, mens det i Aal-borg stadig står 0-0. I Parken bliver det 1-1, og kort tid efter bliver det også 2-1 til FCK. Lydniveauet eksploderer og skræmmer et par duer på toppen af tribunen langt væk. Andreas Kraul tager hænderne op mod høretelefon-erne. Til lyden af speakeren, der drevent råber målscorer Cesar Santins navn, kan P3’s lyttere høre hvordan: ”Det hele er vendt på hovedet i Parken. Det kan det gøre mange gange endnu rundt omkring i Super-ligaen denne søndag.” Fra pladserne ikke så langt derfra kigger en lyshåret knægt med en svømmende stor FCK-trøje på sin far. Hans læber forstrækker sig i et smil, mens han udbryder: »Sagde jeg det ikke, far?«Og drengen er ikke den eneste, der siger ting. Æteren er fyldt med scor-inger. Konsekvenserne bliver i hast udledt fra de forskellige reportere, der kæmper for at overgå hinanden i op-findsomhed, hurtighed og skarphed. Værten i studiet har travlt med at sende lytteren frem og tilbage, og vi kommer også tilbage til Parken, hvor der er blevet scoret til 3-1. »Ja, for nu banker FC København målene ind bag SønderjyskE’s keep-er David Ousted. Dame’n Doye scorer for anden gang i kampen.« Andreas Kraul fortæller, mens han skiftevis kigger på banen, hvor SønderjyskE hovederne nærmer sig græstæppet mere og mere, og på det lyseblå papir, der ligger foran ham. Det papir med alle klistermærkerne med spillernes navne på. Dér, hvor alle de vigtige oplysninger om da-gens kamp er at finde. Papiret har en helt speciel betydning for kommentatorens sproglige ud-foldelser. »Jeg bruger enormt meget tid på forberedelse. Jeg har mine små sedler med navne på spillerne og sørger for, at alle de relevante oply-sninger er samlet på et ark, så jeg præcis ved, hvor de står. De står det samme sted hver gang, og når jeg har den sikkerhed og forberedelse på plads, så frigør det noget energi og hjernekapacitet til at sidde og lege med sproget.«

På hovedet fra 10-metervippen. Dommerens fløjte har lydt for sid-ste gang. Parken er forvandlet til et jubelskrig efter 3-1 sejren. Tilsku-erne klapper. Spillerne omfavner hi-nanden. De første øl gør deres entré på grønsværen, og Andreas Kraul

rejser sig fra sin stol og tager mikro-fonen i hånden. Han smyger sig igen-nem menneskemængden og helt ned mod sidelinjen, hvor han kalder på en vagt: »Hey.. kan du åbne?« Vagten reagerer straks og åbner porten. Her står SønderjyskEs Ras-mus Hansen ikke langt derfra. Han har et stort smil på læberne, mens sveden glinser på panden. Andreas Kraul prikker ham på skulderen, snakker med ham i et par sekunder, inden han stikker mikrofonen op i

hovedet på ham. »Rasmus Hansen, tillykke med ned-erlaget.« Fodboldspillerne trækker på smile-båndet og griner, mens han prøver at få vejret og taler ned i mikrofonen. »Jo tak, det er det bedste nederlag, jeg har prøvet som fodboldspiller.« De snakker, folk klapper, og FCK spillerne lapper succesen i sig, da de sprøjter med de gigantiske øl, der er kommet på banen. Andreas Kraul klapper Rasmus Han-

sen på ryggen, går tilbage mod til-skuerpladserne. »Undskyld, jeg er besværlig igen.«Han henvender sig til stewarden, der smiler, hvorefter han lader Andreas Kraul komme tilbage til kommenta-torboksen. Han taler i mikrofonen mod studiet. »Så er jeg her igen.« Klar til at fortælle til dem, der sta-digvæk lytter, med sin rolige og mun-drette lyd. Men sådan har det ikke altid været. Ikke dengang han som praktikant på DR stod til en kvin-

dekamp i Dalum-hallen og ventede på, at en studievært skulle sætte ham igennem. Live for første gang. »Jeg havde skrevet alt ned, jeg skulle sige, og det lød sikkert fuldstændig forfærdeligt.«Han eksemplificerer, mens han tænk-er tilbage. »At begynde at sige noget i radioen er ligesom at kaste sig ud fra 10-me-ter-vippen uden at vide, om der over-hovedet er vand i bassinet.»Kærlighed mellem mænd

I 90 minutter og lidt til er det Andreas Krauls opgave at bru-ge sproget til at give lytterne spændende og anderledes oplevelser. Det har han gjort så godt, at han sidste år vandt DR’s sprogpris. Lixen har fulgt ham en dag i Parken, hvor han reporterer til P3 Sporten.

I FCK spillernes ganer er der øl. Masser af det. Også i tilskuernes for den sags skyld. De er ved at omdanne det nationale fodboldstadion til en festival, og i midten af den grønne bane er en scene ved at blive sat op. En flok lykkelige FCK spillere er trådt derop. Nogle underlige rockstjerner med hvide fodboldtrøjer fyldt med græs og læber fyldt med et ukueligt smil. De står i en klump og kigger på foto-graferne, der står med deres store linser foran dem. De griner, venter, og da anfører Hjalte Bo Nørregaard fatter pokalen, venter folk spændt. Andreas Kraul er igennem i radioen igen: »Lad os bare sige 1-2-3 og lytte til Parken, når det her sker.»Et jubelbrød eksploderer, da an-føreren løfter den tunge pokal over hovedet, og guldkonfettien springer op på begge sider. »Og sådan. Guldglimmer over FCK’s anfører og spillere. De vinder super-ligaen med 9 points margin ned til OB.» Øjnene vandrer over spillerne, der skiftes til at bære den glinsende po-kal. »FCK har slået en rekord for det hold, der har lukket færrest mål ind nogensinde. Og for at fejre det fik vi en sjov episode, da spillerne skulle

”Det er igennem sproget, at man viser, om den levende reportage kan leve eller ej. Andreas Kraul, reporter på ’Sport på 3’eren’

”Som vi siger her i Sport på 3’eren: Der er næsten ikke noget bedre end kærlighed mellem mænd. Andreas Kraul, reporter på ’sport på 3’eren’

præsenteres. Johan Wiland og Jes-per Christiansen skulle præsenteres sammen, og ind kom de på den lille bil, man normalt henter skadede spillere med. To målmænd, der trods konkurrencesituationen holder af hi-nanden.» Der er en kort pause.»Som vi siger her i Sport på 3’eren:Der er næsten ikke noget bedre end kærlighed mellem mænd.»

Andreas Kraul

Uddannet fra Journalist-højskolen i 1999. Har været ansat på Aktuelt og Politiken.

Vandt i 2009 DRs Sprogpris. Det er første gang, at en sportsjournalist har vundet prisen.

Har dækket to OL, VM og EM, hvor han både har kommenteret fodbold og håndbold.

Kommenterer også Høv-dingebold med Anders Lund Madsen på DR1

10 | juni 2010 | LIXEN LIXEN | juni 2010 | 11PORTRÆTPORTRÆT

FAKTA

friserede hår. De lange, lysegrå lokker kærtegner hendes ansigt. »Spørger du mig om det?« Spørgsmålet kommer prompte, og tonefaldet er på en gang udfordrende og chokeret. Lotte Fred-die kigger mistroisk på den unge journaliststuderende, som forsigtigt har tilladt sig at stille spørgsmålet: Hvorfor er det så vigtigt, at dagbla-dene har modestof? Efter hvad der føles som lang tid, falder svaret en-delig. »Jamen, det er da klart, at det er vigtigt! Er der da nogen af os, der ikke tager tøj på hver eneste dag? Det er noget, alle folk tager stilling til. Det er jo kulturstof og forbrugerstof. Så selvfølgelig skal der være modestof. Om ikke andet så fordi det er vores fjerdestørste eksport-erhverv. Det er da ganske horribelt, som det stof bliver behandlet – eller som det stof ikke bliver behandlet,« argumenterer Lotte Freddie. De velplejede hænder danser gestikule-rende rundt i luften i takt med den hefti-

ge ordstrøm. Hænderne afslører på ingen måde, at de sidder på armene af en 75-årig

dame. Den hvide tunika-skjorte er sirligt strøget, og det sorte bælte understøtter taljen. Et sporty, pink armbåndsur match-er perfekt læbestift og mobiltelefon. Der er intet tilfældigt ved Lotte Freddies ud-

seende. Selv er hun dog ikke tilfreds. »Havde jeg vidst, I kom i dag, ville jeg have taget noget andet tøj på,« siger hun og afslører en forfængelighed, som ikke er dalet med alderen. Vores aftale er glemt et sted mellem photoshoots og planlægning af den næste rejse. I morgen går turen til Grasse i Syd-frankrig og modehusenes parfumerier.

Verden som kontorLotte Freddie er noget så sjældent som modeanmelder. Faktisk er Børsen den eneste avis i Danmark, som anmelder mode året rundt. Hun har beskæftiget sig med moden hele sit liv. Inden Bør-sen fik glæde af hendes skarpe blik for tidens tendenser, hed arbejdspladsen Berlingske Tidende. Og inden da var alverdens catwalks hendes kontor, når

hun som model oplevede modeverdenen fra første parket. Hun blev fanget i fasci-

Er der da nogen af os, der ikke tager tøj på hver eneste dag?

nationen af denne verden, og viljestyrken var stor. Undervejs bragte hun to børn til verden, men det skulle ikke være nogen hin-dring. Hun skruede sig nemt ned i de små,

stramme kjoler og mødte på ar-bejde igen ti dage efter fødsler-ne. »Det var ganske naturligt. Det var bare et spørgsmål om vilje. Jeg ville kunne passe tøjet igen,« siger Lotte Freddie og får det til at lyde som den største selvfølge. Sådan var det dengang, og der

er ikke meget, der har ændret sig siden. »På grund af mit arbejde er jeg ikke nog-en god bedstemor, fordi jeg er så meget ude at rejse. Jeg ville gerne træde til. Men det er rigtig svært på grund af mit job,« konstaterer Lotte Freddie.

Nogle synes, at det er underlødigtMens Lotte Freddie sætter modejourna-listikken højt, har hun for længst erkendt, at den i Danmark generelt bliver nedpri-oriteret. Kærligheden til pangfarver og hadet til beige er lige så markant som hen-des passion for sit arbejde. Derfor er svaret klart, da vi spørger til, hvorfor hun tror, at de danske dagblades redaktører nedprio-riterer modestoffet: »De er dumme! Jeg fatter dem ikke. Jeg mener virkelig, at jeg synes, det er ultra-dumt. For der er jo ikke nogen mennesker, der ikke er interesseret i det på en eller anden måde. Men der sidder nogle herrer i

toppen, som synes, mode er underlødigt.« Den manglende forståelse skinner ud af Lotte Freddies ansigt. Hendes hænder ind-tager en spørgende position. Hun holder en kort pause, før hun fortsætter: »Det er blevet en lille smule bedre, efter de har opdaget, hvor mange penge moden tjener hjem til Danmark. Men der er ikke nogen moderedaktioner på de andre dan-ske aviser. Og det samme gælder jo tv. Der er ingenting i dansk tv om mode. I Frankrig og England har de mange faste modeprogrammer hver eneste uge. Det bliver taget højst seriøst, og det bliver behandlet ordentligt.« Der skal vist ikke herske nogen tvivl om, at Lotte Freddie også tager sit job seriøst. Stod det til hende, ville moden have mange flere spaltemillimeter end nu, hvor hun laver cirka et opslag om ugen til Børsen Weekend. Før hun kom til, dækkede avisen slet ikke modestof. Da Lotte Freddie i 2002 fyldte 67, ville hendes mangeårige arbejdsgiver Berling-ske Tidende ikke forlænge ansættelses-tiden med hende. Derfor tog Lotte Freddie sin mappe under armen og bankede på hos Børsen lidt længere nede ad gaden. »Jeg henvendte mig på Børsen og forklarede dem, at jeg synes, de skulle have noget livsstilsstof og noget modestof, som de har på Financial Times. Og så forklarede jeg, hvordan jeg synes, at det skulle være. Børsen er det danske svar på Financial Times, så det, syntes jeg, var en god idé. Det syntes Leif Beck Fallesen (chefredak-tør på Børsen, red.) også. Dagen efter jeg holdt op på Berlingeren, startede jeg her,« husker Lotte Freddie.

Nej tak til pensionMange på hendes alder ville måske have

grebet chancen for endelig at sætte tem-poet ned og lade pensionen tikke ind. En tanke, som ikke strejfede Lotte Freddie. »Mine overvejelser var, at jeg absolut ikke havde lyst til at holde op med at be-stille noget. Jeg er glad for mit job – og jeg er god til det. Og når man er god til sit job, så gider man jo heller ikke holde op. Det er jo det samme med en skuespiller. Fordi de når en eller anden alder, så er deres talent

vel ikke sluppet op? Det er jo fuldstændig utopi.« At hun er god til sit job, er hun ikke ene om at mene. Hun bliver betragtet som at være en af de mest indflydelsesrige personer inden for dansk mode. Børsens læsere er et købestærkt publikum, og en positiv an-meldelse fra hendes hånd vækker opsigt i de danske modehuse. Det oplever hun, når en designer brokker sig over en an-meldelse, som ikke har fået plads i avisen eller et billede, som er for lille. Lotte Fred-die tager dog kritikken med ro. »Det er jo en kompliment, at folk gider tage hensyn til det, jeg skriver.«

»Jeg kender jo dem alle sammen« Med indflydelse følger ansvar. Det er Lotte Freddie meget bevidst om. En kynisk kritik kan knuse enhver designerspirers drøm. Derfor er det ikke altid nemt. Lotte Freddie erkender, at det til tider er

Hun er Danmarks eneste fuldtids-mode-journalist. Meningerne er mange og hold-ningerne skarpe, når 75-årige Lotte Freddie taler om modejournalistikken i de danske dagblade. Hun efterlyser mere spalteplads. For selvfølgelig er det vigtigt.

Kongens Have. Lotte Freddie tager sce-nevant opstilling foran kameraet. Linsen peger på hende. Hun bevæger sig i lang-somme bevægelser, snurrer forsigtigt rundt på tæerne, vender ansigtet mod himlen og tilbage mod linsen igen. Som gammel fotomodel ved hun, hvad foto-grafen sukker efter. Hun er fordybet i ka-meraet, indtil hun spotter en håndtaske og ufortrødent spørger ejeren: »Er det en Armani det der?« På den modsatte side af gaden ligger hen-des arbejdsplads Dagbladet Børsen.

Moden er vigtigI Børsens mødelokale med udsigt til Kongens Have rammer solens eftermiddagsstråler Lotte Freddies vel-

en balancegang at være kritiker. »Man skal være meget ydmyg over for den magt, man faktisk har, i forhold til at man jo i realiteten kan slagte en designer fuldstændig, hvis man synes, at det ser ud ad helvede til. Men det, synes jeg ikke, er min opgave. Hvis der er noget, jeg ikke synes om, så formulerer jeg det på en anden måde – man kan altid finde noget godt,« siger hun, mens hænderne tegner

ottetaller over bordpladen. »Det er virkelig et ansvar, jeg har. Hvis en designer, der plejer at være fantastisk dygtig, plud-selig leverer noget, som ikke er i toppen, så skal det selvfølgelig skrives. Men det er svært. Der er jo det ved det, at jeg kender dem alle sammen.« Positionen som Danmarks

eneste egentlige modekritiker i en lille branche, hvor alle kender alle, er altså ikke altid nem. Men risikoen for at bumpe ind i en vred designer fredagen efter en dår-lig anmeldelse kuer ikke den rutinerede modejournalist. Hun slagter dog aldrig nogen. »Jeg ville aldrig nogensinde skrive, at no-get var godt, hvis jeg synes, det var dårligt. Læserne skal regne med, hvad jeg siger. Men det er ikke min opgave at være sådan en bøddel, der slagter nye, stakkels, små designere, der gerne vil prøve at lave no-get. Så må man prøve at formulere på en anden måde. Eller også må man bare lade være med at skrive noget,« uddyber Lotte Freddie med en bestemt mine. Tilbage i Kongens Have. Det vindblæste hår får en tur med den lillebitte lyserøde hårbørste, og make-uppen bliver betrag-tet i det blå Dior lommespejl. Hun løfter elegant frakkekraven i imiteret leopard-

pels og retter endnu engang blikket mod kameraet. Karrieren som fotomodel ligger mange år tilbage. Men moden fylder stadig en stor del af Lotte Freddies liv. Hun er endnu ikke klar til at slippe det store ansvar, kindkyssene og branchen. Og hun har svært ved at se, hvad hun skulle lave, hvis hun stoppede. »Måske skal jeg grave noget mere i min have, men altså - hvor sjovt er det?«

liips09@student.sdu.dkkmoel09@student.sdu.dk

Lise Karlshøj IpsenKarina Cecilie Møller

Lotte Elise Tegner FreddieFødt: 1935Har to børn

Var i 1960’erne og 1970’erne en af Danmarks mest kendte fotomodeller.

Ansat på Berlingske Tidende i 1979. Fra 1989 – 2002 var hun mode- og livsstilsredaktør.

Har siden 2002 været ansat på Dagbladet Børsen som moderedaktør.

Hun har udgivet to bøger: ”Mit Paris” og ”Modens Mestre”.

”Der sidder nogle herrer i toppen, som synes, at mode er underlødigt.

”Man kan i realiteten slagte en designer, hvis man synes, at det ser ud ad helvede til.

”Det er da ganske horribelt, som det stof bliver behandlet - eller som det stof ikke bliver behandlet. Lotte Freddie

Foto: Karina Cecilie Møller

Foto: Karina Cecilie Møller

“